"Den reviderede oversættelse af 1871" findes både i en gammel og en ny udgave. Den første udgave er med frakturskrift (krøllede bogstaver) og denne er den mest udbredte. Den findes ofte i antikvariater og i hjemmene rundt omkring.

I 1907 - da Nye Testamente kom i ny oversættelse - blev GT 1871 også sat op i en ny form, men ordene er de samme. I udgaverne efter 1907 var GT 1871 med nye (rette bogstaver) I den gamle udgave var hvert vers et nyt afsnit, men i den nye udgave er hvert kapitel inddelt i ca 3-4-5 afsnit. Der er også forskellig stavemåde, f eks: Capitel-Kapitel, saae-saa, høi-høj, ei-ej, Throne-Trone, ph-f, den Anden (om person) - den anden, Eder - eder, Kjærlighed - Kærlighed, nidkjær-nidkær, Gjerninger - Gerninger, Steen - Sten, Huus-Hus, viis - vis.

Denne tekstfil er skannet ind fra den nye GT 1871 - bibelen var fra 1919. Du må blot være opmærksom på ovenstående forskelle, hvis du står med en gammel udgave af GT 1871.

Indtil videre udgør denne tekstfil kun en del af GT. Ønsker du resten af GT, kan jeg formidle den, mod at du retunerer den i korrigeret tilstand.

Søgning sker ved tekstbehanlingsprogrammets søgeværktøj. Søgningen er kapitelvis, efter nedenstående mønstre:
1.M.1; 2.M.1; 3.M.1; 4.M.1; 5.M.1; Jos.1; Do.1; Rut.1; 1.Sa.1; 2.Sa.1; 1.Ko.1; 2.Ko.1; 1.Kr.1; 2.Kr.1; Ezr.1; Neh.1; Est.1; Job.1
Ordsp.1, Prædik.1, Højs.1, Es.1, Jer.1, Klag.1, Ez.1. Dan.1, Hos.1, Joel.1, Amos.1, Ob.1, Jonas.1, Mika.1, Nah.1, Hab.1, Zef.1, Hag.1, Zak.1, Mal.1

Den første Mose Bog

1 Kapitel - 1.Mos.1
I Begyndelsen skabte Gud Himmelen og Jorden. 2 Og Jorden var øde og tom, og der var Mørke oven over Afgrunden, og Guds Aand svævede oven over Vandene. 3 Og Gud sagde: Der vorde Lys; og der blev Lys. 4 Og Gud saa, at Lyset var Godt, og Gud gjorde Skilsmisse imellem Lyset og Mørket. 5 Og Gud kaldte Lyset Dag, og Mørket kaldte han Nat; og der blev Aften, og der blev Morgen, første Dag.
6 Og Gud sagde: Der vorde en udstrakt Befæstning midt i Vandene, og den skal skille imellem Vand og Vand. 7 Og Gud gjorde den udstrakte Befæstning og gjorde Skilsmisse imellem Vandet, som var nedentil i den udstrakte Befæstning, og imellem Vandet, som var oventil i den udstrakte Befæstning; og det skete saa. 8 Gud kaldte den udstrakte Befæstning Himmel; og der blev Aften, og der blev morgen, anden Dag.
9 Og Gud sagde: Vandene under Himlene samle sig til eet Sted, at det tørre ses; og det skete saa. 10 Og Gud kaldte det tørre Jord, og Vandenes Samling kaldte han Hav; og Gud saa, at det var godt. 11 Og Gud sagde: Jorden lade fremvokse Græs, Urter, som give Sæd, frugtbare Træer, som bære Frugt efter sit Slags og have sin Sæd i sig paa Jorden; og det skete saa. 12 Og Jorden frembragte Græs, Urter, som gave Sæd efter sit Slags, og Træer, som bare Frugt og havde sin Sæd i sig efter sit Slags; og Gud saa, at det var godt. 13 Og der blev Aften, og der blev Morgen, tredje Dag.
14 Og Gud sagde: Der vorde Lys paa Himmelens udstrakte Befæstning, at gøre Skilsmisse imellem Dagen og imellem Natten; og de skulle være til Tegn og til bestemte Tider og til Dage og Aar. 15 Og de skulle være til Lys paa Himmelens udstrakte Befæstning til at lyse over Jorden og det skete saa. 16 Og Gud gjorde de to stor e Lys, det store Lys at regere Dagen og det lille Lys at regere Natten og Stjernerne. 17 Og Gud satte dem paa Himmelens udstrakte Befæstning til at lyse over Jorden 18 og til at regere om Dagen og om Natten og til at skille imellem Lyset og imellem Mørket; og Gud saa, at det var godt. 19 Og der blev Aften, og der blev Morgen, fjerde Dag.
20 Og Gud sagde: Vandet vrimle med en Vrimmel af levende Væsener, og Fugle skulle flyve over Jorden imod Himmelens udstrakte Befæstning. 21 Og Gud skabte de store Havdyr og alle Haande levende Væsener, som krybe, hvilke vrimle i Havet, efter sit Slags og alle Haande Fugle med Vinger efter sit Slags; og Gud saa, at det var godt. 22 Og Gud velsignede dem og sagde: Vorder frugtbare og mangfoldige, og fylder Vandene i Havet, og Fuglene vorde mangfoldige paa Jorden. 23 Og der blev Aften, og der blev Morgen, femte Dag.
24 Og Gud sagde: Jorden frembringe levende Dyr efter sit Slags, Fæ og Kryb og vilde Dyr paa Jorden efter sit Slags; og det skete saa. 25 Og Gud gjorde vilde Dyr paa Jorden efter sit Slags og Fæ efter sit Slags og alle Haande Kryb paa Jorden efter sit Slags; og Gud saa, at det var godt. 26 Og Gud sagde: Lader os gøre et Menneske i vort Billede, efter vor Lignelse; og de skulle regere over Havets Fiske og over Himmelens Fugle og over Fæet og over al Jorden og over alt Kryb, som kryber paa Jorden. 27 Og Gud skabte Mennesket i sit Billede, han skabte det i Guds Billede; Mand og Kvinde skabte han dem. 28 Og Gud velsignede dem, og Gud sagde til dem: Vorder frugtbare og mangfoldige, og opfylder Jorden, og gører eder den, underdanig, og regerer over Havets Fiske og over Himmelens Fugle og over hvert Dyr, som kryber paa Jorden. 29 Og Gud sagde: Se, jeg har givet eder alle Urter, som give Sæd, som ere over al Jorden, og alle Haande Træer, i hvilke er Træers Frugt, som have Sæd; de skulle være eder til Føde. 30 Og alle Dyr paa Jorden og alle Fugle under Himmelen og alt Kryb paa Jorden, i hvilke er en levende Sjæl, har jeg givet alle Haande grønne Urter til at æde; og det skete saa. 31 Og Gud saa alt det, han havde gjort, og se, det var meget godt; og der blev Aften, og der blev Morgen, den sjette Dag.

2 Kapitel - 1.Mos.2
Og Himmelen og Jorden bleve fuldkommede, og al deres Hær. 2 Og Gud havde fuldkommet paa den syvende Dag sin Gerning, som han havde gjort, og hvilede paa den syvende Dag fra al sin Gerning, som han havde gjort. 3 Og Gud velsignede den syvende Dag og helligede den; thi paa den hvilede han fra al sin Gerning, som Gud skabte og gjorde.
4 Disse ere Himmelens og Jordens Oprindelser, der de skabtes, paa den Dag Gud Herren gjorde Jorden og Himmelen. 5 Og alle Haande Buske paa Marken vare endnu ikke paa Jorden, og alle Haande Urter paa Marken vare endnu ikke fremspirede; thi Gud Herren havde ikke ladet regne paa Jorden, og der var intet Menneske til at dyrke Jorden. 6 Og der opgik en Damp af Jorden og vandede al Jordens Overflade. 7 Og Gud Herren dannede Mennesket af Støv af Jorden og blæste Livets Aande i hans Næse; og Mennesket blev til en levende Sjæl.
8 Og Gud Herren plantede en Have udi Eden mod Østen og satte der Mennesket, hvilket han havde gjort. 9 Og Gud Herren lod opvokse alle Haande Træer af Jorden, som vare lystelige at se til og gode til at æde af, og Livsens Træ midt i Haven og Kundskabens Træ paa godt og ondt. 10 Og der gik en Flod ud fra Eden til at vande Haven, og derfra deltes den og blev til fire Hovedstrømme. 11 Den førstes Navn er Pison, hvilken løber om det ganske Land Havila, Hvor der er Guld. 12 Og Guldet fra det samme Land er godt; der er Bdellion og den Sten Unyks. 13 Og den anden Flods Navn er Gihon, hvilken løber om det ganske Land Kus. 14 Og den tredje Flods Navn er Hiddekel, hvilken gaar Østen for Assyrien; og den fjerde flod, den er Frat. 15 Og Gud Herren tog Mennesket og satte det i Edens Have at dyrke den og vogte den. 16 Og Gud Herren bød Mennesket og sagde: Du maa frit æde af alle Træer i Haven; 17 men af Kundskabens Træ paa godt og ondt, af det skal du ikke æde; thi paa hvilken Dag du æder af det, skal du dø Døden.
18 Og Gud Herren sagde: Det er ikke godt, at Mennesket er ene, jeg vil gøre ham Medhjælp, som skal være hos ha,. 19 Og Gud Herren havde gjort af Jorden alle vilde Dyr paa Marken og alle Himmelens Fugle og ledte dem til Mennesket for at se, hvad han vilde kalde hvert; og alt det, som Adam kaldte hver levende Sjæl, det var dens Navn. 20 Saa gav Adam alt Kvæget og Himmelens Fugle og alle vilde Dyr paa Marken Navne; men for Menneske fandt han ingen Medhjælp, som kun de være hos ham. 21 Da lod Gud Herren falde en dyb Søvn paa Adam og han sov; og han tog et af han Ribben og lukkede med Kød i Stedet derfor. 22 Og Gud Herren byggede af det Ribben, som han havde taget af Mennesket, en Mandinde og ledte hende til Adam. 23 Da sagde Adam: Denne Gang er det Ben af mine Ben og Kød af mit Kød; denne skal kaldes Mandinde, thi denne er tagen af Manden. 24 Derfor skal Manden forlade sin Fader og sin Moder og blive fast hos sin Hustru, og de skulle være til eet Kød. 25 Og de vare begge nøgne, Adam og hans Hustru, og de bluedes ikke.

3 Kapitel - 1.Mos.3
Og Slangen var træskere end alle vilde Dyr paa Marken, hvilke Gud Herren havde gjort; og den sagde til Kvinden: Mon Gud skulde have sagt: I maa ikke æde af hvert Træ i Haven? 2 Da sagde Kvinden til Slangen: Vi maa æde af Havens Træers Frugt; 3 men om det Træs Frugt, som er midt i Haven, sagde Gud: Æder ikke deraf og rører ikke derved, at I ikke skulle dø. 4 Da sagde Slangen til Kvinden: I skulle ikke dø Døden; 5 men Gud ved, at hvilken Dag I æde deraf, da skulle eders Øjne oplades, og I skulle blive ligesom Gud og kende godt og ondt. 6 Og Kvinden saa, at Træet var godt at æde af, og at det var lysteligt at se til og et ønskeligt Træ til at faa Forstand af, og hun tog af dets Frugt og aad; og hun gav ogsaa sin Mand med sig, og han aad. 7 Da oplodes begges Øjne, og de kendte, at de vare nøgne, og de hæftede Figenblade sammen og gjorde sig Bælter. 8 Og de hørte Gud Herrens Røst, som gik i Haven, der Dagen blev sval; da skjulte Adam og hans Hustru sig for Gud Herrens Ansigt iblandt Træerne i Haven.
9 Og Gud Herren kaldte ad Adam og sagde til ham: Hvor er du? 10 han sagde: Jeg hørte din Røst i Haven og frygtede; thi jeg var nøgen; og jeg skjulte mig. 11 Og han sagde: Hvo gav dig til Kende, at du var nøgen? har du ædet af det Træ, om hvilket jeg bød dig, at du skulde ikke æde deraf? 12 Og Adam sagde: Kvinden, som du gav til at være hos mig, hun gav mig af Træet, og jeg aad. 13 Da sagde Gud Herren til Kvinden: Hvi har du gjort dette? Og Kvinden sagde; Slangen forførte mig, og jeg aad. 14 Da sagde Gud Herren til Slangen: Efterdi du gjorde dette, da vær forbandet fremfor alt Kvæget og fremfor alle vilde Dyr paa Marken; du skal gaa paa din Bug og æde Støv alle dit Livs Dage. 15 Og jeg vil sætte Fjendskab imellem dig og imellem Kvinden og imellem din Sæd ' og imellem hendes Sæd; den skal sønderknuse dit Hoved, men du skal sønderknuse hans Hæl. 16 Til Kvinden sagde han: Jeg vil meget mangfoldiggøre din Kummer og din Undfangelse, med Smerte skal du føde Børn; og din Attraa skal være til din Mand, men han skal herske over dig. 17 Og til Adam sagde han: Efterdi du lød din Hustrus Røst og aad af det Træ, om hvilket jeg bød dig og sagde: Du skal ikke æde deraf, da være Jorden forbandet for din Skyld, med Kummer skal du æde deraf alle dit Livs Dage. 18 Og den skal bære dig Torn og Tidsel, og du skal æde Urter paa Marken. 19 I dit Ansigts Sved skal du æde dit Brød, indtil du bliver til Jord igen, thi deraf er du tagen; thi du er Støv, og du skal blive til Støv igen.
20 Og Adam kaldte sin Hustrus Navn Eva, thi hun er bleven alle levendes Moder. 21 Og Gud Herren gjorde Adam og hans Hustru Kjortler af Skind og iførte dem. 22 Og Gud Herren sagde: Se, Adam er bleven som en af os til at kende godt og ondt; men nu, paa det han ikke skal udrække sin Haand og tage ogsaa af Livsens Træ og æde og leve evindeligen: 23 da forviste Gud Herren ham af Edens Have til at dyrke Jorden, som han var tagen af. 24 Og han drev Mennesket ud og satte Keruber Østen for Edens Have med et blinkende Sværd, som vendte sig hid og did, til at vogte Vejen til Livsens Træ.

4 Kapitel - 1.Mos.4
Og Adam kendte sin Hustru Eva; og hun undfik og fødte Kain og sagde: Jeg har faaet en Mand, som er Herren. 2 Og hun blev ved at føde, nemlig hans Broder Abel; og Abel blev en Faarehyrde, og Kain dyrkede Jorden. 3 Og det hændte sig, der en Tid var forløben, og Kain frembar et Offer til Herren af Jordens Frugt. 4 Og Abel, ogsaa han bar frem af sin Hjords første Affødning og af deres Fedme; og Herren saa til Abel og til hans Offer. 5 Men til Kain og til hans Offer saa han ikke; da blev Kain meget vred, og hans Ansigt falmede. 6 Og Herren sagde til Kain: Hvi er du vred, og hvi er dit Ansigt falmet. 7 Er det ikke saa, at dersom du gør godt, da er du behagelig, og dersom du ikke gør godt, da ligger Synden for Døren, og til dig 'er dens Attraa men du skal herske over den.
8 Og Kain talede med Abel sin Broder; og det hændte sig, der de vare paa Marken, da stod Kain op imod Abel sin Broder og ihjelslog ham. 9 Og Herren sagde til Kain: Hvor er Abel, din Broder? Og han sagde: Jeg ved ikke, mon jeg være min Broders Vogter? 10 Og han sagde: Hvad har du gjort? din Broders Blods Røst raaber til mig af Jorden.
11 Og nu være du forbandet fra Jorden, som oplod sin Mund til at tage din Broders Blod af din Haand. 12 Naar du dyrker Jorden, skal den ikke ydermere give dig sin Kraft, ustadig og flygtig skal du være paa Jorden. 13 Da sagde Kain til Herren: Min Misgerning er større, end jeg kan bære. 14 Se, du har i Dag drevet mig fra Jordens Kreds, og jeg maa skjule mig for dit Ansigt; og jeg bliver ustadig og flygtig paa Jorden, og det vil ske, hvo som finder mig, slaar mig ihjel. 15 Men Herren sagde til ham: Derfor, hvo som ihjelslaar Kain, paa ham skal det hævnes syvfold; saa satte Herren for Kain et Tegn, at ingen, som fandt ham, skulde slaa ham ihjel. 16 Saa gik Kain ud fra Herrens Ansigt og blev i det Land Nod Østen for Eden.
17 Og Kain kendte sin Hustru, og hun undfik og fødte Hanok; og han byggede en Stad og kaldte Stadens Navn efter sin Søns Navn, Hanok. 18 Og for Hanok blev født Irad, og Irad avlede Mehujæl, og Mehujæl avlede Mathusæl, og Mathusæl avlede Lamek. 19 Og Lamek tog sig to Hustruer, den enes Navn var Ada, og den andens Navn Zilla. 20 Og Ada fødte Jabal; han var Fader til dem som boede i Telte og vogtede Kvæg 21 Og hans Broders Navn var Jubal han var Fader til alle dem, der legede paa Harpe og Fløjte. 22 Og Zilla, ogsaa hun fødte, nemlig Thubalkain, som kunstigen gjorde alle Haande skarpt Kobber- og Jerntøj; og Thubalkains Søster var Naama 23 Og Lamek sagde til sine Hustruer Ada og Zilla, hører min Røst, Lameks Hustruer, mærker min Tale! Om jeg har slagen en Mand ihjel, mig til et Saar, og en Dreng, mig til en Byld: 24 da skal Kain hævnes syvfold, og Lamek halvfjerdsindstyve Gange og syv Gange.
25 Og Adam kendte ydermere sin Hustru, og hun fødte en Søn og kaldte hans Navn Seth; thi Gud har sat mig, sagde hun, en anden Sæd Abels Sted; thi Kain slog ham ihjel. 20 Og for Seth blev og født en Søn, og han kaldte hans Navn Enos; da begyndte man at paakalde Herrens Navn.

5 Kapitel - 1.Mos.5
Denne er Menneskens Slægters Bog. Paa den Dag Gud skabte Mennesket, gjorde han det i Guds Lignelse: 2 Han skabte dem Mand og Kvinde og velsignede dem og kaldte deres Navn Menneske, paa den Dag de bleve skabte. 3 Og Adam levede hundrede og tredive Aar og avlede en Søn i sin Lignelse, efter sit Billede og kaldte hans Navn Seth. 4 Og Adam levede, efter at han havde avlet Seth, otte Hundrede Aar og avlede Sønner og Døtre. 5 Og Adams ganske Alder, som han levede, blev ni Hundrede Aar og trevede, blev ni Hundrede Aar og tredive Aar; og han døde.
6 Og Seth var hundrede Aar og fem Aar gammel og avlede Enos. 7 Og Seth levede, efter at han havde avlet Enos, otte Hundrede Aar og syv Aar og avlede Sønner og Døtre. 8 Og Seths ganske Alder blev ni Hundrede Aar og tolv Aar; og han døde.
9 Og Enos var halvfemsindstyve Aar gammel og avlede Kenan. 10 Og Enos levede, efter at han havde avlet Kenan, otte Hundrede Aar og femten Aar og avlede Sønner og Døtre. 11 Og Eros' ganske Alder blev ni Hundrede Aar og fem Aar; og han døde.
12 Og Kenan var halvfjerdsindstyve Aar gammel og avlede Mahalaleel. 13 Og Kenan levede, efter at han havde avlet Mahalaleel, otte Hundrede Aar og fyrretyve Aar og avlede Sønner og Døtre. 14 Og Kenans ganske Alder blev ni Hundrede Aar og ti Aar; og han døde.
15 Og Mahalaleel var fem Aar og tresindstyve Aar gammel og avlede Jared. 16 Og Mahalaleel levede, efter at han havde avlet Jared, otte Hundrede Aar og tredive Aar og avlede Sønner og Døtre. 17 Og Mahalaleels ganske Alder var otte Hundrede Aar og fem og halvfemsindstyve Aar; og han døde.
18 Og Jared var hundrede Aar og to og tresindstyve Aar gammel og avlede Enok. 19 Og Jared levede, efter at han havde avlet Enok, otte Hundrede Aar og avlede Sønner og Døtre. 20 Og Jareds ganske Alder blev ni Hundrede Aar og to og tresindstyve Aar; og han døde.
21 Og Enok var fem og tresindstyve Aar gammel og avlede Methusela. 22 Og Enok vandrede med Gud, efter at han havde avlet Methusela, tre Hundrede Aar og avlede Sønner og Døtre. 23 Og Enoks ganske Alder blev tre Hundrede Aar og fem og tresindstyve Aar. 24 Og Enok vandrede med Gud, og han var ikke mere; thi Gud tog ham.
25 Og Methusela var hundrede Aar og syv og tresindstyve Aar gammel og avlede Lamek. 26 Og Methusela levede, efter at han havde avlet Lamek, syv Hundrede Aar og to og firsindstyve Aar og avlede Sønner og Døtre. 27 Og Methuselas ganske Alder blev ni Hundrede Aar og ni og tresindstyve Aar; og han døde.
28 Og Lamek var hundrede Aar og to og firsindstyve Aar gammel og avlede en Søn; 29 ug han kaldte hans Navn Noa og sagde: Denne skal trøste os i vor Kummer og vore Hænders Arbejde paa Jorden, hvilken Herren har forbandet. 30 Og Lamek levede, efter at han havde avlet Noa; fem Hundrede Aar og fem og halvfemsindstyve Aar og avlede Sønner og Døtre. 31 Og Lameks ganske Alder blev syv Hundrede aar og syv og halvfjerdsindstyve Aar; og han døde. 32 Og Noa var fem Hundrede Aar gammel, og Noa avlede Sem, Kam og Jafet.

6 Kapitel - 1.Mos.6
Og det skete, der Menneskene havde begyndt at formeres paa Jorden, og Døtre fødtes dem, 2 da saa Guds Sønner Menneskens Døtre, at de vare skønne, og toge sig Hustruer af alle, hvilke de valgte. 3 Da sagde Herren: Min Aand skal ikke herske i Mennesket evindelig, eftersom han er Kød; og hans Dage skulle være hundrede og tyve Aar. 4 Paa den Tid vare Kæmper paa Jorden, ja ogsaa efter at Guds Sønner vare indgangne til Menneskens Døtre og havde avlet sig Børn; disse ere de vældige, hvilke fra fordums Tid have været navnkundige Mænd. 5 Og Herren saa, at Menneskets Ondskab var stor paa Jorden, og at alt hans Hjertes Tankers Paafund var ikkun ondt hver Dag. 6 Da angrede Herren, at han havde gjort Mennesket paa Jorden, og det bedrøvede ham i hans Hjerte. 7 Og Herren sagde: Jeg vil udslette Mennesket, som jeg har skabt, af Jorden, baade Mennesker og Kvæg og Kryb og Fugle under Himmelen; thi jeg angrer, at jeg gjorde dem.
8 Men Noa fandt Naade for Herrens Øjne. 9 Disse ere Noas Slægter. Noa, en retfærdig Mand, var ustraffelig i sin Tid, Noa vandrede med Gud. 10 Og Noa avlede tre Sønner: Sem, Kam og Jafet. 11 Men Jorden var fordærvet for Guds Ansigt, og Jorden var fuld af Vold. 12 Da saa Gud Jorden, og se, den var fordærvet; thi alt Kød havde fordærvet sin Vej paa Jorden.
13 Da sagde Gud til Noa: Alt Køds Ende er kommen for mit Ansigt; thi Jorden er fuld af Vold af dem; og se, jeg vil fordærve dem med Jorden. 14 Gør dig en Ark af Gofertræ; gør Rum i Arken, og beg den inden og udentil med Beg. 15 Og denne er Maaden, efter hvilken du skal gøre den: Tre Hundrede Alen skal Arkens Længde være, halvtredsindstyve Alen dens Bredde og tredive Alen dens Højde. 16 Du skal gøre et Vindue paa Arken, og oventil skal du fuldkomme den til en Alen, og Arkens Dør skal du sætte paa dens Side; du skal gøre den med et nederste, et mellemste og et tredje Loft. 17 Og jeg, se, jeg lader komme en Vandflod over Jorden til at fordærve alt Kød, som har Livs Aande i sig under Himmelen; alt det, som er paa Jorden, skal udaande. 18 Men med dig opretter jeg min Pagt; og du skal gaa i Arken, du og dine Sønner og din Hustru og dine Sønners Hustruer med dig.
19 Og af alt det, som lever, af alt Kød, et Par af hver Slags skal du indføre i Arken, at lade leve med dig; Han og Hun skal det være. 20 Af Fuglene efter deres Slags og af Kvæget efter deres Slags, af alle Haande Kryb paa Jorden efter deres Slags; et Par af hvert skal gaa ind til dig, at de maa leve. 21 Og tag du dig af alle Haande Føde, som ædes, og samle til dig, at det maa blive dig og dem til Næring. 22 Og Noa gjorde det, efter alt det, som Gud havde befalet ham, saaledes gjorde han.

7 Kapitel - 1.Mos.7
Og Herren sagde til Noa: Gak ind, du og dit ganske Hus, i Arken; thi dig har jeg set retfærdig for mig i denne Slægt. 2 Tag dig af alle Haande rent Kvæg syv og syv, Han og Hun; men af det Kvæg, som er urent, et Par, Han og Hun; 3 ogsaa af Fuglene under Himmelen, syv og syv, Han og Hun, at holde Sæd paa al Jorden i Live. 4 Thi end om syv Dage vil jeg lade regne paa Jorden fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter og udslette af Jorden alle levende Væsener, som jeg har gjort. 5 Og Noa gjorde efter alt, hvad Herren bød ham. 6 Og der Noa var seks Hundrede Aar gammel, da kom Floden med Vande over Jorden. 7 Og Noa gik ind og hans Sønner og hans Hustru og hans Sønners Hustruer med ham i Arken for Flodens Vande. 8 Af rent Kvæg og af det Kvæg, om ikke er rent, og af Fuglene og alt det, som kryber paa Jorden, 9 gik Par og Par til Noa til Arken, Han og Hun, ligesom Gud havde befalet Noa.
10 Og det skete paa den syvende Dag, da kom Flodens Vande over Jorden. 11 I det Aar, der Noa var seks Hundrede Aar gammel, i den anden Maaned, paa den syttende Dag i Maaneden, paa den Dag opbrast alle Kilder i den store Afgrund og Himmelens Sluser oplodes. 12 Og Regn paa Jorden fyrretyre Dage og fyrretyve Nætter. 13 Paa den selvsamme Dag gik Noa og Sem og Kam og Jafet, Noas Sønner, og Noas Hustru og hans Sønners tre Hustruer med dem i Arken; 14 de og alle Haande vilde Dyr efter deres Slags og alle Haande Kvæg efter deres Slags og alle Haande Kryb, som krybe paa Jorden, efter deres Slags, og alle Haande Fugle efter deres Slags, alt det, som kan flyve, alt det, som har Vinger. 15 Og de gik i Arken til Noa, Par og Par af alt Kød, i hvilket der var Livs Aande. 16 Og de, som kom, kom Han og Hun af alle Haande Kød, ligesom Gud havde budet ham; og Herren lukkede til efter ham. 17 Da kom Floden fyrretyve Dage over Jorden; og Vandet formeredes og opløftede Arken, og den hævedes op over Jorden. 18 Og Vandet fik Overhaand og formeredes saare over Jorden; og Arken flød oven paa Vandet. Og Vandet fik Overhaand saare meget over Jorden; og alle høje Bjerge bleve skjulte, som vare under den ganske Himmel. 20 Femten Alen oventil fik Vandet Overhaand, og Bjergene bleve skjulte. 21 Saa udaandede alt Kød, som rørte sig paa Jorden, af Fugle og af Kvæg og af vilde Dyr og af al den Vrimmel, som vrimlede paa Jorden, og hvert Menneske.
22 Alt det, som havde Livs Aande i sin Næse, alt det, som var paa det tørre, døde. 23 Og hvert Væsen udslettedes, som var paa Jorden, fra Mennesket indtil Kvæg, indtil Kryb og indtil Fugle under Himmelen, og de bleve udslettede af Jorden; og Noa blev alene igen, og hvad der var med ham i Arken. 24 Og Vandet havde Overhaand over Jorden hundrede og halvtredsindstyve Dage.

8 Kapitel - 1.Mos.8
Og Gud ihukom Noa og alle vilde Dyr og alt Kvæg, som var med ham i Arken, og Gud lod Vejr fare over Jorden, og Vandet faldt.
2 Og Kilderne i Afgrunden stoppedes, og Himmeles Sluser holdt op og regnen fra Himmelen holdt op. 3 Og Vandet vendte tilbage af Jorden, gaaende frem og tilbage; og Vandet formindskedes, efter at hundrede og halvtredsindstyve Dage vare forløbne. 4 Og Arken hvilede i den syvende Maaned, paa den syttende Dag i Maaneden, paa Ararats Bjerge. 5 Og Vandet for hid og did og formindskedes indtil den tiende Maaned; i den tiende Maaned, paa den første
Dag i Maaneden, lode Toppene af Bjergene sig til Syne.
6 Og det hændte sig efter fyrretyve Dage, da oplod Noa Vinduet paa Arken, som han havde gjort 7 Og han udlod en Ravn; den fløj og tilbage, indtil Vandet borttørredes af Jorden. 8 Og han udlod en Due fra sig for at se, om Vandet var sunket fra Jordens Overflade. 8 Og der Duen ikke fandt det, den kunde hvile sin Fodsaale paa, da kom den igen til ham i Arken, fordi Vandet endnu var over den ganske Jord; og han udrakte sin Haand og annammede den og to den til sig i Arken. Da biede han endnu syv andre Dage og udlod atter en Due af Arken. 11 Og den Due kom til ham ved Aftens Tid, og se, den havde et afbrudt Olieblad i sin Mund; da fornam Noa, at vandet var sunket paa Jorden. 12 Men han biede endnu andre syv Dage og udlod en Due, og den kom ikke ydermere til ham.
13 Og det skete i det seks Hundrede og første Aar, i den første Maaned, paa den første Dag i Maaneden, da tørredes Vandet fra Jorden; da tog Noa Dækket af Arken og saa sig om, og se, Jordens Overflade tørredes. 14 Og i den anden Maaned, paa den syv og tyvende Dag i Maaneden, blev Jorden tør. 15 Da talede Gud til Noa og sagde: 16 Gak ud ad Arken, du og din Hustru og dine Sønner og dine Sønners Hustruer med dig. 17 Udfør med dig alle Dyr, som ere hos dig af alt Kød, af Fugle og af Kvæg og af alle Kryb, som krybe paa Jorden, og de skulle vrimle paa Jorden og vorde frugtbare og mangfoldige paa Jorden. 18 Saa gik Noa ud og hans Sønner og hans Hustru og hans Sønners Hustruer med ham. 19 Alle vilde Dyr og alle Kryb og alle Fugle, alt hvad der kryber paa Jorden, efter deres Slags, de gik ud ad Arken.
20 Og Noa byggede Herren et Alter og tog af alle Haande rent Kvæg og af alle Haande rene Fugle og ofrede Brændoffer paa Alteret. 21 Og Herren lugtede den behagelige Lugt; da sagde Herren i sit Hjerte: Jeg vil ikke mere herefter forbande Jorden for Menneskets Skyld, thi Menneskets Hjertes Tanke er ond fra hans Ungdom; og jeg vil ikke mere slaa alt, hvad der lever, saaledes som jeg har gjort. 22 Saa længe Jorden staar, skal Sæd og Høst og Frost og Hede og Sommer og Vinter og Dag og Nat ikke aflade.

9 Kapitel - 1.Mos.9
Og Gud velsignede Noa og hans Sønner og sagde til dem: Vorder frugtbare og mangfoldige, og opfylder Jorden! 2 Og Frygt for eder og Rædsel for eder skal være over alle vilde Dyr paa Jorden og over alle Fugle under Himmelen, over alt det, som kryber paa Jorden, og over alle Fiske i Havet, de skulle være givne i eders Hænder. 3 Alt det, som vrimler, som lever, skal være eder til Spise, ligesom grønne Urter har jeg givet eder alt dette. 4 Dog Kød med Sjælen, med Blodet i, maa I ikke æde. 5 Derimod eders Livs Blod vil jeg kræve, af alle Dyrs Haand vil jeg kræve det; og af Menneskenes Haand, af hvers Haand, endog af hans Broders, vil jeg kræve Menneskenes Sjæl. 6 Hvo som udøser Menneskenes Blod, ved Mennesket skal hans Blod udøses; thi i Guds Billede gjorde han Mennesket. 7 Og vorder frugtbare og mangfoldige, vrimler paa Jorden og vorder mangfoldige derpaa.
8 Og Gud talede til Noa og til hans Sønner med ham og sagde: 9 Jeg, se, jeg opretter min Pagt med
eder og med eders Afkom efter eder 10 og med hver levende Sjæl, som er hos eder af Fugle, af Kvæg og af alle vilde Dyr paa Jorden hos eder, af alle dem, som gik ud ad Arken, af alle Dyr, som ere paa Jorden. 11 Og jeg opretter min Pagt med eder, at herefter skal intet Kød ødelægges af Flodens Vande, og der skal ikke komme Vandflod herefter at fordærve Jorden. 12 Og Gud sagde: Dette er et Tegn paa den Pagt, som jeg gør imellem mig og imellem eder og imellem hver levende Sjæl, som er hos eder, til evig Tid. 13 Jeg har sat min Bue i Skyen, og den skal være til en Pagtes Tegn imellem mig og imellem Jorden. 14 Og det skal ske, naar jeg fører Skyen over Jorden, da skal Buen ses i Skyen. 15 Og jeg vil komme min Pagt i Hu, som er imellem mig og imellem eder og imellem alle levende Sjæle af alt Kød, at Vandene ikke mere skulle blive til en Flod, at fordærve alt Kød. 16 Derfor skal Buen være i Skyen, og jeg vil se den for at ihukomme den evige Pagt imellem Gud og imellem alle levende Sjæle af alt Kød, som er paa Jorden. 17 Og Gud sagde til Noa: Dette skal være et Tegn paa den Pagt, som jeg har oprettet imellem mig og imellem alt Kød, som er paa Jorden.
18 Og Noas Sønner, som gik ud ad Arken, vare Sem og Kam og Jafet men Kam er Kanaans Fader. 19 Disse tre ere Noas Sønner, og af disse blev hele Jorden befolket alle Vegne.
20 Men Noa begyndte at blive en Avlsmand og plantede en Vingaard. 21 Og han drak af Vinen og blev drukken og blottede sig midt i sit Telt. 22 Der Kam, Kanaans Fader, saa sin Faders Blusel, forkyndte han begge sine Brødre det udenfor. 23 Da tog Sem og Jafet et Klæde og lagde det begge paa deres Skulder og gik baglæns og skjulte deres Faders Blusel; og deres Ansigter vare bortvendte, at de ikke saa deres Faders Blusel. 24 Og Noa vaagnede op af sin Vin og fik at vide, hvad hans yngste Søn havde gjort ham. 25 Da sagde han: Forbandet være Kanaan, han skal være Trælles Træl for sine Brødre 26 Og han sagde: Lovet være Herren, Sems Gud, og Kanaan skal være deres Træl! 27 Gud udbrede Jafet, og han skal bo i Sems Pauluner, og Kanaan skal være deres Træl! 28 Og Noa levede efter Floden tre Hundrede Aar og halvtredsindstyve Aar. 29 Og alle Noas Dage vare ni Hundrede Aar og halvtredsindstyve Aar; og han døde.

10 Kapitel - 1.Mos.10
Og disse ere Noas Sønners Slægter, Sems, Kams og Jafets; og dem fødtes Børn efter Floden. 2 Jafets Sønner vare: Gomer og Magog og Madai og Javan og Thubal og Mesek og Thiras. 3 Og Gomers Sønner: Askenas og Rifat og Thogarma. 4 Og Javans Sønner: Elisa og Tharsis, Kithim og Dodanim. 5 Af disse bleve Hedningernes Øer befolkede i deres Lande, hver efter sit Tungemaal, efter deres Slægter, i deres Folk.
6 Og Kams Sønner vare: Kus og Mizraim og Put og Kanaan. 7 Og Kus' Sønner: Seba og Havila og Sabtha og Ræma og Sabtheka; og Ræmas Sønner: Skeba og Dedan. 8 Men Kus avlede Nimrod; han begyndte at blive en vældig paa Jorden. 9 Han var en vældig Jæger for Herrens Ansigt; derfor siges: Som Nimrod, en vældig Jæger for Herrens Ansigt. 10 Og Babel var hans Riges Begyndelse, og Erek og Akad og Kalne i Landet Sinear. 11 Fra dette Land drog han ud til Assur, og han byggede Ninive og Rekoboth-Ir og Kala 12 og Resen imellem Ninive og Kala; denne er den store Stad. 13 Og Mizraim avlede Luder og Anamer og Lehaber og Naftuher 14 og Pathruser og Casluher, fra hvilke Filisterne udgik, og Kaftorer. 15 Og Kanaan avlede Zidon, sin førstefødte, og Heth 16 og Jebusiter og Amoriter og Girgarsiter 17 og Heviter og Arkiter og Siniter 18 og Arvaditer og Zemariter og Hamathiter; og derefter udbredte sig Kananiternes Slægter. 19 Og Kananiternes Grænse var fra Zidon henimod Gerar indtil Gaza, henimod Sodoma og Gomorra, Adma og Zeboim indtil Lasa. 20 Disse ere Kams Børn efter deres Slægter, efter deres Tungemaal, i deres Lande. i deres Folk.
21 Og Sem fødtes ogsaa Børn; han var alle Ebers Børns Fader, Jafets ældre Broder. 22 Sems Sønner vare: Elam og Assur og Arfaksad og Lud og Aram. 23 Og Arams Sønner vare: Uz og Hul og Gether og Mas. 24 Og Arfaksad avlede Sala; og Sala avlede Eber. 25 Og Eber fødtes to Sønner: den enes Navn var Peleg, fordi Jorden blev skiftet i hans Tid, og hans Broders Navn var Joktan. 26 Og Joktan avlede Almodad og Salef og Hazarmaveth og Jara 27 og Adoram og Usal og Dikla 28 og Obal og Abimæl og Skeba 29 og Ofir og Havila og Jobab; alle disse ere Joktans Sønner. 30 Og deres Bolig var fra Mesa henimod Sefar, det Bjerg mod Østen. 31 Disse ere Sems Børn efter deres Slægter, efter deres Tungemaal, i deres Lande, efter deres Folk. 32 Disse ere Noas Børns Slægter i deres Afkom, i deres Folk; og af dem have Folkene adskilt sig paa Jorden efter Floden.

11 Kapitel - 1.Mos.11
Og al Jorden havde eet Tungemaal og eet Sprog. 2 Og det skete, der de rejste fra Østen, da fandt de en Dal i Landet Sinear og boede der. 3 Og de sagde, den ene til den anden: Velan, lader os stryge Tegl og brænde dem vel; og de havde Tegl for Sten, og Jordbeg havde de for Kalk. 4 Og de sagde: Velan, lader os bygge os en Stad og et Taarn, hvis Spidse kan naa op til Himmelen, og lader os gøre os et Navn, at vi ikke skulle adspredes over al Jorden. 5 Da nedfor Herren for at se den Stad og det Taarn, som Menneskens Børn byggede. 6 Og Herren sagde: Se, dette er eet Folk, og de have alle eet tungemaal, og dette have de begyndt at gøre; og nu vil intet formenes dem af alt, hvad de faa i Sinde at gøre. 7 Velan, lader os fare ned og blande deres Tungemaal der, at den ene ikke forstaar den andens Tungemaal. 8 Og Herren adspredte dem derfra over al Jordens Kreds; og de lode af at bygge Staden. 9 Derfor kaldte man dens Navn Babel; thi Herren blandede der al Jordens Tungemaal, og Herren adspredte dem derfra over al Jordens Kreds.
10 Disse ere Sems Slægter. Sem var hundrede Aar gammel og avlede Arfaksad, to Aar efter Floden. 11 Og Sem levede, efter at han havde avlet Arfaksad, fem Hundrede Aar og avlede Sønner og Døtre. 12 Og Arfaksad levede fem og tredive Aar og avlede Sala. 13 Og Arfaksad levede, efter at han havde avlet Sala, fire Hundrede og tre Aar og avlede Sønner og Døtre. 14 Og Sala levede tredive Aar og avlede Eber. 15 Og Sala levede, efter at han havde avlet Eber, fire Hundrede Aar og tre Aar og avlede Sønner og Døtre. 16 Og Eber levede fire og tredive Aar og avlede Peleg. 17 Og Eber levede, efter at han havde avlet Peleg, fire Hundrede Aar og tredive Aar og avlede Sønner og Døtre. 18 Og Peleg levede tredive Aar og avlede Reu. 19 Og Peleg levede, efter at han havde avlet Reu, to Hundrede og ni Aar og avlede Sønner og Døtre. 20 Og Reu levede to og tredive Aar og avlede Serug. 21 Og Reu levede, efter at han havde avlet Serug, to Hundrede Aar og syv Aar og avlede Sønner og Døtre. 22 Og Serub levede tredive Aar og avlede Nakor. 23 Og Serug levede, efter at han havde avlet Nakor, to Hundrede Aar og avlede Sønner og Døtre. 24 Og Nakor levede ni og tyve Aar og avlede Thara. 25 Og Nakor levede, efter at han havde avlet Thara, hundrede Aar og nitten Aar og avlede Sønner og Døtre. 26 Og Thara levede halvfjerdsindstyve Aar og avlede Abram, Nakor og Haran. 27 Og disse ere Tharas Slægter. Thara avlede Abram, Nakor og Haran; og Haran avlede Lot. 28 Og Haran døde for Thara sin Faders Ansigt i sit Fædreneland, udi Ur i Kaldæa. 29 Abram og Nakor toge sig Hustruer; Abrams Hustrus Navn var Sarai og Nakors Hustrus Navn Milka, en Datter af Haran, som var Fader til Milka og Fader til Jiska. 30 Og Sarai var ufrugtbar, hun havde intet Barn. 31 Og Thara tog Abram sin Søn og Lot Harans Søn, sin Sønnesøn, og Sarai sin Sønnekvinde; som var Abrams, hans Søns Hustru, og de drage ud med dem fra Ur i Kaldæa, at drage til det Land Kanaan, og de kom til Haran og boede der. 32 Og Thara blev to Hundrede Aar og fem Aar gammel, og Thara døde i Haran.

12 Kapitel - 1.Mos.12
Og Herren sagde til Abram: Gak du ud af dit Land og fra din Slægt og af din Faders Hus til det Land, som jeg vil vise dig. 2 Og jeg vil gøre dig til et stort Folk og velsigne dig og gøre dit Navn stort, og vær en, Velsignelse. 3 Og jeg vil velsigne dem, som velsigne dig, og den, som forbander dig, vil jeg forbande; og i dig skulle alle Slægter paa Jorden velsignes. 4 Og Abram gik, ligesom Herren havde sagt til ham, og Lot gik rrled ham; og Abram var halvfjerdsindstyve Aar og fem Aar gammel, der han uddrog af Haran. 5 Saa tog Abram Sarai sin Hustru og Lot sin Broders Søn og al deres Ejendom, som de ejede, og de Folk, som de havde forskaffet sig i Haran, og de drage ud for at rejse til Kanaans Land, og de kom til Kanaans Land.
6 Og Abram drog igennem Landet til det Sted Sikem indtil More Lund; og Kananiten var da i Landet. '' Og Herren aabenbaredes for Abram og sagde: Dit Afkom vil jeg give dette Land; og han byggede der et Alter for Herren, som aabenbaredes for ham.
8 Og han brød op derfra til Bjerget Østen for Bethel og udslog sit telt, saa Bethel var mod Vesten og Ai mod Østen; og han byggede der et Alter for Herren og paakaldte Herrens Navn.
9 Og Abram rejste videre og vandrede mod Sønden. 10 Og der var Hunger i Landet, og Abram drog ned til Ægypten at leve som fremmed der; thi Hungeren var svar i Landet. 11 Og det skete, der han nærmede sig at komme til Ægyprten nu, jeg ved, at du er en dejlig Kvinde at se til. 12 Og det vil ske, naar Ægypterne se dig og sige: denne er hans Hustru, at de slaa mig ihjel og lade dig leve. 13 Kære, sig, at du er min Søster, at det kan gaa mig vel for din Skyld, og min Sjæl maa leve formedelst dig. 14 Og det skete, der Abram kom til Ægypten, da saa ægypterne Kvinden, at hun var meget dejlig. 15 Og Faraos Fyrster saa hende og roste hende for Farao, og Kvinden blev ført til Faraos Hus. 16 Og han gjorde Abram godt for hendes Skyld; og han fik Faar og Kvæg og Asener og Svende og Tjenestepiger og Aseninder og Kameler. 17 Og Herren slog Farao og hans Hus med store Plager for Sarai', Abrams Hustrus, Skyld. 18 Da kaldte Farao ad Abram og sagde: Hvi har du gjort mig dette? hvi gav du mig ikke til Kende, at hun er din Hustru? 19 Hvorfor sagde du: hun er min Søster og jeg tog hende mig til Hustru; og nu, se, der er din Hustru, tag hende og gak! 20 Og Farao gav sine Mænd Befaling om ham, og de udførte ham og hans Hustru og alt det, han havde.

13 Kapitel - 1.Mos.13
Og Abram drog op af Ægypten han og hans Hustru og alt det, han havde, og Lot med ham, mod Sønden. 2 Og Abram var meget rig paa Fæ, paa Sølv og paa Guld. 3 Og han drog paa sine Rejser fra Sønden og indtil Bethel, indtil det Sted, hvor hans Telt var i Begyndelsen, imellem Bethel og imellem Ai, 4 til det Alters Sted, som han havde gjort der i Førstningen; og Abram paakaldte der Herrens Navn.
5 Men og Lot, som vandrede med Abram, havde Faar og Fæ og Telte. 6 Og Landet kunde ikke bære dem, at de kunde bo hos hverandre; thi deres Ejendom var megen, saa de kunde ikke bo tilsammen. 7 Og der var Trætte imellem Abrams Fæhyrder og imellem Lots Fæhyrder; og der boede den Gang Kananiter og Feresiter i Landet. 8 Og Abram sagde til Lot: Kære, lad der ikke være Trætte imellem mig og imellem dig, og imellem mine Hyrder og imellem dine Hyrder; thi vi ere jo Brødre. 9 Er ikke det ganske Land for dig Kære, skil dig fra mig; dersom du vil til den venstre Side, da vil jeg fare til den højre, og dersom du vil til den højre, da vil jeg fare til den venstre. 10 Og Lot opløftede sine Øjne, og saa den ganske Slette ved Jordanen, thi den var vandrig overalt; førend Herren fordærvede Sodoma og Gomorra, var den som Herrens Have, som Ægyptens Land, henimod Zoar. 11 Og Lot udvalgte sig hele Sletten ved Jordanen, og Lot drog Øster paa: den ene fra den anden. 12 Abram boede i Kanaans Land, og Lot boede i Stæderne paa Sletten og opslog Telte indtil Sodoma. 13 Og de Mænd i Sodoma vare onde; og de syndede saare mod Herren.
14 Og Herren sagde til Abram, ef ter at Lot var skilt fra ham: Kære, opløft dine Øjne; og se fra det Sted, hvor du er, mod Norden og mod Sønden og mod Østen og mod Vesten. 15 Thi alt det Land, som du ser, det vil jeg give dig og dit Af kom evindeligen. 16 Og jeg vil gøre dit Afkom som Støv paa Jorden; dersom nogen kan tælle Støvet paa Jorden, da skal ogsaa dit Afkom tælles. 17 Staa op, vandre igennem Landet, i dets Længde og i dets Bredde; thi dig vil jeg give det. 18 Saa opslog Abram Telt og kom og boede i Mamre Lund, som er i Hebron, og byggede der Herren et Alter.

14 Kapitel - 1.Mos.14
Og det skete i de Dage, der Am rafel var Konge i Sinear, Ariok Konge i Elassar, Kedorlaomer Konge i Elam, og Thideal Konge over Gojim, 2 at de førte Krig mod Bera, Kongen af Sodoma, og imod Birsa, Kongen af Gomorra, Sineab, Kongen af Adma, og Semeber, Kongen af Zeboim, og Kongen af Bela, det er Zoar. 3 Alle disse kom sammen i Siddims Dal, det er Salthavet. 4 Tolv Aar havde de tjent Kedorlaomer, og i det trettende Aar vare de af faldne. 5 Og i det fjortende Aar kom Kedorlaomer og de Konger, som vare med ham, og sloge Refaiterne i Astharoth-Karnaim og Susiterne i Ham og Emiterne i Schaveh-Kirjathaim 6 og Horiterne paa deres Bjerg Sejr indtil Parans Slette, som er ved Ørken. 7 Derefter vendte de om og kom til den Kilde Mispat, det er Kades, og sloge Amalekiternes hele Land og Amoriterne, som boede i Hazezon-Thamar. 8 Da drog Kongen af Sodoma ud og Kongen af Gomorra og Kongen af Adma og Kongen af Zeboim og Kongen af Bela, det er Zoar, og rustde sig mod dem til Strid udi Siddims Dal, 9 imod Kedorlaomer, Kongen af Elam, og Thideal, Kongen over Gojim, og Anlrafel, Kongen af Sinear, og Ariok, Kongen af Elassar, fire Konger mod fem.10 Og Siddims Dal var fuld af Jordbegsgruber, og Kongen af Sodoma og Gomorra flyede, og de faldt deri; og de, som overbleve, flyede paa Bjerget. 11 Og de toge alt det Gods, som var i Sodoma og Gomorra, og al deres Føde og droge bort. 12 Og de toge Abrams Brodersøn, Lot, og hans Gods og droge bort; men han boede i Sodoma.
13 Da kom en, som var undkommen, og forkyndte Hebræeren Abram det; men han boede i Amoriten Mamres Lund; denne var Broder til Eskol og Broder til Aner, og disse vare i Forbund med Abram. 14 Der Abram hørte, at hans Broder var fangen, da væbnede han sine tre Hundrede og atten oplærte unge Karle, som vare fødte i hans Hus, og Forfulgte dem til Dan. 15 Og han og hans Svende delte sig over dem om Natten og slog dem og forfulgte dem til Hoba, som ligger paa den venstre Side for Damaskus, 16 og han førte alt Godset tilbage, og tilmed Lot, sin Broder, og hans Gods førte han tilbage og desligeste Kvinderne og Folket. 17 Og Kongen af Sodoma gik ud imod ham, efter at han var kommen tilbage fra det Slag imod Kedorlaomer og de Konger, som vare med ham, til Schave-Dal, som kaldes Kongens Dal. 18 Og Melkisedek, Kongen af Salem, bragte Brød og Vin, og han var den højeste Guds Præst. 19 Og han velsignede ham og sagde: Velsignet være Abram for den højeste Gud, som ejer Himmel og Jord, 20 og velsignet være den højeste Gud, som gav dine Fjender i din Haand; og Abram gav ham Tiende af alt. 21 Og Kongen af Sodoma sagde til Abram: Giv mig Folket, og tag Godset til dig. 22 Men Abram sagde til Kongen af Sodoma: Jeg har opløftet min Haand til Herren, den højeste Gud, som ejer Himmel og Jord, 23 at jeg ikke vil tage saa meget som en Traad eller Skotvinge af alt det, som tilhører dig, at du ikke skal sige: jeg har gjort Abram rig; 24 undtagen det alene, som de unge Karle have fortæret, og de Mænds Del, som gik med mig, Aner, Eskol og Mamre, de maa tage deres Del.

15 Kapitel - 1.Mos.15
Efter at dette var sket, kom Herrens Ord til Abram i et Syn, og sagde: Frygt ikke, Abram, jeg er dit Skjold og din meget store Løn. 2 Og Abram sagde: Herre, Herre, hvad vil du give mig? og jeg gaar hen uden Børn, og den, der forestaar mit Hus, er Elieser af Damaskus. 3 Og Abram sagde: Se, mig har du intet Af kom givet, og se, min vornede arver mig. 4 Og se, Herrens Ord skete til ham og sagde: Denne, han skal ikke arve dig; men den, som skal udkomme af dit Liv, han skal arve dig. 5 Og han førte ham udenfor og sagde: Kære, se til Himmelen, og tæl Stjernerne, om du kan tælle dem; og han sagde til ham: Saa skal dit Afkom vorde. 6 Og han troede paa Herren, og han regnede ham det til Retfærdighed.
7 Og han sagde til ham: jeg er Herren, som udførte dig fra Ur i Kaldæa for at give dig dette Land til at eje det. 8 Da sagde han: Herre, Herre, hvorpaa skal jeg kende, at jeg skal eje det? 9 Og han sagde til ham: Tag mig en tre Aar gammel Kvie og en tre Aar gammel Ged og en tre Aar gammel Vædder og en Turteldue og en Dueunge. 10 Og han tog ham alt dette og delte det midt over og lagde den ene Del deraf tvært over for den anden; men Fuglene delte han ikke. 11 Og Rovfugle sloge ned paa de døde Kroppe; men Abram jog dem. derfra. 12 Og det skete, der Solen vilde gaa ned, da faldt en dyb Søvn paa Abram, og se, der faldt Forfærdelse og stort Mørke over ham. 13 Da sagde han til Abram: du skal visseligen vide, at dit Afkom skal være fremmed i et Land, som ikke er deres, og de skulle trælle for dem, der skulle plage dem, fire Hundrede Aar. 14 Men jeg vil ogsaa dømme det Folk, som de skulle tjene; og derefter skulle de udgaa med meget Gnds. 15 Men de skal fare til dine Fædre med Fred, og du skal blive begravet i en god Alderdom. 16 Og i den fjerde Slægt skulle de komme hid igen; thi Amoritens Ondskab er endnu ikke fuld. 17 Og det skete, der Solen var nedgangen, og der var stort Mørke, se, da var der en rygende Ovn og Ilds Blus, som for hen imellem disse Stykker. 18 Paa den samme Dag gjorde Herren en Pagt med Abram og sagde: Dit Afkom har jeg givet dette Land, fra Ægyptens Flod indtil den store Flod, den Flod Frat, 19 Keniter og Kenisiter og Kadmoniter 20 og Hethiter og Feresiter og Refaiter 21 og Amoriter og Kananiter og Girgasiter og Jebusiter.

16 Kapitel - 1.Mos.16
Og Sarai, Abrams Hustru, fødte ham ikke Børn; men hun havde en ægyptisk Pige, og hendes Navn var Hagar. 2 Og Sarai sagde til Abram: Se nu, Herren har tillukket mig, at jeg kan ikke føde; kære, gak til min Pige, maaske jeg kunde bygges ved hende; og Abram lød Sarais Røst. 3 Saa tog Sarai, Abrams Hustru, Hagar, sin ægyptiske Pige, efter Udløbet af de ti Aar, Abram havde boet i Kanaans Land, og hun bav Abram sin Mand hende til hans Hustru.
4 Og han gik til Hagar, og hun undfik; der hun saa, at hun havde undfanget, da blev hendes Frue ringeagtet af hende. 5 Da sagde Sarai til Abram: Den Uret sker mig formedelst dig; jeg har givet min Pige i din Favn, og hun ser, at hun har undfanget, og jeg er ringeagtet af hende; Herren skal dømme imellem mig og imellem dig. 6 Da sagde Abram til Sarai: Se, din Pige er i din Haand, gør med hende, som dig godt synes; og Sarai ydmygede hende, saa flyede hun fra hendes Aasyn.
7 Men Herrens Engel fandt hende ved en Vandkilde i Ørken, ved den Kilde paa Vejen til Sur. 8 Og han sagde: Hagar, Sarai Pige, hvorfra kommer du, og hvorhen gaar du og hun sagde: Jeg flyr fra min Frue Sarai' Aasyn. 9 Og Herrens Engel sagde til hende: Gak tilbage til din Frue, og ydmyg dig underhendes Hænder. 10 Og Herrens Engel sagde til hende: Jeg vil gøre dit Afkom meget mangfoldigt, og det skal ikke tælles for Mangfoldighed. 11 Og Herrens Engel sagde fremdeles til hen de: Se, du er frugtsommelig og skal føde en Søn, og du skal kalde hans Navn Ismael, fordi Herren har hørt din Modgang. 12 Og han skal blive et vildt Menneske, hans Haand skal være imod hver, og hvers Haand imod ham, og han skal bo Østen for alle sine Brødre.
13 Og hun kaldte Herrens Navn som talede med hende: "Du mit Syns Gud"; thi hun sagde: Mon jeg her ser efter mit Syn? 14 Derfor kaldte man den Kilde: Beer Lakai Roi; se, den er imellem Kades og Bered. 15 Og Hagar fødte Abram en Søn, og Abram kaldte sin Søns Navn, som Hagar fødte, Ismael. 16 Og Abram var seks Aar og firsindstyve Aar gammel, der Hagar fødte Abram Ismael.

17 Kapitel - 1.Mos.17
Og Abram var ni Aar og halv femsindstyve Aar gammel, og Herren aabenbaredes for Abram og sagde til ham: Jeg er den almægtige Gud, vandre for mit Ansigt og vær fuldkommen! 2 Og jeg vil gøre min Pagt imellem mig og imellem dig og formere dig saare meget. 3 Da faldt Abram paa sit Ansigt, og Gud talede med ham og sagde: 4 Hvad mig angaar, se, min Paat er med dig, og du skal vorde mange Folks Fader. 5 Og dit Navn skal ikke ydermere kaldes Abram, men dit Navn skal være Abraham; thi jeg har gjort dig til mange Folks Fader. 6 Og jeg vil gøre dig saare meget frugtbar og gøre dig til Folk, og Konge skulle udgaa af dig. 7 Og jeg vil ette min Pagt imellem mig og Imellem dig, og imellem dit Afkom efter dig, i deres Slægter, til en evig Pagt, til at være en Gud for dig og dit Afkom efter dig. 8 Og jeg vil give dig og dit Afkom ef er dig det Land, som du er fremmed udi, det hele Kanaans Land, til en evig Ejendom, og jeg vil være dem en Gud. 9 Og Gud sagde til Abraham: Og du skal holde min Pagt, du og dit Af kom efter dig, i deres Slægter. 10 Denne er min Pagt, som I skulle holde, imellem mig og imellem eder og imellem dit Afkom efter dig: alt Mandkøn skal omskæres hos eder. 11 Og I skulle omskære eders Forhuds Kød, og det skal være til en Pagtes Tegn imellem mig og imellem eder. 12 Og hvert Drengebarn, som er otte Dage gammelt, skal omskæres af eder hos eders Efterkommere, et hjemfødt Barn og den, som mere, et hjemfødt Barn og den, som er købt for Penge af hver fremmed, som ikke selv er af dit Afkom. 13 Din hjemfødte og den, som er købt for dine Penge, skal omskæres, og min Pagt i eders Kød skal være til en evig Pagt. 14 Og er der et Drengebarn, som har Forhud, og hans Forhuds Kød ikke bliver omskaaret, da skal den samme Sjæl udslettes af sit Folk; han har brudt min Pagt.
15 Og Gud sagde til Abraham: Hvad anbaar Saraj, din Hustru, du skal ikke kalde hendes Navn Sarai; thi Sara skal være hendes Navn. 16 Og jeg vil velsigne hende, og af hende vil jeg ogsaa give dig en Søn; og jeg vil velsigne hende, og hun skal vorde til Folkefærd, Folks Konger skulle vorde af hende. 17 Og Abraham faldt paa sit Ansigt og lo, og han sagde i sit Hjerte: Skulde nogen fødes for mig, som er hundrede Aar gammel og skulde Sara, som er halafemsindstyve Aar gammel, føde? 18 Og Abraham sagde til Gud: Gid Ismael maatte leve for dit Ansigt! 19 Og Gud sagde: Sandelig, Sara, din Hustru, skal føde dig en Søn, og du skal kalde hans Navn Isak, og jeg vil oprette min Pagt med ham til en evig Pagt for hans Afkom efter ham. 20 Og om Ismael har jég hørt dig; se, jeg har velsignet ham og vil gøre ham frugtbar og gøre ham saare meget mangfoldig, han skal avle tolv Fyrster, og jeg vil gøre ham til et stort Folk. 21 Men min Pagt vil jeg stadfæste med Isak, som Sara skal føde dig paa den bestemte Tid i det næste Aar. 22 Og han lod af at tale med ham, og Gud for op fra Abraham.
23 Saa tog Abraham Ismael, sin Søn, og alle, som vare fødte i han: Hus, og alle, som vare købte for hans Penge, alt Mandkøn af Folkene, som vare i Abrahams Hus, og han omskar deres Forhuds Kød paa den selvsamme Dag, ligesom Gud havde talet med ham. 24 Og Abraham var ni og halvfemsindstyve Aar gammel, der hans Forhuds Kød blev omskaaret. 25 Og Ismael, hans Søn, var tretten Aar gammel, der hans Forhuds Kød blev omskaaret. 26 Paa den selvsamme Dag bleve Abraham og Ismael, hans Søn, omskaarne. 2 Og alle Mænd i hans Hus, den hjemfødte og den, som var købt for Penge af den fremmede, de bleve omskaarne med ham.

18 Kapitel - 1.Mos.18
Og Herren aabenbaredes for ham i Mamre Lund, og han sad i sit Telts Dør, der Dagen var hed. 2 Og han opløftede sine Øjne og saa, og se, tre Mænd stode for ham; og der han saa dem, løb han dem i Møde fra Teltets Dør og bøjede sig til Jorden. 3 Og han sagde: Min Herre! Kære, dersom jeg har fundet Naade for dine Øjne, da gak ikke din Tjener forbi! 4 Kære, lad hente lidt Vand, og toer eders Fødder, og hviler eder under Træet! 5 Og jeg vil hente en Mundfuld Brød, og vederkvæger eders Hjerte, siden kunne I gaa længere; thi derfor gik I forbi eders Tjener; og de sagde: Gør saaledes, som du har sagt. 6 Og Abraham skyndte sig til Teltet, til Sara, og sagde: Tag hastig tre Maader Hvedemel; ælt og bag Kager! 7 Og Abraham løb til Kvæget og hentede en blød og god Kalv, og han gav Drengen den, og han skyndte sig at tilberede den. 8 Og han tog Fløde og Mælk og Kalven, som han havde ladet tilberede, og satte for dem, og han stod hos dem under Træet, og de aade.
9 Og de sagde til ham: Hvor er Sara, din Hustru og han svarede: Se, i Teltet. 10 Og han sagde: Jeg vil visseligen komme til dig igen ved denne Aarsens Tid, og se, Sara, din Hustru, skal have en Søn; og Sara hørte det i Teltets Dør, og den var bag ham. 11 Og Abraham og Sar a vare gamle, vel ved Alder, det gik ikke mere Sara efter Kvinders Vis.. 12 Og Sara 10 ved sig selv og sagde: Skulde jeg lade mig lyste, efter at jeg er bleven gammel, og min Herre er gammel! Ia Da sagde Herren til Abraham: Hvorfor lo Sara og sagde: monne jeg og visseligen skal føde, og jeg er gammel! 14 Skulde nogen Ting være underlig for. Herren? til den bestemte Tid vil jeg komme til dig igen, ved denne Aarsens Tid, og Sara skal have en Søn. 15 Og Sara nægtede og sagde: Jeg lo ikke; thi hun frygtede; men han sagde: Nej, thi du lo.
16 Saa stode Mændene op derfra og vendte sig imod Sodoma, og Abraham gik med dem for at ledsage dem.17 Da sagde Herren: Skulde jeg dølge for Abraham det, jeg gør? 18 efterdi Abraham skal visseligen vorde et stort og stærkt Folk, og alle Folk paa Jorden skulle velsignes i ham. 19 Thi jeg kender ham, at han skal byde sine Børn og sit Hus efter sig, at de skulle bevare Herrens vej i at gøre Retfærdighed og Dom, paa det at Herren skal lade det komme over Abraham, som han har lovet ham. 20 Og Herren sagde; Efterdi Skriget i Sodoma og Gomorra er stort, og efterdi deres Synd er meget svar, 21 da vil jeg nu fare ned og se, om de have gjort ganske efter det Skrig, som er kommet for mig, eller hvis ikke, saa vil jeg vide det. 22 Og Mændene vendte deres Ansigt derfra og gik til Sodoma; men Abraham blev endnu staaende for Herrens Aasyn. 23 Og Abraham traadte frem og sagde: Vil du da Ødelægge den retfærdige med den ugudelige? 24 Der maatte maaske være halvtredsindstyve retfærdige i Staden; vil du og ødelægge og ej spare det Sted for de halvtredsindstyve retfærdiges Skyld, som kunde være derinde? 25 Det være langt fra dig at gøre efter denne Vis, at ihjelslaa den retfærdige med den ugudelige, at den retfærdige skulde være ligesom den ugudelige, det være langt fra dig; den, som dømmer den ganske Jord, skulde han ikke gøre Ret. 26 Da sagde Herren: Dersom jeg finder halvtredsindstyve retfærdige udi Sodoma' Stad, da vil jeg spare hele Stedet for deres Skyld. 27 Og Abraham svarede og sagde: Se nu, jeg har begyndt at tale til Herren, og jeg er Støv og Aske. 28 Der maate maaske fattes fem i de halvtredsindstyve retfærdige, vilde du ødelægge hele Staden for de fems Skyld? Og han sagde: Jeg vil ikke ødelægge den, om jeg finder fem og fyrretyve der. 29 Og han blev endnu ved at tale til ham og sagde: Der maatte maaske findes Herretyve; og han sagde: Jeg vil ikke gøre det for de fyrretyves Skyld. 30 Og han sagde: Herren blive dog ikke vred, saa vil jeg tale: der kunde maaske findes tredive; og han sagde: Jeg vil ikke gøre det, om jeg finder tredive der. 31 Og han sagde: Se nu, jeg har begyndt at tale til Herren, der maatte maaske findes tyve; og han sagde: Jeg vil ikke Ødelægge den for de tyves Skyld. 32 Og han sagde: Herren blive dog ikke vred, saa vil jeg tale alene denne Gang: der maatte maaske findes ti; og han sagde: Jeg vil ikke ødelægge den for de tis Skyld. 33 Og Herren gik bort, der han havde udtalt med Abraham, og Abraham vendte om til sit Sted.

19 Kapitel - 1.Mos.19
Og de to Engle kom til Sodoma om Aftenen; men Lot sad i Sodomas Port, og der Lot saa dem, da stod han op og gik dem i Møde og bøjede Ansigtet til Jorden. 2 Og han sagde: Se nu mine Herrer, kommer dog ind i eders Tjeners Hus, og bliver her i Nat, og toer eders Fødder, saa maa I staa aarle op og gaa eders Vej; og de sagde: Nej, men vi ville blive paa Gaden i Nat. 3 Da nødte han dem meget, og de gik ind til ham og kom i hans, Hus, og han gjorde dem et Gæstebud og bagede usyrede Brød, og de aade.
4 Men førend de lagde sig, da omringede Mændene af Staden, Mændene af Sodoma, Huset, baade ung og gammel, det ganske Folk allesteds fra. 5 Og de kaldte ad Lot og sagde til ham: Hvor ere de Mænd som kom til dig i Nat? før dem ud til os, at vi maa kende dem. 6 Da gik Lot ud til dem uden for Dører og lukkede Døren efter sig. 7 Og har sagde: Mine Brødre, kære, gører dem intet ondt! 8 Se, kære, jeg har to Døtre, som ikke have kendt Mand kære, jeg vil lede dem ud til eder gører saa med dem, hvad eder god synes; kun disse Mænd maa I ikke gøre noget; thi derfor ere de komne under mit Tags Skygge. 9 Og de sagde: Kom nærmere; og de sagde: Denne ene er kommen at bosæette sig her og vil dømme; nu, vi ville gøre dig mere ondt end dem; saa trængte de saare hart ind paa Manden, paa Lot, og traadte til for bryde Døren op. 10 Da udrakte Mændene deres Hænder og toge Lot ind til sig i Huset og lukkede Døren. Og Mændene, som vare uden for Husets Dør, sloge de med Blindhed, baade liden og stor, og disse søgte med Møje at finde Døren.
12 Da sagde de Mænd til Lot: Har du endnu her nogen Svigersøn eller Sønner eller Døtre af dig eller nogen, som hører dig til i Staden, saa før dem ud fra dette Sted! 13 Thi vi skulle ødelægge dette Sted; thi deres Skrig er blevet stort for Herrens Aasyn, og Herren sendte os til at ødelægge den. 14 Og Lot gik ud og talede med sine Svigersønner, som skulde tage hans Døtre, og sagde: Staar op, gaar ud fra dette Sted, thi Herren vil ødelægge Staden; men han syntes for hans Svigersønners Øjne, som han gækkede.
15 Og der det begyndte at dages, da skyndte Englene paa Lot og sagJe: Staa op, tag din Hustru og dine to Døtre, som ere til Stede, at ikke ogsaa du omkommer ved Stadens Misgerning. 16 Der han tøvede, da toge Mændene ham ved Haanden og hans Hustru ved Haanden og hans to Døtre ved Haanden, fordi Herren vilde spare ham, og de førte ham ud og lode ham blive uden for Staden. 17 Og det skete, der de havde ført dem udenfor, da sagde den ene: Frels dit Liv, se ikke bag dig, og stands ikke paa hele Sletten, frels dig paa Bjerget, at du ikke omkommer. 18 Da sagde Lot til dem: Ak nej, Herre! 19 Se nu, din Tjener har fundet Naade for dine Øjne, og du har ladet din Miskundhed blive stor, som du har bevist mig, ved at lade mig leve; og jeg kan ikke frelse mig paa Bjerget, Ulykken maatte komme paa mig, saa at jeg døde. 20 Se, kære, denne Stad er nær ved, den kunde jeg fly til, og den samme er liden; kære, der vil jeg frelse; mig, er den ikke liden? at min Sjæl maa leve. 21 Da sagde han til ham: Se jeg har og bønhørt dig i dette Stykke, at jeg ikke vil omstyrte den Stad, som du har talt om. 22 Skynd dig, red dig der! thi jeg kan intet gøre før du kommer derhen; derfor kaldes den Stads Navn Zoar. 23 Solen var opgangen over Jorden, og Lot kom til Zoar. 24 Herren lod regne over Sodoma og over Gomorra Svovl og Ild, fra Herren af Himmelen. 26 Og han omstyrtede disse Stæder og den ganske Egn og alle Indbyggerne i Stæderne og Jordens Grøde. 26 Da saa hans Hustru om bag ham og blev en Saltstøtte.
27 Og Abraham skyndte sig aarle op om Morgenen til Stedet, hvor han havde staaet for Herrens Ansigt. 28 Og han vendte sit Ansigt til Sodoma og Gomorra og til hele Landet paa Sletten, og han saa, og se, en Røg steg op af Landet som en Røg af en Ovn. 29 Og det skete, der Gud ødelagde Stæderne paa Sletten, da kom Gud Abraham i Hu, og han lod Lot føre ud midt af Ødelæggelsen, der han omstyrtede de Stæder, som Lot boede udi.
30 Og Lot gik op fra Zoar og blev paa Bjerget, og begge hans Døtre med ham; thi han frygtede for at blive i Zoar, og han blev i en Hule, han og begge hans Døtre. 31 Da sagde den førstefødte til den yngste: vor Fader er gammel, og der er ikke en Mand i dette Land, som kan komme til os efter al Jordens Vis. 32 Kom, lader os give vor Fader Vin at drikke og ligge hos ham, saa faa vi Sæd af vor Fader. 33 Saa, gave de deres Fader Vin at drikke den samme Nat, og den førstefødte gik ind og lagde sig hos sin Fader, og han fornam ikke, der hun lagde sig, eller der hun stod op. 34 Og det skete den anden Dag, da sagde den førstefødte til den yngste: se, i Gaar Nat laa jeg hos min Fader, lader os ogsaa i denne Nat give ham Vin at drikke, og gak ind, lig hos ham, at vi kunne faa Sæd af vor Fader. 35 Saa gave de deres Fader ogsaa i den samme Nat Vin at drikke, saa gjorde den yngste sig rede og laa hos ham, og han fornam ikke, der hun lagde sig, eller der hun stod op. 36 Saa undfik begge Lots Døtre af deres Fader. 37 Og den førstefødte fødte en Søn, og hun kaldte hans Navn Moab; han er de Moabiters Fader indtil denne Dag. 37 Og den Fader indtil denne Dag. 38 Og den yngste fødte ogsaa en Søn og kaldte hans Navn Ben-Ammi; han er Ammóns Børns Fader indtil denne Dag.

20 Kapitel - 1.Mos.20
Og Abraham rejste derfra Landet Sønder paa og boede imellem Kades og imellem Sur og var fremmed i Gerar. 2 Og Abraham sagde om Sara sin Hustru: hun er min Søster; saa udsendte Abimelek, Kongen af Gerar, og tog Sara. 3 Og Gud kom til Abimelek i en Drøm om Natten, og han sagde til ham: Se, du skal dø for den Kvindes Skyld, som du har taget; thi hun er en Mands Ægtehustru. 4 Og Abimelek havde ikke nærmet sig til hende, og han sagde: Herre, vil du og slaa retfærdigt Folk ihjel 5 Har han ej selv sagt til mig: hun er min Søster og hun, ja, hun har ogsaa selv sagt: han er min Broder; i mit Hjertes Oprigtighed og med uskyldige Hænder gjorde jeg dette. 6 Og Gud sagde til ham i Drømmen: Ogsaa jeg ved, at du gjorde det af et oprigtigt Hjerte; derfor har jeg ogsaa forhindret dig, at du ikke skulde synde mod mig, derfor har jeg ikke tilstedt dig at røre ved hende. 7 Og nu, lad Manden faa sin Hustru tilbage, thi han er en Profet, og han skal bede for dig, saa skal du leve; men dersom du ikke lader hende komme tilbage, da vid, at du skal visseligen dø, du og enhver, som hører dig til.
8 Da stod Abimelek aarle op om Morgenen og kaldte ad alle sine Tjenere og sagde alle disse Ord for deres øren, og Mændene flygtede saare. 9 Og Abimelek kaldte ad Abraham og sagde til ham: Hvad har du gjort os og hvad har jeg syndet imod dig, at du har ført saa stor en Synd over mig og mit Rige du har gjort imod mig de Ting, som ikke burde at ske. 10 Og Abimelek sagde til Abraham: Hvad saa du paa, at du gjorde dette? 11 Og Abraham sagde: Fordi jeg tænkte: her er slet ingen Gudsfrygt paa dette Sted, og de maatte slaa mig ihjel for min Hustrus Skyld. 12 Hun er dog ogsaa i Sandhed min Søster, min Faders Datter, men ikke min Moders Datter, og hun er bleven mig til Hustru. 13 Og det skete, den Tid Gud lod mig vanke hid og did fra, min Faders Hus, da sagde jeg til hende: denne er din Kærlighed, som du skal vise mig: paa hvert det Sted, hvor vi komme hen, da sig om mig: han er min Broder. 14 Saa tog Abimelek Faar og Kvæg og Tjenere og Tjenestepiger og gav Abraham og gav ham Sara sin Hustru igen. 15 Og Abimelek sagde: Se, mit Land er aabent for dig, du maa bo, hvor det synes dig godt. 16 Og han sagde til Sara: Se, jeg har givet din Broder tusinde Sekel Sølv; se, det skal være dig Skjul for Øjne for alle dem, som ere hos dig, ogsaa for alle andre; og det var hendes Straf. 17 Saa bad Abraham til Gud; og Gud helbredede Abimelek og hans Hustru og hans Tjenestekvinder, og de fødte. 18 Thi Herren havde aldeles lukket for hvert Moderliv i Abimeleks Hus, for Sara, Abrahams Hustrus, Skyld.

21 Kapitel - 1.Mos.21
Og Herren besøgte Sara, ligesom han havde sagt, og Herren gjorde ved Sara, eftersom han havde talet. 2 Og Sara undfik og fødte Abraham en Søn i hans Alderdom paa den bestemte Tid, som Gud havde sagt ham. 3 Og Abraham kaldte sin Søns Navn, som var født ham, som Sara havde født ham, Isak. 4 Og Abraham omskar Isak sin Søn, der han var otte Dage gammel, ligesom Gud havde befalet ham. 5 Og Abraham var hundrede Aar gammel, der hans Søn Isak blev født ham. 6 Da sagde Sara: Gud har gjort mig til Latter; hver den, som hører dette, maa le ad mig. 7 Og hun sagde: Hvo skulde have sagt til Abraham: Sara har givet Børn at die; thi jeg har født en Søn i hans Alderdom. 8 Og Barnet vokste op og blev afvant, og Abraham gjorde et stort Gæstebud den Dag, Isak blev afvant.
9 Og Sara saa Ægypterinden Hagars Søn, som hun havde født Abraham, at han spottede. 10 Og hun sagde til Abraham: Uddriv denne Tjenestekvinde og hendes Søn; thi denne Tjenestekvindes Søn skal ikke arve med min Søn, med Isak. 11 Og det Ord behagede Abraham saare ilde for hans Søns Skyld. 12 Men Gud sagde til Abraham: Lad det ikke behage dig ilde for Drengen og for din Tjenestekvinde; i hvad som helst Sara siger dig, lyd hendes Røst; thi udi Isak skal Sæden kaldes dig. 13 Og jeg vil ogsaa gøre Tjenestekvindens Søn til et Folk, fordi han er min Sæd.
14 Da stod Abraham aarle op om Morgenen og tog Brød og en Flaske Vand og gav Hagar og lagde det paa hendes Skuldre og flyede hende Drengen og lod hende fare; da drog hun hen og for vild i Beersaba Ørken. 15 Der Vandet var drukket af Flasken, da kastede hun Drengen under en af Buskene. 16 Og hun gik og satte sig tværs overfor, efter at hun var gaaet et Pileskud derfra; thi hun sagde: Jeg vil ikke se paa Drengens Død. Saa satte hun sig tværs overfor og opløftede sin Røst og græd.17 Da hørte Gud Drengens Røst, og Guds Engel raabte til Hagar af Himmelen og sagde til hende: Hvad fattes dig, Hagar? frygt intet; thi Gud har hørt Drengens Røst, der hvor han er. 18 Staa op, opløft Drengen og hold fast paa ham med din Flaand; thi jeg vil gøre ham til et stort Folk. 19 Og Gud oplod hendes Øjne, at hun saa en Vandbrønd, saa gik hun og fyldte Flasken med Vand og gav Drengen at drikke. 20 Og Gud var med, Drengen, og han vokste op og boede i Ørken og blev en Bueskytte. 21 Og han boede i den Ørken Paran, og hans Moder tog ham en Hustru af Æggptens Land.
22 Og det skete paa den samme Tid, da talede Abimelek og Pikol, hans Stridshøvedsmand, til Abraham og sagde: Gud er med dig i alt det, du gør. 23 Saa sværg mig nu her ved Gud, at du ikke vil handle svigefuldt imod mig og min Søn og min Sønnesøn; efter den Miskundhed, som jeg har gjort mod dig, skal du gøre mod mig og mod Landet, i hvilket du har været fremmed. 24 Da sagde Abraham: jeg vil sværge. 25 Og Abraham straffede Abimelek for den Vandbrønds Skyld, som Abimeleks Tjenere havde borttaget med Vold. 26 Da svarede Abimelek: Jeg vidste ikke, hvem der gjorde dette, og du har heller ikke givet mig det til Kende, og jeg har heller ikke hørt det førend i Dag. 27 Da tog Abraham Faar og Kvæg og gav Abimelek, og de gjorde begge et Forbund. 28 Og Abraham stillede syv Lam af Hjorden for sig selv. 29 Da sagde Abimelek til Abraham: Hvad skulle disse syv Lam her, som du stillede for sig selv? 30 Og han svarede: Fordi du skal tage syv Lam af min Haand; og det skal være mig til et Vidnesbyrd, at jeg har gravet denne Brønd. 31 Derfor kaldte han dette Sted Beersaba; thi der svore de begge. 32 Og de gjorde Forbund i Beersaba; da stod Abimelek op og Pikol, hans Stridshøvedsmand, og droge igen til Filisternes Land. 33 Og han plantede en Lund i Beersaba og paakaldte der Herrens, den evige Guds, Navn. 34 Og Abraham var fremmed i Filisternes Land en lang Tid.

22 Kapitel - 1.Mos.22
Og det skete derefter, at Gud fristede Abraham og sagde tiI ham: Abraham! og han sagde: se, her er jeg. 2 Og han sagde: Tag nu din Søn, din eneste, som du har kær, Isak, og gak du til Moria Land og offer ham der til et Brændoffer paa et af Bjergene, som jeg vil sige dig.3 Saa stod Abraham aarle op om Morgenen og sadlede sit Asen og tog to af sine Drenge med sig og Isak sin Søn; og han kløvede Veddet til Brændoff'eret og gjorde sig rede og gik til Stedet, som Gud havde sagt ham. 4 Paa den tredje Dag, da opløftede Abraham sine Øjne og saa Stedet langt borte. 5 Da sagde Abraham til sine Drenge: Bliver I her med Asenet, og jeg og Drengen vi ville gaa derhen, og vi ville tilbede og komme til eder igen. 6 Og Abraham tog Veddet til Brændofferet og lagde paa Isak, sin Søn, men han tog Ilden og Kniven i sin Haand, og de gik begge tilsammen. 7 Da talede Isak til Abraham, sin Fader, og sagde: Min Fader! og denne sagde: Se, her er jeg, min Søn; og han sagde: Se, Ilden og Veddet! men hvor er Lammet til Brændofferet? 8 Og Abraham sagde: Gud skal selv udse sig Lammet til Brændofferet, min Søn; saa gik de begge tilsammen. 9 Og der de kom til det Sted, som Gud havde sagt ham, da byggede Abraham der et Alter og lagde Veddet til Rette, og han bandt Isak, sin Søn, og lagde ham paa Alteret oven paa Veddet. 10 Og Abraham rakte sin Haand ud og greb Kniven for at slagte sin Søn.
11 Da raabte Herrens Engel af Himmelen til ham og sagde: "Abraham, Abraham!" og han sagde: Se, her er jeg. 12 Og han sagde: Læg ikke din Haand paa Drengen og gør ham intet; thi nu kender jeg, at du frygter Gud og har ikke sparet din Søn, din eneste, for mig. 13 Da opløftede Abraham sine Øjne og saa, og se, en Vædder bag ham var indviklet i Busken ved sine Horn; og Abraham gik og tog Vædderen og ofrede den til Brændoffer i sin Søns Sted. 14 Saa kaldte Abraham det samme Steds Navn: Herren skal se; hvilket siges paa denne Dag: Paa Herrens Bjerg skal ses. 15 Og Herrens Engel raabte til Abraham anden Gang af Himmelen. 16 Og han sagde: Jeg har svoret ved mig, siger Herren, at fordi du gjorde dette og ikke sparede din Søn, den eneste: 17 derfor vil jeg storligen velsigne dig og meget mangfoldiggøre din Sæd som Stjernerne paa - Himmelen og som Sand, der er ved Havets Bred, og din Sæd skal eje sine Fjenders Port; 18 og udi din Sæd skulle alle Folk paa Jorden velsignes, fordi du lød min Røst. 19 Saa gik Abraham tilbage til sine Drenge, og de gjorde sig rede og fore tilsammen til Beersaba; thi Abraham boede i Beersaba.
20 Og det skete efter disse Handeler, at det blev Abraham forkyndt, idet man sagde: Se, Milka, hun har ogsaa født din Broder Nakor Sønner, 21 nemlig Uz, hans førstefødte, og Bus, hans Broder, og Kemuel, Arams Fader, 22 Kesed og Kaso og Pildask og Jidlaf og Bethuel; 23 men Bethuel avlede Rebekka; disse otte fødte Milka Nakor, Abrahams Broder. 24 Og han havde en Medhustru, og hendes Navn var Reuma, og hun fødte ogsaa Tebak og Gakam og Takask og Maaka.

23 Kapitel - 1.Mos.23
Og Sara levede hundrede og syv og tyve Aar, disse vare Saras Livsaar. 2 Og Sara døde i Kirjath-Arba, det er Hebron i Kanaans Land; da kom Abraham for at sørge over Sara og at begræde hende.
3 Siden stod Abraham op fra sin dødes Aasyn og talede tiI Heths Børn og sagde: 4 Jeg er en fremmed og Gæst hos eder, giver mig en Ejendom til en Begravelse hos eder, at jeg kan begrave min døde og bringe hende bort fra mit Ansigt. 5 Da svarede Heths Børn Abraham og sagde til ham: 6 Hør os, min Herre! du er en Guds Fyrste iblandt os, begrav din døde i vore bedste Grave, ingen af os skal formene dig sin Grav, at du jo maa begrave din døde. 7 Da stod Abraham op og bøjede sig for Folket i Landet, for Heths Børn. 8 Og han talede med dem sigende: Dersom det er med eders Villie, at jeg maa begrave min døde og bringe hende bort fra mit Ansigt, da, hører mig og beder for mig hos Efron, Zokars Søn, 9 at han vil give mig Hulen Makpela, som er hans, som er ved Enden af hans Ager; han give mig den for fuld Værdi midt iblandt eder til en Begravelses Ejendom. 10 Men Efron sad midt iblandt Heths Børn; da svarede Efron den Hethiter Abraham, saa at Heths Børn hørte derpaa, alle de, som gik ind ad hans Stads Port sigende: 11 Nej, min Herre, hør mig! jeg giver dig den Ager, og Hulen, som er paa den, giver jeg dig, for mit Folks Børns Øjne giver jeg dig den, begrav din døde! 12 Da bøjede Abraham sig for Folket i Landet, 13 og han talede med Efron i Folkets Paahør i Landet og sagde: Gid du dog blot vilde høre mig; jeg giver Sølv for Ageren, tag det af mig, og jeg vil begrave min døde der. 14 Da svarede Efron Abraham og sagde til ham: 15 Min Herre, hør mig! den Jord er fire Hundrede Sekel Sølv værd; hvad er det imellem mig og dig? begrav ikkun din døde. 16 Og Abraham lød Efron, og Abraham tilvejede Efron det Sølv, hvilket han havde nævnet, i Heths Børns Paahør, fire Hundrede Sekel Sølv, gængse i Køb. 17 Saa blev Efrons Ager, som er ved Makpela, som er tværs over for Mamre, Ageren og Hulen, som er paa den, og alle Træer, som vare paa Ageren inden al dens Grænse, stadf'æstede 18 Abraham til er Ejendom i Heths Berns Aasyzl, for alle, som gik ind ad hans Stads Port. 19 Og siden begrov Abraham Sara, sin Hustru, i Hulen paa Ageren, i Makpela tværsover for Mamre, det er Hebron i Kanaans Land. 20 Saa blev Ageren og Hulen paa den stadfæstede Abraham til en Begravelses Ejgndom af Heths Børn.

24 Kapitel - 1.Mos.24
Og Abraham var gammel, vel ved Alder, og Herren havde velsignet Abraham i alting. 2 Og Abraham sagde til sin ældste Svend i sit Hus, som raadede over alt hans Gods: Kære, læg din Haand under min Lænd, 3 og jeg vil lade dig sværge ved Herren, Himmelens Gud og Jordens Gud, at du ikke skal tage min Søn en Hustru af Kananiternes Døtre, iblandt hvilke jeg bor; 4 rnen du skal gø til mit Land og til min Slægt og tage min Søn Isak en Hustru. 5 Og Svenden sagde til ham: Maaske Kvinden ikke vil drage med mig til dette Land; skal jeg da vel føre din Søn tilbage til det Land, som du er kommen fra? 6 Og Abraham sagde til ham: Forvar dig, at du ikke fører min Søn did igen. 7 Herren, Himmelens Gud, som tog mig fra min Faders Hus og fra min Slægts Land, og som talede med mig, og som tilsvor mig og sagde: dette Land vil jeg give din Sæd, han skal sende sin Engel for dig, at du skal tage min Søn enn Hustru derfra. 8 Men dersom Kvinden ikke vil dig, da skal du være fri for denne min Ed: ikkun min Søn skal du ikke føre derhen. 9 Da lagde Svenden sin Haand under Abrahams, sin Herres, Lænd og tilsvor ham om denne Sag.
10 Saa tog Svenden ti Kameler af sin Herres Kameler og for bort og havde alle Haande af sin Herres Gods med sig og gjorde sig rede og drog til Aram Naharaim, til Nakors Stad. 11 Der lod han Kamelerne lægge sig uden for Staden ved en Vandbrønd mod Aftens Tid, mod den Tid da Kvinderne gaa ud at drage Vand. 12 Og han sagde: Herre, min Herre Abrahams Gud! Kære, lad det møde mig i Dag, og gør Miskundhed mod min Herre Abraliam. 13 Se, jeg staar ved denne Vandbrønd, og Byens Folks Døtre komme ud at drage Vand. 14 Og naar det sker, at der kommer en Pige, til hvem jeg siger: Bøj nu din Krukke ned og lad mig drikke, og hun siger: Drik, og jeg vil ogsaa give dine Kameler at drikke, lad hende da være den, som du har udset til din Tjener Isak, saa jeg derpaa kan kende, at du har gjort Miskundhed mod min Herre. 15 Og det skete, før han havde endt at tale, se, da kom Rebekka ud, som var en Datter af Bethuel, som var en Søn af Milka, Nakors, Abrahams Broders, Hustru, og hendes Krukke var paa hendes Skulder. 16 Og Pigen var meget smuk af Anseelse, en Jomfru, og ingen Mand havde kendt hende, og hun gik ned til Brønden og fyldte sin Krukke og gik op. 17 Da løb Svenden imod hende og sagde: Kære, lad mig drikke Vand af din Krukke. 18 Og hun sagde: Drik, min Herre! og hun skyndte sig og tog sin Krukke ned i sin Haand og gav ham at drikke. 19 Der hun havde givet ham at drikke, da sagde hun: Jeg vil og drage vand til dine Kameler, til de have afdrukket. 20 Og hun skyndte sig og tømte sin krukke i Truget og løb fremdeles til Brønden at øse, og hun drog til alle hans Kameler. 21 Og anden undrede sig over hende, tav og stille for at faa at vide, om Herren havde ladet hans Rejse lykkes eller ej. 22 Og det skete, der Kamelerne havde afdrukket, gav Mand en hende en Guldring, som vejede en halv Sekel, og satte to Armbaand paa hendes Hænder, de vejede ti Guldsekler. 23 Og han sagde: Hvis Datter er du? Kære, sig mig, monne der være Rum i din Faders Hus at give os Nattely? 24 Og hun sagde til ham: Jeg er en Datter af Bethuel, som er en Søn af Tilka, der fødte ham for Nakor. 25 Og hun sagde til ham: Der er baade Straa og meget Foder hos os, ogsaa er der Rum til Herberge i Nat. 26 Og Manden bøjede sig og tilbad Herren. 27 Og han sagde: Lovet være Herren, min Herre Abrahams Gud, som ikke har afladt med sin Miskundhed og sin Trofasthed mod min Herre! mig, ja, mig har Herren ført paa Vejen til min Herres Broders Hus. 28 Og Pigen løb og kundgjorde i sin Moders Hus disse Ting. 29 Og Rebekka havde en Broder, og hans Navn var Laban, og Laban løb ud til Manden, til Brønden. 30 Og det skete, der han saa Ringen og Armbaandene paa sin Søsters Hænder, og der han hørte Rebekkas, sin Søsters, Ord, at hun sagde: Saaledes har Manden sagt til mig, da kom han til Manden, og se, han stod hos Kamelerne ved Brønden. 31 Og han lidt sagde: Kom ind, du Herrens Velsignede, hvi staar du herude thi jeg har beredt Huset, og der er Rum for Kamelerne. 32 Saa kom Manden i Huset og løste Kamelerne, og han gav Straa og Foder til Kamelerne og Vand til at to hans Fødder og de Mænds Fødder, som vare med ham. 33 Og der blev sat Mad for ham; men han sagde: Jeg vil ikke æde, før jeg har udsagt mit Ærinde; og han sagde: Tal! 34 Og han sagde: Jeg er Abrahams Svend. 35 Og Herren har velsignet min Herre meget, at han er bleven mægtig; og han har givet ham Faar og Kvæg og Sølv og Guld og Svende og Tjenestepiger og Kameler og Asener. 36 Og Sara, min Herres Hustru, har født min Herre en Søn, efter at hun var gammel, og denne har han givet alt det, han ejer. 37 Og min Herre har taget en Ed af mig og sagt: Du skal ikke tage min Søn en Hustru af Kananiternes Døtre, i hvis Land jeg bor. 38 Men du skal fare hen til min Faders Hus og til min Slægt og tabe min Søn en Hustru. 39 Og jeg sagde til min Herre: Maaske Kvinden ikke vil drage med mig. 40 Og han sagde til mig: Herren, for hvis Ansigt jeg har vandret, skal sende sin Engel med dig og give dig en lyksalig Rejse, og du skal tage min Søn en Hustru af min Slægt og af min Faders Hus. 41 Da skal du være fri for min Ed, naar du kommer til min Slægt; og om de ikke ville give dig hende, saa er du fri for min Ed. 42 Saa kom jeg i Dag til Brønden og sagde: Herre, min Herre Abrahams Gud! Kære, dersom du har givet Lykke paa min Rejse, paa, hvilken jeg har vandret, 43 se, jeg staar ved denne Vandbrønd, og naar det sker, der kommer en Jomfru ud at drage Vand, og jeg siger til hende: Giv mig nu lidet Vand at drikke af din Krukke; 44 og hun siger mig: Baade maa du drikke, og jeg vil ogsaa Øse til dine Kameler, lad hende være den Kvinde, som Herren har udset til min Herres Søn. 45 Førend jeg havde udtalet i mit Hjerte, se, da kom Rebekka ud, og hendes Krukke var paa hendes Skulder, og hun gik ned til Brønden og drog Vand! da sagde jeg til hende: Kære, giv mig at drikke. 46 Saa skyndte hun sig og tog sin Krukke ned ad sig og sagde: Drik, og jeg vil ogsaa give dine Kameler at drikke; og jeg drak, og hun gav ogsaa Kamelerne at drikke. 47 Og jeg spurgte hende og sagde: Hvis Datter er du og hun sagde: Jeg er en Datter af Bethuel, Nakors Søn, som Milka fødte ham. Saa hængte jeg en Ring i hendes Næse og Armbaand paa hendes Hænder. 48 Og jeg bøjede mig og tilbad Herren og lovede Herren, min Herre Arahams Gud, som havde ledet mig paa den rette Vej at tage min Herres Broders Datter til hans Søn. 49 Og nu, dersom I ville vise Miskundhed og Trofasthed mod min Herre, siger mig det; men dersom I ikke ville det, da siger mig det, at jeg kan vende mig til den højre eller til den venstre Side. 50 Da svarede Laban og Bethuel og sagde: Denne Sag er kommen fra Herren, vi kunne hverken tale til dig ondt eller godt. 51 Se, der er Rebekka for dig, tag hende og gak, at hun bliver din Herres Søns Hustru, som Herren har sagt. 52 Og det skete, der Abrahams Svend hørte deres Ord, da bøjede han sig til Jorden for Herren. 53 Og Svenden udtog Sølvtøj og Guldtøj og Klæder og gav Rebekka; men hendes Broder og hendes Moder gav han dyrebar Skænk.
54 Saa aade de og drak, han og de Mænd, som vare med ham, og bleve der om Natten, og de stode op om Morgenen, og han sagde: Lader mig fare til min Herre! 55 abde hendes Broder og hendes Moder: Lad Pigen blive hos os nogle Dage eller ti; siden maa du fare. 56 Og han sagde til dem: Holder mig ikke op, thi Herren har givet Lykke paa min Rejse; lader mig fare, og jeg vil vandze til min Herre. 57 Og de sagde: Lader os kalde Pigen og spørge, hvad hun siger. 58 Saa kaldte de ad Rebekka og sagde til hende: Vil du fare med denne Mand og hun sagde: Jeg vil fare. 59 Saa lode de deres Søster Rebekka og hendes Amme og Abrahams Svend og hans Mænd fare. 60 Og de velsignede Rebekka og sagde til hende: Vor Søster bliv du til tusinde Gange Titusinde, og din Sæd skal eje sine Fjenders Port. 61 Saa stod Rebekka op og hendes Piger, og de satte sig paa Kameler og fore med Manden, og Svenden annammede Rebekka og for bort. 62 Isak kom gaaende fra den Brønd, som kaldes Beer Lakai Roi; thi han boede i Landet imod Sønden. 63 Og Isak var udgangen til at gøre Bøn paa Marken mod Aften, og han opløftede sine Øjne og saa, og se, Kamelerne kom. 64 Og Rebekka opløftede sine Øjne og saa Isak og steg hastig ned ad Kamelen. 65 Og hun sagde til Svenden: Hvo er den Mand, som gaar paa Marken imod os og Svenden sagde: Det er min Herre; saa tog hun et Slør og skjulte sig. 66 Og Svenden fortalte Isak hele Sagen som han havde udrettet. 67 Saa ledte Isak hende til sin Moder Saras Telt og han tog Rebekka, og hun blev hans Hustru, og han elskede hende og Isak blev trøstet efter sin Moder.

25 Kapitel - 1.Mos.25
Og Abraham tog atter en Hustru, Aar og syv Aar, og hendes Navn var Ketura. 2 Og hun fødte ham Simran og Joksan og Medan og Midian og Jisbak og Sua. 3 Og Joksan avlede Seba og Dedan; men Dedans Børn vare Asurim og Letusim og Leumim. 4 Og Midians Børn vare Efa og Efer og Kanok og Abida og Eldaa; disse ere alle Keturas Børn.
5 Og Abraham gav Isak alt det, han ejede. 6 Men de Medhustruers Børn, som Abraham havde, gav Abraham Skænk og lod dem, medens han endnu levede, fale fra Isak sin Søn mod Østen til Østerland. 7 Og disse ere Abrahams Livs Aars Dage, som han levede: Hundrede Aar og halvfjerdsindstyve Aar og fem Aar. 8 Og Abraham opgav Aanden og døde i en god Alderdom, gammel og mæt, og blev samlet til sit Folk. 9 Og Isak og Ismael, hans Sønner, begrove ham i Hulen Makpela, paa Efrons, Zokars den Hethiters Søns, Agel, som ligger tvært over for Mamre. 10 Paa den Ager, som Abraham købte af Heths Børn, der blev Abraham begraven og Sara hans Hustru.
11 Og det skete efter Abrahams Død, at Gud velsignede Isak hans Søn, og Isak boede ved den Kilde, som kaldes Beer Lakai Roi. 12 Og disse ere Ismaels, Abrahams Søns, Slægter, som Ægypterinden Hagar, Saras Pige, fødte Abraham. 13 Og disse ere Ismaels Børns Navne, efter deres Navne, i deres Slægter: Ismaels førstefødte Nebajoth og Kedar og Adbeel og Mibsam 14 og Misma og Duma og Massa, 15 Kadar og Thema, Jetur, Nafis og Kedma. 16 Disse ere Ismaels Sønner, og disse ere deres Navne udi deres Byer og i deres Lejre, tolv Fyrster for deres Folk. 17 Og disse ere Ismaels Livs Aar: hundrede Aar og tredive saa opgav han Aanden og døde og blev samlet til sit folk. 18 Og de boede fra Havila indtil Sur, som er foran Ægypten og henimod Assyrien; hans Arv faldt foran alle hans Brødre.
19 Og disse ere Isaks, Abraham Søns, Slægter: Abraham avlede Isael 20 Og Isak var fyrretyve Aar gammel, der han tog Rebekka, Bethuel den Syrers Datter, af *Paddan Aran Laban den Syrers Søster, sig til Hustru. 21 Og Isak bad til Herren paa sin Hustrus vegne, thi hun var ufrugtbar; og Herren bønhørte ham og Rebekka, hans Hustru, undfik 22 Og Børnene stødte mod hinanden i hendes Liv, og hun sagde: Derson det er saaledes, hvorfor er jeg da til og hun gik at udspørge Herren 23 Og Herren sagde til hende: Tvende Folk ere i dit Liv, og to forskelligt Folk skulle udgaa af dit Liv, og de ene Folk skal være stærkere end det andet Folk, og det Herre skal tjene det mindre. 24 Der nu hendes Tid kom, at hun skulde føde, se, da vare der Tvillinger i hendes Liv. 25 Og den første kom frem, han var rød, ganske laadden som en Kappe, og de kaldte hans Navn Esau. 26 Og derefter kom hans Broder frem, og hans Haand havde fat paa Esaus Hæl, og man kaldte hans Navn Jakob; og Isak var tresindstyve Aar gammel, der han avlede dem.
27 Og Drengene bleve store, og Esau blev en Mand, som forstod sig paa Jagt og levede paa Marken men Jakob var en from Mand, som boede i Telte. 28 Og Isak havde Esau kær, thi hans Jagt smagte ham; men Rebekka havde Jakob kær. 29 Og Jakob havde tilberedt en Ret, og Esau kom fra Marken og var træt. 30 Og Esau sagde til Jakob: Kære lad mig smage af det røde, dette røde, thi jeg er træt; derfor kaldte man hans Navn Edom. 31 Da sagde Jakob: Sælg mig i Dag din Førstefødsel. 32 Og Esau sagde: Se, jeg gaar at dø, hvad kan jeg da gøre med den Førstefødsel 33 Og Jakob sagde: Sværg mig i Dag; og han tilsvor ham, og han solgte Jakob sin Førstefødsel. 34 Da gav Jakob Esau Brød og den Ret af Linser, og han 34 aad og drak og stod op og gik bort; og Esau foragtede Førstefødselen.

26 Kapitel - 1.Mos.26
Og der var Hunger i Landet, foruden den forrige Hunger, som var i Abrahams Tid, og Isak drog til Abimelek, Filisternes Konge i Gerar. 2 Da aabenbaredes Herren for ham og sagde: Drag ikke ned til Ægypten, bo i det Land, hvilket jeg iger dig. 3 Vær en Udlænding i dette Land, og jeg vil være med dig og velsigne dig; thi dig og din Sæd vil jeg give alle disse Lande og stadfæste den Ed, som jeg har svoret Abraham, din Fader. 4 Og jeg vil gøre din Sæd mangfoldig som Stjernerne paa Himmelen og give din Sæd alle disse Lande, og i din Sæd skulle alle Folk paa Jorden velsignes, 5 fordi Abraham lød min Røst og bevarede det, jeg vil have bevaret, mine Bud, mine Skikke og mine Love. 6 Saa boede Isak i Gerar.
7 Og de Mænd paa samme Sted spurgte om hans Hustru; da sagde Han: Hun er min Søster; thi han frygtede at sige: Hun er min Hustru, idet han tænkte, at ikke Mændene paa dette Sted maaske skulle slaa mig ihjel for Rebekkas Skyld, thi hun var dejlig af Anseelse. 8 Og det skete, der han havde boet der en Tid lang, saa Abimelek, Filisternes Konge, ud igennem Vinduet og saa, og se, Isak legede med Rebekka, sin Hustru. 9 Da kaldte Abimelek ad Isak og sagde: Visselig, se, hun er din Hustru, og hvorledes har du sagt: hun er min Søster? Og Isak sagde til Ham: Thi jeg tænkte: Maaske jeg maatte slaas ihjel for hendes Skyld. 10 Da sagde Abimelek: Hvi har du gjort os dette? En af Folket kunde snart have ligget hos din Hustru, saa havde du ført Skyld over os. 11 Saa bød Abimelek alt Folket og sagde: Hvo, som røer v ed denne Mand og ved hans Hustru, skal visselig dødes.
12 Og Isak saaede der i Landet og fik samme Aar hundrede Fold, og Herren velsignede ham. 13 Og Manden blev mægtig og gik frem og blev mægtig, indtil han blev saare mægtig. 14 Og han ejede Faar og ejede Kvæg og mange Tyende; derfor bare Filisterene Avind mod ham. 15 Og alle Brøndene, som hans Faders Tjenere havde gravet i Abrahams, hans Faders Tid, dem tilstoppede Filisterne og fyldte dem med Jord. 16 Og Abimelek sagde til Isak: Drag fra os; thi du er bleven os alt for mægtig. 17 Saa drog Isak derfra og slog Telt i Dalen Gerar og boede der. 18 Og Isak lod igen de Vandbrøne opgrave, som de havde gravet i Abrahams, hans Fades tid, og som Filisterne havde tilstoppet efter Abrahams Død, og han gav dem Navne efter de Navne, som hans Fader havde kaldet dem. 19 Saa grove Isaks Tjenere i Dalen og fandt der en Brønd med levende Vande. 20 Men Hyrderne af Gerar kivedes med Isaks Hyrder og sagde: Vandet hører os til; saa kaldte han den Brønds Navn Esek, thi de kivedes med ham. 21 Saa grove de en anden Brønd, og de kivedes og om den; derfor kaldte de dens Navn Sitna. 22 Da flyttede han der fra og grov en anden Brønd, og de kivedes ikke om den, og han kaldte dens Navn Rekoboth og sagde: thi nu har Herren gjort Rum for os, og vi ere voksede i Landet.
23 Og han drog op derfra til Beersaba. 24 Og Herren aabenbaredes for ham i den samme Nat og sagde: Jeg er din Fader Abrahams Gud; frygt ikke, thi jeg er med dig og vil velsigne dig og forenere din Sæd for min tjener Abrahams Skyld. 25 Saa byggede han der et Alter og paakaldte Herrens Navn og opslog der sit Telt, og Isaks Tjenere grove der en Brønd. 26 Og Abimelek drog til ham fra Gerar med Akusat sin Ven og Pikol sin Stridshøvedsmand. 27 Da sagde Isak til dem: Hvi komme I til mig, da I dog have hadet rnig og drevet mig fra Eder. 28 Og de svarede: Vi se klarligen, at Herren er med dig; derfor sagde vi: Kære, lad være en Ed imellem os, imellem os og dig, og vi ville gøre et Forbund med dig, 29 at du ikke skal gøre ondt imod os, ligesom vi ikke have rørt dig, og ligesom vi ikke have gjort dig andet end godt, og vi lode dig fare i Fred; du er nu Herrens velsignede. 30 Saa gjorde han dem et Gæstebud, og de aade og drak. 31 Og de stode tidlig op om Morgenen og tilsvore hinanden gensidig, og Isak ledsagede dem, og de droge fra ham i Fred. 32 Og det skete, paa den samme Dag kom Isaks Tjenere og forkyndte ham angaaende den Brønd, sorn de havde gravet, og de sagde til ham: Vi have fundet Vand. 33 Og han kaldte den Skibea, deraf er Stadens Navn Beersaba indtil denne Dag.
34 Og Esau var fyrretyve Aar gammel og tog en Hustru, Jizdith, Beeri den Hethiters Datter, og Basmat, Elon den Hethiters Datter. 35 Og de vare Aands Bitterhed for Isak og Rebekka.

27 Kapitel - 1.Mos.27
Og det hændte sig, der Isak blev gammel, og hans Øjne blev dunkle, at han ikke kunde se, da kaldte han sin eldste Søn, Esau, og sagde til ham: Min Søn! og har sagde til ham: Se, her er jeg. 2 Og han sagde: Se nu, jeg er gamme og ved ikke min Dødsdag. 3 Saa ta nu dine Redskaber, dit Kogger og din Bue, gak ud paa Marken og fang mig noget Vildt! 4 Og tilbered mig en god Ret, saasom jeg har Lyst til, og bring mig den, at jeg maa æde, paa det min Sjæl maa velsigne dig, før jeg skal dø. 5 Og Rebekka hørte, der Isak talede til Esau, sin Søn; saa gik Esau paa Marken at fange noget Vildt, at bære hjem. 6 Da sagde Rebekka til Jakob, sin Søn, sigende: Se, jeg hørte din Fader tale tiI Esnu, din Broder, og sige: 7 Hent mig noget Vildt og tilbered mig en god Ret, at jeg kan æde, saa vil jeg velsigne dig for Herrens Ansigt, førend jeg dør. Saa adlyd nu min Røst, min Søn! eftersom jeg befaler dig. Gak nu til Hjorden og hent mig derfra to gode Gedekid, at jeg kan tilberede din Fader en god Ret af dem, saasom han har Lyst til. 10 Og den skal du bære til din Fader, at han skal æde deraf, paa det han skal velsigne dig, førend han dør. 11 Da sagde Jakob til Rebekka, sin Moder: Se, Esau, min Mroder, er en laadden Mand, og jeg er en glat Mand. 12 Maaske min Fader føler paa mig, og jeg vil synes for ham som en Bedrager og føre Forbandelse over mig og ikke Velsignelse. 13 Da sagde hans Moder til ham: Din Forbandelse komme over mig, min Søn! lyd kun min Røst og gak, hent mig dem! 14 Da gik han og hentede og bragte sin Moder dem; saa tilberedte hans Moder en god Ret, saasom hans Fader havde Lyst til. 15 Og Rebekka tog Esaus, sin ældste Søns, kostelige Klæder, som hun havde i Huset hos sig, og lod Jakob, sin yngste Søn, iføre sig dem. 16 Men Skindene af Gedidiene iførte hun ham om hans Hænder, og hvor han var glat paa Halsen. 17 Og hun gav ham den gode Ret og Brød, som hun havde tilberedt, i sin Søn Jakobs Haand. 18 Og han gik til sin Fader og sagde: Min Fader! og han sagde: Se, her er jeg; hvo er du, min Søn? 19 Og Jakob sagde til sin Fader: Jeg, Esau, din førstefødte, har gjort, saa om du sagde til mig; kære, staa op sæt dig og æd af mit Vildt, paa det din Sjæl skal velsigne mig. 20 Da sagde Isak til sin Søn: Hvorledes har du saa snart fundet det, min Søn? Og han sagde: Fordi Herren din Gud kikkede mig det til Hænde. 21 Da sagde Isak tiI Jakob: Kom dog nær hid, og jeg vil føle paa dig, min Søn! om du er min Søn Esau eller ej. 22 Og Jakob gik nær til sin Fader sak, og han følte paa ham og sagde: Røsten er Jakobs Røst, men Hænderne ere Esaus Hænder. 23 Og Han kendte ham ikke, thi hans Hænder vare Laadne som Esaus, hans Broders, Hænder; og han velsignede ham. 24 Og han sagde: Du, er du enne min Søn Esau? og han sagde: Jeg er det. 25 Da sagde han: Bring mig det hid og lad mig æde af min Søns Vildt, at min Sjæl skal velsigne dig; saa ragte han ham det, og han aad, og han bragte ham Vin, og han drak. 26 Og Isak, hans fader, sagde til ham: Kære, kom nærmere og kys mig, min Søn! 27 Og han kom nærmere og kyssede ham; og han lugtede Lugten af hans Klæder og velsignede ham og sagde: Se, min Søns Lugt er som Lugten af en Mark, hvilken Herren har velsignet. 28 Og Gud give dig af Himmelens Dug og af Jordens Fedme og meget Korn og Most. 29 Folkene skulle tjene dig, og Folkefærd skulle falde dig til Fode. Bliv en Herre over dine Brødre, og din Moders Sønner skulle falde dig til Fode; hvo som forbander dig, være forbandet, og hvo som velsigner dig, være velsignet!
30 Og det skete, der Isak var færdig med at velsigne Jakob, da Jakob lige var gaaet ud fra sin Fader Isak, at Esau, hans Broder, kom fra sin Jagt. 31 Og han tilberedte ogsaa en god Ret og bragte den ind til sin Fader og sagde til sin Fader: Min Fader staa op og æde af sin Søns Vildt, at din Sjæl skal velsigne mig. 32 Da sagde Isak, hans Fader til ham: Hvo er du? og han sagde: Jeg er din Søn, din førstefødte, Esau. 33 Da forfærdedes Isak med en overmaade stor Forfærdelse og sagde: Hvo er og den, som fangede Vildt og frembar til mig? og jeg aad af alt, før du kom, og jeg har velsignet ham; han skal ogsaa være velsignet. 34 Der Esau hørte sin Faders Tale, skreg han med et stort og overmaade bittert Skrig og sagde til sin Fader: Velsign mig, ogsaa mig, min Fader! 35 Og han sagde: Din Broder kom med List og tog din Velsignelse. 36 Da sagde han: Mon man derfor har kaldet hans Navn Jakob, fordi han nu har to Gange bedraget mig? min Førstefødselsret har han taget, og se, nu tog han min Velsignelse; og han sagde: Har du ikke bevaret mig en Velsignelse 37 Og svarede og sagde til Esau: Se jeg har sat ham til en Herre ove dig og gjort alle hans Brødr til hans Tjenere og forsørget ham med Korn og Most, hvad skal jeg da gøre ved dig, min Søn? 38 Og Esau sagde til sin Fader: Har du ikke uden denne ene Velsignelse, min Fader velsign mig, ogsaa mig, min Fader! og Esau opløftede sin Røst og græd. 39 Da svarede Isak, hans Fader, og sagde til ham: Se, din Bolig skal være uden Jordens Fedme og uden Himmelens Dug fra oven ned. 40 Og ved dit Sværd skal du leve og tjene din Broder, og det skal ske, naar du bliver ustyrlig, da skal du bryde hans Aag af din Hals.
41 Og Esau var Jakob hadsk for den Velsignelses Skyld, som hans Fader havde velsignet ham med, og Esau sagde i sit Hjerte: Det kommer snart, at vi skulle sørge for min Fader, da vil jeg slaa Jakob, min Broder, ihjel. 42 Og Esaus, hendes ældste Søns, Ord bleve Rebekka tilkendegivne; og hun sendte hen og lod Jakob, sin yngste Søn, kalde, og sagde til ham: Se, Esau, din Broder, vil trøste sig med at slaa dig ihjel. 43 Og nu, min Søn, hør min Røst og staa op, fly til Laban, min Broder, i Karan, 44 og bliv hos ham nogen Tid, indtil din Broders Hidsighed lægger sig, 45 indtil din Broders Vrede vender sig fra dig, og han glemmer det, du har gjort ham, saa vil jeg sende Bud og hente dig derfra; hvi skulde jeg dog berøves eder begge paa en Dag? 46 Og Rebekka sagde til Isak: Jeg kedes ved at leve for Hendes Døtres Skyld; dersom Jakob tog en Hustru af Heths Døtre, som disse af dette Lands Døtre, hvad skulde jeg da leve for?

28 Kapitel - 1.Mos.28
Og Isak kaldte ad Jakob og velsignede ham og bød ham og sagde til ham: Du skal ikke tage en Hustru af Kanaans Døtre; 2 staa op, gak til Padaan-Aram til Bethuel din Morfaders Hus, og tag dig derfra en Hustru af Laban din Morbroders Døtre. 3 Og den almægtige Gud velsigne dig og gøre dig frugtbar og formere dig, at du maa blive til en Hob af Folk. 4 Og han give dig Abrahams velsignelse, dig og din Sæd med dig, at du kan arve det Land, hvor i du er fiemmed, hvilket Gud gav Abraham. 5 Saa sendte Isak Jakob hen, og han drog til Paddan-Aram til Laban, Bethuel den Syrers Søn, en Broder til Rehekka, Jakobs og Esaus Moder.
6 Og Esau saa, at Isak havde velsignet Jakob og sendt ham til Paddan-Aram at tage sig derfra en Hustru og havde, der har velsignet ham, budet ham og sagt: Du skal ikke tage en Hustru af Kanaans Døtre. Og Jakob var sin Fader og sin Moder lydig og drog til Paddan Aram. 8 Og Esau saa, at Kanaans Døtre ikke behagede Isak hans Fader. 9 Saa gik Esau til Ismael og tog sig til hustru Makalath, en Datter af Ismael, Abrahams Søn, en Søster til Nebajoth, foruden sine andre Hustruer.
10 Og Jakob drog ud fra Beersaba og gik til Karan. 11 Og han kom til et Sted og blev der om Natten, thi Solen var nedgangen, og han tog af Stenene paa det Sted og lagde under sit Hoved og lagde sig paa det samme Sted. 12 Og han drømte, og se, en Stige var oprejst paa Jorden, og det Øverste deraf naaede til Himmelen, og se, Guds Engle stege op og ned ad den. 13 Og se, Herren stod oven over den og sagde: Jeg er Herren, din Fader Abrahams Gud og Isaks Gud; det Land, som du ligger paa, det vil jeg give dig og din Sæd. 14 Og din Sæd skal blive som Støv paa Jorden, og du skal udbredes mod Vesten og mod Østen og mod Norden og mod Sønden; og i dig og i din Sæd skulle alle Slægter paa Jorden velsignes. 15 Og se, jeg er med dig og vil bevare dig overalt, hvor du drager hen, og jeg vil føre dig til dette Land igen; thi jeg vil ikke forlade dig, før jeg har fuldkommet det, jeg har sagt dig.
16 Og Jakob vaagnede af sin Søvn og sagde: Sandelig, Herren er paa dette Sted, og jeg vidste det ikke. 17 Og han frygtede og sagde: hvor forfærdeligt er dette Sted! dette er ikke andet end Guds Hus, og dette er Himmelens Port. 18 Og Jakob stod aarle op om Morgenen og tog den Sten, som han havde lagt under sit Hoved, og oprejste den til en Mindesten og øste Olie oven paa den. 19 Og han kaldte det samme Steds Navn Bethel, men ellers var Lus Stadens Navn fra Begyndelsen. 20 Og Jakob gjorde et Løfte og sagde: Dersom Gud vil være med mig og beskærme mig paa denne Vej, som jeg rejser, og give mig Brød at ede og Klæder at iføre mig, 21 og jeg kommer igen til min Faders Hus med Fred, og Herren vil være mig en Gud, 22 da skal denne Sten, som jeg har oprejst til en Mindesten, være et Guds Hus, og jeg vil visselig give dig Tiende af alt det, du giver mig.

29 Kapitel - 1.Mos.29
Og Jakob løftede sine Fødder og gik til det Folks Land i Østen. 2 Og han saa og se, der var en Brønd paa Marken, og se, der vare tre Faarehjorde, som laa ved den; thi man skulde vande Hjorden af den samme Brønd, og Stenen over Hullet paa Brønden var stor. 3 Og derhen skulde alle Hjordene sankes, og Stenen væltes fra Hullet paa Brønden, og Faarene vandes, og Stenen igen lægges over Hullet paa sit Sted. 4 Og Jakob sagde til dem: Mine Brødre, hvorfra ere I? og de sagde: Fra Karan ere vi. 5 Og han sagde til dem: Kende I Laban, Nakors Søn og de sagde: Vi kende ham. 6 Og Han sagde til dem: Gaar det ham ve1? og de sagde: Vel! og se, Rakel, hans Datter, kommer med Faarene. 7 Da sagde Han: Se, det er endnu højt paa Dagen, det er ikke Tid, at Kvæget samles; vander Faarene og gaar, vogter dem! 8 Og de sagde: Vi kunne ikke, førend alle Hjordene sankes, og man vælter Stenen fra Hullet paa Brønden, og da vande vi Faarene. 9 Medens han endnu talede med dem, da kom Rakel med Faarene, som vare hendes Faders; thi hun vogtede. 10 Og det skete, der Jakob saa Rakel, sin Morbror Labans datter, og Labans, sin Morbrors, Faar. 11 Og Jakob kyssed Rakel og opløftede sin Røst og græd. 12 Og Jakob sagde Rakel, at han var Hendes Faders Broder, og at han var Rebekkas Søn; saa løb hun og forkyndte sin Fader det.
13 Og det skete, der Laban høre den Tidende om Jakob, sin Søster søn, da løb han mod ham og tog ham i Favn og kyssede ham og ledte ham ind i sit Hus; da fortalte han Laban alle disse ting. 14 Da sagde Laban til ham: Sandelig, du er mit Ben og mit- Kød; og han blev hos ham en Maaneds tid. 15 Og Laban sagde til Jakob: Fordi du er min Broder, skulde du derfor tjene mig for intet? sig sig, hvad din Løn skal være. 16 Og Laban havde Døtre: Den ældstes Navn var Lea, den yngstes Navn Rakel. 17 Og Lea havde svage Øjne; men Rakel var dejlig af Skikkelse og dejlig af anseelse. 18 Og Jakob elskede Rakel og sagde: Jeg vil tjene dig syv Aar for Rakel, din yngste Datter. 19 Og Laban sagde: Det er bedre, at jeg giver hende til dig, end at jeg giver hende til en anden Mand, bliv hos mig! 20 Saa tjente Jakob for Rakel syv Aar, og de syntes ham at væere faa Dage, fordi han havde Kærlighed til hende. 21 Og Jakob sagde til Laban: Giv mig din Hustru; til min tid er fuldkommet, og jeg vil gaa ind til hende. 22 Saa bød Laban alle Mænd paa det Sted tilsammen og gjolrde et Gæstebud. 23 Og det skete om Aftenen, at han tog Lea sin Datter og ledte hende ind til ham. Og han gik ind til hende. 24 Og Laban gav hende Silpa, sin Tjenestepige, til Pige for Lea, sin Datter. 25 Og det skete om Morgenen, se, da var det Lea; og han sagde til Laban: Hvi gjorde du dette imod mig? Har jeg ej tjent hos dig for Rakel og hvi har du bedraget mig? 26 Og Laban sagde: Det ske ikke saaledes paa vort Sted, at man giver den yngste bort før den førstefødte. 27 Hold dennes Uge ud, saa ville vi ogsaa give dig denne for den Tjeneste, som du skal tjene hos mig endnu syv andre Aar. 28 Og Jakob gjorde saa og holdt dennes Uge ud; saa gav han ham Rakel, sin Datter, til hans Hustru. 29 Og Laban gav sin Datter Rakel Bilha, sin Tjenestepige, til Tjenestepige for hende. 30 Saa gik han og ind til Rakel, og elskede Rakel mere end Lea; og han tjente hos ham endnu syv andre Aar.
31 Der Herren saa, at Lea var foragtet, da aabnede han hendes Moderliv; men Rakel var ufrugtbar. 32 Og Lea undfik og fødte en Søn, og hun kaldte hans Navn Ruben; thi hun sagde: Herren har set paa min Elendighed; thi nu skal min Mand elske mig. 33 Og hun undfik igen og fødte en Søn og sagde: Fordi Herren har hørt, at jeg var forsmaaet, da har han givet mig ogsaa denne; saa kaldte hun hans Navn Simeon. 34 Og hun undfik igen og fødte en Søn og sagde: Nu denne Sinde skal min Mand holde sig til mig, thi jeg har født ham tre Sønner; derfor kaldte man hans Navn Levi 35 Og hun undfik igen og fødte en Søn og sagde: Denne Sinde vil jeg prise Herren; derfor kaldte hun hans Navn Juda; saa holdt hun op at føde.

30 Kapitel - 1.Mos.30
Og Rakel saa, at hun ikke fødte Jakob Børn; da bar Rakel Avind mod sin Søster og sagde til Jakob: Fly mig Børn! og hvis ikke, da dør jeg. 2 Og Jakob blev saare vred paa Rakel og sagde: Mon jeg være i Guds Sted, som formener dig Livsens Frugt 3 Da sagde hun: Se, der er min Tjenestepige Bilha, gak ind til hende, at hun maa føde over mine Knæ, at ogsaa jeg maa bygges op ved hende. 4 Saa gav hun ham Bilha, sin Pige, til Hustru, og Jakob gik ind til hende. 6 Og Bilha undfik og fodte Jakob en Søn. 5 Da sagde Rakel: Gud har dømt mig og hørt ogsaa min Røst og givet mig en Søn; derfor kaldte hun hans Navn Dan. 7 Og Bilha, Rakels Pige, undfik igen og fødte Jakob den anden Søn. 8 Da sagde Rakel: Jeg har kæmpet Guds Kampe med min Søster. Jeg har og faaet Overhaand; og hun kaldte hans Navn Naftali.
9 Og Lea saa, at hun havde holdt op at føde, og hun tog Silpa, sin Pige, og gav Jakob hende til Hustru. 10 Og Silpa, Leas Tjenestepige, fødte Jakob en Søn. 11 Da sagde Lea: Til Lykke! og hun kaldte hans Navn Gad. 12 Og Silpa, Leas Tjenestepige, fødte Jakob en anden Søn. 13 Da sagde Lea: Held mig! thi Døtre prise mig lykkelig; og hun kaldte hans Navn Aser.
14 Og Ruben gik i de Dage, man høstede Hvede, og fandt Dudaim paa Marken og bar dem til Lea, sin Moder; da sagde Rakel til Lea: Kæere, giv mig af din Søns Dudaim! 15 Og hun sagde til hende: Er det en ringe Ting, at du har taget min Mand, og du tager ogsaa min Søns Dudailn? Og Rakel sagde: Derfor maa han liggge hos dig i denne Nat, for din Søns Dudaim. 16 Der Jakob kom af marken om Aftenen, da gik Lea ud imod ham og sagde: Til mig skal du komme ind; thi jeg har tinget dig for min Søns Dudaim; saa laa han hos hende den samme Nat. 17 Og Gud hørte Lea, og hun undfik og fødte Jakob den femte Søn. 18 Og Lea sagde: Gud har givet mig min Løn, fordi jeg gav min Mand min Tjenestepige; og hun kaldte hans Navn Isaskar. 19 Og Lea undfik igen og fødte Jakob den sjette Søn. 20 Og Lea sagde: Gud har givet mig, ja mig en god Gave; nu vil min Mand bo hos mig, thi jeg har født ham seks Sønner; og hun kaldte hans Navn Sebulon. 21Og siden fødte hun en Datter og kaldte hendes Navn Dina.
22 Og Gud ihukom Rakel, og Gud hørte hende og aabnede hendes Moderliv. 23 Og hun undfik og fødte en Søn og sagde: Gud har borttaget min Forsmædelse. 24 Saa kaldte hun hans Navn Josef og sagde: Herren give mig endnu en anden Søn! 25 Og det skete, der Rakel havde født Josef, da sagde Jakob til Laban: Lad mig fare, og jeg vil gaa til mit Sted og til mit Land. 26 Giv mig mine Hustruer og mine Børn, for hvilke jeg har tjent dig, og jeg vil vandre bort; thi du kender min Tjeneste, hvorledes jeg har tjent dig. 27 Da sagde Laban til ham: Kære, maatte jeg have fundet Naade for dine Øjne! jeg har en Anelse om, at Herren har velsignet mig for din Skyld. 28 Og han sagde: Nævn din Løn for mig, og den vil jeg give dig. 28 Og han sagde til ham: Du ved selv, hvormed jeg har tjent dig og hvad dit Kvæg er blevet til hos mig. 30 Thi det, som du havde, før jeg kom, var lidet; men nu har de udbredt sig mangfoldigt, og Herren har velsignet dig ved min Fod; og nu, naar skal jeg ogsaa gøre noget for mit eget Hus? 31Og han sagde Hvad skal jeg bive dig? Og Jakob sagde: Du skal ikke give mig noget dersom du vil gøre mig dette, saa vil jeg fremdeles røgte og vogte dine Faar. 32 Jeg vil i Dag gaa igennem al din Hjord og skille derfra hvert spættet og spraglet Stykke hvert sort Stykke iblandt Faarene og hvad der er spraglet og spættet iblandt Gederne; og dette skal være min Løn. 33 Saa skal min Retfærdighed svare for mig den Dag Morgen, naar du kommer at bede min Løn; hvad som ikke er spætet eller spraglet iblandt Gederne og som iblandt Lammene, det skal agtes for stjaalet hos mig. 34 Da sagde Laban: Se, gid det maa være, som I har sagt! 35 Og samme Dag skilte han de brogede og spraglede Bukke og alle spættede og spraglede Geder, alt det, som havde noget hvidt paa sig, og alt sort iblandt Faarene, og han gav det i sine Børns fænder. 36 Og han gjorde tre Dages Rejse imellem sig og Jakob, og Jakob vogtede Labans øvrige Hjorde. 37 Og Jakob tog sig Kæppe af grønt Poppeltræ og Hassel og Kastanie og uskavede hvide Streger paa dem, saa det hvide blev bart, som var paa Kæppene. 38 Og han lagde Kæppene, som han havde udskavet, i tenderne, i Vandtrugene, hvor Faaene skulde komme at drikke, ret igen for Faarene, og disse parredes, naar de kom for at drikke. 39 Og Faarene parredes ved Kæppene, og Faarene fødte brogede, spættede og praglede. 40 Saa lod Jakob Lammenle skille fra og stillede Faarenes Anigter overfor det brogede og alt det sorte iblandt Labans Hjord og gjorde sig Hjorde for sig selv alene, dem lod han ikke komme til Labans Hjord. 41 Og det skete altid, naar de stærkere Faar løb, da lagde Jakob Kæppene for Faarenes Øjne i Renderne, at de skulde Herre sig ved Kæppene. 42 Men naar Faar ene vare svage, lagde han dem ikke; saa bleve de svage Labans og de stærke Jakobs. 43 Deraf blev Manden overmaade rig, saa at han havde mange Faar og Piger og Svende og Kameler og Asener.

31 Kapitel - 1.Mos.31
Og han hørte Labans Sønners Ord, som sagde: Jakob har taget alt, hvad vor Faders var, og af vor Fader har han faaet al denne Rigdom. 2 Og Jakob saa Labans Ansigt, og se, det var ikke imod ham som tilforn. 3 Da sagde Herren til Jakob: Drag tilbage til dine Fædres Land og til din Slægt, og jeg vil være med dig. 4 Da sendte Jakob og lod Rakel og Lea kalde ud paa Marken til sit kvæg. 5 Og han sagde til dem: Jeg ser eders Faders Ansigt, at det ikke er imod mig som tilforn; men min Faders Gud har været med mig. 6 Og I vide selv, at jeg har tjent eders Fader af al min Magt. 7 Og eders Fader har bedraget mig og forandret min Løn ti Gange; men Gud har ikke tilstedet ham at gøre mig ondt. 8 Naar han sagde saaledes: De spættede skulle være din Løn, da fødte alt Kvæget spættede; og naar han sagde saaledes: De brogede skulle være din Løn, da fødte alt Kvæget brogede; 9 og Gud har borttaget eders Faders Kvæg, og givet mig. 10 Og det skete, naar Tiden kom, at Kvæget skulde løbe, løftede jeg mine Øjne op og saa i Drømme, og se, Bukkene, som sprang Kvæget, vare brogede, spættede og haglede; 11 og den Guds Engel sagde til mig i Drørnme: Jakob! og jeg svarede: Se, her er jeg. 12 Og han sagde: Opløft nu dine Øjne, og se, alle Bukkene, som springe Kvæget, ere brogede, spættede og haglede; thi jeg har set alt det, Laban gør dig. 13 Jeg er den Gud fra Bethel, hvor du salvede en Mindesten, hvor du gjorde rnig Løfle; gør dig nu rede, far ud af dette Land og vend tilbage til din Slægts Land. 14 Da svarede Rakel og Lea og sagde ti1 ham: Have vi endnu Del og Arv i vor Faders Hus? 15 Ere vi ikke regnede for ham som fremmede thi han har solgt os, ja end ogsaa aldeles fortæret, hvad han fik for os. 16 Derfor al den Rigdom, som Gud har borttaget fra vor Fader, den hører os og vore Børn til, og nu, gør alt det, som Gud har sagt til dig. 17 Saa gjorde Jakob sig rede og satte sine Børn og sine Hustruer paa Kamelerne 18 og bortførte alt sit Kvæg og al sin Formue, som han havde forhvervet, det Kvæg, han ejede, som han havde forhvervet i Paddan-Aram, for at komme til Isak sin Fader I Kanaans Land. 19 Og Laban var gaaet hen at klippe sine Faar, og Rakel stjal sin Faders Husguder. 20 Jakob stjal Laban den Syrers Hjerte, idet han ikke gav ham til Kende, at han flyede. 21 Og han flyede med alt det, han havde, og gjorde sig rede og satte over Floden og vendte sit Ansigt mod Bjerget Gilead.
22 Og paa den tredje Dag blev det Laban tilkendebivet, at Jakob flyede. 23 Saa tog han sine Brødre med sig og forfulgte ham syv Dages Rejse og naaede ham paa Bjerget Gilead. 24 Men Gud kom til Laban den Syrer i en Drøm om Natten og sagde til ham: Forvar dig, at du ej taler med Jakob enten godt eller ondt. 25 Og Laban naaede Jakob, og Jakob havde slaaet sit Telt op paa Bjerget, og Laban med sine Brødre slog Telt paa Bjerget Gilead. 26 Da sagde Laban til Jakob: Hvad har du gjort, at du har stjaalet mit Hjerte og bortført mine Døtre, som vare de fangne med Sværd 27 Hvi flyede du hemmeligen og har stjaalet dig fra mig og ikke givet mig det til kende, og jeg vilde have bortsendt dig med Glæde og med Sange, med Tromme og med Citer? 28 Og du har ikke ladet mig kysse mine Sønner og mine Døtre nu, du har gjort daarligen. 29 Jeg haar vel Magt i min Haand at gøre ondt ved eder; men eders Faders Gud talede til mig i Gaar Nat, sigende: Forvar dig at tale med Jakob enten godt eller ondt. 30 Og nu, da du endeligen vilde vandre, efterdi du længtes saare efter din Faders Hus, hvi har du stjaalet mine Guder 31 Og Jakob svarede og sagde til Laban: Fordi jeg frygtede; thi jeg tænkte, du maatte rive dine Døtre fra mig; 32 men den, hos hvem du finder dine Guder, skal ikke leve. Vedkend dig for vore Brødre det hos mig, som tilhører dig, og tag dig det; men Jakob vidste ikke, at Rakel havde stjaalet dem. 33 Da gik Laban ind i Jakobs Telt og i Leas Telt og i begge Tjenestekvindernes Telt og fandt dem ikke; saa gik han ud af Leas Telt og kom i Rakels Telt. 34 Men Rakel havde taget Husguderne og lagt dem i en Kamelsaddel og sad paa dem, og Laban ransagede hele Teltet og fandt intet. 35 Da sagde hun til sin Fader: Min Herre, bliv ikke vred, at jeg ikke kan staa op for dig, fordi det gaar mig paa Kvinders Vis; saa ledte han og fandt ikke Husguderne. 36 Da blev Jakob vred og trættede med Laban; og Jakob svarede og sagde til Laban: Hvad er min Overtrædelse, hvad er min Synd, at du forfølger mig saaledes 37 Eftersom du har følt og ransaget alt mit Tøj hvad har du fundet af alt dit Hus's Tøj? læg det her frem for mine Brødre og dine Brødre, at de maa dømme imellem os to! 38 Jeg har været hos dig disse tyve Aar, dine Faar og dine Geder have ikke født i Utide, og vædrene af dit Kvæg har jeg ikke ædet. 39 Hvad som var revet har jeg ikke baaret til dig; jeg betalte det, du krævede det af min Haand, det, som var stjaalet om Dagen, og det, som var stjaalet om Natten. 40 Saa gik det mig: om Dagen fortærede Heden mig og Kulden om Natten, og der kom ikke Søvn i mine Øjne. 41 Det er nu tyve Aar, jeg er i dit Hus, jeg har tjent dig fjorten Aar for dine tvende Døtre og seks Aar for dit Kvæg, og du har forandret min Løn ti Gange. 42 Dersom ikke min Faders Gud, Abrahams Gud og Isaks Rædsel, havde været med mig, sandelig, du havde nu ladet mig fare tomhændet; Gud har set min Elendighed og mine Hænders Møje og straffede dig i Gaar Nat. 43 Og Laban svarede og sagde til Jakob: De Døtre ere mine Døtre, og de Sønner ere mine Sønner, og det Kvæg er mit Kvæg, og alt det, du ser, er mit; hvad skulde jeg gøre imod disse mine Døtre i Dag eller imod deres Sønner, som de have født? 44 Saa kom nu, lad os gøre en Pagt, jeg og du, og det skal være til et vidne imellem mig og imellem dig. 45 Da tog Jakob en Sten og rejste den op til et Mindesmærke. 46 Og Jakob sagde til sine Brødre: Sanker Stene; og de toge Stene og gjorde en Hob, og de aade der paa Hoben. 47 Og Laban kaldte den Jegar Sahaduta, men Jakob kaldte den Gilead. 48 Da sagde Laban: Denne Hob skal være et Vidne i Dag imellem mig og imellem dig; derfor kaldte han dens Navn Gilead, 49 og Mizpa; thi han sagde: Herren skal se til imellem mig og imellem dig; thi vi komme hverandre af Syne. 50 Dersom du vil gøre mine Døtre Fortræd, og dersom du vil tage Hustruer foruden mine Døtre, da er her vel ingen Mand hos os; men se, Gud er Vidne imellem mig og imellem dig. 51 Laban sagde til Jakob: Se denne Hob, og se det Mindesmærke, som jeg har oprejst imellem mig og imellem dig, 52 denne Hob skal være Vidne, og dette Mindesmærke skal være vidne, at jeg skal ikke fare forbi denne Hob til dig, og at du skal ikke fare forbi denne Hob og dette Mindesmærke til mig, til det onde. 53 Abrahams Gud og Nakors Gud, deres Faders Gud, skal dømme imellem os; og Jakob svor ved sin Fader Isaks Rædsel. 54 Og Jakob slagtede et Offer paa Bjerget og bad sine Brødre til Maaltid; og de aade Brød og bleve paa Bjerget om Natten. 55 Men om Morgenen stod Laban aarle op og kyssede sine Sønner og sine Døtre og velsignede dem, og Laban drog hen og vendte tilbage til sit Sted.

32 Kapitel - 1.Mos.32
Og Jakob drog sin Vej, og Guds Engle mødte ham. 2 Og der Jakob saa dem, sagde han:Denne er Guds Hær; og han kaldte det samme Steds Navn Makanaim. 3 Og Jakob sendte Bud for sig til Esau sin Broder, til det Land Sejr, paa Edoms Mark. 4 Og han befalede dem og sagde: Saa skulle I sige til min Herre, til Esau: Saa siger din Tjener Jakob: Jeg har været fremmed hos Løan og dvælet der indtil nu. 6 Og jeg har Øksne og Asener, Kvæg og Svende og Tjenestepiger, og jeg har udsendt Bud, at give min Herre det til Kende for at finde Naade for dine Øjne. 7 Og Budene kom igen til Jakob og sagde: Vi kom til din Broder, til Esau; og han drager ogsaa imod dig, og fire Hundrede Mand med ham. Da frygtede Jakob saare og blev bange; saa delte han Folket, som var hos ham, og Kvæget og Øksnene og Kamelerne i to Hære. 8 Og han sagde: Dersom Esau skulde komme til den ene Hær og slaar den, da kan den Hær, som bliver tilovers, undkomme. 9 Og Jakob sagde: Min Fader Abrahams Gud og min Fader Isaks Gud, Herre, du, som sagde til mig: Drag igen til dit Land og til din Slægt, og jeg vil gøre vel imod dig; 10 jeg er ringere end al den Miskunahed og al den Trofasthed, som du har bevist mod din Tjener; thi med min Stav gik jeg over denne Jordan, og nu er jeg vorden til to Hære. 11 Kære, udfri mig af min Broders Haand, af Esaus Haand; thi jeg frygter for ham, at han skal komme og slaa mig, ja Moderen med Børnene. 12 Og du har sagt: Jeg vil gøre meget vel imod dig og gøre din Sæd som Sand ved Havet, hvilket ikke kan tælles for Mangfoldighed. 13 Saa bIev han der samme Nat og tog af det, han havde under sin Haand, til en Skænk for sin Broder Esau; 14 to Hundrede Geder og tyve Bukke, to Hundrede Faar og tyve Vædre, 15 Kameler, som gave at die, og deres Føl tredive Køer fyrretyve, og Øksen ti, Aseninder tyve, og ti Føl. 16 Og han gav dem under sine Tjeneres Haand, hver Hjord for sig, og sagde til sine Tjenere: Gaar foran mig og gører Rum imellem hver Hjord! 17 Saa befalede han den første og sagde: befalede han den første og sagde: Naar Esau, min Broder, møder dig og spørger dig og siger: Hvem hører du til, og hvor vil du rejse hen? og hvem høre disse til, som du driver for dig? 18 da skal du sige: Din Tjener Jakob; det er en Skænk, sendt til min Herre, til Esau, og se, han kommer ogsaa selv efter os. 19 Og han befalede den anden ligesaa og den tredje og alle dem, som gik efter Hjordene, og sagde: Paa denne Maade skulle I sige til Esau, naar I møde ham. 20 Og I skulle sige: Se, ogsaa din Tjener Jakob er bag os; thi han tænkte: Jeg vil forsone hans Ansigt med den Skænk, som gaar for mig, og siden se hans Ansigt, kanske han antager min Person. 21 Saa gik den Skænk foran ham; men han blev selv samme Nat ved Hæren. 22 Og han stod op i samme Nat og tog sine to Hustruer og sine to Tjeneste kvinder og sine elleve Børn og gik over Vadestedet Jabok. 23 Og han tog dem og lod dem drage over.Bækken og førte over, hvad han havde. 24 Og Jakob blev tilbage for sig selv alene; og der brødes en Mand med ham, indtil det dagedes. 25 Og der han saa, at han ikke kunde overvinde ham, da rørte han ved hans Hofteskaal, og Jakobs Hofteskaal gik af Led, idet han brødes med ham. 26 Og han sagde: Lad mig gaa, thi det dages; og han sagde: Jeg vil ikke lade dig gaa, uden du har velsignet mig. 27 Og han sagde til ham: Hvad er dit Navn og han sagde: Jakob. 28 Og han sagde: Dit Navn skal ikke fremdeles kaldes Jakob, men Israel; thi du har kæmpet med Gud og med Mennesker og faaet Overhaand. 29 Og Jakob spurgte og sagde: Kære, kundgør mig dit Navn; og han sagde: Hvi spørger du dog om mit Navn? og han velsignede ham der. 30 Og Jakob kaldte Stedets Navn Pnuel; thi, sagde han, jeg har set Gud Ansigt til Ansigt, og min Sjæl er frelst. 31Og der han kom forbi Pnuel, gik Solen op for ham, og han haltede paa sin Hofte. 32 Derfor æde Israels Børn ikke den Spændesene, som er paa Hofteskaalen, indtil denne Dag; thi han rørte Jakobs Hofteskaal paa Spændesenen.

33 Kapitel - 1.Mos.33
Og Jakob opløftede sine Øjne og saa, og se, Esau kom, og fire hundrede Mand med ham, og han fordelte Børnene til Lea og til Rakel og til begge Tjenestekvinderne. Og han satte Tjenestekvinderne og deres Brøn først og Lea og hendes Børn derefter og Rakel og Josef bagest. 3 Og han gik selv frem foran dem og bøjede sig til Jorden syv Gange, indtil han kom til sin Broder. Og Esau løb mod ham og tog ham i Favn og faldt om hans Hals og kyssede ham, og de græd. 5 Han opløftede sine Øjne og saa Kvinderne og Børnene og sagde: Hvo ere disse, som ere med dig og han sagde: Det er de Børn, som Gud har skænket din Tjener. 6 Saa gik Tjenestekvinderne frem og deres Børn og nejede. 7 Og Lea gik ogsaa frem og hendes Børn og nejede, og derefter kom Josef og Rakel frem og nejede. 8 Og han sagde: Hvad vil du med al denne Hær, som jeg mødte og han sagde: For at jeg maa finde Naade for min Herres Øjne. 9 Og Esau sagde: Jeg har meget, min Broder! behold du, hvad dit er. 10 Og Jakob sagde: Nej, kære, dersom jeg nu har fundet Naade for dig, da annam min Skænk af min Haand; thi derfor saa jeg dit Ansigt, som naar man kunde se Guds Ansigt, og du var mig naadig. 11 Kære, tag min Velsignelse, som er bragt til dig; thi Gud skænkede mig den, og jeg har alt dette; saa nødte han ham, og han tog det. 12 Og han sagde: Lad os drage frem og vandre, og jeg vil vandre videre med dig. 13 Og han sagde til ham: Min Herre ved, at Børnene ere svage, og her er Kvæg og nybære Køer med mig, og overdrev man dem en Dag, da døde alt Kvæget. 14 Min Herre rejse nu frem for sin Tjenels Aasyn, og jeg vil drive saa sagteligen, efter som Hjorden, der er for mig, kan gaa, og Børnene kunne gaa, indtil jeg kommer til min Herre, til Sejr. 15 Og Esau sagde: Kære, jeg vil lade nogle af det Folk, som er med mig, blive hos dig; og han sagde: Hvortil det lad mig finde Naade for min Herres Øjne. 16 Saa drog Esau samme Dag tilbage ad sin Vej til Sejr. 17 Og Jakob drog til Sukoth og byggede sig et Hus og gjorde Hytter til sit Kvæg; derfor kaldte han Stedets Navn Skoth. 18 Og Jakob kom lykkeligt til den Stad Sikem, som er i det Land Kanaan, der han kom fra Paddan Aram, og han slog Lejr foran Staden. 19 Og han købte det Stykke Ager, paa hvilket han havde slaget Telt op, af Hemors, Sikems Faders, Sønner, for hundrede Penninge. 20 Og han oprejste der et Alter og kaldte det: Gud er Israels Gud.

34 Kapitel - 1.Mos.34
Og Dina, Leas Datter, som hun havde født Jakob, gik ud for at se paa Landets Døtre. 2 Og Sikem, Herren Hemor den Heviters Søn, saa hende, og han tog hende og laa hos hende og krænkede hende. 3 Og hans Hjerte hængte ved Dina, Jakobs Datter, og han havde Pigen kær og talede kærligen med Pigen. 4 Og Sikem talede til sin Fader, Hemor, og sagde: Tag mig denne Pige til Hustru! 5 Og Jakob havde hørt, at han havde skændet Dina, hans Datter, og hans Sønner vare med hans Kvæg paa Marken, og Jakob tav, indtil de kom. 6 Og Hemor, Sikems Fader, gik ud til Jakob at tale med ham. Og Jakobs Sønner kom fra Marken, der de hørte det, og Mændene forbitredes og bleve saare Vrede; thi han havde gjort en Daarlighed mod Israel ved at ligge hos Jakobs Datter, og saaledes burde det ikke ske. 8 Da talede Hemor med dem og sagde: Min Søn Sikems Hjerte har Lyst til eders i Datter; kære, giver ham hende til Hustru, 9 og gører Svogerskab med os; giver os eders Døtre, og tager eder vore Døtre! 10 Og I skulle bo hos os, og Landet skal være for edels Aasyn, bor og handler deri, og tager eder Ejendom i det! 11 Og Sikem sagde til hendes Fader og til hendes Brødre: Lad mig finde Naade for eders Øjne, og jeg vil give, hvad I ville sige til mig. 12 Begærer saare meget af mig til Morgengave og Skænk, og jeg vil give, efter som I sige mig, men giver mig Pigen til Hustru! 13 Da svarede Jakobs Sønner Sikem og hans Fader Hemor svigagtigen og talede med dem, fordi han havde skændet Dina, deres kunne ikke gøre denne Gerning, at give vor Søster til en Mand, som har Forhud; thi det er en Forsmædelse for os. 15 Dog ville vi være eder til Villie i dette, dersom I ville blive som vi, saa I lade alt Mandkøn hos eder omskære. 16 Og vi ville give eder vore Døtre og tage os eders Døtre og bo hos eder, og vi ville være eet Folk. 17 Men dersom I ikke ville høre os i at lade eder omskære, da ville vi tage vor Datter og drage bort.
18 Og deres Tale behagede Hemor og Sikem, Hemors Søn. 19 Og den unge Karl tøvede ikke med at gøre denne Gerning; thi han havde Lyst til Jakobs Datter, og han var æret, fremfor hele sin Faders Hus. 20 Saa kom Hemor og Sikem, hans Søn, til deres Stads Port og talede til deres Bymænd og sagde: 21 disse Mænd ere fredsommelige hos os og ville bo i Landet og handle deri, og se, Landet er vidt nok for dem vi ville tage os deres Døtre til Hustruer og give dem vore Døtre. 22 Dog i saa Maade ville Mændene være os til Villie med at bo hos os og blive eet Folk med os, om vi ville omskære alt Mandkøn iblandt os, lige som de ere omskaarne. 23 Deres Fæ og deres Gods og alt deres Kvæg, blive de ikke vore: ikkun at vi ere dem til Villie, da ville de bo hos os. 24 Og de løde Hemor og hans Søn Sikem, alle de, som gik ud af hans Stads Port, og alt Mandkøn lod sig omskære, alle som gik ud af hans Stads Port. 25 Og det skete paa den tredje Dag, der de havde Smerter, da toge de to Jakobs Sønner, Simeon og Levi, Dinas Brødre, hver sit Sværd og kom ind i den trygge Stad, og de sloge alt Mandkøn ihjel. 26 Og de sloge Hemor og hans Søn, Sikem, ihjel med skarpe Sværd og toge Dina af Sikems Hus og gik bort. 27 Saa kom Jakobs Sønner over de ihjelslagne og plyndrede Staden, fordi de havde skændet deres Søster. 28 Deres Kvæg og deres Øksen og deres Asener, baade hvad der var i Staden, og hvad der var paa Marken, toge de. 29 Og al deres Formue og alle deres Børn og deres Kvinder fangede og røvede de og alt, hvad der var i Huset. 30 Da sagde Jakob til Simeon og Levi: have forstyrret mig, idet I gjorde mig stinkende for dette Lands Indbyggere, for Kananitten og Feresiten og jeg er en liden Hob, og de kunne samle sig imod mig og slaa mig og jeg maatte ødelægges; jeg og mit Hus. 31 Og de sagde: Mon han skulde handle med vor Søster som med en Skøge?

35 Kapitel - 1.Mos.35
Og Gud sagde til Jakob: Gør dig rede, drag op til Bethel og bliv der, og byg der et Alter for den Gud, som aabenbaredes for dig, der du flyede for din Broder Esaus Ansigt. 2 Da sagde Jakob til sit Hus og til alle, som vare med ham: Bortkaster de fremmede Guder, som ere iblandt eder, og renser eder og omskifter eders Klæder! 3 Og lader os gøre os rede og drage op til Bethel, og jeg vil der bygge et Alter for den Gud, som bønhørte mig paa min Nøds Dag og har været med mig paa vejen, som jeg har vandret. 4 Saa gave de Jakob alle de fremmede Guder, som vare i dere Hænder, og Ringene, som vare i deres Øren, og Jakob skjulte dem under Egen, som var ved Sikem. 5 Saa rejste de; og Rædsel fra Gud var over de Stæder, som laa rundt omkring dem, at de ikke forfulgte Jakobs Sønner. 6 Og Jakob kom til Lus, som er i Kanaans Land, det er Bethel, han og alt Folket, som var med ham. 7 Og han byggede der et Alter og kaldte det Sted El-Beth-El, fordi Gud var aabenbaret der for ham, da han flyede for sin Broder. 8 Og Debora, Rebekkas Amme, døde og blev begraven neden for Bethel, I under Egen, og han kaldte dens Navn Graadseg. 9 Og Gud aabenbaredes atter for Jakob, da han kom fra Paddam-Aram, og han velsignede ham. 10 Og Gud sagde til ham: Dit Navn er Jakob; dit Navn skal ikke ydermere kaldes Jakob; men Israel skal være dit Navn; og han kaldte hans Navn Israel. 11 Og Gud sagde til ham: Jeg er den almægtige Gud, vær frugtbar og former dig, Folk og Folkehobe skal der vorde af dig, og Konger skulle udkomme af dine Hænder. 12 Og det Land, som jeg har givet Abraham og Isak, det vil jeg give dig, og jeg vil give din Sæd efter dig Landet. 13 Og Gud for op fra ham, fra de Sted, hvor han talede med ham 14 Saa oprejste Jakob et Mindesmærke paa det Sted, hvor han taled med ham, et Mindesmærke af Sten og Øste Drikoffer derpaa og over Øste det med Olie. 15 Og Jakob kaldte det Steds Navn, hvor Gud taled med ham, Bethel.
16 Og de rejste f'ra Bethel, og der de vare endnu ikkun et Stykke Vej fra Efiat, da fødte Rakel, og hun havde en haard Fødsel. 17 Og de skete, da hun havde en haard Fødsel, at Jordemoderen sagde til hende Frygt ikke; thi ogsaa her har du er Søn. 18 Og det skete, der hendes Sjæl for ud - thi hun døde - da kaldte hun hans Navn Ben-Oni; men hans Fader kaldte ham Ben-Jamin. 19 Saa døde Rakel og blev begraven paa Vejen til Efrat, det er Bethlehem. 20 Og Jakob satte et Mindesmærke over hendes Grav; dette er Rakels Gr avs Mindesmærke indtil denne Dag. 21 Og Israel rejste derfra og opslog sit Telt paa hin Side Migdal Eder. 22 Og det hændte sig, der Israel boede i dette Land, da gik Ruben hen og laa hos Bilha, sin Faders Medhustru, og Israel hørte det. Og Jakob havde tolv Sønner. 23 Leas Sønner vare: Jakobs førstefødte, Ruben, og Sizneon og Levi og Juda og Isaskar og Sebulon. 24 Rakels Sønner vare: Josef og Benjamin. 26 Rakels Pige Bilhas Sønner vare: Dan og Nafthali. 25 Og Leas Pige Silpas Sønner vare: Gad og Aser; disse ere Jakobs sønner, som bleve ham fødte i Paddan-Aram. 27 Og Jakob kom til sin Fader Isak i Mamre, ndi Kirjath-Arba, det er Hebron, hvor Abraham og Isak havde været fremmede. 28 Og Isak blev hundrede Aar og firsindstyve Aar gammel. 29 Og Isak opgav Aanden og døde og blev samlet til sit Folk, gammel og mæt af Dage; og Esau og Jakob, hans Søzuler, begrove ham.

