Matt.1 Mark.1 Luk.1 Joh.1 Apg.1 Rom.1 1.Kor.1 2.Kor.1 Gal.1 Ef.1 Fil.1 Kol.1 1.Tess.1 2.Tess.1 1.Tim.1 2.Tim.1 Tit.1 Filem.1 Hebr.1 Jak.1 1.Pet.1 2.Pet.1 1.Joh.1 2.Joh.1 3.Joh.1 Jud.1 Åb.1

Matt.1 1 Bogen med Jesu Kristi stamtavle, Davids Søn, Abrahams Søn: 2 Abraham blev far til Isak, Isak blev far til Jakob, og Jakob blev far til Juda og hans brødre. 3 Med Tamar blev Juda far til Perez og Zerah. Perez blev far til Hezron, og Hezron blev far til Ram. 4 Ram blev far til Amminadab, Amminadab blev far til Naksjon, og Naksjon blev far til Salmon. 5 Med Rahab blev Salmon far til Boas. Med Rut blev Boas far til Obed, Obed blev far til Isaj, 6 og Isaj blev far til David, kongen. Med Urias hustru blev kong David far til Salomo. 7 Salomo blev far til Rehabeam, Rehabeam blev far til Abija, og Abija blev far til Asa. 8 Asa blev far til Josafat, Josafat blev far til Joram, og Joram blev far til Uzzia. 9 Uzzia blev far til Jotam, Jotam blev far til Akaz, og Akaz blev far til Ezekias. 10 Ezekias blev far til Manasse, Manasse blev far til Amon, og Amon blev far til Josias. 11 På den tiden da de blev bortført til Babylon, blev Josias far til Jekonja og hans brødre. 12 Efter at de var blevet bortført til Babylon, blev Jekonja far til Sjealtiel, og Sjealtiel blev far til Zerubbabel. 13 Zerubbabel blev far til Abiud, Abiud blev far til Eljakim, og Eljakim blev far til Azor. 14 Azor blev far til Sadok, Sadok blev far til Akim, og Akim blev far til Eliud. 15 Eliud blev far til Eleazar, Eleazar blev far til Mattan, og Mattan blev far til Jakob. 16 Jakob blev far til Josef, Marias mand. Af hende blev Jesus født, Han som kaldes Kristus. 17 Altså er alle slægtsled fra Abraham til David fjorten slægtsled, fra David indtil bortførelsen til Babylon fjorten slægtsled og fra bortførelsen til Babylon indtil Kristus fjorten slægtsled. 18 Jesu Kristi fødsel skete på denne måde: Efter at Hans mor Maria var blevet forlovet med Josef, før de var kommet sammen, viste det sig at hun var med barn ved Den Hellige Ånd. 19 Hendes mand, Josef, som var retfærdig, ville ikke føre offentlig skam over hende. Derfor ønsket han at løse henne fra forlovelsen i stilhed. 20 Mens han grundede på dette, se, da viste en Herrens engel sig for ham i en drøm og sagde: "Josef, Davids søn, vær ikke bange for at tage Maria, din hustru, hjem til dig, for det som er undfanget i henne, er af Den Hellige Ånd. 21 Hun skal føde en Søn, og du skal give Ham navnet Jesus, for Han skal frelse sit folk fra deres synder." 22 Alt dette skete for at det skulle blive opfyldt som var talt af Herren ved profeten, når han siger: 23 "Se, jomfruen skal blive med barn og føde en Søn, og du skal give Ham navnet Immanuel," som er oversat: "Gud med os." 24 Da Josef vågnet op af søvnen, gjorde han som Herrens engel havde pålagt ham, og tog sin hustru til sig. 25 Men han levede ikke med hende ikke før hun havde født sin førstefødte Søn. Og han gav Ham navnet Jesus.

Matt.2 1 Efter at Jesus var født i Betlehem i Judæa i kong Herodes' dage, se, da kom vise mænd fra Østerland til Jerusalem. 2 Og de sagde: "Hvor er jødernes Konge som er født? For vi har set Hans stjerne i østen og er kommet for at tilbede ham." 3 Da kong Herodes hørte dette, blev han forskrækket, og det blev også hele Jerusalem med ham. 4 Og da han havde samlet alle ypperstepræsterne og de skriftlærde i folket sammen, spurgte han dem hvor Kristus skulle blive født. 5 Da sagde de til ham: "I Betlehem i Judæa, thi således er der skrevet ved profeten: 6 Men du, Betlehem i Judas land, du er slet ikke den ringeste blandt fyrsterne i Juda. For ud fra dig skal der komme en Fyrste, Han skal være Hyrde for mit folk Israel." 7 Da fik Herodes besked af de vise mænd om hvornår stjernen havde vist sig, efter at han havde kaldt dem til sig i hemmelighed. 8 Og han sendte dem til Betlehem og sagde: "Gå og led grundig efter det lille Barn! Og når I har fundet Ham, så lad mig få besked, således at også jeg kan komme og tilbede Ham." 9 Da de havde hørt på kongen, drog de af sted. Og se, stjernen som de havde set i Østen, gik foran dem til den stod over det sted hvor det lille Barn var. 10 Da de så stjernen, frydede de sig i meget stor glæde. 11 Og da de var kommet ind i huset, så de det lille Barn sammen med sin mor, Maria, og de faldt ned og tilbad Ham. Og da de havde åbnet sine skatte, bar de gaver frem til ham, guld, røgelse og myrra. 12 Men da de fik en guddommelig advarsel i en drøm om at de ikke skulle rejse tilbage til Herodes, drog de en anden vej hjem til deres eget land. 13 Da de havde rejst, se, da viser en Herrens engel sig for Josef i en drøm og siger: "Stå op, tag det lille Barn og hans mor, flygt til Ægypten og blive der til jeg giver dig besked. For Herodes vil lede efter det lille Barn for at dræbe ham." 14 Da stod han op, og om natten tog han det lille Barn og hans mor og drog til Ægypten. 15 Der var han til Herodes' død, for at det skulle blive opfyldt som var talt af Herren ved profeten, når han siger: "Ud fra Ægypten kaldte jeg min Søn." 16 Da blev Herodes meget vred, for han så at han var blevet snydt af de vise mænd. Og han sendte nogen ud og lod alle drengebørn som var to år eller yngre dræbe, og som var i Betlehem og i alle distrikterne omkring, alt efter den tid han havde fået at vide af vismændene. 17 Da blev det opfyldt som var talt ved profeten Jeremias, når han siger: 18 "En røst blev hørt i Rama, klagesang, gråd og stor sorg. Rakel græd over sine børn, og hun ville ikke lade sig trøste, for de er ikke mere." 19 Da Herodes var død, se, da viser en Herrens engel sig for Josef i en drøm i Ægypten. 20 Han siger: "Stå op, tage det lille Barn og hans mor og drag til Israels land, for de som stod det lille Barn efter livet, er døde." 21 Da stod han op, tog det lille Barn og hans mor, og kom til Israels land. 22 Men da han hørte at Arkelaus herskede over Judæa efter sin far Herodes, var han bange for at drage dertil. Og efter at være blevet advaret af Gud i en drøm, tog han vejen ind i Galilæa-områdene. 23 Og han kom der og bosatte sig i en by som hedder Nazaret, således at det kunne blive opfyldt som var talt ved profeterne: "Han skal kaldes en nazarær."

Matt.3 I de dage stod Johannes døberen frem og forkyndte i Judæas ørken. 2 Han sagde: "Omvend jer, for himlenes rige er kommet nær!" 3 For dette er ham der er talt om ved profeten Esajas: "Røsten af en som råber i ørkenen: Forbered Herrens vej. Gør Hans stier rette." 4 Selv var Johannes klædt i kamelhår med et læderbælte rundt om livet. Hans føde var græshopper og vild honning. 5 Da drog Jerusalem, hele Judæa og hele Jordan-landet ud til ham 6 og blev døbt af ham i Jordan, mens de bekendte deres synder. 7 Men da han så at mange af farisæerne og saddukæerne kom til hans dåb, sagde han til dem: "Jeres giftslangers afkom! Hvem lærte jer at flygte fra den kommende vrede? 8 Bær derfor frugt som er omvendelsen værdig, 9 og tro ikke at I kan selv: "Vi har Abraham til far." For jeg siger at Gud er i stand til at oprejse børn af Abraham af disse sten. 10 Og allerede nu er øksen lagt ved roden af træerne. Så bliver hvert træ som ikke bærer god frugt, hugget ned og kastet i ilden. 11 Jeg døber jer med vand til omvendelse, men Han som kommer efter mig, er mægtigere end mig. For Ham er jeg ikke en gang værdig til at bære sandalerne. Han skal døbe jer med Den Hellige Ånd og ild. 12 Han har kasteskovlen i hånden, og han skal rense træskepladsen grundig og samle hveden i sin lade. Men avnerne skal han brænde op med uudslukkelig ild." 13 Da drog Jesus fra Galilæa til Jordan hvor Johannes var, for at blive døbt af ham. 14 Men Johannes ville hindre ham og sagde: "Jeg trænger at blive døbt af Dig, og så kommer Du til mig?" 15 Men Jesus sagde til ham: "Lad det nu ske! For således er det ret af os at opfylde al retfærdighed." Da lod han Ham komme. 16 Da Jesus var blevet døbt, kom Han straks op af vandet. Og se, himmelen åbnede sig for Ham, og Han så Guds Ånd fare ned som en due og komme over Ham. 17 Og se, fra himmelen lød en røst som sagde: "Dette er min Søn, Den Elskede, i ham har jeg velbehag."

Matt.4 1 Da blev Jesus af Ånden ledet ud i ørkenen for at blive fristet af djævelen. 2 Og da Han havde fastet i fyrre dage og fyrre nætter, blev han til sidst sulten. 3 Da fristeren kom til Ham, sagde han: "Hvis Du er Guds Søn, da sig at disse stene skal blive til brød." 4 Men han svarede og sagde: "Der står skrevet: Mennesket lever ikke af brød alene, men af hvert ord som går ud af Guds mund." 5 Da tog djævelen Ham med op til Den hellige stad, stiller ham på templets tinde 6 og sagde til Ham: "Hvis Du er Guds Søn, så kast Dig ned! For der står skrevet: han skal give sine engle befaling om dig, og: På sine hænder skal de bære dig, så du ikke støder din fod mod nogen sten." 7 Jesus sagde til ham: "Der står også skrevet: Du må ikke friste Herren din Gud." 8 Igen tog djævelen ham med op på et meget højt bjerg og viste ham alle verdens riger og deres herlighed. 9 Og han sagde til Ham: "Alt dette vil jeg give Dig hvis Du vil falde ned og tilbede mig." 10 Da sagde Jesus til ham: "Bort med dig, Satan! For det står skrevet: Herren din Gud skal du tilbede, og Ham alene skal du tjene." 11 Da forlod djævelen Ham, og se, engle kom og tjente ham. 12 Da Jesus hørte at Johannes var blevet sat i fængsel, drog han til Galilæa. 13 Og han forlod Nazaret og kom og bosatte sig i Kapernaum, som ligger ved søen, i Sebulon– og Naftalis egne. 14 Dette skete for at det skulle opfyldes som var talt ved profeten Esajas, når han siger: 15 "Zebulon-landet og Naftali-landet, ved vejen til havet, hinsides Jordan, hedningernes Galilæa: 16 Det folket som sad i mørke, har set et stort lys, og over dem som sad i dødens land og skygge, er lyset gået op." 17 Fra den tid begyndte Jesus at prædike : "Omvend jer, for himlenes rige er kommet nær." 18 Da Jesus vandrede langs Galilæa-søen, så han to brødre, Simon, som blev kaldet Peter, og hans bror Andreas. De var ved at kaste en fiskegarn i søen; de var nemlig fiskere. 19 Og han siger til dem: "Følg Mig, og jeg skal gøre jer til menneskefiskere." 20 Da forlod de straks garnene og fulgte ham. 21 Da han gik videre derfra, så han to andre brødre, Jakob, søn af Zebedæus, og hans bror Johannes. De var i båden sammen med deres far Zebedæus og bøde deres garn. Og han kaldte på dem, 22 og da forlod de straks båden og deres far, og fulgte Ham. 23 Jesus gik omkring i hele Galilæa, underviste i synagogerne og forkyndte evangeliet om riget og helbredte alle slags sygdomme og alle slags skrøbeligheder for folket. 24 Og rygtet om ham spredte sig ud over hele Syrien. Og de bar alle syge mennesker som led af forskellige sygdomme og plager til ham, både dem som var dæmonbesatte, månesyge og lamme. Og han helbredte dem. 25 Store folkeskarer fulgte ham – fra Galilæa og fra Dekapolis, Jerusalem, Judæa og fra området omkring Jordan.

Matt.5 1 Da Han så folkemængden, gik han op på bjerget. Og da han havde sat sig, kom disciplene til ham. 2 Han åbnede sin mund for at tale, lærte dem og sagde: 3 "Salige er de fattige i ånden, for himlens rige er deres. 4 Salige er de som sørger, for de skal blive trøstet. 5 Salige er de ydmyge, for de skal arve jorden. 6 Salige er de som hungrer og tørster efter retfærdigheden, for de skal blive mættet. 7 Salige er de barmhjertige, for de skal blive vist barmhjertighed. 8 Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud. 9 Salige er de som skaber fred, for de skal kaldes Guds børn. 10 Salige er de som bliver forfulgt for retfærdighedens skyld, for himlenes rige er deres. 11 Salige er I når de håner og forfølger jer og for min skyld og siger al slags ondt om jer på falskt grundlag. 12 Fryd jer og juble i glæde, for stor er jeres løn i himmelen. For således forfulgte de profeterne som var før jer. 13 I er jordens salt! Men hvis saltet mister sin saltkraft, hvordan skal det da kunne blive salt igen? Da er det ikke godt for noget end at kastes ud og trædes ned af menneskene. 14 I er verdens lys! En by som ligger på et bjerg, kan ikke skjules. 15 Man tænder heller ikke en lampe og sætter den under et kar, men i en lampeholder. Da giver den lys til alle som er i huset. 16 På samme måde skal I lade lyset skinne for menneskene således at de kan se de gode gerninger og ære deres Far, han som er i himmelen. 17 Tro ikke at Jeg er kommet for at ophæve loven eller profeterne. Jeg er ikke kommet for at ophæve, men for at opfylde. 18 For sandelig siger Jeg jer før himmel og jord forgår, skal ikke den mindste bogstav eller en eneste tøddel af loven forgå, før alt er opfyldt. 19 Den som bryder et af de mindste af disse bud og lærer menneskerne det samme, skal kaldes den mindste i himlenes rige. Men den som gør efter dem og lærer andre dem, han skal kaldes stor i himlens rige. 20 For jeg siger jer at hvis ikke deres retfærdighed langt overgår de skriftlærde og farisæerne, skal I aldrig komme ind i himlenes rige. 21 I har hørt at der er sagt til de gamle: "Du skal ikke slå ihjel, og den som slår ihjel, bliver skyldig for dommen." 22 Men Jeg siger jer at den som bliver vred på sin bror uden grund, bliver skyldig for dommen. Og den som siger til sin bror: "Raka!" skal blive skyldig for rådet. Og den som siger: "Du dåre!" skal blive skyldig til helvedes ild. 23 Derfor, hvis du kommer med din gave til alteret og kommer dér i hu at din bror har noget imod dig, 24 så lad gaven ligge der foran alteret og gå derfra! Bliv først forligt med din bror, kom så og bring din gave ! 25 Blive snart enig med den du ligger i strid med, mens du endnu er på vejen med ham, så den du ligger i strid med, ikke skal overlade dig til dommeren, og dommeren overlade dig til retstjeneren, og du bliver kastet i fængsel. 26 Sandelig siger Jeg dig: Du skal slet ikke komme ud derfra før du har betalt den sidste øre. 27 I har hørt at der er sagt til de gamle: "Du må ikke drive hor." 28 Men Jeg siger jer: Den som ser på en kvinde for at begære hende, har allerede drevet hor med hende i sit hjerte. 29 Hvis dit højre øje fører dig til fald, så riv det ud og kast det fra dig! For det er bedre for dig at et af lemmerne går tabt, end at hele dit legemet bliver kastet i helvede. 30 Og dersom din højre hånd fører dig til fald, så hug den af og kast den fra dig! For det er bedre for dig at et af lemmerne går tabt, end at hele dit legeme bliver kastet i helvede. 31 Videre er der sagt: "Den som skiller sig fra sin hustru, skal give hende et skilsmissebrev." 32 Men jeg siger jer at den som skiller sig fra sin hustru af nogen anden grund end hor, er årsag til at hun bryder ægteskabet. Og den som gifter sig med en kvinde som er skilt, bryder ægteskabet. 33 Igen har I hørt at der er sagt til de gamle: "Du skal ikke sværge falskt, men du skal holde dine eder for Herren." 34 Men jeg siger jer: Sværg ikke i det hele taget, hverken ved himmelen, for den er Guds trone, 35 eller ved jorden, for den er hans fodskammel, heller ikke ved Jerusalem, for den er den store Konges stad. 36 Du skal heller ikke sværge ved dit hoved, for du kan ikke gøre et hår hvidt eller sort. 37 Men lad jeres "ja" være "ja" og jeres "nej" være "nej". For hvad er mere end dette, er af det onde. 38 I har hørt at der er sagt: "Øje for øje, tand for tand." 39 Men Jeg siger jer: Stå ikke et ondt menneske imod! Men den som slår dig på den højre kind, ham skal du også vende den anden til. 40 Og den som vil sagsøge dig og fratage dig din kjortel, ham skal du også lade din kappe få. 41 Og den som tvinger dig til at gå én mil, med ham skal du gå to. 42 Den som beder dig, skal du give, og den som ønsker at låne af dig, skal du ikke vende ryggen til. 43 I har hørt at der er sagt: "Du skal elske din næste og hade din fjende." 44 Men Jeg siger jer: Elsk jeres fjender, velsign dem som forbander jer, gør godt mod dem som hader jer, og bed for dem som ondskabsfuldt udnytter jer og forfølger jer. 45 Således skal I være som børn af jeres Far i himmelen. For han lader sin sol gå op over onde og gode, og han lader det regne over retfærdige og uretfærdige. 46 For dersom I elsker dem som elsker jer, hvilken løn har I da? Gør ikke også tolderne det samme? 47 Og dersom I bare hilser på jeres brødre, hvad mere end dette gør I da? Gør ikke tolderne til og med det samme? 48 Derfor skal I være fuldkomne, således som jeres Far i himmelen er fuldkommen.

Matt.6 Se til at I ikke gør jeres barmhjertighedsgerninger frem for mennesker, for at blive set af dem. Da har I ingen løn fra jeres Far i himmelen. 2 Når du gør en barmhjertighedsgerning, skal du ikke markere det ved at blæse i basun, således som hyklerne gør i synagogerne og på gaderne, for at de skal blive æret af mennesker. Sandelig siger Jeg jer: De har allerede fået deres løn. 3 Men når du gør en barmhjertighedsgerning, skal du ikke lade din venstre hånd vide hvad din højre hånd gør, 4 for at din barmhjertighedsgerning kan være i det skjulte. Og din Far som ser i det skjulte, skal selv lønne dig åbenlyst. 5 Og når du beder, skal du ikke være som hyklerne. For de elsker at bede når de står i synagogerne og på gadehjørnerne, således at de kan vise sig for menneskene. Sandelig siger Jeg jer: De har alt fået sin løn. 6 Men du, når du beder, gå ind i dit lønkammer! Og når du har lukket din dør, skal du bede til din Far som er i det skjulte. Og din Far som ser i det skjulte, skal lønne dig åbenlyst. 7 Og når I beder, så brug ikke meningsløse gentagelser, således som hedningerne gør. For de tror de bliver bønhørt på grund af de mange ord. 8 Vær derfor ikke ligesom dem! For deres Far ved om alt det I trænger til før I beder ham. 9 Derfor skal I bede således: Fader vor, Du som er i himmelen, helliget blive Dit navn. 10 Komme Dit rige. Ske Din vilje, som i himmelen, så og på jorden. 11 Giv os i dag vort daglige brød. 12 Og forlad os vor skyld, som vi og forlader vore skyldnere. 13 Og led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde. For dit er riget, og magten og æren i evighed. Amen. 14 For dersom I tilgiver menneskerne deres overtrædelser, skal jeres himmelske Far også tilgive jer. 15 Men dersom I ikke tilgiver menneskerne deres overtrædelser, da skal jeres Far heller ikke tilgive jeres overtrædelser. 16 Og når I faster, så vær ikke som hyklerne, som faster med et trist ansigt. For de fordrejer deres ansigt, således at de skal vise sig for menneskerne at de faster. Sandelig siger Jeg jer: De har allerede fået deres løn. 17 Men du, når du faster, da salv dit hoved og vask dit ansigt, 18 således at du ikke viser dig fastende for menneskene, men bare for din Far som er i det skjulte. Og din Far som ser i det skjulte, skal lønne dig åbenlyst. 19 Saml jer ikke skatte på jorden, hvor møl og rust ødelægger, og hvor tyve bryder ind og stjæler. 20 Men saml jer skatte i himmelen, hvor hverken møl eller rust ødelægger, og hvor tyve ikke bryder ind og stjæler. 21 For der hvor skatten er, der vil også hjertet være. 22 Øjet er legemets lampe. Hvis altså øjet er godt, vil hele legeme være lyst. 23 Men dersom øjet er ondt, vil hele legemet være fuldt af mørke. Hvis lyset som er i dig, er mørke, hvor stort er da ikke mørket! 24 Ingen kan tjene to herrer. For enten vil han hade den ene og elske den anden, eller så vil han holde sig til den ene og foragte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon. 25 Derfor siger Jeg jer: Vær ikke bekymret for livet, hvad I skal spise eller hvad I skal drikke, og heller ikke for legemet, hvad I skal klæde jer med. Er ikke livet mere end maden og legemet mere end klæderne? 26 Se på fuglene i luften, de hverken sår, høster eller samler i hus. Alligevel giver jeres himmelske Far dem mad. Er I ikke af større værdi end dem? 27 Hvem af jer kan ved at bekymre sig lægge så meget som en alen til sin længde? 28 Så hvorfor er I bekymrede for klæder? Se på liljerne på marken, hvordan de vokser. De hverken arbejder eller spinder. 29 Og alligevel siger Jeg jer at ikke Salomo i al sin herlighed var klædt som en af disse. 30 Hvis nu Gud klæder græsset på marken på denne måde, det som står i dag og bliver kastet i ovnen i morgen, skal Han ikke meget mere klæde jer, I lidettroende? 31 Vær derfor ikke bekymrede og sig: "Hvad skal vi spise?" eller: "Hvad skal vi drikke?" eller: "Hvad skal vi have på os?" 32 For alt dette søger hedningerne efter. Men jeres himmelske Far ved at I trænger til alt dette. 33 Søg først Guds rige og Hans retfærdighed! Så skal alt dette blive givet jer i tilgift. 34 Vær derfor ikke bekymret for dagen i morgen! For dagen i morgen skal bekymre sig for det som hører den til. Hver dag har nok af sin egen plage.

Matt.7 Døm ikke, for at I ikke skal blive dømt. 2 For med den dom I dømmer, skal I selv blive dømt. Og med det mål I måler op med, skal det blive målt op tilbage for jer. 3 Og hvorfor ser du flien i din brors øje, men mærker ikke planken i dit eget øje? 4 Eller hvordan kan du sige til din bror: "Lad mig tage flien ud af dit øje!" og se, planken er i dit eget øje? 5 Hykler! Tag først planken ud af dit eget øje! Da skal du se klart så du kan tage flien ud af din brors øje. 6 Giv ikke det hellige til hundene! Kast heller ikke jeres perler til svin! For de tramper dem bare under fødderne, og vil vende sig mod jer og rive jer i stykker. 7 Bed, og det skal blive givet jer. Led, og I skal finde. Bank på, og der skal blive åbnet for jer. 8 For hver den som beder, han får, den som leder, han finder, og den som banker på, skal der blive åbnet for. 9 Eller hvilket menneske er der blandt jer som vil give sin søn en sten når han beder om brød, 10 eller som vil give ham en slange når han beder om en fisk? 11 Hvis I som er onde, ved hvordan skal I give gode gaver til jeres børn, hvor meget mere skal ikke da jeres Far som er i himmelen, give gode gaver til dem som beder Ham! 12 Derfor, alt det I vil at mennesker skal gøre for jer, det skal I også gøre for dem, for dette er loven og profeterne. 13 Gå ind gennem den trange port! For vid er den port og bred er den vej som fører til fortabelsen, og der er mange som går ind gennem den. 14 For trang er den port og smal er den vej som fører til livet, og det er få som finder den. 15 Vogt jer for de falske profeter, de som kommer til jer i fåreklæder, men som indvendig er glubske ulve. 16 På frugterne skal I kende dem. Kan vel nogen sanke druer fra tornebuske eller figen fra tidsler? 17 Således bærer hvert godt træ god frugt, men det dårlige træ bærer dårlig frugt. 18 Et godt træ kan ikke bære dårlig frugt, og et dårlig træ kan heller ikke bære god frugt. 19 Hvert træ som ikke bærer god frugt, bliver hugget ned og kastet i ilden. 20 Derfor skal I kende dem på frugterne. 21 Ikke alle som siger til mig: "Herre, Herre," skal komme ind i himlenes rige, men den som gør Min himmelske Fars vilje. 22 Mange skal sige til Mig på den dag: "Herre, Herre, har vi ikke profeteret i Dit navn, drevet dæmoner ud i Dit navn og gjort mange kraftige gerninger i Dit navn?" 23 Men da skal jeg bekende for dem: "Jeg har aldrig kendt jer. Gå bort fra Mig, I som driver med lovløshed!" 24 Derfor; hver den som hører disse Mine ord og gør efter dem, ham vil Jeg sammenligne med en klog mand som byggede sit hus på et bjerg. 25 Og regnen øsede ned, vandstrømmene kom, og vinden blæste og slog mod dette hus. Men det faldt ikke, for det var grundlagt på bjerget. 26 Men hver den som hører disse Mine ord og ikke gør efter dem, han er ligesom en uforstandig mand som byggede huset på sand. 27 Og regnen øsede ned, vandstrømmene kom, og vinden blæste og slog mod dette hus. Og det faldt. Og faldet var stort. 28 Da Jesus havde endt denne tale, var folket overvældet af Hans lære. 29 For Han lærte dem som en der har myndighed, og ikke som de skriftlærde.