36 Kapitel - 1.Mos.36
Og disse ere Esaus, det er Edoms Slægter. 2 Esau tog sig Hustruer af Kanaans Døtre: Ada, Elons, den Hethiters Datter, og Oholibama, Anas Datter, Sibeons, den Heviters Datter, 3 og Basmat, Ismaels Datter, Nebajoths Søster. 4 Og Ada fødte Esau Elifas, og Basmat fødte Reguel. 5 Og Oholibama fødte Jeus og Jaelam og Kora; disse ere Esaus Sønner, som fødtes ham i Kanaans Land. 6 Og Esau tog sine Hustruer og sine Sønner og sine Døtre og alle Sjæle i sit Hus og sit Fæ og alt sit Kvæg og alt det Gods, som han havde forhvervet i Kanaans Land og drog til et Land, bort fra sin Broder Jakobs Ansigt. 7 Thi deres Gods var saa meget, at de ikke kunde bo tilammen; og det Land, hvor de vae fremmede, kunde ikke bære dem for deres Kvægs Skvld. 8 Saa boede Esau paa det Bjerg Sejr; Esau, det er Edom. 9 Og disse ere Esaus, Edoaiternes Faders, Slægter, paa det Bjerg Sejr.
10 Disse ere Esaus Sønners Navne: Elifas, Adas, Esaus Hustrus, Søn; Reguel, Basmats, Esaus Hutrus, Søn. 11 Og disse vare Elifas' Sønner: Theman, Omar, Sefo og Geatham og Kenas. 12 Og Thimna var Elifas', Esaus Søns, Medhustru, og hun fødte Elifas Amalek; disse ere Adas, Esaus Hustrus, Sønner. 13 Og disse ere Reguels Sønner: Nahath og Serah, Samma og Missa; disse ere Basmats, Esaus Hustrus, Sønner. 14 Og disse vare Sønner af Oholibama, som var Anas Datter, Sibeons Datter, Esaus Hustru; og hun fødte Esau Jeus og Jaelam og Kora. 15 Disse ere Fyrsterne iblandt Esaus Sønner: Elifas', Esaus førstefødtes, Sønner: Fyrsten Theman, Fyrsten Omar, Fyrsten Sefo, Fyrsten Kenas, 16 Fyrsten Kora, Fyrsten Gaetham, Fyrsten Amalek; disse ere Fyrsterne af Elifas i det Land Edom., disse vare Adas Sønner. 17 Og disse ere Reguels, Esaus Søns, Sønner; Fyrsten Nabath, Fyrsten Sera, Fyrsten Samma, Fyrsten Missa; disse ere Fyrsterne af Reguel i Edom: Land; disse ere Basmats, Esaus Hustrus, Sønner: 18 Og disse ere Oholi bamas, Esaus Hustrus, Sønner: Fyrsten Jeus, Fyrsten Jaelam, Fyrsten Kora; disse ere Fyrsterne af Oholihama, Anas Datter, Esaus Hustru. 19 Disse ere Esaus Sønner, og disse deres Fyrster; det er Edom.
20 Disse ere Sejrs den Horiter Sønner, som boede i Landet: Lota og Sobal og Sibeon og Ana 21 og Dison og Ezer og Disan; disse er Horiternes Fyrster, Sejrs Sønner det Land Edom. 22 Og, Lotans Sønner vare: Hori og Heman, og Lotans Søster var Thimna. 23 Og disse vare Sobals Sønner: Alvan og Manahath og Ebal, Sefo og Onan. 24 Og disse ere Sibeons Sønner, baade Aja og Ana; denne Ana var de som fandt varme Kilder i Ørken, der han vogtede sin Fader Sibeons Asener. 25 Og disse vare Anas Børn Dison, og Oholibama var Anas Datter. 26 Og disse vare Disons Sønner: Hemdan og Esban og Jithran og Keran. 27 Disse vare Ezers Sønner: Bilhan og Savan og Akan. 28 Disse are Disans Sønner: Uz og Arax. 29 Disse vare Horiternes Fyrster: Fyrsten Lotan, Fyrsten Sobal, Fyrten Sibeon, Fyrsten Ana, 30 Fyrsten Dison, Fyrsten Ezer, Fyrsten Disan; disse vare Horiternes Fyrster, iblandt deres Fyrster, i Sejrs Land.
31 Og disse ere de Konger, som regerede i Edoms Land, førend der regerede en Konge over Israels Børn: 32 nemlig Bela, Beors Søn, var Konge Edom, og hans Stads Navn var Dinhaba. 33 Og Bela døde, og Jobab, Seras Søn fra Bosra, blev Konge i hans Sted. 34 Og Jobab døde, og Husam af Themanitens Land blev Konge i hans Sted. 35 Og Husam døde, og Hadad, Bedads Søn, blev Konge i hans Sted, han, som slog Midianiterne paa Moabs Mark; og hans Stads Navn var Avith. 36 Og Hadad døde, og Samla af Masreka blev Konge i hans Sted. 37 Og Samla døde, og Saul af Rekoboth ved Floden blev Konge i hans Sted. 38 Og Saul døde, og Baal Hanan, Akbors Søn, blev Konge i hans Sted. 39 Og Baal Hanan, Akbors Søn, døde, og Hadar blev Konge i hans Sted, og hans Stads Navn var Pau, og hans Hustrus Navn var Niehetabeel, en Datter af Matred, som var Mesahabs Datter. 40 Og disse vare Fyrsternes Navne, som kom af Esau, efter deres Slægter, i deres Stæder, ved deres Navne: Fyrsten Thimna, Fyrsten Alva, Fyrsten Jetheth, 41 Fyrsten Oholibama, Fyrsten Ela, Fyrsten Pinon, 42 Fyrsten Kenas, Fyrsten Theman, Fyrsten Mibsar, 43 Fyrsten Magdiel, Fyrsten Iram; disse ere Fyrsterne i Edom, eftersom de boede i deres eget Land. Denne Esau er Fader til Edomiterne.

37 Kapitel - 1.Mos.37
Og Jakob boede i det Land, hvor hans Fader havde været fremmed, i det Land Kanaan. 2 Disse er Jakobs Slægter. Josef var sytten Aar gammel, der han vogtede Kvæg med sine Brødre, og var som Dreng hos Bilhas Sønner og hos Silpas Sønner hans Faders Hustrus Børn; og Josef førte deres onde Rygte for deres Fader. 3 Og Israel elskede Josef frem for alle sine Sønner, fordi han avlede ham i Alderdommen, og han gjorde ham en broget Kjortel. 4 Der hans Brødre saa, at deres Fader elskede ham mere end alle han Brødre, da fik de Had til ham og kunde ikke tale fredeligen til ham. 5 Og Josef drømmte en Drøm og forkyndte sine Brødre den; da fik de end større Had til ham. 6 Og han sagde til dem: Kære, hører denne Drøm, som jeg har drømt. 7 Se, vi bandt Neg midt paa Marken, og se, mit Neg rejste sig op og blev ogsaa staaende, og se, eders Neg stode omkring og bøjde sig for mit Neg. 8 Da sagde hans Brødre til ham: Skulde du virkelig regere over os? eller skulde du virkelig helske os? Saa fik de end mere Had til ham for hans Drømme og for hans Tale. 9 Og han drømte endnu en anden Drøm, og han fortalte sine Brødre den og sagde: Se, jeg drømte endnu en Drøm, og se, Solen og Maanen og elleve Stjerner bøjede sig for mig. 10 Og der han fortalte det til sin Fader og til sine Brødre da straffede hans Fader ham og sagde til ham: Hvad er det for en Drøm, som du drømte? mon jeg og din Moder og dine Brødre virkelig skulde komme og bøje os for dig m til Jorden 11 Og hans Brødre avindedes paa ham; men hans Fader bevarede den Tale.
12 Og hans Brødre gik at vogte deres Faders Kvæg i Sikem. 13 Og Israel sagde til Josef: Vogte ikke dine Brødre i Sikem? gak, og jeg vil sende dig til dem; og han sagde til ham: Se, jeg er rede. 14 Og han sage de til ham: Kære gak, se, om det gaar vel med dine Brødre og vel med Kvæget, og bring mig Svar, igen; saa sendte han ham fra Hebrons Dal, og han kom til Sikem. 15 Da mødte en Mand ham, og se, han vankede hid og did paa Marken, og Manden spurgte ham og sagde: Hvad leder du efter? 16 Og han sagde: Jeg leder efter mine Brødre; kære, giv mig til Kende, hvor de vogte. 17 Og Manden sagde: De droge herfra; thi jeg hørte dem sige: Lader os gaa til Dothan; saa gik Josef efter sine Brødre og fandt dem i Dothan. 19 Der de saa ham langt fra, og før han kom nær til dem, da lagde de Raad op mod ham at slaa ham ihjel. 19 Og de sagde, den ene til den anden: Se, denne Drømmemester kommer. 20 Og nu, kommer og lader os ihjelslaa ham og kaste ham i en af Gravene og sige: Et vildt Dyr har ædt ham, saa ville vi se, hvad der bliver af hans Drømme. 21 Der Ruben hørte dette, friede han ham af deres Hænder og sagde: Lader os ikke slaa ham ihjel! 22 Og Ruben sagde til dem: Udøser ikke Blod, kaster ham i denne Grav, som er i Ørken, og lægger ikke Haand paa ham; thi han vilde fri ham af deres Haand og føre ham tilbage til sin Fader. 23 Og det skete, der Josef kom til sine Brødre, da førte de Josef af hans Kjortel, af hans brogede Kjortel, som han havde paa sig. 24 Og de toge ham og kastede ham i Graven, og Graven var tom, intet Vand var i den. 25 Saa satte de sig til at æde Brød, og de løftede deres Øjne op og saa, og se, en rejsende Hob Israeliter kom fra Gilead, og deres Kameler bare Urter og Balsam og Ladanum, og de gik for at drage ned til Ægypten. 26 Da sagde Juda til sine Brødre: Hvad gavner det, om vi ihjelslaa vor Broder og dølge hans Blod 27 Kommer og lader os sælge ham til Ismaeliterne, at vor Haand ikke skal være paa ham, thi han er vor Broder, vort Kød; saa adløde hans Brødre haln. 28 Og da de midiallitiske Mænd, som vare Købmænd, kom forbi, trak de Josef op og droge ham frem af Graven, og de solgte Josef til Ismaeliterne for tyve Sekel Sølv; og disse førte Josef til Ægypten.
29 Og Ruben korn til Graven igen, og se, Josef var ikke i Graven; og han sønderrev sine Klæder. 30 han kom tilbage til sine Brødre og sagde: Drengen er der ikke! og jeg hvor skal jeg gaa hen! 31Og de toge Josefs Kjortel og slagtede er Gedebuk og dyppede Kjortelen Blodet, 32 og de sendte den brogede Kjortel og lode den bringe til deres Fader og sagde: Denne have vi fundet; kære, kend, om det er din Søns Kjortel eller ej 33 Og han kendte den og sagde: Det er min Søn Kjortel, et vildt Dyr har ædt ham Josef er visselig reven ihjel. 34 Og Jakob sønderrev sine Klæder og lagde Sæk om sine Lænder og sørgede over sin Søn lang Tid. 35 Og alle hans Sønner og alle han Døtre lagde sig efter at trøste ham men han vilde ikke lade sig trøst og sagde: Thi jeg maa fare med Sorg ned i Graven til min Søn; og hans Fader begræd ham. 36 Og Midianiterne solgte ham til Ægypten til Potifar, Faraos Hofsinde og Øverse for Livvagten.

38 Kapitel - 1.Mos.38
Og det hændte sig til den Tid, at Juda drog ned fra sine Brødre og tog ind til en Mand, en Adullamiter, og hans Navn var Hira. 2 Og der saa Juda en kananitisk Mands Datter, og hans Navn var Sua; og han tog hende og gik ind til hende. 3 Og hun undflk og fødte en Søn, og hun kaldte hans Navn Er. 4 Og hun undfik atter og fødte en Søn, og han kaldte hans Navn Onan. 5 Og hun blev endnu ved og fødte en Søn, og hun kaldte hans Navn Sela, og han var i Kesib, der hun fødte ham. Og Juda tog en Hustru for sin førstefødte, Er, og Hendes Navn var Thamar. 7 Men Er, Judas førstefødte, var ond for Herens Øjne, og Herren slog ham ihjel. 8 Da sagde Juda til Onan: Gak ind til din Broders Hustru, og tag hende til Ægte i din Broders Sted, og opvæk din Broder Sæd! 9 Og Onan forstod, at Sæden ikke skulde høre ham til; og det skete, naar han gik ind til sin Broders Hustru, da fordærvede han den paa Jorden, for ikke at give sin Broder Sæd. 10 Og det var ondt for Herrens Øjne, hvad han g;jorde, og han slog ogsaa han ihjel.
11 Da sagde Juda til Thamar, sin Sønnekvinde: Sid som Enke i din Faders Hus, indtil Sela, min Søn, bliver stor; thi han sagde: at ikke ogsaa han skal dø som hans Brødre; saa gik Thamar og blev i sin Faders Hus. 12 Der mange Dage vare forløbne, da døde Suas Datter, Judas Hustru, og efter at Juda var trøstet, gik han op til Thimnat til dem, som klippede hans Hjord, han og Hira, hans Ven, den Adullamiter. 13 Da blev det Thamar tilkendegiv og sagt: Se, din Svigerfader gaar op til Thimnat at klippe sin Hjort! 14 Da lagde hun sine Enkeklæder; sig og skjulte sig med et Slør og bedækkede sig og satte sig ved Indgangen til Enaim, som er paa Veje til Thimnat; thi hun saa, at Sel var bleven stor, og hun blev ikk given ham til Hustru. 15 Der Juda saa hende, tænkte han, at det var en Skøge, fordi hun havde skjult sit Ansigt. 16 Og han bøjede af til hen de paa Vejen og sagde: Velan, kære, lad mig komme til dig; thi han vidste ikke, at det var hans Søn Hustru; og hun sagde: Hvad vil du give mig, at du maa komme til mig. 17 Og han sagde: Jeg vil sende et Gedekid af Hjorden; og hun sagde: Dersom du vil give mig Pant indtil du sender mig det. 18 Og han sagde: Hvad for et Pant er det, jeg skal give dig? og hun sagde: Dit Signet og din Snor og din Kæp som du har i din Haand; saa gav han hende det og gik til hende, og hun undfik af ham. 19 Saa stod hun op og gik og lagde sit Slør af sig og førte sig i sine Enkeklæder. 20 Og Juda sendte det Gedekid ved sin Ven, den Adullamiter, at han skulde tage Pantet af Kvindens Haand, og han fandt hende ikke. 21 Da spurgte han Mændene ad der paa Stedet og sagde: Hvor er Skøgen, hun ved Enaim, paa Vejen og de sagde: Paa dette Sted har ingen Skøge været. 22 Og han kom igen til Juda og sagde: Jeg fandt hende ikke, og tilmed sagde Folkene paa samme Sted: her har ingen Skøge været. 23 Da sagde Juda: Lad hende beholde det, paa det vi ikke skulle beskæmmes; se, jeg har sendt dette Kid, og du fandt hende ikke. 24 Og det skete henved tre Maaneder derefter, da blev det Juda tilkendegivet, saa der sagdes: Thamar, din Søns Hustru, har bedrevet Hor, og se, hun har ogsaa undfanget i Horeri; og Juda: sagde: Fører hende ud, og hun skal brændes. 25 Hun blev ført ud, og hun sendte til sin Svigerfader, siger de: Ved den Mand har jeg undfanget, hvem dette hører til; og hun sagde: Kære, kend, hvem dette Signet og denne Snor og denne Kæp tilhører. 26 Og Juda kendte det og sagde: Hun er retfærdigere end jeg; thi dette er, fordi jeg ikke gav hende til min Søn Sela; og han kendte hende ikke ydermere. 27 Og det skete den Tid, hun skulde føde, se, da vare Tvillinger i hendes Liv. 28 Og det skete, der hun fødte, stak den ene en Haand frem, da tog Jordemoderen den og bandt en rød Traad paa hans Haand, sigende: Denne om først frem. 29 Og det skete, der han tog sin Haand tilbage, se, da kom hans Broder frem, og hun sagde: Hvi bryder du frem for din skyld er der sket et Brud. Og man aldte hans Navn Peres. 30 Og siden om hans Broder frem, som havde den røde Traad om sin Haand, og han kaldte hans Navn Sera.

39 Kapitel - 1.Mos.39
Og Josef var ført ned til Ægypten, og Potifar, Faraos Hofsinde, Øverste for Livvagten, en ægyptisk Mand, købte ham af israeliterne, som havde ført ham did ned. 2 Og Herren var med Josef, at han blev en lykkelig Mand, og han var i sin Herres, den Ægypters Hus. Og hans Herre saa, at Herren var med ham; thi alt det, han gjorde, lod Herren lykkes ved hans Haand. Og Josef fandt Naade for hans Øjne og tjente ham, og han satte ham over sit Hus, og alt det, han havde, gav han i hans Haand. 5 Og det skete, fra den Tid han havde sat ham over sit Hus og over alt, hvad han havde, da velsignede Herren Ægypterens Hus for Josefs Skyld og der var Herrens Velsignelse i alt det, han havde i Huset og paa Marken. 6 Og han overlod alting, som han havde, i Josefs Haand, og saa ikke til med ham i noget uden den Mad, som han selv aad. Og Josef var smuk af Skikkelse og smuk af Udseende.
7 Og det hændte sig derefer, at hans Herres Hustru kastede sine Øjne paa Josef og sagde: Lig hos mig! 8 Men han vægrede sig og sagde til sin Herres Hustru: Se, min Herre ser ikke til med mig i noget af, hvad der er i Huset, og alt, hvad han har, har han givet i min Haand. 9 Han selv er ikke Herre i dette Hus end jeg, og han formener intet for mig uden dig, fordi du er hans Hustru; og hvorledes skal jeg gøre denne store Ondskab og synde imod Gud. 10 Og det skete, som hun talede til Josef Dag efter Dag, adlød han hende dog ikke med at ligge hos hende eller at være med hende 11 Og det hændte sig en Dag, der han kom i Huset at gøre sin Gerning, og der var ingen af Huset Mænd der i Huset, 12 da tog hun ham fat ved hans Klædebon og sagde: Lig hos mig; men han efterlod sit Klædebon i hendes Haand og flyede og gik udenfor. 13 Og det skete, som hun saa, at han ef erlod sit Klædebon i hendes Haand og flyede udenfor, 14 da kaldte hun paa sine Husfolk og sagde til dem, sigende: Ser, han har ført os en hebraisk Mand paa, at drive Spot med os; han kom ind til mig at ligge hos mig, men jeg kaldte med høj Røst. 16 Og det skete, der han hørt at jeg opløftede min Røst og kaldte, da efterlod han sit Klædebon hos mig og flyede og gik udenfor. 16 Og hun lod hans Klædebon ligge hos mig, indtil hans Herre kom hjem. Og hun talte til ham lige de samme Ord og sagde: Den hebraiske tjener, som du har ført os paa kom til mig at drive Spot med mig. 18 Og det skete, der jeg opløftede min Røst og kaldte, da eflerlod han sit Klædebon hos mig og flyede udenfor.
19 Og det skete, der hans Herre hørte sin Hustrus Ord, som hun talede til ham, sigende: Paa den Maade har din tjener gjort imod mig, da blev han meget vred. 20 Da tog Josefs Herre ham og kastede ham i Fængslets Hus, et Sted, hvor Kongens Fanger holdtes bundne, og han var der i Fængslets Hus. 21 Men Herren var med Josef og bøjede Miskundhed til ham og gav ham Naade hos Fængselhusets Forstander, 22 at Fængselhusets Forstander gav alle Fanger, som vare i Fængslets Hus, i Josefs Haand; og alt det, som skulde gøres der, det gjorde denne. 23 Forstanderen for Fængselhuset gav ikke Agt paa nogen Ting, som var i hans Haand, fordi Herren var med ham, og det, som han gjorde, gav Herren Lykke til.

40 Kapitel - 1.Mos.40
Og det hændte sig derefter, at Kongen af Ægyptens Mundskænk og Bager syndede mod deres Herre, Kongen af Ægypten. 2 Og Farao blev vred paa begge sine Betjente, paa den øverste Mundskænk og den Øverste Bager. 3 Og han satte dem i Forvaring i Huset hos Øversten for Livvagten, i Fængslets Hus, paa det Sted, hvor Josef var Fange. 4 Og øversten for Livvagten beskikkede Josef til at være hos dem, og han betjente dem, og de vare en Tid i Forvaring. 5 Og de drømte begge en Drøm, hver sin Drøm i een Nat, hver sin Drøm efter sin Udtydning, Kongen af Ægyptens Mundskænk og Bager, som vare Fanger i Fængslets Hus.
6 Og Josef kom til dem om Morgenen og saa dem, og se, de vare bedrøvede. 7 Og han spurgte Faraos Betjente, som vare med ham i Forvaring i hans Herres Hus, og sagde: Hvi se I saa ilde ud i Dag 8 Og de sagde til ham: Vi drømte en Drøm, og her er ingen, som kan udtyde den. Og Josef sagde til dem: Hører ikke Udtydninger Gud til: fortæller mig det dog! 9 Da fortalte den øverste Mundskænk Josef sin Drøm og sagde til ham: Idet jeg drømte, se, da var et Vintræ for mig. 10 Og paa Vintræet vare tre Kviste, og det grønnedes, og dets Blomster fremkom, og Klaserne derpaa fik modne Bær. 11 Og Faraos Bæger var i min Haand, og jeg tog Druerne og trykkede dem i Faraos Bæger og gav Farao Bægeret i Haanden. 12 Da sagde Josef til ham: Denne er Udtydningen derpaa: de tre Vinkviste ere tre Dage. 13 Om tre Dage skal Farao opløfte dit Hoved og sætte dig i dit Sted igen, at du skal give Fazaos Bæger i hans Haand, efter den forrige Vis, der du var hans Mundskænk. 14 Men tænk du paa mig, naar det gaar dig vel, og gør da den Miskundhed mod mig, at du erindrer mig hos Farao, at han taaer mig ud af dette Hus. 15Thi jeg er hemmelig stjaalen af de Hebræers Land; dertil har jeg ikke heller her gjort noget, at de have sat mig i Hulen. 16 Og der den øverste Bager saa, at han havde udtydet det vel, da sagde han til Josef: Jeg drømte ogsaa, og se, der mit Hoved. 17 Og i den øverste Kurv var af alle Haande Mad, Bagværk til Farao, og Fuglene aade det af Kurven paa mit Hoved. 18 Da svarede Josef og sagde: Denne er Udtydningen derpaa: de tre Kurve ere tre Dage. 19 Om tre Dage skal Farao opløfte dit Hoved fra dig og hænge dig paa et Træ, og Fuglene skulle æde dit Kød af dig.
20 Og det skete paa den tredje Dag, paa Faraos Fødselsdag, da gjorde han alle sine Tjenere et Gæstebud og opløftede den øverste Mundskænks Hoved og den øverste Bagers Hoved iblandt sine Tjenere. 21 Og han satte den øverste Mundskænk til sit Skænkeembede igen, og han rakte Bægeret i Faraos Haand. 22 Men den øverste Bager lod han hænge, saasom Josef havde udtydet dem. 23 Og den øverste Mundskænk tænkte ikke paa Josef, men forglemte ham.

41 Kapitel - 1.Mos. 41
Og det skete, der to Aar vare omme, da drømte Fazao, og se, han stod ved Floden. 2 Og se, af Floden opsteg syv Køer, skønne af Udseende og fede paa Kød, og aade i Engen. 3 Og se, syv andre Køer opstege efter disse af Floden, stygge af Udseende og magre paa Kød, og stode hos de andre Køer paa Bredden af Floden. 4 Og de Køer, som vare stygge af Udseende og magre paa Kød, opaade de syv Køer, som vare skønne af Udseende og fede; saa vaagnede Farao. 5 Og han faldt i Søvn og drømte anden Gang. 6 Og se, syv Aks voksede anden Gang, og se, syv Aks voksede op paa eet Straa, fulde og gode. 7 Og se, syv Aks, tynde og svedne af Østenvinden, skøde op efter dem. 8 Og de magre Aks opslugte de syv fede og fulde Aks; da vaagnede Farao, og se, det var en Drøm.
9 Og det skete om Morgenen, da var hans Aand bekymret og han sendte hen og lod kalde alle Spaamænd i Ægypten og alle de vise derudi, og Farao fortalte dem sin Drøm; men der var ingen, som udtydede Farao den. 9 Da talede den øverste Mundskænk til Farao og sagde: Jeg ihukomzner i Dag min Synd. 10 Farao var vred paa sine Tjenere og lod mig sætte i Fængsel udi Huset hos den øverste for Livvagten, mig og den øverste Bager. 11 Da drømte vi en Drøm i een Nat, jeg og han; vi drømte, hver efter sin Drøms Udtydning. 12 Og der var hos os en hebraisk ung Karl, en Tjener hos den øverste for Livvagten, og ham fortalte vi, og han udtydede os vore Drømme; hver efter sin Drøm udtydede han det. 13 Og det skete, ligesom han udtydede os det, saa skete det; mig satte man i mit Sted igen, og ham hængte man. 14 Da sendte Farao hen og lod kalde Josef, og de lode ham straks ud af Hulen, og han lod sig rage og førte sig i andre Klæder og kom til Farao. 15 Da sagde Farao til Josef: Jeg drømte en Drøm, og ingen er der som kan udtyde den; men jeg har hørt sige om dig, at naar du hører en Drøm, kan du udtyde den. 10 Og Josef svarede Farao og sagde: Det staar ikke til mig; Gud skal svare Farao godt. 17 Da sagde Farao til Josef: Der jeg drømte, se, da stod jeg paa Bredden af Floden. 18 Og se, syv Køer opstege af Floden, fede Paa Kød og skønne af Skikkelse, og de aade i Engen. 19 Og se, efter den opstege syv andre Køer, tynde og saare stygge af Skikkelse og magre paa Kød; jeg har ikke set saa stygge som dem i hele Ægyptens Land. 20 Og de magre og stygge Køer aade de syv første fede Køer. 21 Og der de havde opædt dem, kendtes det dog ikke paa dem, at de havde opædt dem, og de vare stygge at se til ligesom tilforn; og jeg vaagnede. 22 Og jeg saa, der jeg drømte, og se, syv Aks, som voksede op paa eet straa, fulde og gode. 23 Og se, efer dem skøde syv tørre Aks frem, som Vare tynde og svedne af østenvinden. 24 Og de tynde Aks opslugte de yv gode Aks; og jeg har sagt Spaamændene det, men ingen kan udtyde mig det. 25 Og Josef sagde til Farao: Faraos Drøm, den er een: Gud giver Farao til Kende, hvad han vil gøre. 26 De syv gode Køer, de ere syv Aar, og de syv gode Aks, de ere syv Aar, det er een Drøm. 27 Og de syv magre og stygge Køer, de ere syv Aar, og de syv tomme Aks, svedne af østenvinden, skulle væere syv Hungers Aar. 28 Det er det Ord, som jeg har sagt Farao: Gud lader Farao se, hvad han vil gøre. 29 Se, der kommer syv Aar med stor Overflødighed i hele Ægyptens Land. 30 Og syv Hungers Aar skulle komme efter dem, at al den Overflødighed skal glemmes i Ægyptens Land, og Hungeren skal fortære Landet. 31 Og der skal ikke vides af den Overflødighed i Landet for den Hunger, som kommer derefter; thi den bliver meget svar. 32 Men at Farao har drømt igen anden Gang betyder, at det skal visselig ske af Gud, og Gud skal snarlig gøre dette. 33 Saa se nu Farao sig om efter en forstandig og viis Mand, som han kan sætte over Ægyptens Land. 34 Dette gøre Farao, og han beskikke Tilsynsmænd over Landet og tage den femte vel af Ægyptens Land i de syv Overflødigheds Aar. 35 Og de skulle samle alle Haande Spise udi disse tilkommende gode Aar og sanke Korn under Faraos Haand til Spise, i Stæderne, og de skulle forvare det. 36 Og den Spise skal være beskikket for Landet til de syv Hungerens Aar, som skulle komme over Ægyptens Land, at Landet ikke skal Ødelægges af Hunger.
37 Og den Tale var god for Faraos Øjne og for alle hans Tjeneres Øjne. 38 Og Farao sagde til sine Tjenere: Mon vi kunne finde nogen som denne, en Mand, i hvem Guds Aand er. 39 Og Farao sagde til Josef: Efterdi Gud har ladet dig vide alt dette, da er ingen saa forstandig og viis som du. 40 Du skal være over mit Hus, og alt mit Folk skal være dine Ord lydigt; alene ved Tronen vil jeg være Større end du. 41 Og Farao sagde til Josef: Se, jeg har sat dig over alt Æyptens Land. 42 Og Farao tog sin Ring af sin Haand og satte den paa Josefs Haand og lod ham føre i kostelige Linklæder og hængte en Guldkæde om hans Hals 43 og lod ham age paa sin anden Vogn, og de raabte for ham: Abrek; og han satte ham over hele Ægyptens Land. 44 Og Farao sagde til Josef: Jeg er Farao; og uden din Villie skal ingen Mand opløfte sin Haand eller sin Fod i hele ægyptens Land. 45 Og Farao kaldte Josefs Navn Zafnath Panea og gav ham Asnath, en Datter af Præsten Potifera i On, til Hustru; saa drog Josef ud over Ægyptens land. 46 Og Josef var tredive Aar gammel, der han stod for Farao, Kongen i Ægypten; og Josef gik ud fra Farao og rejste igennem hele Ægyptens Land. 47 Og Landet bar i Hobetal i de syv Overflødigheds Aar. 48 Og han samlede al Spise i de syv Aar, som vare i Ægyptens Land, og lagde Spise i Stæderne; hvad der voksede paa Markerne omkring hver Stad til Spise, det lagde han derudi. 49 Saa samlede Josef Korn som Havets Sand, overmaade meget, indtil han lod af at tælle; thi der var ikke Tal derpaa. 50 Og før Hungerens Aar kom, blev der født Josef to Sønner, hvilke Asnath, en Datter af Præsten Potifera i On, fødte ham. 51 Og Josef kaldte den førstefødtes Navn Manasse; "thi Gud har ladet mig glemme al min Møje og alt min Faders Hus". 52 Og den andens Navn kaldte han Efraim; "thi Gud har gjort mig frugtbar i min Elendigheds Land.
53 Og de syv Overflødigheds Aal endte, som vare i Ægyptens Land. 54 Og de syv Hungerens Aar begyndte at komme, som Josef havde sagt, og der var Hunger i alle Landene, men der var Brød i det hele Ægyptens Land. 55 Der hele Ægyptens Land led Hunger, da raabte Folket til Farao om Brød; men Farao sagde til alle Ægyptere: Gaar til Josef, hvad han siger eder, skulle I gøre. 56 Der Hungeren var i hele Landet, da oplod Josef alle Steder, hvor noget var, og solgte Ægypterne Korn; thi Hungeren tog Overhaand i Ægyptens Land. 57 Og fra alle Lande kom man til Ægypten for at købe hos Josef; thi Hungeren var meget svar i alle Lande.

42. Kapitel. - 1.Mos. 42.
Der Jakob saa, at Korn var til fals i Ægypten, da sagde Jakob til sine Sønner: Hvi se I paa hverandre? 2 Og han sagde: Se, jeg hører at der er Korn til fals i Ægypten, farer did ned og køber til os derfra, at vi maa leve og ikke dø. 3 Saa droge Josefs ti Brødre ned at købe Korn i Ægypten. 4 Men Jakob lod ikke Benjamin, Josefs Broder, fare med sine Brødre; thi han sagde: Der kunde vederfares ham nogen Ulykke. 5 Saa kom Israels Sønner at købe iblandt dem, som kom; thi der var Hunger i Landet Kanaan. 6 Og Josef var Regent over Landet han var den, som solgte til alt Folket i Landet; og Josefs Brødre kom, og de faldt ned for ham paa deres Ansigt til Jorden. 7 Og Josef saa sine Brødre og kendte dem og holdt sig fremmed mod dem og talede haarde Ting med dem og sagde til dem: Hvorfra komme I? og de sagde: Fra det Land Kanaan for at købe Spise. 8 Og Josef kendte sine Brødre; men de kendte ikke ham.
9 Og Josef kom de Drømme i Hu som han havde drømt om dem, og sagde til dem: I ere Spejdere, I ere komne at bese, hvor Landet er blot. 10 Og de sagde til ham: Nej, min Herre! men dine Tjenere ere komne for at købe Spise. 11 Vi ere alle een Mands Sønner, vi ere redelige, dine Tjenere ere ikke Spejdere. 12 Og han sagde til dem: Nej, men I ere komne for at bese, hvor Landet er blot. 13 De svarede: Vi, dine Tjenere vare tolv Brødre, een Mands Søn ner i Kanaans Land; og se, den yngste er endnu hos vor Fader, men den ene er ikke til. 14 Og Josef sagde til dem: Det er det, som jeg har talet til eder, der jeg sagde: I ere Spejdere. 15 Derpaa skulle I prøves: saa sandt Farao lever, skulle I ikke komme herfra, uden eders yngste Broder kommer hid. 16 Sender een af eder bort, at han skal hente eders Broder; men I skulle være fangne, og eders Ord skulle prøves, om I fare med Sandhed; thi hvis ikke, da ere I, saa sandt Farao lever, Spejdere. 17 Og han satte dem til sammen i Forvaring i tre Dage. 18 Men den tredje Dag sagde Josef til dem: Gører dette, saa skulle I leve; jeg frygter Gud. 19 Dersom I ere redelige, da lader een af eders Brødre blive som Fange i eders Forvaringshus; men farer I andre hen og fører det hjem, som I have købt mod Hungeren, for eders Huse, 20 og henter eders yngste Broder til mig, saa skulle eders Ord tros, og I skulle ikke dø; og de gjorde saaledes. 21 Men de sagde den ene til den anden: Vi have sandelig forskyldt dette for vor Broder, da vi saa hans Sjæls Angest, idet han bad os, og vi vilde ikke høre, derfor kommer denne Angest over os. 22 Ruben svarede dem og sagde: Talede jeg det ikke til eder, der jeg sagde: synder ikke mod Drengen, og I hørte ikke og se, nu kræves ogsaa hans Blod. 23 Men de vidste ikke, at Josef forstod det; thi der var en Tolk imellem dem. 24 Og han vendte sig fra dem og græd, og han vendte sig til dem igen og talede med dem og tog Simeon fra dem og lod ham binde for deres Øjne. 25 Og Josef befalede, at man skulde fylde deres Poser med Korn og give dem deres Penge igen, hver i sin Sæk, og give dem Tæring paa Vejen og han gjorde saa mod dem. 26 Og de lagde deres Korn paa deres Asener og fore derfra. 27 Men der den ene lod sin Sæk op for at give sit Asen Foder i Herberget, da saa han sine Penge, og se, de laa oven i hans Pose. 28 Og han sagde til sine Brødre: Mine Penge ere komne igen, og se, de ere her i min Pose; da faldt deres Mod, og de forskrækkedes den ene med den anden og sagde: Hvorfor har Gud gjort os dette?
29 Og de kom til Jakob, deres Fader, til Kanaans Land; og de gave ham til Kende alt det, som var den vederfaret, og sagde: 30 Den Mand som er Herre i Landet, talte os haardelig til og holdt os for Landets Spejdere. 31 Og vi svarede ham vi ere redelige, vi ere ikke Spejdere 32 Og vi vare tolv Brødre, vor Fader: Sønnen, den ene er ikke til, og den yngste er endnu hos vor Fader Kanaans Land. 33 Da sagde Manden Landets Herre, til os: derpaa vil jeg kende, om I ere redelige: lader den ene af eders Brødre blive hos mig, og tager, hvad I behøve mod Hunger en for edees Huse, og farer hen 34 og henter eders yngste Broder til mig, saa kan jeg kende, at I ikke ere Spejdere, men at I ere redelige; saa vil jeg give eder eders Broder igen, og I maa handle i Landet. 35 Og det skete, der de tømte deres Sække, se, da var hvers Pengeknude i hans Sæk; og de saa deres Pengeknuder, de og deres Fader og frygtede. 36 Da sagde Jakob, deres Fader, til dem: I berøve mig mine Børn; Josef er ikke til, og Simeon er ikke til, og Benjamin ville I tage hen; over mig kommer det altsammen. 37 Og Ruben talede til sin Fader og sagde: Du maa slaa begge mine Sønner ihjel, om jeg ikke forer ham til dig igen; giv ham i min Haand, og jeg vil føre ham til dig igen. 38 Og han sagde: Min Søn skal ikke fare ned med eder; thi hans Broder er død, og han alene er bleven tilbage, og møder ham nogen Ulykke paa Vejen, som I drage hen paa, da skulle I føre mine graa Haar med Sorg til Graven. 39 Og Hungeren var svar i Landet.

43 Kapitel - 1.Mos. 43
Og det skete, der de havde for tæret Kornet, som de havde hentet fra Ægypten, da sagde deres Fader til dem: Farer hen igen og køber os lidt Spise! 2 Da talede Juda til ham, sigende: Manden vidnede alvorlig for os og sagde: I skulle ikke se mit Ansigt, uden eders Broder er med eder. 3 Dersom du sender vor Broder med os, ville vi fare ned og købe dig Spise. 4 Men dersom du ikke vil sende ham, fare vi ikke ned; thi Manden sagde til os: I skulle ikke se mit Ansigt, uden eders Broder er med eder. 5 Og Israel sagde: Hvad have I gjort ilde mod mig ved at kundgøre Manden, at I havde endnu en Broder. 6 Og de sagde: Manden spurgte nøje om os og om vor Slægt og sagde: lever eders Fader endnu have I nogen Broder: da kundgjorde vi ham, eftersom han adspurgte; hvorlunde kunde vi saa lige vide, at han skulde sige: fører eders Broder ned. 7 Da sagde Juda til Israel, sin Fader: Lad den unge Mand fare med mig, at vi kunne gøre os rede og drage hen og leve og ikke dø, baade vi og du og vore smaa Børn. 8 Jeg vil være ansvarlig for ham, du maa kæve ham af min Haand; dersom jeg ikke fører ham igen til dig og sætter ham for dit Ansigt, da vil jeg bære Skyld for dig alle Dage. 9 Thi dersom vi ikke havde tøvet da havde vi nu to Gange været her igen. 10 Og Israel, deres Fader, sagde til dem: Om det saa skal være, da gører dette: tager af Landets bedste Frugt i eders Sække og fører ned ned til Manden som Skænk: lidt Balsam og lidt Honning, Urter og Ladanum, Pistacienødder og Mander. 11 Tager og andre Penge med der; og tager de Penge, som vare komne oven i eders Poser, igen med eder; maaske det er en Vildfarelse; 12 og tager eders Broder og gører eder rede, farer igen til Manden! 13 Og den almægtige Gud give eder Barmhjertighed for den Mand, at han lader eders anden Broder og Benjamin følge tilbage med eder; og jeg, skal jeg da være berøvet mine Børn, saa faar jeg være berøvet mine Børn. 14 Saa toge Mændene denne Skænk og toge dobbelte Penge i deres Haand og Benjamin og gjorde sig rede og droge ned til Ægypten og stode for Josefs Ansigt.
15 Da saa Josef Benjamin med dem og sagde til den, som forestod hans Hus: Før de Mænd til Huset og slagt Slagtekvæg og lav det til; thi disse Mænd skulle faa Mad med mig til Middag. 16 Og Manden gjorde, som Josef sagde; og Manden førte Mændene i Josefs Hus. 17 Men Mændene frygtede, fordi de bleve førte i Josefs Hus, og sagde: Vi føres her ind for de Penges Skyld, I som forrige Gang vare komne tilbage i vore Poser, for at han kan vælte sig ind paa os og overfalde os og tage os til Trælle med vore Asener. 18 Derfor gik de til Manden, som forestod Josefs Hus, og talede med ham ved Husets Dør. 19 Og de sagde: Hør mig, min Herre! vi vare jo tilforn dragne ned for at købe Spise. 20 Og det skete, der vi kom i Herberget og oplode vore Poser, se, da havde hver sine Penge oven i sin Pose, vore Penge efter deres Vægt, derfor have vi ført dem med os igen. 21 Og vi have taget andre Penge ned med os til at købe Spise for; vi vide ikke, hvo der lagde vore Penge i vore Poser. 22 Og Han sagde: Fred være med eder, frygter ikke! eders Gud og eders Faders Gud har givet eder en Skat i eders Poser, eders Penge kom til mig; og han lod Simeon ud til dem. 23 Og Manden førte Mændene i Josefs Hus og gav dem Vand, og de toede deres Fødder; og han gav deres Asener Foder. 24 Men de gjorde Gaven rede, indtil Josef kom om Middagen; thi de havde hørt, at de skulde faa Mad der. 25 Og Josef kom ind i Huset, og de bare ham den Skænk, som de havde i deres Haand, ind i Huset, og de faldt ned for ham paa Jorden. 26 Men han hilsede dem og sagde: Gaar det eders Fader; den gamle, vel, som I talede om? lever han endnu 27 De sagde: Det gaar din Tjener, vor Fader, vel, han lever endnu; og de bøjede sig og faldt ned for ham. 28 Da opløftede han sine Øjne og saa Benjamin sin Broder, sin Moders Søn, og saagde: Er denne eders yngste Broder, som I talte til mig om og han sagde: Gud være dig naadig, min Søn! 29 Og Josef skyndte sig; thi hans Hjerte brændte imod hans Broder, og han søgte et Sted, hvor han kunde græde, og han gik ind i Kammeret og græd der. 30 Og der han havde toet sit Ansigt, da gik han ud, og han holdt sig og sagde: Sætter Maden frem! 31 Saa satte de for ham særskilt og for dem særskilt og for Ægypterne, som aade med ham, særskilt, fordi Ægypterne ikke kunde æde Brød med Hebræerne; thi det er Ægypterne en Vederstyggelighed. 32 Og de sade lige for ham, den førstefødte efter sin Førstefødsel og den yngste efter sin Ungdom; og Mændene forundrede sig imellem sig indbyredes. 33 Og han lod bære Retter af det, som var for ham, til dem, og lod Benjamins Ret være mere end alle de andres Retter, fem Gange; og de drak og bleve drukne med ham.

44 Kapitel - 1.Mos. 44
Og han befalede den, som forestod hans Hus, og sagde: Fyld Mændenes Poser med Spise, efter som de kunne føre, og læg hvers Penge Øverst i hans Pose! 2 Og min Skaal, den Sølvskaal, skal du lægge øverst i den yngstes Pose og Pengene for hans Korn; og han gjorde efter Josefs Ord, som han havde sagt. 3 Om Morgenen, der det blev lyst, bleve Mændene sendte bort, de og deres Asener. 4 Der de vare dragne ud af Staden og ikke vare komne langt, sagde Josef til den, som forestod hans Hus: Staa op, f'orfølg Mændene, og naar du naar dem, da skal du sige til dem: hvor for have I betalt ondt for godt? 5 Er det ikke den, som min Herre drikker af? og hvorved han spaar? I have gjort ilde i, hvad I have gjort. 6 Og han naaede dem og talede disse Ord til dem. 7 Og de sagde til ham: Hvi taler min Herre saadanne Ord det, være langt fra dine Tjenere at gøre saadan Gerning. 8 Se, de Penge, som vi fandt oven i vore Poser, have vi bragt til dig igen fra Kanaans Land; hvorledes skulde vi da stjæle af din Herres Hus Sølv eller Guld? 9 Hos hvem af dine Tjenere den findes, han skal dø; dertil ville vi ogsaa være min Herres Trælle. 10 Og han sagde: Ja nu, det skal saa være efter eders Ord: hos hvem den findes, han skal være min Træl, og I skulle være frie. 11 Saa hastede de og hver lagde sin Pose ned paa Jorden, og hver oplod sin Pose. 12 Og han ransagede; han begyndte med den ældste og endte med den yngste, og Skaalen fandtes udi Benjamins Pose. 13 Da sønderreve de deres Klæder, og hver lagde paa sit Asen, og de fore til Staden igen.
14 Og Juda og hans Brødre kom til Josefs Hus, og han selv var endnu der, og de faldt til Jorden for hans Ansigt. 15 Da sagde Josef til dem: Hvad er dette for en Gerning, som I have gjort vide I ikke, at en Mand, som jeg er, kunde spaa det? 16 Og Juda sagde: Hvad skulle vi sige til min Herre hvad skullc vi tale, og hvormed ville vi retfærdiggøre os? Gud har fundet dine Tjeneres Misgerning; se, vi ere min Herres Trælle, baade vi, saa og den, som Skaalen er funden hos. 17 Og han sagde: Det være langt fra mig at gøre dette; den Mand, som Skaalen er funden hos, skal være min Træl; men drager I op med Fred til eders Fader! 18 Da gik Juda frem til ham og sagde: Hør mig, min Herre! kære, lad din Tjener tale et Ord for min Herres Øren, og lad din Vrede ikke forhaste sig paa din Tjener; thi du er ligesom Farao. 19 Min Herre spurgte sine Tjenere ad og sagde: Have I Fader eller Broder? 10 Da sagde vi til min Herre: Vi have en gammel Fader, og han har en ung Søn, han avlede i sin Alderdom; og hans Broder er død, og han er alene bleven igen efter sin Moder, og hans Fader har ham kær. 21 Da sagde du til dine Tjenere: Fører ham ned til mig, at jeg kan se ham. 22 Da sagde vi til min Herre: Den unge Mand kan ikke forlade sin Fader, dersom han forlader sin Fader, da dør denne. 23 Da sagde du til dine Tjenere: Dersom, ikke eders yngste Broder kommer ned med eder, skulle I ikke se mit Ansigt mere. 24 Og det skete, at vi fore op til din Tjener, min Fader, og vi gave ham min Herres Tale til Kende. 25 Da sagde vor Fader: Drager hen igen, køber os lidt Spise! 26 Da sagde vi: Vi kunne ikke fare ned; dersom vor yngste Broder er med os, da ville vi rejse ned; thi vi kunne ikke se den Mands Ansigt, dersom vor yngste Broder ikke er med os. 27 Da sagde din Tjener, min Fader, til os: I vide, at min Hustru har født mig to. 28 Og den ene gik bort fra mig, og jeg sagde: Han er vist reven ihjel, og jeg har ikke set ham hidindtil. 29 Dersom I toge ogsaa denne fra mit Ansigt, han kom til Ulykke, da førte I ham graa Haar med Kummer ned Graven. 30 Og nu, dersom jeg kommer til din Tjener, min Fader, og en unge Mand ikke er med os, efterdi hans Sjæl er bunden til den unge Mands Sjæl, 31 da sker det, naar han ser, at den unge Mand ikke er der, at han dør, og dine enere ville bringe din Tjeners, vor Faders, graa Haar med Sorg til Graven. 32 Thi din Tjener blev anvarlig for den unge Mand hos min Fader og sagde: Dersom jeg ikke ringer dig ham igen, da vil jeg være Skyld for min Fader alle Dage. 33 Og nu, kære, lad din Tjener live min Herres Træl i Stedet for en unge Mand, men den unge Mand drage op med sine Brødre. 34 Thi hvorledes skulde jeg fare op til min Fader, uden at den unge Mand er med mig? jeg maatte da se paa det onde, som skulde ramme min Fader.

45 Kapitel - 1.Mos.45
Og Josef kunde ikke holde sig for alle dem, som stode hos ham, han raabte: Lader hver Mand gaa ud, fra mig; og ikke een Mand stod hos ham, der Josef lod sig kende for sine Brødre. 2 Og han opløftede sin Røst med Graad, og Ægypterne hørte det, og Faraos Hus hørte det. 3 Og Josef sagde til sine Brødre: Jeg er Josef; lever min Fader endnu? Og hans Brødre kunde ikke svare ham; thi de forfærdedes for hans Ansigt. 4 Da sagde Josef til sine Brødre: kommer dog hid til mig og de gik frem; og han sagde: Jeg er Josef, eders Broder, som I solgte til Ægypten. 5 Men værer nu ikke bekymrede, og lader det ikke være mishageligt for eders Øjne, at I solgte mig hid; thi for at I skulde blive holdte ved Live, har Gud sendt mig hid foran eder. 6 Thi nu har der været to Aar Hunger i Landet, og endnu er der fem Aar, i hvilke der ikke skal være Pløjning eller Høst. 7 Men Gud har sendt mig foran eder, at lade eder blive tilovers i Landet og at lade eder leve, til en stor Befrielse. 8 Og nu, ikke I have sendt mig hid, men Gud; og han har sat mig til en Fader for Farao og til en Herre over alt hans Hus og til en Hersker i alt Ægyptens Land.
9 Skynder eder og drager op til min Fader, og I skulle sige til ham: Saa siger din Søn Josef: Gud har sat mig til en Herre over al Ægypten; kom ned til mig, tøv ikke! 10 Og du skal bo i Gosen Land og v ære nær hos mig, du og dine Børn og dine Børnebørn og dit Kvæg og dine Øksen og alt det, du har. 11 Og jeg vil opholde dig der; thi endnu er der fem Aar Hunger; paa det du ikke skal forarmes, du og dit Hus og alt det, som tilhører dig. 12 Og se, eders Øjne og min Broder Benjamins Øjne se, at jeg taler mundtligen til eder.13 Og I skulle forkynde min Fader al min Herlighed i Ægypten, og alt det, som I have set; og skynder eder og lader min Fader komme hid ned. 14 Saa faldt han om Benjamins, sin Broders, Hals og græd, og Benjamin græd om hans Hals. 15 Og han kyssede alle sine Brødre og græd over dem, og derefter talede hans Brødre med ham. 16 Og det rygtedes i Faraos Hus, og der sagdes: Josefs Brødre ere komne; det var godt baade i Faraos Øjne og i hans Tjeneres Øjne.17 Og Farao sagde til Josef: Sig til dine Brødre: gører dette, belæsser eders Dyr og gaar, at I maa, komme til Kanaans Land. 18 Og tager eders Fader og eders Husfolk og kommer til mig, og jeg vil give eder det bedste i Ægyptens Land, at I skulle æde af Landets Fedme. 19 Og det er dig befalet: gører dette; tager eder Vogne af Ægyptens Land til eders Børn og til eders Hustruer, og fører eders Fader der paa og kommer. 20 Og lader eders Øjne ikke se hen til eders Boskab; thi det bedste, som er i alt Ægyptens Land, er eders. 21 Og Israels Sønner gjorde saa, og Josef gav dem Vogne efter Faraos Ord og gav dem Tærring paa Vejen. 22 Han gav alle, hver især, Klædninger til at skifte med; men Benjamin gav han tre Hundrede Sekel Sølv og fem Klædninger til at skifte med. 23 Og Han sendte sin Fader ligervis ti Asener, som bare af Ægyptens bedste Gods, og ti Aseninder, som bare Korn og Brød og Føde, til hans Fader paa Vejen. 24 Og han lod sine Brødre fare, og de gik; og han sagde til dem: Kives ikke paa Vejen!
2b Saa droge de op af Ægypten, og de kom til det Land Kanaan, til Jakob, deres Fader. 26 Og de forkyndte ham, sigende: Josef lever endnu, og han er en Hersker over alt Ægyptens Land; men hans Hjerte blev koldt, thi han troede dem ikke. 27 Da sagde de ham alle Josefs Ord, som han havde sagt til dem, og han saa Vognene, som Josef havde sendt til at føre ham paa; og Jakobs, deres Faders, Aand blev levende. 28 Og Israel sagde: Det er meget, Josef min Søn lever endnu; jeg vil fare hen og se ham, før jeg dør.

46 Kapitel - 1.Mos.46
Og Israel rejste med alt det, han havde, og kom til Beersaba og ofrede sin Fader Isaks Gud Slagtoffer. 2 Og Gud talede til Israel i Syner om Natten og sagde: Jakob! Jakob! og han sagde: Se, her er jeg. 3 Og han sagde: Jeg er Gud, din Faders Gud, frygt ikke for at drage ned til Ægypten, thi der vil jeg gøre dig til et stort Folk. 4 Jeg vil fare ned med dig til Ægypten, og jeg vil ogsaa visselig føre dig op igen; og Josef skal lægge sin Haand paa dine Øjne. 5 Saa brød Jakob op fra Beersaba; og Israels Sønner førte Jakob, deres Fader, og deres smaa Børn og deres Hustruer paa Vognene, som Farao havde sendt til at føre ham paa. 6 Og de tog deres Kvæg og deres Gods, som de havde forhvervet i Kanaans Land, og kom til Ægypten, Jakob og al hans Sæd med ham; 7 hans Sønner og hans Sønners Sønner med ham, hans Døtre og hans Sønners Døtre og al hans Sæd; han førte dem med sig til Ægypten.
8 Og disse ere Israels Børns Navne, som kom til Ægypten, Jakob og hans Sønner: Ruben, Jakobs førstefødte; 9 og Rubens Sønner: Hanok og Pallu og Hezron og Karmi; 10 og Simeons Sønner: Jemuel og Jamin og Ohad og Jakin og Zohar og Saul, den kananæiskes Søn; 11 og Levi Sønner: Gerson, Kahath og Merari; 12 Og Judas Sønner: Er og Onan og Sela og Perez og Sera; men Er og Onan vare døde i Kanaans Land; og Perez' Sønner vare Hezron og Hamul; 13 og Isaskars Sønner: Thola og Pua og Job og Simron; 14 og Sebulons Sønner: Sered og Floll og thleel. 15 Disse ere Leas Børn, som pan fødte Jakob i Paddan-Aram, og hans Datter var Dina; alle hans Sønner og hans Døtre vare tre og tredive Sjæle. 16 Og Gads Sønner: Zifjon og Haggi, Sini og Ezbon, Eri og Arodi og Areli; 17 og Asers Sønner: Jimna og Jisva og Jisui og Bria, og Sera, deres Søster; og Brias Søn er: Heber og Malkiel. 18 Disse ere Silpas Børn, hvilken Laban gav Lea sin Datter; og hun fødte Jakob disse seksten Sjæle. 19 Rakels, Jakobs Hustrus, Sønner: Josef og Benjamin. Og der blev født Josef Sønner i Ægyptens Land, hvilke Asnath, en Datter af Potifera, Præsten i On, fødte ham: Manasse og Efraim. 21 Og Benjamins Sønner: Bela og Beker og Asbel, Gera og Naaman, Ehi og Ros, Muppim og Huppim og Ard. 22 Disse ere Rakels Børn, som fødtes Jakob, ialt fjorten Sjæle. 23 Og Dans Sønner: Husim; 24 og Nafthali sønner: Jahzeel og Guni og Jezer og Sillem. 25 Disse ere Bilhas Søn sønner, hvilken Laban gav Rakel sin Datter, og hun fødte Jakob disse ialt syv Sjæle. 26 Alle de Sjæle, som kom med Jakob til Ægypten, som vare udkomne af hans Lænd, foruden Jakobs Sønners Hustruer, er alt seks og tresindstyve Sjæle. 27 Og Josefs Sønner, som fødtes ham i Ægypten, vare to Sjæle; alle Sjæle af Jakobs Hus, som kom til Ægypten, vare halvfjerdsindstyve.
28 Og han sendte Juda foran sig til Josef, for at denne skulde vise ham til Gosen, og de kom til Gosen Land. 29 Da lod Josef spænde for sin vogn og drog op til Gosen at møde Israel sin Fader, og han saas af ham og faldt om hans Hals og græd længe om hans Hals. 30 Da sagde Israel til Josef: Jeg vil gerne dø, efter at jeg har set dit Ansigt, at du endnu er levende. 31 Og Josef sagde til sine Brødre og til sin Faders Hus: Jeg vil drage op give Farao til kende og sige til ham: Mine Brødre og min Faders Hus, som var i Kanaans Land, ere komne til mig. 32 Og Mændene ere Faarehyrder; thi de ere Mænd, som drive Kvægavl, og deres Faar og deres Øksne og alt det de eje, har de ført hid. 33 Og det skal ske Naar Farao kalder ad eder, og han siger: Hvad er eders Haandtering? 34 da skulle I sige: Dine Tjenere ere Mænd, som drive Kvægavl fra vor Ungdom og indtil nu, baade vi og vore Fædre, paa det I maa bo i det land Gosen; thi alle Faarehyrder ere Ægypterne en Vederstyggelighed.

47 Kapitel - 1.Mos.47
Og Josef kom og forkyndte Farao det og sagde: Min Fader og mine Brødre og deres Faar og deres Øksne og alt det, de have, ere komne fra Kanaans Land; og se, de ere i Gosen Land. 2 Og af samtlitge sine Brødre tog han fem Mænd og stillede dem for Farao. 3 Da sagde Farao til hans Brødre: Hvad er eders Haandtering og de sagde til Farao: Dine Tjenere ere Faarehyrder, baade vi og vore Fædre. 4 Og de sagde til Farao: Vi ere komne at være fremmede i Landet; thi der er ingen Føde til det Kvæg, som dine Tjenere have; thi Hungeren er svar i Kanaans Land; og nu, kære, lad dine Tjenere bo i Gosen Land. 5 Og Farao talede til Josef og sagde: Din Fader og dine Brødre ere komne til dig. 6 Ægyptens Land ligger for dig, lad din Fader og dine Brødre bo paa det bedste Sted i Landet, lad dem bo i Gosen Land, og dersom du ved, at der er duelige Mænd iblandt dem, da sæt dem til Opsynsmænd over Kvæget, over det, som jeg har. 7 Og Josef førte Jakob sin Fader ind og stillede ham for Faraos Ansigt, og Jakob velsignede Farao. 8 Og Farao sagde til Jakob: Hvor gammel er du 8 Og Jakob sagde til Farao: Min Udlændigheds Aars Dage ere hundrede og tredive Aar; faa og onde have mit Livs Aars Dage været og have ikke naaet til mine Fædres Livs Aars Dage i deres Udlændigheds Dage. 10 Og Jakob velsignede Farao og gik ud fra Farao. 11 Men Josef lod sin Fader og sine Brødre bo og gav dem Ejendom i Ægyptens Land, paa det bedste Sted i Landet, i det Land Raamses, som Farao havde befalet. 12 Og Josef underholdt sin Fader og sine Brødre og alt sin Faders Hus med Brød til de smaa Børns Mund. 13 Og der var ikke Brød i alt Landet; thi Hungeren var saare svar, saa at Ægyptens Land og Kanaans Land forsmægtede for Hungerens Skyld. 14 Og Josef samlede alle Pengene, som fandtes i Ægyptens Land og i Kanaans Land, for det Korn, som de købte, og Josef lod Pengene komme i Faraos Hus. 15 Og da det var forbi med Pengene i Ægyptens Land og i Kanaans Land, da kom alle Ægypterne til Josef og sagde: Fly os Brød, og hvi skulle vi dø for dig? thi Pengene ere borte. 16 Og Josef sagde Flyr hid eders Kvæg, saa vil jeg give eder Brød for eders Kvæg, dersom Pengene ere borte. 17 Saa førte de, deres Kvæg til Josef, og Josef gav dem Brød for Hestene og for Kvæget, som de ejede, og for Øksnene, ligsom de ejede, og for Asenerne; saa hjalp han dem med Brød for alt deres Kvæg i det samme Aar: 18 Der det samme Aar havde Ende, da kom de i det andet Aar til ham og sag de til ham: Vi ville ikke dølge for min Herre, at ikke alene Pengene ere borte, men og Kvæget, som vi ejede, er kommet til min Herre; vi have intet tilbage til min Herre, uden vore Legemer og vor Jord. 19 Hvi skulle vi dø for dine Øjne, baade vi og tilmed vor Jord blive Øde? køb os og vor Jord for Brød; og vi med vor Jord ville være Faraos Tjenere, og giv os Sæd, at vi maa leve og ikke dø, og Jorden ikke blive Øde. 20 Og Josef købte af Ægyptens Jord til Farao; thi Ægypterne solgte hver sin Ager, fordi Hungeren var svar over dem; og Landet blev Faraos. 21 Og han lod Folket flytte om i Stæderne, fra den ene Ende af Ægyptens Land til den anden. 22 Alene Præsternes Jord købte han ikke; thi Præsterne hav de deres beskikkede Del af Farao; og de aade deres beskikkede Del, som Farao havde givet dem, derfor solgte de ikke deres Jord. 23 Da sagde Josef til Folket: Se, jeg har i Dag købt eder og eders Jord til Farao, se, der have I Sæd, og I skulle besaa Jorden. 24 Og med Afgrøden skal det være saaledes, at I skulle give Farao den femte Part, og de fire Parter skulle I beholde til Sæd til Ageren og til Spise for eder og for dem, som ere i eders Huse, og til eders smaa Børn at æde. 25 Og de sagde: Du har holdt os ved Live, lad os finde Naade for min Herres Øjne, og vi ville være Faraos Trælle. 25 Saa gjorde Josef det til en Skik indtil denne Dag over Ægyptens Jord, at Farao skal have den femte Part; ikkun Præsternes Jord, den alene, blev ikke Faraos. 27 Og Israel boede i Ægyptens Land, i Gosen Land; og de fik Ejendom der og vare frugtbare og bleve saare mangfoldige. 28 Og Jakob leve de i Ægyptens Land sytten Aar; og Jakobs Dage, hans Livs Aar, vare hundrede og syv og fyrretyve Aar. 29 Og Israels Dage kom nær, at han skulde dø, og han kaldte ad sin Søn Josef og sagde til ham: Kære, dersom jeg har fundet Naade for dig, da læg, kære, din Haand under min Lænd, og bevis den Miskundhed og Troskab mod mig, at du, kære, ikke begraver mig i Ægypten. 30 Og jeg vil ligge hos mine Fædre, og du skal føre mig af Ægypten og begrave mig i deres Grav; og han sagde: Jeg vil gøre, som du har sagt. 31 Men han sagde: Sværg mig; og han svor ham; og Israel bøjede sig over Hovedgærdet i Sengen.

48 Kapitel - 1.Mos.48
Og det skete derefter, at der sagdes til Josef: Se, din Fader er syg; og han tog begge sine Sønner med sig, Manasse og Efraim. 2 Og det gaves Jakob til Kende, og der sagdes: Se, din Søn Josef kommer til dig; saa gjorde Israel sig stærk og sad paa Sengen. 3 Og Jakob sagde til Josef: Den almægtige Gud aabenbaredes for mig i Luz, udi Kanaans Land, 4 og velsignede mig og han sagde til mig: Se, jeg vi gøre dig frugtbar og formere dig og gøre dig til en Hob Folk og give din Sæd efter dig dette Land til Ejendom evindelig. 5 Og nu, dine to Sønner, som ere fødte dig i Ægyptens Land, før jeg kom til dig Ægypten, de skulle høre mig til Efraim og Manasse skulle høre mine til, som Ruben og Simeon. 6 Men dit Afkom, som du avler efter dem skal høre dig til; de skulle kalde efter deres Brødres Navn i deres Arv. 7 Og der jeg kom fra Paddan, døde Rakel for mig i Kanaans Land paa Vejen, der jeg havde endnu et Stykke Vej for at komme til Efrath, og jeg begrov hende der paa Vejen til Efrath, det, er Bethlehem. 8 Og Israel saa Josefs Sønner og sagde: Hvo ere disse 9 Og Josef sagde til sin Fader: Det er mine Sønner, som Gud har givet mig her, og han sagde: Kære, led dem til mig, og jeg vil velsigne dem. 10 Og Israels Øjne vare matte af Alder, han kunde ikke se; og han lod dem komme til ham, og han kyssede dem og tog dem i Favn. 11 Og Israel sagde til Josef: Jeg havde ikke tænkt at se dit Ansigt, og se, Gud har endog ladet mig se din Sæd. 12 Og Josef førte dem ud fra hans Knæ og bøjede sig med sit Ansigt til Jorden. 13 Og Josef tog dem begge, Efraim i sin højre Haand, for Israels venstre Haand, og Manasse i sin venstre Haand, for Israels højre Haand, og lod dem komme nær til ham. 14 Og Israel rakte sin højre Haand ud og lagde den paa Efraims Hoved, enddog han var den yngste, og sin venstre Haand paa Manasses Hoved; vidende gjorde han saaledes med sine Hænder, thi Manasse var den førstfødte. 15 Og han velsignede Josef og sagde: Den Gud, for, hvis Ansigt mine Fædre, Abraham og Isak, vandrede, den Gud, som vogtede mig, fra jeg blev til, indtil denne Dag, 16 og den Engel, som udløste mig fra alt ondt, velsigne Drengene, at de maa kaldes efter mit Navn og efter mine Fædres, Abrahams og Isaks, Navn, og at de maa blive saare mange midt i Landet. 17 Der Josef saa, at hans Fader lagde sin højre Haand paa Efraims, Hoved, da mishagede det ham; og han tog fat paa sin Faders Haand for at føre den fra Efraims Hoved paa Manasses Hoved. 18 Og Josef sagde til sin Fader: Ikke saa, min Fader! thi denne er den førstefødte, læg din højre Haand paa hans Hoved. 19 Men hans Fader vægrede sig og sagde: Jeg ved det, min Søn, jeg ved det; han skal ogsaa blive til Folk, og han skal ogsaa blive stor, men hans yngste Broder skal blive større end han, og hans Sæd skal være en stor Hob Folk. 20 Saa velsignede han dem paa den samme Dag og sagde: Ved dig skal Israel velsigne og sige: Gud sætte dig som Efraim og som Manasse! og han satte Efraim foran Manasse. 21 Og Israel sagde til Josef: Se, jeg dør, og Gud skal være med eder og føre eder til eders Fædres Land igen. 22 Og jeg har givet dig fremfor dine Brødre et Stykke Land, som jeg har taget af Amoriternes Haand med mit Sværd og med min Bue.

49 Kapitel - 1.Mos.49
Og Jakob kaldte ad sine Sønner og sagde: Samler eder, og jeg vil forkynde eder, hvad eder skal vederfares i de sidste Dage. 2 Kommer til Hobe og hører, Jakobs Sønner! og hører paa Israel, eders Fader. Ruben, du er min førstefødte, min Magt og min første Kraft, ypperlig i Værdighed og ypperlig i Styrke! 4 Du bruser op som Vandet; du skal ikke være ypperlig; thi du besteg din Faders Leje, da besmittede du det; han har besteget min Seng. 5 Simeon og Levi ere Brødre; Volds Vaaben ere deres Sværd. 6 Min Sjæl skal ikke komme i deres hemmelige Raad, min Ære skal ikke folenes med deres Forsamling; thi i deres Vrede have de slaget Mænd ihjel, og i deres Egenraadighed have de lemlæstet Oksen. 7 Forbandet være deres Vrede, thi den var streng, og deres Hastighed, thi den var haard; jeg vil fordele dem i Jakob og adsprede dem i Israel: 8 Juda, dig skulle dine Brødre love, din Haand skal være paa dine Fjenders Nakke; for dig skulle din Faders Sønner bøje sig. 9 Juda er en ung Løve; du opsteg fra Rov, min Søn! han har bøjet sig, han laa som en Løve og som en Løvinde; hvem tør jage ham op 10 Der skal ikke vige Kongespir fra Juda og ikke Herskerstav f'ra hans Fødder, førend Silo skal komme, og Folkene skulle hænge ved ham. 11 Han binder sit unge Asen til Vintræet og sin Asenindes Føl til Vinranken; han tor sit Klædebon i Vin, og sin Kjortel i Vindrueblod. 12 Han er rødere i Øjnene end Vin, og hvidere paa Tænderne end Mælk. 13 Sebulon skal bo ved Havets Strand, og han skal være ved Skibenes Strand, og hans Side ligger op til Sidon. 14 Isaskar skal være et knokkelstærkt Asen, som ligger imellem Kvægfoldene. 16 Thi han saa, at Hvilen var god, og at Landet var dejligt, og han har bøjet sine Skuldre til at bære og er bleven en skatskyldig Tjener. Og Dan skal dømme sit Folk, som en af Israels Stammer. 17 Dan skal være en Slange paa Vejen, en Hornslange paa Stien, som bider Hestens Hov, saa dens Rytter falder bag af. Herre, jeg bier efter din Frelse 19 Gad - en Skare skal trænge ind paa ham, men han skal trænge den tilbage. 20 Fra Aser kommer det fede, som er hans Brød; og han skal give kongelige Lækkerheder. 21 Nafthali er en frit løbende Hind, han, som giver dejlig Tale. 22 Josef er en Kvist paa det frugtbare Træ, en Kvist paa det frugtbare Træ ved Kilden; Grenene gaa op over Muren. 23 Og Bueskytterne forbitrede ham og skøde og hadede ham. 24 Og hans Bue blev dog stærk, og hans Hænders Arme smidige; det kom fra Jakobs mægtiges Hænder, hist fra, fra Hyrden, fra Israels Klippe. 25 Fra din Faders Gud - og han hjælpe dig! - og fra den Almægtige - og han velsigne dig! - komme Velsignelser fra Himmelen ovenfra og Velsignelser fra Dybet nedenfra, Brysters og Moderlivs Velsignelser. Din Faders Velsignelser ere mægtigere end mine Forfædres velsignelser, indtil de evige Højes Grænser; de skulle komme paa Josefs Hoved og paa hans Isse, som er en Fyrste iblandt sine Brødre. 27 Benjamin skal røve som en Ulv; om Morgenen skal han æde Rov, og om Aftenen skal han uddele Bytte. 28 Alle disse ere de tolv Israels Stammer; og dette er det, som deres Fader talede til dem, da han velsignede dem, hver efter sin Velsignelse velsignede han dem.
29 Og han befalede dem og sagde til dem: Naar jeg er samlet til mit Folk, da begraver mig hos mine Fædre i den Hule, som er paa Efron den Hethiters Ager, 30 i den Hule, som er paa den Ager Makpela, som er tvært over for Mamre i Kanaans Land, hvilken Ager Abraham købte af Efron den Hethiter til Begravelses Ejendom. 31 Der have de begravet Øraham og Sara, hans Hustru; der have de begravet Isak og Rebekka, hans Hustru; og der har jeg begravet Lea. 32 Den Agers Ejendom og den Hule, som er derpaa, er købt af Heths Børn. 33 Der Jakob var kommen til Ende med at byde - sine Børn dette, da tog han sine Fødder til sig op paa Sengen og opgav sin Aand og blev samlet til sit Folk.

50 Kapitel - 1.Mos.50
Da faldt Josef over sin Faders Ansigt og græd over ham og kyssede ham. Og Josef befalede sine Tjenere, Lægerne, at balsamere hans Fader; saa balsamerede Lægerne Israel. 3 Og fyrretyve Dage medgik hertil; thi saa mange Dage medgaa til Balsameringen; og Ægypterne begræd ham halvfjerdsindstyve Dage. 4 Og der Grædedagene over ham vare forbi, da talede Josef til Faraos Hus og sagde: Kære, dersom jeg har fundet Naade for eders Øjne, da taler, kære, for Faraos Øren og siger: 5 Min Fader tog en Ed af mig og sagde: Se, jeg dør; i min Grav, som jeg lod mig grave i Kanaans Land, der skal du begrave mig; og nu, kære, vil jeg drage op og begrave min Fader, og jeg vil komme igen. 6 Og Farao sagde: Drag op og begrav din Fader, saaledes som han tog Ed af dig.
7 Og Josef drog op for at begrave sin Fader, og alle Faraos Tjenere fore op med ham, de ældste af hans Hus, og alle de ældste af Ægyptens Land, 8 og Josefs ganske Hus og hans Brødre og hans Faders Hus, kun deres smaa Børn og deres Faar og deres Øksne lode de blive i Gosen Land. 9 Og baade Vogne og Ryttere droge op med ham, og det var en meget stor Hær. 10 Der de kom til den Lade Atad, som ligger paa hin Side Jordan, da holdt de der en stor og saare svar Klage, og han lod holde Sorrig for sin Fader syv Dage. 11 Og Kananiten, som boede i Landet, saa den Sorrig ved den Lade Atad, og de sagde: Denne er en svar Sorrig for Ægypterne; der for kaldte man det Steds Navn: Ægypternes Sorrig, som er paa hin Side Jordan.12 Og hans Sønner gjorde saaledes med ham, som han havde befalet dem. 13 Og hans Sønner førte ham til Kanaans Land og begrove ham i Hulen paa den Ager Makpela, den Ager, som Abraham havde købt til Begravelses Ejendom af Efron den Hetrliter, tvært over for Mamre. 14 Og Josef kom igen til Ægypten, han og hans Brødre og alle de, som vare dragne op med: ham til at begrave hans Fader, efter at han havde begravet sin Fader. 15 Der Josefs Brødre saa, at deres Fader var død, da sagde de: Maske Josef hader os, saa han visselig vil betale os igen alt det onde, som vi have gjort imod ham. 16 Og de beskikkede nogen at tale til Josef, sigende: Din Fader befalede, før han døde og sagde: 17 Saa skulle I sige til Josef: Kære, forlad dog dine Brødre deres Overtrædelse og deres Synd, at de gjorde ilde imod dig; kære, saa forlad nu din Faders Guds Tjenere deres Overtrædelse; da græd Josef, der de talede til ham. 18 Og hans Brødre gik ogsaa selv hen og faldt ned for hans Ansigt og sagde; Se, vi ere dine Tjenere! 19 Og Josef sagde til dem: Frygter ikke; thi monne jeg være i Guds Sted 20 Og I tænkte ondt imod mig; Gud tænkte at vende det til det gode, for at gøre, hvad der sker paa denne Dag, at holde meget Folk ved Live. 21 Saa frygter nu ikke, jeg vil opholde eder og eders smaa Børn; saa trøstede han dem og talede kærlig med dem. 22 Saa boede Josef i Ægypten, han og hans Faders Hus, og Josef levede hundrede og ti Aar. 23 Og Josef saa Efraims Sønner i tredje Led; desligeste Makirs, Manasse Søns, Sønner bleve fødte paa Josefs Knæ. 24 Og Josef sagde til sine Brødre: Jeg dør, og Gud skal visselig besøge eder og føre eder op af dette Land, ti1 det Land, som han har tilsvoret Abraham, Isak og Jakob. 25 Og Josef tog en Ed af Israels Børn og sagde: Gud skal visselig besøge eder, og I skulle føre mine Ben op her fra. 26 Saa døde Josef hundrede og ti Aar gammel; og de balsamerede ham, og man lagde ham i Kiste i Ægypten.

Den anden Mose Bog

1 Kapitel - 2.Mos.1
Og disse ere Navnene paa Israels Sønner, som kom til Ægypten, med Jakob kom de, hver med sit Hus: 2 Ruben, Simeon, Levi og Juda, 3 Isaskar, Sebulon og Benjamin, 4 Dan og Nafthali, Gad og Aser. 5 Og alle Personer, som vare udkomne af Jakobs Lænd, de vare halvjerdsindstyve Personer; men Josef var i Ægypten. 6 Og Josef døde, og all hans Brødre og al denne Slægt 7 Og Israels Børn bleve frugtbare og vrimlede og bleve mangfoldige og vare saare talrige, og Landet blev fuldt af dem.
8 Og der kom en ny Konge over Ægypten, som ikke kendte Josef. 9 Og han sagde til sit Folk: Se, Israels Børns Folk ere flere og talrigere end vi. 10 Velan, vi ville handle klogeligen imod det, at det ikke skal blive mangfoldigt; og det kunde ske, om der blev Lejlighed til en krig, kunde det ogsaa slaa sig til vore Fjender og føre Krig imod os og drage ud af Landet. 11 Saa satte de Skattebetjente over det, at de skul de plage det med deres Byrder; og man byggede Farao Forraadsstæder, nemlig Pithom og Raamses. 12 Og jo mere de plagede det, desto mere blev det mangfoldigt, og udbredte sig, og de væmmedes ved Israels Børn. 13 Og Ægypterne tvang Israels Børn til at trælle strengt. 14 Og de gjorde dem deres Liv besk med haard Trældom i Ler og i Tegl og med alle Haande Trældom paa Marken; i al deres Trældom, i hvilken tjente dem, maatte de trælle strengt.
15 Og Kongen af Ægypten tale de til de hebraiske Jordemødre, af hvilke den enes Navn var Sifra: og den andens Navn Pua, 16 og han sagde: Naar I hjælpe de hebraiske Kvinder ved Fødselen, saa ser paa Stolene: Dersom det er en Søn, saa dræber ham, og dersom det er en Datter, da maa hun leve. 17 Men Jordemødrene frygtede Gud og gjorde ikke saa, som Kongen af Ægypten havde talet til dem, men lode Drengene leve. 18 Da kaldte Kongen af Ægypten Jordemødrene og sagde til dem: Hvi gjorde I denne Gerning, at I lode Drengene leve 19 Og Jordemødrene svarede Farao: De hebraiske ere ikke som de Ægyptenptiske Kvinder, men de ere stærke: førend Jordemoderen kommer til dem, da have de født. 20 Derfor gjorde Gud vel imod Jordemødrene, og Folket blev mangfoldigt, og de bleve saare talrige. 21 Og det skete, efterdi Jordemødrene frygtede Gud, da lod han dem faa Huse. 22 Saa bød Farao alt sit Folk og sagde: Hver en Søn, som fødes, kaster ham i Floden, og lader alle Døtre leve.

2 Kapitel - 2.Mos.2
Og en Mand af Levi Hus gik hen og tog en Levi Datter. 2 Og Kvinden undfik og fødte en Søn, og der hun sagde ham, at han var dejlig, da skjulte hun ham tre Maaneder. 3 Men der hun ikke længere kunde skjule ham, da tog hun ham en Kiste af Rør og klinede den med Lim og Beg og lagde Drengen der udi og lagde den imellem Sivet ved Bredden af Floden. 4 Men hans Søster stod i Frastand for at faa at vide, hvorledes det vilde gaa ham.
5 Og Faraos Datter gik ned til Floden for at bade sig, og hendes Jomfruer gik ved Bredden af Floden; der hun saa Kisten midt i Sivet, da sendte hun sin Pige hen og lod den hente. 6 Og der hun lod den op, da saa hun Barnet, og se, Drengen græd; da ynkedes hun over ham og sagde: Denne er en af de Hebræers Drenge. 7 Da sagde hans Søster til Faraos Datter: Skal jeg gaa og hente dig en Kone til Amme, af de hebraiske, at hun giver dig Drengen at die? 8 Og Faraos Datter sagde til hende: Gak! og Pigen gik og kaldte Drengens Moder. 9 Da sagde Faraos Datter til hende: Tag denne Dreng og giv mig ham at die, og jeg, ja jeg vil give dig din Løn. Og Kvinden tog Drengen og gav ham at die. 10 Og der Drengen var bleven stor, da bragte hun ham til Faraos Datter, og denne holdt ham som sin Søn, og hun kaldte hans Navn Mose, og sagde: Thi jeg drog ham af Vandet.
11 Og det skete i de samme Dage, der Mose var bleven stor, da gik han ud til sine Brødre og saa paa deres Byrder, og han saa en ægyptisk Mand, som slog en hebraisk. Mand af hans Brødre. 12 Da vendte han sig hid og did, og saa, at der var ingen til Stede, og han slog den. Ægypter ihjel og skjulte ham i Sandet. Og anden Dagen gik han ud, og se, to hebraiske Mænd trættedes; da sagde han til den, som havde Uret: Hvi slaar du din Næste? 14 Og han sagde: Hvo har sat dig til Fyrste og Dommer over os tænker du at slaa mig ihjel, saasom du slog en Ægypter ihjel da frygtede Mose og sagde: Sandelig den Gerning er bleven vitterlig. 15 Og Farao hørte denne Gerning og søgte at slaa Mose ihjel; men Mose flyede fra Faraos Ansigt, og blev i det Land Midian og satte sig ved Brønden. 16 Og Præsten i Midian havde syv Døtre, og de kom derhen og droge Vand og fyldte Renderne at vande deres Faders Kvæg. 17 Da kom Hyrderne og stødte dem derfra; men Mose stod op og hjalp dem og vandede deres Kvæg. 18 Og de kom til Reuel, deres Fader, og han sagde: Hvi komme I, saa snart i Dag 19 Og de sagde: En ægyptisk Mand friede os fra Hyrdernes Haand og drog desuden flittig Vand op for os og vandede Kvæget. 20 Og han sagde til sine Døtre: Hvor er han da hvi lode I den Mand gaa kalder ham og han skal æde Brød med os. 21 Og Mose havde Lyst til at blive hos Manden; saa gav han Mose Zippor, sin Datter. 22 Og hun fødte en Søn, og han kaldte hans Navn Gersom; thi han sagde: Jeg er bleven en Udlænding i et fremmed Land.
23 Og det skete lang Tid derefter da døde Kongen af Ægypten; og Israels Børn sukkede over den Trældom og raabte, og deres Raab over Trældommen kom op for Gud. 24 Og Gud hørte deres Suk, og Gud tænkte paa sin Pagt med Abraham, med Isak og med Jakob. 25 Og Gud saa Israels Børn, og Gud kendtes ved dem.

3 Kapitel - 2.Mos.3
Og I fose vogtede Kvæg hos Jetro, sin Svigerfader, Præsten i Midian, og han drev Kvæget bag Ørken og kom til det Guds Bjerg, til Horeb. 2 Og Herrens Engel aabenbaredes for ham i en Ildslue, midt af Tornebusken, og han saa, og se, Tornebusken brændte i Ilden, dog blev Tornebusken ikke fortæret. 3 Og Mose sagde: Jeg vil nu gaa hen og se dette store Syn, hvi Tornebusken ikke opbrændes. 4 Der Herren saa, at han gik hen for at se, da raabte Gud til ham midt af Tornebusken og sagde: Mose! Mose! og han sagde: Se, her er jeg. 5 Og han sagde: Kom ikke nær her hid, drag dine Sko af dine Fødder; thi det Sted, som du staar paa, det er hellig Jord. 6 Og han sagde: Jeg er din Faders Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud; og Mose skjulte sit Ansigt, thi han frygtede for at se paa Gud.
7 Og Herren sagde: Jeg har grant set mit Folks Elendighed i Ægypten, og hørt deres Skrig over dem, som trænge dem; thi jeg ved deres Smerter. 8 Og jeg er nedfaren for at redde dem af Ægypternes Haand og for at føre dem op af dette Land, til et godt og vidt Land, til et Land, som flyder med Mælk og Honning, til Kananitens og Hethitens og Amoritens og Feresitens og Hevitens og Jebusitens Sted. 9 Og nu se, Israels Børns Skrig er kommet for mig, og jeg har ogsaa set den Trængsel, 10 hvormed Ægypterne trænge dem. Saa gak nu og jeg vil sende dig til Farao, og udfør mit Folk, Israels Børn, af Ægypten. 11 Og Mose sagde til Gud: Hvo er jeg, at jeg skulde gaa til Farao, og at jeg skulde ud føre Israels Børn af Ægypten? 12 Og han sagde: Sandelig, jeg vil være med dig; og dette skal være dig et Tegn, at jeg har sendt dig: Naar du udfører Folket af Ægypten, da skulle: I tjene Gud paa dette Bjerg.
13 Og Mose sagde til Gud: Se, naar; jeg kommer til Israels Børn og siger til dem: Eders Fædres Gud har sendt mig til eder, og de sige til mig: Hvad er hans Navn hvad skal jeg da sige til dem? 14 Og Gud sagde til Mose: Jeg er den, som jeg er; og han sagde: Saa skal du sige til Israels Børn: "Jeg er" har sendt mig til eder. 15 Og Gud sagde yder mere til Mose: Saa skal du sige til Israels Børn: Herren, eders Fædres Gad, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud, sendte mig til eder; dette er mit Navn evindeligen, og dette min Ihukommelse fra Slægt til Slægt. 16 Gak, og du skal samle de ældste af Israel og sige til dem: Herren, eders Fædres Gud, er aabenbaret for mig, Ahrahams, Isaks og Jakobs Gud, og har sagt: Jeg har visselig besøgt eder og set, hvad eder er vederfaret i Ægypten, 17 og jeg har sagt: Jeg vil føre eder op af Ægyptens Elendighed til Kananiters og Hethitens og Amoritens og Feresitens og Hevitens og Jebusitens Land, til et Land, som flyder med Mælk og Honning. 18 Og de skulle høre din Røst, og du skal gaa ind, du og de ældste af Israel, til Kongen af Ægypten og I skulle sige til ham: Herren, Hebræernes Gud, har mødt os, og nu, lad os dog gaa tre Dages Rejse hen i Ørken og ofre til Herren vor Gud. 19 Men jeg ved, at Kongen af Ægypten skal ikke lade eder fare, end ikke ved en stærk Haand. 20 Og jeg skal udstrække min Haand og slaa Ægypten med alle mine underlige Ting, som jeg vil gøre midt i det, og derefter skal han lade eder fare. 21 Og jeg vil give dette Folk Naade hos Ægypterne, og det skal ske, naar I skulle rejse, skulle I ikke rejse tomhændede. 22 Men hver Kvinde skal begære af sin Naboerske og af den, hun er i Huset med, Sølvkar og Guldkar og Klæder, og dem skulle I lægge paa eders Sønner og paa eders Døtre, og skille Ægypterne derved.

4 Kapitel - 2.Mos.4
Og Mose svarede og sagde: Men se, de skulle ikke tro mig og ikke lyde min Røst; men de skulle sige: Herren har ikke aabenbaret sig for dig. 2 Og Herren sagde til ham, hvad er dette, dn har i din Haand og han sagde: En Stav. 3 Og han sagde: Kast den paa Jorden; og han kastede den paa Jorden; saa blev den til en Slange, og Mose flyede for den. 4 Da sagde Herren til Moses Udræk din Haand og tag fat paa dens Hale; saa rakte han sin Haand ud og tog fat paa den, og den blev til en Stav i hans Haand 5 at de skulle tro, at Herren, dere Fædres Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud, har aabenharet sig for dig. 6 Og Herren sagde ydermere til ham: Stik nu din Haand i din Barm; og han stak sin Haand i sin Barm, og han drog den ud og se, hans Haand var spedalsk som Sne. 7 Og han sagde: Stik igen din Haand i din Barm; og han stak igen sin Haand i sin Barm; og han drog den ud af sin Barm, og se, da var den igen bleven som hans Kød. 8 Og let skal ske, dersom de ikke ville tro dig eller adlyde din Røst ved det første Tegn, da skulle de tro din Røst ved det andet Tegn. 9 Og det skal ske, dersom de end ikke skulle tro disse tvende Tegn og ej lyde din Røst, da skal du tage af Flodens Vand og øse paa det Herre; da skal det Vand, som du tog af Floden vorde, ja da skal det vorde til Blod paa det Herre.
10 Og Mose sagde til Herren: Hør mig, Herre! jeg har ikke hidtildags været en veltalende Mand, ej heller siden du talede til din Tjener; thi jeg har et svart Maal og en svar Tunge. 11 Og Herren sagde til ham: Hvo giver Mennesket Mund eller hvo gør stum eller døv eller seende eller blind mon ikke jeg Herren 12 Saa gak nu; og jeg skal være med din Mund, og lære dig, hvad du skal tale. 13 Og han sagde: Hør mig, Herre! send nu, hvem du vil sende. 14 Da blev Herrens Vrede optændt imod Mose, og han sagde: Kender jeg ikke Aron, din Broder, den Levit, at han kan tale vel: og se, han skal endog gaa ud imod dig, og naar han ser dig, da skal han glæde sig i sit Hjerte; 15 og du skal tale til ham og lægge Ordene i hans Mund; og jeg skal være med din Mund og med hans Mund, og lære eder, hvad I skulle gøre. 16 Og han skal tale for dig til Folket, og det skal ske, at han skal være din Mund, og du skal være ham som en Gud. 17 Og tag denne Stav i din Haand, med hvilken du skal gøre Tegene.
18 Og Mose gik og kom igen til Jetro, sin Svigerfader, og sagde til ham: Kære, lad mig fare, saa vil jeg drage tilbage til mine Brødre, som ere i Ægypten, og se, om de endnu leve; og Jetro sagde til Mose: Gak i Fred. 19 O Herren sagde til Mose i Midian: Gak, vend tilbage til Ægypten; thi alle de Mænd ere døde, som søgte efter dit Liv. 20 Saa tog Mose sin Hustru og sine Sønner og førte dem paa et Asen, og han vendte tilbage til Ægyptens Land, og Mose tog Guds Stav i sin Haand. 21 Og Herren sagde til Mose: Naar du gaar for at vende tilbage til Ægypten, da se til, at du for Faraos Aasyn gør alle disse Tegn, som jeg har givet i din Haand; men jeg vil forhærde hans Hjerte, at han ikke skal lade Folket fare. 22 Og du skal sige til Farao: Saa siger Herren: Israel er min Søn, min førstefødte. 23 Og jeg har sagt til dig: Lad min Søn fare, at han kan tjene mig, Og du har vægret dig for at lade ham fare; se, jeg ihjelslaar din Sen, din førstefødte.
24 Og det skete paa Vejen i Herberget, at Herren kom imod ham Og vilde have slaget ham ihjel. 25 Da tog Zippora en skarp Sten og afkar sin Søns Forhud, og kastede den hen for hans Fødder og sagde: Du er mig en Blodbrudgom. 26 Da lod han ham være; men hun sagde da: En Blodbrudgom - for Omskærelsens Skyld.
27 Og Herren sagde til Aron: Gak imod Mose i Ørken; og han gik og mødte ham vel Guds Bjerg og kyssede ham. 28 Og Mose forkyndte Aron alle Ord af Herren, som havde udsendt ham, og alle de Tegn, som han ilavde befalet ham. 29 Saa gik Mose og Aron hen og samlede alle de ældste af Israels Børn. 30 Og Aron talede alle de Ord, som Herren havde talet med Mose; og han gjorde Tegnene for Folkets Øjne. 31 Og Folket troede, og der de hørte, at Herren havde besøgt Israels, Børn, og at han havde set deres Elendighed, saa bøjede de sig og tilbade.

5 Kapitel - 2.Mos.5
Og derefter kom Mose og Aron ind til Farao og sagde: Saa siger Herren, Israels Gud: Lad mit Folk fare, og de skulle holde mig Højtid i Ørken. 2 Og Farao sagde: Hvo er den Herre, hvis Røst jeg skal adlyde i at lade Israel fare? jeg kender ikke den Herre, jeg vil heller ikke lade Israel fare. 3 Og de sagde: Hebræernes Gud mødte os; lad os dog gaa tre Dages Rejse i Ørken og bringe Herren vor Gud Offer, at han ikke skal ramme os med Pest eller med Sværdet. 4 Da sagde Kongen af Ægypten til dem Mose og Aron, hvorfor ville I afdrage Folket fra deres Gerninger gaar hen til eders Byrder. 5 Og Farao sagde ydermere: Se, Folket er nu mangfoldigt i Landet, og I ville bringe dem Hvile for deres Byrder 6 Og Farao befalede samme Dag Opsynsmændene over Folket og det Fogeder og sagde: 7 I skulle ikke ydermere give Folket Halm til Tegl arbejdet som tilforn; lader dem selv gaa og sanke sig Halm; 8 og paalægger dem alligevel at gøre det samme Tal Stene, som de have gjort hidtildags; eftergiver intet deraf; thi de ere efterladne, derfor skrige de og sige: Vi ville gaa hen, vi ville ofre til vor Gud. 9 Lader Trældommen blive svar over Mændene, saa at de have at gøre dermed og ikke agte paa løgnagtige Ord. 10 Da udgik Folkets Opsynsmænd og dets Fogeder og sagde til Folket: Saa siger Farao: Jeg giver eder ikke Halm. 11 Gaar selv, tager eder Halm, hvor I kunne finde; men der skal intet eftergives i eders Trællearbejde. 12 Saa adspredte Folket sig over alt Ægyptens Land, at sanke Stubber, at bruge som Halm. 13 Og Opsynsmændene dreve paa og sagde: Fuldkommer eders Gerning, Arbejaet Dag for Dag, ligesom da I havde Halm. 14 Og Israels Børns Fogeder, hvilke Faraos Opsynsmænd havde sat over dem, bleve slagne; og der blev sagt til dem: Hvorfor have I ikke fuldkommet eders beskikkede Gerning, at gøre Tegl, som tilforn, saa og i Gaar og i Dag.
15 Da kom Israels Børns Fogeder og raabte til Farao og sagde: Hvi gør du saa med dine Tjenere. 16 Dine Tjenere gives ikke Halm, og de sige til os: Gører Tegl! og se, dine Tjenere faa Hug; dog dit Folk er Skyld deri. 17 Og han sagde: I ere efterladne, ja efterladne, derfor sige I: Vi ville gaa hen, vi ville ofre til Herren. 18 Og nu, gaar, arbejder, og; ingen Halm skal gives eder; men I skulle dog forskaffe Tallet paa Teglene. 19 Da saa Israels Børns Fogeder, at de vare ilde farne, idet der sagdes: I skulle intet formindske i eders Tegl, i Arbejdet Dag for Dag. 20 Da traf de paa Mose og Aron, der stode for at møde dem, da de gik ud fra Farao. 21 Og de sagde til dem: "Herren skal se paa eder og dømme, at I have gjort os stinkende for Farao og for hans Tjenere, saa at I have givet Sværdet i deres Haand til at ihjelslaa os. 22 Og Mose vendte sig til Herren igen og sagde: Herre, hvi gør du ilde imod Folk hvi sendte du mig 23 Thi fra den Tid, da jeg kom til Farao at tale i dit Navn, har han gjort imod dette Folk, og du har ingenlunde friet dit Folk.

6 Kapitel - 2.Mos.6
Og Herren sagde til Mose: Nu skal du se, hvad jeg vil gøre Farao; thi ved en stærk Haand skal han lade dem fare, og ved en stærk Haand skal han uddrive dem af sit Land. 2 Og Gud talede til Mose og sagde til ham: Jeg er Herren, 3 Og jeg har aabenbaret mig for Abraham, Isak og Jakob som en almægtig Gud; men ved mit Navn: Herren! var jeg ikke kendt af dem. 4 Og jeg har ogsaa oprettet min Pagt med dem, at give dem Kanaans Land, deres Udlændigheds Land, i hvilket de have været Udlændinge. 5 Og jeg har ogsaa hørt Sukket fra Israels Børn, hvilke Ægypterne have gjort til Trælle, og jeg har ihukommet min Pagt. 6 Derfor sig til Israels Børn: Jeg er Herren og vil udføre eder fra Ægypternes Byrder og fri eder af deres Trældom; og jeg vil udløse eder med en udrakt Arm og ved store Domme. 7 Og jeg vil tage mig eder til et Folk, og jeg vil være eder en Gud, og I skulle fornemme, at jeg er Herren eders Gud, den som udfører eder fra Ægypternes Byrder. 8 Og jeg vil indføre eder i Landet, om hvilket jeg har opløftet min Haand og svoret at give Abraham, Isak og Jakob det; og jeg Tilgive eder det til Ejendom, jeg er Herren. 9 Og Mose talede saaledes til Israels Børn; men de hørte ikke dette Mose for Sjæleangst og for den haar de Trældom.
10 Da talede Herren til Mose og ilde sagde: 11 Gak ind og tal til Farao, Kongen af Ægypten, at han lader Israels Børn drage ud af sit Land. 12 Og Mose talede for Herrens Ansigt og sagde: Se, Israels Børn høre mig ikke, og hvorledes skulde Farao høre mig? og derhos er jeg uomskaaren paa Læberne. 13 Og Herren talede til Mose og Aron og gav dem Befaling til Israels Børn og til Farao, Kongen af Ægypten, om at udføre Israels Børn af Ægyptens Land.
14 Disse vare øversterne i deres Fædrenehuse: Rubens, Israels førstefødtes, Sønner vare: Hanok og Pallu, Hezron og Karmi; disse vare Rubens Slægter. 15 Og Simeons Sønner vare: Jemuel og Jamin og Ohad og Jakin og Zohar og Saul, den kananæiskes Søn; disse vare Simeons Slægter. 16 Og disse vare Levi Børns Navne efter deres Slægter: Gerson og Kahath og Merari; men Levi blev hundrede og syv og tredive Aar gammel. 17 Og Gersons Børn vare: Libni og Simei efter deres Slægter. 18 Og Kahaths Børn vare: Amram og Jizehar og Hebron og Ussiel; og Kahath blev hundrede og tre og tredive Aar gammel. 19 Og Merari Børn vare Maheli og Musi; disse ere Levi Slægter efter deres Afkom. 20 Og Amram tog sin Faders Søster Jokebed til Hustru, og hun fødte ham Aron og Mose; og Amram blev hundrede og syv og tredive Aar gammel. 21 Og Jizehars Sønner vare: Kora og Nefeg og Sikri. 22 Og Ussiels Sønner vare: Misael og Elzafan og Sithri. 23 Og Aron tog Fliscba, Amminadabs Datter, Nahassons Søster, til Hustru, og hun fødte ham Nadab og Abihu, Eleasar og Ithamar. 24 Og Koras Børn vare: Assir og Elkana og Abiasaf; disse ere de Koraiters Slægter. 25 Men Eleasar, Arons Søn, tog sig en Hustru af Putiels Døtre, og hun fødte ham Pinelias; disse ere Øversterne for Leviternes Fædrenehuse efter deres Slægter. 26 Dette er Aron og Mose, som Herren sagde til: Fører Israels Børn ud af Ægyptens Land, efter deres Hære. 27 Det var dem, som talede til Farao, Kongen af Ægypten, om at udføre Israels Børn af Ægypten, det er Mose og Aron. 28 Og det skete paa den Dag, at Herren talede til Mose i Ægyptens Land. 29 Og Herren talede til Mose sigende: Jeg er Herren, tal til Farao, Kongen af Ægypten, alt hvad jeg taler til dig. 30 Og Mose sagde. for Herrens Ansigt: Se, jeg er uomskaaren paa Læberne, og hvor ledes skulde Farao høre mig?

7 Kapitel - 2.Mos.7
Og Herren sagde til Mose: Se, jeg har sat dig til en Gud for Farao og Aron, din Broder, skal være din Profet. 2 Du skal tale alt det, som jeg vil befale dig; men Aron, din Broder, skal tale til Farao, at han skal lade Israels Børn drage ud af sit Land. 3 Men jeg vil forhærde Faraos Hjerte og mangfoldiggøre mine Tegn og mine underlige Gerninger i Ægyptens Land. 4 Og Farao skal ikke høre eder, og jeg vil lægge min Haand paa Ægypterne og udføre mine Hære, mit Folk, Israels Børn, af Ægyptens Land ved store Domme. 5 Og Ægypterne skulle fornemme, at jeg er Herren, naar eg udrækker min Haand over Ægypten og fører Israels Børn midt ud fra dein. 6 Og Mose og Aron gjorde det; saasom Herren havde befalet dem, saa gjorde de. 7 Og Mose var firsindstyve Aar gammel, og Aron tre og firsindstyve Aar gammel, da de talede til Farao.
8 Og Herren sagde til Mose og til Aron, sigende: 9 Naar Farao taler til eder sigende: Gør er en underlig Gerning, da skal du sige til Aron: Tag din Stav og kast den for Faraos Ansigt: Den skal blive til en Slange. 10 Da kom Mose og Aron til Farao og gjorde saaledes, som Herren havde befalet, og Aron kastede sin Stav for Farao og for hans Tjenere, og den blev til en Slange. 11 Da kaldte ogsaa Farao ad de vise og Troldkarlene, men ogsaa disse, de ægyptiske Koglere, gjorde ligesaa med deres Besværgelser. 12 Og de kastede hver sin Stav, og de bleve Slanger; men Arons Stav opslugte deres Stave. 13 Og Faraos Hjerte forhærdedes, at han hørte døm ikke, ligesom Herren havde sagt.
14 Og Herren sagde til Mose: Faraos Hjerte er haardt, han vægret sig ved at lade Folket fare. 15 Gak til Farao aarle, se, han gaar ud til Vandet, og du skal træde frem mod ham ved Bredden af Floden; og din Stav, som var omvendt til en Slange, skal du tage i din Haand. 16 Og du skal sige til ham: Herren, Hebræernes Gud, har sendt mig til dig og sagt: Lad mit Folk fare, at de kunne tjene mig i Ørken, og se, du har ej villet høre hidindtil. 17 Saa siger Herren: Af dette skal du fornemme, at jeg er Herren; se, jeg slaar med Staven, som jeg har i min Haand, paa Vandet, som er i Floden, og det skal olnvendes til Blod. 18 Og Fiskene, som ere i Floden, skulle dø, og Floden skal lugte ilde, saa at Ægypterne skulle væmmes ved at drikke Vand af Floden. 19 Og Herren sagde til Mose: Sig til Aron: Tag din Stav og ræk din Haand ud over Vandet i Ægypten, over deres Strømme, over deres Floder og over deres Søer og over alle deres Vandsamlinger, og de skulle vorde Blod, og der skal være Blod i hele Ægyptens Land, baade i Træ- og i Stenkarrene. 20 Og Mose og Aron gjorde saa, eftersom Herren havde befalet, og han opløftede Staven og slog Vandet, som var i Floden, for Faraos Øjne og for hans Tjeneres Øjne, og alt Vandet, som var i Floden, omvendtes til Blod. 21 Og Fiskene, som vare i Floden døde, og Floden lugtede ilde, saa at Ægypterne ikke kunde drikke Vand af Floden; og der blev Blod i hele Ægyptens Land. 22 Og de ægyptiske Koglere gjorde ligesaa med deres Besværgelser; og Faraos Hjerte forhærdedes, at han hørte dem ikke, som Herren havde sagt. 23 Og Farao vendte sig og gik til sit Hus og lagde end ikke dette paa sit Hjerte. 24 Men alle Ægypterne grove omkring Floden efter Vand at drikke; thi de kunde ikke drikke af Vandet i Floden. 26 Og der forløb syv Dage, efter at Herren havde slaget Floden.

8 Kapitel - 2.Mos.8
Og Herren sagde til Mose: Gak til Farao, og du skal sige til ham: Saa siger Herren: Lad mit Folk fare, at de kunne tjene mig. 2 Og dersom du vægrer dig ved at lade dem fare, se, da vil jeg plage hele dit Landemærke med Frøer. 3 Og Floden skal vrimle med Frøer, og de skulle hoppe op og komme i dit Hus og i dit Sengekammer og paa din Seng og i dine Tjeneres Hus og iblandt dit Folk og i dine Ovne og i dine Dejgtruge. 4 Og Frøerne skulle hoppe op paa dig og paa dit Folk og paa alle dine Tjenere. 5 Og Herren sagde til Mose: Sig til Aron: Ræk din Haand ud med din Stav over Strømmene, over Floderne og over Søerne, og lad Frøerne komme op over Ægyptens Land. 6 Og Aron rakte sin Haand ud over Vandene i Ægypten, og der kom Frøer op og skjulte Ægyptens Land. 7 Og Koglerne gjorde ligesaa med deres Besværgelser, og de lode Frøer komme op over Ægyptens Land. 8 Da kaldte Farao ad Mose og Aron og sagde: Beder til Herren, at han borttager Frøerne fra mig og fra mit Folk, saa vil jeg lade Folket fare, og de maa ofre til Herren. 9 Og Mose sagde til Farao: Hav du fremfor mig den Ære at sige, naar jeg skal bede for dig og for dine Tjenere og for dit Folk, at Frøerne skulle fordrives fra dig og fra dine Huse; kun i Floden skulle de blive tilbage. 10 Og han sagde: I Morgen; og han sagde: Efter dit Ord! at du skal fornemme, at der er ikke nogen som Herren vor Gud, 11 saa skulle Frøerne vige fra dig og fra dine Huse og fra dine Tjenere, og fra dit Folk; kun i Floden skulle de blive tilbage. 12 Saa gik Mose og Aron ud fra Farao; og Mose raabte til Herren angaaende de Frøer, som han havde paaført Farao. 13 Og Herren gjorde efter Mose Ord; saa døde Frøerne bort af Husene, af Gaardene og af Agrene. 14 Og de samlede dem sammen, Hob ved Hob, og Landet stinkede. 15 Der Farao saa, at han havde ad faaet Luft, da forhærdede han sit Hjerte, og han hørte dem ikke, som Herren havde sagt.
16 Og Herren sagde til Mose: Sig til Aron: Ræk din Stav ud, og slaa Støvet paa Jorden; det skal blive til Lus i hele Ægyptens Land. 17 Og de gjorde saa; og Aron udstrakte sin Haand med sin Stav og slog Støvet paa Jorden, og der blev Lus paa Mennesker og paa Kvæget; alt Støvet i Landet blev til Lus i hele Ægyptens Land. 18 Og Koglerne gjorde ligesaa med deres Besværgelser for at lade Lus komme frem, men de kunde ikke; og der var Lus paa Menneskene og paa Kvæget. 19 Da sagde Koglerne til Farao: Det er Guds Finger; men Faraos Hjerte - forhærdedes, saa at han ikke hørte dem, som Herren havde sagt.
20 Og Herren sagde til Mose: Staa aarle op om Morgenen, og stil dig for Farao; se, han gaar ud til Vandet, og du skal sige til ham: Saa siger Herren: Lad mit Folk fare, at; de maa tjene mig. 21 Thi dersom du ihke lader mit Folk fare, se, da lader jeg komme alle Haande Utøj paa dig og paa dine Tjenere og paa dit Folk og i dine Huse, at Ægypternes Huse skulle vorde fulde af allehaande Utøj, og tilmed Jorden, hvorpaa de ere. 22 Og paa den samme Dag vil jeg udskille Gosen Land, i hvilket mit Folk er, at der ikke skal være alle Haande Utøj, der, paa det du skal fornemme, at jeg er Herren midt i Landet. 23 Og jeg vil sætte en Frelse til at skille Imellem mit Folk og imellem dit Folk; i Morgen skal det Tegn ske. 24 Og Herren gjorde saa; og der kom - en svær Hob Utøj i Faraos Hus og i hans Tjeneres Hus, og i hele Ægyptens Land blev Landet fordærvet af alle Haande Utøj. 25 Og Farao kaldte ad Mose og ad Aron og sagde: Gaar hen, ofrer til eders Gud i dette Land. 26 Og Mose sagde: Det maa ikke ske, at vi saa gøre; thi vi skulde da ofre Herren vor Gud, Ægypterne til en vederstyggelighed; se, skulle vi ofre, Ægypterne til en Vederstyggelighed for deres Øjne, og de skulde ke stene os 27 Vi skulle gaa tre Dages Rejse i Ørken og ofre ti1 Herren vor Gud, saasom han skal sige os. 28 Da sagde Farao: Jeg vil 1ade eder fare, at I skulle ofre til Herren eders Gud i Ørken, dog saa, at I ikke skulle drage længere bort; beder for mig. 29 Og Mose sagde: Se, naar jeg kommer ud fra dig, da vil jeg bede til Herren, at alle Haande Utøj skal vige fra Farao og fra hans Tjenere og fra hans Folk i Morgen; kun at Farao ikke bedrager mig mere, saa at han ej lader Folket fare at ofre til Herren. 30 Og Mose gik ud fra Farao og had til Herren. 31 Saa gjorde Herren efter Mose Ord og borttog alle Haande Utøj fra Farao, fra hans Tjenere og fra hans Folk; der blev ikke eet igen. 32 Men Farao forhærdede sit Hjerte end denne Gang og lod ikke Folket fare.

9 Kapitel - 2.Mos.9
Og Herren sagde til Mose: Gak til Farao, og du skal sige til ham: Saa siger Herren, Hebræernes Gud: Lad mit Folk fare, at de kunne tjene mig. 2 Thi dersom du vægrer dig ved at lade dem fare, og du fremdeles holder paa dem, 3 se, da skal Herrens Haand komme over dit Kvæg, som er paa Marken, over Heste, over Asener, over Kameler, over Øksne og over smaat Kvæg, en saare, svar Pest. 4 Og Herren skal gøre Skilsmisse imellem Israels Kvæg og imellem Ægypternes Kvæg, og der skal i det dø af alt det, Israels Børn have. Og Herren satte en bestemt Tid og sagde: I Morgen skal Herren gøre denne Gerning i Landet. Og Herren gjorde denne Gerning den næste Dag, og alt Ægypternes Kvæg døde; men der døde ikke eet Stykke af Israels Børns Kvæg. 7 Og Farao sendte Bud, og se, end ikke eet Stykke var død af Israels Kvæg; men Faraos Hjerte forhærdedes, og han lod ikke Folket fare.
8 Da sagde Herren til Mose og Aron: Tager eders Næver fulde af Aske fra Ovnen, og Mose skal slaa den ud mod Himmelen for Faraos Øjne. 9 Og den skal vorde til Støv over alt Ægyptens Land, og det skal vorde til Bylder, som skal bryde ud med Blegner, paa Folket og paa Kvæget i alt Ægyptens Land. 10 Saa toge de Aske fra Ovnen og stode for Farao, og Mose slog den ud mod Himmelen; og der blev Bylder, som brød ud med Blegner, paa Folket og paa Kvæget. 11 Og Koglerne kunde ikke bestaa for Mose, formedelst Bylderne; thi der var Bylder paa Koglerne og paa alle Ægyptere. 12 Men Herren forhærdede Faraos Hjerte, saa at han ikke hørte dem, som Herren havde sagt til Mose.
13 Da sagde Herren til Mose: Staa aarle op om Morgenen og stil dig for Farao og sig til ham: Saa siger Herren, Hebræernes Gud: Lad mit Folk fare, at de kunne tjene mig. Thi denne Gang vil jeg sende alle mine Plager, saa det gaar dig til Hjerte, baade paa dine Tjenere og paa dit Folk, at du skal fornemme, at der er ingen som jeg paa al Jorden. 15 Thi havde jeg allerede udrakt min Haand og slaget dig og dit Folk med Pest, da havde du været udslettet af Jorden; 16 men sandelig derfor har jeg ladet dig blive staaende, for at lade dig se min Magt, og for at mit Navn skal kundgøres i alle Lande. 17 Ophøjer du dig endnu over mit Folk, saa at du ikke vil lade dem fare. 18 Se, jeg vil i Morgen paa denne Tid lade regne en saare svar Hagel, hvis Lige var aldrig før i Ægypten fra den Dag, det blev grundfæstet om hidindtil. 19 Saa send nu hen, saml dit Kvæg og alt det, du har paa Marken; thi alle Mennesker og alt Kvæg, som findes paa Marken og ikke ere samlede i Hus, og som Hagelen slaar til ned paa, skulle dø. 20 Hvo som da frygtede Herrens Ord blandt Faraos Tjenere, han lod sine Tjenere og sit Kvæg fly til Husene; 21 men hvo som ikke laade Herrens Ord paa sit Hjerte, lod sine Tjenere og sit Kvæg blive paa Marken. 22 Da sagde Herren til Mose: Ræk din Haand op mod Himmelen, og der skal vorde Hagel over hele Ægyptens Land, over Mennesker og over Kvæg og over alle Urter paa Marken i Ægyptens Land. 23 Og Mose rakte sin Stav op mod Himmelen, og Herren lod tordne og hagle, og der for Ild ned paa Jorden; og Herren lod regne Hagel over Ægyptens Land. 24 Og der blev Hagel og Ild, som slyngede sig midt i Hagelen, saare svar, saadan som ikke havde været i hele Ægyptens Land, fra den Tid det havde været et Folks Land. 25 Og Hagelen nedslog i hele Ægyptens Land det, som var paa Marken, baade Mennesker og Kvæg; og alle Urter paa Marken slog Hagelen og knækkede alle Træer paa Marken. 26 Alene i Gosen Land, hvor Israels Børn vare, faldt der ikke Hagel. 27 Da sendte Farao hen og lod kalde ad Mose og Aron og sagde til dem: Jeg har syndet denne Gang; Herren er den retfærdige, men jeg og mit, Folk ere de ugudelige. 28 Beder til Herren, at det maa være nok med den Guds Torden og Hagel, saa vil jeg lade eder fare, at I ikke skulle bie længere. 29 Og Mose sagde til ham: Naar jeg kommer ud af Staden, da vil jeg udbrede mine Hænder til Herren, saa skal Tordenen høre op, og Hagelen skal ikke falde mere, at du skal fornemme, at Jorden hører Herren til. 30 Dog om dig og dine Tjenere ved jeg, at I endnu ikke frygte for den Herre Guds Ansigt. 31 Da blev baade Hør og Byg nedslaget; thi Bygget var skudt i Aks og Hørren i Knevler. 32 Men Hveden og Spelten bleve ikke nedslagne; thi de vare endnu ikke skredne. 33 Og Mose gik fra Farao ud af Staden og udbredte sine Hænder til Herren; saa lod det af at tordne og hagle, og Regnen blev ikke mere udøst paa Jorden. 34 Der Farao saa, at det holdt op at regne og hagle og tordne, da syndede han endda; og han forhærdede sit Hjerte, han og hans Tjenere. 35 Saa blev Faraos Hjerte forhærdet, og han lod ikke Israels Børn fare, som Herren havde sagt ved Mose.

10 Kapitel - 2.Mos.10
Og Herren sagde til Mose: Gak ind til Farao; thi jeg har forhærdet hans Hjerte og hans Tjeneres Hjerte for at gøre disse mine Tegn iblandt dem, 2 og for at du skal forkynde det for dine Børns og dine Børnebørns Øren, hvad jeg har udrettet i Ægypten, og mine Tegn, som jeg har sat iblandt dem; og I skulle fornemme, at jeg er Herren. 3 Saa gik Mose og Aron ind til Farao og sagde til ham: Saa siger Herren, Hebræernes Gud: Hvor længe lærrer du dig ved at ydmyge dig for mit Ansigt: lad mit Folk fare, at de maa tjene mig. 4 Thi dersom du vægrer dig ved at lade mit Folk fare, se, da vil jeg i Morgen lade Græshopper komme i dit Landemærke. 5 Og de skulle skjule Synet af Jorden, at man ikke skal kunne se Jorden, og de skulle opæde det øvrige, som er reddet, og hvad der er blevet eder tilovers fra Hagelen, og de skulle æde hvert Træ, som vokser op hos eder af Marken. 6 Og dine Huse skulle fyldes og alle dine Tjeneres Huse og alle Ægypternes Huse, hvilket hverken dine Fædre eller dine Forfædre have set, fra den Tid de bleve til paa Jorden indtil denne Dag; saa vendte han sig og gik ud fra Farao. 7 Da sagde Faraos Tjenere til ham: Hvor længe skal denne være os til en Snare lad de Mænd fare, at de maa tjene Herren deres Gud; mon du endnu ikke ved, at Ægypten er ødelagt? 8 Og Mose og Aron bleve hentede tilbage til Farao, og han sagde til dem: Gaar, tjener Herren, eders Gud; hvilke ere de, som gaa bort? 9 Og Mose sagde: Vi ville gaa med vore unge og vore gamle, med vore Sønner og vore Døtre, med vore Faar og med vore Øksne ville vi gaa; thi det er os Herrens Højtid. 10 Da sagde han til dem: Saa vist være Herren med eder, som jeg vil lade eder og eders smaa Børn fare, ser der, at I have ondt i Sinde. 11 Ikke saa! I Mænd, farer nu hen og tjener Herren, thi det have I begæret; og man drev dem ud fra Faraos Ansigt. 12 Da sagde Herren til Mose: Ræk din Haand ud over Ægyptens Land efter Græshopper, og' de skulle komme op over Ægyptens Land og æde alle Urter i Landet, ja alt det, som Hagelen lod blive tilovers. 13 Saa rakte Mose sin Stav over Ægyptens Land, og Herren lod komme Østenvejr i Landet den samme hele Dag og hele Nat; det skete om morgenen, at Østenvejret bragte Græshopperne op. 14 Og der kom Græshopper op over hele Ægyptens Land og lode sig ned i hele Ægyptens Landemærke; de vare i svær Mængde; før dem havde der ikke været Græshopper saaledes, og efter dem skulde der ikke blive saaledes; 15 thi de skjulte Synet af hele Jorden, og Jorden blev formørket, og de aade alle Urter i Landet og al Frugt paa Træerne, som Hagelen lod blive tilovers; og der blev intet grønt tilovers paa Træer eller paa Urter i Marken i hele Ægyptens Land. 16 Da skyndte Farao sig at kalde ad Mose og Aron, og han sagde: Jeg har syndet imod Herren eders Gud og imod eder. 17 Og kære, forlad mig nu min Synd aleneste denne Gang, og beder til Herren eders Gud, at han dog vil borttage denne Død fra mig. 18 Og han gik ud fra Farao, og, han bad til Herren. 19 Og Herren vendte Vejret om til en saare stærk Vestenvind, som førte Græshopperne bort og kastede dem i det røde Hav; der blev ikke een Græshoppe tilovers i hele Ægyptens Landemærke. 20 Men Herren forhærdede Faraos Hjerte, og han lod ikke Israels Børn fare.
21 Og Herren sagde til Mose: Ræk din Haand op mod Himmelen, at der bliver Mørke over Ægyptens Land, at markan føle paa Mørket. 22 Og Mose rakte sin Haand op mod Himmelen; da blev der tykt Mørke i hele Ægyptens Land i tre Dage. 23 lkke een saa den anden, og ingen stod op fra sit Sted i tre Dage; men hos alle Israels Børn var det lyst i deres Boliger. 24 Da kaldte Farao ad Mose og sagde: Gaar, tjener Herren, kun skulle I lade eders Faar og Øksne blive; ogsaa eders smaa Børn maa fare med eder. 25 Og Mose sagde: Du skal og medgive os slagtoffere og Brændofere, at vi kunne ofre til Herren, vor Gud. 26 Og endogsaa vort Fæ skal gaa med os, der skal ikke en Klov blive tilbage; thi vi skulle tage deraf til at tjene Herren, vor Gud; thi vi vide ikke, hvormed vi skulle tjene Herren, førend vi komme derhen. 27 Men Herren forhærdede Faraos Hjerte, og han vilde ikke lade dem fare. 28 Og Farao sagde til ham: Gak fra mig, vogt dig, at du ikke mere ser mit Ansigt; thi paa hvilken Dag du ser mit Ansigt, skal du dø. 29 Og Mose sagde: Du talede ret; jeg vil herefter ikke mere se dit Ansigt.

11 Kapitel - 2.Mos.11
Og Herren sagde til Mose: Jeg vil endnu lade een Plage komme over Farao og over Ægypten, siden skal han lade eder fare herfra; naar han lader eder fare alle til Hobe, skal han endog drive eder herfra. 2 Sig nu for Folkets Øren, at de skulle begære, hver Mand af sin Næste og hver Kvinde af sin Næste, Sølvkar og Guldkar. 3 Og Herren gav Folket Naade for Ægypternes Øjne, og Manden Mose var saare mægtig i Ægyptens Land for Faraos Tjeneres Øjne og for Folkets Øjne.
4 Og Mose sagde: Saa siger Herren: Ved Midnat vil jeg gaa ud midt igennem Ægypten. 5 Og alle førstefødte i Ægyptens Land skulle dø, fra den førstefødte for Farao, som sidder paa sin Trone, indtil den førstefødte for Tjenestekvinden, som arbejder ved Kværnen, og alle førstefødte af Kvæg. 6 Og der skal blive et stort Skrig i det hele Ægyptens Land, hvis Lige ikke har været, og hvis Liae ikke skal blive mere. 7 Men hos alle Israels Børn skal ikke en Hund bjæffe med sin Tunge, enten mod Mennesker eller Kvæg, for at I skulle vide, at Herren gør Skilsmisse imellem Ægypterne og imellem Israel. 8 Da skulle alle disse dine Tjenere komme ned til mig og nedbøje sig for mig og sige: Gak ud, du og alt Folket, som er i Følge med dig, og derefter vil jeg gaa ud; og han gik ud fra Farao med fnysende Vrede. 9 Og Herren havde sagt til Mose: Farao skal ikke høre eder, paa det mine Vidundere skulle blive mange i Ægyptens Land. 10 Og Mose og Aron gjorde alle disse Vidundere for Farao; men Herren forhærdede Faraos Hjerte, og han lod ikke Israels Børn fare ud af sit Land.

12 Kapitel - 2.Mos.12
Og Herren talede til Mose og Aron i Ægyptens Land og sagde: Denne Maaned skal være eder Maanedernes Begyndelse, den skal være eder den første iblandt Maanederne i Aaret. 2 Taler til al Israels Menighed og siger: 3 Paa den tiende Dag i denne Maaned, da skulle de tage sig hver et Lam for hvert Fædrene hus, eet Lam for hvert Hus. 4 Og dersom Huset ikke er talrigt nok ti1 et Lam, da skal han og hans Nøo, som er næst ved hans Hus, tage et, efter Antallet paa Personerne; I skulle regne til et Lam, efter hvad enhver kan æde til. 6 Det shal være eder et lydeløst, eet Aar gammelt Vædderlam; I skulle tage det af Faarene eller af Gederne. Og det skal være hos eder i Forvaring til den fjortende Dag i denne Maaned; og de skulle slagte det, hele Israels Menigheds Forsamling, imellem de tvende Aftener. 7 Og de skulle tage af Blodet og stryge paa begge Dørstolperne og paa det øverste Dørtre af Husene, i hvilke de æde det. 8 Og de skulle æde Kødet den samme Nat, stegt ved Ild, og med usyrede Brød til beske Urter skulle de æde det. 9 I skulle ikke æde noget deraf raat eller kogt i Vand, men stegt ved Ild, med dets Vand, men stegt ved Ild, med dets Hoved, med dets Skanker og med dets Indvolde. 10 Og I skulle ikke levne noget deraf til om Morgenen; men det, som levnes deraf til om Morgenen, skulle I opbrænde med Ild. 11 Og saaledes skulle I æde det: Eders Lænder skulle være ombundne, eders Sko paa eders Fødder og eders Kæp i eders Haand; og r skulle æde det med Hast; det er Paaske for Herren. 12 Thi jeg vil gaa igennem Ægyptens Land den samme Nat og slaa alle før stefødte i Ægyptens Land, baade af Mennesker og Kvæg, og jeg vil holde Dom over alle Ægypternes Guder; jeg er Herren. 13 Og Blodet skal være eder til et Tegn paa Husene, i hvilke I ere, og jeg vil se Blodet og gaa eder forbi; og der skal ingen Plage være iblandt edel til Fordærvelse, naar jeg slaar Ægyptens Land.
14 Og denne Dag skal være for eder til en Ihukommelse, og den skulle I højtideligholde som Højtid for Herren; hos eders Efterkommere til en evig Skik skulle I højtideligholde den. 15 I skulle æde usyrede Brød syv Dage, paa den første Dag skulle I holde op at bruge Surdejg i eders Huse; thi hver den, som æder syret Brød fra den første Dag indtil den søende Dag, den Sjæl skal udryddes af Israel. 16 Og Paa den første Dag skal der være for eder en hellig Sammenkaldelse, og paa den syvende Dag en hellig Sammenkaldelse; der skal ikke gøres noget Arbejde paa dem, alene det, som skal ædes af hver Person, det alene maa tilberedes for eder. 17 Og I skulde holde de usyrede Brøds Højtid; thi paa den selvsamme Dag udførte jeg eders Hære af Ægyptens Land; derfor skulle I holde denne Dag hos eders Efterkommere til en evig Skik. 18 I den første Maaned paa den fjortende Dag i Maaneden, om Aftenen skulle I æde usyrede Brød, indtil den een og tyvende Dag i Maaneden om Aftenen.19 Syv Dage skal der ikke findes Surdej og i eders Huse; thi hver den, som æder syret Brød, den Sjæl skal udryddes af Israels Menighed, hvad enten han er fremmed eller en indfødt i Landet. 20 Intet syret skulle I æde, I skulle æde usyrede Brød i alle eders Boliger.
21 Da kaldte Mose ad alle de ældste af Israel og sagde til dem: Henter frem og tager eder smaat Kvæg for eders Slægter og slagter Paaskelammet. 22 Og I skulle tage et Knippe Isop og dyppe i Blodet, som er i Bækkenet, og stryge paa det øverste Dørtræ og paa begge Dørstolperne af Blodet, sorn er i Bækkenet; og ingen af eder skal gaa ud af sit Huses Dør, før om Morgenen. 23 Og Herren skal gaa igennem for at slaa Ægypterne, og han skal se Blodet paa det øverste Dørtræ og paa beage Dørstolperne, og Herren skal gaa Døren forbi og ikke tilstede Fordærveren at komme til eders Huse for at slaa. 24 Derfor skulle I varetage dette til en Skik for dig og for dine Børn evindeligen. 25 Og det skal ske, naar I komme til Landet, som Herren skal give eder, som han har sagt, da skulle I varetage denne Tjeneste. 26 Og det skal ske, naar eders Børn sige til eder: Hvad er dette for en Tjeneste, som I have for? 27 da skulle I sige: Det er Paaskeoffer for Herren, som gik Israels Børns Huse forbi i Ægypten, der han slog Ægypterne og friede vore Huse; saa bøjede Folket sig og tilbad. 28 Og Israels Børn gik hen og gjorde det; efter som Herren havde befalet Mose og Aron, saa gjorde de.
29 Og det skete om Midnatten, da slog Herren alle førstefødte i Ægyptens Land, fra den førstefødte for Farao, som sad paa sin Trone, indtil den førstefødte for den fangne, som var i Fængslets Hus, og alle førstefødte af Kvæget. 30 Da stod Farao op samme Nat og alle hans Tjenere og alle Ægypterne, og der blev et stort Skrig i Ægypten; thi der var ikke eet Hus, at der jo var en død deri. 31 Og han kaldte Mose og Aron om Natten og sagde: Gører eder rede, gaar ud af mit Folks Midte, baade I, saa og Israels Børn, og gaar, tjener Herren, som I have sagt. 32 Tager baade eders Faar og eders Øksne, som I have sagt, og gaar, og I skulle ogsaa velsigne mig. 33 Og Ægypterne trængte lla ar dt paa Folket for astigen at faa dem hel af Landet; thi de sagde: Vi dø illé. 34 Saa tog I! Folket sin Dejg op, for den blev syret, deres Dejgtruge, ind svøbte i deres Kapper, paa deres Skuldre. 35 Og Israels Børn havde gjort efter Mose Ord og begæret af Ægypterne Sølvkar og Guldkar og Klæder. 36 Og Herren havde givet Folket Naade for Ægypternes Øjne, saa at de lode dem faa dem; og de skilte Ægypterne derved. 37 Saa rejste Israels Børn fra Raamses til Sukot, henved seks Hundrede Tusinde Mænd til Fods, foruden smaa Børn. 37 Ja og en stor Hob af alle Haande Folk drog op med dem, og Faar og Øksne, ja saare meget Kvæg. 38 Og de bagte af den Dejg, som de førte f'ra Ægypten, usyrede Kager, thi den var ikke syret; fordi de vare uddrevne af Ægypten og kunde ikke tøve og havde end ikke beredt sig Tæring. 40 Og Israels Børn havde boet udi Ægypten i fire Hundrede Aar og tredive Aar. 41 Og det skete,der fire Hundrede og tredive Aar vare til Ende, ja det skete lige paa den samme Dag, da udgik alle Herrens Hære af Ægyptens Land. 42 De er en Nat, som toges i Agt af Herren for at udføre dem af Ægyptens Land; den samme Nat skal tages i Agt for Herren af alle Israels Børn hos deres Efterkommere.
43 Og Herren sagde til Mose og Aron: Denne er Paaskens Skik: Ingen fremmed skal æde deraf. 44 Men enhver Svend, som hører nogen til, og som er købt for Penge, maa, naar du faar omskaaret ham, æde deraf. 45 Ingen Gæst eller Lejesvend skal æde deraf. 46 Det skal ædes i eet Hus, du skal ikke udbære af Kødet udenfor Huset; og I skulle ikke bryde Ben derpaa. 47 Al Israels Menighed skal gøre det. 48 Og naar nogen fremmed opholder sig hos dig og vil holde Paaske for Herren, da skal alt hans Mandkøn omskæres, og da maa han have Adgang til at holde den og være som en indfødt i Landet; men ingen, som har Forhud, skal æde deraf. 49 Der skal være een Lov for den indfødte og for den fremmede, som opholder sig midt iblandt eder. 50 Og alle Israels Børn gjorde det; som Herren havde befalet Mose og Aron, saa gjorde de. 51 Og det skete lige paa denne Dag, at Herren udførte Israels Børn af Ægyptens Land med deres Hære.

13 Kapitel - 2.Mos.13
Og Herren talede til Mose og sagde: 2 Du skal hellige mig alle førstefødte; det som aabner hver Moders Liv iblandt Israels Børn, iblandt Folk og iblandt Kvæg, det hører mig til. 3 Og Mose sagde til Folket: Kom denne Dab ihu, paa hvilken I ere udgangne af Ægypten, af Trælles Hus; thi med en vældig Haand udførte Herren eder herfra. Og syret Brød skal ikke ædes. 4 Paa denne Dag udgaa, i Abid Maaned. 5 Og det skal ske, naar Herren har indført dig i Kananitens og Hethitens og Amoritens og Hevitens og Jebusitens Land, hvilket han svor dine Fædre at ville give dig, et Land som flyder med Mælk og Honning, da skal du varetage denne Tj eneste i denne Maaned: 6 Syv Dage skal du æde usyrede Brød, og paa den syvende Dag er Højtid for Herren. 7 Usyrede Brød skulle ædes syv Dage, og der skal ikke ses syret Brød hos dig, og ikke ses Surdejg hos dig i hele dit Landemærke. 8 Og du skal forkynde for din Søn paa den samme Dag og sige: Dette sker for det, som Herren gjorde mig, der jeg drog ud af Ægypten. 9 Og det skal være dig til et Tegn paa din Haand og til en Ihukommelse imellem dine Øjne, for at Herrens Lov skal være i din Mund; thi Herren udførte dig af Ægypten med en stærk Haand. l0 Og du skal tage Vare paa denne Skik til dens bestemte Tid, hvert Aar. 11 Og det skal ske, naar Herren har indført dig i Kananitens Land, som han svor dig og dine Fædre, og har givet dig det, 12 da skal du overgive til Herren alt det, som aabner Moders Liv; og alt det førstefødte, der falder af Kvæg, som hører dig til, hvad som er en Han, hører Herren til. 13 Og alt førstefødt af Asener skal du løse med et Lam, men dersom du ikke løser det, da skal du bryde Halsen paa det; men alle førstefødte af Mennesker iblandt dine Sønner skal du løse. 14 Og det skal ske, naar din Søn spørger dig ad herefter, sigende: Hvad er det? da skal du sige til ham: Herren udførte os af Ægypten, af Trælles Hus, med en vældig Haand. 15 Thi det skete, fordi Farao havde forhærdet sig, saa han ikke lod os fare, at Herren ihjelslog alle førstefødte i Ægyptens Land, fra Menneskets førstefødte indtil Kvægets førstefødte; derfor ofrer jeg Herren alt det, som aabner Moders Liv, og som er Han, og jeg skal løse hver førstefødt blandt mine Sønner. 16 Og det skal være til et Tegn paa din Haand og til Span imellem dine Øjne, at Herren udførte os af Ægypten med en vældig Haand.
17 Og det skete, der Farao lod, Folket fare, da førte Gud dem ikke ad Vejen til Filistrene, skønt den var nærmest; thi Gud sagde: Maaske det kunde fortryde Folket, naar de se Striden, og de kunde vende tilbage til Ægypten. 18 Og Gud førte Folket omkring ad Vejen igennem Ørkenen mod det røde Hav; og Israels Børn droge bevæbnede af Ægyptens Land. 19 Og Mose tog Josefs Ben med sig; thi denne havde taget en stærk Ed af Israels Børn og sagt: Gud skal visselig besøge eder, og I skulle føre mine Ben op herfra med eder. 20 Saa rejste de fra Sukot, og de lejrede sig i Etham paa Grænsen af Ørken. 21 Og Herren gik foran dem om Dagen i en Skystøtte for at lede dem paa vejen, om Natten i en Ildstøtte for at lyse for dem, at de kunde vandre Dag og Nat. 22 Han lod ikke Skystøtten vige om Dagen eller Ildstøtten om Natten, den blev for Folkets Aasyn.

14 Kapitel - 2.Mos.14
Og Herren talede til Mose og sagde: 2 Tal til Israels Børn, at de drage om og lejre sig for Pi-Hakiroth, imellem Migdol og Havet, tvært over for Baal-Zefon, ret for den skulle I lejre eder ved Havet. 3 Thi Farao skal sige om Israels Børn: De ere farne vild i Landet, Ørken har lukket for dem. 4 Og jeg vil forhærde Faraos Hjerte, at han skal forfølge dem, og jeg vil forherlige mig paa Farao og paa al hans Hær, og Ægypterne skulle fornemme, at jeg er Herren; og de gjorde saa. 5 Og det blev Kongen af Ægypten tilkendegivet, at Folket flyede; da omvendtes Faraos og hans Tjeneres Hjerte imod Folket, og de sagde: Hvi gjorde vi dette, at vi lode Israel fare, at de ikke skulde tjene os? 6 Saa lod han spænde for sin Vogn og tog sit Folk med sig. 7 Og han tog seks Hundrede udvalgte Vogne og alle Vogne i Ægypten og Høvedsmændene over dem alle. 8 Thi Herren forhærdede Ægyptens Konge Faraos Hjerte, saa at han forfulgte Israels Børn; men Israels Børn vare uddragne ved en høj Haand. Saa forfulgte Ægypterne dem og naaede dem, da de havde lejret sig ved Havet, alle Faraos Vognheste og hans Ryttere og hans Hær, ved Pi-Hakiroth, tvært over for Baal-Zefon.
10 Og Farao nærmede sig; og lsraels Børn opløftede deres Øjne, og se, Ægypterne droge efter dem; da frygtede de saare, og Israels Børn raabte til Herren. 11 Og de sagde til Mose: Mon der ikke var Grave i Ægypten, siden du tog os ud til at dø i Ørken? hvi gjorde du os dette, at du førte os ud af Ægypten 12 Er det ej det Ord, som vi talede til dig i Ægypten, sigende: Lad af fra os, vi ville tjene Ægypterne; thi det er os bedre at tjene Ægypterne end at dø i Ørken. 13 Da sagde Mose til Folket: Frygter ikke, bliver staaende og ser Herrens Frelse, som han skal vise eder i Dag; thi disse Ægyptere, som I se i Dag, dem skulle I ikke i al Evighed se mere herefter. 14 Herren skal stride for eder, og I, I skulle tie.
15 Og Herren sagde til Mose: Hvi vil du raabe til mig? sig til Israels, Børn, at de skulle drage frem; 16 og opløft du din Stav og udræk din Haand over Havet og skil det ad, og Israels Børn skulle gaa midt igennem Havet paa det Herre. 17 Og jeg, se, jeg vil forhærde Ægypternes hjerte, at de skulle forfølge eder; saa vil jeg forherlige mig paa Farao og paa al hans Hær, paa hans vogne og paa hans Ryttere. 18 Og Ægypterne skulle fornemme, at jeg er Herren, naar jeg har forherliget mig Farao, paa hans Vogne og paa Ryttere. 19 Da drog den Guds Engel, som gik foran Israels Hær, af Sted og drog bag dem; og Skytten drog fra deres Ansigt og stod dem. 20 Og den kom imellem Ægypternes Hær og imellem Israels Hær, og den var Sky og Mørke [for hine], men oplyste Natten [for disse]; og den ene kom ikke til den en den ganske Nat. 21 Og Mose udstrakte sin Haand over Havet, og Herren lod Havet fare bort ved et stærkt Østenvejr den ganske Nat og gjorde Havet som det Herre; og Vandene skiltes ad. 22 Og Israels Børn gik midt igennem Havet paa det Herre; og Vandet var dem en Mur paa deres højre og paa deres venstre Side. 23 Og Ægypterne forfulgte dem og droge efter dem, alle Faraos Heste, hans Vogne og hans Ryttere, til midt i Havet. 24 Og det skete, der Morgenvagten kom, da saa Herren i Ildens og Skyens Støtte til Ægypternes Hær og forfærdede Ægypternes Hær. 25 Og han stødte Hjulene af deres vogne og lod dem rykke frem med Besvær; da sagde Ægypterne: Jeg maa fly for Israel; thi Herren strider for dem imod Ægypterne. 26 Da sagde Herren til Mose: Udræk din Haand over Havet, og vandene skulle falde tilbage over Ægypterne, over deres Vogne og over deres Ryttere. 27 Saa rakte Mose sin Haand over Havet, og Havet kom igen mod Morgenen i sit sædvanlige Leje, og Ægypterne flyede imod det; saa styrtede Herren Ægypterne midt i Havet. 28 Og Vandet kom igen og skjulte i hele Faraos Hær Vogne og Ryttere, som vare komne efter dem i Havet; der blev end ikke een tilovers af dem. 29 Men Israels Børn vare gangne paa det Herre midt igennem Havet, og Vandet havde været dem en Mur paa deres højre og paa deres venstre Side. 30 Saa frelste Herren Israel den samme Dag af Ægypternes Haand, og Israel saa Ægypterne ligge døde ved Havets Bred. 31 Og Israel saa den store Magt, som Herren havde bevist paa Ægypterne, og Folket frygtede Herren; og de troede paa Herren og paa Mose, hans Tjener.

15 Kapitel - 2.Mos.15
Da sang Mose og Israels Børn denne Sang for Herren og sagde: Jeg vil synge for Herren; thi han er højt ophøjet; Hesten og den, som red derpaa, har han nedstyrtet i Havet. 2 Herren er min Styrke og Lovsang, og han blev mig til Frelse; denne er min Gud, og jeg vil prise ham, min Faders Gud, og jeg vil ophøje ham. 3 Herren er en Krigsmand, "Herre" er hans Navn. 4 Han kastede Faraos Vogne og hans Hær i Havet, og hans udvalgte Høvedsmænd bleve druknede i det røde Hav. 5 Afgrundene skjulte dem; de sank ned i de dybe Vande som en Sten. Herre! din højre Haand har vist sig at være herlig med Styrke; Herre! du knuser Fjenden med din højre Haand. 6 Og du nedstøder dine Modstandere med din store Højhed; du udsender din Vrede, den fortærer dem som Straa. 7 Og ved din Vredes Vejr ophobedes Vandene, Strømmene stode som en Dynge; 8 Bølgerne stivnede midt i Havet. 9 Fjenden sagde: Jeg vil forfølge, 9 gribe, dele Rovet; min Sjæl skal stille sin Lyst paa dem, jeg vil uddrage mit Sværd, min Haand skal udrydde dem. 10 Du blæste med dit Vejr, Havet skjulte dem; de sank som Bly i de mægtige Vande. 11 Hvo er som du iblandt Guderne, Herre? hvo er som du, herlig bevist i Hellighed, forfærdelig at berømme, underfuld i Gerning! 12 Du udrakte din højre Haand, Jorden opslugte dem. 13 Du har ved din Miskundhed ført dette Folk, som du har genløst; du ledsagede dem med din Kraft til din Helligheds Bolig. 14 Folkene hørte det, de blevede; Angest betog dem, som de i Palæstina. 15 Da forfærdedes Edoms Fyrster, Bæven betog de vældige i Moab, alle Indbyggere i Kanaan bleve mistrøstige. 16 Forfærdelse og Frygt skal falde over dem, ved din Arms Magt skulle de blive tavse som en Sten, indtil dit Folk, Herre! kommer over, til det Folk kommer over, som du har forhvervet. 17 Du skal føre dem ind og plante dem paa din Arvs Bjerg; du har gjort en Bolig, hvori du vil bo, o Herre! en Helligdom, Herre! har dine Hænder beredt. 18 Herren skal regere evindelig og altid. 19 Thi Faraos Heste droge ind med hans Vogne og hans Ryttere i Havet, og Herren lod Havets Vande komme tilbage over dem; men Israels Børn gik paa det Herre midt igennem Havet. 20 Og Maria, den Profetinde, Arons Søster, tog en Pauke i sin Haand; og alle Kvinder gik ud efter hende med Pauker og Dans. 21 Og Maria svarede dem: Synger for Herren, thi han er højt ophøjet; Hesten og den, som red derpaa, har han nedstyrte i Havet.
22 Og Mose lod Israel drage frem fra det røde Hav, og de droge ud til den Ørk Sur, og de vandrede tre Dage i Ørkenen og fandt ikke Vand. 23 Saa kom de til Mara; men de kunde ikke drikke Vandet i Mara, thi det var besk; derfor kaldte han dens Navn Mara. 24 Da knurrede Folket imod Mose og sagde: Hvad skulle vi drikke 25 Saa raabte han til Herren, og Herren viste ham et Træ, og han kastede det i Vandet, og saa blev Vandet sødt. Der satte han dem Lov og Ret, og der forsøgte han dem. 26 Og han sagde: Om du flitteligen hører Herren din Guds Røst, og gør det, som Ret er for hans Øjne, og vender dine Øren til hans Bud og holder alle hans Befalinger, da vil jeg ikke lægge paa dig nogen af de Sygdomme, som jeg lagde paa Ægypterne; thi jeg er Herren, som læger dig. 27 Og de i kom til Elim, og der var tolv Vandkilder og halvfjerdsindstyve Palmetræer; og der lejrede de sig ved Vandet.

16 Kapitel - 2.Mos.16
Og de droge fra Elim, og al Israels Børns Menighed kom til den Ørk Sin, som er imellem Elim og imellem Sinai, paa den femtende Dag i den anden Maaned, efter at de udgik af Ægyptens Land. 2 Og al Israels Børns Menighed knurrede mod Mose og mod Aron i Ørken. 3 Og Israels Børn sagde til dem: Gid vi vare døde ved Herrens Haand i Ægyptens Land, da vi sade ved Kødgryden, da vi aade Brød, til vi vare mætte; thi I have udført os i denne Ørk at lade hele denne Menighed dø af Hunger. 4 Da sagde Herren til Mose: Se, jeg vil lade regne Brød ned fra Himmelen til eder, at Folket maa gaa ud og sanke, hvad der hører til, Dag for Dag, at jeg kan forsøge det, om det vil vandre i min Lov eller ej. 5 Og det ska ske paa den sjette Dag, at de skulle tillave det, som de bære hjem; og det skal være dobbelt saa meget som det, de ellers sanke hver Dag. 6 Og Mose og Aron sagde til alle Israels Børn: I Aften skulle I kende, at Herren har udført eder af Ægyptens Land; 7 og i Morgen skulle I se Herrens Herlighed, efterdi han har hørt eders Herren imod Herren; og hvad ere vi, at I Herre mod os? 8 Og Mose sagde: Det skal ske, naar Herren giver eder Kød at æde i Aften og Brød i Morgen til at mættes; efterdi Herren har hørt eders Knurren, med hvilken I knurre imod ham; og hvad ere vi? Eders Knurren er ikke imod os, men imod Herren. 9 Og Mose sagde til Aron: Sig til al Israels Børns Menighed: Kommer frem for Herrens Ansigt; thi han har hørt eders Herren. 10 Og det skete, der Aron talede til al Israels Børns Menighed, da saa de hen til Ørken; og se, Herrens Herlighed saas i Skyen. 11 Og Herren talede til Mose og sagde: 12 Jeg har hørt Israels Børns Herren; tal til dem og sig: Imellem de to Aftener skulle I æde Kød, og i Morgen skulle I mættes af Brød; og I skulle fornemme, at jeg er Herren eders Gud.
13 Og det skete om Aftenen, at der kom Vagtler og bedækkede Lejren, og om Morgenen laa Duggen trindt omkring Lejren. 14 Og der Duggen, som laa, hævede sig, se, da laa der oven over Ørken noget tyndt, trindt, tyndt som Rimfrost paa Jorden. 15 Der Israels Børn saa det, da sagde de, den ene til den anden: Hvad er det? thi de vidste ikke, hvad det var; da sagde Mose til dem: Det er det Brød, som Herren har givet eder at æde. 16 Dette er det Ord, som Herren har befalet: Sanker deraf, eftersom enhver kan æde; I skulle tage en Omer for hvert Hoved, efter eders Personers Tal, som hver har i sit Telt. 17 Og Israels Børn gjorde saa og sankede, en mere og en anden mindre. 18 Og de maalte det i en Omer, da havde den ikke tilovers, som havde sanket meget, og der fattedes ikke for den, som havde sanket mindre; de havde sanket hver saa meget, som han kunde æde. 19 Og Mose sagde til dem: Ingen skal levne deraf til om Morgenen. 20 Dog adløde de ikke Mose, men somme levnede deraf til om Morgenen, saa voksede der Orme derudi, og det lugtede ilde; saa blev Mose vred paa dem. 21 Og de sankede hver Morgen deraf, hver saa meget, som han kunde æde, men naar Solen skinnede hedt, saa smeltedes det.
22 Og det skete paa den sjette Dag, at de sankede dobbelt Brød, to Omer for een; saa kom alle Fyrsterne af Menigheden og gav Mose det til Kende. 23 Da sagde han til dem: Det er det, som Herren sagde: I Morgen er det Sabbat, Helligheds Hvile for Herren; hvad I ville bage, det bager, og hvad I ville koge, det koger; men alt det, som bliver tilovers, skulle I lade ligge i Forvaring for eder til Morgenen. 24 Og de lode det ligge til Morgenen, Som Mose befalede; og det lugtede ikke ilde, og der var ikke Orm i det. 25 Da sagde Mose: Eder det i Dag; thi det er Sabbat i Dag for Herren; i Dag skulle I ikke finde det paa Marken. 26 Seks Dage skulle I sanke det; men paa den syvende Dag, paa Sabbaten, paa den skal det ikke være at firyde. 27 Og det skete, paa den syvende Dag gik nogle af Folket ud at sanke, men de fandt intet. 28 Da sagde Herren til Mose: Hvor længe vægre I eder ved at holde mine Bud og mine Love 29 Ser, at Herren har givet eder Sabbaten, derfor giver han eder paa den sjette Dag to Dages Brød; bliver hver paa sit Sted, ingen gaa ud fra sit Sted paa den syvende Dag. 30 Og Folket hvilede paa den syvende Dag.
31 Og Israels Hus kaldte dets Navn Man; og det var ligesom Korianderfrø hvidt og smagte som Honningkage. 32 Og Mose sagde: Dette er det Ord, som Herren befalede: Fyld en Omer deraf til at forvares til eders Efterkommere, paa det de maa se det Brød, som jeg bespiste eder med i Ørken, der jeg udførte eder af Ægyptens Land. 33 Og Mose sagde til Aron: Tag en Krukke, og læg en Omer fuld af Man derudi, og sæt det ned for Herren til at forvares til eders Efterkommere. 34 Ligesom Herren befalede Mose, saa satte Aron det ned for Vidnesbyrdet til at forvares. 35 Og Israels Børn aade det Man fyrretyve Aar, til de kom til det Land, som var beboet; de aade Man, indtil de kom til Grænsen af Kanaans Land. 36 Men en Omer er den tiende Part af en Efa.

17 Kapitel - 2.Mos.17
Og al Israels Børns Menighed drog fra den Ørk Sin, paa deres Rejser, efter Herrens Mund, og de lejrede sig i Refidim, og Folket havde intet Vand at drikke. 2 Og Folket kivedes med Mose, og de sagde: Giver os Vand, at vi kunne drikke; og Mose sagde til dem: Hvad ville I kives med mig for hvorfor ville I friste Herren? 3 Og Folket tørstede der efter Vand, og Folket knurrede imod Mose, og de sagde: Hvorfor har du ført os op af Ægypten, at lade mig og mine Børn og mit Kvæg dø af Tørst 4 Da raabte Mose til Herren og sagde: Hvad skal jeg gøre ved dette Folk om et lidet saa stene de mig. 5 Og Herren sagde til Mose: Gak frem for Folket og tag med dig af de ældste af Israel; og tag din Stav, med hvilken du slog Floden, i din Haand, og gaa. 6 Se, jeg vil staa for dig der paa Klippen paa Horeb, og du skal slaa paa Klippen, saa skal der flyde Vand ud af den, at Folket maa drikke; og Mose gjorde saa for Israels ældstes Øjne. 7 Saa kaldte han Stedets Navn Massa og Meriba, for Israels Børns Kiv, og fordi de havde fristet Herren og sagt: Monne Herren være iblandt os eller ej?
8 Og Amalek kom og stred imod Israel i Refidim. 9 Da sagde Mose til Josva: Udvælg os Mænd og drag ud, strid imod Amalek; jeg vil staa øverst paa Højen i Morgen, og Guds Stav skal være i min Haand. 10 Og Josva gjorde, som Mose havde sagt ham om at stride imod Amalek; men Mose, Aron og Hur gik op øverst paa Højen. 11 Og det skete, Mose opløftede sin Haand, da Israel Overhaand; men naar han sin Haand synke, da fik Ama Overhaand. 12 Men Mose Hænder bleve trætte, derfor toge de en Sten og lagde under ham, og han satte sig derpaa; og Aron og Hur holdt hans Hænder oppe, een paa den ene Side og een paa den anden Side; og hans Hænder bleve stadigt holdt lidt oppe, indtil Solen gik ned. 13 Og Josva svækkede Amalek og hans Folk med skarpe Sværd. 14 Og Herren sagde til Mose: Skriv dette til en Ihukommelse i Bogen, og indprent det i Josvas Øren; thi jeg vil visselig udslette Amaleks Ihukommelse under Himmelen. 15 Og Mose byggede et Alter og kaldte dets Navn: Herren er mit Banner. 16 Og han sagde: Der er en udrakt Haand paa Herrens Trone; Herrens Strid skal være imod Amalek fra til Slægt

18 Kapitel - 2.Mos.18
Og Jetro, Præsten i Midian, Mose at Folket Svigerfader, hørte alt det, Gud havde gjort imod Mose og imod sit Folk Israel, at Herren havde udført Israel af Ægypten. Da tog Jetro, Mose Svigerfader, Zippora, Mose Hustru, som han havde sendt tilbage, 3 og hendes to Sønner, - af hvilke den enes Navn var Gersom thi han sagde: Jeg har været fremmed i et fremmed Land; 4 og den andens Navn Elieser; thi han sagde: Min Faders Gud er kommen mig til Hjælp og har friet mig fra Faraos Sværd. 5 Og Jetro, Mose Svigerfader, kom med hans Sønner og hans Hustru til Mose i Ørken, der, hvor han havde lejret sig ved Guds Bjerg. 6 Og han lod sige til Mose: Jeg, Jetro din Svigerfader, kommer til dig, og din Hustru og hendes to Sønner med hende. 7 Da gik Mose ud imod sin Svigerfader og bøjede sig og kyssede ham, og den ene hilsede den anden, og de gik ind i Teltet. 8 Og Mose fortalte sin Svigerfader alt det; Herren havde gjort Farao og Ægypterne for Israels Skyld, tilligemed al den Møje, som var dem vederfaren paa Vejen, og hvorledes Herren havde friet dem. 9 Da blev Jetro glad for alt det gode, Herren havde gjort Israel, som han havde friet af Ægypternes Haand. 10 Og Jetro sagde: Lovet være Herren, som friede eder af Ægypternes Haand og af Faraos Haand, og som friede Folket fra at være under Ægypternes Haand.11 Nu ved jeg, at Herren er stor fremfor alle Guder; thi i den Sag, hvoraf de hovmodede sig, var han over dem. 12 Og Jetro, Mose Svigerfader, tog Brændoffer og Slagtoffer til Gud; saa kom Aron og alle Israels ældste for at faa Mad med Mose Svigerfader for Guds Ansigt.
13 Og det skete den næste Dag at Mose satte sig at dømme Folket, og Folket stod for Mose fra Morgenen indtil Aftenen. 14 Der Mose Svigerfader saa alt det, han havde for med Folket, da sagde han: Hvad er dette for en Sag, som du har for med Folket hvi sidder du for dig alene, og alt Folket staar for dig fra Morgen til Aften? 15 Mose sagde til sin Svigerfader: Fordi Folket kommer til mig for at adspørge Gud. 16 Naar de have nogen Sag, da komme de til mig, at jeg skal dømme imellem en Mand og imellem hans næste; og jeg skal lære dem Guds Skikke og hans Love. 17 Da sagde Mose Svigerfader til ham: Det er ikke godt, hvad du her gør. 18 Du maa jo forsmægte, baade du og dette Folk, som er med dig; thi den Handel er dig for svar, du formaar ikke at udrette det ved dig alene. 19 Nu lyd min Røst, jeg vil give dig Raad, og Gud skal være med dig: Vær du for Folket hos Gud, og du skal føre Sagerne frem for Gud. 20 Og du skal paaminde dem om Skikkene og Lovene og lære dem Vejen, som de skulle vandre paa, og den Gerning, som de skulle gøre. 21 Og du skal udse dig af Folket duelige Mænd, som frygte Gud, sanddrue Mænd, som hade ulovlig Vinding, og sætte disse over dem til Høvedsmænd over tusinde, Høvedsmænd over hundrede, Høvedsmænd over halvtredsindstyve og Høvedsmænd over ti. 22 Og de skulle dømme Folket til enhver Tid, og det skal ske saaledes: Hver stor Sag skulle de føre for dig, og hver liden Sag skulle de selv dømme i, og let saaledes noget af Byrden for dig, og de skulle bære den tilligemed dig. 23 Dersom du vil gøre dette, og Gud befaler dig det, da formaar du at holde ud; ja ogsaa hele dette Folk skal komme med Fred til sit Sted. 24 Og Mose lød sin Svigerfaders Røst og gjorde alt det, som han sagde. 25 Og Mose udvalgte duelige Mænd af al Israel og satte dem til Høvedsmænd over Folket, Høvedsmænd over tusinde, Høvedsmænd over hundrede, Høvedsmænd over halvtredsindstyve og Høvedsmænd over ti. 26 Og de dømte Folket til enhver Tid; hver svar Sag skulde de føre for Mose, og hver liden Sag skulde de selv dømme. 27 Og Mose lod sin Svigerfader fare, og denne gik til sit Land.

19 Kapitel - 2.Mos.19
I den tredje Maaned, efter at Israels Børn vare udgangne af Ægyptens Land, paa den Dag kom de til Sinai Ørk. 2 Thi de droge fra Refidim og kom til Sinai Ørk og lejrede sig i Ørken, og der lejrede Israel sig lige for Bjerget. 3 Og Mose steg op til Gud, og Herren raabte til ham fra Bjerget og sagde: Saa skal du sige til Jakobs Hus og kundgøre Israels Børn: 4 I have set, hvad jeg gjorde ved Ægypterne, og eg bar eder paa Ørnevinger og lod eder komme til mig. 5 Og nu, dersom I kun ville lyde min Røst og holde min Pagt, da skulle I være mig en Ejendom fremfor alle Folk; thi mig hører al Jorden til. 6 Og I skulle blive mig et præsteligt Kongerige og et helligt Folk. Disse ere de Ord, som du skal sige til Israels Børn. 7 Og Mose kom og kaldte ad Folkets ældste og forelagde dem alle disse Ord, som Herren havde budet ham. 8 Da svarede alt Folket til Hobe og sagde: Alt det som Herren har sagt, ville vi gøre; og Mose bragte igen Folkets Ord for Herren.
9 Da sagde Herren til Mose: Se, jeg vil komme til dig i en tyk Sky, paa det Folket maa høre, naar jeg taler med dig, og ligeledes tro paa dig evindelig; og Mose forkyndte Herren Folkets Ord. 10 Og Herren sagde til Mose: Gak til Folket, og du skal hellige dem i Dag og i Morgen, og de skulle to deres Klæder. 11 Og de skulle være rede til den tredje Dag; thi paa den tredje Dag skal Herren nedstige for alt Folkets Øjne paa Sinai Bjerg. 12 Og du skal sætte Gærde for Folket rundt omkring, sigende: Vogter eder, for at gaa op paa Bjerget og at røre ved dets Fod; hver den som rører ved Bjerget, skal visselig dødes. 13 Ingen Haand skal røre ved ham; men han skal visselig stenes eller skydes, hvad enten det er et Dyr eller et Menneske, da skal det ikke leve; naar Basunen lyder langsomt, skulle de stige op paa Bjerget. 14 Og Mose gik ned ad Bjerget til Folket og helligede Folket, og de toede deres Klæder. 15 Og han sagde til Folket: Værer rede til om tre Dage, og holder eder ikke til Kvinder. 16 Og det skete paa den tredje Dag, der det blev Morgen, at der var Torden og Lyn og en tyk Sky paa Bjerget og en saare stærk Basuns Lyd, og det ganske Folk, som var i Lejren, bævede. 17 Og Mose førte Folket ud af Lejren mod Gud, og de bleve staaende neden for Bjerget. 18 Og hele Sinai Bjerg røg for Herrens Ansigt, som for ned over det i Ilden, og der opgik en Røg af det som Røg af en Ovn, og hele Bjerget bævede saare. 18 Og Basunens Lyd tog til og blev meget stærk; Mose talede, og Gud svarede ham lydelig. 20 Der Herren var kommen ned over Sinai Bjerg, over Bjergets Top, da kaldte Herren Mose op paa Bjergets Top, og Mose steg op. 21 Da sagde Herren til Mose: Stig ned for at vidne for Folket, at de ikke skulle bryde frem til Herren for, at se, saa at mange af dem maatte falde. 22 Endog Præsterne, som komme nær til Herren, skulle hellige sig, at Herren ikke skal gøre et Skaar iblandt dem. 23 Og Mose sagde til Herren: Folket kan ikke stige op paa Sinai Bjerg; thi du vidnede for os og sagde: Sæt Gærde om Bjerget og hellige det. 24 Og Herren sagde til ham: Gak bort, stig ned, og du skal siden stige op, du og Aron med dig; men Præsterne og Folket skulle ikke bryde frem for at stige op til Herren, for at han ikke skal gøre et Skaar paa dem. 25 Og Mose steg ned til Folket og sagde det til dem.