Matt.8 Da Han kom ned fra bjerget, var der store folkeskarer som fulgte Ham. 2 Og se, en spedalsk kom og kastede sig ned for Ham og sagde: "Herre, hvis Du vil, kan Du gøre mig ren." 3 Da rakte Jesus hånden ud og rørte ved ham. Og Han sagde: "Jeg vil bliv ren!" Straks blev hans spedalskhed renset. 4 Jesus sagde til ham: "Se til at du ikke fortæller dette til nogen! Men gå af sted og vis dig for præsten, og bring den offergave Moses har befalet, som et vidnesbyrd for dem." 5 Da Jesus var på vej ind i Kapernaum, kom en høvedsmand til ham, bad ham 6 og sagde: "Herre, min tjener ligger lam hjemme, med svære plager." 7 Jesus sagde til ham: "Jeg skal komme og helbrede ham." 8 Høvedsmanden svarede og sagde: "Herre, jeg er ikke værdig til at du kommer ind under mit tag. Men sig bare et ord, så vil min tjener blive helbredt. 9 For jeg er også en mand under myndighed, og har soldater under mig. Og siger jeg til én: Gå! så går han, og til en anden: Kom! så kommer han, og til tjeneren: Gør dette! og han gør det." 10 Da Jesus hørte det, undrede Han sig og sagde til dem som fulgte efter: "Sandelig siger Jeg jer: Ikke engang i Israel har Jeg fundet en så stor tro! 11 Og jeg siger jer at mange skal komme fra øst og vest og sidde til bords med Abraham, Isak og Jakob i himlenes rige. 12 Men rigets sønner skal kastes ud i det yderste mørke. Der skal der være gråd og tænderskæren." 13 Så sagde Jesus til høvedsmanden: "Gå af sted! Og det skal ske dig som du troede!" Og tjeneren blev helbredt i samme time. 14 Da Jesus var kommet ind i Peters hus, så han at hans svigermor lå syg og havde feber. 15 Han rørte ved hendes hånd, og feberen forlod henne. Og hun stod op og tjente dem. 16 Da aften kom, førte de mange dæmonbesatte til ham. Og Han drev ånderne ud med et ord og helbredte alle som var syge, 17 således at det blev opfyldt som var talt ved profeten Esajas, når han siger: "Han selv tog vore skrøbeligheder og bar vore sygdomme." 18 Da Jesus så de store skare omkring sig, bød han at de skulle drage over til den anden side. 19 En skriftlærd som kom, sagde til ham: "Mester, jeg vil følge dig overalt hvor du går." 20 Men Jesus sagde til ham: "Ræve har huler, og himmelens fugle har reder, men Menneskesønnen har ikke noget sted hvor Han kan hvile Sit hoved ." 21 En anden af hans disciple sagde da til Ham: "Herre, lad mig først gå bort og begrave min far." 22 Men Jesus sagde til ham: "Følg Mig, og lad de døde begrave sine døde." 23 Han gik om bord i båden, og Hans disciple fulgte ham. 24 Og se, det blæste op til en kraftig storm på søen, således at bølgerne skyllede over båden. Men han lå og sov. 25 Da kom Hans disciple og vækkede Ham. De sagde: "Herre, frels os! Vi går under!" 26 Og Han sagde til dem: "Hvorfor er I bange, I lidet troende?" Da stod Han op og truede vinden og søen, og der blev en mægtig stilhed. 27 Da undrede menneskerne sig og sagde: "Hvilken slags Mand er dette, siden til og med vinden og søen lyder ham?" 28 Da Han var kommet til den anden side, til gadarenernes egn, var der to dæmonbesatte mænd som mødte ham. De kom ud fra graverne og var svært voldsomme, således at ingen kunne gå forbi den vej. 29 Og se, de råbte og sagde: "Hvad har vi med dig at gøre, Jesus, du Guds Søn? Er Du kommet her for at pine os før tiden?" 30 Et langt stykke fra dem var der en stor flok grise som gik på græs. 31 Så bønfaldt dæmonerne Ham og sagde: "Hvis Du driver os ud, så lad os fare ind i griseflokken." 32 Og Han sagde til dem: "Far af sted!" Og da de var kommet ud, fór de ind i griseflokken. Og se, hele griseflokken sprang i stor fart nedover en brat brink og ud i søen. Og de døde i vandet. 33 Da flygtede de som havde passet dem. Og de gik ind i byen og fortalte alt, også det med de dæmonbesatte. 34 Og se, hele byen kom ud for at møde Jesus. Og da de så Ham, bad de Ham om at drage bort fra deres område.

Matt.9 Derefter gik Han om bord i båden, satte over og kom til Sin Egen by. 2 Se, da førte de en lam mand som lå på en seng, til Ham. Da Jesus så deres tro, sagde Han til den lamme: "Barn, vær frimodig! dine synder er dig tilgivet." 3 Og se nogen af de skriftlærde tænkte ved sig selv: "Denne Mand spotter Gud!" 4 Men Jesus kendte deres tanker og sagde: "Hvorfor tænker I ondt i jeres hjerte? 5 For hvad er lettest at sige: Dine synder er dig tilgivet, eller at sige: Stå op og gå? 6 Men for at I skal vide at Menneskesønnen har myndighed på jorden til at tilgive synder" – så siger Han til den lamme: "Stå op, tag din seng og gå til dit hus!" 7 Og han stod op og gik til sit hus. 8 Da alt folket så dette, undrede de sig og ærede Gud, som havde givet sådan magt til menneskene. 9 Da Jesus gik videre derfra, så Han en mand som sad ved toldboden. Han hed Mattæus. Og Han sagde til ham: "Følg Mig!" Så stod han op og fulgte Ham. 10 Nu skete det mens Jesus sad til bords i huset, og se, da kom mange toldere og syndere og satte sig sammen med Ham og disciplene . 11 Og da farisæerne så det, sagde de til disciplene : "Hvorfor spiser jeres Mester sammen med toldere og syndere?" 12 Men Jesus hørte det og sagde til dem: "De raske trænger ikke læge, men de syge. 13 Gå og lær hvad dette betyder: Miskundhed er det Jeg har behag i og ikke offer. For Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere til omvendelse". 14 Derefter kom Johannes' disciple til Ham og sagde: "Hvorfor faster vi og farisæerne så ofte, men dine disciple faster ikke?" 15 Og Jesus sagde til dem: "Kan brudgommens venner sørge så længe brudgommen er hos dem? Men dage skal komme da brudgommen vil blive taget fra dem, og da skal de faste. 16 Ingen sætter et stykke nyt, ukrympet tøj på en gammel klædning. For lappen vil rive tøjstykket itu, og riften bliver bare værre. 17 Man hælder heller ikke ny vin i gamle skindsække, ellers vil skindsækkene sprænges, vinen vil gå til spilde, og skindsækkene bliver ødelagt. Men man fylder ny vin i nye skindsække, således at begge dele bliver bevaret." 18 Mens Han talte alt dette til dem, se, da kom en forstander og kastede sig ned for Ham og sagde: "Min datter er netop død, men kom og læg hånden på hende, og hun skal leve." 19 Så stod Jesus op og fulgte ham, og det samme gjorde disciplene . 20 Og se, en kvinde som havde haft blødninger i tolv år, kom bagfra og rørte ved kanten af Hans klæder. 21 For hun sagde ved sig selv: "Hvis jeg bare kan røre ved Hans klæder, så bliver jeg helbredt." 22 Men da Jesus så hende, sagde Han: "Vær frimodig, datter, din tro har frelst dig." Og kvinden blev rask fra samme time. 23 Da Jesus kom til forstanderens hus og så fløjtespillerne og den støjende mængde, 24 sagde Han til dem: "Gør plads, for pigen er ikke død, men hun sover." Og de bare lo af Ham. 25 Men da folkemængden var sendt udenfor, gik Han ind og tog hende ved hånden, og pigen stod op. 26 Og nyheden om dette spredte sig over hele det området. 27 Da Jesus gik derfra, var der to blinde mænd som fulgte Ham. De råbte og sagde: "Davids Søn, forbarm Dig over os!" 28 Og da Han var kommet ind i huset, kom de blinde til Ham. Og Jesus sagde til dem: "Tror I at Jeg magter at gøre dette?" De sagde til Ham: "Ja, Herre." 29 Så rørte Han ved deres øjne og sagde: "Lad det ske med jer efter jeres tro!" 30 Og deres øjnene blev åbnet. Men Jesus formanede dem strengt og sagde: "Se til at ingen får det at vide!" 31 Men da de var kommet ud , spredte de nyheden om Ham i hele dette område. 32 Da de gik ud, se, da førte de et menneske til Ham som var stum og dæmonbesat. 33 Og efter at dæmonen var drevet ud, talte den stumme. Og folkemængden undrede sig og sagde: "Sådan noget har aldrig været set i Israel!" 34 Men farisæerne sagde: "Det er ved dæmonernes hersker Han driver dæmonerne ud." 35 Derefter drog Jesus omkring i alle byerne og landsbyerne. Han lærte i synagogerne og forkyndte evangeliet om riget og helbredte alle slags sygdomme og alle slags skrøbeligheder blandt folket. 36 Men da Han så folkeskarerne, blev han dybt grebet af medlidenhed med dem, for de var udmattede og spredt omkring, som får uden hyrde. 37 Da sagde Han til disciplene: "Høsten er stor, men arbejderne er få. 38 Bed derfor høstens Herre om at sende arbejdere ud til sin høst."

Matt.10 Efter at Han havde kaldt de tolv disciple til sig, gav Han dem magt over urene ånder, til at drive dem ud og til at helbrede alle slags sygdomme og alle slags svagheder 2 Dette er navnene på de tolv apostle: Først Simon, som kaldes Peter, og hans bror Andreas, Jakob, søn af Zebedæus, og hans bror Johannes, 3 Filip og Bartolomæus, Thomas og tolderen Mattæus, Jakob, søn af Alfæus, og Lebbæus, som havde efternavnet Taddeus, 4 Simon, kananæer, og Judas Iskariot, som også forrådte ham. 5 Disse tolv sendte Jesus ud, og han bød dem og sagde: "Gå ikke ud på vejen til hedningerne, og gå ikke ind i nogen af samaritanernes byer! 6 Men gå hellere til de fortabte får af Israels hus! 7 Og når I går af sted, skal I forkynde og sige: Himlenes rige er kommet nær. 8 Helbred syge, rens spedalske, opvæk døde, driv dæmoner ud! For ingenting har I fået det, for ingenting skal I give det videre. 9 Skaf jer ikke guld, sølv eller kobber i pengebælterne , 10 tag ikke taske med på rejsen, ikke to kjortler og heller ikke sandaler eller stav. For en arbejder er sin føde værd. 11 Uanset hvilken by eller landsby I kommer ind i, så spørg efter hvem i byen som er værdig til det, og bliv der til I drager videre. 12 Og når I går ind til en husstand, så hils den! 13 Hvis husfolkene er det værd, skal jeres fred komme over dem. Men dersom de ikke er det værd, skal jeres fred vende tilbage til jer. 14 Og hvis nogen ikke vil tage imod jer eller høre på jeres ord, skal I ryste støvet af fødderne når I drager fra dette hus eller den by. 15 Sandelig siger jeg jer: Det skal blive lettere for Sodomas og Gomorras land på dommens dag end det skal blive for den by! 16 Se, Jeg sender jer som får midt blandt ulve. Derfor skal I være kloge som slanger og enfoldige som duer. 17 Men vogt jer for menneskene, for de skal overgive jer til domstolene og piske jer i synagogerne . 18 I skal blive ført frem for landshøvdinger og konger for Min skyld, som et vidnesbyrd for dem og for hedningefolkene. 19 Men når de overgiver jer, skal I ikke være bekymrede for hvordan I skal tale eller hvad I skal sige. For det skal blive givet jer i samme stund hvad I skal sige. 20 For det er ikke jer som taler, men Den som taler i jer, er deres Fars Ånd. 21 Bror skal overgive bror til døden, og far sit barn. Og barn skal gøre oprør mod forældre og volde deres død. 22 Og I skal blive hadet af alle for Mit navns skyld. Men den som holder ud til enden, skal blive frelst. 23 Når de forfølger jer i den ene by, da flygt til en anden! For sandelig siger Jeg jer: I skal ikke være færdige med byerne i Israel før Menneskesønnen kommer. 24 En discipel står ikke over sin mester, og en tjener er heller ikke over sin herre. 25 Det er nok for en discipel at han er som sin mester, og en tjener som sin herre. Hvis de har kaldet husets herre Beelzebul, hvor meget mere da dem som tilhører hans husfolk! 26 Frygt derfor ikke for dem! For ingenting er skjult som ikke skal blive åbenbaret, og ingenting er gemt som ikke skal blive kendt. 27 Det Jeg fortæller jer i mørket, skal I tale i lyset! Og det som bliver sagt i øret, skal I forkynde på hustagene! 28 Og frygt ikke for dem som dræber legemet, men som ikke kan dræbe sjælen. Frygt heller ham som er i stand til at ødelægge både sjælen og legemet i helvede. 29 Bliver ikke to spurve solgt for en skilling? Og ikke én af dem falder til jorden uden deres Fars vilje. 30 Men til og med alle hår på jeres hoved er talt. 31 Frygt derfor ikke! I er mere værd end mange spurve. 32 Derfor, den som bekender Mig for menneskerne, ham vil også jeg bekende for Min Far som er i himmelen. 33 Men den som fornægter Mig for mennesker, ham skal også Jeg fornægte for min Far som er i himmelen. 34 Tro ikke at Jeg kom for at bringe fred på jorden. Jeg kom ikke for at bringe fred, men sværd. 35 For Jeg er kommet for at sætte en mand op mod sin far, en datter op mod sin mor og en svigerdatter op mod sin svigermor. 36 Og en mands husfolk skal blive hans fjender. 37 Den som elsker far eller mor mere end Mig, er Mig ikke værd. Og den som elsker sin søn eller datter mere end Mig, er Mig ikke værd. 38 Og den som ikke tager sit kors op og følger efter Mig, er Mig ikke værd. 39 Den som vil bjærge sit liv, skal miste det, og den som mister sit liv for Min skyld, skal finde det. 40 Den som tager imod jer, tager imod Mig, og den som tager imod Mig, tager imod Ham som har sendt Mig. 41 Den som tager imod en profet fordi han er en profet, skal få en profets løn. Og den som tager imod en retfærdig mand fordi han er retfærdig, skal få en retfærdig mands løn. 42 Og den som bare giver en af disse små et glas koldt vand fordi han er en discipel, sandelig jeg siger jer: Han skal slet ikke miste sin løn."

Matt.11 Og det skete da Jesus var færdig med at befale de tolv disciple, at Han drog derfra for at undervise og forkynde i byerne. 2 Mens Johannes sad i fængslet, hørte han om Kristi gerninger. Derfor sendte han to af sine disciple. 3 De sagde til Ham: "Er Du Den som skal komme, eller skal vi vente en anden?" 4 Jesus svarede og sagde til dem: "Gå og fortæl Johannes alt det I hører og ser: 5 Blinde ser og lamme går. Spedalske bliver renset og døve hører. Døde bliver vækket op, og evangeliet bliver forkyndt for fattige. 6 Og salig er den som ikke tager anstød af Mig." 7 Da de var gået, begyndte Jesus at tale om Johannes til folkeskarerne: "Hvad drog I ud i ødemarken for at se? Et siv som svajer i vinden? 8 Eller hvad drog I ud for at se? Et menneske klædt i fine klæder? Sandelig, de som bærer fine klæder, er i kongens hus. 9 Men hvad drog I ud for at se? En profet? Ja, siger jeg jer, og mere end en profet! 10 For det er om ham dette er skrevet: Se, Jeg sender min engel foran Dit åsyn. Han skal bane vejen foran Dig. 11 Sandelig siger Jeg jer: Blandt dem som er født af kvinder, er der ikke stået nogen frem større end Johannes døberen. Men den mindste i himlenes rige er større end ham. 12 Og fra Johannes døbers dage og til nu trænger de sig ind i himlenes rige med magt, og de som trænger sig ind, river det til sig. 13 For alle profeter og loven profeterede indtil Johannes. 14 Og hvis I vil tage imod det: Han er den Elias, som skal komme. 15 Den, som har ører at høre med, han må høre! 16 Men hvad skal Jeg sammenligne denne slægt med? Den er ligesom børn som sidder på torvene og råber til vennerne , 17 og siger: "Vi spillede på fløjte for jer, men I dansede ikke. Vi har sørget for jer, men I klager ikke." 18 For Johannes kom, uden at spise eller drikke, og de siger: "Han har en dæmon." 19 Menneskesønnen, som både spiste og drikker, kom og de siger: "Se, en frådser og en dranker, tolderes og synderes ven!" Og visdommen er retfærdiggjort af sine børn." 20 Så begyndte han at revse de byer, hvor størstedelen af de kraftige gerninger han havde gjort, fordi de ikke omvendte sig: 21 "Ve dig, Korazin! Ve dig, Betsajda! For dersom de mægtige gerninger som blev gjort i jer, havde vært gjort i Tyrus og Zidon, ville de have omvendt sig i sæk og aske for længe siden. 22 Men Jeg siger jer: Det skal blive lettere for Tyrus og Zidon på dommens dag end for jer. 23 Og du, Kapernaum, som er ophøjet til himmelen, skal blive kastet ned til dødsriget. For dersom de mægtige gerninger som blev gjort i dig, havde vært gjort i Sodoma, ville den være blevet stående til denne dag. 24 Men jeg siger jer at det skal blive lettere for Sodomas land på dommens dag end for dig." 25 På den tid tog Jesus til orde og sagde: "Jeg takker Dig, Far, himmelens og jordens Herre, at Du har skjult dette for vise og kloge og åbenbart det for umyndige. 26 Ja, Far, for således var det velbehagelig for Dig. 27 Alle ting er overgivet til Mig af Min Far, og ingen kender Sønnen uden Faderen. Heller ikke ingen kender Faderen uden Sønnen og den Sønnen vil åbenbare Ham for. 28 Kom til mig, alle I som stræber og bærer tunge byrder, og Jeg vil give jer hvile! 29 Tag Mit åg på jer og lær af Mig, for Jeg er mild og ydmyg af hjertet, og I skal finde hvile for jeres sjæle . 30 For Mit åg er gavnlig, og Min byrde er let."

Matt.12 På den tid gik Jesus gennem kornagrene på sabbaten. Og disciplene var sultne og begyndte at plukke kornaks og spise. 2 Men da farisæerne så det, sagde de til ham: "Se, Dine disciple gør noget som det ikke er tilladt at gøre på sabbaten!" 3 Men han sagde til dem: "Har I ikke læst hvad David gjorde da han var sulten, han og de som var sammen med ham, 4 hvordan de gik ind i Guds hus og spiste skuebrødene som det ikke var tilladt for ham at spise, og heller ikke for dem som var sammen med ham, men kun for præsterne? 5 Eller har I ikke læst i loven at præsterne i templet vanhelliger sabbaten, og alligevel er uden skyld? 6 Alligevel, siger Jeg jer: her er En som er større end templet. 7 Men hvis I havde forstået hvad dette betyder: Miskundhed er det Jeg har behag i og ikke offer, ville I ikke have fordømt de skyldfrie. 8 For Menneskesønnen er Herre også over sabbaten." 9 Da Han drog derfra, gik Han ind i deres synagoge. 10 Og se, der var et menneske som havde en vissen hånd. Og de spurgte Ham og sagde: "Er det tilladt at helbrede på sabbaten?" De spurgte for at få noget at anklage Ham for. 11 Da sagde Han til dem: "Hvem blandt jer er det som har et får som ikke tager og løfter den op hvis den falder i en grøft på sabbaten? 12 Hvor meget mere værd er da ikke et menneske end et får? Derfor er det tilladt at gøre godt på sabbaten." 13 Så sagde han til dette menneske: "Ræk din hånd frem!" Og han rakte den ud, og den blev god igen og lige så rask som den anden. 14 Da gik farisæerne ud og lagde en plan mod Ham om hvordan de kunne få taget livet af Ham. 15 Men siden Jesus forstod dette, trak Han sig tilbage derfra. Og en stor folkeskare fulgte Ham, og Han helbredte dem alle. 16 Alligevel formanede Han dem og sagde at de ikke skulle gøre Ham kendt, 17 således at det skulle blive opfyldt som var talt ved profeten Esajas, som siger: 18 "Se! min Tjener som Jeg har udvalgt, Min Elskede som Min sjæl har velbehag i! Jeg vil lægge Min Ånd på Ham, og Han skal forkynde ret for hedningefolkene. 19 Han skal ikke trætte eller råbe, heller ikke skal nogen høre hans røst på gaderne. 20 Et knækket rør skal Han ikke bryde, og en rygende tande skal han ikke slukke, før Han sender retten ud til sejr. 21 Og til Hans navn skal hedninge folkene sætte sin lid." 22 Da blev der ført en som var dæmonbesat og som var blind og stum, hen til Ham. Og Han helbredte ham, således at den blinde og stumme både kunne tale og se. 23 Og hele folkemængden blev forundret og sagde: "Måske er dette Davids Søn?" 24 Da farisæerne hørte det, sagde de: "Han uddriver ikke dæmoner uden ved Beelzebul, dæmonernes hersker." 25 Men Jesus kendte deres tanker, og Han sagde til dem: "Ethvert rige som er i strid med sig selv, bliver ødelagt, og hver by eller hvert hus som er i strid med sig selv, kan ikke blive stående. 26 Hvis Satan driver Satan ud, er han kommet i strid med sig selv. Hvordan kan da hans rige blive stående? 27 Og hvis Jeg driver dæmoner ud ved Beelzebul, ved hvem er det da jeres sønner driver dem ud? Derfor skal de være jeres dommere. 28 Men hvis Jeg driver dæmonerne ud ved Guds Ånd, sandelig, da er Guds rige kommet til jer. 29 Eller hvordan kan man gå ind i huset til den stærke og plyndre hans gods, hvis man ikke først binder den stærke? Da kan man først plyndre hans hus. 30 Den som ikke er med Mig, er imod Mig. Og den som ikke samler med Mig, spreder. 31 Derfor siger Jeg jer: Hver synd og bespottelse skal menneskerne få tilgivet, men spot mod Ånden skal ikke blive menneskerne tilgivet. 32 Den som taler et ord mod Menneskesønnen, får det tilgivet. Men den som taler imod den Hellige Ånd, skal ikke få det tilgivet, hverken i denne tidsalder eller i den kommende. 33 Enten må I holde træet for at være godt og frugten god, eller I må holde træet for at være dårlig og frugten dårlig. For et træ kendes på frugten. 34 Giftslangers afkom! Hvordan kan I, som er onde, tale noget godt? For det som hjertet flyder over af, det taler munden. 35 Et godt menneske henter gode ting frem fra den gode skat i sit hjerte, og et ondt menneske henter onde ting frem fra den onde skat. 36 Men Jeg siger jer at hvert unyttig ord menneskerne taler, skal de aflægge regnskab for på dommens dag. 37 For efter dine ord skal du blive kendt retfærdig, og efter dine ord skal du blive fordømt." 38 Da tog nogen af de skriftlærde og farisæerne til orde og sagde: "Mester, vi ønsker at se et tegn af Dig." 39 Men Han svarede med at sige til dem: "En ond og utro slægt søger efter tegn. Men ikke noget tegn skal gives dem, bortset fra profeten Jonas tegn. 40 For som Jonas var tre dage og tre nætter i den store fisks bug, således skal Menneskesønnen være tre dage og tre nætter i jordens skød. 41 Mænd fra Nineve skal stå op i dommen sammen med denne slægt og fordømme den. For de omvendte sig ved Jonas forkyndelse. Og se, her er en som er større end Jonas. 42 Dronningen fra Syden skal stå op i dommen sammen med denne slægt og fordømme den. For hun kom fra jordens ende for at høre Salomos visdom. Og se, her er en som er større end Salomo. 43 Når en uren ånd farer ud af et menneske, drager den gennem tørre steder og søger efter hvile, men finder ikke nogen. 44 Så siger den: Jeg vil vende tilbage til mit hus som jeg kom fra. Og når den kommer, finder den det tomt, fejet og gjort i stand. 45 Så går den og tager syv andre ånder med sig, mere onde end den selv, og de drager ind og bor der. Og den sidste tilstand i dette menneske bliver være end den første. Således skal det også være med denne onde slægt." 46 Mens Han fremdeles talte til folkeskarerne, se, da stod Hans mor og brødre udenfor og ønskede at tale med Ham. 47 Da var der en som sagde til Ham: "Se, Din mor og Dine brødre står udenfor og vil tale med Dig." 48 Men Han svarede og sagde til den som fortalte Ham dette: "Hvem er Min mor, og hvem er Mine brødre?" 49 Og han rakte hånden ud mod disciplene og sagde: "Her er Min mor og Mine brødre! 50 For den som gør Min himmelske Fars vilje, er Min bror og søster og mor."

Matt.13 Samme dag gik Jesus ud af huset og satte Sig ved søen. 2 Og store menneskeskarer samlede sig om Ham, så Han gik om bord i en båd og satte Sig der. Og alt folket stod på stranden. 3 Så talte Han meget til dem i lignelser og sagde: "Se, en såmand gik ud for at så. 4 Og da han såede, faldt noget såkorn ved vejkanten, og fuglene kom og åd det op. 5 Noget faldt på stengrund, hvor det ikke fik meget jord. Det spirede snart op siden det ikke havde dyb jord. 6 Men da solen stod op, blev det afsvedet, og siden det ikke havde rødder, visnet det bort. 7 Og noget faldt blandt torne, og tornene voksede op og kvalte det. 8 Men noget andet faldt i god jord og gav frugt: noget hundrede fold, noget seksten og noget tres fold 9 Den som har ører at høre med, han høre!" 10 Og disciplene kom og sagde til Ham: "Hvorfor taler Du til dem i lignelser?" 11 Han svarede med at sige til dem: "Jer er det givet at kende himlenes riges hemmeligheder, men dem er det ikke givet. 12 For den som har, han skal få mere, og han skal have overflod. Men den som ikke har, han skal blive frataget selv det han har. 13 Derfor taler Jeg til dem i lignelser. For selv om de ser, så ser de ikke, og selv om de hører, hører de ikke og forstår ikke. 14 Og på dem bliver Esajas profeti opfyldt, som siger: Når I hører, skal I høre, men ikke forstå, og når I ser, skal I se, men ikke skelne. 15 For hjertet til dette folk er blevet sløvt. Deres ører har vanskeligt ved at høre, og deres øjne har de lukket til, så de ikke skulle se med deres øjne og høre med deres ører, så de ikke skulle forstå med hjertet og vende om, så jeg vil kunne lede dem. 16 Men salige er jeres øjne, for de ser, og jeres ører, for de hører. 17 For sandelig siger jeg jer: Mange profeter og retfærdige har ønsket at se det I ser, men fik det ikke at se, og har ønsket at høre det I hører, men fik det ikke at høre. 18 Hør derfor lignelsen om såmanden: 19 Når nogen hører rigets ord og ikke forstår det, kommer den onde og bortrøver det, som blev sået i hans hjerte. Dette er den som tog imod såkornet ved vejkanten. 20 Men den som tog imod såkorn på stengrund, er den som hører ordet og tager imod det med glæde på en gang. 21 Han har alligevel ingen rod i sig, og holder bare ud en stund. For når trængsel eller forfølgelse opstår på grund af ordet, snubler han på en gang. 22 Det som blev sået blandt tornene, er den som hører ordet, men denne verdens bekymringer og rigdommens forførelse kvæler ordet, og han bliver uden frugt. 23 Men den som tog imod såkorn i god jord, er den som hører ordet og forstår det. Han bærer frugt og giver afkast: én hundrede fold, én seksten, én tres." 24 Han fortalte også en anden lignelse for dem og sagde: "Himlenes rige er ligesom en mand som såede god såkorn i sin ager. 25 Men mens menneskene sov, kom fjenden og såede ugræs blandt hveden og gik så bort. 26 Men da kornet voksede op og gav kerne, kom også ugræsset til syne. 27 Ejerens tjenere kom så og sagde til ham: Herre, var det ikke god såkorn du såede i din mark? Hvor kommer da ugræsset fra? 28 Han sagde til dem: En fjende har gjort dette. Tjenerne sagde til ham: Vil du da at vi skal gå og samle det sammen? 29 Men han svarede: Nej, I kunne også komme til at rive hveden op når I samler ugræsset sammen. 30 Lad begge vokse sammen indtil høsten. Når tiden for at høste kommer, vil jeg sige til høstarbejderne: Sank først ugræsset sammen og bind det i bundter og brænd det! Men hveden skal I samle ind i min lade." 31 Han fremsatte en anden lignelse for dem og sagde: "Himlenes rige er ligesom et sennepsfrø som en mand tog og såede i ageren . 32 Det er det mindste af alle frø. Men når det var vokset op, er det større end de andre urter og bliver til et træ, således at himmelens fugle kommer og bygger reder i grenene på det." 33 Han fortalte dem en anden lignelse: "Himlenes rige er som en surdej som en kvinde tog og gemte i tre mål mel til alt var gennemsyret." 34 Alt dette talte Jesus til folkemængden i lignelser. Og uden lignelser talte Han ikke til dem, 35 for at det skulle blive opfyldt som er talt ved profeten, som siger: "Jeg vil åbne min mund i lignelser. Jeg vil tale om det som er holdt skjult fra verdens grundvold blev lagt." 36 Derefter sendte Jesus folkemængden bort og gik ind i huset. Og Hans disciple kom til ham og sagde: "Forklar lignelsen om ugræsset i ageren for os!" 37 Han svarede og sagde til dem: "Den som sår det gode såkorn, er Menneskesønnen. 38 ageren er verden, det gode såkornet er rigets børn, men ugræsset er den ondes børn. 39 Fjenden som såede det, er djævelen. Høsten er tidens ende, og høstarbejderne er englene. 40 Som når ugræsset bliver samlet sammen og brændt i ilden, således skal det være ved denne tids ende. 41 Menneskesønnen skal sende engle ud, og de skal samle sammen og tage alt ud af riget som er til anstød og dem som driver med lovløshed. 42 Og de skal kaste dem i ildovnen. Der skal der være gråd og tænderskæren. 43 Da skal de retfærdige stråle som solen i sin Fars rige. Den som har ører at høre med, han må høre! 44 Himlenes rige er også som en skat som var gemt i en mark, og som en mand fandt og siden gemte. Og i glæde over den går han bort og sælger alt han har og køber marken. 45 Himlenes rige er også som en købmand som søger efter smukke perler. 46 Og da han havde fundet én meget kostbar perle, gik han bort og solgte alt hvad han ejede og købte den. 47 Himlenes rige er også som et vod som blev kastet i havet og fangede fisk af alle slags. 48 Da det var fyldt, drog de den ind til stranden. Og de satte sig ned og samlede dem i de gode i kar, men kastede ud de dårlige ud. 49 Således skal det blive ved denne tids afslutning. Englene skal komme og skille de onde fra de retfærdige, 50 og kaste dem i ildovnen. Der skal det være gråd og tændersskæren." 51 Jesus sagde til dem: "Har I forstået alt dette?" De sagde til ham: "Ja, Herre." 52 Da sagde han til dem: "Derfor er enhver skriftlærd som er oplært for himlenes rige, ligesom en husholder som tager nyt og gammelt frem fra sin skat." 53 Nu skete det at da Jesus havde afsluttet disse lignelser, drog Han derfra. 54 Da Han var kommet til sit hjemsted, lærte Han dem i synagogen , så de blev forundret og sagde: "Hvor fik denne Mand således den visdom og gode kraftige gerninger fra? 55 Er ikke dette tømmermandens søn? Hedder Hans mor ikke Maria? Og hans brødre Jakob, Josef, Simon og Judas? 56 Og Hans søstre, er de ikke alle blandt os? Hvor fik da denne Mand alt dette fra?" 57 Derfor tog de anstød af Ham. Men Jesus sagde til dem: "En profet bliver ikke uden ære andre steder end på sit eget hjemsted og i sit eget hus." 58 Og Han gjorde ikke mange kraftige gerninger der, på grund af deres vantro.