20 Kapitel - 2.Mos.20
Og Gud talede alle disse Ord og sagde: 2 Jeg er Herren din Gud, som udførte dig af Ægyptens Land, af Trælles Hus. 3 Du skal ikke have andre Guder for mig. 4 Du skal ikke gøre dig udskaaret Billede eller nogen Lignelse efter det, som er i Himmelen oventil, eller det paa Jorden nedentil, eller det, som er i Vandet under Jorden. 5 Du skal ikke tilbede dem og ikke tjene dem; thi jeg, Herren din Gud, er en nidkær Gud, som hjemsøger Fædres Misgerning paa Børn, paa dem i tredje og paa dem i fjerde Led, paa dem, som hade mig; 6 og den, som gør Miskundhed i tusinde Led mod dem, som elske mig, og mod dem, som holde mine Bud. 7 Du skal ikke tage Herren din Guds Navn forfængelig; thi Herren skal ikke lade den være uskyldig, som tager hans Navn forfængelig. 8 Kom Sabbatens Dag ihu, at du holder den hellig. 9 Seks Dage skal du arbejde og gøre al din Gerning. 10 Men den syvende Dag er Sabbat for Herren din Gud; da skal du ingen Gerning gøre, hverken du eller din Søn eller din Dattel, din Svend eller din Pige eller dit Dyr eller din fremmede, som er inden dine Porte. 11 Thi i seks Dage gjorde Herren Himmelen og Jorden, Havet og alt det, som er i dem, og hvilede paa den syvende Dag; derfor velsignede Herren Sabbatsdagen og helligede den. 12 Ær din Fadel og din Moder, paa det dine Dage kunne forlænges i Landet, som Herren din Gud giver dig. 13 Du skal ikke ihjelslaa. 14 Du skal ikke bedrive Hor. 15 Du skal ikke stjæle. 16 Du skal ikke svare mod din Næste som et falsk Vidne. 17 Du skal ikke begære din Næstes Hus. Du skal ikke begære din Næstes Hustru eller hans Svend eller hans Pige eller hans Okse eller hans Asen eller noget, som hører din Næste til.
18 Og alt Folket saa Tordenen og Blussene og Basunens Lyd og Bjerget ryge; Folket saa det, og de flyede og stode langt borte. 19 Og de sagde til Mose: Tal du med os, og vi ville være lydige; og lad Gud ikke tale med os, at vi ikke dø. 20 Og Mose sagde til Folket: Frygter ikke, thi Gud er kommen for at forsøge eder, og for at hans Frygt skal være over eders Ansigt, at I ikke skulle synde. 21 Og Folket stod langt borte; og Mose gik nær til Mørket, hvor Gud var. 22 Og Herren sagde til Mose: Saa skal du sige til Israels Børn: I have set, at jeg har talet af Himmelen med eder. 23 I skulle ikke gøre noget til at sætte ved Siden af mig; Sølvguder eller Guldguder skulle I ikke gøre eder. 24 Et Alter af Jord skal du gøre mig, og derpaa skal du ofre dine Brændofre og dine Takofre, dine Faar og dine Øksne; paa hvert Sted, hvor jeg lader mit Navn ihukomme, vil jeg komme til dig, og velsigne dig. 25 Og dersom du vil gøre mig et Alter af Sten, da skal du ikke bygge det af huggen Sten; thi lader du dit Huggejern komme derover, da vanhelliger du det. 26 Og du skal ikke gaa op ad Trapper til mit Alter, at din Blusel ikke skal blottes over det.

21 Kapitel - 2.Mos.21
Og disse ere de Love, som du skal forelægge dem. 2 Naar du køber en hebraisk Tjener, da skal han tjene seks Aar, og i det syvende skal han udgaa fri for intet. 3 Dersom han kom enlig, da skal han udgaa enlig; dersom han var en Hustrus Mand, da skal hans Hustru udgaa med ham. 4 Dersom hans Herre har givet ham en Hustru, og hun har født ham Sønner eller Døtre, da skal Kvinden og hendes Børn høre hendes Herre til, og han selv skal udgaa enlig. 5 Men dersom Tjeneren siger saa: Jeg elsker, min Herre, min Hustru og mine Børn, jeg vil ikke gaa ud som fri: 6 Da skal hans Herre føre ham frem for Gud og holde ham op til Dør en eller til Dørstolpen, og hans Herre skal gennemstikke hans Øre med en Syl; saa skal han tjene ham bestandig. 7 Og naar nogen sælger sin Datter til at være en Tjenestepige, da skal hun ikke udgaa, som Tjenere udgaa. 8 Dersom hun er mishagelig for hendes Herres Øjne, som har trolovet sig med hende, da skal han tillade, at hun løses; han skal ikke have Magt til at sælge hende til et fremmed Folk, efterdi han har handlet troløst mod hende. 9 Men dersom han trolover hende med sin Søn, skal han gøre mod hende efter Døtrenes Ret, 10 Dersom han tager ham en anden da skal han ikke formindske hende Livs Ophold, hendes Klædning og Ægteskabspligten mod hende.11 Men dersom han ikke gør disse tre Ting imod hende, da skal hun udgaa fo intet, uden Betaling.
12 Hvo som slaar et Menneske saa at det dør, han skal visselig dødes. 13 Men har han ikke lure efter ham, men Gud har ladet han falde i hans Haand, da vil jeg bestemme dig et Sted, hvor han ska fly hen. 14 Og naar nogen hovmodelig sætter sig op imod sin Næst og slaar ham ihjel med Svig, da skal du tage ham endog fra mit Alter til at dø. 15 Og hvo som slaa sin Fader eller Moder, skal visselig dødes. 16 Og hvo som stjæler et Menneske og sælger det, eller det blive fundet i hans Vold, han skal visselig dødes. 17 Og hvo som bander sin Fader eller sin Moder, skal visselig dødes. 18 Og naar Mænd trætte og den ene slaar den anden med en Sten eller med Næve, og ha ikke dør, men maa ligge til Sengs, 19 og han kommer op igen og gaa om paa Gaden ved sin Stav, da skal den, som slog, være uskyldig dog skal han betale hans Tidsspilde og lade ham fuldkomment læge. 20 Og naar nogen slaar sin Tjener eller sin Tjenestepige med en Kæp, saa at de dø under hans Haand, da skal det visselig hævnes. 21 Dog ersom de blive ved Live een eller Dage, da skal det ikke hævnes; thi det er hans Penge. 22 Og naar Mænd trættes tilsammen og slaa en frugtsommelig Kvinde, og hendes foster fødes, og der ikke sker Ulyke, da skal der gives Bøde, efterom Kvindens Husbonde paalægger ham, og han skal give efter Dommeres Tykke. 23 Men dersom der sker Ulykke, da skal du give Liv for Liv. 24 Øje for Øje, Tand for Tand; Haand for Haand, Fod for Fod, 25 brændt for brændt, Saar for Saar, blaatslaget for blaatslaget. 26 Og naar nogen slaar sin Tjeners Øje eller sin Tjenestepiges Øje og fordærver det, da skal han lade dem være fri for deres Øjes Skyld. 27 Og der om han slaar sin Tjeners Tand eller Tjenestepiges Tand ud, skal han lade em fare fri for deres Tands Skyld.
28 Og om en Okse stanger en Mand eller Kvinde, saa at de dø, da skal Oksen visselig stenes, og dens Kød skal ikke ædes; men Oksens Herre skal være uskyldig. 29 Men dersom den Okse tilforn var vant at stange, og det var vitterliggjort for dens Ejermand, og han ikke passede paa den, og den dræber Mand eller Kvinde, da skal Oksen stenes, og dens Ejermand skal ogsaa dødes. 30 Men dersom der bliver paalagt ham en Bod, da skal han give Løsepenge for sit Liv efter alt det, som paalægges ham. 31 Enten den stanger en Søn, eller den stanger en Datter, da skal ham ske efter denne Vis. 32 Dersom en Okse stanger en Tjener eller Tjenestepige, da skal der gives deres Husbonde tredive Sekel Sølv, og Oksen skal stenes. 33 Og naar nogen aabner en Brønd, eller naar nogen graver en Brønd og dækker den ikke til, og der falder en Okse eller et Asen i den, 34 da skal Brøndens Ejermand betale derfor, han skal give Penge derfor til deres Herre, og det døde Dyr skal han have. 35 Og naar en Mands Okse stanger en anden Mands Okse, saa at den dør, da skulle de sælge den levende Okse og halvdele dens Værd, og den døde skulle de og halvdele. 36 Eller var det vitterligt, at den Okse plejede tilforn at stange, og dens Ejermand ikke vilde passe paa den, da skal han visselig betale Okse for Okse, og den døde skal han have.

22 Kapitel - 2.Mos.22
Naar nogen stjæler en Okse eller et Lam og slagter det eller sælger det, skal han betale fem Okser for Oksen og fire Lam for Lammet. 2 Om nogen Tyv bliver greben, idet han bryder ind, og bliver slagen og dør, skal ingen Bloddom udgaa for hans Skyld. 3 Men er Solen opgangen over ham, da skal Bloddom udgaa for hans Skyld. Tyven skal betale; men har han intet, da skal han sælges for sit Tyveri. 4 Dersom det stjaalne findes i hans Vold, hvad enten det er Okse eller Asen eller Lam, som er levende, skal han betale dobbelt. 5 Naar nogen lader afæde Ager eller Vingaard, idet han slaar sit Kvæg løs, og det afæder en andens Ager, da skal han betale afdet bedste paa sin Ager og af det bedste i sin Vingaard. 6 Om Ild farer ud og griber fat i Torne, og Negene eller det staaende Korn eller Ageren ødelægges, da skal han, som antænde Branden, visselig betale. 7 Om nogen flyr sin Næste Penge eller Tøj at forvare, og det bliver stjaalet af Mandens Hus, skal Tyven, hvis han finaes, betale dobbelt. 8 Men findes Tyven ikke, da skal Hushonden føres frem for Gud at vidne, at han ikke har lagt sin Haand paa sin Næstes Tøj. 9 Hvad angaar al svigagtig Handel, om Okse, Asen, Lam, Klæder, om alt, hvad der er tøt, om hvilket nogen siger, at dette er hans; da skal begges Sag komrne for Gud; hvem Gud siger at være skyldig, han skal betale sin Næste dobbelt. 10 Naar nogen flyr sin Næste Asen eller Okse eller Lam eller andet Kvæg at passe paa, og det dør, eller det kommer til Skade, 11 da skal Ed ved Herren være imellem dem begge, at han ikke har lagt sin Haand paa sin Næstes Gods, og den skal dets Ejermand tage for god, og den anden skal ikke betale. 12 Men bliver det stjaalet fra ham, da skal han betale dets Ejermand det. 13 Men bliver det sønderrevet, da skal han føre det frem til et Vidnesbyrd; han skal ikke betale det, som er sønderrevet. 14 Og naar nogen laaner noget af sin Næste, og det kommer til Skade eller dør, da skal han, hvis Ejermanden ikke er til Stede, betale det. 15 Dersom dets Ejermand er der hos, da skal han ikke betale; dersom det er lejet, da regnes det for Lejen.
16 Og naar nogen lokker en Jomfru, som ikke er trolovet, og ligger hos hende, da skal han visselig give Morgengave for hende og tage sig hende til Hustru. 17 Men om hendes Fader vægrer sig ved at give ham hende, da skal han tilveje Penge efter Morgengave for en Jomfru. 18 Du skal ikke lade en Troldkvinde leve. 19 Hver som ligger hos et Dyr, skal visselig dødes. 20 Hvo som ofrer til Guderne og ikke til Herren alene, skal være forbandet.
21 Og du skal ikke plage en fremmed og ikke undertrykke ham; thi I have været fremmede i Ægyptens Land. 21 skulle ikke plage nogen Enke eller faderløs. 23 Dersom du plager ham, og han raaber til mig, da skal jeg visselig høre hans Raab. 24 Saa optændes min Vrede, og jeg ihjelslaar eder med Sværd, og eders Hustruer skulle blive Enker og eders Børn faderløse. 25 Dersom du laaner mit Folk Penge, nemlig den fattige hos dig, da skal du ikke være ham som en Aagerkarl; I skulle ikke lægge Aager paa ham. 26 Dersom du tager din Næstes Klædebon til Pant, da skal du give ham det igen, førend Solen gaar ned. 27 Thi det er hans eneste Skjul, det er hans Klædebon for hans Krop; deri ligger han; og det skal ske, naar han raaber til mig, da skal jeg høre det, thi jeg er naadig.
28 Du skal ikke bande Gud, og den øverste iblandt dit Folk skal du ikke ønske ondt over. 29 Du skal ikke tøve med at give mig af din Lades Fylde og din Vinperses Væde; du skal give mig den førstefødte af dine Sønner. 30 Saaledes skal du gøre med din Okse og med dit Faar; det skal være syv Dage hos sin Moder, paa den ottende Dag skal du give mig det. 31 Og I skulle være mig aldeles hellige Mennesker og ikke æde Kød, som er sønderrevet paa Marken; for Hunde skulle I kaste det.

23 Kapitel - 2.Mos.23
Du skal ikke antage falsk Rygte; du skal ikke række den ugudelige Haanden til at være et uretfærdigt Vidne. 2 Du skal ikke følge Mængden til det onde, og du skal ikke svare i en Trætte, saa at du bøjer Retten efter Mængden. 3 Og du skal ikke besmykke den ringe i hans Trætte. 4 Naar du møder din Fjendes Okse eller hans Asen, som farer vild, da skal du føre dem til ham igen. 5 Naar du ser din Uvens Asen ligge under sin Byrde, da vogt dig, at du ikke overlader det til ham; du skal løse Byrden af tillige med ham. 6 Du skal ikke bøje Retten for den fattige hos dig i hans Trætte. 7 Du skal holde dig langt fra falsk Sag, og du skal ikke ihjelslaa den uskyldige og retfærdige; thi jeg lader ikke den skyldige have Ret. 8 Og du skal ikke tage Gave; thi Gaven kan forblinde de seende og forvende de retfærdiges Sager. 9 Og du skal ikke fortrykke den fremmede; thi I vide selv, hvorledes den fremmede er til Mode, thi I vare selv fremmede i Ægyptens Land.
10 Og seks Aar skal du besaa dit Land og sanke dets Grøde; 11 men i det syvende skal du lade det ligge og hvile, at de fattige iblandt dit Folk maa æde deraf, og hvad deraf bliver tilovers, maa vilde Dyr paa Marken æde; saa skal du gøre med din Vingaard og med din Oliegaard. 12 Seks Dage skal du gøre din Gerning, men paa den syvende Dag skal du hvile, paa det at din Dag skal du hvile, paa det at din Okse og dit Asen maa hvile, og din Tjenestekvindes Søn og den fremmede maa vederkvæges. 13 Og al det, som jeg har søgt til eder, skulle I holde; og I skulle ikke ihukomme andre Guders Navn, det skal ikke høres af din Mund. 14 Du skal holde mig tre Gange Højtid om Aaret. 15 Du skal holde de usyrede Brøds Højtid; du skal æde usyrede Brød syv Dage, saasom jeg befalede dig, til den bestemte Tid i Abib Maaned, thi i den drog du ud af Ægypten; og for mit Ansigt skal ingen lade sig se tomhændet; 16 og den Højtid naar du høster dit Arbejdes Førstegrøde af det, som du har saaet paa Marken; og Indsamlingens Højtid naar Aaret gaar ud, naar du har samlet dit Arbejdes Frugt af Marken. 17 Tre Gange om Aaret skal alt dit Mandkøn ses for den Herres, Herres Ansigt. 18 Du skal ikke ofre mit Slagtoffers Blod, hvor der er syret Brød, og det fede fra min Højtid skal ikke blive liggende Natten over til om Morgenen. 19 Det første, din Jords Førstegrøde, skal du føre til Herren din Guds Hus; du skal ikke koge et Kid i dets Moders Mælk.
20 Se, jeg sender en Engel for dit Ansigt at bevare dig paa Vejen og føre dig til det Sted, som jeg har beredt. 21 Forvar dig for hans Ansiat og lyd hans Røst, fortørn ham ikke; thi han skal ikke forlade eder eders Overtrædelser, thi mit Navn er i ham. 22 Thi dersom du hører hans Røst og gør alt det, som jeg vil sige, da vil jeg og være dine Fjenders Fjende, og jeg vil trænge dem, som trænge dig. 23 Thi min Engel skal gaa for dit Ansigt, og føre dig til de Amoriter og Hethiter og Feresiter og Kananiter og Heviter og Jebusiter; og jeg vil udslette dem. 24 Du skal ikke tilbede deres Guder og ej tjene dem og ikke gøre, som de gøre; men du skal nedbryde dem og sønderslaa deres Billeder. 25 Men I skulle tjene Herren, eders Gud, og han skal velsigne Brødet og Vandet for dig; og jeg vil borttage Sygdom fra dig. 26 Der skal ingen være, som føder i Utide eller er ufrugtbar i dit Land; jeg vil lade dig fylde dine Dages Tal. 27 Jeg vil sende Forfærdelse for mig for dit Ansigt og forvirre hvert Folk, som du kommer til; og jeg vil lade alle dine Fjender fly for dig. 28 Og jeg vil sende Gedehamse for dit Ansigt, som skulle udjage Heviterne, Kananiterne og Hethiterne for dig. 29 Jeg vil ikke udjage dem fra dit Ansigt paa eet Aar, at Landet ikke skal blive Øde, og vilde Dyr paa Marken ikke skulle formeres mod dig. 30 Jeg vil uddrive dem for dit Ansigt lidt efter lidt, indtil at du bliver mangfoldig og besidder Landet. 31 Og jeg vil sætte dit Landemærke fra det røde Hav indtil Filistrenes Hav og fra Ørken indtil Floden; thi jeg vil give Landets Indbyggere i eders Haand, og du skal uddrive dem fra dit Ansigt. 32 Du skal ikke gøre Pagt med dem eller med deres Guder. 33 Lad dem ikke bo i dit Land, at de ikke skulle komme dig til at synde imod mig; thi du kunde tjene deres Guder, og det vilde blive dig til en snare.

24 Kapitel - 2.Mos.24
Og han sagde til Mose: Stig op til Herren, du og Aron, Nad og Abihu og halvfjerdsindstyve af de ældste i Israel, og I skulle tilbede i Afstand. 2 Men Mose skal gaa frem for sig alene til Herren, og de andre de skulle ikke gaa frem, og Folket skal ikke stige op med ham. 3 Og Mose kom og fortalte Folket alle Herrens Ord og alle Bud; da svarede hele Folket med een Røst og sagde: Vi ville gøre efter alle de Ord, som Herren har sagt. 4 Og Mose skrev alle Herrens Ord og stod tidlig op om Morgenen og rejste et Alter neden ved Bjerget og tolv Støtter efter de tolv Israels Stammer. 5 Og han sendte unge Karle did af Israels Børn, og de Ofrede Brændofre, og de Slagtede Takofre for Herren af Okser. 6 Og Mose tog Halvdelen af Blodet og kom det i Bækkener, og Halvdelen af Blodet stænkede han paa Alteret. 7 Og han tob Pagtens Bog og læste den for Folkets Øren, og de sagde: vi ville gøre alt det, som Herren har sagt, og være lydige. 8 Da tog Mose Blodet og stænkede paa Folket og sagde: Se, det er den Pagts Blod, som Herren har gjort med eder over alle disse Ord. 9 Og Mose og Aron, Nadab og Abihu og halvjerdsindstyve af Israels ældste stege op. 10 Og de saa Israels Gud; og der var under hans Fødder som et Arbejde af Safirsten og som Himmelen selv, naar den er klar. 11 Og han lagde ikke sin Haand paa de Øverste af Israels Børn; og de beskuede Gud, og de aade og drak.
12 Og Herren sagde til Mose: Stig op til mig paa Bjerget og bliv der, saa vil jeg give dig Stentavler og Loven og Budet, som jeg har skrevet, for at lære dem disse. 13 Da stod Mose op og hans Tjener Josva; og Mose gik op paa Guds Bjerg. 14 Og han sagde til de ældste: Bliver her, indtil vi komme tilbage til eder; og se, Aron og Hur ere hos eder, hvo som har Retssager, maa gaa til dem. 15 Og Mose steg op paa Bjerget, og Skyen bedækkede Bjerget. 16 Og Herrens Herlighed boede paa Sinai Bjerg og Skyen bedækkede det i seks Dage, og han kaldte ad Mose paa den syvende Dag midt af Skyen. 17 Og Herrens Herligheds Udseende var som en fortærende Ild, Øverst paa Bjerget, for Israels Børns Øjne. 18 Og Mose kom midt ind i Skyen og steg op paa Bjerget; og Mose var paa Bjerget fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter.

25 Kapitel - 2.Mos.25
Og Herren talede til Mose og sagde: 2 Sig til Israels Børn, at de skulle tage mig en Offergave; af hver Mand, hvem hans Hjerte frivillig driver dertil, skulle I tage en Offergave til mig. 3 Og dette er den Offergave, som I skulle tage af dem: Guld og Sølv og Kobber 4 og blaat uldent og Purpur og Skarlagen og hvidt Linned og Gedehaar 5 og rødlødede Væderskind og Grævlingeskind og Sithimtræ, 6 Olie til Lysning, Urter til Salveolie og til vellugtende Røgelse, 7 Onyksstene og Stene til at indfatte, til Livkjortlen og ti1 Brystspannet. 8 Og de skulle gøre mig en Helligdom, og jeg vil bo iblandt dem. 9 Efter alle de Ting, som jeg vil vise dig, efter Forbilledet til Tabernaklet og efter Forbilledet til alle dets Redskaber; saaledes skulle I børe det.
10 Og de skulle gøre en Ark af Sithimtræ, halvtredje Alen lang og halvanden Alen bred og halvanden Alen høj. 11 Og den skal du beslaa med purt Guld; inden og uden skal du beslaa den og gøre en Guldkrans oven omkring den. 12 Og du skal støbe fire Guldringe til den og sætte dem i dens fire Hjørner, nemlig to Ringe paa dens ene Side og to Ringe paa dens anden Side. 13 Og du skal gøre Stænger af Sithimtræ og beslaa dem med Guld. 14 Og du skal stikke Stængerne i Ringene paa Siderne af Arken og bære Arken med dem. 15 Stænerne skulle blive i Ringene, som ere paa Arken, de skulle ikke borttages fra den. 16 Og du skal lægge i Arken det Vidnesbyrd, som jeg vil give dig.
17 Og du skal gøre en Naadestol af purt Guld, halvtredje Alen lang og halvanden Alen bred. 18 Og du skal gare to Keruber af Guld; af drevet Arbejde skal du gøre dem, ud fra begge Enderne af Naadestolen. 19 Og gør een Kerub paa den ene Ende og een Kerub paa den anden Ende; i eet med Naadestolen skulle I gøre Keruber paa begge dens Ender. 20 Og Keruber skulle udbrede Vinger ovenover, saa at de dække over Naadestolen med deres Vinger, og den enes Ansigt skal være mod den anden: mod Naadestolen skulle Kerubernes Ansigter være vendte. 21 Og du skal sætte Naadestolen oven paa Arken og læbge det Vidnesbyrd, som jeg vil give dig, i Arken. 22 Og der vil jeg komme til dig og tale rned dig oven f'ra Naadestolen, imellem de to Keruber, som ere paa Vidnesbyrdets Ark, alt det, jeg vil byde dig angaaende Israels Børn.
23 Og du skal gøre et Bord af Sithimtræ, to Alen langt og een Alen bredt og halvanden Alen højt, 24 Og beslaa det med purt Guld og gøre en Guldkrans dertil rundt omkring. 25 Og du skal gøre en Liste paa det af en Haandsbred rundt om og gøre en Guldkrans om dens Liste rundt om. 26 Du skal og gøre fire Guldringe dertil og sætte Ringene i de fire Hjørner, som ere ved de fire Fødder. 27 Tvært over for Listen skulle Ringene være, til at stikke Stængerne udi for at bære Bordet. 28 Og du skal gøre Stængerne af Sithimtræ og beslaa dem med Guld, og Bordet skal bæres med dem. 29 Og du skal gøre dets Fade og dets Skaaler og dets Kander og dets Bægere, af hvilke der skal udgydes Drikoffer; af purt Guld skal du gøre dem. 30 Og du skal stedse lægge Skuebrød for mit Ansigt paa Bordet.
31 Og du skal gøre en Lysestage af purt Guld; af drevet Arbejde skal Lysestagen gøres, dens Fod og dens Stang, dens Bægere, dens Knopper og dens Blomster skulle være ud af eet med den. 32 Og der skal gaa seks Grene udfra dens Sider; tre Grene paa Lysestagen fra dens ene Side og tre Grene paa Lysestagen fra dens anden Side. 33 Der skal være tre Mandelblomstbægere paa een Gren, en Knop og en Blomst, og tre Mandelblomstbægere paa en anden Gren, en Knop og en Blomst; saaledes skal det være paa de seks Grene, som gaa ud fra Lysestagen. 34 Men paa Lysestagen skulle være fire Mandelblomstbægere, dens Knopper og dens Blomster; 35 nemlig en Knop under de to Grene derpaa og en Knop under de to andre Grene derpaa og en knop under de to Øvrige Grene derpaa; for de seks Grene, som gaa ud fra Lysestagen. 36 Deres Knopper og deres Grene skulle være ud af eet med den; det skal altsammen være eet drevet Arbejde af purt Guld. 37 Og du skal gøre dens syv Lamper, og man skal holde dens Lamper tændte og lade dem lyse lige mod dens modsatte Side. 38 Og dens Sakse og dens Tandekar skal du gøre af purt Guld. 39 Man skal gøre den med alle disse Redskaber af eet Centner purt Guld.
40 Og se til og gør det efter Forbilledet dertil, hvilket blev vist dig paa Bjerget.

26 Kapitel - 2.Mos.26
Og du skal gøre Tabernaklet af ti Tæpper, af hvidt tvundet Linned og blaat uldent og Purpur og Skarlagen; Keruber skal du gøre med kunstigt Arbejde paa dem. 2 Hvert Tæppe skal være otte og tyve Alen langt, og hvert Tæppe skal være fire Alen bredt; alle Tæpper skulle være lige store. 3 Der skal fem Tæpper fæstes sammen, eet til det andet; og atter fem Tæpper fæstes sammen, eet til det andet. Og du skal gøre Stropper af blaat uldent paa det første Tæppes Æg, yderst, hvor det skal fæstes sammen; og ligesaa skal du gøre paa det yderste Tæppes Æg, hvor det anden Gang skal fæstes sammen. 5 Du skal gøre halvtredsindstyve Stropper paa det første Tæppe og gøre halvtredsindstyve Stropper yderst paa Tæppet, der anden Gang skal fæstes til, saa at Stropperne kunne hæftes sammen den ene til den anden. 6 Du skal og gøre halvtredsindstyve Guldhager og fæste Tæpperne det ene til det andet med Hagerlze, saa de blive til eet Tabernakel. 7 Du skal og gøre Tæpper af Gedehaar til et Paulun over Tabernaklet; elleve Tæpper skal du gøre. 8 Hvert Tæppe skal være tredive Alen langt, og hvert Tæppe skal være fire Alen bredt; de elleve Tæpper skulle have eet Maal. 9 Og de fem Tæpper skal du fæste sammen for sig, og de seks Tæpper for sig, og det sjette Tæppe skal du lægge dobbelt hen mod Forsiden af Paulunet. 10 Og du skal gøre halvtredsindstyve Stropper i det første Tæppes Æg, yderst, hvor de skulle fæstes sammen, og halvtredsindstyve Stropper paa Æggen af det Tæppe, der anden Gang skal fæstes til. 11 Og du skal gøre halvtredsindstyve kobberhager og spænde Hagerne i Stropperne; og du skal sammenføje Paulunet, saa det bliver til eet. 12 Men det overskydende, som er tilovers af Paulunets Tæpper, det halve Tæppe, som er tilovers, skal du lade hænge ned bag over Tabernaklet. 13 Og den Alen paa den ene Side og den Alen paa den anden Side, som bliver tilovers af Paulunets Tæpper i Længden, skal hænge ned over hver sin Side af Tabernaklet for at bedække det. 14 Du skal og børe et Dække over Paulunet af rødlødede Væderskind og et Dække derover af Grævlingeskind.
15 Og du skal gøre Fjælene til Tabernaklet af Sithimtræ, saa at de kunne staa. 16 Ti Alen lang skal hver Fjæl være, og een Alen og en halv Alen bred skal hver Fjæl være. 17 En Fjæl skal have to Tappe, den ene Tap forbunden med den anden; saaledes skal du gøre paa alle Tabernaklets Fjæle. 18 Og du, skal gøre Fjæle til Tabernaklet; tyve Fjæle til den søndre Side, imod Sønden. 19 Og du skal gøre fyrretyve Sølvfødder under de tyve Fjæle: to Fødder under den ene Fjæl for dens to Tappe, og to Fødder under den anden Fjæl for dens to Tappe. 20 Og til Tabernaklets anden Side mod den nordre Side tyve Fjæle 21 og deres fyrretyve Sølvfødder: to Fødder under den ene Fjæl, og to Fødder under den anden Fjæl. 22 Og til Bagsiden af Tabernaklet, imod Vesten, skal du gøre seks Fjæle. 23 Og du skal gøre to Fjæle til Tabernaklets Hjørner, paa begge Sider. 24 De to skulle være dobbelte nedenfra, og i lige Maade skulle de være dobbelte til det øverste, saa der bliver een Ring; saaledes skal det være med dem begge, de skulle være paa begge Hjørner. 25 Og der skal være otte Fjæle og deres Sølvfødder, seksten Fødder; to Fødder under den ene Fjæl og to Fødder under den anden Fjæl. 26 Og du skal gøre Tværstænger af Sithimtræ: Fem til Fjælene ved den ene Side paa Tabernaklet, 27 og fem Stænger til Fjælene ved den anden Side paa Tabernaklet, og fem Stænger til Fjælene paa Siden af Tabernaklet, bagtil mod Vesten. 28 Og den mellemste Stang skal være midt paa Fjælene og gaa tværs over fra den ene Ende til den anden. 29 Og din skal beslaa Fjælene med Guld og gøre deres Ringe af Guld til at stikke Stængerne udi; og du skal beslaa Stængerne med Guld. 30 Og du skal oprejse Tabernaklet efter den Maade, som blev vist dig paa Bjerget.
31 Og du skal gøre et Forhæng af blaat uldent og Purpur og Skarlagen og hvidt tvundet Linned; du skal gøre Keruber med kunstigt Arbejde paa det. 32 Og du skal hænge det paa fire Støtter af Sithimtræ, som ere beslagne med Guld, deres Kroge skulle være af Guld, paa fire Fødder af Sølv skulle de staa. 33 Og du skal hænge Forhænget under Hagerne og føre Vidnesbyrdets Ark derhen, indenfor Forhænget, og Forhænget skal skille for eder imellem det hellige og imellem det allerhelligste. 34 Og du skal sætte Naadestolen paa Vidnesbyrdets Ark i det allerhelligste. 35 Men du skal sætte Bordet uden for Forhænget, og Lysestagen tværs over for Bordet, paa den Side i Tabernaklet mod Sønden; men Bordet skal du sætte paa den nordre Side. 36 Og du skal gøre et Dække for Paulunets Dør af blaat uldent og Purpur, Skarlagen og hvidt tvundet Linned, stukket Arbejde. 37 Og du skal gøre fem Støtter af Sithimtræ til Dækket og beslaa dem med Guld, deres Kroge skulle være af Guld; og du skal støbe fem Kobberfødder til dem støbe fem Kobberfødder til dem.

27 Kapitel - 2.Mos.27
Og du skal gøre Alteret af Sihimtræ, fem Alen langt og fem Alen bredt, firkantet skal Alteret være og tre Alen højt. 2 Du skal og gøre dets Horn paa dets fire Hjørner, dets Horn skulle være ud af eet med det. Og du skal beslaa det med Kobber. 3 Og du skal gøre dets Gryder til at tage Aske med og dets Ildskuffer og dets Skaaler og dets Madkroge og dets Ildkar: Alle Redskaber dertil skal du gøre af Kobber. 4 Du skal gøre et Gitter dertil, gjort som et Net, af Kobber; og du skal gøre paa Nettet fire Kobberringe i dets fire Hjørner. 5 Og du skal sætte det neden for Alterets Afsæt, og Nettet skal naa indtil midt paa Alteret. 6 Du skal og gøre Stænger til Alteret, Stænger af Sithimtræ, og du skal beslaa dem med Kobber. 7 Og dets Stænger skulle stikkes i Ringene, og Stængerne skulle være paa begge Alterets Sider til at bære det med, 8 Du skal gøre det af Fjæle, hult; ligesom han lod dig se paa Bjerge skulle de gøre det.
9 Du skal og gøre en Forgaard til Tabernaklet: Ved den søndre Side mod Syd skal være Omhæng til Forgaarden af hvidt tvundet Linned hundrede Alen lange til den ene Side; 10 og tyve Støtter til dem, med deres tyve Kobberfødder; og Støtternes Kroge og deres Tværstænger af Sølv. 11 Og ligesaa mod den nordre Side skulle være Omhæng i Længden hundrede Alen lange og tyve Støtter til dem med deres tyve Kobberfødder; og Støtternes Kroge og deres Tværstænger af Sølv. 12 Og Forgaardens Bredde mod den vestre Side skal have Omhæng halvtredsindstyve Alen; ti Støtter dertil og deres ti Fødder. 13 Og mod den østre Side mod Østen skal Forgaardens Bredde være halvtredsindstyve Alen. 14 Og Omhængene skulle være femten Alen paa den ene Side, med deres tre Støtter og deres tre Fødder. 15 Og Omhængene skulle være femten Alen paa den anden Side, med deres tre Støtter og deres tre Fødder. 16 Men for Forgaardens Port skal være et Dække, tyve Alen langt, af blaat uldent og Purpur og Skarlagen og hvidt tvundet Linned, af stukket Arbejde, med deres fire Støtter og deres fire Fødder. 17 Alle Støtterne i Forgaarden rundt omkring skulle være forbundne med Stænger af Sølv; deres Kroge skulle være af Sølv og deres Fødder af Kobber. 18 Forgaardens Længde skal være hundrede Alen og Bredden halvtredsindstyve Alen alle Vegne, og Højden fem Alen, af hvidt tvundet Linned, og Fødderne dertil skulle være af Kobber. 19 Alle Tabernaklets Redskaber til alt Arbejdet der med og alle Søm dertil og alle Forgaardens Søm skulle være af Kobber. 20 Og du skal byde Israels Børn at de skaffe dig af den rene stødte Olivenolie, til Lysningen, til at holde pen altid tændt. 21 I Forsamlings Paulun, uden for Forhænget, hænger foran Vidnesbyrdet, alle Aron og hans Sønner holde den i Stand fra Aftenen og til Morgenen for Herrens Ansigt; det skal være en evig Ydelse af Isaels Børn for deres Efterkommere.

28 Kapitel - 2.Mos.28
Og du skal lade din Broder Aron komme frem til dig og hans Sønner med ham, midt ud af Israels Børn, til at gøre Præstetjeneste for mig, Aron og Arons Sønner, Nadab og Abihu, Eleasar og Ithamar. 2 Og du skal gøre Aron, din Broder, hellige Klæder, til Ære og Prydelse. 3 Og du skal tale med alle, som ere vise i Hjertet, hvilke jeg har opfyldt med Visdoms Aand; og de skulle gøre Aron Klæder til at hellige ham, til at han maa gøre Præstetjeneste for mig. 4 Og disse ere de Klæder, som de skulle gøre: Et Brystspan og en Livkjortel og en Overkjortel og en knyttet Kjortel, en Hue og et Bælte; og de skulle gøre Aron din Broder og hans Sønner hellige Klæder, til at de maa gøre Præstetjeneste for mig.
5 Og de skulle tage Guldet og det blaa uldne og Purpuret og Skarlagenet og det hvide Linned. 6 Og de skulle gøre Livkjortlen af Guld, blaat uldent og Purpur, Skarlagen og hvidt tvundet Linned, med kunstig Gerning. 7 To Skulderstykker, som kunne sammenføjes, skal den have ved begge dens Ender, og den skal sammenføjes. 8 Og Bæltet om, den, som omslutter den, skal være af samme Arbejde, ud af eet Stykke dermed, af Guld, blaat uldent og Purpur og Skarlagen og hvidt tvundet Linned. 9 Og du skal tage to Onyksstene og gave paa dem Israels Børns Navne: 10 Seks af deres Navne paa den ene Sten, og de øvrige seks Navne paa den anden Sten, efter deres Fødsel. 11 Med Stenskærerarbejde, saaledes som man udgraver et Signet, skal du lade udgrave begge Stenene efter Israels Børns Navne; du skal lade dem indfatte rundt omkring med Guldfletninger. 12 Og du skal sætte begge Stene paa Ligkjortlens Skulderstykker, de skulle være Stene til en Ihukommelse for Israels Børn; og Aron skal bære deres Navne for Herrens Aasyn paa begge sine Skuldre til en Ihukommelse. 13 Du skal og gøre Guldfletninger 14 og to Kæder af purt Guld, fastslyngede skal du gøre dem, af snoet Arbejde; og du skal fæste de snoede Kæder paa Fletningerne.
15 Og du skal gøre Rettens Brystspan med kunstigt Arbejde, med samme Arbejde som Livkjortlen skal du gøre det; af Guld, blaat uldent og Purpur og Skarlagen og hvidt tvundet Linned skal du gøre det. 16 Det skal være firkantet, dobbelt, et Spand langt og et Spand bredt. 17 Og du skal indfatte en Besætning af Stene derpaa, fire Rader Stene; een Rad: En Karneol, en Topas og en Smaragd, som den første Rad; 18 og den anden Rad: En Karfunkel, en Safir og en Demant; 19 og den tredje Rad: En Hyacint, en Agat og en Ametyst; 20 og den fjerde Rad: En Krysolit og en Onyks og en Jaspis; de skulle have Fletninger af Guld om deres Indfatninger. 21 Og Stenene skulle være efter Israels Børns Navne, tolv efter deres Navne; som man udgraver et Signet, skulle de være, hver med sit Navn, efter de tolv Stammer. 22 Og du skal gøre fastslyngede Kæder til Brystspannet, snoet Arbejde, af purt Guld. 23 du skal gøre to Guldringe paa Brystspannet og sætte de to Ringe paa de tvende Ender af Brystspannet. 24 Og du skal sætte de to snoede Guldkæder i de to Ringe ved Enderne af Brystspannet. 25 Men de to Ender af de to snoede Kæder skal du sætte paa de to Fletninger og sætte dem paa Skulderstykkerne af Livkjortlen, paa Forsiden deraf. 26 Og du skal gøre to Guldringe og sætte dem paa de to andre Ender af Brystspannet, paa den Æg deraf, som vender indad mod Livkjortlen. 27 Og du skal gøre to Guldringe og sætte dem paa de to Skulderstykker af Livkjortlen, forneden paa Forsiden deraf, der hvor den fæstes sammen oven for Livkjortlens Bælte. 28 Og de skulle ombinde Brystspannet ved dets Ringe, til Ringene paa Livkjortlen, med en blaa ulden Snor, at det skal være over Livkjortlens Bælte; og Brystspannet skal ikke skilles fra Livkjortlen. 29 Og Aron skal bære Israels Børns Navne i Rettens Brystspan paa sit Hjerte, naar han kommer i Helligdommen, til en Ihukommelse for Herrens Ansigt altid. 30 Du skal og lægge i Rettens Brystspan Urim og Tummim, og de skulle være paa Arons Hjerte, naar han gaar ind for Herren, og Aron skal bære Israels Børns Ret paa sit Hjerte for Herrens Ansigt altid.
31 Du skal og gøre en Overkjortel til Livkjortlen helt igennem af blaat uldent. 32 Og der skal være et Hul oven i den, midt derpaa; der skal være en Bort om Hullet paa den rundt omkring, vævet Arbejde, Hullet paa den skal være som paa et Panser, at den ikke skal rives ud. 33 Og du skal gøre paa dens Sømme forneden Granatæbler af blaat uldent og Purpur og Skarlagen, trindt omkring paa dens Sømme forneden, og Guldbjælder midt imellem dem trindt omkring. 34 En Guldbjælde og et Granatæble, og atter en Guldbjælde og et Granatæble paa Overkjortlens Sømme forneden trindt omkring. 35 Og Aron skal have den paa, naar han gør Tjeneste, at Lyden deraf kan høres, naar han gaar ind i Helligdommen for Herrens Aasyn, og naar han gaar ud, at han ikke skal dø.
36 Du skal og gøre en Plade af purt Guld og udbrave derpaa, som man udgraver et Signet: Helliget Herren. 37 Og du skal fæste den ved en blaa ulden Snor, og den skal være paa Huen; for paa Huen skal den være. 38 Og den skal være over Arons Pande, og Aron skal bære Synden, som er ved de hellige Ting, som Israels Børn hellige, i alle deres helliede Gaver; og den skal være over hans Pande altid, at de maa finde Velbehag for Herrens Ansigt 39 Du skal og knytte en Underkjortel af hvidt Linned og gøre en Hue af hvidt Linned, og du skal gøre et Bælte med stukket Arbejde.
40 Du skal og gøre Arons Sønner Kjortler og gøre dem Bælter, og du skal gøre dem høje Huer til ære og til Prydelse. 41 Og du skal iføre Aron din Broder dem og hans Sønner med ham og du skal salve dem og fylde deres Hænder og hellige dem, og de skulle gøre Præstetjeneste for mig. 42 Og du skal gøre dem linnede Underklæder til at skjule deres Blusel, fra Lænderne indtil Laarene skulle de naa. 43 Og dem skal Aron og hans Sønner have paa, naar de gaa ind i Forsamlingens Paulun, eller de gaa nær til Alteret for at tjene i Helligdommen, at de ikke skulle paadrage sig Skyld og dø. Dette skal være en evig Skik for ham og hans Sæd efter ham.

29 Kapitel - 2.Mos.29
Og dette er den Gerning, som du skal gøre ved dem for at hellige dem til at gøre Præstet eneste for mig: Tag een Tyrekalv og 2 to Vædere, som ere uden Lyde, og usyrede Brød og usyrede Kager, æltede med Olie, og usyrede tynde Kager, smurte med Olie; dem skal du lave af Hvedemel. 3 Og du skal lægge dem i een Kurv og bringe dem frem i Kurven, tillige Tyren og de to Vædere.
4 Saa skal du føre Aron og hans Sønner frem til Forsamlingens Pauluns Dør og to dem i Vand. 5 Og du skal tage Klæderne og iføre Aron Underkjortlen og Overkjortlen, som hører til Livkjortlen, og Livkjortlen og Brystspannet, og du skal binde Livkjortlens Bælte om ham. 6 Og du skal sætte Huen paa hans Hoved og sætte det hellige Hovedsmykke paa Huen. 7 Saa skal du tage Salveolien og Lidgyde paa hans Hoved og salve ham. 8 Og du skal føre hans Sønner frem,og iføre dem Kjortlerne. 9 Og du skal binde Bæltet om dem, om Aron og hans Sønner, og binde høje Huer paa dem, at de skulle have Præstedømme til en evig Skik; og du skal fylde Arons Haand og hans Sønners Haand.
10 Og du skal lade Tyren føre nær til for Forsamlingens Paulun, og Aron og hans Sønner skulle lægge deres Hænder paa Tyrens Hoved. 11 Og du skal slagte Tyren for Herrens Ansigt ved Forsamlingens Pauluns Dør. 12 Og du skal tage af Tyrens Blod og komme det paa Alterets Horn med din Finger; og alt det øvrige Blod skal du udøse ved, Alterets Fod. 13 Saa skal du tage alt Fedtet, som skjuler Indvoldene, og Hinden over Leveren og begge Nyrerne med Fedtet, som er paa dem, og gøre Røgoffer deraf paa Alteret. 14 Men Kødet af Tyren og dens Hud og dens Møg skal du opbrænde med Ild uden for Lejren; det er Syndoffer.
15 Og du skal tage den ene Væder, og Aron og hans Sønner skulle lægge deres Hænder paa Væderens Hoved. 16 Og du skal slagte Væderen og tage dens Blod og stænke paa Alteret trindt omkring. 17 Men Væderen skal du hugge i sine Stykker; saa skal du to dens Indvolde og dens Skanker og lægge dem oven paa dens Stykker og paa dens Hoved. 18 Og du skal gøre et Røgoffer af den hele Væder paa Alteret; det er et Brændoffer for Herren, det er en behagelig Lugt, et Ildoffer for Herren. 19 Og du skal tage den anden Væder, og Aron og hans Sønner skulle lægge deres Hænder paa Væderens Hoved. 20 Og du skal slagte Væderen og tage af dens Blod og komme det paa Arons Ørelæp og paa hans Sønners højre Ørelæp paa deres højre Tommelfinger og paa deres høre Tommeltaa, og du skal stænke Blodet paa Alteret trindt omkring. 21 Og du skal tage af Blodet, som er paa Alteret, og af Salveolien og stænke paa Aron og paa hans Klæder og paa hans Sønner og paa hans Sønners Klæder med ham, saa bliver han helliget og hans Klæder og hans Sønner og hans Sønners Klæder med ham. 22 Siden skal du tage Fedtet af Væderen og Stjerten og Fedtet, som skjuler Indvoldene, og Hinden over Leveren og begge Nyrerne og Fedtet, som er paa dem, og den højre Bov; thi det er Fyldelsens Væder; 23 og eet Stykke Brød og een Oliebrødkage og een tynd Kage at de usyrede Brøds Kurv, som ere for Herrens Ansigt. 24 Og du skal lægge alt dette paa Arons Hænder og paa hans Sønners Hænder og røre det med en Rørelse for Herrens Ansigt. 25 Og du skal tage det af deres Hænder og gøre et Røgoffer deraf paa Alteret over Brændofferet, til en behagelig Lugt for Herrens Ansigt; det er et Ildoffer for Herren.
26 Og du skal tage Brystet af Arons Fyldelsens Væder og røre det med en Rørelse for Herrens Ansigt; og det skal være din Del. 27 Og du skal hellige Rørelsens Bryst og Gavens Bov - som er rørt og som er tagen fra - af Fyldelsens Væder, af den, som er for Aron, og af den, som er for hans Sønner. 28 Og det skal være Arons og hans Sønners til en evig Rettighed af Israels Børn; thi det er en Gave; og det skal være en Gave fra Israels Børn af deres Takofre, deres Gave hører Herren til. 29 Og de hellige Klæder, som Aron har, dem skulle hans Sønner have efter ham, i disse skal man salve dem og fylde deres Hænder i og dem. 30 Syv Dage skal den af hans Sønner, som bliver Præst i hans Sted, iføre sig dem, den, som skal gaa ind i Forsamlingens Paulun ene i Helligdommen. 31 Og du skal tage Fyldelsens Væder og koge dens Kød paa et helligt Sted. 32 Og Aron og hans Sønner skulle æde Væderens Kød og Brødet, som er i Kurven, for Forsamlingens Panluns Dør. 33 Og de skulle æde disse Ting, ved hvilke Forligelsen er sket, for at fylde deres Hænder, for at hel lige dem; og en uvedkommende skal ikke æde dem, fordi de ere helligo 34 Men dersom der levnes af samme Fyldelsens Offerkød og af Brødet om Morgenen, da skal du opbrædne det, som er levnet, med Ild; 35 skal ikke ædes, thi det er helligt. 36 Og du skal gøre saaledes ved Aron og ved hans Sønner, efter alt det, som jeg har befalet dig: Du skal fylde deres Hænder i syv Dage. 36 Og du skal hver Dag bringe en Tyr til Syndoffer, til Forligelse, og gøre Syndoffer for Alteret, naar du gør Forligelse for dette; og du skal; salve det for at hellige det. 37 Syv, Dage skal du gøre Forligelsen for Alteret og hellige det; og Alteret skal være en højhellig Ting, hver den, som rører ved Alteret, skal være hellig.
38 Og dette er det, som du skal ringe paa Alteret: Hver Dag to aargamle, bestandig. 39 Det ene Lam skal du bringe om Morgenen, det andet Lam skal du bringe ellem de tvende Aftener. 40 Og en Tiendepart Mel, blandet med en fjerdepart af en Hin stødt Olie, og Fjerdepart af en Hin Vin, til Drikoffer, til det ene Lam. 41 Og du ska1 bringe det andet Lam imellem tvende Aftener; som Madofferet Morgenen og som dets Drikoffer du bringer det til en behagelig Lugt; det er et Ildoffer for Herren. 42 Dette er det bestandige Brænder hos eders Efterkommere ved Forsamlingens Pauluns Dør for Herrens Ansigt, der hvor jeg vil komme til eder for at tale med dig. 43 der vil jeg komme til Israels Børn, og de skulle helliges ved min Herlighed. 44 Og jeg vil hellige Forsamlingens Paulun og Alteret; og jeg vil hellige Aron og hans Sønner til at gøre Præstetjeneste for mig. 45 Jeg vil bo midt iblandt Israels Børn, og jeg vil være dem en Gud. 46 de skulle fornemme, at jeg er Herren deres Gud, som udførte dem af Ægyptens Land for at bo midt iblandt dem; jeg er Herren deres Gud.

30 Kapitel - 2.Mos.30
Og du skal gøre et Røgelsealter til Røgelse, af Sithimtræ skal du gøre det; 2 een Alen langt og een Alen bredt, det skal være firkantet og to Alen højt; dets Horn skulle være ud af eet med det. 3 Og du skal beslaa det med purt Guld, dets Overdel og dets Sider rundt omkring og dets Horn; du skal og gøre en Guldkrans til det trindt omkring. 4 Og to Guldringe skal du gøre til det, under dets Krans, paa begge Sidestykkerne deraf, du skal gøre dem paa begge Sider der paa; og man skal stikke Stænger deri for at bære det med dem. 5 Du skal og gøre Stængerne af Sithimtræ og beslaa dem med Guld. 6 Og det skal du sætte foran Forhænget, som er forVidnesbyrdets Ark, foran Naadestolen, som er oven over Vidnesbyrdet, hvor jeg vil komme til dig. 7 Og paa det skal Aron lade røge med Røgelse af kostelige Urter; hver Morgen, naar han tillaver Lamperne, skal han lade røge med den. 8 Og naar Aron tænder Lamperne imellem de tvende Aftener, skal han lade røge med den; det skal være en bestandig Røgelse for Herrens Ansigt hos eders Efterkommere. 9 I skulle ingen fremmed Røgelse antænde derpaa eller Brændoffer eller Madoffer; og Drikoffer skulle I ikke udgyde derpaa. 10 Og Aron skal gøre en Forligelse for dets Horn, een Gang om Aaret; med Forligelsens Syndoffers Blod skal han gøre Forligelse een Gang om Aaret for det, hos eders Efterkommere; det er en højhellig Ting for Herren. 11 Og Herren talede til Mose og sagde: 12 Naar du optager Hovedsummen paa Israels Børn ved deres Tælling, da skal hver give Herren Løsepenge for sin Sjæl, naar man tæller dem, at ingen Plage skal komme paa dem, naar man tæller dem. 13 Dette skulle de give, hver som gaar over til de talte: En halv; Sekel, efter Helligdommens Sekel; en Sekel gælder tyve Gera, en halv Sekel skal være en Offergave for Herren. 14 Hver som gaar over til de talte, fra tyve Aar gammel og derover, skal give Herren en Offergrave. 15 Den rige skal ikke give mere og den fattige ikke give mindre end en halv Sekel, for at give Herren en Offergave, til at gøre Forligelse I for eders Sjæle. 16 Og du skal tage Forligelsens Penge af Israels Børn, og give dem til Forsamlingens Pauluns Tjeneste; og det skal være Israels Børn til en Ihukommelse for Herrens Ansigt, til at g re Forligelse for eders Sjæle.
17 Og Herren talede til Mose og sagde: 18 Du skal og gøre en Kedel af Kobber og dens Fod af Kobber, at man kan to sig; og du skal sætte den imellem Forsamlingens Paulun og imellem Alteret og komme Vand derudi. 19 Og Aron og hans Sønner skulle to deres Hænder og deres Fødder deraf. 20 Naar de gaa ind i Forsamlingens Paulun, skulle de to sig med Vand, at de ikke skulle dø; eller naar de nærme sig til Alteret for at tjene og at antænde Ildoffer for Herren. 21 Og de skulle to deres Hænder og deres Fødder, at de ikke skulle dø; og det skal være dem en evig Skik, ham og hans Sæd, hos deres Efterkommere.
22 Og Herren talede til Mose og sagde: 23 Tag du dig ogsaa de bedste Urter, af den ædleste Myrra fem Hundrede Sekel, og halvt saa meget vellugtende Kanelbark, to Hundrede og halvtredsindstyve Sekel, og vellugtende Kalmus, to Hundrede og halvtredsindstyve Sekel, 25 og Kasia fem Hundrede Sekel, efter Helligdommens Sekel, og een Hin Olivenolie. 26 Og du skal lave det til en hellig Salveolie, en Salveblanding efter Salvekogerens Kunst; det skal være en hellig Salveolie. 26 Og dermed skal du salve Forsamlingens Paulun og Vidnesbyrdets Ark 27 og Bordet med alt dets Redskab og Lysestagen med dens Redskab og Røgelsealteret 28 og Brændofferets Alter med alt dets Redskab og Kedelen med dens Fod. 29 Og du skal hellige dem, at de blive højhellige; hver den som rører ved dem, skal I være hellig. 30 Du skal og salve Aron og hans Sønner og hellige dem til at gøre Præstetjeneste for mig. 31 Og du skal tale til Israels Børn og sige: Denne skal være mig den hellige Salvelsesolie hos eders Efterkommere. 32 Den skal ikke udgydes paa andre Menneskers Legeme, og I skulle ikke berede nogen anden efter dens Maade; den er hellig, den skal være eder hellig. 33 Hvo som laver en Salveblanding som den, eller som lader komme deraf paa en uvedkommende, han skal udryddes af sit Folk.
34 Herren sagde til Mose: Tag dig vellugtende Urter, Stakten og Onyks og Galbane, disse vellugtende Urter og ren Virak; der skal være lige meget af hvert. 35 Og du skal lave en Røgelse deraf, en Blanding efter Kunstens Regler; den skal være saltet, ren og hellig. 36 Og du skal støde noget deraf smaat og lægge deraf foran Vidnesbyrdet i Forsamlingens Paulun, hvor jeg vil tale med dig; det skal være eder høj helligt. 37 Og I skulle ikke gøre eder Røgelse, som du kunde gøre efter dennes Naade; det skal være helligt for Herren. 38 Hvo som gør en lignende for at røge dermed, han skal udryddes af sit Folk.

31 Kapitel - 2.Mos.31
Og Herren talede til Mose og sag de: 2 Se, jeg har kaldet Bezaeel, en Søn af Uri, som varen Søn af Hur, af Juda Stamme, ved Navn. 3 Og jeg har opfyldt ham med Guds Aand, med Visdom og med Forstand og med Kundskab, og det i alle haande Gerning, 4 til at udtænke Kunstværker, til at arbejde i Guld og i Sølv og i Kobber 5 og til at udskære Stene, til at indfatte, og til at udskære Træ, til at gøre alle Haande Gerning. 6 Og jeg, se, jeg har medgivet ha;m Oholiab, Ahisamaks Søn af Dans Stamme, og i hvers Hjerte, som er forstandig, har jeg givet Visdom; og de skulle gøre alt det, som eg har befalet dig: Nemlig Forsamlingens Paulun og. Vidnesbyrdets Ark og Naadestolen, som er derpaa, og alt Redskab til 8 Paulunet, og Bordet med dets Redskab og den rene Lysestage med alt dens Redskab og Røgelsealteret 9 og Brændofferets Alter med alt dets Redskab og Kedelen med dens Foa 10 og Tjenestens Klæder og Arons, Præstens, hellige Klæder og hans Sønners Klæder til at gøre Præstetjeneste udi 11 og Salveolien og Røgelsen af vellugtende Urter til Helligdommen; efter alt det, som jeg har befalet dig, skulle de gøre det.
12 Og Herren talede til Mose sagde: 13 Og du, tal til Israels Børn og sig: I skulle visselig holde mine Sabbater; thi det er et Tegn imellem mig og imellem eder hos eder Efterkommere, at I skulle vide, at jeg er Herren, som helliger eder 14 Derfor skulle I holde Sabbaten thi den skal være eder hellig; den er vanhelliger den, skal visselig dødes; thi hver som gør Arbejde paa den, den Sjæl skal udryddes af sit Folks Midte. 15 Seks Dage ska al Gerning gøres, men paa den syvende Dag er Sabbatshvile, en Hellighed for Herren; hver den, som gør Arbejde paa Sabbatsdagen, skal visselig dødes. 16 Derfor skulle Israels Børn tage Vare paa Sabbaten, saa at de holde Sabbaten, hos deres Efterkommere til en evig Pagt. 17 Den er et evigt Tegn imellem mig og imellem Israels Børn; thi i seks Dage gjorde Herren Himmelen og Jorden, og paa den syvende Dag hvilede han og vederkvægede sig.
18 Og han gav Mose, der han havde endt at tale med ham paa Sinai Bjerg, to Vidnesbyrdets Tavler, Stentavler, skrevne med Guds Finger.

32 Kapitel - 2.Mos.32
Og Folket saa, at Mose tøvede med at komme ned ad Bjerget; og Folket forsamledes om Aron. og de sagde til ham: Staa op, gør os Guder, som kunne gaa foran os; thi denne Mose, Manden, som førte os op af Ægyptens Land, vide vi ikke, hvad der er vederfaret. 2 Og Aron sagde til dem: Afriver de Guldsmykker, som ere i eders Hustruers, eders Sønners og eders Døtres Øren, I og bærer dem til mig. Saa afrev alt Folket de Guldsmykker, som vare i deres Øren, og de bare dem til Aron. 4 Og han tog det af deres Haand og dannede det med Mejselen og gjorde en støbt Kalv deraf, og de sagde: Israel! disse ere dine dine Guder, som førte dig op af Ægyptens Land. 5 Der Aron saa det, byggede han et Alter for den; og Aron raabte og sagde: I Morgen er det Herrens Højtid. 6 Og de stode aarle op den anden, Dag og ofrede Brændofre og fremførte Takofre; og Folket satte sig ned til at æde og drikke og stod op at lege.
7 Da sagde Herren til Mose: Gaa, stig ned; thi dit Folk, som du førte op af Ægyptens Land, har handlet fordærveligt. 8 De vege snart fra den Vej, som jeg bød dem, de have gjort sig en støbt Kalv, og de have tilbedet den og ofret til den og sagt: Israel! disse ere dine Guder, som førte dig op af Ægyptens Land. 9 Og Herren sagde til Mose: Jeg har set dette Folk, og se, det er et haardnakket Folk. 10 Og lad mig nu fare frem, at min Vrede maa optændes mod dem, og jeg maa fortoere dem; og jeg vil gøre dig til et stort Folk. 11 Og Mose bad ydmygelig for Herrens, sin Guds Ansigt og sagde: Herre, hvorfor skal din Vrede optændes imod dit Folk, som du udførte af Ægyptens Land med stor Kraft og med en stærk Haand 12 Hvorfor skulle Eaypterne tale og sige: Han har udført dem til Ulykke, for at ihjelslaa dem paa Bjergene og Ødelægge dem af Jorderige Vend om fra din grumme Vrede, og lad det onde mod dit Folk fortryde dig! 13 Kom dine Tjenere, Abraham, Isak og Israel i Hu, hvilke du har tilsvoret ved dig selv og tilsagt: Jeg vil gøre eders Sæd mangfoldig, som Stjernerne paa Himmelen; og alt det Land, som jeg har sagt, vil jeg give eders Sæd, og de, skulle eje det evindelig. 14 Saa fortrød Herren det onde, som han havde talet om at ville gøre sit Folk. 15 Og Mose vendte sig og gik ned ad Bjerget og havde to Vidnesbyrdets Tavler i sin Haand, Tavler beskrevne paa begge Sider, de vare skrevne baade paa den ene og den anden Side. 16 Og Tavlerne vare Guds Arbejde; og Skriften var Guds Skrift, indgravet i Tavlerne. 17 Der Josva hørte Lyden af Folket, som raabte, da sagde han til Mose: Der er en, Krigslyd i Lejren. 18 Men denne sagde: Det er ikke en Lyd af dem, som raabe, naar de sejre, og ikke en Lyd af dem, som raabe, naar de tabe; men jeg hører en Lyd af Sang. 19 Og det skete, der han kom nær til Lejren og saa Kalven og Dansen, da optændtes Mose Vrede, og han kastede Tavlerne af sine Hænder og senderbrød dem neden for Bjerget. 20 Og han tog Kalven, som de havde gjort, og opbrændte den med Ild og malede den til Støv og strøede det ov en paa Vandet og gav Israels Børn det at drikke. 21Og Mose sagde til Aron: Hvad har dette Folk gjort dig, at du har ført en saa stor Synd over det 22 Og Aron svarede: Min Herres Vrede forhaste sig ikke; du kender Folket, at, det ligger i det onde. 23 Og de sagde til mig: Gør os Guder, som kunne gaa foran os; thi denne Mose, Manden, som førte os op af Ægyptens Land, vide vi ikke, hvad der er vederfaret. 24 Da sagde jeg til dem: Hvo som har Guld, de maa rive det af, og de gave mig det; og jeg kastede det i Ilden, saa kom denne Kalv ud. 25 Der Mose saa Folket, at det var tøjleløst, - thi Aron havde givet det Tøjlen til en Spot for deres Modstandere, - 26 da stillede Mose sig i Lejrens Port og sagde: Hvo der hører Herren til, han komme til mig; da forsamlede alle Levi Børn sig til ham. 27 Og han sagde til dem: Saa siger Herren, Israels Gud: Hver binde sit Sværd ved sin Side; gaar frem og tilbage, fra den ene Port i Lejren til den anden, og ihjelslaar her sin Broder og hver sin Ven og hver sin Næste. 28 Og Levi Børn gjorde, som Mose havde sagt, og der faldt af Folket paa den samme Dag henved tre Tusinde Mænd. 29 Mose sagde: Foder eders Haand i Dag for Herren, at enhver er imod sin Søn og imod sin Broder, og det for at bringe Velsignelse over eder i Dag.
30 Og det skete den anden Dag, da sagde Mose til Folket: I have syndet en stor Synd, dog nu vil jeg opstige til Herren, om jeg maaske kan gøre Forligelse for eders Synd. 31 Der Mose kom igen til Herren, sagde han: Ak! dette Folk har syndet en stor Synd, og de have gjort sig Guder af Guld. 32 Og nu, gid du vilde forlade dem deres Synd; men hvis ikke, da udslet mig nu af din Bog, som du har skrevet! 33 Og Herren sagde til Mose: Hver den som synder imod mig, den vil jeg udslette af min Bog. 34 Og nu gaa, før Folket didhen, som jeg sagde dig: Se, min Engel skal gaa for dit Ansigt; men paa min Hjemsøgelses Dag vil jeg hjemsøge deres Synd over dem. 35 Og Herren slog Folket, fordi de havde gjort Kalven, som Aron havde gjort.

33 Kapitel - 2.Mos.33
Og Herren sagde til Mose: Gaa drag op herfra, du og Folket som du førte op af Ægyptens Land, til det Land, som jeg tilsvor Abraham, Isak og Jakob, - sigende Din Sæd vil jeg give det, og jeg vil sende en Engel foran dig, og addrive Kananiter, Amoriter og Hethiter og Feresiter, Heviter og Jebusiter, - 3 til et Land, som flyder med Mælk og Honning; men jeg vil ikke drage op med dig, thi du er et haardnakket Folk, at jeg ikke skal fortære dig paa Vejen. 4 Der Folket hørte denne svare Tale, da sørgede de, og ingen satte sin Prydelse paa sig. Og Herren sagde til Mose: Sig til Israels Børn: I ere et haardnakket Folk; drog jeg et Øjeblik midt op iblandt dig, saa maatte jeg fortære dig; og læg nu din Prydelse af dig, at jeg kan vide, hvad jeg skal gøre ved dig. 6 Saa aflagde Israels Børn deres Prydelse fra det Bjerg Horeb af.
7 Men Mose tog Teltet og slog sig det ud udenfor Lejren, langt fra Lejren, og kaldte det Forsamlingens Telt; og det skete, at hver som vilde adspørge Herren, maatte gaa ud til Forsamlingens Telt, som var udenfor Lejren. 8 Og det skete, naar Mose gik ud til Teltet, da rejste alt Folket sig, og de stode hver i sit Telts Dør, og de saa efter Mose, indtil han kom til Teltet. 9 Og det skete, naar Mose kom til Teltet, kom Skystøtten ned og stod i Teltets Dør, og han talte med Mose. 10 Og alt Folket saa Skystøtten staa i Teltets Dør, og alt Folket rejste sig, og de bøjede sig, hver i sit Telts Dør. 11 Men Herren talede til Mose, Ansigt til Ansigt, ligesom en Mand taler med sin Næste; og han vendte om til Lejren, men hans Tjener Josva, Nuns Søn, den unge Karl, veg ikke fra Teltet.
12 Og Mose sagde til Herren: Se, du siger til mig: Før dette Folk op, og du har ikke ladet mig vide, hvem du vil sende med mig; enddog du har sagt: Jeg kender dig ved Navn, og du har ogsaa fundet Naade for mine Øjne. 13 Og nu, kære, dersom jeg har fundet Naade for dine Øjne, da vis mig, kære, dine Veje, at jeg ikke alg, paa det jeg maa finde Naade for dine Øjne; og s dette Folk er dit Folk. 14 Og han sagde: Mit Ansigt skal gaa med, og jeg vil skaffe dig Hvile. 15 Men han sagde til ham: Dersom dit Ansigt ikke gaar med os, da lad os ikk drage op herfra. 16 Og hvor paa skulde det dog kendes, at jeg har fundet Naade for dine Øjne, jeg og dit Folk? mon ikke derpaa, at du gaar med os? at vi, jeg og dit Folk, udmærkes frem for hvert Folk, Søn er paa Jorderiges Kreds. 17 Da sagde Herren til Mose: Jeg vil ogsaa gør dette Ord, som du har talet; thi du har fundet Naade for mine Øjne og jeg kender dig ved Navn. 18 Men han sagde: Kære, lad mig se din Herlighed! 19 Og han sagde: Jeg vi lade al min Godhed drage forbi for dit Ansigt, og jeg vil ved Navn ud raabe: Herren! for dit Ansigt; og jeg vil være den naadig, hvem jeg er naadig, og forbarme mig over den, hvem jeg forbarmer mig over, 20 Og han sagde: Du kan ikke se mit Ansigt; thi Mennesket kan ikke se mig og leve. 21 Og Herren sagde: Se, her er et Sted hos mig, og du skal staa paa Klippen. 22 Og det skal ske, naar min Herlighed gaar forbi, da vil jeg lade dig staa i Kløften paa Klippen, og jeg vil dække med min Haand over dig, indtil jeg er gaaet forbi. 23 Og naar jeg borttager min Haand, da skal du se mig bagfra; men mit Ansigt kan ikke ses.

34 Kapitel - 2.Mos.34
Og Herren sagde til Mose: Udhug dig to Stentavler som de første, saa vil jeg skrive de Ord paa Tavlerne, som vare paa de første Tavler, som du sønderbrød. 2 Og vær rede til i Moraen, og stig aarle op paa Sinai Bjerg, og staa der for mig paa Bjergets Top. 3 Og der skal ingen gaa op med dig, og heller ikke maa nogen lade sig se paa det hele Bjerg; hverken Kvæg eller Øksne skulle gaa paa Græs hen imod dette Bjerg. 4 Og han udhuggede to Stentavler som de første, og Mose stod aarle op om Morgenen og steg op paa Sinai Bjerg, som Herren befalede ham, og han tog de to Stentavler i sin Haand. 6 Og Herren kom med i Skyen og stod der hos ham og udraabte ved Navn: Herren! Og Herren gik forbi for hans Ansigt og raabte: Herren, Herren er:n barmhjertig og naadig Gud, langnodig og af megen Miskundhed og Sandhed, 7 som bevarer Miskundhed nod tusinde Led og forlader Misgerning og Overtrædelse og Synd, Og som ikke skal holde den skyldige for uskyldig, som hjemsøger ædrenes Misgerning paa Børn og paa Børnebørn, paa dem i tredje og paa dem i fjerde Led.
8 Og Mose skyndte sig og bøjede sig til Jorden og tilbad. 9 Og han sagde: Kære, dersom jeg har fundet naade for dine Øjne, Herre, da gaa Herren nu midt iblandt os; thi dette er et haardnakket Folk, og du ville forlade os vor Misgerning og vor Synd, og tage os til Arv! 10 Og han sagde: Se, jeg vil gøre en Pagt; for hele dit Folk vil jeg gøre underfulde Ting, som ikke ere skabte i noget and eller hos noget Folkefærd; og hele det Folk, som du er midt iblandt, skal se Herrens Gerning; liden er forfærdelig, den som jeg skal gøre med dig. 11 Hold du det jeg befaler dig i Dag, se, jeg; vil uddrive for dig Amoriter og Kananiter og Hethiter og Feresiter og Heviter og Jebusiter. 12 Forvar dig, at du ej gør Pagt med nogen Indbygger i det Land, til hvilket du kommer, paa det han ikke bliver til en Snare midt iblandt dig; 13 men I skulle nedbryde deres Altere og sønderbryde deres Billeder og omhugge deres Astartebilleder; 14 thi du skal ikke tilbede en anden Gud; thi Herren hedder nidkær, han er en nidkær Gud: 15 At du ikke gør Pagt med nogen Indbygger i det Land; thi de kunde bole efter deres i Guder og ofre til deres Guder, og en kunde indbyde dig, at du aad af hans Offer; 16 og du kunde tage af hans Døtre til dine Sønner, og hans Døtre kunde bole efter deres Guder og faa dine Sonner til at bole efter deres Guder. 17 Du skal ingen støbte Guder gøre dig.
18 Du skal holde de usyrede Brøds Højtid, du skal æde usyrede Brød i syv Dage, som jeg har befalet dig til den bestemte Tid i Abib Maaned; thi i Abib Maaned gik du ud af Ægypten. 19 Alt det, som aabner Moders Liv, hører mig til, og alt det, som er en IJan af dit Kvæg, og som aabner Moders Liv, være sig Okse eller Lam. 20 Men det førstefødte af Asener skal du løse med et Lam, og dersom du ikke vil løse det, da skal du bryde Halsen itu paa det; alle førstefødte af dine Sønner skal du løse, og mit Ansigt skal ikke ses tomhændet. 21 Seks Dage skal du arbejde, og paa den syvende Dag skal du hvile; med Pløjningen og med Høsten skal du hvile. 22 Og du skal holde Ugernes Højtid med Førstegrøden af Hvedehøsten, og Indsamlingens Højtid naar Aaret er omme. 23 Tre Gange om Aaret skal alt dit Mandkøn ses for den Herre Herres, Israels Guds, Ansigt. 24 Thi jeg skal uddrive Hedningerne for dit Ansigt og gøre dit Landemærke vidt; og ingen skal bebære dit I.and, naar du gaar op at lade dig se for Herren din Guds Ansigt tre Gange om Aaret. 25 Du skal ikke ofre mit Slagtoffers Blod med syret Brød; og Paaskehøjtidens Slagtoffer skal ikke ligge Natten over til om Morgenen. 26 Det første af din Jords Førstegrøde skal du bære til Herren din Guds Hus; du skal ikke koge et Kid i dets Moders Mælk.
27 Og Herren sagde til Mose: Skriv dig disse Ord; thi efter disse Ords Lydelse har jeg gjort en Pagt med dig og med Israel. 28 Og han var der hos Herren fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter, han aad ikke Brød og drak ikke Vand; og han skrev paa Tavlerne Pagtens Ord, de ti Ord. 29 Og det skete, der Mose gik ned ad Sinai Bjerg, da havde Mose to Vidnesbyrdstavler i sin Haand, der han gik ned ad Bjerget; og Mose vidste ikke, at Huden paa hans Ansigt skinnede deraf, at han havde talet med ham. 30 Og Aron og alle Israels Børn saa Mose, og se, hans Ansigts Hud skinnede; da frygtede de for at komme nær til ham. 31 Da kaldte Mose ad dem, og de vendte om til ham, Aron og alle Fyrsterne af Menigheden, og Mose talede til dem. 32 Og derefter nærmede alle Israels Børn sig; saa befalede han dem alt det, som Herren havde talet med ham paa Sinai Bjerg. 33 Og Mose lod af at tale med dem, og han lagde et Dække over sit Ansigt. 34 Og naar Mose gik ind for Herren til at tale med ham, tog han Dækket af, indtil han gik ud igen; og han gik ud og talede til Israels Børn, hvad ham var befalet. 35 Og Israels Børn saa Mose Ansigt, at Mose Ansigts Hud skinnede; saa sagde Mose igen Dækket over sit Ansigt, indtil han gik ind igen at tale med ham.

35 Kapitel - 2.Mos.35
Og Mose lod al Israels Børns Menighed samle og sagde til dem: Disse ere de Ord, som Herren befalede, at I skulle gøre; 2 seks Dage skal al Gerning gøres, men den syvende Dag skal være eder hellig, en Sabbatshvile for Herren; hver den, som gør nogen Gerning paa den, skal dødes. 3 I skulle ingen Ild optænde i nogen af eders Boliger paa Sabbatsdagen.
4 Og Mose sagde til al Israels Børns Menighed saaledes: Dette er det Ord, som Herren befalede, sigende: 5 Tager, af hvad eder tilhører, en Offergave til Herren; hver som er villig af sit Hjerte, skal fremføre den, en Offergave til Herren: Guld og Sølv og Kobber, 6 og blaat uldent og Purpur og Skarlagen og hvidt Linned og Gedehaar, og rødlødede Væderskind og Grævlingeskind og Sithimtræ, 8 og Olie til Lysning og Urter til Salveolie og til vellugtende Røgelse, 9 og Onyksstene og Stene til at indfatte, til Livkjortlen og til Brystspannet.
10 Og hver af eder, som er viis i Hjertet, de skulle komme og gøre alt det, som Herren har befalet: 11 Tabernaklet med dets Paulun og; dets Dække, med dets Hager og dets Fjæle, dets Tværstænger, dets Støtter og dets Fødder; 12 Arken med dens Stænaer, Naadestolen og Dækkets Forhæng. 13 Bordet med dets Stænger og alle dets Redskaber og Skuebrødet; 14 og Lysestagen til Lysningen med dens Redskaber og dens Lamper og Olie til Lysningen; 15 og Røgelsealteret med dets Stænger og Salveolien og vellugtende Røgelse, og Dækket for Døren, for Tabernaklets Dør; 16 Brændofrets Alter med dets Kobbergitter, med dets Stænger og alle dets Redskaber, Kedlen med dens Fod; 17 Omhængene til Forgaarden med dens Støtter og dens Fødder, og Dækket for Forgaardens Port; 18 Sømmene til Tabernaklet og Sømmene tilForgaarden og deres Snore; 19 Tjenestens Hæder til at tjene med i Helligdommen; hellige Klæder til Aron, Præsten, og Klæder til hans Sønner til at gøre Præstetjeneste udi.
20 Saa gik de ud, al Israels Børns Menighed, fra Mose Aasyn. 21 Og de kom, hver Mand, hvis Hjerte førte ham dertil, og hver den, hvis Aand frivillig drev ham dertil, de fremførte Offergave til Herren, til Forsamlingens Pauluns Gerning og til alt Arbejdet dermed og til de hellige Klæder. 22 Og de kom, Mændene saa vel som Kvinderne, hver som var villig i Hjertet, de frembare Hægter og Smykker og Ringe og Kæder, alle Haande Guldtøj og hver Mand kom, som havde ladet en Gave af Guld røre for Herren. 23 Og hver Mand, hos hvem der fandtes blaat uldent og Purpur og Skarlagen og hvidt Linned og Gedehaar og rødlødede Væderskind og Grævlingeskind, de førte det frem. 24 Hver som havde en Offergave af Sølv og Kobber, de bragte den frem som en Offergave til Herren; og hver, hos hvem Sithimtræ fandtes til noget Slags Arbejde, de førte det frem. 25 Og hver kvinde, som var viis i Hjerte, spandt med sine Hænder, og de fremførte det, de havde spundet: Blaat uldent og Purpur, Skarlagen og hvidt Linned. 26 Og alle Kvinder, hvis Hjerte bevægede dem dertil, og som havde Forstand derpaa, spandt Gedehaarene. 27 Men Fyrsterne bragte Onyksstene og Stene til at indfatte, til Livkjortlen og til Brystspannet, 28 og Urterne og Olien til Lysning og til Salveolien, og til vellugtende Røgelse. 29 Hver land og Kvinde af Israels Børn, hvem deres Hjerte drev til frivilligt at bringe noget til al den Gerning, som Herren ved Mose havde befalet at udføre, bragte en frivillig Gave ti1 Herren.
30 Og Mose sagde til Israels Børn: Ser, Herren har kaldet ved Navn Bezaleel, en Søn af Uri, som var en Søn af Hur, af Juda Stamme. 31 Og Guds Aand har opfyldt ham med Visdom, med Forstand og med Kundskab, og det til alle Haande Gerning; 32 og til at udtænke Kunstværker, at arbejde i Guld og i Sølv og i Kobber; 33 og til at udskære Stene til at indfatte, og til at udskære Træ, til at gøre alle Haande kunstig Gerning; 34 og han har givet i hans Hjerte Visdom til at undervise andre, baade ham og Oholiab, Ahisamaks Søn, af Dans Stamme. 35 Han har opfyldt dem med Visdom i Hjertet til at gøre alle Haande Gerning, deres, som udskære, og deres, som virke, og deres, som stikke i blaat uldent og i Purpur, i Skarlagen og i hvidt Linned, og Væveres, deres, som gøre alle Haande Gerning og udtænke Kunstværker.

36 Kapitel - 2.Mos.36
Saa gjorde Bezaleel og Oholiab og hver Mand, som var vis i Hjertet, hvilke Herren havde givet i Visdom og Forstand til at vide at gøre alle Haande Gerning til Helligiommens Tjeneste, efter alt det som Herren havde befalet. 2 Og Mose kaldte ad Bezaleel og ad Oholiab og ad hver Mand, som var viis i Hjertet, som Herren havde givet Visdom i hans Hjerte, hver den som Hjertet drev til at tage fat paa Gerningen for at gøre dan. 3 Og de modtoge af Mose hele Offergaven, som Israels Børn fremførte til Helligdommens Tjenestes Gerning, for at gøre den færdig; og de fremførte desuden til ham frivillige Gaver hver Morgen. 4 Da kom alle de viise, som gjorde al Helligdommens Gerning, hver Mand fra sit Arbejde, som de gjorde, 5 og de sagde til Mose saalunde: Folket bærer mere frem, end der gøres behov ti1 Tjenesten, til Gerningen, hvilken Herren har befalet at gøre. 6 Saa befalede Mose, og de udraabte igennem Lejren, sigende, at hverken Mand eller Kvinde skulde forfærdige noget mere som Offergave til Helligdommen, og Folket hørte op med at bringe. 7 Thi de havde nok af alle disse Ting til al Gerningen, til at gøre den, og der var tilovers.
8 Saa gjorde hver, som var viis i Hjertet, iblandt dem, som udførte Gerningen, Tabernaklet af ti Tæpper af hvidt, tvundet Linned og blaat uldent og Purpur og Skarlagen; med Keruber, med kunstigt Arbejde gjorde man dem. 9 Eet Tæppe var otte og tyve Alen langt, og fire Alen bredt var eet Tæppe, alle Tæpper havde eet Maal. 10 Og man fæstede de fem Tæpper sammen, det ene til det andet, og fæstede atter fem Tæpper sammen, det ene Stropper af blaat uldent paa det første Tæppes Eg, yderst, hvor det skulde fæstes sammen; ligesaa gjorde man paa det yderste Tæppes Æg, 11 hvor det anden Gang skulde fæstes sammen. 12 Halvtredsindstyve Stropper gjorde man paa det første Tæppe, og halvtredsindstyve Stropper gjorde man yderst paa Tæppet, der anden Gang skulde fæstes til; Stropperne vare hæftede sammen, den ene til den anden. 13 Og man gjorde halvtredsindstyve Guldhager og fæstede Tæpperne, det ene til det andet med Hagerne, saa det blev eet Tabernakel. 14 Og man gjorde Tæpperne af Gedehaar til et Paulun over Tabernaklet; elleve Tæpper gjorde man. 15 Hvert Tæppe var tredive Alen langt, og hvert Tæppe var fire Alen bredt; de elleve Tæpper havde eet Maal. 16 Og de fem Tæpper fæstede man sammen for sig og de seks Tæpper for sig. 17 Og man gjorde halvtredsindstyve Stropper paa det første Tæppes Æg, yderst, hvor de skulde fæstes sammen; og man gjorde halvtredsindstyve Stropper paa Væggen af det Tæppe, der anden Gang skulde fæstes til. 18 Og man gjorde halvtredsindstyve Kobberhager, at fæste Paulunet sammen med, til at vorde eet. 19 Og man gjorde et Dække over Paulunet af rødlødede Væderskind, og et Dække af Grævlingeskind derover.
20 Og man gjorde Fjælene. til Tabelnaklet af Sithimtræ, saa at de kunde staa. 21 Hver Fjæl var ti Alen lang, og hver Fjæl var halvanden Alen bred. 22 Der var to Tappe paa hver Fjæl, den ene Tap forbunden med den anden; saaledes gjorde man paa alle Tabernaklets Fjæle. 23 gr man gjorde Fjæle til Tabernaklet, tyve Fjæle til den søndre Side mod Sønden. 24 Og man gjorde fyrretyve Sølvfødder under de tyve Fjæle, to Fødder under den ene Fjæl for dens to Tappe og to Fødder under den anden Fjæl for dens to Tappe. 25 Og til Tabernaklets anden Side mod den nordre Side gjorde man tyve Fjæle, 26 og deres fyrretyve Sølvfødder, to Fødder under den ene Fjæl og to Fødder under den anden Fjæl. 27 Og til Bagsiden af Tabernaklet imod Vesten gjorde man seks Fjæle. 28 Og man rjorde to Fjæle til Tabernaklets Hjørner paa begge Sider. 29 Og de vare dobbelte fra neden af, og i lige Maade vare de dobbelte til det øverste, saa der blev en Ring; saaledes gjorde man med dem begge paa begge Hjørner. 30 Og der var otte Fjæle og deres Sølvfødder, seksten Fødder, to Fødder under hver Fjæl. 31 Og man gjorde Tværstænger af Sithimtræ; fem til Fjælene ved den ene Side af Tabernaklet, 32 og fem Tværstænger til Fjælene ved den anden Side af Tabernaklet, og fem. Tværstænger til Tabernaklets Fjæle, bagtil mod Vesten. 33 Og man gjorde den midterste Stang til at gaa tværsover paa Midten af Fjælene, fra den ene Fnde til den anden. 34 Og man beslog Fjælene med Guld, og deres Ringe gjorde man af Guld til at stikke Tværstængerne udi, og man beslog Tværstængerne med Guld.
35 Han gjorde og et Forhæng af blaat uldent og Purpur og Skarlagen og hvidt, tvundet Linned; man gjorde med kunstigt Arbejde Keruber paa det. 36 Og man gjorde fire Støtter dertil af Sithimtræ og beslog dem med Guld, deles Kroge vare af Guld; og man tøbte fire Fødder dertil af Sølv: 37 Og man gjorde Dækket for Paulunets Dør af blaat uldent og Purpur og Skarlagen og hvidt, tvundet Linned, stukket Arbejde, 38 og dets fem Støtter med deres Kroge, og beslog deres Knapper og deres Stænger med Guld, og deres fem Fødder vare af Kobber.

37 Kapitel - 2.Mos.37
Og Bezaleel gjorde Arken af Sithimtræ, halvtredje Alen lang og halvanden Alen bred og halvanden Alen høj. 2 Og han beslog den med purt Guld, inden og uden, og han gjorde en Guldkrans trindt omkring den. 3 Og han støbte fire Guldringe til den paa dens fire Hjørner, nemlig to Ringe paa dens ene Side og to Ringe paa dens, anden Side. 4 Og hnn gjorde Stænger af Sithimtræ og beslog dem med Guld. 5 Og han stak Stængerne i Ringene paa Siderne af Arken til at bære Arken med.
6 Og han gjorde en Naadestol af purt Guld, halvtredje Alen lang og halvanden Alen bred. 7 Og han gjorde to Keruber af Guld, af drevet Arbejde gjorde han dem, paa begge Ender af Naadestolon, 8 een Kerub paa den ene Ende og een Kerub paa den anden Ende; han gjorde Keruber i eet med Naadestolen paa begge dens Ender. 9 Og Keruberne udbredte deres Vinger ovenover og dækkede over Naadestolen med deres Vinger; og den enes Ansigt var mod den andens, Kerubernes Ansigter vare vendte mod Naadestolen.
10 Og han gjorde Bordet af Sithimtræ, to Alen langt og een Alen bredt om halvanden Alen højt. 11 Og han beslog det med purt Guld, og han gjorde en Guldkrans dertil rundt omkring. 12 Han gjorde ogsaa en Liste dertil trindt omkring, en Haandbred høj, og gjorde en Guldkrandt trindt omkring dens Liste. 13 Og han støbte fire Guldringe dertil og satte Ringene i de fire Hjørner som vare ved dets fire Fødder. 14 Tvært over for Listen vare Ringene, at Stængerne kunde stikkes deri til at bære Bordet. 15 Og han gjorde Stængerne af Sithimtræ og beslog dem med Guld til at bær Bordet. 16 Og han gjorde Redskaberne, som skulde til Bordet, dets ade og dets Skaaler og dets Bæere og dets Kander, med hvilke ler skulde udgydes Drikoffer, af purt Guld.
17 Og han gjorde Lysestagen af purt Guld; af drevet Arbejde gjorde han Lysestagen; dens Fod og dens Stang, dens Bægere, dens Knopper og dens Blomster vare ud af eet ned den. 18 Og seks Grene gik ud fra dens Sider, tre Grene paa Lysestagen fra dens ene Side, og tre rene paa Lysestagen fra dens anden Side. 19 Tre Mandelblomstbærere var der paa den ene Gren, en Knop og et Blomster, og tre Mandelblomstbægere paa den anden Gren, en Knop og et Blomster; saaledes var det paa de seks Grene, som gik ud fra Lysestagen. 20 Men paa Lysestagen vare fire Mandelblomstbægere, dens Knopper og dens Blomster, 21 nemlig een Knop under de to Grene derpaa, og een Knop under de to andre Grene derpaa, og een Knop under de to Øvrige Grene derpaa for de seks Grene, som gik ud fra den. 22 Deres Knopper og deres Grene vare ud af eet med den selv, det var altsammen eet drevet Arbejde af purt Guld. 23 Og han gjorde dens syv Lamper og dens Sakse og dens Tandekar af purt Guld. 24 Af et Centner purt Guld gjorde han den og alle dens Redskaber.
25 Og han gjorde Røgelsealteret af Sithimtræ, een Alen langt og een Alen bredt, firkantet og to Alen højt; dets Horn vare ud af eet med det. 26 Og han beslog det med purt Guld, dets Overdel og dets Sider omkring og, dets Horn, og gjorde en Guldkrans til det rundt omkring. 27 Og han gjorde to Guldringe dertil, under dets Krans paa begge Sidestykkerne deraf, paa begge Sider derpaa, til at stikke Stængerne deri, for at bære det med dem. 28 Men Stængerne gjorde han af Sithimtræ og beslog dem med Guld. 29 Og han gjorde den hellige Salve, olie og den rene Røgelse af vellugtende Urter efter Kunstens Regler.

38 Kapitel - 2.Mos.38
Og han gjorde Brændofrets Alter af Sithimtræ, fem Alen langt og fem Alen bredt, firkantet og tre Alen højt. 2 Og han gjorde dets Horn paa dets fire Hjørner, dets Horn vare ud af eet med det; og han beslog det med Kobber. 3 Og han gjorde alle Alterets Redskaber, Gryderne og Ildskufferne og Skaalerne, Madkrogene og Herrene; alle Redskaber dertil gjorde han af Kobber. Og han gjorde et Gitter til Alteret, gjort som et Net, af Kobber, under dets Afsæt nedenfra indtil midt derpaa. 5 Og han støbte fire Ringe paa de fire Hjørner paa Kobbergitteret at stikke Stængerne udi. 6 Og han gjorde Stænger af Sithimtræ og beslog dem med Kobber. 7 Og han stak Stængerne i Ringene paa Alterets Sider, til at bære det med dem; han gjorde det hult, af Fjæle. 8 Og han gjorde Kedelen af Kobber og Foden dertil af Kobber, af de i Hobetal kommende Kvindes Spejle, hvilke kom i Hobetal for Forsamlingens Pauluns Dør.
9 Og han gjorde Forgaarden paa den søndre Side mod Sønden; Omhængene til Forgaarden vare af hvidt, tvundet Linned, hundrede Alen. 10 Deres Støtter vare tyve og deres Kobberfødder. tyve; Støtternes Kroge og deres Tværstænger vare af Sølv 11 og mod den nordre Side, hundrede Alen, deres Støtter vare tyve og deres Kobberfødder tyve; Støtternes Kroge og deres Tværstænger vare af Sølv; 12 men paa den vestre Side vare Omhængene halvtredsindstyve Alen, deres tøtter vare ti og deres Fødder ti; Støtternes Kroge og deres Tværstænger vare af Sølv; 13 men paa den Østre Side, mod Østen halvtredsindstyve Alen; 14 Omhængene hen mod den ene Side vare femten Alen, deres Støtter vare tre og deres Fødder tre. 15 Og hen mod den anden Side, paa begge Sider af Forgaardens Port, vare Omhængene femten Alen; deres Støtter vare tre og deres Fødder tre. 16 Alle Omhængene omkring Forgaarden vare af hvidt, tvundet Linned. 16 Og Fødderne til Støtterne vare af Kobber, men Støtternes Kroge og deres Tværstænger vare af Sølv, og deres Hoveder vare beslagne med Sølv, og disse vare forbundne med Sølvstænger, alle Forgaardens Støtter. 18 Og Dækket for Forgaardens Port var stukket Arbejde og blaat uldent og Purpur og Skarlagen og hvidt, tvundet Linned; og tyve Alen var Længden, og Højden efter Omhængets Bredde var fem Alen i Lighed med Forgaardens Omhæng. 19 dertil vare fire Støtter med deres fire Kobberfødder, deres Kroge af Sølv, og deres Hoveder beslagne med Sølv og deres Tværstænger af Sølv. 20 Og alle Sømmene til Tabernaklet og til Forgaarden rundt omking vare af Kobber.
21 Dette er, hvad der blev beregnet til Tabernaklet, Vidnesbyrdets: Tabernakel, som det blev beregnet; efter Mose Ord, ved Hjælp af Leviterne, under Tilsyn af Ithamar, en Søn af Præsten Aron. 22 Og Bezaleel, en Søn af Uri, en Søn af Hur, af Juda Stamme, gjorde alt det, som Herren havde befalet Mose. 23 Og Oholiab, Ahisamaks Søn af Dans Stamme, var med ham, og han var en Mester i Udskæring og i Kunstvævning og i Stikning med blaat uldent og med Purpur og med Skarlagen og med hvidt Linned. 24 Alt Guldet, som blev forarbejdet til denne Gerning i Helligdommens hele Gerning, ja Rørelseofrets Guld, var ni og tyve Centner og syv Hundrede og tredive Sekel efter Helligdommens Sekel. 25 Men Sølvet fra dem, som vare talte i Menigheden, var hundrede Centner og Tusinde og syv Hundrede og fem og halvjerdsindstyve Sekel efter Helligdommens Sekel. 26 En Beka for hvert Hoved, det er en halv Sekel efter Helligdommens Sekel, af hver den, som gik over til de talte, fra tyve Aar gammel og derover, af sek Hundrede Tusinde og tre Tusinde og fem Hundrede og halvtredsindstyve. 27 Og der var hundrede Centner Sølv til at støbe Fødderne af til Helligdommen og Fødderne til Forhænget; hundrede Fødder af hundrede Centner, eet Centner til hver Fod. 28 Men af de Tusinde og syv Hundrede og fem og halvfjerdsindstyve Sekel gjorde han Kroge til Støtterne; og man beslog deres Hoveder og forbandt dem med hverandre. 29 Men Rørelsens Kobber var halvfjerdsindstyve Centner og to Tusinde og fire Hundrede Sekel. 30 Og deraf gjorde man Fødderne til Forsamlingens Pauluns Dør og Kobberalteret og Kobbergitteret, som var derom, og alle Alterets, Redskaber 31 og Fødderne til Forgaarden rundt omkring og Fødderne til Forgaardens Port og alle Sømmene til Tabernaklet og alle Sømmene til Forgaarden rundt omkring.

39 Kapitel - 2.Mos.39
Men af blaat uldent og Purpur og Skarlagen gjorde de Tjenstens Klæder til at tjene i ved Helligdommen; og de gjorde hellige Klæder, som skulde være til Aron, saasom Herren havde befalet Mose. 2 Og han gjorde Livkjortlen af Guld, blaat uldent og Purpur og Skarlagen og hvidt, tvundet Linned. 3 Og de hamrede Guldet i Plader og skare det ud i Traade, til at virke let ind imellem det blaa uldne og mellem Purpuret og imellem Skarlagenet og imellem det hvide Linied med kunstig Gerning. 4 De gjorte Skulderstykker til den, som kunne sammenføjes; den blev sammenføjet ved begge dens Ender. 5 Og Bæltet, som omsluttede den og var over den, var af samme Arbejde, ud af eet Stykke dermed, af Guld, blaat uldent og Purpur og Skarlagen og hvidt, tvundet Linned, saasom Herren havde befalet Mose. 6 Og de beredte Onyksstene, indfattede rundt omkring med Guldfletninger, udgravede, som man udgraver et Signet, efter Israels Børns Navne. 7 Og man satte dem paa Skulderstykkerne paa Livkjortlen, disse Stene skulde være til en Ihukommelse for Israels Børn, saasom Herren havde befalet Mose.
8 Og han gjorde Brystspannet med kunstigt Arbejde, af samme Arbejde som Livkjortlen, af Guld, blaat uldent og Purpur og Skarlagen og hvidt tvundet Linned. 9 Det var firkantet, dobbelt gjorde de Brystspannet, eet Spand lang og eet Spand bredt, og dobbelt. 10 Og de fyldte fire Rader Stene deri; een Rad: en Karneol, en Topas og en Smaragd, som den første Rad; 11 og den anden Rad: en Karbunkel, en Safir og en Demant; 12 og den tredje Rad: en Hyacint, en Agat og en Ametyst; 13 og den jerde Rad: en Krysolith, en Onyks og en Jaspis; de havde Fletninger af Guld om deres Indfatninger. 14 Og disse Stene vare efter Israels Børns Navne, de vare tolv efter deres Navne; som man udgraver et Signet, hver ved sit Navn efter de tolv Stammer. 15 Og de gjorde fastslyngede Kæder til Brystspannet, snoet Arbejde af purt Guld. 16 Og de gjorde to Guldfletninger og to Guldringe, og de satte de to Ringe paa de tvende Ender af Brystspannet. 17 Og de satte de to snoede Guldkæder i de to Ringe ved Enderne af Brystspannet. 18 Men de to Ender af de to snoede Kæder satte de paa de to Fletninger, og de satte dem paa Skulderstykkerne af Livkjortlen paa Forsiden der af. 19 Og de gjorde to Guldringe og satte dem paa de to Ender af Brystspannet, paa den Æg deraf, som vender indad mod Livkjortlen. 20 Og de gjorde to Guldringe og satte dem paa de to Skulderstykker af Livkjortlen forneden, paa Forsiden deraf, lige hvor den skulde fæstes sammen oven for Livkjortlens Bælte. 21 Og de bandt Brystspannet ved dets Ringe til Ringene paa Livkjortlen med en blaa, ulden Snor, saa at det var oven for Livkjortlens Bælte, og Brystspændet skiltes ikke Fra Livkjortlen, som Herren befalede Mose.
22 Og han gjorde en Overkjortel til Livkjortlen, vævet Arbejde, helt af blaat uldent. 23 Og Hullet paa Kjortlen var midt paa den, som et Panserhul; en Bort var om Hullet derpaa rundt omkring, for at den ikke skulde rives ud. 24 Og de gjorde paa Kjortlens Sømme forneden Granatæbler af blaat uldent og Purpur og Skarlagen, tvundet Arbejde. 25 Og de gjorde Bjælder af purt Guld; og de satte Bjælderne imellem Granatæblerne paa Kjortlens Sømme forneden trindt omkring, imellem Granatæblerne, 26 saa at der var en bjælde og et Granatæble, og atter en Bjælde og et Granatæble paa Kjortlens Sømme forneden trindt omkring, til Brug ved Tjenesten, saasom Herren havde befalet Mose. 27 Og de gjorde Kjortler af hvidt Linned, været Arbejde, til Aron og hans Sønner, 28 og en Hue af hvidt Linned, og de høje Huers Prydelser af hvidt Linned, og de linnede Underklæder af hvidt, tvundet Linned, 29 og Bæltet af hvidt, tvundet Linned og blaat uldent og Purpur og Skarlagen, stukket Arbejde, saasom Herren havde befalet Mose. 30 Og de gjorde en Plade paa det hellige Hovedsmykke af purt Guld, og de skreve derpaa en Skrift, som man udgraver et Signet: he1liget Herren. 31 Og de satte en blaa, ulden Snor paa den for at fæste den paa Huen oventil, saasom Herren havde befalet Mose.
32 Saa blev hele Arbejdet med Forsamlingens Tabernakels Paulun fuldkommet; og Israels Børn gjorde det, efter alt det, som Herren havde befalet Mose, saa gjorde de. 33 Og de førte Tabernaklet til Mose, Paulunet og alle dets Redskaber; dets Hager, dets Fjæle, dets Tværstænger og dets Støtter og dets Fødder. 34 Og Dækket af rødlødede Væderskind og Dækket af Grævlingeskind og Dækkets Forhæng; 35 Vidnesbyrdets Ark med dens Stænger og Naadestolen; 36 Bordet med alle dets Redskaber og Skuebrødet; 37 den rene Lysestage med dens Lamper, de tilberedte Lamper, med alle dens Redskaber, og Olien til Lysningen; 38 og Guldalteret og Salveolien og Røgelsen af de vellugtende Urter og Dækket til Paulunets Dør; 39 Kobberalteret med dets Kobbergitter, dets Stænger og alle dets Redskaber, Kedelen og dens Fod; 40 Omhængene til Forgaarden, dens Støtter og dens Fødder, og Dækket til Forgaardens Port, dens Snore og dens Søm, og alle Redskaher til Tabernaklets Tjeneste ved Forsamlingens Paulun; 41 Tjenestens Klæder til at tjene i ved Helligdommen, Præsten Arons hellige Klæder og hans Sønners Klæder, at gøre Præstetjeneste udi. 42 Efter alt det som Herren havde befalet Mose, saaledes gjorde Israels Børn al Gerningen. 43 Og Mose saa al Gerningen, og se, de havde fuldført den; eftersom Herren havde befalet, saaledes havde de gjort; og Mose velsignede dem.

40 Kapitel - 2.Mos.40
Og Herren talede til Mose og sagde: 2 Paa den første Maaneds Dag, paa den første Dag i Maaneden, skal du oprejse Forsamlingens Pauluns Tabernakel. 3 Og du skal sætte Vidnesbyrdets Ark der og hænge Forhænget foran Arken. 4 Du skal og føre Bordet ind og opstille det, som bør sættes derpaa, og føre Lysestagen ind og tænde dens Lamper. 5 Og du skal sætte Guldalteret til Røgelse lige for Vidnesbyrdets Ark og hænge Dækket for Tabernaklets Dør. 6 Og du skal sætte Brændofrets Alter lige foran Døren til Forsamlingens Paulun Tabernakel. 7 Og du skal sætte Kedelen imellem Forsamlingens Paulun og imellem Alteret, og du ska komme Vand deri. 8 Og du skal sætte Forgaarden op rundt omkring og hænge Dækket for Forgaardens Port.
9 Og du skal tage Salveolien og salve Tabernaklet og alt det, som er i det; og du skal hellige det for alle dets Redskaber, og det skal være helliget. 10 Og du skal salve Brændofrets Alter og alle dets Redskaber; og du skal hellige Alteret. Og Alteret skal være højhelligt. 11 Du skal og salve Kedelen og dens Fod, og du skal hellige den. 12 Og du kal føre Aron og hans Sønner frem til Forsamlingens Pauluns Dør, og to dem med Vand. 13 Og du skal iføre Aron de hellige Klæder, og du skal salve ham og hellige ham, og han skal gøre Præstetjeneste for mig. 14 Du skal og føre hans Sønner frem, og du skal føre dem i Kjortlerne. 15 Du skal salve dem, ligesom du salvede deres Fader, og de skulle gøre Præstet eneste for mig; og det ckal ske, at deres Salvelse skal blive dem til et evigt Præstedømme hos deres Efterkommere.
16 Og Mose gjorde det; efter alt det, som Herren havde befalet ham, saaledes gjorde han. 17 Og det skete i den første Maaned i det andet Aar, paa den første Dag i Maaneden, da blev Tabernaklet oprejst. 18 Og Mose oprejste Tabernaklet og satte dets Fødder og satte dets Fjæle og satte dets Tværstænger ind og oprejste dets Støtter. 19 Og han udbredte Paulunet over Tabernaklet og lagde Paulunets Dække derpaa, ovenpaa, som Herren havde befalet Mose: 20 Og han tog Vidnesbyrdet og lagde det i Arken og satte Stængerne i Arken; og han satte Naadestolen paa Arken, der ovenpaa. 21 Og han førte Arken ind i Tabernaklet og hængte Dækkets Forhæng op og dækkede for Vidnesbyrdets Ark, saasom Herren havde befalet Mose. 22 Og han satte Bordet i Forsamlingens Paulun, ved Tabernaklets Side mod Norden uden for Forhænget. 23 Og han lagde Brød i Række derpaa for Herrens Ansigt, saasom Herren havde befalet Mose. 24 Og han satte Lysestagen i Forsamlingens Paulun, tværs over for Bordet, ved Siden i Tabernaklet mod Sønden. 25 Og han tændte Lamperne for Herrens Ansigt, saasom Herren havde befalet Mose. 26 Og han satte Guldalteret i Forsamlingens Paulun, lige for Forhænbet. 27 Og han antændte Røgelse af vellugtende Urter derpaa, saasom Herren havde befalet Mose. 28 Og han hængte Dækket for Tabernaklets Dør. 29 Og han satte Brændofrets Alter ved Døren til Forsamlingens Pauluns Tabernakel, og ofrede derpaa Brændofret og Madofret saasom Herren havde befalet Mose. 30 Og han satte Kedelen imellem Forsamlingens Paulun og imellem Alteret og kom Vand deri til at to af. 31 Og Mose og Aron og hans Sønner toede deres Hænder og deres Fødder deraf; 32 naar de gik ind i Forsamlingens Paulun, og naar de kom nær til Alteret, toede de sig, saasom Herren havde befalet Mose. 33 Og han oprejste Forgaarden rundt omkring Tabernaklet og Alteret og hængte Dækket op for Forgaardens Port, og Mose fuldkommede Gerningen.
34 Da skjulte Skyen Forsamlingens Paulun, og Herrens Herlighed fyldte Tabernaklet. 35 Og Mose kunde ikke gaa ind i Forsamlingens Paulun, thi Skyen hvilede over det, og Herrens Herlighed fyldte Tabernaklet. 36 Og naar Skyen hævede sig fra Tabernaklet, brøde Israels Børn op paa alle deres Rejser. 37 Men naar Skyen ikke hævede sig, brøde de ikke op, indtil den Dag den hævede sig. 38 Thi Herrens Sky var over Tabernaklet om Dagen, og Ild var derover om Natten, for al Israels Huses Øjne, paa alle deres Rejse

Den tredje Mose Bog

1 kapitel - 3.Mos.1
Og han kaldte ad Mose; og Herren talede til ham fra Forsamlingens Paulun og sagde: 2 Tal til Israels Børn, og du skal sige til dem: Når nogen af eder vil ofre et Offer til Herren, da skulle I ofre eders Offer af Fæ, af stort Kvæg eller af småt Kvæg. 3 Dersom hans Offer er Brændoffer af stort Kvæg, skal han ofre en Han, som er uden Lyde; for Forsamlingens Pauluns Dør skal han ofre den, for sig til en Behagelighed for Herrens Ansigt. 4 Og han skal lægge sin Hånd på Brændofrets Hoved, så bliver det for ham behageligt til at gøre Forligelse for ham. 5 Og han skal slagte den unge Okse for Herrens Ansigt; og Præsterne, Arons Sønner, skulle bære Blodet frem og stænke Blodet omkring på Alteret, som står ved Døren til Forsamlingens Paulun. 6 Og man skal flå Brændofret og hugge det i sine Stykker.7 Og Arons, Præstens, Sønner skulle gøre Ild på Alteret, og de skulle lægge Ved til Rette på Ilden. 8 Og Præsterne, Arons Sønner, skulle lægge Stykkerne til Rette, Hovedet og Fedtet, på Veddet, som er på Ilden på Alteret. 9 Men dets Indvolde og dets Skanker skal man to i Vand, og Præsten skal gøre et Røgoffer af det alt sammen på Alteret; det er et Brændoffer, et Ildoffer, en sød Lugt for Herren.
10 Men dersom hans Offer er af småt Kvæg, af Får eller af Geder, til et Brændoffer, da skal han ofre en Han uden Lyde. 11 Og han skal slagte den ved Alterets Side mod Norden for Herrens Ansigt, og Præsterne, Arons Sønner, skulle stænke Blodet deraf på Alteret rundt omkring. 12 Og han skal hugge den i sine Stykker og dertil tage dens Hoved og dens Fedt; og Præsten skal lægge det til Rette på Veddet, som er på Ilden på Alteret. 13 Men Indvoldene og Skankerne skal han to i Vand, og Præsten skal ofre det alt sammen og skal gøre et Røgoffer deraf på Alteret; det er et Brændoffer, et Ildoffer, en sød Lugt for Herren. 14 Men om hans Offer til Herren er et Brændoffer af Fugle, da skal han ofre sit Offer af Turtelduer eller Dueunger. 15 Og Præsten skal bære det til Alteret og vride Hovedet om derpå og gøre et Røgoffer deraf på Alteret, og Blodet deraf skal udkrystes mod Alterets Væg. 16 Og han skal borttage dens Kro og dens Fjer og kaste det ved Alteret mod Østen på Askens Sted. 17 Og han skal flække den ved dens Vinger, men ikke skille den, og Præsten skal gøre et Røgoffer af den på Alteret, på Vedtet, som er på Ilden; det er et Ildoffer, et Ildoffer, en sød Lugt for Herren

2 Kapitel - 3.Mos.2
Og når nogen vil ofre et Madoffer for Herren, da skal hans Offer være Mel, og han skal øse Olie derpå og lægge Virak dertil. 2 Og han skal bære det til Arons Sønner, Præsterne, og een skal tage sin Håndfuld deraf, af Melet med Olien derpå og dertil al Virakken; og Præsten skal lade Ihukommelsesofret deraf gå op i Røg på Alteret; det er et Ildoffer, en sød Lugt for Herren. 3 Men det, som overbliver af Madofret, skal høre Aron og hans Sønner til; det er højhelliget af Herrens Ildofre.
4 Men vil han ofre Madoffer af det, som er bagt i Ovnen, da skal det være usyrede Kager af Mel, æltede med Olie, og usyrede tynde Kager, overstrøgne med Olie. 5 Men dersom dit Offer er Madoffer, som er bagt i Pande, da skal det være Mel, blandet med Olie; usyret. 6 Du skal bryde det i Stykker, og du skal øse Olie derpå; det er et Madoffer.
7 Men er dit Offer et Madoffer, kogt i Kedelen, da skal det laves af Mel med Olie. 8 Og du skal fremføre det Madoffer, som laves deraf, for Herren, og man skal føre det hen til Præsten, og han skal bære det frem til Alteret. 9 Og Præsten skal af samme Madoffer tage dets Ihukommelsesoffer og gøre et Røgoffer deraf på Alteret; det er et Ildoffer, en sød Lugt for Herren. 10 Men det, som bliver tilovers af Madofret, skal høre Aron og hans Sønner til; det skal være højhelligt af Herrens Ildofre.
11 Alt det Madoffer, som I ville ofre til Herren, må ikke tillaves med Surdejg; thi af Surdejg og af Honning skulle I ikke optænde Ildoffer for Herren. 12 Som en Førstegrødes Offer må I ofre sligt til Herren; dog må dette ikke komme på Alteret til sød Lugt. 13 Og alt dit Madoffer skal du salte med Salt og ikke lade din Guds Pagtes Salt fattes på dit Madoffer; du skal ofre Salt på alle dine Ofre.
14 Men dersom du vil ofre den Førstegrødes Madoffer for Herren, da skal du ofre Aks, ristede ved Ilden, stødt Korn, til din Førstegrødes Madoffer. 15 Og du skal øse Olie derpå og lægge Virak dertil, det er et Madoffer. 16 Og Præsten skal lade dets Ihukommelsesoffer af dets stødte Korn og af Olien dertil, samt alt dets Virak gå op i Røg det er et Ildoffer for Herren.
3 Kapitel - 3.Mos.3
Men dersom hans Offer er et Takoffer, dersom han ofrer af stort Kvæg, enten Han eller Hun, da skal han ofre det, som er uden Lyde for Herrens Ansigt. 2 Og han skal lægge sin Hånd på sit Offers Hoved og slagte det for Forsamlingens Pauluns Dør; og Arons Sønner, Præsterne, skulle stænke Blodet på Alteret rundt omkring. 3 Og, han skal ofre af samme Takoffer et Ildoffer til Herren, nemlig Fedtet, der skjuler Indvoldene, og alt Fedtet, som er på Indvoldene, 4 og de to Nyrer og Fedtet, som er på dem, det som er oven for Lænderne; og han skal udtage Hinden over Leveren tillige med Nyrerne. 5 Og Arons Sønner skulle gøre et Røgoffer deraf på Alteret, tillige med Brændofret, som er på Veddet på Ilden, det er et Ildoffer, en sød Lugt for Herren.
6 Men er hans Offer af småt Kvæg til et Takoffer for Herren, da skal han ofre en Han eller Hun uden Lyde. 7 Dersom han ofrer et Får til sit Offer, da skal han fremføre det for Herrens Ansigt. 8 Og han skal lægge sin Hånd på sit Offers Hoved og slagte det for Forsamlingens Paulun, og Arons Sønner skulle stænke dets Blod på Alteret rundt omkring. 9 Og han skal ofre af Takofret et Ildoffer for Herren, Fedtet deraf, den hele Stjert, lige ved Ryggen skal han af tage den, og Fedtet, som skjuler Indvoldene og alt Fedtet, som er på Indvoldene, 10 og de to Nyrer og Fedtet, som er på dem, det som er oven for Lænderne; og han skal udtage Hinden over Leveren tillige med Nyrerne. 11 Og Præsten skal gøre et Røgoffer deraf på Alteret; det er Ildoffers Mad for Herren.
12 Men dersom hans Offer er en Ged, da skal han fremføre den for Herrens Ansigt, 13 og han skal lægge sin Hånd på dens Hoved og slagte den for Forsamlingens Paulun, og Arons Sønner skulle stænke dens Blod på Alteret rundt omkring. 14 Og han skal ofre sit Offer deraf, et Ildoffer til Herren, nemlig Fedtet, som skjuler Indvoldene, og alt Fedtet, som er på Indvoldene, 15 og de to Nyrer og Fedtet, som er på dem, det som er oven for Lænderne; og han skal udtage Hinden over Leveren tillige med Nyrerne. 16 Og Præsten skal gøre et Røgoffer deraf på Alteret, det er Ildoffers Mad til en sød Lugt; alt Fedt hører Herren til.
17 Det skal være en evig Skik hos eders Efterkommere, i alle eders Boliger: I skulle ikke æde noget Fedt eller noget Blod.

4 Kapitel - 3.Mos.4
Og Herren talede til Mose og sagde: 2 Tal til Israels Børn og sig: Når nogen synder af Vanvare imod noget af Herrens Bud, hvad der ikke skulde ske, og handler imod eet af dem, 3 dersom det er den salvede Præst, som synder til Skyld for Folket, da skal han fremføre for sin Synd, som han har syndet, en Tyrekalv, der er uden Lyde, for Herren som Syndoffer. 4 Og han skal føre Tyren til Forsamlingens Pauluns Dør for Herrens Ansigt og lægge sin Hånd på Tyrens Hoved og slagte Tyren for Herrens Ansigt. 5 Og Præsten, som er salvet, skal tage af Tyrens Blod og bringe det ind i Forsamlingens Paulun. 6 Og Præsten skal dyppe sin Finger i Blodet og stænke af Blodet syv Gange for Herrens Ansigt, lige for Helligdommens Forhæng. 7 Og Præsten skal komme af Blodet på Hornene af den vellugtende Røgelses Alter, for Herrens Ansigt, i Forsamlingens Paulun; og alt Tyrens øvrige Blod skal han udøse ved Brændofrets Alters Fod, foran Forsamlingens Pauluns Dør. 8 Og alt Fedtet af Syndofrets Tyr skal han udtage deraf, nemlig Fedtet, som skjuler Indvoldene, og alt Fedtet, som er på Indvoldene, 9 Og de to Nyrer og Fedtet, som er på dem, det som er oven for Lænderne; men han skal udtage Hinden over Leveren tillige med Nyrerne, 10 ligesom det udtages af Takofrets Okse; og Præsten skal gøre et Røgoffer deraf på Brændofrets Alter. 11 Men Huden af Tyren og alt dens Kød, med dens Hoved og med dens Skanker og dens Indvolde og dens Møg, 12 ja, den hele Tyr skal han bringe uden for Lejren, til et rent Sted, der hvor Asken udslås, og han skal brænde den på Veddet i Ilden; den skal opbrændes der, hvor Asken udslås. 13 Og dersom al Israels Menighed forser sig, og Gerningen er skjult for Forsamlingens Øjne, at de have gjort noget imod i eet af Herrens Bud, hvad der ikke skulde ske, og ere blevne skyldige, 14 og Synden, hvormed de have forsyndet sig, siden bliver vitterlig: Da skal Forsamlingen ofre en ung Tyr til Syndoffer, og de skulle føre den frem for Forsamlingens Paulun. 15 Og de ældste af Menigheden skulle lægge deres Hænder på Tyrens Hoved for Herrens Ansigt, og man skal slagte Tyren for Herrens Ansigt. 16 Og Præsten, som er salvet, skal bringe af Tyrens Blod ind i Forsamlingens Paulun. 17 Og Præsten skal dyppe sin Finger i Blodet og stænke syv Gange for Herrens Ansigt, foran Forhænget. 18 Og han skal komme af Blodet på Hornene af Alteret, som står for Herrens Ansigt, i Forsamlingens Paulun; og alt det Øvrige Blod skal han udøse ved Foden af Brændofrets Alter, som står foran Forsamlingens Pauluns Dør. 19 Og alt dens Fedt skal han udtage af den og gøre et Røgoffer deraf på Alteret. 20 Og han skal gøre ved Tyren, ligesom han gjorde ved Syndofrets Tyr, så skal han gøre ved den; og Præsten skal gøre Forligelse for dem, så bliver det dem forladt. 21 Og man skal føre Tyren uden for Lejren og opbrænde den, ligesom man opbrændte den første Tyr; det skal være Menighedens Syndoffer. 22 Dersom en Fyrste synder, og gør noget imod eet af Herrens sin Guds Bud, hvad der ikke skulde ske, af Vanvare, og bliver skyldig: 23 Når hans Synd, med hvilken han syndede, bliver ham tilkendegiven, da skal han fremføre sit Offer, en Gedebuk, en Han uden Lyde. 24 Og han skal lægge sin Hånd på Bukkens Hoved og slagte den på det Sted, hvor man plejer at slagte Brændoffer for Herrens Ansigt; det er et Syndoffer. 25 Så skal Præsten tage af Syndofrets Blod på sin Finger og komme det på Hornene af Brændofrets Alter og udøse dets øvrige Blod ved Foden af Brændofrets Alter. 26 Men af alt dets Fedt skal han gøre et Røgoffer på Alteret, ligesom af Fedtet af Takofret; og så skal Præsten gøre Forligelse for ham, for hans Synd, så bliver den ham forladt. 27 Men dersom nogen af Folket i Landet synder af Vanvare, så at han gør noget mod eet af Herrens Bud, hvad der ikke skulde ske, og bliver skyldig: 28 Naar hans Synd, hvormed han syndede, bliver ham tilkendegiven, da skal han fremføre sit Offer, en ung Ged, en Hun uden Lyde, for sin Synd, hvormed han syndede. 29 Og han skal lægge sin Hånd på Syndofrets Hoved og slagte Syndofret på Brændofrets Sted. 30 Og Præsten skal tage af dets Blod på sin Finger og komme det på Hornene af Brændofrets Alter og udøse alt det øvrige Blod ved Alterets Fod. 31 Men alt dets Fedt skal han aftage, ligesom Fedtet blev aftaget af Takofret, og Præsten skal gøre det til et Røgoffer på Alteret, til en behagelig Lugt for Herren; og Præsten skal gøre Forligelse for ham, og det skal forlades ham. 32 Men der som han fører et Lam frem til sit Offer, til Syndoffer, da skal han fremføre en Hun uden Lyde 33 og lægge sin Hånd på Syndofrets Hoved og slagte det til Syndoffer på det Sted, hvor man slagter Brændoffer. 34 Og Præsten skal tage af Syndofrets Blod på sin Finger og komme på Hornene af Brændofrets Alter, og han skal udøse alt dets Blod ved Alterets Fod. 35 Men alt dets Fedt skal han aftage deraf, ligesom Fedtet blev aftaget af Takofrets Lam, og Præsten skal gøre et Røgoffer deraf på Alteret, tillige med Herrens Ildofre, og Præsten skal gøre Forligelse for ham, for hans Synd, hvormed han syndede, og det skal forlades ham.

5 Kapitel - 3.Mos.5
Og når nogen synder, idet han hører Besværgelsens Røst, og han skal være Vidne, hvad enten han har set eller ved noget: Dersom han ikke giver det til Kende, så skal han bære sin Misgerning. 2 Eller når nogen rører ved nogen uren Ting, hvad enten det er ved et Ådsel af et urent Dyr eller ved et Ådsel af urent Kvæg eller ved et Ådsel af noget urent Kryb, og det er ham uvitterligt, da er han uren og er bleven skyldig. 3 Eller når han rører ved et Menneske, som er urent ved hvilken som helst uenhed, hvormed man kan blive uren, og det er uvitterligt for ham, og han får det at vide, da er han bleven skyldig. 4 Eller når nogen sværger og taler ubetænksomt med sine Læber om at ville gøre noget ondt eller at gøre noget godt, efter alt det, som et Menneske ubetænksomt kan sværge på, og det er uvitterligt for ham, og han får der at vide, da er han bleven skyldig i en af disse Ting. 5 Og det skal ske, når nogen bliver skyldig i en af disse Ting og bekender, at han har syndet derimod, 6 da skal han for sin Skyld, formedelst sin Synd, hvormed han syndede, fremføre for Herren en Hun af Småkvæg, et Lam eller en ung Ged, til Syndoffer; så skal Præsten gøre Forligelse for ham for hans Synd. 7 Men formår hans Hånd ikke et Lam, da skal han for sin Skyld, i hvad han syndede fremføre to Turtelduer eller to Dueunger for Herren, een til Syndoffer og een til Brændoffer. 8 Og han skal føre dem frem til Præsten, og han skal ofre den første, som er til Syndoffer og omvride Hovedet på den; lige ved Nakken, men ikke skille den ad. 9 Og han skal stænke af Syndofrets Blod på Alterets Væg, og det, som er tilovers af Blodet, skal udkrystes ved Alterets Fod; det er et Syndoffer. 10 Men den anden skal han gøre til et Brændoffer på, sædvanlig Vis; og Præsten skal gøre Forligelse for ham, for hans Synd, hvormed han syndede, og den skal forlades ham. 11 Men formår hans Hånd ikke to Turtelduer eller to Dueunger, da skal han fremføre som sit Offer for det, han syndede, Tiendeparten af en Epha Mel til Syndoffer; han skal ingen Olie komme derpå, ej heller lægge Virak dertil; thi dét er et Syndoffer. 12 Og han skal fremføre det til Præsten, men Præsten skal tage sin Hånd fuld deraf, til dets Ihukommelsesoffer, og gøre et Røgoffer deraf på Alteret, tilligemed Herrens Ildoffer; det er et Syndoffer. 13 Og Præsten skal gøre Forligelse for ham, for hans Synd, hvormed han syndede i en af disse Ting, og det skal forlades ham; og det øvrige skal høre Præsten til, ligesom Madofret.
14 Og Herren talede til Mose og sagde: 15 Når nogen forgriber sig og synder af Vanvare mod noget, som er Herren helliget, da skal han for sin Skyld fremføre for Herren en Væder uden Lyde af Småkvæget, efter din Vurdering i Sølvsekler, efter Helligdommens Sekel, til Skyldoffer. 16 Og han skal give tilbage, hvad han har syndet mod det hellige, og lægge Femtedelen deraf dem til, og skal give Præsten det; og Præsten skal gøre Forligelse for ham med Skyldofrets Væder, så skal det forlades ham. 17 Og når nogen synder og gør imod et af alle Herrens Bud, hvad ikke skulde ske, og vidste det ikke, og er bleven skyldig, da skal han bære sin Misgerning. 18 Og han skal fremføre en Væder uden Lyde af Fårene, efter din Vurdering, til et Skyldoffer, til din Vurdering, til et Skyldoffer, til Præsten; og Præsten skal gøre Forligelse for ham, for hans Vildfarelse, som han begik uvitterlig, så skal det forlades ham. 19 Det er et Skyldoffer, han var skyldig for Herren. 20 Og Herren talede til Mose og sagde: 21 Når nogen synder og forgriber sig såre imod Herren, ved at han lyver for sin Næste, angående det ham betroede eller det i hans Værge nedlagte, eller angående det røvede eller det, han har taget med Vold fra sin Næste; 22 eller ved at han har fundet noget, som var tabt, og lyver om det og sværger på Løgn i hvilken som helst Ting, et Menneske gør, og synder deri: 23 Da skal det ske, når han så synder og bliver skyldig, at han skal tilbagegive det røvede, som han har røvet, eller det med Vold tagne, som han har taget, eller det betroede, som var ham betroet, eller det tabte, som han har fundet, 24 eller alt, hvorom han har svoret på Løgn: Han skal betale det med den fulde Sum og lægge den femte Part deraf dertil; den, hvem det tilhørte, skal han give det på sit Skyldoffers Dag. 25 Men for sin Skyld skal han fremføre til Herren en Væder uden Lyde af Småkvæget, efter din Vurdering, til et Skyldoffer til Præsten. 26 Og Præsten skal gøre Forligelse for ham for Herrens Ansigt, så bliver det ham forladt for hvad som helst, han har gjort, hvorved han er bleven skyldig.

6 Kapitel - 3.Mos.6
Og Herren talede til Moses og sagde : Byd Aron og hans Sønner og sig: Dette er Loven om Brændofret. Det er det, som skal opstige på Ildstedet på Alteret, den ganske Nat indtil om Morgenen; og Alterets Ild skal altid brænde på det. 3 Og Præsten skal iføre sig sit linnede Klædebon og drage linnede Underklæder på sit Legeme, og han skal borttage Asken, når Ilden har fortæret Brændofret på Alteret, og lægge den ved Alteret. 4 Og han skal afføre sig sine Klæder og føre sig i andre Klæder, og han skal bære Asken ud, udenfor Lejren til et rent Sted. 5 Og Ilden på Alteret skal brænde på det, den skal ikke udslukkes; og Præsten skal antænde Ved derpå hver Morgen, og han skal ordentlig lægge Brændofret derpå og gøre et Røgoffer derpå af det fede af Takofret. 6 Ilden skal stedse være optændt på Alteret og må ikke udslukkes. 7 Og dette er Loven om Madofret. Arons Sønner skulle føre det frem for Herrens Ansigt, lige for Alteret. 8 Og en skal tage en håndfuld af det, af Madofrets Mel og af Olien dertil og al Viraken, som er på Madofret, og gøre et Røgoffer på Alteret, til en sød Lugt, til et Ihukommelsesoffer for Herren. 9 Men Aron og hans Sønner skulle fortære det, som bliver tilovers; det skal, ædes med usyrede Brød på et helligt Sted, i Forsamlingens Pauluns Forgård skulle de æde det. 10 Det skal ikke bages med Surdejg, jeg har givet det til deres Del af mine Ildofre; det er en højhellig Ting, ligesom Syndofret og ligesom Skyldofret. 11 Alt Mandkøn iblandt Arons Børn skal æde det, en evig Rettighed hos eders Efterkommere af Herrens Ildofre; hver den, som rører ved de Ting, bliver hellig 12 Og Herren talede til Mose og sagde: 13 Dette skal være det Offer, som Aron og hans Sønner skulle ofre Herren på den Dag, han skal salves: Tiendeparten af en Epha Mel til Madoffer bestandig Halvdelen deraf om Morgenen og Halvdelen deraf om Aftenen. 14 Det skal laves i en Pande med Olie, du skal føre det æltet frem, du skal ofre det, bagt som et Madoffer i små Stykker, Herren til en sød Lugt. 15 Og den Præst af hans Sønner, som bliver salvet i hans Sted, skal tillave det; det er en evig Skik, for Herren skal det altsammen gøres til et Røgoffer. 16 Thi hvert Madoffer af en Præst skal være helt Offer, det skal ikke ædes.
17 Og Herren talede til Mose og sagde: 18 Tal til Aron og til hans Sønner og sig: Dette er Loven om Syndofret. På det Sted, hvor Brændofret skal slagtes, skal Syndofret, slagtes for Herrens Ansigt; det er en højhellig Ting. 19 Præsten, som gør et Syndoffer af det, skal æde det; det skal ædes på et helligt Sted, i Forsamlingens Pauluns Forgaard . 20 Hver den, som rører ved Kødet deraf, skal være hellig; og når der stænkes af dets Blod på et Klædebon, skal du to det, som overstænkes deraf, på et helligt Sted. 21 Og det Lerkar, som det er kogt udi, skal sønderbrydes; men er det kogt i et Kobberkar, da skal dette skures og skylles med Vand. 22 Alt Mandkøn blandt Præsterne skal æde det; det er en højhellig Ting. 23 Men hvert Syndoffer, af hvis Blod der bliver båret ind i Forsamlingens Paulun, til at gøre Forligelse i Helligdommen, det skal ikke ædes, det skal opbrændes med Ild.

7 Kapitel - 3.Mos.7
Og dette er Loven om Skyldofret; det er en højhellig Ting. 2 På det Sted, hvor de skulle slagte Brændofret, skulle de slagte Skyldofret, og man skal stænke Blodet deraf på Alteret rundt omkring. 3 Og alt Fedtet deraf skal man ofre, nemlig Stjerten og Fedtet, som skjuler Indvoldene, 4 og de to Nyrer, og Fedtet, som er på dem, det som er oven for Lænderne; og han skal udtage Hinden over Leveren tilligemed Nyrerne. 5 Og Præsten skal gøre et Røgoffer af dem på Alteret, som et Ildoffer for Herren; det er et Skyldoffer. 6 Alt Mandkøn iblandt Præsterne skal æde det, det skal ædes på et helligt Sted; det er en højhellig Ting. 7 Ligesom Syndofret er, så skal og Skyldofret være, der er een Lov for dem; det skal høre den Præst til, som gør Forligelse derved. 8 Og den Præst som ofrer nogens Brændoffer, den Præst skal Huden af det Brændoffer, han har ofret, høre til. 9 Og ethvert Madoffer, som er bagt i Ovnen, og ethvert, som er lavet i Kedelen eller i Panden, det skal høre den Præst til, som ofrer det. 10 Og ethvert Madoffer, som er blandet med Olie, eller som er tørt, skal høre alle Arons Børn til, den ene såvel som den anden.
11Og dette er Loven om Takofret, som man skal ofre for Herren 12 Vil man ofre det til Lovoffer skal man tillige med Lovofret; Slagtoffer bringe usyrede Kager blandede med Olie og usyrede tynde Kager, overstrøgne med Olie, og Mel, æltet til Kager, som ere blandede med Olie. 13 Tillige med Kager af syret Brød skal man bringe sit Offer, med Slagtofret, som hører til Takofrets Lovoffer. 14 Og man skal ofre deraf et Stykke af hver Offergave som en Gave til Herren; det skal høre den Præst til, som stænger Takofrets Blod. 15 Og Kødet af Slagtofret, som hører til nogens Takoffers Lovoffer, skal ædes på hans Offers Dag; man skal intet lade blive deraf til om Morgenen. 16 Og dersom det Slagtoffer, som han ofrer, er et Løfteoffer eller et frivilligt Offer, da skal det ædes på den samme Dag, han ofrer sit Offer, og den næste Dag skal det ædes, som levnes deraf. 17 Men hvad der levnes af Ofrets Kød, skal på den tredje Dag opbrændes med Ild. 18 Og dersom der alligevel ædes af hans Takoffers Kød på den tredje Dag, da bliver han ikke behagelig; den, som ofrede det, ham skal det ikke regnes til gode, det skal være en Vederstyggelighed; og den, som æder deraf, skal bære sin Misgerning. 19 Og det Kød, som rører ved noget urent, skal ikke ædes, det skal opbrændes med Ild, men hvad Kødet ellers angår, må enhver, som er ren, æde Kødet. 20 Og hver den, som æder Kødet af Takofret, som hører Herren til, medens hans Urenhed er på ham, den Person skal udryddes fra sit Folk. 21 Og når nogen rører ved noget urent, ved et urent Menneske eller ved et urent Dyr eller ved nogen som helst uren Vederstyggelighed og æder af Takofrets Kød, som hører Herren til, da skal den Person udryddes fra sit Folk.
22 Og Herren talede til Mose og sagde: 23 Tal til Israels Børn og sig: I skulle intet Fedt æde af Okse eller Lam eller Ged. 24 Men Fedtet af Ådsel og Fedtet af det, som er revet, det må benyttes til alle Hånde Brug, men I skulle aldeles ikke æde det. 25 Thi om nogen æder Fedtet af Dyr, af hvilke man skal ofre et Ildoffer for Herren, da skal den, som æder deraf, udryddes fra sit Folk. 26 Og I skulle intet Blod æde i alle eders Boliger, enten af Fugle eller af Dyr. 27 Enhver, som æder noget Blod, den Person skal udryddes fra sit Folk.
28 Og Herren talede til Mose og sagde: 29 Tal til Israels Børn og sig: Hvo som vil ofre sit Takoffers Slagtoffer for Herren, han skal fremføre sit Offer for Herren, af sit Takoffers Slagtoffer. 30 Hans Hænder skulle frembære Herrens Ildoffer; han skal frembære Fedtet tillige med Brystet, Brystet, for at røre det med en Rørelse for Herrens Ansigt. 31 Og Præsten skal gøre et Røgoffer af Fedtet på Alteret, men Brystet, skal høre Aron og hans Sønner til. 32 Og I skulle give Præsten den højre Bov som Offergave, af eders Takoffers Slagtofre. 33 Den af Arons Sønner, som ofrer Blodet af Takofret og Fedtet, han skal have den højre Bov til Del. 34 Thi jeg har taget Brystet, som bliver rørt, og Boven, som bliver given, fra Israels Børn ud af deres Takofres Slagtofre og har givet Præsten Aron og hans Sønner dem, til en evig Rettighed af Israels Børn. 35 Dette er Arons Salvelses og hans Sønners Salvelses Del af Herrens Ildofre, på den Dag han førte dem frem for at gøre Præstetjeneste for Herren, 36 og den, som Herren bød at skulle gives dem, på den Dag han salvede dem, af Israels Børn, til en evig Rettighed hos deres Efterkommere.
37 Dette er Loven om Brændofret og om Madofret og om Syndofret og om Skyldofret og om Fyldelsesofret og om Takofret, 38 som Herren befalede Mose på Sinai Bjerg, på den Dag han befalede Israels Børn at ofre Herren deres Ofre, i Sinai Ørk.

8 Kapitel - 3.Mos.8
Og Herren talede til Mose og sagde: 2 Tag Aron og hans Sønner med ham, og Klæderne og Salveolien og Syndofrets Tyr og de to Vædre og en Kurv med usyrede Brød, 3 og lad al Menigheden samles ved Forsamlingens Pauluns Dør. 4 Og Mose gjorde, som Herren befalede ham, og Menigheden forsamledes ved Forsamlingens Pauluns Dør. 5 Og Mose sagde til Menigheden: Dette er det, som Herren har befalet at gøre. 6 Og Mose førte Aron og hans Sønner frem, og toede dem med Vand. 7 Og han iførte ham Underkjortelen og ombandt ham med Bæltet og førte ham i Overkjortelen og gav ham Livkjortelen på, og han ombandt ham med Livkjortelens Bælte og spændte den om ham med det. 8 Og han satte Brystspannet på ham, og lagde Urim og Thummim i Brystspannet. 9 Og han satte Huen på hans Hoved, og på Huen foran over hans Pande satte han Guldpladen, det hellige Hovedsmykke, så som Herren havde befalet Mose. 10 Og Mose tog Salveolien og; salvede Tabernaklet og alle de Ting, som vare deri, og helligede dem. 11 Og han stænkede deraf på Alteret syv Gange og salvede Alteret og alt Redskabet dertil, og Kedelen med dens Fod, for at hellige dem, 12 Og han øste af Salveolien på Arons Hoved og salvede ham for at hellige ham. 13 Og Mose førte Arons Sønner frem og iførte dem Kjortler og ombandt dem med Bælte og bandt høje Huer på dem, så som Herren havde befalet Mose. 14 Og han førte Syndofrets Tyr frem, og Aron og hans Sønner lagde deres Hænder på Syndofrets Tyrs Hoved. 15 Og man slagtede den, og Mose tog Blodet og kom det på Alterets Horn rundt omkring med sin Finger og gjorde Syndoffer for Alteret, og han udøste det øvrige Blod ved Alterets Fod og helligede det for at gøre Forligelse for det. 16 Og han tog alt Fedtet, som var på Indvoldene, og Hinden over Leveren og de to Nyrer og deres Fedt, og Mose lod det gøre til Røgoffer på Alteret. 17 Men Tyren og dens Hud og dens Kød og dens Møg opbrændte han med Ild uden for Lejren, så som Herren havde befalet Mose. 18 Og har lod Brændofrets Væder føre frem og Aron og hans Sønner lagde Hænderne på Væderens Hoved. 19 Man slagtede den, og Mose stænkede Blodet på Alteret rundt omkring. 20 Og han huggede Væderen i sine Stykker, og Mose lod gøre et Røgoffer af Hovedet og Stykkerne og Indvoldenes Fedt. 21Og han toede Indvoldene og Skankerne med vand, og Mose lod gøre et Røgoffer af den hele Væder på Alteret; det var et Brændoffer til en sød Lugt, det var et Ildoffer for Herren, så som Herren havde befalet Mose.
22 Og han lod den anden Væddere føre frem, Fyldelsens Væder, og Aron og hans Sønner lagde deres Hænder på Væderens Hoved. 23 Og man slagtede den, og Mose tog dens Blod og smurte på Aron højre Ørelæp og på hans høj Tommelfinger og på hans højre Tommeltå. 24 Og han lod Arons Sønner komme frem, og Mose kom Blodet på deres højre Ørelæp på deres højre Tommelfinger på deres højre Tommeltå, og Mose stænkede Blodet på Alteret trindt omkring. 25 Og han tog Fedtet og Stjerten og alt Fedtet, som var på Indvoldene, og Hinden over Leveren og de to Nyrer og deres Fedt og den højre Bov 26 og af Kurven med de usyrede Brød, som vare for Herrens Ansigt, tog han en syret Kage og en Oliebrødskage Og en tynd Kage, og han lagde det oven på Fedtdelene og på den højre Bov, 27 og han lagde det alt sammen på Arons Hænder og hans Sønners Hænder, og han rørte disse Ting med en Rørelse for Herrens Ansigt. 28 Og Mose tog dem af deres Hænder og gjorde et Røgoffer af dem på Alteret, tilligemed Brændofret; det var Fyldelsesoferet til en sød Lugt, det var et Ildoffer for Herren. 29 Og Mose tog Brystet og rørte det med en Rørelse for Herrens Ansigt; af Fyldelsens Væder fik Mose det til sin Del, som Herren havde befalet Mose. 30 Og Mose tog af Salveolien og af Blodet, som var på Alteret, og stænkede på Aron, på hans Klæder og på hans Sønner og på hans Sønners Klæder med ham; og han helligede Aron, hans Klæder og hans Sønner og hans Sønners Klæder med ham. 31 Og Mose sagde til Aron og hans Sønner: Koger Kødet ved Forsamlingens Pauluns Dør, og der skulle I æde det og Brødet, som er i Fyldelsens Kurv, som jeg har befalet, idet jeg sagde: Aron og hans Sønner skulle æde det. 32 Men hvad der levnes af Kødet og af Brødet, skulle I opbrænde med Ild. 33 Og fra Forsamlingens Pauluns Dør skulle I ikke gå ud i syv Dage, indtil den Dag, da Fyldelsens Dage for eder ere fuldendte; thi man skal fylde eders Hånd i syv Dage. 34 Som man har gjort på denne Dag, således befalede Herren at gøre, til at gøre Forligelse for eder. 35 Og for Forsamlingens Pauluns Dør skulle I blive Dag og Nat i syv Dage, og tage Vare på, hvad Herren vil have varetaget, for at I ikke skulle dø; thi således er det mig befalet. 36 Og Aron og hans Sønner gjorde dette, nemlig alle de Ord, som Herren havde befalet ved Mose.

9 Kapitel - 3.Mos.9
Og det skete på den ottende Dag, da kaldte Mose ad Aron og hans Sønner og ad de ældste af Israel. 2 Og han sagde til Aron: Tag dig en Tyrekalv til Syndoffer og en Væder til Brændoffer, begge uden Lyde, og lad dem føres frem for Herrens Ansigt. 3 Og tal til Israels Børn og sig: Tager en Gedebuk til Syndoffer og en Kalv og et Lam, begge årgamle, uden Lyde, til Brændoffer, 4 og en Okse og en Væder til Takoffer, til at ofre for Herrens Ansigt, og et Madoffer blandet med Olie; thi Herren skal i Dag åbenbare sig for eder. 5 Og de bragte det, som Mose havde befalet, hen foran Forsamlingens Paulun, og al Menigheden nærmede sig, og de stode for Herrens Ansigt.
6 Da sagde Mose: Dette Ord, som Herren har befalet, skulle I gøre, så skal Herrens Herlighed ses af eder. 7 Og Mose sagde ti1 Aron: Træd frem for Alteret, og bring dit Syndoffer og dit Brændoffer, og gør Forligelse for dig og for Folket, og bring Folkets Offer og gør så Forligelse for dem, så som Herren har befalet. 8 Og Aron trådte frem for Alteret og slagtede den Kalv til Syndoffer, som var for ham selv. 9 Og Arons Sønner bragte Blodet hen til ham, og han dyppede sin Finger i Blodet og strøg på Alterets Horn og udøste det øvrige Blod ved Alterets Fod. 10 Men af Fedtet og Nyrerne og Hinden af Leveren af Syndofret holde han et Røgoffer på Alteret, så som Herren befalede Mose. 11 Og Kødet og Huden brændte han med Ild udenfor Lejren. 12 Og han slagtede Brændofret, og Arons Sønner gave ham Blodet, og han stænkede det på Alteret rundt omkring. 13 Og de gave ham Brændofret efter dets Stykker og Hovedet, og han gjorde det til Røgoffer på Alteret. 14 Og han toede Indvoldene og Skankerne og gjorde det til Røgoffer oven på Brændofret på Alteret. 15 Og han lod Folkets Offer føre frem og tog den Buk til Syndoffer, som var for Folket, og slagtede den og gjorde et Syndoffer deraf, som det første,16 Og han førte Brændofret frem og gjorde derved efter sædvanlig Vis. 17 Og han førte Madofret frem og tog sin Hånd fuld deraf og gjorde det til Røgoffer på Alteret, foruden Morgenens Brændoffer.
18 Og han slagtede Oksen og Væderen til Takoffer for Folket; og Arons Sønner gave ham Blodet, og han stænkede det på Alteret rundt omkring; 19 men Fedtstykkerne af Oksen og af Væderen Stjerten og hvad der skjuler Indvoldene, og Nyrerne og Hinden af Leveren, 20 Disse Fedtstykker lagde de oven på Bryststykkerne, og han gjorde et Røgoffer af Fedtet på Alteret. 21 Men Bryststykkerne og den højre Bov rørte Aron med en Rørelse for Herrens, Ansigt, ligesom Mose havde befalet, 22 Og Aron opløftede sine Hænder mod Folket og velsignede dem; og han steg ned, der han havde bragt Syndofret og Brændofret og Takofret. 23 Og Mose og Aron gik ind i Forsamlingens Paulun, og de gik ud og velsignede Folket, og Herrens Herlighed sås af alt Folket. 24 Og Ild kom ud fra Herrens Ansigt og fortærede på Alteret Brændofret og Fedtstykkerne; og alt Folket så det, og de frydede sig, og de faldt ned på deres Ansigter.

10 Kapitel - 3.Mos.10
Og Arons Sønner, Nadab og Abihu toge hver sit Ildkar og lagde Ild derudi og lagde Røgelse derpå, og de bragte fremmed Ild for Herrens Ansigt, hvilket han ikke havde befalet dem. 2 Da for en Ild ud fra Herrens Ansigt og fortærede dem, og de døde for Herrens Ansigt. 3 Da sagde Mose til Aron: Dette er det, som Herren har talet og sagt: Jeg vil helliggøres i dem, som stå mig nær, og jeg vil herliggøres for alt Folkets Åsyn; og Aron tav. 4 Men Mose kaldte ad Misael og ad Elzafan, Sønner af Usiel, Arons Farbroder, og sagde til dem: Træder frem, bærer eders Brødre fra Helligdommen hen uden for Lejren. 5Og de trådte frem og bare dem i deres Kjortler hen udenfor Lejren, som Mose havde sagt.
6 Da sagde Mose til Aron og til hans Sønner, Eleasar og Ithamar I skulle ikke blotte eders Hoveder ej sønderrive eders Klæder, at I ikke skulle dø, og Herren skulde blive vred på al Menigheden; men lader eders Brødre af alt Israels Hus græde over denne Brand, som Herren har optændt. 7 Men I skulle ikke gå ud af Forsamlingens Pauluns Dør, at I ikke skulle dø, thi Herrens Salveolie er på eder; og de gjorde efter Mose Ord.
8 Men Herren talede til Aron og sagde: 9 Du og dine Sønner med dig skulle ikke drikke Vin eller stærk Drik, når I gå ind i Forsamlingens Paulun, på det I ikke skulle dø; det skal være en evig Skik hos eders Eferkommere, 10 for at I kunne gøre Skilsmisse imellem det hellige og det vanhellige og imellem det urene og det rene, 11 og for at kunne lære Israels Børn alle de Skikke, som Herren har sagt til dem ved Mose.
12, Mose sagde til Aron og til hans Sønner, Eleasar og Ithamar, som vare overblevne: Tager det Madoffer, det som er levnet fra Herrens Ildoffer, og æder det med usyret Brød ved Alteret; thi det er en højhellig Ting. 13 Men I skulle æde det på et helligt Sted; thi det er din beskikkede Del og dine Sønners beskikkede Del af Herrens Ildofre; thi således er mig befalet. 14 Men Rørelsens Bryst og Gavens Bov skulle I æde på et rent Sted, du og dine Sønner og dine Døtre med dig; thi til din beskikkede Del og dine Børns beskikkede Del ere de givne af Israels Børns Takofre. 15 Gavens Bov og Rørelsens Bryst, som høre til Ildofrene af Fedtstykkerne, skulle de bære til dem for at lade dem røre med en Rørelse for Herrens Ansigt; og det skal være dig og dine Børn med dig en evig beskikket Del, som Herren har befalet. 16 Og Mose ledte flittigt efter Syndofrets Buk, og se, den var op brændt; og han blev vred paa Eleasar og på Ithamar, Arons Sønner, dem som vare overblevne, og sagde: 17 Hvi have I ikke ædt Syndofret på det hellige Sted? thi det er en højhellig Ting; og han har givet eder det, at I skulle bære Menighedens Skyld, for at I skulle gøre Forligelse for dem, for Herrens Ansigt. 18 Se, dets Blod er ikke bragt indenfor i Helligdommen; I skulde jo have ædt det på et helligt Sted, så som jeg har befalet. 19 Men Aron sagde til Mose: Se, i Dag have de ofret deres Syndoffer Og deres Brændoffer for Herrens Ansigt, og mig er sligt vederfaret; skulde jeg da have ædt Syndofret i Dag, skulde det have været godt for Herrens Øjne 20 Der Mose hørte det, da syntes det ham at være godt.

11 Kapitel - 3.Mos.11
Og Herren talede til Mose og Aron og sagde til dem: 2 Taler til Israels Børn og siger: Disse ere de Dyr, som I må æde iblandt alle Dyr, som ere på Jorden: 3 Alt det, som har Klove, og som har Klovene, kløvede helt igennem, det, som tygger Drøv iblandt Dyrene, må I æde. 4 Dog dette må I ikke æde af dem, som tygge Drøv, og af dem, som have Klove: Kamelen; thi den tygger Drøv, og den har ikke Klove, den er eder uren; 5 og Kaninen; thi den tygger Drøv, men har ikke Klove, den er eder uren; 6 og Haren; thi den tygger Drøv, men den har ikke Klove, den er eder uren; 7 og Svinet; thi det har Klove og har Klovene kløvede helt igennem, men tygger ikke Drøv, det er eder urent. 8 I skulle ikke æde af deres Kød og ej røre ved deres Aadsel, de ere eder urene.
9 Dette må I æde af alt det, som er i Vandet: Alt det, som har Finner og Skæl i Vandet, i Havet og i Bækkene, dem må I æde. 10 Men alt det, som ikke har Finner og Skæl, i Havet, og i Bækkene, blandt alt det, som vrimler i Vandene, og blandt alt det levende, som er i Vandene, det skal være eder en Vederstyggelighed. 11 Ja de skulle være eder en Vederstyggelighed; I: skulle ikke æde af deres Kød, og I skulle have Vederstyggelighed til deres Ådsel. 12 Alt det, som ikke har Finner og Skæl i Vandene, det skal É være eder en Vederstyggelighed.
13 Og disse skulle I have Vederstyggelighed til iblandt Fuglene, de skulle ikke ædes, de skulle være en: Vederstyggelighed: Ørnen og Høgen og Strandørnen 14 og Glenten og Skaden med dens Arter, 15 alle Ravne med deres Arter, 16 og Strudsen og Natuglen og Mågen og Spurve høgen med dens Arter, 17 og Uglen og Dykkeren og Hornuglen, 18 og Viben og Rørdrummen og Pelikanen, 19 og Storken, Hejren med dens: Arter, og Urhanen og Aftenbakken. 20 Al flyvende Vrimmel, som går på fire Fødder, det skal være eder en Vederstyggelighed. 21 Dog af al: flyvende Vrimmel, som går på fire Fødder, må I æde dette, nemlig dem, som have Springben over deres Fødder, til at hoppe på Jorden med. 22 Af dem må I æde disse: Græshoppen med deres Arter, og Solam med dens Arter, og Hargol med dens Arter, og *Hagab med dens Arter. 23 Men al anden flyvene Vrimmel, som har fire Fødder, det skal være eder en Vederstyggelighed.
24 Og ved dem kunne I blive urene; hver, som rører ved deres Ådsel skal være uren indtil Aftenen. 25 Og hver, som tager noget af deres Ådsel, skal to sine Klæder og være uren indtil Aftenen. 26 Hvert Dyr, som kløver Kloven, og som ikke har dem kløvede helt igennem og ej tygger Drøv, de skulle være eder urene; hver, som rører dem, bliver uren. 27 Og alt det, som går på sine Laller iblandt de Dyr, som gå på fire Fødder, skal være urent; hvo som rører deres Ådsel, skal være uren til Aftenen. 28 Og hvo som tager deres Ådsel, skal to sine Klæder være uren indtil Aftenen; de ere urene. 29 Og det skal være eder urent iblandt den Vrimmel, som vrimler på Jorden: Væselen og Musen og Skildpadden med dens Arter, 30 og Pindsvinet og Krokodillen og Salamanderen og Sneglen og Mulvarpen. 31 Disse ere eder de urene iblandt al Vrimmel; hver, som rører ved dem, når de ere døde, skal være uren indtil Aftenen.
32 Og alt det, som et af dem, når de er døde, falder på, det bliver urent hvad enten det er noget som helst Trækar eller Klæder eller Skind eller Sæk, hvilketsomhelst Redskab, som nogen Gerning gøres med, det skal lægges i Vand og være urent indtil Aftenen og er siden rent.
33 Og om noget af dem falder i et, Lerkar, da bliver alt det urent, som er i det, og I skulle sønderbryde det. 34 Er der kommet Vand på nogen Spise, som man æder, da bliver denne uren, eller hvad Drik, som man drikker af noget Kar, da bliver denne uren. 35 Og alt det, som noget af deres Ådsel falder på, bliver urent; er det en Ovn eller med Lergryder med Hanke, da skulle de brydes i Stykker, de ere urene; de skulle være eder urene. 36 Dog skal Kilde og Brønd, Vandsamlinger være rene; men hvo som rører ved deres Ådsel, bliver urent. 37 Og når noget af deres Ådsel falder på nogen Såsæd, som skal sås, bliver denne dog ren. 38 Men når der kommer Vand på Sæden, og der siden falder noget af deres Ådsel derpå, da bliver den eder uren.
39 Og når noget dør af de Dyr, som ere givne eder til Spise, da skal den, som rører ved Ådslet deraf, være uren indtil Aftenen. 40 Og hvo som æder af deres Ådsel, skal to sine Klæder og være uren indtil Aftenen, og hvo der tager deres Ådsel op, skal to sine Klæder og være uren indtil Aftenen. 41 Og al den Vrimmel, som vrimler på Jorden, skal være en Vederstyggelighed, den skal ikke ædes; 42 nemlig alt det, som går på Bugen, og alt det, som går på fire Fødder, af alt det, som har mange Fødder, iblandt al den Vrimmel, som vrimler på Jorden, dem skulle I ikke æde; thi de ere en Vederstyggelighed. 43 Gører ikke eders Sjæle vederstyggelige ved al den Vrimmel, som vrimler, og gører eder ikke urene ved dem, så at I blive urene ved dem. 44 Thi jeg Herren er eders Gud, og I skulle hellige eder og være hellige, thi jeg er hellig; og I skulle ikke gøre eders Sjæle urene ved nogen Vrimmel, som kryber på Jorden. 45 Thi jeg er Herren, som førte eder op af Ægyptens Land for at være eders Gud; og I skulle være hellige; thi jeg er hellig.
46 Dette er Loven om Dyr og Fugle og hvert levende Væsen, som svømmer i Vandet, og om alt levende Væsen, som vrimler på Jorden, 47 at der kan gøres Forskel imellem det urene og det rene, og imellem det Dyr, som må ædes, og det Dyr, som ikke maa ædes.

12 Kapitel - 3.Mos.12
Og Herren talede til Mose og sagde: 2 Tal til Israels Børn og sig: Når en Kvinde undfanger og føder en Dreng, da skal hun være uren syv Dage, lige som de Dage ere, i hvilke hun er uren ved sin Svaghed. 3 Og på den ottende Dag skal hans Forhuds Kød omskæres. 4 Og hun skal blive hjemme i tre og tredive Dage, under hendes Blods Renselse; hun skal ikke røre ved noget helligt og ikke komme til Helligdommen, førend hendes Renselses Dage ere fuldendte. 5 Men føder hun en Pige, da skal hun være uren to Uger, som under hendes Svaghed; og hun skal blive hjemme seks og tresindstyve Dage, under hendes Blods Renselse.
6 Og når hendes Renselsesdage ere fuldendte efter en Søn eller efter en Datter, skal hun fremføre et årgammelt Lam til Brændoffer, og en Dueunge eller en Turteldue til Syndoffer, til Forsamlingens Pauluns Dør, til Præsten. 7 Og han skal ofre det for Herrens Ansigt og gøre Forligelse for hende, så bliver hun ren efter sin Blodgang. Dette er Loven for hende, som føder en Dreng eller Pige. 8 Men formår hendes Hånd ikke et Lam, da skal hun tage to Turtelduer eller to unge Duer, een til Brændoffer og een til Syndoffer; så skal Præsten gøre Forligelse for hende, og hun er ren.