Matt.14 På den tiden fik landsfyrsten Herodes rygtet om Jesus at høre, 2 og han sagde til tjenerne : "Dette er Johannes døberen. Han er opstået fra de døde. Derfor virker disse kræfter i ham." 3 For Herodes havde grebet Johannes og sat ham i fængsel for Herodias' skyld, hans bror Filips hustru. 4 For Johannes havde sagt til ham: "Du har ikke lov til at have hende." 5 Og selv om han havde ønsket at dræbe ham, frygtede han for folkemængden, for de regnede ham for at være en profet. 6 Men da Herodes’ fødselsdag blev fejret, dansede Herodias' datter for dem, og hun var til behag for Herodes. 7 Derfor lovede han med ed at give hende det hun måtte bede om. 8 Efter pres fra sin mor sagde hun: "Giv mig Johannes Døbers hoved på et fad." 9 Dette gjorde kongen sørgmodig. Alligevel befalede han at det skulle blive givet hende, på grund af ederne, og på grund af dem som sad sammen med ham. 10 Så sendte han nogen og fik halshugget Johannes i fængslet. 11 Og hans hoved blev båret ind på et fad og givet til pigen, og hun tog det med til sin mor. 12 Da kom disciplene og tog hans lig og begravede det. Derefter gik de og fortalte det til Jesus. 13 Da Jesus hørte det, drog Han derfra med båd til et øde sted for at være for Sig selv. Men da folkemængden hørte det, fulgte de efter ham til fods fra byerne. 14 Og da Jesus gik ud af båden, så Han en stor folkeskare. Og Han fik dyb medlidenhed med dem og helbredte deres syge. 15 Da det blev aften, kom disciplene til Ham og sagde: "Dette er et øde sted, og det er allerede blevet sent. Send folkemængden bort, så de kan gå ind i landsbyerne og købe sig mad." 16 Men Jesus sagde til dem: "De trænger ikke til at gå bort. Vi skal give dem noget at spise." 17 Og de sagde til ham: "Vi har blot fem brød og to fisk her." 18 Han sagde: "Kom til mig med dem!" 19 Så bad han folkeskarerne sætte sig i græsset. Og Han tog de fem brød og de to fisk, og mens Han så op mod himmelen, velsignede Han dem, brød brødene og gav dem til disciplene. Og disciplene gav dem til folkemængden. 20 Så spiste alle og blev mætte, og de samlede tolv fulde kurver af de stykkerne som var tilbage. 21 De som havde spist var omkring fem tusind mænd, foruden kvinder og børn. 22 Straks fik Jesus disciplene til at gå i båden og drage foran Ham til den anden side, mens Han sendte folkeskarerne af sted. 23 Og da Han havde sendt skarerne af sted, gik Han op i bjergene for at bede. Og da aften kom, var han alene der. 24 Båden var nu midt ude på søen og blev kastet hid og did af bølgerne, for vinden var imod. 25 Men i den fjerde nattevagt kom Jesus til dem. Han kom gående på søen. 26 Og da disciplene så Ham komme gående på søen, blev de forskrækkede og sagde: "Det er et spøgelse!" Og de skreg af rædsel. 27 Men straks talte Jesus til dem og sagde: "Vær ved godt mod! Det er Mig. Vær ikke bange!" 28 Og Peter svarede Ham og sagde: "Herre, hvis det er Dig, så bed mig komme til Dig på vandet." 29 Han sagde: "Kom!" Og da Peter var kommet ud af båden, gik han over vandet for at komme til Jesus. 30 Men da han så at vinden var så kraftig, blev han bange. Og da han begyndte at synke, råbte han og sagde: "Herre, frels mig!" 31 Og straks rakte Jesus hånden ud og greb ham, og Han sagde til ham: "Du lidentroende, hvorfor tvivlede du?" 32 Og da de kom op i båden, stilnede vinden. 33 De som var i båden, kom da og tilbad ham og sagde: "Sandelig, Du er Guds Søn." 34 Da de havde rejst over søen, kom de til Genesaret. 35 Og da folk på stedet kendte ham igen, sendte de bud til hele distriktet der omkring. Og de førte alle som var syge til Ham, 36 og bad Ham om bare at få røre ved kanten af Hans klæder. Og så mange som rørte ved dem, blev gjort helt raske.

Matt.15 De skriftlærde og farisæerne som var fra Jerusalem, kom da til Jesus og sagde: 2 "Hvorfor bryder Dine disciple de ældstes forskrifter? For de vasker ikke hænderne når de spiser brød." 3 Han svarede og sagde til dem: "Hvorfor bryder I så Guds bud på grund af jeres egne forskrifter? 4 For Gud har befalet og sagt: "Ær din far og din mor" og: "Den som forbander far eller mor, skal sandelig dø." 5 Men I siger: Den som siger til sin far eller mor: Den hjælp I skulle have fået af mig, er en gave til Gud, 6 så behøver han ikke at ære sin far eller mor. Således har I sat Guds bud ud af kraft ved jeres egne forskrifter. 7 Hyklere! Esajas profeterede ret om jer da han sagde: 8 "Dette folk kommer mig nær med sin munds tale og ærer mig med sine læber, men jeres hjerte er langt borte fra mig. 9 Og forgæves tilbeder de mig, når de underviser lærdomme som kun er menneskebud. 10 Da han havde kaldet folkemængden til sig, sagde han til dem: "Hør og forstå: 11 Det er ikke det som kommer ind gennem munden, som gør et menneske urent. Men det som går ud af munden, det gør et menneske urent." 12 Da kom disciplene og sagde til ham: "Ved du at farisæerne tog anstød da de hørte det du sagde?" 13 Men Han svarede og sagde: "Hver plante som min himmelske Far ikke har plantet, skal blive rykket op med roden. 14 Lad dem være! De er blinde vejledere for blinde. Og når en blind leder en blind, vil begge havne i grøften." 15 Da svarede Peter og sagde til ham: "Forklar denne lignelse for os!" 16 Men Jesus sagde: "Er også I fortsat uden forstand? 17 Forstår I ikke at det som kommer ind gennem munden, går ned i maven, kommer ud og kastes bort? 18 Men det som går ud af munden, kommer fra hjertet, og det gør et menneske urent. 19 For ud fra hjertet kommer onde tanker, mord, ægteskabsbrud, hor, tyveri, falskt vidnesbyrd, bespottelser. 20 Disse ting er det som gør mennesket urent. Men at spise med uvaskede hænder gør ikke mennesket urent." 21 Derefter drog Jesus bort derfra og trak Sig tilbage til distrikterne ved Tyrus og Zidon. 22 Og se, en kananæisk kvinde fra dette område kom og råbte til ham og sagde: "Herre, Davids Søn, forbarm Dig over mig! Min datter plages svært af en ond ånd." 23 Men Han svarede henne ikke et ord. Og Hans disciple kom og bad ham og sagde: "Send hende bort, for hun råber efter os." 24 Men Han svarede og sagde: "Jeg er ikke udsendt til andre end de fortabte får af Israels hus." 25 Da kom hun og tilbad ham og sagde: "Herre, hjælp mig!" 26 Men Han svarede og sagde: "Det er ikke ret at tage børnenes brød og kaste det til de små hunde." 27 Men hun sagde: "Ja, det er sandt, Herre! Men de små hunde spiser alligevel smulerne som falder fra deres herrers bord." 28 Da svarede Jesus og sagde til hende: "Kvinde, stor er din tro! Lad det blive som du vil!" Og hendes datter var helbredt fra samme time. 29 Jesus drog så derfra, fortsatte langs Galilæas sø og gik op på bjerget og satte Sig der. 30 Da kom der store folkeskarer til Ham, og de havde lamme, blinde, stumme, vanføre og mange andre med. Og de lagde dem ned ved Jesu fødder, og han helbredte dem. 31 Folkemængden blev forundret da de så de stumme tale, de vanføre blive helbredt, de lamme gå og de blinde se. Og de ærede Israels Gud. 32 Og Jesus kaldte sine disciple til Sig og sagde: "Jeg har dyb medlidenhed med folkemængden, for de har nu været sammen med mig i tre dage, og har ikke noget at spise. Jeg vil ikke sende dem sultne af sted, for at de ikke skal blive helt udmattede på vejen." 33 Da sagde disciplene til Ham: "Hvorfra kan vi få nok brød her i ørkenen til at mætte en så stor folkeskare?" 34 Jesus sagde til dem: "Hvor mange brød har I?" Og de sagde: "Syv, og nogen få småfisk." 35 Så bød Han folkemængden at sætte sig på jorden. 36 Og Han tog de syv brød og fiskene og takkede, brød dem og gav dem til disciplene , og disciplene gav dem til folkemængden. 37 Så spiste alle og blev mætte, og de stykker som blev til overs, samlede de ind og fyldte syv store kurve. 38 De som havde spist, var fire tusind mænd, foruden kvinder og børn. 39 Og han sendte folkemængden fra sig, gik op i båden og drog til området ved Magdala.

Matt.16 Farisæerne og saddukæerne kom så for at friste Ham, og de bad Ham vise dem et tegn fra himmelen. 2 Han svarede og sagde til dem: "Når det er aften, siger I: Det bliver pænt vejr, for himmelen er rød. 3 Og om morgenen: Det bliver dårlig vejr i dag, for himmelen er rød og truende. Hyklere! I ved hvordan I skal tyde himmelens udsende, men tidernes tegn kan I ikke tyde. 4 En ond og troløs slægt søger efter tegn, men ikke noget tegn skal blive givet dem, bortset fra profeten Jonas tegn." Og Han forlod dem og drog derfra. 5 Da disciplene var kommet til den anden side, havde de glemt at tage brød med. 6 Jesus sagde da til dem: "Pas på at I tager jer i vare for farisæernes og saddukæernes surdej!" 7 Men de talte med hverandre og sagde: "Det er fordi vi ikke har taget brød med." 8 Men da Jesus mærkede det, sagde Han til dem: "Så liden troende I dog er! Hvorfor taler I med hinanden om at det var fordi I ikke har taget brød med? 9 Forstår I endnu ikke, eller husker I ikke de fem brød til de fem tusind, og hvor mange kurve I samlet ind, 10 eller de syv brød til de fire tusind, og hvor mange store kurve I samlede ind? 11 Hvad kommer det af at I ikke forstår at Jeg ikke taler til jer om brød? Men tag jer i vare for farisæernes og saddukæernes surdej!" 12 Da forstod de at han ikke talte til dem om at tage sig i vare for surdej i brødet, men om farisæernes og saddukæernes lære. 13 Da Jesus kom til området ved Kæsarea Filippi, spurgte Han Sine disciple og sagde: "Hvem siger menneskene at Jeg er?" 14 Da sagde de: "Nogen siger Johannes døberen, nogen Elias, og andre Jeremias eller en af profeterne." 15 Han sagde til dem: "Men hvem siger så I at Jeg er?" 16 Simon Peter svarede og sagde: "Du er Kristus, Den levende Guds Søn." 17 Jesus svarede og sagde til ham: "Salig er du, Simon Jonas, søn for kød og blod har ikke åbenbaret dette for dig, men min Far, han som er i himmelen. 18 Og Jeg siger også til dig at du er Peter, og på denne klippe vil Jeg bygge Min menighed. Og dødsrigets porte skal ikke få magt over den. 19 Og jeg vil give dig nøglerne til himlenes rige, og alt det du binder på jorden, skal være bundet i himmelen, og alt det du løser på jorden, skal være løst i himmelen." 20 Derefter bød han disciplene at de ikke skulle sige til nogen at Han var Jesus Kristus. 21 Fra den tid begyndte Jesus at forklare for disciplene at Han måtte drage til Jerusalem og lide meget af de ældste, ypperstepræsterne og de skriftlærde, og at Han skulle blive slået ihjel og blive oprejst på den tredje dag. 22 Da tog Peter Ham til side og begyndte at advare Ham og sagde: "Gud bevare dig, Herre. Dette må aldrig ske dig!" 23 Men Han vendte sig og sagde til Peter: "Gå bag mig, Satan! Du er til anstød for Mig, for du har ikke sans for det som hører Gud til, men bare for det som hører menneskene til." 24 Da sagde Jesus til disciplene: "Hvis nogen vil komme efter Mig, må han fornægte sig selv, tage sit kors op og følge Mig. 25 For den som vil frelse sit liv, skal miste det, men den som mister sit liv for min skyld, skal finde det. 26 For hvad gavner det et menneske om det vinder hele verden, men taber sin sjæl? Eller hvad kan et menneske give i bytte for sin sjæl? 27 For Menneskesønnen skal komme i sin Fars herlighed med Sine engle, og da skal han lønne enhver efter hans gerning. 28 Sandelig siger Jeg jer: Der er nogen som står her, som ikke skal smage døden før de ser Menneskesønnen komme i sit rige."

Matt.17 Seks dage derefter tog Jesus Peter, Jakob og hans bror Johannes med Sig, og førte dem op på et højt bjerg hvor de var for sig selv. 2 Og Han blev forklaret for dem. Hans åsyn strålede som solen, og Hans klæder blev hvide som lyset. 3 Og se, Moses og Elias viste sig for dem og talte med Ham. 4 Da tog Peter til orde og sagde til Jesus: "Herre, det er godt at vi er her. Hvis Du vil, så lad os lave tre hytter her, en til Dig, en til Moses og en til Elias." 5 Mens han fremdeles talte, se, da kom en strålende sky og skyggede over dem. Og pludselig lød der en røst ud af skyen, som sagde: "Dette er min Søn, Den elskede, i Ham har Jeg velbehag. Hør Ham!" 6 Da disciplene hørte det, faldt de ned på deres ansigt og blev meget bange. 7 Men Jesus kom og rørte ved dem og sagde: "Rejs jer op, og vær ikke bange!" 8 Men da de løftet blikket, så de ingen andre end Jesus alene. 9 Da de kom ned fra bjerget, befalede Jesus dem og sagde: "Fortæl ikke nogen om synet før Menneskesønnen er opstået fra de døde." 10 Og disciplene spurte ham og sagde: "Hvorfor siger da de skriftlærde at Elias først må komme?" 11 Jesus svarede og sagde til dem: "Sandelig, Elias kommer først, og han skal genoprette alle ting. 12 Men jeg siger jer at Elias er allerede kommet, og de kendte ham ikke, men gjorde med ham som de ville. Således skal også Menneskesønnen komme til at lide ved jeres hænder." 13 Da forstod disciplene at Han talte til dem om Johannes døberen. 14 Og da de var kommet frem til folkemængden, kom en mand til Ham, knælede for Ham og sagde: 15 "Herre, forbarm dig over min søn, for han plages af månesyge og lider meget. For han falder ofte i ilden og ofte i vandet. 16 Derfor tog jeg ham med til Dine disciple, men de kunne ikke gøre ham frisk." 17 Da svarede Jesus og sagde: "Du vantro og vrange slægt! Hvor længe skal Jeg være hos jer? Før ham til mig!" 18 Og Jesus truede dæmonen, og den kom ud af ham. Og barnet var rask fra samme time. 19 Da kom disciplene til Jesus mens de var for sig selv, og sagde: "Hvorfor kunde vi ikke drive den ud?" 20 Jesus sagde til dem: "På grund af jeres vantro. For sandelig siger Jeg jer: Hvis I har tro som et sennepsfrø, kan I sige til dette bjerg: Flyt dig herfra og derhen! Og det skal flytte sig. Og ingenting skal være umuligt for jer. 21 Men den slags farer ikke ud uden ved bøn og faste." 22 Mens de opholdt sig i Galilæa, sagde Jesus til dem: "Menneskesønnen skal blive forrådt og overgivet i menneskers hænder. 23 Og de skal slå Ham ihjel, og på den tredje dag skal Han opstå." Da blev de meget sorgfulde. 24 Da de var kommet til Kapernaum, kom de som krævede tempelskatten ind, til Peter og sagde: "Betaler jeres mester ikke tempelskat?" 25 Han sagde: "Jo." Men da han var kommet ind i huset, kom Jesus ham i forkøbet og sagde: "Hvad tror du, Simon? Hvem modtager kongerne på jorden told eller skat fra? Fra sønnerne eller fra fremmede?" 26 Peter sagde til ham: "Fra fremmede." Jesus sagde til ham: "Da går altså sønnerne fri. 27 Alligevel, for at vi ikke skal støde dem, gå ned til søen, kast en krog ud og tag den fisk som kommer først op. Og når du har åbnet munden på den, skal du finde et pengestykke. Tag den og give den til dem for Mig og for dig."

Matt.18 På den tid kom disciplene til Jesus og sagde: "Hvem er den største i himlenes rige?" 2 Da kaldte Jesus et lille barn, til sig satte det midt iblandt dem og sagde: "Sandelig siger jeg jer: Hvis I ikke omvender jer og bliver som et lille barn, skal I slet ikke komme ind i himlenes rige. 4 Derfor, den som fornedrer sig som dette barn, han er den største i himlenes rige. 5 Den som tager imod et barn som dette i Mit navn, tager imod Mig. 6 Men den som fører, en af disse små som tror på mig, til fald, for ham ville det være bedre om en møllesten blev hængt rundt om hans halsen , og at han blev druknet i havets dyb. 7 Ve verden på grund af forførelser! For forførelser må komme! Men ve det menneske som forførelsen kommer ved. 8 Hvis din hånd eller fod fører dig til fald, så hug den af og kast den fra dig! Det er bedre for dig at gå lam eller vanfør ind til livet, end at have to hænder eller to fødder og blive kastet i den evige ild. 9 Og hvis dit øje fører dig til fald, så riv det ud og kast det fra dig! Det er bedre for dig at gå ind til livet med et øje end at have to øjne og blive kastet i helvedes ild. 10 Se til at I ikke foragter en af disse små! For Jeg siger jer: I himmelen ser deres engle altid åsynet af Min Far som er i himmelen. 11 For Menneskesønnen er kommet for at frelse det som var fortabt. 12 Hvad tror I? Hvis en mand har hundrede får, og et af dem kommer bort, forlader han ikke da de nioghalvfems og går op i bjergerne for at lede efter det som er kommet bort? 13 Og hvis han skulle finde den, sandelig siger Jeg jer: Han glæder sig mere over den ene savnet end over de nioghalvfems som ikke var kommet bort. 14 På samme måde er det heller ikke jeres himmelske Fars vilje at en eneste af disse små skulle gå fortabt. 15 Hvis din bror synder mod dig, gå da og irettesæt ham som en sag bare mellem dig og ham. Hvis han hører på dig, har du vundet din bror. 16 Men dersom han ikke vil høre, skal du tage en eller to mere med dig, for med udsagn fra to eller tre vidner skal hvert ord stå fast. 17 Og hvis han nægter at høre på dem, så sig det til menigheden. Men hvis han til og med nægter at høre på menigheden, skal han være som en hedning og en tolder for dig. 18 Sandelig siger Jeg jer: Det I binder på jorden, skal være bundet i himmelen, og det I løser på jorden, skal være løst i himmelen. 19 Igen siger jeg jer: Om to af jer på jorden bliver enige om noget de vil bede om, så skal det blive gjort for dem af min Far i himmelen. 20 For hvor to eller tre er samlet i mit navn, der er Jeg midt iblandt dem." 21 Da kom Peter til ham og sagde: "Herre, hvor ofte skal min bror kunne synde mod mig, og jeg tilgive ham? Så meget som syv gange?" 22 Jesus sagde til ham: "Ikke så meget som syv gange, siger jeg dig, men så meget som halvfjerds gange syv. 23 Derfor er himlenes rige at ligne med en konge som ville gøre regnskab op med sine tjenere. 24 Og da han havde begyndt at gøre regnskabet op, blev der ført en til ham som skyldte ham ti tusind talenter. 25 Men da han ikke havde noget at betale med, befalede hans herre at han skulle blive solgt sammen med sin hustru og sine børn og alt det han ejede, og at gælden skulle betales. 26 Da faldt tjeneren ned for ham og sagde: Herre, have tålmodighed med mig, så skal jeg betale dig alt sammen. 27 Da blev tjenerens herre grebet af dyb medlidenhed. Og lod ham gå og eftergav ham gælden. 28 Men denne tjener gik ud og fandt en af sine medtjenere som skyldte ham hundrede denarer. Og han greb ham i struben og sagde: Betal mig det du skylder! 29 Da faldt medtjeneren ned for hans fødderne og tryglede ham og sagde: Hav tålmodighed med mig, og jeg skal betale dig det alt sammen. 30 Men han ville ikke, og gik bort og fik kastet ham i fængsel. Der skulle han være til han kunde betale gælden. 31 Da hans medtjenere så hvad som skete, blev de meget sorgfulde. Og de kom og fortalte deres herre alt som havde foregået. 32 Efter at hans herre havde kaldet ham til sig, sagde han til ham: Du onde tjener! Jeg eftergav dig hele gælden fordi du bad mig om det. 33 Burde ikke du også have barmhjertighed med din medtjener, således som jeg forbarmede mig over dig? 34 Og hans herre blev vred og overlod ham til bøddelknægtene, til han kunne betale alt det han skyldte. 35 Således skal også Min himmelske Far gøre med jer, dersom ikke hver en af jer af sit hjerte tilgiver sin bror hans overtrædelser."

Matt.19 Nu skete det da Jesus havde endt talen, at Han drog fra Galilæa og kom til Judæas egne på den anden side af Jordan. 2 Og store folkeskarer fulgte Ham, og Han helbredte dem der. 3 Farisæerne kom også til Ham for at friste Ham. Og de sagde til Ham: "Er det tilladt for en mand at skille sig fra sin hustru af hvilken som helst grund?" 4 Han svarede og sagde til dem: "Har I ikke læst at han som gjorde dem i begyndelsen, gjorde dem som mand og kvinde 5 og sagde: "Derfor skal manden forlade sin far og sin mor og være knyttet til sin hustru, og de to skal være et kød?" 6 Så er de ikke længere to, men ét kød. Derfor, det Gud har sammenføjet, skal ikke noget menneske skille." 7 Da sagde de til Ham: "Hvorfor gav da Moses befaling om at give hustruen et skilsmissebrev, for så at sende hende bort?" 8 Han sagde til dem: "På grund af jeres hårde hjerte tillod Moses dem at lade sig skille fra deres hustruer, men fra begyndelsen var det ikke således. 9 Men Jeg siger: Den som skiller sig fra sin hustru af nogen anden grund end hor, og gifter sig med en anden, bryder ægteskabet. Og den som gifter sig med hende som er skilt, bryder ægteskabet." 10 Disciplene sagde til Ham: "Hvis det er således med en mand og hans hustru, da er det bedre ikke at gifte sig." 11 Men Han sagde til dem: "Ikke alle kan forstå disse ord, men kun de som det er blevet givet: 12 For der findes gildinger som er født således fra mors liv, og der er gildinger som har gildet sig selv for Himmerigets skyld. Den som kan fatte det, han fatte det! " 13 Så blev små børn ført til Ham for at Han skulle lægge hænderne på dem og bede men disciplene irettesatte dem. 14 Men Jesus sagde: "Lad de små børn komme til mig, og hindre dem ikke! For himlenes rige hører dem til." 15 Og Han lagde hænderne på dem og drog så derfra. 16 Se, der kom en og sagde til Ham: "Gode Mester, hvad godt skal jeg gøre for at få evig liv?" 17 Da sagde han til Ham: "Hvorfor kalder du Mig god? Ingen er god uden Én – Gud. Men hvis du vil gå ind til livet, så hold budene!" 18 Han sagde til Ham: "Hvilke?" Jesus sagde: "Du skal ikke slå ihjel. Du skal ikke bedrive hor. Du skal ikke stjæle. Du skal ikke sig falskt vidnesbyrd. 19 Ær din far og din mor, og du skal elske din næste som dig selv." 20 Den unge mand sagde til ham: "Alt dette har jeg holdt fra min ungdom af. Hvad er det fremdeles jeg mangler?" 21 Jesus sagde til ham: "Hvis du vil være fuldkommen, så gå og sælg det du ejer og giv det til de fattige, og du skal få en skat i himmelen, og kom, og følg Mig!" 22 Men da den unge mand hørte disse ord, gik han bedrøvet bort, for han havde stor rigdom. 23 Da sagde Jesus til disciplene : "Sandelig siger Jeg jer: Det er vanskeligt for en rig at komme ind i himlenes rige. 24 Igen siger Jeg jer: Det er lettere for en kamel at gå gennem et nåleøje, end for en rig at gå ind i Guds rige." 25 Da disciplene hørte det, blev de meget forskrækkede og sagde: "Hvem kan da blive frelst?" 26 Men Jesus så på dem og sagde til dem: "For mennesker er dette umuligt, men for Gud er alt muligt." 27 Da svarede Peter og sagde til Ham: "Se, vi har forladt alt og fulgt Dig. Hvordan skal det blive for os?" 28 Jesus sagde til dem: "Sandelig siger Jeg jer: I genfødselen, når Menneskesønnen sidder på tronen i Sin herlighed, skal også I som har fulgt Mig, sidde på tolv troner og dømme Israels tolv stammer. 29 Og hver den som har forladt hus eller brødre eller søstre eller far eller mor eller hustru eller børn eller agere for Mit navns skyld, skal få det hundrede fold igen og arve evigt liv. 30 Men mange som er de første, skal blive de sidste, og de sidste de første.

Matt.20 For himlenes rige er at ligne med en husbond som gik ud tidlig om morgenen for at leje arbejdere til sin vingård. 2 Da han var blevet enig med arbejderne om en denar for dagen, sendte han dem ind i sin vingård. 3 Da han gik ud omkring den tredje time, så han andre som stod ledige på torvet. 4 Og han sagde til dem: Gå også I ind i vingården, og det som er retfærdig, vil jeg give jer. Så gik de. 5 På ny gik han ud, både ved den sjette og den niende time, og han gjorde det samme. 6 Og omkring den ellevte time gik han ud og fandt andre som stod ledige, og han sagde til dem: Hvorfor har I stået her ledige hele dagen? 7 De svarede ham: Fordi ingen har lejet os. Han sagde til dem: Gå ind også I til vingården, og det som er retfærdigt, skal I få. 8 Da det blev aften, sagde ejeren af vingården til forvalteren: Kald arbejderne sammen og giv dem lønnen! Begynd med de sidste og fortsæt med de første! 9 Og da de som var blevet lejet ved den ellevte time, kom, fik hver af dem én denar. 10 Men da de første kom, troede de at de skulle få mere. Men de fik også bare én denar hver. 11 Men da de havde fået den, klagede de til husbonden 12 og sagde: Disse sidste har bare arbejdet i én time, og du stillet dem lige med os som har båret dagens byrde og hede. 13 Men han svarede en af dem og sagde: Ven, jeg gør dig ingen uret. Blev du ikke enig med mig om én denar? 14 Tag det som er dit, og gå bort! Jeg vil give denne sidste det samme som dig. 15 Er det ikke tilladt for mig at gøre som jeg vil med mit eget? Eller er dit øje ondt fordi jeg er god? 16 Således skal de sidste blive de første, og de første de sidste. For mange er kaldet, men få er udvalgt." 17 Da Jesus drog op til Jerusalem, tog Han de tolv disciple til side på vejen og sagde til dem: 18 "Se, vi går op til Jerusalem, og Menneskesønnen skal blive overgivet til ypperstepræsterne og til de skriftlærde. Og de skal dømme Ham til døden 19 og overlade ham til hedningefolkene for at blive hånet, pisket og korsfæstet. Og den tredje dag skal Han stå op igen." 20 Da kom moderen til Zebedæussønnerne til Ham med sine sønner. Hun knælede ned for at bede Ham om noget. 21 Han sagde til hende: "Hvad vil du?" Hun sagde til Ham: "Sig at disse mine to sønner skal få lov at sidde, den ene ved din højre side og den anden ved din venstre side, i dit rige." 22 Men Jesus svarede og sagde: "I ved ikke hvad I beder om. Er I, i stand til at drikke det bæger, som jeg skal drikke, og til at blive døbt med den dåb Jeg døbes med?" De sagde til ham: "Vi er i stand til det." 23 Så sagde han til dem: "I skal sandelig drikke Mit bæger og blive døbt med den dåb Jeg døbes med. Men at sidde ved Min højre eller Min venstre side, er ikke noget Jeg kan give, men det er for dem som min Far har beredt det." 24 Og da de ti hørte det, blev de meget forargede på de to brødre. 25 Men Jesus kaldte dem til Sig og sagde: "I ved at herskerne over folkeslagerne har fuld herredømme over dem, og de som er store, lader dem føle deres magt. 26 Men således skal det ikke være blandt jer. For den som vil være stor blandt jer, han skal være jeres tjener. 27 Og den som vil være den første blandt jer, han skal være jeres træl – 28 således som Menneskesønnen ikke kom for at lade sig tjene, men for selv at tjene, og for at give sit liv som løsepenge for mange." 29 Da de gik ud fra Jeriko, var der en stor folkemængde som fulgte efter Ham. 30 Og se, to blinde mænd sad ved vejen. Da de hørte at Jesus gik forbi, råbte de og sagde: "Forbarm Dig over os, Herre, Davids Søn!" 31 Da truede folkemængden dem og sagde at de skulle være stille. Men de råbte endnu højere og sagde: "Forbarm Dig over os, Herre, Davids Søn!" 32 Da standsede Jesus op, og Han kaldte på dem og sagde: "Hvad vil I at jeg skal gøre for jer?" 33 De sagde til ham: "Herre, at vore øjne må blive åbnet." 34 Og Jesus fik dyb medlidenhed med dem, og rørte ved deres øjne. Og straks kunde de se med øjnene, og de fulgte Ham.

Matt.21 Da de nærmede sig Jerusalem og kom til Betfage ved Oliebjerget, sendte Jesus to af disciplene af sted. 2 Og Han sagde til dem: "Gå ind i landsbyen lige foran jer, og straks skal I finde et æsel som er bundet og en æselføl sammen med det. Løs dem og før dem til Mig! 3 Og hvis nogen siger noget til jer, skal I svare: "Herren har brug for dem." Og straks skal han sende dem med." 4 Alt dette skete for at det skulle gå i opfyldelse som var talt ved profeten, når han siger: 5 "Sig til Zions datter: Se, din Konge kommer til dig, ydmyg og ridende på et æsel og på et trældyrs føl, " 6 Så gik disciplene af sted og gjorde som Jesus havde pålagt dem. 7 De kom med æslet og føllet, og lagde deres klæder på dem og Han satte sig derpå 8 Og en meget stor folkemængde bredte deres klæder ud på vejen. Andre skar grene af træerne og spredte dem udover vejen. 9 Folkeskarerne som gik foran og de som fulgte efter, råbte og sagde: "Hosianna, Davids Søn! Velsignet være Han som kommer i Herrens navn! Hosianna i det højeste!" 10 Og da Han var kommet ind i Jerusalem, blev hele byen sat i bevægelse og sagde: "Hvem er dette?" 11 Da sagde folkemængden: "Dette er Jesus profeten, Han fra Nazaret i Galilæa." 12 Så gik Jesus ind i Guds tempel og drev alle dem som købte og solgte i templet ud, og væltede bordene til pengevekslerne og deres stole som solgte duer. 13 Og Han sagde til dem: "Det er skrevet: Mit hus skal kaldes et bønnens hus, men I har gjort det til en røverhule." 14 Og blinde og lamme kom til Ham i templet, og Han helbredte dem. 15 Men da ypperstepræsterne og de skriftlærde så de underfulde gerninger han gjorde og børnene som råbte ud i templet og sagde: "Hosianna, Davids Søn!" blev de forargede. 16 Og de sagde til Ham: "Hører Du hvad disse siger?" Og Jesus sagde til dem: "Ja, men har I aldrig læst: Fra spædbørns og diebørns mund har du beredt dig lovprisning?" 17 Derefter forlod Han dem og gik ud af byen til Betania. Og Han overnattede der. 18 Om morgenen da Han vendte tilbage til byen, blev Han sulten. 19 Da Han så et figentræ ved vejen, gik Han hen til det og fandt ikke andet på det end løv. Da sagde Han til det: "Aldrig i evighed skal der vokse frugt på dig!" Og straks visnede figentræet. 20 Da disciplene så det, undrede de sig og sagde: "Hvordan kunne figentræet visne med det samme?" 21 Da svarede Jesus og sagde til dem: "Sandelig siger Jeg jer: Hvis I har tro og ikke tvivler, skal I ikke bare kunne gøre dette med figentræet. Men også om I siger til dette bjerg: Løft dig og kast dig i havet! skal det ske. 22 Og alt det I beder om i jeres bøn, som troende, det skal I få." 23 Da Han nu var kommet ind i templet, kom ypperstepræsterne og folkets ældste til Ham mens han lærte. Og de sagde: "Med hvilken myndighed gør Du dette? Og hvem gav Dig denne myndighed?" 24 Men Jesus svarede og sagde til dem: "Jeg vil også spørge jer om noget. Og hvis I svarer Mig på det, skal Jeg på samme måde sige jer med hvilken myndighed Jeg gør dette. 25 Johannes' dåb – hvor var den fra? Fra himmelen eller fra mennesker?" De talte med hinanden og sagde: "Hvis vi siger: Fra himmelen, vil han sige til os: Hvorfor troede I da ikke på ham? 26 Men hvis vi siger: Fra mennesker, frygter vi for folkemængden, for alle regner Johannes som en profet." 27 Så svarede de Jesus og sagde: "Vi ved det ikke." Og Han sagde til dem: "Da vil Jeg heller ikke sige jer med hvilken myndighed Jeg gør dette. 28 Men hvad tror I? En mand havde to sønner, og han kom til den første og sagde: Søn, gå i dag og arbejd i min vingård! 29 Han svarede og sagde: Det vil jeg ikke! Men efterpå angrede han og gik. 30 Så kom han til den anden og sagde det samme. Og han svarede og sagde: Jeg går, herre, men han gik ikke. 31 Hvem af de to gjorde sin fars vilje?" De sagde til ham: "Den første." Jesus sagde til dem: "Sandelig siger Jeg jer: Toldere og skøger kommer ind i Guds rige før jer. 32 For Johannes kom til jer på retfærdighedens vej, og I troede ham ikke. Men toldere og skøger troede ham. I så det, men alligevel angrede I det ikke senere troede I ham. 33 Hør en anden lignelse: Der var en husbond som plantede en vingård og satte et gærde rundt om den, gravede en vinperse i den og byggede et tårn. Og han lejede den ud til vingårdsarbejdere og drog til et land langt borte. 34 Da tiden for vinhøsten nærmede sig, sendte han tjenerne til vingårdsarbejderne, så de kunne tage imod frugten 35 Men vingårdsarbejderne tog tjenerne, en slog de, en dræbte de, og en anden stenede de. 36 Igen sendte han andre tjenere, flere end den første gang, men de gjorde det samme med dem. 37 Men til slut sendte han sønnen til dem og sagde: De vil have respekt for min søn. 38 Men da vingårdsarbejderne så sønnen, sagde de til hinanden: Dette er arvingen. Kom, lad os dræbe ham og tage arven ! 39 Så greb de ham, kastede ham ud af vingården og dræbte ham. 40 Når da ejeren af vingården kommer, hvad skal han gøre med disse vingårdsarbejdere?" 41 De siger til ham: "Han skal ødelægge disse onde mænd på en grusom måde. Så skal han leje vingården ud til andre vingårdsarbejdere som vil give ham frugten i rette tid." 42 Jesus siger til dem: "Har I aldrig læst i skrifterne: Stenen som bygningsmændene forkastede, er blevet hovedhjørnestenen. Dette var Herrens værk, og det er underfuldt i vore øjne? 43 Derfor siger jeg til jer: Guds rige skal blive taget fra jer og givet til et folk som bærer rigets frugter. 44 Og den som falder på denne Sten, skal blive knust. Men den Stenen falder på, skal den knuse til støv." 45 Da ypperstepræsterne og farisæerne hørte disse lignelser, forstod de at det var dem han talte om. 46 De ville gribe ham, men de frygtede for folkemængden, som holdt ham for at være en profet.

Matt.22 Og Jesus tog til orde og talte igen til dem i lignelser. Og han sagde: 2 "Himlenes rige kan sammenlignes med en konge som satte et bryllup i stand for sin søn. 3 Og han sendte sine tjenerne ud for at kalde på dem som var indbudt til bryllupet. Men de ville ikke komme. 4 Da sendte han andre tjenere ud og sagde: Sig til de indbudte: Se, jeg har gjort festmåltidet i stand Okserne og fedekvæget er slagtet, og alt er færdigt. Kom til bryllupet! 5 Men de foragtede det og gik sin vej, en til sin egen mark, en anden til sin forretning. 6 Og de andre greb tjenerne, mishandlet dem og dræbte dem. 7 Men da kongen hørte dette, blev han vred. Han sendte sine hære ud, udslettede disse morderne og satte ild på byen. 8 Så sagde han til tjenerne ; Bryllupet er vel gjort i stand, men de som var indbudt, var ikke værdige. 9 Gå derfor ud på hovedvejene og indbyd så mange som I finder til brylluppet! 10 Så gik tjenerne ud på hovedvejene og samlede alle de fandt sammen, både onde og gode. Og bryllupssalen blev fyldt med gæster. 11 Men da kongen kom ind for at se til gæsterne, så han en mand der, som ikke havde bryllupsklæder på. 12 Så sagde han til ham: Ven, hvordan kom du herind uden bryllupsklædning? Men han tav. 13 Da sagde kongen til tjenerne: Bind armene og fødderne på ham, før ham bort og kast ham ud i mørket! Der skal det være gråd og tændersskæren. 14 For mange er kaldede, men få er udvalgte." 15 Da gik farisæerne bort og traf planer om hvordan de kunne få fanget Ham i hans ord. 16 Og de sendte deres disciple til Ham, sammen med herodianerne, og de sagde: "Mester, vi ved at du er sanddru og lærer Guds vej i sandhed. Du bryder dig heller ikke om folks mening, for Du ser ikke på menneskenes ydre. 17 Sig os derfor hvad Du mener: Er det ret at betale skat til kejseren, eller ikke?" 18 Men Jesus kendte deres ondskab og sagde: "Hvorfor sætter I Mig på prøve, I hyklere? 19 Vis mig skattens mønt!" Så kom de til ham med en denar. 20 Og han sagde til dem: "Hvem er dette billede af, og hvem er det indskriften tilhører?" 21 De siger til ham: "Kejseren." Og han siger til dem: "Giv kejseren hvad kejserens er, og Gud hvad Guds er!" 22 Da de havde hørt disse ord, undrede de sig, og de forlod ham og gik bort. 23 Samme dag kom saddukæere til ham – det er dem som siger at det ikke er nogen opstandelse – og de spurgte ham 24 og sagde: "Mester, Moses sagde at, om en mand dør uden at have børn, skal hans bror gifte sig med hans hustru og således give sin bror efterkomme. 25 Nu var der syv brødre hos os. Den første døde efter at han havde giftet sig. Han havde ikke børn, og efterlod derfor sin hustru til sin bror. 26 På samme måde var det også med den anden og den tredje, helt til den syvende. 27 Sidst af alle døde også kvinden. 28 Hvem af de syv skal hun da være hustru til i opstandelsen? For de har jo alle haft hende." 29 Jesus svarede og sagde til dem: "I farer vild fordi I ikke kender skrifterne og heller ikke Guds kraft. 30 For i opstandelsen hverken gifter de sig eller bliver giftet bort, men de er som Guds engle i himmelen. 31 Men når det gælder de dødes opstandelse, har I ikke læst det som er sagt af Gud, når han siger: 32 "Jeg er Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud." Gud er ikke de dødes Gud, men de levendes." 33 Og da folkemængden hørte dette, blev de meget forundrede over hans lære. 34 Men da farisæerne hørte at Han havde fået saddukæerne til at tie, samlede de sig. 35 En af dem, en lovkyndig, stillede da et fælde for at prøve ham, og sagde: 36 "Mester, hvad er det største bud i loven?" 37 Jesus sagde til ham: "Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, og af hele din sjæl, og af al din forstand. 38 Dette er det første og største bud. 39 Men et andet er lige stort: Du skal elske din næste som dig selv. 40 Hele loven og profeterne hviler på disse to bud." 41 Mens farisæerne var samlede, spurgte Jesus dem 42 og sagde: "Hvad mener I om Kristus? Hvem er Han Søn af?" De svarer Ham: "Af David." 43 Han siger til dem: "Hvordan kan da David i Ånden kalde ham Herre når han siger: 44 "Herren sagde til min Herre: sæt dig ved min højre hånd, til jeg lægger dine fjender som skammel for dine fødder". 45 Hvis da David kalder ham Herre, hvordan kan han da være hans Søn?" 46 Og ingen var i stand til at svare Ham med et ord. Fra den dag var der heller ingen som vovede at spørge Ham mere.

Matt.23 Så talte Jesus til folkeskarerne og til disciplene 2 Og sagde: "De skriftlærde og farisæerne sidder på Moses' stol. 3 Derfor skal I holde og gøre alt det de beder jer om at holde. Men gør ikke efter deres gerninger, for de siger det, men de gør det ikke. 4 De binder sammen tunge byrder som er vanskelige at bære, og lægger dem på menneskers skuldre. Men selv vil de ikke røre dem med en eneste finger. 5 Alle gerningerne gør de for at vise sig for mennesker. De gør deres bederemme brede, og kvasterne på deres kapper gør de større. 6 De elsker de bedste pladser i gæstebudene, de bedste sæder i synagogerne, 7 at få hilsner på torvene og at blive kaldt " rabbi" af menneskene. 8 Men I skal ikke lade jer kalde rabbi. For en er jeres Lærer, Kristus, og I er alles brødre. 9 Kald ikke nogen på jorden jeres far. For Én er jeres Far, Han som er i himmelen. 10 Og lad jer ikke kalde lærere. For Én er jeres Lærer, Kristus. 11 Men den som er størst blandt jer, skal være jeres tjener. 12 Og den som ophøjer sig selv, skal fornedres, og den som fornedrer sig selv, skal blive ophøjet. 13 Men ve jer, I skriftlærde og farisæere, I hyklere! For I stænger himlenes rige for menneskene. For I går ikke ind selv, og dem som er på vej ind, hindrer I, i at gå ind. 14 Ve jer, skriftlærde og farisæere, I hyklere! For I fortærer enkers hus og holder lange bønner for syns skyld. Derfor skal I få strengere dom. 15 Ve jer, skriftlærde og farisæere, I hyklere! For I rejser både over sø og land for at vinde en efterfølger, og når han er vundet en, gør I ham til et helvedes barn, to gange være end jer selv. 16 Ve jer, blinde vejledere, som siger: Om nogen sværger ved templet, betyder der ingenting. Men om nogen sværger ved guldet i templet, så er han bundet til at holde eden. 17 I Dårer og blinde! For hvad er størst, guldet eller templet som helliger guldet? 18 Og om nogen sværger ved alteret, betyder det ingenting. Men om nogen sværger ved gaven som er på det, så er han bundet til at holde eden. 19 Dårer og blinde! For hvad er størst, gaven eller alteret som helliger gaven? 20 Derfor, den som sværger ved alteret, sværger både ved det og ved alt det som er på det. 21 Den som sværger ved templet, sværger både ved det og ved ham som bor i det. 22 Og den som sværger ved himmelen, sværger både ved Guds trone og ved ham som sidder på den. 23 Ve jer I, skriftlærde og farisæere, I hyklere! For I betaler tiende af pebermynte, dild og kommen, men har forsømt det i loven der har større vægt i loven: retten, miskundheden og troen. Det er helt nødvendig at dette gøres, uden at det andre forsømmes. 24 I blinde vejledere, som sier ud myggen af og sluger kamelen! 25 Ve jer I skriftkloge og farisæere hyklere! For I renser det udvendige af bæger og fad, men indvendig er de fulde af rov og umættelighed. 26 Du blinde farisæer, rens først indersiden af bægeret og fadet, således at også ydersiden kan blive ren! 27 Ve jer I, skriftlærde og farisæere, I hyklere! For I er som hvidkalkede grave som nok ser pæne ud udenpå, men som indvendig er fulde af dødningeben og al urenhed. 28 På samme måde giver også I menneskene indtryk af at være retfærdige i det ydre, men indvendig er I fulde af hykleri og lovløshed. 29 Ve jer I, skriftlærde og farisæere, I hyklere! For I bygger profeternes grave og pynter de retfærdiges gravstøtter 30 og siger: Hvis vi havde levet på vore fædres tid, havde vi ikke været medskyldige med dem i profeternes blod. 31 På den måde vidner I mod jer selv at I er børn af dem som dræbte profeterne. 32 Fyld da jeres fædres mål! 33 Slanger! Giftslangers afkom! Hvordan kan I flygte fra helvedes dom? 34 Se, derfor sender jeg jer profeter, vise mænd og skriftlærde. Nogen af dem skal I dræbe og korsfæste, og nogen af dem skal I piske i synagogerne og forfølge fra by til by, 35 for at alt det retfærdige blod som er udøst på jorden, skal komme over jer, fra den retfærdige Abels blod og til blodet af Zakarias, Barakias søn, ham som I myrdede mellem templet og alteret. 36 Sandelig siger jeg jer: Alt dette skal komme over denne slægt. 37 Jerusalem, Jerusalem, du som dræber profeterne og stener dem som er sendt til dig! Hvor ofte ville Jeg ikke samle sammen dine børn, som en høne samler sine kyllinger under sine vinger, men I ville ikke! 38 Se! jeres hus bliver efterladt og øde. 39 For jeg siger jer: I skal ikke se mig mere før I siger: Velsignet være han som kommer i Herrens navn!"

Matt.24 Derefter gik Jesus ud og bort fra templet, og disciplene kom op for at vise Ham templets bygninger. 2 Og Jesus sagde til dem: "Ser I ikke alt dette? Sandelig siger Jeg jer: Her skal ikke blive sten tilbage på sten, som ikke skal blive revet ned." 3 Da Han nu sad på Oliebjerget, kom disciplene til Ham. Og mens de var alene, sagde de: "Sig os, når skal dette ske? Og hvad skal tegnet på Dit komme være, og på verdens ende?" 4 Jesus svarede og sagde til dem: "Se til at ingen forfører jer! 5 For mange skal komme i Mit navn og sige: "Jeg er Kristus." Og de skal forføre mange. 6 Og I skal høre om krige og krigsrygter. Se da til at I ikke bliver skræmt! For alt dette må ske, men enden er ikke endnu. 7 For folkeslag skal rejse sig mod folkeslag, og rige mod rige. Og der skal blive hungersnød, pest og jordskælv på forskellige steder. 8 Men alt dette er bare begyndelsen til veerne. 9 Da skal de udsætte jer for trængsel og dræbe jer, og I skal blive hadet af alle folkeslag for Mit navns skyld. 10 Og da skal mange tage anstød, og de skal angive hinanden og hade hinanden. 11 Mange profeter skal da stå frem og forføre mange. 12 Og fordi lovløsheden tager overhånd, skal kærligheden blive kold hos mange. 13 Men den som holder ud til enden, skal blive frelst. 14 Og dette evangelium om riget skal blive forkyndt i hele verden, som et vidnesbyrd for alle folkeslag, og så skal enden komme. 15 Når I da ser ødelæggelsens vederstyggelighed, som profeten Daniel har talt om, stå på det hellige sted – den som læser det, han forstå det, – 16 da må de som er i Judæa, flygte op til bjergene. 17 Den som er på hustaget, må ikke gå ned for at tage noget ud fra sit hus. 18 Den som er ude på marken, må ikke gå tilbage for at hente klæderne . 19 Men ve dem som er med barn og dem som ammer spædbørn i de dage! 20 Og bed om at jeres flugt ikke må ske om vinteren eller på sabbaten. 21 For da skal der blive så stor en trængsel som det ikke har vært siden verdens begyndelse og frem til denne tid, og som det heller aldrig skal blive. 22 Og hvis ikke de dage blev forkortet, ville noget kød ikke blive frelst. Men for de udvalgtes skyld skal de dage blive forkortet. 23 Hvis da nogen siger til jer: "Se, her er Kristus!" eller: "Der!" så tro det ikke. 24 For falske kristne og falske profeter skal stå frem og gøre store tegn og under, for at forføre selv de udvalgte – om det var muligt. 25 Se, jeg har sagt jer det på forhånd. 26 Så hvis de da siger til jer: "Se, han er i ørkenen!" da gå ikke derud . Eller: "Se, han er i de inderste rom!" så tro det ikke. 27 For som lynet kommer fra øst og blinker til vest, således skal også Menneskesønnens komme være. 28 For der hvor ådselet er, der skal gribbene samle sig. 29 Straks efter de dages trængsel skal solen blive formørket, og månen skal ikke give sit lys. Stjernerne skal falde ned fra himmelen, og himlenes kræfter skal rystes. 30 Da skal Menneskesønnens tegn vise sig på himmelen, og da skal alle folkestammer på jorden jamre. Og de skal se Menneskesønnen komme på himmelens skyer med kraft og stor herlighed. 31 Og han skal sende sine engle ud med en mægtig basunrøst, og de skal samle hans udvalgte fra de fire verdenshjørner, fra den ene ende af himmelen til den anden. 32 Lær denne lignelsen fra figentræet: Når grenene først er blevet saftfulde og der kommer løv, da ved I at sommeren er nær. 33 Således skal også I, når I ser alt dette, vide at han er nær for døren! 34 Sandelig siger jeg jer: Denne slægt skal slet ikke forgå før alt dette sker. 35 Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal aldrig forgå. 36 Men den dag eller time kender ingen, ikke engang englene i himmelen, men bare min Far. 37 Men som det var i Noahs dage, således skal det også være når Menneskesønnen kommer. 38 For i dagene før vandfloden kom, spiste og drak de, giftede sig og gav til ægte, helt til den dag Noah gik ind i arken. 39 Og de forstod ingenting før syndfloden kom og tog dem alle bort. Således skal det også være ved Menneskesønnens komme. 40 Da skal to mænd være ude på marken. Den ene bliver taget med, og den anden bliver tilbage. 41 To kvinder skal male på kværnen. En bliver taget med, og den anden bliver tilbage. 42 Våg derfor, for I ved ikke hvilken time deres Herre kommer. 43 Men dette skal I vide: Havde husets herre vist i hvilken time tyven ville komme, ville han holde vagt og ikke tilladt at der blev gjort indbrud i huset . 44 Derfor skal også I være beredt, for Menneskesønnen kommer i den time I ikke venter det. 45 Hvem er da den trofaste og kloge tjener som hans herre har sat til at styre over sine husfolk for at give dem mad i rette tid? 46 Salig er den tjener som hans herre finder i færd med dette når han kommer. 47 Sandelig siger jeg jer: han skal sætte ham over alt det han ejer. 48 Men hvis den dårlige tjener som siger i sit hjerte: "Min herre drøjer med at komme", 49 og han så begynder at slå sine medtjenerne og at spise og drikke sammen med drukkenbolte, 50 da skal denne tjeners herre komme på en dag han ikke venter ham, og i en time han ikke er klar over. 51 Og han skal sønderhugge ham og give ham plads sammen med hyklerne. Der skal det være gråd og tænderskæren.

Matt.25 Da skal himlenes rige lignes med ti jomfruer som tog lamperne og gik ud for at møde brudgommen. 2 Fem af dem var kloge, og fem var uforstandige. 3 De som var uforstandige, tog sine lamper, men de tog ikke olie med sig. 4 Men de kloge tog olie i deres kander sammen med lamperne 5 Da brudgommen lod vente på sig, slumrede de alle ind og sov. 6 Men ved midnat lød der et råb: Se, brudgommen kommer. Gå ud og mød ham! 7 Da stod alle jomfruerne op og gjorde deres lamper i stand. 8 Men de uforstandige sagde til de kloge: Giv os af jeres olie, for vore lamper er ved at gå ud. 9 Men de kloge svarede og sagde: Nej, gør vi det, ville der ikke blive nok både til os og jer. Gå hellere til dem som sælger og køb til jer selv. 10 Men mens de gik bort for at købe, kom brudgommen. Og de som var rede gik ind med ham til brylluppet. Og døren blev lukket. 11 Derefter kom også de andre jomfruer og sagde: Herre, herre, luk op for os! 12 Men han svarede og sagde: Sandelig siger Jeg jer: Jeg kender jer ikke. 13 Våg derfor! For I kender hverken dagen eller timen for Menneskesønnens komme. 14 For himlenes rige er at ligne med en mand som rejste til et land langt borte, og som kaldte tjenerne til sig og overlod hele ejendommen til dem. 15 Og til en gav han fem talenter, til en anden to og til en anden en, til enhver efter hans egen evne. Og straks drog han på rejse. 16 Han som havde fået de fem talenter, gik da og drev handel med dem og tjente fem talenter til. 17 På samme måde tjente også han som havde fået to, to til. 18 Men han som havde fået den ene, gik bort og gravede i jorden og gemte sin herres penge. 19 Efter en lang tid kom disse tjeneres herre og gjorde op regnskab med dem. 20 Da kom han som havde fået fem talenter, og havde med fem talenter til, og han sagde: Herre, du overlod mig fem talenter. Se, jeg har tjent fem talenter til de fem. 21 Hans herre sagde til ham: Ret gjort, du gode og trofaste tjener! Du var tro over lidt, jeg vil sætte dig over meget. Gå ind til din herres glæde! 22 Også han som havde fået to talenter, kom og sagde: Herre, du overlod to talenter til mig. Se, jeg har tjent to talenter til de to. 23 Hans herre sagde til ham: Ret gjort, du gode og trofaste tjener. Du har været tro over lidt, jeg vil sætte dig over meget. Gå ind til din herres glæde! 24 Så kom han som havde fået én talent, og han sagde: Herre, jeg kendte dig som en hård mand, som høster der du ikke har sået, og sanker der du ikke har spredt såkorn. 25 Og jeg blev bange og gik og gemte talentet i jorden. Se, her har du dit! 26 Men hans herre svarede og sagde til ham: Du onde og lade tjener. Du vidste at jeg høster der hvor jeg ikke har sået, og sanker der hvor jeg ikke har sået korn. 27 Derfor burde du have sat pengene ind hos pengevekslerne. Og da jeg kom, ville jeg have fået tilbage mit eget med rente. 28 Tag derfor talenten fra ham og giv den til ham som har ti talenter. 29 For hver den som har, skal få mere, og han skal have overflod. Men den som ikke har, skal blive frataget selv det han har. 30 Og kast den unyttige tjener ud i det yderste mørke. Der skal der være gråd og tænderskæren. 31 Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed og alle de hellige englene med Ham, da skal Han side på Sin herligheds trone. 32 Og alle folkeslagerne skal blive samlet om Ham, og Han skal skille dem fra hverandre, således som en hyrden skiller fårene fra bukkene. 33 Og Han skal stille fårene ved sin højre side, men bukkene ved sin venstre. 34 Så skal Kongen sige til dem ved sin højre side: "Kom, I som er velsignet af Min Far. Arv det rige som er gjort færdig for jer fra verdens grundvold blev lagt. 35 For Jeg var sulten, og I gav Mig mad. Jeg var tørstig, og I gav Mig at drikke. Jeg var en fremmed, og I tog imod Mig. 36 Jeg var nøgen, og I klædte Mig. Jeg var syg, og I besøgte Mig. Jeg var i fængsel, og I kom til Mig." 37 Da skal de retfærdige svare Ham og sig: "Herre, når så vi Dig sulten og mættede Dig, eller tørstig og gav Dig at drikke? 38 Når så vi Dig som en fremmed og tog imod Dig, eller nøgen og klædte Dig? 39 Eller når så vi Dig syg eller i fængsel og kom til Dig?" 40 Og Kongen skal svare og sige til dem: "Sandelig siger Jeg jer: Alt det I har gjort imod en af de mindste af disse mine brødre, det har I gjort imod Mig." 41 Da skal Han også sige til dem ved den venstre side: "Gå bort fra Mig, til den evige ild som er gjort færdig for djævelen og hans engle. 42 For Jeg var sulten, og I gav Mig ikke at spise. Jeg var tørstig, og I gav Mig ikke at drikke. 43 Jeg var en fremmed, og I tog ikke imod Mig, Jeg var nøgen, og I klædte Mig ikke, Jeg var syg og i fængsel, og I besøgte Mig ikke." 44 Da skal også de svare Ham og sige: "Herre, når så vi dig sulten eller tørstig eller som en fremmed eller nøgen eller syg eller i fængsel, uden at tjene Dig?" 45 Da skal han svare dem og sige: "Sandelig siger jeg jer: Alt det som I ikke gjorde mod en af disse mindste, det gjorde I heller ikke mod Mig." 46 Og disse skal gå bort til evig straf, men de retfærdige til evig liv."