13 Kapitel - 3.Mos.13
Og Herren talede til Mose og til Aron og sagde: 2 Når på noget Menneskes Køds Hud er Hævelse eller Skab eller en skinnende Plet, og der fremkommer på hans Køds Hud noget, som ligner Spedalskheds Plage, da skal han føres frem til Aron, Præsten, eller til en af hans Sønner iblandt Præsterne. 3 Og når Præsten beser Plagen på Kødets Hud, at Håret i Plagen er forvandlet til hvidt, og Plagen at se til er dybere end den anden Hud på hans Kød, da er det Spedalskheds Plage; når Præsten har beset ham, da skal han dømme ham uren. 4 Men er der en hvid, skinnende Plet på hans Køds Hud, og den ikke er dybere at se til end den anden Hud, og Håret derpå ikke er forvandlet til hvidt, da skal Præsten lukke den, som har Plagen, inde i syv Dage. 5 Og når Præsten beser ham på den syvende Dag, og se, Plagen er uforandret for hans Øje, Plagen har ikke videre udbredt sig på Huden, da skal Præsten anden Gang indelukke ham i syv Dage. 6 Og når Præsten beser ham på den syvende Dag anden Gang, og se, Pletten er mørkagtig, og Plagen har ikke udbredt sig videre på Huden, da skal Præsten dømme ham ren, det er Skab; og han skal to sine Klæder, så er han ren. 7 Men når det Skab udbreder sig videre i Huden, efter at han var beset af Præsten til sin Renselse, da skal han anden Gang beses af Præsten. 8 Og når Præsten beser ham, og se, Skabet har udbredt sig videre i Huden, da skal Præsten dømme ham uren, det er Spedalskhed.
9 Når Spedalskheds Plage er på et Menneske, og han føres frem til Præsten, 10 og Præsten beser ham, og se, der er en hvid Hævelse på Huden, og Håret derpå er forvandlet til hvidt, og vildt Kød vokser frem i Hævelsen: 11 Da er det en gammel Spedalskhed i Huden på hans Kød, og Præsten skal dømme ham uren; han skal ikke lukke ham inde; thi han er uren. 12 Men dersom Spedalskheden blomstrer stærkt i Huden, og Spedalskheden bedækker den plagedes hele Hud fra hans Hoved og til hans Fødder, alt det, som ses for Præstens Øjne; 13 og Præsten beser det, og se, Spedalskheden har skjult alt hans Kød, da skal han dømme den, som har Plagen, ren; han er bleven helt hvid, han er ren. 14 Men på hvilken Dag vildt Kød ses på ham,; bliver han uren. 15 Og når Præsten beser det vilde Kød, da skal han dømme ham uren; det vilde Kød er urent, det er Spedalskhed. 16 Eller dersom det vilde Kød forandrer sig og omvendes til hvidt, da skal han komme til Præsten; 17 og når Præsten beser ham, og se, Plagen er forandret til hvidt, da, skal Præsten dømme den, som har Plagen, at være ren; han er ren.
18 Og når der på nogens Kød, Huden derpå er en Byld; og den er bleven lægt, 19 og der bliver en hvid Hævelse på samme Bylds Sted eller en hvid, skinnende Plet, om er rødagtig, da skal han beses af Præsten. 20 Og når Præsten beser ham, og se, den er at se til dybere end den anden Hud, og Håret derpå er forandret til hvidt, da skal Præsten dømme ham uren; det er Spedalskheds Plage, der blomstrer i Bylden. 21 Men dersom Præsten beser den, og se, der er ikke hvidt Hår på den, og den er ikke dybere end den anden Hud og er mørkagtig, da skal Præsten lukke ham inde i syv Dage. 22 Men dersom den udbreder sig videre i Huden, da skal Præsten dømme ham uren; det er Plagen. 23 Men dersom den skinnende Plet bliver uforandret paa sit Sted og ikke udreder sig videre ,da er det Arret af en Byld, og Præsten skal dømme ham ren.
24 Eller når der i Kødet, i Huden derpå, der er brændt af Ild, og på det nye Kød af det brændte Sted er en skinnende Plet, som er rødagtig hvid eller ganske hvid, 25 og Præsten beser den, og se, Håret i den skinnende Plet er forandret til hvidt, og den er dybere at se til end den anden Hud, da er det Spedalskhed, der er fremblomstret i det brændte Sted, og Præsten skal dømme ham uren; det er Spedalskheds Plage. 26 Men dersom Præsten beser den, og se, der er ikke hvidt Hår i den skinnende Plet, og den er ikke dybere end den anden Hud og den er mørkagtig, da skal Præsten lukke ham inde i syv Dage. 27 Og Præsten skal bese ham på den syvende Dag; dersom den har udbredt sig videre på Huden, da skal Præsten dømme ham uren, det er Spedalskheds Plage. 28 Men dersom den skinnende Plet er uforandret på sit Sted og ikke breder sig videre ud på Huden, og den er mørkagtig, da er det en Hævelse i det brændte Sted, og Præsten skal dømme ham ren; thi det er et Ar i det brændte Sted.
29 Og når der er en Plage på Mand eller Kvinde, på Hovedet eller i Skægget, 30 og Præsten beser Plagen i Skægget, og se den er dybere at se til end den anden Hud, og Håret på samme Sted er gult og tyndt, da skal Præsten dømme ham uren; det er Skurv, det er Spedalskhed på Hovedet eller i Skægget. 31 Men når Præsten beser den Skurvs Plage, og se, den er ikke dybere at se til end Huden, og der er ikke sort Hår derpå, da skal Præsten lukke den, som har den Skurvs Plage, inde i syv Dage. 32 Og når Præsten beser Plagen på den syvende Dag, og se, den Skurv har ikke bredt sig videre, og der er ikke gult Hår derpå, og Skurven er ikke dybere at se end den anden Hud at se til end den anden Hud, 33 da skal han rage sig, dog så at han ikke rager Skurven, og Præsten skal atter lukke den, som har Skurven, inde i syv Dage. 34 Og når Præsten beser den Skurv på den syvende Dag, og se, Skurven har ikke udbredt sig videre i Huden, og den er ikke dybere at se til end den anden Hud, da skal Præsten dømme ham ren, og hin skal to sine Klæder, så er han ren. 35 Men dersom Skurven udbreder sig videre på Huden efter hans Renselse, 36 og præsten beser ham, og se, Skurven har udbredt sig videre på Huden, da skal Præsten ikke søge efter gult Hår; han er uren. 37 Men er Skurven uforandret for hans Øjne, og der er sort Hår opvokset i den, da er Skurven lægt, han er ren; og Præsten skal dømme ham ren. 38 Og når en Mand eller Kvinde har på deres Køds Hud skinnende Pletter, hvide skinnende Pletter, 39 og Præsten beser dem, og se, der er i deres Køds Hud hvide skinnende Pletter, som ere mørkagtige, da er det en Blegn, som blomstrer på Huden; han er ren. 40 Og når Håret falder af nogen Mands Hoved, er han skaldet; han er ren. 41 Og dersom Håret falder ham af Hovedet foran, er han flenskaldet; han er ren. 42 Men når på det skaldede eller på det flenskaldede er en Plet, hvidrødagtig, da er det Spedalskhed, som blomstrer på det skaldede på ham eller på det flenskaldede på ham. 43 Og når Præsten beser ham, og Plagens Hævelse er hvid og rødagtig på det skaldede på ham eller paa det flenskaldede på ham, som Spedalskheds Udseende plejer at være i Kødets Hud; 44 den Mand er spedalsk, han er uren; Præsten skal dømme ham aldles uren, hans Spedalskhed er på hans Hoved. 45 Og den spedalske, som Plagen er paa, hans Klæder skulle være sønderrevne, og hans Hoved skal være bart, og han skal skjule Skægget over Munden, og han skal råbe: Uren! uren! 46 Alle Dage, som den Plage er på ham, skal han være uren; han er uren, han skal bo alene, hans Bolig skal være uden for Lejren.
47 Og når på noget Klæde er Spedalskheds Plet, på uldent Klæde eller på linned Klæde og eller på 48 Tråden eller på Isletten af Linned eller af uldent eller på Skind eller på alt, hvad som er gjort af Skind, 49 og pletten er grønagtig eller rødagtig på Klædet eller på Skindet eller på Tråden eller på Isletten eller på noget Tøj af Skind, er det Spedalskheds Plage, og det skal beses af Præsten. 50 Og når Præsten beser Pletten, da skal han lukke det, som Pletten er på, inde i syv Dage. 51 Og når han ser Pletten på den syvende Dag, at Plagen har udbredt sig videre på Klædet eller på Tråden eller på Isletten eller på Skindet, på alt, hvad som gøres af Skind til nogen Gerning, da er Plagen en indædende Spedalskhed, det er urent. 52 Og man skal opbrænde Klædet eller Tråden eller Isletten af uldent eller af Linned eller hvad Tøj der er af Skind, på hvilket Pletten er; thi det er en indædende Spedalskhed, det skal opbrændes med Ild. 53 Men dersom Præsten beser det, og se, Pletten har ikke udbredt sig videre på Klædet eller på Tråden eller på Isletten eller på alle Hånde Tøj af Skind, 54 da skal Præsten befale,: at de skulle to det, som Pletten er på, og han skal lukke det inde anden Gang i syv Dage. 55 Og når: Præsten udser det, efter at Pletten er toet, og se, Pletten har ikke forandret sin Farve, og Pletten har ikke udbredt sig videre, da er det urent, du skal opbrænde det med Ild; det er af den Slags, som æder sig ind på den rette Side derpå eller på den vrange Side derpå. 56 Men dersom Præsten beser det, og se, Pletten er mørkagtig, efter at den er aftoet, da skal han rive det af Klædet eller af Skindet eller af Tråden eller af Isletten. 57 Men ses det endnu på Klædet eller på Tråden eller på Isletten eller på alle Hånde Tøj af Skind, da er det en blomstrende Spedalskhed; du skal opbrænde med Ild det, som Spedalskheden er på. 58 Men det Klæde eller den Tråd eller den Islet eller alle Hånde Tøj af Skind, som du tor, og Pletten går bort deraf, skal tos anden Gang, så er det rent. 59 Dette er Loven om Spe dalskheds Plage på Klæde af uldent eller Linned eller på Tråd eller Islet eller alle Hånde Tøj af Skind, til at dømme det rent eller urent.

14 Kapitel - 3.Mos.14
Og Herren talede til Mose og sagde: 2 Dette skal være Loven for den spedalske på hans Renselsesdag, at han skal fremføres til Præsten. 3 Og Præsten skal gå ud, uden for Lejren; og Præsten skal bese ham, og se, dersom den Spedalskheds Plage er lægt på den spedalske, 4 da skal Præsten befale, at man skal tage for den, som renser sig, to levende,Spurve og Cedertræ og Skarlagen og Isop 5 Og Præsten skal befale, at man slagter den ene Spurv over et Lerkar over rindende Vand. 6 Han skal tage den levende Spurv og Cedertræet og Skarlagenet og Isopen, skal dyppe dem og den levende Spurv i den slagtede Spurvs Blod over rindende Vand. 7 Og han skal stænke syv Gange på den, som lader sig rense for Spedalskheden, og han skal rense ham og lade den levende Spurv flyve ud på Marken. 8 Men den, som renser sig, skal to sine Klæder og rage alt sit Hår af og bade sig i Vand, så er han ren, og siden må han komme i Lejren; dog skal han bo uden for sit Telt i syv Dage. 9 Og det skal ske på den syvende Dag, da skal han afrage alt sit Hår, sit Hoved og sit Skæg og sine Øjenbryn, ja alt sit Hår skal han afrage; og han skal to sine Klæder og bade sin Krop i Vand, så er han ren. 10 Og på den ottende Dag skal han tage to Vædderlam uden Lyde og et år gammelt Gimmerlam uden Lyde om tre Tiendeparter Mel til Madoffer, blandet med Olie, og en *Log Olie. 11 Og Præsten, som renser, skal stille den Mand, der lader sig rense, og disse Ting for Herrens Ansigt, for Forsamlingens Pauluns Dør. 12 Og Præsten skal tage det ene Lam og bringe det til et Skyldoffer tillige med den Log Olie, og han skal røre dem med en Rørelse for Herrens Ansigt. 13 Og han skal slagte Væderlammet på det Sted, hvor man skal slagter Syndofret og Brændofret, på det hellige Sted; thi lige som Syndofret, så hører Skyldofret Præsten til, det er en højhellig Ting. 14 Og præsten skal tage af Skyldofrets Blod, og Præsten skal komme deraf på den højre Ørelæp af ham, som lader sig rense, og på hans højre Tommelfinger og på hans højre Tommeltå. 15 Og Præsten skal tage af den Log Olie og øse i sin venstre Hånd. 16 Og Præsten skal venstre Hånd. 16 Og Præsten skal dyppe sin højre Finger i Olien, som er i hans venstre Hånd, og han skal stænke af Olien med sin Finger syv Gange for Herrens Ansigt. 17 Men af den Olie, som er til overs i hans Hånd, skal Præsten komme på den højre Ørelæp af ham, som lader sig rense, og på hans højre Tommelfinger og på hans højre Tommeltå, oven på Skyldofrets Blod. 18 Men det, som er blevet tilovers af Olien, som er i Præstens Hånd, skal han komme på dens Hoved, som renses, og Præsten skal gøre Forligelse for ham, for Herrens Ansigt. 19 Og Præsten skal lave Syndofret og gøre Forligelse for ham, som lader sig rense for sin Urenhed, og siden skal han slagte Brændofret. 20 Og Præsten skal ofre Brændofret og Madofret på Alteret, og Præsten skal gøre Forligelse for ham, så er han ren.
21 Men er han fattig, og hans Hånd ikke formår så meget, da skal han tage eet Væderlam til et Skyldoffer, til at lade røre, til at gøre Forligelse for ham og en Tiendepart Mel blandet med Olie, til Madoffer, og en Log Olie 22 og to Turtelduer eller to Dueunger, som hans Hånd formår; og den ene skal være et Syndoffer og den anden et Brændoffer. 23 Og han skal bringe dem frem på den ottende Dag af, sin Renselse til Præsten, til Forsamlingens Pauluns Dør, for Herrens Ansigt. 24 Og Præsten skal tage Skyldofrets Lam og den Log Olie, og Præsten skal røre dem med en Rørelse for Herrens Ansigt. 25 Og han skal slagte Skyldofrets Lam, og Præsten skal tage af Skyldofrets Blod og komme på den højre Ørelæp af ham, som lader sig rense, og på hans højre Tommelfinger og på hans højre Tommeltå. 26 Og Præsten skal øse af Olien i sin venstre Hånd. 27 Og Præsten skal stænke med sin højre Finger af Olien, som er i hans venstre Hånd, syv Gange for Herrens Ansigt. 28 Og Præsten skal komme af Olien, som er i hans Hånd, på den højre Ørelæp af ham, som lader sig rense, og på hans højre Tommelfinger og på hans højre Tommeltå, over Skyldofrets Blods Sted. 29 Men det, som er blevet tilovers af Olien, som er i Præstens Hånd, skal han komme på dens Hoved, som lader sig rense, til at gøre forligelse for ham, for Herrens Ansigt. 30 Og han skal lave den ene af de Turtelduer eller af de Dueunger, af det, hans Hånd har formået, 31 det, som hans Hånd har formået, skal han lave den ene, til Syndoffer, den anden til Brændoffer, tillige med Madofret, og Præsten skal gøre Forligelse for den, som lader sig rense, for Herrens Ansigt. 32 Dette er Loven for den, som Spedalskheds Plage var på, og hvis Hånd ikke formår alt, hvad der hører til hans Renselse.
33 Herren talede til Mose og til Aron og sagde: 34 Når I komme i Kanaans Land, hvilket jeg giver eder til Ejendom, og jeg lader komme Spedalskheds Plage i et Hus udi eders Ejendoms Land, 35 da skal den komme, hvem Huset hører til, og give Præsten det til Kende og sige: Det ser mig ud, som der er Spedalskhed i Huset. 36 Så skal Præsten befale at de skulle rydde Huset, førend Præsten kommer til at bese Spedalskheden, at ikke alt det, som er i Huset, skal blive urent, og siden skal Præsten komme at bese Huset. 37 Og når han beser Spedalskheden, og se; Spedalskheden er på Væggene i Huset, nemlig; Fordybninger, som ere grønagtige eller rødagtige, og de ere dybere at se til, end Væggen, 38 da skal Præsten gå ud af Huset, til Døren på Huset, og han skal lukke Huset til syv Dage. 39 Og Præsten skal komme igen på den syvende Dag; og når han beser det, og se, Spedalskheden har udbredt sig videre på Væggene i Huset, 40 da skal Præsten befale, at de bryde Stenene ud, som Spedalskheden er på; og de skulle kaste dem hen udenfor Staden på et urent Sted. 41 Så skal han lade Huset skrabe indentil rundt omkring; og de skulle kaste Støvet, som de uafskrabede, udenfor Staden på et urent Sted. 42 Og de skulle tage andre Stene og lade dem komme i Stedet for de forrige Stene, og man skal tage andet Ler og kline Huset med. 43 Men dersom Spedalskheden kommer igen og blomstrer i Huset, efter at man har brudt Stenene ud, og efter at man har skrabet Huset, og efter at man har klinet det, 44 da skal Præsten komme, og når han beser det, og se, Spedalskheden har udbredt sig videre i Huset, da er der en Spedalskhed, som æder om sig, i Huset; det er urent. 45 Derfor skal man afbryde Huset, dets Stene og dets Træværk og alt Husets Ler, og man skal føre det udenfor Staden til et urent Sted. 46 Og hvo som kommer i det Hus alle de Dage, i hvilke han lod det lukke, skal være uren indtil Aftenen. 47 Og hvo som ligger i Huset, skal to sine Klæder; og hvo som æder i Huset, skal to sine Klæder. 48 Men dersom Præsten kommer igen og beser det, og se, Spedalskheden har ikke udbredt sig videre i Huset, efter at Huset blev klinet, da skal Præsten dømme det Hus rent; thi Spedalskheden er bleven lægt.
49 Så skal han tage, til at gøre Syndoffer for Huset, to Spurve og Cedertræ og Skarlagen og Isop. 50 Og han skal slagte den ene Spurv over et Lerkar, over rindende Vand. 51 Og han skal tage Cedertræet og Isopen og Skarlagenet og den levnde Spurv og dyppe dem i den slagtede Spurvs Blod og i det rinende Vand, og han skal stænke på Huset syv Gange; 52 og han skal gøre Syndoffer for Huset med Spurvens Blod og med det rindende Vand og med den levende Spurv og med Cedertræet og med Isopen og med Skarlagenet. 53 Så skal han lade den levende Spurv flyve hen uden for Staden, over Marken, og han skal gøre Forligelse for Huset, så er det rent.
54 Dette er Loven om alle Hånde Spedalskheds Plage og om Skurv 55 og om Spedalskhed på Klæder og på Hus 56 og om Hævelse og om Skab og om skinnende Plet, 57 til at lære, på hvad Dag noget er urent, og på hvad Dag det er rent; dette er Loven om Spedalskhed.

15 Kapitel - 3.Mos.15
Og Herren talede til Mose og til Aron og sagde 2 Taler til Israels Børn og siger til dem: Hvo som helst det er, når det flyder af hans Kød, da er han uren formedelst sit Flod. 3 Og dette skal være hans Urenhed under hans Flod: Når hans Kød udgyder sit Flod, eller hans Kød holder sit Flod tilbage, det er hans Urenhed. 4 Hvert Leje, som han, der har Flod, ligger på, skal være urent, og alt det Tøj, som han sidder på, skal være urent. 5 Og hver, som rører ved hans Leje, skal to sine Klæder og bade sig i Vand og være uren indtil Aftenen. 6 Og hvo som sætter sig på det Tøj, som den, der har Flod, har siddet på, skal to sine Klæder og bade sig i Vand og være uren indtil Aftenen. 7 Og hvo som rører ved dens Kød, som har Flod, skal to sine Klæder og bade sig i vand og være uren indtil Aftenen. 8 Og når den, som har Flod, spytter på en, som er ren, da skal denne to sine Klæder og bade sig i Vand og være uren indtil Aftenen. 9 Og hver Sadel, som den, der har Flod rider på, skal være uren. 10 Og hver, som rører ved noget af det som hun har haft under sig, skal være uren indtil Aftenen; og hvo som bærer de Ting, skal to sine Klæder og bade sig i Vand og være uren indtil Aftenen. 11 Og hver, som den, der har Flod, rører ved, uden at have skyllet sine Hænder i Vand skal to sine Klæder og bade sig; Vand og være uren indtil Aftenen, 12 Og det Lerkar, som den, der har Flod, rører ved, skal sønderbrydes; men hvert Trækar skal skylles i Vand. 13 Og når den, som har Flod, bliver ren af sit Flod, da skal han tælle sig syv Dage til sin Renselse og to sine Klæder, og han skal bade sit Kød i rindende Vand, så er han ren. 14 Og på den ottende Dag skal han tage sig to Turtelduer eller to Dueunger og komme for Herrens Ansigt til Forsamlingens Pauluns Dør og give Præsten dem. 15 Og Præsten skal lave dem, een til Syndoffer og een til Brændoffer, og Præsten skal gøre Forligelse for ham, for Herrens Ansigt, for hans Flod. 16 Og når der udgår Sæd fra en Mand, da skal han bade hele sit Legeme i Vand og være uren indtil Aftenen. 17 Og ethvert Klæde og ethvert Skind, som Sæd er kommen på, skal tos i Vand og være urent indtil Aftenen. 18 I lige Måde om der er en Kvinde, som har legemlig Omgang med en Mand, så skulle de bade sig i Vand og være urene indtil Aftenen.
19 Og når en Kvinde har Flod, at Blod af hendes Flod er på hendes Kød, da skal hun være syv Dage i sin Svaghed, og hver, som rører ved hende, skal være uren indtil Aftenen. 20 Og alt det, hun ligger paa under sin Svaghed, skal være urent, og alt det, hun sidder på, skal være urent. 21(Og hver den, som rører ved hendes Leje, skal to sine Klæder og bade sig i Vand og være uren indtil Aftenen. 22 Og hver den, som rører ved noget Tøj, som hun har siddet på, skal to sine Klæder og bade sig i Vand og være uren indtil Aftenen. 23 Og dersom nogen ligger på det Leje eller på det Tøj, som hun har siddet på, så han rører derved, skal han være uren indtil Aftenen. 24 Og dersom en Mand ligger hos hende, og hendes Urenhed kommer på ham, så bliver han uren i syv Dage; og hvert Leje, som han ligger på, skal være urent. 25 Og når en Kvinde har sit Blodflod mange Dage, udenfor hendes Svagheds Tid, eller når det flyder over hendes Svagheds Tid, alle de Dage, hun har sin Urenheds Flod, skal hun være som i hendes Svagheds Dage; hun er uren. 26 Hvert Leje, som hun ligger på, alle de Dage, hun har sit Flod, skal være hende ligesom Lejet under hendes Svaghed; og alt det Tøj, som hun sidder på, skal være urent, som naar hun er uren under sin Svaghed. 27 Og hver den, som rører ved de Ting, skal være uren og skal to sine Klæder og bade sig i Vand og være uren indtil Aftenen.
28 Men dersom hun bliver ren efter sit Flod, da skal hun tælle sig syv Dage, og siden skal hun være ren. 29 Og på den ottende Dag skal hun tage sig to Turtelduer eller to Dueunger, og bringe dem til Præsten, til Forsamlingens Pauluns Dør. 30 Og præsten skal lave den ene til Syndoffer og den anden til Brændoffer, og Præsten skal gøre Forligelse for hende for Herrens Ansigt, og hendes Urenheds Flod.
31 Og I skulle skille Israels Børn ved deres Urenhed, at de ikke dø i deres Urenhed, idet de gøre mit Tabernakel, som er midt iblandt dem, urent. 32 Dette er Loven om den, som har Flod, og om den, hvem Sæd går fra, så at han bliver uren derved; 33 og for hende, som er uren under hendes Svaghed, og for den, som har Flod, Mand eller Kvinde; og for en Mand, som ligger hos en uren Kvinde.

16 Kapitel - 3.Mos.16
Og Herren talede til Mose, efter at de to af Arons Sønner vare døde, der de vare gange frem for Herrens Ansigt og vare døde, 2 Og Herren sagde til Mose: Sig til Aron, din Broder, at han ikke til enhver Tid må gå ind i Helligdommen iden for Forhænget lige for Nådestolen, som er på Arken, at han ikke dør; thi jeg vil ses i Skyen over Nådestolen. 3 Med dette skal Aron komme til Helligdommen: Med en ung Tyr til Syndoffer og en Væder til Brændoffer. 4 Han skal iføre en hellig linned Kjortel og have linnede Underklæder på sin Krop og ombinde sig med et linned Bælte, med en linned Præstehue han skal bedække sig; disse ere de hellige Klæder, og han skal bade sit legeme i Vand og iføre sig dem. 5 Og han skal tage af Israels Børns Menighed to Gedebukke til Syndoffer og en Væder til Brændoffer 6 Og Aron skal ofre Syndofrets Tyr, som er for ham selv, og gøre Forligelse for sig og for sit Hus. 7 Og skal tage de to Bukke, og han skal stille dem for Herrens Ansigt,for Forsamlingens Pauluns Dør 8 Aron skal kaste Lod over de to Bukke, een Lod for Her ren og een Lod for Asasel. 9 Og Aron skal ofre den Buk, på hvilken Lodden kom ud for Herren, og berede den til Syndoffer. 10 Men den Buk, på hvilken Lodden for Asasel er falden, skal stilles levende for Herrens Ansigt, at der ved den skal gøres Forligelse, at man skal sende den bort til Asasel til Ørken. 11 Og Aron skal ofre Syndofrets Tyr, som er for ham selv, og gøre Forligelse for sig selv og for sit Hus, og han skal slagte Syndofrets Tyr, som er for ham. 12 Så skal han tage et Ildkar fuldt af Gløder af Ilden fra Alteret for Herrens Ansigt, og sine Hænder fulde af stødt Røgelse af vellugtende Urter, og han skal bære det inden for Forhænget. 13 Og han skal komme Røgelsen på Ilden for Herrens Ansigt, så at en Sky af Røgelsen skjuler Nådestolen, som er over Vidnesbyrdet, at han ikke dør. 14 Og han skal tage af Tyrens Blod og stænke med sin Finger mod Nådestolen for til, og han skal stænke syv Gange med sin Finger af Blodet for Nådestolen. 15 Og han skal slagte Syndofrets Buk, som er for Folket, og bære dens Blod inden for Forhænget og gøre med dens Blod, ligesom han gjorde med Tyrens Blod, og stænke det mod Nådestolen og for Nådestolen. 16 Og han skal gøre Forligelse for Helligdommen og rense den fra Israels Børns Urenheder og fra deres Overtrædelser i alle deres Synder; og således skal han gøre ved Forsamlingens Paulun, som står hos dem midt iblandt deres Urenheder. 17 Og intet Menneske skal være i Forsamlingens Paulun, når han kommer at gøre Forligelse i Helligdommen, indtil han går ud; og han skal gøre Forligelse for sig og for sit Hus og for hele Israels Menighed.18 Og han skal gaa ud til Alteret, som er for Herrens Ansigt, og gør Forligelse for det, og han skal tage af Tyrens Blod og af Bukkens Blod og komme det paa Alterets Horn rundt omkring. 19 Og han skal stænke paa det af Blodet med sin Finger syv Gange, og han skal rense det og hellige det fra Israels Børns Urenheder. 20 Og naar han har fuldkommet at gøre Forligelse for Helligdommen og for Forsamlingens Paulun og for Alteret, da skal han føre den levende Buk frem. 21Og Aron skal lægge begge sine Hænder paa den levende Buks Hoved og over den bekende alle Israels Børns Misgerninger og alle deres Overtrædelser i alle deres Synder, og han skal lægge dem paa Bukkens Hoved og sende den bort til ørken ved en Mand, som er skikket dertil. 22 Og Bukken skal bære alle deres Misgerninger paa sig til et udyrket Land, og han skal lade Bukken løs i Ørken. 23 Saa skal Aron gaa ind i Forsamlingens Paulun og aførre sig Linklæderne, som han iførte sig, da han gik ind i Helligdommen, og han skal lade dem ligge der. 24 Og han skal bade sin Krop i Vand paa et helligt Sted og iføre sig sine andre Klæder, og han skal gaa ud og gøre sit Brændoffer og Folkets Brændoffer og gøre Forligelse for sig og for Folket. 25 Og han skal gøre et Røgoffer af Syndofrets Fedt paa Alteret. 26 Men den , som førte Bukken bort til Asasel, skal to sine Klæder og bade sin Krop i Vand, og derefter maa han komme til Lejren. 27 Og Syndofrets Tyr og Syndofrets Buk, hvis Blod bliver baaret ind i Helligdommen til at gøre Forligelse, skal man føre ud uden for Lejren, og man skal opbrænde deres Hud og deres Kød og deres Møg med Ild. 28 Og den, som opbrænder dem, skal to sine Klæder og bade sit Legeme i Vand, og derefter maa han komme til Lejren.
29 Og det skal være eder til en evig Skik: I den syvende Maaned, paa den tiende Dag i Maaneden, skulle I ydmyge eders Sjæle* og ingen Gerning gøre, hverken den indfødte eller den fremmede, som opholder sig iblandt eder. 30 Thi paa denne Dag skal man gøre Forligelse for eder til at rense eder; af alle eders Synder skulle I vorde rene for Herrens Ansigt. 31 Dette skal være eder en Sabbats Hvile, og I skulle ydmyge eders Sjæle til en evig Skik, 32 Og Præsten, som man salver, og hvis Haand man fylder til at gøre Præstetjeneste i hans Faders Sted, skal gøre Forligelse, og han skal iføre sig Linklæderne, de hellige Klæder. 33 Og han skal gøre Forligelse for Hellighedens Helligdom, baade for Forsamlingens Paulun og for Alteret skal han gøre Forligelse, og for Præsterne og for al Menighedens Folk skal han gøre Forligelse. 34 Og dette skal være eder til en evig Skik, at gøre Forligelse for Israels Børn for alle deres Synder een. Gang om Aaret. Og han gjorde det, ligesom Herren havde befalet Mose.

17 Kapitel - 3.Mos.17
Og Herren talede til Mose og sagde: 2 Tal til Aron og til hans Sønner og til alle Israels Børn, og du skal sige til dem: Dette er det Ord, som Herren har befalet og sagt: 3 Hvo som helst af Israels Hus, der slagter en Okse eller et Lam eller en Ged i Lejren, eller der slagter den uden for Lejren 4 og ikke fører den frem for Forsamlingens Pauluns Dør, til at ofre Offer for Herren, foran Herrens Tabernakel, den Mand skal Blodskyld tilregnes, han udøste Blod, og den Mand skal udryddes midt ud af sit Folk; 5 paa det at Israels Børn skulle fremføre deres Slagtofre, som de pleje at slagte paa fri Mark; og de skulle føre dem frem for Herren til Forsamlingens Pauluns Dør, til Præsten, og de skulle slagte dem for Herren til Takofre. 6 Og Præsten skal stænke Blodet paa Herrens A1ter, for Forsamlingens Pauluns Dør, og han skal gøre et Røgoffer af Fedtet til en sød Lugt for Herren. 7 Og de skulle ikke ydermere ofre deres Offer til Skovtrolde, som de bole med; dette skal være dem en evig Skik hos deres Efterkommere. 8 Og du skal sige til dem: Hvo som helst af Israels Hus eller af fremmede, som opholder sig midt iblandt eder, der ofrer Brændoffer eller Slagtoffer, 9 og ikke fører det frem til Forsamlingens Pauluns Dør at lave det for Herren, den Mand skal udryddes fra sit Folk.
10 Og hvo som helst af Israels Hus eller af fremmede, som opholder sig midt iblandt dem, der æder noget Blod, imod den Person, som æder Blodet, vil jeg sætte mit Ansigt og udrydde ham af sit Folks Midte. 11 Thi Kødets Sjæl er i Blodet, og jeg har givet eder det paa Alteret, til at gøre Forligelse for eders Sjæle; thi Blodet er det, som skal gøre Forligelse . ved Sjælen. 12 Derfor har jeg sagt til Israels Børn: Ingen af eder maa æde Blod, og den fremmede, som opholder sig midt iblandt eder, maa heller ikke æde Blod. 13 Og hvo som helst af Israels Børn og af fremmede, som opholder sig midt iblandt dem, der fanger paa Jagt et vildt Dyr eller en Fugl, som maa ædes, han skal udøse Blodet deraf og skjule det med Støv. 14 Thi hvad alt Køds Sjæl angaar, saa regnes dets Blod for dets Sjæl, og jeg har sagt til Israels Børn : I skulle ikke æde no- get Køds Blod, thi alt Køds Sjæl er dets Blod; hver den, som æder det, skal udryddes. 15 Og hver Person, indfødt eller fremmed, der æder et Aadsel eller det, som er sønderrevet, skal to sine Klæder og bade sig i Vand og blive uren indtil Aftenen, saa er han ren. 16 Og dersom han ikke tor sig og ikke bader sit Legeme, da skal han bære sin Misgerning.

18 Kapitel - 3.Mos.18
Og Herren talede til Mose og sagde: 2 Ta1 til Israels Børn, og du skal sige til dem: Jeg er Herren eders Gud. 3 Efter Ægyptens Lands Gerning, hvor I boede, skulle I ikke gøre, og efter Kanaans Lands Gerning, hvor hen jeg vil føre eder, skulle I ikke gøre, og efter deres Skikke skulle I ikke vandre. 4 I skulle gøre efter mine Bud og holde mine Skikke, saa at I vandre i dem; jeg er Herren eders Gud. 5 Og I skulle holde mine Skikke og mine Bud, hvilke et Menneske skal gøre og leve ved dem; jeg er Herren.
6 Ingen af eder skal holde sig nær til sin næste Slægt, til at blotte dennes Blusel; jeg er Herren. 7 Du skal ikke blotte din Faders Blusel eller din Moders Blusel; hun er din Moder, du skal ikke blotte hendes Blusel. 8 Du skal ikke blotte din Stivmoders Blusel; det er din Faders Blusel. 9 Din Søsters Blusel, din Faders Datter eller din Moders Datter, enten hun er født hjemme eller født ude, deres Blusel skal du ikke blotte. 10 Din Sønnedatters eller din Datterdatters Blusel, deres Blusel skal du ikke blotte; thi de ere din Blusel. 11 Din Stivmoders Datters Blusel, hun som er din Fader født og er din Søster, hendes Blusel skal du ikke blotte. 12 Du skal ikke blotte din Faders Søsters Blusel, hun er din Faders næste Slægt. 13 Du skal ikke blotte din Moders Søsters Blusel; thi hun er din Moders næste Slægt. 14 Du skal ikke blotte din Farbroders Blusel; du skal ikke holde dig nær til hans Hustru; thi hun er din Faster. 15 Du skal ikke blotte din Sønnekvindes Blusel; thi hun er din Søns Hustru, du skal ikke blotte hendes Blusel. 16 Du skal ikke blotte din Broders Hustrus Blusel; det er din Broders Blusel. 17 Du skal ikke blotte en Hustrus og hendes Datters Blusel; du skal ikke tage hendes Søns Datter eller hendes Datters Datter, at blotte hendes Blusel; thi de ere hendes næste Slægt; det er en Skændsel.
18 Og du skal ikke tage en Hustru, tillige med hendes Søster, til at vække hendes Skinsyge, at blotte hendes Blusel tillige med hins, medens hun lever. 19 Og din Hustru i hendes Urenheds Svaghed, skal du ikke komme nær, til at blotte hendes Blusel. 20 Og du skal ikke ligge hos din Næstes Hustru til at avle, til at blive uren ved hende. 21 Og af dit Afkom skal du ikke lade nogen gå igennem Ilden for Molek; og du skal ikke vanhellige din Guds Navn; jeg er Herren. 22 Og du skal ikke ligge hos Mandkøn, som man ligger hos en Kvinde; det er en Vederstyggelighed. 23 Og du skal ikke beblande dig med noget Kvæg til at besmittes ved det, og ingen Kvinde skal have at skaffe med noget Kvæg til Samleje; det er en Skændighed. 24 Gører eder ikke urene ved alt dette, thi ved alt dette ere Hedningerne, hvilke jeg uddriver for eder, blevne urene. 25 Og Landet er blevet urent, og jeg har hjemsøgt dets Misgerning på det; og Landet skal udspy sine Indbyggere. 26 Og I skulle holde mine Skikke og mine Bud og ikke gøre nogen af alle disse Vederstyggeligheder, hverken den indfødte eller den fremmede, som opholder sig midt iblandt eder; 27 thi dette Lands Folk, som var før eder, har gjort alle disse Vederstyggeligheder, og Landet er blevet urent; 28 at Landet ikke skal udspy eder, når I gøre det urent, lige som det udspyr det Folk, som var før eder. 29 Thi hver den, som gør nogen af alle disse Vederstyggeligheder, de som gøre det, skulle udryddes midt af deres Folk. 30 Så holder det, jeg vil have holdt, at I ikke gøre nogen af de vederstyggelige Skikke, som ere gjorte før eder, at I ikke skulle gøre eder urene ved dem; jeg er Herren eders Gud.

19 Kapitel - 3.Mos.19
Og Herren talede til Mose om sagde: 2 Tal til al Israels Børns Menighed, og du skal sige til dem: I skulle være hellige; thi Jeg Herren eders Gud er hellig. 3 I skulle hver frygte sin Moder og sin Fader, og I skulle holde mine Sabbater; jeg er Herren eders Gud. 4 I skulle ikke vende eders Ansigt til Afguderne og ikke gøre eder støbte Guder; jeg er Herren eders Gud.
5 Og når I ville slagte Takoffer for Herren, da skulle I ofre det til en Behagelighed for eder. 6 Det skal ædes på den Dag, I slagte det, og den næste Dag; men hvad som levnes til den tredje Dag, skal opbrændes med Ild. 7 Men om noget deraf dog ædes på den tredje Dag, da er det en Vederstyggelighed, det bliver ikke behageligt. 8 Og hvo som æder det, skal bære sin Misgerning; thi han har vanhelliget, hvad der var Herren helliget; og den Sjæl skal udryddes fra sit Folk.
9 Og når I høste eders Lands Høst, da skal du ikke høste det yderste aldeles af på din Ager, ikke heller skal du sanke nøje i din Høst. 10 Du skal ikke heller sanke efter i din Vingård, og ikke sanke de Bær som ere nedfaldne i din vingård; du skal lade dem blive til den fattige og til den fremmede; jeg er Herren eders Gud. 11 I skulle ikke stjæle, og I skulle ikke lyve, ej heller skal nogen af eder handle falskeligen mod sin Næste. 12 Og I skulle ikke falskeligen sværge ved mit Navn, så du vanhelliger din Guds Navn; jeg er Herren. 13 Du skal ikke gøre din Næste vold og ej røve, du skal ikke lade Daglønnerens Arbejdsløn blive hos dig Natten over indtil om Morgenen. 14 Du skal ikke bande den døve, og ikke lægge Stød for den blinde; men du skal frygte din Gud; jeg er Herren. 15 I skulle ikke gøre Uret i Dommen du skal ikke anse den ringes Person og heller ikke gøre Ære af den vældiges Person; men du skal dømme din Næste i Retfærdighed. 16 Du skal ikke gå om som en Bagvasker iblandt dit Folk, du skal ikke stå efter din Næstes Blod; jeg er Herren. 17 Du skal ikke hade din Broder i dit Hjerte; men du skal irettesætte din Næste, at du ikke skal bære Synd for hans Skyld. 18 Du skal ikke hævne dig selv; ej heller beholde Vrede imod dit Folks Børn, og du skal elske din Næste som dig selv; jeg er Herren.
19 I skulle holde mine Sikke; du skal ikke lade dit Kvæg parre sig med et af et andet Slags; du skal ikke beså din Ager med to Slags Sæd; og Klæder af to Slags, vævet til sammen, skal ej komme på dig. 20 Og når en Mand ligger hos en Kvinde og har Omgang med hende, og hun er en Tjenestepige , som er trolovet med en Mand, og hun ikke er løskøbt, eller ikke har fået sin Frihed, da skal der ske en Hudstrygelse, men de skulle ikke dødes; thi hun var ikke frigiven. 21 Men han skal føre sit Skyldoffer frem for Herren til Forsamlingens Pauluns Dør, en Væder til Skyldoffer. 22 Og Præsten skal gøre Forligelse for ham med Skyldofrets Væder, for Herrens Ansigt, for hans Synd, som han syndede. 23 Og nar I komme ind i Landet og plante alle Hånde Frugttræer, da skulle I agte deres Frugt, som om det var Forhud på dem; i tre År skulle de agtes af eder som uomskårne, der skal ikke ædes deraf. 24 Og i det fjerde År skal al deres Frugt være helliget til Lovprisning for Herren. 25 Men i det femte År må I æde Frugten deraf, så at I samle eder Grøden deraf; jeg er Herren eders Gud.
26 I skulle ikke æde noget med Blodet; I skulle ikke spå, ej heller være Dagvælgere. 27 I skulle ikke rundskære det yderste af eders Hovedhår, ej heller skal du fordærve Kanten af dit Skæg. 28 Og I skulle intet Indsnit gøre i eders Kød for en døds Skyld, ej heller sætte indbrændt Skrifttegn på eder; jeg er Herren. 29 Du skal ikke vanhellige din Datter ved at lade hende bedrive Horeri, og Landet skal ikke bedrive Horeri, så at Landet bliver fuldt af Skændsel. 30 I skulle holde mine Sabbatter, og I skulle frygte for min Helligdom; jeg er Herren. 31 I skulle ikke vende eder til Spåkvinder og ikke søge hen til Tegnsudlæggere, til at blive urene ved dem; jeg er Herren eders Gud. 32 Du skal stå op for den gråhærdede og hædre den gamle, og du skal frygte din Gud; jeg er Herren. 33 Og når en fremmed opholder sig hos dig i eders Land, da. skulle I ikke forfordele ham. 34 Den fremmede, som opholder sig hos eder, skal være eder som en indfødt af eder, og du skal elske ham som dig selv; thi I have været fremmede i Ægyptens Land; jeg er Herren eders Gud. 35 I skulle ikke gøre Uret i Dommen, i Længdemålet, i Vægten og i Hulmålet. 36 Rette Vægtskåler, rette Vægtstene, ret Efa og ret Hin skulle I have. Jeg er Herren eders Gud, som udførte eder af Ægyptens Land. 37 Og I skulle holde alle mine Skikke og alle mine Bud og gøre dem; jeg er Herren.

20 Kapitel - 3.Mos.20
Herren talede til Mose og sagde: 2 Og du skal sige til Israels Børn: Hvo som helst af Israels Børn eller af de fremmede, som opholde sig i Israel, der hengiver nogen af sin Sæd til Molek, skal visselig dødes; Folket i Landet skulle stene ham med Stene. 3 Og jeg vil sætte mit Ansigt imod denne Mand, og jeg vil udrydde ham midt af sit Folk, fordi han hengav af sin Sæd til Molek, til at gøre min Helligdom uren og at vanhellige mit hellige Navn. 4 Og dersom Folket i Landet ser igennem Fingre med det samme Menneske, når han hengiver nogen af sin Sæd til Molek, så at de ikke ihjelslå ham, 5 da vil jeg sætte mit Ansigt imod det Menneske og imod hans Slægt; og ham og alle dem, som efterfølge hans Bolen med at bole med Molek, vil jeg udrydde midt af deres Folk.
6 Og når en Person vender sig til Spåkvinder eller til .Tegnsudlæggere, til at bole med dem, da vil jeg sætte mit Ansigt imod denne Person, og jeg vil udrydde ham fra hans Folk. 7 Derfor helliger eder og værer hellige; thi jég er Herren eders Gud. 8 Og holder mine Skikke, og gører dem; jeg er Herren, som gør eder hellige.
9 Thi hvo som helst der bander sin Fader eller sin Moder, skal visselig dødes; han bandede sin Fader eller sin Moder, hans Blod være over ham.
10 Og en Mand, som bedriver Hor med en Mands Hustru, den, som bedriver Hor med sin Næstes Hustru, den Horkarl og den Horekone skal visselig dødes. 11 Og en Mand, som ligger hos sin Faders Hustru, han har blottet sin Faders Blusel; de skulle begge visselig dødes, deres Blod skal være over dem. 12 Og når en Mand ligger hos sin Søns Hustru, da skulle de begge visselig dødes; de have gjort en Skændighed, deres Blod skal være over dem. 13 Og når en Mand ligger hos en Mandsperson, som man ligger hos en Kvinde, da have de begge gjort en Vederstyggelighed; de skulle visselig dødes, deres Blod skal være over dem. 14 Og når en Mand tager en Kvinde og hendes Moder til Ægte, er det en Skændsel; de skulle brænde både ham og dem med Ild, og der skal ikke være nogen Skændsel iblandt eder. 15 Og en Mand, som ligger hos et Dyr, skal visselig dødes, og Dyret skulle I dræbe. 16 Og når en Kvinde kommet nær til noget Dyr, at det har Fællesskab med hende, da skal du ihjelslå både Kvinden og Dyret; de skulle visselig dødes, deres Blod skal være over dem. 17 Og når en Mand tager sin Søster, sin Faders Datter eller sin Moders Datter, til Ægte, og ser hendes Blusel, og hun ser hans Blusel, så er det en gruelig Ting, og de. skulle udryddes for deres Folks Børns Øjne; han blottede sin Søsters Blusel, han skal bære sin Misgerning. 18 Og når en Mand ligger hos en Hustru, som er svag, og blotter hendes Blusel, blotter hendes Kilde, og hun blotter sin Blods Kilde, da skulle de begge udryddes af deres Folk. 19 Og du skal ikke blotte din Moders Søsters og din Faders Søsters Blusel; thi en sådan har blottet sin næste Slægt, de skulle bære deres Misgerning. 20 Og når en Mand ligger hos sin Farbroders Hustru, han har blottet sin Farbroders Blusel; de skulle bære deres Synd, de skulle dø barnløse. 21 Og dersom en Mand tager sin Broders Hustru til Ægte, det er en slem Gerning; han blottede sin Broders Blusel, de skulle være barnløse.
22 Så skulle I holde alle mine Skikke og alle mine Bud og gøre dem, at Landet, som jeg vil føre eder ind udi, til at bo derudi, ikke skal udspy eder. 23 Og I skulle ikke vandre i det Folks Skikke, hvilket jeg skal udkaste for eder; thi alle disse Ting have de gjort, og jeg væmmedes ved dem. 24 Men jeg siger eder: I skulle eje deres Land, og jeg vil give eder det til Eje, et Land, som flyder med Mælk og Honning. Jeg er Herren eders Gud, som har udskilt eder fra Folkene. 25 Og I skulle gøre Skilsmisse imellem rene og urene Dyr og imellem urene og rene Fugle; og I skulle ikke gøre eders Sjæle vederstyggelige med Dyr og med Fugle og med alt det, som kryber paa Jorden, hvilket jeg har fraskilt for eder, at I skulle holde det urent. 26 Derfor skulle I være mig hellige, thi jeg Herren er hellig og jeg har udskilt eder fra Folkene til at høre mig til. 27 Og når af Mand eller Kvinde nogen er en Spåmand eller Tegnsudlægger, skulle de visselig dødes; de skulle stene dem ihjel, deres Blod være over dem.

21 Kapitel - 3.Mos.21
Og Herren sagde til Mose: Tal til Præsterne, Arons Sønner, og sig til dem: En Præst skal ikke gøre sig uren ved et Lig iblandt sit Folk, 2 uden ved hans næste Slægt, som ham næst tilhører, ved hans Moder og ved hans Fader og ved hans Søn og ved hans Datter og ved hans Broder 3 og ved hans Søster, som er en Jomfru, hans næste Pårørende, som ikke har været nogen Mands Hustru; ved hende må han gøre sig uren. 4 Han skal ikke besmitte sig, da han er en Herre iblandt sit Folk, så han vanhelliger sig. 5 De skulle ikke gøre deres Hoved skaldet og ikke afrage det yderste af deres Skæg, og ej skære et Indsnit i deres Kød. 6 De skulle være hellige for deres Gud og ikke vanhellige deres Guds Navn; thi de ofre Herrens Ildoffer, deres Guds Brød, og derfor skulle de være aldeles Hellige. 7 De skulle ikke tage nogen Horekone eller en, som er krænket, til ægte; og den Kvinde, som er forskudt af sin Mand, skulle de ikke tage; thi han* er hellig for Gud. 8 Derfor skal du holde ham hellig, thi han ofrer din Guds Brød; han skal være dig hellig, thi jeg Herren er hellig, som gør eder hellige. 9 Og når nogen Præsts Datter begynder at bedrive Hor, har hun vanhelliget sin Fader, hun skal brændes med Ild.
10 Og den, som er ypperstepræst iblandt sine Brødre, på hvis Hoved Salveolien er udøst, og hvis Hånd man har fyldt, for at han skal iføre sig Klæderne, han skal ikke blotte sit Hoved og ej sønderrive sine Klæder. 11 Og han skal ikke komme til noget Lig, han skal ikke gøre sig uren, hverken ved sin Fader eller ved sin Moder. 12 Og han skal ikke gå ud af Helligdommen, og han skal ikke vanhellige sin Guds Helligdom; thi hans Guds Salveolies Hovedsmykke er på ham. Jeg er Herren. 13 Og han skal tage sig en Hustru i hendes Jomfrustand. 14 En Enke eller en forskudt eller en krænket, en Hore, dem skal han ikke tage, men en Jomfru af sit Folk skal han tage til Hustru. 15 Og han skal ikke vanhellige sin Sæd iblandt sit Folk; thi jeg er Herren, som gør ham hellig.
16 Og Herren talede til Mose og sagde: 17 Tal til Aron og sig: Når der er en Mand af din Sæd i deres Slægter, på hvem der er en Lyde: han skal ikke komme nær til, at ofre sin Guds Brød; 18 thi ingen Mand, på hvem der er Lyde, skal komme nær, hvad enten det er en Mand, som er blind eller lam, eller som har noget Lem for kort eller for langt, 19 eller en Mand, som har Bræk på Fod eller Bræk på Hånd 20 eller som er krogrygget eller er en Dværg eller har Men på sit Øje, eller som har Skurv eller Fnat eller som har Brok. 21 Og ingen Mand af Præsten Arons Sæd, paa hvem der er Lyde, skal gå fra at ofre Herrens Ildofre; der er Lyd på ham, han skal ikke gå frem til at ofre sin Guds Brød. 22 Dog må han æde sin Guds Brød, både af de højhellige Ting og af de andre hellige Ting. 23 Kun skal han ikke komme til Forhænget og ej gå frem til Alteret; thi der er Lyde på ham, og han skal ikke vanhellige mine Helligdomme; thi jer er Herren, som gør dem hellige 24 Og Mose sagde dette til Aron og til hans Sønner og til alle Israels Børn.

22 Kapitel - 3.Mos.22
Og Herren talede til Mose og sagde: 2 Sig til Aron og til hans Sønner, at de afholde sig fra Israels Børns hellige Ting og ikke vanhellige mit hellige Navn, når disse hellige mig noget; jeg er Herren. 3 Sig til dem: Hvilken som helst Mand i eders Slægter af al eders Sæd, der kommer nær til de hellige Ting, som Israels Børn hellige Herren,. og hans Urenhed er på ham, han skal udryddes fra at være for mit Ansigt; jeg er Herren. 4 Hvo som helst af Arons Sæd, der er spedalsk eller har Flod, han skal ikke æde af de hellige Ting, indtil han vorder ren; og den ikke heller, som rører ved nogen, der er uren formedelst Lig, eller den Mand, fra hvem der går Sæd, 5 eller den Mand, som rører ved noget Kryb, som man kan blive uren af, eller ved et Menneske, som man kan blive uren af, hvad Slags Urenhed det end er; 6 den Person, som rører ved det, skal være uren indtil Aftenen, og han skal ikke æde af de hellige Ting, men bade sit Legeme i Vand. 7 Og når Solen gaar ned, så er han ren, og siden må han æde af de hellige Ting; thi det er hans Mad. 8 Han skal ikke æde Ådsel eller det, som er sønderrevet, at blive uren på det; jeg er Herren. 9 Og de skulle holde det, og vil have holdt, og de skulle ikke bære Synd for den Sags Skyld og dø derfor, når de vanhellige det; jeg er Herren, som helliger dem.
10 Og ingen fremmed skal æde det hellige; den, som bor hos Præsten,; en Daglønner skal ikke æde af det hellige. 11 Men når Præsten har købt nogen for sine Penge til Ejendom, da må denne æde deraf; og hver den, som er født i hans Hus, de må æde af hans Brød. 12 Men når en Præsts Datter bliver en fremmed Mands Hustru, da, skal hun ikke æde af de hellige Ting, som ere en Gave. 13 Men når en Præsts Datter bliver Enke eller forskudt, og hun har ingen Afkom, og hun vender tilbage til sin Faders Hus, ligesom i hendes Ungdom, da må hun æde af sin Faders Brød; men ingen fremmed må æde deraf. 14 Men æder nogen af det hellige uvitterlig, da skal han lægge den femte Del deraf dertil og give Præsten det tillige med det hellige. 15 Og de skulle ikke vanhellige Israels Børns hellige Ting, dem, som de bringe til Gave for Herren, 16 og ikke belade sig med Misgerning og Skyld, når de æde deres hellige Ting; thi jeg er Herren, som helliger dem.
17 Og Herren talede til Mose og sagde: 18 Tal til Aron og til hans Sønner og til alle Israels Børn, og sig til dem: Når nogen som helst af Israels Hus eller af de fremmede i Israel vil ofre sit Offer, enten det er efter deres Løfte, eller deres frivillige Offer, som de ville ofre Herren til et Brændoffer, 19 da skal det, for at blive til en Behagelighed for eder, være uden Lyde, en Han af stort Kvæg, af Fårene eller af Gederne. 20 I skulle intet ofre af det, som der er Lyde på; thi det bliver ikke til en Behagelighed for eder. 21 Og når nogen vil ofre et Takoffer for Herren til at indfrie et Løfte eller til et frivilligt Offer af stort Kvæg eller småt Kvæg, da skal det være uden Lyde, at det kan være til en Behagelighed; der skal slet ingen Lyde være på det. 22 Det, som er blindt eller benbrudt eller lemlæstet, eller som har flydende Sår eller Skurv eller Fnat det skulle I ikke ofre Herren, og I skulle ikke bringe Ildoffer deraf paa Alteret til Herren. 23 Både en Okse og et Får, som har et Lem for stort eller for lidet, deraf må du gøre et frivilligt Offer; men til et Løfte kan det ikke vorde behageligt. 24 Og I skulle ikke ofre Herren noget, som er blevet krystet eller stødt eller sønderevet eller afskåret, og I skulle ikke gøre sligt i eders I.and. 25 Og I skulle heller ikke ofre af en fremmeds Hånd eders ,Guds Brød af noget af disse Ting; thi der er Skade på dem, der er Lyde på dem; de skulle ikke blive behagelige for eder.
26 Og Herren talede til Mose og sagde: 27 Når en Okse eller et Får eller en Ged fødes, da skal den være i syv Dage hos sin Moder, og fra den ottende Dag og derefter skal den være behagelig til et Ildoffer for Herren. 28 Hvad enten det er Okse eller Får, da skal man ikke slagte det på een Dag med dets Affødning. 29 Men når I slagte Herren et Lovoffer, skulle I slagte det for eder til en Behagelighed. 30 Det skal ædes på den samme Dag, I skulle ikke levne deraf til om Morgenen; jeg er Herren. 31 Derfor skulle I holde mine Bud og gøre dem; jeg er Herren. 32 Og I skulle ikke vanhellige mit hellige Navn, at jeg må vorde helliget midt iblandt Israels Børn. Jeg er Herren, som helliger eder, 33 og som udførte eder af Ægyptens Land, at være eders Gud; jeg er Herren.

23 Kapitel - 3.Mos.23
Og Herren talede til Mose og sagde: 2 Tal til Israels Børn og sig til dem: Hvad angår Herrens bestemte Tider, som I skulle udråbe som hellige Sammenkaldelser, da er disse mine bestemte Tidel. 3 Seks Dage skal al Gerning gøres, men på den syvende Dag er en Hviles Sabbat, en hellig Sammenkaldelse, da skulle I ingen Gerning gøre, den er for Herren en Sabbat i alle eders Boliger.
4 Disse ere Herrens bestemte Tider, de hellige Sammenkaldelser, som I skulle udråbe til deres bestemte Tider. 5 I den første Måned på den fjortende Dag i Maaneden, mellem de tvende Aftener, da er det Påske for Herren. 6 Og på den femtende Dag i denne Måned er de usyrede Brøds Højtid for Herren; I skulle æde usyrede Brød i syv Dage. 7 På den første Dag skal være eder en hellig Sammenkaldelse, da skulle I ingen Arbejdsgerning gøre. 8 Og I skulle ofre Ildofre for Herren i syv Dage; på den syvende Dag skal være en hellig Sammenkaldelse, I skulle ikke gøre nogen Arbejdsgerning. 9 Og Herren talede til Mose og sagde: l0 Tal til Israels Børn og sig til dem: Når I komme ind i det Land, som jeg vil give eder, og I høste dets Høst, da skulle I fremføre et Neg af det første af eders Høst til Præsten. 11 Og han skal røre Neget for Herrens Ansigt, for eder til en Behagelighed; den anden Dag efter Sabbaten skal Præsten røre det 12 Og I skulle gøre Offer på den samme Dag, når I røre Neget, et Lam uden Lyde, årgammelt, til et Brændoffer for Herren, 13 og dets Madoffer, to Tiendeparter Mel blandet med Olie til et Ildoffer for Herren, til en behagelig Lugt; og dets Drikoffer af Vin, en Fjerdepart af en Hin. 14 Og I skulle ikke æde Brød eller ristede Aks eller Korn indtil den Dag, indtil I føre eders Guds Offer frem; dette skal være hos eders Efterkommere en evig Skik i alle eders Boliger.
l5 Og I skulle tælle eder fra anden Dagen efter den Sabbat, fra den Dag I bære Rørelsens Neg frem; syv hele Uger skulle de være; l6 til Dagen efter den syvende Uge skulle I tælle halvtredsindstyve Dage: Så skulle I ofre nyt Madoffer for Herren.17 Af eders Boliger skulle I frembære Rørelsens Brød, der skal være to Brød af to Tiendeparter Mel, med Surdejg skulle de bages; de ere en Førstegrøde for Herren. 18 Og I skulle ofre tillige med Brødet syv Lam uden Lyde, årgamle, og en Tyrekalv og to Vædre; de skuIle være et Brændoffer for Herren, tillige med deres Madoffer og deres Drikoffer, det er en behagelig Lugts Ildoffer for Herren. 19 Og I skulle lave een Gedebuk til Syndoffer, og to Lam, årgamle, til Takoffer. 20 Og Præsten skal røre dem tillige med Førstegrødens Brød med en Rørelse for Herrens Ansigt, tillige de to Lam; de skulle være helligede Herren og tilhøre Præsten. 21Og I skulle kalde sammen på den Dag det skal være eder en hellig Sammenkaldelse, I skulle ingen Arbejdsgerning gøre; det skal være en evig Skik i alle eders Boliger hos eders Efterkommere. 22 Og når I høste eders Lands Høst, da skal du ikke skære det yderste aldeles op på din Ager, når du høster, og ej sanke nøje i din Høst; du skal lade det blive til den fattige og til den fremmede; jeg er Herren eders Gud
23 Og Herren talede til Mose og sagde: 24 Tal til Israels Børn og sig: I den syvende Måned, paa den første Dag i Måneden, skal der være eder en Hvile, en Basunklang til Ihukommelse, en hellig Sammenkaldelse. 25 Og I skulle ingen Arbejdsgerning gøre, og I skulle ofre Ildoffer for Herren.
26 Og Herren talede til Mose og sagde: 27 Fremdeles på den tiende Dag i denne syvende Maaned er det Forligelsens Dag; den skal være eder en hellig Sammenkaldelse, og I skulle *ydmyge eders Sjæle, og I skulle ofre Ildoffer for Herren. 28 Og I skulle ingen Gerning gøre på den Dag; thi den er Forligelsens Dag, til at gøre Forligelse for eder, for Herren, eders Guds Ansigt. 29 Thi hver Sjæl, som ikke ydmyger sig på den samme Dag, den skal udryddes fra sit Folk. 30 Og hver Sjæl, som gør noget Arbejde på denne samme Dag, den Sjæl vil jeg ødelægge af hans Folks Midte. 31 I skulle intet Arbejde gøre; det skal være en evig Skik hos eders Efterkommere i alle eders Boliger. 32 Denne er eder en Hviles Sabbat, at I skulle ydmyge eders Sjæle; på den niende Dag i Måneden om Aftenen, fra den ene Aften til anden skulle I hvile på eders Sabbat.
33 Herren talede til Mose og, sagde: 34 Tal til Israels Børn og sig: På den femtende Dag i. denne syvende Måned er Løvsalernes Højtid i syv Dage for Herren. 35 På den første Dag skal være en hellig Sammenkaldelse; I skulle ingen Arbejdsgerning gøre. 36 skulle ofre Ildoffer for Herren syv Dage; på den ottende Dag skal der være eder en hellig Sammenkaldelse, og I skulle ofre Herren Ildoffer, det er Slutningshøjtid, I skulle ingen Arbejdsgerning gøre. 37 Disse ere Herrens bestemte Tider, som I skulle udråbe som hellige Sammenkaldelser, at ofre for Herren Ildoffer, Brændoffer og Madoffer, Slagtoffer og Drikoffer, hver Dags Gerning på sin Dag; 38 foruden Herrens Sabbater og foruden eders Gaver og foruden alle eders Løfter og foruden alle eders frivillige Ofre, som I skulle give Herren. 39 Men på den femtende Dag i den syvende Måned, når I samle Jordens Grøde, skulle I højtidelig holde Herrens Højtid syv Dage; på den første Dag skal være en Hvile og på den ottende Dåg skal være en Hvile. 40 Og I skulle tage eder på den første Dag Frugt af skønne Træer, Palmekviste og Grene af løvrige Træer og Vidier ved Bække, og I skulle være glade for Herren eders Guds Ansigt syv Dage. 41 Og I skulle højtidelig holde denne Højtid for Herren syv Dage om Året; til en evig Skik hos eders Ef erkommere, i den syvende Måned skulle I højtidelig holde den. 42 Syv Dage skulle I bo i Hytter, hver indfødt i Israel skal bo i Hytter, 43 på det eders Efterkommere skulle vide, at jeg lod Israels Børn bo i Hytter, der jeg udførte dem af Ægyptens Land; jeg er Herren eders Gud. 44 Og Mose talede om Herrens bestemte Tider til Israels Børn.

24 Kapitel - 3.Mos.24
Og Herren talede til Mose og sagde: 2 Byd Israels Børn, at de skulle tage til dig ren stødt Olivenolie til Lysningen, til at holde Lampen stedse tændt. 3 Uden for Vidnesbyrdets Forhæng, i Forsamlingens Paulun, skal Aron berede den til at lyse fra Aften til Morgen stedse for Herrens Ansigt, til en evig Skik hos eders Efterkommere. 4 På den rene Lysestag e skal han berede Lamperne stedse for Herrens Ansigt.
5 Og du skal tage Mel og bage deraf tolv Kager; een Kage skal være to Tiendeparter af en Efa. 6 Og du skal lægge dem i to Rader, seks i hver Rad, på det rene Bord for Herrens Ansigt. 7 Og du skal lægge ren Virak på hver Rad, og den skal være for Brødet til et Ihukommelsesoffer, et Ildoffer for Herren. 8 På hver Sabbatsdag skal man berede det, stedse for Herrens Ansigt; af Israels Børn skal dette ydes til en evig Pagt. 9 Og det skal høre Aron og hans Sønner til, og de skulle æde det på et helligt Sted; thi det er ham en højhellig Ting af Herrens Ildofre, til en evig Rettighed.
10 Men der gik en israelitisk Kvindes Søn, og han var en ægyptisk Mands Søn, ud midt iblandt Israels Børn; og den israelitiske Kvindes Søn og en isrelitisk Mand trættedes i Lejren. 11Og den israelitiske Kvindes Søn talede ilde om *Navnet og bandede, da førte de ham til Mose; men hans Moders Navn; var Selomith, Dibri Datter, af Dans Stamme. 12 Og de satte ham i Forvaring for at indhente Forklaring efter Herrens Mund.
13 Og Herren talede til Mose og sagde: 14 Før den, som har bandet, hen uden for Lejren, og alle de, som det hørte, skulle lægge deres Hænder på hans Hoved, og hele Menigheden skal stene ham. 15 Og du skal tale til Israels Børn og sige: Hvo som helst der bander sin Gud, han skal bære sin Synd. 16 Og hvo som taler ilde om Herrens Navns skal dødes, hele Menigheden skal stene ham; såvel den fremmed som den indfødte, når han taler ilde om Navnet, da skal han dødes 17 Og når nogen slår noget Menneske ihjel, da skal han dødes. l8 Men hvo der slår et Stykke Kvæg ihjel, skal betale det Stykke for Stykke. 19 Og den, som gør Lyde på sin Næste, ved ham skal gøres således, som han har gjort: 20 Bræk for Bræk, Øje for Øje, Tand for Tand; ligesom han har gjort Lyde på et Menneske, således skal der gøres på ham. 21 Og hvo som ihjelslår et Dyr, skal betale det; men hvo der slår et Menneske ihjel, skal dødes. 22 Een Ret skal være for eder; som den fremmede, så skal den indfødte være; thi jeg er Herren eders Gud.
23 Og Mose talede til Israels Børn, og de udførte den, som havde bandet, uden for Lejren, og stenede ham med Stene; og Israels Børn gjorde, ligesom Herren havde befalet Mose.

25 Kapitel - 3.Mos.25
Og Herren talede til Mose på Sinai Bjerg og sagde: 2 Tal til Israels Børn, og du skal sige til dem: Når I komme til det Land, som jeg vil give eder, da skal Jorden hvile, det skal være en Sabbat for Herren. 3 Seks År skal du besaa din Mark, og seks År skal du skære din Vingård, og du skal samle dens Grøde. 4 Men i det syvende År skal være en Sabbats Hvile for Landet, det er en Sabbat for Herren; du skal ikke beså din Mark og ej skære din Vingård 5 Hvad der vokser af din Høst af sig selv, skal du ikke høste, og ikke afplukke de Vindruer, som vokse uden dit Arbejde; det skal være et Hvileår for Landet. 6 Og hvad Landets Hvileår frembringer, skal være for eder til Spise, for dig og for din Tjener og for din Tjenestepige og og din Daglønner og for den, som bor hos dig, de fremmede hos dig, 7 og for dit Kvæg og for de vilde Dyr, som ere i dit Land, skal al dets Grøde være til at æde.
8 Og du skal tælle dig syv Hvileår, syv År syv Gange; og de syv Hvileårs Dage skulle være dig ni og fyrretyve År. 9 Og du skal lade en Basunklang lyde igennem Landet i den syvende Måned på den tiende Dag i Måneden, på Forligelsens Dag skulle I lade Basunen lyde igennem hele eders Land. 10 Og I skulle holde det halvtredsindstyvende År helligt; og I skulle udråbe Frihed i Landet for alle dem, som bo deri; det skal være eder et Jubelår, og I skulle komme tilbage, hver til sin Ejendom, og komme tilbage, hver til sin Slægt. 11 Det halvtredsindstyvende År skal være eder et Jubelår; I skulle ikke så og ej høste det, som vokser af sig selv deri, og ikke afplukke det, som vokser uden Arbejde deri. 12 Thi det er et Jubelår, det skal være eder en Hellighed; I skulle æde, hvad Marken bærer af sig selv. 13 I dette Jubelår skulle I komme tilbage, hver til sin Ejendom.
14 Og når du sælger din Næste noget eller køber af din Næstes Haand, skulle I ikke forfordele den ene den anden. 15 Efter Årenes Tal, som ere efter Jubelåret, skal du købe af din Næste; efter Antallet af de År, i hvilke der er Afgrøde, skal han sælge dig. 16 Efter som Årene ere mange til, skal du lade Købesummen derpå formeres, og efter om Årene ere få til, skal du lade Købesummen derpaa, formindskes; thi han sælger dig Afgrødernes Tal. 17 Og I skulle ikke forfordele nogen sin Næste; men du skal frygte din Gud; thi jeg Herren er eders Gud. 18 Og I skulle gøre mine Skikke og holde mine Bud og gøre dem; så skulle I bo tryggelig i Landet: 19 Og Landet skal give sin Frugt, at I skulle æde, til I mættes og I skulle bo tryggelig deri. 20 Og når I ville,sige: Hvad skulle vi æde i det syvende År? se, vi skulle ikke saa og ej indsamle vor Grøde: 21 Da vil jeg give min Velsignelse Befaling over eder i det sjette År, og det skal bære Grøde for de tre År. 22 Og I skulle så i det ottende År og æde af den gamle Afgrøde; indtil det niende År, indtil Afgrøden kommer deraf, skulle I æde det gamle.
23 Og Landet skal ikke sælges med fuld Afhændelse, thi Landet hører mig til; thi I ere fremmede og Gæster hos mig. 24 Og i al eders Ejendoms Land skulle I tilstede Løsning for Jorden. 25 Når din Broder bliver forarmet, at han sælger af sin Ejendom, så skal hans Løser, som, er ham næst pårørende, komme og løse det, hans Broder har solgt. 26 Og når nogen ikke har en Løser, og hans Hånd formår og finder så meget, som er nok til at løse det for, 27 da skal han beregne de År, siden han solgte det, og tilbagebetale det, som står tilbage, til Manden, hvem han solgte det; så skal han komme til sin Ejendom igen. 28 Men dersom hans Hånd ikke finder så meget, som er nok til at tilbagebetale ham, da skal det, han har solgt, være i dens Vold, som købte det, indtil Jubelåret; og i Jubelåret skal det gives frit, og han skal komme til sin Ejendom igen. 29 Og når nogen sælger et beboet Hus i en Stad, der har Mur, han har Ret til dets Løsning, indtil et helt År er forløbet, efter at han har solgt det; et År skal Løsningen deraf kunne ske. 30 Men dersom det ikke bliver løst, førend det hele År er forløbet for ham, da skal Huset; som er i en Stad, der har Mur; overdrages med en fuld Afhændelse til ham, som købte det, for hans Efterkommere; det skal ikke gives frit i Jubelaaret. 31 Men Husene i Landsbyerne, som ikke har Mur omkring, de skulle regnes ligesom en Ager på Landet; der skal være Løsning for dem, og de skulle gives fri i Jubelåret, 32 Og hvad angår Leviternes Stæder, Husene i deres Ejendoms Stæder, da må der altid ske Løsning af Leviterne. 33 Og når nogen af Leviterne løser noget, da skal det gives frit, hvad enten det er et solgt Hus eller hans Ejendoms Stad, i Jubelåret; thi Husene i Leviternes Stæder ere deres Ejendom midt iblandt Israels Børn. 34 Men Markens Jord, som hører til deres Stæder, skal ikke sælges; thi den er dem en evig Ejendom.
35 Og når din Broder forarmes og hans Formue tager af hos dig, da skal du styrke ham, var han endog en fremmed og en Gæst, at han kan leve hos dig. 36 Du skal ikke tage Åger eller Overgift af ham, men du skal frygte din Gud at din Broder kan leve hos dig 37 Du skal ikke fly ham dine Penge på Åger, og du skal ikke fIy ham din Mad på Overgift. 38 Jeg er Herren eders Gud, jeg som udførte eder af Ægyptens Land for at give eder Kanåns Land, for at være eders Gud.
39 Og når din Broder forarmes hos dig, og han sælges til dig, da skal du ikke lade ham tjene hos dig på den Måde, som en Træl tjener. 40 Han skal være hos dig som en Daglønner, som en Gæst, han skal tjene hos dig indtil Jubelåret. 41 Da skal han udgå fra dig, han og hans Børn med ham, og han skal vende tilbage til sin Slægt,og vende tilbage til sine Fædres Ejendom. 42 Thi de ere mine Tjenere, som jeg udførte af Ægyptens Land; de skulle ikke sælges, som en Træl sælges. 43 Du skal ikke strengelig regere over ham, men frygte din Gud. 44 Og hvad angår din Træl eller din Trælkvinde, så skulle I af Hedningerne, som ere rundt omkring eder, købe Træl og Trælkvinde. 45 Også af deres Børn, som ere Gæster og fremmede iblandt eder, af dem skulle I købe, og af deres Slægt, som er hos eder, og som de have avlet i eders Land; og de skulle være eder til Ejendom. 46 Og dem skulle I arvelig beholde for eders Børn efter eder, at de kunne eje dem til en Ejendom, de skulle tjene eder evindelig; men over eders Brødre af Israels Børn skal den ene ikke strengelig regere over den anden. 47 Og når en fremmeds eller Gæsts Hånd hos dig formår meget, og din Broder forarmes hos ham, så at han sælger sig til den fremmede, som er Gæst hos dig, eller til en af en fremmed Slægt, 48 da skal der, efter at han er solgt, være Ret for ham til Løsning; en af hans Brødre må løse ham. 49 Enten hans Farbroder eller hans Farbroders Søn må løse ham; eller nogen af hans næste Slægt, af hans Slægtskab, må løse ham; eller formår hans Hånd så meget, da må han løse sig selv. 50 Og han;skal regne med den, som købte, ham fra det det År, i hvilket han solgtes til ham, indtil Jubelåret; og Pengene, som han solgtes for, skulle bestemmes efter Årenes Tal, som en Daglønners Dage skal Tiden, han var hos ham, agtes. 51 Om der endnu er mange År tilbage, da skal han i Forhold til disse betale tilbage for sin Løsning af Pengene, han blev købt for. 52 Men om der er få År tilbage, indtil Jubelåret, da skal han regne med ham, i Forhold til sine År skal han betale tilbage for sin Løsning. 53 Ligesom en Daglønner År for År skal han være hos ham; han skal ikke strengelig regere over ham for dine Øjne. 54 Men dersom han ikke kan løses på disse Måder, da skal han gives fri i Jubelåret, han og hans Børn med ham. 55 Thi Israels Børn ere mine Tjenere, ja de ere mine Tjenere, som jeg udførte af Ægyptens Land; jeg er Herren eders Gud.

26 Kapitel - 3.Mos.26
I skulle ikke gøre eder Afguder, I skulle ikke heller oprejse eder noget udskåret Billede eller Støtte, og Stene med Billeder på skulle I ikke sætte i eders Land, at tilbede ved dem; thi jeg er Herren eders Gud. 2 Holder mine Sabbater, og frygter for min Helligdom; jeg er Herren.
3 Dersom I vandre i mine Skikke og holde mine Bud og gøre dem, 4 da vil jeg give eder Regn i sin Tid, og Jorder. skal give sin Grøde, og Træer på Marken skulle bære deres Frugt. 5 Og Tærsketiden skal vare for eder til Vinhøsten, og Vinhøsten skal vare til Kornsæden, og I skulle æde eders Brød, at I vorde mætte, og I skulle bo tryggelig i eders Land. 6 Og jeg vil give Fred i Landet, at I må hvile i Ro, og ingen skal forfærde eder; og jeg vil lade de vilde Dyr forsvinde af Landet, og Sværdet skal ikke gå igennem eders Land. 7 Og I skulle forfølge eders Fjender, og de skulle falde for eders Ansigt ved Sværdet. 8 Og fem af eder skulle forfølge Hundrede, og Hundrede af eder skulle forfølge Titusinde; og eders Fjender I, skulle falde for eders Ansigt ved Sværdet. 9 Og jeg vil vende mig til eder og gøre eder frugtbare og gøre, eder mangfoldige, og jeg vil stadfæste min Pagt med eder. 10 Og I skulle æde det gamle, som er blevet gammelt; og I skulle skaffe det gamle bort for det nyes Skyld. 11 Og jeg vil sætte min Bolig midt iblandt eder, og min Sjæl skal ikke væmmes ved eder. 12 Og jeg vil vandre midt iblandt eder og vil være eders Gud, og I, I skulle være mig til et Folk. 13 Jeg er Herren eders Gud, som udførte eder af Ægyptens Land, at I ikke skulle være deres Trælle, og jeg har brudt Eders Ågs Stænger og ladet eder gå oprejste.
14 Men dersom I ikke ville lyde mig og ikke gøre alle disse Bud,. 15 og dersom I ville foragte mine Skikke, og dersom eders Sjæl væmmes ved mine Befalinger, så at I ikke gøre efter alle mine Bud, men tilintetgøre min Pagt, 16 da vil jeg også gøre eder dette: Jeg vil hjemsøge eder med Forfærdelse, Svindsot og hidsig Feber, som skal for tortære eders Øjne og bedrøve eders Sjæl; og I skulle så eders Sæd, forgæves, og eders Fjender skulle opæde den. 17 Og jeg vil sætte mit Ansigt mod eder, og I skulle blive slagne for eders Fjenders Ansigt, og de, som eder hade, skulle regere over eder, og I skulle fly, skønt ingen forfølger eder. 18 Og ville I ikke endda formedelst disse Ting lyde mig, da vil jeg lægge syv Gange mere til for at tugte eder for eders Synder. 19 Og jeg vil bryde eders Styrkes Hovmod, og jeg vil gøre eders Himmel som Jern og eders. Jord som Kobber. 20 Og eders Kraft skal fortæres forgæves, og eders ` Jord skal ikke give sin Grøde, og Træer i Landet skulle ikke give deres Frugt. 21 Og dersom I endda vandre modvillig med mig og ikke ville lyde mig, da vil jeg lægge syv Gange mere til over eder med Slag, efter eders Synder. 22 Og jeg vil sende vilde Dyr iblandt eder, og de skulle berøve eder eders Børn og Ødelægge eders Kvæg og formindske eder, og eders Veje skulle blive øde. 23 Og dersom I ved disse Ting ikke ville lade edér tugte af mig, men I ville vandre med mig modvillig, 24 da vil jeg og vandre med eder modvillig, og jeg, ja jeg vil slå eder syv Gange mere for eders Synders Skyld. 25 Og jeg vil føre over eder et hævnende Sværd, som skal hævne min Pagt, og I skulle samle eder i eders Stæder, og jeg vil sende Pest midt iblandt eder, og I skulle gives i eders Fjenders Hånd. 26 Naar jeg formindsker for eders Brøds Forråd, så skulle ti Kvinder bage eders Brød i een Ovn og give eders Brød igen efter Vægt; og I skulle æde og ikke mættes. 27 Og dersom I ved disse Ting ikke ville lyde mig men vandre med mig modvillig 28 da vil jeg og vandre med eder i Vrede modvillig, og jeg, ja jeg tugte vil tugte eder syv Gange mere for eders Synders Skyld. 29 Og I skulle æde eders Sønners Kød og æde Døtres Kød. 30 Og jeg vil ødelægge eders Høje og udrydde eders billeder og kaste eders døde Kroppe oven på eders stygge Afguders Kroppe, og min Sjæl skal væmmes ved eder 31 Og jeg vil gøre eders Stæder til en Ørk og lægge eders Helligdomme øde, og jeg vil ikke lugte til eders Ofres søde Lugt. 32 Og jeg vil gøre Landet øde, at eders Fjender, som bo i det, skulle grue derfor. 33 Men eder vil jeg sprede iblandt Hedningerne og drage Sværdet ud efter eder, og eders Land skal vorde øde, og eders Stæder skulle vorde en Ørk. 34 Da skal Landet få nok af sine Sabbater, alle de Dage, det ligger øde, og I ere i eders Fjenders Land; da skal Landet hvile og få nok af sine Sabbater; 35 alle de Dage, det ligger øde, skal det hvile, fordi det ikke hvilede på eders Sabbater, da I boede deri. 36 Og dem, som blive tilovers af eder, dem vil jeg gøre så blødhjertede i deres Fjenders Lande, at et rystet Blads Lyd skal jage dem, og de skulle fly, som man flyr for Sværd, og falde, skønt ingen forfølger dem. 37 Og den ene skal falde over den anden som for et Sværd, enddog ingen forfølger dem; og I skulle ikke kunne holde Stand for eders Fjenders Ansigt. 38 Og I skulle omkomme iblandt Hedningerne, og eders Fjenders Land skal fortære eder. 39 Men de, der blive tilovers af eder, de skulle svinde hen ved deres Misgerninger, i eders Fjenders Lande; ja de skulle og svinde hen ved deres Fædres Misgerninger, som hvile på dem. 40 Men når de bekende deres Misgerning og deres Fædres Misgerning, efter deres Forgribelse, med hvilken de have forgrebet sig; imod mig, og hvilken de have vandret modvillig med mig, 41 så at også jeg vandrede med dem modvillig og førte dem i deres Fjenders Land; eller deres uomskårne Hjerter få ydmyget sig, og de da finde sig i deres Misgerningers Straf: 42 Så vil jeg ihukomme min Pagt; med Jakob, ja og min Pagt med Isak, så og min Pagt med Abraham vil jeg ihukomme, og Landet vil jeg ihukomme. 43 Men Landet skal forlades af dem og få nok i sine Sabbater, medens det er øde for dem, og de skulle finde sig i deres Misgernings Straf, fordi, ja fordi de foragtede mine Bud og deres Sjæl væmmedes ved mine Skikke. 44 Og selv når de ere i deres Fjenders Land, vil jeg ikke foragte dem og ikke væmmes så ved dem, at jeg vil gøre en Ende med dem og,tilintetgøre min Pagt med dem; thi jeg er Herren deres Gud. 45 Og jeg vil ihukomme dem til gode den Pagt med Forfædrene, der jeg udførte dem af Ægyptens Land for Hedningernes Øjne, for at være deres Gud, jeg er Herren. 46 Disse ere de Skikke og de Bud og de Love, som Herren gav imellem sig og imellem Israels Børn på Sinai Bjerg ved Mose på Sinai Bjerg ved Mose.

27 Kapitel - 3.Mos.27
Og Herren talede til Mose og sagde: 2Ta1 til Israels Børn og du skal sige til dem: Når nogen gør et særligt Løfte, efter din Vurdering, på Personer, til Herren, 3 da skal din Vurdering være for en Mandsperson, fra den, som er tyve År gammel, og indtil den, som er tresindstyve År gammel, ja din Vurdering skal være halvtredsindstyve Sekel Sølv, efter Helligdommens Sekel. 4 Og dersom det er en Kvinde, da skal din Vurdering være tredive Sekel. 5 Og om nogen er fra fem År gammel og indtil tyve År gammel, da skal din Vurdering; være for en Mandsperson tyve Sekel, men for en Kvinde ti Sekel. 6 Og dersom nogen er fra een Måned gammel og indtil fem År gammel, da skal din Vurdering være for et Drengebarn fem Sekel Sølv, og for et Pigebarn skal din Vurdering være tre Sekel Sølv. Men dersom nogen er fra tresindstyve År gammel og derover, dersom det er en Mandsperson, da skal din Vurdering være femten Sekel, og for en Kvinde ti Sekel. 8 Men dersom han er for fattig til denne din Vurdering, da skal man stille ham for Præstens Ansigt, og Præsten skal vurdere ham; efter det, som dens Hånd, der gjorde det Løfte, formår, skal Præsten vurdere ham.
9 Og dersom det er Dyr, af hvilke de ville ofre et Offer for Herren, da skal alt det være helligt, som man giver Herren deraf. 10 Man skal ikke bytte det og ej veksle det, et godt for et slet, eller et slet for et godt; men dersom nogen dog veksler et Dyr for et andet Dyr, da skal det ske, at både dette og det, som det veksles med, skal være helligt. 11 Men dersom det er urene Dyr, af hvilke de ikke skulle ofre Offer for Herren, da skal man stille samme Dyr for Præstens Ansigt. 12 Og Præsten skal vurdere det, om det er godt eller slet; efter din, Præstens, Vurdering skal det være. 13 Men vil nogen dog løse det, da skal han give femte Delen til, over din Vurdering
14 Og når nogen helliger sit Hus, at det skal være helligt for Herren, da skal Præsten vurdere det, om det er godt eller slet; lige som Præsten vurderer det, så skal det stå fast. 15 Men dersom han, som har helliget det, vil løse sit Hus, da skal han lægge den femte Del af din Vurderingssum til, så må det høre ham til.
16 Og dersom nogen helliger Herren noget af sin Ejendoms Ager, da skal din Vurdering være i Forhold til Udsæden derpaa, en Homer Bygsæd for halvtredsindstyve Sekel Sølv. 17 Dersorn han helliger sin Ager fra Jubelåret, da skal den stå i Værd efter din Vurdering. 18 Men dersom han har helliget sin Ager efter Jubelåret, da skal Præsten beregne ham dens Værd i Forhold til de År, som ere tilovers indtil Jubelåret, og der skal afkortes i din Vurdering. 19 Men dersom han, som helligede Ageren, vil endelig løse den, da skal han lægge den femte Part af din Vurderingssum dertil, så skal den overdrages ham. 20 Men dersom han ikke vil løse Ageren, og dersom man sælger Ageren til en anden Mand, da skal den ikke ydermere løses. 21 Og den Ager skal være Herren en Hellighed, når den gives fri i Jubelåret, som en bandlys, Ager; den skal tilhøre Præsten som Ejendom. 22 Men dersom nogen helliger Herren en Ager, som han har købt, som ikke er af hans Ejendoms Agre, 23 da skal Præsten beregne ham din Vurderings Sum indtil Jubelåret, så skal han på den samme Dag give din Vurdering, og de skal være Herren helliget. 24 Udi Jubelåret skal Ageren komme igen til den, hvem han købte den af, ham, hvis Ejendom i Landet den var. 25 Og al din Vurdering skal ske efter Helligdommens Sekel; en Sekel skal skal være tyve Gera.
26 Dog det førstefødte, hvilket formedelst Førstefødselen hører Herren til, iblandt Dyr, det skal ingen hellige ham; være sig Okse eller Faar så hører det Herren til. 27 Og dersom det er et urent Dyr, da skal man løse det efter din Vurdering lægge den femte Part deraf dertil: og dersom det ikke løses, da skal det sælges efter din Vurdering. 28 Dog skal intet bandlyst Gods, som nogen under Band har helliget Herren, af alt det hans er, enten af Mennesker eller Dyr eller af hans Ejendoms Mark, sælges eller løses; thi alt sådant bandlyst Gods er højhelligt for Herren. 29 Intet bandlyst, som vorder bandlyst iblandt Mennesker, skal I løses, det skal visselig dødes. 30 Og al Tienden af Landet, af Jordens Sæd og af Træers Frugt, hører Herren til; den er helliget for Herren. 31 Men vil nogen dog løse noget af sin Tiende, da skal han lægge den femte Part deraf dertil. 32 Og al Tiende af stort Kvæg og småt Kvæg, af alt det, som går forbi under Kæppen, den Tiende skal være Herren en Hellighed. 33 Man skal ikke undersøge, om det er godt eller slet, og ikke veksle det; men dersom man dog veksler det, da skal det ske, at både dette og det, som det veksles med, skal være en Hellighed, det skal ikke løses.
34 Disse ere Budene, hvilke Herren befalede Mose til Israels Børn, på Sinai Bjerg.

Den fjerde Mose Bog

1 Kapitel - 4.Mos.1
Og Herren talede til Mose i Sinai Ørk i Forsamlingens Paulun paa den første Dag i den anden Måned i det andet År, efter at de vare udgangne af Ægyptens Land, og sagde: 2 Tager Hovedsum på hele Israels Børns Menighed, efter deres Slægter, efter deres Fædrenehus, ved Navnes Tal, alt Mandkøn Hoved for Hoved af dem, 3 fra tyve Aar gamle og derover, hver som uddrage i Krig udi Israel; I skulle tælle dem efter deres Hær, du og Aron. 4 Og med eder skal være en Mand for hver Stamme, en, som er Øverste for sit Fædrenehus. 5 Og disse ere Navnene paa Mændene, som skulle stå eder bi: Ruben: Elizur, Sedeurs Søn; 6 for Simeon: Selumiel, Zurisaddai Søn; 7 for Juda: Nahesson, Amminadabs Søn; 8 for Isaskar: Nethaneel, Zuars Søn; 9 for Sebulon: Eliab, Helons Søn; 10 for Josefs Børn, for Efraim: Elisama, Amihuds Søn; for Manasse: Gamliel, Pedazurs Søn; 11 for Benjamin: Abidan, Gideoni Søn; 12 for Dan: Ahieser, Ammisaddai Søn; 13 for Aser: Pagiel, Okrans Søn; 14 for Gad: Eliasaf, Deuels Søn.:; 15 for Nafthali: Ahira, Enans Søn. 16 Disse vare de kaldte af Menigheden, Fyrster for deres Fædres Stammer; de vare Øverster for Israels Tusinder.
17 Og Mose og Aron toge disse Mænd, som ere udtrykkelig nævnede ved Navne. 18 Og de lode hele Menigheden samle sig på den første Dag i den anden Måned, og de opgave deres Herkomst, efter derés Slægter, efter deres Fædrenehus, efter Navnes Tal, fra tyve År gamle og derover, Hoved for Hoved. 19 Som Herren havde befalet Mose, så talte han dem i Sinai Ørk. 20 Og Rubens, Israels førstefødtes, Børns Afkom efter deres Slægter, efter deres Fædrenehus, efter Navnes Tal, Hoved for Hoved, alt Mandkøn fra tyve År gamle og derover, hver som kunde uddrage i Strid: 21 De talte af dem til Rubens Stamme vare seks og fyrretyve Tusinde og fem Hundrede. 22 Simeons Børns Afkom efter deres Slægter, efter deres Fædrenehus; de talte af dem efter Navnes Tal, Hoved for Hoved, alt Mandkøn fra tyve År gamle og derover, hver som kunde uddrage i Strid: 23 De talte af dem til Simeons Stamme vare ni og halvtredsindstyve Tusinde og tre Hundrede. 24 Gads Børns Afkom, efter deres Slægter, efter deres Fædrenehus, efter Navnes Tal, fra tyve År gamle og derover, hver som kunde uddrage i Strid: 25 De talte af dem til Gads Stamme vare fem og fyrretyve Tusinde og seks Hundrede og halvtredsindstyve. 26 Judas Børns Afkom efter deres Slægter, efter deres Fædrenehus, efter Navnes Tal, fra tyve År og derover, hver som kunde uddrage i Strid: 27 De talte af dem til Judas Stamme vare fire og halvfjerdsindstyve Tusinde og seks Hundrede. 28 Isaskars Børns Afkom, efter deres Slægter, efter deres Fædrenehus, efter Navnes Tal, fra tyve År gamle og derover, hver som kunde uddrage i Strid: 29 De talte af dem til Isaskars Stamme vare fire og halvtredsindstyve Tusinde og fire Hundrede. 30 Sebulons Børns Afkom, efter deres Slægter, efter deres Fædrenehus, efter Navnes Tal, fra tyve År gamle og derover, hver som kunde uddrage i Strid: 31 De talte af dem til Sebulons Stamme vare syv og halvtredsindstyve Tusinde og fire Hundrede. 32 Josefs Børn, nemlig.Efraims Børns Afkom, efter deres Slægter, efter deres Fædrenehus, efter Navnes Tal, fra tyve År gamle og derover, hver som kunde uddrage i Strid: 33 De talte af dem til Efraims Stamme vare fyrretyve Tusinde og fem Hundrede. 34 Manasse Børns Afkom, efter deres slægter, efter deres Fædrenehus efter Navnes Tal, fra tyve År gamle og derover, hver som kunde uddrage i Strid: 35 De talte af dem til Manasse Stamme vare to og tredive Tusinde og to Hundrede. 36 Benjamins Børns Afkom, efter deres Slægter, efter deres Fædrenehus, efter Navnes Tal, fra tyve År gamle og derover, hver som kunde uddrage i Strid: 37 De talte af dem til Benjamins Stamme vare fem og tredive Tusinde og fire Hundrede. 38 Dan Børns Afkom, efter deres Slægter efter deres Fædrenehus, efter Navnes Tal, fra tyve År gamle og derover, hver som kunde uddrage i Strid: 39 De talte af dem til Dans Stamme vare to og tresindstyve Tusinde og syv Hundrede. 40 Asers Børns Afkom, efter deres Slægter efter deres Fædrenehus, efter Navnes Tal, fra tyve År gamle derover, hver som kunde uddrage i Strid: 41 De talte af dem til Asers Stamme vare eet og fyrretyve Tusinde og fem Hundrede. 42 Nafthali Børns Afkom, efter deres Slægter efter deres Fædrenehus, efter Navnes Tal, fra tyve År gamle og derover, hver som kunde uddrage i Strid: 43 De talte af dem til Nafthali Stamme vare tre og halvtredsindstyve Tusinde og fire Hundrede 44 Disse ere de talte, som Mose Aron talte, og hvér af de tolv Israels Fyrster; hver Mand var for sit Fædrenehus. 45 Og alle de, som bleve talte af Israels Børn, efter deres Fædrenehus, fra tyve Aar gamle og derover, hver som kunde drage i Strid i Israel, 46 ja, I de talte vare seks Hundrede Tusinde og tre Tusinde og fem Hundrede og halvtredsindstyve.
47 Men Leviterne efter deres Fædres Stamme, de bleve ikke talte iblandt dem. 48 Thi Herren talede til Mose og sagde: 49 Dog skal du ikke tælle Levi Stamme og ej tage Hovedsum på dem, midt iblandt Israels Børn; 50 men du skal beskikke Leviterne over Vidnesbyrdets Tabernakel og over alt Redskabet dertil og over alt det, som dertil hører, de skulle bære Tabernaklet og alt Redskabet dertil, og de skulle tjene ved det; og de skulle lejre sig trindt omkring Tabernaklet. 51Og naar Tabernaklet skal rejse, skulle Leviterne tage det ned; men når Tabernaklet skal lejre sig, skulle Leviterne rejse det op; og kommer nogen fremmed nær derved, skal han dødes. 52 Og Israels Børn skulle lejre sig, hver i sin Lejr og hver hos sit Banner efter deres Hære. 53 Men Leviterne skulle lejre sig omkring Vidnesbyrdets Tabernakel, at ikke en Vrede skal være over Israels Børns Menighed; derfor skulle Leviterne tage Vare på, hvad der er at varetage ved Vidnesbyrdets Tabernakel. 54 Og Israels Børn gjorde det; efter alt det, som Herren havde befalet Mose, så gjorde de.

2 Kapitel - 4.Mos.2
Og Herren talede til Mose og Aron og sagde: 2 Israels Børn skulle lejre sig hver hos sit Banner, ved Fædrenehuses Tegn; lige overfor, trindt omkring Forsamlingen: Paulun skulle de lejre sig. 3 Og de som skulle lejre sig foran mod Østen ere: Judas Lejrs Banner efter deres; Hære, og Judas Børns Fyrste, Nahesson, Amminadabs Søn, 4 og hans Hær og de talte af dem, fire og halvfjerdsindstyve Tusinde og seks Hundrede. 5 Og de, som skulle lejre sig hos ham, ere Isaskars Stamme Isaskars Børns Fyrste, Nethaneel, Zuars Søn, 6 og hans Hær og de talte af dem, fire og halvtredsindstyve Tusinde og fire Hundrede. 7 Dernæst Sebulons Stamme og Sebulons Børns Fyrste, Eliab, Helons Søn, 8 og hans Hær og de talte af dem, syv og halvtredsindstyve Tusinde og fire Hundrede. 9 Alle de talte til Judas Lejr ere hundrede Tusinde og seks og firsindstyve Tusinde og fire Hundrede efter deres Hære; de skulle rejse i den første Afdeling.
10 Rubens Lejrs Banner skal være mod Sønden efter deres Hære, og Rubens Børns Fyrste, Elizur, Sedeurs Søn, 11 og hans Hær og de talte af dem, seks og fyrretyve Tusinde og fem Hundrede. 12 Og de, som skulle lejre sig hos ham, ere Simeons Stamme og Simeons Børns Fyrste, Skelumiel, Zurisaddai Søn, 13 og hans Hær og de talte af dem, ni og halvtredsindstyve Tusinde og tre Hundrede. 14 Og dernæst Gads Stamme og Gads Børns Fyrste, Eliasaf, Reuels Søn, 15 og hans Hær og de talte af dem, fem og fyrretyve Tusinde og seks Hundrede og halvtredsindstyve. 16 Alle de talte til Rubens Lejr ere hundrede Tusinde og eet og halvtredsindstyve Tusinde og fire Hundrede og halvtredsindstyve efter deres Hære; og de skulle rejse i den anden Afdeling.
17 Og dernæst skal Forsamlingens Paulun rejse, Leviternes Lejr midt imellem Lejrene; eftersom de lejre sig, så skulle de rejse, hver på sit Sted, efter deres Bannere. 18 Efraims Lejrs Banner efter deres Hære skal være mod Vesten og Efraims Børns Fyrste, Elisama, Ammihuds Søn. 19 og hans Hær og de talte af dem, fyrretyve Tusinde og fem Hundrede. 20 Og hos ham Manasse Stamme og Manasse Børns Fyrste, Gamliel,Pedazurs Søn, 21 og hans Hær og de talte af dem, to og tredive Tusinde og to Hundrede. 22 Og dernæst Benjamins Stamme og Benjamins Børns Fyrste, Abidan, Gideoni Søn, 23 og hans Hær og dé talte af dem, fem og tredive Tusinde og fire Hundrede. 24 Alle de talte til Efraims Lejr ere hundrede Tusinde og otte Tusinde og Hundrede efter deres Hære; og de skulle rejse i den tredje Afdeling.
25 Dans Lejrs Banner skal være mod Norden, efter deres Hære og Dans Børns Fyrste, Ahieser, Ammisaddai Søn, 26 og hans Hær og de talte af dem, to og tresindstyve Tusinde og syv Hundrede. 27 Og de, som skulle lejre sig hos ham, ere Asers Stamme og Asers Børns Fyrste, Pagiel, Okrans Søn, 28 og hans Hær og de talte af dem, eet og fyrretyve Tusinde og fem Hundrede. 29 Og Nafthali Stamme og Nafthali Børns Fyrste, Ahira, Enans Søn 30, og hans Hær og de talte af dem, tre og halvtredsindstyve Tusinde og fire Hundrede. 31 Alle de talte til Dans Lejr ere hundrede Tusinde og syv og halvtredsindstyve Tusinde og seks Hundrede; de skulle rejse i den sidste Afdeling efter deres Bannere.
32 Disse ere de talte af Israels Børn efter deres Fædrenehus; alle de talte i Lejrene, efter deres Hære, vare seks Hundrede Tusinde og tre Tusinde og fem Hundrede og halvtredsindstyve. 33 Men Leviterne bleve ikke talte midt iblandt Israels Børn, som Herren havde befalet Mose. 34 Og Israels Børn gjorde det; ganske som Herren havde befalet Mose, således lejrede de sig, efter derés Bannere, og således rejste de, hver efter sine Slægter efter deres Fædrenehus.

3 Kapitel - 4.Mos.3
Og disse ere Arons og Mose Slægter på den Dag, Herren talede med Mose på Sinai Bjerg. 2 Og disse ere Arons Sønners Navne: Nadab, den førstefødte, og Abihu, Eleasar og Ithamar. 3 Disse ere Arons Sønners Navne, de, som vare salvede Præster, hvis Hænder man havde fyldt til at gøre Præstetjeneste. 4 Men Nadab og Abihu døde for Herrens Ansigt, der de førte fremmed Ild frem for Herrens Ansigt i Sinai Ørk, og de havde ingen Sønner; men Eleasar og Ithamar:, gjorde Præstetjeneste for Arons, deres Faders, Ansigt.
5 Og Herren talede til Mose og sagde: 6 Lad Levi Stamme komme nær, og du skal stille dem for Præsten Arons Ansigt; og de skulle tjene ham. 7 Og de skulle tage Vare på, hvad han skulde varetage, og på hvad hele Menigheden skulde varetage, foran Forsamlingens Paulun, til at besørge Tjenesten i Tabernaklet. 8 Og de skulle tage Vare` på alle Forsamlingens Pauluns Redskaber, og på hvad Israels Barn skulle varetage, til at besørge Tjenesten i Tahernaklet. 9 Og du skal give Leviterne til Aron og hans Sønner; de ere ham aldeles givne ud af Israels Børn. 10 Men Aron og hans Sønner skal du beskikke, at skulle tage Vare på deres Præstetjeneste, men kommer nogen fremmed nær til, da skal han dødes.
11 Og Herren talede til Mose og sagde: 12 Og jeg, se, jeg har taget Leviterne midt ud af Israels Børn for hver førstefødt, som åbner Moders Liv af Israels Børn; og Leviterne skulle høre mig til. 13 Thi alt førstefødt hører mig til, på den Dag jeg slog alt førstefødt i Ægyptens Land, helligede jeg mig alt førstefødt i Israel af Mennesker og Dyr; de skulle høre mig til, jeg er Herren.
14 Herren talede til Mose i Sinai Ørk og sagde: 15 Tæl Levi Børn efter deres Fædrenehus, efter deres Slægter; alt Mandkøn fra Måned gamle og derover, dem skal du tælle. 16 Og Mose talte dem efter Herrens Ord, ligesom ham var befalet
17 Og disse vare Levi Børn efteres Navne: Gerson og Kahath og Merari. 18 Og disse vare Gersons Børns Navne efter deres Slægter: Libni og Simei. 19 Og Kahaths Børn efter deres Slægter: Amram og Jizehar, Hebron og Ussiel. 20 Og Merari Børn efter deres Slægter: Mahli og Musi. Disse ere Levi Slægter, efter deres Fædrenehus.
21 Til Gerson hører Libniternes Slægt og Simeiternes Slægt; disse ere Gersoniternes Slægter. 22 De talte af dem efter Mandtal, alt Mandkøn fra Måned gamle og derover, de talte af dem vare syv Tusinde og fem H undrede. 23 Gersoniternes Slægter, de skulle lejre sig bag Tabernaklet mod vesten. 24 Og Gersoniternes Fædrenehuses Fyrste var Eliasaf, Laels Søn. 25 Og hvad Gersons Børn havde at tage Vare på ved Forsamlingens Paulun, var Tablernaklet og Paulunet, Dækket dertil og Dækket for Forsamlingens Pauluns Dør 26 og Omhængene til Forgården og Dækket for Forgårdens Dør, som er om Tabernaklet og om Alteret tr indt omkring, og Snorene dertil, al Tjenesten derved.
27 Og til Kahath hører Amramiternes Slægt og Jizehariternes Slægt og Hebroniternes Slægt og Ussieliternes Slægt: Disse ere Kahathiternes Slægter. 28 I Tal var alt Mandkøn fra Måned gamle og derover otte Tusinde og seks Hundrede, som skulde tage Vare på, hvad der var at tage Vare på ved Helligdommen. 29 Kahaths Sønners Slægter skulle lejre sig ved Tabernaklets Side mod Sønden. 30 Og Kahathiternes Slægters Fædrenehuses Fyrste var Elizafan, Ussiels Søn. 31 Og hvad de havde at tage Vare på, var Arken og Bordet og Lysestagen og Altrene og Helligdommens Redskaber, med hvilke Tjenesten udførtes, og Dækket og al Tjenesten derved. 32 Men Leviternes Fyrsters Fyrste skal være Eleazar, Præsten Arons Søn, som var beskikket over dem, som toge Vare på, hvad der var at tage Vare på ved Helligdommen.
33 Til Merari hører Maheliternes Slægt og Musiternes Slægt: Disse ere Merariternes Slægter. 34 Og de talte af dem efter Mandtal, alt Mandkøn fra Måned gamle og derover, vare seks Tusinde og to Hundrede. 35 Og Merari Slægters Fædrenehuses Fyrste var Zuriel, Abihails Søn; de skulle lejre sig ved Tabernaklets Side, mod Norden. 36 Og hvad Merari Børn vare beskikkede til at tage Vare på, var Tabernaklets Fjæle og dets Stænger og dets Støtter og dets Fødder og alt Redskabet dertil og al Tjenesten derved 37 og Støtterne til Forgården trindt omkring og deres Fødder og deres Nagler og deres Snore.
38 Men de, sorn skulle lejre sig lige for Tabernaklet foran, lige for Forsamlingens Paulun mod Østen, skulle være Mose og Aron og hans Sønner, som tage Vare på, hvad der er at tage Vare på ved Helligdommen, nemlig hvad Israels Børn havde at varetage; men går nogen fremmed nær til, da skal han dødes. 39 Alle de talte af Leviterne, som Mose og Aron talte efter Herrens Mund, efter deres Slægter, alt Mandkøn fra Måned gamle og derover vare to og tyve Tusinde.
4o Og Herren sagde til Mose: Tæl alle førstefødte af Mandkøn blandt Israels Børn, fra Måned gamle og derover, og tag Tal på deres Navne. 41 Så skal du tage mig, mig Herren, Leviterne i Stedet for alle førstefødte iblandt Israels Børn og Leviternes Kvæg i Stedet for alt det førstefødte iblandt Israels Børns Kvæg. 42 Og Mose talte, som Herren befalede ham, alle førstefødte blandt Israels Børn. 43 Og alle førstefødte af Mandkøn, efter Navnenes Tal, fra Måned gamle og derover, efter deres Tal, vare to og tyve Tusinde, to Hundrede og tre og halv fjerdsindstyve. 44 Og Herren talede til Mose og sagde: 45 Tag Leviterne i Stedet for alle førstefødte blandt Israels Børn og Leviternes Kvæg i Stedet for deres Kvæg, og Leviterne skulle høre mig til, mig Herren. 46 Men hvad angår de to Hundrede og tre og halvfjerdsindstyve af Israels Børns førstefødte, som skulle løses, og som ere flere end Leviterne, 47 da skal du tage fem Sekel for hvert Hoved; efter Helligdommens Sekel skal du tage dem; en Sekel er tyve Gera. 48 Og du skal give Aron og hans Sønner de Penge for dem, der blive løste som overtallige af dem. 49 Saa tog Mose Løsepenge af dem, som vare flere end de ved Leviterne løste. 50 Af Israels Børns førstefødte tog han de Penge: Tusinde og tre Hundrede og fem og tresindstyve Sekel efter Helligdommens Sekel. 51 Og Mose gav Aron og hans Sønner de Penge for de løste, efter Herrens Mund, som Herren havde befalet Mose.

4 Kapitel - 4.Mos.4
Og Herren talede til Mose og Aron og sagde: 2 Tag Hovedsum af Kahaths Børn midt iblandt: Levi Børn, efter deres Slægter, efter deres F ædrenehus, 3 fra tredive Aar gamle og derover, og indtil halv tredsindstyve År gamle, hver som kan uddrage i Strid, til at gøre Arbejde ved Forsamlingens Paulun 4 Dette skal være Kahaths Børns Tjeneste ved Forsamlingens Paulun ved de højhellige Ting. 5 Når Lejren rejser, da skulle Aron og hans Sønner komme og nedtage Dækkets Forhæng, og de skulle skjule Vidnesbyrdets Ark derudi. 6 Og de skulle lægge et Dække af Grævlingeskind derover og ubrede et helt Klæde af blåt uldent ovenover og lægge dens Stænger derved. 7 Og de skulle brede et Klæde af blaa uldent over Skuebordet og lægge derpå Fadene og Skålern Bægerne og Kanderne til Drikoffer og det bestandige Brød skal være derpå. 8 Og de skulle brede et Skarlagens Klæde over dem og det med et Dække af Grævlingeskind, og de skulle lægge dets Stænger derved. 9 Så skulle de tage et Klæde af blåt uldent og skjule Lysningens Lysestage og dens Lamper og dens Sakse og dens Tandekar og alle densOliekar, med hvilken skulle betjene den. 10 Og de skulle lægge den og alt dens Redskab et Dække af Grævlingeskind, og skulle lægge det på Bærestænger 11 Og de skulle brede et Klæde af blåt uldent Klæde over Guldalteret og skjule det med et Dække af Grævlingeskind, og de skulle lægge dets Stænger derved. 12 Og de skulle tage al Tjenestens Redskaber, med hvilke de tjente i Helligdommen, og lægge dem i et Klæde af blåt uldent og skjule dem med et Dække af Grævlingeskind, og de skulle lægge dem paa Bærestænger. 13 De skulle og feje Asken af Alteret og brede et Purpurklæde derover.14 Og de skulle lægge alle dets Redskaber, med hvilke de skulle betjene det, derpå: Ildkarrene, Madkrogene og Skufferne og Skålerne, alle Alterets Redskaber, og de skulle brede et Dække derover af Grævlingeskind og lægge dets Stænger derved. 15 Og når og Aron og hans Sønner ere færdige med at tildække Helligdommen og Helligdommens Redskaber, når Lejren rejser, så skulle derefter Kathaths Børn komme at bære det, men ikke røre ved Helligdommen og dø. Dette er Kahaths Børns Byrde ved Forsamlingens Paulun. 16 Og Eleasars, Præsten Arons Søns, beskikkede Embede er med Olien til Lysningen og Røgelsen af de vellugtende Urter og det bestandige Madoffer og Salveolien, hans beskikkede Embede er ved det ganske Tablernakel og alt, hvad deri er, og som hører til Helligdommen og til dens Redskaber. 17 Og Herren talede til Aron og sagde: 18 Lader Kahahiternes Slægters Stamme ikke blive udryddet af Leviternes Midte 19 Og gører dette med dem, saa skulde de leve og ikke dø, når de komme nær til det højhellige; og Aron og hans Sønner skulle komme og sætte dem, hver Mand til sin Tjeneste og til sin Byrde. 20 Men de skulde ikke gå ind at se til, når de hastelig skjule Helligdommen, 21Og Herren talede til Mose og sagde: 22Tag Hovedsum af Gersons Børn, ja af dem, efter deres Fædrenehus, efter deres Slægter. 23 Fra tredive År gamle og derover, indtil halvtredsindstyve År gamle, skal du tælle dem, hver den, som kan drage ud til at stride i Strid, til at besørge Tjenesten ved Forsamlingens Paulun. 24 Dette skal være Gersoniternes Slægters Tjeneste med at tjene og at bære. 25 Og de skulle bære Tabernaklets Tæpper og Forsamlingens Paulun, nemlig Dækket dertil og Dækket af Gr ævlingeskind, som er ovenover, og Dækket for Forsamlingens Pauluns Dør 26 og Forgårdens Omhæng og Dækket for Indgangen til Forgårdens Port, som er for Tabernaklet, og for Alteret trindt omkring, og Snorene dertil og alt Redskab, som hører til Tjenesten derved; og alt det, som skal gøres ved disse Ting, derved skulle de gøre Tjeneste; 27 al Gersons Børns Tjeneste, al deres Byrde og al deres Tjeneste, skal være efter Arons og hans Sønners Ord; og I skulle beskikke dem til at tage Vare på alt, hvad de have at bære. 28 Dette skal være Gersons Børns Slægters Tjeneste ved Forsamlingens Paulun; og hvad de have at tage Vare på, skal være under Ithamars, Præsten Arons Søns Tilsyn.
29 Merari Børn: Dem skal du tælle efter deres Slægter, efter deres Fædrenehus, 30 fra tredive År gamle og derover, og indtil halvtredsindstyve År gamle, skal du tælle dem, hver den, som kan drage i Strid, til at besørge Tjenesten ved Forsamlingens Paulun. 31 Og dette er, hvad de skulle varetage at bære efter al deres Tjeneste ved Forsamlingens Paulun: Tabernaklets Fjæle og dets Stænger og dets Støtter og dets Fødder 32 og Støtterne til Forgården trindt omkring og deres Fødder og deres Nagler og Snorene dertil, med alle deres Redskaber, og med alt det, som hører til deres Tjeneste; og I skulle ved Navn tiltælle dem Redskaberne, som de skulle varetage at bære. 33 Dette skal være Merari Børns Slægters Tjeneste efter al deres Tjeneste ved Forsamlingens Paulun, under Tilsyn af Ithamar, Præsten Arons Søn.
34 Og Mose og Aron og Menighedens Fyrster talte Kahathiternes Børn, efter deres Slægter og efter deres Fædrenehus, 35 fra tredive År gamle og derover, og indtil halvtredsindstyve År gamle, hver den, som kunde drage i Strid, til Tjenesten ved Forsamlingens Paulun, 36 og de talte af dem, efter deres Slægter, vare to Tusinde, syv Hundrede og halvtredsindstyve. 37 Disse vare de talte af Kahathiternes Slægter, hver som tjente ved Forsamlingens Paulun, hvilke Mose og Aron talte efter Herrens Mund ved Mose. 38 Og de talte af Gersons Børn efter deres slægter og efter deres Fædrenehus, 39 fra tredive År gamle og derover og indtil halvtredsindstyve År gamle, hver den som kunde drage i Strid, til Tjenesten ved Forsamlingens Paulun, 4o og de talte af dem, efter deres Slægter, efter deres Fædrenehus, vare to Tusinde og seks Hundrede og tredive. 41 Disse vare de talte af Gersons Børns Slægter, hver som tjente ved Forsamlingens Paulun, hvilke Mose og Aron talte efter Herrens Mund. 42 Og de talte af Merari Børns Slægter, efter deres Slægter, efter deres Fædrenehus, 43 fra tredive År gamle og derover, og indtil halvtredsindstyve År gamle, hver den som kunde drage i Strid, til Tjenesten ved Forsamlingens Paulun, 44 og de talte af dem, efter deres Slægter, vare tre Tusinde og to Hundrede. 45 Disse vare de talte af Merari Børns Slægter, hvilke Mose og Aron talte efter Herrens Mund ved Mose. 46 Alle de talte, som Mose og Aron og Israels Fyrster talte,nemlig Leviterne, efter deres Slægter, og efter deres Fædrenehus, 47 fra tredive År gamle og derover og indtil halvtredsindstyve År gamle, hver den som kunde komme at gøre Tjeneste med at tjene, og Tjeneste med at bære ved Forsamlingens Paulun, 48 og de talte af dem vare otte Tusinde og fem Hundrede og firsindstyve. 49 Og Han talte dem efter Herrens Mund ved Mose, hver Mand til sin Tjeneste og til sin Byrde; og de, han talte, vare de, som Herren havde befalet Mose,

5 Kapitel - 4.Mos.5
Og Herren talede til Mose og sagde: 2 Befal Israels Børn, at de skulle skikke ud af Lejren alle spedalske og alle, som have Flod, og: alle dem, som ere urene ved Lig,: 3 Både Mand og Kvinde skulle I: udskikke, hen uden for Lejren skulle_ I skikke dem ud, at de ikke skulle gøre deres Lejre, hvor jeg bor midt iblandt dem, urene. 4 Og Israels Børn gjorde således og skikkede dem ud, hen uden for Lejren; som Herren havde sagt til Mose, så gjorde Israels Børn.
5 Og Herren talede til Mose; sagde: 6 Tal til Israels Børn: Når Mand eller Kvinde gør nogen af de Synder, som et Menneske begå ved at forgribe sig mod Herren, da er den Sjæl bleven skyldig. 7Og de skulle bekende deres Synd som de have gjort, og hver skal tilbagegive, hvad han er skyldig, med det fulde Beløb, og den femte Del deraf skal han desuden lægge til; og han skal give det til den, hvem han er bleven skyldig. 8 Men dersom Manden ikke har nogen Løser, så at han kan tilbagegive denne det skyldige, da skal den Skyld, som tilbagegives Herren, høre Præsten til, undtagen Forligelsens Væder, med hvilken han gør Forligelse for ham. 9 Og al Offergave af alt det som Israels Børn hellige, som de skulle bringe Præsten, skal høre ham til. 10 Og de Ting, enhver helliger, skulle høre ham til, hvad nogen giver Præsten, det skal høre ham til. 11 Og Herren talede til Mose og sagde: 12 Tal til Israels Børn og sig til dem: Om nogen Mands Hustru går bort fra ham og er troløs imod ham, 13 og en Mand har Samleje, med hende, og det bliver skjult for hendes Mands Øjne og bliver dulgt, at hun er bleven uren, og der er intet Vidne mod hende, og hun ikke er greben i Horeri; 14 og der kommer en Nidkærheds Ånd over ham, I at han er nidkær mod sin Hustru, og hun er bleven uren, eller der kommér en Nidkærheds Ånd over ham, og han er nidkær mod sin Hustru, enddog hun ikke er bleven uren: 15 Da skal Manden føre sin Hustru til Præsten og fremføre som hendes Offer for hende en Tiendepart af en Efa Bygmel; han skal ikke øse Olie derpå, ej heller lægge Virak dertil, thi det er et Nidkærheds Madoffer, et Ihukommelses Madoffer, som gør, at Misgerning ihukommes. 16 Og Præsten skal føre hende nær til og stille hende for Herrens Ansigt. 17 Og Præsten skal tage helligt Vand i et Lerkar, og af Støvet, som er på Tabernaklets Gulv, skal Præsten tage og kaste i Vandet 18 Og Præsten skal stille Kvinden for Herrens Ansigt og blotte Kvindens Hoved og lægge Ihukommelses Madofret på hendes Hænder, det er et Nidkærheds Madoffer; og Præsten skal have det beske Vand, som gør Forbandelse, i sin Hånd. 19 Og Præsten skal besværge hende og sige til Kvinden: Dersom ingen Mand har ligget hos dig, og dersom du ikke har unddraget dig fra at være under din Mand, så du er bleven uren, da vær uskadt af dette beske Vand, som gør Forbandelse. 20 Men du, om du har unddraget dig fra at være under din Mand, og om du er bleven uren, og nogen Mand har ligget hos dig foruden din Mand, - 21 således skal Præsten besværge Kvinden ved Forbandelsens Ed, og Præsten skal sige til Kvinden -. Så sætte Herren dig til en Forbandelse og til en Ed midt iblandt dit Folk, idet Herren lader dine Lænder svindé og din Bug svulme op! 22 Så komme nu dette Vand, som gør Forbandelse, i dine Indvolde, at gøre, at din Bug svulmer op og dine Lænder svinde; og Kvinden skal sige: Amen! Amen! 23 Og Præsten skal skrive disse Forbandelser i en Bog og vaske dem ud i det beske Vand. 24 Og han skal give Kvinden at drikke af det beske Vand, som gør Forbandelse; og det Vand, som gør Forbandelse, skal komme i hende til Beskhed. 25 Og Præsten skal tage Nidkærhedens Madoffer af Kvindens Hånd, og han skal røre Madofret for Herrens Ansigt og føre det frem til Alteret. 26 Og Præsten skal tage en Håndfuld af Madeofret hendes Ihukommelses Offer, og gøre et Røgoffer på Alteret, og der efter skal han give Kvinden Vandet at drikke. 27 Når han har givet hende Vandet at drikke, da skal det ske, om hun er bleven uren og har været troløs imod sin Mand, at det Vand, som gør Forbandélse, kommer i hende til Beskhed; saa at hendes Bug skal svulme op og hendes Lænder svinde; og den Kvinde skal være til en Forbandelse midt iblandt sit Folk. 28 Og dersom den Kvinde ikke er bleven uren, men hun er ren, da skal hun være fri og få Afkom. 29 Dette er Nidkærheds Loven, når en Kvinde unddrager sig fra at være under sin Mand, og hun bliver uren, 30 eller om en Nidkærheds Ånd kommer over en Mand, og han er nidkær mod sin Hustru og stiller Kvinden for Herrens Ansigt, og Præsten gør ved hende efter hele denne Lov. 31 Så skal Manden være fri fra Misgerning; men samme Kvinde, hun skal bære sin Misgerning.

6 Kapitel - 4.Mos.6
Og Herren talede til Mose og sagde: 2 Tal til Israels Børn, og du skal sige til dem: Når en Mand eller Kvinde lover et særligt Løfte om at blive Nasiræer, om at være afholdende for Herren, 3 da skal han holde sig fra Vin og stærk Drik; han skal ikke drikke Vineddike eller Eddike af stærk Drik, og han skal ingen Saft drikke af Druer, han skal hverken æde friske eller tørre Druer. 4 Alle hans Afholdenheds Dage skal han ikke æde noget, som beredes af Vinstokken, hverken Kerne eller Skal. 5 Alle de Dage, som hans Afholdenheds Løfte varer, skal der ikke komme Ragekniv over hans Hoved; indtil de Dage ere opfyldte, i hvilke han er afholdende for Herren, skal han være hellig og lade sit Hovedhår vokse frit. 6 Alle de Dage, han har lovet at være afholdende for Herren, skal han ikke kommé til noget Lig. 7 Han skal ikke gøre sig uren ved sin Fader eller ved sin Moder, ved sin Broder eller ved sin Søster, når de dø; thi hans Afholdenhedsmærke for Gud er på hans Hoved. 8 Alle hans Afholdenheds Dage skal han være Herren hellig.
9 Og dør nogen meget pludselig hos ham og gør hans Hoved med Afholdenhedsmærket urent, da skal han rage sit Hoved på sin Renselsesdag, på den syvende Dag skal han rage det. 10 Og på den otten de Dag skal han bringe to Turtelduer eller to Dueunger til Præsten til Forsamlingens Pauluns Dør. 11 Og Præsten skal lave een til et Synd offer og een til et Brændoffer og gøre Forligelse for ham, fordi han har syndet ved Liget, og han skal hellige sit Hoved på den samm Dag. 12 Og han skal på ny være afholdende for Herren sine Afholdenheds Dage og fremføre et årgammelt Lam til Skyldoffer; og de først Dage skulle falde hen, fordi hans Afholdenhed blev uren.
13 Og dette er Nasiræerloven: Paa den Dag, hans Afholdenheds Dage udløbe, skal han fremføre dette for Forsamlingens Pauluns Dør, 14 og han skal ofre som sit Offer for Herren eet årgammelt Væderlam uden Lyde til et Brændoffer og eet aargammelt Gimmerlam uden Lyde til et Syndoffer og een Væder uden Lyde til et Takoffer 15 og en Kurv med usyrede Kager af Mel, blandet Olie, og usyrede tynde Kager overstrøgne med Olie, og Madofret og Drikofret dertil. 16 Og Præsten skal ofre det for Herrens Ansigt, han skal lave hans Syndoffer hans Brændoffer. 17 Og Væderen skal han lave for Herren til Takoffer lige med Kurven med de usyrede Brød, og Præsten skal lave Madoffer og hans Drikoffer. 18 Og Nasiræeren skal rage Afholdenhedens Mærke af sit Hoved for Forsamlingens Pauluns Dør, og han skal tage Hovedhåret, som var Mærket på hans Afholdenhed, og kaste det på Ilden, som er under Takofret 19 Og Præsten skal tage den kogte Bov af Væderen og een usyret Kage af Kurven og een usyret tynd Kage, og han skal lægge dem på Nasiræerens Hænder, efter at han har afraget sit Afholdenheds Mærke. 20 Og Præsten skal røre dem med en Rørelse for Herrens Ansigt, det er Præsten helliget, tillige med Rørelsesbrystet og tillige med Gaveboven; og derefter må Nasiræeren drikke Vin. 21 Dette er Loven for Nasiræeren, som gør et Løfte, det er hans Offer til Herren for sin Af holdenhed. foruden det, som hans Hånd ellers formår; efter hans Løftes Beskaffenhed, som han har lovet, således skal han gøre efter Loven om hans Afholdenhed.
22 Og Herren talede til Mose og sagde: 23 Tal til Aron og til hans Sønner og sig: Således skulle I velsigne Israels Børn og sige til dem: 24 Herren velsigne dig og bevare dig! 25 Herren lade lyse sit Ansigt over dig og være dig nådig! 26 Herren opløfte sit Ansigt til dig og give dig Fred! 27 Og de skulle lægge mit Navn på Israels Børn, og jeg, jeg vil velsigne dem.

7 Kapitel - 4.Mos.7
Og det skete på den Dag, der Mose var færdig med at oprejse Tabernaklet og salvede det og helligede det og alt Redskabet dertil og Alteret og alt Redskabet dertil og salvede dem og helligede dem, 2 da ofrede Israels Fyrster, som vare Øverster for deres Fædrenehuse, de, som vare Stammernes Fyrster, de, som forestode de talte. 3 Og de førte deres Offer frem for Herrens Ansigt: Seks bedækkede Vogne og tolv Øksne, en Vogn for to Fyrster og en Okse for hver en, og de førte dem frem foran Tabernaklet. 4 Og Herren talede til Mose og sagde: 5 Tag disse af dem, at de kunne være til at gøre Tjeneste ved Forsamlingens Paulun, og du skal give dem til Leviterne, hver efter sin Tjenestes Beskaffenhed. 6 Da tog Mose Vognene og Øksnene og gav dem til Leviterne.7 Han gav Gersons Børn to Vogne og fire Øksne efter deres Tjenestes Beskaffenhed. 8 Og han gav Merari Børn fire Vogne og otte Øksne efter deres Tjenestes Beskaffenhed, under Tilsyn af Ithamar, Præsten Arons Søn. 9 Men Kahaths Børn gav han ingen, fordi Tjenesten med de hellige Ting, som skulde bæres på Skuldrene, pålå dem.
10 Og Fyrsterne ofrede til Alterets Indvielse, på den Dag det blev salvet, ja, Fyrsterne ofrede deres Offer foran Alteret. 11 Og Herren sagde til Mose: Lad een Fyrste hver Dag, ja, een Fyrste hver Dag ofre sit Offer til Alterets Indvielse. 12 Og den, som ofrede sit Offer på den første Dag, var Nahesson, Amminadabs Søn, Judas Stammes Fyrste. 13 Og hans Offer var eet Sølvfad, dets Vægt var hundrede og tredive Sekel, een Sølvskål på halvfjerdsindstyve Sekel efter Helligdommens Sekel; de vare begge fulde af Mel blandet med Olie, til et Madoffer; 14 een Røgelseskål på ti Sekel Guld, fuld af Røgelse; 15 een ung Okse, een Væder, eet Lam, årgammelt, til et Brændoffer; 16 een Gedebuk til et Syndoffer; 17 og to Øksne, fem Vædre, fem Bukke, fem Lam årgamle, til et Takoffer. Dette var Nahessons, Amminadsbs Søns, Offer. 18 Paa den anden Dag ofrede Nethaneel, Zuars Søn, Isaskars Fyrste. 19 Han ofrede sit Offer: Eet Sølvfad, dets Vægt var hundrede og tredive Sekel, een Sølvskål på halvfjerdsindstyve Sekel efter Helligdommens Sekel; de vare begge fulde af Mel, blandet med Olie, til et Madoffer; 20 en Røgelseskål på ti Sekel Guld, fuld af Røgelse; 21 een ung Okse, een Væder, eet Lam, årgammelt, til et Brændoffer; 22 een Gedebuk til et Syndoffer; 23 og to Øksne, fem Vædre, fem Bukke, fem Lam, årgamle, til et Takoffer. Dette var Nethaneels, Zuars Søns, Offer. 24 på den tredje Dag ofrede Sebulons Børns Fyrste, Eliab, Helons Søn. 25 Hans Offer var eet Sølvfad, dets Vægt var hundrede og tredive Sekel, een Sølvskål på halvferdsindstyve Sekel efter Helligdommens Sekel; de vare begge fulde af Mel, blandet med Olie, til et Madoffer; 26 een Røgelseskål på ti Sekel Guld, fuld af Røgelse; 27 een ung Okse, een Væder, eet I.am, årgammelt, til et Brændoffer; 28 een Gedebuk til et Syndaffer; 29 og to Øksne, fem Vædre, fem Bukke, fem Lam, årgamle, til et Takoffer. Dette var Eliabs, Helons Søns, Offer. 30 På den fjerde Dag ofrede Rubens Børns Fyrste, Elizur, Sedeurs Søn. 31 Hans Offer var eet Sølvfad, dets Vægt var hundrede og tredive Sekel, een Sølvskål på halvfjerdsindstyve Sekel efter Helligdommens Sekel; de vare begge fulde af Mel, blandet med Olie, til et Madoffer; 32 een Røgelseskål på ti Sekel Guld, fuld af Røgelse; 33 een ung Okse, een Væder, eet Lam, årgammelt, til et Brændoffer; 34 een Gedebuk til et Syndoffer; 35 og to Øksne, fem Vædre, fem Bukke, fem Lam, årgamle, til et Takoffer. Dette var Elizurs, Sedeurs Søns, Offer. 36 På den femte Dag ofrede Simeons Børns F'yrste, Selumiel, Zurisaddai Søn. 37 Hans Offer var eet, Sølvfad, dets Vægt var hundrede og tredive Sekel, een Sølvskål på halvfjerdsindstyve Sekel efter Helligdommens Sekel; de vare begge fulde af Mel blandet med Olie, til et Madoffer 38 een Røgelseskål på ti Sekel Guld, fuld af Røgelse; 39 een ung Okse, een Væder, eet Lam, årgammelt, til et Brændoffer; 40 een Gedebuk til et Syndoffer; 41 og to Øksner fem Vædre, fem Bukke, fem Lam årgamle, til et Takoffer. Dette var Selumiels, Zurisaddai Søns, Offer 42 på den sjette Dag ofrede Gads Børns Fyrste, Eliasaf, Deuels Søn 43 Hans Offer var eet Sølvfad, det Vægt var hundrede og tredive Sekel, een Sølvskaal på halvfjerd sindstyve Sekel efter Helligdommens Sekel; de vare begge fulde af Mel blandet med Olie, til et Madoffer 44 een Røgelseskål på ti Sekel Guld, fuld af Røgelse; 45 een ung Okse, een Væder, eet Lam, årgammelt, til et Brændoffer; 46 een Gedebuk til et Syndoffer; 47 og to Øksne fem Vædre, fem Bukke, fem Lam årgamle, til et Takoffer. Dette var Eliasafs, Deuels Søns, Offer. 48 Pa den syvende Dag ofrede Efraims: Børns Fyrste, Elisama, Ammihud: Søn. 49 Hans Offer var eet Sølvfad dets Vægt var hundrede og tredive Sekel, een Sølvskål på halvfjerdsindstyve Sekel efter Helligdommens Sekel; de vare begge fulde af Mel, blandet med Olie, til et Madoffer; 50 een Røgelseskål på ti Sekel Guld, fuld af Røgelse; 51 een ung Okse, een Væder, eet Lam, årgammelt, til et Brændoffer; 52 een Gedebuk til et Syndoffer; 53 og to Øksne, fem Vædre, fem Bukke, fem Lam, årgamle, til et Takoffer. Dette var Elisamas, Ammihuds Søns, Offer. 54 på den ottende Dag ofrede Manasse Børns Fyrste, Gamliel, Pedazurs Søn. 55 Hans Offer var eet Sølvfad, dets Vægt var hundreds og tredive Sekel, een Søvskål på halvfjerdsindstyve Sékel efter Helligdommens Sekel; de vare begge fulde af Mel, blandet med Olie, til et Madoffer; 56 een Røgelseskål på ti Sekel Guld, fuld af Røgelse; 57 een ung Okse, een Væder, eet Lam, årgammelt, til et Brændoffer; 58 een Gedehuk til et Syndoffer; 59 og. to Øksne, fem Vædre, fem Bukke, fem Lam, årgamle, til et Takoffer. Dette var Gamliels, Pedazurs Søns, Offer. 60 På den niende Dag ofrede Benjamins Børns Fyrste, Abidan, Gideoni Søn. 61 Hans Offer var eet Sølvfad, dets Vægt var hundrede og tredive Sekel, een Sølvskål på halvfjerdsindstyve Sekel efter Helligdommens Sekel; de vare begge fulde af Mel, blandet med Olie, til et Madoffer; 62 een Røgelseskål på ti Sekel Guld, fuld af Røgelse; 63 een ung Okse, een Væder, eet Lam, årgammelt, til et Brændoffer; 64 een Gedebuk til et Syndoffer; 65 og to Øksne, fem Vædre, fem Bukke, fem Lam, årgamle, til et Takoffer. Dette var Abidans, Gideoni Søns, Offer. 66 på den tiende Dag ofrede Dans Børns Fyrste, Ahieser, Ammisaddai Søn. 67 Hans Offer var eet Sølvfad, dets Vægt var hundrede og tredive Sekel, een Sølvskål på halvfjerdsindstyve Sekel efter Helligdommens Sekel; de vare begge fulde af Mel, blandet med Olie, til et Madoffer; 68 een Røgelseskål på ti Sekel Guld, fuld af Røgelse; 69 een ung Okse, een Væder, eet Lam, årgammelt, til et Brændoffer; 70 een Gedebuk til et Syndoffer; 71 og to Øksne, fem Vædre, fem Bukke, fem Lam, årgamle, til et Takoffer. Dette var Ahiesers, Ammisaddai Søns, Offer. 72 På den ellevte Dag ofrede Asers Børns Fyrste, Pagiel, Okrans Søn, 73 Hans Offer var eet Sølvfad, dets Vægt var hundrede og tredive Sekel, een Sølvskål på halvfjerdsindstyve Sekel efter Helligdommens Sekel; de vare begge fulde af Mel, blandet med Olie, til et Madoffer; 74 een Røgelseskål på ti Sekel Guld, fuld af Røgelse; 75 een ung Okse, een Væder, eet Lam, årgammelt, til et Brændoffer; 76 een Gedébuk til et Syndoffer; 77 og to Øksne, fem Vædre, fem Bukke, fem Lam, årgamle, til et Takoffer. Dette var Pagiels, Okrans Søns, Offer. 78 På den tolvte Dag ofrede Nafthali Børns Fyrste, Ahira, Enans Søn. 79 Hans Offer var eet Sølvfad, dets Vægt var hundrede og tredive Sekel, een Sølvskål på halvfjerdsindstyve Sekel efter Helligdommens Sekel; de vare begge fulde af Mel, blandet med Olie, til et Madoffer; 80 een Røgelseskål på ti Sekel Guld, fuld af Røgelse; 81 een ung Okse, een Væder, eet Lam, årgammelt, til ét Brændoffer; 82 een Gedebuk til et Syndoffer; 83 og to Øksne, fem Vædre, fem Bukke, fem Lam, årgamle, til et Takoffér. Dette var Ahiras, Enans Søns, Offer.
84 Dette er Alterets Indvielse af Israels Fyrster, på den Dag det blev salvet: Tolv Sølvfade, tolv Sølvskåler, tolv Guldrøgelseskåler; 85 hvert Fad var på hundrede og tredive Sekel Sølv, og hver Skål på halv fjerdsindstyve Sekel, alt Sølvet af Karrene beløb sig til to Tusinde og fire Hundrede.Sekel efter Helligdommens Sekel. 86 Tolv Guldrøgelseskåler, fulde af Røgelse, hver Røgelseskål på ti Sekel efter Helligdommens Sekel; alt Guldet af de Røgelseskåler beløb sig til hundrede og tyve. Sekel. 87 Alt stort Kvæg til Brændofret var tolv Okser, tolv Vædre, tolv Lam, årgamle, og deres Madoffer, og tolv Gedebukke til Syndoffer. 88 Og alt stort Kvæg til Takofret var fire og tyve Okser, tresindstyve Vædre, tresindstyve Bukke, tresindstyve Lam, årgamle. Dette er Alterets Indvielse, efter at det var salvet.. 89 Og når Mose kom til Forsamlingens Paulun for at tale * med, ham, da hørte han Røsten tale til sig ovenfra Nådestolen, som var på Vidnesbyrdets Ark, midt ud fra de to Keruber; og han talede til ham.

8 Kapitel - 4.Mos.8
Og Herren talede til Mose og sagde: 2 Tal til Aron, og du skal sige til ham: Når du sætter Lamperne op, skulle de syv Lamper lyse lige imod Lysestagens modsatte Side, 3 Og Aron gjorde således: Lige imod den modsatte Side af Lysestagen satte han dens Lamper op, som Herren havde befalet Mose. 4 Og Lysestagen var således gjort: Den var af drevet Arbejde af Guld, endog dens Fod og dens Blomster vare af drevet Arbejde; efter det Syn, som Herren havde vist Mose, således havde han gjort Lysestagen. 5 Og Herren talede til Mose og sagde: 6 Tag Leviterne midt ud af Israels Børn, og du skal rense dem. 7 Og således skal du gøre ved dem, til at rense dem: Stænk Sonevand på dem, og de skulle lade Ragekniven gå over hele deres Legeme og to deres Klæder og rense sig. 8 Så skulle de tage en ung Tyr og Madofret dertil, Mel, blandet med Olie, og du skal tage en anden ung Tyr til et Syndoffer. 9 Og du skal lade Leviterne komme nær til, foran Forsamlingens Paulun, og du skal lade hele Israels Børns Menighed samle sig. 10 Og du skal lade Leviterne komme frem for Herrens Ansigt, og Israels Børn skulle lægge deres Hænder på Leviterne. 11 Og Aron skal røre Leviterne, udtagne af Israels Børn, med en Rørelse for Herrens Ansigt, og de skulle være til at besørge Herrens Tjeneste. 12 Og Leviterne skulle lægge deres Hænder på Tyrenes Hoved; og gøre så den ene til et Syndoffer og den anden til et Brændoffer for Herren, til at gøre Forligelse for Leviterne. 13 Og du skal stille Leviterne for Arons Ansigt og for hans Sønners Ansigt, og du skal røre dem med en Rørelse for Herren. 14 Og du skal udskille Leviterne midt ud af Israels Børn; thi Leviterne skulle være mine. 15 Og derefter skulle Leviterne komme til at tjene ved Forsamlingens Paulun, når du har renset dem og ladet dem røre med en Rørelse.
16 Thi de ere mig givne, ja, givne midt ud af Israels Børn; jeg har taget mig dem i Stedet for hver, som åbner Moders Liv, for alle førstefødte af Israels Børn. 17 Thi alt det førstefødte blandt Israels Børn hører mig til, både af Mennesker og af Dyr; på den Dag jeg slog, alle førstefødte i Ægyptens Land, helligede jeg mig dem. 18 Og jeg tog Leviterne i Stedet for alle førstefødte iblandt Israels Børn. 19 Og jeg gav Aron og hans Sønner Leviterne til en Gave, midt ud af Israels Børn, til at besørge Israels Børns Tjeneste ved Forsamlingens Paulun og til at gøre Forligelse for Israels Børn, at der ikke skal komme Plage over Israels Børn, når Israels Børn nærme sig til Helligdommen. 20 Og Mose og Aron og al Israels Børns Menighed gjorde så ved Leviterne; efter alt det, som Herren havde befalet Mose om Leviterne, så gjorde Israels Børn ved dem. 21 Og Leviterne rensede sig fra Synd og toede deres Klæder, og Aron rørte dem med en Rørelse for Herrens Ansigt; og Aron gjorde Forligelse for dem til at rense dem. 22 Og derefter kom Leviterne til at besørge deres Tjeneste ved Forsamlingens Paulun, for Arons Ansigt og for hans Sønners Ansigt; som Herren havde befalet Mose om Leviterne, så gjorde de ved dem.
23 Og Herren talede til Mose og sagde: 24 Dette er det, som vedkommer Leviterne: Fra fem og tyve År gamle og derover skal hver af dem komme ti1 at gøre Arbejdet i Forsamlingens Pauluns Tjeneste. 25 Men fra det halvtredsindstyvende År skal han vende tilbage fra Tjenestens Arbejde; og han skal ikke tjene ydermere. 26 Dog må han tjene sine Brødre ved Forsamlingens Paulun, med at tage Vare på, hvad der er at varetage, men Tjenesten skal han ikke besørge. Således skal du gøre med Leviterne, i hvad de have at varetage.

9 Kapitel - 4.Mos.9
Og Herren talede til Mose i Sinai, Ørk i det andet År, efter at de vare udgangne af Ægyptens Land, i den første Måned, og sagde, 2 at Israels Børn skulle holde Påske paa dens bestemte Tid. 3 På den fjortende Dag i denne Måned, imellem de tvende Aftener skulle I holde den på dens bestemte Tid; efter alle dens Skikke og efter alle dens Bestemmelser skulle I holde den. 4 Og Mose sagde til Israels Børn, at de skulde holde Påske.
5 Og de holdt Påske i den første Måned, på den fjortende Dag i Måneden, imellem de tvende Aftener, i Sinai Ørk; efter alt det, som Herren havde befalet Mose, sålede gjorde Israels Børn. 6 Og det skete, at der var nogle Mænd, som vare blevne urene ved et Menneskes Lig, og de kunde ikke holde Påsken på den samme Dag; og de gik frem for Mose Ansigt og for Arons Ansigt den samme Dag. 7 Og disse Mænd sagde til ham: Vi ere blevne urene ved et Menneskes Lig; hvi skulle vi derfor udelukkes, at vi ej må ofre Herren Offer på dets bestemte Tid, midt iblandt Israels Børn? 8 Og Mose sagde til dem: Venter lidt, og jeg vil høre, hvad Herren vil byde om eder. 9 Og Herren talede til Mose og sagde: 10 Tal til Israels Børn og sig: Når nogen hos eder eller hos eders Efterkommere er bleven uren ved et Lig, eller er på en lang Rejse, han skal alligevel holde Herren Påske. 11 I den anden Måned på den fjortende Dag, imellem de tvende Aftener, skulle de holde den; de skulle æde det* med usyrede Brød og beske Urter. 12 De skulle ikke lade blive tilovers deraf til om Morgenen og ikke bryde noget Ben på det, efter al Påskelammets Skik skulle de gøre med det. 13 Men den, som er ren og ikke er på Rejse og efterlader at holde Påske, den Sjæl skal udryddes fra sit Folk, fordi han ikke har ofret Herrens Offer på dets bestemte Tid; denne Mand skal bære sin Synd. 14 Og når en fremmed opholder sig hos eder og holder Herren Påske, da skal han holde den så, som Påskens Skik og som dens Vis er; der skal være een Skik for eder, både for den fremmede og for den indfødte i Landet.
15 Og på den Dag, da Tabernaklet blev oprejst, skjulte Skyen Vidnesbyrdets Pauluns Tabernakel; og om Aftenen var over Tabernaklet som en Ild at se til, indtil om Morgene 16 Således skete det stedse, at Skyen skjulte det; og om Natten var det som en Ild at se til. 17 Og eftersom Skyen hævede sig op fra Paulunet, rejste Israels Børn derefter; og på det Sted, hvor Skyen blev, der lejrede Israels Børn sig. 18 Efter Herrens Mund rejste Israels Børn; og efter Herrens Mund lejrede de sig; alle de Dage, som Skyen boede over Tabernaklet, bleve de liggende. 19 Og når Skyen blev over Tabernaklet mange Dage, da toge Israels Børn Vare på, hvad Herren vilde have varetaget, og rejste ikke. 20 Og det var ligeså, når Skyen,var få Dage over Tabernaklet; efter Herrens Mund lejrede de sig, og efter Herrens Mund rejste de. 21 Og det var ligeså, når Skyen var der fra Aftenen indtil Morgenen, og Skyen hævede sig om Morgenen, da rejste de; eller når Skyen hævéde sig om Dagen eller om Natten da rejste de. 22 Eller når Skyen blev to Dage eller een Måned eller éet År over Tabernaklet, så den boede over det, da bleve Israels Børn liggende og rejste ikke; men når den hævede sig, rejste de. 23 Efter Herrens Mund lejrede de sig, og efter Herrens Mund rejste de; de toge Vare på, hvad Herren vilde have varetaget, efter Herrens Mund ved Mose.

10 Kapitel - 4.Mos.10
Og Herren talede til Mose og sagde: 2 Gør dig to Basuner af Sølv, af drevet Arbejde skal du gøre dem; og du skal have dem til Menighedens Sammenkaldelse, og når Lejrené skulle bryde op. 3 Og når de blæse langsomt i dem, så skal al Menigheden samles til dig, til Forsamlingens Pauluns Dør. 4 Og dersom de blæse langsomt i den ene, da skulle Fyrsterne samles til dig, Øversterne for Israels Tusinder. 5 Men når I blæse stærkt, da skulle de Lejre bryde op, som have lejret sig mod Østen. 6 Og når I blæse anden Gang stærkt, da skulle de Lejre bryde op, som have lejret sig mod Sønden; I skulle blæse stærkt, når de skulle bryde op. 7 Men når Forsamlingen skal samles, skulle I blæse langsomt og ikke blæse stærkt. 8 Og Præsterne, Arons Sønnér, skulle blæse i Basunerne; og de skulle være eder til en evig Skik hos eders Efterkommere. 9 Og når I komme i Krig i eders Land med Fjenden, som ængster eder, da skulle I blæse stærkt i Basunerne, at I må ihukommes for Herren eders Guds Ansigt og frelses fra eders Fjender. 10 Og på eders Glædes Dag, og på eders bestemte Tider, og på eders Måneders første Dage, da skulle I blæse i Basunerne ved eders Brændofre og ved eders Takofre, at de må blive eder til en Ihukommelse for eders Guds Ansigt; jeg er Herren eders Gud.
11 Og det skete i det andet År, i den anden Måned, på den tyvende Dag i Måneden, da hævede Skyen sig op fra Vidnesbyrdets Tabernakel. 12 Og Israels Børn brøde op på deres Vandringer fra Sinai Ørk; og Skyen blev i den Ørk Paran. 13 Så rejste de første Gang efter Herrens Mund ved Mose. 14 Og det Banner for Judas Børns Lejr brød først op, efter deres Hære; og over hans Hær var Nahesson, Amminadabs Søn. 15 Og over Isaskars Børns Stammes Hær var Nethaneel, Zuars Søn. 16 Og over Sebulon Børns Stammes Hær var Eliab, Helons Søn. 17 Og Tabernaklet blev nedtaget; og Gersons Børn og Merari Børn, som bare Tabernaklet, brøde op. 18 Dernæst brød det Banner for Rubens Lejr op, efter deres Hære; og over hans Hær var Elizur, Sedeurs Søn. 19 Og over Simeons Børns Stammes Hær var Selumiel, Zurisaddai Søn. 20 Og over Gads Børns Stammes Hær var Eliasaf, Deuels Søn. 21 Så rejste Kahathiterne, som bare Helligdommen; og de andre oprejste Tabernaklet, inden de kom. 22 Dernæst brød det Banner for Efraims Børns Lejr op, efter deres Hære; og over hans Hær var Elisama, Ammihuds Søn. 23 Og over Manasse Børns Stammes Hær var Gamliel, Pedazurs Søn. 24 Og over Benjamins Børns Stammes Hær var Abidan, Gideoni Søn. 25 Dernæst brød det Banner op for Dans Børns Lejr, som sluttede alle Lejrene, efter deres Hære, og over hans Hær var Ahieser, Ammisaddai Søn. 26 Og over Asers Børns Stammes Hær var Pagiel, Okrans Søn. 27 Og over Naf thali Børns Stammes Hær var Ahira, Enans Søn. 28 Dette var Israels Børns Rejseorden, efter deres Hære, når de rejste.
29 Og Mose sagde til Hobab, Reuels den Midianiters Søn, Mose Svigerfader: Vi rejse til det Sted, om hvilket Herren sagde: Jeg vil give _ eder det; gå med os, så ville vi gøre vel imod dig, fordi Herren har talet godt over Israel. 30 Og denne sagde til ham: Jeg vil ikke gå med, men jeg vil gå til mit Land og til min Slægt. 31 Og han sagde: Kære, forlad os ikke; thi du ved, hvor vi kunne lejre os i Ørken, og du skal ære vort Øje. 32 Og det skal ske, du går med os, da skulle vi med det samme Gode, hvormed Herren gør vel imod os, gøre vel imod dig.
33 Så rejste de fra Herrens Bjerg tre Dages Rejse; og Herrens Pagtes Ark rejste for deres Ansigt tre Dages Rejse for at opsøge et Hvilested for dem. 34 Og Herrens Sky var over dem om Dagen, når de brøde op med Lejren. 35 Og det skete, når Arken rejste, da sagde Mose: Herre! stå op, så skulle dine Fjender adspredes, og de, som hade dig, skulle fly for dit Ansigt. 36 Og når den hvilede, sagde han: Kom tilbage, Herre! til Israels ti Tusinde Gange tusinde.

11 Kapitel - 4.Mos.11
Og Folket blev som de, der knurre syndig for Herrens Øren; og Herren hørte det, og hans Vrede optændtes, og Herrens ild brændte iblandt dem og fortærede nogle i det yderste af Lejren. 2 Da råbte Folket til Mose, og Mose bad til Herren, så blev Ilden dæmpet. 3 Og han kaldte det samme Steds Navn Thabeera*; thi Herrens Ild brændte iblandt dem.
4 Og det sammenløbne Folk, som var midt ihlandt dem, fik stor Begæerlighed; derfor gav også Israels Børn sig til at græde igen og sagde: Hvo vil give os Kød at æde? 5 Vi komme i Hu den Fisk, som vi åde for intet i Ægypten, Græskarrene og Melonerne og Rødløgene og Hvidløgene; 6 men nu forsmægter vor Sjæl; thi her er slet intet uden det Man for vore Øjne.?7 Men dette Man var som Korianderfrø, og dets Farve var ligesom Bedellions Farve. 8 Folket løb hid og did og sankede og malede det i Møllerne eller stødte det i Morterén og kogte det i Potten og gjorde deraf Kager; og dets Smag var som Oliesaftens Smag. 9 Og når Duggen faldt over Lejren om Natten, da faldt Man ned derpå.
10 Og Mose hørte Folket græde iblandt deres Slægter, hver i sit Telts Dør; og Herrens Vrede optændtes såre; også var det ondt for Mose Øjne. 11 Og Mose sagde til Herren: Hvi handlede du så ilde med din Tjener? og hvi finder jeg ikke Nåde for dine Øjne, og du lægger Byrden af hele dette Folk på mig? 12 Mon jeg har undfanget alt dette Folk mon jeg har født det? at du skulde sige til mig: Bær det i din Favn, ligesom en Fosterfader bærer det diende Barn, ind i det Land, som du har tilsvoret dets Fædre. 13 Hvorfra skal jeg tage Kød at give alt dette Folk? thi de græde for mig og sige: Giv os Kød, at vi kunne æde. 14 Jeg kan ikke ene bære alt dette Folk; thi det er mig for svart. 15 Og vil du handle således med mig, da slå mig ihjel, dersom j eg har fundet Nåde for dine Øjne, og lad mig ikke se på min Ulykke.
16 Og Herren sagde til Mose: Forsamle mig halvfjerdsindstyve Mænd af Israels Ældste, om hvilke du ved, at de ere Folkets Ældste og dets Fogeder; og du skal tage dem hen til Forsamlingens Paulun, og der skulle de fremstille sig med dig. 17 Og jeg vil komme ned og tale med dig der, og jeg vil tage af den Ånd, som er på dig, og lægge på dem, at de skulle bære på Folkets Byrde med dig, og du skal ikke ene bære den. 18 Og til Folket skal du sige: Helliger eder til i Morgen, så skulle I æde Kød; thi I have grædt for Herrens Øren og sagt: Hvo vil give os Kød at æde thi det gik os vel i Ægypten; derfor vil Herren give eder Kød, at I skulle æde. 19 I skulle ikke æde een Dag og ej to Dage og ej fem Dage og ej ti Dage og ej tyve Dage, 20 men en Måneds Dage, indtil det går ud af eders Næse og er eder til en Afsky; fordi I have forkastet Herren, som er midt iblandt eder, og have grædt for hans Ansigt og sagt: Hvortil ere vi udgangne af Ægypten 21 Og Mose sagde: Seks Hundrede Tusinde Mænd til Fods er dette Folk, som jeg er midt iblandt, og du siger: Jeg vil give dem Kød, og de skulle æde en Måneds Tid. 22 Mon der skal slagtes småt Kvæg og stort Kvæg for dem, at der kan blive nok til dem? mon alle Fiskene i Havet skulle samles til dem, at der kan blive nok til dem? 23 Og Herren sagde til Mose: Monne da Herrens Hånd være forkortet? nu skal du se, om mit Ord skal vederfares dig eller ej. 24 Og Mose gik ud og talede Herrens Ord til Folket; og han samlede halvfjerdsindstyve Mænd af Folkets Ældste og stillede dem rundt omkring Paulunet.
25 Da kom Herren ned i Skyen og talede til ham, og han tog af den Ånd, som var på ham, og lagde på de halvfjerdsindstyve Ældste, og det skete, der Ånden hvilede på dem, da profeterede de, og de gjorde det ikke siden. 26 Men der var to Mænd blevne tilbage i Lejren, den enes Navn var Eldad, og den andens Navn Medad, og Ånden hvilede over dem, thi de vare iblandt de opskrevne, men de vare dog ikke udgangne til Paulunet, og de profeterede i Lejren. 27 Da løb en Dreng og gav Mose tilkende sagde: Eldad og Medad profetere Lejren. 28 Da svarede Josva, Nuns Søn, Mose Tjener, en af hans udvalgte, og sagde: Min Herre, Mose forhindre dem. 29 Men Mose sagde til ham: Er du nidkær for mig? gid alt Herrens Folk var Profeter, og Herren vilde give sin Ånd over dem! 30 Og Mose forføjede sig til Lejren, han og de Ældste af Israel. 31 Da for der et Vejr ud fra Herren og førte Vagtler fra Havet og strøede dem over Lejren, ved en Dags Rejse til den ene og ved en Dags Rejse til den anden Side, trindt omkring Lejren, og ved to Alen højt på Jorden. 32 Da stod Folket op hele den Dag og hele den Nat og hele den anden Dag, og de sankede Vagtler; hvo der havde mindst, havde samlet ti Homer; og de bredte dem trindt omkring Lejren. 33 Kødet var endnu imellem Tænderne på dem, det var endnu ikke fortæret; da optændtes Herrens Vrede imod Folket, og Herren slog Folket med en såre stor Plage. 34 Og man kaldte det Steds Navn Kibroth-Hattåva*, fordi de der begrove Folket, dem, som havde været begærlige. _Fra Kibroth-Hattaava rejste Folket til Hazeroth; og de bleve i Hazeroth.