Matt.26 Det skete efter at Jesus havde talt alle disse ord, at Han sagde til disciplene : 2 "I ved at om to dage er det påske, og Menneskesønnen skal overgives til at blive korsfæstet." 3 Ypperstepræsterne, de skriftlærde og folkets ældste samlede sig da i borgen til ypperstepræsten, som hed Kajfas. 4 Og de lagde planer om at gribe Jesus med list og dræbe Ham. 5 Men de sagde: "Ikke under højtiden, for at der ikke skal blive oprør blandt folket." 6 Og da Jesus var i Betania, i huset til Simon den spedalske, 7 kom en kvinde til ham. Hun havde en alabastkrukke med meget kostbar, velduftende olie, og hun hældte den ud over Hans hoved mens Han sad til bords. 8 Men da disciplene så det, blev de harme og sagde: "Hvad skal den ødselhed være godt for? 9 For denne velduftende olie kunne være solgt for mange penge og givet til de fattige." 10 Men siden Jesus vidste dette, sagde Han til dem: "Hvorfor gør I det vanskelig for kvinden? For hun har gjort en god gerning mod Mig. 11 For de fattige har I altid hos jer, men Mig har I ikke altid. 12 For da hun udgød denne velduftende olie ud over Mit legeme, gjorde hun det som forberedelse til Min begravelse. 13 Sandelig siger Jeg jer: Hvor som helst i hele verden dette evangelium bliver forkyndt, skal det som denne kvinde har gjort, blive fortalt som et minde om hende." 14 En af de tolv, han som blev kaldet Judas Iskariot, gik da til ypperstepræsterne 15 og sagde: "Hvad vil I give mig hvis jeg overgiver Ham til jer?" Og de talte op tredive sølvpenge til ham. 16 Og fra den tid så han efter en anledning til at forråde Ham. 17 På den første dag i de usyrede brøds højtid kom disciplene til Jesus og sagde til ham: "Hvor vil du vi skal gøre i stand for dig til at spise påskemåltidet?" 18 Og han sagde: "Gå ind i byen til en mand der, og sig til ham: Mesteren siger: Min time er nær. jeg vil holde påske hos dig sammen med disciplene ." 19 Så gjorde disciplene som Jesus havde bedt dem om, og de gjorde påskemåltidet færdigt. 20 Da det var blevet aften, satte Han sig til bords med de tolv. 21 Mens de spiste, sagde Han: "Sandelig siger jeg jer: En af jer skal forråde Mig." 22 Da blev de meget bedrøvede, og hver og en af dem begyndte at sige til Ham: "Herre, det er vel ikke mig?" 23 Han svarede og sagde: "Han som dypper hånden i fadet med Mig, skal forråde Mig. 24 Menneskesønnen går bort således som der er skrevet om Ham, men ve det menneske som Menneskesønnen bliver forrådt ved! Det ville vært godt for det menneske om han ikke havde vært født." 25 Judas, han som forrådte Ham, svarede da og sagde: "Rabbi, det er vel ikke mig?" Han sagde til ham: "Du har sagt det." 26 Og mens de holdt måltid, tog Jesus brødet, velsignede, brød det og gav det til disciplene og sagde: "Tag, det! dette er Mit legeme." 27 Så tog han kalken, takkede og gav dem og sagde: "Drik alle af den! 28 For dette er Mit blod, den nye pagts blod, som udgydes for mange til syndernes forladelse. 29 Jeg siger jer, fra nu af og til den dag da Jeg drikker den ny med jer i Min Fars rige, skal Jeg ikke drikke af denne vintræets frugt." 30 Og da de havde sunget lovsangen, gik de ud til Oliebjerget. 31 Så siger Jesus til dem: "I denne nat kommer I alle til at tage anstød af Mig, for der står skrevet: Jeg vil slå Hyrden, og fårehjorden i flokken skal blive spredt. 32 Men efter at Jeg er blevet rejst op, skal jeg gå i forvejen for jer til Galilæa." 33 Peter svarede og sagde til Ham: "Selv om alle kommer til at tage anstød på grund af Dig, skal jeg aldrig tage anstød." 34 Jesus sagde til ham: "Sandelig siger jeg dig at i denne nat, før hanen galer, skal du fornægte Mig tre gange." 35 Peter siger til Ham: "Selv om jeg skulle dø sammen med Dig, skal jeg slet ikke fornægte Dig!" Og det samme sagde alle disciplene. 36 Så kom Jesus sammen med dem til et sted som kaldes Getsemane. Og Han siger til disciplene: "Sæt jer her mens Jeg går bort der og beder." 37 Og Han tog Peter og de to Zebedeus-sønner med sig. Han begyndte at blive bedrøvet, og angst kom over Ham. 38 Da sagde Han til dem: "Min sjæl er dybt bedrøvet indtil døden. Bliv her og våg med mig!" 39 Han gik lidt længere frem og faldt på Sit ansigt, bad og sagde: "Min Far, hvis det er mulig, så lad dette bæger gå Mig forbi! Men ikke som Jeg vil, bare som Du vil!" 40 Så kommer Han hen til disciplene og finder dem sovende. Og han siger til Peter: "Så kunne I da ikke våge med Mig i én time? 41 Våg og bed, for at I ikke skal komme i fristelse. For ånden er villig, men kødet er skrøbeligt." 42 Igen, for anden gang, gik Han bort og bad og sagde: "Min Far, hvis dette bæger ikke kan gå Mig forbi uden at jeg drikker det, så ske Din vilje." 43 Og Han kom og fandt dem sovende igen, for deres øjne var blevet tunge. 44 Så forlod Han dem, gik igen bort og bad for tredje gang, og Han sagde de samme ord. 45 Så kommer Han til disciplene og siger til dem: "Sover I endnu og hviler jer? Se, timen er nær, og Menneskesønnen bliver overgivet i synderes hænder. 46 Stå op, lad os gå! Se, han som forråder mig, er nær." 47 Og mens Han endnu talte, se, da kom Judas, en af de tolv, og med ham en stor folkeskare med sværd og stokke fra ypperstepræsterne og folkets ældste. 48 Han som forrådte Ham, havde givet dem et tegn og sagt: "Den jeg kysser, Ham er det. Grip Ham!" 49 Straks gik han hen til Jesus og sagde: "Vær hilset, Rabbi!" Og han kyssede Ham. 50 Men Jesus sagde til ham: "Ven, hvorfor er du kommet her?" Så kom de frem, greb Jesus og tog Ham til fange. 51 Og se, en af dem som var sammen med Jesus, rakte hånden ud og greb sit sværd. Han slog ypperstepræstens tjener og huggede øret af ham. 52 Men Jesus siger til ham: "Stik dit sværd tilbage i skeden, for alle som griber til sværd, skal falde for sværd. 53 Eller tror du ikke at Jeg i denne stund kan bede Min Far, og han ville sende Mig mere end tolv legioner engle? 54 Men hvordan kunne da Skriften blive opfyldt, som siger at det må ske på denne måde?" 55 I samme stund sagde Jesus til folkemængden: "Er I kommet ud som mod en røver, med sværd og stokke for at fange Mig? Jeg sad daglig sammen med jer og lærte i templet, men I greb Mig ikke. 56 Men alt dette skete for at profeternes skrifter skulle blive opfyldt." Da forlod alle disciplene Ham og flygtede. 57 Og de som havde grebet Jesus, førte Ham bort til ypperstepræsten Kajfas, hvor de skriftlærde og de ældste var samlet. 58 Men Peter fulgte Ham på afstand til ypperstepræstens gårdsplads. Og han gik ind og satte sig med tjenerne for at se hvordan det ville ende. 59 Ypperstepræsterne, de ældste og hele rådet søgte nu efter et falskt vidnesbyrd mod Jesus, for at kunne tage livet af Ham. 60 Men de fandt ikke noget. Selv om mange falske vidner kom frem, fandt de ikke noget. Men til slut kom to falske vidner frem, 61 og de sagde: "Denne Mand har sagt: Jeg kan ødelægge Guds tempel og bygge det op på tre dage." 62 Og ypperstepræsten rejste sig og sagde til Ham: "Svarer Du ikke? Hvad er det disse mennesker vidner imod Dig?" 63 Men Jesus tav. Og ypperstepræsten svarede og sagde til Ham: "Jeg tager Dig i ed ved Den levende Gud for at Du skal sige os om du er Kristus, Guds Søn!" 64 Jesus siger til ham: "Du har selv sagt det. Men Jeg siger jer: Fra nu af skal I se Menneskesønnen sidde ved Kraftens højre hånd og komme på himmelens skyer." 65 Da sønderrev ypperstepræsten sine klæder og sagde: "Han har spottet Gud! Hvad skal vi med flere vidner? Se, nu har I hørt hans gudsbespottelse! 66 Hvad mener I?" De svarede og sagde: "Han fortjener døden." 67 Da spyttet de Ham i ansigtet og slog Ham med knytnæver. Og andre slog Ham med håndfladen. 68 Og de sagde: "Profetér for os, Kristus! Hvem er det som slår Dig?" 69 Peter sad nu udenfor på gårdspladsen. Og en tjenestepige kom til ham og sagde: "Du var også sammen med Jesus fra Galilæa." 70 Men han nægtede foran dem alle og sagde: "Jeg ved ikke hvad du taler om." 71 Men da han var gået ud af porten, var der en anden pige som så ham, og siger til dem som var der: "Han var også sammen med Jesus fra Nazaret." 72 Men igen nægtede han med en ed: "Jeg kender ikke det Menneske!" 73 Og lidt senere kom de som stod der, til Peter og sagde: "Sandelig, du er også en af dem, for din dialekt røber dig." 74 Da begyndte han at bande og sværge: "Jeg kender ikke det Menneske!" Straks gol en hane. 75 Da mindes Peter Jesu ord som Han havde sagt til ham: "Før hanen galer, skal du fornægte Mig tre gange." Og han gik ud og græd bitterligt.

Matt.27 Da morgenen kom, traf alle ypperstepræsterne og folkets ældste planer således at de kunne få taget livet af Jesus. 2 Og da de havde bundet Ham, førte de ham bort og overlod Ham til Pontius Pilatus, landshøvdingen. 3 Da Judas, han som havde forrådt ham, så at Jesus var blevet dømt, angrede han og gik tilbage til ypperstepræsterne og de ældste med de tredive sølvpenge. 4 Og han sagde: "Jeg har syndet ved at forråde uskyldigt blod." Og de sagde: "Hvad angår det os? Det er din sag." 5 Da kastede han sølvpengene ind i templet og gik så bort og hængte sig. 6 Men ypperstepræsterne tog sølvpengene og sagde: "Det er ikke tilladt at lægge dem i tempelkisten, for dette er blodpenge." 7 Og de rådslog sammen og købte så pottemagerens mark for pengene, for at kunne begrave fremmede der. 8 Derfor er den mark blevet kaldet Blodmarken til denne dag. 9 Da blev det opfyldt som var talt ved profeten Jeremias, som siger: "Og de tog de tredive sølvpenge, værdien af Ham som var værdsat, Ham som Israels børn havde værdsat, 10 og de gav dem for pottemagerens marker, således Herren pålagde mig." 11 Jesus stod nu foran landshøvdingen. Og landshøvdingen spurgte Ham og sagde: "Er du Jødernes Konge?" Jesus sagde til ham: "Det er som du siger." 12 Og mens han blev anklaget af ypperstepræsterne og de ældste, svarede Han ikke nogen ting. 13 Da siger Pilatus til Ham: "Hører Du ikke alt det de vidner imod Dig?" 14 Men Han svarede ham ikke på et eneste ord, så landshøvdingen undrede sig meget. 15 På højtiden plejede landshøvdingen at løslade en fange for folket, den som de ønskede. 16 På den tid havde de en berygtet fange som hed Barabbas. 17 Da de nu var samlede, sagde Pilatus til dem: "Hvem vil I jeg skal løslade ? Barabbas, eller Jesus som bliver kaldes Kristus?" 18 For han vidste at det var på grund af misundelse de havde bragt Ham for retten . 19 Mens han sad på dommersædet, sendte hans hustru bud til ham og sagde: "Hav ikke noget at gøre med Denne Retfærdige, for jeg har lidt meget i en drøm i dag på grund af Ham." 20 Men ypperstepræsterne og de ældste overtalte folkemængderne til at bede Barabbas fri og tage livet af Jesus. 21 Landshøvdingen svarede og sagde til dem: "Hvem af de to vil I at jeg skal løslade ?" De sagde: "Barabbas!" 22 Pilatus siger til dem: "Hvad skal jeg da gøre med Jesus, som bliver kaldet Kristus?" Alle svarede ham og sagde: "Korsfæst Ham!" 23 Da sagde landshøvdingen: "Hvad ondt har Han gjort?" Men de råbte bare endnu mere og sagde: "Korsfæst Ham!" 24 Da Pilatus så at han ikke kunde udrette noget, men at der i stedet var ved at blive oprør, tog han vand og vaskede sine hænder foran folkemængden. Så sagde han: "Jeg er uskyldig i Denne Retfærdiges blod. Dette må blive jeres sag." 25 Og hele folket svarede og sagde: "Hans blod kommer over os og over vore børn!" 26 Så gav han dem Barabbas fri. Og da han havde pisket Jesus, overlod han Ham til at korsfæstes. 27 Landshøvdingens soldater tog derefter Jesus med sig ind i borgen, og de samlede hele vagtstyrken rundt om Ham. 28 Og de klædte Ham af og hængte en skarlagenrød kappe om Ham. 29 Efter at have flettede en krone af torne, satte de den på Hans hoved, og gav ham et rør i Hans højre hånd. Og de bøjede knæ for Ham og spottede Ham og sagde: "Hil dig, jødekonge!" 30 Så spyttede de på Ham og tog røret og slog Ham i hovedet. 31 Og da de havde spottet Ham, tog de kappen af Ham, klædte Ham i Hans egne klæder og førte Ham bort for at korsfæste Ham. 32 Da de kom ud, fandt de en mand fra Kyréne, ved navn Simon. Ham tvang de til at bære Hans kors. 33 Og da de var kommet til et sted som kaldes Golgata, det vil sige Hovedskaldsted, 34 gav de Ham sur vin at drikke, blandet med malurt. Men da Han havde smagt på den, ville Han ikke drikke. 35 Så korsfæstede de Ham, og de delte Hans klæder ved lodkastning, således at det som var talt ved profeten, kunne blive opfyldt: "De delte Mine klæder mellem sig, og om Min kjortel kastede de lod." 36 Så satte de sig ned og holdt vagt over Ham der. 37 Og over Hans hoved satte de en anklage som var skrevet mod Ham: DETTE ER JESUS, JØDERNES KONGE. 38 To røvere blev så korsfæstet sammen med Ham, en på højre og en på venstre side. 39 Og de som gik forbi, spottede Ham og rystede på hovedet. 40 Og de sagde: "Du som ødelægger templet og bygger det op på tre dage, frels dig selv! Hvis Du er Guds Søn, kom ned fra korset!" 41 På samme måde spottede også ypperstepræsterne sammen med de skriftlærde og de ældste. Og de sagde: 42 "Han frelste andre; Sig Selv kan Han ikke frelse! Hvis Han er Israels Konge, lad Ham nu komme ned fra korset, og vi skal tro Ham! 43 Han har sat sin lid til Gud. Lad Ham udfri Ham nu hvis Han vil have Ham. For Han sagde: Jeg er Guds Søn." 44 Også røverne som var korsfæstet sammen med Ham, hånede Ham på samme måde. 45 Fra den sjette time til den niende time blev der mørke over hele landet. 46 Og omkring den niende time råbte Jesus med høj røst og sagde: "Eli, Eli, lamà sabaktàni?" Det betyder: "Min Gud, Min Gud, hvorfor har Du forladt Mig?" 47 Da nogen af dem som stod der, hørte det, sagde de: "Han råber på Elias!" 48 Straks sprang en af dem og hentede en svamp, fylde den med sur vin og satte den på et rør og gav Ham at drikke. 49 De andre sagde: "Lad Ham være! Lad os se om Elias kommer og frelser Ham!" 50 Og Jesus råbte igen med høj røst og opgav ånden. 51 Og se, forhænget i templet revnede i to fra øverst til nederst. Og jorden skælvede, og bjergene revnede, 52 og graverne blev åbnet, og mange af de hellige som var døde, fik deres legemer oprejst. 53 Og de kom ud af gravene efter Jesu opstandelse, og de gik ind i Den hellige stad og viste sig for mange. 54 Men da høvedsmanden og de som var med ham – de som holdt vagt over Jesus – så jordskælvet og det som var sket, blev de grebet af stor frygt og sagde: "Sandelig, Han var Guds Søn!" 55 Og mange kvinder som havde fulgt Jesus fra Galilæa og som tjente ham, stod på afstand og så på. 56 Blandt dem var Maria Magdalene, Maria, mor til Jakob og Joses, og mor til Zebedeus-sønnerne. 57 Da aften var kommet, kom en rig mand fra Arimatæa ved navn Josef, som også selv var blevet en discipel af Jesus. 58 Denne mand gik til Pilatus og bad om Jesu legeme. Da befalede Pilatus at legemet skulle blive givet ham. 59 Da Josef havde fået legemet, svøbte han det ind i et rent ligklæde 60 og lagde det i sin nye grav, som han havde laddet hugge ud i bjerget. Og han væltede en stor sten foran gravåbningen, og så gik han bort. 61 Men Maria Magdalena var der sammen med den anden Maria; de var tilstede og sad lige overfor graven. 62 Næste dag, den som kom efter forberedelsesdagen, samlede ypperstepræsterne og farisæerne sig hos Pilatus. 63 Og de sagde: "Herre, vi husker hvad denne forfører sagde, mens han endnu var i live: Efter tre dage skal jeg opstå. 64 Giv derfor befaling om at graven skal sikres til den tredje dag, således at disciplene ikke kan komme om natten og stjæle ham, og så sige til folket: Han er opstået fra de døde! Da ville den sidste forførelse blive være end den første." 65 Pilatus sagde til dem: "Her har I et vagtmandskab. Gå af sted og vogt graven så godt I kan!" 66 Så gik de og vogtede graven. De forseglede stenen og satte vagt derved.

Matt.28 Efter sabbaten, da den første dag i ugen, begyndte det at lysne, kom Maria Magdalena og den andre Maria for at se til graven. 2 Og se, der blev et stort jordskælv. For en Herrens engel kom ned fra himmelen, gik bort og væltede stenen fra åbningen og satte sig på den. 3 Hans ansigt var som lynet, og hans klæder så hvide som sne. 4 Og vagterne skælvede af frygt for ham, og de blev som døde. 5 Men englen tog til orde og sagde til kvinderne: "Frygt ikke, for jeg ved at I søger efter Jesus, den korsfæstede. 6 Han er ikke her; for Han er opstanden, som Han sagde. Kom, se stedet hvor Herren lå! 7 Og skynd jer at gå og sig til disciplene at Han er opstået fra de døde. Og se, Han går foran jer til Galilæa; der skal I se Ham. Se, jeg har sagt jer det." 8 Så skyndte de sig bort fra graven med frygt og stor glæde, og de løb for at forkynde det til disciplene. 9 Og da de gik for at forkynde det til disciplene , se, da kom Jesus dem i møde og sagde: " Vær hilset!" Så kom de hen til Ham og omfavnede Hans fødder og tilbad Ham. 10 Da sagde Jesus til dem: "Vær ikke bange! Gå og sig til mine brødre at de skal drage til Galilæa, og der skal de se Mig." 11 Mens de gik, se, da kom nogle af vagterne ind i byen og meldte til ypperstepræsterne om alt det som var sket. 12 Da de havde været sammen med de ældste så rådslog de sig med hinanden, og de gav en stor pengesum til soldaterne. 13 Og de sagde: "I skal sige: At Disciplene kom om natten og stjal ham mens vi sov. 14 Og hvis dette kommer landshøvdingen for øre, skal vi berolige ham og sørge for at I er trygge." 15 Så tog de pengene og gjorde som de havde fået besked om. Og dette rygte er blevet spredt blandt jøderne helt til denne dag. 16 Så drog de elleve disciple af sted til Galilæa, til det bjerg hvor Jesus havde sat dem stævne. 17 Da de så Ham, tilbad de Ham, men nogen tvivlede. 18 Og Jesus stod frem og talte til dem og sagde: "Mig er givet al magt i himmel og på jord. 19 Gå derfor ud og gør alle folkeslag til Mine disciple, idet I døber dem til Faderens og Sønnens og Den Hellige Ånds navn, 20 og lærer dem at holde alt det Jeg har befalet jer. Og se, Jeg er med jer alle dage indtil verdens ende." Amen.

Mark.1 1 Begyndelsen til evangeliet om Jesus Kristus, Guds Søn: 2 Som det står skrevet hos profeterne: Se, Jeg sender Min budbærer foran Dit åsyn. Han skal bane Din vej foran Dig. 3 Røsten af en som råber i ødemarken: Forbered vejen for Herren! Gør Hans stier rette! 4 Johannes stod frem og døbte i ødemarken. Han forkyndte omvendelsens dåb til syndernes forladelse. 5 Da drog hele Judæa-landet og de fra Jerusalem ud til ham, og alle blev døbt af ham i Jordan-floden, idet de bekendte sine synder. 6 Johannes var klædt i kamelhår og havde et læderbælte rundt livet, og han spiste græsshopper og vild honning. 7 Han forkyndte og sagde: "Det kommer En efter mig som er stærkere end mig. Jeg er ikke engang værdig til at bøje mig ned og løse Hans sandalrem. 8 Jeg har døbt jer med vand, men Han skal døbe jer med Den Hellige Ånd." 9 Dette skete i de dage at Jesus kom fra Nazaret i Galilæa og blev døbt af Johannes i Jordan. 10 Og med det samme Han kom op fra vandet, så han himmelen dele sig og Ånden komme ned over Ham som en due. 11 Da lød der en røst fra himmelen: "Du er Min Søn, Den Elskede, i Dig har Jeg velbehag." 12 Og straks drev Ånden Ham ud i ødemarken. 13 Og Han var der i ødemarken i fyrre dage og blev fristet af Satan. Og Han var blandt de vilde dyr, og englene tjente Ham. 14 Efter at Johannes var sat i fængsel, kom Jesus til Galilæa og forkyndte evangeliet om Guds rige. 15 Og Han sagde: "Tidens fylde er kommet, og Guds rige er nær. Omvend jer og tro på evangeliet!" 16 Og mens Han gik langs Galilæa-søen, så Han Simon og hans bror Andreas kaste en not i søen. De var nemlig fiskere. 17 Da sagde Jesus til dem: "Følg Mig, så skal Jeg gøre jer til menneskefiskere." 18 Straks forlod de deres garn og fulgte Ham. 19 Da Han havde gået et lille stykke derfra, så Han Jakob, søn af Sebedeus, og hans bror Johannes, som sad i båden og bøde deres garn. 20 Og straks kaldte Han på dem. Og de forlod deres far Sebedeus, som var i båden sammen med de lejede arbejdere, og de fulgte Ham. 21 Så gik de ind i Kapernaum. Og så snart da sabbaten kom, gik Han ind i synagogen og underviste. 22 Og de undrede sig over Hans undervisning, for Han lærte dem som en med myndighed, og ikke som de skriftlærde. 23 I deres synagoge var en mand som havde en uren ånd. Han skreg 24 og sagde: "Lad os være! Hvad har vi med Dig at gøre, Jesus fra Nazaret? Er Du kommet for at ødelægge os? Jeg ved hvem Du er - Guds Hellige!" 25 Men Jesus revsede den og sagde: "Vær stille, og kom ud af ham!" 26 Den urene ånd kastede ham først omkring, og skreg med høj stemme. Men så kom den ud af ham. 27 Alle blev da så forundrede at de søgte sammen og sagde: "Hvad er dette? Hvilken slags ny lære er dette? For med myndighed byder Han til og med de urene ånder, og de lyder Ham." 28 Og rygtet om Ham blev snart spredt til hele området rundt i Galilæa. 29 Så snart de var kommet ud af synagogen, gik de hjem til Simon og Andreas, sammen med Jakob og Johannes. 30 Men Simons svigermor lå syg og havde feber, og de fortalte Ham om hende på en gang. 31 Han kom hen til hende og rejste hende op ved at tage hende i hånden. Straks forlod feberen hende, og hun tjente dem. 32 Om aftenen, da solen var gået ned, førte de alle som var syge og dem som var dæmonbesatte til Ham. 33 Og hele byen var samlet ved døren. 34 Han helbredte da mange som led af forskellige slags sygdomme, og uddrev mange dæmoner. Og Han tillod ikke dæmonerne at snakke, siden de vidste hvem Han var. 35 Tidlig om morgenen, mens det endnu var nat, stod Han op og gik ud. Han trak sig bort til et øde sted og bad der. 36 Men Simon og de som var sammen med Ham, ledte efter Ham. 37 Da de fandt Ham, sagde de til Ham: "Alle leder efter Dig." 38 Men Han sagde til dem: "Lad os gå til byerne her omkring, så kan Jeg forkynde også dér, for det er derfor Jeg er gået ud." 39 Og Han forkyndte i deres synagoger over hele Galilæa, og uddrev dæmonerne. 40 Der kommer en spedalsk til Ham, som beder Ham inderlig, knæler for Ham og siger: "Hvis Du vil, kan Du gøre mig ren." 41 Da blev Jesus grebet af inderlig medlidenhed. Han rakte Sin hånd ud, rørte ved ham og siger til ham: "Jeg vil, blive ren!" 42 I det samme at Han havde talt, forlod spedalskheden ham, og han var renset. 43 Og Han formanede ham strengt, sendte ham straks bort 44 og sagde til ham: "Se til, at du ikke fortæller dette til nogen. Men gå af sted, vis dig for præsten og ofre det for din renselse som Moses har befalet, som et vidnesbyrd for dem." 45 Men han gik af sted og begyndte at gøre kendt og sprede rygtet om det Jesus havde gjort. Derfor kunne Jesus ikke længere gå åbenlyst ind i byen, men holdt sig ude på øde steder. Men de kom til Ham fra alle steder.

Mark.2 1 Efter nogle dage kom Han på ny ind i Kapernaum, og det blev kendt at Han var hjemme. 2 Snart var der så mange som samlede sig at der ikke var plads til at tage imod alle, ikke en gang ved døren. Og Han talte Ordet til dem. 3 Da kom der nogen til Ham som havde en lam mand med sig og som blev båret af fire mænd. 4 Men da de ikke kunne komme i nærheden af Ham på grund af folkemængden, fjernede de taget hvor Han var. Og da de havde fået lavet et hul, firede de sengen ned, som den lamme lå på. 5 Da Jesus ser deres tro, siger Han til den lamme: "Søn, dine synder er dig tilgivet!" 6 Men nogle af de skriftlærde sad der og tænkte i sit hjerte: 7 "Hvorfor taler denne Mand gudsbespottelser på denne måde? Hvem kan tilgive synder uden én: Gud?" 8 Men da Jesus med det samme forstod i Sin ånd at de tænkte således ved sig selv, sagde Han straks til dem: "Hvorfor tænker I således i jeres hjerter? 9 Hvad er lettest, at sige til den lamme: "Dine synder er dig tilgivet," eller at sige: "Stå op, tag din seng og gå?" 10 Men for at I skal vide at Menneskesønnen har myndighed på jorden til at tilgive synder," - nu taler Han til den lamme - 11 "Jeg siger dig: Stå op, tag din seng og gå til dit hjem!" 12 Han stod op på en gang, tog sengen op og gik ud lige foran dem alle, så de blev forundret og ærede Gud og sagde: "Aldrig har vi set noget sådant som dette!" 13 Derefter gik Han igen ned til søen. Og hele folkemængden kom til Ham, og Han underviste dem. 14 Mens Han gik der, så Han Levi, søn af Alfeus, sidde i toldboden. Og Han siger til ham: "Følg Mig!" Da rejste han sig op og fulgte Ham. 15 Og det skete mens Han sad til bords i Levis hus, at mange toldere og syndere også sad sammen med Jesus og Hans disciple. De var mange, og de fulgte Ham. 16 Og da de skriftlærde og farisæerne så Ham spise sammen med toldere og syndere, sagde de til Hans disciple: "Hvordan kan det være at Han spiser og drikker sammen med toldere og syndere?" 17 Også Jesus hørte det, og Han siger til dem: "De som er raske trænger ikke til læge, men de som er syge. Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere til omvendelse." 18 Både Johannes' og farisæernes disciple fastede. Så kom de og sagde til Ham: "Hvorfor faster Johannes' og farisæernes disciple, men Dine disciplene faster ikke?" 19 Og Jesus sagde til dem: "Kan brudgommens venner faste når brudgommen er hos dem? Så længe de har brudgommen hos sig, kan de ikke faste. 20 Men dage skal komme da brudgommen bliver taget bort fra dem. Da skal de faste - i de dage. 21 Ingen syer et stykke ukrympet klæde på et gammelt tøj. Ellers trækker den nye lap et stykke fra det gamle klæde med sig, og riften bliver bare være. 22 Og ingen fylder ny vin i gamle skindsække. Ellers får den nye vin skindsække til at sprække, vinen render ud, og skindsækkene bliver ødelagt. Ny vin må fyldes i nye skindsække." 23 Nu skete det at Han gik gennem kornagrene på sabbaten. Og mens de gik der, begyndte Hans disciple at plukke aksene af kornet. 24 Og farisæerne sagde til Ham: "Se, hvorfor gør de det som ikke er tilladt på sabbaten?" 25 Men Han sagde til dem: "Har I aldrig læst hvad David gjorde da han var i nød og blev sulten, både han selv og de som var med ham: 26 Hvordan han gik ind i Guds hus i ypperstepræsten Abjatars dage og spiste skuebrødene, som det ikke er tilladt at spise, undtagen for præsterne, og at han også gav noget til dem som var sammen med ham?" 27 Og Han sagde til dem: "Sabbaten blev til for menneskets skyld, og ikke mennesket for sabbatens skyld. 28 Derfor er Menneskesønnen også Herre over sabbaten."

Mark.3 1 Og Han gik ind i synagogen igen, og der var en mand med en vissen hånd. 2 De fulgte Ham nøje for at se om Han ville helbrede ham på sabbaten, således at de kunne anklage Ham. 3 Og Han sagde til manden som havde den visne hånd: "Kom frem!" 4 Så sagde Han til dem: "Er det tilladt at gøre godt eller at gøre ondt på sabbaten, at frelse en sjæl eller at slå ihjel?" Men de tiede. 5 Han så på dem med harme, sorgfuld over deres hårde hjerter, så sagde Han til manden: "Ræk din hånd ud!" Og han rakte den ud, og hans hånd blev lægt og blev lige så rask som den anden. 6 Da gik farisæerne straks bort, og sammen med herodianerne begyndte de at lægge råd mod Ham for at få dræbt Ham. 7 Men Jesus trak Sig tilbage til søen sammen med Sine disciple. Og en stor folkemængde fra Galilæa fulgte med Ham, også fra Judæa, 8 Jerusalem, Idumæa og fra den anden side af Jordan, og der kom folk fra egnene omkring Tyrus og Sidon, en stor skare. De kom til Ham fordi de hørte om alt det Han gjorde. 9 Så sagde Han til Sine disciple at en lille båd skulle holdes klar for Ham, på grund af mængden, for at de ikke skulle trænge sig ind på Ham. 10 For Han helbredte mange, så alle de som havde plager, trængte sig på Ham for at røre ved Ham. 11 Og hver gang de urene ånder så Ham, faldt de ned for Ham og råbte og sagde: "Du er Guds Søn!" 12 Men Han revsede dem strengt for at de ikke skulle gøre Ham kendt. 13 Og Han gik op på bjerget og kaldte dem til Sig som Han Selv ville. Og de kom ud til Ham. 14 Så udvalgte Han sig tolv, for at de skulle være sammen med Ham, og for at Han kunne sende dem ud for at forkynde 15 og have fuldmagt til at helbrede sygdomme og ud drive dæmoner: 16 Simon, som Han gav navnet Peter, 17 Jakob, søn af Sebedeus, og Johannes, bror til Jakob, dem som Han gav navnet Boanerges, det vil sige "tordensønner", 18 Andreas, Filip, Bartolomeus, Mattæus, Thomas, Jakob, søn af Alfeus, Taddeus, Simon Kananeus 19 og Judas Iskariot, som også forrådte Ham. Og de gik ind i et hus. 20 Folkemængden kom da sammen igen, så de ikke engang fik spist sit brød. 21 Men da Hans nærmeste hørte om dette, gik de ud for at få fat i Ham, for de sagde: "Han er fra forstanden." 22 Og de skriftlærde kom ned fra Jerusalem og sagde: "Han er besat af Belsebul," og: "Det er ved dæmonernes hersker Han driver dæmoner ud." 23 Så kaldte Han dem til Sig og talte til dem i lignelser: "Hvordan kan Satan drive Satan ud? 24 Hvis et rige er kommet i strid med sig selv, kan dette rige ikke blive stående. 25 Og hvis et hus er kommet i strid med sig selv, kan dette hus ikke blive stående. 26 Og hvis Satan har sat sig op mod sig selv og er kommet i strid med sig selv, kan han ikke blive stående, men har fået sin ende. 27 Ingen kan gå ind i den stærkes hus og plyndre hans gods hvis han ikke først binder den stærke og siden går og plyndrer hans hus. 28 Sandelig siger Jeg jer: Alle synder og enhver bespottelse de udtaler, skal blive tilgivet menneskenes børn. 29 Men den som spotter Den Hellige Ånd, får aldrig tilgivelse, men bliver skyldig til evig dom." 30 For de havde sagt: "Han har en uren ånd." 31 Da kom Hans brødre og Hans mor. De stod udenfor og sendte bud efter Ham. 32 Og en folkemængde sad rundt om Ham. Og de sagde til Ham: "Se, Din mor og Dine brødre er udenfor og spørger efter Dig." 33 Men Han svarede dem og sagde: "Hvem er Min mor eller Mine brødre?" 34 Idet Han ser rundt på dem som sidder omkring Sig, siger Han: "Her er Min mor og Mine brødre! 35 For den som gør Guds vilje, er Min bror, Min søster og mor."

Mark.4 1 Han begyndte igen at undervise der ved søen. Og en stor folkemængde samlede sig om Ham, så Han måtte gå om bord i en båd som lå på vandet og sætte sig i den. Og hele folkemængden som var på land, vendte sig mod søen. 2 Så underviste Han dem meget i lignelser, og fremlagde Sin lære for dem: 3 "Hør! Se, en såmand gik ud for at så. 4 Og det skete da han såede, at noget af såkornet faldt ved vejen. Og himmelens fugle kom og spiste det op. 5 Noget andet faldt på stengrund, hvor der ikke var meget jord. Det spirede snart op da det ikke havde dyb jord. 6 Men da solen steg, blev det afsvedet, og da det ikke havde rod, visnede det bort. 7 Og noget andet faldt blandt torne. Og tornene voksede op og kvalte det, og det gav ingen avl. 8 Men noget andet faldt i god jord. Det spirede frem, voksede og gav frugt: noget tredive fold, noget tres og noget hundrede." 9 Og Han sagde til dem: "Den som har øre at høre med, han må høre!" 10 Men da Han var alene, kom de som var i Hans følge, sammen med de tolv, og spurte Ham om lignelsen. 11 Og Han sagde til dem: "I er det givet at kende Guds riges hemmelighed. Men til dem som er udenfor, kommer alt i lignelser, 12 for at Når de ser, ser de, men skelner ikke, og når de hører, hører de, men forstår ikke, for at de ikke skal omvende sig og deres synder blive dem tilgivet." 13 Og Han sagde til dem: "Forstår I ikke denne lignelse? Hvordan skal I da forstå alle de andre lignelser? 14 Såmanden sår ordet. 15 Og disse er de ved vejen hvor ordet bliver sået: Når de hører, kommer Satan straks og tager ordet bort som blev sået i jeres hjerter. 16 På samme måde er det med dem som bliver sået på stengrund. Når de hører ordet, tager de straks imod det med glæde. 17 Men de har ingen rod i sig, og derfor holder de bare ud en tid. Senere, når der kommer trængsel og forfølgelse for ordets skyld, tager de straks anstød. 18 Andre er de som bliver sået blandt torne: De er som dem, der hører ordet, 19 men denne verdens bekymringer, rigdommens bedrag og lyster efter alt andet, får lov at komme ind og kvæle ordet, og det bliver uden frugt. 20 Men de som bliver sået i god jord, er dem som hører ordet, tager imod det og bærer frugt: noget tredive fold, nogen tres og noget hundrede." 21 Og Han sagde til dem: "Bliver et lys fundet for at blive sat under et kar eller under en seng? Bliver det ikke sat i en lysestage? 22 For ingenting er skjult, som ikke skal blive åbenbaret. Heller ikke er noget holdt hemmeligt, uden at det skal komme frem i lyset. 23 Om nogen har ører at høre med, han må høre!" 24 Så sagde Han til dem: "Vær forsigtige med hvad I hører. Det samme mål som I selv bruger, det skal også måles op med for jer selv, og til jer som hører, skal der gives mere. 25 For den som har, han skal gives mere. Men den som ikke har, skal blive frataget selv det han har." 26 Og Han sagde: "Guds rige er som når en mand skal lægge såkornet i jorden. 27 Han sover om natten og er oppe om dagen. Såkornet spirer og vokser, men han selv ved ikke hvordan det går til. 28 For jorden giver avl af sig selv: først strå, så aks, og derefter modent korn i akset. 29 Men når kornet bliver modent, svinger han straks seglet, for høsten er kommet." 30 Så sagde Han: "Hvad skal vi sammenligne Guds rige med? Eller hvilken lignelse skal vi bruge for at forklare det? 31 Det er som sennepsfrøet, som er mindre end alle andre frø på jorden når det bliver sået i jorden. 32 Men når det er sået, vokser det op og bliver større end alle andre havevækster. Store grene skyder ud, således at fuglene i luften kan bygge reder i skyggen af det." 33 I mange sådanne lignelser talte Han ordet til dem, alt efter det de var i stand til at høre. 34 Men Han talte ikke til dem uden at bruge lignelser. Når Han var alene med Sine disciple, forklarede Han dem alt. 35 Samme dag, da det var blevet aften, siger Han til dem: "Lad os drage over til den anden side!" 36 De forlod da folkemængden og tog Ham med i båden som Han var. Også andre små både var med Ham. 37 Og det blæste op til kraftig uvejr, og bølgerne slog ind på båden så den var i færd med at fyldes. 38 Men Han lå i agterstavnen og sov med hovedet på en pude. Og de vækkede Ham og sagde til Ham: "Mester, bryder Du Dig ikke om at vi går under?" 39 Da stod Han op, truede vinden og sagde til søen: "Hold fred, vær stille!" Og vinden lagde sig, og der blev en mægtig stilhed. 40 Men Han sagde til dem: "Hvorfor er I så bange? Hvorfor har I ikke tro?" 41 Og de blev grebet af stor frygt og sagde til hinanden: "Hvem kan Dette være, siden til og med vinden og søen adlyder Ham?"

Mark.5 1 Så kom de til den anden side af søen, til Gadarener-landet. 2 Og da Han var kommet ud af båden, blev Han straks mødt af en mand med en uren ånd. Han kom ud fra gravene. 3 Han havde sit opholdssted blandt gravene, og ingen klarede at binde ham, ikke engang med lænker. 4 For han havde ofte været bundet med fodjern og lænker. Men lænkerne havde han revet i stykker, og fodjernet havde han brudt i stykker. Der var ingen som kunne lægge bånd på ham. 5 Og hele tiden, både nat og dag, var han i bjergerne og i gravene, og han skreg og skar sig op med stene. 6 Da han så Jesus langt borte, sprang han op og kastet sig ned for Ham. 7 Og han råbte med høj røst og sagde: "Hvad har jeg med Dig at gøre, Jesus, Søn af Den Højeste Gud? Jeg besværger Dig ved Gud at Du ikke må pine mig!" 8 For Jesus havde sagt til ham: "Far ud af manden, du urene ånd!" 9 Så spurte Han ham: "Hvad er dit navn?" Og han svarede og sagde: "Mit navn er Legion, for vi er mange." 10 Han tryglede Ham indtrængende om ikke at sende dem bort fra området. 11 Nu gik der en stor griseflok på græs lige ved bjergene. 12 Og alle dæmonerne bad Ham og sagde: "Send os til grisene, så vi kan fare ind i dem." 13 Det gav Jesus dem straks lov til. Da fór de urene ånder ud, og så fór de ind i grisene; tallet på dem var omkring to tusind. Og griseflokken sprang i vældig fart ned ad skrænten og ud i søen, og de druknede i søen. 14 Da flygtede de som passede grisene, og de fortalte om dette i byen og i landsbyerne. Og folk gik ud for at se hvad som var sket. 15 De kom da til Jesus og så at han som havde vært dæmonbesat af legionen, sad påklædt og rask i sindet. Og de blev bange. 16 Og de som havde set det, fortalte dem hvordan det var gået til med ham som havde været dæmonbesat, og om grisene. 17 Da begyndte de at bønfalde Ham om at gå bort fra deres enemærker. 18 Og da Han gik i båden, kom han som havde været dæmonbesat, og bad Ham inderlig om at være sammen med Ham. 19 Men Jesus gav ham ikke lov, men sagde til ham: "Gå hjem til dine og fortæl dem hvilke store ting Herren har gjort for dig, og hvordan Han har forbarmet Sig over dig." 20 Og han gik af sted og begyndte at forkynde i Dekapolis om alt det Jesus havde gjort for ham. Og alle undrede sig. 21 Da Jesus havde krydset over med båden til den anden side igen, samlede en stor folkeskare sig om Ham. Og Han holdt sig der ved søen. 22 Og se, en af synagogeforstanderne kom, en ved navn Jairus. Og da han så Ham, faldt han ned for Hans fødder. 23 Og han bad Ham stærkt og inderligt og sagde: "Min lille datter ligger på det sidste. Kom og læg Dine hænder på hende, så hun kan blive helbredt og leve." 24 Så gik Jesus med ham, og en stor folkemængde fulgte Ham og trængte sig om Ham. 25 Nu var der en kvinde som havde haft store blødninger i tolv år, 26 og hun havde lidt meget under mange læger. Hun havde opbrugt alt hun ejede, uden at blive bedre. Det blev bare værre med hende. 27 Da hun hørte om Jesus, kom hun bagfra i folkemængden og rørte ved Hans kappe. 28 Hun sagde: "Hvis jeg bare kan få rørt ved hans klæder, så bliver jeg helbredt." 29 Straks tørrede kilden for hendes blødninger, og hun mærkede på sin krop at hun var helbredt fra plagen. 30 Og Jesus, som straks mærkede på Sig Selv at en kraft gik ud fra Ham, vendte Sig i mængden og sagde: "Hvem var det som rørte ved Mine klæder?" 31 Men Hans disciple sagde til Ham: "Du ser mængden som trænger sig om Dig, og Du siger: Hvem rørte ved Mig?" 32 Han så sig omkring og fik øje på hende som havde gjort dette. 33 Og kvinden kom bange og skælvende, vel vidende om det som havde hændt hende, og faldt ned foran Ham og fortalte Ham hele sandheden. 34 Og Han sagde til hende: "Datter, din tro har frelst dig. Gå i fred og vær helbredt fra din plage!" 35 Mens Han endnu talte, kom nogle fra synagogeforstanderens hus og sagde: "Din datter er død. Hvorfor bryder du Mesteren mere besvær?" 36 Med det samme Jesus hørte de ord som blev talt, sagde Han til synagogeforstanderen: "Vær ikke bange, tro kun!" 37 Og Han lod ingen følge med Sig, bortset fra Peter, Jakob og Johannes, Jakobs bror. 38 Så kom Han til synagogeforstanderens hus, og Han så postyret og dem som græd og klagede højt. 39 Da Han kom ind, sagde Han til dem: "Hvorfor græder I og laver alt dette postyr? Barnet er ikke dødt, men hun sover." 40 Og de lo bare af Ham. Men da Han havde sendt alle ud, tog Han barnets far og mor og dem som var sammen med Ham med Sig, og gik derind hvor barnet lå. 41 Så tog Han barnet i hånden og sagde til hende: "Talita kumi!" Oversat betyder det: "Lille pige, Jeg siger dig, stå op!" 42 Pigen stod op med det samme og gik omkring; hun var nemlig tolv år gammel. Og de blev overvældet af stor undring. 43 Men Han pålagde dem strengt at ingen måtte få det at vide, og sagde at hun måtte få noget at spise.

Mark.6 1 Så gik Han ud derfra og kom til Sine egn hjemegn, og Hans disciple fulgte med Ham. 2 Og da sabbaten kom, gav Han sig til at undervise i synagogen. Og mange som hørte Ham, blev forundrede og sagde: "Hvor har Han dette fra? Og hvad slags visdom er det som er givet Ham, som gør at sådanne mægtige gerninger bliver udført ved Hans hænder? 3 Er dette ikke tømmermanden, Marias Søn, og bror til Jakob, Joses, Judas og Simon? Og er Hans søstre ikke her blandt os?" Og de tog anstød af Ham. 4 Men Jesus sagde til dem: "En profet er ikke uden ære bortset fra sit hjemsted, blandt sine slægtninge og i sit hjem." 5 Og Han kunne ikke gøre nogen mægtig gerning der, bortset fra at Han lagde Sine hænderne på nogle få syge og helbredte dem. 6 Og Han undret sig over deres vantro. Så gik Han til landsbyerne i området og underviste. 7 Han kaldte nu de tolv til Sig og begyndte at sende dem ud to og to, og Han gav dem magt over urerne ånder. 8 Han forbød dem at tage noget med sig på rejsen, bortset fra en stav - ingen væske, ikke brød, ikke kobber i sine pengebælter. 9 De gik med sandaler, men tog ikke to kjortler på sig. 10 Han sagde også til dem: "I det hus som I tager ind, skal I blive til I drager videre fra det sted. 11 Og dersom nogen ikke vil tage imod jer eller høre på jer: Når I drager derfra, ryst da støvet af under jeres fødder som et vidnesbyrd mod dem. Sandelig siger Jeg jer, det skal blive lettere for Sodoma og Gomorra på dommens dag end for den by!" 12 Så gik de ud og forkyndte at folk skulle omvende sig. 13 Og de uddrev mange dæmoner, mange som var syge salvet de med olie, og de helbredte dem. 14 Nu fik kong Herodes også at høre om Jesus, for Hans navn var blevet godt kendt. Og han sagde: "Johannes døberen er oprejst fra de døde. Derfor virker disse kræfter i ham." 15 Andre sagde: "Det er Elias." Og andre sagde: "Det er Profeten eller en som er lig en af profeterne." 16 Men da Herodes hørte det, sagde han: "Dette er Johannes som jeg halshuggede. Han er blevet oprejst fra de døde!" 17 For Herodes havde selv sendt bud med befaling om at pågribe Johannes. Han fik ham lænket i fængslet på grund af Herodias, hans bror Filips hustru. For han havde giftet sig med hende. 18 For Johannes havde sagt til Herodes: "Du har ingen lovlig ret til at have din brors hustru." 19 Derfor var Herodias imod ham og ville gerne have ham dræbt, men hun kunne ikke få det gennemført. 20 Grunden til det var at Herodes frygtede Johannes, for han vidste at han var en retfærdig og hellig mand, og han beskyttede ham. Og når han hørte ham, blev han meget urolig, men hørte alligevel gerne på ham. 21 Så kom en passende dag: På sin fødselsdag holdt Herodes et selskab for sine adelsmænd, de høje officerer og de ledende mænd i Galilæa. 22 Og da Herodias' datter kom ind og dansede, var hun til velbehag for Herodes og dem som sad sammen med ham. Kongen sagde til pigen: "Bed mig om hvad du vil, og jeg skal give dig det." 23 Han sværgede også for hende: "Hvad som helst du beder om, vil jeg give dig, indtil mit halve kongerige." 24 Så gik hun ud og sagde til sin mor: "Hvad skal jeg bede om?" Og hun sagde: "Døberen Johannes' hoved!" 25 Straks skyndte hun sig ind til kongen og spurte og sagde: "Jeg vil at du nu med det samme skal give mig Johannes døbers hoved på et fad." 26 Og kongen blev dybt bedrøvet. Men alligevel, på grund af sine eder og på grund af dem som sad sammen med ham, ville han ikke afvise hende. 27 Kongen sendte straks en soldat af sted og bød at hans hoved skulle bæres ind. Og han gik og halshuggede ham i fængslet, 28 bar hans hoved ind på et fad og gav det til pigen. Og pigen gav det til sin mor. 29 Da hans disciple hørte dette, kom de og hentede hans legeme og lagde det i en grav. 30 Og apostlene samlede sig da hos Jesus og fortalte Ham alt, både det de havde gjort og det de havde undervist. 31 Og Han sagde til dem: "Kom og vær for jer selv på et øde sted, og hvil jer lidt!" For mange kom og gik, og de fik ikke engang anledning til at spise. 32 Så drog de af sted med båd til et øde sted for at være for sig selv. 33 Men folkeskarerne så dem drage af sted, og mange kendte Ham og løb efter til fods fra alle byerne. Folk kom frem før dem og samlede sig for at møde Jesus. 34 Da Jesus var kommet frem, så Han en stor folkemængde. Og Han viste dyb medlidenhed med dem, for de var som får som ikke har hyrde. Så begyndte Han at lære dem mange ting. 35 Siden det allerede var sent på dagen, kom Hans disciple til Ham og sagde: "Dette er et øde sted, og det er blevet for sent. 36 Send folket af sted, så de kan gå ind i bygderne og landsbyerne her omkring og købe sig brød. For de har ikke noget at spise." 37 Men Han svarede dem og sagde: "I skal give dem noget at spise." Og de sagde til Ham: "Skal vi gå og købe brød for to hundrede denarer og give dem at spise?" 38 Men Han sagde til dem: "Hvor mange brød har I? Gå og se!" Og da de havde fundet ud af det, sagde de: "Fem, og to fisk." 39 Da bad Han dem om at få alle til at sætte sig i grupper på det grønne græs. 40 Så satte de sig ned flok ved flok, nogle på hundrede og nogle på halvtreds. 41 Og da Han havde taget de fem brød og de to fisk, så Han op mod himmelen, velsignede og brød brødene og gav dem til Sine disciple for at de skulle dele ud til folket. Og de to fiske delte Han mellem dem alle. 42 Så fik de alle noget at spise og de blev mætte. 43 Og de indsamlede tolv kurve fulde af resterne fra brødet og fra fisken. 44 De som havde spist af brødet, var omkring fem tusind mænd. 45 Med det samme fik Han Sine disciple til at gå i båden og drage i forvejen for Sig til den anden side, til Betsaida, mens Han sendte folkemængden af sted. 46 Og da Han havde taget afsked med dem, gik Han op i bjerget for at bede. 47 Da aftenen kom, var båden midt ude på søen, og Han var alene på land. 48 Han så at de kæmpede med at ro, for de havde modvind. Omkring den fjerde nattevagt kom Han til dem, gående på søen, og skulle til at gå forbi dem. 49 Men da de så Ham gå på søen, troede de at det var et spøgelse, og de skreg op, 50 for alle så Ham og blev skrækslagne. Men Han talte straks med dem og sagde til dem: "Vær ved godt mod! Det er Mig. Vær ikke bange!" 51 Så gik Han op i båden til dem, og vinden lagde sig. Og de blev ude af sig selv af forfærdelse og slået af forundring. 52 De havde nemlig ikke forstået det med brødene, for deres hjerte var blevet hårdt. 53 Da de havde krydset søen, kom de til Genesaret-landet og kastede anker der. 54 Og da de kom ud af båden, genkendte folket Ham straks. 55 De sprang omkring i hele området og begyndte at tage de syge fra sengene og bære dem til de steder de hørte at Han var. 56 Hvor Han end kom, til landsbyer, byer eller bygder, lagde de sine syge på torvene og tryglede Ham om at de måtte røre ved kandten af Hans kappe. Og så mange som rørte ved Ham, blev helbredt.

Mark.7 1 Da samlede farisæerne og nogle af de skriftlærde sig sammen om Ham. De var kommet fra Jerusalem. 2 Da de så nogle af Hans disciple spise brød med urene, det vil sige uvaskede hænder, havde de fundet noget at angribe. 3 For farisæerne og alle jøder spiser ikke uden at de vasker sine hænder med en håndfuld vand, dette for at overholde forskriften fra de gamle. 4 Når de kommer fra torvet, spiser de ikke uden at de vasker sig. Og der er også mange andre bud de har overtaget og holder, således som det at vaske bæger, øser, kobberkar og bænke. 5 Da spurgte farisæerne og de skriftlærde Ham: "Hvorfor følger Dine disciple ikke forskriften fra de gamle, men spiser brød med uvaskede hænder?" 6 Han svarede og sagde til dem: "Med rette profeterede Esajas om jer hyklere, som der står skrevet: Dette folket ærer Mig med sine læber, men jeres hjerte er langt borte fra Mig. 7 Og forgæves tilbeder de Mig, når de underviser menneskebud som om det var den rette lære. 8 For I sætter Guds bud til side og holder fast på menneskers forskrifter - således som vask af øser og bæger, og mange andre sådanne ting gør I." 9 Han sagde til dem: "Alt for nemt forkaster I Guds bud, for at I kan holde fast på jeres egne forskrifter. 10 For Moses sagde: "Ær din far og din mor," og: "Den som forbander far eller mor, skal dø." 11 Men I siger: Hvis en mand siger til sin far eller mor: Det du har til gode af mig, er korban - det vil sige: en gave til Gud -, 12 da tillader I ham ikke længere at gøre noget for sin far eller sin mor. 13 Og I sætter Guds ord ud af kraft, ved de forskrifter I har givet videre. Og mange lignende skikke følger I." 14 Da Han havde kaldet hele folkemængden til Sig, sagde Han til dem: "Hør på Mig, alle sammen, og forstå: 15 Der er ingenting udefra som kommer ind i et menneske, som kan gøre ham uren. Men det som går ud af ham, er det som gør mennesket urent. 16 Hvis nogen har ører at høre med, han må høre!" 17 Da Han var kommet ind i et hus og var borte fra folkemængden, kom Hans disciple og spurgte Ham om lignelsen. 18 Så sagde Han til dem: "Er også I lige uforstandige? Skønner I ikke at alt det som kommer ind i et menneske udefra, ikke kan gøre ham uren? 19 For det kommer ikke ind i hans hjerte, men går ned i hans mave, og det bliver borte. Således bliver al mad renset." 20 Og Han sagde: "Det som kommer ud af mennesket, er det som gør mennesket urent. 21 For indefra, ud fra menneskets hjerte, kommer onde tanker, ægteskabsbrud, hor, mord, 22 tyverier, griskhed, ondskab, svig, utugt, misundelse, bespottelse, stolthed og dårskab. 23 Al denne ondskab kommer indefra og gør mennesket urent." 24 Så drog Han derfra til områderne ved Tyrus og Sidon. Og Han gik ind i et hus. Han ønsket ikke at nogen skulle vide det, men Han kunne ikke holdes skjult. 25 En kvinde med en ung datter som var besat af en uren ånd, hørte om Ham, og hun kom og faldt ned for Hans fødder. 26 Kvinden var græker, syro-fønikisk af fødsel, og hun bad Ham om at drive dæmonen ud af hendes datter. 27 Men Jesus sagde til hende: "Lad børnene først blive mætte, for det er ikke fint at tage børnenes brød og kaste det til de små hundene." 28 Men hun svarede og sagde til Ham: "Ja, Herre, men selv de små hunde under bordet spiser af børnenes smuler." 29 Da sagde Han til hende: "Siden du svarede således, gå du blot af sted! Dæmonen har forladt din datter." 30 Og da hun var kommet til sit hus, fandt hun ud af at dæmonen var borte, og at hendes datter lå på sengen. 31 Igen drog Han fra området ved Tyrus og Sidon. Og Han gik midt gennem området ved Dekapolis til Galilæa-søen. 32 Da kom de til Ham med en som både var døv og havde talefejl. Og de bønfaldt Ham om at lægge Sin hånd på ham. 33 Og Han tog ham til side fra folkemængden og stak Sine fingre i hans ører. Så spyttede Han og rørte ved hans tunge. 34 Og mens Han så op mod himmelen, sukkede Han og sagde til ham: "Effata!" Det betyder: "Bliv åben!" 35 Straks blev hans ører åbnet, hans tungebånd blev løst, og han talte rent. 36 Så befalede Han dem at de ikke skulle fortælle det til nogen. Men jo mere Han befalede dem det, des mere gjorde de det kendt. 37 Og de var meget forundret og sagde: "Han har gjort alle ting vel. Han gør det således at både de døve hører og de stumme taler."