12 Kapitel - 4.Mos.12
Og Maria og Aron talede imod Mose for den morlandske Hustrus Skyld, som han havde taget; thi han havde taget en morlandsk Hustru. 2 Og de sagde: Taler Herren ene og alene ved Mose? mon ikke også taler ved os? og Herren hørte det. 3 Men den Mand var såre sagtmodig, fremfor Mennesker på Jorderige.
4 Og Herren sagde hastelig til Aron og til Maria: Går ud, I tre, til Forsamlingens Paulun; og de tre gik ud. 5 Da kom Herren ned i en Skystøtte og stod i Paulunets Dør; og han kaldte ad Aron Og Maria, og de gik begge ud. 6 Og han sagde: Kære, hører mine Ord: Dersom der er en Profet iblandt eder, giver jeg, Herren, mig tilkende for ham i Synet, i Drømmen taler jeg med ham. 7 Ikke så med min Tjener Mose; han er tro i mit ganske Hus. 8 Jeg taler mundtlig med ham og synlig og ikke i mørk Tale, og han beskuer Herrens Lignelse; hvi frygtede I da ikke at tale imod min Tjener, imod Mose? 9 Og Herrens Vrede optændtes imod dem, og han gik bort. 10 Og Skyen veg bort fra Paulunet, og se, Maria var spedalsk som Sne; og Aron vendte sig til Maria, og se, hun var spedalsk. 11Og Aron sagde til Mose: Hør mig dog, min Herre, læg ikke den Synd på os, i hvilken vi have gjort dårlig, og i hvilken vi have syndet. 12 Kære, lad hende ikke være som en Død, hvis halve Kød, når han kommer ud af sin Moders Liv, er fortæret. 13 Da råbte Mose til Herren og sagde: Ak, Gud! helbred hende. 14 Og Herren sagde til Mose: Om hendes Fader havde spyttet hende i hendes Ansigt, skulde hun da ikke skamme sig syv Dage? Lad hende blive udelukket fra Lejren syv Dage; og derefter må hun optages. 15 Og Maria blev udelukket fra Lejren syv Dage, og Folket rejste ikke, førend Maria blev optaget. 16 Og derefter rejste Folket fra Hazeroth, og de lejrede sig i Ørken Paran.

13 Kapitel - 4.Mos.13
Og Herren talede til Mose og sagde 2 Send Mænd for dig, at de bespejde det Land Kanån, hvilket jeg giver Israels Børn; I skulle sende een Mand for hver sin Fædrene Stamme, enhver iblandt dem skal være en Fyrste. 3 Så sendte Mose dem fra Parans Ørk, efter Herrens Mund, Mænd, der alle vare Øverster for Israels Børn. 4 Og disse ere deres Navne: For Rubens Stamme Sammua, Sakkurs Søn; 5 for Simeons Stamme Safat, Hori Søn; 6 for Judas Stamme Kaleb, Jefunne Søn; 7 for Isaskars Stamme Jigeal, Josefs Søn; 8 for Efraims Stamme Hosea, Nuns Søn; 9 for Benjamins Stamme Palti, Rafu Søn; 10 for Sebulons Stamme Gaddiel, Sodi Søn; 11 for Josefs Stamme, for Manasse Stamrne Gaddi, Sussi Søn; 12 for Dans Stamme Ammiel, Gemalli Søn; 13 for Asers Stamme Sethur, Mikaels Søn; 14 for Nafthali Stamme Nahebi, Vofsi Søn; 15 for Gads Stamme Geuel, Maki Søn. 16 Disse ere Navnene på de Mænd, som Mose sendte til at bespejde Landet; men Mose kaldte Hosea, Nuns Søn, Josva. 17 Og Mose sendte dem til at bespejde Kanåns Land og sagde til dem: Drager herfra op I i Sydlandet, og I skulle gå op på Bjergene. 18 Og I skulde bese Landet; hvordan det er, og det Folk, som bor derudi, om det er stærkt eller svagt, om det er lidet eller talrigt, 19 og hvad det er for et Land som det bor udi, om det er godt eller slet, og hvad det er for Stæder, som det bor udi, om det bor i Lejre eller i Befæstninger, 20 og hvad det er for et Land, om det er fedt eller magert; om der er Træer i det eller ej, og I skulle være frimodige og tage af Landets Frugt; men det var på den Tid, da de første Vindruer bleve modne.
21 Og de gik op og bespejdede Landet, fra Zins Ørk indtil Rehob, til henimod Hamath. 22 Derefter gik de op i Sydlandet og kom til Hebron, og der var Ahiman, Sesai og Talmai, Anaks Børn; men Hebron var bygget syv År førend Zoan i Ægypten. 23 Og de kom indtil Eskols Bæk og afskare der en Vinkvist og en Vindrueklasse, og to bare den på en Stang, og de toge af Granatæblerne og af Figenerne. 24 Dette Sted kaldte man Eskols Bæk for den Klases Skyld, som Israels Børn afskare der. 25 Og de vendte tilbage fra at bespejde Landet, der fyrretyve Dage vare til Ende. 26 Og de gik og kom til Mose og tilAron og til al Israels Børns Menighed, til Parans Ørk til Kades; og de bragte dem og al Menigheden Svar igen, og de lode dem se Landets Frugt. 27 Og de fortalte ham og sagde: Vi kom til Landet, som du sendte os til, og det flyder endog med Mælk og Honning, og denne er Frugten derfra. 28 Men dog, det er et stærkt Folk, som bor i Landet, og Stæderne ere faste og såre store, vi have også set Anaks Børn der. 29 Amalek bor sydligt i Landet, og Hethiten og Jebusiten og Amoriten bor på Bjerget, og Kananiten bor ved Havet og ved Jordanens Bred. 30 Men Kaleb beroligede Folket overfor Mose og sagde: Lader os dog gå op og indtage det til Ejendom;, thi vi kunne lettelig bemægtige os det. 31 Men de Mænd, som vare dragne op med ham, sagde: Vi formå ikke at drage op mod det Folk; thi det er stærkere end vi. 32 Og de bragte ondt Rygte om Landet, hvilket de havde bespejdet, ud til Israels Børn og sagde: Det Land, som vi gik igennem at bespejde det, det er et Land, som fortærer sine Indbyggere, og alt det Folk, som vi saa deri, er høje Folk. 33 Og vi saa der Kæmperne, Anaks Børn, Kæmpeslægt; og vi vare for vore Øjne som Græshopper, og vi vare ligeså for deres Øjne.

14 Kapitel - 4.Mos.14
Da opløftede og hævede al Menigheden sin Røst, og Folket græd den samme Nat. 2 Og alle Israels Børn knurrede imod Mose og imod Aron, og al Menigheden sagde til dem: Gid vi vare døde i Ægyptens Land, eller gid vi vare døde i denne Ørk! 3 Og hvorfor fører Herren os ti1 dette Land til at falde ved Sværdet? vore Hustruer og vore små Børn må blive til Rov; er det os ikke bedst at vende tilbage til Ægypten? 4 Og den ene sagde til den anden: Lader os indsætte en Høvedsmand og vende tilbage til Ægypten. 5 Men Mose og Aron faldt ned på deres Ansigter, for Israels Børns hele Menigheds Forsamling. 6 Og Josva, Nuns Søn, og Kaleb, Jefunne Søn, der vare blandt dem, der havde bespejdet Landet, de sønderreve deres Klæder. 7 Og de sagde til al Israels Børns Menighed, sigende: Det Land, som vi vandrede igennem til at bespejde det, er et såre, ja såre godt Land. 8 Dersom Herren har Behagelighed til os, da fører han os ind i dette Land og giver os det, et Land, som flyder med Mælk og Honning. 9 Men værer kun ikke genstridige imod Herren, og I, frygter ikke Folket i det Land, thi dem tage vi som en Bid Brød; deres Værn er veget fra dem; men med os er Herren, frygter ikke for dem. 10 Da sagde den ganske Menighed, at man skulde stene dem med Stene, og Herrens Herlighed blev set i Forsamlingens Paulun for alle Israels Børn. 11 Og Herren sagde til Mose: Hvor længe skal dette Folk opirre mig? og hvor længe ville de ikke tro paa mig, uagtet alle de Tegn, som jeg har gjort midt iblandt dem? 12 Jeg vil slå dem med Pest og udrydde dem; og jeg vil gøre dig til et større og stærkere Folk, end dette er. 13 Da sagde Mose til Herren: Ægypterne have hørt, at du har ført dette Folk med din Kraft ud af deres Midte. 14 Og de have sagt det til dette Lands Indbyggere; de have hørt, at du, Herre! er midt iblandt dette Folk, for hvilket du, Herre! ses øjensynlig, og at din Sky står over dem, og at du går for deres Ansigt i en Skystøtte om Dagen og i en Ildstøtte om Natten. 15 Men slog du dette Folk ihjel som een Mand, da skulle Hedningerne, når de høre det Rygte om dig, sige således: 16 Fordi Herren ikke formåede at føre dette Folk ind i det Land, som han havde tilsvoret dem, derfor har han slået dem ned i Ørken. 17 Og nu, lad dog Herrens Kraft vise sig stor, som du har talet og sagt: 18 Herren er langmodig og af megen Miskundhed, som forlader Misgerning og Overtrædelse, og som aldeles ikke skal holde den skyldige for uskyldig, som hjemsøger Fædrenes Misgerning på Børnene, på dem i tredje og på dem i fjerde Led. 19 Kære, forlad dette Folk dets Misgerning efter din store Miskundhed, og ligesom du har tilgivet dette Folk, fra Ægypten af og hidindtil 20 Og Herren sagde: Jeg har forladt det efter dit Ord. 21 Men sandelig, så vist som jeg lever, da skal alt Landet opfyldes med Herrens Herlighed; 22 thi alle de Mænd, som have set min Herlighed og mine Tegn, som jeg gjorde i Ægypten og i Ørken, og nu have fristet mig ti Gange og ikke hørt på min Røst, 23 de skulle ikke se det Land, som jeg har tilsvoret deres Fædre, ja ingen af dem, som have opirret mig, skal se det. 24 Men min Tjener Kaleb, fordi der er en anden Ånd med ham, og han har fuldkommelig efterfulgt mig, ham vil jeg føre til det Land, hvor han var kommen hen, og hans Sæd skal eje det. 25 Men Amalekiten og Kananiten bor i Dalen; vender eder i Morgen og rejser i Ørken ad Vejen til det røde Hav. 26 Og Herren talede til Mose og Aron og sagde: 27 Hvor længe skal jeg se til denne onde Menighed, dem, som knurre imod mig? jeg har hørt Israels Børns megen Knur, hvormed de knurre imod mig. 28 Sig til dem: Så sandt som jeg lever, siger Herren, ligesom I have talet for mine øren, således vil jeg gøre ved eder. 29 Eders døde Kroppe skulle falde i denne Ørk, og alle eders talte efter alt eders Tal, fra tyve År gamle og derover, I som have knurret imod mig. 30 I skulle ikke komme ind i det Land, om hvilket jeg har opløftet min Hånd óg svoret at ville lade eder bo deri, uden Kaleb, Jefunne Søn, og Josva, Nuns Søn. 31 Og eders små Børn, om hvilke I sagde, de skulle blive til Rov, ja dem vil jeg føre derind, at de skulle kende det Land, som I have foragtet. 32 Men eders døde Kroppe, de skulle falde i denne Ørk. 33 Og eders Børn skulle være Hyrder i Ørken *fyrretyve År og bøde for eders Bolen, indtil I alle ere blevne til døde Kroppe i denne Ørk. 34 Efter de Dages Tal, i hvilke I have bespejdet Landet, fyrretyve Dage, et År for hver Dag, skulle I bære eders Misgerninger fyrretyve År, og I skulle fornemme, at jeg har vendt mig bort. 35 Jeg Herren har sagt: Jeg vil visselig gøre dette ved hele denne onde Menighed, som har forsamlet sig imod mig; de skulle få Ende i denne Ørk og dø der. 36 Og de Mænd, som Mose havde sendt til at bespejde Landet, og som vare komne igen og havde bragt al Menigheden til at knurre imod ham, idet de førte ondt Rygte ud om Landet, 37 ja de Mænd døde, som havde ført ondt Rygte ud om Landet, ved Plagen for Herrens Ansigt. 38 Men Josva, Nuns Søn, og Kaleb, Jefunne Søn, de bleve i Live af de Mænd, som vare gangne til at bespejde Landet.
39 Og Mose talede disse Ord til alle Israels Børn; da sørgede Folket såre. 40 Og om Morgenen stode de tidlig op og gik oven på Bjerget og sagde: Se, her ere vi, og vi ville drage op til det Sted, som Herren har talet om; thi vi have syndet. 41 Men Mose sagde: Hvorfor overtræde I Herrens Befaling? det skal ikke lykkes. 42 Drager ikke op, thi Herren er ikke midt iblandt eder, at I ikke skulle blive slagne for eders Fjenders Ansigt. 43 Thi Amalekiterne og Kananiterne ere der for eders Ansigt, og I skulle falde ved Sværdet; thi fordi I have vendt eder bort fra Herren, skal Herren ikke være med eder. 44 Men de formastede sig hovmodelig til at drage op oven på Bjerget; men Herrens Pagtes Ark og Mose, de vege ikke ud af Lejren. 45 Da kom Amalekiten og Kananiten ned, som boede på det samme Bjerg, og de sloge dem og sønderknusede dem indtil Horma*.

15 Kapitel - 4.Mos.15
Og Herren talede til Mose og sagde: 2 Tal til Israels Børn, og du skal sige til dem: Når I, komme til det Land, som I skulle bo udi, hvilket jeg vil give eder, 3 og I ville gøre Herren et Ildoffer, Brændoffer eller Slagtoffer, for at indfri et særligt Løfte, eller som et frivilligt Offer, eller på eders bestemte Tider, for at berede Herren en behagelig Lugt, af stort Kvæg eller småt Kvæg: 4 Da skal den, som ofrer sit Offer, ofre til Herren et Madoffer af en tiende Part Mel, blandet med en fjerde Part af en Hin Olie; 5 og en fjerde Part af en Hin Vin til et Drikoffer skal du berede, tillige med Brændofret eller Slagtofret, til hvert Lam. 6 Eller er det til en Væder, så skal du lave Madoffer af tvende tiende Parter Mel, blandet med en tredje Part af en Hin Olie; 7 og Vin til et Drikoffer, en tredje Part af en Hin, skal du ofre til en behagelig Lugt for Herren. 8 Og når du vil lave en ung Tyr til et Brændoffer eller Slagtoffer, for at indfri et særligt Løfte eller gøre et Takoffer for Herren, 9 da skal man ofre tillige med den unge Tyr som Madoffer tre tiende Parter Mel, blandet med en halv Hin Olie. 10 Og du skal ofre Vin til Drikofret, en halv Hin; det er et Ildoffer, en behagelig Lugt for Herren. 11 På denne Måde skal det ske med een Okse eller med een Væder eller med eet Lam af Fårene eller af Gederne; 12 efter det Tal, som I skulle bringe, skulle i lave det på denne Måde, for ethvert efter deres Tal. 13 Hver indfødt skal gøre disse Ting paa denne Måde for at ofre et Ildoffer, en behagelig Lugt for Herren. 14 Og om en fremmed opholder sig hos eder, eller en, som er midt iblandt eder hos eders Efterkommere, og han vil gøre et Ildoffer, en behagelig Lugt for Herren, så skal han gøre,ligesom I skulle gøre. 15 Du Menighed! der skal være een Skik for eder og for den fremmede, som opholder sig hos eder, det er en evig Skik hos eders Efterkommere; som det er for eder, så skal det være for den fremmede, for Herrens Ansigt.16 Een Lov og een Ret skal være for eder og for den fremmede, som opholder sig hos eder.
17 Og Herren talede til Mose og sagde: 18 Tal til Israels Børn, og du skal sige til dem: Når I komme i det Land, hvorhen jeg vil føre eder, 19 da skal det ske, når I æde af Landets Brød, at I skulle bringe en Offergave for Herren. 20 Det første af eders Dejg, nemlig en Kage, skulle I bringe til en Gave, ligesom Gaven fra Loen, således skulle I bringe den. 21 Af det første af eders Dejg skulle I give Herren en Gave, hos eders Efterkommere.
22 Og når I forse eder og ikke gøre alle disse Bud, som Herren har talet til Mose, 23 alt det, som Herren har budet eder ved Mose, fra den Dag af, da Herren har befalet det, og derefter, hos eders Efterkommere: 24 Da skal det ske, om noget er skjult for Menighedens Øjne og er gjort af Vanvare, at den ganske Menighed skal lave en ung Tyr til Brændoffer, til en behagelig Lugt for Herren, og dens Madoffer og dens Drikoffer efter vanlig Vis, og een Gedebuk til Syndoffer. 25 Så skal Præsten gøre Forligelse for al Israels Børns Menighed, og det bliver dem forladt; thi det er af Vanvare, og de skulle føre deres Offer frem til et Ildoffer for Herren, og deres Syndoffer for Herrens Ansigt for deres Vanvares Skyld, 26 og det bliver al Israels Børns Menighed og den fremmede, som opholder sig rnidt iblandt dem, forladt, efterdi det er vederfaret det ganske Folk af Vanvare. 27 Men når en enkelt synder af Vanvare, da skal han ofre en aargammel Ged til et Syndoffer. 28 Og Præsten skal gøre Forligelse for ham, som har forset sig og syndedé af Vanvare, for Herrens Ansigt; han skal gøre Forligelse for ham, så bliver det ham forladt. 29 For den indfødte blandt Israels Børn og for den fremmede, som opholder sig midt iblandt dem, hos eder skal være een Lov for den som gør noget af Vanvare. 30 Men den Person, som gør noget af Trod sighed, være sig en indfødt eller en fremmed, han har forhånet Herren, og den Sjæl skal udryddes midt ud af sit Folk; 31 thi han har foragtet Herrens Ord og gjort hans Bud til intet; den Sjæl skal udryddes, hans Misgerning skal være på ham.
32 Og Israels Børn vare i Ørken, og de fandt en Mand, som sankede Ved på en Sabbatsdag. 33 Og de, som fandt ham sanke Ved, førte ham frem til Mose og til Aron og til al Menigheden. 34 Og de satte ham i Forvaring; thi det var ikke forklaret, hvad der skulde gøres ved ham.35 Og Herren sagde til Mose: Den Mand skal visselig dødes; den ganske Menighed skal stene ham med Stene uden for Lejren. 36 Da førte al Menigheden ham ud uden for Lejren, og de stenede ham med Stene, og han døde; såsom Herren havde befalet Mose.
37 Og Herren talte til Mose og sagde: 38 Tal til Israels Børn, og du skal sige til dem, at de skulle gøre sig Kvaster på Fligene af deres Klæder, hos deres Efterkommere, og de skulle sætte en blå ulden Snor på hver Fligs Kvast. 39 Og den skulle I have ved hver Kvast, for at I skulle se den og ihukomme alle Herrens Bud og gøre dem; og I skulle ikke søge noget efter eders eget Hjerte og efter eders Øjne, som I bole efter, 40 på det I skulle ihukomme og gøre alle mine Bud; og I skulle være hellige for eders Gud. 41 Jeg er Herren eders Gud, som har udført eder af Ægyptens Land for at være eder en Gud; jeg er Herren eders Gud.

16 Kapitel - 4.Mos.16
Og Kora, en Søn af Jizehar, der var én Søn af Kahat, Levi Søn, tog til sig både Dathan og Abiram, Eliabs Sønner, og On, Peleths Søn, Rubens Børn. 2 Og de stode op for Mose Ansigt tillige med to Hundrede og halvtredsindstyve Mænd af Israels Børn, Menighedens Fyrster, udnævnte blandt Forsamlingen, navnkundige Mænd. 3 Og de samlede sig imod Mose og Aron, og de sagde til dem: Lader det være eder nok! thi den ganske Menighed er allesammen hellige, og Herren midt ihlandt dem, og hvi ophøje eder over Herrens Menighed? 4 Der Mose hørte det, da faldt han paa sit Ansigt.5 Og han talte til Kora og alt hans Selskab, sigende: I Morgen skal Herren give til Kende, hvo hans er, og den, som hellig er, og den, han skal lade komme nær til sig; og hvem han udvælger, den skal han lade komme nær til sig. 6 Gører dette: Tager eder Ildkar, Kora og alt hans Selskab!7 Og lægger Ild i dem og lægger Røgelse på dem for Herrens Ansigt i Morgen, og det skal ske, hvilken Mand Herren udvælger, han er den hellige; lader det være eder nok, Levi Børn! 8 Og Mose sagde til Kora: Hører dog, I Levi Børn! 9 Er det eder for lidet, at Israels Gud har udskilt eder fra Israels Menighed for at lade eder komme nær til sig, til at besørge Herrens Tabernakels Tjeneste og til at stå for Menighedens Ansigt at tjene dem 10 Og han har ladet dig og alle dine Brødre, Levi Børn, med dig komme nær, og nu søge I også Præstedømmet! 11 Derfor er du og alt dit Selskab, de som ere forsamlede, imod Herren; og Aron, hvad er han, at I knurre imod ham? 12 Og Mose sendte hen at kalde ad Dathan og ad Abiram, Eliabs Sønner, og de sagde: Vi komme ikke op. 13 Er det for lidet, at du har ført os op af et Land, som flyder med Mælk og Honning, for at lade os dø i Ørken? thi du vil endog aldeles tiltage dig selv Herredømmet over os. 14 Du har visselig ikke ført os ind i et Land, som flyder med Mælk og Honning, eller givet os Agre og Vingårde til Arv; vil du blænde Øjnene på disse Mænd? vi ville ikke komme op. 15 Da blev Mose såre vred og sagde til Herren: Vend dig ikke til deres Madoffer; jeg har ikke taget et Asen fra dem, og jeg har ikke gjort een iblandt dem ondt. 16 Og Mose sagde til Kora: vær du og dit ganske Selskab for Herrens Ansigt, du og de og Aron, i Morgen, 17 og tager hver sit Ildkar og lægger Røgelse på dem, og hver føre sit Ildkar frem for Herrens Ansigt, to Hundrede og halvtredsindstyve Ildkar; og du og Aron, hver med sit Ildkar! 18 Og de toge hver sit Ildkar og lagde Ild i dem og lagde Røgelse på dem, og de stode for Forsamlingens Pauluns Dør, ligeledes Mose og Aron. 19 Og Kora samlede den ganske Menighed imod dem til Forsamlingens Pauluns Dør; men Herrens Herlighed viste sig for den ganske Menighed.
20 Og Herren talede til Mose og til Aron og sagde: 21 Skiller eder midt ud af denne Menighed, så vil jeg gøre Ende på dem, i et Øjeblik. 22 Men de faldt ned på deres Ansigter og sagde: Gud, alt Køds Ånders Gud! om den ene Mand synder, vil du derfor blive vred på al Menigheden? 23 Og Herren talede til Mose og sagde: 24 Tal til Menigheden og sig: Går bort trindt omkring fra Kora, Dathans og Abirams Bolig. 25 Og Mose stod op og gik til Dathan og Abiram, og de Ældste af Israel gik efter ham. 26 Og han talede til Menigheden og sagde: Kære, viger bort fra disse ugudelige Mænds Telte, og rører ikke ved noget af det, som hører, dem til, at I ikke skulle omkomme i alle deres Synder. 27 Og; de gik bort fra Koras, Dathans og Abirams Bolig trindt omkring; men Dathan og Abiram vare gangne ud og stode i deres Teltes Dør, og deres Hustruer og deres Sønner og deres små Børn. 28 Og Mose sagde: Derpå skulle I kende, at Herren har sendt mig at gøre alle disse Gerninger, og at de ikke ere af mit eget Hjerte: 29 Dersom disse dø, som alle Mennesker dø, eller hjemsøges, som alle Mennesker hjemsøges, da har Herren ikke sendt mig; 30 men dersom Herren skaber noget nyt, at Jorden oplader sin Mund og opsluger dem og alt det, de have, så at de fare levende ned i Helvede, da skulle I kende, at disse Mænd have opirret Herren. 31 Og det skete, der han havde fuldendt at tale alle disse Ord, da revnede Jorden, som var under dem, 32 og Jorden åbnede sin Mund og opslugte dem og deres Huse og hvert Menneske, som hørte Kora til, og alt Godset. 33 Og de og alt det, de havde, fore levende ned i Helvede; og Jorden skjulte dem, og de omkom midt i Menigheden. 34 Og al Israel, som var trindt omkring dem, flyede ved deres Skrig; thi de sagde: Blot Jorden ikke opsluger os! 35 Og en Ild for ud fra Herren og fortærede de to Hundrede og halvtredsindstyve Mænd, som ofrede Røgelse.
36 Og Herren talede til Mose og, sagde: 37 Sig til Eleasar, Præsten Arons Søn, at han skal tage Ildkarrene ud af Branden og sprede Ilden langt bort; thi de ere helligede, 38 deres Ildkar, som syndede imod deres Liv, og man skal slå dem i brede Plader at beslå Alteret med; thi de bare dem frem for Herrens Ansigt, og de ere helligede; og de skulle være Israels Børn til et Tegn. 39 Så tog Eleasar, Præsten, de Ildkar af Kobber, som de opbrændte havde ofret med, og slog dem ud til Plader til at beslå Alteret med, 40 Israels Børn til en Ihukommelse, på det at ingen fremmed Mand, som ikke er af Arons Sæd, skal nærme sig for at gøre Offer af Røgelse for Herrens Ansigt; og at det ikke skal gå ham som Kora og som hans Selskab, som Herren havde sagt ham ved Mose. 41 Men den anden Dag knurrede al Israels Børns Menighed mod Mose og mod Aron og sagde: I have slaget Herrens Folk ihjel. 42 Og det skete, der Menigheden samledes mod Mose og mod Aron, da vendte disse sig til Forsamlingens Paulun, og se, Skyen skjulte det; og Herrens Herlighed lod sig se. 43 Og Mose og Aron kom frem foran Forsamlingens Paulun. 44 Og Herren talede til Mose og sagde: 45 Forføjer eder midt ud af denne Menighed, så vil jeg gøre Ende på dem i et Øjeblik; og de faldt ned på deres Ansigter. 46 Og Mose sagde til Aron: Tag Ildkarret og læg Ild fra Alteret og læg Røgelse derpaa, og gak hasteligen hen til Menigheden og gør Forligelse for dem; thi en Vrede er udgangen fra Herrens Ansigt, Plagen er begyndt. 47 Og Aron tog det, Iigesom Mose havde sagt, og løb hen midt i Forsamlingen, og se, Plagen var begyndt iblandt Folket; så kom han Røgelse derpå og gjorde Forligelse for Folket. 48 Og han stod imellem de døde og imellem de levende, og Plagen hørte op. 49 Men de, som døde i Plagen, vare fjorten Tusinde og syv Hundrede foruden dem, som døde for Koras Handels Skyld. 50 Og Aron kom til Mose igen for Forsamlingens Pauluns Dør, og Plagen var hørt op.

17 Kapitel - 4.Mos.17
Og Herren talede til Mose og sagde: 2 Tal til Israels Børn og tag af dem een Kæp for hvert Fædrenehus, af alle deres Fyrster for deres Fædrenehuse, tolv Kæppe; du skal skrive hvers Navn på hans Kæp. 3 Og du skal skrive Arons Navn på Levi Kæp; thi der skal være een Kæp for hver Øverste over deres Fædrenehuse. 4 Og du skal lægge dem i Forsamlingens Paulun lige for Vidnesbyrdet, hvor jeg vil komme sammen med eder. 5 Og det skal ske, den Mand, jeg udvælger, hans Kæp skal blomstre; at jeg kan stille Israels Børns Knur imod mig, hvormed de knurre imod eder. 6 Og Mose talede til Israels Børn, og alle deres Fyrster gave ham for enhver Fyrste een Kæp, efter deres Fædrenehuse, tolv Kæppe; og Arons Kæp var midt iblandt deres Kæppe. 7 Og Mose lagde Kæppene for Herrens Ansigt i Vidnesbyrdets Paulun. 8 Og det skete den anden Dag, da kom Mose til Vidnesbyrdets Paulun, og se, Arons Kæp for Levi Hus havde blomstret, ja, den havde både skudt Knopper og fremført Blomster og båret modne Mandler. 9 Og Mose bar alle Kæppene ud fra Herrens Ansigt til alle Israels Børn, og de så dem, og de toge hver sin Kæp.
10 Og Herren sagde til Mose: Bær Arons Kæp ind igen lige for Vidnesbyrdet, i Forvaring, til et Tegn imod de genstridige Børn; og du skal gøre en Ende på deres Knur imod mig, at de ikke skulle dø. 11 Og Mose gjorde det, ligesom Herren befalede ham, således gjorde han.
12 Og Israels Børn sagde til Mose, sigende: Se, vi må opgive Ånden, vi omkomme, vi omkomme alle sammen! 13 Enhver som kommer nær den som kommer nær til Herrens Tabernakel, han må dø; mon det da skulde være forbi med os, og vi skulde opgive Ånden?

18 Kapitel - 4.Mos.18
Og Herren sagde til Aron: Du og dine Sønner og din Faders Hus med dig, I skulle bære Skylden for, hvad der forses mod Helligdommen; og du og dine Sønner med dig, I skulle bære Skylden for, hvad I forse eder imod eders Præstedømme. 2 Og før også dine Brødre, Levi Stamme, din Faders Stamme, frem tillige med dig, og de skulle slutte sig til dig og tjene dig; men du og dine Sønner med dig, I skulle være foran Vidnesbyrdets Paulun. 3 Og de skulle tage Vare på, hvad du vil have varetaget, og på hvad der ved det ganske Paulun er at varetage; dog skulle de ikke nærme sig Helligdommens Redskaber eller Alteret, at ikke både de og I skulle dø. 4 Men de skulle slutte sig til dig og tage Vare på, hvad der ved Forsamlingéns Paulun er at varetage i al Paulunets Tjeneste; men en uvedkommende skal ikke holde sig nær til eder. 5 Så tager Vare på, hvad der er at varetage ved Helligdommen, og på hvad der er at varetage ved Alteret, at der ikke ydermere skal komme en Vrede over Israels Børn. 6 Og jeg, se, jeg har taget eders Brødre, Leviterne, midt ud af Israels Børn; de ere givne eder som en Gave for Herren, til at besørge Forsamlingens Pauluns Tjeneste. 7 Men du, og dine Sønner med dig, skulle tage Vare på eders, Præstedømme, i al den Gerning, som hører til Alteret og inden for Forhænget, og I skulle tjene der; jeg giver eder eders Præstedømme som Tjeneste, der er en Gave; men den uvedkommende, som nærmer sig, skal dødes.
8 Og Herren talede til Aron: Jeg, se, jeg har givet dig Varetægten over mine Offergaver; alle de Ting. som Israels Børn hellige, har jeg givet dig for din Salvelses Skyld og dine Børn til en evig Rettighed. 9 Dette skal høre dig til af det højhellige, af Ildofrene: Alle deres Ofre af alle deres Madofre og af alle deres Syndofre og af alle deres Skyldofre, som de skulle betale mig, det skal være dig og dine Sønner højhelligt. 10 På et højhelligt Sted skal du æde det; alt Mandkøn skal æde deraf; det skal være dig en Hellighed. 11Og dette hører dig til: Deres Offergave af alle Israels Børns Rørelsesofre; dig har jeg givet dem og dine Sønner og dine Døtre med dig til en evig Rettighed; hver som er ren i dit Hus, må æde det. 12 Alt det bedste af Olie og alt det bedste af ny Vin og Korn, deres Førstegrøde, som de skulle give Herren, det har jeg givet dig. 13 Førstegrøden af alt det, som er i deres Land, som de skulle føre frem for Herren, skal høre dig til; hver som er ren i dit Hus, skal æde deraf. 14 Alt det, som er lyst i Band i Israel, skal høre dig til. 15 Alt det, som åbner Moders Liv, af alt Kød, som de skulle bringe frem for Herren, af Mennesker eller af Dyr, det skal være dit; dog skal du løse de førstefødte af Menneskene og løse det førstefødte af urene Dyr. 16 Og det, som skal løses deraf, det skal du løse, fra det er en Måned gammelt, efter din Vurdering for fem Sekel Sølv efter Helligdommens Sekel: Den er tyve Gera.17 Men det førstefødte af Øksne eller det førstefødte af Får eller det førstefødte af Geder skal du ikke løse, de ere hellige; deres Blod skal du stænke på Alteret, og du skal gøre et Røgoffer af deres Fedt, et Ildoffer til en behagelig Lugt for Herren. 18 Og deres Kød skal høre dig til; ligesom Rørelsens Bryst og som den højre Bov skal det høre dig til. 19 Alle Gaver af de hellige Ting, som Israels Børn skulle bringe Herren, har jeg givet dig og dine Sønner og dine Døtre med dig til en evig Rettighed; det skal være en evig *Saltpagt for Herrens Ansigt, for dig og for din Sæd med dig. 20 Og Herren sagde til Aron: Du skal ikke arve i deres Land, og du skal ikke have Del midt iblandt dem; jeg er din Del og din Arv midt iblandt Israels Børn.
21 Men se, jeg har givet Levi Børn al Tienden i Israel til en Arv, for deres Tjeneste, som de besørge, nemlig Tjenesten ved Forsamlingens Paulun. 22 Og Israels Børn må ikke ydermere nærme sig Forsamlingens Paulun, at de ikke skulle pådrage sig Synd og dø. 23 Men Leviten, han skal besørge Tjenesten ved Forsamlingens Paulun, og de skulle bære Skyld for, hvad de forse sig; dette skal være en evig Skik hos eders Efterkommere, og de skulle intet Arvegods arve midt iblandt Israels Børn. 24 Thi Israels Børns Tiende, som de skulle yde Herren til en Gave, har jeg givet Leviterne til Arv; derfor har jeg sagt til dem, at de skulle intet Arvegods arve midt iblandt Israels Børn.
25 Og Herren talede til Mose og sagde: 26 Og til Leviterne skal du tale og sige til dem: Når I tage den Tiende af Israels Børn, som jeg har givet eder af dem til eders Arv, da skulle I yde Herren en Gave deraf, nemlig den tiende Del af Tienden. 27 Og Gaven, der er ydet eder, skal regnes eder ligesom Kornet af Loen og ligesom Fylden af Persen. 28 Således skulle også I yde en Gave til Herren af alle eders Tiender, som I skulle tage af Israels Børn, og I skulle give Aron, Præsten, Gaven til Herren deraf 29 Af alle Gaver til eder skulle I yde den hele Gave til Herren, af alt det bedste deraf, den ham helligede Del deraf. 30 Og du skal sige til dem: Når I yde det bedste deraf, da skal det regnes Leviterne ligesom en Indkomst af Loen og ligesom en Indkomst af Persen. 31 Og I må æde det på alle Steder, I og eders Hus; thi det er eders Løn for eders Tjeneste ved Forsamlingens Paulun. 32 Så skulle I ikke pådrage eder Synd for den Sags Skyld, når I yde det bedste deraf; og I skulle ikke vanhellige Israels Børns hellige Ting, at I ikke skulle dø.

19 Kapitel - 4.Mos.19
Og Herren talede til Mose og til Aron og sagde: 2 Dette skal være Lovens Skik, som Herren har budet og sagt: Sig til Israels Børn, at de skulle tage til dig en rød Kvie, uden Lyde, på hvilken ingen Men er, og på hvilken der ikke er kommet Åg. 3 Og I skulle give den til Eleasar, Præsten, og han skal føre den hen uden for Lejren, og man skal slagte den for hans Ansigt. 4 Og Eleasar, Præsten, skal tage af dens Blod på sin Finger, og han skal stænke af dens Blod hen imod Forsiden af Forsamlingens Paulun syv Gange. 5 Og man skal opbrænde Kvien for hans Øjne, dens Hud og dens Kød og dens Blod skal man opbrænde tillige med dens Møg 6 Og Præsten skal tage Cedertræ og Isop og Skarlagen, og han skal kaste det midt på Kviens Bål. 7 Og Præsten skal to sine Klæder og bade sit Legeme i Vand, og derefter skal han komme i Lejren; og Præsten skal være uren indtil Aftenen 8 Og den, som opbrændte den, skal to sine Klæder i Vand og bade sit Legeme i Vand og være uren indtil Aftenen. 9 Og en Mand, som er ren, skal sanke Asken af Kvien og lægge den uden for Lejren på et rent Sted, og den skal være i Forvaring til Israels Børns Menighed, til Renselsesvand, det er Syndoffer. 10 Og den, som har sanket Asken af Kvien, skal to sine Klæder og være uren indtil Aftenen. Og dette skal være for Israels Børn og for den fremmede, som opholder sig midt iblandt eder, til en evig Skik.
11 Hvo som rører ved en død, ved noget Menneskes Lig, han skal være uren i syv Dage. 12 Han skal dermed rense sig fra Synden på den tredie Dag og på den syvende Dag, så bliver han ren; og renser han sig ikke fra Synden på den tredje Dag og på den syvende Dag, så bliver han ikke ren. 13 Enhver som rører ved en død, ved et dødt Menneskes Lig, og ikke vil rense sig fra Synden, han gør Herrens Tabernakel urent, og den Sjæl skal udryddes af Israel, fordi Renselsesvand ikke blev stænket på ham; han skal være uren, hans Urenhed er fremdeles på ham. 14 Dette er Loven, når et Menneske dør i Teltet, hver den, som kommer ind i Teltet, og alt det, som er i Teltet, skal være urent i syv Dage;15 og hvert åbent Kar, som der ikke er bundet et Stykke Klæde over, det er urent. 16 Og hver som rører ved nogen på Marken, der er ihjelslaget med Sværd, eller ved en død eller ved et Menneskes Ben eller ved en Grav, den skal være uren i syv Dage. 17 Så skulle de tage for den urene af det brændte Syndoffers Aske, og man skal komme rindende Vand derpå i et Kar. 18 Og en Mand, som er ren, skal tage Isop og dyppe i Vandet, og stænke over Teltet og over alle Karrene og over Personerne, som have været der, og over den, som har rørt ved et Ben eller ved en ihjelslagen eller ved en død eller ved en Grav. 19 Og den rene skal stænke på den urene på den tredje Dag og på den syvende Dag og rense ham fra Synden på den syvende Dag, og han skal to sine Klæder og bade sig i Vand, så bliver han ren om Aftenen.
20 Og den som bliver uren og ikke vil rense sig fra Synden, den Sjæl skal udryddes af Forsamlingen; thi han har gjort Herrens Helligdom uren, Renselsens Vand blev ikke stænket på ham, han er uren. 21 Og det skal være dem til en evig Skik; og den, som stænker Renselsesvandet, skal to sine Klæder, og den, som rører ved Renselsesvandet, skal være uren indtil Aftenen.. 22 Og alt det, den urene rører ved, skal være urent, og den Person, som rører ved ham, skal være uren indtil Aftenen.

20 Kapitel - 4.Mos.20
Og Israels Børn, den ganske Menighed, kom i den Ørk Zin, i den første Måned*, og Folket blev i Kades; og Maria døde der og blev begraven der. 2 Og Menigheden havde intet Vand; da forsamledes de, mod Mose og mod Aron. 3 Og Folket kivedes med Mose, og de sagde: Gid vi dog havde opgivet Ånden, dengang vore Brødre opgave Ånden for Herrens Ansigt. 4 Og hvorfor førte I Herrens Menighed ind i denne Ørk, at vi skulle dø der, vi og vore Dyr? 5 Og hvorfor førte I os op af Ægypten for at bringe os til dette slemme Sted, som ikke er et Sted til Sæd og Figen og Vin og Granatæble, og hvor der ikke er Vand at drikke? 6 Og Mose og Aron kom fra Menighedens Ansigt til Forsamlingens Pauluns Dør og faldt. ned på deres Ansigter; og Herrens Herlighed viste sig for dem.
7 Og Herren talede til Mose og sagde: 8 Tag Staven, og saml Menigheden, du og Aron, din Broder, og I skulle tale til Klippen for deres Øjne, saa, skal den give Vand af sig; og du skal lade Vand af Klippen komme ud til dem og give Menigheden og deres Dyr at drikke. 9 Da tog Mose Staven bort fra Herrens Ansigt, som han havde befale ham. 10 Og Mose og Aron samled Menigheden lige for Klippen; og han sagde til dem: Hører dog, I genstridige! monne vi kunne lade Vand komme ud til eder af denne Klippe? 11 Og Mose opløftede sin Hånd og slog Klippen med sin Stav to Gange; da udgik meget Vand, så Menigheden drak og deres Dyr. 12 Og Herren sagde til Mose til Aron: Fordi I ikke troede paa mig, til at helliggøre mig for Israls Børns Øjne, derfor skulle I ikke føre denne Menighed ind i det Land, som jeg har givet dem. 13 Dette er Kiv vandet, hvor Israels Børn kivedes med Herren; og han helliggjorde på dem.
14 Og Mose sendte Bud fra Kades til Edoms Konge, sålunde: Så siger din Broder Israel: Du ved: den Moje, som os er vederfaren, 15 at vore Fædre droge ned til Ægypten. og vi boede lang Tid i Ægypten, og Ægypterne handlede ilde med os med vore Fædre. 16 Og vi råbte til Herren, og han hørte vor Røst og sendte en Engel og udførte os af Ægypten, og se, vi ere i Kades, Staden ved det yderste af dit Landemærke. 17 Kære, lad os gå igennem dit Land, vi ville hverken gå igennem Ager eller Vingård og ej drikke Vand af nogen Brønd, vi ville gå ad Kongevejen, vi ville hverken bøje til den højre eller til den venstre Side, indtil vi ere komne igennem dit Landemærke. 18 Og Edom sagde til ham: Du må ikke gå igennem mit Land, at jeg ikke skal drage ud mod dig med Sværd. 19 Og Israels, Børn sagde til ham: Vi ville gå op, ad den alfare Vej, og dersom vi drikke af Vandet hos dig, jeg og mit Kvæg, da vil jeg give Betaling derfor; jeg vil slet intet gøre uden at gå igennem til Fods. 20 Men han sagde: Du må ikke gå igennem; og Edom drog ud imod ham med et svart Folk og en stærk Hånd. 21 Så vægrede Edom sig ved at tillade Israel at gå igennem sit Landemærke; og Israel bøjede af Vejen for ham.
22 Og de rejste fra Kades; og Israels Børn, al Menigheden kom til det Bjerg Hor. 23 Og Herren talede til Mose og til Aron ved det Bjerg Hor, ved Edoms Landemærke, og sagde: 24 Aron skal samles til sit Folk, thi han skal ikke komme ind i det Land, som jeg har givet Israels Børn, fordi I vare genstridige mod min Mund ved Meribas Vand. 25 Tag Aron og Eleasar, hans Søn, og før dem op på det Bjerg Hor. 26 Og før Aron af sine Klæder, og før Eleasar, hans Søn, i dem; og Aron skal samles til sit Folk og dø der. 27 Da gjorde Mose, som Herren havde befalet; og de gik op på det Bjerg Hor for den ganske Menigheds Øjne. 28 Og Mose førte Aron af sine Klæder og førte Eleasar, hans Ssn, i dem; så døde Aron der oven på Bjerget; men Mose og Eleasar gik ned ad Bjerget. 29 Og der al Menigheden så, at Aron havde opgivet Ånden, da begræd de Aron i tredive Dage, hele Israels Hus.

21 Kapitel - 4.Mos.21
Der Kananiten, Arads Konge, som boede i Sydlandet, hørte, at Israel kom ind ad Spejdernes Vej, da stred han imod Israel og førte nogle af dem bort i Fangenskab. 2 Da lovede Israel Herren et Løfte og sagde: Dersom du giver dette Folk i min Hånd, da vil jeg lyse deres Stæder i Band. 3 Og Herren hørte Israels Røst og overgav Kananiterne, og man bandlyste dem og deres Stæder og kaldte det Steds Navn Horma.
4 Så rejste de fra det Bjerg Hor på Vejen til det røde Hav, for at drage omkring Edoms Land; og Folkets Sjæl blev utålmodig på Vejen. 5 Og Folket talede imod Gud og imod Mose: Hvorfor førte I os op af Ægypten for at dø i Ørken? thi her er hverken Brød eller Vand, og vor Sjæl kedes ved denne ringe, Mad. 6 Da sendte Herren giftige Slanger iblandt Folket, og de bed Folket, og der døde meget Folk af Israel. 7 Da kom Folket til Mose, og de sagde: vi have syndet, thi vi have talet imod Herren og imod dig, bed til Herren, at han vil tage de Slanger fra os; og Mose bad for Folket. 8 Da sagde Herren til Mose: Gør dig en Slange, og sæt den på en Stang; og det skal ske, at hver som er bidt og ser den, han skal leve. 9 Da gjorde Mose en Kobberslange og satte den på en Stang; og det skete, når en Slange havde bidt nogen, og han så til den Kobberslange, da blev han i Live. 10 Og Israels Børn rejste derfra, og de lejrede sig i Oboth. 11 Og de rejste fra Oboth, og de lejrede sig ved Abirams Høje i Ørken, som er lige foran Moab, mod Solens Opgang. 12 Derfra rejste de og lejrede sig ved den Bæk Sered. 13 Derfra rejste de og; lejrede sig på denne Side Arnon, som er i Ørken, og som går ud fra Amoriternes Landemærke; thi Arnon var Moabs Landemærke imellem Moab og imellem Amoriterne.14 Derfor siges i Herrens Strids bog: "Vaheb i Sufa og Arnons Bække, 15 og Bækkenes Løb, som strækker sig til Ars Bolig og støder på Moabs Landemærke. 16 Og derfra rejste de til Beer, det er den Brønd, som Herren talede om til Mose: Saml Folket, og jeg vil give dem Vand. 17 Da sang Israel denne Sang: Stig, Brønd! sjunger om den. 18 Brønd, som er graven af Fyrsterne, kastet af de ædle iblandt Folket, med Fyrstespir, med deres Herskerstave! Og fra den Ørk rejste de til Matthana, 19 og fra Matthana til Nahaliel, og fra Nahaliel til Bamoth, 20 og fra Bamoth til den Dal som er på Moabs Mark, mod Toppen af Pisga, der skuer ud over Ørken.
21 Israel sendte Bud hen til Sihon, Amoriternes Konge, og lod sige: 22 Lad mig gå igennem dit Land, vi ville ikke bøje ind på Ager eller på Vingård, vi ville ikke drikke Vand af nogen Brønd, vi ville drage ad Kongevejen, indtil vi ere komne igennem dit Landemærke. 23 Og Sihon vilde ikke tilstede Israel at gå igennem sit Landemærke; men Sihon samlede alt sit Folk og drog ud mod Israel i Ørken og kom til Jaza; og han stred imod Israel. 24 Men Israel slog ham med skarpe Sværd og indtog hans Land til Ejendom, fra Arnon indtil Jabok, indtil Ammons Børn; men Ammons Børns Landemærke var fast. 25 Så indtog Israel alle disse Stæder, og Israel tog Bolig i alle Amoriternes Stæder, i Hesbon, og alle dens tilliggende Byer. 26 Thi Hesbon var Sihons, Amoriternes Konges, Stad; og han havde stridt mod Moabiternes forrige Konge og taget alt hans Land fra ham indtil Arnon. 27 Derfor sige de, som tale Ordsprog: Kommer til Hesbon! ' Sihons Stad skal bygges og grundfæstes. 28 Thi der er udgangen en Ild af Hesbon, en Lue af Sihons Stad, den har fortæret Ar i Moab, Herrerne over Arnons Høje. 29 Ve dig, Moab! du, Kamos Folk, er fortabt! han har givet sine Sønner som Flygtninge og sine Døtre som Fanger til Sihon, Amoriternes Konge. 30 Og vi have nedskudt dem; Hesbon er tabt indtil Dibon; og vi have lagt dem øde indtil Nofa, som naar indtil Medba. 31 Så tog Israel Bolig i Amoriternes Land. 32 Og Moses, sendte ud at bespejde Jaeser, og indtoge dens tilliggende Byer; han fordrev Amoriterne, som var der.
33 Og de vendte sig og droge ad Vejen til Basan; da drog Og Kongen af Basan, ud imod dem han og alt hans Folk til Strid, til Edrei. 34 Og Herren sagde til Mose: Frygt ikke for ham; thi jeg har givet ham i din Hånd, og alt hans Folk og hans Land; og du skal gøre ved ham, ligesom du gjorde ved Sihon, Amoriternes Konge, som boede i Hesbon. 35 Og de sloge ham og hans Sønner og alt hans Folk, så at man ikke lod nogen blive tilovers for ham, og de indtog hans Land til Ejendom.

22 Kapitel - 4.Mos.22
Og Israels Børn rejste derfra; og de lejrede sig på Moabiternes slette Marker; paa hin Side Jordanen mod Jeriko. 2 Og Balak, Zippors Søn, så alt det, som Israel havde gjort Amoriterne. 3 Og Moabiterne frygtede saa for Folket, fordi det var talrigt; og Moabiterne gruede for Israels Børn. 4 Da sagde Moab til Midtianiternes Ældste: Nu skal denne Flok opslikke alt rundt omkring os, ligesom Oksen opslikker grønne Urter på Marken; men Balak, Zippors Søn, var Moabiternes Konge på den Tid. 5 Og han sendte Bud til Bileam, Beors Søn, til Pethor, som er ved Floden, til hans Folks Børns Land, for at kalde ham, sigende: Se, et Folk er udgået af Ægypten, se, det skjuler Jordens Kreds, og det ligger tværs over for mig. 6 Og nu, kære, gak hid, forband mig dette Folk, thi det er mig for mægtigt, måske jeg kunde slå det og uddrive det af Landet; thi jeg ved, at hvem du velsigner, er velsignet, og hvem du forbander, skal være forbandet 7 Og de Ældste af Moabiterne gik hen med de: Ældste af Midianiterne, og Spåmandsløn var i deres Hånd, og de kom til Bileam, og de talede Balaks Ord til ham. 8 Og han sagde til dem: Bliver her i denne Nat, så vil jeg give eder Svar, ligesom Herren vil tale til mig; så bleve Moabiternes Fyrster hos Bileam. 9 Og Gud kom til Bileam og sagde: Hvo ere Mænd, som ere hos dig? 10 Og Bileam sagde til Gud: Balak, Zippor Søn, Moabiternes Konge, har sendt til mig, sigende: 11 Se her det Folk, som er udgaaet af Ægypten og skjuler Jordens Kreds! gak nu hid, forband mig det, måske jeg; kunde stride imod det og uddrive det. 12 Og Gud sagde til Bileam: Du skal ikke gå med dem, du skal ikke, forbande Folket; thi det er velsignet. 13 Da stod Bileam op om Morgenen og sagde til Balaks Fyrster: Gaar til eders Land; thi Herren vægrer sig ved at tillade mig at gaa med eder. 14 Saa gjorde Moabiternes Fyrster sig rede og kom til Balak, og de sagde: Bileam væg rede sig; ved at gå med os.
15 Da blev Balak endnu ved at sende flere og herligere Fyrster end disse. 16 Og de kom til Bileam, og de sagde til ham: Så siger Balak, Zippors Søn: Kære, lad dig ikke forhindre fra at gå til mig. 17 Thi jeg vil ære dig; såre, og alt det, du siger til mig, vil jeg gøre; men gak hid, kære, forband mig dette Folk! 18 Og Bileam svarede og sagde til Balaks Tj enere: Dersom Balak vilde give mig sit Hus, fuldt af Sølv og Guld, kunde jeg dog ikke overtræde Herren min Guds Ord ved at gøre lidet eller stort. 19 Men bliver dog nu her, også I, i denne Nat, så vil jeg fornemme, hvad Herren vil ydermere tale med mig. 20 Da kom Gud til Bileam om Natten og sagde til ham: Dersom de Mænd ere komne for at kalde dig, da stå op, gak med dem; men dog, det Ord, som jeg vil tale til dig, det skal du gøre. 21 Da stod Bileam op om Morgenen og sadlede sin Aseninde og drog med Moabiternes Fyrster
. 22 Men Guds Vrede optændtes, fordi han drog med, og Herren Engel stillede sig i Vejen for at stå ham imod; men han red på sin Aseninde, og hans tvende Drenge vare med ham. 23 Og Aseninden så Herrens Engel stå i Veien med et draget Sværd i sin Hånd, og Aseninden veg af Vejen og gik ud på Marken; men Bileam slog Aseninden for at bøje den ind på Vejen. 24 Da stod Herrens Engel i en Hulvej imellem Vingårdene, hvor der var Stengærde på begge Sider. 25 Og, der Aseninden så Herrens Engel, da trykkede hun sig til Væggen og trykkede Bileams Fod til Væggen; og han slog hende end mere. 26 Men Herrens Engel blev ved at gå frem og stod på et snævert Sted, hvor der ingen Vej var til at vige til højre eller venstre Side. 27 Og Aseninden så Herrens Engel, og hun lagde sig ned under Bileam; da optændtes Bileams Vrede, og han slog Aseninden med Kæppen. 28 Da åbnede Herren Asenindens Mund, og hun sagde til Bileam: Hvad har jeg gjort dig, at du har slaget mig nu tre Gange. 29 Og Bileam sagde til Aseninden: Fordi du har drillet mig, gid jeg havde et Sværd i min Hånd, da vilde jeg nu slå dig ihjel. 30 Da sagde Aseninden til Bileam: Er jeg ikke din Aseninde, som du har redet på al din Tid, indtil denne Dag? plejede jeg nogensinde at gøre således imod dig? og han sagde: Nej. 31 Da oplod Herren Bileams Øjne, at han så Herrens Engel stående i Vejen med det dragne Sværd i sin Hånd; og han bøjede sig og faldt ned på sit Ansigt. 32 Og Herrens Engel sagde til ham: Hvorfor har du slaget din Aseninde nu tre Gange? se, jeg er udgangen at stå dig imod; thi for mine Øjne fører denne Vej til Fordærvelse. 33 Og Aseninden så mig og veg nu tre Gange af Vejen: for mit Ansigt, ellers, dersom hun ikke var vegen af Vejen for mit Ansigt, da vilde jeg nu endogså have slået dig ihjel og ladet hende leve. 34 Da sagde Bileam til Herrens Engel: Jeg har syndet, thi jeg vidste ikke, at du stod lige imod mig på Vejen; og nu, dersom det er ondt for dine Øjne, vil jeg vende tilbage igen. 35 Og Herrens Engel sagde til Bileam: Drag med Mændene, men kun det Ord, som jeg taler til dig, det skal du tale; så drog Bileam med Balaks Fyrster.
36 Og Balak hørte, at Bileam kom, og han drog ud ham i Møde til en Stad i Moab, som var ved Landemærket Arnon, som er ved det yderste Landemærke. 37 Og Balak sagde til Bileam: Sendte jeg ikke Bud til dig at lade dig kalde? hvi drog du ikke til mig mon jeg virkelig ikke skulde kunne ære dig? 38 Og Bileam sagde til Balak: Se, jeg er nu kommen til dig; mon jeg formår at tale noget? det Ord, som Gud vil lægge i min Mund, det vil jeg tale. 39 Så for Bileam med Balak, og de kom til Kirjath- Husoth. 40 Og Balak ofrede stort Kvæg og småt Kvæg og sendte deraf til Bileam og til de Fyrster om vare hos ham. 41 Og det skete om Morgenen, da tog Balak Bileam og førte ham op på Båls Høje og han så derfra det yderste af Folket.

23 Kapitel - 4.Mos.23
Og Bileam sagde til Balak: Byg mig her syv Altere, og bered mig her syv Okser og syv Vædre. 2 Og Balak gjorde, som Bileam sagde; og Balak og Bileam ofrede en Okse og en Væder på hvert Alter. 3 Og Bileam sagde til Balak: Stil dig ved dit Brændoffer, og jeg vil gå hen, måske Herren møder mig, og det Ord, som han lader mig skue, vi1 jeg give dig til Kende; og han gik op paa et højt Sted. 4 og Gud mødte Bileam, og denne sagde til ham: Jeg har oprejst syv Altere og ofret en Okse og en Væder på hvert Alter. 5 Da lagde Herren Ord i Bileams Mund og sagde: Vend tilbage til Balak, og således skal du tale. 6 Og han vendte tilbage til ham, og se, har stod ved sit Brændoffer, han og alle Moabiternes Fyrster. 7 Da tog har til sit Sprog og sagde: Fra Syrien har Balak, Moabiternes Konge, ladet mig hente, fra Bjergene mod Østen Gak hid, forband mig Jakob, og gak hid, øs Vrede på Israel! 8 Hvor ledes skal jeg forbande, da Gud ikke forbander ham? hvorledes skal jeg vredes, da Herren ikke vredes 9 'Thi fra Klippernes Top ser jeg; ham, og fra Højene skuer jeg ham, se det Folk skal bo alene og skal ikke regne sig til Hedningerne 10 Hvo har talt Jakobs Støv og Tallet på den fjerde Part af Israel? Min Sjæl dø de oprigtiges Død, og mit Endeligt vorde som hans! 11 Da sagde Balak til Bileam: Hvad gør du imod mig? jeg tog dig hid til at forbande mine Fjender, og se du har velsignet dem. 12 Og. han svarede og sagde: Skal jeg ikke tage Vare på at tale det, som Herren lægger i min Mund
13 Og Balak sagde til ham: Kære kom med mig til et andet Sted, fra hvilket du kan se dem, dog skal ud kun se det yderste af dem, men du skal ikke se dem alle; og forband mig dem derfra. 14 Og han tog ham med sig på Zofims Mark til Pisgas Top og byggede syv Altre og ofrede en Okse og en Væder på hvert Alter. 15 Og han sagde til Balak: Stil dig her ved dit Brændoffer, og jeg vil så søge et Møde. 16 Og Herren mødte Bileam og lagde Ord i hans Mund, og han sagde: Vend tilbage til Balak, og således skal du tale. 17 Og han kom til ham, og se, han stod ved sit Brændoffer og Moabiternes Fyrster hos ham, og Balak sagde til ham: Hvad sagde Herren? 18 Og han tog til sit Sprog og sagde: Stå op, Balak, og hør, bøj dit Øre til mig, Zippors Søn! 19 Gud er ikke et Menneske, at han lyver, ej heller et Menneskes Barn, at han skulde angre; har han sagt det, skulde ikke gøre det? og har han talet, og skulde ikke holde det? 20 Se, at velsigne er mig overdraget; *han velsignede, og jeg kan ikke forandre det. 21 Han skuede ikke Uret i Jakob,og så ikke Jammer i Israel; Herren, hans Gud, er med ham, og Kongejubel hos ham. 22 Gud er den, som førte dem ud af Ægypten, de have megen Styrke som Enhjørningen. 23 Thi der er ingen Spådomskunst i Jakob og ingen Sandsigerkunst i Israel; i sin Tid skal der siges til Jakob og til Israel, hvad Gud har gjort. 24 Se, det Folk skal stå op som en Løvinde og ophøje sig som en Løve; det skal ikke lægge sig, før det æder Rovet og drikker de ihjelslagnes Blod. 25 Da sagde Balak til Bileam: Du skal hverken forbande det, ej heller skal du velsigne det. 26 Og Bileam svarede og sagde til Balak: Har jeg ej talet til dig og sagt: Alt det, som Herren vil tale, det vil jeg gøre?
27 Og Balak sagde til Bileam: Kære, gå med, jeg vil tage dig med hen hen til et andet Sted; maaske det måtte være Ret for Guds Øjne, at du derfra forbander mig det. 28 Og Balak tog Bileam med sig på Peors Top, som skuer ud over Ørken. 29 Og Bileam sagde til Balak: Byg mig her syv Altere, og bered rnig her syv Okser og syv Vædre. 30 Og Balak gjorde, som Bileam sagde, og ofrede en Okse og en Væder paa hvert Alter.

24 Kapitel - 4.Mos.24
Der Bileam så, at det behagede Herren, at han velsignede Israel, da gik han ikke hen, som de andre Gange, at søge Spådomme; men han rettede sit Ansigt mod Ørken. 2 Og Bilam opløftede sine Øjne og saa Israel, som var lejret efter dets Stammer; og Guds Ånd kom over ham. 3 Og han tog til sit Sprog og sagde: Det siger Bileam, Beors Søn, og det siger den Mand hvis, Øje tillukket `, 4 det siger den, som hører Guds Taler, den, som ser den Almægtiges Syn, den, der sank! ned, og hvem Øjnene blev aabnede paa: 5 Hvor skønne er dine Telte, Jakob! og dine Boliger, Israel;6 Ligesom Bække udbrede de sig , som Haverne ved en Flod , som Aloetræer, Herren har plantet, som Cedrene ved Vandet 7 Der skal flyde Vand af hans Spande , og hans Afkom skal være ved de mange Vande, hans Konge skal blive mægtigere end Agag og hans Rige skal ophøjes 8 Gud er den , som førte ham ud af Ægypten, de have megen Styrke, Enhjørningen; han skal fortære Hedningerne, sine Fjender, og bryde deres Ben og saare dem med sine Pile. 9 Han har bøjet sig ,lagt sig som en Løve og som en Løveinde, hvo tør jage ham op? velsignet være de, som dig velsigne, og forbandet være de, som dig forbande, 10 Da optændtes Balaks Vrede mod Bileam, og han slog sine Hænder sammen :og Balak sagde til Bileam Jeg kaldte dig til at forbande mine Fjender, og se, du har velsignet nu tre Gange. 11 Og nu, fly du til dit Sted jeg havde sagt Jeg vil ære dig, men se, Herren har forhindret dig fra den Ære. 12 Og Bileam sagde til Balak: Talede jeg ikke også til dine Bud, som du sendte til mig, og sagde: 13 Dersom Balak vilde give mig sit Hus, fuldt af Sølv og Guld, så kunde jeg ikke overtræde Herrens Ord, til at gøre godt eller ondt efter mit eget Hjerte; det som Herren vil tale, det vil jeg tale. 14 Og nu se, jeg drager til mit Folk; gak hid, jeg vil råde dig, hvad dette Folk skal gøre ved dit Folk i de sidste Dage.
15 Og han tog til sit Sprog og sagde: Det siger Bileam, Beors Søn, det siger den Mand, hvis Øje er tillukket; 16 det siger den, som hører Guds Taler, og som ved den Højestes Vidskab, den, som ser den Almægtiges Syn, den, der sank ned, og hvem Øjnene bleve åbnede på: 17 Jeg ser ham, dog ikke nu, jeg skuer ham, men ikke nær; der opgår en Stjerne af Jakob, og der hæver sig et Spir af Israel, og det knuser Moabs Hjørner og ødelægger alle Seths* Børn. 18 Og Edom skal være hans Ejendom, og Sejr, hans Fjende, skal være hans Ejendom; Israel skal gøre kraftige Gerninger. 19 Af Jakob skal een herske, og de overblevne skal han udrydde af Stæderne. 20 Og der han sa Amalekiterne, da tog han til sit Sprog, og sagde: Amalek er det første af Hedningefolkene; men i hans sidste Tid skal han gå til Grunde 21 Og der han saa Keniterne, da tog han til sit Sprog og sagde: Fast er din Bolig, og bygget på Klippen er din Rede. 22 Thi mon Kain** skal hjemfalde til Undergang, indtil Assur fører dig i Fangenskab? 23 Og han tog til sit Sprog og sagde: Ve! hvo skal blive ved Live, naar Gud beskikker det? 24 Og Skibe fra Kithims Egn skulle komme, og de skulle undertrykke Assur og undertrykke Eber, ja også han skal gå til Grunde. 25 Og Bileam stod op og gik og vendte tilbage til sit Sted; og Balak gik også sin Vej.

25 Kapitel - 4.Mos.25
Og Israel boede i Sittam, og Folket begyndte at bedrive Hor med Moabiternes Døtre. 2 Og de indbøde Folket til deres Guder's Ofre; og Folket åd, og de tilbade deres : Guder. 3 Og Israel lod sig koble til Baal-Peor; da optændtes Herrens Vrede imod Israel. 4 Og Herren sagde til Mose: Hent alle de Øverste for Folket og lad hine ophænge for Herren imod Solen; så skal Herrens brændende Vrede vendes fra Israel 5 Og Mose sagde til Israels; Dommere: Hver ihjelslaa sine Folk, om have ladet sig koble til Bål-Peor. 6 Og se, en Mand af Israels Børn kom og førte en midianitisk Kvinde frem til sine Brødre, for Mose Øjne og for al Israels Børns Menigheds Øjne; og disse græd ved Forsamlingens Pauluns Dør.
7 Og Pinehas, en Søn af Eléasar, der var en Søn af Præsten Aron, saa det og han stod op midt i Menigheden og tog et Spyd i sin Haand. 8 Og han gik ind efter den israelitiske Mand i Horekippen og igennemstak dem begge, nemlig den israelitiske Mand og Kvinden, gennem deres Liv. Da aflod Plagen fra Israels Børn. 9 Og de, som døde i denne Plage, vare fire og tyve Tusinde.
10 Og Herren talede til Mose og sagde: 11 Pinehas. en Søn af Eleasar, der var en Søn af Præsten Aron, har vendt rnin Vrede fra Israels Børn, idet han var nidkær med min Nidkærhed midt iblandt dem, så at jeg ikke har gjort Ende på Israels Børn i rnin Nidkærhed. 12 Derfor sig: Se, jeg gør med ham min Fredspagt. 13 Og han og hans Sæd efter ham skal have et evigt Præstedømmes Pagt, fordi han var nidkær for sin Gud og gjorde Forligelsé for Israels Børn.
14 Men Navnet på den slagne israelitiske Mand, som blev slagen tillige med den midianitiske Kvinde, var Simri, Salu Søn, en Fyrste for et Fædrenehus iblandt Simeoniterne 15, Og Navnet på den slagne midianitiske kvinde var Kosbi, Zurs Datter, han var en Øverste for et Fædrenehuses Folk iblandt Midianiterne.
16 Og Herren talede til Mose og sagde: 17 Træng Midianiterne, og I skulle slå dem; thi de trængte eder med deres Træskhed, idet de handlede træskeligen imod eder i den Sag med Peor og med Kosbi, den midianitiske Fyrstes Datter, deres Søster, som blev slagen på Plagens Dag, for Peors Skyld.

26 Kapitel - 4.Mos.26
Og det skete efter Plagen, at Herren talede til Mose og til Eleasar, Præsten Arons Søn, og sagde: 2Tager Hovedsum på hele Israels Børns Menighed, fra tyve År gamle og derover, efter deres Fædrenehus, på a lle dem i Israel, som kunne uddrage i Strid. 3 Og Mose og Eleasar, Pr æsten, talede med dem på Moabiternes slette Marker, ved Jordanen over for Jeriko, og sagde: 4 Tæller dem fra tyve År gamle og derover, ligesom Herren havde befalet Mose og Israels Børn, dem, som vare uddragne af Ægyptens Land.
5 Ruben var Israels førstefødte; Rubens Børn vare: Af Hanok Hanokiternes Slægt; af Pallu, Palluiternes Slægt; 6 af Hezron Hezróniternes Slægt; af Karmi Karmiternes Slægt. 7 Disse ere Rubeniternes Slægter; og de talte af dem vare tre og fyrretyve Tusinde og syv Hundrede og tredive. 8 Men blandt Pallu Børn var Eliab. 9 Og Eliabs Børn vare Nemuel og Dathan og Abiram det var den Dathan og Abiram, de udnævnte af Menigheden, de, som trættede mod Mose og mod Aron Koras Selskab, der de trættede mod Herren. 10 Og Jorden oplod sin Mund og opslugte dem og Kora, da det Selskab døde, der Ilden fortærede to Hundrede og halvtredsindstyve Mænd, og de bleve til et Tegn. 11 Men Koras Børn døde ikke. 12 Simeons Børn efter deres Slægter vare: Af Nemuel Nemueliternes Slægt; af Jamin Jaminiternes Slægt; 12 af Jakin Jakiniternes Slægt; 13 af Sera Seraiternes Slægt; af Saul Sauliternes Slægt. 14 Disse ere Semeoniternes Slægter, to og tyve Tusinde og to Hundrede 15 Gads Børn efter deres Slægter vare: Af Zifon Zifoniternes Slægt; af Haggi Haggiternes Slægt; af Suni Suntiternes Slægt; 16 af Osni Osnitiernes Slægt 17 af Eri Eriternes Slægt 17; af Arod Aroditernes Slægt; af Areli Areliternes Slægt. 18 Disse ere Gads Børns Slægter efter de talte af dem fyrretyve Tusinde og fem Hundrede 19 Judas Børn vare Er og Onan, Er og Onan døde i Kanåns Land. 20 Og Judas øvrige Børn efter deres slægter vare: Af Sela Selaniternes Slægt; af Perez Pereziternes Slægt af Sera Seraiternes Slægt 21; Perez Pereziternes Slægt: af Hezron Hezoniternes Slægt; af Hamul Hamuliternes Slægt. 22 Disse ere Judas Slægter efter de talte af dem, seks og halvfjerdsindstyve Tusind og fem Hundrede. 23 Isaskars Børn efter deres Slægter vare: Af Thola Tholaiternes Slægt; af Fua Funiternes Slægt; 24 af Jasub Jasubiternes Slægt; af Simron, Simroniternes Slægt. 25 Disse ere Isaskars Slægter efter de talte af dem, fire og tredsindstyve Tusinde og tre Hundrede 26 Sebulons Børn efter deres; Slægter vare: Af Sered Serediternes Slægt; af Elon Eloniternes Slægt af Jaleel Jaleeliternes Slægt. 27 Disse ere Sebuloniternes Slægter efter de talte af dem, tresindstyve Tusinde og fem Hundrede. 28 Josef Børn efter deres Slægter vare Manasse og Efraim. 29 Men Manasse Børn vare: Af Makir Makiriternes Slægt; og Makir avlede Gilead; af Gilead Gileaditernes Slægt. 30 Disse ere Gileads Børn: Af Jeser Jeseriternes Slægt; af Helek Helekiternes Slægt; 31 og af Asriel Asrieliternes Slægt; og af Sekem Sekemiternes Slægt; 32 og af Semida Semidaiternes Slægt; og af Hefer Heferiternes Slægt. 33 Men Zelafehad, Hefers Søn, havde ingen Sønner, men Døtre, og Zelafehads Døtres Navne vare: Mahela og Noa, Hogla, Milka og Thirza. 34 Disse ere Manasse Slægter; og de talte af dem vare to og halvtredsindstyve Tusinde og syv Hundrede. 35 Disse ere Efraims Børn efter deres Slægter: Af Suthela Suthelaiternes Slægt; af Beker Bekeriternes Slægt; af Thaban Thabaniternes Slægt. 36 Disse ere Suthelas Børn: Af Eran Eraniternes Slægt. 37 Disse ere Efraims Børns Slægter efter de talte af dem, to og tredive Tusinde og fem Hundrede; disse ere Josefs Børn efter deres Slægter. 38 Benjamins Børn efter deres Slægter vare: Af Bela Belaiternes Slægt; af Asbel Asbeliternes Slægt; af Ahiram Ahiramiternes Slægt; 39 af Sufam Sufamiternes Slægt; af Hufam Hufamiternes Slægt. 40 Og Belas Børn vare og Nåman; af Ard Arditernes Slægt; af Nåman Nåmiternes Slægt. 41 Disse ere Benjamins Børn efter deres Slægter, og de talte af dem vare fem og fyrretyve Tusinde og seks Hundrede. 42 Disse vare Dans Børn efter deres Slægter; af Suham Suhamiternes Slægt; disse Dans Slægter efter deres Slægter. 43 Alle Suhamiternes Slægter efter de talte af dem vare fire tresindstyve Tusinde og fire Hundrede. 44 Asers Børn efter deres Slægter vare: Af Jimna Jimnaiternes Slægt; af Jisui Jisuiternes Slægt; Beria Beriaiternes Slægt; 45 af Berias Børn: Af Heher Hebeiternes Slægt; af Malkiel Malkieliternes Slægt. 46 Og Asers Datters Navn var Serak. 47 Disse ere Asers Børns Slægter efter de talte af dem, tre og halvtredsindstyve Tusinde og fire Hundrede. 48 Nafthali Børn efter deres Slægter vare: Af Jazeel Jazeeliternes Slægt; af Guni Guniternes Slægt; 49 af Jezer Jezeriternes Slægt; af Sillem Sillemiternes Slægt. 50 Disse ere Nafthali slægter efter deres Slægter, og de talte af dem vare fem og fyrretyve Tusinde og fire Hundrede. 51 Disse ere de talte af Israels Børn: Seks Hundrede Tusinde og et Tusinde, syv Hundrede og tredive.
52. Herren talede til Mose og sagde: 53 Iblandt disse skal Landet deles til Arv efter Navnenes Tal. 54 Den, som har mange, hans Arv skal du gøre stor, og den, som har få, hans Arv skal du gøre liden; hver skal gives hans Arv i Forhold til de talte af ham. 55 Dog skal Landet deles ved Lodkastning; de skulle arve efter deres Fædres Stammers Navn. 56 Som Loddet falder, skal Arven tilfalde enhver, efter som han har mange eller få.
57 Og disse ere de talte af Leviterne efter deres Slægter: Af Gerson Gersoniternes.Slægt; af Kahath Kahathiternes Slægt; af Merari Merariternes Slægt. 58 Disse ere Leviternes Slægter: De Libniters Slægt, de Hebroniters Slægt, de Maheliters Slægt, de Musiters Slægt, de Koraiters Slægt; og Kahath avlede Amram. 59 Og Amrams Hustrus Navn var Jokebed, Levi Datter, hvilken hendes Moder fødte Levi i Ægypten; og hun fødte Aron og Mose og Maria, deres Søster, for Amram. 60 Men for Aron bleve fødte Nadab og Abihu, Eleasar og Ithamar. 61 Og Nadab og Abihu døde, der de førte fremmed Ild ind for Herrens Ansigt. 62 Og de talte af dem vare tre og tyve Tusinde, alt Mandkøn fra Måned gammel og derover; thi de; bleve ikke talte iblandt Israels Børn, thi dem var ikke given Arv iblandt Israels Børn.
63 Disse ere de, som bleve talte;af Mose og Eleaser, Præsten, hvilken talte Israels Børn på Moabiternes slette Marker, ved Jordanen, overfor Jeriko. 64 Og iblandt dem var ikke en Mand af dem, sorn vare talte af Mose og Aron, Præsten, der talte Israels Børn i Sinai Ørk. 65 Thi Herren havde sagt til dem: De skulle visseligen dø i Ørken; og der blev ingen tilovers af dem uden Kaleb, Jofunne Søn, og Josva, Nuns Søn.

27 Kapitel - 4.Mos.27
Og nu fremkomDøtrene af Zelafehad, som var en Søn af Hefer, der var en Søn af Gilead, der var en Søn af Makir, Manasse Søn, af Manasse, Josefs Søns, Slægter; og dette var hans Døtres Navne: Mahela og Noa og Hogla og Milka og Thirza. 2 Og de stode frem for Mose Ansigt og for Eleasrs, Præstens, Ansigt og for Fyrsternes og al Menighedens Ansigt, for Forsamlingens Pauluns Dør, og sagde: 3 Vor Fader er død i Ørken, og han var ikke iblandt det Selskab, som samlede sig imod Herren i Koras Selskab; men han døde i sin Synd, og han havde ikke Sønner. 4 Hvi, skal da vor Faders Navn udelukkes af hans Slægt, fordi han ingen Søn havde? giv os Ejendom midt iblandt vor Faders Brødre! 5 Og Mose fremførte deres. Sag for Herrens Ansigt.
6 Og Herren sagde således til Mose: 7 Zelafehads Døtre tale ret, du skal give dem Ejendom til Arv midt iblandt deres Faders Brødre, og du skal lade deres Faders Arv gå over til dem. 8 Og til Israels; Børn skal du tale og sige: Når en Mand dør og har ingen Søn da skulle I lade hans Arv gå over til hans Datter. 9 Og dersom han ingen Datter har, da skulle I give hans Brødre hans Arv. 10 Og dersom han ingen Brødre har, da skulle I give hans Faders Brødre hans Arv.11 Men dersom hans Fader ingen Brødre har, da skulle I give hans Arv til hans næste Slægt, til den, som er hans nærmeste pårørende af hans Slægt, og denne skal arve den; og det skal være for Israels Børn beskikket Ret, som Herren har befalet Mose.
12 Og Herren sagde til Mose: Gak op på dette Bjerg Abarim og bese Landet, som jeg har givet Israels Børn. 13 og naar du har beset, det da skal også du samles til dit Folk, ligesom Aron din Broder blev samlet, 14 efterdi I vare genstridige imod min Mund i den Ørk Zin, da Menigheden yppede Kiv, der skulde I have helliget mig for deres Øjne ved Vandet; det er Kivevand i Kades, udi den Ørk Zin.
l5 Og Mose talede til Herren og sagde: 16 Vilde dog Herren, som er alt Køds Ånders Gud, beskikke en Mand over Menigheden, 17 som kan gå ud for deres Ansigt, og som kan gaa ind for deres Ansigt, og som kan føre dem ud, og som kan føre dem ind, at Herrens Menighed skal være som Fårene, der ingen Hyrde have. l8 Og Herren sagde til Mose: Tag dig Josva, Nuns Søn en Mand, i hvem Ånden er, og læg din Hånd på ham 19 og stil ham for Eleasars, Præstens Ansigt og for den hele Menigheds Ansigt, og giv ham Befaling for deres Øjne; 20 og læg af din Herlighed på ham, for at hele Israels Børns Menighed må høre ham. 21Og han skal stå for Eleasars, Præstens, Ansigt, og denne skal efter Urims Vis spørge for ham hos Herren; efter dennes Mund skulle de gå. ud, og efter dennes Mund skal de gaa ind, han og alle Israels Børn med ham ja den hele Menighed. 22 Og Mose gjorde, som Herren havde befalet ham; og han tog Josva og, stillede ham for Eleasars, Præstens, Ansigt og for den hele Menigheds Ansigt, 23 og han lagde sine Hænder på ham Og gav ham Befaling, eftersom Herren havde talet ved Mose.

28 Kapitel - 4.Mos.28
Og Herren talede, til Mose og sagde: 2 Byd Israels Børn, og du skal sige til dem: I skulle tage Vare på mit Offer, mit Brød, det er mine Ildofre, til en behagelig Lugt for mig at I ofre mig dem paa deres bestemte Tid. 3 Og du skal sige til dem: Dette er det Ildoffer, som I skulle ofre Herren: To Lam, aargamle, uden Lyde, hver Dag til et ideligt Brændoffer. 4 Det ene Lam skal du lave om Morgenen, og det andet Lam skal du lave imellem de tvende Aftener; 5 og en Tiendepart af en Efa Mél ti1 et Madoffer, blandet med en Fjerdepart af en Hin stødt Olie: 6 Det er et ideligt Brændoffer, som blev indstiftet på Sinai Bjerg til en behagelig Lugt, et Ildoffer for Herren. 7 Og som Drikoffer dertil en Fjerdepart af en Hin til det ene Lam; du skal udøse Drikoffer af stærk Drik på det hellige Sted for Herren. 8 Og det andet Lam skal du tillave imellem de tvende Aftener; som Madofret om Morgenen Og som Drikofret dertil, så skal du lave det, det er et Ildoffer, en behagelig Lugt for Herren.
9 Men om Sabbatsdagen skal du ofre to Lam, årgamle, uden Lyde, Og to Tiendeparter Mel til et Madoffer, blandet med Olie og Drikfoffer dertil. 10 Det er hver Sabbats Brændoffer, foruden det idelige Brændoffer og Drikoffér dertil.
11 Men hver første Dag i eders Måneder skulle I ofre Herren som et Brændeoffer to unge Tyre og een Væder, syv Lam, årgamle, uden Lyde, 12 og tre Tiendeparter Mel til Madoffer, blandet med Olie, til hver Tyr, og to Tiendeparter Mel til Madoffér, blandet med Olie, til den ene Væder, 13 og en Tiendepart Mel til et Madoffer, blandet med Olie, til hvert Lam; det er et Brændoffer, en behagelig Lugt, et Ildoffer for Herren. 14 Og Drikofret til dem skal være en halv Hin til Tyren og en Trediepart af en Hin til Væderen og en Fjerdepart af en Hin Vin til Lammet; dette er Brændofret paa hver Måned efter Månederne i Året. 15 Og der skal laves een Gedebuk til Syndoffer for Herren, foruden det idelige Brændofferog Drikoffer dertil
16 Men i den første Måned, på den fjortende Dag i Måneden, er det Påske for Herren. 17 Og pa den femtende Dag i den samme Månede er Højtid; man skal æde usyrede Brød i syv Dage. 18 Pa den første Dag skal der være en hellig Sammenkaldelse, da skulle I ingen Arbejdsgerning gøre. 19 Og, I skulle ofre et Ildoffer, et Brændoffer for Herren; to unge Tyre og en Væder og syv Lam, årgamle, de skulle være eder' uden Lyde; 20 og deres Madoffer, Mel, blandet med Olie; tre Tiendeparter skulle I lave til hver Tyr, og to Tiendeparter til Væderen; 21 og en Tiendepart skal og du lave til hvert Lam af de syv Lam, 22 dertil een Buk til Syndoffer til at gøre Forligelse for eder. 23 Foruden Brændofret om Morgenen, som er det idelige Brændoffer, skulle I tillave disse Ting. 24 På denne Måde skulle I lave hver Dag af de syv Dage Brød til et Ildoffer, en behagelig Lugt for Herren; det skal laves foruden det idelige Brændoffer, og Drikoffer dertil. 25 Og på syvende Dag skal der være eder en hellig Sammenkaldelse, da skulle I ingen Arbejdsgerning gøre. 26 Og på Førstegrødens Dag, når I ofre det nye Madoffer for Herren på eders Ugers Højtid, skal der være eder en hellig Sammenkaldelse, I skulle ingen Arbejdsgerning gøre. 27 Og I skulle ofre Bændoffer til en behagelig Lugt for Herren: To unge, Tyre, een Væder, syv Lam, aargamle; 28 og deres Madoffer, Mel, blandet med Olie tre Tiendeparter til hver Tyr, og to Tiendeparter til den ene Væder 29 en Tiendepart til, hvert Lam af de syv Lam, 30 een Gedebuk til at gøre Forligelse for eder. 31 Det skulle I gøre foruden det idelige Brændoffer og dets Madoffér, de skulle være eder uden Lyde og Drikoffer dertil.

29 Kapitel - 4.Mos.29
Og i den syvende Måned, på den første Dag i Maaneden, skal der være eder en hellig Sammenkaldelse, I skulle ingen Arbejdsgerning gøre, det skal være eder en Basunklangs Dag. 2 Og I skulle gøre Brændoffer til en behagedig Lugt for Herren: Een ung Tyr, een Væder, syv Lam, årgamle, uden Lyde; 3 og deres Madoffer, Mel, blandet med Olie, tre Tiendeparter til Tyren to Tiendeparter til Væderen 4 og en Tiendepart til hvert Lam af de syv Lam; 5 og een Gedebuk til Syndoffer, til at gøre Forligelse for eder; 6 foruden Måneds Brændofret og dets Madoffer, og det bestandige Brændoffer og dets Madoffer og deres Drikofre, efter deres Vis; til en behagelig Lugt, et Ildoffer for Herren.
7 Og på den tiende Dag i denne syvende Måned skal der være eder en hellig Sammenkaldelse, og I skulle * ydmyge eders Sjæle, I skulle intet Arbejde gøre. 8 Men I skulle ofre Brændoffer for Herren til en behagelig Lugt: En ung Tyr, een Væder, syv Lam, årgamle; uden Lyde skulle de være eder; 9 og deres Madoffer, Mel, blandet. med Olie, tre Tiendeparter til Tyren, to 'I'iendeparter til den ene Væder 10 een Tiendepart til hvert Lam af de syv Lam; 11 een Gedebuk til Syndoffer, foruden Forligelsens Syndoffér og det bestandige Brændoffer og dets Madoffer og deres Drikofre.
12 Og på den femtende Dag i den syvende Maaned skal der være eder en hellig Sammenkaldelse; I; skulle ingen Arbejdsgerning gøre, og I skulle højtideligholde Højtid for Herren i syv Dage. 13 Og I skulle ofre Brændoffer, et Ildoffer til en behagelig Lugt for Herren: Tretten unge Tyre, to Vædre, fjorten Lam, årgamle; de skulle være uden Lyde; 14 og deres Madoffer, Mel, blandet med Olie, tre Tiendeparter til hver Tyr af de tretten Tyre, to Tiendeparter til hver Væder af de to Vædre 15 og een Tiendepart en til hvert Lam af de fjorten Lam; 16 dertil een Gedebuk til Syndoffer, foruden det bestandige Brændoffer, dets Madoffér og dets Drikoffer 17 Og på den anden Dag tolv unge 'I'yre, to Vædre, fjorten Lam, årgamle, uden Lyde, 18 og deres Madoffer og deres Drikofre til Tyrene, til Vædrene og til Lammene efter deres Tal, på sædvanlig Vis; 19 dertil een Gedebuk til Syndoffer, foruden det bestandige Brændoffer og dets Madoffer og deres Drikofre. 20 Og på den tredje Dag elleve Ty re, to Vædre, fjorten Lam, årgamle, uden Lyde, 21 og deres Madoffer og deres Drikofre til Tyrene, til Vædrene og til Lammene efter deres Tal, på sædvanlig Vis; 22 dertil een Gedebuk til Syndoffer, foruden det bestandige Brændoffer og dets Madoffer og dets Drikoffer. 23 Og på den fjerde Dag ti Tyre, to Vædre, fjorten Lam, aargamle, uden Lyde, 24 deres Madoffer og deres Drikofre til Tyrene; til Vædrene og til Lammene efter deres Tal, på sædvanlig Vis; 25 dertil een Gedebuk til Syndoffer, foruden det bestandige Brændoffer og dets Madoffer og dets Drikoffer. 26 Og på den femte Dag ni Tyre, to Vædre, fjorten Lam, årgamle, uden Lyde, 27 og deres Madoffer og deres Drikofre til Tyrene, til Vædrene og til Lammene efter deres Tal, på sædvanlig Vis; 28 dertil een Gedebuk til Syndoffer, foruden det bestandige Brændoffer og dets Madoffer og det Drikoffer. 29 Og på den sjette Dag otte Tyre, to Vædre, fjorten Lam, årgamle, uden Lyde, 30 og deres Madoffer og deres Drikofre til Tyrene, til Vædrene og til Lammene efter deres Tal, på sædvanlig Vis; 31 dertil een Gedebuk til Syndoffer foruden det bestandige Brændoffer dets Madoffer og dets Drikoffer 32 Og på den syvende Dag syv Tyre, to Vædre, fjorten Lam, årgamle, uden Lyde, 33 og deres Madoffer og deres Drikofre fiI Tyrene; til Vædrene og til Lammene efter deres Tal, på deres sædvanlige Vis; 34 dertil een Gedebuk til Syndoffer, foruden det bestandige Brændoffer, dets Madoffer og dets Drikofre. 35 På den ottende Dag skal der være eder en Slutningshøjtid, da skulle I igen Arbejdsgerning gøre, 36 I skulle ofre Brændoffer, et Ildoffer til en behagelig Lugt for Herren, een Tyr, een Væder, syv Lam, årgamle, uden Lyde, 37 deres Madoffer og deres Drikoffer til Tyren, til Vædrene og til Lammene efter deres Tal, på sædvanlig Vis, 38 dertil een Gedebuk til Syndoffer, foruden det bestandige Brændoffer og dets Madoffer og dets Drikoffer. 39 Disse Ting skulle I gøre for Herren på eders bestemte Tider, foruden eders Løfter og eders, frivillige Gaver, hvad enten det er eders Brændofre eller eders Madofre eller eders Drikofre eller eders Takofre.

30 Kapitel - 4.Mos.30
Og Mose sagde til Israels Børn alt dette, ligesom Herren havde befalet Mose. 2 Og Mose talede til Høvedsmændéne for Israels Børns Stammer og sagde: Dette er det Ord, som Herren har befalet: 3 Når en Mand lover Herren et Løfte, eller sværger en Ed, så han pålægger sin Sjæl en Forpligtelse, da skal han ikke vanhellige sit Ord; han skal gøre efter alt det, som er udgået af hans Mund.
4 Og når en Kvinde lover Herren et Løfte og pålægger sig en Forpligtelse, i sin Faders Hus, i sin Ungdom; 5 og hendes,Fader hører hendes Løfte og hendes Forpligtelse, som hun har pålagt sin Sjæl, og hendes Fader tier dertil: Da skulle alle hendes Løfter stå ved Magt., og al den Forpligtelse, som hun har pålagt sin Sjæl, skal stå ved Magt. 6 Men dersom hendes Fader formener hende det paa den Dag, da han høre alle hendes Løfter og hendes Forpligtelser, som hun havde paalagt sin Sjæl, da skal det ikke sta ved Magt, og Herren skal forlade hende det, efterdi hendes Fader har forment hende det.
7 Men dersom hun bliver en Mands Hustru, og hun har Løfter på sig eller et ubetænksomt Ord, der er undsluppet hendes Læber, med hvilket hun har paalagt sin Sjæl en Forpligtelse 8 og hendes Mand hører det og tier dertil paa den Dag han hører det, da skal hendes Løfte staa ved Magt, og hendes Forpligtelser, som hun har pålagt sin Sjæl, de skulle stå ved Magt 9 Men dersom hendes Mand formener hende det paa denne Dag han hører det, og rygger hendes Løfte, som hun har paa sig, og det ubetænksomme Ord som er undsluppet hendes Læber, hvorved hun har paalagt sin Sjæl en Forpligtelse, da skal Herren forlade hende det
10 men en Enkes eller en forskudt Kvindes Løfte, alt det, hvorved hun har paalagt sin Sjæl en Forpligtelse, skal sta ved Magt for hende. 11 Men dersom hun i sin Mands Hus lovede det eller pålagde med Ed sin Sjæl en Forpligtelse, 12 og hendes Mand hørte det og dertil og ikke formente hende det, da skulle alle hendes Løfter stå ved Magt, og al den Forpligtelse, som hun har pålagt sin Sjæl, skal stå ved Magt. 13 Men dersom hendes Mand rygger dem på den Dag, han hører dem da skal alt, som er udgaaet af hendes Læber, det være sig hendes Løfter eller hendes Sjæls Forpligtelser, ikke stå ved Magt; hendes Mand har rygget dem, og Herren skal forlade hende det. 14 Hvert Løfte og hver Forpligtelses Ed om at ydmyge sin Sjæl*, dem hendes Mand stadfæste, og dem maa hendes Mand rygge. 15 Og dersom hendes Mand tier dertil, den ene Dag efter den anden, da stadfæster alle hendes Løfter og alle hendes Forpligtelser, som hun har på sig: Han stadfæstel dem, fordi han tav dertil den Dag, han hørte dem. 16 Men dersom han rygger dem,efterat han har hørt dem da skal han bære hendes Misgerning.17 Disse ere de Bestemmelser, som Herren befalede Moses, mellem en Mand og hans Hustru, imellem Faderen og hans Datter, i hendes Ungdom, medens hun er i sin Faders Hus

31 Kapitel - 4.Mos.31
Og Herren talede til Mose og sagde: 2 Hævn over Israels Børn på Midi aniterne; derefter skal du samles til dit Folk. 3 Da talede Mose til Folket og sagde: Lader Mænd iblandt eder væbne sig til Strid, og de skulle drage imod Midianiterne at udføre; Herrens Hævn på Midianiterne; 4 et Tusinde af hver Stamme, af alle Israels Stammer, skulle I send til Striden. 5 Og der udtoges af lsraels Tusinder et Tusinde for hver Stamme, tolv Tusinde væbnede til Strid. 6 Og Mose sendte dem, tusinde for hver Stamme, til Striden,dem og Pinehas, Præsten Eleasers Søn, til Striden, og de hellige Redskaber og Klangbasunerne vare i hans Hånd.
7 Og de strede imod Midianiterne, som Herren havde befalet Mose, og de ihjelsloge alt Mandkøn. 8 Tillige med de øvrige ihjelslagne sloge og Midianiternes Konger ihjel, nemlig Evi og Rekem og Zur og Hur og Reha, fem midianitiske Konger; også sloge de Bileam, Beors Søn, ihjel med Sværdet. 9 Og Israels Børn toge Midianiternes Hustruer og deres små Børn fangne; og alle deres Lastdyr og alt deres Kvæg og al deres Formue røvede de. 10 Og alle deres Stæder, som de boede udi, og alle deres Byer opbændte de med Ild. 11 Og de toge alt Byttet og alt Rovet af Mennesker og Dyr. 12 Og de førte til Mose og til Præsten Eleasar og til Israels Børns Menighed Fangene og Rovet og Byttet til Lejren på: Moabiternes slette Marker, som ere ved Jordanen over for Jeriko. 13 Og Mose og Eleasar, Præsten, og alle Menighedens Fyrster gik dem i Møde uden for Lejren.
14 Og Mose blev vred på dem, som vare beskikkede over Hæren, på Fyrsterne over Tusinderne og Fyrsterne over Hundederne, de som kom fra. Krigstoget. 15 Og Mose sagde til dem: Have I ladet Kvinderne leve? 16 Se, disse bleve på Bileams Ord Anledning for Israel Børn til Troløshed mod Herren formedelst Sagen med Peor; hvorfor Plagen kom over Herrens Menighed. 17 Og nu, slår alt Mandkøn ihjel iblandt små Børn, og slår hver Kvinde ihjel, som har kendt Mand, ved at ligge hos Mandkøn; 18 men lader alle små Børn af Kvindekønnet, som ikke have kendt Mandkøns Samkvem, leve for eder 19 Og I, lejrer eder uden for Lejrer syv Dage; hver af eder, som har slået nogen ihjel, og hver af eder, som har rørt ved en ihjelslagen, I skulle rense eder for Synden paa den tr edje Dag og på den syvende Dag, I og eders Fanger. 20 Og hvert Klædebon og alt Tøj af Skind og alt, hvad der er gjort af Gedehår og alle Haande Trækar skulle I rense for Synd. 21 Og Eleaser, Præsten, sagde til Stridsmændene, de, som vare dragne i Krigen: Dette er Lovens Bud, som Herren har befalet Mose: 22 Ikkun Guldet og Sølvet, Kobberet, Jernet, Tinnet og Blyet, 23 al den Ting, som tåler Ilden, skulle I lade gå igennem Ilden, så er den ren; dog skal den renses for Synd ved Renselsesvandet: men alt det, som ikke tåler Ilden, skulle I lade gå igennem Vandet. 24 Og I skulle to eders Klæder på den syvende Dag, så blive I rene; og derefter må I komme i Lejren.
25 Og Herren talede til Mose og sagde: 26 Tag Hovedsum på det bortførte Rov af Mennesker og af Dyr, du og Eleasar, Præsten, og de Øverste af Menighedens Fædrenehuse. 27 Og du skal halvdele Rovet imellem dem, som have taget Del i Krigen, dem, som vare uddragne i Striden, og imellem hele Menigheden. 28 Og du skal hæve som Afgift til Herren fra Krigsmændene, som vare dragne i Striden, een Sjæl af hvert fem Hundrede, både af Mennesker og af stort Kvæg og af Asener og af småt Kvæg. 29 Af den Halvdel, som er tilfalden dem, skulle I tage det; og du skal give Eleasar, Præsten, Gaven til Herren. 30 Og af den Halvdel, som er tilfalden Israels Børn, skal du tage een ud af hvert halvtredsindstyve, både af Mennesker og af stort Kvæg og af Asener og af småt Kvæg, af alt Kvæget; og du skal give dem til Leviterne, som tage Vare på, hvad der er at varetage ved Herrens Tabernakel. 31 Og Mose og Eleasar, Præsten, gjorde, som Herren havde befalet Mose. 32 Og Rovet, nemlig hvad der var tilbage af Rovet, som Stridsfolket havde røvet, var: Småt Kvæg seks Hundrede Tusinde og halvfjerdsindstyve Tusinde og fem Tusinde; 33 og stort Kvæg to og halvfjerdsindstyve Tusinde; 34 og Asener een og tresindstyve Tusinde; 35 og de Personer af Kvindfolk som ikke havde kendt Mandkøns Samkvem, alle disse vare to og tredive Tusinde. 36 Og Halvdelen, som var tilfalden dem, der vare udgangne til Striden, var i Tallet: Småt Kvæg tre Hundrede Tusinde og tredive Tusinde og syv Tusinde og fem Hundrede. 37 Og Afgiften til Herren af småt Kvæg var seks Hundrede fem og halvjerdsindstyve. 38 Og af stort Kvæg var der seks og tredive Tusinde; og Afgiften af dem til Herren var to og halvfjerdsindstyve. 39 Og af Asener var der tredive Tusinde og fem Hundrede; og Afgiften af dem til Herren var een og tresindstyve. 40 Og af Mennesker var der seksten Tusinde; og Afgiften af dem til Herren var to og tredive Personer. 41 Og Mose gav Afgiften som en Gave for; Herren til Eleasar, Præsten, som Herren havde befalet Mose. 42 Og af den Halvdel, som tilfaldt Israels Børn, den Halvdel, som Mose tog fra Mændene, som havde stridt;- 43 men Menighedens Halvdel var af småt Kvæg: Tre Hundrede Tusinde og tredive Tusinde, syv Tusinde og fem Hundrede; 44 og af stort Kvæg var den seks og tredive Tusinde; 45 og af Asener var den tredive Tusinde og fem Hundrede; 46 og af Mennesker var den seksten Tusinde; - 47 af denne Halvdel, som tilfaldt Israels Børn, tog Mose een ud af hvert halvtredsindstyve, både af Mennesker og af Dyr, og han gav dem til Leviterne, som toge Vare på, hvad der var at varetage ved Herrens Tabernakel, således som Herren havde befalet Mose.
48 Og de gik frem til Mose, de som vare satte over Tusinderne i Hæren, Fyrsterne over Tusinderne og Fyrsterne over Hundrederne, 49 og, de sagde til Mose: Dine Tjenere have taget Hovedsum på Krigsmændene, som vare under vore Hænder,og der fattedes ikke een Mand af os i Tallet. 50 Derfor ofre vi som Offer til Herren, enhver hvad han har fundet af Guldsager: Armsmykker og Armbånd, Fingerringe, Ørenringe og Kæder, til at gøre Forligelse for vore Sjæle for Herrens Ansigt. 51 Og Mose og Eleasar Præsten, toge Guldet af dem, ja alle Hånde forarbejdede Sager. 52 Og alt Guldet, som de ydede Herren i Gave, var seksten Tusinde, syv Hundrede óg halvtredsindstyve Sekel, nemlig fra Fyrsterne over Tusinderne og fra Fyrstérne over Hundrederne. 53 Stridsmændene havde gjort Bytte hver for sig. 54 Og Mose og Eleasar, Præsten, toge Guldet fra Fyrsterne over Tusinderne og Hundrederne, og de førte det ind i Forsamlingens Paulun for Herrens Ansigt til en Ihukommelse for Israels Børn.

32 Kapitel - 4.Mos.32
Og Rubens Børn og Gads Børn havde meget og såre talrigt Kvæg, og de så det Land Jaeser og det Land Gilead, og se, det Sted var et bekvemt Sted til Kvæg. 2 Og Gads Børn og Rubens Børn kom, og de sagde til Mose og til Eleaser, Præsten, og til Menighedens Fyrster, sigende: 3 Atharoth og Dibon og Jaeser og Nimra og Hesbon og Eleale og Sebam og Nebo og Beon, 4 det Land, som Herren har slået for Israels Menigheds Ansigt, det er et Land til Kvæg. og dine Tjenere have Kvæg. 5 Og de sagde: Dersom vi have fundet Nåde for dine Øjne, da lad dette Land gives dine Tjenere til Ejendom, lad os ikke gå over Jordanen.
6 Da sagde Mose til Gads Børn og til Rubens Børn: Skulle eders Brødre drage i Krigen, og I skulle blive her? 7 Og hvi afvende I Israels Børns Hjerter fra, at drage over til det Land, som Herren har givet dem? 8 Så gjorde eders Fæelre, da jeg sendte dem fra Kades Barnea til at bese Landet; 9 thi de gik op til Eskols Bæk og beså Landet, og de afvendte Israels Børns Hjerte, at de ikke vilde gå ind i Landet, som Herren havde givet dem. 10 Og Herrens Vrede optændtes den samme Dag, og han svor og sagde: 11 Disse Mænd, som ere dragne op af Ægypten, fra tyve År gamle og derover, skulle ikke se det Land, som jeg har tilsvoret Abraham, Isak og Jakob; thi de have ikke efterfulgt mig, 12 undtagen Kaleb, Jefunne den Kenisiters Søn, og Josva, Nuns Søn; thi de have efterfulgt Herren. 13 Så optændtes Herrens Vrede imod Israel, og han lod dem vanke hid og did i Ørken fyrretyve År, indtil hele den Slægt fik Ende, som gjorde det onde for Herrens Øjne. 14 Og se, I ere trådte op i eders Fædres Sted, en Mængde af syndige Mennesker, for at gøre Herrens Vrede endnu større imod Israel; 15 thi dersom I vender eder bort fra ham, da skal har lade det* blive endnu længere i Ørken; og dermed bringe I Fordærvelse over hele dette Folk.
16 Da gik de frem til ham og:sagdé: Vi ville ikkun bygge Fårestier her til vort Kvæg, og Stæder for vore små Børn. 17 Men vi ville væbne os og ile foran Israels Børns Ansigt, indtil vi have ført dem til deres Sted, og vore små Børn skulle blive i de faste Stæder, for Landets Indbyggeres Skyld. 18 Vi ville ikke vende tilbage til vore Huse, førend Israels Børn have indtaget hver sin Arv. 19 Thi vi ville ikke arvé med dem på hin Side Jordanen og videre frem; men vor Arv skal tilfalde os på denne Sids Jordanen mod Østen. 20 Og Mose sagde til dem: Dersom I ville gøre denne Gerning, dersom I ville væbne eder til Strid for Herrens Ansigt, 21 og hver af eder bevæbnet vil drage over Jordanen for Herrens Ansigt, indtil han har fordrevet sine Fjender fra sit Ansigt, 22 og Landet bliver undertvunget for Herrens Ansigt: Så må I derefter vende tilbage, og I skulle være uden Skyld for Herren og for Israel, og I skulle have dette Land til Ejendom for Herrens Ansigt. 23 Men dersom I ikke ville gøre således, se, da have I syndet imod Herren; og vider, at eders Synd skal finde eder. 24 Så bygger eder Stæder for eders små Børn og Stier for eders små Kvæg, og gører efter det, som er udgået i af eders Mund. 25 Og Gads Børn og Rubens Børn sagde til Mose, sigende: Dine Tjenere skulle gøre, således, som min Herre har befalet. 26 Vore små Børn, vore Hustruer, vort Fæ og alt vort Kvæg, de skulls blive der, i Gileads Stæder; 27 men dine Tjenere ville drage over, hver bevæbnet til Strid for Herrens Ansigt, i Krigen, som min Herre siger. 28 Da gav Mose Befaling angående dem til Eleaser, Præsten, og Josva, Nuns Søn, og de Øverste for Fædrenehusene blandt Israels Børns Stammer. 29 Og Mose sagde til dem: Dersom Gads Børn og Rubens Børn drage rned eder over Jodanen, hver bevæbnet til Krigen, for Herrens Ansigt, og Landet er undertvunget for eders Ansigt, da skulle I give dem det Land Gilead til Ejendom. 30 Men dersorn de ikke drage bevæbnede over med eder, da skulle de tage Arv midt iblandt eder i Kanaans Land. 31Og Gads Børn og Rubens Børn svarede og sagde: Som Herren har talet til dine Tjenere, saaledes ville vi gøre. 32 Vi ville drage bevæbnede for Herrens Ansigt over i Kanaans Land, og vor Arvs Ejendom skulle vi have på denne Side Jordanen 33 Så gav Mose dem. nemlig Gads Børn og Rubens Børn og Halvdelen af Manasse, Josefs Søns, Stamme, Sihons, den amoritiske Konges, Rige og Ogs, Kongen af Basans, Rige, Landet med dets Stæder inden deres Grænser, Landets Stæder trindt omkring.
34 Saa byggede Gads Børn Dibón og Ataroth og Aroer 35 og Ataroth Sofann og Jaeser og Jogbea 36 og Beth-Nimra og Beth-Haran, faste St æder og Fårestier. 37 Og Rubens Børn byggede Hesbon og Eleale og Kirjathajim 38 og Nebo og Bål-Meon, som de forandrede Navnene på, og Sibma; og de gave Stæderne, som de byggede, Navne, hver sit Navn. 39 Og Makirs, Manasse Søns, Børn gik ind i Gilead og indtoge det; og de fordreve Amoriterne, som vare derudi. 40 Da gav Mose Makir, Manasse Søn, Gilead, og han boede derudi. 41 Men Jair, Manasse Søn, gik hen og indtog deres Smaabyer og kaldte dem Havoth-Jai* 42 Og Noba gik hen og indtog Kenat og dens tilliggende Byer og kaldte den Noba efter sit Navn.

33 Kapitel - 4.Mos.33
Disse ere Israels Børns Rejser, da de vare uddragne af Ægyptens Land, efter deres Hære, under Mose og Aron. 2 Og Mose opskrev de Steder, fra hvilke de på deres Rejser efter Herrens Mund droge ud, og disse ere deres Rejser efter de Steder, fra hvilke de droge ud. 3 Nemlig, de rejste fra Råmses i den første Måned, på den femtende Dag i den første Måned; på den anden Påskedag udgik Israels Børn ved en høj Hånd for alle Ægypternes Øjne. 4 Og da begrove Ægypterne alle førstefødte, som Herren havde ihjelslået iblandt dem; og Herren havde holdt Dom over deres Guder. 5 Og Israels Børn rejste fra Råmses, og de lejrede sig i Sukot. 6 Og de rejste fra Sukot, og de lejrede sig i Etham på Grænsen af Ørkeen. 7 Og de rejste fra Etham og vendte om til Pi-Hakiroth, som er lige for Baal-Zefon, og de lejrede sig lige foran Migdol. 8 Og de rejste f'ra Pi-Hakiroth og gik midt igennem Havet ind i Ørken, og de gik tre Dages Rejse i Ethams Ørk, og de lejrede sig i Mara. 9 Og de rejste fra Mara og kom til Elim; men i Elim vare tolv Vandkilder og halv fjerdsindstyve Palmetræer, og de lejrede sig der. 10 Og de rejste fra Elim, og de lejrede sig ved det røde Hav. 11 Og de rejste fra det røde Hav og de lejrede sig i den Ørk Sin. 12 Og de rejste fra den Ørk Sin, og de lejrede sig i Dofka. 13 Og de rejste f'ra Dofka, og de lejrede sig i Alus. 14 Og de rejste fra Alus, og de lejrede sig; i Refidim; og der havde Folket ikke Vand at drikke. 15 Og rejste fra Refidim, og de lejrede sig. i Sinai Ørk. 16 Og de rejste fra Sinai Ørk, og de lejrede sig i Kibroth-Hattåva. 17 Og de rejste fra Kibroth-Hattaava, og de lejrede sig i Hazeroth. 18 Og de rejste fra Hazeroth, og de lejrede sig i Rithma. 19 Og de rejste fra Rithma, og de lejrede sig i Rimmon-Perez. 2o Og de rejste fra Rimmon-Perez, og de lejrede sig i Libna. 21 Og de rejste fra Libna, og de lejrede sig i Rissa. 22 Og de rejste fra Rissa, og de lejrede sig i Kehelath. 23 Og de rejste fra Kehelath, og de lejrede sig på Sefers Bjerg. 24 Og de rejste fra Sefers Bjerg, og de lejrede sig i Harada. 25 Og de rejste fra Harada, og de lejrede sig i Markeheloth. 26 Og de rejste fra Makeheloth, og de lejrede sig i Thabath. 27 Og de rejste fra Thabath, og de lejrede sig i Thara. 28 Og de rejste fra Thara, og de lejrede sig i Mithka. 29 Og de rejste fra Mithka, og de lejrede sig i Hasmona. 30 Og de rejste fra Hasmona, og de lejrede sig i Moseroth. 31 Og de rejste fra Moseroth og de lejrede sig i Bne-Jåkan. 32 Og de rejste fra Bne-Jåkan, og de lejrede sig i Horhagidgad. 33 Og de rejste fra Horhagidgad, og de lejrede sig i Jothbata. 34 Og de rejste fra Jothbata, og de lejrede sig i Abrona. 35 Og de rejste fra Abrona og de lejrede sig i Eziongeber. 36 Og de rejste fra Eziongeber, og de lejrede sig i den Ørk Zin, det er Kades. 37 Og de rejste fra Kades, og de lejrede sig ved det Bjerg Hor, ved det yderste af Edoms Land. 38 Da gik Præsten Aron op på det Bjerg Hor,efter Herrens Mund, og døde der i det fyrretyvende År, efter at Israels Børn vare udgangne af Ægyptens Land, i den femte Maaned, på den første Dag i Måneden. 39 Og Aron var hundrede og tre og tyve År gammel, da han døde på det Bjerg Hor. 40 Og Kananiten, Arads Konge, som boede Sønder på i Landet Kanån, hørte om Israels Børns Komme. 41 Og de lejrede sig fra det Bjerg Hor, og de lejrede sig i Zalmona. 42 Og de rejste fra Zalmona, og de lejrede sig i Funon. 43 Og de rejste fra Funon, og de lejrede sig i Oboth. 44 de rejste fra Oboth, og de lejrede sig ved Abarims Høje, ved Moabiternes Landemærke. 45 Og de rejste fra Højene, og de lejrede sig i Dibon-gad. 46 Og de rejste fra Dibon-Gad, og de lejrede sig i Almon-Diblathaim. 47 Og de rejste fra Almon-Diblathaim, og de lejrede sig ved Abarims Bjerge, foran Nebo. 48 Og de rejste fra Abarims Bjerge, og de lejrede sig paa Moabiternes slette Marker, ved Jordanen over for Jeriko. 49 Men de lejrede sig ved Jordanen, fra Beth-Jesimoth til Abel Sittim, på Moabiternes slette Marker.
50 Og Herren talede til Mose paa Moabiternes slette Marker, ved Jordanen over for Jeriko, og sagde: 51 Tal til Israels Børn, og du skal sige til dem: Når I ere gangne over Jordanen ind i Kanåns Land, 52 da skulle I fordrive alle Landets, Indbyggere for eder og tilintetgøre alle deres Billedstøtter; og I skulle tilintetgøre alle deres støbte Billeder og ødelægge alle deres Høje. 53 Og I skulle indtage Landet og bo derudi; thi eder har jeg givet Landet til at eje det. 54 Og I skulle tage Landet til Arv ved Lodkastning efter eders Slægter; den som har mange, hans Arv skulle I gøre stor, og den som har få, hans Arv skal du gøre liden; hvor Loddet udkommer for ham, der skal det høre ham til; efter eders Fædres Stammer skulle I tage det til Arv. 55 Og dersom I ikke fordrive Landets Indbyggere fra eders Ansigt, da skulle de, som I lade blive tilovers af dem, vorde til Torne i eders Øjne og til Brodde i eders Sider, og de skulle trænge eder i det Land, som I bo udi. 56 Så skal det ske, at ligesom jeg tænkte at gøre ved dem, således vil jeg gøre ved eder.

34 Kapitel - 4.Mos.34
Og Herren talede til Mose og sagde: 2 Byd Israels Børn, og du skal sige til dem: Når I komme til Kanåns Land, da skal dette være det Land, som skal falde eder til Arv, nemlig Kanåns Land efter sine Grænser. 3 Og den søndre Side skal være eder fra den Ørk Zin til Edom, og eders Landemærke skal være i Sønden fra Enden af Salthavet imod Østen. 4 Og eders Landemærke skal gå omkring hen Sønden om Opgangen ti1 Akrabbim og gå igennem til Zin, og dets Udgang skal være Sønden for Kades-Barnea, og det skal gå ud til Hazar-Adar og gå over til Azmon. 5 Og Landemærket skal gå omkring fra Azmon til Ægyptens Bæk, og Udgangen derpå skal være til Havet. 6 Og angående Landemærket imod Vesten, da skal det store Hav være eder Landemærke; dette skal være eders Landemærke imod Vesten. 7 Og dette skal være eder Landemærket mod Norden: I skulle sætte Grænsen for eder fra det store Hav til Bjerget Hor. 8 Fra Bjerget Hor skulle I sætte Grænsen hen imod Hamath, og Landemærkets Udgang skal være til Zedad. 9 Og Landemærket skal gå ud til Sifron, og dets Udgang skal være ved Hasar-Enan; dette skal være eders Landemærke imod Norden. 10 Og I skulle måle eders Landemærke mod Østen fra Hasar-Enan til Sefam. 11 Og Landemærket skal gå ned fra Sefam til Ribla, Østen for Ain, og Landemærket skal gå ned og berøre Siden af *Kinnereths Hav, imod Østen.12 Og Landemærket skal gå ned til Jordanen, og dets Udgang skal være ved Salthavet; dette skal være eder Landet med sine Grænser trindt omkring. 13 Og Mose bød Israels Børn og sagde: Dette er det Land, som I skulle tage eder til Arv ved Lodkastning, og som Herren befalede at give de ni Stammer og den halve Stamme; 14 thi Rubeniternes Børns St amme efter deres Fædrenehuse, og Gaditernes Børns Stamme efter deres Fædrenehuse, de have fået, og Manasse halve Stamme, de have fået deres Arv. l5 De to Stammer og den halve Stamme, de have fået deres Arv på denne Side Jordanen lige for Jeriko, foran mod Østen.
16 Og Herren talede til Mose og sagde: 17 Disse ere Navnene på de Mænd, som skulle dele Landet til Arv mellem eder: Eleasar, Præsten, og Josva, Nuns Søn. 18 Og een Fyrste af hver Stamme skulle I tage til at dele Landet til Arv. 19 Disse: ere Navnene på Mændene: Af Judas Stamme Kaleb, Jefunne Søn; 20 Og af Simeons Børns Stamme Semuel, Ammihuds Søn; 21 af Benjamins Stamme Elidad, Kislons Søn 22 og af Dans Børns Stamme en Fyrste, Bukki, Jogli Søn; 23 af Josefs Børn, af Manasse Børns Stamme, en Fyrste, Hanniel, Efods Søn 24 Og af Efraims Børns Stamme en Fyrste, Kemuel, Siftans Søn; 25 og af Sebulons Børns Stamme en Fyrste, Elizafan, Parnaks Søn; 26 og af Isaskars Børns Stamme en Fyrste, Paltiel, Assans Søn; 27 og af Asers Børns Stamme en Fyrste, Akihud, Selomi Søn; 28 og af Nafthali Børns Stamme en Fyrste, Pedahel, Ammihuds Søn. 29 Disse ere de, som Herren bød at dele Arven imellem Israels Børn, i Kanåns Land.

35 Kapitel - 4.Mos.35
Og Herren talede til Mose på Moabiternes slette Marker, ved Jordanen over for Jeriko, og sagde: 2 Byd Israels Børn, at de give Leviterne af deres Ejendoms Arv Stæder at bo udi; dertil skulle I give Leviterne Mark til Stæderne trindt omkring dem. 3 Og de skulle have Stæderne til at bo udi, og deres Marker skulle være for deres Kvæg og for deres Gods og for alle deres Dyr. 4 Og Stædernes Marker, som I skulle;give Leviterne, skulle være fra Stadsmuren og udefter tusinde Alen trindt omkring. 5 Så skulle I måle uden for Staden, den østre Side to Tusinde Alen, og den søndre Side to Tusinde Alen, og den vestre Side to Tusinde Alen, og den nordre Side to Tusinde Alen, og Staden skal være i Midten; dette skal være dem Stædernes Marker. 6 Og af Stæderne, som I skulle give Leviterne, skulle seks være Tilflugtsstæder, som I skulle give, at en Manddraber kan fly derhen; og foruden dem skulle I give dem to og fyrretyve Stæder. 7 Alle Stæderne, som I skulle give Leviterne skulle være otte og fyrretyve Stæder, de og deres Marker. 8 Og hvad de Stæder angår, som I skulle give af Israels Børns Ejendom, da skulle I tage flere fra den, som har mange, og tage færre fra den, som har få; hver efter sin Arvs Beskaffenhed, som de skulle arve, skal give Leviterne af sine Stæder. 9 Og Herren talede til Mose og sagde: 10 Tal til Israels Børn, og du skal sige til dem: Når I komme over Jordanen ind i Kanåns Land, 11 da skulle I udvælge eder Stæder, som skulle være Tilflugtsstæder for eder, at en Manddraber, som slår en Person ihjel af en Forseelse, kan f1y derhen. 12 Og de skulle være eder Stæder til en Tilflugt for Blodhævneren, at Manddraberen ikke skal dø, førend han har stået for Menighedens Ansigt, for Dommen. 13 Og de Stæder, som I skulle afgive, skulle være seks Tilflugtsstæder for eder. 14 De tre Stæder skulle I give på denne Side Jordanen, og de tre Stæder skulle I give i Kanåns Land; de skulle være Tilflugtsstæder. 15 For Israels Børn og for den fremmede og for den, som er Gæst midt iblandt dem, skulle disse seks Stæder være til en Tilflugt, at hver den, som slår en Person ihjel af en Forseelse, kan fly derhen.
16 Men dersom en slår en anden med et Stykke Jern, så han dør, han er en Manddraber; den Manddraber skal dødes. 17 Og dersom han slår ham med en Sten i Hånd, hvormed nogen kan dræbes, og han dør, da er han en Manddraber; den Manddraber skal dødes. 18 Eller han slår ham med et Stykke Træ i Hånd, hvormed nogen kan dræbes, og han dør, da er han en Manddraber; den Manddraber skal dødes. 19 Blodhævneren, han må dræbe Manddraberen; når han møder ham, må han dræbe ham. 20 Og dersom en af Had giver en anden et Stød, eller kaster noget på ham med frit Forsæt, så at han dør, 21 eller han slaar ham af Fjendskab med sin Hånd, så at han dør, da skal den, som slog, dødes, han er en Manddraber; Blodhævneren må dræbe Manddraberen, når han møder ham 22 Men dersom han giver ham et Stød i en Hast, uden Fjendskab, eller kaster nogen Ting på ham uden frit Forsæt, 23 eller det sker med en Sten, hvormed man kan dræbes, og han ikke så ham, da han lod den falde på ham, så, han døde, og han var ikke hans Fjende og søgte ikke hans Ulykke: 24 Da skulle de i Menigheden dømme imellem den, som slog, og imellem Blodhævneren efter disse Love. 25 Og de i Menigheden skulle udfri Manddraberen af Blodhævnerens Haand, og de i Menigheden skulle lade ham komme tilbage til hans Tilflugtsstad, som han flyede til; og han skal blive der, indtil Ypperstepræsten, som man har salvet med den hellige Olie, dør. 26 Men om Mandraberen går uden for den Tilflugtsstads Markeskel, som han flyede til, 27 og Blodhævneren finder ham uden for hans Tilflugtsstads Markeskel, og Blodhævneren slaar Manddraberen ihjel, da har hin ingen Blodskyld 28 Thi han skulde være bleven i sin Tilflugtsstad, indtil Ypperstepræsten døde; men efter Ypperstepræstens Død må Manddraberen vende tilbage til sit Ejendoms Land. 29 dette skal være eder en beskikket Ret hos eders Efterkommere i alle eders Boliger. 30 Når nogen ihjelslår en Person, da skal man efter Vidners Mund slå denne Manddraber ihjel; men eet Vidne skal ikke vidne imod en Person i Livssag. 31Og I skulle ikke tage Sonepenge for en Manddrabers Person, når han er skyldig til at dø; thi han skal dødes. 32 Og I skulle ingen Sonepenge tage for at lade nogen fly til sin Tilflugtsstad eller at lade nogen komme tilbage at bo i Landet, førend Præsten dør. 33 Og I skulle ikke besmitte Landet, som I bo udi; thi Blodet besmitter Landet; og for Landet kan ikke ske Forsoning for det Blod, som udøses deri, uden ved hans Blod, som udøste det. 34 Og du skal ikke gøre Landet urent, hvilket I bo udi, hvilket jeg bor midt udi; thi jeg Herren bor midt iblandt Israels Børn.

36 Kapitel - 4.Mos.36
Og de Øverste for Fædrenehusene, i Gileads Børns Slægt, hans, som v ar en Søn af Makir, Manasse Søn, af Josefs Børns Slægt, gik frem, og de talede for Mose Ansigt og for Fyrsternes Ansigt, dem, som vare de Øv erste for Fædrenehusene blandt Israels Børn, 2 og de sagde: Herren har budet min Herre at give Israels Børn Landet til Arv ved Lod; og min Herre er befalet af Herren at give vor Broder Zelafehads Arv til hans Døtre; 3 men blive de en af de Sønner, som høre; til de andre Israels Børns Stammer, til Hustruer, da vil deres Arv gå bort fra vore Fædres Arv og lægges til den Stamme, som de gå over til, og gå bort fra vor Arvs Lod; 4 og når det bliver Jubelår for Israels Børn, da lægges deres Arv til den Stammes Arv, som de gik over til; og dermed vil deres Arv gå bort fra vore Fædres Stammes Arv.
5 Og Mose bød Israels Børn efter Herrens Mund og sagde: Josefs Børns Stamme taler ret. 6 Dette er det Ord, som Herren byder om Zelafehads Døtre og siger: De må vorde dem til Hustruer, som synes gode for deres Øjne, kun at de vorde dem til Hustruer, som ere af deres Fædres Stammes Slægtskab, 7 at Israels Børns Arv ej skal komme omking fra en Stamme til en anden; men hver iblandt Israels Børn skal hænge ved sine Fædres Stammes Arv. 8 Og hver Datter af Israels Børns Stammer, som arver nogen Arv, skal vorde en af sin Faders Stammes Slægtskab til Hustru, paa det Israels Børn kunne arve hver sine Fædres Arv, 9 og at en Arv ikke skal komme omkring fra en Stamme til en anden Stamme; men Israels Børns Stamme skulle hænge hver ved sin Arv. 10 Som Herren havde befalet Mose. så gjorde Zelafehads Døtre. 11 Og; Mahela, Tirza og Hogla og Milka og Noa, Zelafehads Døtre, bleve deres Farbroders Sønners Hustruer. 12 Dem, som vare af Manasse Børns, Josefs Søns, Slægter, bleve de til Hustruer, og deres Arv blev hos deres Faders Slægtskabs Stamme. 13 Disse ere de Bud og de Love, som Herren bød ved Mose for Israels Børn paa Moabiternes slette Marker, ved Jordanen over for Jeriko.

Den femte Mose Bog

1 kapitel - 5.Mos.1
Disse ere de Ord, som Mose har talet til al Israel på hin Side Jordan, i Ørken på den slette Mark over for Suf, imellem, Paran og imellem Tofel og Laban og Hazeroth og Di-Sahab, 2 elleve Dages Rejse fra Horeb til Seirs Bjerge, indtil Kades-Barnea. 3 Og det skete i det fyrretyvende År, i den ellevte Måned, pa den første Dag i Måneden, da talede Mose til Israels Børn, efter alt det som Herren havde budet ham til dem, 4 efter at han havde slået Sihon, Amoriternes Konge, som boede i Hesbon, og; Og, Kongen af Basan, som boede i Astharoth ved Edrei. 5 Paa hin Side Jordanen i Moabiternes Land begyndte Mose at udlægge denne Lov og sagde:
6 Herren vor Gud talede til os ved Horeb og sagde: I have længe nok været ved dette Bjerg. 7 Vender om og rejser, og drager til Amoriternes Bjerg, og til alle deres Naboer på den slette Mark, på Bjergene og i Lavlandet, og i Sønden og ved Havets Strand; til Kananiternes Land og til Libanon, indtil den store Flod, den Flod Frat. 8 Se, jeg har givet det Land for eders Ansigt; kommer og indtager det Land, som Herren har tilsvoret eders Fædre, Abraham, Isak og Jakob at give dem og deres Sæd efter dem.
9 Da talede jeg til eder på den samme Tid og sagde: Jeg kan ikke ene b ære eder. 10 Herren eders Gud har gjort eder mangfoldige, og se, I ere i Dag som Stjernerne på Himmelen i Mangfoldighed. 11 Herren eders Fædres Gud lægge tusinde Gange flere til eder, end I ere, og han velsigne eder, som han har sagt eder! 12 Hvorledes kan jeg ene bære eders Besvær og eders Byrde og eders Trætte? 13 Forskaffer mig vise og forstandige og forsøgte Mænd af eders Stammer, og jeg vil sætte dem til Høvedsmænd over eder. 14 Da svarede I mig og sagde: Det er en god Ting, som du siger, at du vil gøre. 15 Så tog jeg eders Stammers Høvedsmænd, vise og forsøgte Mænd, og satte dem til Høvedsmænd over eder: Til Øverster over Tusinder og Øverster over Hundreder og Øverster over halvtredssindstyve og Øverster over ti og til Fogeder for eders Stammer. 16 Og jeg bød eders Dommere på samme Tid og sagde: Hører Sagerne imellem eders Brødre og dømmer med Retfærdighed imellem en Mand og hans Broder og imellem den fremmede hos ham. 17 I skulle i Dommen ikke anse Personen, I skulle høre den mindste med dén største, I skulle ikke frygte for nogen, thi Dommen hører Gud til; men den Sag, som bliver eder for svar, lader den komme frem til mig, så vil jeg høre den. 18 Da bød jeg eder på samme Tid alt, hvad I skulle gøre.
19 Så rejste vi fra Horeb og gik igennem hele den store og forfærdelige Ørk, hvilken I så, ad Vejen til Amoritens Bjerg, som Herren vor Gud befalede os; og vi kom til Kades-Barnea. 20 Da sagde jeg til eder: I ere komne til Amoritens Bjerg, hvilket Herren vor Gud vil give os. 21 Se, Herren din Gud har givet det Land fór dit Ansigt; drag op, indtag det, som Herren dine, Fædres Gud har sagt dig, frygt ikke og ræddes ikke. 22 Da kom I alle frem til mig og sagde: Lader os sende Mænd for vort Ansigt, som kunne udforske os Landet, og de skulle bringe os Svar om, ad hvilken Vej vi skulle drage op, og om de Stæder, som vi skulle komme til. 23 Og de Ord behagede mig; saa jeg tog tolv Mænd af eder, een Mand for hver Stamme. 24 Og de vendte sig og droge op på Bjerget og kom til Eskols Bæk, og de bespejdede det. 25 Og de toge i deres Hånd af Landets Frugt og førte ned til os, og de bragte os Svar og sagde: Det er et godt Land, som Herren vor Gud har givet os. 26 Men I vilde ikke drage op, og I vare genstridige mod Herren eders Guds Mund. 27 Og I knurrede i eders Telte og sagde: Fordi Herren hader os, har han udført os af Ægyptens Land, for at give os i Amoriternes Hånd til at ødelægge os. 28 Hvorhen skulle vi drage op? Vore Brødre have mistrøstet vort Hjerte og sagt: Det Folk er større og højere end vi, Stæderne ere store og befæstede op imod Himmelen, dertil med have vi også set Anakiternes Børn der. 29 Da sagde jeg til eder: Lader eder ikke forfærde og frygter ej for dem! 30 Herren eders Gud,: som går foran eders Ansigt, han skal stride for eder, ganske som han gjorde med eder i Ægypten for eders Øjne, 31 og i Ørken, som du har set, hvor Herren din Gud har båret dig, ligesom en: Mand bærer sin Søn; på hele den Vej, som I have vandret, indtil I ere komne til dette Sted. 32 Men uagtet dette Ord troede I ikke på Herren eders Gud, 33 han, som gik for eders Ansigt på Vejen at opsøge for eder Stedet, hvor I skulde lejre eder, i en Ild om Natten, for at vise eder Vejen, som I skulde gå på, og i en Sky om Dagen.
34 Der Herren hørte eders Ords Røst, da blev han vred og svor og sagde: 35 Der skal ingen af disse Mænd, af denne onde Slægt, se det gode Land, som jeg svor at ville give eders Fædre, 36 uden Kaleb Jefunne Søn; han skal se det, og ham og hans Børn vil jeg give det Land, som han har trådt på, fordi han har fuldkommeligen efterfulgt Herren. 37 Herren blev endog vred pa, mig for eders Skyld, og sagde: Du skal ikke heller komme derind. 38 Josva, Nuns Søn, som står for dit Ansigt, han skal komme derhen; styrk ham, thi han skal dele det til Arv iblandt Israel. 39 Og eders små Børn, om hvilke I sagde: De skulle blive til Rov, og eders Sønner, som ikke på denne Dag forstå godt eller ondt, de skulle komme derind, og jeg vil give dem det, og de skulle arve det. 40 Men I, vender eder og rejser til Ørken ad Vejen til det røde Hav.
41 Da svarede I og sagde til mig: Vi have syndet imod Herren, vi ville drage op og stride, ganske som Herren vor Gud befalede os; og I bandt om eder, hver sine Krigsvåben, og vare letsindige til at drage op på Bjerget. 42 Da sagde Herren til mig: Sig dem, I skulle ikke drage op, og I skulle ikke stride, thi jeg er ikke midt iblandt eder; at I ikke skulle blive slagne for eders Fjenders Ansigt. 43 Der jeg sagde eder det, da vilde I ikke høre mig; og I vare genstridige imod Herrens Mund, og formastede eder hovmodeligen og droge op på Bjerget. 44 Da droge Amoriterne, som boede på det samme Bjerg, ud imod eder, og de forfulgte eder, således som Bier gøre, og de knusede eder i Seir, lige til Horma. 45 Der I kom tilbage og græd for Herrens Ansigt, da hørte Herren ikke på eders Røst og bøjede ikke Øret til eder. 46 Så bleve I i Kades mange Dage, al den Tid, I bleve der.

2 Kapitel - 5.Mos.2
Da vendte vi os og rejste til Ørken ad Vejen til det røde Hav, som Herren havde talet til mig, og vi droge omkring Seirs Bjerg mange År. 2 Og Herren talede til mig og sagde: 3 I have længe nok draget omkring dette Bjerg, vender eder imod Norden, 4 og byd Folket og sig: I drage nu igennem eders Brødres, Esaus Børns, Landemærke, de som bo i Seir, og de skulle frygte for eder; men I skulle tage eder vel i Vare. 5 I skulle ikke befatte eder med dem i Krig; thi jeg vil ikke give eder noget af deres Land, end ikke så meget, som en Fodsål kan træde på, fordi jeg har givet Esau Seirs Bjerg til Ejendom. 6 I skulle købe Spise af dem for Penge og æde, og I skulle også købe Vand af dem for Penge og drikke; 7 thi Herren din Gud har velsignet dig i al din Hånds Gerning; han kender dine Gange igennem denne store Ørk; i fyrretyve År har Herren din Gud været med dig; dig fattedes ingen Ting
8 Der vi droge fra vore Brødre Esaus Børn, sóm boede i Seir, på Vejen til den slette Mark, fra Elath og fra Eziongeber, da vendte vi os I og gik igennem ad Vejen til Moabiternes Ørk. 9 Da sagde Herren til mig: Du skal ikke trænge Moabiterne og ikke befatte dig med dem i Krig; thi jeg vil intet give dig af deres Land til Ejendom; thi jeg har givet Lots Børn Ar til Ejendom. 10 Emiterne boede fordum derudi det var et stort og stærkt og højt Folk, som Anakiterne. 11 De holdtes og for Kæmper ligesom Anakiterne, og Moabiterne kaldte dem Emiter, 12 Og Horiterne boede fordum i Seir, og Esaus Børn fordreve dem og ødelagde dem for sig, og de toge, Bolig i deres Sted; ligesom Israel, gør ved sit Ejendoms Land, hvilket Herren har givet dem.
13 Gører eder nu rede og drager, over Sereds Bæk; og vi droge over Sereds Bæk. 14 Men de Dage, vi have vandret fra Kades-Barnea, indtil vi kom over Bækken Sezed, vare otte og tredive År, indtil den hele Slægt af Krigsmænd ganske var uddød af, Lejren, således som Herren havde svoret dem. 15 Tilmed var og Herrens Hånd imod dem til at udrydde dem af Lejren, indtil det fik Ende med dem.
16 Og det skete, der det havde fået Ende med alle Krigsmændene, så de vare uddøde af Folkets Midte, 17 da talede Herren til mig og sagde: 18 Du drager i Dag igennem Moabiternes Landemærke ved Ar, 19 og du kommer nær frem for Ammons Børn; du skal ikke trænge dem, ej heller befatte dig med dem i Krig; thi jeg vil intet give dig af Ammons Børns Land til Ejendom; thi jeg har givet Lots Børn det til Ejendom. 20 Også det er blevet holdt for et Kæmpeland, derudi boede fordum Kæmper, og Ammoniterne kaldte dem Samsummiter. 21 Det var et stort og stærkt og højt Folk som Anakiterne, men Herren ødelagde dem for deres Ansigt, så de fordreve dem og boede i deres Sted; 22 ligesom han gjorde for Esaus Børn, som bo i Seir, for hvis Ansigt han ødelagde Horiterne, så de fordreve dem og boede i deres Sted indtil denne Dag. 23 Og Aviterne, som boede i Landsbyerne; indtil Gaza, dem ødelagde Kafthoriterne, Og, boede i deres Sted.
24 Gører eder rede, rejser frem og går over Bækken Arnon; se, jeg har givet Sihon, den amoritiske Konge af Hesbon, og hans Land i dine Hænder; begynd, indtag det og giv dig i Kamp med ham! 25 Jeg vil begynde på denne Dag at lægge Rædsel og Frygt for dig over Folkenes Ansigt under den ganske Himmel, at de, som høre dit Rygte, skulle bæve og blive bange for dit Ansigt. 26 Da sendte jeg Bud fra den Ørk Kedemoth til Sihon, Kongen af Hesbon, med fredelige Ord og lod sige: 27 Jeg vil drage igennem dit Land, jeg vil blot gaa, på Vejen, jeg vil ikke vige til den højre eller venstre Side. 28 Spise skal du sælge mig for Penge, at jeg må æde, og Vand skal du give mig for Penge, at jeg må drikke; jeg vil ikkun gå igennem til Fods; 29 ligesom Esaus Børn gjorde imod mig; de som bo i Seir, og Moabiterne, som bo i Ar; indtil jeg kommer over Jordanen til det Land, som Herren vor Gud giver os. 30 Men Sihon, Kongen i Hesbon, vilde ikke lade os drage igennem hos sig; thi Herren din Gud forhærdede hans Ånd og gjorde hans Hjerte stift, for at give ham i dine Hænder, som man ser på denne Dag. 31 Og Herren sagde til mig: Se, jeg har begyndt at overgive Silhon og hans Land til dig; begynd, indtag hans Land til Eje! 32 Og Sihon drog ud imod os han og alt hans Folk, til Strid ved Jaza 33 Men Herren vor Gud overgav ham til os, og vi sloge ham og hans Børn og alt hans Folk. 34 Og vi indtoge alle hans Stæder på samme Tid, og vi bandlyste hver Stad, Mænd og Kvinder og små Børn; vi lode ingen undkommen blive tilovers, 35 kun Fæet røvede vi for os og Byttet af Stæderne, som vi havde indtaget. 36 Fra Aroer, som ligger ved Bredden af, Arnons Bæk, og fra den Stad, som er i Dalen, og indtil Gilead. var der ikke en Stad, som var os for høj; Herren vor Gud overgav dem alle til os. 37 Kun kom du ikke nær til Ammons Børns Land, til hele den Side ved Bækken Jabok og til Stæderne på Bjerget, og alt det, som Herren vor Gud har budet os om

3 Kapitel - 5.Mos.3
Og vi vendte os og droge op ad Vejen til Basan. Saa drog Og, Kongen af Basan, ud imod os, han og alt hans Folk til Strid ved Edrei. 2Og Herren sagde til mig: Frygt ikke for ham, thi jeg har givet ham og alt hans Folk og hans Land i din Hånd; og du skal gøre ved ham, ligesom du gjorde ved Sihon, Amoriternes Konge, som boede i Hesbon. 3 Så gav Herren vor Gud også Kong Og af Basan og alt hans Folk i vor Hånd, og vi sloge ham, indtil at ingen undkommen blev tilovers for ham. 4 Og vi indtoge alle hans Stæder på samme Tid; der var ikke en Stad, som vi jo toge fra dem: Trésindstyve Stæder, hele Egnen Agog, som var Ogs Rige i Basan .5 Alle disse Stæder vare faste med høje Mure, dobbelte Porte og Stænger; desuden saare mange Stæder, som vare ubefæstede Byer. 6 Og vi bandlyste dem, ligesom vi gjorde ved Sihon, Kongen af Hesbon; vi bandlyste alle Stæderne Mænd, Kvinder og smaa Børn. 7 Men alt Kvæget og Byttet, som var i Stæderne, røvede vi for os selv. 8 Så toge vi på den sammé Tid Landet af de to amoritiske Kongers Hånd, det som var paa denne Side Jordanen, fra Bækken Arnon indtil Bjerget Hermon, 9- Sidonierne kalde Hermon Sirjon; men Amoriterne kalde det Senir, - 10 alle Stæderne på det jævne Land og hele Gilead og hele Basan, indtil Salka og Edrei, som vare Stæder i Ogs Rige i Basan. 11 Thi Kong Og af Basan var ene tilbage af de overblevne Kæmper; se, hans Seng, en Jernseng, er den ikke i Ammons Børns Rabba? ni Alen er dens Længde, og fire Alen er dens Bredde, efter en Mands Arm.
12 Og vi indtoge dette Land på den samme Tid fra Aroer som ligger ved Arnons Bæk og Halvdelen af Gileads Bjerg med dets Stæder gav jeg Rubeniterne og Gaditerne. 13 Og det øvrige af Gilead og hele Basan, Ogs Rige, gav jeg Manasse halve Stamme; hele Egnen Argob, hele Basan, dette er kaldet Kæmpelandet. 14 Jair, Manasse Søn, indtog hele Egnen Argob, indtil Gesuriternes og Måkathiternes Landemærke; og han kaldte det, nemlig; Basan, efter sit Navn Havoth-Jaiz indtil denne Dag. 15 saa gav jeg Makir Gilead. 16 Og jeg gav Rubeniterne og Gaditerne fra Gilead og indtil Arnons Bæk, midt i Dalen, som blev Landemærke, og indtil Jaboks Bæk, som er Ammons Børns Landemærke, 17 og den slette Mark og Jordanen, som blev Landemærke, fra Kinnereth og indtil Havet ved den slette Mark, nemlig, Salthavet, neden for Foden af Pisga, imod Østen. 18 Og jeg bød eder på samme Tid og sagde: Herren eders Gud har givet eder dette Land at eje det; I skulle drage bevæbnede over for eders Brødres, Israels Børns Ansigt, alle I, som ere kampdygtige. 19 Ikkun eders Hustruer og eders smaa Børn og eders Kvæg,(jeg ved, at I have meget Kvæg),de maa blive i eders Stæder, som jeg har givet eder 20 intil Herren skaffer eders Brødre Rolighed ligesom eder, og de også have indtaget det Land, som Herren eders Gud giver dem på hin Side Jordanen; så skulle I vende tilbage hver til sin Ejendom, som jeg har givet eder. 21 Og jeg befalede Josva på den samme Tid og sagde: Dine Øjne have set alt det, som Her ren eders Gud har gjort ved disse to Konger; således skal Herren gøre ved alle de Riger, som du drager over til. 22 Frygter ikke for dem; thi Herren eders Gud, han er den, som. strider for eder. 23 Og jeg bad Herren om Nåde på den samme Tid og sagde: 24 Herre, Herre! du har begyndt at lade din Tjener se din Storhed og din stærke Hånd; thi hvo er Gud i Himmelen og på Jorden, som kan gøre efter dine Gerninger og efter dit Storværk? 25 Kære, lad mig fare over og lad mig se det gode Land, som er på: hin Side Jordanen, dette gode Bjerg og Libanon. 26 Men Herren var bleven fortørnet på mig for eders Skyld og vilde ikke høre mig; men Herren sagde til mig: Lad det være dig nok, bliv ikke ved at tale til mig ydermere om denne Sag. 27 Gak op på Pisgas Top, og opløft dine Øjne mod vesten og mod Norden og mod Sønden og mod Østen, og se det med dine Øjne; thi du skal ikke gå over denne Jordan. 28 Og byd Josva, og gør ham frimodig og styrk ham; thi han skal gå over for dette Folks Ansigt, og han skal dele dem Landet, hvilket du skal se, til Arv. 28 Og vi bleve i Dalen over for Beth-Peor.

4 Kapitel - 5.Mos.4
Og nu, Israel! hør på de Skikke og de Bud, som jeg lærer eder at holde, paa det I må leve og komme ind og eje Landet, som Herren eders Gud vil give eder. 2 I skulle intet lægge til det Ord, som jeg byder eder, og intet tage derfra, at I må bevare Herren eders Guds Bud, som jeg har budet eder. 3 Eders Øjne have set, hvad Herren har gjort for Bål-Peors Skyld; thi hver Mand, som gik efter Baal-Peor, ham har Herren din Gud udslettet af din Midte. 4 Men I, som hængte hardt ved Herren eders Gud, I leve alle på denne Dag. 5 Se, jeg har lært eder Skikke og Bud, eftersom Herren min Gud befalede mig, at I skulle gøre således midt i Landet, hvorhen I skulle komme for at eje det. 6 Så holder dem og gører efter dem; thi det skal være eders Visdom og eders Forstand for Folkenes Øjne, som skulle høre om alle disse Skikke, og de skulle sige: Alene dette store Folk er et viist og forstandigt Folk. 7 Thi hvor er saa stort et Folk, til hvilket Guder: holde sig nær, således som Herren vor Gud til os, så tidt vi kalde på ham? 8 Og hvor er så stort et Folk, som har så retf ærdige Skikke og Bud, som hele denne Lov er, hvilken jeg i Dag lægger for eders Ansigt?
9 Ikkun tag dig i Vare og bevar din Sjæl vel, at du ikke forglemmer de Ting, som dine Øjne have set, og at de ikke vige fra dit Hjerte alle dine Livsdage; men du skal kungøre dem for dine Børn og for dine Børnebørn: 10 Den Dag, da du stod for Herren din Guds Ansigt ved Horeb, der Herren sagde til mig: Saml til mig Folket, så vil jeg lade dem høre mine Ord, som de skulle lære, for at frygte mig alle de Dage, som de leve på Jorden, og de skulle lære deres Børn dem. 11 Og I kom nær til og stode neden for Bjerget, og Bjerget brændte med Ild indtil midt op i Himmelen, der var Mørke, Sky, ja forfærdeligt Mørke. 12 Og Herren talede til eder midt ud af Ilden; I hørte Ordets Røst, men I så ingen, Skikkelse foruden Røsten. 13 Og han forkyndte eder sin Pagt, hvilken han bød eder at holde, de ti Ord; og han skrev dem på to Stentavler. 14 Og Herren bød mig på den samme Tid at lære eder Skikke og Bud, at I skulle gøre derefter i det Land, som I drage over til for at eje det.. 15 Så bevarer eders Sjæle vel, fordi I så slet ingen Skikkelse på den Dag, der Herren talede til eder på Horeb midt ud af Ilden, 16 at I ikke skulle handle fordærveligt og; gøre eder et udskåret Billede, en Skikkelse af noget Billede, en Lignelse af Mand eller Kvinde, 17 en Lignelse af noget Dyr, som er på Jorden, en Lignelse af nogen vinget Fugl, som flyver under Himmelen, 18 en Lignelse af noget krybende Dyr på Jorden, en Lignelse af nogen Fisk, som er i Vandet under Jorden; 19 og at du ikke skal opløfte dine Øjne til Himmelen og se Solen og Månen og Stjernerne, den ganske Himmelens Hær, og tilskyndes til at tilbede dem og tjene dem, hvilke Herren din Gud har uddelt til alle Folkene under den ganske Himmel. 20 Men eder tog Herren og udførte eder af Jernovnen, af Ægypten, for at være hans Arvs Folk, som man ser på denne Dag. 21 Og Herren blev vred på mig for eders Handelers Skyld og svor, at jeg ikke skulde gå over Jordanen, ej heller komme ind i det gode Land, som Herren din Gud giver dig til Arv. 22 Thi jeg dør i dette Land, jeg går ikke over Jordanen; men I skulle gå over den og eje dette gode Land. 23 Tager eder i Vare, at I ikke forglemme Herren eders Guds Pagt, som han har gjort med eder, så at I gøre eder et udskåret Billede, en Skikkelse af nogen som helst Ting, hvad Herren din Gud har forbudet dig. 24 Thi Herren din Gud, han er en fortærende Ild, en nidkær Gud. 25 Når du avler Børn og Børnebørn, og I blive gamle i Landet, og I handle fordærveligt og gøre et udskåret Billede, en Skikkelse af nogen som helst Ting, og I gøre det onde for Herren eders Guds Øjné til at opirre ham: 26 Da tager jeg i Dag Himmelen og Jorden til Vidne imod eder, at I snart skulle udryddes af det Land, til hvilket I nu drage hen over Jordanen for at eje det; I skulle ikke forlænge eders Dage i det, thi I skulle blive aldeles ødelagte. 27 Og Herren skal adsprede eder iblandt Folkene, så at I skulle blive som en liden Hob tilovers iblandt Hedningerne, hvor Herren skal føre eder hen. 28 Og der skulle I tjene Guder, et Menneskes Hænders Gerning, Træ og Sten, som hverken kunne se eller høre eller æde eller lugte.
29 Og I skulle derfra søge Herren din Gud, og du skal finde ham, når du leder efter ham af dit ganske Hjerte og af din ganske Sjæl. 30 Naar du faar Angst, og alle disse Ting ramme dig i de sidste Dage, da skal du til Herren din Gud og høre paa hans Røst, 31 Thi Herren din Gud er en barmhjertig Gud, han skal ikke opgive dig eller ødelægge dig; han skal ikke heller glemme den Pagt med dine Fædre, som han svor dem.
32 Thi spørg, kære, om de forrige Dage, som have været før dig, fra den Dag Gud skabte Menneskene på Jorden, og fra Himmelens ene Ende og indtil Himmelens anden Ende, om der er sket noget som denne store Ting, eller om der er hørt noget som dette? 33 Om et Folk har hørt Guds Røst talende midt ud af Ilden, således som du har hørt, og er blevet ved Live? 34 Eller om Gud har forsøgt at komme for at tage sig et Folk midt ud af Folket, ved Forsøgelser, ved Tegn og ved underlige Gerninger og ved Krig og ved en stærk Hånd og ved en udrakt Arm og ved store forfærdelige Gerninger, efter alt det som Herren eders Gud har gjort ved eder i Ægypten for dine Øjne? 35 Dig er det blevet vist, for at du skal vide, at Herren han er Gud, ingen uden han alene. 36 Af Himmelen har han ladet dig høre sin Røst for at undervise dig, og på Jorden har han;ladet dig se sin store Ild, og du har hørt hans Ord midt ud af Ilden. 37 Og fordi han elskede dine Fædre, da, udvalgte han deres Sæd efter dem, og han udførte dig af Ægypten ved sit Ansigt, ved sin store Kraft, 38 for at uddrive for dit Ansigt større og stærkere Folk, end du er, for at føre dig ind og give dig deres Land til Arv, som det ses på denne Dag. 39 Så skal du vide i Dag og tage dig det til Hjerte, at Herren din Gud i Himmelen oventil og paa Jorden nedentil der er ingen ydermere. 40 Og du skal holde hans Bud, som jeg byder dig i Dag, at det skal gaa, dig vel og dine Børn efter dig, og at du må forlænge Dagene i det Land, som Herren din Gud giver dig alle Dage.
41 Da fraskilte Mose tre Stæder paa denne Side Jordanen mod Solens Opgang, for at en Manddraber, som slaar sin Næste ihjel af Vanvare og uden at han hadede ham tilforn, kunde fly derhen; og at han kunde fly til en af disse Stæder og blive ved Live: 43 Nemlig Bezer i Ørken, på det jævne Land, hos Rubeniterne og Ramoth i Gilead hos Gaditerne og Golan i Basan hos Manassiterne.
44 Og dette er Loven, som Mose satte for Israels Børns Ansigt, 45 disse ere Vidnesbyrdene og Skikkene og Budene, som Mose forkyndte Israels Børn, der de var udgangne af Ægypten 46 på denne Side Jordanen, i Dalen over for Beth-Peor, i den amoritiske Konge Sihons Land, han, som boede i Hesbon, hvem Mose og Israels Børn sloge, der de vare udgangne af Ægypten. 47 Og de toge hans Land og Ogs, Kongen af Basans, Land til Eje, de to amoritiske Kongers, som vare på denne Side Jordanen, mod Solens Opgang, 48 fra Aroer, som ligger ved Bækken Arnons Bred, og indtil Sions Bjerg, det er Hermon, 49 og hele den slette Mark på denne Side Jordanen mod Østen, og indtil Havet ved den slette Mark neden for Foden af Pisga.

5 Kapitel - 5.Mos.5
Og Mose kaldte ad al Israel og sagde til dem: Hør, Israel, de Skikke og de Bud, som jeg taler for eders Øren i Dag, og lærer dem og bevarer dem for at gøre efter dem. 2 Herren vor Gud gjorde en Pagt med os på Horeb. 3 Herren har ikke gjort denne Pagt med vore Fædre, men med os, ja med os alle sammen, som her er i Live på denne Dag. 4 Herren talede med eder Ansigt til Ansigt på Bjerget midt ud af Ilden. 5 Jeg stod imellem Herren og eder på den samme Tid, at give eder Herrens Ord til Kende thi I frygtede for Ilden og gik ikke op på Bjerget, og han sagde: 6 Jeg er Herren din Gud, som udførte dig af Ægyptens Land, af Trælles Hus. 7 Du skal ikke have andre Guder for mig. 8 Du skal intet udskaaret Billede gøre dig eller nogen Lignelse efter det, som er i Himmelen oventil, eller det, som er paa Jorden nedentil, eller det, som er i Vandet, under Jorden. 9 Du skal ikke tilbede dem, ej heller tjene det; thi jeg Herren din Gud er en nidkær Gud som hjemsøger Fædres Misgerning paa Børn, paa dem i tredje og paa dem i fjerde Led, på dem, som hade mig; 10 og, som gør Miskundhed i tusinde Led mod dem, som elske rnig, og mod dem, som holde mine Bud. 11 Du skal ikke tage Herren din Guds Navn forfængeligen; thi Herren skal ikke lade den være uskyldig, som tager hans Navn forfængeligen. 12 Tag Vare paa Sabbatsdagen, at hellige den, som Herrerr din Gud har budet dig. 13 Seks Dage skal du arbejde og gøre al din Gerning; 14 men den syvende Dag er Sabbat for Herren din Gud, da skal du ingen Gerning gøre, hverken du eller din Søn eller din Datter eller din Svend eller din Pige eller din Okse eller dit Asen eller Dyr eller din fremmede, som er i dine Porte, paa det din Svend og din Pige maa hvile ligesom du. 15 Og du skal komme i Hu, at du var en Træl i Ægyptens Land, og at Herren din Gud udførte dig derfra, med en stærk Haand og med, en udrakt Arm; derfor har Herren din Gud budet dig at holde Sabbatsdagen. 16 Ær din Fader og din Moder, som Herren din Gud har budet dig, på det dine Dage maa forlænges, og at det maa gaa dig vel i Landet, som Herren din Gud giver dig. 17 Du skal ikke ihjelslå. 18 Og du skal ikke bedrive Hor. 19 Og du skal ikke stjæle. 20 Og du skal ikke svare imod din Næste som et falsk Vidne. 21 Og du skal ikke begære din Næstes Hustru; og du skal ikke begære din Næstes Hus, hans Ager eller hans Svend eller hans, Pige, hans Okse eller hans Asen eller noget, som hører din Næste til.
22 Disse Ord talede Herren til hele eders Forsamling paa, Bjerget midt. ud af Ilden, Skyen og forfærdeligt Mørke, med høj Røst og lagde intet til; og han skrev dem paa to Stentavler og; gav mig dem. 23 Og det skete, der I havde hørt Røsten midt ud fra Mørket og; fra, Bjerget, som brændte med Ild, da kom I hen til mig, alle Øverster iblandt eders Stammer og eders Ældste, 24 Og I sagde: Se, Herren vor Gud har ladet os se sin Herlighed og sin Storhed, og vi have hørt hans Røst midt ud af Ilden; vi have set paa denne Dag, at Gud taler med et Menneske, og det bliver ved Live. 25 Og nu, hvorfor skulle vi dø? thi denne store Ild vil fortærer os; dersom vi bliver ydermere ved at høre Herren vor Gus Røst, da dø vi 26 Thi hvo er der af alt Kød, der, som vi, har hørt den levende Guds Røst, som taler midt ud af Ilden, og dog bliver ved Livet 27 Gak du nær til, og hør alt det, som Herren vor Gud vil sige; og du skal tale til os alt det, som Herren vor Gud vil tale til dig, og vi ville høre og gøre det.
28 Og Herren hørte eders Ords Røst, det I talede til mig, og Herren sagde til mig: Jeg har hørt dette Folks Ords Røst, som de have talet til dig, de have talet vel i alt det, de have talet. 29 Gid de havde sådant et Hjerte til at frygte mig og til at holde alle mine Bud alle Dage, at det måtte gå dem og deres Børn vel evindeligen! 30 Gak hen, sig til dem: Går tilbage til eders Telte. 31 Og du, stå her hos mig, så vil jeg sige dig alle Budene og Skikkene og Befalingerne, hvilke du skal lære dem, at de skulle gøre derefter i Landet, som jeg giver dem til at eje.
32 Så tager Vare på at gøre, som Herren eders Gud har budet eder; I skulle ikke vige til højre eller venstre Side. 33 På al den Vej, som Herren eders Gud har budet eder, skulle I gå, på det I må leve, og det maa gaa eder vel, og I må forlænge eders Dage i det Land, som I skulle eje.