Mark.8 1 I de dage skete det igen at en meget stor folkemængde var samlet, og de havde ikke noget at spise. Da kaldte Jesus Sine disciple til Sig og sagde til dem: 2 "Jeg har dyb medlidenhed med folkemængden, for de har nu vært sammen med Mig i tre dage og har ikke noget at spise. 3 Og hvis Jeg sender dem sultne hjem, bliver de helt udmattede på vejen. Nogle af dem er jo kommet langvejs fra." 4 Hans Disciple svarede Ham da: "Hvordan skal man mætte disse mennesker med brød her i ødemarken?" 5 Han spurte dem: "Hvor mange brød har I?" Og de svarede: "Syv." 6 Så befalede Han at folkemængden skulle sætte sig ned på marken. Og Han tog de syv brødene, takkede, brød dem og gav dem til disciplene Sine for at de skulle dele dem ud. Og de delte dem ud til folkemængden. 7 De havde også nogle få små fisk. Og efter at have velsignet dem, sagde Han at de også skulle deles ud. 8 Så spiste de og blev mætte, og de samlede syv store ind kurve med brødstykker som var blevet til overs. 9 De som havde spist, var omkring fire tusind. Og Han sendte dem af sted. 10 Og straks efter gik Han i båden med Sine disciple, og de kom til egnene ved Dalmanuta. 11 Så kom farisæerne ud og begyndte at diskutere med Ham. De krævede et tegn fra himmelen af Ham, for at sætte Ham på prøve. 12 Men Han sukkede dybt i Sin ånd og sagde: "Hvorfor søger denne slægt et tegn? Sandelig siger Jeg jer: Der skal ikke gives denne slægt noget tegn." 13 Og Han forlod dem, gik tilbage i båden og satte over til den anden side. 14 Nu havde disciplene glemt at tage brød med, og de havde bare et brød med sig i båden. 15 Da advarede Han dem og sagde: "Vær på vagt, og vogt jer for farisæernes og Herodes' surdej!" 16 Og de talte med hinanden og sagde: "Det er fordi vi ikke har brød." 17 Men Jesus som forstod dette, sagde til dem: "Hvorfor taler I om at I ikke har brød? Begriber og forstår I det ikke endnu? Er deres hjerte fortsat hårdt? 18 Har I øjne, men ser ikke? Og har I ører, men hører ikke? Og husker I ikke? 19 Da Jeg brød de fem brød til de fem tusind, hvor mange kurvefulde brødstykker samlede I ind?" De svarede Ham: "Tolv." 20 "Og da Jeg brød de syv til de fire tusind, hvor mange store kurver fulde af brødstykker samlede I ind?" Og de sagde: "Syv." 21 Så sagde Han til dem: "Hvad kommer der ud af at I ikke forstår?" 22 Derefter kom Han til Betsaida. Og de førte en blind mand til Ham, og de tryglede Ham om at røre ved ham. 23 Så tog Han den blinde i hånden og førte ham ud af byen. Og da Han havde spyttet på hans øjne og lagt Sine hænder på ham, spurgte Han om han så noget. 24 Og han så op og sagde: "Jeg ser mennesker gå omkring; de ligner træer." 25 Så lagde Han Sine hænder på hans øjne igen og fik ham til at se op. Og han blev helbredt og kunne se alle klart. 26 Derefter sendte Jesus ham hjem og sagde: "Gå ikke ind i landsbyen eller fortæl det til nogen der!" 27 Nu gik Jesus og Hans disciple ud til landsbyerne ved Cæsarea Filippi. Og på vejen spurgte Han disciplene og sagde til dem: "Hvem siger menneskene at Jeg er?" 28 Da svarede de: " Johannes Døberen, men nogen siger Elias, og andre en af profeterne." 29 Han sagde til dem: "Men hvem siger I at Jeg er?" Peter svarede og sagde til Ham: "Du er Kristus." 30 Da formanede Han dem strengt ikke at tale til nogen om Ham. 31 Og Han begyndte at lære dem at Menneskesønnen skulle lide meget og blive forkastet af de ældste, ypperstepræsterne og de skriftlærde, og blive dræbt og stå op igen efter tre dage. 32 Dette talte Han frit ud. Da tog Peter Ham til side og begyndte at irettesætte Ham. 33 Men da vendte Han Sig om, så på Sine disciple og irettesatte Peter og sagde: "Vig bag mig, Satan! For du har ikke sans for det som hører Gud til, men bare for det som hører menneskerne til." 34 Da Han havde kaldet folket til sig, sammen med Sine disciple, sagde Han til dem: "Den som vil komme efter Mig, må fornægte sig selv, tage sit kors op og følge Mig. 35 For den som vil bjerge sit liv, skal miste det, men den som taber sit liv for Min skyld og evangeliets skyld, skal bjerge det. 36 For hvad gavn er det for et menneske om han vinder hele verden, men taber sin sjæl? 37 Eller hvad kan et menneske give i bytte for sin sjæl? 38 For den som skammer sig over Mig og Mine ord i denne troløse og syndige slægt, ham skal Menneskesønnen også skamme sig over når Han kommer i Sin Faders herlighed med de hellige englene."

Mark.9 1 Og Han sagde til dem: "Sandelig siger Jeg jer at der er nogen som står her, som ikke skal smage døden før de ser at Guds rige er kommet med kraft." 2 Seks dage efter tog Jesus Peter, Jakob og Johannes med sig og førte dem op på et højt bjerg, hvor de var afsides, for sig selv. Og Han blev forklaret for dem. 3 Hans klæder blev strålende, skinnene hvide som sne, så hvide at der ikke er nogen bleger på jorden som kan få dem så hvide. 4 Og Elias viste sig for dem sammen med Moses, og de talte med Jesus. 5 Da tog Peter til orde og sagde til Jesus: "Rabbi, det er godt at vi er her. Lad os lave tre hytter, en til Dig, en til Moses og en til Elias." 6 Han vidste nemlig ikke hvad han skulle sige, for de var ret bange. 7 Og en sky kom og overskyggede dem. Og en røst lød ud fra skyen og sagde: "Dette er Min Søn, Den Elskede, hør Ham!" 8 Og i samme stund, da de havde set sig omkring, så de ikke længere nogen andre hos sig end Jesus alene. 9 Da de kom ned fra bjerget, pålagde Han dem at de ikke at fortælle nogen om det de havde set, før Menneskesønnen havde stået op fra de døde. 10 Så holdt de disse ord for sig selv, og spurte hinanden hvad opstandelse fra de døde betyder. 11 Og de spurgte Ham og sagde: "Hvorfor siger de skriftlærde at Elias må komme først?" 12 Da svarede Han og sagde til dem: "Sandelig, Elias kommer først og genopretter alle ting. Og hvordan står der skrevet om Menneskesønnen? At Han skal lide meget og blive foragtet. 13 Men Jeg siger jer at også Elias er kommet, og de gjorde med ham alt det som de ville, som der er skrevet om ham." 14 Og da Han kom til disciplene, så Han en stor folkemængde rundt dem og nogle skriftlærde som diskuterede med dem. 15 Med det samme de så Ham, blev hele folket meget forundret, og de løb mod Ham og hilste Ham. 16 Og Han spurgte de skriftlærde: "Hvad er det I diskuterer med dem?" 17 Da svarede en i flokken og sagde: "Mester, jeg tog min søn med til Dig. Han har en stum ånd. 18 Og hvor som helst den griber fat i ham, kaster den ham ned. Han fråder om munden, skærer tænder og bliver helt stiv. Derfor spurte jeg Dine disciple om de kunne drive den ud, men det klarede de ikke." 19 Han svarede ham og sagde: "Du vantro slægt, hvor længe skal Jeg være hos jer? Hvor længe skal Jeg bære over med jer? Før ham til Mig!" 20 Da førte de drengen til Ham. Da ånden så Ham, rev den straks i ham. Han faldt til jorden og væltede sig, og han frådede om munden. 21 Så spurgte Jesus sin far: "Hvor længe har han haft det således?" Og han sagde: "Fra barndommen. 22 Og ofte har den kastet ham både i ild og i vand for at ødelægge ham. Men hvis Du magter at gøre noget, så hav barmhjertighed med os og hjælp os!" 23 Jesus sagde til ham: "Hvis du kan tro; alt er mulig for den som tror." 24 Barnets far begyndte straks at råbe, og sagde med tårer: "Herre, jeg tror. Hjælp min vantro!" 25 Da Jesus så at folket kom løbende og samlet sig, revsede Han den urene ånd og sagde til den: "Døve og stumme ånd, Jeg befaler dig: Far ud af ham og far ikke mere ind i ham!" 26 Da skreg ånden og rev kraftig i ham og for ud af ham. Og han blev som død, så mange sagde: "Han er død." 27 Men Jesus tog ham ved hånden og rejste ham op, og han stod op. 28 Og da Han var kommet ind i huset og var de alene, kom Hans disciplene og spurgte Ham: "Hvorfor kunne vi ikke drive den ud?" 29 Og Han sagde til dem: "Dette slag kan bare drives ud ved bøn og faste." 30 Så drog de derfra og rejste gennem Galilæa. Og Han ville ikke at nogen skulle vide det. 31 For Han lærte Sine disciple og sagde til dem: "Menneskesønnen skal blive forrådet og overgivet i menneskers hænder, og de skal slå Ham ihjel. Og efter at Han er slået ihjel, skal Han opstå på den tredje dag." 32 Men de forstod ikke disse ord, og de var bange for at spørge Ham. 33 Så kom Han til Kapernaum. Og mens han var i huset, spurte Han dem: "Hvad var det I talte med hinanden om på vejen?" 34 Men de blev stille, for på vejen havde de talt med hinanden om hvem som var den største. 35 Og Han satte Sig ned, kaldte på de tolv og sagde til dem: "Hvis nogen vil være den første, skal han være den sidste af alle og alles tjener." 36 Så tog Han et lille barn og stillede det midt iblandt dem. Og da Han havde taget det i Sine arme, sagde Han til dem: 37 "Hver den som tager imod et af disse små børn i Mit navn, tager imod Mig. Og hver den som tager imod Mig, tager ikke imod Mig, men Ham som har udsendt Mig." 38 Johannes tog til orde og sagde til Ham: "Mester, vi så en som ikke er i følge med os, uddrive dæmoner i Dit navn. Og vi forbød ham det siden han ikke er i følge med os." 39 Men Jesus sagde: "Forbyd ham det ikke, for ingen som gør en kraftig gerning i Mit navn, kan tale ondt om Mig i næste øjeblik. 40 For den som ikke er imod os, er for os. 41 For den som giver jer et bæger vand at drikke i Mit navn, fordi I tilhører Kristus, sandelig siger Jeg jer: Han skal slet ikke miste sin løn. 42 Men hver den som fører en af disse små som tror på Mig, til fald - det ville være bedre for ham om en møllesten blev hængt om hans hals, og han blev kastet i havet. 43 Hvis din hånd fører dig til fald, så hug den af! Det er bedre for dig at gå vanfør ind til livet, end at have to hænder og komme til helvede, ind i ilden som aldrig skal slukkes, 44 hvor deres mark ikke dør, og ilden ikke slukkes. 45 Og hvis din fod fører dig til fald, så hug den af! Det er bedre for dig at gå lam ind til livet, end at have to fødder og blive kastet i helvede, ind i ilden som aldrig skal slukkes, 46 hvor deres mark ikke dør, og ilden ikke slukkes. 47 Og hvis dit øje fører dig til fald, så riv det ud! Det er bedre for dig at gå enøjet ind i Guds rige, end at have to øjne og blive kastet i helvedes ild, 48 hvor deres mark ikke dør, og ilden ikke slukkes. 49 For enhver skal blive saltet med ild, og hvert offer skal saltes med salt. 50 Salt er nyttig, men hvis saltet mister sin kraft, hvordan vil I da salte det? Hav salt i jer selv, og hold fred med hinanden."

Mark.10 1 Så drog Han bort derfra og kom til Judæa-områderne på den anden side af Jordan. Og folkeskarerne samlede sig igen rundt Ham, og Han underviste dem igen, som Han plejede at gøre. 2 Farisæerne kom og spurte Ham: "Er det tilladt for en mand at skille sig fra sin hustru?" De spurte for at prøve Ham. 3 Og Han svarede og sagde til dem: "Hvad har Moses befalet jer?" 4 De sagde: "Moses tillod at skrive et skilsmissebrev og så lad hende gå." 5 Og Jesus svarede og sagde til dem: "På grund af jeres hårde hjerte skrev han dette budet for jer. 6 Men fra skabelsens begyndelse gjorde Gud dem til mand og kvinde. 7 Derfor skal manden forlade sin far og sin mor og være knyttet til sin hustru, 8 og de to skal være et kød. Derfor er de ikke længer to, men et kød. 9 Derfor, det som Gud har sammenføjet, det skal ikke noget menneske adskille." 10 Da de var inde i huset, kom Hans disciple igen og spurte Ham om den samme sag. 11 Så sagde Han til dem: "Den som skiller sig fra sin hustru og gifter sig med en anden, begår ægteskabsbrud mod den første. 12 Og hvis en kvinde skiller sig fra sin mand og gifter sig med en anden, bryder hun ægteskabet." 13 Så kom de til Ham med små børn for at Han skulle røre ved dem. Men disciplene truede dem som kom med dem. 14 Men da Jesus så det, blev Han meget harm og sagde til dem: "Lad de små børn komme til Mig, og hindre dem ikke! For Guds rige hører sådanne til. 15 Sandelig siger Jeg jer: Den som ikke tager imod Guds rige som et lille barn, skal slet ikke komme ind i det." 16 Og Han tog dem i Sine arme, lagde hænderne på dem og velsignede dem. 17 Da Han gik ud på vejen, kom der en løbende, knælte foran Ham og spurte Ham: "Gode Mester, hvad skal jeg gøre for at arve evig liv?" 18 Men Jesus sagde til ham: "Hvorfor kalder du Mig god? Ingen er god uden Én; det er Gud. 19 Du kender budene: Du skal ikke drive hor. Du skal ikke slå ihjel. Du skal ikke stjæle. Du skal ikke vidne falskt. Du skal ikke bedrage. Ær din far og mor." 20 Og han svarede og sagde til Ham: "Mester, alt dette har jeg holdt fra min ungdom." 21 Jesus, som elskede ham, så da på ham og sagde til ham: "Du mangler én ting. Gå af sted og sælg alt det du ejer og giv til de fattige, og du skal få en skat i himmelen. Og kom, tag korset op og følg Mig!" 22 Men han blev nedslået på grund af dette ordet, og han gik sorgfuld bort, for han havde store rigdomme. 23 Da så Jesus sig omkring og sagde til Sine disciple: "Hvor vanskelig er det for dem som ejer meget, at komme ind i Guds rige!" 24 Og disciplene blev forundret over Hans ord. Men Jesus tog igen til orde og sagde til dem: "Børn, hvor vanskelig det er for dem som stoler på rigdomme, at komme ind i Guds rige! 25 Det er lettere for en kamel at gå gennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige." 26 De blev meget forundret og sagde til hinanden: "Hvem kan da blive frelst?" 27 Men Jesus så på dem og sagde: "For mennesker er det umulig, men ikke for Gud. For alt er mulig for Gud." 28 Da begyndte Peter at tale til Ham: "Se, vi har forladt alt og fulgt Dig." 29 Da svarede Jesus og sagde: "Sandelig siger Jeg jer: Det er ingen som har forladt hus eller brødre eller søstre eller far eller mor eller hustru eller børn eller marker for Min skyld og evangeliets skyld, 30 som ikke skal få hundrede fold igen nu i denne tiden, hus og brødre og søstre og mødre og barn og marker, sammen med forfølgelser, og i den tiden som kommer, evig liv. 31 Men mange som er de første skal blive de sidste, og de sidste de første." 32 De var nu på vej for at gå op til Jerusalem, og Jesus gik først. De var forundret, og mens de fulgte efter, blev de angste. Da tog Han igen de tolv til side og begyndte at fortælle dem om alt som skulle ske med Ham: 33 "Se, vi går op til Jerusalem, og Menneskesønnen skal blive overgivet til ypperstepræsterne og de skriftlærde. Og de skal dømme Ham til døden og overgive Ham til hedningerne. 34 Og de skal spotte Ham og piske Ham og spytte på Ham og tage livet af Ham. Og på den tredje dag skal Han opstå igen." 35 Da kom Jakob og Johannes, Sebedeus-sønnene, til Ham og sagde: "Mester, vi vil at Du skal gøre for det os vi beder om." 36 Og Han sagde til dem: "Hvad vil I Jeg skal gøre for jer?" 37 De sagde til Ham: "Giv os lov at sidde, en på Din højre side og den anden på Din venstre, i Din herlighed." 38 Men Jesus sagde til dem: "I ved ikke hvad I beder om. Er I i stand til at drikke det bæger som Jeg drikker, og blive døbt med den dåb Jeg døbes med?" 39 De sagde til Ham: "Det er vi i stand til." Da sagde Jesus til dem: "I skal sandelig drikke det beger Jeg drikker, og den dåben Jeg døbes med, skal I blive døbt med. 40 Men at sidde ved Min højre og ved Min venstre side, kan Jeg ikke give nogen. Det er for dem det er beredt." 41 Og da de ti hørte dette, blev de meget harme på Jakob og Johannes. 42 Men Jesus kaldte dem til Sig og sagde til dem: "I ved at de som regnes som herskere over folkeslagene, har fuldt herredømme over dem, og deres store mænd udøver magt over dem. 43 Men således skal det ikke være blandt jer. Den som vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener. 44 Og den af jer som vil være den første, skal være alles slave. 45 For Menneskesønnen kom ikke for at blive tjent, men for selv at tjene, og for at give Sit liv som løsepenge for mange." 46 De kom så til Jeriko. Da Han gik ud fra Jeriko sammen med Sine disciple og en stor folkemængde, sad den blinde Bartimæus, søn af Timæus, ved vejen og tiggede. 47 Og da han hørte at det var Jesus fra Nazaret som kom, begyndte han at råbe og sig: "Jesus, Davids Søn, forbarm Dig over mig!" 48 Da var der mange som truet ham for at han skulle være stille. Men han råbte bare endnu mere: "Davids Søn, forbarm Dig over mig!" 49 Så standsede Jesus og sagde at han skulle kaldes frem. Så kaldte de på den blinde og sagde til ham: "Vær ved godt mod! Stå op, Han kalder på dig." 50 Han kastet da sin kappe af sig, rejste sig og kom til Jesus. 51 Så tog Jesus til orde og sagde til ham: "Hvad vil du Jeg skal gøre for dig?" Den blinde sagde til Ham: "Rabbuni, at jeg må se." 52 Da sagde Jesus til ham: "Gå af sted! Din tro har frelst dig." Med det samme kunne han se, og han fulgte Jesus på vejen.

Mark.11 1 Da de nærmede sig Jerusalem, Betfage og Betania ved Oliebjerget, sendte Han to af Sine disciplene af sted, 2 og Han sagde til dem: "Gå ind i landsbyen som ligger lige foran jer. Så snart I er kommet ind i den, skal I finde et æselføl som står bundet og som ingen har siddet på før. Løs det og kom hid med det! 3 Og hvis nogen siger til jer: "Hvorfor gør I dette?", sig da: "Herren har brug for det." Og straks skal han sende den hid." 4 Så gik de af sted og fandt æselføllet bundet ved døren udenfor i gaden, og de løste det. 5 Men nogen af dem som stod der, sagde til dem: "Hvad er det I gør? Løser I æselføllet?" 6 Og de svarede dem akkurat således Jesus havde sagt. Da lod de dem gå. 7 Så kom de med æselføllet til Jesus og bredte deres klæder på det, og Han satte sig på det. 8 Mange lagde deres klæderne ud på vejen, og andre huggede løvgrene af træerne og spredte dem på vejen. 9 Både de som gik foran, og de som fulgte efter, råbte og sagde: "Hosianna! Velsignet være Han som kommer i Herrens navn! 10 Velsignet er vor far Davids rige, som kommer i Herrens navn! Hosianna i det højeste!" 11 Og Jesus gik ind i Jerusalem og ind i templet. Og efter at Han havde set på alt som var der, og da det allerede var blevet sent, gik Han ud til Betania sammen med de tolv. 12 Næste dag, da de var kommet ud fra Betania, blev Han sulten. 13 Langt borte så Han et figentræ som havde løv. Da gik Han for at se om Han måske kunne finde noget på det. Da Han kom hen til det, fandt Han ikke noget andet end løv, for det var ikke årstiden for figener. 14 Jesus tog til orde og sagde til det: "Aldrig i evighed skal nogen spise frugt af dig." Og Hans disciple hørte det. 15 Så kom de til Jerusalem. Da gik Jesus ind i templet og begyndte at jage ud dem som købte og solgte i templet, og Han væltet bordene til pengevekslerne og stolene til dem som solgte duer. 16 Og Han lod ikke nogen bære varer gennem templet. 17 Så begyndte Han at undervise og sagde til dem: "Står det ikke skrevet: Mit hus skal kaldes et bønnens hus for alle folkeslag? Men I har gjort det til en røverhule." 18 Og de skriftlærde og ypperstepræsterne hørte det, og prøvede at finde en måde de kunne få ryddet Ham af vejen på. For de frygtet Ham siden hele folket undrede sig over Hans lære. 19 Da aften kom, gik Han ud af byen. 20 Om morgenen, da de gik forbi, så de at figentræet var tørret ind fra roden. 21 Peter husket hvad Jesus havde sagt, og sagde til Ham: "Rabbi, se! Figentræet som Du forbandede, er visnet bort." 22 Jesus svarede og sagde til dem: "Hav tro til Gud! 23 For sandelig siger Jeg jer: Den som siger til dette bjerg: "Løft dig og kast dig i havet!" og ikke tvivler i sit hjerte, men tror at det han siger skal ske, han skal få det som han siger. 24 Derfor siger Jeg jer: Alt det I beder om når I beder, tro at I får det, og det skal blive givet jer. 25 Og når I står og beder, hvis I har noget imod nogen, så tilgiv ham, således at jeres Far i himmelen også kan tilgive jer jeres overtrædelser. 26 Men hvis I ikke tilgiver, da skal jeres Far i himmelen heller ikke tilgive jeres overtrædelser." 27 Så kom de igen til Jerusalem. Og mens Han gik omkring i templet, kom ypperstepræsterne, de skriftlærde og de ældste til Ham. 28 Og de sagde til Ham: "Med hvilken myndighed gør Du alt dette? Og hvem gav Dig denne myndighed til at gøre alt dette?" 29 Men Jesus svarede dem og sagde: "Jeg vil også spørge jer om en sag. Svar Mig, så skal Jeg fortælle jer med hvilken myndighed Jeg gør alt dette: 30 Johannes' dåb, var den fra himmelen eller fra mennesker? Svar Mig!" 31 Og de drøftet det med hinanden og sagde: "Hvis vi siger: Fra himmelen, vil Han sig: Hvorfor troede I da ikke på ham? 32 Men om vi siger: Fra mennesker" - men de frygtet folket, for alle regnede Johannes for at have været en sand profet. 33 Derfor svarede de og sagde til Jesus: "Vi ved det ikke." Og Jesus svarede og sagde til dem: "Så fortæller Jeg heller ikke jer med hvilken myndighed Jeg gør dette."

Mark.12 1 Så begyndte Han at tale til dem i lignelser: "En mand plantet en vingård og satte et gærde rundt om den, gravede plads for vinpressen og byggede et tårn. Og han lejede den ud til vingårdsarbejdere og drog til et land langt borte. 2 Da tiden for vinhøsten kom, sendte han en tjener til vingårdsarbejderne for at han skulle få noget af vingårdens frugt fra dem. 3 Men de tog ham, slog ham og sendte ham tomhændet af sted. 4 På ny sendte han en anden tjener til dem, og ham kastede de sten på, så han fik hovedskader, og de sendte ham af sted efter at have vanæret ham. 5 Og igen sendte han en anden, og ham dræbte de. Og derefter blev mange andre sendt, nogle af dem slog de, og andre dræbte de. 6 Da han endnu havde en eneste søn, sin elskede, sendte han til sidst også ham til dem og sagde: De vil have respekt for min søn. 7 Men vingårdsarbejderne sagde til hinanden: Dette er arvingen. Kom, lad os dræbe ham, og arven bliver vor. 8 Så tog de ham og dræbte ham og kastede ham ud af vingården. 9 Hvad skal ejeren af vingården så gøre? Han skal komme og udrydde vingårds-arbejderne og give vingården til andre. 10 Har I ikke læst dette Skriftsted: Stenen som bygningsmændene forkastet, er blevet hovedhjørnesten. 11 Dette var Herrens værk, og det er underfuldt i vore øjne?" 12 Og de forsøgte at lægge hånd på Ham, men frygtede for folkemængden, for de vidste at det var dem Han havde talt om i lignelse. Da forlod de Ham og gå bort. 13 Så sendte de nogle af farisæerne og herodianerne til Ham for at fange Ham i Hans ord. 14 Da de var kommet, sagde de til Ham: "Mester, vi ved at Du er sandfærdig og ikke tager hensyn til andres mening. For Du gør ikke forskel på folk, men Du lærer Guds vej i sandhed. Er det ret at betale skat til kejseren eller ikke? 15 Skal vi betale, eller skal vi ikke betale?" Men Han kendte deres hykleri og sagde til dem: "Hvorfor frister I Mig? Kom til Mig med en denar, så Jeg kan se den." 16 Så kom de med en. Og Han sagde til dem: "Hvem er dette billede af og hvem er det denne indskrift tilhører?" De sagde til Ham: "Kejseren." 17 Og Jesus svarede og sagde til dem: "Giv kejseren hvad kejserens er, og giv Gud hvad Guds er!" Og de undrede sig over Ham. 18 Nogle af saddukæerne - de som siger at det ikke er nogen opstandelse - kom så til Ham. Og de spurte Ham og sagde: 19 "Mester, Moses har foreskrevet os at om en mands bror dør og efterlader sig en hustru, men ikke efterlader sig børn, da skal hans bror tage hans hustru og skaffe efterkommere for sin bror. 20 Nu var der syv brødre. Den første tog en hustru, og da han døde, havde han ingen børn. 21 Og den anden tog hende, og han døde. Heller ikke han havde børn. Og således var det også med den tredje. 22 Således havde alle syv brødre hende som hustru uden at få børn. Sidst af alle døde også kvinden. 23 I opstandelsen, når de opstår, hvem af dem skal hun så tilhøre? For alle syv har været gift med hende." 24 Jesus svarede og sagde til dem: "Er det ikke derfor I farer vild, fordi I ikke kender Skrifterne og heller ikke Guds kraft? 25 For når de står op fra de døde, hverken gifter de sig eller bliver giftet bort, men de er som engle, de som er i himmelen. 26 Men når det gælder de døde, at de opstår, har I ikke læst i Mosebogen, ved tornebusken, hvordan Gud talte til ham og sagde: "Jeg er Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud?" 27 Gud er ikke de dødes Gud, men de levendes Gud. I farer jo fuldstændig vild." 28 Så kom en af de skriftlærde. Han havde hørt dem samtale med hinanden, og forstod at Han svarede dem godt. Derfor spurte han Ham: "Hvilket er det første af alle bud?" 29 Jesus svarede ham: "Det første af alle budene er: Hør, Israel, Herren vor Gud, Herren er Én. 30 Og du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl, og af al din forstand og af al din kraft. Dette er det første bud. 31 Og det andet, som er lig med det, er dette: Du skal elske din næste som dig selv. Det er ikke noget andet bud som er større end disse." 32 Så sagde den skriftlærde til Ham: "Det er ret, Mester, Du har talt sandheden, for der er én Gud, og der er ingen andre end Ham. 33 Og at elske Ham af hele hjertet, med al forstand, af hele sjælen, og af al kraft, og at elske sin næste som sig selv, er mere end alle brændoffer og slagtoffer." 34 Da Jesus så at han svarede klogt, sagde Han til ham: "Du er ikke langt borte fra Guds rige." Men efter dette vågede ingen at spørge Ham. 35 Så tog Jesus til orde og sagde mens Han underviste i templet: "Hvordan kan de skriftlærde sige at Kristus er Davids Søn? 36 For David selv sagde i Den Hellige Ånd: "Herren sagde til min Herre: Sæt Dig ved Min højre hånd, til Jeg lægger Dine fjender som skammel for Dine fødder." 37 David selv kalder ham jo for Herre. Hvordan kan Han da være hans Søn?" Og den store folkeskare hørte gerne på Ham. 38 Så underviste Han dem i Sin lære og sagde: "Tag jer i vare for de skriftlærde som gerne vil gå omkring i lange kapper, som vil have hilsener på torvene, 39 som vil have de bedste sæder i synagogerne og de bedste pladser til gæstebudene. 40 De fortærer enkers hus, og for syns skyld beder de lange bønner. Disse skal få en hårdere dom." 41 Jesus sat lige overfor tempelkisten og så hvordan folk lagde penge i den. Og mange rige lagde meget i kisten. 42 Så kom en fattig enke og lagde i to småmønter, bare nogle få ører værd. 43 Så kaldte Han Sine disciple til Sig og sagde til dem: "Sandelig siger Jeg jer at denne fattige enke har givet mere end alle de andre som har lagt i tempelkisten. 44 For de gav alle af deres overflod, men hun gav af sin fattigdom alt det hun ejede, ja, alt hun havde til sit livsophold."