6 Kapitel - 5.Mos.6
Og dette er det Bud, de Skikke og de Befalinger, som Herren eders Gud har budet at lære eder, for at I skulle gøre derefter i Landet, som I drager over til fór at eje det; 2 på det du skal frygte Herren din Gud ved at holde alle hans Skikke og; hans Bud, som jeg byder dig, du og din Søn og din Sønnesøn, alle dine Livsdage, og på det at dine Dage må forlænges 3 Og, Israel! du skal høre og bevare dette og gøre derefter, at det må gå dig vel, og I må blive såre mangfoldige, som Herren dine Fædres Gud har sagt dig, i et Land, som flyder med Mælk og Honning. 4 Hør, Israel! Herren vor Gud, Herren er een. 5 Og du skal elske Herren din Gud af dit ganske Hjerte og af din ganske Sjæl og af al din Formue. 6 Og disse Ord, som jeg byder dig i Dag, skulle være på dit Hjerte: 7 Og du skal indskærpe dine Børn dem og tale om dem, når du sidder i dit Hus, og når du går paa Vejen, og når du lægger dig, og når du står op. 8 Og du skal binde dem til et Tegn på din Hånd og de skulle være dig til Spand imellem diné Øjne. 9 Og; du skal skrive dem på Dørstolperne af dit Hus og på dine Porte.
10 Og det skal ske, når Herren din Gud fører dig ind i det Land som han har tilsvoret dine Fædre, Abraham, Isak og Jakob, at ville give dig, store og gode Stæder, som du ikke har bygget, 11 og Huse, fulde af alt godt, hvilke du ikke har fyldt, og udhugne Brønde, som du ikke har udhugget, Vingårde og Oliegårde, som du ikke har plantet, og du æder og bliver mæt: 12 Så tag dig i Vare, at du ikke forglemmer Herren, som udførte dig af Ægyptens Land, af Trælles Hus. 13 Du skal frygte Herren din Gud og tjene ham, og ved hans Navn skal du sværge. 14 I skulle ikke gå efter andre Guder, af de Folks Guder, som ere trindt omkring eder; 15 thi Herren din Gud er en nidkær Gud midt iblandt dig; at Herren din Guds Vrede ikke skal optændes imod dig, og han skal udslette dig fra Jordens Kreds. 16 I skulle ikke friste Herren eders Gud, således som I fristede ham i Massa. 17 I skulle flitteligen holde Herren eders Guds Bud og hans Vidnesbyrd og hans Skikke, som han har budet dig. 18 Og du skal gøre det, som er ret og godt for Herrens Øjne, for at det skal gå dig vel, og du skal komme ind og eje det gode Land, hvilket Herren har tilsvoret dine Fædre, 19 at han skal udstøde alle dine Fjender for dit Ansigt, som Herren har sagt.
20 Når din Søn spørger dig herefter og siger: Hvad er det for Videsbyrd og Skikke og Befalinger, om Herren vor Gud har budet eder? 21 da skal du sige til din Søn: Vi vare Faraos Trælle i Ægypten, og Herren udførte os af Ægypten med en stærk Hånd, 22 og Herren gjorde Tegn og store og fordærvelige Vidundere i Ægypten på Farao på alt hans Hus for vore Øjne, 23 og han udførte os derfra, på det han vilde føre os ind for at give os det Land, som han havde tilsvoret vore Fædre. 24 Og Herren havde budet os at gøre alle disse Skikke, at frygte Herren vor Gud, at det må gaa os vel alle Dage, og at han maa holde os ved Live, som det ses på denne Dag. 25 Og det skal være vor Retfærdighed, naar vi tage Vare på at gøre efter alle disse Bud for Herren vor Guds Ansigt, som han har budet os.

7 Kapitel - 5.Mos.7
Når Herren din Gud får indført dig i Landet, som du skal komme hen til, at eje det, og får udkastet mange Folk for dig, Hethiter og Girgasiter og Amoriter og Kananiter og Feresiter og Heviter og Jebusiter, syv Folk, som ere mangfoldigere og vældigere end du, 2 og Herren din Gud har givet dem hen for dit Ansigt, og du har slaget. dem: Da skal du bandlyse dem; du skal ikke gøre Pagt med dem og ej bevise dem Nåde. 3 Og du skal ikke gøre Svogerskab med dem; du skal ikke give hans Søn din Datter, og hans Datter skal du ikke tage til din Søn 4 Thi han skal bringe din Søn til at vige fra mig, og de skulle tjene andre Guder; og så optændes Herrens Vrede imod eder, og han skal snart ødelægge eder. 5 Men således skulle I gøre ved dem: I skulle nedbryde deres Altere og sønderslå deres Støtter og omhugge deres Astartebilleder og opbrænde deres udskårne Billeder med Ild. 6 Thi du er et helligt Folk for Herren din Gud; Herren din Gud har udvalg dig, at være ham til et Ejendoms Folk, fremrfor alle Folk, som ere på Jordens Kreds. 7 Herren har ikke haft Lyst til eder og udvalgt eder, fordi I vare mangfoldigere end alle Folk; thi I ere det rnindste iblandt alle Folk. Men fordi Herren har elsket eder, og fórdi han vilde holde den Ed, som han svor eders Fædre, har Herren udført eder med en stærk Haand, og han har frels dig, af 'Trælles Hus, af Faraos, Kongen af;Ægyptens, Hånd.
9 Sa i skal du vide, at Herren din, Gud, han er Gud, den trofaste, Gud, som holder Pagten og Miskundheden mod dem, som elske ham, og mod dem, sorn holde hans Bud, til tusinde Led. 10 Og han betaler dem, som ham hade, øjensynligen, ved at lade dem omkomme; han skal ikke tøve med den, som hader ham, han skal betale ham øjensynligen. 11 Så hold det Bud og de Skikke og de Befalinger, som jeg byder dig i Dag, at du gør efter dem. 12 Og det skal ske, fordi I høre disse Befalinger og holde dem og gøre dem, da skal og Herren din Gud holde dig den Pagt og den Miskundhed, som han har tilsvoret dine Fædre. 13 Og han skal elske dig og velsigne dig og mangfoldiggøre dig, og han skal velsigne dit Livs Frugt og dit Lands Frugt, dit Korn og din nye Vin og din Olie, dine Øksnes Affødning og dit Småkvægs megen Yngel i det Land, som han har tilsvoret dine Fædre at ville give dig. 14 Du skal være velsignet fremfor alle Folk; der skal ingen ufrugtbar Han eller Hun være iblandt dig eller iblandt dit Kvæg. 15 Og Herren skal lade al Sygdom vige fra dig; og alle de ægyptiske slemme Sygdomme, som du kender, dem skal han ikke lægge paa dig, men lægge dem på alle dem, som hade dig. 16 Og du skal tilintetgøre alle de Folk, som Herren din Gud giver i din Vold, dit Øje skal ikke spare dem; og du skal ikke tjene deres Guder, thi det skal blive dig til en Snare.
17 Når du siger i dit Hjerte: Disse Folk ere mangfoldigere end jeg, hvorledes formår jeg at fordrive dem? 18 da skal du ikke frygte for dem; du skal komme i Hu, hvad Herren din Gud gjorde ved Farao og ved alle Ægypterne, 19 de store Forsøgelser, som dine Øjne så, og de Tegn og de underlige Ting og den stærke Hånd og den udrakte Arm, ved hvilken Herren din Gud udførte dig; således skal Herren din Gud gøre imod alle de Folk, for hvis Ansigt du frygter. 20 Og Herren din Gud skal endog sende Gedehamser på dem, indtil de omkomme, som ere blevne tilovers, og som have skjult sig for dit Ansigt. 21 Du skal ikke forfærdes for deres Ansigt; thi Herren din Gud er midt iblandt dig, en stor og forfærdelig Gud. 22 Og Herren din Gud skal efterhånden uddrive disse Folk for dit Ansigt; du kan ikke så snart gøre Ende på dem, for at de vilde Dyr på Marken ikke skulle blive mange imod dig. 23 Og Herren din Gud skal give dem hen for dit Ansigt og forstyrre dem med en stor Forstyrrelse, indtil de ødelægges 24 Og han skal give deres Konger din Hånd, og du skal udslette deres Navn fra at være under Himmelen; der skal ingen kunne staa imod dit Ansigt, indtil du har ødelagt dem.
25 I skulle opbrænde deres Guders udskårne Billeder rned Ild; du skal ikke begære Sølvet eller Guldet, som er på dem, eller tage det til dig. at du ikke besnæres dermed; thi det er Herren din Gud en Vederstyggelighed. 26 Og du skal ikke ladé Vederstyggelighed komme i dit Hus, at du ikke skal blive en forbandet Ting, ligesom dette er; du skal helt væmmes med Væmmelse derfor og have stor Vederstyggelighed for det, thi det er en forbandet Ting.

8 Kapitel - 5.Mos.8
I skulle holde alle de Bud, som jeg byder dig i Dag, så at I gøre derefter, at I må leve og formeres og komme ind og eje det Land, som Herren har tilsvoret eders Fædre. 2 Og du skal ihukomme al den Vej, som Herren din Gud har ladet dig gå disse fyrretyve År i Ørken for at ydmyge dig, for at forsøge dig, for at fornemme, hvad der var i dit Hjerte,.om du vilde holde hans Bud eller ej. 3 Og han ydmygede dig; og lod dig hungre og gav dig Man at æde, hvilket du ikke kendte, og dine Fædre ej kendte, for at lade dig vide, at Mennesket lever ikke ved Brødet alene, men Mennesket lever ved aIt det, som udgår af Herrens Mund. 4 Dit Klædebon blev ikke gammelt på dig, og din Fod blev ikke hoven disse fyrretyve År. 5 Så kan du kende i dit Hjerte, at ligesom en Mand tugter sin Søn, har Herren din Gud tugtet dig. 6 Så hold Herren din Guds Bud; at du vandrer i hans Veje og frygter ham.
7 Thi Herren din Gud fører dig ind i et godt Land, et Land med Vand bække, Kilder og dybe Brønde, som udvælde i Dalene og på Bjergene 8 et Land med Hvede og Byg og Vintræer og Figentræer og Granatæbletræer, et Land med Olietræer og Honning, 9 et Land, hvor du ikke skal æde Brød i Armod, hvor du ikke skal fattes noget; et Land, hvis Stene ere Jern, og af hvis Bjerge du kan udhugge Kobber.
10 Og du skal æde og blive mæt Og love Herren din Gud for det gode Land, som han har givet dig. 11 Vogt dig, at du ikke forglemmer Herren din Gud, så at du ikke holder hans Bud og hans Befalinger og hans Skikke, som jeg byder dig i Dag; 12 at du ikke skal æde og blive mæt og bygge gode Huse og bo deri, 13 og dit store Kvæg og dit små Kvæg skal formeres, og Sølv og Guld skal formeres for dig, og alt det, som du har, formeres, 14 og dit Hjerte skulde ophøje sig, og du skulde glemme Herren din Gud; som udførte dig af Ægyptens Land; af Trælles Hus; 15 ham, som ledte dig igennem den store og forfærdelige Ørk, hvor der var giftige Slanger og Skorpioner og Tørhed, hvor der ikke var Vand; ham, som lod Vand udflyde til dig af en haard Stenklippe; 16 ham, som gav dig Man at æde i Ørken, hvilket dine Fædre ikke kendte, for at ydmyge dig og for at forsøge dig og at gøre vel imod dig i den sidste Tid; 17 og du skulde sige i dit Hjerte: Min Kraft. Og min Hånds Styrke har skaffet mig denne Vælde. 18 Men du skal komme Herren din Gud i Hu, thi han er den, som giver dig Kraft til at skaffe dig Vælde, for at stadfæste sin Pagt, som han svor dine Fædre, som det ses på denne Dag. 19 Og det skal ske, om du glemmer Herren din Gud og vandrer efter andre Guder og tjener og tilbeder dem, da vidner jeg over eder i Dag, at I skulle omkomme. 20 Ligesom Hedningerne hvilke Herren lader omkomme for eders Ansigt, således skulle I omkomme, fordi I ikke vilde høre Herren eders Guds Røst.

9 Kapitel - 5.Mos.9
Hør, Israel! du går i Dag over Jordanen for at gå ind og tage til Eje Folk, som ere Herre og stærkere end du, Stæder, som ere store og faste indtil Himmelen, 2 et stort Folk og højt af Vækst, Anakiternes Børn, som du kender, og som du har hørt sige om: Hvo kan stå for Anaks Børns Ansigt? 3 Så skal du vide i Dag, at Herren din Gud, han går frem for dit Ansigt, en fortærende Ild, han skal udslette dem, og han skal ydmyge dem for dit Ansigt; og du skal fordrive dem og ødelægge dem snarlig, således som Herren har talet til dig. 4 Når Herren din Gud har udstødt dem fra dit Ansigt, da skal du ikke sige i dit Hjerte: For min Retfærdigheds Skyld har Herren ført mig ind at eje dette Land; thi for disse Hedningers Ugudeligheds Skyld fordriver Herren dem for dit Ansigt. 5 Ikke for din Retfærdighed eller for dit Hjertes Oprigtighed kommer du ind for at eje deres Land, men for disse Hedningers Ugudeligheds Skyld fordriver Herren din Gud dem for dit Ansigt og for at stadfæste det Ord, som Herren svor dine Fædre, Abraham, Isak og Jakob. 6 Så skal I du vide, at Herren din Gud ikke for din Retfærdigheds Skyld giver dig dette gode Land til Eje; thi du er et hårdnakket Folk.?
7 Kom i Hu, glem ikke, at du fortørnede Herren din Gud i Ørken; fra den Dag, du udgik af Ægyptens Land, indtil I ere komne til dette Sted, have I været genstridige imod Herren. 8 Og I fortørnede Herren ved Horeb, og Herren blev vred på eder, så at han vilde have ødelagt eder. 9 Da jeg. var opgangen på Bjerget at modtage Stentavlerne, den Pagts Tavler, hvilken Herren havde sluttet med eder, da blev jeg på Bjerget fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter, jeg åd ikke Brød og drak ikke Vand; 10 og Herren gav mig de to Stentavler, skrevne med Guds Finger, og på dem alle de Ord, som Herren talede med eder på Bjerget midt ud af Ilden på Forsamlingens Dag. 11 Og det skete, der de fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter havde Ende, da gav Herren mig to Stentavler, Pagtens Tavler. 12 Og Herren sagde til mig: Gør dig rede, gak hastigen ned herfra; thi dit Folk, som du udførte af Ægypten, har handlet fordærveligt; de ere hastigen afvegne fra den Vej, som jeg bød dem, de have gjort sig et støbt Billede. 13 Og Herren sagde til mig: Jeg har set dette Folk, og se, det er et hårdnakket Folk. 14 Lad af fra mig, og jeg vil ødelægge dem og udslette deres Navn fra at være under Himmelen; og jeg vil gøre dig til et stærkere og større Folk end dette. 15 Og jeg vendte mig og gik ned ad Bjerget, og Bjerget brændte med Ild, og jeg havde de to Pagtens Tavler i begge mine Hænder. 16 Og jeg så, og se, I havde syndet imod Herren eders Gud, I havde gjort eder en støbt Kalv, I vare hastigen afvegne fra den Vej, som Herren havde budet eder. 17 Da tog jeg fat på begge Tavlerne og kastede dem ud af begge mine Hænder, og jeg sønderbrød dem for eders Øjne. 18 Og jeg faldt ned for Herrens Ansigt som første Gang, fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter, jeg åd ikke Brød og drak ikke Vand, for alle eders Synders Skyld, som I syndede med, da I gjorde det onde for Herrens Øjne til at opirre ham 19 Thi jeg gruede for den brændende Vrede, med hvilken Herren var vred på eder til at ødelægge eder; men Herren hørte mig også den Gang. 20 Men Herren blev også såre vred på Aron, så at han vilde ødelægge ham; men jeg bad og for Aron på den samme Tid. 21 Men eders Synd, den Kalv, som I havde gjort, tog jeg og opbrændte den med Ild og stødte den og malede den godt, indtil den blev til fint Støv, og jeg kastede dens Støv i Bækken, som flyder ned ad Bjerget. 22 Desligeste gjorde I Herren vred i Tabeera og i Massa og i Kibroth-Hattåva. 23 Og da Herren sendte eder fra Kades-Barnea og sagde: Går op og indtager Landet., som jeg har givet eder, da vare I genstridige mod Herren eders Guds Mund og troede ikke på ham og hørte ikke på hans Røst. 24 I have været genstridige mod Herren, så længe som jeg har kendt eder.
25 Da faldt jeg ned for Herrens Ansigt de fyrretyve Dage og de fyrretyve Nætter, i hvilke jeg faldt ned; thi Herren havde sagt, at han vilde ødelægge eder. 26 Og jeg bad til Herren og sagde: Herre, Herre! ødelæg ikke dit Folk og din Arv, som du genløste med din store Kraft, og som du udførte af Ægypten med en stærk Hånd. 27 Kom dine Tjenere, Abraham, Isak og Jakob i Hu, vend dit Ansigt til dette Folks Hårdhed og til dets Ugudelighed og til dets Synd, 28 at Indbyggerne i det Land, af hvilket du udførte os, ikke skulle sige: Fordi Herren ikke kunde føre dem ind i det Land, som han havde tilsagt dem, og fordi han hadede dem, førte han dem ud at slå dem ihjel i Ørken. 29 Thi de ere dit Folk og din Arv, og du udførte dem med din store Kraft og med din udrakte Arm.

10 Kapitel - 5.Mos.10
På den samme Tid sagde Herren til mig: Udhug dig to Stentavler som de første, og stig op til mig på Bjerget, og du skal gøre dig en Ark af Træ: 2 Så vil jeg skrive de Ord på Tavlerne, som vare på de første Tavler, hvilke du sønderbrød, og du skal lægge og dem i Arken. 3 Så gjorde jeg en Ark af Sithimtræ og udhuggede to Stentavler som de første, og jeg gik op på Bjerget og havde de to Tavler i min Hånd. 4 Da skrev han på Tavlerne ligesom den første Skrift, de ti Ord, som Herren talede til eder på Bjerget midt ud af Ilden på Forsamlingens Dag; og Herren gav mig dem. 5 Så vendte jeg mig og gik ned ad Bjerget, og jeg lagde Tavlerne i den Ark, som jeg havde gjort; og de bleve der, som Herren havde befalet mig.
6 Og Israels Børn rejste fra Beeroth-Bne-Jaakan til Mosera; der døde Aron og blev begravet der, og hans Søn Eleasar gjorde Præstetjeneste i hans Sted. 7 Derfra rejste de til Gudgoda og fra Gudgoda til Jotbatha, et Land med Vandbække. 8 På den Tid fraskilte Herren Levi Stamme til at bære Herrens Pagts Ark, til at stå for Herrens Ansigt for at tjene ham og at velsigne i hans Navn indtil denne Dag. 9 Derfor skulde Levi ingen Del eller Arv have med sine Brødre; Herren, han er hans Arv, således som Herren din Gud har talet til ham. 10 Og jeg stod på Bjerget som første Gang fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter og Herren hørte mig også den Gang, Herren vilde ikke ødelægge dig. 11 Og Herren sagde til mig Stå op, gak hen at drage foran Folket, at de må komme ind at eje Landet, hvilket jeg tilsvor deres Fædre at ville give dem.
12 Og nu, Israel! hvad begærer Herren din Gud af dig uden det: At frygte Herren din Gud, at vandre i alle hans Veje og at elske ham og at tjene Herren din Gud af dit ganske Hjerte og af din ganske Sjæl; 13 at holde Herrens Bud og hans Skikke, som jeg byder dig i Dag, at det skal gå dig vel! 14 Se, Himlene og Himlenes Himle høre Herren din Gud til, Jorden og alt det, som er derpå; 15 ikkun til dine Fædre har Herren haft Lyst, så at han elskede dem; og han har udvalgt deres Sæd efter dem, eder ud af alle Folk, som det ses paa denne Dag. 16 Derfor skulle I omskære eders Hjertes Forhud, og I skulle ikke ydermere forhærde eders Nakke. 17 Thi Herren eders Gud er en Gud over Guderne og en Herre over Herrerne, den store, den mægtige og den forfærdelige Gud, som ikke anser Personer og ikke tager Gave, 18 men som skaffer faderløse og Enker Ret, og som elsker den fremmede, så han giver ham Brød og Klæder. 19 Derfor skulle I elske den fremmede; thi I have været fremmede i Ægyptens Land. 20 Herren din Gud skal du frygte, ham skal du tjene; og ved ham skal du hænge hart, og ved hans Navn skal du sværge. 21 Han er din Lovsang, og han er din Gud, som har gjort disse store og forfærdelige Ting imod dig, hvilke dine Øjne have set. 22 Dine Fædre droge ned til Ægypten ved halvfjerdsindstyve Personer; men nu har Herren din Gud sat dig som Stjerner på Himmelen i Mangfoldighed.

11 Kapitel - 5.Mos.11
Og du skal elske Herren din Gud og tage Vare på, hvad han vil have varetaget, og på hans Skikke og hans Befalinger og hans Bud, alle Dage. 2 Og I skulle kende i Dag - thi jeg taler ikke med eders Børn, som ikke kende, og som ikke have set det - Herren eders Guds Tugtelse, hans Storhed, hans stærke Hånd og hans udrakte Arm 3 og hans Tegn og hans Gerninger, som han gjorde midt i Ægypten på Farao, Kongen i Ægypten, og på alt hans Land; 4 og hvad han gjorde på Ægypternes Hær, på deres Heste og på deres Vogne, der han lod Vandet i det røde Hav flyde over dem, medens de forfulgte eder, og Herren lod dem omkomme indtil denne Dag; 5 og hvad han har gjort ved eder i Ørken, indtiI I ere komne til dette Sted; 6 og hvad han gjorde ved Datllan og Abiram, Sønner af Eliab, Rubens Søn, at Jordén oplod sin Mund og opslugte dem og deres Huse og deres Telté og alle Ting, som fulgte med dem, midt iblandt hele Israel. 7 Thi eders Øjne have set alle Herrens store Gerninger, som han har gjort. 8 Derfor skulle I holde alle de Bud, som jeg byder dig i Dag, at I må blive stærke og komme ind og eje Landet, som I drage over til for at eje det,
9 og at I må forlænge eders Dage i det Land, hvilket Herren tilsvor eders Fædre at give dem og deres Sæd, et Land, som flyder med Mælk og Honning. 10 Thi det Land som du kommer hen til for at eje det, er ikke som Ægyptens Land, som I ere dragne ud fra, hvor du såede din Sæd og måtte selv gå og vande den som en Urtehave. 11 Men det Land, som I drage over til for at eje det, er et Land med Bjerge og Dale, det drikker Vand af Himmelens Regn, 12 et Land, som Herren din Gud har nøje Agt på; Herren din Guds Øjne se stedse derpå fra Årets Begyndelse og indtil Årets Ende.
13 Og det skal ske, dersom I høre mine Bud, som jeg byder eder i Dag, at elske Herren eders Gud og at tjene ham af eders ganske Hjerte og af eders ganske Sjæl: 14 Da vil jeg give eders Land Regn på sin Tid, tidlig Regn og sildig Regn, at du kan indsamle dit Korn og din nye Vin og din Olie. 15 Og jeg vil give dit Kvæg Urter på din Mark, og du skal æde og blive mæt.
16 Tager eder i Vare, at eders Hjerte ikke bliver bedåret, så at I vige af og tjene andre Guder og tilbede dem, 17 så Herrens Vrede optændes imod eder, og han lukker Himmelen til, at der ingen Regn kommer, og Jorden ikke giver sin Grøde, og I snart udryddes fra det gode Land, som Herren giver eder. 18 Men I skulle lægge disse mine Ord på eders Hjerte og på eders Sjæl. og binde dem til et Tegn på eders Hånd, at de kunne være til et Spand imellem eders Øjne. 19 Og I skulle lære eders Børn dem ved at tale derom, når du sidder i dit Hus, og når du går på Vejen. Og når du lægger dig, og naar du staa op, 20 og du skal skrive dem på Dørstolperne i dit Hus og på dine Porte; 21 at eders Dage og eders Børns Dage maa blive mangfoldige i det Land, som Herren tilsvor eders, Fædre at give dem, som Himmelens Dage ere over Jorden. 22 Thi dersom I tage Vare på alle disse Bud, som jeg byder eder at gøre efter, så at I elske Herren eders Gud, vandre i alle hans Veje og hænge ved ham: 23 Da skal Herren fordrive alle disse Folk fra eders Ansigt, og I skulle eje større og stærkere Folk, end I selv ere. 24 Hvert Sted, som I med eders Fodsåler skulle træde på, skal høre eder til: Fra Ørken og Libanon, fra Floden, den Flod Frat, og indtil det yderste Hav skal eders Landemærke være. 25 Der skal ingen Mand kunne stå for eders Ansigt; Herren eders Gud skal lade Rædsel for eder og Frygt for eder komme over alt Landet, som I træde på, ligesom han har sagt eder.
26 Se, jeg lægger i Dag for eders Ansigt Velsignelse og Forbandelse: 27 Velsignelsen, når I lyde Herren eders Guds Bud, som jeg byder eder i Dag; 28 og Forbandelsen, dersom I ikke lyde Herren eders Guds Bud, men vige fra den Vej, som jeg byder eder i Dag, så at I vandre efter andre Guder, som I ikke kende. 29 Og det skal ske, når Herren din Gud fører dig; ind i det Land, som du kommer hen til for at eje det, da skal du lyse Velsignelsen på det Bjerg Garizim og Forbandelsen på det Bjerg Ebal. 30 Ere disse ikke på hin Side Jordanen bag Vejen imod Solens Nedgang, i Kananiternes Land; som bo på den slette Mark, tværs over for Gilgal ved More Lund? 31 Thi I gå over Jordanen for at komme ind at eje Landet, som Herren eders Gud giver eder; og I skulle eje det og bo i det. 32 Så skulle I tage Vare på at gøre efter alle de Skikke og Bud, som jeg lægger for eders Ansigt på denne Dag.

12 Kapitel - 5.Mos.12
Disse ere de Skikke og de Bud, som I skulle tage Vare paa at gøre efter i det Land, som Herren dine Fædres Gud har givet dig til Eje, alle de Dage, som I leve på Jorden. 2 I skulle ødelægge alle de Steder, hvor Hedningene, hvilke I skulle eje, have tjent deres Guder, på de høje Bjerge og på Højene og under alle grønne Træer, 3 og I skulle nedbryde deres Altere og sønderslå deres Støtter og opbrænde deres Astartebilleder med Ild og omhugge deres Guders udskårne Billeder og udslette deres Navn fra dette Sted.
4 I skulle ikke gøre således mod Herren eders Gud; 5 men på det Sted, som Herren eders Gud udvælger af alle eders Stammer til der at sætte sit Navn, der hvor han vil bo, skulle I søge ham, og derhen skal du komme. 6 Og derhen skulle I føre eders Brændofre, og eders Slagtofre og eders Tiender og eders Hænders Offergaver og eders Løfter og eders frivillige Ofre og de førstefødte af eders store Kvæg og af eders små Kvæg; 7 og der skulle I æde for Herren eders Guds Ansigt, og I skulle være glade i alt det, som I udrække eders Hænder til; I og eders Huse, ved hvad Herren din Gud har velsignet dig med. 8 I skulle ikke i alt gøre efter det, som vi gøre her i Dag, så at hver gør, hvad som helst er ret for hans Øjne. 9 Thi I ere ikke endnu komne til Rolighed og til den Arv, som Herren din Gud giver dig. 10 Når I ere gangne over Jordanen og bo i Landet, som Herren eders Gud giver eder til Arv, og han giver eder Rolighed for alle eders Fjender trindt omkring, og I bo tryggeligen, 11 da skal der være et Sted, som Herren eders Gud skal udvælge til at lade sit Navn bo der; derhen skulle I føre alt det, som jeg byder eder, eders Brændofre og eders Slagtofre, eder Tiende og eders Hænders Offergaver og alle eders udvalgte Løfter, hvilke I love Herren; 12 og I skulle være glade for Herren eders Guds Ansigt, I og eders Sønner og eders Døtre og eders Tjenere og eders Tjenestepiger og Leviten, som er i eders Porte; thi han har ingen Del eller Arv med eder. 13 Tag dig i Vare, at du ikke ofrer dine Brændofre på hvert det Sted, som du udser: 14 Men på det Sted, som Herren udvælger, i en af dine Stammer, der skal du ofre dine Brændofre, og der skal du gøre alt det, som jeg byder dig. 15 Dog må du slagte og æde Kød efter al din Sjæls Lyst, efter Herren din Guds Velsignelse, som han har givet dig, i alle dine Porte; den urene og den rene må æde det, som var det en Rå eller en Hjort. 16 Dog skulle I ikke æde Blodet; på Jorden skal du udøse det som Vand. 17 Du må ikke æde inden dine Porte Tiende af dit Korn og din nye Vin og din Olie, ej heller det førstefødte af dit store Kvæg eller dit små Kvæg, ej heller af noget af dine Løfter, som du har lovet, eller af dine frivillige Offer eller af din Hånds Gaver. 18 Men du skal æde det for Herren din Guds Ansigt på det Sted, som Herren din Gud udvælger, du og Søn og din Datter og din Tjener og din Tjenestepige og Leviten, som er i dine Porte; og du skal være glad for Herren din Guds Ansigt i alt det, som du udrækker dine Hænder til. 19 Tag dig i Vare, at du ikke forlader Leviten, alle dine Dage i dit Land. 20 Når Herren din Gud udvider dine Landemærker, som han har tilsagt dig, og du siger: Jeg vil æde Kød; thi din Sjæl har Lyst til at æde Kød: Så må du æde Kød efter al din Sjæls Lyst. 21 Men er det Sted langt fra dig, hvilket Herren din Gud har udvalgt til der at sætte sit Navn, da må du slagte af dit store Kvæg og af dit små Kvæg, som Herren har givet dig, ligesom jeg har budet dig, og du må æde det inden dine Porte efter al din Sjæls Lyst. 22 Dog kun, som var det en Rå eller en Hjort man æder, således må du æde det; den urene såvel som den rene må æde det. 23 Dog hold fast ved, at du ikke æder Blodet, thi Blodet er Sjælen; og du må ikke æde Sjælen med Kødet. 24 Du skal ikke æde det, du skal udøse det på Jorden som Vand. 25 Du skal ikke æde det, at det må gaa dig vel og dine Børn efter dig, når du har gjort det, som ret er for Herrens Øjne.
26 Dog de Ting, som du helliger, som hører dig til, og dine Løfter, dem skal du tage og komme med til det Sted, som Herren skal udvælge. 27 Og du skal bringe dine Brændofre, Kødet og Blodet, på Herren din Guds Alter, og Blodet af dine Ofre skal udøses på Herren din Guds Alter, og Kødet må du æde. 28 Tag Vare på og hør alle disse Ord, som jeg byder dig, at det må gå dig vel og dine Børn efter dig evindeligen, når du har gjort det, som godt og ret er for Herren din Guds Øjne. 29 Når Herren din Gud får udryddet Hedningerne for dit Ansigt, der hvor du drager hen at eje dem, og du ejer dem og bor i deres Land: 30 Så forvar dig, at du ikke falder i Snaren efter dem, efter at de ere ødelagte for dit Ansigt, og at du ikke søger deres Guder og siger: Ligesom disse Folk tjente deres Guder, så vil jeg også gøre. 31 Du skal ikke gøré således for Herren din Gud; thi de gjorde for deres Guder; alt det, som er vederstyggeligt for Herren, det som han hader; thi de have endog brændt deres Sønner og deres Døtre i Ilden for deres Guder. 32 I skulle holde hvert Ord, som jeg byder eder, at gøre derefter; du skal ikke lægge dertil og ej tage derfra.

13 Kapitel - 5.Mos.13
Når en Profet eller en, som drømmer en Drøm, står op midt iblandt eder. og giver dig et Tegn eller et Under, 2 og det Tegn eller det Under, som han sagde til dig, sker, og han siger: Lader os gå efter andre Guder, som du ikke kendte, og lader os tjene dem: Da skal du ikke lyde denne Profets Ord eller den, som drømte den Drøm; thi Herren eders Gud forsøger eder, at han vil fornemme, om I elske Herren eders Gud i eders ganske Hjerte og i eders ganske Sjæl. 4 I skulle vandre efter Herren eders Gud og frygte ham og holde hans Bud og høre hans Røst og tjene ham og hænge ved ham. 5 Men denne Profet eller den, som drømte den Drøm, skal dødes, fordi han har talet for Afvigelse fra Herren eders Gud, som udførte eder af Ægyptens Land óg forløste eder af Trælles Hus, og fordi han vilde føre dig bort fra den Vej, som Herren din Gud har befalet dig at vandre på og du skal borttage den onde af din Midte.
6 Når din Broder, din Moders Søn, eller din Søn eller din Datter eller din Hustru i din Arm eller din Ven, der er som din egen Sjæl, tilskynder dig i Løndom og siger: Lader os gå og tjene andre Guder, som du og dine Fædre ikke kendte, 7 af Folkenes Guder, som ere rundt omkring eder, hvad enten de ere nær ved dig eller ere langt fra dig, fra Jordens ene Ende og til Jordens anden Ende: 8 Da samtyk ikke med ham, og hør ham ikke; og dit Øje skal ikke spare ham, og du skal ikke skåne ham og ej skjule ham. 9 Men du skal slå ham ihjel, din Hånd skal være den første på ham til at give ham Døden, og til sidst alt Folkets Hånd. 10 Og du skal stene ham med Stene, og han skal dø; thi han søgte at drage dig fra Herren din Gud, som udførte dig af Ægyptens Land, af Trælles Hus; 11 på det at hele Israel må høre det og frygte og ikke blive ved at gøre efter denne onde Handel midt iblandt eder.
12 Om du hører i en af dine Stæder, som Herren din Gud giver dig at bo udi, at man siger: 13 Der er nogle Mænd, Belials Børn, udgangne af din Midte, og de forføre deres Stads Indbyggere og sige: Lader os gå og tjene andre Guder, som I, ikke kendte: 14 Da skal du ransage og udforske og spørge flitteligen; og se, er det Sandhed, er det Ord vist, at denne Vederstyggelighed er sket midt iblandt eder: 15 Da skal du slå Indbyggerne i den samme Stad med skarpe Sværd; du skal ødelægge den, og alt det, som er i den, og dens Kvæg med skarpe Sværd; 16 og du skal samle alt Byttet af den midt på dens Gade og opbrænde det med Ild, både Staden og alt Byttet af den, altsammen for Herren din Gud; og den skal være en Dynge evindelig, den skal ikke bygges ydermere. 17 Og lad intet af det bandlyste hænge ved din Hånd, at Herren må afvendes fra sin strenge Vrede og skænke dig Barmhjertighed og forbarme sig over dig og mangfoldiggøre dig, ligesom han har tilsvoret dine Fædre. 18 Thi du har hørt Herren din Guds Røst, at du skal holde alle hans Bud, som jeg befaler dig i Dag, at du skal gøre det, som ret er for Herren din Guds Øjne.

14 Kapitel - 5.Mos.14
I ere Herren eders Guds Børn, I skulle ikke såre eder selv eller rage eder imellem eders Øjne for en død. 2 Thi du er Herren din Gud et helligt Folk, og dig har Herren udvalgt at være ham et Ejendomsfolk fremfor alle Folk, som ere på Jordens Kreds.
3 Du skal ikke æde noget, som er vederstyggeligt. 4 Disse ere de Dyr, som I må æde: Okse, Lam af Fårene og Kid af Gederne; 5 Hjort og Rå og Bøffel og Stenbuk og Dådyr og Urnød og Stenged. 6 Og a1t Kvæg, som har Klove, og som har de tvende Klove kløvede, og som tygger Drøv iblandt Dyrene, det må I æde. 7 Dog dette må I ikke æde af dem, som tygge Drøv, og af dem, som have helt adskilte Klove: Kamelen og Haren og Kaninen; thi de tygge Drøv, men skille dog ikke Kloven ad, de skulle være eder urene; 8 og Svinet, thi det har Klove, men tygger ikke Drøv, det skal være eder urent; I skulle ikke æde af deres Kød og ikke røre ved deres Ådsel. 9 Dette må I æde af alt det, som er i Vandet: Alt det, som har Finne; og Skæl, må I æde. 10 Men alt det, som ikke har Finne og Skæl, må I ikke æde; det er eder urent. 11 I må æde hver ren Fugl. 12 Men disse ere de, som I ikke må æde af dem: Ørnen og Høgén og Strandørnen 13 og Kragen og Skaden og Glenten med dens Arter 14 og alle Ravne med deres Arter 15 og Strudsen og Natuglen og Mågen og Spurvehøgen med dens Arter, 16 Falken og Hornuglen og Viben 17 og Rørdrummen og Pelikanen og Dykkeren 18 og Storken og Hejren med dens Arter og Urhanen og Aftenbakken.19 Og alt flyvende Vrimmel, det skal være eder urent, de skulle ikke ædes. 20 I må æde hver ren Fugl. 21 I må ikke æde nogét, Ådsel; du kan give det til den fremmede, som er inden dine Porte, og han må æde det, eller sælge den fremmede det; thi du er Herren din Gud et helligt Folk. Du skal ikke koge et Kid i sin Moder Mælk
. 22 Du skal tiende af al din Sæd Grøde, som fremkommer af Marken hvert År. 23 Og du skal æde for Herren din Guds Ansigt på det Sted, som han udvælger til der at lade sit Navn bo, Tienden af dit Korn, din nye Vin og din Olie og de førstefødte af dit store Kvæg og af dit små Kvæg, at du må lære at frygte Herren din Gud alle Dage 24 Men når Vejen er dig for lang at du ikke formår at bære det der hen, fordi det Sted er for langt fra dig, som Herren din Gud har udvalgt til der at sætte sit Navn, nå Herren din Gud velsigner dig: 25 Sa skal du sælge det for Penge og tage Pengene i din Hånd og gå til det Sted, som Herren din Gud skal udvælge. 26 Og du skal give samme Penge ud for alt, hvad din Sjæl har Lyst til af stort Kvæg og af småt Kvæg, af Vin og af stærk Drik, eller for alt, som din Sjæl begærer af dig; og du skal æde det for Herren din Guds Ansigt og være glad, du og dit Hus. 27 Men Leviten, som er inden dine Porte, ham skal du ikke forlade; thi han har ingen Del eller Arv med dig. 28 Når tre År ere til Ende, skal du udføre hele Tienden af din Afgrøde i samme År, og den skal du lade blive inden dine Porte. 29 Så skal Leviten komme, fordi han har ingen Del eller Arv med dig, og den fremmede og den faderløse og Enken, som ere inden dine Porte, og de skulle æde og mættes, på det at Herren din Gud skal velsigne dig i al din Hånds Gerning, som du skal gøre.

15 Kapitel - 5.Mos.15
Når syv År ere til Ende, skal du lade Henstand ske. 2 Og således skal der forholdes med denne Henstand: Hver Ejermand, som har lånt noget ud af sin Hånd, skal give Henstand med det, som han har lånt ud til sin Næste; han skal ikke kræve sin Næste eller sin Broder, når man har udråbt Henstand for Herren. 3 Den fremmede må du kræve; men det, som du har hos din Broder, skal din Hånd give Henstand med; 4 kun at ingen skal blive en Tigger iblandt eder; thi Herren skal megét velsigne dig i det Land, som Herren din Gud giver dig til Arv at eje det; 5 dersom du ikkun hører Herren din Guds Røst, så at du tager Vare på at gøre efter alle disse Bud, som jeg byder dig i Dag. 6 Thi Herren din Gud har velsignet dig, som han har tilsagt dig; og du skal låne til mange Folk; men du skal ikke tage til Låns; og du skal herske over mange Folk, men de skulle ikke herske over dig.
7 Når der vorder en fattig iblandt eder, en af dine Brødre, i en af dine Stæder i dit Land, som Herren din Gud giver dig: Da skal du ikke gøre dit Hjerte hårdt og ikke lukke din Hånd for din fattige Broder. 8 Men du skal oplade din Hånd for ham, og du skal låne ham det, som er nok for hans Mangel, det som ham fattes. 9 Tag dig i Vare, at der ikke er en nedrig Tanke i dit Hjerte, at du siger: Det syvende År, Henstandsåret er nær, og at du er karrig imod din fattige Broder og ikke giver ham, og at han råber over dig til Herren, og det skal være dig til Synd. 10 Du skal give ham og ikke lade dit Hjerte fortryde det, at du giver ham; thi Herren din Gud skal for denne Sags Skyld velsigne dig i alle dine Gerninger og i alt det, som du udrækker din Hånd til. 11 Thi fattige ville ikke ophøre at være i Landet; derfor byder jeg dig og siger, at du skal oplade din Hånd for din Broder, for den, som trænger hos dig, og for din fattige i dit Land.
12 Når din Broder, en Hebræer eller en Hebræerinde, sælges til dig, da skal han tjene dig i seks År, og i det syvende År skal du lade ham fri fra dig. 13 Og når du lader ham fri fra dig, da skal du ikke lade ham gå tomhændet. 14 Du skal rigeligen begave ham af dit små Kvæg og af din Lade og af din Perse; det som Herren din Gud velsigner dig med, deraf skal du give ham. 15 Og du skal komme i Hu, at du var en Træl i Ægyptens Land, og at Herren din Gud udløste dig; derfor byder jeg dig dette Ord i Dag. 16 Og det skal ske, om han siger til dig: Jeg vil ikke gå ud fra dig, fordi han elsker dig og dit Hus, fordi han lider vel hos dig: 17 Da skal du tage en Syl og stikke i hans Øre og i Døren, så skal han være dig en Træl bestandig; og således skal du og gøre ved din Tjenestepige. 18 Lad det ikke være for svart for dine Øjne, at du lader ham fri fra dig; thi han har tjent dig dobbelt, efter en Daglønners Løn, seks År; og Herren din Gud skal velsigne dig i alt det, du skal gøre. 19 Alt det førstefødte, som fødes af dit store Kvæg og af dit små Kvæg, når det er en Han, skal du hellige for Herren din Gud; du skal ikke arbejde med din Okses førstefødte og ikke klippe dine Fårs førstefødte. 20 Du skal æde det hvert År for Herren din Guds Ansigt på det Sted, som Herren skal udvælge, du og dit Hus. 21 Dog, om der er Lyde på det, så det er lamt eller blindt, hvad som helst slem Lyde det er, da skal du ikke ofre det for Herren, din Gud. 22 Inden dine Porte skal du æde det såvel den urene som den rene, som var det en Rå og en Hjort 23 Dog skal du ikke æde Blodet deraf; du skal udøse det på Jorden som Vand.

16 Kapitel - 5.Mos.16
Tag Vare på Abib Måned, at du holder Påske for Herren din Gud; thi i Abib Måned udførte Herren din Gud dig af Ægypten om Natten. 2 Og du skal slagte Påskeoffer for Herren din Gud, småt Kvæg og stort Kvæg, på det Sted, som Herren skal udvælge, til der at lade sit Navn bo. 3 Du skal ikke æde syret Brød dertil, syv Dage skal du æde usyret Brød der til, Trængselsbrød; thi med Hast drog du ud af Ægyptens Land; for at du skal ihukomme den Dag, da du uddrog af Ægyptens Land, alle dine Livsdage. 4 Og der skal ingen Surdejg ses hos dig inden alt dit Landernærke, syv Dage; og der skal intet af Kødet, som du slagter om Aftenen på den første Dag, ligge Natten over til om Morgenen. 5 Du må ikke slagte Påskeoffer i nogen af dine Byer, som Herren din Gud giver dig. 6 Men på det Sted, som Herren din Gud skal udvælge til der at lade sit Navn bo, der skal du slagte Påskeofret om Aftenen, mod Solens Nedgang, på den bestemte Tid, som du drog ud af Ægypten. Og du skal koge og æde det på det Sted, som Herren din Gud skal udvælge; og om Morgenen skal du vende om og gå til dine Telte. 8 Seks Dage skal du æde usyrede Brød; men på den syvende Dag er en Slutningsfest for Herren din Gud, da skal du intet Arbejde gøre. 9 Du skal tælle dig syv Uger; fra man begynder med Seglen på det stående Korn, skal du begynde at tælle syv Uger. 10 Og du skal holde Ugernes Højtid for Herren din Gud, efter hvad din Hånd frivillig vil yde; efter hvad Herren din Gud velsigner dig med. 11Og du skal være glad for Herren din Guds Ansigt, du og din Søn og din Datter og din Tjener og din Tjenestepige og Leviten, som er inden dine Porte, og den fremmede og den faderløse og Enken, som er midt iblandt dig på det Sted, som Herren din Gud skal udvælge til der at lade sit Navn bo. 12 Og du skal komme i Hu, at du har været en Træl i Ægypten; og du skal holde og gøre disse Skikke.
13 Du skal holde Løvsalernes Højtid for dig syv Dage, når du har indsamlet af din Lo og af din Perse. 14 Og du skal være glad under din Højtid, du og din Søn og din Datter og din Tjener og din Tjenestepige og Leviten og den fremmede og den faderløse og Enken, som ere inden dine Porte. 15 Syv Dage skal du holde Højtid for Herren din Gud på det Sted, som Herren skal udvælge; fordi Herren din Gud skal velsigne dig i al din Afgrøde og i al dine Hænders Gerning, derfor skal du kun være glad.
16 Tre Gange om Året skal alt dit Mandkøn ses for Herren din Guds Ansigt på det Sted, som han skal udvælge, på de usyrede Brøds Højtid og på Ugernes Højtid og på Løvsalernes Højtid; og der skal ingen ses tomhændet for Herrens Ansigt; 17 men hver med Hånds Gave, efter Herren din Guds Velsignelse, som han har givet dig.
18 Du skal sætte dig Dommere og Fogeder i alle dine Porte, som Herren din Gud giver dig, for dine Stammer; og de skulle dømme Folket med retfærdig Dom. 19 Du skal ikke bøje Retten, du skal ej heller anse nogens Person, og du skal ikke tage Gave; thi Gaven forblinder de vises Øjne og forvender de retfærdiges Sager. 20 Ret, Ret skal du efterjage, at du må leve og eje det Land, som Herren din Gud giver dig. 21 Du skal ikke sætte dig Astartebilleder af noget Slags Træ ved Herren din Guds Alter, som du skal gøre dig. 22 Du skal ikke oprejse dig Støtter, hvilke Herren din Gud hader.

17 Kapitel - 5.Mos.17
Du skal ikke ofre Herren din Gud Okse eller Lam, som har en I.yde, eller nogen slem Ting: thi det er Herren din Gud en Vederstyggelighed. 2 Naar der findes midt iblandt dig, i en af dine Byer, som Herren din Gud giver dig, Mand eller Kvinde, som gør det, som er ondt for Herren din Guds Øjne, ved at overtræde hans Pagt, 3 og denne går hen og tjener andre Guder og tilbeder dem, enten Sol eller Måne eller noget af hele Himmelens Hær, som jeg ikke har budet, 4 og det bliver givet dig til Kende, og du hører det: Da skal du ransage det vel; og se, er det Sandhed, er det Ord vist, er denne Vederstyggelighed sket i Israel: 5 Da skal du føre den Mand eller den Kvinde, som gjorde denne onde Handel, ud til dine Porte, Manden eller Kvinden, og du skal stene dem med Sten, og de skulle dø. 6 Efter to Vidners eller tre Vidners Mund skal den lide Døden, som er skyldig at dø; han skal ikke lide Døden efter eet Vidnes Mund. 7 Vidnernes Hånd skal først være på ham til at slå ham ihjel og til sidst alt Folkets Hånd; så skal du borttage den onde af din Midte.
8 Når en Sag for Retten er for vanskelig for dig, imellem Blod og Blod, imellem Sag og Sag og imellem Slag og Slag, i hvad Retstrætte der kan være inden dine Porte: Da skal du gøre dig rede og gå op til det Sted, som Herren din Gud skal udvælge. 9 Og du skal komme til Præsterne, Leviterne og til den Dommer, som mon være i de samme Dage; og du skal forespørge dig, så skulle de give dig Rettens Ord til Kende. 10 Og du skal gøre efter det Ords Lydelse, som de give dig til Kende fra det Sted, som Herren skal udvælge, og du skal tage Vare på, at du gør efter alt det, som de lære dig. 11 Efter den Lovs Lydelse, som de lære dig, og efter den Ret, som de sige dig, skal du gøre; du skal ikke vige fra det Ord, som de tilkendegive dig, hverken til højre eller til venstre Side. 12 Men den Mand, som gør noget i Hovmodighed, at han ikke vil høre Præsten, som står til at tjene der for Herren din Gud, eller Dommeren, den Mand skal dø, og du skal borttage den onde af Israel, 13 for at alt Folket må høre det og frygte og ikke mere handle hovmodigen.
14 Når du kommer i det Land, som Herren din Gud giver dig, og ejer det og bor deri, og du siger: Jeg vil sætte en Konge over mig ligesom alle Folkene, som ere trindt omkring mig, 15 da skal du sætte den til Konge over dig, som Herren din Gud skal udvælge; du skal sætte en af dine Brødres Midte til Konge over dig, du må ikke sætte over dig en fremmed Mand, som ikke er din Broder. 16 Kun skal han ikke holde mange Heste og ikke komme Folket til at drage tilbage til Ægypten for at hente mange Heste; thi; Herren har sagt eder: I skulle ikke herefter ydermere drage tilbage ad denne Vej. 17 Han skal ikke hellér tage sig mange Hustruer, at hans Hjerte ikke skal afvige; han skal ikke heller samle sig såre meget Sølv og Guld. 18 Og det skal ske, når han sidder på sit Riges Trone, da skal han lade sig skrive en Afskrift af denne Lov i en Bog efter den, som er hos Præsterne, Leviterne. 19 Og den skal være hos ham, og han skal læse i den alle sit Livs Dage, på det han kan lære at frygte Herren sin Gud, at holde alle denne Lovs Ord og disse Skikke og gøre efter dem, 20 for at hans Hjerte ikke skal ophøje sig over hans Brødre, ej heller vige fra Budet til højle eller venstre Side, for at han må forlænge sine Dage i sit Kongerige, han og hans Børn i Israel.

18 Kapitel - 5.Mos.18
Præsterne, Leviterne, hele Levi Stamme skal ikke have Del eller Arv med Israel; de skulle æde Herrens Ildofre og hans Arv. 2 Og han skal ikke have Arv iblandt sine Brødre; Herren, han er hans Arv, ligesom han har talet til ham. 3 Men dette skal være Præsternes Rettighed af Folket, af dem, som ofre Ofret, enten Okse eller Lam, at man skal give Præsten Boven og Kæverne og Kallunet. 4 Det første af dit Korn, din nye Vin og din Olie og den første Uld af dine Får skal du give ham; 5 thi Herren din Gud har udvalgt ham af alle dine Stammer til at stå og tjene i Herrens Navn ham og hans Sønner alle Dage 6 Og nar en Levit kommer fra dine Porte i hele Israel hvor han opholder sig, og han kommer efter sin Sjæls fulde Lyst til det Sted, hvilket Herren skal udvælge,7 og han tjener i Herren sin Guds Navn, ligesom alle hans Brødre, Leviterne, som stå der for Herrens Ansigt: 8 Da skulle de nyde lige Del, foruden hvad han ejer af solgt Gods fra Fædrene. 9 Når du kommer til det Land, hvilket Herren din Gud giver dig, da skal du ikke lære at gøre efter disse Folks Vederstyggeligheder. 10 Der skal ikke findes hos dig nogen, som lader sin Søn eller sin Datter gå igennem Ilden, nogen som omgås med Spådom eller er en Dagvælger, eller som agter på Fugleskrig eller er en Troldkarl, 11 eller som omgås med Manen, eller som adspørger en Spåmand eller er en Tegnsudlægger, eller som gør Spørgsmål til de døde. 12 Thi hver, som gør disse Ting, er en Vederstyggelighed for Herren, og for disse Vederstyggeligheders Skyld fordriver Herren din Gud dem fra sit Ansigt. 13 Du skal være fuldkommen for Herren din Gud. 14 Thi disse Hedninger, som du skal fordrive, de have hørt efter Dagvælgere og Spåmænd; men sligt har Herren din Gud ikke tilstedet dig. 15 En Profet af din Midte, af dine Brødre, ligesom mig, skal Herren din Gud oprejse dig; ham skulle I høre; 16 aldeles som du begærede af Herren din Gud ved Horeb på Forsamlingens Dag og sagde: Jeg kan ikke blive ved at høre Herren min Guds Røst og ikke ydermere se denne store Ild, at jeg ikke skal dø. 17 Da sagde Herren til mig: De have talet vel i det, de have talet. 18 Jeg vil oprejsé dem en Profet midt ud af deres Brødre, ligesom du er; og jeg vil lægge mine Ord i hans Mund, og han skal tale til dem alt det, som jeg vil befale ham. 19 Og det skal ske, at den, som ikke vil høre på mine Ord, som han skal tale i mit Navn, af ham skal jeg kræve det. 20 Men den Profét, som formaster sig til at tale et Ord i mit Navn, som jeg ikke har befalet ham at tale, eller den, som taler i andre Guders Navn, den Profet skal dø. 21 Og om du siger i dit Hjerte, hvorledes kunne vi kende det Ord, som Herren ikke har talet: 22 Når Profeten taler i Herrens Navn, og det Ord sker ikke, og det kommer ikke: Da er det et Ord, som Herren ikke har talet; den Profet har talet det i Formastelse, du skal ikke grue for ham.

19 Kapitel - 5.Mos.19
Når Herren din Gud har udryddet Hedningerne, hvis Land Herren din Gud giver dig, og du ejer dem og bor i deres Stæder og i deres Huse: 2 Da skal du udskille dig tre Stæder midt udi dit Land, hvilket Herren din Gud giver dig til Eje. 3 Du skal berede dig Vej til dem, og i tre Dele skal du dele dit Landemærke, som Herren din Gud ladér dig arve; og det skal være således, at hver Manddraber kan fly hen til den. 4 Og således skal der forholdes med den Manddraber, som tør fly derhen og blive ved Live: Den, som slår sin Næste af Vanvare og har ikke hadet ham tilforn; 5 og den, som går ud med sin Næste i Skoven for at hugge Træer, og hans Hånd slår til med Øksen for at afhugge Træet, og Jernet farer af Skaftet og rammer hans Næste, så at denne dør: Han kan fly til en af disse Stæder, at han må leve, 6 så at Blodhævneren ikke skal forfølge Manddraberen, medens hans Hjerte er ophidset, og nå ham, når Vejen er lang, og slå ham ihjel, skønt ingen Dødsdom er over ham; efterdi han ikke havde hadet ham tilforn. 7 Derfor byder jeg dig og siger: Du skal udskille dig tré Stæder. 8 Og dersom Herren din Gud gør dit Landemærke videre, således som han har tilsvoret dine Fædre, og giver dig alt det Land, som han sagde at ville give dine Fædre; 9 når du holder alle disse Bud, så du gør det, hvilket jeg befaler dig i Dag, at elske Herren din Gud og at vandre i hans Veje alle Dage: Da skal du endnu lægge dig tre Stæder til disse tre, 10 at der ikke skal udøses uskyldigt Blod midt i dit Land, som Herren din Gud giver dig til Arv, og der skulde være Blodskyld på dig. 11 Men når der er en Mand, som hader sin Næste og lurer på ham og rejser sig imod ham og slår ham ihjel, at han dør, og han flyr til en af disse Stæder: 12 Da skulle de Ældste af hans Stad sende hen og hente ham derfra og give ham i Blodhævnerens Hånd, og han skal dø. 13 Dit Øje skal ikke spare ham, og du skal borttage det uskyldige Blod af Israel, at det må gå dig vel. 14 Du skal ikke flytte din Næstes Markskel, som Forfædrene satte til Skel i din Arv, som du arver i dit Land, hvilket Herren din Gud giver dig at eje. 15 Eet Vidne skal ikke stå frem imod nogen for nogen Misgerning eller for nogen Synd, i hvad Hånde Synd nogen har syndet; efter to Vidners Mund eller efter tre Vidners Mund skal en Sag stadfæstes. 16 Når et uretfærdigt Vidne står frem imod nogen, at vidne imod ham om en Overtrædelse: 17 Da skulle de to Mænd, som have Trætte, stå frem for Herrens Ansigt, for Præsternes og Dommernes Ansigt, dem som ere i de Dage, 18 og Dommerne skulle ransage; og se, er det Vidne et falsk Vidne, som har vidnet falskeligen imod sin Broder, 19 da skulle I gøre ved ham, således som han havde tænkt at gøre ved sin Broder; og du skal borttage den onde af din Midte, 20 at de øvrige må høre det óg frygte og ikke blive ved at gøre ydermere efter denne onde Handel iblandt eder. 21 Og dit Øje skal ikke spare: Liv for Liv, Øje for Øje, Tand for Tand, Hånd for Hånd, Fod for Fod.

20 Kapitel - 5.Mos.20
Når du uddrager til Krig imod din Fjende, og du ser Heste og Vogne, ja Folk, flere end du, da skal du ikke frygte for dem; thi Herren din Gud er med dig, han som førte dig op af Ægyptens Land 2 Og det skal ske, når I nærme eder Striden, da skal Præsten gaa; frem og tale til Folket. 3 Og han skal sige til dem: Hør, Israel! I nærme eder i Dag til Striden imod eders Fjender, lader eders Hjerte ikke blive modløst, frygter ikke og forfærdes ikke og gruer ikke for deres Ansigt! 4 Thi Herren eders Gud er den som går med eder, at stride for eder imod eders Fjender for at frelse eder 5 Men Fogederne skulle tale til Folket og sige: Er der en Mand som har bygget et nyt Hus og ikke indviet det, han gå hen og vende tilbage til sit Hus, at han ikke skal dø i Krigen, og en anden Mand skal indvie det. 6 Og er der en Mand, som har plantet; en Vingård og ikke nydt Frugten af den, han gå hen og vende tilbage til sit Hus, at han ikke skal dø i Krigen, og en anden Mand skal nyde den første Frugt af den. 7 Og er der en Mand, som har trolovet sig en Hustru og ikke har taget hende til Ægte, han gå hen og vende tilbage til sit Hus, at han ikke skal dø i Krigen, og en anden Mand skal tage hende. 8 Og Fogederne skulle blive ved at tale til Folket og sige: Er der en Mand, om er frygtagtig og blødhjertet, han gå hen og vende tilbage til sit Hus, at han ikke skal gøre sine Brødres Hjerte mistrøstigt, som hans eget Hjerte er. 9 Og det skal ske, når Fogederne have endt at tale til Folket, da skulle de beskikke Hærførere i Spidsen for Folket. 10 Når du nærmer dig til en Stad; til at stride imod den, da skal du; tilbyde den Fred. 11 Og det skal ske, om den svarer dig fredelig og lader op for dig, da skal alt det Folk, som findes i den, være dig skatskyldigt og tjene dig. 12 Men dersom den ikke vil gøre Fred med dig, men føre Krig imod dig, da skal du belejre den. 13 Og Herren din Gud skal give den i din Hånd, og du skal slå alt Mandkøn i den med skarpe Sværd. 14 Kun Kvinderne og de små Børn og Kvæget og alt det, som er i Staden, alt Byttet deraf må du røve for dig, og du skal nyde dine Fjenders Bytte, som Herren din Gud har givet dig. 15 Saaledes skal du gøre mod alle Stæderne, som ere såre langt fra dig, og som ikke ere af disse Hedningers Stæder. 16 Kun i disse Folks Stæder, som Herren din Gud giver dig til Arv, skal du ikke lade leve noget, som drager Ånde. 17 Thi du skal bandlyse dem, nemlig Hethiterne og Amoriterne, Kananiterne og Feresiterne, Heviterne og Jebusiterne, som Herren din Gud har budet dig, 18 på det at de ikke skulle lære eder at gøre efter alle deres Vederstyggeligheder, som de have gjort for deres Guder, og I skulle synde mod Herren eders Gud 19 Når du belejrer en Stad mange Dage og strider imod den for at indtage den, da skal du ikke ødelægge dens Træer ved at hugge ned på dem med Øksen, thi du skal; æde af dem og ikke afhugge dem thi mon Markens Træer ere Mennesker, som af dig skulle belejres? 20 Kun de Træer, som du ved om at det ikke er Frugttræer, dem må du ødelægge og afhugge, at du kan bygge Bolvælk imod Staden, som fører Krig imod dig, indtil den falder.

21 Kapitel - 5.Mos.21
Når der bliver funden en ihjelslagen i Landet, hvilket Herren din Gud giver dig at eje, liggende på Marken, og det ikke er vitterligt, hvo der har slået ham ihjel: 2 Da skulle dine Ældste og dine Dómmere gå ud, og de skulle måle til de Stæder, som ere rundt omkring den ihjelslagne. 3 Og den Stad, som er næst ved den ihjelslagne, den Stads Ældste skulle tage en Kvie af Kvæget, som man ikke har arbejdet med, og som ikke har draget i Åg; 4 og de Ældste af samme Stad skulle føre Kvien ned til en Dal med stedse rindende Vand, i hvilken der ikke arbejdes eller sås; og der i Dalen skulle de bryde Nakken på Kvien. 5 Så skulle Præsterne, Levi Sønner, gå frem; thi Herren din Gud har udvalgt dem til at tjene sig og til at velsigne i Herrens Navn; og al Trætte og al Plage skal afgøres efter deres Ord. 6 Og alle de Ældste af dén samme Stad, de som ere næst ved den ihjelslagne, skulle to deres Hænder over Kvien, som Nakken er brudt på i Dalen. 7 Og de skulle vidne og sige: Vore Hænder have ikke udøst dette Blod, og vore Øjne have ikke set det. 8 Søn dit Folk Israel, som du, Herre! har forløst og læg ikke uskyldigt Blod på dit Folk Israel; så bliver Blodet sonet, for dem. 9 Og du skal borttage det uskyldige Blod af din Midte; thi du skal gøre det, som er ret for Herrens Øjne.
10 Når du uddrager i Krigen imod dine Fjender, og Herren din Gud giver dem i din Hånd, så at du fører dem i Fangenskab, 11 og du, ser iblandt Fangerne en Kvinde, som er dejlig af Skikkelse, og du får Lyst til hende, og du tager dig hende til Hustru: 12 Da skal du føre hende midt ind i dit Hus, og hun skal lade sit Hoved rage og skære sine Negle, 13 og hun skal bortlægge sit Fangenskabs Klæder fra sig, og hun skal blive i dit Hus og begræde sin Fader og sin Moder en Månedstid; og derefter må du gå til hende og ægte hende, og hun skal blive dig til Hustru. 14 Men det skal ske, om du ikke har Behagelighed til hende, da skal du lade hende fare efter hendes Sjæls Begæring og ikke sælge hende for Penge; du skal ikke behandle hende som Trælkvinde, fordi du har krænket hende. 15 Om en Mand har to Hustruer een, som han elsker, og een, som han hader, og de have født ham Børn, både den, han elsker, og een, som han hader, og den førstefødte Søn er den forhadtes: 16 Da skal det ske på den Dag, han lader sine Børn arve det, han har, at han ikke skal have Magt til at gøre Sønnen af hende, som han elsker, til den førstefødte, i Stedet for den førstefødte Søn af hende, som han hader; 17 men han skal kendes ved den førstefødte Søn af hende, som han hader, og give ham dobbelt Lod af alt det, der findes hos ham; thi han er hans første Kraft, ham hører Førstefødsels Ret til.
18 Om en Mand har en modvillig og genstridig Søn, som ikke lyder sin Faders Røst og sin Moders Røst, og de tugte ham, og han vil ikke lyde dem, 19 da skulle hans Fader og hans Moder tage fat på ham og føre ham frem til de Ældste i hans Stad og til hans Steds Port, 20 de skulle sige til de Ældste i hans Stad: Denne vor Søn er modvillig og genstridig, han vil ikke lyde vor Røst, en Frådser og Dranker; 21 så skulle alle Mændene i hans Stad stene ham med Stene, og han skal dø; og du skal borttage den onde af din Midte, at al Israel må høre det og frygte.
22 Og når en Mand har gjort en Synd, som har fortjent Dødsdom, og han dødes, og du hænger ham på et Træ, 23 da skal hans Krop ikke blive Natten over på Træet, men du skal begrave ham på den samme Dag; thi den, som bliver hængt, er en Guds Forbandelse; og du skal ikke gøre dit Land urent, som Herren din Gud giver dig til Arv.

22 Kapitel - 5.Mos.22
Du skal ikke se din Broders Okse eller hans Lam farende vild og undslå dig for at tage dig, af dem; men du skal føre dem tilbage til din Broder. 2 Men dersom din Broder ikke er nær hos dig, og du ikke kender ham, da skal du tage det ind i dit Hus, og det skal være hos dig, indtil din Broder søger derefter, da skal du give ham det tilbage. 3 Og således skal du gøre med hans Asen, og således skal du gøre med hans Klæder, og således skal du gøre med alt det, som din Broder har tabt, med hvad der er tabt af ham, og som du finder; du må ikke undslå dig derfor. 4 Du skal ikke se din Broders Asen eller hans Okse falde på Vejen og undslå dig for at tage dig af dem; du skal rejse dem op med ham.
5 Der skal intet Mandstøj være på en Kvinde, og en Mand skal ikke føre sig i Kvindeklæder; thi hver den, som gør disse Ting, er en Vederstyggelighed for Herren din Gud.
6 Når du finder en Fuglerede på Vejen, i et Træ eller på Jorden, og der er Unger eller Æg, og Moderen ligger på Ungerne eller på Æggene, da skal du ikke tage Moderen med Ungerne. 7 Men du skal lade Moderen fare og tage Ungerne til dig, at det må gå dig vel, og du må forlænge dine Dage.
8 Når du bygger et nyt Hus, da skal du gøre et Rækværk om dit Tag, at du ikke skal bringe Blodskyld over dit Hus, hvis nogen falder ned derfra:
9 Du skal ikke så din Vingård med to Slags, at din Sæds Fylde, som du sår, og Vingårdens Afgrøde ikke skal hjemfalde til Helligdommen. 10 Du skal ikke pløje med en Okse og med et Asen sammen. 11 Du skal ikke iføre dig Klæder, vævede af uldent og Linned sammen.
12 Du skal gøre dig Snore på de fire Flige af dit Klædebon, som du skjuler dig med.
13 Når en Mand tager en Hustru og kommer ind til hende, men får Had til hende 14 og tillægger hende skammelige Ting og fører ondt Rygte ud om hende og siger: Denne Kvinde tog jeg og holdt mig nær til hende, og jeg fandt ikke Jomfrudom hos hende: 15 Da skal Pigens Fader og hendes Moder tage og bringe Pigens jomfruelige Tegn ud til Stadens Ældste til Porten. 16 Og Pigens Fader skal sige til de Ældste: Jeg gav denne Mand min Datter til Hustru, og han har fået Had til hende. 17 Og se, han tillægger hende skammelige Ting og siger: Jeg har ikke fundet din Datters Jomfrudom, skønt disse ere min Datters jomfruelige Tegn; så skulle de udbrede Klædet for de Ældste af Staden. 18 Og de Ældste af Staden skulle tage Manden og revse ham. 19 Og de skulle straffe ham på hundrede Sekel Sølv og give Pigens Fader dem, fordi han har ført ondt Rygte ud om en Jomfru i Israel; så skal han have hende til Hustru, han må ikke nogensinde lade hende fare. 20 Men dersom det Ord har været Sandhed, at Pigens Jomfrudom ikke fandtes: 21 Da skulle de føre Pigen ud til Døren af hendes Faders Hus, og Mændene af hendes Stad skulle stene hende med Stene, og hun skal dø, fordi hun gjorde en Dårlighed i Israel ved at bedrive Hor i sin Faders Hus; og du skal borttage den onde af din Midte.
22 Dersom en Mand findes at ligge hos en Kvinde, som er en Mands Ægtehustru; da skulle de begge tilsammen dø, Manden, som lå hos Kvinden, og Kvinden; og du skal borttage den onde af Israel.
23 Når en Pige, en Jomfru, er trolovet med en Mand, og en Mand finder hende i Staden og ligger hos hende: 24 Da skulle I føre dem begge ud til samme Stads Port og stene dem med Stene, og de skulle dø, Pigen for den Sags Skyld, at hun ikke råbte i Staden, og Manden for den Sags Skyld, at han krænkede sin Næstes Hustru; og du skal borttage den onde af din Midte. 25 Men dersom Manden finder den trolovede Pige på Marken, og Manden holder fast på hende og ligger hos hende, da skal alene Manden, som lå hos hende, dø. 26 Men Pigen skal du ikke gøre noget, for Pigen er det ingen Dødssynd; thi ligesom en vil rejse sig imod sin Næste og slå ham ihjel, så er og denne Handel. 27 Thi han fandt hende på Marken; den trolovede Pige råbte, og der var ingen, som frelste hende.
28 Når nogen finder en Pige, en Jomfru, som ikke er trolovet, og tager fat på hende og ligger hos hende, og de findes: 29 Da skal den Mand, som lå hos hende, give Pigens Fader halvtredsindstyve Sekel Sølv, og hun skal være hans Hustru for den Sags Skyld, at han krænkede hende; han må ikke nogensinde lade hende fare.
30 En Mand skal ikke tage sin Faders Hustru og ej opslå sin Faders Flig.

23 Kapitel - 5.Mos.23
Ingen Gilding, enten han er bleven det ved Knusning eller ved Snit, må komme i Herrens Forsamling 2 Intet Horebarn må komme i Herrens Forsamling; endog i tiende Led må ikke nogen af hans komme i Herrens Forsamling. 3 En Ammonit og en Moabit må ikke komme i Herrens Forsamling; endog i tiende Led må ikke nogen af dem komme i Herrens Forsamling evindelig; 4 for den Sags Skyld, at de ikke kom eder i Møde med Brød og med Vand på Vejen, der I gik ud af Ægypten, og fordi han lejede Bileam, Beors Søn, af Pethor i Mesopotamien, imod dig til at forbande dig. 5 Men Herren din Gud vilde ikke høre Bileam, og Herren din Gud vendte dig Forbandelsen til Velsignelse; thi Herren din Gud havde dig kær. 6 Du skal ikke søge at fremme deres Fred eller deres Vel, alle dine Dage evindeligen.? 7 Du skal ikke have Vederstyggelighed til en Edomit, thi han er din Broder; du skal ikke have Vederstyggelighed til en Ægypter, thi du har været fremmed i hans Land. 8 De Børn, som de avle sig i det tredje Led, de må komme i Herrens Menighed.
9 Når du går ud af Lejren imod dine Fjender, da tag dig i Vare for al ond Handel. 10 Når der er en Mand iblandt eder, som ikke er ren for det, som ham kunde hændes om Natten, da skal han gå ud uden for Lejren, han skal ikke komme ind i Lejren. 11 Og hen imod Aften skal han bade sig i Vand, og når Solen går ned, skal han komme ind i Lejren. 12 Og du skal have et Sted uden for Lejren, og der skal du gå hen udenfor. 13 Og du skal have en Spade foruden dine Våben; og når du sætter dig derude da skal du grave dermed og vende dig om og skjule det, som er gået fra dig. 14 Thi Herren din Gud vandrer midt i din Lejr for at udfri dig og at give dine Fjender hen for dit Ansigt; og din Lejr skal være hellig, så at han ikke skal se nogen ublu Ting hos dig og vende sig bort fra dig.
15 Du skal ikke overantvorde en Træl til sin Herre, når han er undluppen til dig fra sin Herre. 16 Hos dig skal han blive, i din Midte, på det Sted, som han udvælger sig til Gode i en af dine Porte; du skal ikke forfordele ham.
17 Der skal ingen af Israels Døtre være en Skøge, og ingen af Israels Sønner skal være en Skørlevner. 18 Du skal ikke bringe Skøgeløn eller Hundefortjeneste i Herren din Guds Hus efter noget Løfte; thi begge Dele er Herren din Gud en Vederstyggelighed.
19 Du skal ikke tage Åger af din Broder, Pengeåger, Madåger eller Åger af nogen Ting, som der kan ågres med. 20 Af en fremmed må du tage Åger, men af din Broder må du ikke tage Åger, at Herren din Gud må velsigne dig i alt det, som du udrækker din Hånd til i det Land, som du kommer hen til for at eje det.
21 Når du lover Herren din Gud et Løfte, da skal du ikke tøve med at betale det; thi Herren din Gud vil kræve det af dig, og det vil være dig en Synd. 22 Men når du lader være at love noget, skal det ikke være dig til Synd. 23 Det, som er udgået af dine Læber, skal du holde og gøre, således som du har lovet Herren din Gud frivilligen det, som du har talet med din Mund. 24 Når du kommer i din Næstes Vingård, da må du æde Druer efter din Sjæls Lyst, til du er mæt; men du må intet lægge i dit Kar. 25 Når du kommer i din Næstes stående Korn, må du plukke Aks med din Hånd; men du må ikke røre Seglen mod din Næstes stående Korn.

24 Kapitel - 5.Mos.24
Når en Mand tager en Hustru og ægter hende, og hun ikke finder Nåde for hans Øjne, fordi han fandt ublu Handel hos hende, og han da skriver hende et Skilsmissebrev og giver det i hendes Hånd,og lader hende fare bort fra sit Hus, 2 og hun da går ud af hans Hus og går bort og bliver en anden Mands, 3 og den samme anden Mand får Had til hende og skriver hende et Skilsmissebrev og giver i hendes Hånd og lader hende fare bort fra sit Hus; eller om den anden Mand dør, som tog hende til Hustru: 4 Da må ikke hendes første Mand, som lod hende fare, atter tage hende til sin Hustru, siden hun er bleven uren, thi det er en Vederstyggelighed for Herrens Ansigt; og du skal ikke gøre det Land syndigt, som Herren din Gud giver dig til Arv
5 Når en Mand nylig har taget en Hustru, skal han ikke drage ud i Striden, og man skal ingen Tynge lægge på ham; han skal være fri i sit Hus eet År og være glad med sin.Hustru, som han har taget.
6 Man skal ikke tage begge Møllestene eller den øverste Møllesten til Pant; thi så tager man Livet til Pant.
7 Om nogen findes, som stjæler en Person af sine Brødre af Israels Børn og driver Handel med ham eller sælger ham, da skal samme Tyv dø, og du skal borttage den onde fra dig.
8 Tag dig i Vare for Spedalskheds Plage, så at du tager vel Vare på og gør efter alt det, som Præsterne, Leviterne skulle lære eder; eftersom jeg har budet dem, skulle I tage Vare på at gøre. 9 Kom i Hu, hvad Herren, din Gud gjorde ved Maria på Vejen, der I droge ud af Ægypten.
10 Dersom du udlåner til din Næeste noget Lån, da skal du ikke gå ind i hans Hus og tage hans Pant. 11 Du skal stå udenfor, og den Mand, hvem du har lånt noget, skal bære Pantet ud til dig uden for. 12 Men dersom han er en nødlidende Mand, da skal du ikke lægge dig til Hvile med hans Pant. 13 Men du skal give ham Pantet tilbage, når Solen går ned, at han kan lægge sig i sit Klædebon og velsigne dig; og det skal være dig en Retfældighed for Herren din Guds Ansigt.
14 Du skal ikke gøre en nødlidende og en fattig Daglønner Uret, være sig af dine Brødre eller af dine fremmede, som ere i dit Land inden dine Porte. 15 Du skal give ham hans Løn på hans Dag, og Solen skal ikke gå ned derover; thi han er nødlidende, og til den sætter han sin Hu; at han ikke skal råbe over dig til Herren, og det skal være dig til Synd.
16 Forældre skulle ikke dødes for; Børn, og Børn skulle ikke dødes for Forældrene; de skulle dødes hver for sin Synd.
17 Du skal ikke bøje Retten for den fremmede, den faderløse, og ej tage en Enkes Klædebon til Pant 18 Og du skal komme i Hu, at du var en Træl i Ægypten, og Herren din Gud udløste dig derfra; derfor byder;jeg dig at gøre denne Gerning. 19 Når du høster din Høst på din Ager og har glemt et Neg på Ageren, da skal du ikke vende tilbage at tage det; det skal høre den fremmede, den faderløse og Enken til, på det at Herren din Gud må velsigne dig i al dine Hænders Gerning. 20 Når du ryster dit Olietræ, da skal du ikke siden efter gennemsøge Grenene; det skal høre den fremmede, den faderløse og Enken til. 21 Når du plukker din Vingård, da skal du ikke siden eftersanke; det skal høre den fremmede, den faderløse og Enken til. 22 Og du skal komme i Hu, at du var en Træl i Ægyptens Land, derfor byder jeg dig at gøre denne Gerning.

25 Kapitel - 5.Mos.25
Når der er Trætte imellem Mænd, og de komme frem for Retten, at man skal dømme dem, da skal man dømme den retfærdige at være retfærdig og dømme den skyldige at være skyldig. 2 Og det skal ske, om den skyldige har fortjent at slås, da skal Dommeren lade ham lægge sig ned og lade ham slå for sit Ansigt efter hans Skyld med et vist Antal Slag. 3 Man skal slå ham fyrretyve Slag, man skal ikke lægge flere til, og man skal ikke blive ved at slå ham mange Slag ud over disse, så at din Broder ringeagtes for dine Øjne.
4 Du skal ikke binde Munden til på en Okse, når den tærsker. 5 Når Brødre bo til Hobe, og en dør af dem, og han har ingen Søn, da skal den dødes Hustru ikke vorde en fremmed Mands uden for Slægten; hendes Mands Broder skal komme ind til hende og tage hende til sin Hustru og ægte hende i sin Broders Sted. 6 Og det skal ske, den førstefødte, som hun føder, skal opføres efter hans døde Broders Navn, at dennes Navn ikke skal udslettes af Israel. 7 Men om Manden ikke har Lyst til at tage sin Broders Hustru, da skal hans Broders Hustru gå op til Porten til de Ældste og sige: Min Mands Broder vægrer sig ved at oprejse sin Broder et Navn i Israel og vil ikke ægte mig i sin Broders Sted. 8 Så skulle de Ældste af hans Stad kalde ham og tale til ham; når han står fast derved og siger: Jeg har ikke Lyst til at tage hende, 9 da skal hans Broders Hustru komme frem til ham for de Ædstes Øjne og drage hans Sko af hans Fod og spytte ham i hans Ansigt; og hun skal svare og sige: Så skal der gøres ved den Mand, som ikke vil bygge sin Broders Hus. 10 Og hans Navn skal kaldes i Israel: Den barfodedes Hus.
11 Når Mænd trættes sammen, den ene med den anden, og den enes Hustru kommer nær til for at udfri sin Mand af hans Hånd, som slår ham, og hun rækker sin Hånd ud og tager fat på dennes Blusel: 12 Da skal du afhugge hendes Hånd; dit Øje skal ikke spare.
13 Du skal ikke have tvende Slags Vægt i din Pose, en stor og en liden. 14 Du skal ikke have to Slags Efa i dit Hus, en stor og en liden. 15 Du skal have en fuldkommen og ret Vægt, du skal have en fuldkommen og ret Efa, på det dine Dage skulle forlænges i det Land, som Herren din Gud giver dig. 16 Thi hver som gør dette, er en Vederstyggelighed for Herren din Gud, enhver som gør Uret.
17 Kom i Hu, hvad Amalek gjorde dig på Vejen, der I droge ud af Ægypten, l8 hvorledes han kom imod dig på Vejen og slog din Bagtrop, alle de udmattede, som droge efter dig, der du var træt og mødig; og han frygtede ikke Gud. 19 Og det skal ske, når Herren din Gud får skaffet dig Rolighed for alle dine Fjender trindt omkring i Landet, som Herren din Gud giver dig til Arv for at eje det, da skal du udslette Amaleks Ihukommelse under Himmelen; du skal ikke glemme det.

26 Kapitel - 5.Mos.26
Og det skal ske, når du kommer ind i det Land, som Herren din Gud giver dig til Arv, og du ejer det og bor derudi: 2 Da skal du tage af det første af al Jordens Frugt, som du bringer ind af dit Land, hvilket Herren din Gud giver dig, og lægge det i en Kurv; og du skal gå til det Sted, som Herren, din Gud skal udvælge til der at lade sit Navn bo. 3 Og du skal komme til Præsten, som er i de Dage, og sige til ham: Jeg forkynder i Dag for Herren din Gud, at jeg er kommen i det Land, som Herren tilsvor vore Fædre at give os. 4 Og Præsten skal tage Kurven af din Hånd, og han skal sætte den ned foran Herren din Guds Alter. 5 Da skal du vidne og sige for Herren din Guds Ansigt: Min Fader var en omvankende Syrer, og han drog med nogle få Mennesker ned til Ægypten og var fremmed der, og han blev der til et stort, stærkt og mangfoldigt Folk. 6 Men Ægypterne handlede ilde med os og plagede os og lagde en hård Trældom på os 7 Da skrege vi til Herren, vore Fædres Gud, og Herren hørte vor Røst og så vor Trængsel og vor Møje og vor Nød; 8 og Herren udførte os af Ægypten med en stærk Hånd og udrakt Arm og med en stor Rædsel og med Tegn og med underlige Gerninger. 9 Og han førte os til dette Sted, og han har givet os dette Land, et Land, som flyder med Mælk og Honning. 10 Og nu, se, jeg har ført hid det første af Frugten i Landet, som du, Herre, har givet mig. Og du skal lade det blive for Herren din Guds Ansigt og tilbede for Herren din Guds Ansigt. 11Og du skal være glad over alt det gode, som Herren din Gud har givet dig og dit Hus, du og Leviten og den fremmede, som er midt iblandt dig. 12 Når du er færdig med at tiende al Tienden af din Afgrøde i det tredje År, som er Tiendens År, og du har givet Leviten, den fremmede, den faderløse og Enken, at de må æde inden dine Porte og blive mætte: 13 Da skal du sige for Herren din Guds Ansigt: Jeg har borttaget det helligede af Huset, og jeg har også givet Leviten og den fremmede, den faderløse og Enken det, efter alle dine Bud, som du har budet mig; jeg har ikke overtrådt og ikke glemt noget af dine Bud. 14 Jeg har intet ædet deraf i min Sorg og intet borttaget deraf under Urenhed, jeg har intet deraf givet for en afdød; jeg har været Herren min Guds Røst lydig, jeg har gjort alt det, som du har budet mig. 15 Se ned fra din Helligheds Bolig fra Himmelen, og velsign dit Folk Israel og det Land, som du har givet os, ligesom du har tilsvoret vore Fædre, et Land, som flyder med Mælk og Honning.
16 Herren din Gud byder dig på denne Dag at gøre efter disse Skikke og Bud, og du skal holde dem og gøre efter dem af dit ganske Hjerte og af din ganske Sjæl. 17 Du har i Dag tilsagt Herren, at han skal være din Gud, og at du vil vandre i hans Veje og holde hans Skikke og hans Bud og hans Love, og at du vil høre hans Røst. 18 Og Herren har tilsagt dig i Dag, at du skal være ham et Ejendomsfolk, såsom han har talet til dig, og at du skal holde alle hans Bud, 19 og at han vil sætte dig højt over alle Folk, hvilke han har skabt, til Lov og til Navnkundighed og til Pryd, og at du skal være Herren din Gud et helligt Folk, såsom han har talet.

27 Kapitel - 5.Mos.27
Og Mose og de Ældste af Israel bøde Folket og sagde: Holder alle de Bud, som jeg byder eder i Dag. 2 Og det skal ske på den Dag, når I gå over Jordanen til det Land, som Herren din Gud giver dig, da skal du oprejse dig store Stene og overstryge dem med Kalk. 3 Og du skal skrive på dem alle denne Lovs Ord, når du går over, på det du må komme ind i Landet, som Herren din Gud giver dig, et Land, som flyder med Mælk og Honning, som Herren dine Fædres Gud har talet til dig. 4 Og det skal ske, når I gå over Jordanen, da skulle I oprejse disse Stene, om hvilke jeg befaler eder i Dag, på Ebals Bjerg, og du skal overstryge dem med Kalk. 5 Og du skal bygge der Herren din Gud et Alter, et Alter af Sten, du skal ikke røre Jern over dem. 6 Du skal bygge Herren din Guds Alter af hele Stene og ofre Herren din Gud Brændofre derpå. 7 Du skal og ofre Takofre og æde der og være glad for Herren din Guds Ansigt. 8 Og du skal skrive alle denne Lovs Ord på Stenene; gør det ret tydeligt.
9 Og Mose og Præsterne, Leviterne, talede til al Israel og sagde: Agt og hør, Israel! du er på denne Dag bleven Herren din Guds Folk, 10 at du skal høre Herren din Guds Røst og gøre efter hans Bud og hans Skikke, hvilke jeg byder dig i Dag.
11 Og Mose bød Folket på den samme.Dag og sagde: 12 Disse skulde stå og velsigne Folket på Garizims Bjerg, når I ere komne over Jordanen: Simeon og Levi og Juda og Isaskar og Josef og Benjamin. 13 Og disse skulle stå for at forbande på Ebals Bjerg: Ruben, Gad og Aser og Sebulon, Dan og Nafthali. 14 Leviterne skulle svare og sige til hver Mand af Israel med høj Røst: 15 Forbandet være den Mand, som gør et udskåret eller et støbt Billede, en Vederstyggelighed for Herren, en Mesters Hænders Gerning, og sætter det op i Skjul; og alt Folket skal svare og sige: Amen! 16 Forbandet være den, som ringeagter sin Fader eller sin Moder; og alt Folket skal sige: Amen! 17 Forbandet være den, som flytter sin Næstes Markskel; og alt Folket skal sige: Amen! 18 Forbandet være den, som kommer en blind til at fare vild på Vejen; og alt Folket skal sige: Amen! 19 Forbandet være den, som bøjer Retten for den fremmede og faderløse og Enken; og alt Folket skal sige: Amen! 20 Forbandet være den, som ligger hos sin Faders Hustru, thi han har opslået sin Faders Flig; og alt Folket skal sige: Amen! 21 Forbandet være den som ligger hos noget Dyr; og alt Folket skal sige: Amen! 22 Forbandet være den, som ligger hos sin Søster, som er hans Faders Datter eller hans Moders Datter; og alt Folket skal sige: Amen! 23 Forbandet være den, som ligger hos sin Hustrus Moder; og alt Folket skal sige: Amen! 24 Forbandet være den som slår sin Næste i Skjul; og alt Folket skal sige: Amen! 25 Forbandet være den, sorn tager Gave for at slå en Person ihjel og udøse uskyldigt Blod; og alt Folket skal. sige: Amen! 26 Forbandet være den som ikke holder Ordene i denne Lov og gør derefter; og alt Folket skal sige: Amen!

28 Kapitel - 5.Mos.28
Og det skal ske, om du flitteligen hører på Herren din Guds Røst, så at du tager Vare på at gøre alle hans Bud, som jeg byder dig i Dag, da skal Herren din Gud sætte dig højt over alle Folk på Jorden. 2 Og alle disse Velsignelser skulle komme over dig og vederfares dig, når du hører på Herren din Guds Røst: 3 Velsignet skal du være i Staden, og velsignet skal du være på Marken. 4 Velsignet skal dit Livs Frugt være og dit Lands Frugt og dit Kvægs Frugt, dine Øksnes Affødning og dit små Kvægs Yngel. 5 Velsignet skal din Kurv være og dit Dejgtrug. 6 Velsignet skal du være, når du går ind, og velsignet skal du være, når du går ud.? 7 Herren skal give dine Fjender, som rejse sig imod dig, slagne for, dit Ansigt; ad een Vej skulle de drage ud imod dig, og ad syv Veje skulle de fly for dit Ansigt. 8 Herren skal byde Velsignelsen at være hos dig i dine Lader og i alt det, som du udrækker din Hånd til; og han skal velsigne dig i det Land, som Herren din Gud giver dig. 9 Herren skal oprejse dig til et helligt Folk, for sig, som han har tilsvoret dig, når du holder Herren din Guds Bud og vandrer i hans Veje. 10 Og alle Folk på Jorden skulle se, at du er kaldet efter Herrens Navn, og de skulle frygte for dig. 11 Og, Herren skal give Overflod, dig til Gode, af dit Livs Frugt og af dit Kvægs Frugt og af dit Lands Frugt i det Land, som Herren tilsvor dine Fædre at give dig. 12 Herren skal oplade for dig sit gode Forrådskammer, Himmelen, for at give dit Land Regn i sin Tid og at velsigne al din Hånds Gerning, og du skal låne ud til mange Folk, og du skal ikke tage til Låns. 13 Og Herren skal sætte dig til Hoved og ikke til Hale, og du skal kun gå opad og ikke nedad, dersom du vil høre Herren din Guds Bud, hvilke jeg byder dig i Dag; at holde og at gøre efter dem, 14 og du ikke viger fra noget af disse Ord, som jeg byder eder i Dag, til højre eller venstre Side, ved at gå efter andre Guder og tjene dem.
15 Og det skal ske, dersom du ikke hører Herren din Guds Røst om at holde og at gøre efter alle hans Bud og hans Skikke, som jeg byder dig i Dag, da skulle alle disse Forbandelser komme over dig og vederfares dig: 16 Forbandet skal du være i Staden, og forbandet skal du være på Marken. 17 Forbandet skal din Kurv være og dit Dejgtrug. 18 Forbandet skal dit Livs Frugt være og dit Lands Frugt, dine Øksnes Affødning og dit små Kvægs Yngel. 19 Forbandet skal du være, når du går ind, og forbandet skal du være, når du går ud. 20 Herren skal sende Forbandelsen, Forstyrrelsen og Tugtelsen over dig i alt det, du udrækker din Hånd til, som du vil gøre, indtil du bliver ødelagt, og indtil du hastigen går til Grunde for dine Gerningers Ondskabs Skyld, fordi du forlod mig. 21 Herren skal lade Pest hænge ved dig, indtil han fuldkommen udsletter dig af Landet, som du drager hen til for at eje det. 22 Herren skal slå dig med Svindsot og med Feber og med hidsig Sygdom og med Betændelse og med Sværd og med Brand og Rust i Kornet, og de skulle forfølge dig, indtil du omkommer. 23 Og din Himmel, som er over dit Hoved, skal være som Kobber, og Jorden, som er under dig, som Jern. 24 Herren skal gøre dit Lands Regn til Sand og Støv; af Himmelen skal det falde ned over dig, indtil du bliver ødelagt. 25 Herren skal lade dig slås for dine Fjenders Ansigt; ad een Vej skal du drage ud imod ham, og ad syv Veje skal du fly for hans Ansigt; og du skal være i Ustadighed iblandt alle Riger på Jorden. 26 Og din døde Krop skal blive alle Fugle under Himmelen og Dyr på Jorden til Føde, og der skal ingen være, som skræmmer dem. 27 Herren skal slå dig med ægyptiske Bylder og med Hævelser og med Skurv og med Udslet, for hvilke du ikke skal kunne læges. 28 Herren skal slå dig med Vanvid og med Blindhed og med Sindsforvirring. 29 Og du skal føle dig for om Middagen, ligesom den blinde føler sig for i Mørket, og du skal ingen Lykke have på dine Veje, og du skal lide idel Vold og vorde til Rov alle Dage, og ingen skal frelse dig. 30 Du trolove dig en Hustru, og en anden Mand skal ligge hos hende; du skal bygge et Hus, men du skal ikke bo derudi; du skal plante en Vingård, men du skal ikke nyde Frugten af den. 31 Din Okse skal slagtes for dine Øjne, og du skal ikke æde deraf; dit Asen skal røves for dit Ansigt og ikke komme tilbage til dig; dit små Kvæg skal gives dine Fjender, og du skal ingen have, som frelser dig. 32 Dine Sønner og dine Døtre skulle gives til et andet Folk, og dine Øjne skulle se derpå og hentæres over dem hver Dag; men der skal intet være i din Hånds Magt. 33 Dit Lands Frugt og alt, hvad du har arbejdet for, skal et Folk fortære, som du ikke kender, og du skal lide idel Vold og blive knust alle Dage. 34 Og du skal blive rasende over det Syn, som dine Øjne skulle se. 35 Herren skal slå dig med onde Bylder på Knæerne og på Lårene, så at du ikke skal kunne læges fra din Fodsåle og til din Hovedisse. 36 Herren skal føre dig og din Konge, som du skal sætte over dig, til et Folk, som hverken du, ej heller dine Fædre have kendt, og der skal du tjene andre Guder, Træ og Sten. 37 Og du skal blive til en Skræk, til et Ordsprog og til Spot iblandt alle de Folk, til hvilke Herren skal føre dig hen. 38 Du skal udføre megen Sæd på Marken, men du skal samle lidet ind; thi Græshoppen skal opæde den. 39 Du skal plante og dyrke Vingårde, men ikke drikke Vinen og ikke indsamle; thi Ormen skal fortære den. 40 Du skal have, 0lietræer inden alle dine Landemærker, men ikke salve dig med Olien; thi dit Olietræ skal oprykkes. 41 Du skal avle Sønner og Døtre, men de skulle ikke blive hos dig; thi de skulle gå i Fangenskab. 42 Alle dine Træer og, dit Lands Frugt skal Græshoppen eje. 43 Den fremmede, som er midt iblandt dig, skal stige højere og højere op over dig; men du skal stige dybere og dybere ned. 44 Han skal låne dig, og du skal ikke låne ham; han skal være Hoved og du skal være Hale. 45 Så skulle alle disse Forbandelser komme over dig og forfølge dig og ramme dig, indtil du bliver ødelagt, fordi du ikke hørte Herren din Guds Røst, så at du holdt hans Bud og hans Skikke, som han havde budet dig. 46 Og de skulle være til et Tegn og til et Vidunder på dig og på din Sæd evindeligen, 47 efterdi du ikke tjente Herren din Gud i Glæde og med Hjertens Lyst, fordi du havde alting i Overflod. 48 Og du skal tjene dine Fjender, som Herren skal udsende imod dig, i Hunger og i Tørst, i Nøgenhed og i alle Hånde Mangel; og han skal lægge et Jernåg på din Hals, indtil han ødelægger dig. 49 Herren skal føre et Folk op over dig langt fra, fra Jordens Ende, som Ørnen i Flugt, et Folk, hvis Tungemål du ikke forstår, 50 et ublu Folk, som ikke skal agte den gamles Person og ej være den unge nådig. 51 Og det skal fortære dit Kvægs Frugt og dit Lands Frugt, indtil du bliver ødelagt, og det skal ikke efterlade dig Korn, ny Vin eller Olie, dine Øksnes Affødning eller dit små Kvægs Yngel, indtil det får dig tilintetgjort. 52 Og det skal ængste dig inden alle dine Porte, indtil dine høje og befæstede Mure falde ned, som du forlader dig på i hele dit Land; ja det skal ængste dig inden alle dine Porte i dit ganske Land, som Herren din Gud har givet dig. 53 Og du skal æde dit Livs Frugt, Kødet af dine Sønner og af dine Døtre, som Herren din Gud har givet dig, i Belejring og i Trang, hvormed din Fjende skal trænge dig. 54 Den Mand, som var blødagtig hos dig og såre kræsen, han skal ikke unde sin Broder eller Hustruen i sin Arm eller sine øvrige Sønner, som han har tilbage, 55 at give en af dem af sine Sønners Kød, hvilket han æder, fordi intet er levnet ham i den Belejring og Trang, hvormed din Fjende skal trænge dig inden dine Porte. 56 Hun, som har været så blødagtig og kræsen hos dig, at hun ikke har forsøgt at sætte sin Fodsåle på Jorden for Kræsenhed og Blødagtighed, skal ikke unde sin Mand i sin Arm eller sin Søn eller sin Datter 57 end ikke sit Efterbyrd, som er gået fra hende, eller sine Børn, som hun skal føde; thi hun skal æde dem i Skjul af Mangel på alt, i Belejring og i Trang, hvormed din Fjende skal trænge dig inden dine Porte. 58 Dersom du ikke tager Vare på at gøre efter alle denne Lovs Ord, som ere skrevne i denne Bog, så at du frygter dette herlige og forfærdelige Navn, Herren din Gud: 59 Da skal Herren vidunderligen sende Plager på dig og Plager på din Sæd, store og vedvarende Plager, og onde og vedvarende Sygdomme. 60 Og han skal gentage alle de ægyptiske Sygdomme over dig, hvilke du gruer for, og de skulle hænge ved dig. 61 Ja, al Sygdom og al Plage, som ikke er skreven i denne Lovs Bog, den skal Herren lade komme over dig, indtil du ødelægges. 62 Og I skulle blive tilovers som en liden Hob, i det Sted, at I vare som Stjernerne på Himmelen i Mangfoldighed, fordi du ikke hørte på Herren din Guds Røst. 63 Og det skal ske, at ligesom Herren glædede sig over eder, ved at gøre vel imod eder og at formere eder, således skal Herren glæde sig over eder, ved at fordærve eder og ødelægge eder; og I skulle udryddes af Landet, som du kommer hen til for at eje det. 64 Og Herren skal adsprede dig iblandt alle Folk fra den ene Ende af Jorden til den anden Ende af Jorden; og der skal du tjene andre Guder, som hverken du eller dine Fædre kendte, Træ og Sten. 65 Og du skal ingen Rolighed have iblandt disse Folk, og din Fodsåle skal ingen Hvile have; og Herren skal give dig der et bævende Hjerte og hentærede Øjne og en bedrøvet Sjæl. 66 Og dit Liv skal hænge i et Hår for dig, og du skal ræddes Dag og Nat og ikke være sikker på dit Liv. 67 Om Morgenen skal du sige: Gid det var Aften! og om Aftenen skal du sige: Gid det var Morgen! for dit Hjertes Rædsel, som du skal ræddes med, og for det Syn, dine Øjne skulle se. 68 Og Herren skal føre dig tilbage til Ægypten igen på Skibe ad den Vej, om hvilken jeg sagde dig: Du skal ikke ydermere se den; og der skulle I sælge eder selv til dine Fjender som Trælle og som Trælkvinder, og der skal ingen være, som vil købe.

29 Kapitel - 5.Mos.29
Disse ere den Pagts Ord, som Herren befalede Mose at gøre med Israels Børn i Moabs Land, foruden den Pagt, som han gjorde med dem ved Horeb. 2 Og Mose kaldte ad al Israel og sagde til dem; I have set alt det, som Herren gjorde for eders Øjne i Ægyptens Land ved Farao og alle hans Tjenere og ved hans ganske Land, 3 de store Forsøgelser, som dine Øjne have set, de Tegn og de store underlige Ting. 4 Men Herren har ikke givet eder Hjerte til at forstå eller Øjne til at se med eller Øren til at høre med indtil denne Dag. 5 Og fyrretyve År har jeg ladet eder vandre i Ørken; eders Klæder bleve ikke opslidte på eder, og dine Sko bleve ikke opslidte på din Fod. 6 I have ikke ædet Brød og ej drukket Vin eller stærk Drik, for at I skulle vide, at jeg er Herren eders Gud. 7 Og der I kom til dette Sted, da uddrog Sihon, Kongen af Hesbon, og Og, Kongen af Basan, imod os til Krig, og vi sloge dem. 8 Og vi indtoge deres Land, og vi gave Rubeniten og Gaditen og den halve Manasse Stamme det til Arv.
9 Så holder denne Pagts Ord og gører efter dem, at I kunne gøre viseligen alt det, som I skulle gøre. 10 I stå i Dag alle sammen for Herren eders Guds Ansigt, eders Øverster, eders Stammer, eders Ældste og eders Fogeder, hver Mand i Israel, 11 eders små Børn, eders Hustruer og din fremmede, som er midt i dine Lejre, både din Vedhugger og din Vanddrager, 12 for at du skal træde over i Herren din Guds Pagt og i hans edelige Forbund, som Herren din Gud gør med dig i Dag; 13 at han må oprejse dig i Dag sig til et Folk, og han må være dig til Gud, som han har talet til dig, og som han har tilsvoret dine Fædre, Abraham, Isak og Jakob. 14 Og ikke med eder alene gør jeg denne Pagt og dette edelige Forbund, 15 men med den, som her er og står i Dag med os for Herren vor Guds Ansigt, og med den, som ikke er her i Dag med os.
16 Thi I vide, at vi boede i Ægyptens Land, og at vi drog midt igennem hos Hedningerne, hvor I droge igennem; 17 og I så deres Vederstyggeligheder og deres stygge Afguder: Træ og Sten, Sølv og Guld, som vare hos dem, 18 for at der ikke skal være iblandt eder Mand eller Kvinde eller Slægt eller Stamme om vender sit Hjerte i Dag fra Herren vor Gud til at gå bort og tjene disse Hedningers Guder; at der ikke skal være en Rod iblandt eder, som bærer Gift og Malurt; 19 og det skal ske, når han hører denne Forbandelses Ord, han da velsigner sig i sit Hjerte og siger: Det skal gå mig vel, endskønt jeg vandrer i mit Hjertets Stivhed, for at det vædede må rives bort med det tørstige. 20 Herren vil ikke forlade ham det; thi Herrens Vrede og hans Nidkærhed skal da ryge imod denne Mand, så al den Forbandelse, som er skreven i denne Bog, skal ligge på ham, og Herren skal udslette hans Navn under Himmelen, 21 og Herren skal fraskille ham til det onde fra alle Israels Stammer, efter al den Pagts Forbandelser, som er skreven i denne Lovbog. 22 Og den følgende Slægt skal sige, ja eders Børn, som skulle opstå efter eder, og den fremmede, som skal komme fra et langt bortliggende Land, når de se dette Lands. Plager og de Sygdomme, med hvilke Herren har hjemsøgt det, 23 Svovl og Salt, Brand over hele Landet, så at det ikke kan besås, ej heller give Grøde, og ingen Urt kan opvokse derudi, ligesom Sodoma og Gomorra, Adma og Zeboim bleve omkastede, hvilke Herren omkastede i sin Vrede og i sin Hastighed; 24 ja, da skulle alle Folk sige: Hvorfor har Herren gjort således imod dette Land? hvad er dette for en stor brændende Vrede:? 25 Da skal man sige: Fordi de have forladt Herrens, deres Fædres Guds, Pagt, som han gjorde med dem, der han udførte dem af Ægyptens Land; 26 og de gik bort og tjente andre Guder og tilbade dem, de Guder, som de ikke kendte, og som han ikke havde tildelt dem: 27 Derfor er Herrens Vrede optændt imod dette, Land, så at han har ført al den Forbandelse over det, som er skrevet i denne Bog, 28 og Herren har oprykket dem af deres Land i Vrede og i Hastighed og i stor Fortørnelse og bortkastet dem til et andet Land, som det ses på denne Dag;
29 de skjulte Ting ere for Herren vor Gud; men de åbenbare ere for os og for vore Børn evindeligen, at vi skulle gøre efter alle denne Lovs Ord.

30 Kapitel - 5.Mos.30
Og det skal ske, når alle disse Ting komme over dig, Velsignelsen og Forbandelsen, sóm jeg har lagt for dit Ansigt, og du tager det igen til Hjerte iblandt alle Hedningerne, der, hvorhen Herren din Gud har fordrevet dig; 2 og du omvender dig til Herren din Gud, og du hører hans Røst, aldeles som jeg byder dig i Dag, du og dine Børn, af dit ganske Hjerte og af din ganske Sjæl; 3 da skal Herren din Gud vende dit Fangenskab og forbarme sig over dig og atter samle dig fra alle de Folk, til hvilke Herren din Gud havde bortspredt dig. 4 Om nogen af dig var fordreven til Himmelens Ende, skal Herren din Gud samle dig derfra og tage dig derfra. 5 Og Herren din Gud skal føre dig til det Land, som dine Fædre ejede, og du skal eje det, og han skal gøre vel imod dig og formere dig mere end dine Fædre. 6 Og Herren din Gud skal omskære dit Hjerte og dit Afkoms Hjerte, at du skal elske Herren din Gud af dit ganske Hjerte og af din ganske Sjæl, at du må leve. 7 Og Herren din Gud skal lægge alle disse Forbandelser på dine Fjender og på dem, som hade dig, og som have forfulgt dig. 8 Men du skal omvende dig og høre på Herrens Røst, og du skal gøre efter alle hans Bud, som jeg byder dig i Dag. 9 Og Herren din Gud skal give dig Overflod under alle dine Hænders Gerninger af dit Livs Frugt og af dit Kvægs Frugt og af dit Lands Frugt, dig til Gode; thi Herren vil atter glæde sig over dig til det gode, ligesom han glædede sig over dine Fædre, 10 når du hører på Herren din Guds Røst, så at du holder hans Bud og hans Skikke, det som er skrevet i denne Lovbog; når du omvender dig til Herren din Gud af dit ganske Hjerte og af din ganske Sjæl
11 Thi dette Bud, som jeg byder dig i Dag, det er ikke underligt for dig, det er ej heller langt borte. 12 Det er ikke i Himmelen, at du måtte sige: Hvo vil fare os op til Himmelen og hente os det og lade os høre det, at vi må gøre derefter 13 Det er ej heller på hin Side Havet, at du måtte sige: Hvo vil fare os over på hin Side Havet og hente os det og lade os høre det, at vi må gøre derefter? 14 Thi det Ord er såre nær hos dig, i din Mund og i dit Hjerte, at du skal gøre derefter.
15 Se, jeg har lagt dig for i Dag Livet og det gode og Døden og det onde. 16 Thi jeg byder dig i Dag at elske Herren din Gud, at vandre i hans Veje og at holde hans Bud og hans Skikke og hans Befalinger, at du må leve og formeres, og Herren din Gud må velsigne dig i det Land, som du kommer hen til for at eje det. 17 Men dersom dit Hjerte vender sig bort, og du ikke hører, men lader dig forføre, så at du tilbeder andre Guder og tjener dem: 18 Da forkynder jeg eder i Dag, at I skulle omkomme; I skulle ikke forlænge eders Dage i Landet, til hvilket du drager over Jordanen for at komme derhen til at eje det. 19 Jeg tager i Dag Himmelen og Jorden til Vidne mod eder, at jeg har forelagt dig Livet og Døden, Velsignelsen og Forbandelsen, at du må udvælge Livet, på det du må leve, du og din Sæd, 20 at du må elske Herren din Gud og høre på hans Røst og hænge ved ham; thi han er dit Liv og dine Dages Længde; at du må blive i Landet, som Herren tilsvor dine Fædre, Araham, Isak og Jakob, at give dem.

31 Kapitel - 5.Mos.31
Og Mose gik frem og talede disse Ord til al Israel. 2 Og han sagde til dem: Jeg er i Dag hundrede og tyve År gammel, jeg kan ikke ydermere gå ud og gå ind, og Herren har sagt til mig: Du skal ikke gå over denne Jordan. 3 Herren din Gud, han går over for dit Ansigt, han skal ødelægge disse Folk for dit Ansigt, at du skal eje dem; Josva han skal gå over for dit Ansigt, som Herren har talet. 4 Og Herren skal gøre ved dem, som han gjorde imod Sihon og imod Og, de Amoriters Konger, og imod deres Land, hvilket han ødelagde. 5 Og nå Herren giver dem hen for eders Ansigt, da skulle I gøre ved dem efter hvert Bud, som jeg har budet eder. 6 Værer frimodige og værer stærke, frygter ikke og forfærdes ikke for deres Ansigt; thi Herren din Gud, han er den, som vandrer med dig, han slipper dig ikke og forlader dig ikke.
7 Og Mose kaldte Josva og sagde til ham for hele Israels Øjne: Vær frimodig og vær stærk, thi du skal indgå med dette Folk i det Land, som Herren tilsvor deres Fædre at give dem; og du skal dele det til Arv imellem dem. 8 Og Herren, han som går for dit Ansigt, skal være med dig, han skal ikke slippe dig og ikke forlade dig; frygt ikke og vær ikke ræd!
9 Og Mose skrev denne Lov og gav den til Præsterne, Levis Sønner, som bare Herrens Pagts Ark, og til alle de Ældste af Israel. 10 Og Mose bød dem og sagde: Når syv År ere til Ende, på Henstandsårets bestemte Tid, på Løvsalernes Højtid, 11 når al Israel kommer at lade sig se for Herren din Guds Ansigt på det Sted, som han skal udvælge, da skal du udråbe denne Lov for al Israel, for deres Øren. 12 Lad samle Folket, Mændene og Kvinderne og små Børn og din fremmede, som er inden dine Porte, at de må høre, og at de må lære og frygte Herren eders Gud og tage Vare på at gøre efter alle Ordene i denne Lov; 13 og at deres Børn, som ikke kende det, skulle høre og lære at frygte Herren eders Gud alle de Dage, som I leve i det Land, hvorhen I drage over Jordanen til at eje det.
14 Og Herren sagde til Mose: Se, dine Dage ere komne nær, at du skal dø; kald Josva og fremstiller eder ved Forsamlingens Paulun, så vil jeg give ham Befaling; og Mose og Josva gik, og de fremstillede sig ved Forsamlingens Paulun. 15 Og Herren lod sig se i Paulunet i en Skystøtte, og Skystøtten stod over Paulunets Dør. 16 Og Herren sagde til Mose: Se, du skal ligge med dine Fædre; og dette Folk skal stå op og bole efter de fremmede Guder i det Land, i hvis Midte det gaar hen, og forlade mig og tilintetgøre min Pagt, som jeg har gjort med det. 17 Og min Vrede skal optændes, imod det på den samme Dag, og jeg skal forlade dem og skjule mit Ansigt for dem, så at de skulle blive fortærede, og mangfoldige Ulykker og Angster skulle ramme det; og det skal sige på den samme Dag: Have ikke disse onde Ting rammet mig, fordi min Gud ikke er midt iblandt mig? 18 og jeg vil skjule mit Ansigt på den samme Dag for alt det ondes Skyld, som det har gjort; thi det har vendt sit Ansigt til andre Guder.
19 Så skriver eder nu denne Sang og lær Israels Børn den, læg den i deres Mund, for at denne Sang maa være mig til et Vidne imod Israels Børn. 20 Thi jeg vil føre det ind i Landet, som jeg tilsvor dets Fædre, hvilket flyder med Mælk og Honning, og det skal æde og mættes fede sig; og det skal vende sit Ansigt til andre Guder, og de skulle tjene dem og opirre mig, og de skulle gøre min Pagt til intet. 21 Og det skal ske, når mangfoldige Ulykker og Angster ramme det, da skal denne Sang lyde imod det som et Vidne, thi den skal ikke glemmes af dets Afkoms Mund; thi jeg kender dets Tanke, som det denne Dag omgås med, førend jeg fører det ind i Landet, som jeg har svoret. 22 Så skrev Mose denne Sang på den samme Dag, og han lærte Israels Børn den. 23 Og han* bød Josva, Nuns Søn, og sagde: Vær frimodig og vær stærk; thi du skal føre Israels Børn ind i det Land, som jeg har tilsvoret dem; og jeg vil være med dig
. 24 Og det skete, der Mose havde fuldendt at skrive denne Lovs Ord 25 i en Bog, indtil Enden, 25 da bød Mose Leviterne, som bare Herrens Pagts Ark, og sagde: 26 Tager denne Lovs Bog og lægger den ved Siden af Herren eders Guds Pagts Ark, og den skal være der til et Vidne imod dig. 27 Thi jeg kender din Genstridighed og din hårde Nakke; se, medens jeg endnu lever hos eder i Dag, have I været genstridige imod Herren, og hvor meget mere da efter min Død. 28 Forsamler til mig alle de ældste af eders Stammer og eders Fogeder, så vi1 jeg tale disse Ord for deres Øren, og jeg vil tage Himmelen og Jorden til Vidne imod dem. 29 Thi jeg ved, at efter min Død ville I vist handle fordærveligt og afvige fra den Vej, som jeg har budet eder, så skal det onde møde eder i de sidste Dage, når I gøre det onde for Herrens Øjne til at opirre ham med eders Hænders Gerning. 30 Så talede Mose denne Sangs Ord for al Israels Forsamlings Øren indtil Enden.

32 Kapitel - 5.Mos.32
Hører til, I Himle! og jeg vil tale, og Jorden høre min Munds Ord! 2 Min Lærdom skal dryppe som Regnen, min Tale skal flyde som Duggen, som Støvregen på Græs og som Regndråber på Urter; 3 thi jeg vil prædike om Herrens Navn: Giver vor Gud Ære! 4 Han er Klippen, hans Gerning er fuldkommen, thi alle hans Veje ere Ret; Gud er Trofasthed og uden Svig; han er retfærdig og oprigtig. 5 Det har fordærvet sig for ham, det er ikke hans Børn, det er deres Skændsel, - en forvendt og vanartet Slægt. 6 Skulle I gengælde Herren således, du dårlige og uvise Folk? er han ikke din Fader, som har købt dig han skabte dig og beredte dig. 7 Kom i Hu de gamle Dage, betragter Årene fra Slægt til Slægt; spørg din Fader, og han skal kundgøre dig det, og dine Ældste, og de skulle sige dig det. 8 Der den Højeste uddelte Arv iblandt Folkene, der han adskilte Menneskenes Børn, da satte han Folkenes Landemærker efter Israels Børns Tal. 9 Thi Herrens Del er hans Folk; Jakob er hans Arvelod. 10 Han fandt ham i et øde Land og på tomme Steder, blandt Ørkens Hyl; han værnede om ham, han undervisté ham, han bevarede ham som sin Øjesten.11 Som en Ørn, der opvækker sin Rede, svæver over sine Unger, så udbredte han sine Vinger, tog ham, bar ham på sine Slagfjedre. 12 Herren alene ledede ham, og der var ingen fremmed Gud med ham. 13 Han lod ham fare frem over Jordens Høje, at han åd Markens Grøde, og han lod ham suge Honning af Klippen og Olie af den hårde Sten; 14 han gav ham Smør af Køer og Mælk af Får med Fedme af Lam og Vædre, fødte i Basan, og Bukke med Hvedens fedeste Marv; og Druens Blod drak du som Vin. 15 Men der Jeskurun* blev fed, da slog han ud - du blev fed, blev tyk, fik Huld -- og han forlod Gud, som havde skabt ham, og ringeagtede sin Frelses Klippe. 16 De; gjorde ham nidkær ved fremmede Guder; med Vederstyggeligheder opirrede de ham. 17 De ofrede til de Magter, som ikke ere Gud, til Guder, som de ikke kendte, til de nye, som vare opkomne for nylig, hvilke eders Fædre ikke frygtede. 18 Den Klippe, som avlede dig, glemte du, og Gud, som fødte dig, slog du af Tanke.
19 Og Herren så det og blev vred af Fortørnelse over sine Sønner og sine Døtre. 20 Og han sagde: Jeg vil skjule mit Ansigt for dem, jeg vil se, hvad Ende det tager med dem; thi en forvendt Slægt ere de, Børn, i hvilke der ikke er Troskab. 21 De gjorde mig nidkær ved det, som ikke er Gud, de opirrede mig ved deres, Afguder, og jeg vil gøre dem nidkære ved det, som ikke er et Folk, ved et dårligt Folk vil jeg opirre dem. 22 Thi Ild er optændt i rnin Vrede, og den brænder til Helvedes Dyb, og den fortærer Landet og dets Grøde og stikker Ild på Bjergenes Grundvold. 23 Jeg vil hobe Ulykker sammen over dem; jeg vil opbruge mine Pile imod dem. 24 De skulle udmagres af Hunger og fortæres af hidsig Sygdom og bitter Sot; og jeg vil sende Rovdyrs Tænder imod dem, med Gift fra Støvets Kryb. 25 Udenfor skal Sværd og i Kamrene skal Forfærdelse bortrøve dem, både unge Karle og Jomfruer, det diende Barn med den gråhærdede Mand. 26 Jeg havde sagt: Jeg vil adsprede dem, jeg vil udslette deres Ihukommelse iblandt Menneskene, 27 dersom jeg ikke befrygtede at blive opirret af Fjenden, at deres Fjender skulde miskende det og sige: Vor Hånd er høj, og Herren har ikke gjort alt dette. 28 Thi de ere et rådvildt Folk, og der er ikke Forstand i dem. 29 Gid de vare vise, så vilde de have Forstand på dette, de vilde betænke, hvad Ende det vilde tage med dem. 30 Hvorledes skulde een forfølge Tusinde, og to slå ti Tusinde paa Flugt, dersom ikke deres Klippe havde solgt dem, og Herren havde overantvordet dem 31 Thi deres Klippe er ikke som vor Klippe, selv når vore Fjender ere Dommere. 32 Thi deres Vintræ er af Sodomas Vintræ og af Gomorras Agre; deres Druer ere Giftdruer, de have beske Klaser. 33 Deres Vin er Dragegift og grum Øgleedder. 34 Er det ikke gemt hos mig lagt under Segl i mine, Skatkamre? 35 Hævnen og Betalingen hører mig til på den Tid, da deres Fod skal snuble; thi deres Ulykkes Dag er nær, og hvad der er beredt for dem, skal komme hastelig.
36 Thi Herren skal dømme sit Folk og han vil forbarme sig over sine Tjenere, når han ser, at deres Magt er borte, og at det er forbi båd med den bundne og den løsladte 37 Og han skal sige: Hvor ere deres Guder, den Klippe, som de forlod sig på, 38 de, som skulle æde deres Slagtofres Fedt, og som skulle drikke deres Drikofres Vin? Lader dem stå op og hjælpe eder, at der kan være et Skjul over eder! 39 Ser nu at jeg er, og der er ingen Gud ved Siden af mig; jeg døder og gør levende, jeg sårer og jeg læger, og der er ingen, som redder af min Hånd. 40 Thi jeg opløfter min Hånd til Himmelen og siger: Jeg, jeg lever evindeligen. 41 Når jeg skærper mit Sværds Lyn, og min Hånd griber til Retten, da vil jeg lade Hævnen komme tilbage over mine Fjender, og jeg vil betale dem, som mig hade. 42 Jeg vil gøre mine Pile drukne af Blod, og mit Sværd skal æde Kød, af den ihjelslagnes og fangnes Blod, af Fjendens Fyrsters Hoved. 43 Fryder eder, I Hedninger, over hans Folk! thi han skal hævne sine Tjeneres Blod og lade Hævnen komme tilbage over sine Fjender og sone sit Land, sit Folk.
44 Og Mose kom og talede alle Ordene af denne Sang for Folkets Øren, han og *Hosea, Nuns Søn. 45 Og da Mose havde fuldendt at tale alle disse Ord til al Israel, 46 sagde han til dem: Lægger alle de Ord på eders Hjerte, som jeg vidner for eder i Dag, hvilke I skulle byde eders Børn at tage Vare på, så at de gøre efter alle denne Lovs Ord. 47 Thi det er ikke et ørkesløst Ord for eder; thi det er eders Liv; og ved dette Ord skulle I forlænge eders Dage i det Land, til hvilket I drage over Jordanen for at eje det. 48 Og Herren talede til Mose på samme Dag og sagde: 49 Gak op på dette Abarims Bjerg, på Nebo Bjerg, som er i Moabs Land, som er lige for Jeriko, og bese det Land Kanån, hvilket jeg giver Israels Børn til Ejendom, 50 og dø på det Bjerg, som du skal stige op på, og bliv samlet til dine Folk, ligesom Aron din Broder døde på det Bjerg Hor og blev samlet til sine Folk. 51 fordi I forgrebe eder imod mig midt iblandt Israels Børn ved MeribasVand i Kades, i den Ørk Zin, fordi I ikke helligede mig midt iblandt Israels Børn. 52 Thi du skal bese Landet tværs over fra, men du skal ikke komme derhen, ind i det Land, som jeg giver Israels Børn.

33 Kapitel - 5.Mos.33
Og denne er den Velsignelse, med hvilken Mose den Guds Mand velsignede Israels Børn, førend han døde. 2 Og han sagde: Herren er kommen fra Sinai og er opgangen fra Sejr for dem, han åbenbarede sig herlig fra Parans Bjerg og kom fra de hellige Titusinder; ved hans højre Hånd var en brændende Lov til dem. 3 Visseligen, han elsker Folkene; alle hans hellige ere i din** Hånd; og de skulle sætte sig ved din Fod, annamme af dine Ord. 4 En Lov bød Mose os, en Ejendom for Jakobs Forsamling. 5 Og han blev en Konge for Jeskurun, da Folkets Øverster forsamlede sig tillige med Israels Stammer.
6 Ruben leve og dø ikke; og hans Mænd vorde en liden Hob! 7 Og dette om Juda: Og han sagde: Hør, Herre! Judas Røst, og lad ham komme til sit Folk; med sine Hænder strider han for det, og vær du en Hjælp mod hans Fjender! 8 Og han sagde om Levi: Dine Thummim og dine Urim** høre din fromme Mand til,hvem du fristede i Massa, med hvem du kivedes ved Meribas Vand, 9 ham, som sagde til sin Fader og til sin Moder: Jeg så ham ikke, og han kendte ikke sine Brødre og vidste ikke af sine Sønner. Thi de holdt dit Ord og bevarede din Pagt; 10 de skulle lære Jakob dine Bud og Israel din Lov de skulle sætte Røgelse for dit Ansigt og Heloffer på dit Alter, 11 Herre! velsign hans Kraft og lad hans Hænders Gerning behage dig knus deres Lænder, som rejse sig imod ham, og deres, som hade ham så at de ikke kunne stå op. 12 Han sagde om Benjamin: Herrens elskelige, han skal bo tryggelig hos ham han skal beskærme ham den ganske Dag, og imellem hans Skuldre skal han bo. 13 Og han sagde om Josef Hans Land være velsignet af Herren, med Himmelens kostelige Gave med Duggen, og af Dybet, som ligger her nedenunder, 14 med den kostelige Gave, der bringes frem ved Solen, og med den kostelig Gave, der drives frem ved Månens Skifter, 15 fra de ældgamle Bjerges Top, og med de evige Højes kostelige Gave, 16 med Jordens og dens Fyldes kostelige Gave, og med Nåde fra ham, som boede i Tornebusken; den skal komme over Josef Hoved og over hans Isse, han er en Fyrste iblandt sine Brødre. 17 Den førstefødte af hans *Øksne har Højhed og Horn som Enhjørningens Horn; med dem skal han stange Folkene til Hobe indtil Jórdens Ende; og dette er de ti Tusinde af Efraim, og dette er de Tusinde at Manasse. 18 Og han sagde om Sebulon: Glæd dig, Sebulon, i din Udfart, og du Isaskar, i dine Pauluner! 19 De skulle kalde Folkene til Bjerget, der skulle de ofre Retfærdigheds Ofre; thi de skulle suge til sig Havets Overflødighed og Sandets skjulte Skatte. 20 Og han sagde om Gad: Velsignet være den, som udbreder Gad! som en Løve hviler han, og han røver Arm, ja Isse med. 21 Og han udså sig den første Lod, thi der var en Førers Lod opbevaret; og han kom til Folkets Øverster, han udøvede Herrens Retfærdighed og hans Befalinger imod Israel. 22 Og han sagde om Dan: Dan er en Løveunge, han springer frem fra Basan. 23 Og om Nafthali sagde han: Nafhali være mæt af Nåde og fuld af Herrens Velsignelse; Vesten og Sønden tage han til Eje! 24 Og han sagde om Aser: Aser være velsignet fremfor Sønnerne, han være benådet blandt sine Brødre og dyppe sin Fod i Olie! 25 Af Jern og Kobber være dine Portslåer, og som dine Dage din Hvile.
26 Der er ingen som Gud, o Jeskurun! han, som farer på Himmelen til din Hjælp og med sin Højhed på de Øverste Skyer. 27 Den evige Gud er en Bolig, og hernede ere de evige Arme; og han har uddrevet Fjenden for dit Ansigt og sagt: Ødelæg! 28 Og Israel bor tryggelig fór sig selv; Jakobs Øje er til et Land med Korn og Vin; ja hans Himle skulle dryppe med Dug. 29 Salig er du, Israel! hvo er som du, et Folk, frelst i Herren, han er din Hjælps Skjold og din Højheds Sværd! Og dine Fjender skulle smigre for dig, og du skal træde på deres Høje.

34 Kapitel - 5.Mos.34
Og Mose gik op fra Moabs slette Marker på Nebo Bjerg, paa Pisgas Top, som er lige over for Jeriko; og Herren lod ham se hele Landet: Gilead indtil Dan 2 og hele Nafthali og Efraims og Manasse Land og hele Judas Land indtil det yderste Hav 3 og Sydlandet og Sletten, Dalen ved Jeriko, Palmestaden, indtil Zoar. 4 Og Herren sagde til ham: Dette er det Land, som jeg har tilsvoret Abraham, Isak og Jakob og sagt: Din Sæd vil jeg give det; jeg har ladet dig se det med dine Øjne, men du skal ikke drage derover.
5 Og Mose, Herrens Tjener, døde der i Moabs Land, efter Herrens Mund. 6 Og han begrov ham i Dalen i Moabiternes Land, tværs over for Beth=Peor; og ingen ved hans Grav indtil denne Dag. 7 Og Mose var hundrede og tyve År gammel, der han døde; hans Øje var ikke sløvet, og hans Kraft var ikke veget fra ham. 8 Og Israels Børn begræd Mose på Moabiternes slette Marker tredive Dage; og Grådens Dage endtes, Sorgen over Mose.
9 Og Josva, Nuns Søn, blev fyldt med Visdomsånd, thi Mose havde lagt sine Hænder på ham; og Israels Børn hørte ham og gjorde, som Herren havde befalet Mose. 10 Men der opstod ikke en Profet ydermere i Israel som Mose, hvem Herren kendte Ansigt til Ansigt, 11 når man ser hen til alle de Tegn og de underlige Ting, som Herren sendte ham til at gøre i Ægyptens Land, på Farao og på alle hans Tjenere og på alt hans Land, 12 og til den vældige Hånd og til alle de forfærdelige og store Gerninger, som Mose gjorde for al Israels Øjne.

Josvas Bog

1 Kapitel - Jos.1
Og det skete efter Mose Herrens Tjeners Død, da sagde Herren til Josva, Nuns Søn, som havde tjent Mose, således: 2 Mose, min Tjener, er død; så gør dig nu rede, drag over denne Jordan, du og alt dette Folk, til det Land, som jeg giver Israels Børn. 3 Hvert Sted, som eders Fodsål skal træde på, det har jeg givet eder, som jeg sagde til Mose; 4 fra Ørken og dette Libanon og indtil den store Flod, den Flod Frat, alt Hethiternes Land, og indtil det store Hav imod Solens Nedgang, det skal være eders Landemærke. 5 Ingen Mand skal bestå for dit Ansigt alle dine Livs Dage; ligesom jeg var med Mose, vil jeg være med dig, jeg vil ikke slippe og ikke forlade dig. 6 Vær frimodig og vær stærk; thi du skal dele Landet til Arv iblandt dette Folk, hvilket jeg tilsvor deres Fædre at ville give dem. 7 Vær kun såre frimodig og stærk, så du tager Vare på at gøre efter al den Lov, som Mose, min Tjener, bød dig; vig ikke fra den til højre eller venstre Side, at du kan handle klogelig på al den Vej, som du skal vandre på. 8 Denne Lovs Bog skal ikke vige fra din Mund, men du skal grunde på den Dag og Nat, på det du kan tage Vare på at gøre efter alt det, som er skrevet i den; thi da skal det gå dig vel i dine Veje, og da skal du handle klogelig. 9 Har jeg ikke befalet dig: Vær frimodig og stærk, forfærdes ikke og rædde ikke; thi Herren din Gud er med dig på al den Vej, som du skal vandre på.
10 Da bød Josva Folkets Fogede og sagde: 11 Går midt igennem Lejren og byder Folket. og siger: Bereder eder Tæring; thi inden Dage skulIe I gå over denne Jordan for at komme til at eje Landet, som Herren eders Gud giver eder at eje.
12 Og til Rubeniterne og til Gaditerne og til Halvdelen af Manasse Stamme sagde Josva:13 Kommer det Ord i Hu, som Mose, Herrens Tjener, bød eder og sagde: Herren eders Gud skaffer eder Rolighed og giver eder dette Land. 14 Lader eders Hustruer og eders små Børn og eders Kvæg blive i Landet, som Mose har givet eder på denne Side Jordanen; men I skulle drage over bevæbnede for eders Brødres Ansigt, alle vældige til Strid, og hjælpe dem, 15 indtil Herren skaffer eders Brødre Rolighed som eder, at også de kunne eje Landet, som Herren eders Gud skal give dem; så skulle I vende tilbage til eders Ejendoms Land og eje det, som Mose, Herrens Tjener, gav eder på denne Side Jordanen mod Solens Opgang. 16 Og de svarede Josva og sagde: Vi ville gøre alt det, som du har budet os og vi ville gå til alt, hvortil du vil sende os. 17 I alle Ting, ligesom vi hørte Mose, således ville vi og høre dig; vilde kun Herren din Gud være med dig, ligesom han var med Mose! 18 Hver den, som er genstridig mod din Mund og ikke hører dine Ord i alt det, du byder ham, han skal dø; vær ikkun frimodig og stærk.

2 Kapitel - Jos.2
Og Josva, Nuns Søn, sendte hemmelig to Mænd som Spejdere fra Sittim og sagde: Går hen, beser Landet og Jeriko; og de gik hen og kom ind i en Kvindes, en Skøges Hus, og hendes Navn var Rahab, og de lå der. 2 Da blev der sagt til Kongen af Jeriko således: Se i Nat er er komne Mænd hid af Israels Børn for at udforske Landet. 3 Da sendte Kongen af Jeriko Bud til Rahab og lod sige: Før de Mænd ud, som kom til dig, som kom til dit Hus; thi de ere komne til at udforske alt Landet. 4 Men Kvinden havde taget de to Mænd og skjult dem; og hun sagde således: Mændene kom til mig, men jeg vidste ikke, hvorfra de vare. 5 Og det skete, der de vilde lukke Porten, da det var mørkt, gik Mændene ud, jeg ved ikke, hvor de Mænd gik hen; forfølger dem snart, thi så skulle I nå dem. 6 Men hun havde ladet dem stige op på Taget og skjult dem under Hørstilkene, som vare udbredte af hende på Taget. 7 Og Mændene forfulgte dem på Vejen til Jordanen indtil Færgestederne, og; man lukkede Porten til, efter at de, som forfulgte dem, vare udgangne., 8 Og førend de havde lagt sig, gik hun op til dem på Taget, 9 og hun sagde til Mændene: Jeg ved, at Herren har givet eder Landet, og at Forfærdelse for eder er falden på os, og at Landets Indbyggere ere mistrøstige for eders Ansigt. 10 Thi, vi have hørt, at Herren udtørrede Vandet i det røde Hav for eders Ansigt, der I gik ud af Ægypten, og hvad I gjorde ved Amoriternes to Konger, som vare på hin Side Jordanen, Sihon og Og, hvilke I ødelagde. 11 Og vi have hørt det, og vort Hjerte er mistrøstigt, og intet Mod består ydermere i nogen for i eders Ansigt; thi Herren eders Gud, han er en Gud i Himmelen oventil og på Jorden nedentil. 12 Og nu, kære, sværger mig ved Herren, efterdi jeg gjorde Miskundhed mod eder, at I og ville gøre Miskundhed imod min Faders Hus og give mig et sikkert Tegn, 13 at I ville lade min Fader og min Moder og mine Brødre og mine Søstre leve, og alt det, de have, og fri vore Sjæle fra Døden.
14, Mændene sagde til hende: Vore Sjæle skulle være i Stedet for eders til at dø, når I kun ikke kundgør denne vor Handel; og det skal ske, når Herren giver os Landet, da ville vi vise Miskundhed og Troskab imod dig. 15 Så lod hun dem ned ved et Reb igennem Vinduet; thi hendes Hus var ved Stadens Mur, og hun boede ved Muren. 16 Og hun sagde til dem: Går op paa Bjerget, at de, som forfølge eder, ikke skulle møde eder, og skjuler eder der i tre Dage, indtil de komme igen, som forfølge eder, og siden kunne I gå eders Vej. 17 Og Mændene sagde til hende: Vi ville være løste fra denne din Ed, som du kom os til at sværge: 18 Se, naar vi komme ind i Landet, da skal du binde denne Skarlagens Snor i Vinduet, igennem hvilket du har ladet os ned, og du skal samle til i Huset din Fader og din Mor og dine Brødre og din Faders ganske Hus; 19 og det skal ske, hver den, som går ud af dit Huses Døre udenfor, hans Blod skal være på hans Hoved, og vi skulle være uskyldige; men hver den, som er med dig i Huset, hans Blod skal være på vort Hoved, dersom der bliver lagt Hånd på ham. 20 Men dersom du kundgør denne vor Handel, da ville vi være løste fra den Ed, som du kom os til at sværge. 21 Og hun sagde: Det skal så være efter eders Ord, og hun lod dem gå, og de gik; og hun bandt den Skarlagens Snor i Vinduet. 22 Så gik de hen og kom på Bjerget og bleve der tre Dage, indtil de, som forfulgte dem, vendte tilbage; men Forfølgerne ledte på hele Vejen og fandt dem ikke.
23 Så vendte de to Mænd tilbage og gik ned ad Bjerget og for over og kom til Josva, Nuns Søn, og de fortalte ham alting, som havde rammet dem. 24 Og de sagde til Josva: Herren har givet alt Landet i vor Hånd, ja også alle Landets Indbyggere ere mistrøstige for vort Ansigt.

3 Kapitel - Jos.3
Og Josva stod årle op om Morgenen, og de rejste fra Sittim og kom til Jordanen, han og alle Israels Børn; og de bleve der om Natten, førend de droge over. 2 Og det skete, der tre Dage vare til Ende, da gik Fogederne midt igennem Lejren. 3 Og de bøde Folket og sagde: Når I se Herrens, eders Guds Pagts Ark, og Præsterne, Leviterne, som bære den, så skulle I rejse ud fra eders Sted og gå efter den; 4 - dog at der skal være Rum imellem eder og imellem den, ved tusinde Alen i Mål, I skulle ikke komme nær til den; - på det at I skulle vide den Vej, på hvilken I skulle gå; thi I have ikke tilforn draget over på den Vej. 5 Og Josva sagde til Folket: Helliger eder; thi Herren skal gøre underlige Ting i Morgen iblandt eder. 6 Og Josva sagde til Præsterne: Bærer Pagtens Ark og går over foran Folket; og de bare Pagtens Ark og gik foran Folket. 7 Og Herren sagde til Josva: På den Dag vil jeg begynde at gøre dig stor for al Israels Øjne, og de skulle vide, at ligesom jeg var med Mose, så vil jeg og være med dig. 8 Men du skal byde Præsterne, som bære Pagtens Ark, og sige: Når I komme til det yderste af Jordanens Vande, da skulle I blive stående i Jordanen.
9 Og Josva sagde til Israels Børn: Kommer nær hid og hører Herren eders Guds Ord. 10 Og Josva sagde: Derpå skulle I vide, at den levende Gud er midt iblandt eder og skal fordrive for eders Ansigt Kananiterne og Hethiterne og Heviterne og Feresiterne og Girgasiterne og Amoriterne og Jebusiterne. 11 Se, al Jordens Herres Pagts Ark går over for eders Ansigt igennem Jordanen. 12 Så tager eder nu tolv Mænd af Israels Stammer, een Mand af hver Stamme. 13 Og det skal ske, når Præsterne, som bære Herrens, al Jordens Herres, Ark, med Fodsålerne stå stille i Jordanens Vande, da skal Jordanens Vande afskæres, nemlig de Vande, som komme ned ovenfra; og de skulle stå som een Dynge.
14 Og det skete, der Folket drog ud af deres Telte for at gå over Jordanen, da bare Præsterne Pagtens Ark for Folkets Ansigt. 15 Og der de, som bare Arken, kom til Jordanen, og Præsterne, som bare Arken, vædede deres Fødder yderst i Vandet, (men Jordanen var fuld over alle sine Bredder hele Høsten igennem): 16 Da stod det Vand stille, som kom ned ovenfra, det rejste sig til een Dynge såre langt borte ved den Stad Adam, som ligger op til Zarthans Side, men det, som løb ned til Havet ved den slette Mark, nemlig Salthavet, det blev aldeles afskåret; så gik Folket over imod Jeriko. 17 Og Præsterne, som bare Herrens Pagts Ark, stode fast på det tørre, midt i Jordanen; og al Israel gik over på det tørre, indtil det ganske Folk var gået helt over Jordanen.

4 Kapitel - Jos.4
Og det skete, der alt Folket var gået helt over Jordanen, da sagde Herren til Josva: 2 Tager eder tolv Mænd af Folket, een af hver Stamme, 3 og byder dem og; siger: Optager eder herfra, midt af Jordanen, tolv Stene fra det Sted, som Præsternes Fødder stå fast på, og bærer dem over med eder og lader dem blive på det Sted, hvor I blive denne Nat over. 4 Da kaldte Josva ad de tolv Mænd, som han havde til Rede af Israels Børn, een Mand af hver Stamme; 5 og Josva sagde til dem: Går over frem foran Herren eders Guds Ark til midt i Jordanen, og opløfter eder hver een Sten på sin Skulder efter Tallet på Israels Børns Stammer, 6 at det skal være et Tegn midt iblandt eder, når eders Børn her efter spørger og sige: Hvad betyde eder disse Stene? 7 Og I skulle sige til dem, at Jordanens Vand blev af skåret for Herrens Pagts Ark; der den gik igennem Jordanen, da blev Jordanens Vand afskåret; og disse Stene skulle være til en Ihukommelse for Israels Børn evindeligen. 8 Og Israels Børn gjorde således, som Josva bød, og optoge tolv Stene midt af Jordanen, som Herren havde sagt til Josva, efter Tallet på Israels Børns Stammer; og de førte dem med sig over til det Sted hvor de bleve om Natten, og de lode dem blive der
.9 Og tolv Stene oprejste Josva midt i Jordanen, nede, hvor Præsterne, som bare Pagtens Ark, havde stået med deres Fødder, og de ere der indtil denne Dag. 10 Og Præsterne, som bare Arken, bleve stående midt i Jordanen, indtil hvert Ord var fuldkommet, som Herren havde budet Josva at tale til Folket, efter alt det, som Mose havde befalet; Josva; og Folket skyndte sig og gik over. 11 Og det skete, der det ganske Folk var gået helt over, da kom Herrens Ark og Præsterne over, for Folkets Ansigt. 12 Og Rubens Børn og Gads Børn og Halvdelen af Manasse Stamme gik over bevæbnede, foran Israels Børns Ansigt, således som Mose havde talet til dem. 13 Ved fyrretyve Tusinde, bevæbnede til Strid, gik de over for Herrens Ansigt til Krigen på Jerikos slette Marker. 14 På den Dag gjorde Herren Josva stor for al Israels Øjne; og de frygtede ham, således som de frygtede Mose, alle hans Livs Dage.
15 Og Herren sagde til Josva 16 Byd Præsterne, som bære Vidnesbyrdets Ark, at de stige op af Jordanen.17 Så bød Josva Præsterne, og sagde: Stiger op af Jordanen 18 Og det skete, der Præsterne, som bare Herrens Pagts Ark, stege op midt af Jordanen, så snart Præsternes Fodsåler havde betrådt det tørre, da kom Jordanens Vand,tilbage til sit Sted og gik som tilforn over alle sine Bredder. 19 Og Folket steg op af Jordanen på den niende Dag i den første Måned, og de lejrede sig i Gilgal, på Østgrænsen af Jerikos Landemærke.
20 Og de tolv Stene, som de toge af Jordanen, oprejste Josva i Gilgal. 21 Og han sagde til Israels Børn:, Når eders Børn herefter spørge deres Fædre og sige: Hvad betyde disse Stene 22 da skulle I kundgør eders Børn det og sige: Israel gik på det tørre igennem denne Jordan, 23 thi Herren eders Gud udtørrede Jordanens Vande for eders Ansigt, indtil I kom over, ligesom Herren eders Gud gjorde ved det røde Hav, hvilket han udtørrede for vort Ansigt, indtil vi kom over, 24 at alle Folk på Jorden skulle kende Herrens Hånd, at den er stærk, at I skulle frygte Herren eders Gud alle Dage.

5 Kapitel - Jos.5
Og det skete, der alle Amoriternes Konger, som boede på hin Side Jordanen imod Vesten, og alle Kananiternes Konger, som boede ved Havet, hørte, at Herren havde udtørret Jordanens Vande for Israels Børns Ansigt, indtil de kom over, da blev deres Hjerte mistrøstigt, og der var ikke ydermere Mod i dem for Israels Børns Ansigt.
2 På den Tid sagde Herren til Josva: Gør dig Stenknive og omskær Israels Børn igen anden Gang. 3 Da gjorde Josva sig Stenknive og omskar Israels Børn ved Araloths* Høj. 4 Og dette er Sagen, hvorfor Josva omskar dem: Alt Folket af Mandkøn, som var udgået af Ægypten, alt Krigsfolket var død i Ørken på Vejen, siden de gik ud af Ægypten. 5 Thi alt Folket, som udgik, var omskåret; men alt Folket, som var født i Ørken på Vejen, siden de udgik af Ægypten, havde de ikke omskåret. 6 Thi Israels Børn vandrede fyrretyve År i Ørken, indtil alt det Folk, Krigsfolket, som udgik af Ægypten, var uddød, de som ikke havde hørt Herrens Røst, så at Herren svor dem, at han ikke vilde lade dem se det Land, som Herren havde tilsvoret deres Fædre at give os, et Land, som flyder med Mælk og Honning. 7 Og han oprejste deres Børn i deres Sted; dem omskar Josva, thi de havde Forhud, eftersom man ikke havde omskåret dem på Vejen. 8 Og det skete, der de vare færdige med at omskære alt Folket, da bleve de på deres Sted i Lejren, indtil de bleve karske. 9 Og Herren sagde til Josva: I Dag har jeg afvæltet Ægyptens Skændsel fra eder; og man kaldte samme Steds Navn Gilgal indtil denne Dag. 10 Og Israels Børn lejrede sig i Gilgal, og de holdt Påske den fjortende Dag i Måneden om Aftenen, på Jerikos slette Marker. 11 Og de åde af Landets Grøde fra anden Påskedag, nemlig usyrede Brød og ristede Aks, på selvsamme Dag. 12 Så holdt Mannaen op, anden Dag efter at de havde ædt af Landets Grøde, og Israels Børn havde ikke ydermere Manna; men de åde af Kanåns Lands nye Grøde i sammé År.
13 Og det skete, der Josva var ved Jeriko, at han opløftede sine Øjne og så, og se, en Mand stod lige imod ham og havde sit dragne Sværd i sin Hånd; og Josva gik til ham: og sagde til ham: Hører du os til eller vore Fjender 14 Og han sagde: Nej! men jeg er en Fyrste over Herrens Hær, nu kom jeg! Da faldt Josva på sit Ansigt til Jorden og tilbad og sagde til ham: Hvad taler min Herre til sin Tjener 15 Og Fyrsten over Herrens Hær sagde til Josva: Drag din Sko af din Fod, thi det Sted, som du står på, det er helligt; og Josva gjorde så.

6 Kapitel - Jos.6
Og Jeriko havde lukket for sig og var tillukket for Israels Børns Ansigt; der kunde ingen gå ud, ej heller komme ind. 2 Og Herren sagde til Josva: Se, i din Hånd har jeg givet Jeriko og dens Konge, som ere vældige til Strid. 3 Og I skulle gå omkring Staden, alle Krigsmændene, så at de gå rundt om Staden een Gang; således skal du gøre seks Dage. 4 Og syv Præster skulle bære syv fuldtonende Basuner foran Arken, og på den syvende Dag skulle I gå om Staden syv Gange, og Præsterne skulle blæse i Basunerne. 5 Og det skal ske, når man blæser langsomt i Hornet, når I høre Basunens Lyd, da skal alt Folket skrige med et stort Skrig; så skal Stadens Mur falde lige ned, og Folket skal stige op, hver lige frem; for sig. 6 Så kaldte Josva, Nuns Søn, ad Præsterne og sagde til dem: Bærer Pagtens Ark, og lader syv Præster bære de syv fuldtonende Basuner foran Herrens Ark. 7 Og han sagde til Folket: Går frem og går omkring Staden; og hvo som er bevæbnet, gå frem foran Herrens Ark. 8 Og det skete, der Josva havde sagt dette til Folket, da gik syv Præster frem, som bare de syv fuldtonende Basuner for Herrens Ansigt, og blæste i Basunerne; og Herrens Pagts Ark fulgte efter dem. 9 Og hver, som var bevæbnet, gik foran Præsterne, som blæste i Basunerne;og Troppen, som sluttede, gik efter Arken, medens man vedblev at blæse i Basunerne. 10 Og Josva bød Folket og sagde: I skulle ikke skrige og ej lade eders Røst høre, og der skal ikke et Ord udgå af eders Mund, indtil den Dag jeg siger til eder: Skriger! da skulle I skrige. 11 Så gik Herrens Ark, omkring, så at den gik rundt om Staden een Gang; og de kom i Lejren og bleve om Natten i Lejren. 12 Og Josva stod tidlig op om Morgenen, og Præsterne bare Herrens Ark. 13 Og de syv Præster, som bare de syv fuldtonende Basuner foran Herrens Ark, gik stedse og blæste i Basunerne; og hver bevæbnet gik for deres Ansigt, óg Troppen, som sluttede, gik efter Herrens Ark, medens man vedblev at blæse i Basunerne. 14 Og de gik omkring Staden på den anden Dag een Gang, og de vendte tilbage til Lejren; således gjorde de seks Dage.
15 Og det skete på den syvende Dag, da stode de tidlig op, der Morgenrøden brød frem, og de gik omkring Staden syv Gange, efter den samme Vis, kun at de den samme Dag kom syv Gange omkring Staden. 16 Og det skete den syvende Gang, da blæste Præsterne i Basunerne, og Josva sagde til Folket: Skriger! thi Herren har givet eder Staden. 17 Og Staden, den og alt det, som er i den, skal være sat i Band for Herren; kun den Skøge Rahab skal leve, hun og alle de, som ere i Huset med hende; thi hun skjulte Budene, som vi udsendte 18 Kun må I forvare eder for det bandlyste, at I ikke komme under Band og tage af det bandlyste og sætte Israels Lejr i Band og forstyrre den. 19 Men alt Sølv og Guld og Kobberkar og Jern, det skal være helligt for Herren; det skal komme til Herrens Liggendefæ. 20 Og Folket skreg, da de blæste i Basunerne; ja det skete, der Folket hørte Basunernes Lyd, da skreg Folket med et stort Skrig, og Muren faldt lige ned, og Folket steg op i Staden, hver lige frem for sig, og de indtoge Staden. 21Og de ødelagde alt det, som var i Staden, både Mand og Kvinde, både ung og gammel, og Øksne og Får og Asener, med skarpe Sværd.
22 Men Josva sagde til de to Mænd, som havde spejdet Landet: Gaar i den Kvindes, den Skøges Hus, og udfører Kvinden derfra og alt det, som hører hende til, som I have svoret hende. 23 Da gik de unge Karle, Spejderne, ind og udførte Rahab og hendes Fader og hendes Moder og hendes Brødre, og alt det, som hørte hende til, og al hendes Slægt udførte de; og de lode dem blive uden for Israels Lejr. 24 Men Staden opbrændte de med Ild og alt det, som var i den; alene Sølvet og Guldet og Kobberkarrene og Jernet, det gave de til Herrens Huses Liggendefæ. 25 Men Josva lod Rahab, den Skøge, og hendes Faders Hus og alt det, som hørte hende til, leve, og hun boede midt iblandt Israel indtil denne Dag; thi hun skjulte Budene, som Josva havde udsendt til at spejde Jeriko. 26 Og på den samme Tid tog Josva en Ed af dem og sagde: Forbandet være den Mand for Herrens Ansigt, som opstår og bygger denne Stad Jeriko; når han lægger dens Grundvold, koste det ham hans førstefødte, og når han sætter dens Porte, koste det ham hans yngste Søn. 27 Så var Herren med Josva, og hans Rygte var over det ganske Land.

7 Kapitel - Jos.7
Men Israels Børn forgrebe sig saare paa det bandlyste Gods thi Akan, en Søn af Kami som var en Søn af Sabdi, Seras Søn af Judas Stamme tog af det bandlyste, og Herrens Vrede optændtes imod Israels Børn. 2 Og Josva udsendte Mænd fra Jeriko mod Ai, som ligger ved Beth-Aven Østen for Bethel, og sagde til dem: Går op og bespejder Landet; og Mændene gik op og bespejdede Ai. 3 Og de kom tilbage til Josva og sagde til ham: Lad ikke alt Folket drage op, lad ved to Tusinde Mand eller ved tre Tusinde Mand drage op og slå Ai; du skal ikke lade det ganske Folk ulejlige sig derhen; thi de ere få. 4 Så droge af Folket ved tre Tusinde Mænd op derhen; men de flyede for Ais Mænds Ansigt. 5 Og Mændene af Ai sloge ved seks og tredive Mænd af dem og forfulgte dem foran Porten indtil Sebarim og sloge dem, hvor Vejen gik nedad; da blev Folkets Hjerte mistrøstigt og blev som Vand.
6 Og Josva sønderrev sine Klæder og faldt på sit Ansigt til Jorden for Herrens Ark indtil Aftenen, han og de Ældste af Israel, og de kastede Støv på deres Hoved. 7 Og Josva sagde: Ak, Herre, Herre! hvi lod du dog dette Folk gå over Jordanen for at give os i Amoriternes Hånd til vor Fordærvelse: og gid vi havde ladet os nøje og vare blevne på hin Side Jordanen! 8 Hør mig, Herre! hvad skal jeg sige, efter at Israel vender Ryggen for sine Fjenders Ansigt 9 Når Kananiterne og alle Landets Indbyggere høre det, da omringe de os og udrydde vort Navn af Jorden; og hvad vil du gøre ved dit store Navn? 10 Da sagde Herren til Josva: Stå du op; hvorfor faldt du på dit Ansigt? 11 Israel har syndet, ja, de have overtrådt min Pagt, hvilken jeg bød dem; ja, de toge af det bandlyste Gods, ja, de stjal og dulgte det også og lagde det iblandt deres eget Tøj. 12 Og Israels Børn skulle ikke kunne stå for deres Fjenders Ansigt, de må vende Ryggen for deres Fjenders Ansigt, thi de ere i Band; jeg skal ikke mere blive ved at være med eder, dersom I ikke fjerne denne Band fra eders Midte. 13 Stå op, hellig Folket, og sig: Helliger eder til i Morgen; thi så siger Herren Israels Gud: Der er Band iblandt dig, Israel! du kan ikke stå for dine Fjenders Ansigt, førend I borttage den Band fra eders Midte. 14 Og i Morgen tidlig skulle I komme frem efter eders Stammer; og det skal ske, hvilken Stamme Herren rammer på, den skal nærme sig, Slægt for Slægt, og den Slægt, som Herren rammer på, den skal nærme sig, Hus for Hus, og det Hus, som Herren rammer på, det skal nærme sig, Mand for Mand. 15 Og det skal ske, den, som bliver ramt som bandlyst, han skal opbrændes med Ild, han og alt det; han har, fordi han har overtrådt Herrens Pagt, og fordi han har gjort Dårlighed i Israel.
16 Og Josva stod tidlig op om Morgenen og lod Israel nærme sig Stamme for Stamme, og Judas Stamme blev ramt. 17 Og han lod Judas Slægt nærme sig, og Seraiternes Slægt blev ramt. 18 Og han lod Seraiternes Slægt nærme sig, Mand for Mand, og Sabdi blev ramt, og han lod hans Hus nærme sig, Mand for Mand, og Akan, en Søn af Karmi, som var Sabdi Søn, Seras Søn af Judas Stamme, blev ramt. 19 Og Josva. sagde til Akan: Min Søn, giv dog Herren Israels Gud Ære og giv ham Lov, og giv mig nu til Kende, hvad du har gjort, dølg det ikke for mig; 20 Og Akan svarede Josva og sagde: Sandelig, jeg syndede for Herren Israels Gud, og så og så gjorde jeg. 21 Thi jeg så en kostelig babylonisk Kappe iblandt Byttet og to Hundrede Sekel Sølv og en Guldtunge, hvis Vægt var halvtredsindstyve Sekel, og jeg fik Lyst til dem og tog dem, og se, de ere skjulte i Jorden, midt i mit Telt, og Sølvet derunder. 22 Da sendte Josva Bud hen, og de løb til Teltet; og se, det var skjult i hans Telt og Sølvet derunder. 23 Og de toge de Ting ud af Teltet og førte dem til Josva og til alle Israels Børn; og de lagde dem frem for Herrens Ansigt. 24 Så tog Josva og al Israel med ham Akan, Seras Søn, og Sølvet og den kostelige Kappe og Guldtungen og hans Sønner og hans Døtre og hans Øksne og hans Asener og hans Får og hans Telt, og alt det han havde, og de førte ham op i Akor Dal. 25 Og Josva sagde: Hvi har du forstyrret os? Herren skal forstyrre dig på denne Dag; og al Israel stenede ham med Stene og opbrændte dem med Ild og kasted Stene over dem. 26 Og de opkasted en stor Stenhob over ham indtil denne Dag, og Herren vendte om fra sin strenge Vrede; derfor kaldt man det samme Steds Navn Akors Dal*; den er der indtil denne Dag

8 Kapitel - Jos.8
Og Herren sagde til Josva: Frygt ikke og ræddes ikke, tag med alt Krigsfolket og gør dig rede, drag op mod Ai; se, jeg har givet Kongen af Ai og hans Folk og hans Stad og hans Land i din Hånd. 2 Og du skal gøre ved Ai og dens Konge, ligesom du gjorde ved Jeriko og dens Konge, kun dens Bytte og dens Kvæg skulle I røve for eder selv; sæt dig et Baghold bag ved Staden! 3 Da gjorde Josva sig rede alt Krigsfolket at drage op til Ai, og Josva udvalgte tredive Tusinde Mand, vældige til Strid, og sendte dem hen om Natten. 4 Og han bød dem og sagde: Ser til, I som ere i Baghold ved Staden bag ved Staden, I skulle ikke holde eder såre langt fra Staden, og I skulle være alle sammen rede. 5 Men jeg og alt det Folk, som er med mig, vi ville komme nær til Staden, og det skal ske, når de gå ud imod os som i Begyndelsen, da ville vi fly for deres Ansigt. 6 Og de skulle;gå efter os, indtil vi få draget dem bort fra Staden; thi de skulle tænke: De fly for vort Ansigt ligesom i Begyndelsen; og vi ville fly for deres Ansigt? Da skulle I rejse eder af Bagholdet og indtage Staden; og Herren eders Gud skal give den i eders Hånd. 8 Og det skal ske, når I have indtaget Staden, da skulle I sætte Ild på Staden; I skulle gøre efter Herrens Ord; se, jeg har befalet eder det. 9 Så sendte Josva dem, og de gik til Bagholdet, og de bleve imellem Bethel og Ai, vesten for Ai; men Josva overnattede den samme Nat midt iblandt Folket.
10 Og Josva stod tidlig op om Morgenen og mønstrede Folket; og han drog op, han og de Ældste af Israel, fremmest for Folket mod Ai. 11 Og alt Krigsfolket, som var hos ham, drog op og holdt sig nær til og kom lige for Staden; og de sloge Lejr Norden for Ai, så at Dalen var; imellem Ai 12 Og han havde taget ved fem Tusinde Mand og sat dem i Baghold imellem Bethel og imellem Ai, Vesten for Staden. 13 Og da Folket havde opstillet hele Lejren, som var Nord for Staden, og Bagholdet, som var Vest for Staden, drog Josva samme Nat ned midt i Dalen. 14 Og det skete, der Kongen af Ai så det, da skyndte Mændene af Staden, sig og stode tidlig op og gik ud imod Israel til Striden, han og hele hans Folk, på en bestemt Tid, foran den slette Mark; men han vidste ikke, at der var et Baghold på ham bag ved Staden. 15 Men Josva og al Israel lode sig slå for deres Ansigt og de flyede ad Vejen mod Ørken 16 Da blev alt Folket sammenråbt som var i Staden, for at forfølge dem; og de forfulgte Josva, og de bleve dragne bort fra Staden. 17 Og der blev ikke en Mand tilovers i Ai. og Bethel, som ej drog ud efter Israel; og de lode Staden åben og forfulgte Israel. 18 Da sagde Herren til Josva: Udræk dit Kastespyd, som du har i din Hånd, mod Ai, thi jeg vil give den i din Hånd; og Josva udrakte Spydet, som han havde i sin Hånd, mod Staden. 19 Da rejste Bagholdet sig hasteligen fra sit Sted, og de løb, der han udstrakte sin Hånd, og kom i Staden og indtoge den; og de skyndte sig og satte Ild på Staden. 20 Og Mændene af Ai vendte sig tilbage, og de så, og se, Røgen af Staden steg op mod Himmelen, og der var ingen Udvej for dem at fly hid eller did; og det Folk, som flyede til Ørken, vendte sig imod dem, som forfulgte dem. 21 Da Josva og al Israel så, at Bagholdet havde indtaget Staden, og at Røgen steg op af Staden, da vendte de tilbage og sloge Mændene af Ai. 22 Og hine gik ud af Staden mod dem, så de vare midt imellem Israel, hine vare på den ene Side, og disse på den anden Side; og de sloge dem, indtil ingen blev tilovers af dem som undkommen eller undsluppen. 23 Og de grebe Kongen af Ai levende, og de førte ham frem til Josva. 24 Og det skete, der Israel var kommet til Ende med at slå alle Ais Indbyggere ihjel på Marken i Ørken, hvor de forfulgte dem, og de vare faldne alle sammen for skarpe Sværd, indtil det var forbi med dem: Da vendte al Israel tilbage til Ai og slog den med skarpe Sværd. 25 Og alle de, som faldt på samme Dag, både Mænd og Kvinder, vare tolv Tusinde, alle Folk af Ai. 26 Og Josva tog ikke sin Hånd, som han havde udrakt med Spydet, tilbage, førend han havde ødelagt alle Ais Indbyggere. 27 Ikkun Kvæget og Byttet og Rovet af samme Stad røvede Israel for sig selv efter Herrens Ord, som han bød Josva. 28 Og Josva afbrændte Ai, og han gjorde af den en stedsevarende Dynge, en øde Plads, indtil denne Dag. 29 Og han lod Kongen af Ai ophænge på et Træ indtil Aftens Tid; og der Solen gik ned, bød Josva, at de skulde nedtage hans døde Krop af Træet, og de kasted den for Indgangen til Stadens Port, og de opkastede en stor Stenhob over ham, som er der indtil denne Dag.
30 Da byggede Josva Herren, Israels Gud, et Alter på Ebals Bjerg, 31 ligesom Mose, Herrens Tjener,bød Israels Børn efter det, som er skrevet i Mose Lovbog: Et Alter af hele Stene, over hvilket der ikke er ført noget Jern; og de ofrede derpaa Brændofre for Herren, og de slagtede Takofre. 32 Og han skrev på Stenene en Afskrift af Mose Lov, som han havde skrevet for Israels Børns Ansigt. 33 Og al Israel og dets Ældste og Fogeder og Dommere stode på begge Sider af Arken tværs over for Præsterne, Leviterne, som bare Herrens Pagts Ark, så vel den fremméde som den indfødte, Halvdelen deraf hen imod Garizims Bjerg, og Halvdelen deraf hen imod Ebals Bjerg, således som Mose, Herrens Tjener, fra først af havde budet at velsigne Israels Folk. 34 Og derefter oplæste han alle Lovens Ord, Velsignelsen og Forbandelsen, efter alt det, som er skrevet i Lovbogen. 35 Der var ikke et Ord af alt det, som Mose havde budet, hvilket Josva ej lod oplæse for al Israels Forsamling, endog for Kvinderne og små Børn og den fremmede, som vandrede midt iblandt dem.

9 Kapitel - Jos.9
Og det skete, der alle Kongerne, som vare på denne Side Jordanen, i Bjerglandet og i Lavlandet og på hele Kysten af det store Hav tværs overfor Libanon, samt Hethiterne og Amoriterne, Kananiterne og Feresiterne, Heviterne og Jebusiterne, hørte det: 2 Da samlede de sig til Hobe at stride imod Josva og imod Israel endrægteligen.
3 Da Indbyggerne af Gibeon havde hørt, hvad Josva havde gjort ved Jeriko og Ai, 4 da handlede også de med List og gik hen og gave sig ud for Sendebud; og de toge gamle Sække på deres Asener og gamle sønderrevne og bødede Læderflasker til vin 5 og gamle og lappede Sko paa deres Fødder og gamle Klæder på sig, og alt Brødet til deres Tæring var tørt og mullent. 6 Og de gik til Josva i Lejren ved Gilgal, og de sagde til ham og til Israels Mænd: Vi ere komne fra et langt fra liggende Land, så gører nu Pagt med os. 7 Da sagde Israels Mænd til Heviten: Måske du bor midt iblandt os, hvorledes kunne vi da gøre Pagt med dig. 8 Og de sagde til Josva: Vi ere dine Tjenere; og Josva sagde til dem: Hvo ere I, og hvorfra komme I? 9 Og de sagde til ham: Dine Tjenere ere komne fra et sår langt fra liggende Land for Herren din Guds Navns Skyld; thi vi have hørt hans Rygte og alt det, som han gjorde i Ægyptén. 10 Og alt det, som han gjorde ved Amoriternes to Konger, som vare på hin Side Jordanen, ved Sihon, Kongen i Hesbon, og ved Og, Kongen i Basan, som var i Astharoth. 11 Derfor sagde vore Ældste og alle vort Lands Indbyggere til os sålunde: Tager Tæring med eder på Vejen og går dem i Møde, og siger til dem: Vi ere eders Tjenere, så gører nu Pagt med os. 12 Dette er vort Brød, det toge vi varmt med os på Rejsen fra vore Huse den Dag, vi gik ud for at vandre til eder; men se, nu er det tørt; og det er mullent. 13 Og disse ere Læderflasker til Vin, som vi fyldte, der de vare nye, se, de ere og sønderrevne; og disse vore Klæder og vore Sko ere blevne gamle for denne såre lange Vejs SkyId. 14 Så toge Mændene af deres Rejsekost, og de spurgte ikke Herrens Mund ad. 15 Og Josva gjorde Fred med dem og gjorde Pagt med dem, at han vilde lade dem leve; og Menighedens Fyrster tilsvore dem det.
16 Men det skete, der tre Dage vare til Ende, efter at de havde gjort Pagt med dem, da hørte de, at de vare nær hos dem, og at de boede midt iblandt dem. 17 Thi der Israels Børn rejste frem, da kom de på den tredje Dag til deres Stæder; og deres Stæder vare Gibeon og Kefira og Beeroth og Kirjath Jearim. 18 Og Israels Børn ihjelslog dem ikke; thi Menighedens Fyrste havde tilsvoret dem ved Herren Israels Gud, og al Menigheden knurrede mod Fyrsterne. 19 Da sagde alle Fyrsterne til hele Menigheden: Vi have tilsvoret dem ved Herren, Israels Gud; derfor kunne vi nu ikke røre dem. 20 Dette ville vi gøre dem Vi ville lade dem leve, at der ikke skal komme en Vrede over os for den Eds Skyld, som vi have tilsvoret dem. 21 Fremdeles sagde Fyrsterne til dem: Lader dem leve, at de man være Vedhuggere og Vanddragere for hele Menigheden, ligesom Fyrsterne have sagt til dem. 22 Da kaldte Josva ad dem og talede til dem og sagde: Hvi bedroge I os og sagde: Vi bo såre langt fra eder, og I bo dog midt iblandt os 23 Derfor skulle I nu være forbandede, så at der ikke skal være nogen iblandt eder, som jo er Træl, Vedhugger eller Vanddrager til min Guds Hus. 24 Og de svarede Josva og sagde: Fordi det blev dine Tjenere sikkert tilkendegivet, hvad Herren din Gud bød Mose sin Tjener, at han vilde give eder alt Landet og ødelægge alle Landets Indbyggere for eders Ansigt, så frygtede vi såre for vort Liv for eders Ansigt og have gjort denne Gerning. 25 Men nu, se, vi ere i din Hånd som det er godt og som det er ret for dine Øjne at gøre os, det gør! 26 Og han gjorde således mod dem og han reddede dem fra Israels Børns Hånd, og de sloge dem ikke ihjel. 27 Og Josva satte dem på den samme Dag til Vedhuggere og Vanddragere for Menigheden og for Herrens Alter indtil denne Dag, ved det Sted, som han vilde udvælge.

10 Kapitel - Jos.10
Og det skete, der Adoni-Zedek Kongen af Jerusalem, hørte, at Josva havde indtaget Ai og ødelagt den og gjort så mod Ai og dens Konge, som han gjorde mod Jeriko og dens Konge, og at Indbyggerne af Gibeon havde gjort Fred med Israel og vare midt iblandt dem: 2 Da frygtede de såre, fordi Gibeon var en stor Stad som en af de kongelige Stæder, og fordi den var større end Ai, og alle Mændene derudi vare vældige Mænd. 3 Og Adoni-Zedek, Kongen af Jerusalem, sendte Bud til Hoham, Kongen af Hebron, og til Piream, Kongen af Jarmuth, og til Jafia, Kongen af Lakis, og til Debir, Kongen af Eglon, og lod sige: 4 Kommer op til mig og hjælper mig, at vi kunne slå Gibeon; thi den har gjort Fred med Josva og med Israels Børn. 5 Og de fem amoritiske Konger samlede sig og droge op, Kongen af Jerusalem, Kongen af Hebron, Kongen af Jarmuth, Kongen af Lakis, Kongen af Eglon, de og alle deres Lejre; og de lejrede sig mod Gibeon og strede mod den. 6 Og de Mænd af Gibeon sendte; til Josva til Lejren, til Gilgal, og lode sige: Drag ikke din Hånd fra dine Tjenere, kom snart op til os; og frels os og hjælp os; thi alle Amoriternes Konger, som bo på Bjergene, have forsamlet sig imod os. 7 Og Josva drog op fra Gilgal, han og alt Krigsfolket med ham, og alle, som vare vældige til Strid. 8 Og Herren sagde til Josva: Frygt ikke for dem, thi jeg har givet dem i din Hånd; der skal ikke en Mand af dem kunne stå for dit Ansigt. 9 Så kom Josva hasteligen over dem; thi han drog den hele Nat op fra Gilgal. 10 Og Herren forskrækkede dem for Israels Ansigt, så han slog dem med et svart Slag ved Gibeon; og han forfulgte dem på Vejen, hvor man gaar op til Beth-Horon, og slog dem indtil Aseka og indtil Makkeda. 11 Og det skete, der de flyede for Israels Ansigt, og de vare der, hvor man går ned fra Beth-Horon, da lod Herren falde store Stene af Himmelen på dem indtil Aseka, at de døde; de vare flere, som døde af samme Hagelstene, end de, som Israels Børn sloge ihjel med Sværdet.
12 Da talede Josva til Herren på samme Dag, der Herren gav Amoriterne for Israels Børns Ansigt, og han sagde for Israels Øjne: Sol, stå stille i Gibeon, og Måne, i Ajalons Dal! 13 Så stod Solen stille, og Månen blev stående, indtil Folket havde hævnet sig på sine Fjender; er det ikke skrevet i den oprigtiges Bog? Så blev Solen stående midt på Himmelen og ilede ikke til at gå ned henved en hel Dag. 14 Og der var ingen Dag som denne, hverken før eller efter den, at Herren hørte en Mands Røst; thi Herren stred for Israel. 15 Og Josva vendte tilbage og al Israel med ham til Lejren ved Gilgal.
16 Men hine fem Konger vare flygtede, og de havde skjult sig i den Hule ved Makkeda. 17 Og det blev Josva tilkendegivet, at man sagde: De fem Konger ere fundne skjulte i den Hule ved Makkeda. 18 Og Josva sagde: Vælter store Stene for Gabet på Hulen, og sætter Mænd ved den for at tage Vare på dem. 19 Og I, står ikke stille, forfølger eders Fjender og slår deres Bagtrop; lader dem ikke komme til deres Stæder, thi Herren eders Gud har givet dem i eders Hånd. 20 Og det skete, der Josva og Israels Børn vare færdige med at slå dem med et såre stort Slag, indtil de havde gjort Ende på dem, da var nogle blevne tilovers af dem, og de kom ind i de faste Stæder. 21 Men alt Folket vendte tilbage til Josva til Lejren ved Makkeda med Fred; der havde ingen rørt sin Tunge imod Israels Børn, ja ikke mod nogen af dem. 22 Og Josva sagde: Åbner Gabet på Hulen, og fører disse fem Konger ud til mig af Hulen! 23 Og de gjorde så og førte de fem Konger ud til ham af Hulen: Kongen af Jerusalem, Kongen af Hebron, Kongen af Jarmuth, Kongen af Lakis, Kongen af Eglon. 24 Og det skete, der de havde ført disse Konger ud til Josva; da kaldte Josva ad alle Israels Mænd, og sagde til de Øverste for Krigsmændene, som droge med ham: Kommer frem, sætter eders Fødder på disse Kongers Halse; så kom de frem og satte deres Fødder på deres Halse. 25 Da sagde Josva til dem: Frygter ikke og forfærdes ikke, værer frimodige og værer stærke; thi Herren skal gøre således imod alle eders Fjender, dem som I stride imod. 26 Og derefter slog Josva dem og dræbte dem og hængte dem på fem Træer, og de bleve hængende på Træerne indtil Aftenen. 27 Og det skete ved den Tid, da Solen gik ned, bød Josva, og de toge dem ned af Træerne og kastede dem i den Hule, som de havde været skjulte i; og de lagde store Stene for Gabet af Hulen, hvor de ere indtil denne Dag.
28 Og Josva indtog Makkeda på den samme Dag og slog den med skarpe Sværd, og dens Konge ødelagde han tillige med alle Personer, som vare i den, han lod ingen blive tilovers til at undkomme; og han gjorde mod Kongen af Makkeda, ligesom han gjorde mod Kongen af Jeriko. 29 Og Josva og hele Israel med ham gik over fra Makkeda til Libna, og han stred mod Libna, 30 Og Herren gav også den og deres Konge i Israels Hånd, og han slog den med skarpe Sværd og alle Personer, som vare derudi, han lod ingen blive tilovers til at undkomme; og han gjorde mod dens Konge, ligesom han gjorde mod Kongen af Jeriko. 31 Og Josva og hele Israel med ham gik over fra Libna til Lakis; og han slog Lejr imod den og stred imod den. 32 Og Herren gav Lakis i Israels Hånd, og han indtog den på den anden Dag, og han slog den med skarpe Sværd og alle Personer, som vare i den; i alle Måder, som han gjorde mod Libna. 33 Da drog Horam, Kongen af Geser, op at hjælpe Lakis; men Josva slog ham og hans Folk, indtil han ikke lod nogen blive tilovers: til at undkomme. 34 Og Josva og al Israel med ham gik over fra Lakis: til Eglon; og de sloge Lejr imod den og strede imod den. 35 Og de indtoge den på den samme Dag og sloge den med skarpe Sværd, og han ødelagde alle Personer, som vare derudi, på den samme Dag; i alle Måder, som han gjorde mod Lakis. 36 Siden drog Josva og al Israel med ham op fra Eglon til Hebron, og de strede imod den. 37 Og de indtoge den og sloge den med skarpe Sværd og dens Konge og alle dens Stæder og alle Personer, som vare deri, han lod ingen blive tilovers til at undkomme, i alle Måder som han gjorde mod Eglon; og han ødelagde den og alle Personér, som vare i den. 38 Så vendte Josva tilbage og hele Israel med ham til Debir og stred imod den. 39 Og han indtog den og dens Konge og alle dens Stæder, og de sloge dem med skarpe Sværd, og de ødelagde alle Personer, som vare i den, han lod ingen blive tilovers til at undkomme; ligesom han gjorde ved Hebron, så gjorde han ved Debir og dens Konge, og ligesom han gjorde ved Libna og dens Konge. 40 Så slog Josva alt Landet på Bjergene og mod Sønden og Lavlandet og; Dalene og alle deres Konger, han lod ingen blive tilovers til at undkomme; og han ødelagde alt det, som havde Ånde, som Herren Israels Gud havde befalet. 41 Og Josva slog dem fra Kades-Barnea og indtil Gaza og alt Gosen Land og indtil Gibeon. 42 Og Josva tog alle disse Konger med deres Land på een Gang; thi Herren Israels Gud stred for Israel. 43 Så vendte Josva tilbage og al Israel med ham til Lejren ved Gilgal.

11 Kapitel - Jos.11
Og det skete, der Jabin, Kongen af Hazor, hørte det, da sendte han til Jobab, Kongen af Madon, og til Kongen af Simron og til Kongen af Aksaf, 2 og til de Konger, som,vare mod Norden på Bjergene og på den slette Mark, Sønden for Kinneroths Hav og i Lavlandet og på Højderne ved Dor ud mod Havet, 3 til Kananiterne mod Østen og mod Vesten og Amoriterne og Hethiterne og Feresiterne og Jebusitrne på Bjergene og Heviterne neden for Hermon i Mizpa Land 4 Og de droge ud, de og alle deres Lejre med dem, mangfoldigt Folk som Sand, der er på Havbredden, i Mangfoldighed, og såre mange Heste og Vogne. 5 Og alle disse Konger samledes, og de kom, og de lejrede sig tilsammen ved Søen Merum, at stride imod Israel.
6 Og Herren sagde til Josva: Frygt for deres Ansigt, thi i Morgen ved denne Tid vil jeg give dem alle sammen ihjelslagne for Israels Ansigt; du skal ødelægge deres Heste og opbrænde deres Vogne med Ild. 7 Og Josva og alt Krigsfolket med ham kom over dem hasteligen ved Søen Merom, og de overfaldt dem. 8 Og Herren gav dem i Israels Hånd, og de sloge dem og forfulgte dem indtil det store Zidon og indtil de hede Kilder og indtil Mizpas Dal mod Østen; og de sloge dem, indtil han ikke lod dem een blive tilovers til at undkomme. 9 Da gjorde Josva ved dem, således som Herren havde sagt til ham; han ødelagde deres Heste og opbrændte deres Vogne med Ild. 10 Og Josva vendte tilbage på den samme Tid og indtog Hazor og slog dens Konge ihjel med Sværd; thi Hazor, den var tilforn Hovedstaden for alle disse Kongeriger. 11 Og de sloge alle Personer, som vare i den, med skarpe Sværd, så de ødelagde den; der blev intet tilovers, som havde Ånde; og han opbrændte Hazor med Ild. 12 Og Josva tog alle disse Kongers Stæder med alle deres Konger, og han slog dem med skarpe Sværd, så at han ødelagde dem, således som Mose, Herrens Tjener, havde befalet.13 Dog opbrændte Israel slet ingen Stæder, som stå på deres Høje; ikkun Hazor alene opbrændte Josva. 14 Og alt Byttet af disse Stæder og Kvæget røvede Israels Børn for sig; kun Menneskene sloge de med skarpe Sværd, indtil de havde ødelagt dem, de lode intet blive tilovers, som have Ånde. 15 Lige som Herren bød Mose sin Tjener, så bød Mose Josva, og så gjorde Josva, han udlod ikke noget af alt det, som Herren havde befalet Mose. 16 Og Josva indtog hele dette Land, Bjerglandet og Sydlandet og hele Gosen Landet og Lavlandet og den slette Mark og Israels Bjerge med Lavlandet dertil, 17 fra det slette Bjerg, som strækker sig op mod Sejr, og indtil Bål-Gad ved Libanons Dal neden for det Bjerg Hermon; og han tog alle deres Konger og slog dem og dræbte dem. 18 Josva førte mange År Krig imod alle disse Konger.
19 Der var ikke en Stad, som gjorde Fred med Israels Børn, uden Heviterne, som boede i Gibeon; de indtoge alt med Krig. 20 Thi det skete af Herren, at de forhærdede deres Hjerte, så de mødte Israel med Krig, for at han skulde ødelægge dem, så at der ikke skulde bevises dem Nåde, men at han skulde udrydde dem, som Herren bød Mose. 21 Og Josva kom på den samme Tid og udryddede Anakiterne af Bjerget, af Hebron, af Debir, af Anab og af alle Judas Bjerge og af alle Israels Bjerge; Josva ødelagde dem med deres Stæder. 22 Der blev ingen tilovers af Anakiterne i Israels Børns Land, ikkun i Gaza, i Gath og Asdod bleve de tilovers. 23 Og Josva indtog hele Landet efter alt det, som Herren havde talet til Mose, og Josva gav Israel det til Arv efter deres Afdelinger i deres Stammer; og Landet hvilede fra Krig.

12 Kapitel - Jos.12
Og disse ere Landets Konger, sorn Israels Børn sloge, og hvis Land de toge i Eje på hin Side Jordan mod Solens Opgang, fra Bækken Arnon indtil det Bjerg Hermon og al den slette Mark mod Østen:. 2 Sihon, Amoriternes Konge, som boede i Hesbon, som herskede fra Aroer, som ligger ved Bredden Arnons Bæk, og fra Midten af Dalen og over Halvdelen af Gilead og indtil Bækken Jabok, som er Ammons Børns Landemærke, 3 og over den slette Mark indtil Kinneroths Hav mod Østen og indtil Havet ved den slette Mark, Salthavet mod Østen, på den Vej til Beth-Jesimoth, og mod Sønden nede ved Foden af Pisga 4 og Ogs Landemærke; han var Konge i Basan og en af de overblevne Kæmper, og han boede i Astharoth og i Edrei; 5 og herskede over Hermons Bjerg og over Salka og over Basan indtil Gesuriternes og Måkathiternes Landemærke og over Halvdelen af Gilead til Sihons, Hesbons Konges Landemærke. 6 Mose, Herrens Tjener, og Israels Børn sloge dem, og Mose, Herrens Tjener, gav Rubeniterne og Gaditerne og Halvdelen af Manasse Stamme det til Ejendom.
7 Og disse ere Landets Konger som Josva og Israels Børn sloge på denne Side Jordanen mod Vesten, fra Bål-Gad i Libanons Dal og indtil det slette Bjerg, som strækker sig op imod Sejr. Og Josva gav Israels Stammer det til Ejendom efter deres Afdelinger, 8 på Bjergene og i Lavlandet og på den slette Mark og i Dalene og i Ørken og mod Sønden: Hethiterne, Amoriterne og Kananiterne, Feresiterne, Heviterne og Jebusiterne. 9 Kongen af Jeriko er een; Kongen af Ai, som ligger ved Siden af Bethel, een; 10 Kongen af Jerusalem een; Kongen af Hebron een; 11 Kongen af Jarmuth een; Kongen af Lakis een; 12 Kongen af Eglon een; Kongen af Geser een; 13 Kongen af Debir een; Kongen af Geder een; 14 Kongen af Horma een; Kongen af Arad een; 15 Kongen af Libna een; Kongen af Adullam een; 16 Kongen af Makkeda een; Kongen af Bethel een; 17 Kongen af Thappua een; Kongen af Hefer een; 18 Kongen af Afek een; Kongen af Lassaron een; 19 Kongen af Madon een; Kongen af Hazor een; 20 Kongen af Simron-Meron een; Kongen af Aksaf een; 21 Kongen af Thånak een; Kongen af Megiddo een; 22 Kongen af Kedes een; Kongen af Jokneam ved Karmel een; 23 Kongen af Dor på Højderne af Dor een; Kongen over Gojim ved Gilgal een; 24 Kongen af Thirza een alle Konger vare een og tredive.

13 Kapitel - Jos.13
Og Josva var gammel, han var kommen til Års. og Herren sagde til ham: Du er gammel, du er kommen til Aars og der er saare meget af Landet blevet tilovers at indtage. 2 Dette er Landet, som er blevet tilovers: Alle Filisternes Landskaber og alle Gesuriter: 3 Fra Sihon, som flyder foran Ægypten og indtil Ekrons Landemærke mod Norden, som regnes til Kananiterne; de fem Filisters Fyrster: Den Gaziter og den Asdoditer, den Asklonitel, den Gathiter og den Ekroniter, og Aviterne; 4 mod Sønden alt Kananiternes Land og Meara, som hører Zidonierne til, indtil Afek, indtil Amoriternes Landemærke; 5 og Gibliternes Land og det hele Libanon mod Solens Opgang fra Bål-Gad neden for Hermons Bjerg, indtil man kommer til Hamath; 6 alle de, som bo på Bjergene, fra Libanon indtil de hede Kilder, alle Zidonier; jeg vil fordrive dem fra Israels Børns Ansigt; lad det ikkun falde Israel til Arv, som jeg befalede dig. 7 Så del nu dette Land til Arv iblandt de ni Stammer og den halve Del af Manasse Stamme; 8 med hvem Rubeniterne og Gaditerne have taget deres Arv, som Mose gav dem på hin Side Jordanen mod Østen, ligesom Mose, Herrens Tjener, gav dem den, 9 fra Aroer, som ligger ved Bredden af Arnons Bæk, og fra den Stad, som er midt i Dalen, og alt det jævne Land ved Medba indtil Dibon, 10 og alle Stæder, som tilhørte Sihon, Amoriternes Konge, som regerede i Hesbon, indtil Ammons Børns Landemærke; 11 og Gilead og Gesuriternes og Måkathiternes Landemærke og hele Hermons Bjerg og al Basan indtil Salka, 12 hele Ogs Rige i Basan, han som regerede i Astharoth og i Edrei og var een af de overblevne Kæmper. Og Mose slog dem og fordrev dem; 13 men Israels Børn fordreve ikke Gesuriterne og Måkathiterne; men Gesur og Måkath boede iblandt Israel indtil dénne Dag.
14 Alene Levi Stamme gav har ikke Arv; Herrens, Israels Guds Ildofre, de ere hans Arv, som han havde sagt til dem.
15 Men Mose havde givet Ruben: Børns Stamme Arv efter deres Slæg ter; 16 og deres Landemærke var fra Aroer, som ligger ved Bredden af Arnons Bæk, og fra den Stad, som er midt i Dalen, og alt det jævne Land ved Medba, 17 Hesbon og alle dens Stæder, som ligger på det jævne Land, Dibon og Bamoth-Bål og Beth-Bål-Meon 18 og Jahza og; Kedemoth og Mefåth 19 og Kirjathaim og Sibma og Zereth-Sahar på Dalens Bjerg 20 og Beth-Peor og Asdoth-Pisga og Beth-Jesimoth 21 og alle Stæderne på det jævn Land og hele Sihons, den amoritiske Konges Rige, han, som regerede i Hesbon, hvilken Mose slog, tillige med Fyrsterne af Midian, nemlig Evi og Rekem og Zur og Hur og Reba, Sihons ypperste Mænd, som boede i Landet. 22 Og Bileam, Beors Søn, Spåmanden, slog Israels Børn ihjel med Sværd, tillige med de andre ihjelslagne. 23 Og Rubens Børns Landemærke vare Jordanen og Landemærket derhos; denne er Rubens Børns Arv efter deres Slægter, Stæderne og deres Landsbyer.
24 Og Mose havde givet Gads Stamme, Gads Børn, Arv efter deres Slægter. 25 Og Jaeser og alle Stæderne i Gilead vare deres Landemærke og Halvdelen af Ammons Børns Land, indtil Aroer, som ligger lige over for Rabbah, 26 og fra Jesbon indtil Ramath-Mizpe og Bethonim og fra Mahanaim indtil Debirs Landemærke; 27 og i Dalen: Beth-Haram og Beth-Nimra og Sukoth og Zafon, som var bleven tilovers af Sihons, Hesbons Konges, Rige, Jordanen og Landemærket derhos, indtil Enden af Kinnereths Hav, på hin Side Jordanen mod Østen. 28 Denne er Gads Børns Arv efter deres Slægter, Stæderne og deres Landsbyer.
29 Og Mose havde givet den halve Manasse Stamme Arv, og den hørte den halve Manasse Børns Stamme til efter deres Slægter. 30 Og deres Landemærke var fra Mahanaim, hele Basan, hele Ogs, Kongen af Basans Rige, og alle Jairs Byer, som ligge i Basan, tresindstyve Stæder. 31 Og Halvdelen af Gilead og Astaroth og Edrei, Ogs Riges Stæder i Basan, gav han Makirs, Manasse Søns, Børn, Halvdelen nemlig af Makirs Børn efter deres Slægter. 32 Dette er det, som Mose uddelte til Arv på Moabs slette Marker, på hin Side Jordanen ved Jeriko mod Østen. 33 Men Levi Stamme havde Mose ikke givet Arv; Herren, Israels Gud, han er deres Arv, som han havde tilsagt dem.

14 Kapitel - Jos.14
Og dette er det, som Israels Børn arvede i Kanåns Land, som Eleasar, Præsten, og Josva, Nuns Søn, og Øversterne for Fædrenehusene iblandt Israels Børns Stammer, uddelte dem til Arv, 2 ved Lodkastning om deres Arv, som Herre havde befalet ved Mose, at give de ni Stammer og den halve Stamme 3 Thi Mose havde givet de to Stammer og den halve Stamme Arv paa hin Side Jordanen; men han gav, ikke Leviterne Arv midt ibland dem. 4 Thi Josefs Børn vare to Stammer, Manasse og Efraim; men de gave ikke Leviterne nogen Del i Landet, uden Stæder at bo udi og Markerne deromkring for deres Kvæg og for deres Gods. 5 Som Herren bød Mose, så gjorde Israels Børn og de delte Landet.
6 Og Judas Børn gik frem til Josva i Gilgal, og Kaleb, Jefunne den Kenisiters Søn, sagde til ham: Du ved det Ord, som Herren talede til Mose, den Guds Mand, angående mig og dig i Kades-Barnea. 7 Jeg var fyrretyve År gammel, der Mose, Herrens Tjener, sendte mig fra Kades-Barnea til at spejde Landet; og jeg bragte ham Svar igen, ligesom jeg mente. 8 Men mine Brødre, som gik op med mig; mistrøstede Folkets Hjerte; men jeg efterfulgte Herren min Gud fuldkommeligen. 9 Da svor Mose på den samme Dag og sagde: Det Land, som din Fod trådte på, skal blive dig og dine Børn til Arv evindeligen, fordi du fuldkommeligen efterfulgte Herren min Gud. 10 Og nu, se, Herren har ladet mig leve, som han sagde, disse fyrretyve og fem År, fra den Tid da Herren talede dette Ord til Mose, den Gang Israel vandrede i Ørken; og nu, se, jeg er i Dag fem og firsindstyve År gammel. 11 Jeg er endnu i Dag så stærk, som på den Dag, der Mose sendte mig: Som min Kraft var da, så er og min Kraft nu til Krigen og til at gå ud og til at gå ind. 12 Så giv mig nu dette Bjerg, som Herren talede om på den samme Dag; thi du hørte på den samme Dag, at Anakiterné ere der, og store og faste Stæder; måske Herren vil være med mig, at jeg kan fordrive dem, ligesom Herren har sagt.
13 Så velsignede Josva ham, og han gav Kaleb, Jefunne Søn, Hebron til Arv. 14 Derfor blev Hebron Kaleb, Jefunne den Kenisiters Søn, til Arv indtil denne Dag, fordi han;fuldkommeligen efterfulgte Herren Israels Gud. 15 Men Hebron kaldtes tilforn Arbas Stad, han var det største Menneske iblandt Anakiterne; og Landet hvilede fra Krig.

15 Kapitel - Jos.15
Og Judas Børns Stammes Lod efter deres Slægter gik indtil;Edoms Landemærke, til Ørken Zin mod Sønden, yderst Sønder på. 2 Og deres Landemærke i Sønden var fra Salthavets Ende, fra den Odde, som vender imod Sønden. 3 Og det går ud Sønden om Opgangen til Akrabbim og går igennem til Zin og går op Sønden for Kades-Barnea og går igennem Herron og går op til Addar og går omkring til Karkå. 4 Og det går igennem til Azmon og går ud til Ægyptens Bæk, og Landemærkets Udgang er til Havet; dette skal være eder Landemærket Sønder på. 5 Og Landemærket Øster på er Salthavet indtil Jordanens Udløb; og Landemærket mod den nordre Side er fra samme Havs Odde, fra Udløbet af Jordanen. 6 Og Landemærket går op til Beth-Hogla og går igennem Norden om Beth-Araba, og Landemærket går så op til Bohans, Rubens Søns, Sten. 7 Og Landemærket går op til Debir fra Akors Dal og vender sig mod Nord til Gilgal, som ligger tværs overfor Opgangen til Adummim, som er Sønden for Bækken, og Landemærket går igennem til det Vand ved En Semes, og Udgangen derpå er En-Rogel. 8 Og Landemærket går så op til Hinnoms Søns Dal, mod den søndre Side af Jebus, det erJerusalem; og Landemærket går op til Toppen af Bjerget, som ligger tværs over for Hinnoms Dal mod Vesten, og som er ved Enden af Refaims Dal mod Norden. 9 Og Landemærket bøjer sig fra Bjergets Top til Nefthoa Vandkilde og går ud til Stæderne på Efrons Bjerg, og Landemærket bøjer sig til Båla, det er Kirjath-Jearim. 10 Og Landemærket går fra Båla mod Vesten omkring til det Bjerg Sejr og går igennem til den nordre Side af Har-Jearim, det er Kesalon, og det kommer ned til Beth-Semes og går igennem Thimna. 11Og Landemærket går ud ved Nordsiden af Ekron, og Landemærket bøjer sig til Sikron og går over til Båla Bjerg og går ud ved Jabneel, og Landemærkets Udgang er mod Havet. 12 Og Landemærket Vester på er det store Hav og Landemærket derhos; dette er Judas Børns Landemærke trindt omkring efter deres Slægter. 13 Og Kaleb, Jefunne Søn, gav man; Del midt iblandt Judas Børn efter Herrens Ord til Josva, nemlig Arbas, Anaks Faders, Stad, det er Hebron. 14 Og Kaleb fordrev derfra de tre Anaks Sønner: Sesai og Ahiman og Talmai, Anaks Sønner. 15 Og han drog derfra op til Indbyggerne i Debir; men Debir hed fordum Kirjath-Sefer. 16 Og Kaleb sagde: Hvo som slår Kirjath-Sefer og indtager den, ham vil jeg give min Datter Aksa til Hustru. 17 Så indtog Othniel, en Søn af Kenas, Kalebs Broder, den; og han gav ham sin Datter Aksa til Hustru. 18 Og det skete, der hun kom, da tilskyndte hun ham til at begære en Ager af sin Fader, og hun sprang ned af Asenet, og Kaleb sagde til hende: Hvad fattes dig? 19 Og hun sagde: Giv mig en Velsignelse, thi du gav mig et Land Sønder på, giv mig og Vandkilder; så gav han hende de Øvre og nedre Vandkilder. 20 Denne er Judas Børns Stammes Arv efter deres Slægter. 21 Og disse vare Stæderne ved Enden af Judas Børns Stamme op mod Edoms Landemærke Sønder på: Kabzeel og Eder og Jagur 22 og Kina og Dimona og Adada 23 og Kedes og Hazor og Jithnan, 24 Sif og Telem og Bealoth 25 og Hazor-Hadatta og Kirjoth-Hezron, det er Hazor, 26 Amam og Sema og Molada 27 og Hazor-Gadda og Hesmon og Beth-Peleth 28 og Hazor-Sual og Beer-Seba og Bisjothja, 29 Båla og Jim og Ezem 30 og Eltholad og Kesil og Horma 31 og Ziklag og Madmanna og Sansanna 32 og Lebaoth og Silhim og Ain og Rimmom; i alt ni og tyve Stæder og deres Landsbyer. 33 I Lavlandet var: Esthaol og Zora og Asna 34 og Sannoa og En-Gannim, Thappua og Enam, 35 Jar muth og Adullam, Soko og Aseka 36 og Såraim og Adithaim og Gedera og Gederothaim; fjorten Stæder og deres Landsbyer. 37 Zenan og Hadas og Migdal-Gad 38 og Dilan og Mizpe og Joktheel, 39 Lakis og Boskath og Eglon 40 og Kabbon og Lakmas og Kithlis 41 og Gederoth, Beth-Dagon og Nåma og Makkeda; sekster Stæder og deres Landsbyer. 42 Libna og Ether og Asan 43 og Jifta og Asna og Nezip 44 og Keila og Aksib og Maresa; ni Stæder og deres Landsbyer. 45 Ekron med de tilliggende Stæder og dens Landsbyer; 46 fra Ekron og til Havet, alle de, som ere ved Siden af Asdod, og deres Landsbyer; 47 Asdod, med dens tilliggende Stæder og dens Landsbyer; Gaza med dens tilliggende Stæder og dens Landsbyer indtil Ægyptens Bæk og det store Hav og Landemærket derhos. 48 Men på Bjerget var: Samir og Jathir og Soko 49 og Danna og Kirjath Sanna, det er Debir, 50 og Anab og Esthemo og, Anim 51 og Gosen og Holon og Gilo; elleve Stæder og deres Landsbyer. 52 Arab og Duma og Esean 53 og Janum og Beth-Thappua og Afeka 54 og Humta og Kirjath-Arba, det er Hebron, og Zior; ni Stæder og deres Landsbyer. 55 Maon, Karmel og Sif og Juta 56 og Jisreel og Jokdeam og Sanoa, 57 Kain, Gibea og Timna; ti Stæder og deres Landsbyer. 58 Halhul, Bethzur og Gedor 59 og Mårath og Beth-Anoth og Elthekon, seks Stæder og deres Landsbyer. 60 Kirjath-Bål, det er Kirjath-Jearim, og Rabba; to Stæder og deres Landsbyer. 61 I Ørken var: Beth-Araba, Middin og Sekaka 62 og Nibsan og Ir-Melak og En-Gedi; seks Stæder og deres Landsbyer. 63 Men Jebusiterne, som boede i Jerusalem, dem kunde Judas Børn ikke fordrive; så boede Jebusiterne tillige med Judas Børn i Jerusalem indtil denne Dag.

16 Kapitel - Jos.16
Og Lodden udkom for Josefs Børn: Fra Jordanen ved Jeriko, ved Vandet fra Jeriko mod Østen, den Ørk, som går op fra Jeriko til Bjerget ved Bethel. 2 Og Landemærket gaar videre fra Bethel til Lus og går igennem til Arkiternes Landemærke til Ataroth. 3 Og det går ned mod Vest til Jaflethiternes Landemærke, indtil det nedre Beth-Horons Landemærke og indtil Geser, og dets Udgang er til Havet. 4 Og dette arvede Josefs Børn, Manasse og Efraim.
5 Og Efraims Børns Landemærke efter deres Slægter, deres Arvs Landemærke var mod Østen, fra Ataroth-Addar indtil det Øvre Beth-Horon. 6 Og Landemærket går i Vesten ud fra Nordsiden af Mikmethath og Landemærket går omkring i Øster til Thånath-Silo, og det går forbi den, Østen for Janoa. 7 Og det kommer ned fra Janoa til Ataroth og Nåra og skyder op mod Jeriko og går ud til Jordan. 8 Fra Thappua går Landemærket i Vester til Bækken Kana; og dets Udgang er til Havet; dette er Efraims Børns Stammes Arv efter deres Slægter. 9 Hertil kom de Stæder, som vare udlagte for Efraims Børn midt iblandt Manasse Børns Arv, alle Stæderne og deres Landsbyer.
10 Og de fordreve ikke Kananiten, om boede i Geser; men Kananiten boede iblandt Efraim indtil denne Dag og blev en skatskyldig Tjener.

17 Kapitel - Jos.17
Lodden faldt for Manasse Stamme, thi han er Josefs førstefødte; for Makir, Manasse førstefødte, Gileads Fader, fordi han var en Krigsmand, derfor blev Gilead og Basan hans. 2 Men for de øvrige af Manasse Børn iblandt deres Slægter var og falden en Lod, nemlig for Abiesers Børn og for Heleks Børn og for Asriels Børn og for Sekems Børn og for Hefers Børn og for Semidas Børn; disse ere Manasse, Josefs Søns, Børn, de af Mandkøn iblandt deres Slægter. 3 Men Zelafehad, en Søn af Hefer, en Søn af Gilead, en Søn af Makir, en Søn af Manasse, han havde ikke Sønner, men Døtre; og disse ere hans Døtres Navne: Mahela og Noa, Hogla, Milka og Tirza. 4 Og de kom frem for Eleasars, Præstens, Ansigt, og for Josvas, Nuns Søns, Ansigt, og for Fyrsternes Ansigt, og sagde: Herren bød Mose, at han skulde give os Arv midt iblandt vore Brødre; og man gav dem Arv efter Herrens Mund, midt iblandt deres Faders Brødre. 5 Og der faldt ti Parter for Manasse, foruden Gileads Land og Basan, som ligger på hin Side Jordanen. 6 Thi Manasse Døtre fik Arv midt iblandt hans Sønner; men Manasse øvrige Børn havde fået Landet Gilead.
7 Og Manasse Landemærke var fra Aser til Mikmethath, som ligger lige for Sikem; og Landemærket går ud på den højre Side til Indbyggerne i En-Thappua. 8 Thappua Land hørte Manasse til; men Thappua ved Manasse Landemærke hørte Efraims Børn til. 9 Og Landemærket går ned til Bækken Kana, Sønden for Bækken; disse Stæder høre Efraim til midt iblandt Manasse Stæder; men Manasse Landemærke er Norden for Bækken, og dets Udgang er ved Havet. 10 Mod Sønden var Efraims og mod Norden var Manasse Arv, og Havet var hans Landemærke; og de støde op til Aser mod Norden og til Isaskar mod Østen.11 Men Manasse havde iblandt Isaskar og iblandt Aser: Beth-Sean med dens tilhørende Stæder og Jibleam med dens tilhørende Stæder og Indbyggerne i Dor med dens tilhørende Stæder og Indbyggerne i En-Dor med dens tilhørende Stæder og Indbyggerne i Thånak med dens tiIhørende Stæder og Indbyggerne i Megiddo med dens tilhørende Stæder, som ere de tre Høje.
12 Og Manasse Børn kunde ikke indtage disse Stæder, men Kananiten boede roligt i samme Land. 13 Og det skete, der Israels Børn bleve stærke, da gjorde de Kananiten skatskyldig; men de fordreve ham ikke aldeles.
14 Og Josefs Børn talede med Josva og sagde: Hvorfor gav du mig ikkun een Lod og een Part til Arv? Jeg er et stort Folk, eftersom Herren har velsignet mig hidindtil. 15 Og Josva sagde til dem: Dersom du er et stort Folk, da gak op i Skoven og udhug dig der et Stykke i Feresiternes og Kæmpernes Land, efterdi Efraims Bjerg er dig for trangt, 16 Da sagde Josefs Børn: Dette Bjerg er ikke tilstrækkeligt for os; tilmed er der Jernvogne hos alle Kananiterne, som bo i Dallandet, hos dem, som bo i Beth-Sean med dens tilliggende Stæder,og hos dem, som bo i Jisreels Dal. 17 Og Josva sagde til Josefs Hus, til Efraim og til Manasse, sigende: Du er et stort Folk, og du har stor Styrke, du skal ikke have een Lod blot. 18 Thi et Bjerg skal høre dig til, og fordi det er en Skov, da skal du hugge den af, og dens Udgange skulle høre dig til; thi du skal fordrive Kananiten, enddog han har Jernvogne, enddog han er stærk.

18 Kapitel - Jos.18
Og al Israels Børns Menighed samledes i Silo og satte der Forsamlingens Paulun, og Landet var dem underlagt. 2 Og der var endnu syv Stammer tilovers af Israels Børn, som ikke havde delt deres Arv. 3 Og Josva sagde til Israels Børn: Hvor længe ere I saa efterladne med at komme til at ej Landet, som Herren, eders Fædres Gud, har givet eder? 4 Vælger eder tre Mænd for hver Stamme, så vil jeg udsende dem, at de kunne gøre sig rede og gå igennem Landet og beskrive det for at kunne bestemme deres Arv, og de skulle komme til mig igen. 5 Og de skulle dele det i syv Dele; Juda skal blive i sit Landemærke mod Sønden; og Josefs Hus, de skulle blive i deres Landemærke mod Norden. 6 Men I skulle beskrive Landet og dele det i syv Dele og føre Beskrivelsen herhid til mig; så vil jeg her kaste Lod for eder, for Herrens vor Guds Ansigt. 7 Thi Leviterne have ingen Del midt iblandt eder, men Herrens Præstedømme er deres Arv; og Gad og Ruben og den halve Manasse Stamme have taget deres Arv på hin Side Jordanen mod Østen, som Mose, Herrens Tjener, gav dem. 8 Da gjorde Mændene sig rede og gik; og Josva befalede dem, som gik hen at beskrive Landet, og sagde: Går og vandrer om i Landet, og beskriver det og kommer tilbage til mig, så vil jeg her kaste Lod for eder, for Herrens Ansigt, i Silo. 9 Saa gik Mændene hen og gik igennem Landet og beskreve det i er Bog efter Stæderne og delte det i syv Dele; og de kom tilbage til Josva til Lejren i Silo.
10 Så kastede Josva Lod for dem i Silo, for Herrens Ansigt; og Josva delte der Landet for Israels Børn, efter deres Afdelinger. 11 Og Benjamins Børns Stammes Lod kom ud efter deres Slægter, og Landemærket for deres Lod gik ud imellem Judas Børn og imellem Josefs Børn. 12 Og deres Landemærke på den nordre Side var fra Jordanen; Landemærket går op til Nordsiden af Jerikó og går op til Bjerget imod Vesten, og Udgangene derpå vare mod Ørken ved Beth-Aven. 13 Og Landemærket går derfra over til Lus, til den søndre Side af Lus, det er Bethel; og Landemærket går ned til Atharoth-Addar over Bjerget, som ligger Sønden for det nedre Beth-Horon.14 Og Landemærket går videre og bøjer sig om den venstre Side mod Sønden, fra Bjerget, som ligger tværs over for Beth-Horon mod Sønden, og Udgangen derpå er til Kirjath-Bål, det er Kirjath-Jearim, Judas Børns Stad; dette er den vestre Side. 15 Men Sydsiden er fra det yderste af Kirjath-Jearim; og Landemærket går ud fra Vesten, og det går ud til Nefthóas Vandkilde. 16 Og Landemærket går ned til Enden af Bjerget, som ligger tværs over for Hinnoms Søns Dal, og som er i Refaims Dal mod Norden; og det går ned til Hinnoms Dal, mod den søndre Side af Jebus, og går ned til En-Rogel. 17 Og det bøjer sig fra Norden og går ud til En-Semes og går ud til Geliloth* som ligger tværs over for Opgangen til Adummim, og går ned til Bohans, Rubens Søns, Sten. 18 Og det gaar om til Siden tværs over for Araba*, mod Norden; og det går ned til Araba. 19 Og Landemærket går om til Nordsiden af Beth-Hogla, og Landemærkets Udgang er ved den nordlige Odde af Salthavet, ved Jordanens Udløb mod Sønden; dette er det søndre Landemærke. 20 Men Jordanen sætter Grænse derfor mod den østre Side; dette er Benjamins Børns Arv i deres Landemærker rundt omkring efter deres Slægter. 21 Og Benjamins Børns Stammes Stæder efter deres Slægter, vare: Jeriko og Beth-Hogla og Emek-Keziz 22 og Beth-Araba og Zemarajim og Bethel 23 og Avim og Para og Ofra 24 og Kefar-Ammonai og Ofnai og Geba; tolv Stæder og deres Landsbyer. 25 Gi-beon og Rama og Beeroth 26 og Mizpe og Kefira og Moza 27 og Re-kem og Jirpeel og Tharala 28 og Zela, Elef og Jebusi, det er Jerusalem, Gibeath, Kirjath; fjorten Stæder og deres Landsbyer; dette er Benjamins Børns Arv, efter deres Slægter.

19 Kapitel - Jos.19
Og den anden Lod kom ud for Simeon, for Simeons Børns Stamme, efter deres Slægter; og deres Arv lå midt i Judas Børns Arv. 2 Og til deres Arv hørte: Beersaba og Seba og Molada, 3 og Hazar Sual og Bala og Ezem, 4 og Et-Tholad og Bethul og Horma, 5 og Ziklag og Beth-Marcaboth og Hazar-Susa, 6 og Beth-Lebaoth og Saruhen; tretten Stæder og deres Landsbyer. 7 Ajin, Rimmon og Ether og Asan; fire Stæder og deres Landsbyer; 8 og alle de Landsbyer, som ligge rundt omkring disse Stæder indtil Baath-Beer, det er Ramath mod Sønden; denne er Simeons Børns Stammes Arv efter deres Slægter. 9 Thi Simeons Børns Arv er af Judas Børns Part; fordi Judas Børns Del var dem for stor, derfor arvede Simeons Børn midt i disses Arv.
10 Og den tredje Lod kom ud for Sebulons Børn efter deres Slægter, og Landemærket på deres Arv var indtil Sarid. 11 Og deres Landemærke går op mod Vest og til Marala og støder op til Dabbaseth og støder op til Bækken, som er lige for Jokneam. 12 Og det vender om fra Sarid mod Østen, mod Solens Opgang, ved Kisloth-Thabors Landemærke, og går ud til Dabrath og går op til Jafia. 13 Og det går derfra over mod Østen, mod Solens Opgang, til Githa-Hefer*, Eth-Kazin, og går ud mod Rimmon-Hammethoar**, til Nea. 14 Og Landemærket går omkring den mod Nord til Hannathon; og dets Udgang er i Jiftha-Els Dal. 15 Dertil fik de Kattath og Nahalal og Simron og Jidala og Bethlehem; tolv Stæder og deres Landsbyer. 16 Denne er Sebulons Børns Arv efter deres Slægter, disse Stæder og deres Landsbyer.
17 Den fjerde Lod kom ud for Isaskar, for Isaskars Børn efter deres Slægter. 18 Og deres Landemærke var: Jisreela og Kesulloth og Sunem 19 og Hafarajim og Skion og Anaharath 20 og Rabbith og Kisjon og Ebez 21 og Remeth og En-Gannim og En-Hadda og Beth-Pazzez. 22 Og Landemærket støder op til Thabor og Sahazim og Beth-Semes, og deres Landemærkes Udgang er Jordanen; seksten Stæder og deres Landsbyer. 23 Denne er Isaskars Børns Stammes Arv, efter deres Slægter, Stæderne og deres Landsbyer.
24 Og den femte Lod kom ud for Asers Børns Stamme, efter deres Slægter. 25 Og deres Landemærke var: Helkath og Hali og Beten og Aksaf og Allammelek og Amead og Miseal og støder op til Karmel mod Vesten og til Sihor-Libnath 27 og vender om mod Solens Opgang til Beth-Dagon og støder op til Sebulon og til Jeftha-Els Dal, Nord om Beth-Emek og Negiel, og går ud til Kabul, på den venstre Side, 28 Og Ebron og Rehob og Hammon og Kana, indtil det store Zidon. 29 Og Landemærket vender om mod Rama og indtil den faste Stad Tyrus, og Landemærket vender om til Hosa, og dets Udgang er ved Havet og strækker sig efter Strøget mod Aksib; 30 og Umma og Afek og Rehob; to og tyve Stæder og deres Landsbyer. 31 Denne er Asers Børns Stammes Arv, efter deres Slægter, disse Stæder og deres Landsbyer.
32 Den sjette Lod kom ud for Nafthali Børn, for Nafthali Børn efter deres Slægter. 33 Og deres Landemærke er fra Helef, fra Egen i Zånannim og Adami-Nekeb og Jabneel indtil Lakkum, og Udgangen derpå er Jordanen. 34 Og Landemærket vender sig mod Vesten til Asnoth-Thabor og går ud derfra til Hukok og støder op til Sebulon mod Sønden og støder til Aser mod Vesten og til Juda ved Jordanen, mod Solens Opgang. 35 Og der er faste Stæder: Ziddim, Zer og Hamath, Rakkath og Kinnereth 36 og Adama og Rama og Hazor 37 og Kedes og Edrei og En-Hazor 38 og Jiron og Migdal-El, Horem og Beth-Anath og Beth-Semes; nitten Stæder og deres Landsbyer. 39 Denne er Nafthali Børns Stammes Arv efter deres Slægter, Stæderne og deres Landsbyer.
40 For Dans Børns Stamme, efter deres Slægter, kom den syvende Lod ud. 41 Og deres Arvs Landemærke var: Zora og Esthaol og Ir-Semes 42 og Sålabbin og Ajalon og Jithla 43 Og Elon og Thimnata og Ekron 44 Eltheke og Gibbethon og Bålath 45 og Jehud og Bne-Berak og Gath-Rimmon 46 og Me-Jarkon og Rakkon med det Landemærke tværs over for Jafo*. 47 Og Dans Børns Landemærke udkom for lidet for dem; derfor droge Dans Børn op og strede mod Lesem og indtoge den og sloge den med skarpe Sværd og toge den til Eje og boede i den, og de kaldte Lesem Dan, efter Dans deres Faders Navn. 48 Denne er Dans Børns Stammes Arv, efter deres Slægter, disse Stæder og deres Landsbyer.
49 Og de bleve færdige med at dele Landet til Arv efter deres Landemærker; og Israels Børn gave Josva, Nuns Søn, Arv midt iblandt sig. 50 Efter Herrens Mund gave de ham den Stad, som han begærede, nemlig Thimnath-Sera, på Efraims Bjerg; og han byggede Staden op og boede i den. 51 Disse ere de Arvedele, som Eleasar, Præsten, og Josva, Nuns Søn, og Øversterne for Fædrenehusene iblandt Israels Børns Stammer uddelte til Arv ved Lod i Silo, for Herrens Ansigt, for Forsamlingens Pauluns Dør; og de bleve færdige med at dele Landet.

20 Kapitel - Jos.20
Og Herren talede til Josva og sagde: 2 Tal til Israels Børn, sigende: Afgiver for eder de Tilflugtsstæder, om hvilke jeg talede til eder ved Mose, 3 at en Manddraber, som af Våde, uforsætlig slår en Person ihjel, kan fly derhen, og at de kunne være eder til Tilflugt; for Blodhævneren. 4 Og han skal fly til en af disse Stæder, og han skal stå uden for Indgangen til Stadens Port og tale sine Ord for de Ældstes Øren af samme Stad, så skulle de tage ham ind i Staden til sig og give ham et Sted, hvor han kan bo hos dem. 5 Og når Blodhævneren forfølger ham, da skulle de ikke overantvorde Manddraberen i hans Hånd, efterdi han slog sin Næste uforsætlig og ikke tilforn var hans Fjende. 6 Så skal han bo i den samme Stad, indtil han har stået for Menighedens Ansigt for Retten, indtil den Ypperstepræst, som var i de Dage, er død; da må Manddraberen vende tilbage og komme til sin Stad og til sit Hus, til Staden, hvorfra han flyede.
7 Så helligede de Kedes i Galilæa på Nafthali Bjerg og Sikem på, Efraims Bjerg og Kirjath-Arba, det er Hebron, på Judas Bjerg. 8 Og paa hin Side Jordanen ved Jeriko, mod Østen, afgav de Bezer i Ørken på Sletten af Rubens Stamme og Ramoth i Gilead af Gads Stamme og Golan i Basan af Manasse, Stamme. 9 Disse var de Stæder, som vare beskikkede for, alle Israels Børn og for den fremmede, som var fremmed midt iblandt dem, at hver den, som slog en Person af Våde, måtte fly derhen, at han ikke skulde dø ved Blodhævnerens Hånd, inden han havde stået for Menighedens Ansigt.

21 Kapitel - Jos.21
Da gik Øversterne for Leviternes Fædrenehuse frem til Eleasar, Præsten, og til Josva, Nuns Søn, og til Øversterne for Fædrenehusene blandt Israels Børns Stammer, 2 og de talede til dem i Silo i Kanåns Land og sagde: Herren bød ved Mose, at man skulde give os Stæder at bo udi og deres Marker til vort Kvæg. 3 Da gave Israels Børn Leviterne af deres Arv, efter Herrens Mund, disse Stæder og deres Marker. 4 Og Lodden kom ud for Kahathiternes Slægter; og Arons, Præstens Børn af Leviterne fik af Judas Stamme og Simeons Stamme og af Benjamins Stamme ved Lodkastningen tretten Stæder. 5 Men de Øvrige Kahaths Børn fik af Efraims Stammes Slægter og af Dans Stamme og af den halve Manasse Stamme ved Lodkastningen ti Stæder. 6 Og Gersons Børn fik af Isaskars Stammes Slægter og af Asers Stamme og af Nafthali Stamme og af den halve Manasse Stamme i Basan ved Lodkastningen tretten Stæder. 7 Merari Børn efter deres Slægter fik af Rubens Stamme og af Gads Stamme og af Sebulons Stamme tolv Stæder. 8 Så gave Israels Børn Leviterne ved Lodkastning disse Stæder og deres Marker, ligesom Herren havde budet ved Mose.
9 Og de gave dem af Judas Børns Stamme og af Simeons Børns Stamme disse Stæder, som man nævnede ved Navn. 10 Og Arons Børn af Kahathiternes Slægter, af Levi Børn, fik disse - thi den første Lod var deres - 11 og de gave ham Arba, Anoks Faders Stad, det er Hebron på Judas Bjerg, og dens Agerland rundt omkring den. 12 Og Stadens Mark og dens Landsbyer gave de Kaleb, Jefunne Søn, til hans Ejendom. 13 Og de gave Arons, Præstens Børn Tilflugtsstaden for Manddrabere Hebron og dens Marker og Libna og dens Marker 14 og Jathir og dens Marker og Esthemoa og dens Marker 15 og Holon og dens Marker og Debir og dens Marker 16 og Ajin og dens Marker og Jutta óg dens Marker og Beth-Semes og dens Marker, ni Stæder af disse to Stammer; 17 men af Benjamins Stamme: Gibeon og dens Marker, Geba og dens Marker, 18 Anathoth og dens, Marker og Almon og dens Marker fire Stæder.19 Alle Præsternes, Arons Børns, Stæder vare tretten Stæder og deres Marker.
20 Men Kahaths Børns Slægter, af Leviterne, de andre af Kahaths Børn, fik de Stæder, som hørte til deres, Lod, af Efraims Stamme. 21 Og de, gave dem Tilflugtsstaden for Manddrabere Sikem og dens Marker, paa Efraims Bjerg, og Geser og den Marker 22 og Kibzaim og dens Marker og Beth-Horon og dens Marker fire Stæder 23 og af Dans Stamme Eltheke og, dens Marker, Gibbetho og dens Marker, 24 Ajalon og den Marker, Gath-Rimmon og dens Marker, fire Stæder; 25 og af den halve Manasse Stamme: Thånak og dens: Marker og Gath-Rimmon og dens; Marker, to Stæder. 26 Alle Stæde vare ti og deres Marker for de andre Kahaths Børns Slægter.
27 Og Gersons Børn af Leviterne Slægter gave de af den halve Manasse Stamme:.Tilflugtsstaden for Manddrabere Golan i Basan og dens Marker og Beesthera * og dens Marker, to Stæder; 28 og af Isaskars Stamme: Kisjon og dens Marker, Dabrath og dens Marker, 29 Jarmuth og dens Marker, En-Gannim og dens Marker, fire Stæder; 30 og af Asers Stamme: Miseal og dens Marker, Abdon og dens Marker, 31 Helkath og dens Marker, og Rehob og dens Marker, fire Stæder; 32 og af Nafthali Stamme: Tilflugtsstaden for Manddrabere Kedes i Galilæa og dens Marker og Hamoth-Dor og dens Marker og Karthan og dens Marker, tre Stæder; 33 alle Gersoniternes Stæder efter deres Slægter vare tretten Stæder og deres Marker.
34 Men til Merari Børns Slægter, som vare de øvrige af Leviterne, gave de af Sebulons Stamme: Jokneam og dens Marker, Kartha og dens Marker, 35 Dimna og dens Marker, Nahalal og dens Marker, fire Stæder 36 og af Rubens Stamme: Bezer og dens Marker og Jahza og dens Marker 37 Kedemoth og dens Marker og Mefåth og dens Marker fire Stæder; 38 og af Gads Stamme: Tilflugtsstaden for Manddrabere Ramoth i Gilead og dens Marker og Mahanajim og dens Marker, 39 Hesbon og dens Marker, Jaeser og dens Marker; alle de Stæder vare fire. 40 Alle disse vare Merari Børns Stæder efter deres Slægter, de øvrige af Leviternes Slægter, og deres Lod var tolv Stæder. 41 Alle Leviternes Stæder midt i Israels Børns Ejendom, vare otte og fyrretyve Stæder og deres Marker. 42 Disse Stæder lå hver for sig, med deres Marker trindt omkring; således havde det sig med alle disse.
43 Og Herren gav Israel alt det Land, som han havde svoret at give deres Fædre, og de toge det i Eje og boede derudi. 44 Og Herren gav dem Rolighed trindt omkring, efter alt det, som han havde svoret deres Fædre; og ingen bestod for deres Ansigt af alle deres Fjender; Herren gav alle deres Fjender i deres Hånd. 45 Der blev ikke et Ord til intet af alle de gode Ord, som Herren havde talet til Israels Hus, det opfyldtes alt sammen.

22 Kapitel - Jos.22
Da kaldte Josva ad Rubeniterne og ad Gaditerne og ad den halve Manasse Stamme, 2 og han sagde til dem: I have holdt alt det, som Mose, Herrens Tjener, bød eder, og I have hørt min Røst i alt det, som jeg har budet eder. 3 I have ikke forladt eders Brødre i disse mange År indtil denne Dag; men I have taget Vare på, hvad I skulle varetage, Herrens, eders Guds, Bud. 4 Og nu har Herren eders Gud skaffet eders Brødre Rolighed, som han havde tilsagt dem; så vender eder nu og drager til eders Telte til eders Ejendoms Land, som Mose, Herrens Tjener, gav eder på hin Side Jordanen. 5 Alene tager Vare på at gøre det Bud og den Lov, som Mose, Herrens Tjener, bød eder, at elske Herren eders Gud og at vandre i alle hans Veje og at holde hans Bud og at hænge ved ham og at tjene ham af eders ganske Hjerte og af eders ganske Sjæl. 6 Så velsignede Josva dem og lod dem fare, og de gik til deres Telte. 7 Og Mose havde givet den halve Manasse Stamme Arv i Basan, og Halvdelen deraf gav Josva Arv med deres Brødre på denne Side Jordanen mod Vesten. Og tilmed der Josva lod dem fare til deres Telte og havde velsignet dem, 8 da sagde han til dem saalunde: Drager tilbage til eders Telte med meget Gods og med såre meget Kvæg, med Sølv og med Guld og med Kobber og med Jern og med såre mange Klæder, deler Byttet med eders Fjender med eders Brødre
9 Så vendte Rubens Børn og Gads Børn og den halve Manasse Stamme tilbage og gik fra Israels Børn fra Silo, som er i Kanåns Land, for at gå til Gileads Land, til deres Ejendoms Land, i hvilket de havde taget Arv efter Herrens Befaling ved Mose. 10 Og der de kom til Geliloth, som ligger i Kanåns Land, ved Jordanen, da byggede Rubens Børn og Gads Børn og den halve Manasse Stamme der et Alter ved Jordanen, et Alter stort af Anseelse.
11 Og Israels Børn hørte sige: Se, Rubens Børn og Gads Børn og den halve Manasse Stamme have bygget et Alter foran i Kanåns Land, i Geliloth ved Jordan, over for Israels Børn. 12 Der Israels Børn hørte det, da forsamlede sig al Israels Børns Menighed i Silo, til at drage op imod dem til Strid. 13 Så sendte Israels Børn til Rubens Børn og til Gads Børn og til den halve Manasse Stamme, til Gileads Land, Pinehas, Præsten Eleasars Søn, 14 og ti Fyrster med ham, een Fyrste, hver for et Fædrenehus, af hver af Israels Stammer; og hver af dem var Øverste for deres Fædres Hus, for Israels Tusinder. 15 Og der de kom til Rubens Børn og til Gads Børn og til den halve Manasse Stamme, til Gileads Land, da talede de med dem og sagde: 16 Så siger al Herrens Menighed: Hvad er denne for en Troløshed, som I have vist mod Israels Gud, i Dag at vende eder bort fra Herren, idet I bygge eder et Alter, så at I ville i Dag være genstridige mod Herren 17 Er Misgerningen ved Peor os for liden, fra hvilken vi ikke have renset os indtil denne Dag, og Plagen kom dog over Herrens Menighed 18 Og I vende eder i Dag bort fra Herren! og det sker, om I i Dag ere genstridige imod Herren, at han herefter bliver vred på al Israels Menighed. 19 Men dersom eders Ejendoms Land er urent, da kommer over til Herrens Ejendoms Land, hvor Herrens Tabernakel boer, og tager Arv midt iblandt os; og værer ikke genstridige imod Herren, og værer ikke genstridige imod os, så at I bygge eder et Alter foruden Herrens, vor Guds, Alter. 20 Mon ikke Akan, Seras Søn, forgreb sig såre på det bandlyste? og der kom en Vrede over al Israels Menighed, og denne ene Mand, han var ikke den eneste, som omkom for sin Misgerning. 21 Da svarede Rubens Børn og Gads Børn og den halve Manasse,Stamme, og de sagde til de Øverste for Israels Tusinder: 22 Den stærke Gud, Herren, den stærke, Gud, Herren, han ved det, og Israel skal vide det: Ej er det Genstridighed, og ej er det Overtrædelse imod Herren - så frelse du os ikke på denne Dag! - 23 at vi vilde bygge os et Alter, for at vende os bort fra Herren; og ej er det for at ofre Brændoffer derpå eller Madoffer, og ej er det for at gøre Takoffer derpå så hjemsøge Herren det selv! - 24 men vi gjorde det af Omhyggelighed, for den Sags Skyld, at vi sagde: Eders Børn måtte ellers herefter sige til vore Børn: Hvad have I at gøre med Herren, Israels Gud 25 Herren har jo sat Jordanen til Landemærke imellém os og imellem eder, I Rubens Børn og Gads Børn, I have ingen Del i Herren: Så måtte eders Børn bringe vore Børn til at høre op med at frygte Herren. 26 Derfor sagde vi: Lader os dog gøre dette, at bygge et Alter, ikke til Brændoffer og ej til Slagtoffer; 27 men det skal være et Vidne imellem os og imellem eder og imellem vore Efterkommere efter os, at vi betjene Herrens Tjeneste for hans Ansigt, med vore Brændofre og med vore Slagtofre og med vore Takofre, og at eders Børn ikke herefter skulle sige til vore Børn: I have ingen Del i Herren. 28 Derfor sagde vi: Når det sker, at de sige sligt til os eller til vore Efterkommere herefter, da ville vi sige: Ser den Lignelse af Herrens Alter, som vore Fædre gjorde ikke til Brændoffer og ikke til Slagtoffer, men til et Vidne imellem os og imellem Eder. 29 Dette skal være langt fra os at være genstridige mod Herren og at vende os i Dag bort fra Herren, til at bygge et Alter til Brændoffer, til Madoffer og til Slagtoffer, foruden Herren vor Guds Alter, som er foran hans Tabernakel. 30 Der Pinehas, Præsten, og Menighedens Fyrster og Øversterne over Israels Tusinder, som vare med ham, hørte de Ord, som Rubens Børn og Gads Børn og Mannasse Børn sagde, da var det godt for deres Øjne: 31Og Pinehas, Præsten Eleasars Søn, sagde til Rubens Børn og til Gads Børn og til Manasse Børn: I Dag kende vi, at Herren er midt iblandt os, idet I ikks have vist en sådan Troløshed imod Herren, da I have reddet Israels Børn af Herrens Hånd. 32 Da drog Pinehas, Præsten Eleasars Søn, og, Fyrsterne fra Rubens Børn og fra Gads Børn fra Gileads Land til Kanåns Land igen, til Israels Børn; og de bragte dem Svar igen. 33 Og det Ord var godt for Israels Børns Øjne, og Israels Børn lovede Gud, og de sagde ikke, at de vilde drag op imod dem til Strid for at ødelægge det Land, som Rubens Børn og Gads Børn boede udi. 34 Og Rubens Børn og Gads Børn gave Al teret det Navn: det er Vidne imellem os, at Herren er Gud

23 Kapitel - Jos.23
Og det skete mange År efter at Herren havde skaffet Israel Rolighed for alle deres Fjender trindt omkring, og Josva var gammel, var kommen til Års: 2 Da kaldte Josva ad alt Israel, ad deres Ældste og deres Øverster og deres Dommere og deres Fogeder, og han sagde til dem: Jeg er gammel, jeg er kommen til Års. 3 Og I have set alt, hvad Herren eders Gud har gjort ved alle disse Folk for eders Ansigt; thi Herren eders Gud, han, er den, som har stridt for eder. 4 Ser, jeg har ladet disse Folk, som ere overblevne, tilfalde eder til Arv for eders Stammer, fra Jordanen af, tillige med alle de Folk, som jeg har udryddet, og indtil det store Hav mod Solens Nedgang. 5 Og Herren eders Gud, han skal udstøde dem fra eders Ansigt, og han skal fordrive dem fra at være for eders Ansigt; og I skulle eje deres Land, som Herren eders Gud har tilsagt eder.
6 Så værer såre stærke til at holde og at gøre alt det, som er skrevet i Mose Lovbog, så at I ikke vige derfra til højre eller venstre Side, 7 at I ikke komme iblandt disse Folk, som ere tilovers hos eder, og I ikke nævne eller lade sværge ved deres Guders Navn og ikke tjene dem og ikke tilbede dem; 8 men I skulle hænge fast ved Herren eders Gud, som I have gjort indtil denne Dag; 9 thi Herren har fordrevet store og stærke Folk fra eders Ansigt; og ingen har bestået for eders Ansigt indtil denne Dag, 10 Een Mand af eder skal forfølge tusinde; thi Herren eders Gud, han er den, som strider for eder, som han har tilsagt Eder. 11 Derfor tager nøje Vare på eders Sjæle, at I elske Herren, eders Gud.
12 Thi dersom I vende eder bort og hænge ved disse øvrige Hedninger, disse, som ere tilovers hos eder, og I gøre Svogerskab med dem, og komme iblandt dem, og de iblandt,eder: 13 Da skulle I visseligen vide, at Herren eders Gud skal ikke ydermere fordrive disse Folk fra eders Ansigt; men de skulle blive eder til en Fælde og til en Snare og til en Svøbe på eders Sider og til Brodde i eders Øjne, indtil I omkomme af dette gode Land, som Herren eders Gud har givet eder. 14 Og se, jeg går i Dag al Jordens Gang; og I skulle vide i eders ganske Hjerte og i eders ganske Sjæl, at ikke eet Ord er faldet af alle de gode Ord, som Herren eders Gud har talet over eder, at de jo alle ere opfyldte for eder, der faldt ikke et Ord af dem. 15 Og det skal ske, at ligesom alle de gode Ord ere opfyldte over eder, som Herren eders Gud har talet til eder, således skal Herren lade alle de onde Ord opfyldes over eder, indtil han udrydder eder af dette gode Land, som Herren eders Gud gav eder. 16 Når I overtræde Herrens, eders Guds Pagt, som han bød eder, og gå og tjene andre Guder og tilbede dem, da skal Herrens Vrede optændes imod eder, og I skulle snart omkomme af det gode Land, som han har givet eder.

24 Kapitel - Jos.24
Og Josva samlede alle Israels Stammer til Sikem, og han sammenkaldte Israels Ældste og deres Øverster og deres Dommere og deres Fogeder, og de stillede sig for Guds Ansigt. 2 Da sagde Josva til alt Folket: Så siger Herren, Israels Gud: Eders Fædre boede fordum på hin Side Floden*, Thara, Abrahams Fader og Nakors Fader, og dé tjente andre Guder. 3 Og jeg tog eders Fader Abraham fra hin Side Floden og lod ham vandre om i hele Kanåns Land, og jeg formerede hans Sæd og gav ham Isak. 4 Og Isak gav jeg Jakob og Esau; og jeg gav Esau Sejrs Bjerg til Eje, men Jakob og hans Børn droge ned til Ægypten. 5 Da sendte jeg Mose og Aron og slog Ægypterné, ligesom jeg gjorde midt iblandt dem; og derefter førte jeg eder ud. 6 Og jeg udførte eders Fædre af Ægypten, og I kom til Havet; og Ægypterne forfulgte eders Fædre med Vogne og med Ryttere til det røde Hav. 7 Da råbte de til Herren, og han satte et Mørke imellem eder og imellem Ægypterne og lod Havet komme over dem, og. det skjulte dem, og eders Øjne have set det, som jeg gjorde i Ægypten; og I bleve i Ørken mange År. 8 Og jeg førte eder ind i Amoriternes Land, som boede på hin Side Jordanen, og de strede mod eder; og jeg gav dem i eders Hånd, så at I indtoge deres Land til Ejendom, og jeg ødelagde dem for eders Ansigt. 9 Da gjorde Balak, Zippors Søn, Moabs Konge, sig rede og stred mod Israel, og han sendte hen og kaldte Bileam, Beors Søn, til at forbande eder. 10 Men jeg vilde ikke høre Bileam; og han velsignede eder, og jeg reddede eder af hans Hånd. 11 Og der I gik over Jordanen og kom til Jeriko, da strede Mændene af Jeriko, Amoriterne og Feresiterne og Kananiterne og Hethiterne og Girgasiterne og Heviterne og Jebusiterne imod eder; men jeg gav dem i eders Hånd. 12 Og jeg sendte foran eder Gedehamse, som uddreve dem fra eders Ansigt, så vel som de to Amoriters Konger, ikke med dit Sværd, ej heller med. din Bue. 13 Og jeg gav eder et Land, på hvilket du ikke har arbejdet, og Stæder, som I ikke have bygget, og I bo udi dem; af Vingårde og af Oliegårde, som I ikke have plantet, æde I.
14 Så frygter nu Herren og tjener ham i Oprigtighed og i Sandhed, og borttager de Guder, som eders Fædre tjente på hin Side Floden og i Ægypten, og tjener Herren! 15 Og om det mishager eder at tjene Herren, så udvælger eder i Dag, hvem I ville tjene, enten de Guder, som eders Fædre, der vare på hin Side Floden, tjente, eller Amoriternes Guder, i hvis Land I bo; men jeg og mit Hus, vi ville tjene Herren. 16 Da svarede Folket og sagde: Det være langt fra os at forlade Herren for at tjene andre Guder. 17 Thi Herren vor Gud, han er den, som førte os og vore Fædre op af Ægyptens Land, af Trælles Hus, óg som gjorde disse store Tegn for vore Øjne og bevarede os på al den Vej, hvorpå vi gik, og iblandt alle de, Folk, vi have gået midt igennem. 18 Og Herren har uddrevet alle Folkene, endog Amoriten, som boede i Landet, fra vort Ansigt; også vi ville tjene Herren, thi han er vor Gud. 19 Og Josva sagde til Folket: I kunne ikke tjene Herren, thi han er en hellig Gud, han er en nidkær Gud, han skal ikke bære over med eders Overtrædelser og eders Synder. 20 Når I forlade Herren og tjene fremmede Guder, da skal han vende om og gøre eder ondt og fortære eder, efter at han har gjort eder godt. 21 Og Folket sagde til Josva: Ingenlunde! men vi ville tjene Herren. 22 Da sagde Josva til Folket: l er selv Vidne imod eder, at I have udvalgt eder Herren til at tjene ham; og de sagde: Vi ere Vidner. 23 Så borttager nu de fremmede Guder, som ere midt iblandt eder, og bøjer eders Hjerter til Herren, Israels Gud. 24 Og Folket sagde til Josva: Vi ville tjene Herren vor Gud, og vi ville høre hans Røst. 25 Så gjorde Josva på den samme Dag en Pagt med Folket, og han lagde dem Lov og Ret for i Sikem. 26 Og Josva skrev disse Ord i Guds Lovbog; og han tog en stor Sten og lod den oprejse der under Egen, som var ved Herrens Helligdom. 27 Og Josva sagde til alt Folket: Se, denne Sten skal være til Vidnesbyrd imod os, thi den har hørt alle Herrens Ord, som han har talet med os; ja, den skal være til Vidnesbyrd imod eder, at I ikke skulle fornægte eders Gud. 28 Så lod Josva Folket fare, hver til sin Arv.
29 Og det skete efter disse Handler, da døde Josva, Nuns Søn Herrens Tjener, hundrede og ti År gammel. 30 Og de begrove ham i hans Arvs Landemærke i Thimnatlh-Sera, som ligger på Efraims Bjerg, Norden for Gås Bjerg. 31 Og Israel tjente Herren, så længe Josva levede, og så længe de Ældste levede, som længe efter Josva, og som kendte al Herrens Gerning, hvilken han havde gjort mod Israel. 32 Og Josefs Ben, som Israels Børn havde ført op af Ægypten, begrove de i Sikem, på den Agers Del, som Jakob havde købt af Hemors, Sikems Faders, Børn for hundrede Penninge; og de bleve Josefs Børn; til Arv.
33 Og Eleasar, Arons Søn, døde, og de begrove ham i Gibea, som hørte hans Søn Pinehas til og var given ham på Efraims Bjerg.

Dommernes Bog

1 kapitel - Do.1
Og det skete efter Josvas Død, da adspurgte Israels Børn Herren og sagde: Hvo skal først drage op af os imod Kananiterne, til at stride imod dem 2 Og Herren sagde: Juda skal drage op; se, jeg har givet det i hans Hånd. 3 Da sagde Juda til Simeon sin Broder: Drag op med mig til min Lod, så ville vi stride imod Kananiterne, så vil jeg også gå med dig til din Lod; så gik Simeon med ham.
4 Og Juda drog op, og Herren gav Kananiterne og Feresiterne i deres Hånd, og de sloge dem i Besek, ti Tusinde Mand. 5 Og de fandt Adoni-Besek i Besek og strede imod ham, og de sloge Kananiterne og Feresiterne. 6 Men Adoni-Besek flyede, og de forfulgte ham; og de grebe. ham og afhuggede hans Tommelfingre og hans Tommeltæer. 7 Da Adoni-Besek: Halvfjerdsindstyve Konger, hvis Tommelfingre og Tommeltæer vare afhugne, sankede op under mit Bord; som jeg; har gjort, saa har Gud betalt mig; og de førte ham til Jerusalem, og der døde han. 8 Og Judas Børn strede imod Jerusalem og indtoge den og, sloge den med skarpe Sværd og satte Ild på Staden.
9 Derefter droge Judas Børn ned for at stride imod Kananiterne, som boede på Bjerget og imod Sønden og i Lavlandet. 10 Og Juda drog hen imod Kananiterne, som boede i Hebron, og Hebrons Navn var fordum Kirjath-Alba, og de sloge Sesai, Ahiman og Talmai. 11 Og han drog derfra mod Debirs Indbyggere; og Debirs Navn var fordum Kirjath-Sefer. 12 Og Kaleb sagde: Hvo der slår Kirjth-Sefer og indtager den, ham vil jeg give Aksa, min Datter, til Hustru. 13 Da indtog Othniel, en Søn af Kenas, Kalebs yngre Broder, den; og han gav ham Aksa, sin Datter, til Hustru. 14 Og det skete, der hun kom, da tilskyndte hun ham til at begære af hendes Fader en Ager, og hun sprang ned af Asenet; da sagde Kaleb til hende: Hvad fattes dig? 15 Og hun sagde til ham: Giv mig en Velsignelse, thi du har givet mig et Land mod Sønden, giv rnig og Vandkilder; da gav Kaleb hende de Øvre Vandkilder og de nedre Vandkilder.
16 Og Keniterens, Mose Svigerfaders, Børn droge op fra Palmestaden med Judas Børn til Judas Ørk, som er Sønden for Arad, og gik hen og boede der hos Folket.
17 Og Juda drog ud med sin Broder Simeon, og de sloge Kananiten, som boede i Zefat; og de bandlyste den, og man kaldte Stadens Navn Horma. 18 Og Juda indtog Gasa og dens Landemærke og Asklon og dens Landemærke og Ekron og dens Landemærke. 19 Og Herren var med Juda ,saa han, fordrev dem som boede paa Bjerget; men han mægtede ikke at fordrive Indbyggerne i Dalen, fordi de havde Jernvogne. 20 Og de gave Kaleb Hebron, som Mose havde sagt, og han fordrev derfra de tre Anaks Sønner.
21 Og Benjamins Børn fordrev ikke Jebusiten, som boede i Jerusalem; men Jebusiten boede hos Benjamins Børn i Jerusalem indtil denne Dag. 22 Og Josefs Hus drog også op imod Bethel, og Herren var med dem 23 Og Josefs Hus bespejdede Bethel men Stadens Navn var fordum Lus. 24 Og de, som holdt Vagt, så en Mand, som gik ud af Staden; og de sagde til ham: Vis os, kære, hvor vi kunne komme ind i Staden, da ville vi bevise dig Miskundhed. 25 Og der han havde vist dem, hvor de kunde komme ind i Staden, da sloge de Staden med skarpe Sværd; men Manden og al hans Slægt lod de gå. 26 Da gik Manden til Hethiternes Land, og han byggede en Stad og kaldte dens Navn Lus, det er dens Navn indtil denne Dag 27 Og Manasse fordrev ikke Indbyggerne i Beth-Sean med dens tilhørende Stæder eller i Thånak med dens tilhørende Stæder eller Indbyggerne i Dor med dens tilhørende Stæder eller Indbyggerne i Jibleam med dens tilhørende Stæder Indbyggerne i Megiddo med dens tilhørende Stæder; og Kanaiten boede roligt i det samme Land 28 Og det skete, der Israel blev stærkt da gjorde han Kananiten skatskyldig; men han fordrev ham ikke aldeles. 29 Og Efraim fordrev ikke Kananiten, som boede i Geser; men Kananiten boede midt iblandt dem i Geser. 30 Sebulon fordrev ikke Indbyggerne i Kitron eller Indbyggerne i Nahalol; men Kananiten boede midt iblandt dem og blev skatskyldig. 31 Aser fordrev ikke Indbyggerne i Akko eller Indbyggerne i Zidon og, Alab og Aksib og Helha og Afik og Rehob. 32 Og Aseriterne boede iblandt Kananiterne, Landets Indbyggere; thi de fordreve dem ikke. 33 Nafthali fordrev ikke Indbyggerne i Beth Semes eller Indbyggerne i Beth-Anath, men boede midt iblandt Kananiterne, som boede i Landet; men Indbyggerne i Beth-Semes og Beth Anath bleve dem skatskyldige. 34 Og Amoriterne trængte Dans Børn hen til Bjerget; thi de tilstedte dem ikke at komme ned i Dalen. 35 Og Amoriterne boede roligt i Har-Heres, i Ajalon og i Sålbim; dog var Josefs Hånd dem svar; og de bleve skatskyldige. 36 Og Amoriternes Landemærke var fra Opgangen til Akrabbim, fra Klippen og op efter.

2 Kapitel. - Do.2
Og Herrens Engel kom op fra Gilgal til Bokim og sagde: Jeg har ført eder op af Ægypten og bragt eder i det Land, som jeg tilsvor eders Fædre, og jeg sagde: Jeg vil ikke rygge min Pagt med eder i Evighed. 2 Og I skulle ikke gøre Pagt med dette Lands Indbyggere, I skulle nedbryde deres Altre; men I hørte ikke min Røst; hvad er det,: I have gjort? 3 Da sagde jeg også: Jeg vil ikke uddrive dem fra eders Ansigt; men de skulle være eder på Siderne, og deres Guder skulle være eder til en Snare. 4 Og det skete, der Herrens Engel havde talet disse Ord til alle Israels Børn, da opløftede Folket sin Røst, og de græd. 5 Og de kaldte det samme Steds Navn Bokim*, og de ofrede til Herren der.
6 Og der Josva lod Folket fare, og Israels Børn gik hver til sin Arv for at eje Landet, 7 da tjente Folket Herren, så længe Josva levede, og sa længe de ældste levede, som levede længe efter Josva, hvilke havde set al Herrens store Gerning, som han havde gjort imod Israel. 8 Men der Josva, Nuns Søn, Herrens Tjener, var død, hundrede og ti År gammel, 9 og de havde begravet ham i hans Arvs Landemærke, i Thimnat-Heres, på Efraims Bjerg, Norden for det Bjerg Gås, 10 og der hele den samme Slægt også var forsamlet til sine Fædre, da kom en anden Slægt op efter dem, som ikke kendte Herren, ej heller den Gerning, som han havde gjort mod Israel. 11 Da gjorde Israels Børn det onde for Herrens Øjne, og de tjente Bålerne. 12 Og de forlóde Herren deres Fædres Gud, som havde udført dem af Ægyptens Land, og vandrede efter andre Guder, af de Folks Guder, som vare trindt omkring dem, og tilbade dem; og de opirrede Herren.13 Og de forlode Herren og tjente Bål og Astharoth. 14 Så optændtes Herrens Vrede over Israel, og han gav dem i Røveres Hånd, og disse røvede fra dem; og han solgte dem i deres Fjenders Hånd trindt omkring, og de kunde ikke ydermere bestå for deres Fjenders Ansigt. 15 I alt det, som de udgik til, var Herrens Hånd imod dem til det onde, som Herren havde sagt, og som Herren havde svoret dem; og de bleve såre ængstede. 16 Og Herren oprejste Dommere, og de frelste dem af deres Røveres Hånd. 17 Men de vare heller ikke deres Dommer lydige, thi de bolede rned andre Guder og tilbade dem; vege snart fra den Vej, som deres Fædre havde vandret på ved at lyde Herrens Bud, de gjorde ikke således. 18 Og naar Herren oprejste dem Dommere da var Herren med Dommeren, og han frelste dem af deres Fjenders; Hånd, så længe den Dommer levede; thi Herren ynkedes over dem for deres Suk som trængte dem, og fortrykte dem. 19 Men det skete, naar Dommeren døde, da vendte de om og gjorde værre end deres Fædre ved at vandre efter andre Guder, at tjene dem og at tilbede dem; de lode ikke af fra deres Gerninger eller fra deres hårde Vej.
20 Og Herrens Vrede optændtes over Israel, og han sagde: Efterdi dette Folk har overtrådt min Pagt, som jeg har budt deres Fædre, og de løde ikke min Røst, 21 da vil jeg heller ikke ydermere fordrive fra deres Ansigt nogen af Hedningerne, som Josva efterlod, der han døde, 22 for at forsøge Israel ved dem, om de vilde tage Vare på Herrens Vej, at vandre på den, ligesom deres Fædre toge Vare derpå, eller ej. 23 Så lod Herren disse Hedninger blive, så at han ikke snart fordrev dem; og han havde ikke givet dem i Josvas Hånd.

3 Kapitel - Do.3
Og disse ere de Hedninger, som Herren lod blive for ved dem at forsøge alle dem af Israel, som ikke vidste noget af alle Krigene med Kanån; 2 kun for at Israels Børns Slægter kunde lære at forstå sig på Krig, kun de, som ikke tilforn havde kendt dertil: 3 Filisternes fem Fyrster og alle Kananiterne, og Sidonierne og Heviterne, som boede på Libanons Bjerg fra Bjerget Bål-Hermon, indtil man kommer til Hamath. 4 Og de bleve for at forsøge Israel ved dem, for at få at vide, om de vilde lyde Herrens Bud, hvilke han havde budt deres Fædre ved Mose. 5 Og Israels Børn boede midt iblandt Kananiterne, Hethiterne og Amoriterne og Feresiterne og Heviterne og Jebusiterne. 6 Og de toge sig deres Døtre til Hustruer, og deres Døtre gave de til deres Sønner, og de tjente deres Guder. 7 Og Israels Børn gjorde det, som var ondt for Herrens Øjne, og forglemte Herren deres Gud og tjente Bålerne og Astarterne.
8 Da optændtes Herrens Vrede over Israel, og han solgte dem i Kusan-Risathaims Hånd, som var Konge i Aram Naharaim*, og Israels Børn tjente Kusan-Risathaim otte År. 9 Da råbte Israels Børn til Herren, og Herren oprejste Israels Børn en Frelser, og han frelste dem, nemlig Othniel, en Søn af Kenas, Kalebs yngre Broder. 10 Og Herrens Ånd var over ham, og han dømte Israel og drog ud til Krig, og Herren gav Kusan-Risathaim, Kongen af Aram, i hans Haand, og hans Hånd var stærk over Kusan-Risathaim. 11 Og Landet havde Ro fyrretyve År; og; Othniel, Kenas Søn, døde.
12 Men Israels Børn bleve ved at;gøre det, som var ondt for Herrens Øjne, 13 Og han samlede til sig; Ammons Børn og Amalek; og han gik hen og slog Israel; og de indtoge Palmestaden. 14 Og Israels Børn tjente Eglon, Moabiternes Konge, atten År. 15 Da råbte Israels Børn til Herren, og Herren oprejste dem en Frelser, Ehud, Geras Søn, en Benjaminit, en Mand, som var kejthåndet; og Israels Børn sendte Eglon, Moabiternes Konge, Skænk ved hans Hånd. 16 Og Ehud gjorde sig et Sværd, og det var tveægget, en Alen langt; og han spændte det under sine Klæder på sin højre Hofte, 17 og han førte Skænken frem til Eglon, Moabiternes Konge; men Eglon var en såre fed Mand. 18 Og det skete, der han var færdig med at fremføre Skænken, da lod han Folket fare, som havde båret Skænken. 19 Men han vendte tilbage fra Stenbrudene, som vare ved Gilgal, og han lod sige: Jeg har et hemmeligt Ord til dig, o Konge! Da sagde denne: Stille! og alle, som stode hos ham, gik ud fra ham. 20 Og Ehud kom ind til ham og han sad ene i sin Sommersal, og Ehud sagde: Jeg har Guds Ord, til dig; da stod han op af Tronen. 21 Og Ehud udrakte sin venstre Hånd og tog Sværdet fra sin højre Hofte, og han stødte det i hans Bug. 22 Og Hæftet gik også ind efter Bladet, og Fedmen lukkede til efter Bladet; thi han drog ikke Sværdet ud af hans Bug, og Skarnet gik ud. 23 Da gik Ehud ud igennem Forsalen; og han tillukkede Salsdørene efter sig lukkede dem i Lås. 24 Der han gået ud, da kom hins Tjenere, og de så, og se, Salsdørene vare lukkede i Lås; og de sagde: Han tildækker visseligen sine Fødder i Kammeret ved Sommersalen. 25 Og de ventede, indtil de skammede sig, og se, han oplukkede ikke Salsdørene; da toge de Nøglen og lukkede op, og se, da var deres Herre falden til Jorden og var død. 26 Men Ehud undkom, medens de tøvede; og han gik forbi Stenbrudene og undkom til Seirath. 27 Og det skete, der han kom derhen, da blæste han i Trompeten på Efraims Bjerg; og Israels Børn droge ned med ham af Bjerget, og han gik foran dem. 28 Og han sagde til dem: Følger efter mig, thi Herren har givet eders Fjender Moabiterne i eders Hånd; og de droge ned efter ham og indtoge Jordanens Færgesteder for Moab, og de lode ingen Mand gå over. 29 Og de sloge Moabiterne på den Tid, ved ti Tusinde Mænd, hver trivelig og hver kraftig Mand; og ikke een Mand undkom. 30 Så bleve Moabiterne ydmygede på den samme Dag under Israels Hånd, og Landet havde Ro firsindstyve År.
31 Og efter ham var Samgar, Anaths Søn, og han slog Filisterne, seks Hundrede Mænd, med en Oksedriverstav; og han frelste også Israel.

4 Kapitel - Do.4
Og Israels Børn bleve ved at gøre ondt for Herrens Øjne, der Ehud var død. 2 Og Herren solgte dem i Jabins, Kanåns Konges, Hånd, som regerede i Hazor; og Sisera var hansStridshøvedsmand, og han boede i Haroseth-Hagojim. 3 Og Israels Børn råbte til Herren; thi han havde ni Hundrede Jernvogne, og han havde undertrykt Israels Børn med Magt tyve År.
4 Og Debora, en Kvinde, en Profetinde, Lapidoths Hustru, dømte Israél på den samme Tid. 5 Og hun boede under Deboras Palmetræ, imellem Rama og Bethel, på Efraims Bjerg; og Israels Børn gik op til hende for Retten. 6 Og, hun sendte hen og lod kalde Barak, Abinoams Søn, af Kedes i Nafthali, og hun sagde til ham: Har ikke Herren Israels Gud budet: Gak og saml Folk på Thabors Bjerg, og tag ti Tusinde Mænd med dig af Nafthali Børn og af Sebulons Børn. 7 Og jeg vil drage Sisera, Jabins Stridshøvedsmand, til dig, til Bækken Kison, og hans Vogne og hans Hob; og jeg vil give ham i din Haand. 8 Og Barak sagde til hende: Dersom du vil gaa med mig, da vil jeg gå; men dersom du ikke vil ga. med mig, vil jeg ikke gå. 9 Og hun sagde: Jeg vil visseligen gaa med dig; men du vil dog ikke faa Æren på den Vej, som du gaar på, thi Herren skal sælge Sisera i en Kvindes Hånd så gjorde Debora sig rede og gik med Barak til Kedes. 10 Da kaldte Barak Sebulon og Nafthali sammen til Kedes; og der drog op efter ham ti Tusinde Mænd, og Debora drog op med ham. 11 Og Keniteren Heber havde skilt sig fra Keniterne, Hobabs, Mose Svigerfaders, Børn; og han slog sit Telt op indtil Lunden i Zånnaim, som er ved Kedes. 12 Da gave de Sisera til Kende, at Barak, Abinoams Søn, var dragen op på Bjerget Thabor. 13 Og Sisera sammenkaldte alle sine Vogne, ni Hundrede Jernvogne, og alt Folket, som var med ham, fra Haroseth Hagojim til Bækken Kison. 14 Og Debora sagde til Barak: Stå op, thi dette er den Dag, på hvilken Herren har givet Sisera i din Hånd; er Herren ikke dragen ud for dit Ansigt? Så drog og Barak ned af Bjerget Thabor, og de ti Tusinde Mænd efter ham. 15 Da forfærdede Herren Sisera og alle Vognene og al Hæren ved skarpe Sværd for Baraks Ansigt; og Sisera steg af Vognen og flyede til Fods. 16 Men Barak forfulgte Vognene og Hæren indtil Haroseth Hagojim; og hele Siseras Lejr faldt for skarpe Sværd, der blev end ikke een tilovers. 17 Men Sisera flyede til Fods til Jaels, Keniteren Hebers Hustrus, Telt, thi der var Fred imellem Jabin, Kongen af Hazor, og imellem Keniteren Hebers Hus. 18 Da gik Jael ud imod Sisera og sagde til ham: Tag ind, min Herre! tag ind til mig, frygt ikke; og han tog ind til hende i Teltet, og hun dækkede ham til med et Ry. 19 Og han sagde til hende: Kære, giv mig lidt Vand at drikke, thi jeg tørster; da åbnede hun en Mælkeflaske og lod ham drikke og dækkede ham til. 20 Og han sagde til hende: Stil dig ved Døren af Teltet, og sker det, at der kommer nogen og spørger dig og siger: Er her nogen? da skal du sige: Her er ingen. 21 Da tog Jael, Hebers Hustru, en Teltnagel og tog en Hammer i sin Hånd og gik ind til ham sagteligen og slog Naglen igennem hans Tinding, at den gik ned i Jorden (thi han sov hårdt og var træt), og han døde. 22 Og se, der Barak forfulgte Sisera, da gik Jael ud imod ham og sagde til ham: Kom, så vil jeg vise dig den Mand, som du søger efter; og han kom ind til hende, og se, Sisera lå der og var død, og Naglen sad i hans Tinding. 23 Så ydmygede Gud på den Dag Jabin, Kanåns Konge, for Israels Børns Ansigt. 24 Og Israels Børns Hånd fik Fremgang og blev hård over Jabin, Kanåns Konge, indtil de fik Jabin, Kanåns Konge, udryddet.

5 Kapitel - Do.5
Da sang; Debora og Barak, Abinoams Søn, på den Dag og sagde: 2 Lover Herren, fordi der er taget Hævn i Israel, der Folket var villigt dertil. 3 Hører, I Konger! mærker, I Fyrster! jeg vil synge for Herren; Herren, Israels Gud, vil jeg lovsynge. 4 Herre! der du uddrog fra Seir, der du gik frem. fra Edoms Mark, da bævede Jorden, også Himlene dryppede, ja Skyerne dryppede med Vand. 5 Bjergene fløde hen for Herrens Ansigt, Sinai selv, for Herrens, Israels Guds, Ansigt.
6 I Samgars, Anaths Søns, Dage, i Jaels Dage vare Stierne tomme; og de vejfarende gik ad krogede Stier. 7 Landsbyerne i Israel vare tomme, de vare tomme, indtil jeg Debora stod frem, indtil jeg stod frem, en Moder i Israel. 8 Da man udvalgte nye Guder, da var der Krig i Portene; der blev ikke set Skjold eller Spyd iblandt fyrretyveTusinde i Israel. 9 Mit Hjerte slår for Israels Høvdinger, de som beviste sig villige iblandt Folket; lover Herren! 10 I, som ride på hvide Aseninder, I, som sidde på Tæpper, og I, som gå på, Vejen, taler frit! 11 Skytternes Røst lyder fra de Steder, hvor man drager Vand, der prise de Herrens Retfærdighed, Retfærdighed imod hans Landsbyer i Israel. Da steg Herrens Folk ned til Portene. 12 Vågn op, vågn op, Debora, vågn op, vågn op, istem en Sang! gør dig rede; Barak, og før dine Fanger fangne bort, du Abinoams Søn! 13 Da drog en Levning af de herlige, af Folket ned; Herren drog ned for mig blandt de vældige.
14 De af Efraim, som havde Rod i Amalek, stege ned efter dig Benjamin med dine Folk; af Makir ned stege Høvdinger og af Sebulon de, som føre Herskerstaven. 15 Også var der Fyrster af Isaskar med Debora, Og som Isaskar så Barak, i Dalen styrtede han frern! Ved Rubens Vandbække vare Hjertets Betænkninger store. 16 Hvorfor blev du imellem Fårestierne, at høre paa Hyrdefløjten? medens Ruben blev ved sine Vandbække, var der store Ransagninger i Hjertet.17 Gilead blev boende på hin Side Jordanen; og hvorfor blev Dan ved Skibene Ases blev ved Havets Bred og blev boende ved sine Havbugter. 18 Sebulon var et Folk, som agtede sit Liv ringe indtil Døden, i lige Måde Nafthali, på Markens høje Steder.
19 Kongerne kom, de strede; da strede Kanåns Konger udi Thånak ved Mebiddo Vand; de fik ingen Vinding af Sølv. 20 Fra Himmelen stredes der; Stjernerne fra deres høje Baner strede mod Sisera. 21 Bækken Kison bortfejede dem, de gamles Bæk, Bækken Kison; træd frem, min Sjæl, med Styrke! 22 Da trampede Hestenes Hove ved deres Heltes jagende, jagende Fart.
23 Forbander Meros, sagde Herrens Engel, forbander, forbander dens Indbyggere, fordi de ikke kom Herren til Hjælp, Herren til Hjælp iblandt de vældige. 24 Velsignes skal Jael, Keniteren Hebers Hustru, fremfor Kvinderne; velsignes skal hun fremfor Kvinderne i noget Paulun. 25 Han begærede Vand, hun gav Mælk; hun bar Fløde frem i de herliges Skål. 26 Sin Hånd rakte hun ud efter Naglen og, sin højre Hånd efter Smedehammeren; og hun slog Sisera, sønderslog hans Hoved og knuste og igennemstak hans Tinding. 27 Imellem hendes Fødder krummede han sig, faldt, lå; imellem hendes Fødder krummede han sig, faldt; hvor han krummede sig, der faldt han og var tilintetgjort. 28 Siseras Moder så ud af Vinduet, og skreg overlydt igennem Sprinkelværket: Hvi tøver hans Vogn med at komme? hvi bliver hans Vognhjul tilbage? 29 De vise iblandt hendes Fyrstinder svarede hende, også svarede hun sig selv paa sine Ord: 30 Skulde de ikke finde, ja uddele til Bytte en Pige,to Piger for hver Mand? for Sisera brogede Klæder til Bytte, brogede, stukne paa begge Sider om Halsen,til Bytte? 31 Saa skulle, Herre! alle dine Fjender omkomme, men de, som elske ham, skulle være ligesom Solen, der går frem i sin Kraft. -Og Landet havde Ro fyrretyve Aar.

6 Kapitel - Do.6
Og Israels Børn gjorde ondt for Herrens Øjne, og Herren gav dem i Midianiternes Hånd syv År. 2 Og der Midianiternes Hånd blev stærk over Israel, da gjorde Israels Børn sig Kløfter, som vare i Bjergene, og Huler og Befæstninger for Midianiternes Skyld. 3 Og det skete, når Israel havde sået, da kom Midianiterne og Amalekiterne op og de Folk af Østen, de kom op over dem. 4 Og de lejrede sig imod dem, og de ødelagde Landets Grøde, indtil man kommer til Gaza; og de lode ikke Føde blive tilovers i Israel, ej heller Får eller Okse eller Asen. 5 Thi de kom op med deres Kvæg og deres Telte; de kom ligesom Græshopper i Mangfoldighed, så at der ikke var Tal på dem og deres Kameler; og de kom i Landet at ødelægge det. 6 Og Israel blev forarmet for Midianiternes Ansigt, og Israels Børn råbte til Herren.? 7 Og det skete, der Israels Børn råbte til Herren for Midianiternes Skyld, 8 da sendte Herren en Mand, en Profet, til Israels Børn, og han sagde til dem: Så siger Herren Israels Gud: Jeg førte eder op af Ægypten og udførte eder af Trælles Hus 9 Og jeg udfriede eder af Ægpternes Hånd og af alle deres Hånd, som trængte eder; og jeg uddrev dem fra eders Ansigt og gav eder deres Land. 10 Og jeg sagde til eder: Jeg erHerren eders Gud, frygter ikke Amoriternes Guder, i hvis Land I bo; men I have ikke været min Røst lydige.
11 Og Herrens Engel kom og satte sig under den Eg, som er i Ofra, som hørte Joas, den Abiesriter til; og hans Søn Gideon tærskede Hvede i en Vinperse, at han kunde føre det hastigt bort fra Midianiternes Ansigt. 12 Da åbenbarede Herrens Engel for ham, og han sagde til ham: Herren være med dig, du vældige til Strid! 13 Men Gideon sagde til ham: Hør mig, min Herre! om Herren er med os, hvi har da alt dette ramt os? og hvor ere alle hans underlige Ting, som vore Fædre fortalte os og sagde: Førte Herren os ikke op af Ægypten? men nu har Herren forladt os og givet os i Midianiternes Hånd. 14 Da vendte Herren sig til ham og sagde: Gå hen i denne din Kraft, og du skal frelse Israel af Midianiternes Hånd; har jeg ikke sendt dig? 15 Og han sagde til ham: Hør mig, Herre! hvormed skal jeg frelse Israel? se, min Slægt er den ringeste i Manasse, og jeg er den yngste i min Faders Hus. 16 Og Herren sagde til ham: Sandelig, jeg vil være med dig; og du skal slå Midianiterne som een Mand. 17 Da sagde han til ham: Kære, dersom jeg har fundet Nåde for dine Øjne, da gør mig et Tegn, at du er den, der taler med mig. 18 Kære, vig ikke bort herfra, indtil jeg kommer til dig; og bringer min Skænk og sætter den frem for dit Ansigt; og han sagde: Jeg vil blive, indtil du kommer tilbage. 19 Og Gideon kom og tilberedte et Gedekid og en Efa Mel til usyrede Kager, han lagde Kødet i en Kurv og kom Suppen i en Potte, og han førte det ud til ham under Egen og satte det frem. 20 Da sagde den Guds Engel til ham: Tag Kødet og de usyrede Kager og læg, det på denne Klippe og udøs Suppen; og han gjorde således. 21 Da, udrakte Herrens Engel det yderste af den Kæp, som han havde i sin Hånd, og rørte ved Kødet og ved de usyrede Kager; og der udfor Ild af Klippen og fortærede Kødet og de usyrede Kager, og Herrens Engel for bort fra hans Øjne. 22 Der Gideon så, at det var Herrens Engel, da sagde Gideon: Ak Herre, Herre! - thi derfor har jeg set Herrens Engel Ansigt til Ansigt. 23 Og Herren sagde til ham: Fred være med dig, frygt ikke, du skal ikke dø. 24 Da byggede Gideon Herren et Alter der og kaldte det: Herren er Fred; indtil denne Dag står det endnu i Ofra, som hører Abiesriterne til.
25 Og det skete den samme Nat, at Herren sagde til ham: Tag en ung Okse, som er din Faders, og en anden syvårige Okse, og du skal nedbryde Båls Alter, som er din Faders, og omhugge Astartebilledet, som står derhos. 26 Og du skal bygge Herren et Alter oven på denne stærke Klippe, hvor den er jævn; og du skal tage den anden Okse og ofre et Brændoffer ved Træet af Astartebilledet, som du skal omhugge. 27 Da tog Gideon ti Mænd af sine Tjenere og gjorde, som Herren havde sagt til ham; og det skete, eftersom han frygtede for sin Faders Hus og for Mændene: i Staden at gøre det om Dagen, da gjorde han det om Natten. 28 Og Mændene i Staden stode aarle op om Morgenen, og se, da var Båls Alter nedbrudt, og Astartebilledet, som var derhos, var omhugget; og den anden Okse var ofret på det byggede Alter. 29 Da sagde den ene til den anden: Hvo har gjort denne Gerning Og der de ransagede og eftersøgte, da sagde de: Gideon, Joas's Søn, har gjort denne Gerning. 30 Da sagde Mændene i Staden til Joas: Før din Søn hid, thi han skal dø, fordi han har nedbrudt Båls Alter, og fordi han har omhugget Astartebilledet, som var derhos. 31 Da sagde Joas til alle dem, som stode hos ham: Ville I stride for Bål? mon I ville frelse ham? hvo som strider for ham, han skal dødes inden Morgen; dersom han er Gud, da stride han for sig selv, fordi man nedbrød hans Alter. 32 Og man kaldte ham på den Dag Jeruh-Bål, idet man sagde: Bål stride imod ham, efterdi han har nedbrudt hans Alter.
33 Og alle Midianiterne og Amalekiterne og Folkene af Øster samledes til Hobe, og de droge over og sloge Lejr i Jisreels Dal. 34 Da iførte Herrens Ånd sig Gideon, og han lod blæse i Trompeten, og Abiesers Slægt opbødes til at følge ham. 35 Og han sendte Bud til hele Manasse, og de bleve også opbudne til at følge ham; han sendte og Bud til Aser og til Sebulon og til Nafthali, og de kom dem i Møde. 36 Og Gideon sagde til Gud: Dersom du vil frelse Israel ved min Hånd, ligesom du har sagt, 37 se, da lægger jeg et Uldskind i Gården; dersom der vorder Dug på Uldskindet alene og tørt på al Jorden, da ved jeg, at du vil frelse Israel ved min Hånd,som du har sagt. 38 Og det skete så; og der han stod anden Dag årle op, da trykkede han Uldskindet ud og udkrystede Dug af Uldskindet, en Skål fuld af Vand 39 Og Gideon sagde til Gud: Lad din Vrede ikke optændes mod mig, at jeg taler alene denne Gang; kære jeg vil ikkun forsøge det endnu denne Gang med Uldskindet; kære, lad være tørt på Uldskindet alene, og lad Dug være på al Jorden. 40 Og Gud gjorde det således i den sammé Nat, og der var tørt på Uldskindet alene, og der var Dug på al Jorden.

7 Kapitel - Do.7
Da stod Jeruh-Bål, det er Gideon, tidlig op, og alt Folket, som var med ham, og de lejrede sig ved Kilden Harod; og Midians Lejr var Norden for ham bag Højen More, i Dalen. 2 Og Herren sagde til Gideon: Folket, som er med dig, er flere, end at jeg skulde give Midianiterne i deres Hånd, at Israel. ikke skal rose sig mod mig og sige: Min Hånd har frelst mig. 3 Så udraab nu dog for Folkets Øren og sig : Hvo er frygtagtig og forskrækket han vende tilbage og skynde sig årle fra Gileads Bjerg; da vendte to og tyve Tusinde af Folket tilbage, og ti Tusinde bleve tilovers. 4 Og Herren sagde til Gideon: Folket er endnu for mange, før dem ned til Vandet, så vil jeg der prøve det for dig; og det skal ske, den, om hvem jer siger til dig: Denne. skal gaa med dig, men hver den, om hvem jeg siger til dig: han skal ikke gå. 5 Og han førte Folket ned til Vandet, og Herren sagde til Gideon: Hver, som laber med sin Tunge af Vandet, som Hunden laber, ham skal du stille for sig, så og hver, som bøjer sig på sine Knæ at drikke. 6 Da var deres Tal, som havde labet af deres Hånd til deres Mund, tre Hundrede Mænd; og det øvrige Folk alt sammen højede sig på deres Knæ at drikke Vand. 7 Og Herren sagde til Gideon: Med de tre Hundrede Mænd, de som have labet, vil jeg frelse eder og give Midianiterne i din Hånd; men alt det andet Folk må gå hver til sit Sted. 8 Og Folket tog Tæring med sig og deres Trompeter, men de andre Israeliter lod han alle fare, hver til sit Telt, og han beholdt de tre Hundrede Mænd hos sig, og Midianiternes Lejr var neden for ham i Dalen.
9 Og det skete i den samme Nat at Herren sagde til ham: Stå op, gak ned mod Lejren; thi jeg har givet den i din Hånd. 10 Men om du frygter for at gå ned, da gå du og Pura, din Dreng, ned til Lejren. 11 Og du skal høre, hvad de tale, og derefter skulle dine Hændér blive styrkede, og du skal drage ned mod Lejren; og han gik ned, han og Pura, hans Dreng, til det yderste af de bevæbnede, som vare i Lejren. 12 Og Midianiterne og Amalekiterne og alle Folk af Østen havde lagt sig ned i Dalen, som Græshopper i Mangfoldighed; og deres Kameler vare utallige som Sandet, der er på Havets Bred, i Mangfoldighed. 13 Og Gideon kom, og se, da fortalte en Mand sin Næste en Drøm, og han sagde: Se, jeg drømte en Drøm, og se, et askebagt Bygbrød vendte sig hih og did i Midianiternes Lejr; og der det kom til Teltet da slog det derpaa, så at det faldt, og det kastede det over Ende, og Teltet faldt. 14 Da svarede den anden og sagde: Det er intet andet end Gideons, den israelitiske Mands, Joas' Søns, Sværd; Gud har givet Midianiterne og den ganske Lejr i hans Hånd. 15 Og det skete, dér Gideon hørte Fortællingen og Udlæggelsen af Drømmen da tilbad han; og han vendte tilbage til Israels Lejr og sagde: Står op, thi Herren har givet Midianiternes Lejr i eders Hånd.
16 Og han delte de tre Hundrede Mænd i tre Hobe; og han gav dem alle Trompeter i deres Hånd og tomme Krukker og Blus midt udi Krukkerne. 17 Og han sagde til dem: I skulle se på mig, og således skulle I gøre; og se, når jeg kommer til det yderste af Lejren, da skal det ske, at ligesom jeg vil gøre, saa skulle I gøre. 18 Og naar jeg blæser i Trompeten, jeg og hver, som er med mig, da skulle I også blæse i Trompeterne trindt omkring den ganske Lejr og sige: For Herren og for Gideon! 19 Så kom Gideon og de hundrede Mænd, som vare med ham, til det yderste af Lejren i den midterste Vagts Begyndelse, de havde lige sat Vagten ud; og de blæste i Trompeterne og søndersloge Krukkerne, som vare i deres Hånd. 20 Så blæste de tre Hobe i Trompeterne og sønderbrøde Krukkerne, men de holdt Blussene fast i deres venstre Hånd og Trompeterne i deres højre Hånd til at blæse udi, og de råbte: Sværd for Herren og for Gideon! 21 Og de stode hver på sit Sted omkring Lejren; da løb den ganske Lejr, og de skrege og flyede. 22 Og de blæste i de tre Hundrede Trompeter, og Herren satte den enes Sværd imod den anden og imod den ganske Lejr; og Lejren flyede til Beth-Sitta til Zerera, indtil Grænsen af Abel Mehola ved Tabbath.
23 Og Israels Mænd af Nafthali og af Aser og af hele Manasse bleve opbudne; og de forfulgte Midianiterne 24 Og Gideon sendte Bud paa det ganske Efraims Bjerg og lod sige: Kommer ned imod Midianiterne og besætter Vandene for dem indtil Beth-Bera, og Jordanen; da blev opbudet hver Mand i Efraim, og de besatte Vandene indtil Beth-Bara og Jordanen. 25 Og de grebe to af Midianiternes Fyrster, Oreb og Seeb, og de dræbte Oreb på Klippen Oreb, og Seeb dræbte de i Vinpersen Seeb, og de forfulge Midianiterne; og de førte Orebs og Seebs Hoveder til Gideon hinsides Jordanen.

8 Kapitel - Do.8
Og Mændene af Efraim sagde til ham: Hvad er det for en Ting, du har gjort os, at du ikke kaldte os, der du gik at stride imod Midianiterne? og de kivede stærkt med ham. 2 Og han sagde til dem: Hvad har jeg nu gjort som I? er ikke Efraims Efterhøst bedre end Abiesers Vinhøst? 3 Gud har givet Midianiternes Fyrster, Oreb og Seeb, i eders Hånd, og hvad formår jeg at gøre som I? Der han havde sagt det Ord, da lod deres Vrede af fra ham.
4 Der Gideon kom til Jordanen, gik han over og de tre Hundrede Mænd, som vare med ham, trætte af at forfølge. 5 Og han sagde til Mændene i Sukot: Kære, giver det Folk, som er i Følge med mig, nogle Brød; thi de ere trætte, og jeg forfølger Seha og Zalmuna, Midianiternes Konger. 6 Men de Øverste i Sukot sagde: Er da Sebas og Zalmunas Hånd nu i din Hånd, at vi skulle give din Hær Brød? 7 Og Gidion: sagde: Derfor når Herren giver Seba og Zalmuna i min Hånd, da vil jeg; tærske eders Kød med Torne af Ørken og med Tidsler. 8 Og han drog derfra op til Pnuel og talede til dem på samme Måde; og Mændene i Pnuel svarede ham, ligesom Mændene i Sukot svarede. 9 Og han sagde også til Mændene i Pnuel sålunde: Når jeg kommer tilbage med Fred, da vil jeg nedbryde dette Tårn.
10 Men Seba og Zalmuna vare i Karkor og med dem deres Lejr ved femten Tusinde, som vare alle de overblevne af den ganske Lejr af Folkene i Østen; men der var falden hundrede og tyve Tusinde Mænd, som kunde drage Sværd. 11 Og Gideon drog op ad deres Vej, som bo i Telte, Østen for Noba og Jogbea; og han slog den Lejr, thi Lejren var tryg. 12 Og Seba og Zalmuna flyede, men han forfulgte dem; og han greb de to Midianiternes Konger, Seba og Zalmuna, og forfærdede den ganske Lejr
13 Men der Gideon, Joas's Søn, kom tilbage fra Krigen fra Opgangen til Heres, 14 da greb han en ung Karl af Mændene i Sukot og adspurgte ham; og denne skrev op for ham de Øverste i Sukot og de Ældste sammesteds, halvfjerdsindstyve og syv Mænd. 15 Og han kom til Mændene i Sukot og sagde: Se, her er Seba og Zalmuna, med hvilke I forhånede mig og sagde: Er da Sebas og Zalmunas Hånd nu i din Hånd, at vi skulle give dine Folk, som ere trætte, Brød? 16 Og han tog de Ældste af Staden og Torne af Ørken og Tidsler og lod Folket i Sukot få Forstand ved dem. 17 Og Pnuels Tårn nedbrød han, og han ihjelslog; Mændene i Staden.
18 Og han sagde til Seba og til Zalmuna: Hvordan vare de Mænd som I sloge ihjel ved Thabor? og de sagde: Som du, så vare de, hver af dem så ud som en Kongesøn. 19 Og han sagde: De vare mine Brødre, min Moders Sønner: Så vist som Herren lever, dersom I havde ladet dem leve, da vilde jeg ikke slaget eder ihjel. 20 Og han sagde til Jether, sin førstefødte: Stå op, slå dem ihjel; men Drengen drog ikke sit Sværd ud, thi han frygtede, efterdi han var endnu en Dreng. 21 Men Seba og Zalmuna sagde: Stå du op og fald an på os, thi som Manden er, så er hans Styrke; så stod Gideon. op og slog Seba og Zalmuna ihjel og toge de Halvmåner, som vare på deres Kamelers Halse.
22 Da sagde hver Mand i Israel til Gideon: Hersk over os, både du og så din Søn, så og din Søns Søn, efterdi du har frelst os af Midianiternes Hånd. 23 Og Gideon sagde til dem: Jeg vil ikke herske over eder; og min Søn skal ikke: herske over eder; Herren skal herske over eder. 24 Og Gideon sagde; til dem: Jeg har en Begæring til eder: Hver give mig dog en Ring af hans Bytte; thi hine havde Guldringe, eftersom de vare Ismaeliter. 25 Og de sagde: Vi ville gerne give, og de bredte et Klæde ud; og de kastede hver en Ring af sit Bytte derpå. 26 Og Vægten af de Guldringe, som han begærede, var tusinde og syv Hundrede Sekel Guld, foruden de Halvmåner og de Halskæder og de Purpurklæder, som Midianiternes Konger havde på sig, og foruden de Kæder, som vare om deres Kamelers Halse. 27 Og Gideon anvendte det til en Livkjortel og henlagde den i sin Stad udi Ofra og al Israel bolede med den; og det blev Gideon og hans Hus til en Snare. 28 Så bleve Midianiterne ydmygede for Israels Børn og bleve ikke ved at opløfte deres Hoved, og Landet havde Ro fyrretyve År i Gideons Dage. 29 Og Jerub-Bål, Joas's Søn, gik bort og boede i sit Hus.
30 Og Gideon havde halvfjerdsindstyve Sønner, som vare udkomne af hans Lænd; thi han havde mange Hustruer. 31 Og hans Medhustru som var i Sikem, fødte ham også en Søn; og han gav ham Navnet Abimelek. 32 Og Gideon, Joas s Søn, døde i en god Alderdom, og han blev begraven udi sin Faders, Abiesriteren Joas's, Grav i Ofra. 33 Og det skete, der Gideon var død, da vendte Israels Børn om og bolede med Bålerne; og de; gjorde sig Bål-Berith til en Gud. 34 Og Israels Børn, kom ikke Herren, deres Gud, i Hu, som havde friet dem af alle deres Fjenders Hånd trindt omkring. 35 Og de viste ikke Kærlighed mod Jerub-Båls, det er Gideons Hus, efter alt det gode, som han havde gjort mod Israel.

9 Kapitel - Do.9
Og Abimelek, Jerub-Båls Søn, gik til Sikem til sin Moders Brødre og talede til dem og til al sin Morfaders Huses Slægt og sagde: 2 Kære, taler for alle Mændenes Øren udi Sikem: Hvilket er eder bedst, enten at halvfjerdsindstyve Mænd, alle Jerub-Båls Sønner, herske over eder? eller at een Mand hersker over eder? kommer og i Hu, at jeg er eders Ben og eders Kød. 3 Da talede hans Moders Brødre alle disse Ord om ham for alle Mændenes Øren i Sikem, og deres Hjerter bøjede sig efter Abimelek, thi de sagde: Han er vor Broder. 4 Og de gave ham 70 Sekel Sølv af Bål-Beriths Hus, og Abimelek lejede derfor løse og letfærdige Mænd, og de fulgte ham. 5 Og han kom til sin Faders Hus i Ofra og ihjelslog sine Brødre, Jerub-Båls Sønner, halvfjerdsindstyve Mænd, på een Sten; men Jotham, Jerub-Båls yngste Søn, blev tilovers, thi han havde skjult sig. 6 Og alle Mændene i Sikem og det ganske Millo Hus forsamledes og gik hen og gjorde Abimelek til Konge ved den Lund, som står ved Sikem.
7 Og man gav Jotham det til Kende, og han gik hen og stod på Garizims Bjergs Top og opløftede sin Røst og råbte og sagde til dem: Hører mig, I Mænd i Sikem, så skal Gud høre eder! 8 Træerne gik engang hen for at salve en Konge over sig, og de sagde til Olietræet: Reger over os! 9 Og Olietræet sagde til dem: Skulde jeg forlade min Fedme, som Gud og Menneskene ære hos mig, og gå hen at svæve over Træerne 10 Da sagde Træerne til Figentræet: Kom du, reger over os! 11 Men Figentræet sagde til dem: Skulde jeg forlade min Sødme og min gode Frugt og gå hen at svæve over Træerne? 12 Da sagde Træerne til Vinstokken: Kom du, reger over os! 13 Og Vinstokken sagde til dem: Skulde jeg forlade min Most, som glæder Guder og Mennesker, og gå hen at svæve over Træerne? 14 Da sagde alle Træerne til Tornebusken: Kom du, reger over os! 15 Og Tornebusken sagde til Træerne: Er det i Sandhed så, at I ville salve mig til Konge over eder, da kommer, skjuler eder under min Skygge; men hvis ikke, da komme Ild ud af Tornebusken og fortære Cedrene på Libanon. 16 Og dersom I nu have handlet troligt og redeligt, ved at I have gjort Abimelek til Konge, og I have gjort godt imod Jerub-Bål og imod hans Hus, og I have gjort imod ham, som han har fortjent, 17 da rnin Fader har ført Krig for eders Skyld, og han har sat sig i Livsfare og friet eder af Midianiternes Hånd; 18 og I dog ere ståede op imod rnin Faders Hus i Dag og have ihjelslaget Sønner, halvfjerdsindstyve Mænd på, een Sten, og have gjort Abimelek, hans Tjenestekvindes Søn, til Konge over Mændene i Sikem, fordi han er eders Broder; 19 ja, dersom I have handlet troligt og redeligt imod Jerub-Bål og imod hans Hus på denne Dag: Da værer glade over Abimelek, og han være også glad over eder; 20 men hvis ikke, da udkomme Ild fra Abimelek og fortæer Mændene i Sikem og Millo Hus; der udkomme og Ild fra Mændene i Sikem og af Millo Hus og fortære Abimelek! 21 Og Jotham flyede og undveg og gik til Beer, og han boede der borte fra sin Broder, Abimeleks Ansigt.
22 Og Abimelek var Fyrste over Israel tre År. 23 Og Gud sendte en ond Ånd imellem Abimelek og imellem Mændene i Sikem, og Mændene i Sikem bleve utro mod Abimelek, 24 for at den Vold mod de halvfjerdsindstyve Jerub-Båls Sønner skulde komme, og deres Blod skulde lægges på Abimelek, deres Broder, som havde ihjelslaget dem, og på Mændene i Sikem, som havde styrket hans Hænder til at ihjelslå sine Brødre. 25 Og Mændene i Sikem lagde et Baghold for ham på Bjergenes Toppe, og de røvede fra hver, der gik forbi dem på Vejen ; og det blev Abimelek tilkendegivét. 26 Men Gaal Ebeds Søn og hans Brødre kom, og de gik over til Sikem; og Mændene i Sikem forlode sig på ham. 27 Og de gik ud på Marken og høstede deres Vingårde og trådte Vindruerne og gjorde sig Forlystelser, og de gik ind i deres Guders Huse og åde og drak og bandede Abimelek. 28 Og Gål, Ebeds Søn, sagde: Hvo er Abimelek og hvo er Sikem, at vi skulle tjene ham? er han ikke Jerub-Båls Søn, og Sebul hans Befalingsmand? tjener I Hemors, Sikems Faders Folk! men vi, hvorfor skulle vi tjene ham? 29 Og hvo vil give dette Folk under min Hånd, så vil jeg bortskaffe Abimelek; men han sagde til Abimelek: Formér din Hær og drag ud'. 30 Der Sebul, de Øverste i Staden, hørte Gåls, Ebed Søns, Ord, da optændtes hans Vrede. 31 Og han sendte i Smug Bud til Abimelek og lod sige: Se Gål Ebeds Søn, og hans Brødre er komne til Sikem, og se, de opægge Staden imod dig. 32 Så gør dig nu rede om Natten, du og Folket, som er hos dig, og lur på Marken; 33 Og det skal ske, om Morgenen, når Solen gaar op, da stå aarle op og overfald Staden; og se, når han og det Folk, som er hos ham, er drage ud imod dig, da må du gøre, med ham, som din Hånd magter, 34 Og Abimelek stod op om Natten og alt det Folk, som var hos ham, og de lurede på Sikem med fire Hobe. 35 Og Gaal, Ebeds Søn, gik ud og stod ved Indgangen af Stadsporten; men Abimelek stod op og det Folk, som var med ham, af Bagholdet. 36 Og der Gål så Folket, da sagde han til Sebul: Se der kommer Folk ned fra Bjergenes Toppe; da sagde Sebul til ham: Du anser Skyggen af Bjergene for Folk. 37 Og Gål blev ydermere ved at tale og sagde: Se, der kommer Folk ned fra Landets Højder, og een Hob kommer fra Vejen til Troldmændenes Eg. 38. Da sagde Sebul til ham: Hvor er nu din Mund, du som sagde: Hvo er Abimelek, at vi skulle tjene ham? er dette ikke det Folk som du foragtede? Kære, gak du nu ud og strid imod det! 39 Og Gål gik ud, frem for Mændene i Sikem, og stred imod Abimelek. 40 Men Abimelek. forfulgte ham, og han flyede for hans Ansigt; og der faldt mange ihjelslagne indtil Indgangen til Porten. 41 Og Abimelek blev i Aruma; men Sebul uddrev Gål og hans Brødre, så at de ikke måtte blive i Sikem. 42 Og det skete den anden Dag, da gik Folket ud på Marken, og de gave Abimelek det til Kende. 43 Da tog han Folket og delte dem i tre Hobe og lagde et Baghold på Marken; og han så, og se, Folket gik ud af Staden, og han rejste sig imod dem og slog dem. 44 Og Abimelek og de Hobe, som vare hos ham, overfaldt dem og stillede sig for Indgangen til Stadens Port, og to Hobe overfaldt alle dem, som vare på Marken, og sloge dem. 45 Da stred Abimelek imod Staden den ganske Dag og indtog Staden ihjelslog Folket, som var der udi; og han nedbrød Staden og besåede den med Salt. 46 Der alle Mændene i Taarnet i Sikem hørte, det da gik de ind i Beriths Gudshuses Tårn. 47 Og der kundgjordes Abimelek, at alle Mændene på Tårnet i Sikem havde samlet sig 48 Da gik Abimelek op på Bjerget Zalmon, han og alt Folket, som var med ham, og Abimelek tog Øksen i sin Hånd og huggede en Gren af Træerne og løftede den op og lagde den på sin Skulder; og han sagde til Folket, som var med ham: Hvad I så, jeg gjorde, skynder eder at gøre som jeg! 49 Da huggede ogsaa alt Folket hver sin Gren af, og de gik efter Abimelek og lagde dem op til Tårnet og satte med dem Ild på Tårnet, så at også alle Mænd på Tårnet i Sikem døde, ved Tusinde Mænd og Kvinder, 50 Så drog Abimelek til Thebez og han lejrede sig mod Thebez og indtog den. 51 Men der var et stærkt Tårn midt i Staden, derhen flyede alle Mændene og Kvindene, ja alle Borgerne i Staden og lukkede til efter sig; og de stege op på Taget af Tårnet. 52 Da kom Abimelek til Tårnet og stred derimod; og han, kom nær til Døren på Tårnet for at opbrænde det med lld. 53 Men en Kvinde kastede et Stykke af en Møllesten på Abimeleks Hoved og knuste hans Hovedpande. 54 Da råbte han hasteligen ad den unge Karl, som bar hans Våben, og sagde til ham: Drag dit Sværd ud og slå mig ihjel, at de ikke skulle sige om mig: En Kvinde slog ham ihjel; og hans unge Karl stak ham igennem, og han døde. 55 Og de israelitiske Mænd så at, Abimelek var død, da gik de hver til sit Sted. 56 Så betalte Gud Abimelek det onde, som han havde gjort imod sin Fader, der han ihjelslog sine halvfjerdsindstyve Brødre. 57 Og al Sikems Mænds Ondskab lod Gud komme tilbage på deres Hoved; og Jothams, Jerub-Båls Søns, Forbandelse kom over dem.

10 Kapitel - Do.10
Og efter Abimelek opstod Thola en Søn af Pua, Dodos Søn, en Mand af Isaskar, at frelse Israel; og han boede i Samir på Efraims Bjerg, 2 Og han dømte Israel tre og tyve Aar, og han døde og blev begraven i Samir. 3 Og efter ham opstod Gileaditeren Jair og dømte Israel to og tyve År. 4 Og han havde tredive Sønner, som rede på tredive Asenfoler, og de havde tredive Stæder; dem kaldte de Jairs Byer indtil denne Dag, de ligge i Gileads Land. 5 Og Jair døde og blev begraven i Kamon.
6 Og Israels Børn bleve ved at gøre ondt for Herrens Øjne og tjente Bålerne og Astarterne og Syriens Guder og Zidons Guder og Moabs Guder og Ammons Børns Guder og Filisternes Guder; og de forlode Herren og tjente ham ikke. 7 Da optændtes Herrens Vrede imod Israel, og han solgte dem i Filisternes Haand og Ammons Børns Haand. 8 Og de nedsloge og knuste Israels Børn i det sarnme År; atten År plagede de alle Israels Børn, som vare paa hin Side Jordanen i Amoriternes Land, som er i Gilead. 9 Og Ammons Børn droge over Jordanen at stride endog imod Juda og imod Benjamin og imod Efraims Hus, så at Israel var såre trængt. 10 Da råbte Israels Børn til Herren og sagde: Vi have syndet imod dig, fordi vi have forladt vor Gud og tjent Bålerne.
11 Og Herren sagde til Israels Børn: Havde ikke Ægypter og Amoriter, Ammons Børn og Filister 12 og Zidonier og Amalek og Maon undertrykket eder og I råbte til mig, og jeg frelste eder af deres Hånd. 13 Og I forlode rnig og tjente andre Guder; derfor vil jeg ikke blive ved at frelse eder. 14 Går og råber til de Guder, som I have udvalgt; lad dem frelse eder i eders Trængsels Tid. 15 Da sagde Israels Børn til Herren: Vi have syndet; gør du rned os efter alt det, som er godt for dine Øjne; dog, kære, udfri os paa denne Dag. 16 Og de kastede de fremmedes Guder bort fra sig og I tjente Herren; og han ynkedes inderlig over Israels Nød. 17 Og Ammons Børn bleve sammenkaldte, og de lejrede sig i Gilead; men Israels Børn samledes og lejrede sig i Mizpa. 18 Og Folket, Fyrsterne i Gilead, sagde den ene til den anden: Hvo er den Mand, som vil begynde at stride imod Ammons Børn? han skal være Hoved for alle dem, som bo i Gilead.

11 Kapitel - Do.11
Og Gileaditeren Jeftha var vældig til Strid, men han var en Horekvindes Søn; og Gilead havde avlet Jeftha. 2 Og Gileads Hustru fødte ham Børn; da Hustruens Børn bleve store, udstødte de Jeftha og sagde til ham: Du skal ikke arve i vor Faders Hus, thi du er en anden Kvindes Søn. 3 Da flyede Jeftha fra sine Brødres Ansigt og boede i Landet Tob; og der samlede sig til Jeftha løse Mænd, og de droge ud med ham. 4 Og det skete efter nogle År, da strede Ammons Børn imod Israel. 5 Og det skete, der Ammons Børn strede mod Israel, da gik de Ældste af Gilead hen at hente Jeftha fra Landet Tob. 6 Og de sagde til Jeftha: Kom, så skal du være vor Øverste, og vi ville stride imod Ammons Børn. 7 Og Jeftha sagde til de Ældste af Gilead: Have I ikke hadet mig og udstødt mig af mig Faders Hus hvorfor kommne I nu til mig, efterdi I have Trængsel? 8 Og de Ældste af Gilead sagde til Jeftha: Derfor vende vi nu tilbage til dig, at du skal gå med os og stride imod Ammons Børn; og du skal være vort Hoved, ja alle deres, som bo i Gilead 9 Og Jeftha sagde til de Ædste af Gilead: Dersom I hente mig for at stride imod Ammons Børn, og Herren giver dem for mit Ansigt, skal jeg da være eders Hoved? 10 Da sagde de Ældste af Gilead til Jeftha: Herren skal være Vidne imellem os, dersom vi ikke gøre således efter dine Ord. 11 Så gik Jeftha med de Ældste af Gilead, og Folket satte ham over sig, til et Hoved og til en Øverste, og Jeftha talede alle sine Ord for Herrens Ansigt i Mizpa.
12 Da sendte Jeftha Bud til Ammons Børns Konge og lod sige: Hvad har jeg med dig at gøre, at du kommer til mig at stride imod mit Land? 13 Ammons Børns Konge sagde til Jefthas Bud: Fordi Israel har taget mit Land, der han drog op af Ægypten, fra Arnon og indtil Jakob og indtil Jordanen; så giv mig nu de Stæder tilbage med Fred! 14 Men Jeftha sendte atter Bud til Ammons Børns Konge. 15 Og han lod sige til ham: Så siger Jeftha: Israel har ikke taget Moabs Land eller Ammons Børns Land; 16 thi der de droge op af Ægypten, da vandrede Israel i Ørken indtil det røde Hav, og kom til Kades. 17 Og Israel sendte Bud til Edomiternes Konge og lod sige: Kære, lad mig drage igennem dit Land, men Edomiternes Konge vilde ikke høre; han sendte også Bud til Moabiternes Konge, men denne vilde heller ikke; så blev Israel i Kades. 18 Derefter vandrede han i Ørken og drog omkring, Edomiternes Land og og kom fra Solens Opgang til Moabiternes Land og de lejrede sig på hin Side Arnon; og de kom ikke i Moabiternes Landemærke; thi Arnon er Moabiternes Landemærke. 19 Og Israel sendte Bud til Sihon, Amoriternes Konge, Kongen i Hesbon, og Israel lod ham sige: Kære, lad os drage igennem dit Land indtil mit Sted. 20 Men Sihon troede ikke Israel, så at han lod ham drage igennem sit Landemærke; men Sihon samlede alt sit Folk, og de lejrede sig i Jahza, og han stred imod Israel. 21 Da gav Herren, Israels!Gud, Sihon og alt hans Folk i Israels Hånd, og de sloge dem; så indtog Israel til Ejendom hele Landet fra Amoriterne, som boede sammesteds. 22 Og de indtoge alt Amoriternes Landemærke til Ejendom, fra Arnon og indtil Jabok og fra Ørken og indtil Jordanen. 23 Så har nu Herren, Israels Gud, fordrevet Amoriterne fra sit Folks Israels Ansigt; og du vil tage det i Eje? 24 Mon du ikke tager til Eje det, som din Gud Kamos giver dig i Eje? og alt hvad Herren vor Gud har gjort ryddeligt for vort Ansigt, det tage vi i Eje. 25 Og nu, er du vel meget bedre end Balak, Zippors Søn, Moabiternes Konge? har han vel trættet med Israel, eller har han vel ført Krig imod dem? 26 Da Israel har boet i Hesbon og i dens tilhørende Stæder og i Aroer og i dens tilhørende Stæder og i alle Stæderne, som ligge ved Arnons Bredder, tre Hundrede År, hvorfor friede I dem da ikke i den Tid? 27 Og jeg har intet syndet imod dig, og du gør dette onde imod mig, at du strider imod mig; Herren, som er Dommer, skal dømme i Dag imellem Israels Børn og imellem Ammons Børn. 28 Men Ammons Børns Konge hørte ikke Jefthas Ord, hvilke han sendte til ham. 29 Og Herrens Aand var over Jeftha, og han drog igennem Gilead og Manasse; og han drog over til Mizpa i Gilead og fra Mizpa i Gilead drog han over til Ammons Børn, 30 og Jeftha lovede Herren et Løfte og sagde: Dersom du giver Ammons Børn i min Haand, 31 da skal det ske, at det, som går ud, ja det, som går ud af mit Huses Døre imod mig, når jeg kommer tilbage med Fred fra Ammons Børn, det skal høre Herren til, og jeg vil ofre det til et Brændoffer. 32 Så drog Jeftha over til Ammons Børn for at stride imod dem, og Herren gav dem i hans Haand. 33 Og han slog dem fra Aroer, og indtil man kommer til Minnith, tyve Stæder, og indtil Abel-Keramim med et såre stort Slag; så bleve Ammons Børn ydmygede for Israels Børns Ansigt. 34 Og Jeftha kom til Mizpa til sit Hus, og se, hansDatter gik ud mod ham med Trommer og med Dans, og hun var hans eneste; han havde ellers hverken Søn eller Datter. 35 Og det skete, der han så hende, da sønderrev han sine Klæder og sagde: Ak, min Datter! du har nedbøjet mig såre, og du har bedrøvet mig inderligen; thi jeg oplod min Mund til Herren, og jeg kan ikke kalde det tilbage. 36 Og hun sagde til ham: Min Fader! har du opladt din Mund til Herren, da gør med mig, som det er udgået af din Mund, efter at Herren har skaffet dig fuldkommen Hævn over dine Fjender, over Ammons Børn. 37 Og hun sagde til sin Fader: Denne Ting lad mig vederfares, giv mig Frist to Måneder, at jeg må gå og fare ned på Bjergene og begræde min Jomfrustand, jeg og mine Veninder. 38 Og han sagde:Gak hen og han gav hende Frist to Måneder;da gik hun med sine Veninder hen og begræd sin Jomfrustand på Bjergene. 39 Og det skete, der to Måneder vare til Ende, da kom hun tilbage til sin Fader, og han gjorde med hende efter sit Løfte, som han havde lovet; og hun kendte ikke Mand. Og det blev en Skik i Israel: 40 Israels Døtre gå fra År til År for at prise Gileaditeren Jefthas Datter fire Dage om Året.

12 Kapitel - Do.12
Og hver Mand af Efraim blev opbudt og drog over mod Norden, og de sagde til Jeftha: Hvorfor gik du over til at stride imod Ammons Børn og kaldte os ikke at gå med dig? Vi ville brænde dit Hus over dig med Ild. 2 Og.Jeftha sagde til dem: Jeg og mit Folk havde en svar Trætte med Ammons Børn; og, jeg kaldte ad eder, men I frelste mig ikke af deres Hånd. 3 Der jeg så, at du ikke vilde frelse, da satte, jeg mit Liv i min Hånd og drog over til Ammons Børn; og Herren gav dem i min Hånd; og hvorfor komme I op til mig på denne Dag at stride imod mig? 4 Og Jeftha samlede alle Mænd i Gilead og stred imod Efraim; og Mændene i Gilead sloge Efraim; thi de havde sagt: I Mænd af det Gilead, som ligger mellem Efraim og Manasse, ere overløbere fra Efraim. 5 Thi Gileaditerne indtoge Jordanens Færgestæder overfor Efraim, og det skete, når nogen af de undkomne af Efraim sagde: Jeg vil gå over, da sagde Mændene af Gilead til ham: er du en Efratiter og han sagde: Nej 6 Da sagde de til ham: Kære sig: Sjibboleth,og han sagde: I Sjibboleth, og kunde saaledes ikke udtale det ret; så grebe de ham og sloge ham ihjel ved Jordanens Færgestæder og der faldt på den samme Tid af Efraim to og fyrretyve Tusinde 7 Og Jeftha dømte Israel seks Aar; og Gileaditeren Jeftha døde og blev begraven i en af Stæderne udi Gilead.
8 Og efter ham dømte Ibzan af Bethlehelm Israel. 9 Og han have tredive Sønner, og tredive Døtre udstyrede han og indførte tredive Døtre til sine Sønner udenfra; og han dømte Israel syv År. 10 Og Ibzan døde og blev begraven i Bethlehem. 11 Og efter ham dømte Sebuloniteren Elon Israel; og han dømte Israel ti År. 12 Og Sebuloniteren Elon døde, og han blev begraven i Ajalon udi Sebulons Land. 13 Og efter ham dømte Pireathoniteren Abdon, Hillels Søn, Israel. 14 Og han havde fyrretyve Sønner og tredive Sønnesønner, som rede på halvfjerdsindstyve Asenfoler; og han dømte Israel otte År. 15 Og Abdon, Pireathoniteren Hillels Søn døde; og han blev begraven i Pireathon udi Efraims Land på Amalekiternes Bjerg.

13 Kapitel - Do.13
Og Israels Børn bleve ved at gøre det, som var ondt for Herrens Øjne, og Herren gav dem i Filisternes Hånd fyrretyve Aar. 2 Og der var en Mand fra Zora, af en Daniters Slægt, og hans Navn var Manoa; og hans Hustru var ufrugtbar og fødte ikke. 3 Og Herrens Engel åbenbaredes for Kvinden, og han sagde til hende: Se, kære, du er ufrugtbar og føder ikke, men du skal blive frugtsommelig og føde en Søn. 4 Så, kære, forvar dig nu, at du ikke drikker Vin ej heller stærk Drik, og at du ikke æder noget urent. 5 thi se, du skal vorde frugtsommelig og føde en Søn, og paa hans Hoved skal ikke komme Ragekniv; thi Drengen skal være en Guds Nasiræer fra Moders Liv af, og han skal begynde at frelse Israel af Filisternes Hånd.
6 Da kom Kvinden og sagde til sin Mand: Der kom en Guds Mand til mig, og hans Udseende var som en Guds Engels Udseende, såre forfærdelig; og jeg spurgte ham ikke, hvorfra han var, og han kundgjorde mig ikke sit Navn. 7 Men han sagde til mig: Se, du skal vorde frugtsommelig og føde en Søn; saa skal du nu ikke drikke Vin eller stærk Drik og ikke æde noget urent; thi Drengen skal være en Guds Nasiræer fra Moders Liv af indtil sin Dødsdag. 8 Da bad Manoa til Herren og sagde: Hør mig, Herre! Kære, lad den Guds Mand, som du udsendte, atter komme til os, at han kan lære os, hvad vi skulle gøre ved Drengen, som skal fødes. 9 Og Gud hørte Manoas Røst; og Guds Engel kom atter til Kvinden, og hun sad på Marken; men hendes Mand Manoa var ikke hos hende. 10 Da hastede Kvinden og løb og gav sin Mand det til Kende, og hun sagde til ham: Se, den Mand, der kom til mig hin Dag, åbenbaredes for mig. 11 Da stod Manoa op og gik efter sin Hustru, og han kom til Manden og sagde til ham: Er du den Mand, som talede med Kvinden? og han sagde: Ja, jeg er. 12 Og Manoa sagde: Når det nu kommer, som du har sagt, hvad skulle vi iagttage med Drengen, og hvad skulle vi gøre ved ham 13 Og Herrens Engel sagde til Manoa: For alt det, som jeg har sagt til Kvinden, skal hun tage sig i Vare. 14 Hun skal ikke æde af noget, som kommer af Vinstokken, og ikke drikke Vin eller stærk Drik og intet urent æde; alt det, som jeg har budet hende, skal hun holde.
15 Og Manoa sagde til Herrens Engel: Kære, lad os opholde dig lidt, så ville vi lave et Bukkekid for dit Ansigt. 16 Men Herrens Engel sagde til Manoa: Dersom du opholder mig, æder jeg dog ikke af din Mad, men dersom du vil gøre dit Brændeoffer, må du ofre Herren det; thi Manoa vidste ikke, at det var Herrens Engel. 17 Og Manoa sagde til Herrens Engel: Hvad er dit Navn, at vi kunne ære dig, når det kommer, som du har sagt. 18 Og Herrens Engel sagde til ham: Hvi spørger du om mit Navn? se; det er underligt. 19 Da tog Manoa et Bukkekid og Madofret og ofrede det for Herren på Klippen; og Engelen gjorde et Under, men Manoa og hans Hustru så til. 20 Og det skete, der Luen for op fra Alteret til Himmelen, da for Herrens Engel op i Luen fra Alteret; der Manoa og hans Hustru saa det, da faldt de på deres Ansigt til Jorden. 21 Og Herrens Engel lod sig ikke ydermere se for Manoa og for hans Hustru; da fornam Manoa, at det var Herrens Engel. 22 Og Manoa sagde til sin Hustru: Vi dø visseligen; thi vi have set Gud. 23 Men hans Hustru sagde til ham: Om Herren havde haft Lyst til at ihjelslå os, havde han ikke taget Brændoffer og Madoffer af vor Hånd, ej heller ladet os se alt dette og på denne Tid ej ladet os høre saadanne Ting. 24 Og Kvinden fødte en Søn og kaldte hans Navn Samson; og Drengen blev stor, og Herren velsignede ham. 25 Og Herrens Ånd begyndte at drive ham i Dans Lejr imellem Zora og Esthaol.

14 Kapitel - Do.14
Og Samson gik ned til Thimna, og saa en Kvinde af Filisternes Døtre i Thimna. 2 Og han kom op og gav sin Fader og sin Moder det til Kende og sagde: Jeg har set en Kvinde af Filisternes Døtre i Thimna; så tager mig nu hende til Hustru. 3 Og hans Fader og hans Moder sagde til ham: Er der ingen Kvinde iblandt dine Brødres Døtre og iblandt alt mit Folk, at du går hen at tage en Hustru af de uomskårne Filister? Og Samson sagde til sin Fader: Tag mig denne, thi hun er den rette for mine Øjne. 4 Men hans Fader og hans Moder vidste ikke, at det var af Herren, thi han søgte en Anledning fra Filisterne selv; men Filisterne herskede paa, den Tid over Israel. 5 Saa gik Samson og hans Fader og hans Moder ned til Thimna; og de kom til Thimnas Vingaarde, og se, da kom en ung Løve brølende imod ham. 6 Og Herrens Ånd kom heftig over ham, og han sled den i Stykker, som man slider et Kid, og han havde ikke noget i sin Hånd; og han gav ikke sin Fader eller sin Moder til Kende, hvad han havde gjort. 7 Og han kom ned og talede med Kvinden, og hun var den rette for Samsons Øjne.
8 Og nogen Tid derefter kom han tilbage for at tage hende, og han bøjede af fra Vejen for at bese Løvens Ådsel; og se, der var en Bisværm og Honning i Løvens Krop. 9 Og han tog den i sine Hænder, og medens han gik videre, åd han og gik så til sin Fader og til sin Moder og gav dem, og de åde, men han gav dem ikke til Kende, at han havde taget Honningen af Løvens Krop. 10 Og der hans Fader kom ned til Kvinden, da gjorde Samson der et Gæstebud; thi saaledes plejede de unge Karle at gøre. 11 og det skete, der de så ham, da toge de tredive Selskabsbrødre, og de vare hos ham. 12 Da sagde Samson til dem: Kære, jeg vil fremsætte for eder en mørk Tale; dersom I forklare mig den i disse syv Gæstebuds Dage og finde derpå, da vil jeg give eder tredive Skjorter og tredive Klædninger til at skifte med. 13 Men kunne I ikke forklare mig den, da skulle I give mig tredive Skjorter og tredive Klædninger til at skifte med og de sagde til ham: Fremsæt din mørke Tale og lad os høre den! 14 Og han sagde til dem: Der udgik Mad af Æderen, og der udgik Sødme af den stærke; og de kunde ikke forklare den mørke Tale i tre Dage.
15 Og det skete på den syvende Dag, da sagde de til Samsons Hustru, Lok din Mand til, at han forklarer os den mørke Tale, at vi ikke skulle brænde dig og din Faders Hus med Ild; have I indbudet os, at I ville gøre os fattige eller ikke? 16 Da græd Samsons Hustru over ham og sagde: Du hader mig ikkun og har mig ikke kær, du har fremsat en mørk Tale for mit Folks Børn og ikke forklaret den for mig; og han sagde til hende: Se, jeg har ikke forklaret den for min Fader eller for min Moder, og skulde jeg forklare den for dig? 17 Og hun græd over ham i de syv Dage, som de havde Gæstebud; og det skete, på den syvende Dag forklarede han den for hende, thi hun trængte ham, og hun forklarede den mørke Tale for sit Folks Børn. 18 Da sagde Mændene af Staden til ham på den syvende Dag, før Solen gik ned: Hvad er sødere end Honning og hvad er stærkere end en Løve? Da sagde han til dem: Dersom I ikke havde pløjet med min Kalv, da havde I ikke fundet paa min mørke Tale. 19 Og Herrens Ånd kom heftig over ham, og han gik ned til Askalon og slog tredive Mænd af dem og tog deres Klæder og gav Klædninger til at skifte med til dem, som forklarede den mørke Tale; og hans Vrede optændtes, og han gik op til sin Faders Hus. 20 Men Samsons Hustru blev given hans Selskabsbroder, som havde været i Selskab med ham.

15 Kapitel - Do.15
Og det skete nogen Tid derefter, udi Hvedehøstens Dage, at Samson besøgte sin Hustru med et Gedekid, og han sagde: Jeg vil gå til min Hustru ind i Kammeret, og hendes Fader tilstedte ham ikke at komme ind. 2 Og hendes Fader sagde: Jeg tænkte, at du havde fået Had til hende, og jeg gav din Selskabsbroder hende; er ikke hendes yngre Søster bedre end hun? Kære, lad hende være din i Stedet for denne. 3 Da sågde Samson til dem: Jeg er denne Gang uden Skyld for Filisterne, når jeg gør ondt imod dem. 4 Og Samson gik hen og greb tre Hundrede Ræve, og han tog Blus og vendte Stjært til Stjært og satte et Blus midt imellem to Stjærte. 5 Og han tændte Ild i Blussene og lod dem fare ind iblandt Filisternes stående Korn, og han satte Ild både på Negene og på det stående Korn og på Olivenhaverne. 6 Da sagde Filisterne: Hvo har gjort dette? og de sagde: Samson, den Thimniters Svigersøn, fordi han tog hans Hustru og gav hans Selskabsbroder hende; da droge Filisterne op og opbrændte hende og hendes Fader med Ild. 7 Men Samson sagde til dem: Når I gøre saaledes, da vil jeg ikke holde op, førend jeg får hævnet mig på eder. 8 Og han slog dem med et stort Slag på Hoften og på Lårene; og han gik ned og boede i en Hule i Klippen Etham.
9 Da droge Filisterne op og lejrede sig imod Juda og adspredte sig i Leki. 10 Og Judas Mænd sagde: Hvi ere I dragne op imod os? og de sagde: Vi ere komne op for at binde Samson, for at gøre ved ham, ligesom han har gjort ved os. 11 Da droge tre Tusinde Mænd af Juda ned til Hulen i Klippen Etham, og de sagde til Samson: Ved du ikke, at Filisterne herske over os, og hvorfor har du gjort dette imod os? og han sagde til dem: Ligesom de gjorde ved mig, så har jeg gjort ved dem. 12 Og de sagde til ham: Vi ere komne ned for at binde dig, for at give dig i Filisternes Hånd, og Samson sagde til dem: Sværger mig, at I ikke ville anfalde mig. 13 Og de sagde til ham: Nej, men vi ville kun binde dig og give dig i deres Hånd, men ikke slå dig ihjel; og de bandt ham med to nye Reb, og de førte ham op fra Klippen. 14 Der han kom til Leki, da skrege Filisterne mod ham; men Herrens Ånd kom heftig over ham, og de Reb, som vare om hans Arme, bleve som Tråde, brændte af Ilden, og hans Bånd smuldrede og faldt af hans Hænder. 15 Og han fandt en frisk Asenkæft, og han udrakte sin Hånd og tog den og slog dermed tusinde Mand. 16 Og Samson sagde: Med en Asenkæft har jeg slaget en Hob, ja to Hobe, med en Asenkæft har jeg slaget tusinde Mand.
17 Og det skete, der han havde fuldendt at tale, da kastede han Kæften af sin Hand; og han kaldte det samme Sted Ramath-Leki*. 18 Men han tørstede såre, og han kaldte på Herren og sagde: Du har givet denne store Frelse ved din Tjeners Hånd; men nu må jeg dø af Tørst og falde udi de uomskårnes Hånd. 19 Da flakte Gud Kindtanden, som var i Kæften, og der udgik Vand af den, og han drak, og hans Ånd kom igen, og han blev ved Live; derfor kaldte man dens Navn En-Hakore Asker-Baleki** indtil på denne Dag. 20 Og han dømte Israel i Filisternes Dage, tyve År.

16 Kapitel - Do.16
Og Samson gik til Gaza, og han så der en Kvinde, en Skøge, og kom til hende. 2 Og man sagde til Gaziterne: Samson er kommen hid, og de gik omkring og lurede på ham den ganske Nat ved Stadsporten; men de vare stille den ganske Nat, og de sagde: Når det bliver lyst i Morgen, da ville vi sla ham ihjel. 3 Og Samson lå indtil Midnatten, og han stod op om Midnat og tog fat på Dørene af Stadens Port og på begge Stolperne og løftede dem op tillige med Slåerne og lagde dem på sine Skuldre, og han bar dem op på Toppen af det Bjerg, som er lige for Hebron
4 Og det skete derefter, at han fik Kærlighed til en Kvinde ved Bækken Sorek, og hendes Navn var Dalila 5 Og Filisternes Fyrster kom op til hende og sagde til hende: Lok ham og se, hvorudi hans store Kraft består, og hvormed vi formå noget imod ham, så ville vi binde ham for at plage ham; og vi ville hver give dig tusinde og hundrede Sekel Sølv. 6 Og Dalila sagde til Samson: Kære, giv mig til Kende, hvorudi din store Kraft består, og hvormed du kan bindes, at man kan plage dig. 7 Og Samson sagde til hende: Dersom de bandt mig med syv grønne Bast, som ikke ere blevne tørre, da blev jeg svag og blev som et andet Menneske. 8 Da bragte Filisternes Fyrster hende syv grønne Bast, som ikke vare tørre; og hun bandt ham med dem. 9 Og hun havde een, som lurede, siddende i Kammeret; og hun sagde til ham: Filisterne ere over dig, Samson! men han sønderrev Bastene, som en Tråd af Blår sønderrives, når den berøres af Ilden, og man fik ej at vide, hvori hans Kraft bestod. 10 Da sagde Dalila til Samson: Se, du har bedraget mig og sagt Løgn for mig; kære, giv mig nu til Kende, hvormed du kan bindes. 11 Og han sagde til hende: Dersom de bandt mig fast med nye Reb, med hvilken ingen Gerning er gjort, da blev jeg svag og blev som et andet Menneske. 12 Da tog Dalila nye Reb og bandt ham med dem, og hun sagde til ham: Filisterne ere over dig, Samson! men hun havde een, som lurede, siddende i Kammeret; og han rev dem af sine Arme som en Tråd. 13 Og Dalila sagde til Samson: Hiddtil har du bedraget mig og sagt Løgn for mig, giv mig dog til Kende, hvormed du kan bindes? og han sagde til hende: Dersom du vævede syv Hovedlokker om Vævestangen. 14 Og hun fæstede dem til en Nagle, og hun sagde til ham: Filisterne ere over dig, Samson! Men han vågnede op af sin Søvn og rykkede Vævernaglen op tillige med Væverstangen. 15 Og hun sagde til ham: Hvorledes kan du sige: Jeg elsker dig, da dit Hjerte ikke er med mig? nu har du tre Gange bedraget mig og ikke givet mig til Kende, hvori din store Kraft består. 16 Men det skete, der hun trængte ham alle Dage med sine Ord og plagede ham meget, da blev hans Sjæl bekymret indtil Døden. 17 Og han gav hende sit ganske Hjerte til Kende og sagde til hende: Der kom ikke Ragekniv på mit Hoved, thi jeg er en Guds Nasiræer fra Moders Liv af; dersom jeg rages, da viger min Kraft fra mig, og jeg bliver svag og bliver som alle andre Mennesker. 18 Der Dalila så, at han havde givet hende sit ganske Hjerte til Kende, da sendte hun hen og lod kalde Filisternes Fyrster og sige: Kommer denne Gang op, thi han har givet mig sit ganske Hjerte til Kende; da kom Filisternes Fyrster op til hende og bragte Sølvet op i deres Hånd. 19 Og hun lod ham sove på sine Knæ og kaldte ad en Mand og lod hans syv Hovedlokker afrage; og hun begyndte at plage ham; da var hans Kraft; vegen fra ham. 20 Og hun sagde: Filisterne ere over dig, Samson! og han vågnede op af sin Søvn og sagde: Jeg vil gå ud, som jeg mange Gange har gjort, og slide mig løs; men han vidste ikké, at Herren var vegen fra ham.
21 Men Filisterne grebe ham og stak hans Øjne ud; og de førte ham ned til Gaza og bandt ham med to Kobberlænker, og han malede i Fangernes Hus. 22 Og hans Hovedhår begyndte at gro, hvor han var raget 23 Men Filisternes Fyrster samledes, for at ofre til deres Gud, Dagon, et stort Offer og for at være glade; thi de sagde: Vor Gud har givet vor Fjende Samson i vor Haand. 24 Og der Folket saa ham, da lovede de deres Gud thi de sagde: Vor Gud har givet vor Fjende i vor Hånd, og den, som ødelagde vort Land og slog mange af vore ihjel. 25 Og det skete, der deres Hjerter vare vel til Mode, da sagde de: Kalder ad Samson og lader ham lege for os; da kaldte de Samson ud af Fangernes Hus, og han legede for deres Aasyn, og de stillede ham imellem Pillerne. 26 Men Samson sagde til den unge Karl, som holdt ham ved hans Hånd: Lad mig hvile og lad mig føle på de Piller, som bære Huset, at jeg kan hælde mig op til dem. 27 Og Huset var fuldt af Mænd og Kvinder, der var og alle Filisternes Fyrster, og på Taget vare ved tre Tusinde Mænd og Kvinder, som så til, da Samson legede. 28 Men Samson kaldte på Herren og sagde: Herre, Herre! Kære, kom mig i Hu! og styrk mig dog, o Gud! denne Gang, at jeg må een Gang hævne mig til Gavns på Filisterne for begge mine Øjnes Skyld. 29 Og Samson greb omkring de to midterste Piller, som bare Huset, og han støttede sig mod dem, den ene var i hans højre og den anden i hans venstre Hånd. 30 Og Samson sagde: Min Sjæl dø med Filisterne! og han bøjede sig med Kraft: Da faldt Huset på Fyrsterne og på alt Folket, som vare derudi, og de døde vare flere, som han dræbte ved sin Død, end han dræbte i sit Liv. 31 Da kom hans Brødre og hans Faders ganske Hus ned, og de toge ham op, og de droge op og begravede ham imellem Zora og Esthaol, i hans Fader Manoas Grav; men han havde dømt Israel tyve År.

17 Kapitel - Do.17
Og der var en Mand fra Efraims Bjerg og hans Navn var Mika. 2 Og han sagde til sin Moder: De tusinde og hundrede Sekel Sølv, som ere tagne fra dig, og om hvilke du har udtalt en Forbandelse og sagt det endog i mit Påhør, se, det Sølv er hos mig, jeg har taget det; da sagde hans Moder: Velsignet være du, min Søn, for Herren! 3 Så gav han sin Moder de tusinde og hundrede Sekel Sølv tilbage; og hans Moder sagde: Jeg har helliget Herren det Sølv fra min Hånd for min Søn til at gøre et udskåret og støbt Billede, derfor giver jeg dig det nu tilbage. 4 Men han gav sin Moder Sølvet tilbage; da tog hans Moder to Hundrede Sekel Sølv og gav Guldsmeden det, og han gjorde et udskåret og støbt Billede deraf, og det var i Mikas Hus.
5 Og den Mand Mika havde et Guds Hus; og han gjorde en Livkjortel og Husguder og fyldte een af sine Sønners Hånd, at han blev hans Præst. 6 I de samme Dage var ingen Konge i Israel; hver gjorde, hvad ret var for hans Øjne. 7 Og der var en ung Karl fra Bethlehem i Juda, af Judas Slægt; men han var en Levit, og han var fremmed der. 8 Men denne Mand gik fra Staden Bethlehem i Juda for at opholde sig, hvor han fandt Lejlighed; og han kom på Efraims Bjerg til Mikas Hus for at fortsætte sin Vej. 9 Da sagde Mika til ham: Hvorfra kommer du? og han sagde til ham: Jeg er en Levit fra Bethlehem i Juda, og jeg går hen for at opholde mig, hvor jeg finder en Lejlighed. 10 Da sagde Mika til ham: Bliv hos mig, og bliv min Fader og Præst, så vil jeg hvert År give dig ti Sekel Sølv og behørige Klæder og din Føde; og Leviten; gik ind 11 Og Leviten samtykkede i at blive hos Manden;og den unge Karl var ham som en af hans Sønner 12 Og Mika fylte Levitens Hand, og den unge Karl blev hans Præst; og han var i Mikas Hus. 13 Og Mika sagde: Nu ved jeg, at Herren skal gør vel imod mig, efterdi jeg har en Levit til Præst.

18 Kapitel - Do.18
I de samme Dage var ingen Konge i Israel, og i de samme Dage søgte Daniternes Stamme sig en Lod, hvor de kunde bo; thi der var indtil den Dag ikke tilfaldet dem nogen Arv iblandt Israels Stammer. 2 Og Dans Børn udsendte af deres Slægt fem Mænd af deres hele Tal, stridbare Mænd fra Zora og fra Esthaol for at bespejde Landet og at udforske det, og de sagde til dem: Gaar hen, udforsker Landet; og de kom paa Efraims Bjerg, til Mikas Hus, og bleve der om Natten. 3 Disse vare ved Mikas Hus, og disse kendte den unge Karls, Levitens Røst, og de toge derind og sagde til ham: Hvo har ført dig herhid? og hvad gør du paa dette Sted? og hvad har du her? 4 Og han sagde til dem; Paa den og den Maade har Mika gjort imod mig, og han har lejet mig, og jeg er bleven hans Præst 5 Og de sagde til ham: Kære, spørg Gud ad, at vi maa vide, om vor Vej. som vi vandre paa, skal blive lykkelig. 6 Og Præsten sagde til dem Gaa med Fred! eders Vej, som I vandre paa, er for Herren.
7 Da gik de fem Mænd og kom til Lais; og de saa, at det Folk, som der var, boede tryggeligen, efter Zdoniernes Vis, roligt og trygt; og der var ingen, som lastede nogen Ting i Landet, eller som havde arvelig Magt: og de vare langt fra Zidonierne og havde intet at gøre med noget Menneske. 8 Og de kom til deres Brødre i Zora. og Esthaol, og deres Brødre sagde til dem: Hvad sige I? 9 Og de sagde: Staar op og lader os drage op imod dem; thi vi have set Landet; og se, det, er såre godt; og I tie? værer ikke lade til at gaa hen til at komrne til at tage Landet til Eje. 10 Naar I komme, da skulle I komme til et trygt Folk, og Landet er vidt og bredt; thi Gud har givet det i eders Haand, et Sted, hvor der ikke er Mangel paa nogen Verdens Ting.
11 Da rejste derfra af Daniternes Slægt, fra Zora og Esthaol, seks Hundrede Mænd omgjordede med Krigsvaaben. 12 Og de droge op og belejrede sig i Kirjath-Jearim i Juda; derfor kaldte de det samme Sted Dans Lejr indtil denne Dag, se, den er bag Kirjath-Jearim. 13 Og de gik derfra over paa Efraims Bjerg, og de kom til Mikas Hus. 14 Da talte de fem Mænd, som vare gangne til at bespejde Landet Lais, og sagde til deres Brødre: Vide I, at i disse Huse er en Livkjortel og Husguder og et udskaaret og støbt Billede derfor skønner nu, hvad I skulle gøre. 15 Og de toge derind og kom til den unge Karls, Levitens Hus, i Mikas Hus, og de hilsede ham. 16 Men de seks Hundrede Mænd, som vare omgjordede med deres Krigsvaaben, og som vare af Dans Børn, stode for Indgangen til Porten. 17 Og de fem Mænd, som vare udgangne til at bespejde Landet, gik op, de kom derhen, de toge det udskaarne Billede og Livkjortlen og Husguderne og det støbte Billede; og Præsten stod for Indgangen til Porten og de seks Hundrede Mænd, som vare omgjordede med Krigsvaaben. 18 Og der disse vare komne I Mikas Hus og havde taget det udskaarne Billede, Livkjortlen og Husguderne og det støbte Billede, da sagde Præsten til dem: Hvad gøre I? 19 Og de svarede ham: Ti, læg din Haand paa din Mund og gak med os, og vær vor Fader og Præst; er det bedre, at du er Præst for een Mands Hus, eller at du er Præst for en Stamme og for en Slægt i Israel? 20 Og Præstens Hjerte blev vel til Mode, og han tog Livkjortlen og Husguderne og det udskaarne Billede, og han kom midt iblandt Folket. 21 Og de vendte sig og gik bort; og de satte de smaa Børn og Kvæget, og hvad de havde at føre, foran.
22 Der de vare langt fra Mikas Hus, da bleve de Mænd, som vare i Husene ved Mikas Hus, sammenkaldte, og de indhentede Dans Børn. 23 Og de raabte til Dans Børn, og de vendte sig om, og de sagde til Mika: Hvad fattes dig, at du og de andre ere sammenkaldte? 24 Og han sagde: I have taget mine Guder, som jeg havde, gjort, og Præsten, og I gaa bort; og hvad har jeg ydermere? hvi sige I da til mig: Hvad fattes dig? 25 Da sagde Dans Børn til ham: Lad din Røst ikke høres hos os, at de Mænd, som ere bitre i Sindet, ikke skulle anfalde eder, og du forspilde dit Liv og dit Folks Liv. 26 Saa gik Dans Børn deres Vej; og Mika saa, at de vare stærkere end han, og han vendte sig og kom tilbage til sit Hus.
27 Men de toge det, som Mika havde gjort, og Præsten, som han havde haft, og kom over Lais, over et roligt og trygt Folk, og sloge dem med skarpe Sværd; og de opbrændte Staden med Ild. 28 Og der var ingen, som friede den, thi den var langt fra Zidon, og de havde intet at gøre med noget Menneske; og den laa i Dalen, som er ved Beth-Rekob; saa byggede de Staden og boede derudi. 29 Og de kaldte Stadens Navn Dan, efter deres Fader Dans Navn, denne var en Søn af Israel; dog fra Begyndelsen var Stadens Navn Lais. 30 Og Dans Børn oprejste sig det udskaarne Billede; og Jonathan, en Søn af Gerson, Manasse* Søn, var med sine Børn Præster for Daniternes Stamme, indtil den Dag, de flyttedes ud af Landet. 31 Saa satte de iblandt sig Mikas udskaarne Billede, som han havde gjort, alle de Dage, Guds Hus var i Silo.

19 Kapitel - Do.19
Og det skete i de samme Dage, da der ingen Konge var i Israel, at der var en levitisk Mand, som opholdt sig som fremmed i de fjernere Egne af Efraims Bjerge og havde taget sig en Kvinde til Medhustru fra Bethlehem i Juda. 2 Og der hans Medhustru havde bedrevet Hor hos ham, da gik hun fra ham til sin Faders Hus, til Bethlehem i Juda; og hun blev der en fire Maaneders Tid. 3 Og hendes Mand gjorde sig rede og gik efter hende, at han vilde tale kærligen med hend for at føre hende tilbage, og han havde sin Dreng og et Par Asene med sig; og hun førte ham ind i sin Faders Hus, og der den unge Kvindes Fader saa ham, da blev han glad og gik ham i Møde. 4 Og hans Svigerfader, Kvindens Fader holdt paa ham, at han blev hos ham i tre Dage; og de aade drak og bleve der om Natten. 5 Og det skete paa den fjerde Dag,, da stode de aarle op om Morgen, og han gjorde sig rede til at gaa; da sagde den unge Kvindes Fader til sin Svigersøn: Vederkvæg dit Hjerte med et Stykke Brød, og derefter maa I gaa. 6 Og de satte sig og aade begge tilsammen og drak; da sagde den unge Kvindes Fader til Manden: Kære, samtyk, og bliv Natten over og lad dit Hjerte være vel til Mode. 7 Og Manden stod op for at gaa, og hans Svigerfader nødte ham, og han vendte tilbage og blev der om Natten. 8 Og han stod aarle op om Morgenen paa den femte Dag for at gaa, da sagde den unge Kvindes Fader: Kære, vederkvæg dit Hjerte; og de tøvede, indtil Dagen hældede, og de aade begge.
9 Og Manden stod op for at gaa, han og hans Medhustru og hans Dreng; men hans Svigerfader, den unge Kvindes Fader, sagde til ham: Se, kære, Dagen lider, og det bliver Aften, kære, bliver Natten over; se, Dagen er ad Ende, bliv her i Nat og lad dit Hjerte være vel til Mode, saa kunne I i Morgen staa aarle op for at gaa eders Vej, og du kan gaa til dit Telt. 10 Men Manden vilde ikke bive om Natten, men gjorde sig rede og gik bort og kom til tværs over for Jebus, det er Jerusalem; et Par sadlede Asener vare med med,ham og hans Medhustru var med ham. 11 Da de vare ved Jebus, hælede Dagen saare, og Drengen sagde sin Herre: Kære, kom og lad os tage ind i denne Jebusiternes Stad og blive der i Nat. 12 Da sagde hans Herre til harn: Vi ville ikke tage ind i en fremmed Stad, som ikke tilhøre Israels Børn; men vi ville gaa til Gibea. 13 Og han sagde til sin Dreng: Gak frem, at vi kunne komme nær til een af Stæderne, og vi ville blive i Nat udi Gibea eller i Rama. 14 Og de gik forbi og vandrede, og Solen gik ned for dem, der de vare hart ved Gibea, som hører Benjamin til. 15 Og de toge ind der og kom for at blive Natten over i Gibea; og der han kom ind, da satte han sig paa Gaden i Staden; thi der var ingen, som annammede dem i Hus og lod dem blive hos sig om Natten. 16 Og se, der kom en gammel Mand fra sin Gerning fra Marken om Aftenen, og Manden var fra Efraims Bjerg, og han var en fremmed i Gibea, men Mændene paa det Sted vare Benjaminiter. 17 Og han opløftede sine Øjne og saa den vejfarende Mand paa Stadens Gade; da sagde den gamle Mand: Hvor vil du gaa hen, og hvorfra kommer du? 18 Og han sagde til ham: Vi gaa fra Bethlehem i Juda til de fjerner Egne af Efraims Bjerg, hvor jeg er fra, og jeg var gangen til Bethlehem i Juda; men jeg gaar til Herrens Hus, og der er ingen Mand, som annammer mig i Hus. 19 Og jeg har baade Straa og Foder til vore Asener, saa har jeg og Brød og Vin til mig og din Tjenestekvinde og til Drengen, som er med din Tjener; vi have ingen Mangel paa nogen Ting. 20 Og den gamle Mand sagde: Fred være med dig, lad ikkun, hvad du trænger til, være min Sag; bliv kun ikke Natten over paa Gaden. 21 Og han førte ham ind i sit Hus og gav Asenerne Foder; og de toede deres Fødder, og de aade og drak.
22 Der disse gjorde deres Hjerter til Gode, se, da omringede Mændene af Staden, Mænd, som vare Belials Børn, Huset, og bankede paa Døren; og de sagde til den gamle Mand, som var Husets Herre, sigende: Før den Mand ud, som kom i dit Hus, at vi kunne kende ham. 23 Men den Mand, som var Husets Herre, gik ud til dem, og sagde til dem: Ikke saa, mine Brødre, gører ikke ondt; efter at denne Mand er kommen i mit Hus, saa gører dog ikke denne Daalighed! 24 Se, her min Datter, som er Jomfru, og hans Medhustru; dem vil jeg udføre, og dem maa I krænke og gøre ved den hvad som godt er for eders Øjne; men gører ikke denne daarlige Gerning mod denne Mand! 25 Men Mændene vilde ikke høre ham; da tog Manden fat paa sin Medhustru og førte hende ud til dem udenfor; og de kendte hende og handlede skændeligen med hende den ganske Nat indtil om Morgenen, men der Morgenrøden gik op, lode de hende fare. 26 Da kom Kvinden, der Morgenen frembrød, og hun faldt ned for Døren af den Mands Hus, hvor hendes Herre var inde, indtil det blev lyst 27 Og der hendes Herre stod op om Morgenen og oplod Dørene paa Huset og gik ud at vandre sin Vej, se da var Kvinden, hans Medhustru falden foran Husets Dør, og hendes Hænder laa paa Dørtærskelen. 28 Da sagde han til hende: Staa op og lad os vandre, men ingen svarede; da tog han hende op paa Asenet, og Manden gjorde sig rede og gik til sit Sted. 29 Og der han kom til sit Hus, da tog han en Kniv og tog fat paa sin Medhustru og huggede hende efter hendes Ben i tolv Stykker, og han sendte hende om til alt Israels Landemærke. 30 Og det skete hver den, som saa det, sagde: Saadant er ikke sket eller set fra den Dag, Israels Børn droge op af Ægyptens Land, indtil denne Dag; tager dette til Hjerte, giver Raad og siger frem!

20 Kapitel - Do.20
Da droge alle Israels Børn ud, og Menigheden blev samlet som een Mand, fra Dan indtil Beersaba og Landet Gilead, til Herren i Mizpa. 2 Og Høvdingerne for hele Folket, alle Israels Stammer, stillede sig frem i Guds Folks Forsamling: Fire Hundrede Tusinde Mand Fodfolk, som kunde føre Sværd. 3 Og Benjamins Børn hørte, at Israels Børn vare dragne op til Mizpa; og Israels Børn sagde: Siger, hvorledes er dette onde sket? 4 Da svarerle den levitiske Mand, Manden til den Kvinde, som var ihjelslagen, og sagde: Jeg og min Medhustru kom til Gibea, som hører Benjamin til, for at blive der om Natten. 5 Og Mændene i Gibea stode op imod mig og omringede mig i Huset om Natten; de tænkte at ihjelslaa mig, og de have krænket min Medhustru, saa at hun er død. 6 Da tog jeg fat paa min Medhustru og huggede hende i Stykker og sendte hende om til al Israels Arvs Land; thi de have gjort en Skændsel og en Daarlighed i Israel. 7 Se, alle I ere Israels Børn; taler tilsammen og raadslaar her!
8 Da gjorde alt Folket sig rede som een Mand og sagde: Vi ville ikke, at nogen gaar til sit Telt, og at nogen viger herfra til sit Hus. 9 Men det er nu den Gerning, som, i ville gøre mod Gibea: Vi ville drage mod den efter Lodkastning, 10 Og vi ville tage ti Mænd af hundrede, af alle Israels Stammer, og hundrede af Tusinde, og tusinde af ti Tusinde, at de hente Tæring til Folket, at de kunne, naar de komme til Gibea i Benjamin, gengælde den al den Daarlighed, som den har gjort i Israel. 11 Saa bleve alle Israels Mænd samlede mod Staden; som een Mand vare de forbundne. 12 Og Israels Stammer sendte Mænd til alle Benjamins Slægter og; lode sige: Hvad er dette for en Ondskab, som er sket iblandt eder? 13 Saa giver nu de Mænd hid, de Belials Børn, som ere i Gibea, at vi kunne slaa dem ihjel og borttage det onde af Israel; men Benjamins Børn vilde ikke høre deres Brødres, Israels Børns, Røst. 14 Og Benjamins Børn bleve samlede fra Stæderne til Gibea, til at drage ud til Krigen mod Israels Børn. 15 Og Benjamins Børn fra Stæderne bleve samme Dag talte, seks og tyve Tusinde Mand, som kunde føre Sværd, foruden Indbyggerne i Gibea, som blev talte, syv Hundrede udvalgte Mænd. 16 Iblandt alt dette Folk vare syv Hundrede udvalgte Mænd, som vare kejthaandede, af hvilke enhver slyngede med en Sten paa et Haar og fejlede ikke. 17 Men Mændene af Israel, foruden dem af Benjamin, bleve talte, fire Hundrede Tusinde Mand, som kunde føre Sværd; enhver af dem var Krigsmand.
18 Da gjorde de sig rede og droge op til Guds Hus og adspurgte Gud, og Israels Børn sagde: Hvo skal drage op for os at begynde Krigen mod Benjamins Børn? og Herren sagde: Juda skal begynde. 19 Saa gjorde Israels Børn sig rede om Morgenen, og de lejrede sig imod Gibea. 20 Og hver Mand af Israel gik ud til Krigen imod Benjamin, og hver Mand af Israel rustede sig til Krig mod dem, mod Gibea. 21 Da gik Benjamins Børn ud af Gibea, og de sloge af Israel paa den samme Dag to og tyve Tusinde Mand til Jorden. 22 Men Folket af Israels Mænd styrkede sig og stillede sig atter op til Slag paa det samme Sted, hvor de havde stillet sig op den første Dag. 23 Og Israels Børn droge op og græd for Herrens Ansigt indtil Aften, og de adspurgte Herren og sagde: Skal jeg ydermere blive ved at drage op til Krig mod Benjamins, min Broders, Børn og Herren sagde: Drager op mod ham! 24 Og Israels Børn kom nær til Benjamins Børn paa den anden Dag. 25 Og Benjamin gik ud fra Gibea imod dem paa den anden Dag, og de sloge af Israels Børn endnu atten Tusinde Mænd til Jorden; alle disse kunde føre Sværd.
26 Da droge alle Israels Børn op, ja alt Folket, og kom til Guds Hus og græd og bleve der for Herrens Ansigt, og de fastede den samme Dag indtil Aften, og de ofrede Brændofre og Takofre for Herrens Ansigt. 27 Og Israels Børn adspurgte Herren; og Guds Pagts Ark var der i de Dage 28 Og Pinehas, en Søn af Eleasar, Arons Søn, stod for hans Ansigt i de Dage og sagde: Skal jeg blive ved ydermere at drage ud til Krig imod Benjamins, min Broders, Børn, eller lade af? og Herren sagde: Drager op; thi i Morgen vil jeg give ham i din Haand. 29 Og Israel satte Baghold ved Gibea trindt omkring. 30 Saa droge Israels Børn op imod Benjamins Børn paa den tredje Dag, og de stillede sig op imod Gibea, som to Gange tilforn. 31 Da gik Benjamins Børn ud imod Folket, de droges bort fra Staden, og de begyndte at ihjelslaa nogle af Folket, som to Gange tilforn, paa de alfare Veje, af hvilke een løber op til Bethel og een til Gibea paa Marken, henved tredive Mand i Israel. 32 Da sagde Benjamins Børn: De ere slagne for vort Ansigt ligesom i Førstningen; men Israels Børn sagde: Lader os fly, at vi kunne drage ham bort fra Staden, paa de alfare Veje. 33 Da gjorde alle Israels Mænd sig rede af deres Sted og stillede sig op i Baal-Thamar, og Israels Baghold drog ud fra deres Sted, fra Hulen ved Geba. 34 Og ti Tusinde Mand, udvalgte af al Israel, kom tværs over for Gibea, og Krigen blev svar: men den vidste ikke, at det onde skulde ramme den. 35 Saa slog Herren Benjamin for Israels Ansigt, og Israels Børn sloge af Benjamin paa den samme Dag fem og tyve Tusinde og hundrede Mand; alle disse kunde føre Sværd. 36 Og Benjamins Børn saa, at de vare slagne; thi Israels Børn gav Benjamin Rum, fordi de forlode sig paa Bagholdet, som de havde lagt mod Gibea 37 Og Bagholdet skyndte sig og faldt ind paa Gibea; og Bagholdet drog frem og slog den ganske Stad med skarpe Sværd. 38 Og Mændene af Israel havde gjort en bestemt Aftale med Bagholdet, at de skulde lade megen og høj Røg opgaa af Staden. 39 Da vendte Israels Mænd sig i Slaget, og Benjamin havde begyndt at ihjelslå af Israels Mænd henved tredive Mand; thi de sagde: Visseligen han er slagen for vort Ansigt som i det første Slag. 40 Da begyndte en høj Røg, en Støtte af Røg, at stige op af Staden, og Benjamin saa om bag sig, og se, den hele Stad gik op i Røg mod Himmelen. 41 Og Israels Børn vendte sig, men Benjamins Mænd forfærdedes; thi de saa, at ondt vilde ramme dem. 42 Og de vendte sig for Israels Mænds Ansigt ad Vejen til Ørken, men Kampen indhentede dem; og de fra Stæderne nedhuggede dem midt imellem sig. 43 De omringede Benjamin, de forfulgte ham; hvor han hvilede, lode de ham nedtrædes, indtil tværs over for Gibea mod Solens Opgang. 44 Og der faldt af Benjamin atten Tusinde Mand; alle disse vare stridbare Mænd. 45 Da vendte de sig og flyede mod Ørken, til Klippen Rimmon, og hine sloge her og der paa de alfare Veje fem Tusinde Mand og forfulgte dem indtil Gideom, og de sloge af dem to Tusinde Mand, 46 Og alle de, som faldt af Benjamin vare fem og tyve Tusinde Mand som kunde føre Sværd, paa den Dag; alle disse vare stridbare Mænd; 47 Og seks Hundrede Mænd vendte sig og flyede mod Ørken til Klippen Rimmon; og de bleve paa Klippen Rimmon fire Maaneder. 48 Og Israels Mænd vendte tilbage til Benjamins Børn og slog dem med skarpe Sværd, både Folket af Stæderne og Kvæget, ja alt det, som fandtes; også alle Stæderne, som fandtes satte de Ild paa.

21 Kapitel - Do.21
Og Israels Mænd havde svoret i Mizpa og sagt: Der skal ingen af os give Benjamin sin Datter til Hustru. 2 Og Folket kom til Guds Hus, og de bleve der indtil Aften for Guds Ansigt; og de opløftede deres Røst og græd med en stor Graad. 3 Og de sagde: Herre, Israels Gud! hvorfor er dette sket i Israel, at i Dag en Stamme savnes af Israel? 4 Og det skete den anden Dag, da stod Folket aarle op, og de byggede der et Alter, og de ofrede Brændofre og Takofre. 5 Og Israels Børn sagde: Hvo er den, som ikke er kommen med op til Forsamlingen af alle Israels Stammer til Herren? Thi der var svoret en høj Ed imod den, som ikke kom op til Herren i Mizpa, saa der sagdes: Han skal visseligen dødes. 6 Og det gjorde Israels Børn ondt for deres Broder Benjamin, og de sagde: I Dag er een Stamme afhuggen af Israel. 7 Hvad ville vi gøre dém, som ere overblevne, at de kunne faa Hustruer? thi vi have svoret ved Herren, at vi ikke ville give dem af vore Døtre til Hustruer.
8 Og de sagde: Hvad er det for en af Israels Stammer, som ikke er kommen op til Herren i Mizpa? Og se, der var ingen Mand til Lejren fra Jabes i Gilead til Forsamlingen. 9 Thi Folket blev talt; og se, da var der ingen af Indbyggerne fra Jabes i Gilead. 10 Da sendte de derhen af Menigheden tolv Tusinde Mand af Stridsfolkene; og de bøde dem og sagde: Gaar hen og slaar Indbyggerne i Jabes i Gilead med skarpe Sværd, samt Hustruerne og de smaa Børn. 11 Og denne er den Gerning, som I skulle gøre: Alt Mandkøn og alle Kvinder, som have haft Samkvem med nogen Mand, skulle I ødelægge. 12 Og de fandt af Indbyggerne i Jabes i Gilead fire Hundrede unge Piger, Jomfruer, som ikke havde kendt nogen Mand og ikke haft Samkvem med nogen Mand, og de førte dem til Lejren i Silo, som er i Landet Kanaan.13 Da sendte den ganske Menighed hen, og de lode tale med Benjamins Børn, som vare paa Klippen Rimmon; og de tilbøde dem Fred. 14 Saa kom Benjamin tilbage paa samme Tid, og de gave dem de Hustruer, som de havde ladet leve af Kvinderne fra Jabes i Gilead; og de fandt ikke saaledes nok til dem.
15 Da gjorde det Folket ondt for Benjamin, fordi Herren havde gjort et Skaar i Israels Stammer. 16 Og Menighedens Ældste sagde: Hvad skulle vi gøre ved de overblevne, at de kunne faa Hustruer? thi Kvinderne af Benjamin ere udryddede. 17 Og de sagde: De undkomnes Ejendom skal høre Benjamin til, at ikke een Stamme skal blive udslettet af Israel. 18 Men vi kunne ikke give dem Hustruer af vore Døtre; thi Israels Børn have svoret og sagt: Forbandet være den, som giver Benjamin en Hustru! 19 Og de sagde: Se, der er Aar for Aar Herrens Højtid i Silo, som ligger Nord for Bethel, mod Solens Opgang, paa den alfare Vej, som gaar op fra Bethel til Sikem, og Syd for Lebona. 20 Og de befalede Benjamins Børn og sagde: Gaar hen og lurer i Vingaardene! 21 Og I skulle se til, og se, dersom Silos Døtre gaa ud at danse, da maa I gaa ud af Vingaardene og gribe eder hver sin Hustru af Silos Døtre, og I skulle gaa til Benjamins Land. 22 Og det skal ske, naar deres Fædre eller deres Brødre komme at gaa i Rette med os,da ville vi sige til dem: Værer dem naadige for vor Skyld, fordi vi ikke have skaffet dem hver sin Hustru i Krigen; thi I have heller ikke givet dem Hustruer; eller skulle I nu have været skyldige. 23 Og Benjamins Børn gjorde saaledes og toge Hustruer efter deres Tal af dem, som dansede, hvilke de røvede; og de gik og kom tilbage til deres Arv og byggede Stæderne og boede i dem. 24 Saa vandrede Israels Børn derfra paa samme Tid, hver til sin Stamme og til sin Slægt; og de udgik derfra, hver til sin Arv. 25 I disse Dage var ingen Konge i Israel; hver gjorde det, som var ret for hans Øjne.

Ruths Bog

1 kapitel - Rut.1
Og det skete i de Dage, da Dommerne dømte, da var der en Hunger i Landet; og en Mand fra Bethlehem i Juda gik hen at opholde sig i Moabiternes Land, han og hans Hustru og hans to Sønner. 2 Og Mandens Navn var Elimelek og hans Hustrus Navn Noomi og hans to Sønners Navn Malon og Kiljon, Efratiter fra Bethlehem i Juda; og de kom i Moabiternes Land og bleve der. 3 Og Elimelek, Noomi Mand, døde; og hun og hendes to Sønner bleve tilbage. 4 Og disse toge sig moabitiske Hustruer, den enes Navn var Orpa, og den andens Navn Ruth; og de boede der ved ti År. 5 Da døde også de begge, Malon og Kiljon; og Kvinden blev tilbage efter hendes tvende Sønner og efter hendes Mand.
6 Da gjorde hun sig rede, hun og hendes Sønners Hustruer, og vendte tilbage fra Moabiternes Land; thi hun havde hørt i Moabiternes Land, at Herren havde besøgt sit Folk og givet dem Brød. 7 Og hun gik ud fra det Sted, hvor hun havde været, og begge hendes Sønners Hustruer med hende, og de gik på Vejen for at komme tilbage til Judas Land. 8 Da sagde Noomi til begge sine Sønners Hustruer: Går hen, vender tilbage hver til sin Moders Hus; Herren gøre Miskundhed imod eder, ligesom I have gjort imod de døde og imod mig! 9 Herren give eder, at I må finde Rolighed hver i sin Mands Hus! Og hun kyssede dem, og de opløftede deres Røst og græd. 10 Og de sagde til hende: Vi ville vende tilbage med dig til dit Folk. 11 Da sagde Noomi: Vender tilbage, mine Døtre! hvorfor ville I gå med mig? mon jeg har Børn ydermere i mit Liv, som kunne blive eders Mænd? 12 Vender tilbage, mine Døtre! gaar bort, thi jeg er for gammel til at få en Mand; dersom jeg end sagde: Der er Forventelse for mig, ja, dersom jeg havde en Mand i denne Nat og endog fødte Sønner, 13 mon I skulde vente på dem, indtil de bleve store? mon I skulde opholdes derefter, så at I ikke skulde få Mænd Nej, mine Døtre! thi det er mig såre bittert, mere end eder, at Herrens Hånd er udgangen over mig. 14 Da opløftede de deres Røst og græd ydermere; og Orpa kyssede sin Mands Moder, men Ruth hængte ved hende. 15 Da sagde hun: Se, din Svigerinde er vendt tilbage til sit Folk og til sin Gud; vend tilbage efter din Svigerinde! 16 Og Ruth sagde: Vær mig ikke imod, at jeg skulde forlade dig og vende tilbage fra dig; thi hvor du går hen, der vil jeg gå hen, og hvor du bliver, om Natten, der vil jeg blive om Natten; dit Folk er mit Folk, og din Gud er min Gud. 17 Hvor du vil dø, der vil jeg dø, og der vil jeg begraves; Herren gøre nu og fremdeles så og så imod mig, så vist som Døden alene skal skille imellem dig og imellem mig. 18 Og der hun så, at hun havde fast foresat sig at gå med hende, da lod hun af at tale til hende derom.
19 Og de gik begge, indtil de kom til Bethlehem; og det skete, der de kom til Bethlehem, da kom den ganske Stad i Bevægelse over. dem, og de sagde: Er dette Noomi? 20 Og hun sagde til dem: Kalder mig ikke Noomi*, kalder mig Mara' , thi den Almægtige har gjort det såre besk for mig. 21 Jeg gik bort med fulde Hænder, men Herren har ført mig med tomme Hænder tilbage; hvi skulde I kalde mig Noomi, efterdi Herren har vidnet imod mig, og den Almægtige handlet ilde med mig 22 Så kom Noomi tilbage, og Ruth den moabitiske, hendes Sønnekone, var med hende, som kom tilbage af Moabiternes Land; og de kom til Bethlehem i Byghøstens Begyndelse.

2 Kapitel - Rut.2
Og Noomi havde en Kynding af hendes Mands, en Mand af Vælde og Formue, af Elimeleks Slægt, og hans Navn var Boas. 2 Og Ruth den moabitiske sagde til Noomi: Kære, jeg vil gå ud på Marken, og jeg vil sanke op af Aksene efter den, for hvis Øjne jeg finder Nåde; og hun sagde til hende: Gak, min Datter! 3 Og hun gik og kom og sankede op på Marken efter Høstfolkene; og det hændte ved en Hændelse for hende, at en Del af Marken hørte Boas til, som var af Elimeleks Slægt. 4 Og Boas kom fra Bethlehem og sagde til Høstfolkene: Herren være med eder ! og de sagde til ham: Herren velsigne dig! 5 Og Boas sagde til sin unge Karl, som var sat over Høstfolkene: Hvem hører den unge Kvinde til? 6 Og den unge Karl, som var sat over Høstfolkene, svarede og sagde: Det er den moabitiske unge Kvinde, som er kommen tilbage med Noomi af Moabiternes Land. 7 Og hun har sagt: Kære, jeg vil sanke op og samle iblandt Negene efter Høstfolkene; og hun er kommen og har stået siden i Morges og indtil nu; nu sad hun lidet hjemme. 8 Da sagde Boas til Ruth: Hører du ikke min Datter? du skal ikke gå at sanke op på en anden Ager, og gak heller ikke bort herfra, men hold dig her nær til mine unge Piger! 9 Hold dine Øjne til den Ager, hvor de skære på, og gå efter dem; har jeg ikke befalet de unge Karle, at ingen skal røre dig? og tørster du, da gå til Karrene og drik af det, som de unge Karle øse af. 10 Da faldt hun paa sit Ansigt og bøjede sig til Jorden, og hun sagde til ham: Hvorfor har jeg fundet Nåde for dine Øjne, at du kender mig, og jeg er dog fremmed? 11Og Boas svarede og sagde til hende: Det er mig nok tilkendegivet, alt hvad du har gjort for din Mands Moder, efter din Mands Død, at du har forladt din Fader og din Moder og dit Fædreneland og er gået til et Folk, som du ikke kendte tilforn. 12 Herren gengælde din Gerning, og din Løn være fuldkommen for Herren Israels Gud, til hvem du er kommen for at søge Ly under hans Vinger! 13 Og hun sagde: Lad mig finde Nåde for dine Øjne, min Herre, fordi du har trøstet mig, og fordi du har talet kærligen til din Tjenestekvinde; og jeg er ikke som en af dine Tjenestepiger. 14 Og Boas sagde til hende: Når det er Tid til at æde, da kom herhid og æd af Brødet og dyp din Bid i Eddiken; og hun satte sig ved Høstfolkenes Side, og han rakte ristede Aks til hende, og hun åd og blev mæt og levnede. 15 Og hun stod op at sanke; og Boas befalede sine unge Karle og sagde: Lader hende også opsanke imellem Negene og beskæmmer hende ikke! 16 Plukker også noget af Negene til hende, og lader det tilbage, at hun kan opsanke det, og I skulle ikke skælde på hende. 17 Så sankede hun op på Ageren indtil Aftenen; og hun slog det af, som hun havde sanket op, og det var ved en Efa Byg.
18 Og hun løftede det op og kom i Staden, og hendes Mands Moder så det, som hun havde opsanket; og hun tog frem og gav hende det, hun havde levnet, da hun var mæt. 19 Da sagde hendes Mands Moder til hende: Hvor opsankede du i Dag, og hvor havde du at gøre? velsignet være den, som dig kendte; da gav hun sin Mands Moder til Kende, hos hvem hun havde haft at gøre, og sagde: Den Mands Navn, som jeg har haft at gøre hos i Dag, er Boas. 20 Og Noomi sagde til sin Sønnekone: Velsignet være han for Herren, som ikke har forladt sin Miskundhed mod de levende eller mod de døde; og Noomi sagde til hende: Den Mand hører os nær til, han er een af vore Løsere. 21 Ruth den moabitiske sagde: Tilmed har han sagt til mig: Du skal holde dig fast til mine Folk, indtil de have endt al den Høst, som jeg har. 22 Og Noomi sagde til Ruth, sin Sønnekone: Det er godt, min Datter, at du går ud med hans unge Piger, at de ikke skulle gøre dig Fortræd på en anden Ager. 23 Så holdt hun sig fast til Boas' unge Piger for at opsanke, indtil Byghøsten og Hvedehøsten var endt; og hun blev hos sin Mands Moder.

3 Kapitel - Rut.3
Og Noomi, hendes Mands Moder, sagde til hende: Min Datter, mon jeg ikke skulde søge Rolighed for dig, at det må gå dig vel? 2 Og nu, mon ikke Boas, hos hvis unge Piger du har været, er af vort Frændskab se, han kaster Byg i Nat på Loen. 3 Så bad dig og salv dig og tag dine Klæder på dig og gak ned i Loen; giv dig ikke til Kende for Manden, før han er færdig med at æde og drikke. 4 Og det skal ske, når han lægger sig, så mærk det Sted, hvor han lægger sig, og kom og slå op ved hans Fødder og læg dig; og han skal give dig til Kende, hvad du skal gøre. 5 Og hun sagde til hende: Alt det, som du siger mig, vil jeg gøre. 6 Og hun gik ned i Loen og gjorde efter alt det, som hendes Mands Moder havde befalet. 7 Der Boas havde ædt og drukket, og hans Hjerte var vel til Mode, da kom han at lægge sig i Udkanten af en Korndynge; og hun kom sagteligen og slog op ved hans Fødder og lagde sig.
8 Og det skete om Midnatten, da blev Manden forskrækket og greb omkring sig, og se, en Kvinde lå ved hans Fødder. 9 Og han sagde: Hvo er du? Og hun svarede: Jeg er Ruth, din Tjenestekvinde, udbred din Flig over din Tjenestekvinde, thi du er Løseren. 10 Og han sagde: Velsignet være du for Herren, min Datter; du har bevist din Kærlighed sidste Gang bedre end første Gang, idet du ikke er gået efter de unge Karle, enten fattig eller rig. 11 Og nu, min Datter, frygt ikke, alt det, du siger, vil jeg gøre dig; thi mit Folk i den ganske Stad ved, at du er en duelig Kvinde. 12 Og nu er det vel saa i Sandhed, at jeg er Løseren; men der er dog en nærmere Løser end jeg. 13 Bliv her Natten over, og det skal ske i Morgen, dersom han vil løse dig, godt, da må han løse dig, men dersom han ikke har Lyst til at løse dig, saa vist som Herren lever; bliv liggende indtil Morgenen;
14 Og hun lå ved hans Fødder indtil Morgenen og stod op, førend en kunde kende den anden, og han sagde: Lad det ikke vides, at en Kvinde er kommen i Loen. 15 Og han sagde: Giv hid dit Forklæde, som du har for dig, og hold derved, og han målte seks Maal Byg og lagde paa hende, og hun gik ind i Staden. 16 Og hun kom til sin Mands Moder, og hun sagde: Hvorledes gaa det dig, min Datter? og hun forkyndte hende alt det, Manden havde gjort hende. 17 Og hun sagde: Disse seks Mål Byg gav han mig; thi han sagde til mig: Du skal ikke komme tomhændet til din Mands Moder. 18 Og hun sagde: Bliv, min Datter, indtil du får at vide, hvorledes Sagen vil falde ud; thi den Mand hviler ikke, før han i Dag gør Ende paa denne Sag.

4 Kapitel - Rut.4
Og Boas gik op til Porten og sad der, og se, Løseren gik forbi, som Boas havde talt om, og sagde til denne: Træd nærrnere, sæt dig her, min Ven; og han trådte nærmere og satte sig. 2 Og han tog ti Mænd af de Ældste i Staden og sagde: Sætter eder her, og de satte sig. 3 Da sagde han til Løseren: Den Del af Marken, som hørte vor Broder Elimelek til, den har Noomi, som er kommen tilbage af Moabiternes Land, solgt. 4 Og jeg sagde: Jeg vil åbenbare det for dine Øren, og sige: Køb det i Overværelse af Indbyggerne og de Ældste af mit Folk: Dersom du vil løse det, løs det, men dersom du ikke vil løse det, giv mig det til Kende, at jeg; kan vide det; thi der er ingen uden du til at løse det og jeg efter dig; og han sagde: Jeg vil løse det. 5 Og Boas sagde: På hvilken Dag du køber det Land af Noomis Hånd, da køber du det og af den moabitiske Ruth, den dødes Hustru, for at oprejse den døde et Navn på hans Arv. 6 Da sagde Løseren: Jeg kan ikke løse det for mig, at jeg ikke skal fordærve min egen Arv; løs du det for dig, det jeg skulde løse; thi jeg kan ikke løse det. 7 Og dette var fordum Sædvane i Israel ved Løsning og ved Skiften til at stadfæste al Handel, at een drog; sin Sko af og gav sin Næste; og det var Vidnesbyrdet i Israel. 8 Og Løseren sagde til Boas: Køb dig det; og han drog sin Sko af. 9 Da sagde Boas til de Ældste og til alt Folket: I ere Vidner i Dag, at jeg har købt alt det, som hørte Elimelek til, og alt det, som hørte Kiljon og Malon til, af Noomis Hånd. 10 Og tilmed har jeg taget Ruth den moabitiske, Malons Hustru, mig til en Hustru, til at oprejse den døde et Navn på hans Arv, at den dødes Navn ikke skal udslettes blandt hans Brødre og af hans Steds Port; dertil ere I Vidner i Dag. 11 Og alt Folket, som var i Porten, og de Ældste sagde: Vi ere Vidner; Herren give, at den Kvinde, der kommer i dit Hus, må blive som Rakel og som Lea, hvilke begge byggede Israels Hus; og bliv du mægtig i Efrata og bliv navnkundig i Bethlehem! 12 Og dit Hus vorde ligesom Perez' Hus, hvem Thamar fødte Juda, ved den Sæd, som Herren skal give dig af denne unge Kvinde. 13 Så tog Boas Ruth, og hun blev ham til Hustru, og han gik ind til hende, og Herren gav hende, at hun blev frugtsommelig, og hun fødte en Søn. 14 Da sagde Kvinderne til Noomi: Velsignet være Herren, som ikke vilde lade dig fattes en Løser i Dag, og hans Navn vorde priset i Israel! 15 Og han skal være dig til at vederkvæge Sjælen og til at opholde dig i din Alderdom; thi din Sønnekone, som dig elskede, har født ham, hun, som er dig bedre end syv Sønner. 16 Og Noomi tog Barnet og lagde det på sit Skød, og hun blev hans Fostermoder. 17 Og Nabóerskerne kaldte ham med Navn, sigende: Noomi er født en Søn; de kaldte hans Navn Obed, han var Fader til Isai, Davids Fader. 18 Og disse ere Perez' Slægter: Perez avlede Hezron, 19 og Hezron avlede Ram, og Ram avlede Amminadab, 20 og Amminadab avlede Nahesson, og Nahesson avlede Salmon, 21 og Salmon avlede Boas, og Boas avlede Obed, 22 og Obed avlede Isai, og Isai avlede David.

Den første Samuels Bog

1 Kapitel - 1.Sa.1
Og der var en Mand fra Ramathaim-Zofim fra Efraims Bjerg, og hans Navn var Elkana, en Søn af Jeroham, som var en Søn af Elihu, der var en Søn af Thobu, Efratiteren Zufs Søn. 2 Og han havde to Hustruer, den enes Navn var Hanna og den andens Navn Peninna; og Peninna havde Børn, men Hanna havde ingen Børn. 3 Og denne Mand drog op af sin Stad årlig for at tilbede og at ofre til den Herre Zebaoth i Silo; og der vare de to Elis Sønner, Hofni og Pinehas, Præster for Herren. 4 Og det skete på den Dag, at Elkana ofrede, da gav han Peninna, sin Hustru, og alle hendes Sønner og hendes Døtre deres Dele. 5 Men han gav Hanna een Del, som var dobbelt så stor; thi han elskede Hanna, men Herren havde lukket til for hendes Liv. 6 Og hendes Modstanderinde opirrede hende også højligen for at opvække hendes Harme, fordi Herren havde lukket til for hendes Liv. 7 Og således skete det fra År til År, når som helst hun gik op til Herrens Hus, opirrede hun hende således, at hun græd og åd ikke. 8 Da sagde Elkana, hendes Mand, til hende: Hanna, hvorfor vil du græde? og hvorfor vil du ikke æde og hvorfor har dit Hjerte så ondt? er jeg dig ikke bedre end ti Sønner?
9 Da stod Hanna op, efter at de havde ædt, og efter at de havde drukket i Silo; og Eli, Præsten, sad på en Stol ved Dørstolpen af Herrens Tempel. 10 Og hun var beskeligen bedrøvet i Sjælen, og hun bad ydmygeligen til Herren og græd såre. 11 Og hun lovede et Løfte og sagde: Herre Zebaoth, om du ser til din Tjenestekvindes Elendighed og kommer mig i Hu og ikke glemmer din Tjenestekvinde og giver din Tjenestekvinde mandlig Sæd: Da vil jeg give ham til Herren for alle hans Livsdage, og der skal ingen Ragekniv komme på hans Hoved. 12 Og det skete, der hun længe havde bedet for Herrens Ansigt, da tog Eli Vare paa hendes Mund.13 Thi Hanna talede i sit Hjerte, hendes Læber,rørte sig blot, men hendes Røst hørtes ikke; derfor holdt Eli hende for at være drukken. 14 Og Eli sagde til hende: Hvor længe vil du være drukken? bortskaf din vin fra dig; 15 Og Hanna svarede og sagde: Det er ikke så, min Herre; jeg er en Kvinde, som er hart bedrøvet i Aanden, og jeg har ikke drukket Vin eller stærk Drik; men jeg har udøst mit Hjerte for Herrens Ansigt 16 Agt ikke din Tjenestekvinde ligesom en Belials Datter; thi jeg har hidindtil talet af min Klages og min Harmes Mangfoldighed. 17 Og Eli svarede og sagde: Gak hen med Fred! og Israels Gud skal give dig din Begæring, som du begærede af ham.18 Og hun sagde: Lad din Tjenestekvinde finde Nåde for dine Øjne! Da gik Kvinden sin Vej og åd og hendes Ansigt var ikke ydermere bedrøvet.
19 Óg de stode tidlig op om Morgenen, og der de havde tilbedet for Herrens Ansigt, da vendte de tilbage og kom til deres Hus i Rama; og Elkana kendte Hanna sin Hustru, og Herren kom hende i Hu. 20 Og det skete,der Året var omme, da undfangede Hanna og fødte en Søn, og hun kaldte hans Navn Samuel; thi jeg, sagde hun, har begæret ham af Herren. 21 Og Manden, Elkana, drog op og alt hans Hus at ofre til Herren det årlige Offer og sit Løfte. 22 Men Hanna drog ikke op; thi hun sagde til sin Mand: Jeg vil bie, indtil Barnet bliver afvant, da vil jeg føre ham hen, at han skal ses for Herrens Ansigt, og han skal blive der evindelig. 23 Og Elkana, hendes Mand, sagde til hende: Gør det, som er godt for dine Øjne; bliv, indtil du har afvant ham, kun at Herren vil stadfæste sit Ord! Så blev Kvinden hjemme óg gav sin Søn at die, indtil hun afvante ham. 24 Og hun førte ham op med sig, der hun havde afvant ham, med tre Okser og een Efa Mel og en Flaske Vin, og hun førte ham til Herrens Hus i Silo; og Drengen var endnu liden. 25 Og de slagtede Oksen, og de førte Drengen til Eli. 26 Og hun sagde: Hør mig, min Herre, så vist som din Sjæl lever, min Herre, jeg er den Kvinde, som stod her hos dig for at bede ydmygelig til Herren. 27 Jeg bad ydmygelig om denne Dreng; og Herren har givet mig min Begæring, som jeg begærede af ham. 28 Derfor har jeg også skænket ham til Herren alle de Dage, han skal være til, thi han er begæret af Herren; og de tilbade der for Herren.

2 Kapitel - 1.Sa.2
Da bad Hanna og sagde: Mit Hjerte har frydet sig i Herren, mit Horn er ophøjet i Herren; min Mund er vidt opladt over mine Fjender, thi jeg har glædet mig i din Frelse. 2 Der er ingen hellig som Herren; thi der er ingen foruden. dig og ingen Klippe som vor Gud. 3 Taler ikke så mange Ord, så såre høje Ting, lader ikke noget frækt udgå af eders Mund; thi Herren er Vidskabs Gud, skulde hans Gerninger ikke være rette 4 De stærkes Bue er brudt, og de skrøbelige; ere omgjordede med Styrke. 5 De mætte lade sig leje for Brød, de hungrige hungre ej mere; ja, den ufrugtbare føder syv, men hun med de mange Sønner visner hen. 6 Herren er den, som døder og gør levende, som nedfører til Dødsriget og fører op igen. 7 Herren er den, som gør fattig og gør rig, han er den, som nedtrykker, og den, som ophøjer; 8 han oprejser den ringe af Støvet, han ophøjer den fattige af Skarnet, for at sætte dem hos Fyrsterne og lade dem arve Ærens Trone; thi Jordens Grundvold hører Herren til, og han har sat Jorderige derpå. 9 Han skal bevare sine frommes Fødder, men ugudelige skulle vorde stumme i Mørket; thi en Mand bliver ikke vældig ved sin Kraft. 10 De, som trætte med Herren, skulle forskrækkes, han skal lade tordne i Himmelen over dem; Herren skal dømme Jorderiges Ender, og han skal give sin Konge Styrke og ophøje sin salvedes Horn.
11 Derefter gik Elkana til Rama til sit Hus; men Drengen tjente Herren for Præsten Elis Ansigt. 12 Og Elis Sønner vare Belials Sønner; de kendte ikke Herren. 13 Thi det var Præsternes Vis med Folket: Når nogen Mand ofrede et Offer, da kom Præstens Dreng, når Kødet kogte, og havde en Madkrog med tre Grene i sin Hånd. 14 Og han stak i Kedlen eller i Gryden eller i Panden eller i Potten; alt hvad Madkrogen drog op, det tog Præsten dermed; således gjorde de mod al Israel, som kom derhen til Silo. 15 Også førend de gjorde Røgoffer af Fedtet, da kom Præstens Dreng og sagde til den Mand, som ofrede: Giv mig Kød til at stege til Præsten; thi han vil ikke tage kogt Kød af dig, men råt. 16 Når Manden sagde til ham: Man skal gøre Røgoffér af Fedtet i Dag; tag dig siden, således som dit Hjerte begærer; da sagde han til ham: Nu skal du dog give det, og hvis ikke, vil jeg tage det med Magt. 17 Og de unge Mænds Synd var såre stor for Herrens Ansigt; thi Mændene foragtede Herrens Madoffer.
18 Og Samuel tjente for Herrens Ansigt og var en Dreng, iført en linnet Livkjortel. 19 Og hans Moder gjorde ham en liden Overkjortel og bragte ham den op fra År til År, når hun gik op med sin Mand til at ofre det årlige Offer. 20 Og Eli velsignede Elkana og hans Hustru og sagde: Herren give dig Sæd af denne Kvinde, i Stedet for ham, som begæredes for Herren, og de gik til deres Sted. 21 Men Herren besøgte Hanna, at hun undfangede og fødte tre Sønner og to Døtre; og Drengen Samuel blev stor hos Herren.
22 Og Eli var såre gammel, og han hørte alt det, hans Sønner gjorde mod al Israel, og at de lå hos de Kvinder, som kom i Hobetal for Forsamlingens Pauluns Dør. 23 Og. han sagde til dem: Hvorfor gøre I disse Ting? thi jeg hører disse eders onde Handeler af alt dette Folk. 24 Ikke så, mine Sønner; thi det er ikke et godt Rygte, som jeg hører; I komme Herrens Folk til at begå Overtrædelse. 25 Dersom en Mand synder mod en Mand, da skal Gud dømme ham; men dersom nogen synder mod Herren, hvo skal da bede for ham? Men de hørte ikke deres Faders Røst; thi Herren havde Villie til at slå dem ihjel. 26 Men Drengen Samuel tiltog i Alder og i Velbehagelighed, både for Herren så og for Menneskene.
27 Og en Guds Mand kom til Eli, og han sagde til ham: Således siger Herren: Har jeg ikke åbenbaret mig for din Faders Hus, der de vare i Ægypten i Faraos Hus 28 Og jeg har udvalgt ham af alle Israels Stammer mig til en Præst, til at ofre på mit Alter, til at røge med Røgelse, til at bære Livkjortlen for mit Ansigt, og jeg har givet din Faders Hus alle Israels Børns Ildofre. 29 Hvorfor vanære I mit Slagtoffer og mit Madoffer, som jeg bød at ofre i Boligen? og du ærer dine Sønner mere end mig, idet I fede eder med det bedste af alt mit Folks Israels Madofre! 3o Derfor siger Herren, Israels Gud: Vistnok har jeg sagt: Dit Hus og din Faders Hus skulle vandre for mit Ansigt til evig Tid; men nu siger Herren: Det være langt fra mig; thi dem, som ære mig, vil jeg ære, og de, som foragte mig, skulle ringeagtes. 31 Se, de Dage komme, at jeg vil afhugge din og din Faders Huses Arm, at der ikke skal være en gammel i dit Hus 32 Og du skal se Trængsel for Boligen i alt, hvori det skulde gået Israel vel; og der skal ingen gammel være i dit Hus nogen Sinde. 33 Og jeg vil ikke udrydde hver Mand af dig fra mit Alter til at fortære dine Øjne og at bedrøve din Sjæl; dog skal hele dit Huses Mangfoldighed dø som Mænd. 34 Og dette skal være dig et Tegn, som skal komme over dine to Sønner, over Hofni og Pinehas: På een Dag skulle de begge dø. 35 Og jeg vil oprejse mig en trofast Præst, han skal gøre, ligesom det er i mit Hjerte og i min Sjæl; og jeg vil bygge ham et bestandigt Hus, og han skal vandre for min salvedes Ansigt alle Dage. 36 Og det skal ske, hver den, som bliver tilovers i dit Hus, skal komme at nedbøje sig for ham for en Sølvpenning og for et Stykke Brød; og han skal sige: Kære, lad mig komme til een af Præstetjenesterne at æde en Mundfuld Brød.

3 Kapitel - 1.Sa.3
Og Drengen Samuel tjente Herren for Elis Ansigt; og Herrens Ord var dyrt i de samme Dage; der udbrød intet Syn. 2 Og det skete på den samme Dag, der Eli lå på sit Sted, og hans Øjne begyndte at blive dunkle, at han ikke kunde se; 3 og Samuel havde lagt sig, førend Guds Lampe sluktes i Herrens Tempel, hvor Guds Ark var:4 Da kaldte Herren ad Samuel, og han sagde: Se, her er jeg. 5 Og han løb til Eli og sagde: Se, her er jeg, thi du kaldte ad mig; men han sagde: Jeg kaldte ikke, gak tilbage, læg dig; og han gik hen og lagde sig. 6 Da blev Herren ved at kalde ydermere ad Samuel, og Samuel stod op og gik til Eli og sagde: Se, her er jeg, thi du kaldte ad mig; og han sagde: Jeg kaldte ikke, min Søn, gak tilbage, læg dig! 7 Men Samuel kendte endnu ikke Herren, og Herrens Ord var endnu ikke åbenbaret for ham. 8 Da blev Herren ved at kalde ad Samuel tredje Gang, og han stod op og gik til Eli og sagde: Se, her er jeg, thi du kaldte ad mig; da forstod Eli, at Herren kaldte ad Drengen. 9 Og Eli sagde til Samuel: Gak, læg dig, og det skal ske, dersom han kalder ad dig, da skal du sige: Tal, Herre, thi din Tjener hører; og Samuel gik hen og lagde sig på sit Sted.
10 Da kom Herren og stillede sig frem og kaldte som de forrige Gange: Samuel! Samuel! og Samuel sagde: Tal, thi din Tjener hører. 11 Og Herren sagde til Samuel: Se, jeg gør en Ting i Israel, at hvo den hører, for ham skulle begge hans Øren klinge. 12 På den samme Dag vil jeg stadfæste over Eli alt det, som jeg har talet imod hans Hus; jeg vil begynde og fuldende det. l3 Thi jeg har givet ham det til Kende, at jeg vil være Dommer over hans Hus til evig Tid for den Misgernings Skyld, at han vidste, at hans Sønner droge Forbandelse over sig, og han så ikke mørkt til dem. 14 Derfor har jeg svoret Elis Hus, at Elis Huses Misgerning ikke skal blive forsonet med Slagtoffer eller med Madoffer til evig Tid.
15 Og Samuel lå indtil om Morgenen, og han lod Døren op for Herrens Hus; men Samuel frygtede for at give Eli det Syn til Kende. 16 Da kaldte Eli ad Samuel og sagde: Samuel, min Søn! og han sagde: Se, her er jeg. 17 Og han sagde:. Hvad er det for et Ord, som han sagde til dig? Kære, dølg intet for mig; Gud gøre nu og fremdeles så og så imod dig, dersom du dølger for mig et Ord af alle de Ord, som han talede til dig. 18 Da forkyndte Samuel ham alle de Ord og dulgte dem ikke for ham; og han sagde Han er Herren, han gøre, hvad som er godt for hans Øjne. 19 Og Samue blev stor, og Herren var med ham og lod ikke noget af alle sine Ord falde til Jorden. 20 Og al Israel fra Dan og indtil Beersaba kendte, at Samuel var betroet til at være en Profet for Herren. 21 Herren blev ved at lade sig se i Silo; thi Herren havde åbenbaret sig for Samuel i Silo ved Herrens Ord.

4 Kapitel - 1.Sa.4
Og Samuels Ord skete til al Israel, og Israel drog ud imod Filisterne til Krig, og de lejrede sig ved Eben-Ezer, men Filisterne havde lejret sig i Afek. 2 Og Filisterne rustede sig imod Israel, og Striden bredte sig ud; og Israel blev slagen for Filisternes Ansigt; og disse sloge i Slagordenen på Marken ved fire Tusinde Mand. 3 Og der Folket kom; til Lejren, da sagde Israels Ældste Hvorfor har Herren slaget os i Dag for Filisternes Ansigt? lader os hente Herrens Pagts Ark fra Silo og lader den komme midt iblandt os, saa skal den frelse os af vore Fjenders Hånd. 4 Og Folket sendte til Silo, og de bare derfra Herren Zebaoths Pagts Ark, han som sidder over Keruber; og de to Elis Sønner, Hofni og Pinehas, vare der med Guds Pagts Ark. 5 Og det skete, der Herrens Pagts Ark kom til Lejren, da skreg al Israel med et stort Frydeskrig, så at Jorden rystede.
6 Der Filisterne hørte det Frydeskrigs Røst, da sagde de: Hvad er dette for et stort Frydeskrigs Røst i Hebræernes Lejr? Og de fik at vide, at Herrens Ark var kommen til Lejren. 7 Da frygtede Filisterne, thi de sagde: Gud er kommen i Lejren; og de sagde: Ve os! thi der er ikke sket noget som dette tilforn. 8 Ve os! hvo vil fri os af disse herlige Guders Hånd? disse ere de Guder, som sloge Ægypten med alle Hånde Plager i Ørken. 9 Værer frimodige og værer Mænd, I Filister! at I ikke skulle tjene Hebræerne, som de have tjent eder; ja værer Mænd og strider! 10 Da strede Filisterne, og Israel blev slagen, og de flyede hver til sine Telte, og der skete et såre stort Slag, så at der faldt af Israel tredive Tusinde Fodfolk. 11 Og Guds Ark blev tagen, og begge Elis Sønner, Hofni og Pinehas, døde.
12 Da løb en Mand af Benjamin fra Slagordenen og kom til Silo på den samme Dag; og hans Klæder vare sønderrevne, og der var Jord på hans Hoved. 13 Og han kom, og se, Eli sad på en Stol ved Siden af Vejen og så sig om, thi hans Hjerte var såre bange for Guds Ark; der Manden kom til at forkynde det i Staden, da skreg den ganske Stad. 14 Og der Eli hørte Skrigets Røst, da sagde han: Hvad er dette for et Bulders Røst? Og Manden skyndte sig og kom og gav Eli det til Kende. 15 Og Eli var otte og halvfemsindstyve År gammel;og hans Øjne vare dunkle, og han kunde ikke se. 16 Og Manden sagde til Eli: Jeg kommer fra Slagordenen, og jeg er flyet fra Slagordenen i dag; og han sagde: Min Søn, hvad for en Ting skete der? 17 Da svarde den, som bar Budskab, og sagde: Israel flyede for Filisternes Ansigt,og der skete også et stort Slag på Folket; og dine to Sønner, Hofni og Pinehas, ere også døde, og Guds Ark er tagen. 18 Og det skete, der han meldte om Guds Ark, da faldt han baglæns ned af Stolen ved Siden af Porten, og hans Halsben blev brudt, og han døde, thi Manden var gammel og svær; og han havde dømt Israel fyrretyve År. 19 Og hans Sønnekone, Pinehas Hustru, var frugtsommelig, nær ved at føde; der hun hørte det Rygte, at Guds Ark var tagen, og at hendes Svoger og hendes Mand var død, da bøjede hun sig ned og fødte, thi hendes Veer betoge hende. 20 Og den Tid hun døde, da sagde de Kvinder, som stode hos hende: Frygt ikke, thi du har født en Søn; men hun svarede ikke og lagde det ikke på sit Hjerte. 21 Og hun kaldte Barnet Ikabod.* sigende: Herligheden er flyttet fra Israel; fordi Guds Ark var tagen, og for hendes Svogers og for hendes Mands Skyld. 22 Og hun sagde: Herligheden er flyttet fra Israel; thi Guds Ark er tagen.

5 Kapitel - 1.Sa.5
Og Filisterne toge Guds Ark, og de førte den fra Eben-Ezer til Asdod. 2 Og Filisterne toge. Guds Ark og førte den ind i Dagons Hus, og de satte den hos Dagon. 3 Men Asdoditerne stode tidlig op den næste Dag, og se, Dagon var falden på sit Ansigt til Jorden foran Herrens Ark; og de toge Dagon og satte ham på sit Sted igen. 4 Og de stode den næste Dag tidlig op om Morgenen, og se, Dagon var falden på sit Ansigt til Jorden foran Herrens Ark; og Dagons Hoved og begge hans Hænder lå afhuggne på Dørtærskelen; kun Dagons Krop stod der endnu. 5 Derfor træde hverken Dagons Præster eller nogen af dem, som gå ind i Dagons Hus, på Dagons Dørtærskel i Asdod indtil denne Dag. 6 Og Herrens Hånd blev svar over Asdoditerne, og han ødelagde dem; og han slog Folket i Asdod og i dens Landemærker med Bylder.
7 Der Folket i Asdod så, at det gik således til, da sagde de: Israels Guds Ark skal ikke blive hos os: thi hans Hånd er svar over os og over Dagon, vor Gud. 8 Og de sendte hen og samlede alle Filisternes Fyrster til sig og sagde: Hvad skulle vi gøre med Israels Guds Ark? Og de sagde: Lader Israels Guds Ark flyttes om til Gath; og de bragte Israels Guds Ark om. 9 Og det skete, efter at de havde bragt den om, da var Herrens Hånd mod Staden med en såre stor Forstyrrelse, og han slog Folket i Staden, både små og store, og der brød Bylder ud på dem. 10 Da sendte de Guds Ark til Ekron; og det skete, der Guds Ark kom til Ekron, da råbte Ekroniterne og sagde: De have båret Israels Guds Ark om til mig for at slå mig og mit Folk ihjel. 11 Så sendte de hen og samlede alle Filisternes Fyrster og sagde: Sender Israels Guds Ark hen, at den kan komme igen til sit Sted og ikke slå mig og mit Folk ihjel; thi der var en døds Forstyrrelse i hele Staden; Guds Hånd var der meget svar. 12 Og de Mennesker, som ikke døde, bleve slagne med Bylder; og Skriget fra Staden steg op til Himmelen.

6 Kapitel - 1.Sa.6
Der Herrens Ark havde været i Filisternes Land i syv Måneder, 2 da kaldte Filisterne ad Præsterne og ad Spaamændene og sagde: Hvad skulle vi gøre ved Herrens Ark? lader os vide, hvormed vi skulle sende den til sit Sted. 3 Og de sagde: Dersom I sende Israels Guds Ark bort, da sender den ikke bort uden Gave; men I skulle give den et Skyldoffer med tilbage, da skulle I blive lægte, og det skal; blive eder vitterligt, hvorfor hans Hånd ikke vilde vige fra eder. 4 Da svarede de: Hvad er det for et Skyldoffer, som vi skulle give den med tilbage? Og de sagde: Efter Filisternes Fyrsters Tal, fem Guldbylder og fem Guldmus; thi der har været een Plage over dem alle og over eders Fyrster. 5 Og I skulle gøre Billeder af eders Bylder og Billeder af eders Mus, som have ødelagt Landet, og I skulle give Israels Gud Ære; måske han letter sin Hånd fra eder og fra eders Guder og fra eders Land. 6 Og hvorfor ville I forhærde eders Hjerte, ligesom Ægypterne og Farao forhærdede deres Hjerte? er det ikke så, at der han havde ladet dem føle sin Magt, da lode de dem fare, og de gik.? 7 Så tager nu og gører en ny Vogn og tager to nybære Køer, på hvilke der ikke er kommen Åg; og I skulle spænde Køerne for Vognen og føre deres Kalve tilbage hjem fra dem. 8 Og I skull tage Herrens Ark og sætte den paa Vognen, og Guldtøjet, som I give den med tilbage til Skyldoffer, skulle I lægge i et Skrin ved dens Side; og I skulle sende den hen og lade den fare. 9 Og I skulle se til: Dersom den farer op ad Vejen til Landemærket imod Beth-Semes, da er det ham, som har gjort os det store onde, og hvis ikke, da vide vi, at hans Hånd ikke har rørt os, det har været os en Hændelse. 10 Og Mændene gjorde således og toge to nybære Køer og spændte dem for Vognen; og de lukkede deres Kalve inde hjemme. 11 Og de satte Herrens Ark på Vognen og Skrinet og Guldmusene og deres Bylders Billeder. 12 Og Køerne gik ret frem på Vejen, ad Vejen til Beth-Semes, på den ene alfare Vej gik de stedse og bøgede og vege ikke til højre eller venstre Side; og Filisternes Fyrster gik efter dem indtil Beth -Semes' Landemærke.
13 Og Bethsemiterne høstede Hvede i Dalen; og de løftede deres Øjne op og så Arken, og de bleve glade, da de så den. 14 Og Vognen kom på Bethsemiteren Josvas Ager og blev stående der, og der var en stor Sten; og de flakte Træet af Vognen og ofrede Køerne til Brændoffer for Herren. 15 Og Leviterne løftede Herrens Ark ned tillige med Skrinet, som stod ved den, og i hvilket Guldtøjet var, og satte det alt på den store Sten; og Mændene af Beth-Semes ofrede Brændofre og slagtede Slagtofre på samme Dag for Herren. 16 Og der de fem Filisters Fyrster havde set det, da vendte de tilbage til Ekron på samme Dag. 17 Disse ere de Guldbylder, som Filisterne gave med til Skyldoffer: For Asdod een, for Gaza een, for Asklon een, for Gath een, for Ekron een; 18 og de Guldmus efter Tallet på alle Filisternes Stæder, som tilhørte de fem Fyrster, såvel de befæstede Stæder, som de ubefæstede Landsbyer, indtil den store Sten Abel*, som de satte Herrens Ark på, og som er indtil denne Dag på Bethsemiteren Josvas Ager. 19 Og han slog blandt Mændene i Beth-Semes, fordi de i Herrens Ark, og han slog af Folket halvfjerdsindstyve Mænd,** halvtredsindstyve Tusinde Mænd; sørgede Folket, fordi Herren havde slaget blandt Folket med et stort Slag. 20 Og Mændene af Beth-Seme sagde: Hvo kan bestå for Herrens, denne hellige Guds, Ansigt? og til hvem skal han drage op fra os? 21 Og de sendte Bud til Indbyggerne Kirjath-Jearim og lode sige: Filisterne have ført Herrens Ark tilbage, kommer ned og henter den op til eder!

7 Kapitel - 1.Sa.7
Og Mændene af Kirjath-Jearim kom og hentede Herrens Ark op og førte den til Abinadabs Hus på Højen; og de helligede hans Søn Eleasar til at tage Vare på Herr ens Ark. 2 Og fra den Dag, at Arken blev i Kirjath-Jearim, forløb lang Tid, så at det blev tyve År, og hele Israels Hus sukkede efter Herren.
3 Da talede Samuel til al Israels Hus, sigende: Dersom I omvende eder til Herren af eders ganske Hjerte, så borttager de fremmede Guder og Astartebillederne af eders Midte, og bereder eders Hjerte til Herren og tjener ham alene, og han skal fri eder af Filisternes Hånd. 4 Da borttoge Israels Børn Bål- og Astartebillederne, og de tjente Herren alene. 5 Og Samuel sagde: Samler al Israel til Mizpa, og jeg vil ydmygeligen bede for eder til Herren. 6 Og de samledes til Mizpa, og de droge Vand op og udøste det for Herrens Ansigt og fastede på samme Dag og sagde der: Vi have syndet for Herren; og Samuel dømte Israels Børn i Mizpa.
7 Der Filisterne hørte, at Israels Børn havde samlet sig i Mizpa, da droge Filisternes Fyrster op mod Israel; der Israels Børn hørte det, da frygtede de for Filisternes Ansigt.8 Og Israels Børn.sagde til Samuel: Hør ikke op med at råbe for os til Herren vor Gud, at han frelser os fra Filisternes Hånd. 9 Så tog Samuel et diende Lam og ofrede det til et Brændoffer helt for Herren; og Samuel råbte til Herren for Israel, og Herren svarede ham. 10 Og Samuel ofrede Brændofret, og Filisterne kom frem til Krigen imod Israel; men Herren lod tordne med en svar Torden på den samme Dag over Filisterne og forfærdede dem, og de bleve slagne for Israels Ansigt. 11 Og Israels Mænd droge ud af Mizpa og forfulgte Filisterne; og de sloge dem indtil neden for Beth-Kar. 12 Da tog Samuel en Sten og satte den imellem Mizpa og imellem Sen og kaldte dens Navn Eben-Ezer*; og han sagde: Hidindtil har Herren hjulpet os. 13 Så bleve Filisterne ydmygede og kom ikke ydermere i Israels Landemærke, og Herrens Hånd var imod Filisterne, så længe Samuel levede. 14 Og de Stæder, som Filisterne havde taget fra Israel, kom til Israel igen, fra Ekron og indtil Gath; tilmed udfriede Israel deres Landemærke af Filisternes Hånd; men der var Fred imellem Israel og imellem Amoriterne. 15 Og Samuel dømte Israel alle sine Livsdage. 16 Og han gik hvert År og vandrede. omkring til Bethel og Gilgal og Mizpa og dømte Israel i alle disse Stæder. 17 Og han kom tilbage til Rama, thi der var hans Hus, og der dømte han Israel; og han byggede der Herren et Alter.

8 Kapitel - 1.Sa.8
Og det skete, der Samuel var gammel, da satte han sine Sønner til Dommere over Israel. 2 Men han førstefødte Søns Navn var Joel og hans anden Søns Abia; de var, Dommere i Beersaba. 3 Men hans Sønner vandrede ikke i hans Veje, men bøjede sig efter Vinding; og de toge Gave og bøjede Retten.
4 Da samlede sig alle de Ældste af Israel, og de kom til Samuel i Rama. 5 Og de sagde til ham: Se, du er blev en gammel, og dine Sønner, de vandre ikke i dine Veje; så sæt nu en Konge over os til at dømme os, ligesom alle Hedningerne have.
6 Men det Ord var ondt for Samuels Øjne, at de sagde: Giv os en Konge at dømme os; og Samuel bad ydmygeligen til Herren. 7 Og Herren sagde til Samuel: Hør Folkets Røst i alt det, som de talede til dig; thi ikke dig have de forkastet, men mig have de forkastet, at jeg ikke skal regere over dem. 8 Efter alle de Gerninger, som de have gjort, fra den Dag jeg opførte dem af Ægypten og indtil denne Dag, da de have forladt mig og tjent andre Guder: Således gøre de også ved dig. 9 Saa hør nu deres Røst; dog at du skal vidne klarligen for dem og forkynde dem Kongens Vis, som skal regere over dem.
10 Og Samuel sagde alle Herrens Ord til Folket, som begærede en Konge af ham. 11 Og han sagde: Dette skal være Kongens Vis, som skal regere over eder: Eders Sønner skal han tage sig og sætte dem hos sine Vogne og iblandt sine Rytter og de skulle løbe frem foran hans Vogn, 12 og han skal sætte sig dem til Høvedsmænd over tusinde og Høvedsmænd over halvtredsindstyve og til at pløje hans Pløjning og til at høste hans Høst og til at gøre hans Krigstøj og hans Vogntøj.13 Og eders Døtre skal han tage til at lave ham Salver og til Kokkepiger og til Bagersker. 14 Han skal og tage eders Agre og eders Vingårde og eders Oliegårde, dem som ere. gode, og give sine Tjenere. 15 Og af eders Sæd og eders Vingårde skal han tage Tiende og give sine Hofbetjente, og sine Tjenere. 16 Og eders Tjenere og eders Tjenestepiger og eders udvalgte bedste unge Karle og eders Asener skal han tage og bruge til sin Gerning. 17 Han skal tage Tiende af eders små Kvæg, og I skulle være hans Tjenere. 18 Og når I da råbe på den samme Dag over eders Konge, som I have udvalgt eder, da skal Herren ikke svare eder på den Dag. 19 Og Folket vægrede sig ved at høre Samuels Røst, og de sagde: Ingenlunde! men der skal være en Konge over os. 20 Og vi ville også være som alle Hedningerne, og vor Konge skal dømme os og drage ud for vort Ansigt.og føre vore Krige. 21 Der Samuel havde hørt alle Folkets Ord, da talede han dem for Herrens Øren. 22 Da sagde Herren til Samuel: Hør deres Røst, og lad en Konge regere over dem; og Samuel sagde til Israels Mænd: Går, hver til sin Stad.

9 Kapitel - 1.Sa.9
Og der var en Mand af Benjamin og hans Navn var Kis, en Søn af Abiel, der var en Søn af Zeror der var en Søn af Bekorath, en Søn af Afia, en benjaminitisk Mands Søn -- en vældig Stridsmand. 2 Og havde en Søn, hvis Navn var Saul udvalgt og skøn, og der var ingen af Israels Børn skønnere end han; fra sin Skulder og opad var han højere end alt Folket. 3 Og Kis', Sauls Faders, Aseninder vare blevne borte; da sagde Kis til Saul, sin Søn: Kære, tag en af Drengene med dig og gør dig rede, gak hen, led Aseninderne op! 4 Og han gik over Efraims Bjerg og gik over Salisas Land, og de fandt dem ikke; siden gik de over Sålims Land, men de vare ikke der; derefter gik han igennem det benjaminitiske Land, og de fandt dem ikke. 5 Der de kom i Zufs Land, da sagde Saul til sin Dreng, som var med ham: Kom, lader os vende tilbage; måske min Fader lader af med at t ænke på Aseninderne og bliver bekymret for os. 6 Men han sagde til ham: Kære, se, der er en Guds Mand i denne Stad, og han er en æret Mand, a1t det han siger, det kommer visseligen; lader os nu gå derhen, måske han kundgør os noget om vor Vej, som vi gå på.7 Da sagde Saul til sin Dreng: Men se, om vi gå, hvad skulle vi give Manden? thi Brødet er borte af vore Poser, og vi have ingen Skænk at bringe den Guds Mand; hvad have vi med os? 8 Og Drengen blev ved at svare Saul og sagde: Se, der findes hos mig en Fjerdepart af en Sekel Sølv; den ville vi give den Guds Mand, at han kundgør os vor Vej. 9 Fordum i Israel sagde hver Mand således, når han gik at adspørge Gud: Kommer og lader os gå til Seeren; thi den, der nu kaldes Profeten, kaldtes fordum Seeren. 10 Da sagde Saul til sin Dreng: Dit Ord er godt, kom, lader os gå; og de gik til Staden, hvor den Guds Mand var. 11 Da de gik op ad Opgangen til Staden, da fandt de nogle unge Piger, som gik ud at drage Vand op, og de sagde til dem: Er Seeren her? 12 Og de svarede dem og sagde: Ja, se, der for dit Ansigt; skynd dig nu, thi i Dag er han kommen i Staden, efterdi Folket har Slagtoffer i Dag på Høj en. 13 Når I komme i Staden, da skulle I lige finde ham, førend han går op på Højen at æde, thi Folket må ikke æde, førend han kommer; thi han skal velsigne Slagtofret, derefter skulle de æde, som ere budne; derfor går nu op, thi i Dag skulle I finde ham. 14 Og de gik op til Staden; der de vare komne midt i Staden, se, da kom Samuel dem i Møde for at gå op på Højen.
15 Men Herren havde åbenbaret for Samuels Øre den Dag, førend Saul kom, og sagt: 16 Ved denne Tid i Morgen vil jeg sende dig til en Mand af Benjamins Land, og ham skal du salve til en Fyrste over mit Folk Israel, og han skal frelse mit Folk af Filisternes Hånd; thi jeg har set til mit Folk, efterdi dets Skrig er kommet for mig. 17 Der Samuel så Saul, da svarede Herren ham: Se, det er Manden, om hvem jeg sagde dig: Denne skal styre mit Folk. 18 Og Saul kom frem til Samuel midt i Porten og sagde: Kære, kundgør mig, hvor er Seerens Hus? 19 Da svarede Samuel Saul og sagde: Jeg er Seeren, gak op foran mig på Højen, og I skulle æde med mig i Dag; og i Morgen vil jeg lade dig fare, og a1t det, der er i dit Hjerte, vil jeg kundgøre dig. 20 Og de Aseninder, som bleve borte for dig i Dag for tre Dage siden, dem skal du ikke lægge dig på Hjerte, thi de ere fundne; og til hvem er al Israels Længsel? mon ikke til dig og din Faders ganske Hus? 21 Og Saul svarede og sagde: Er jeg ikke en Benjaminit, af de mindste af Israels Stammer? og min Slægt er mindre end alle Benjamins Starnmes Slægter, og hvorfor har du talet til mig på denne Måde? 22 Saa tog Sa rnuel Saul og hans Dreng og og ledte dem ind i Kammeret, og han gav dem Sted øverst iblandt de budne, og de var ved tredive Mænd. 23 Da sagde Samuel til Kokken: Giv hid det Stykke, som jeg gav dig, om hvilket jeg sagde til dig: Læg det hos dig. 24 Så frembar Kokken en Bov, og det, som var derpå, og han lagde det for Saul og sagde: Se, dette er blevet tilovers, læg det for dig, æd; thi til den bestemte Tid er det forvaret til dig, der jeg sagde: Jeg har indbudet Folket; så åd Saul med Samuel på den samme Dag. 25 Og de gik ned fra Højen til Staden, og han talede med Saul på Taget. 26 Og de stode tidlig op, og det skete, der Morgenrøden gik op, da kaldte Samuel Saul op på Taget og sagde: Stå op, så vil jeg lade dig fare; og Saul stod op, og de gik begge ud, han og Samuel, udenfor. 27 Der de kom ned til Enden af Staden, da sagde Samuel til Saul: Sig til Drengen, at han skal gå frem foran os; og han gik hen; men staa du nu stille, så vil jeg lade dig høre Guds Ord.

10 Kapitel - 1.Sa.10
Og Samuel tog en Oliekrukke og øste på hans Hoved og kyssede ham og sagde: Mon det ikke være så, at Herren har salvet dig til en Fyrste over hans Arv? 2 Naar du går fra mig i Dag, da skal du finde to Mænd ved Rakels Grav i Benjamins Landemærke i Zelza; og de skulle sige til dig: De Aseninder ere fundne, som du gik at lede efter og se, din Fader har ladet Sagen om Aseninderne fare og er bekymret for eder og sigér: Hvad skal jeg gøre for min Søn? 3 Og når du går frem derfra og bedre frem og kommer til Thabors Lund, da skulle tre Mænd finde dig der, som gå op til Gud i Guds Hus: En, som bærer tre Kid, og en, som bærer tre hele Brød, og en, som bær er en Flaske Vin. 4 Og de skulle hilse dig og give dig to Brød, og du skal annamme dem af deres Hånd. 5 Derefter skal du komme til Guds Høj, hvor Filisternes Besætninger ere; og det skal ske, når du kommer der til Staden, da skal du møde en Hob Profeter, som komme ned fra Højen, og foran dem skal være Salter og Tromme og Pibe og Harpe, og de skulle profetere. 6 Og Herrens Ånd skal komme heftig over dig, at du skal profetere med dem; og du skal omskiftes til en anden Mand. 7 Og det skal ske, når disse Tegn indtræffe for dig, så skal du udføre, hvad du lægger Hånd på; thi Gud er med dig. 8 Og du skal gå ned for mit Ansigt til Gilgal, og se, jeg vil komme ned til dig til at ofre Brændoffer og at slagte Takofre; syv Dag skal du bie, indtil jeg kommer til dig, så vil jeg lade dig vide, hva du skal gøre. 9 Og det skete, der han vendte Ryggen for at gå fra Samuel, da gav Gud ham et helt andet Hjerte; og alle disse Ting indtraf samme Dag. 10 Og de kom derhen til Højen, se, da kom en Hob Profeter imod ham, og Guds Ånd kom heflig over ham, og han profeterede midt iblandt dem. 11 Og det skete der alle de, som kendte ham tilforn så det, og se, han profeterede med Profeterne, da sagde Folket, hver til sin Næste: Hvad er det, som er Kis, Søn vederfaret? er og Saul iblandt Profeterne? 12 Da svarede en Mand derfra og sagde: Hvo er dog deres Fader? Derfor blev det til et Ordsprog: Er og Saul iblandt Profeterne? 13 Der han havde holdt op med at profetere, da kom han til Højen. 14 Og Sauls Farbroder sagde til ham og til hans Dreng: Hvor gik I hen? Og han sagde: At lede efter Aseninderne, og der vi så, at de ikke vare nogensteds, kom vi til Samuel. 15 Da sagde Sauls Farbroder: Kære, kundgør mig, hvad sagde Samuel til eder? 16 Og Saul svarede sin Farbroder: Han gav os til Kende, at Aseninderne vare fundne; men Ordet om Kongedømmet, som Samuel havde sagt, tilkendegav han ham ikke.
17 Og Samuel lod Folket kalde til Hobe til Herren i Mizpa. 18 Og han sagde til Israels Børn: Så sagde Herren Israels Gud: Jeg førte Israel op af Ægypten, og jeg friede eder af Ægypternes Hånd og af alle de Rigers Hånd, som fortrykte eder. 19 Men I have i Dag forkastet eders Gud, ham, som frelste eder af alt eders onde og eders Trængsler, og I sagde til ham: Du skal sætte en Konge over os; og nu stiller eder frem for Herrens Ansigt efter eders Stammer og efter eders Tusinder. 20 Og Samuel lod alle Israels Stammer komme frem, da blev Benjamins Stamme ramt. 2l Der han lod Benjamins Stamme komme frem efter dens Slægter, da blev Matris Slægt ramt; og Saul, Kis, Søn blev ramt; og de ledte efter ham, men han fandtes ikke. 22 Da adspurgte de Herren ydermere: Kommer der endnu Nogen herhid Og Herren sagde: Se, han er skjult ved Tøjet. 23 Da løb de og hentede ham derfra, og han stillede sig midt iblandt Folket; og han var højere end alt Folket fra sin Skulder og derover. 24. Og Samuel sagde til alt Folket: Ser I den, som Herren har udvalgt thi ingen er som han iblandt alt Folket. Da råbte alt Folket og sagde: Kongen leve! 25 Og Samuel talede til Folket om Kongedømmets Ret og skrev den i en Bog og lod den blive for Herrens Ansigt; sa lod Samuel alt Folket fare, hver til sit Hus. 26 Og Saul gik også til sit Hus til Gibea; og de af Skaren, hvis Hjerte Gud rørte, gik med ham. 27 Men nogle Belials Børn sagde: Hvad! skal denne frelse os? Og de foragtede ham og bragte ham ikke Skænk; men han var, som han havde væref døv.

11 Kapitel - 1.Sa.11
Men Ammoniteren Nahas drog op og lejrede sig mod Jabes i Gilead; og alle Mænd i Jabes sagde til Nahas: Gør en Pagt med os, så ville vi tjene dig. 2Og Ammoiteren Nahas sagde til dem: På det Vilkår vil jeg gøre Pagt med eder, at jeg må stikke det højre Øje ud paa eder alle, og jeg vil lægge den Skændsel på al Israel. 3 Da sagde de Ældste af Jabes til ham: Lader os være i Fred i syv Dage, at vi kunne sende Bud til alt lsraels Landemærke; og dersom der er ingen, som frelser os, da ville vi gå ud til dig. 4 Så kom Budene tll Sauls Gibea og talede Ordene for Folkets øren; da opløftede alt Folket deres Røst, og de græd. 5 Og se, Saul kom bagefter Øksnene fra Marken, og Saul sagde: Hvad skader Folket, at de græde? Da fortalte de ham Mændenes Ord af Jabes. 6 Da kom Guds Ånd heftig over Saul, der han hørte disse Ord, og hans Vrede optændtes såre.7 Og han tog et Par Øksne og huggede dem i Stykker og udsendte dem til al Israels Landemæ rke med Bud og lod sige: Hvo som ikke drager ud efter Saul og efter Samuel, med hans Øksne skal der gøres således; da faldt Herrens Frygt på Folket, at de droge ud som een Mand. 8 Og han talte dem i Besek, og Israels Børn vare tre Hundrede Tusinde, og Judas Mænd tredive Tusinde. 9 Da sagde de til Budene, som vare komne: Så skulle I sige til Mændene i Jabes i Gilead: I Morgen skal eder vederfares Frelse, når Solen bliver hed. Der Budene kom og kundgjorde det for Mændene i Jabes, da bleve de glade. 10 Og Mændene i Jabes sagde: I Morgen ville vi gå ud til eder, så må I gøre os efter alt det, som er godt for eders Øjne. 11 Og det skete den næste Dag, da satte Saul Folket i tre Hobe, og de kom midt i Lejren i Morgenvagten, og de sloge Ammoniterne, indtil Dagen blev hed; og det skete, at de, som bleve tilovers, bleve så adspredte, at der ikke blev tilovers af dem to sammen.
12 Da sagde Folket til Samuel: Hvo er den, som sagde: Skulde Saul regere over os? giver de Mænd hid så ville vi slå dem ihjel. 13 Men Saul sagde: Der skal ingen Mand dø på denne Dag; thi Herren har i Dag givet Frelse i Israel. 14 Og Samuel sagde til Folket: Kommer og lader os gå til Gilgal, og der ville vi på ny give ham Riget. 15 Da gik alt Folket til Gilgal og gjorde der Saul til Konge for Herrens Ansigt i Gilgal og slagtede der Takofre for Herrens Ansigt; og Saul glædede sig der og alle Israels Mænd såre meget.

12 Kapitel - 1.Sa.12
Da sagde Samuel til al Israel: Se jeg hørte eders Røst i alt det, I sagde til mig, og jeg har sat en Konge til at regere over eder. 2 Og nu se, der vandrer Kongen for eders Ansigt, og jeg er vorden gammel og gråhærdet, og se, mine Sønner ere hos eder; og jeg har vandret for eders Ansigt fra min Ungdom indtil denne Dag. 3 Se, her er jeg, vidner imod mig for Herren og for hans salvede: Hvis Okse har jeg taget, og hvis Asen har jeg taget, og hvem har jeg gjort Vold, hvem har jeg fortrykt, og af hvis Hånd har jeg taget Bestikkelse, så jeg derved lukkede mine Øjne? Og jeg vil give eder det igen. 4 Da sagde de: Du har hverken gjort os Vold, ej heller fortrykt os, og ej taget noget af nogens Hånd. 5 Da sagde han til dem: Herren er Vidne mod eder, og hans salvede er Vidne på denne Dag, at I ikke have fundet noget i min Hånd; og Folket sagde: Han skal være Vidne.
6 Fremdeles sagde Samuel til Folket: Det er Herren, som beskikkede Mose og Aron, og som førte eders Fædre op af Ægyptens Land. 7 Og nu stiller eder frem, og jeg vil gå i Rette med eder for Herrens Ansigt om alle Herrens retfærdige Gerninger, som han har gjort imod eder og imod eders Fædre. 8 Der Jakob var kommen til Ægypten, da råbte eders Fædre til Herren, og Herren sendte Mose og Aron, og de udførte eders Fædre af Ægypten og lode dem bo på dette Sted. 9 Men de forglemte Herren deres Gud; og han solgte dem i Siseras Hånd, Krigshøvedsmandens i Hazor, og i Filisternes Hånd og i Moabiternes Konges Hånd, og disse strede imod dem. 10 Da raabte de til Herren og sagde: Vi have syndet, fordi vi forlode Herren og tjente Bål- og Astartebillederne; men fri os nu fra vore Fjenders Hånd, så ville vi tjene dig.11 Da sendte Herren Jerub-Bål og Bedan og Jeftha og Samuel; og han friede eder af eders Fjenders Hånd trindt omkring, at I boede tryggeligen. 12 Og der I så, at Nahas, Ammons Børns Konge, kom imod eder, da sagde I til mig: Ikke så, men en Konge skal regere over os, skønt Herren eders Gud var eders Konge. 13 Og nu, se, der er Kongen, som I have udvalgt, som I have begæret; og se, Herren har sat en Konge over eder. 14 Dersom I frygte Herren og tjene ham og høre hans Røst og ikke ere genstridige mod Herrens Mund: Da skulle både I og Kongen, som regerer over eder, være Herren eders Gud til Behag. 15 Men dersom I ikke høre Herrens Røst, men ere genstridige mod Herrens Mund, da skal Herrens Hånd være imod eder, som imod eders Fædre. 16 Stiller eder nu også frem og ser denne store Ting, som Herren skal gøre for eders Øjne. 17 Er det ikke Hvedehøst i Dag? Jeg vil kalde på Herren, så skal han give Torden og Regn: Så vider og ser, at det onde, som I have gjort for Herrens Øjne, er stort, idet at I have begæret eder en Konge 18 Da råbte Samuel til Herren og Herren gav Torden og Regn på den samme Dag; derfor frygtede alt Folket såre for Herren og Samuel. l9 Og alt Folket sagde til Samuel: Bed ydmygeligen for dine Tjenere til Herren din Gud, at vi ikke skulle dø; thi vi lagde det onde til alle vore Synder, at vi begærede os en Konge. 20 Da sagde Samuel til Folket: Frygter ikke! I have vel gjort alt dette onde; viger dog ikke fra Herren, men tjener Herren i eders ganske Hjerte! 21 Og viger ikke af; thi så følge I forfængelige Ting,sorn ej gavne eller hjælpe, thi de ere Forfængelighed. 22 Thi Herren skal ikke forlade sit Folk for sit store Navns Skyld, efterdi Herren har, haft Villie til at gøre eder til sit Folk. 23 Også jeg - det være langt fra mig at synde imod Herren, at jeg skulde lade af at bede ydmygeligen for eder; men jeg vil lære eder den gode og den rette Vej. 24 Frygter ikkun Herren og tjener ham i Sandhed af eders ganske Hjerte; thi ser, hvor store Ting han gør imod eder. 25 Men gøre I alligevel ilde, da skulle både I og eders Konge omkomme.

13 Kapitel - 1.Sa.13
Saul var... *År, da han blev Konge, og han regerede på andet År over Israel. 2 Da udvalgte Saul sig tre Tusinde af Israel, og to Tusinde vare med Saul i Mikmas og på Bethels Bjerg, og tusinde vare med Jonathan i Benjamins Gibea; men de øvrige Folk lod han fare, hver til sine Telte. 3 Og Jonathan slog Filisternes Besætning, som var på Højen, og Filisterne hørte det; derfor lod Saul blæse i Trompeten i hele Landet og sige: Lad Hebræerne høre det! 4 Og al Israel hørte, at der sagdes: Saul har slaget Filisternes Besætning, og Israel har gjort sig forhadt hos Filisterne; da blev Folket sammenkaldt efter Saul til Gilgal. 5 Og Filisterne samledes til at stride med Israel, tredive Tusinde Vogne og seks Tusinde Ryttere og Folk som Sand, der er ved Havbredden i Mangfoldighed; og de droge op og lejrede sig i Mikmas, Østen for Beth-Aven. 6 Der Israels Mænd så sig i Nød (thi Folket blev trængt), da skjulte Folket sig i Hulerne og i Tornebuskene og i Klipperne og i de faste Tårne og i Grøfterne.
7 Og Hebræere gik over Jordanen til Gads Land og til Gilead; og Saul var endnu i Gilgal, og alt Folket var forskrækket og fulgte efter ham. 8 Og han tøvede i syv Dage til den Tid, som var bestemt af Samuel, men Samuel kom ikke til Gilgal; da adspredtes Folket fra ham. 9 Da sagde Saul: Fører hid til mig Brændofret og Takofrene; og han ofrede Brændofret. 10 Og det skete, der han var færdig med at ofre Brændofret, se, da kom Samuel! og Saul gik ud imod ham at hilse på ham. 11 Da sagde Samuel: Hvad har du gjort? og Saul sagde: Da jeg så, at Folket adspredtes fra mig, og du kom ikke til den bestemte Tid, og Filisterne vare samlede udi Mikmas, 12 da sagde jeg: Nu komme Filisterne ned mod mig i GiIgaI, og jeg har ikke bedet for Herrens Ansigt; da tog jeg Mod til mig og ofrede Brændofret. 13 Da sagde Samuel til Saul: Du har handlet dårligen; du har ikke holdt Herren din Guds Bud, som han bød dig; så havde Herren nu stadfæstet dit Kongedømme over Israel evindelig. 14 Men nu skal dit Kongedømme ikke bestå; Herren har opsøgt sig en Mand efter sit Hjerte, og ham har Herren budet at være en Fyrste over sit Folk, fordi du ikke har holdt det, som Herren har befalet dig.
15 Og Samuel gjorde sig rede og gik op fra Gilgal til Gibea i Benjamin; og Saul talte det Folk, som fandtes hos ham, ved seks Hundrede Mand. 16 Og Saul og Jonathan hans Søn, og det Folk, som fandtes hos dem, bleve i Gibea i Benjamin; men Filisterne havde lejret sig i Mikmas. 17 Og der uddrog en ødelæggende Skare af Filisternes Lejr i tre Hobe; den ene Hob vendte sig ad Vejen imod Ofra, til Landet Sual; 18 og den anden Hob vendte sig ad Vejen til Beth-Horon; og den tredje Hob vendte sig mod Vejen ved Skellet, der rager frem over Zeboims Dal, ad Ørken til. 19 Og der blev ingen Smed funden i al Israels Land; thi Filisterne sagde: At Hebræerne ikke skulde gøre Sværd eller Spyd. 20 Derfor måtte al Israel fare ned til Filisterne, at hver kunde få sit Plovjern og sin Hakke og sin Økse og sin Spade skærpet; 21 og de havde skarpe File til Spader og Hakker og Treforke og Økser, og så ofte Æggen var sløvet på Spader, og når de skulde have en Bråd sat ind. 22 Og det skete på Stridens Dag, at der ikke blev funden Sværd eller Spyd i nogen af Folkets Hånd, som var med Saul og med Jonathan; dog fandtes der hos Saul og hos Jonathan, hans Søn. 23 Og Filisternes Besætning drog ud til Kløftvejen ved Mikmas.

14 Kapitel - 1.Sa.14
Og det hændte sig en Dag, at Jonathan, Sauls Søn, sagde til en unge Karl, som bar hans Våben: Gak med, så ville vi gå over til Filisternes Besætning, som er på hin Side; og han gav sin Fader det ikke til Kende. 2 Men Saul blev ved det yderste af Gibea under Granattræet, som var i Migron; og det Folk, som var hos ham, var ved seks Hundrede Mand. 3 Og Ahia, Ahitobs Søn, Ikabods Broder, som var en Søn af Pinehas, Elis Søn, Herrens Præst i Silo, bar Livkjortlen; men Folket vidste ikke, at Jonathan var gået bort. 4 Og imellem Kløftvejene, hvor Jonathan søgte at gå over mod Filisternes Besætning, var en spids Klippe på denne Side og en spids Klippe på hin Side, og den enes Navn var Bozez og den andens Navn Sene. 5 Den ene Spids stod Norden imod Mikmas og den anden Sønden imod Geba. 6 Og Jonathan sagde til den unge Karl, som bar hans Våben: Kom, så ville vi gå over til disse uomskårnes Besætning, måske Herren udretter noget for os; thi hos Herren er intet til Hinder i at frelse ved mange eller ved få. 7 Og hans Våbendrager sagde til ham: Gør alt det, som er i dit Hjerte; bøj af Vejen, se, jeg er med dig efter dit Hjerte. 8 Og Jonathan sagde: Se, vi gå over til Mændene og lade os se af dem. 9 Dersorn de sige således til os: Står stille, indtil vi komme nær til eder, så ville vi stå på vort Sted og ikke gå op til dem. 10 Men dersom de sige således: Kommer op til os, så ville vi stige op; thi Herren har givet dem i vor Hånd; og dette skal være os et Tegn. 11 Der de begge bleve sete af Filisternes Besætning, da sagde Filisterne: Se, Hebræerne ere udgangne af Hulerne, hvor de skjulte sig. 12 Og Mændene i Besætningen tiltalede Jonathan og hans Våbendrager og sagde: Kommer op til os, så ville vi lære eder noget. Da sagde Jonathan til sin Våbendrager: Stig op efter mig; thi Herren har givet dem i Israels Hånd. 13 Og Jonathan steg op på sine Hænder og på sine Fødder og hans Våbendrager efter ham; da faldt de for Jonathans Ansigt, og hans Våbendrager slog ihjel efter ham. 14 Og det første Slag, som Jonathan og hans Våbendrager slog, var ved tyve Mand, på omtrent den halve Længde af en Dags Pløjeland. 15 Og der var en Forfærdelse i Lejren, på Marken og iblandt alt Folket; Besætningen og den ødelæggende Skare bleve også forfærdede, ja, Landet skælvede; thi det var en Forfærdelse fra Gud.
16 Og Sauls Skildvagt i Gibea i Benjamin så til, og se, Hoben splittedes og gik, og de stødte hverandre. 17 Da sagde Saul til Folket, som var hos ham: Tæller dog, og ser til, hvo der er gået bort fra os. Og de talte og se, Jonathan og hans Våbendrager vare der ikke. 18 Da sagde Saul til Ahia: Lad Guds Ark komme hid; thi Guds Ark var på den samme Dag hos Israels Børn. 19 Og det skete, der Saul endnu talede med Præsten, at det Bulder, som var i Filisternes Lejr, fik Fremgang og blev stort; da sagde Saul til Præsten: Lad kun være! 20 Og Saul og alt det Folk, som var hos ham, blev sammenkaldt, og de kom til Striden, og se, den enes Sværd var imod den andens, og der var en såre stor Forstyrrelse. 21 Og de Hebræer, som havde været med Filisterne tilforn, og som vare dragne op med dem i Lejren trindt omkring, de kom også for at være med Israel, som var med Saul og Jonathan. 22 Og alle Israls Mænd, som havde skjult sig på Efraims Bjerg, der de hørte, at Filisterne flyede, da satte de efter dem i Striden. 23 Så frelste Herren Israel på den samme Dag, og Striden nåede forbi Beth-Aven.
24 Og, Israels Mænd bleve hårdt anstrengte på den samme Dag; thi Saul havde besvoret Folket og sagt: Forbandet være den Mand, som æder noget Mad indtil Aftenen, at jeg kan få mig hævnet på mine Fjender; derfor smagte.det ganske Folk ingen Mad. 25 Og Folket fra det ganske Land kom ind i Skoven; men der var Honning på Marken. 26 Og Folket kom ind i Skoven, se, da flød Honningen; og ingen førte sin Hånd til sin Mund; thi Folket frygtede for Besværgelsen. 27 Men Jonathan havde ikke hørt det, der hans Fader besvor Folket, men han udrakte det yderste af Kæppen, som han havde i sin Hånd, og dyppede den i en Honningkage; og han førte sin Hånd til sin Mund, og hans Øjne bleve klare. 28 Da svarede en Mand af Folket og sagde: Din Fader besvor Folket hårdeligen og sagde: Forbandet være hver Mand, som æder nogen Mad i Dag. Og Folket var træt. 29 Da sagde Jonathan: Min Fader har gjort Uret imod Landet; se, kære, mine Øjne ere blevne klare, fordi jeg smagte lidet af denne Honning. 30 Ja, gid Folket havde ædt i Dag af sine Fjenders Bytte, som de fandt; thi hidtil har Nederlaget ikke været meget stort på Filisterne. 31 Og de sloge Filisterne på den Dag fra Mikmas indtil Ajalon, og Folket blev meget træt. 33 Og Folket tillavede, hvad de havde gjort til Bytte, og de toge Får og Øksne og Kalve og slagtede på Jorden, og Folket åd det med Blodet. 33 Da forkyndte de Saul det, og sagde: Se, Folket synder for Herren, at de æde det med Blodet, og han sagde: I have forsyndet eder, vælter nu en stor Sten hen til mig! 34 Og Saul sagde: Adspreder eder iblandt Folket og siger til dem: Fører hver sin Okse og hver sit Lam hid til mig, og slagter dem her og æder, og synder ikke imod Herren ved at æde med Blodet; da førte alt Folket hver sin Okse ved sin Hånd derhen om Natten, og de slagtede der. 35 Da byggede Saul Herren et Alter; det var det første Alter, han byggede Herren.
36 Og Saul sagde: Lader os drage ned efter Filisterne i Nat og gøre Bytte iblandt dem, indtil det bliver lys Morgen, så at vi ikke lade en Mand af dem blive tilovers; og de sagde: Gør alt det, som er godt for dine Øjne; men Præsten sagde: Lader os her holde os nær til Gud. 37 Og Saul adspur gte Gud: Skal jeg drage ned efter Filisterne? vil du give dem i Israels Hånd? Men han svarede ham ikke på den Dag. 38 Da sagde Saul: Kommer her hid, alle Folkets Øverster, og kender og ser, hvorved denne Synd i Dag er sket. 39 Thi så vist som Herren lever, han, der frelser Israel! dersom det endog var Jonathan, min Søn, da skal han visseligen dø; og ingen svarede ham af alt Folket. 40 Og han sagde til al Israel: I skulle være på den ene Side, men jeg og Jonathan, min Søn, vi ville være på den anden Side; og Folket sagde til Saul: Gør det, som godt er for dine Øjne. 41Og Saul sagde til Herren, Israels Gud: Lad Sandheden komme frem; og Jonathan og Saul blev ramt, men Folket gik fri. 42 Da sagde Saul: Kaster Lod imellem mig og imellem Jonathan, min Søn; da blev Jonathan ramt. 43 Og Saul sagde til Jonathan: Giv mig til Kende, hvad du har gjort? Og Jonathan gav ham til Kende og sagde: Jeg smagte med det yderste af den Kæp, som er i min Hånd, lidt Honning, se, her er jeg, skal jeg dø* 44 Da sagde Saul: Gud gøre mig nu og fremdeles så og så, du skal visseligen dø, Jonathan! 45 Men Folket sagde til Saul: Skulde Jonathan dø, som har bragt denne store Frelse i Israel? det være langt fra! Så vist som Herren lever, skal der ikke falde et af hans Hovedhår til Jorden, thi han har gjort dette på denne Dag ved Gud; så udfriede Folket Jonathan, at han ikke skulde dø. 46 Da drog Saul op fra at jage efter Filisterne, og Filisterne gik til deres Sted.
47 Og Saul havde taget Kongemagten over Israel; og han stred imod alle sine Fjender trindt omkring, imod Moabiterne og imod Ammons Børn og imod Edomiterne og imod Kongerne af Zoba og imod Filisterne, og hvor han vendte sig hen, revsede han dem. 48 Og han gjorde mægtige Gerninger og slog Amalek og friede Israel af deres Hånd, som havde plyndret dem. 49 Og Sauls Sønner vare: Jonathan og Jisui og Malkisua, og hans to Døtres Navne vare, den førstefødtes Navn Merab, og den yngstes Navn Mikal. 50 Og Sauls Hustrus Navn var Ahinoam, Ahimåz' Datter; og hans Stridshøvedmands Navn var Abner, en Søn af Ner, Sauls Farbroder. 51 Og Kis, Sauls Fader, i lige Måde Ner, Abners Fader, var Abiels Søn. 52 Og Krigen var hård imod Filisterne alle Sauls Dage; og hvor Saul så en vældig Mand eller nogen duelig Mand, da drog han ham til sig.

15 Kapitel - 1.Sa.15
Og Samuel sagde til Saul: Herren sendte mig til at salve dig til Konge over sit Folk, over Israel: Så hør nu Herrens Ords Røst! 2 Således sagde Herren Zebaoth: Jeg vil hjemsøge over det, som Amalek gjorde ved Israel, da han satte sig imod ham på Vejen, der han drog op af Ægypten. 3 Gak nu hen, og du skal slå Amalek, og I skulle ødelægge alt det, han har, og du skal ikke spare ham; men du skal slå ihjel både Mand og Kvinde, både spædt og diende Barn, både Okse og Lam, både Kamel og Asen.
4 Og Saul lod Folket høre det og talte dem i Telaim, to Hundrede Tusinde Fodfolk og ti Tusinde Mand af Juda. 5 Der Saul kom til Amaleks Stad, da lagde han et Baghold i Dalen. 6 Og Saul sagde til Keniten: Gak hen, vig bort, drag ned fra Amalek, at jeg ikke skal lægge dig øde med ham; thi du gjorde Miskundhed mod alle Israels Børn, der de droge op af Ægypten; så drog Keniten fra Amalek.7 Da slog Saul Amalek, fra Hevila indtil man kommer til Sur, som ligger lige for Ægypten. 8 Og han greb Agag, Amalekiternes Konge, levende, og han ødelagde alt Folket med skarpe Sværd. 9 Men Saul og Folket sparede Agag, og hvad der var godt af småt Kvæg og stort Kvæg og det næstbedste og Lammene, ja, alt det, som var godt, og de vilde ikke ødelægge det; men hver ringe og, ubrugbar Ting ødelagde de.
10 Da skete Herrens Ord til Samuel således: "Det angrer mig, at jeg gjorde Saul til Konge, thi han har vendt sig bort fra mig og har ikke holdt mine Ord; og Samuels Vrede optændtes, og han råbte til Herren den ganske Nat. 12 Og Samuel stod tidlig op for at gå Saul i Møde om Morgenen; og det blev Samuel tilkendegivet og sagt: Saul var kommen til Karmel og se, han har sat sig et Mindesmærke, og han er vendt om, draget forbi og gået ned til Gilgal. 13 Og Samuel kom til Saul, og Saul sagde til ham: Velsignet være du for Herren! jeg; har holdt Herrens Ord. 14 Men Samuel svarede: Hvad er dette for en Lyd af småt Kvæg for mine Øren? og Lyd af stort Kvæg, som jeg hører 15 Da sagde Saul: De have ført det fra Amale kiterne, idet Folket sparede det, som var godt af småt Kvæg og af stort Kvæg, for at ofre til Herren din Gud; men det øvrige have vi ødelagt. 16 Da sagde Samuel til Saul: Hold op! så vil jeg give dig til Kende, hvad Herren har talet til mig i Nat; og han sagde til ham: Tal! 17 Og Samuel sagde: Er det ikke så? der du var liden i dine Øjne, blev du Israels Stammers Hoved, og Herren salvede dig til en Konge over Israel. 18 Og Herren sendte mig på Vejen og sågde: Drag hen, ødelæg de Syndere, Amalekiterne, og strid imod dem, indtil du får gjort Ende på dem. 19 Og hvorfor adlød du ikke Herrens Røst men du styrtede dig over Byttet, og gjorde det onde for Herrens Øjne. 20 Da sagde Saul til Samuel: Jeg adlød dog Herrens Røst? og gik på den Vej, på hvilken Herren sendte mig; og jeg førte Agag, Amalekiternes Konge, hid, og ødelagde Amalekiterne; 21 men Folket tog af Rovet småt Kvæg og stort Kvæg, det ypperste af det, som var sat i Band, for at ofre til Herren din Gud i Gilgal. 22 Men Samuel sagde: Mon Herren har Behag i Brændofre og Slagtofre, således som i Lydighed mod Herrens Røst? se, at adlyde er bedre end Offer og at være hørsom end det fede af Vædre. 23 Thi Genstridighed er en Trolddoms Synd, og Hårdnakkethed er Uretfærdighed og Afgudsdyrkelse; efterdi du har forkastet Herrens Ord, da har han og forkastet dig, at du ikke skal være Konge.
24 Da sagde Saul til Samuel: Jeg har syndet ved, at jeg har overtrådt Herrens Befaling og dine Ord; thi jeg frygtede for Folket og adlød dets Røst. 25 Og nu, kære, borttag min Synd, og vend tilbage med mig, så vil jeg tilbede for Herren. 26 Da sagde Samuel til Saul: Jeg vil ikke vende tilbage med dig; thi du har forkastet Herrens Ord, og Herren har forkastet dig, at du ikke skal være Konge over Israel. 27 Der Samuel vendte sig omkring for at gå, da holdt han fast ved Fligen af hans, Kappe, og den blev reven itu. 28 Da sagde Samuel til ham: Herren har i Dag revet Israels Kongerige fra dig, og han har givet det til din Næste, som er bedre end du. 29 Og han, som er Israels Herlighed, lyver ikke, og det skal ikke angre ham; thi han er ikke et Menneske, at han skulde angre. 30 Og han sagde: Jeg har syndet, men, kære, ær mig nu for mit Folks Ældste og for Israel; og vend tilbage med mig, at jeg må tilbede for Herren din Gud. 31 Så vendte Samuel tilbage med Saul, og Saul tilbad for Herren.
32 Da sagde Samuel: Fører Agag, Amalekiternes Konge, frem til mig, og Agag gik til ham lystelig, og Agag sagde: Visseligen, Dødens Beskhed er bortvegen. 33 Men Samuel sagde: Ligesom dit Sværd har berøvet Kvinder deres Børn, så skal iblandt Kvinderne din Moder berøves sine Børn, og Samuel sønderhuggede Agag for Herrens Ansigt i Gilgal. 34 Og Samuel gik til Rama men Saul drog op til sit Hus i Sauls Gibea. 35 Og Samuel besøgte ikke Saul mere indtil sin Døds Dag, thi Samuel sørgede. over Saul;
og det angrede Herren, at han havde gjort Saul til Konge over Israel.
16 Kapitel - 1.Sa.16
Og Herren sagde til Samuel: Hvor længe vil du sørge for Saul?
og jeg har forkastet ham, at han ikke skal være Konge over Israel; fyld dit Horn med Olie og gak hen, jeg vil sende dig til Bethlehemiteren Isai, thi jeg har udset mig en Konge iblandt hans Sønner. 2 Men Samuel sagde: Hvorledes kan jeg gå? thi Saul skulde høre det og slå mig ihjel; da sagde Herren: Tag en Kalv af Kvæget med dig, og du skal sige: Jeg er kommen at slagte Slagtoffer for Herren. 3 Og du skal byde Isai til det Slagtoffer; og jeg vil lade dig vide, hvad du skal gøre, og du skal salve mig den, som jeg siger dig. 4 Og Samuel gjorde det, som Herren sagde, og kom til Bethlehem; da forfærdedes de Ældste i Staden og gik ham i Møde og sagde: Er det med Fred, at du kommer? 5 Og han sagde: Det er med Fred, jeg er kommen for at slagte Slagtoffer for Herren, helliger eder og kommer med mig til Slagtofret; og han helligede Isai og hans Sønner og indbød dem til Ofringen. 6 Og det skete, der de kom, da så han Eliab; og han tænkte: Visseligen er han for Herren hans salvede. 7 Og Herren sagde til Samuel: Se ikke til hans Anseelse eller til hans høje Vækst, thi jeg har forkastet ham; thi jeg agter ikke det, som et Menneske ser på; thi et Menneske ser det, som er for Øjnene, men Herren ser til Hjertet. 8 Da kaldte Isai ad Abinadab og lod ham gå forbi for Samuels Ansigt, og han sagde: Denne har Herren ikke heller udvalgt. 9 Derefter lod Isai Samma gå forbi, og han sagde: Denne har Herren ikke heller udvalgt. 10 Så lod Isai sine syv Sønner gå forbi for Samuels Ansigt; men Samuel sagde til Isai: Herren har ikke udvalgt disse. 11 Fremdeles sagde Samuel til Isai: Er det alle Drengene og han sagde: Den yngste er endnu tilbage, og se, han vogter Småkvæg; da sagde Samuel til Isai: Send hen og lad ham hente, thi vi sætte os ikke til Bords, før han kommer hid. 12 Da sendte han hen og lod ham føre frem, og han var rødmusset med dejlige Øjne og skøn af Anseelse; da sagde Herren: Stå op, salv ham, thi ham er det. 13 Så tog Samuel Oliehornet og salvede ham midt iblandt hans Brødre, og Herrens Ånd kom heftig over David fra den samme Dag og fremdeles; derefter gjorde Samuel sig rede og gik til Rama.
14 Men Herrens Ånd veg fra Saul, og en ond Ånd fra Herren forfærdede ham. 15 Da sagde Sauls Tjenere til ham: Se, kære, en ond Ånd fra Gud forfærder dig. 16 Vor Herre sige dog til dine Tjenere, som stå for dit Ansigt, at de opsøge en Mand, som forstår at lege på Harpe; og det skal ske, når den onde Ånd fra Gud er over dig, og hin leger med sin Hånd, da skal det blive godt med dig. 17 Da sagde Saul til sine Tjenere: Kære, ser mig om efter en Mand, som kan lege godt, og fører ham til mig. 18 Da svarede een af de unge Karle og sagde: Se, jeg så Bethlehemiteren Isais Søn, han forstår at lege og er vældig til Strid, en Krigsmand og forstandig i Ord, en Mand, som er dejlig af Skikkelse, og Herren er med ham. 19 Da sendte Saul Bud til Isai og lod sige: Send til mig David, din Søn, som er hos Smaakvæget. 20 Da tog Isai et Asen tillige med Brød og en Flaske Vin og et Gedekid og sendte det ved David sin Søns Hånd til Saul. 21 Så kom David til Saul og stod for hans Ansigt; og han elskede ham såre, og han blev hans Våbendrager. 22 Derefter sendte Saul til Isai og lod sige: Kære, lad David stå for mit Ansigt, thi han har fundet Nåde for mine Øjne. 23 Og det skete, når Ånden fra Gud var over Saul, da tog David Harpen og legede med sin Hånd; og Saul blev vederkvæget, og det blev godt med ham, og den onde Ånd veg fra ham.

17 Kapitel - 1.Sa.17
Og Filisterne havde samlet deres Lejre til Krigen og samlede sig i Soko, som er i Juda; og de lejrede sig imellem Soko og imellem Aseka ved Efes-Dammim. 2 Og Saul og Israels Mænd samledes og lejrede sig i Egens Dal, og de stillede sig op til Slag imod Filisterne. 3 Og Filisterne stode på Bjerget på hin Side, og Israeliterne stode på Bjerget på denne Side, og Dalen var imellem dem.4 Da udgik en Kæmper af Filisternes Lejre, hans Navn; var Goliath af Gath, han var seks Alen og en Håndbred høj. 5 Og der var en Kobberhjelm på hans Hoved, og han var iført en Skælbrynje, og Brynjens Vægt var fem Tusind Sekel Kobber. 6 Og han havde Kob berskinner over sine Fødder, og et Kobberkastespyd imellem sine Skuldre Og hans Spydstage var som en Væverstang, og Bladet på hans Spyd var seks Hundrede Sekel Jern; og Skjolddrageren gik frem for hans Ansigt. 8 Og han stod og råbte til Israels Slagordener og sagde til dem: Hvorfor droge I ud at stille eder op til Slag er jeg ikke en Filister og I Sauls Tjenere? udvælger eder en Mand, at han kommer ned til mig. 9 Dersom han kan stride med mig, og han slår mig, da ville vi være eders Tjenere; men dersom jeg kan få Magt over ham og slår ham, da skulle I være vore Tjenere og tjene os. 10 Fremdeles sagde Filisteren: Jeg har forhånet Israels Slagordener på denne Dag; giver mig en Mand, så ville vi stride sammen. 11 Der Saul og al Israel hørte disse Filisternes Ord, da bleve de forf ærdede, og de frygtede såre.
12 Men David var hin efratitiske Mands Søn fra Bethlehem i Juda. hvis Navn var Isai og, som havde otte Sønner; og Manden var gammel i Sauls Dage og kommen til Års iblandt Mændene. 13 Og de tre ældste Isais Sønner vare gangne med Saul i Krigen; men hans tre Sønners Navne, som vare gangne i Krigen, vare Eliab den førstefødte, og Abinadab den næstældste, og Samma den tredje. 14 Men David var den yngste, og de tre ældste var gangne med Saul. 15 Og David var gået og vendt tilbage fra Saul at vogte sin Faders Småkvæg i Bethlehem. 16 Og Filisteren kom frem om Morgenen og om Aftenen og stilled sig frem i fyrretyve Dage. 17 Og Isai sagde til David, sin Søn: Kære, tag til dine Brødre denne Efa risted Aks og disse ti Brød og løb til Lejren til dine Brødre. 18 Men diss ti ferske Oste skal du bringe til Høvedsmanden over de tusinde; og du skal se til dine Brødre, om det går dem vel, og du skal medtag et Pant fra dem. 19 Og Saul og de og alle Israels Mænd vare i Egens Dal for at stride imod Filisterne. 20 Da stod David tidlig op om Morenen og overlod Småkvæget til en Vogter, og han tog hine Sager og gik, således som Isai havde befalet ham; og han kom til Vognborgen, og Hæren var uddragen i Slagordenen, og de havde råbt ud til Slag. 21 Og Israel havde stillet sig op imod Filisterne, Slagorden imod Slagorden. 22 Da gav David sit Tøj fra sig til ham, som forvarede Tøjet, og løb hen til Slagordenen; og han kom og spurgte til sine Brødres Velgående. 23 Og der han talede ned dem, se, da kom hin Kæmper, hvis Navn var Goliath, Filisteren af Gath, op fra Filisternes Slagordener, og talede de samme Ord; og David hørte det. 24 Men hver Mand af Israel, når de så Manden, da flyede de for ham og frygtede såre. 25 Og hver Mand af Israel sagde: Have I et denne Mand, som kommer op? thi han kommer op for at forhåne Israel; og det skal ske, den Mand, som slår ham, vil Kongen berige med stor Rigdom og give ham sin Datter og vil gøre hans Faders Hus frit i Israel. 26 Da sagde David til M ændene, som stode hos ham: Hvad skal der gøres ved den Mand, som slår denne Filister og borttager Forhånelsen fra Israel thi hvo er denne uomskårne Filister, at han forhåner den levende Guds Slagordener 27 Da sagde Folket til ham de samme Ord: Således skal der gøres ved den Mand, som slår ham. 28 Og hans ældste Broder Eliab hørte, der han talede til Mændene; og Eliabs Vrede optændtes imod David, og han sagde: Hvorfor kom du herned? og hvem overlod du det lidet Småkvæg i Ørken? jeg kender din Hovmodighed og dit Hjertes Ondskab, thi du er kommen herned for at se Krigen. 29 Da sagde David: Hvad har jeg nu gjort? det er jo kun et Ord. 30 Og han vendte sig omkring fra ham hen til en anden og sagde de samme Ord; og Folket gav ham Svar igen som forrige Gang.
31Og de Ord bleve hørte, som David sagde, og man gav Saul dem til Kende, og han lod ham hente. 32 Og David sagde til Saul: Intet Menneskes Hjerte blive mistrøstigt for hans Skyld; din Tjener skal gå og stride med denne Filister. 33 Og Saul sagde til David: Du kan ikke gå hen til denne Filister for at stride med ham; thi du er en ung Person, men han er en Krigsmand fra sin Ungdom af. 34 Da sagde David til Saul: Din Tjener var sin Faders Hyrde hos Småkvæget og en Løve kom og en Bjørn og borttog et Lam af Hjorden. 35 Og jeg gik ud efter den og slog den og reddede det af dens Mund; og den rejste sig imod mig, men jeg holdt fast ved dens Skæg og slog den og dræbte den. 36 Både Løven og Bjørnen har din Tjener slaget; og denne uomskårne Filister skal vorde som en af dem, thi han har forhånet den levende Guds Slagordener. 37 Frem- deles sagde David: Herren, som friede mig fra Løvens Vold og fra Bjørnens Vold, han skal fri mig fra denne Filisters Hånd; da sagde Saul til David: Gak, og Herren skal være med dig. 38 Og Saul iførte David sine Klæder og satte en Kobberhjelm på hans Hoved og gav ham en Brynje på. 39 Og David bandt hans Sværd oven over sine Klæder og begyndte at gå, thi han havde ikke forsøgt det; da sagde David til Saul: Jeg kan ikke gå i dem, thi jeg har ikke forsøgt det; og David lagde dem bort fra sig. 40 Og han tog sin Kæp i sin Hånd og udvalgte sig fem glatte Stene af Bækken og lagde dem i Hyrdeposen, som han havde, nemlig i Tasken, og havde sin Slynge i sin Hånd og gik frem imod Filisteren. 41 Og Filisteren gik fluks og kom nær til David; og Skjolddrageren gik frem for hans Ansigt. 42 Der Filisteren så op og så David, da foragtede han ham; thi han var en ung Person, rødmusset, dejlig af Anseelse. 43 Og Filisteren sagde til David: Er jeg en Hund, at du kommer til mig med Kæppe? og Filisteren bandede David ved sine Guder. 44 Og Filisteren sagde til David: Kom hid til mig, så vil jeg give Fuglene under Himmelen og Dyrene på Marken dit Kød. 45 Men David sagde til Filisteren: Du kommer til mig med Sværd og med Lanse og med Kastespyd; men jeg kommer til dig i Herren Zebaoths Navn, han som er Israels Slagordeners Gud, hvilken du har forhånet. 46 På denne Dag skal Herren overantvorde dig i min Hånd, og jeg skal slå dig og af hugge dit Hoved og give de døde Kroppe i Filisternes Lejr på denne Dag til Fuglene under Himmelen og til vilde Dyr på Jorden, at alt Landet skal vide, at der er en Gud i Israel. 47 Og hele denne Forsamling skal vide, at Herren ikke frelser ved Sværd eller ved Spyd; thi Krigen er Herrens, og han skal give eder i vor Hånd. 48 Og det skete, der Filisteren stod op og gik og kom nær imod David, da skyndte David sig og løb hen imod Slagordenen, Filisteren i Møde. 49 Og David stak sin Hånd i Posen og tog en Sten deraf og slog med Slyngen og traf Filisteren i hans Pande, så at Stenen fæstedes dybt i hans Pande, og at han faldt på sit Ansigt til Jorden. 50 Og David blev ved Slyngen og ved Stenen og slog Filisteren og dræbte ham, og David havde ikke Sværd i Hånden. 51 Og David løb hen og stod hos Filisteren og tog hans Sværd og drog det af Balgen og slog ham ihjel og afhuggede hans Hoved dermed; der Filisterne så, at den vældige iblandt dem var død, da flyede de.
52 Da gjorde Israels og Judas Mænd sig rede og råbte og forfulgte Filisterne, indtil man kommer til Dalen, ja indtil Ekrons Porte; og Filisterne, som bleve ihjelslagne, faldt paa Vejen til Sårajim og indtil Gath og indtil Ekron. 53 Derefter vendte Israels Børn om fra at jage efter Filisterne, og de plyndrede deres Lejr. 54 Men David tog Filisterens Hoved og førte det til Jerusalem og lagde hans Våben i sit Telt. 55 Men der Saul så David, da han gik ud imod Filisteren, sagde han til Abner, Stridshøvedsmanden: Hvis Søn er denne unge Karl, Abner? Og Abner sagde: Så vist som din Sjæl lever, o Konge! jeg ved det ikke. 56 Og Kongen sagde: Spørg du, hvis Søn denne unge Karl er! 57 Og der David kom tilbage, der han havde slaget Filisteren, da tog Abner ham og ledte ham ind for Sauls Ansigt; og han havde Filisterens Hoved i sin Hånd. 58 Og Saul sagde til ham: Hvis Søn er du, unge Karl? Og David sagde: Jeg er Bethlehemiteren Isais, din Tjeners, Søn.

18 Kapitel - 1.Sa.18
Og det skete, der han havde holdt op med at tale til Saul, da blev Jonathans Sjæl bunden til Davids Sjæl, og Jonathan elskede ham som sin egen Sjæl. 2 Og Saul tog ham på den Dag til sig og tilstedte ham ikke at komme tilbage til hans Faders Hus. 3 Og Jonathan og David gjorde en Pagt, fordi han elskede ham som sin egen Sjæl. 4Og Jonathan førte sig af Kappen, som han havde over sig, og gav David den og sine Klæder, ja endog sit Sværd og sin Bue og sit Bælte.
5 Og David drog ud, hvorhen Saul sendte ham, og handlede klogeligen; og Saul satte ham over Krigsmændene, og han var godt lidt af hele Folket, endogså af Sauls Tjenere. 6 Men det hændte sig, der de kom, da David vendte tilbage fra Kampen med Filisterne, at Kvinderne af alle Israels Stæder gik ud med Sang og Dans imod Kong Saul, med Tromme,med Glæde og med Strengeleg. 7 Og Kvinderne sang rnod hverandre og legede og sagde: Saul har slaget sine tusinde, og David sine ti Tusinde. 8 Da optændtes Sauls Vrede såre, og dette Ord var ondt for hans Øjne, og han sagde: De gave David ti Tusinde og mig gave de tusinde, og fremdeles vil Riget sandelig blive hans. 9 Og Saul så skævt til David fra den Dag og der efter. 10 Og det skete den næste Dag, at den onde Ånd fra Gud kom heftig over Saul, og han rasede i Huset; men David legede med sin Hånd som hver Dag, og Saul havde et Spyd i Hånden. ll Og Saul kastede Spydet og sagde: Jeg vil stikke det igennem David ind i Væggen; men David vendte sig to Gange om fra ham.
12 Og Saul frygtede for David; thi Herren var med ham, men han var veget fra Saul. 13 Da fjernede Saul ham fra sig og satte ham for sig til en Høvedsmand over tusinde; og han drog ud og drog ind for Folkets Ansigt. 14 Og David handlede klogeligen på alle sine Veje, og Herren var med ham. 15 Og der Saul så, at han handlede såre klogeligen, da gruede han for hans Ansigt. 16 Men al Israel og Juda elskede David; thi han drog ud og drog ind for deres Ansigt. 17 Og Saul sagde til David: Se, min ældste Datter Merab, hende vil jeg give dig til Hustru, vær ikkun en duelig Mand for mig og strid Herrens Krige; thi Saul sagde: Min Hånd skal ikke være på ham, men Filisternes Hånd skal være på ham. 18 Og David sagde til Saul: Hvo er jeg, og hvad er mit Liv, ja min Faders Slægt i Israel, at jeg skulde blive Kongens Svigersøn? 19 Og det skete, der Tiden kom, at Merab, Sauls Datter, skulde gives David, da blev hun given Meholathiteren Adriel til Hustru.
20 Men Mikal, Sauls Datter, elskede David, og de gave Saul det til Kende, og den Sag var ret for hans Øjne. 21 Og Saul sagde: Jeg vil give ham hende, at hun skal vorde ham til en Snare, og Filisternes Hånd være over ham; da sagde Saul til David: Ved den anden skal du i Dag blive besvogret med mig. 22 Og Saul bød sine Tjenere: Taler hemmeligt med David og siger: Se, Kongen har Behag i dig, og alle hans Tjenere elske dig, bliv derfor nu Kongens Svigersøn! 23 Og Sauls Tjenere talede disse Ord for Davids Øren, og David sagde: Er det en ringe Ting i eders Øjne at blive Kongens Svigersøn, og jeg er en fattig og ringe Mand 24 Og Sauls Tjenere gave ham det til Kende og sagde: Sådanne Ord talede David. 25 Da sagde Saul: Således skulle I sige til David: Kongen har ingen Lyst ti1 Morgengave, men til Forhuden af hundrede Filister, for at hævne sig på Kongens Fjender; thi Saul tænkte, at han vilde lade David falde for Filisternes Hånd. 26 Da sagde hans Tjenere disse Ord til David, og denne Sag var ret for Davids Øjne, at han skulde vorde Kongens Svigersøn, men Dagene vare endnu ikke udløbne. 27 Da gjorde David sig rede og drog hen, han og hans Mænd, og slog iblandt Filisterne to Hundrede Mænd, og David bragte deres Forhud, og de fyldestgjorde Kongen med dem, for at han kunde blive Kongens Svigersøn; så gav Saul ham Mikal, sin Datter, til Hustru. 28 Og Saul så og vidste, at Herren var med David, og Mikal, Sauls Datter, elskede ham. 29 Da blev Saul ved ydermere at frygte for Davids Ansigt, og Saul var Davids Fjende alle Dage. 30 Og Filisternes Høvedsmænd droge ud, og det skete, når de droge ud, handlede David klogere end alle Sauls Tjenere, og hans Navn var såre højt agtet.

19 Kapitel - 1.Sa.19
Og Saul talede til Jonathan, sin Søn, og til alle sine Tjenere, at de skulle slaa David ihjel; men Jonathan Sauls Søn, fandt stort Behag i David.
2 Og Jonathan forkyndte David det og sagde: Min Fader Saul søger efter at slå dig ihjel; så var dig nu, kære, i Morgen, og bliv i Skjul og hold dig gemt! 3 Og jeg vil gå ud og stå ved min Faders Side på Marken, hvor du er, og jeg vil tale med min Fader om dig, og når jeg har set, hvad det er, da vil jeg kundgøre dig det. 4 Så talede Jonathan godt om David til Saul sin Fader, og sagde til ham: Kongen synde ikke imod sin Tjener, imod David, thi han har ikke syndet imod dig, saa ere og hans Gerninger dig meget gode. 5 Thi han har sat sit Liv i sin Hånd og slaget Filisteren, og Herren beredte en stor Frelse for al Israel, det har du set og glædedes derved; og hvorfor vil du synde imod uskyldigt Blod ved at ihjelslå David uforskyldt? 6 Da adlød Saul Jonathans Røst, og Saul svor: Så vist som Herren lever, han skal ikke dødes. 7 Og Jonathan kaldte ad David, og Jonathan gav ham alle disse, Ord til Kende; og Jonathan førte I David til Saul, og han var for hans Ansigt som tilforn.
8 Og Krigen varede ved; og David drog ud og stred mod Filisterne og slog dem med et stort Slag, og de flyede for hans Ansigt. 9 Og den onde Ånd fra Herren kom på Saul, og han sad i sit Hus og havde sit Spyd i sin Hånd, og David legede på Strenge med Hånden. 10 Og Saul søgte efter at stikke Spydet igennem David ind i Væggen; men denne gik bort fra Sauls Ansigt; og han stak Spydet i Væggen; så flyede David og undkom den samme Nat. 11 Og Saul sendte Bud til Davids Hus for at vare på ham og at slå ham ihjel om Morgenen; men Mikal, hans Hustru, forkyndte David det og sagde: Dersom du ikke redder dit Liv i Nat, bliver du dræbt Morgen. 12 Så lod Mikal David ned igennem et Vindue, og han gik og flyede og undkom. 13 Og Mikal tog Gudebilledet og lagde det i Sengen lagde et Gedeskind under dets Hoved og bedækkede det med et Klæde. 14 Da sendte Saul Bud for at lade David hente, og hun sagde: Han er syg. 15 Så sendte Saul Bud at se David og sagde: Bærer ham op til mig i Sengen, at man kan slå ham ihjel. 16 Og Budene kom, og se, Gudebilledet lå i Sengen, og Gedeskindet under dets Hoved. 17 Da sagde Saul til Mikal: Hvorfor bedrog du mig så og lod min Fjende fare, at han undkom? Og Mikal sagde til Saul: Han sagde til mig: Lad mig gå, hvorfor skulde jeg slå dig ihjel?
18 Og David flyede og undkom og kom til Samuel i Rama og gav ham alt det til Kende, som Saul havde gjort ham; og han og Samuel gik hen, og de bleve i Najoth*. 19 Og det blev Saul tilkendegivet, og der sagdes: Se, David er i Najoth i Rama. 20 Da sendte Saul Bud, at de skulde hente David, og de så en Forsamling af Profeter, som profeterede, og Samuel, som var sat over dem, stod hos; og Guds Ånd kom over Sauls Bud, så at også de profeterede. 21 Der de gave Saul det til Kende, da sendte han andre Bud, og de profeterede også; og Saul sendte ydermere tredje Gang Bud, og de profeterede også. 22 Siden gik han selv til Rama, og der han kom til den store Brønd, som er i Seku, da spurgte han og sagde: Hvor er Samuel og David? og en sagde: Se, de ere i Najoth i Rama. 23 Da gik han derhen til Najoth i Rama; og Guds Ånd kom også over ham, og han vedblev at gå og profetere, indtil han kom til Najoth i Rama. 24 Og han førte sig også af sine Klæder og profeterede også for Samuels Ansigt og kastede sig **nøgen ned hele den Dag og hele den Nat; derfor siger man: Er Saul også iblandt Profeterne?

20 Kapitel - 1.Sa.20
Da flyede David fra Najoth i Rama og kom og sagde for Jonathans Ansigt: Hvad har jeg gjort? hvad er min Misgerning, og hvad er min Synd for din Faders Ansigt, at han søger efter mit Liv 2 Og han sagde til ham: Det være langt fra, du skal ikke dø, se, min Fader gør ikke nogen Gerning, stor eller liden, at han jo åbenbarer den for mine, Øren; og hvorfor skulde min Fader skjule denne Gerning for mig? det er ikke så. 3 Da svor David fremdeles og sagde: Din Fader ved vist, I at jeg har fundet Nåde for dine Øjne, derfor siger han: Jonathan skal ikke vide dette, det måtte bedrøve ham; og sandelig, så vist som Herren lever, og så vist som din Sjæl lever, der er ikkun et Trin imellem mig og imellem Døden.
4 Og Jonathan sagde til David: Hvad dit Hjerte siger, vil jeg og gøre dig. 5 Og David sagde til Jonathan: Se, det er i Morgen Nymåne, og jeg skulde jo sidde hos Kongen at æde; så lad mig fare, at jeg kan skjule mig på Marken indtil den tredje Dag ad Aften. 6 Dersom da din Fader savner mig så sig:. David begærede meget af mig, at han måtte løbe til Bethlehem til sin Stad, thi den ganske Slægt har der et årligt Slagtoffer. 7 Dersom han siger således: Det er godt, så står det vel med din Tjener; men dersom hans Vrede optændes, da vid, at det onde er fast besluttet hos ham. 8 Så gør Miskundhed mod din Tjener, thi du har ladet din Tjener indgå en Pagt med dig for Herren; men dersom der er nogen Misgerning hos dig, så slå du mig ihjel, og hvorfor vilde du føre mig hen til din Fader. 9 Da sagde Jonathan: Det være langt fra dig; men dersom jeg kan fornemme, at det onde er fast besluttet hos min Fader, så at det vil komme over dig, skulde jeg da ikke give dig det til Kende? l0 Og David sagde til Jonathan: Hvo skal give mig det til Kende eller: Hvad hårdt din Fader svarer dig 11 Da sagde Jonathan til David: Kom, så ville vi gå ud på Marken; og de gik begge ud på Marken. 12 Og Jonathan sagde til David: Herre, Israels Gud! når jeg udforsker min, Fader ved den Tid i Morgen eller den tredje Dag, og se, det står vel for David, og jeg da ikke sender til dig og åbenbarer det for dine Øren: 13 Da gøre Herren Jonathan nu og fremdeles så og så; men finder min Fader for godt at gøre dig ondt, vil jeg og åbenbare det for dine Øren og lade dig fare, at du skal gå med Fred; og Herren være med dig; ligesom han har været med min Fader. 14 Skulde du ikke dersom jeg da lever, ja, skulde du da ikke gøre Herrens Miskundhed imod mig, så at jeg ikke skal dø ? 15 Ja, du vil ikke borttage din Miskundhed fra mit Hus evindeligen, selv ej, når Herren får udryddet Davids Fjender hver især af Jordens Kreds. 16 Så gjorde Jonathan en Pagt med Davids Hus: Og Herren skal kræve det af Davids Fjenders Hånd". 17 Og Jonathan blev ved at besværge David, fordi han elskede ham; thi han elskede ham, som han elskede sin egen Sjæl. l8 Og Jonathan sagde til ham: Det er i Morgen Nymåne, så savnes du; thi man skal savne dig på din Plads. 19 Og når du har været borte i tre Dage, skal du drage ned i Hast og komme til Stedet, hvor du skjulte dig på hin Gernings Dag; og du skal blive ved den Sten Asel. 20 Så vil jeg skyde tre Pile ud til Siden, ligesom jeg vilde udskyde dem for mig efter et Mål. 21 Og se, jeg vil sende Drengen og sige: Gak, led Pilene op; siger jeg til Drengen: Se, Pilene ligge på denne Side af dig, tag dem: Kom da! thi der er Fred for dig, og der er ingen Ting at frygte for, saa vist som Herren lever. 22 Men siger jeg således til den unge Dreng: Se, Pilene ligge foran dig, bedre frem: Da gak! thi Herren har ladet dig fare. 23 Og hvad det Ord angår, som vi have talet, du og jeg, se, Herren er imellem, mig og imellem dig evindeligen.
24 Og David skjulte sig på Marken; og det blev Nymåne, og Kongen satte sig til Bords at æde. 25 Og Kongen satte sig på sin Plads, som ellers, på Pladsen ved Væggen, og Jonathan stod op, men Abner satte sig ved Sauls Side; og Davids Plads var tom. 26 Og Saul talede ikke noget den Dag; thi han tænkte: Ham er noget vederfaret, han er ikke ren, sandelig, han er ikke ren. 27 Og det skete Dagen efter Nymåne, den anden Dag i Måneden, der Davids Plads var tom, da sagde Saul til Jonathan, sin Søn: Hvorfor kom Isais Søn ikke til Måltid hverken i Går eller i Dag? 28 Og Jonathan svarede Saul: David begærede meget af mig, at han måtte gå til Bethlehem. 29 Og han sagde: Kære, lad mig fare, thi vor Slægt har et Slagtoffer i Staden, og min Broder har selv pålagt mig det, og nu, dersom jeg har fundet Nåde for dine Øjne, kære, da tillad mig, at jeg må se mine Brødre; derfor er han ikke kommen til Kongens Bord. 30 Da blev Sauls Vrede optændt imod Jonathan, og han sagde til ham: Du forvendte og genstridige Kvindes Søn! ved jeg ikke, at du har udvalgt Isais Søn til din Skam og til din Moders Skændsel? 31 Thi alle de Dage, som Isais Søn lever på Jorden, bliver hverken du stadfæstet eller dit Rige; derfor send nu og lad hente ham til mig, thi han er et Dødens Barn. 32 Da svarede Jonathan Saul, sin Fader, og han sagde til ham: Hvorfor skal han dødes? hvad har han gjort 33 Da kastede Saul Spydet efter ham, for at stikke ham; da fornam Jonathan, at det var fast besluttet hos hans Fader at slå David ihjel. 34 Så stod Jonathan op fra Bordet med fnysende Vrede, og han åd ikke Brød på denne anden Dag i Nymånen; thi han var bedrøvet for David, fordi hans Fader havde hånet ham. 35 Og det skete om Morgenen, at Jonathan gik ud på Marken ved den Tid, han havde bestemt David, og en liden Dreng med ham. 36 Og han sagde til sin Dreng: Løb, led nu, kære, de Pile op, som jeg skyder ud; Drengen løb, og han skød en Pil, den lod han fare hen over ham. 37 Og der Drengen kom til det Sted, hvor Pilen lå, som Jonathan skød ud, da råbte Jonathan efter Drengen og sagde: Er ikke Pilen foran dig, bedre frem:? 38 Og Jonathan råbte efter Drengen: Vær snar, skynd dig, stå ikke stille; da samlede Jonathans Dreng Pilene og, kom til sin Herre. 39 Og Drengen vidste ikke noget; ikkun Jonathan og David vidste Sagen. 4o Da gav i Jonathan Drengen, som han havde, sine Våben, og sagde til ham: Gak hen, bær dem ind i Staden! 41 Da Drengen gik ind, så stod David op Sønder fra og faldt på sit Ansigt til Jorden og bøjede sig ned tre Gange, og de kyssede den ene den anden og græd den ene med den anden; men David græd mest. 42 Da sagde Jonathan til David: Gak i Fred! hvad vi begge have svoret i Herrens Navn og sagt: Herren være Vidne imellem mig og imellem dig, og imellem min Sæd og imellem din Sæd evindeligen.... 43Og han stod op og gik bort; men Jonathan kom til Staden.

21 kapitel - 1.Sa.21
Og David til kom til Nobe til Akimelek, Præsten, og Akimelek blev forfærdet, da han mødte David og sagde til ham: Hvorfor er du alene og ikke en Mand med dig? 2 Og David sagde til Akimelek, Præsten: Kongen befalede mig en Sag, og sagde til mig ; Lad ingen Mand vide noget om den Sag, som jeg har sendt dig ud for, og som jeg befalede dig; og de unge Karle har jeg tilsagt til det og det Sted. 3 Og nu, hvad har du ved Hånden? giv fem Brød i min Hånd, eller hvad der findes. 4 Og Præsten svarede David og sagde: Jeg har intet almindeligt Brød ved Hånden; men der er helligt Brød; dersom ikkun de unge Mænd havde holdt sig fra Kvinder. 5 Og David svarede Præsten og sagde til ham: Ja visselig, Kvinderne have været os forholdte i Går og i Forgårs; der jeg gik ud, vare de unge Mænds Kar hellige; tilmed er dette Brød på Vej til at blive almindeligt, da desfor uden andet i Dag skal helliges i Karrene. 6 Da gav Præsten ham det hellige; thi der var intet Brød uden Skuebrød, som toges bort fra Herrens Ansigt for at lægge varmt Brød i Stedet på den Dag, man tog det bort. Men der var en Mand af Sauls Tjenere på den samme Dag, som opholdt sig for Herrens Ansigt, og hans Navn var Edomiteren Doeg, den mægtigste af Sauls Hyrder. 8 Og David sagde til Akimelek: Har du ikke her ved Hånden et Spyd eller et Sværd? thi jeg tog end ikke mit Sværd og mine Våben med mig, eftersom Kongens Ærinde havde Hast. 9 Da sagde Præsten: Filisteren Goliaths Sværd, som du slog i Egens Dal, se, det er svøbt i et Klæde, bag Livkjortlen; dersom du vil tage dig det, så tag det, thi her er intet andet uden det: og David sagde: Der er ikke noget som det, giv mig det!
l0 Og David gjorde sig rede og flyede samme Dag fra Sauls Ansigt, og kom til Akis, Kongen i Gath. 11 Og Akis Tjenere sagde til ham: Er dette ikke David, Landets Konge? sang de ikke om denne mod hverandre i Dansen, og sagde: Saul har slaget sine tusinde, og David sine ti Tusinde 12 Og David lagde disse Ord på sit Hjerte og frygtede såre for Akis, Kongen af Gath. 13 Derfor anstillede han sig afsindig for deres Øjne og rasede mellem deres Hænder og tegnede på Portens Døre og lod Fråden flyde ned på sit Skæg. l4 Da sagde Akis til sine Tjenere: Se, I se, at Manden er gal, hvi førte I ham til mig? 15 Mon jeg fattes galne, at I førte denne hid at rase for mig? skulde denne komme i mit Hus

22 Kapitel - 1.Sa.22
Og David gik derfra og undkom til Hulen ved Adullam; og der hans Brødre og hans Faders ganske Hus hørte det, da kom de derhen ned til ham. 2 Og hver Mand, som var i Trang, og hver Mand, som trykkedes af Gæld, og hver Mand, som var beskeligen bedrøvet i Sjælen, samlede sig til ham, og han var Høvedsmand over dem; og der var ved fire Hundrede Mænd hos ham. 3 Og David gik derfra til Mizpe i Moab og sagde til Moabiternes Konge: Kære, lad min Fader og min Moder gå ud til eder, indtil jeg fornemmer, hvad Gud vil gøre med mig. 4 Og han førte dem for Moabiternes Konges Ansigt, og de bleve hos ham al den Tid, David var i Befæstningen. 5 Da sågde Profeten Gad til David: Du skal ikke blive i Befæstningen. gak hen, og kom ti1 Judas Land; da gik David hen og kom til Hareths Skov.
6 Og Saul hørte, at David og de Mænd, som han havde hos sig, vare blevne kendte; men Saul sad i Gibea under Tamarisketræet på Højen, og han havde sit Spyd i sin Hånd, og alle hans Tjenere stode hos ham. 7 Og Saul sagde til sine Tjenere, som stode hos ham: Kære, hører, I Benjaminiter! skal også Isais Søn give eder alle sammen Agre og Vingårde, sætte eder alle sammen til Høvedsmænd over tusinde og Høvedsmænd over hundrede? 8 at I have alle forbundet eder imod mig, og der er ingen, som åbenbarede det for mine Øren, da min Søn har gjort en Pagt med Isais Søn, og der er ingen af eder, som det smerter for min Skyld, og som åbenbarer det for mine Øren; thi min Søn har sat min Tjener op imod mig til at efterstræbe mig, som det sker på denne Dag. 9 Da svarede Edomiteren Doeg, som var sat over Sauls Tjenere, og sagde: Jeg så Isais Søn komme til Nobe, til Akimelek, Ahitobs Søn; 10 og denne adspurgte Herren for ham og gav ham Tæring; og Filisteren Goliaths Sværd gav han ham.
11 Da sendte Kongen hen at kalde Akimelek, Ahitobs Søn, Præsten, og hans Faders ganske Hus, Præsterne, som vare i Nobe, og de kom alle sammen til Kongen. 12 Og Saul sagde: Hør dog, Ahitobs Søn! og han sagde: Se, her er jeg, min Herre 13 Da sagde Saul til ham: Hvorfor have I forbundet eder mod mig, du og Isais Søn, idet du gav ham Brød og Sværd og adspurgte Gud for ham, for at han kunde stå op imod mig og efterstræbe mig, som det sker på denne Dag? 14 Og Akimelek svarede Kongen og sagde: Hvilken er og iblandt alle dine Tjenere trofast som David, han, der er Kongens Svigersøn og har Adgang til din Fortrolighed og er æret i dit Hus? 15 Har jeg begyndt i Dag at spørge Gud for ham? det være langt fra mig; Kongen lægge ikke sin Tjener eller min Faders ganske Hus den Sag til Last; thi din Tjener vidste intet af alt dette, hverken lidet eller stort. l6 Da sagde Kongen: Akimelek, du skal visseligen dø, du og din Faders ganske Hus! 17 Og Kongen sagde til Drabanterne, som stode hos ham: Vender eder omkring og slår Herrens Præster ihjel, thi deres Hånd er også med David, og der de vidste, at han flyede, da åbenbarede de det ikke for mine Øren; men Kongens Tjenere vilde ikke udrække deres Hånd at falde an på Herrens Præster. l8 Da sagde Kongen til Doeg: Vend du dig om, og fald an på Præsterne; og Edomiteren Doeg vendte sig om, og han, anfaldt Præsterne og ihjelslog på den Dag fem og firsindstyve Mænd, som bare linnet Livkjortel. l9 Han slog og Nobe, Præsternes Stad, med skarpe Sværd, både Mand og Kvinde, både spædt og diende Barn og Okse og Asen og Får med skarpe Sværd.
20 Men der undkom en af Akimeleks, Ahitobs Søns, Sønner, og hans Navn var Abjathar, og han flyede efter David. 2l Og Abjathar forkyndte David, at Saul havde ihjelslaget Herrens Præster. 22 Da sagde David til Abjathar: Jeg vidste paa den samme Dag, der Edomiteren Doeg var der, at han vilde give Saul det til Kende; jeg har været Årsag til det, som skete imod alle din Faders Huses Sjæle. 23 Bliv hos mig, frygt intet; thi hvo som søger efter mit Liv, skal søge efter dit Liv; thi du skal være i Forvaring hos mig.

23 Kapitel - 1.Sa.23
Og de gave David til Kende og sagde: Se, Filisterne stride imod Keila, og de røve på Loerne. 2 Da spurgte David Herren ad og sagde: Skal jeg gå og slå disse Filisterne? Og Herren sagde til David: Gak, og du skal slå Filisterne og frelse Keila. 3 Men Davids Mænd sagde til ham: Se, vi ere i Frygt her i Juda; og vi ville dog gå til Keila mod Filisternes Slagordener! 4 Da blev David ydermere ved at adspørge Herren, og Herren svarede ham og sagde: Stå op, drag ned til Keila, thi jeg giver Filisterne i din Hånd. 5 Så gik David og hans Mænd til Keila, og han stred imod Filisterne og drev deres Kvæg bort og slog dem med et stort Slag; så frelste David Indbyggerne i Keila. 6 Men det skete, da Abjathar, Akimeleks Søn, flyede til David i Keila, da kom Livkjortlen ned med ham
7 Da blev det Saul tilkendegivet, at David var kommen til Keila.; og Saul sagde: Gud har overgivet ham i min Hånd, da han er indelukt, idet han er kommen i en Stad med dobbelte Porte og Stænger: 8 Og Saul opbød alt Folket til Krigen for at drage ned til Keila og belejre David og hans Mæn d. 9 Der David fornam at Saul hemmeligen optændte det onde imod ham, da sagde han til Præsten Abjathar: Bring Livkjortlen hid! 10 Og David sagde: Herre, Israels Gud! Din Tjener har hørt for vist, at Saul søger at komme til Keila for at ødelægge Staden for min Skyld. 11 Mon Mændene af Keila skulde overantvolde mig i hans Hånd? mon Saul skal komme ned, således som din Tjener har hørt? Herre, Israels Gud! Kære, forkynd din Tjener det;. og Herren sagde: Han skal komme ned. 12 Da sagde David: Mon Mændene af Keila skulle overantvorde mig og mine Mænd i Sauls Hånd? og Herren sagde: De skulle overantvorde dig. 13 Da gjorde David sig rede med sine Mænd, ved seks Hundrede Mand, og de droge ud af Keila og vandrede hen, hvor de kunde vandre, og det blev Saul tilkendegivet, at David var undkommen fra Keila; da opgav han at drage ud.
14 Og David blev i Ørken i Befæstningerne, og han tog Ophold på Bjerget i Ørken Sif; og Saul søgte efter ham alle Dage, men Gud gav ham ikke i hans Hånd. 15 Der David så, at Saul var draget ud for at søge efter hans Liv, da blev David i Ørken Sif i Skoven. 16 Da gjorde Jonathan, Sauls Søn, sig rede og gik hen i Skoven til David, og han styrkede hans Kraft i Gud. 17 Og han sagde til ham: Frygt ikke, thi min Fader Sauls Hånd skal ikke finde dig; men du skal blive Konge over Israel, og jeg vil være den anden hos dig; og Saul, min Fader, ved det også. 18 Så gjorde de begge en Pagt for Herrens Ansigt; og David blev i Skoven, men Jonathan gik til sit Hus.
19 Men Sifiterne droge op til Sau1 til Gibea og sagde: Har ikke David skj ult sig hos os i Befæstningerne, i Skoven på Hakilas Høj, som ligger til højre for Jesimon? 20 Har du nu rigtig Lyst, o Konge! til at drage ned, da drag ned; vor Sag skal det være at overantvorde ham i Kongens Hånd. 2l Da sagde Saul: Velsignede være I for Herren, at I ynkes over mig. 22 Kæ re, går, bereder