Mark.13 1 Da Han gik ud af templet, sagde en af Hans disciple til Ham: "Mester, se hvilke stene og bygninger!" 2 Og Jesus svarede og sagde til ham: "Ser du disse store bygninger? Her skal der ikke blive sten tilbage på sten; alt skal brydes ned." 3 Da Han sad på Oliebjerget, lige overfor templet, spurgte Peter, Jakob, Johannes og Andreas Ham mens de var for sig selv: 4 "Sig os, når skal dette ske? Og hvad skal tegnet være på at dette bliver opfyldt?" 5 Og Jesus svarede dem og begyndte at sige: "Vogt jer, så ingen kan forføre jer. 6 For mange skal komme i Mit navn og sige: Jeg er Han, og de skal forføre mange. 7 Men når I hører om krige og rygter om krige, så bliv ikke skræmte! For alt dette må ske, men enden er ikke endnu. 8 For folkeslag skal rejse sig mod folkeslag og rige mod rige. Og der skal være jordskælv mange forskellige steder, og der skal være hungersnød og kaos. Dette er begyndelsen til fødselsveerne. 9 Men tag jer i vare, for de skal overgive jer til domstolene, og I skal blive slået i synagogerne. I skal blive ført frem for herskere og konger for Min skyld, til et vidnesbyrd for dem. 10 Og evangeliet skal først blive forkyndt for alle folkeslag. 11 Men når de arresterer jer og overgiver jer, skal I ikke bekymre jer på forhånd eller på forhånd udtænke hvad I skal sige. Men det som bliver givet jer i samme stund, det skal I tale. For det er ikke jer som taler, men Den Hellige Ånd. 12 Bror skal overgive bror til døden og en fader sit barn. Og børn skal sætte sig op mod forældrene og få dem dræbt. 13 Og I skal blive hadet af alle for Mit navns skyld. Men den som holder ud til enden, skal blive frelst. 14 Men når I ser ødelæggelsens vederstyggelighed, den som er omtalt af Daniel, profeten, stå der hvor den ikke burde stå" - lad den som læser forstå -, "da må de som er i Judæa, flygte op i bjergene. 15 Den som er på hustaget, må ikke gå ned i huset eller gå ind for at tage noget ud af sit hus. 16 Og den som er ude på marken, må ikke gå tilbage for at hente sin kappe. 17 Men ve dem som er med børn og dem som giver spædbørn die i de dage. 18 Og bed om at deres flugt ikke må finde sted om vinteren. 19 For i de dage skal der således blive trængsel som der ikke har været siden begyndelsen af skabningen, den Gud skabte, indtil nu, og heller aldrig mere skal blive. 20 Hvis ikke Herren havde forkortet de dage, ville ikke noget kød blive frelst. Men for de udvalgtes skyld, dem som Han udvalgte, forkortede Han de dage. 21 Hvis nogen siger til jer: Se, her er Kristus! Eller: Se, der er Han! Da tro det ikke. 22 For falske kristus'er og falske profeter skal stå frem, og de skal gøre tegn og under for at forføre de udvalgte - om det var mulig. 23 Men vogt jer! Se, Jeg har fortalt jer alt på forhånd. 24 Men i de dage, efter den trængsel, skal solen blive formørket, og månen skal ikke give sit lys. 25 Stjernerne på himmelen skal falde ned, og himlenes kræfter skal rokkes. 26 Da skal de se Menneskesønnen komme i skyerne med stor kraft og herlighed. 27 Og da skal Han sende Sine engle ud og samle sammen udvalgte Sine fra de fire vindretninger, fra jordens ende til himmelens ende. 28 Lær nu denne lignelse af figentræet: Når grenen på figentræet er blevet saftfuldt og det kommer blader på det, da ved I at sommeren er nær. 29 Således skal I også, når I ser alt dette ske, vide at Han er nær, og står for døren! 30 Sandelig siger Jeg jer: Denne slægt skal slet ikke forgå før alt dette finder sted. 31 Himmel og jord skal forgå, men Mine ord skal aldrig forgå. 32 Men den dag og den time kender ingen, ikke en gang englene i himmelen, heller ikke Sønnen, men bare Faderen. 33 Vær på vagt, våg og bed! For I ved ikke hvornår tiden er der. 34 Det er som når en mand skulle drage til et land langt borte. Han forlod sit hus og gav myndigheden over til sine tjenere, og hver af dem fik sin tjeneste, og han befalede dørvogteren at våge. 35 Våg derfor, for I ved ikke når husets herre kommer, om aften, ved midnat, ved hanegal eller om morgenen, 36 for at han ikke, når han pludselig kommer, skal finde jer sovende. 37 Men det Jeg siger til jer, siger Jeg til alle: Våg!"

Mark.14 1 To dage efter var det påske og de usyrede brøds højtid. Og ypperstepræsterne og de skriftlærde søgte efter at få grebet Ham med list og dræbe Ham. 2 Men de sagde: "Ikke under højtiden, så der ikke skal blive oprør blandt folket." 3 Og da Han var i Betania, i huset til Simon den spedalske, og mens Han sad til bords, kom en kvinde som havde en alabastkrukke med ægte, meget kostbar nardussalve. Hun knuste krukken og helte salven over Hans hoved. 4 Men der var nogen der som blev forarget og sagde til hinanden: "Hvorfor blev denne velduftende olie sløset bort? 5 Den kunne jo have været solgt for mere end tre hundrede denarer og givet til de fattige." De revsede hende strengt. 6 Men Jesus sagde: "Lad hende være. Hvorfor plager I hende? Hun har gjort en god gerning mod Mig. 7 De fattige har I jo altid hos jer, og I kan gøre godt mod dem når I vil. Men Mig har I ikke altid. 8 Hun har gjort det hun kunne. Hun kom på forhånd for at salve Mit legeme til gravfærden. 9 Sandelig siger Jeg jer: Hvor som helst i hele verden hvor dette evangelium bliver forkyndt, skal også det som denne kvinde har gjort, blive fortalt til minde om hende." 10 Judas Iskariot, en af de tolv, gik så til ypperstepræsterne for at forråde Ham til dem. 11 Og da de hørte det, blev de glade og lovede at give ham penge. Og han så efter en passende anledning til at forråde Ham. 12 På den første dagen i de usyrede brøds højtid, da de slagtet påskelammet, sagde Hans disciple til Ham: "Hvor vil Du vi skal gå og gøre i stand, så at Du kan æde påskemåltidet?" 13 Han sendte to af Sine disciple ud og sagde til dem: "Gå ind i byen, og en mand som bærer en krukke med vand, skal møde jer. Følg ham! 14 Der hvor han går ind, skal I sige til herren i huset: Mesteren siger: Hvor er gæsterummet hvor Jeg kan æde påskemåltidet sammen med Mine disciplene? 15 Da skal han vise jer et stort rum ovenpå, færdig udstyret og gjort klart. Det skal I gøre i stand for os." 16 Så gik Hans disciple af sted og kom ind i byen, og de fandt det akkurat således som Han havde sagt dem. Og de gjorde påskemåltidet i stand. 17 Om aften kom Han sammen med de tolv. 18 Da de sat og åd, sagde Jesus: "Sandelig siger Jeg jer: En af jer som æder med Mig, skal forråde Mig." 19 Og de begyndte at blive bedrøvet og at sige til Ham, en efter en: "Det er vel ikke mig?" Og en anden sagde: "Det er vel ikke mig?" 20 Han svarede og sagde til dem: "Det er en af de tolv, den som dypper sammen med Mig i fadet. 21 For Menneskesønnen går bort som det står skrevet om Ham, men ve det menneske som Menneskesønnen bliver forrådt ved! Det havde været godt for det mennesket om han aldrig var født." 22 Mens de åd, tog Jesus et brød, velsignede, brød det og gav dem og sagde: "Tag, et, dette er Mit legeme." 23 Så tog Han kalken, og da Han havde takket, gav Han den til dem, og de drak alle af den. 24 Og Han sagde til dem: "Dette er Mit blod, den nye pagts blod, som bliver udgydt for mange. 25 Sandelig siger Jeg jer: Jeg skal ikke mere drikke af vintræets frugt før den dag da Jeg drikker den ny i Guds rige." 26 Og da de havde sunget lovsangen, gik de ud til Oliebjerget. 27 Derefter sagde Jesus til dem: "Denne nat kommer I alle til at tage anstød af Mig, for der står skrevet: Jeg vil slå Hyrden, og fårene i flokken skal blive spredt. 28 Men efter at Jeg er opstået, skal Jeg gå i forvejen for jer til Galilæa. 29 Peter sagde til Ham: "Selv om alle de andre kommer til at tage anstød, vil alligevel ikke jeg gøre det." 30 Jesus sagde til ham: "Sandelig siger Jeg dig i dag, at i denne nat, før hanen galer to gange, kommer du til at fornægte Mig tre gange." 31 Men han sagde endog stærkere: "Om jeg så må dø sammen med Dig, skal jeg ikke fornægte Dig!" Og alle de andre sagde det samme. 32 Så kom de til et sted som havde fået navnet Getsemane. Og Han sagde til Sine disciple: "Sid her mens Jeg beder!" 33 Og han tog Peter, Jakob og Johannes med Sig, og Han begyndte at ængstes og grue Sig. 34 Da sagde Han til dem: "Min sjæl er dybt bedrøvet, lige til døden. Blive her og våg!" 35 Han gik lidt længere bort, faldt til jorden og bad at om det var mulig, så måtte timen gå Ham forbi. 36 Og Han sagde: "Abba, Far, alt er mulig for Dig. Tag dette bæger bort fra Mig! Men ikke som Jeg vil, men som Du vil." 37 Han kom så og fandt dem sovende, og han sagde til Peter: "Simon, sover du? Klarede du ikke at våge i én time? 38 Våg og bed, for at I ikke skal komme i fristelse. Ånden er villig, men kødet er skrøbeligt." 39 Igen gik Han bort og bad, og Han sagde de samme ord. 40 Og da Han kom tilbage, fandt Han dem sovende igen, for deres øjne var tunge af søvn. Og de vidste ikke hvad de skulle svare Ham. 41 Så kom Han for tredje gang og sagde til dem: "Sover I fremdeles og hviler jer? Det er nok! Timen er kommet. Se, Menneskesønnen bliver overgivet i syndernes hænder. 42 Stå op, lad os gå! Se, han som forråder Mig, er nær." 43 Og straks, mens Han endnu talte, kom Judas, en af de tolv, sammen med en stor folkemængde med sværd og stokke. De kom fra ypperstepræsterne, de skriftlærde og de ældste. 44 Han som forrådte Ham, havde givet dem et tegn og sagt: "Den jeg kysser, Han er det. Grib Ham og led Ham sikkert bort herfra!" 45 Med det samme han var kommet, gik han straks hen til Jesus og sagde til Ham: "Rabbi, Rabbi!" Og han kyssede Ham. 46 Så lagde de hånd på Ham og greb Ham. 47 Men en af dem som stod der, trak sit sværd og slog ypperstepræstens tjener og huggede øret af ham. 48 Da tog Jesus til orde og sagde til dem: "Er I rykket ud som mod en røver, med sværd og stokke for at tage Mig? 49 Til daglig var Jeg sammen med jer i templet og underviste, men I greb Mig ikke. Men således sker det for at Skrifterne skal opfyldes." 50 Da forlod alle Ham og flygtede. 51 Der var en ung mand som fulgte Ham, og han havde bare et linnedklæde rundt sin nøgne krop. Og de unge mænd greb fat i ham. 52 Da slap han linnedklædet og flygtede nøgen fra dem. 53 Og de førte Jesus bort til ypperstepræsten. Og hos ham var alle ypperstepræsterne, de ældste og de skriftlærde samlet. 54 Men Peter fulgte Ham på afstand helt ind på gårdspladsen til ypperstepræsten. Og han sad sammen med tjenerne og varmede sig ved ilden. 55 Ypperstepræsterne og hele Rådet forsøgte at skaffe vidnesbyrd mod Jesus for at få Ham dømt til døden, men de fandt ikke noget. 56 For mange vidnede falskt mod Ham, men deres vidnesbyrd stemte ikke overens. 57 Da stod nogle frem, vidnet falskt mod Ham og sagde: 58 "Vi hørte Ham sige: Jeg skal ødelægge dette tempel som er gjort med hænder, og på tre dage skal Jeg bygge et andet som ikke er gjort med hænder." 59 Men heller ikke nu stemte deres vidnesbyrd overens. 60 Og ypperstepræsten rejste sig midt iblandt dem og spurgte Jesus og sagde: "Svarer Du ikke noget? Hvad er det disse vidner imod Dig?" 61 Men Han tiede og svarede ingenting. Igen spurte ypperstepræsten Ham og sagde til Ham: "Er Du Kristus, Søn af Den Velsignede?" 62 Jesus sagde: "Det er Jeg. Og I skal få Menneskesønnen at se sidde ved Kraftens højre hånd og komme med himmelens skyer." 63 Da flåede ypperstepræsten sine klæder og sagde: "Hvad skal vi nu med flere vidner? 64 I har hørt gudsbespottelsen! Hvad mener I?" Og alle dømte de Ham til at være skyldig til døden. 65 Da begyndte nogle at spytte på Ham, de bandt bind for Hans øjne, slog Ham og sagde til Ham: "Profetér!" Og vagterne slog Ham med håndfladen. 66 Da Peter var nede på gårdspladsen, kom en af ypperstepræstens tjenestepiger. 67 Da hun så Peter som varmede sig, så hun på ham og sagde: "Også du var sammen med Jesus fra Nazaret." 68 Men han nægtede på det og sagde: "Jeg hverken ved eller forstår hvad du mener." Han gik ud i portrummet, og da gol hanen. 69 Tjenestepigen så ham igen og begyndte at sige til dem som stod der: "Denne er en af dem." 70 Men fortsat fornægtede han det. Og lidt senere sagde de som stod der, igen til Peter: "Sandelig, du er en af dem. For du er jo en galilæer, også dit sprog vidner om det." 71 Da begyndte han at bande og sværge: "Jeg kender ikke Dette Menneske som I taler om!" 72 For anden gang gol hanen. Da huskede Peter de ord Jesus havde sagt til ham: "Før hanen galer to ganger, skal du fornægte Mig tre ganger." Og da mindes han det, brast han i gråd.

Mark.15 1 Og straks næste morgen holdt ypperstepræsterne en rådslagning med de ældste og de skriftlærde og hele Rådet. Og de bandt Jesus, førte Ham bort og overgav Ham til Pilatus. 2 Da spurte Pilatus Ham: "Er Du jødernes Konge?" Han svarede og sagde til ham: "Det er som du siger." 3 Og ypperstepræsterne kom med mange anklager mod Ham, men Han svarede ikke. 4 Da spurgte Pilatus Ham igen og sagde: "Svarer Du ikke noget? Se hvor mange anklager de har mod Dig!" 5 Men Jesus svarede slet ikke noget, så Pilatus undret sig. 6 På højtiden var det almindeligt at løslade en fange for dem, den som de bad om. 7 Og der var en som hed Barabbas, som sat lænket sammen med nogle andre oprørere. De havde begået mord under oprøret. 8 Så skreg folkemængden højt og begyndte at bede Pilatus om at gøre det sådan som han altid havde gjort for dem. 9 Men Pilatus svarede dem og sagde: "Vil I at jeg skal løslade jødernes Konge for jer?" 10 For han vidste at det var på grund af misundelse ypperstepræsterne havde overgivet Jesus til ham. 11 Men ypperstepræsterne hissede folkemængden op, for at han i stedet skulle løslade Barabbas for dem. 12 Pilatus talte igen til dem: "Hvad vil I da at jeg skal gøre med Ham som I kalder jødernes Konge?" 13 Så skreg de på ny: "Korsfæst Ham!" 14 Da sagde Pilatus til dem: "Hvad ondt har Han gjort?" Men de skreg bare endnu højere: "Korsfæst Ham!" 15 Og Pilatus, som gerne ville gøre folkemængden tilfreds, løslod Barabbas for dem. Og efter at han havde ladet Ham piske, overgav han Jesus til at blive korsfæstet. 16 Så førte soldaterne Ham bort og ind i borggården, det er paladset, og de kaldte hele vagtstyrken sammen. 17 De klædte Ham i purpur, og de flettede en krone af torne og satte den på Hans hoved. 18 Og de begyndte at hilse Ham: "Vær hilset, jødernes Konge!" 19 Så slog de Ham i hovedet med et rør og spyttet på Ham. Og de bøjede knæ og tilbad Ham. 20 Og da de havde spottet Ham, tog de purpurkappen af Ham, klædte Hans egne klæder på Ham og førte Ham ud for at korsfæste Ham. 21 En mand som da kom forbi, Simon fra Kyréne, far til Aleksander og Rufus, tvang de til at bære Hans kors. Han kom ude fra marken. 22 Og de førte Ham til stedet Golgata, som betyder Hovedskaldestedet. 23 Så gav de Ham vin blandet med myrra at drikke, men Han ikke tog imod den. 24 Og da de korsfæstet Ham, delte de Hans klæder ved at kaste lod, for at afgøre hvad hver af dem skulle have. 25 Det var den tredje time, og de korsfæstede Ham. 26 Indskriften med anklagen mod Ham var fæstet ovenfor: JØDERNES KONGE 27 Sammen med Ham korsfæstede de også to røvere, den ene på Hans højre og den andre på Hans venstre side. 28 Således blev Skriften opfyldt, som siger: Og Han blev regnet blandt overtrædere. 29 Og de som gik forbi, spottede Ham, rystede på hovedet og sagde: "Nu! Du som river templet ned og bygger det op på tre dage, 30 frels Dig Selv og kom ned fra korset!" 31 På samme måde spottede også ypperstepræsterne Ham imellem sig, sammen med de skriftlærde, og de sagde: "Andre har Han frelst, men Sig Selv kan Han ikke frelse. 32 Lad Kristus, Israels Konge, nu stige ned fra korset, så vi kan se og tro." Også de som var korsfæstet sammen med Ham, hånede Ham. 33 Da nu den sjette time var kommet, blev der mørke over hele landet frem til den niende time. 34 Og ved den niende time råbte Jesus med høj røst og sagde: "Eloï, Eloï, lamà sabaktàni?" Det betyder: "Min Gud, Min Gud, hvorfor har Du forladt Mig?" 35 Da nogle af dem som stod ved siden af, hørte det, sagde de: "Se, Han råber på Elias!" 36 Da sprang en frem og fyldte en svamp fuld af sur vin, satte den på et rør og bød Ham at drikke, og sagde: "Lad Ham være! Lad os se om Elias vil komme og tage Ham ned." 37 Men Jesus råbte med høj røst og udåndede. 38 Da revnede forhænget i templet i to fra øverst til nederst. 39 Men da høvedsmanden som stod lige foran Ham, så at Han udåndede mens Han råbte, sagde han: "Sandelig, Dette Menneske var Guds Søn!" 40 Der var også nogle kvinder der som stod på afstand og så på, blandt dem var Maria Magdalena, Maria, mor til Jakob den yngre og Joses, og Salome, 41 som også havde fulgt Ham og tjent Ham mens Han var i Galilæa, og mange andre kvinder som var kommet op til Jerusalem sammen med Ham. 42 Da det var blevet aften -var det forberedelsesdagen, det vil sige dagen før sabbaten -, 43 kom Josef fra Arimatea, et anset rådsmedlem, som selv ventet på Guds rige. Han tog mod til sig og gik så ind til Pilatus og bad om Jesu legeme. 44 Men Pilatus undrede sig over at Han allerede var død. Han kaldte høvedsmanden sig til og spurte ham om Han havde vært død længe. 45 Og da han havde fået det at vide af høvedsmanden, gav han legemet til Josef. 46 Så købte han et fint linnedklæde, tog Ham ned og svøbte Ham i linnedklædet. Og han lagde Ham i en grav som var hugget ud i bjerget, og rullede en sten foran åbningen til graven. 47 Og Maria Magdalena og Maria, mor til Joses, så hvor Han blev lagt.

Mark.16 1 Da sabbaten var ovre, gik Maria Magdalena, Maria, mor til Jakob, og Salome og købte krydder, for at gå og salve Ham. 2 Meget tidlig om morgenen, da solen havde stået op på den første dag i ugen, kom de til graven. 3 Og de sagde til hinanden: "Hvem skal rulle stenen bort fra gravåbningen for os?" 4 Men da de så op, så de at stenen var blevet rullet bort. For den var meget stor. 5 Og da de kom ind i graven, så de en ung mand klædt i en lang, hvid kappe, sidde på højre side. Og de blev forskrækkede. 6 Men han siger til dem: "Vær ikke forskrækkede! I søger Jesus fra Nazaret, Han som blev korsfæstet. Han er opstået! Han er ikke her. Se, der er stedet de lagde Ham! 7 Men gå og sig til Hans disciple, og til Peter, at Han går i forvejen for jer til Galilæa. Der skal I få Ham at se, således som Han sagde til jer." 8 Så skyndte de sig at gå ud, og flygtede fra graven, for de skælvede og var meget forfærdede. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange. 9 Efter at Jesus var opstået tidlig den første dag i ugen, viste Han sig først for Maria Magdalena, som Han havde drevet syv dæmoner ud af. 10 Hun gik og fortalte det til dem som havde været sammen med Ham, og som nu sørgede og græd. 11 Og da de hørte at Han levede og var blevet set af hende, troede de det ikke. 12 Efter dette viste Han sig i en anden skikkelse for to af dem, mens de var på vej ud på landet. 13 Og de gik og fortalte det til de andre, men de ville heller ikke tro dem. 14 Senere viste Han sig for de elleve mens de sad til bords. Og Han irettesatte dem for deres vantro og deres hårde hjerte, fordi de ikke havde troet dem som havde set Ham efter at Han var opstået. 15 Og Han sagde til dem: "Gå ud i al verden og forkynd evangeliet for hele skabningen. 16 Den som tror og bliver døbt, skal blive frelst, men den som ikke tror, skal blive fordømt. 17 Og disse tegn skal følge dem som tror: I Mit navn skal de drive dæmoner ud, de skal tale med nye tunger, 18 de skal tage slanger op, og hvis de drikker noget dødelig, skal det slet ikke skade dem. De skal lægge hænderne på syge, og de skal blive raske." 19 Så, efter at Herren havde talt til dem, blev Han taget op til himmelen, og satte Sig ved Guds højre hånd. 20 Og de gik ud og forkyndte overalt, og Herren virkede sammen med dem og stadfæstede ordet ved de tegn som fulgte med. Amen.

Luk.1 1 Eftersom mange har sat sig for at nedskrive en sammenhængende gennemgang af de hændelser som er opfyldt blandt os, 2 som de overgav dem til os, de som fra begyndelsen af var øjenvidner og Ordets tjenere, 3 så fandt også jeg det ret, eftersom jeg fik fuld indsigt i alle disse begivenheder fra begyndelsen af, at skrive det ned for dig i rækkefølge, højstærede Teofilus, 4 for at du kan få pålidelig kendskab til de lærdomme som du er blevet oplært i. 5 I de dage da Herodes var konge i Judæa, levede der en præst som hed Zakarias, som hørte til Abias afdeling. Hans hustru var af Arons døtre, og hendes navn var Elisabet. 6 Og de var begge retfærdige for Gud, og de vandrede ulastelig efter alle Herrens bud og forskrifter. 7 Men de havde ingen børn, for Elisabet var ufrugtbar, og de var begge højt oppe i årene. 8 Således skete det at da han tjente som præst for Herren i den rækkefølge som tilhørte hans afdeling, 9 faldt loddet på ham at han skulle brænde røgelse når han gik ind i Herrens tempel, som skikken var i præsteskabet. 10 Og hele folkemængden stod udenfor og bad mens røgelsesofferet blev ofret. 11 Da åbenbarede en Herrens engel sig for ham. Han stod på højre side af røgelsesofferalteret. 12 Og da Zakarias så ham, blev han forfærdet, og frygt kom over ham. 13 Men engelen sagde til ham: "Frygt ikke, Zakarias, for din bøn er hørt, og din hustru Elisabet skal føde dig en søn, og du skal give ham navnet Johannes. 14 Og du skal få fryd og stor glæde, og mange skal fryde sig over hans fødsel. 15 For han skal være stor for Herren, og han skal hverken drikke vin eller stærk drik. Han skal også være fyldt med Den Hellige Ånd, helt fra at han er i mors liv. 16 Og han skal omvende mange af Israels børn til Herren jeres Gud. 17 Han skal også gå foran Ham i Elias ånd og kraft, for at vende fædrenes hjerter til børnene og de ulydige til de retfærdiges visdom, for at gøre et forberedt rede folk for Herren." 18 Og Zakarias sagde til engelen: "Hvordan kan jeg vide dette? For jeg er en gammel mand, og min hustru er også i en lang fremskreden alder." 19 Og engelen svarede og sagde til ham: "Jeg er Gabriel som står for Guds åsyn, og jeg blev sendt for at tale til dig og forkynde dig dette gode budskab. 20 Men se, du skal blive stum og ikke kunne snakke, før den dag alt dette sker, siden du ikke troede mine ord som skal blive opfyldt til sin tid." 21 Og folket ventet på Zakarias, og de undret sig over at han blev så længe i templet. 22 Men da han kom ud, kunne han ikke tale til dem. Og de forstod at han havde set et syn i templet, for han gjorde tegn til dem og kunne fortsat ikke tale. 23 Og det blev således at så snart hans tjenestedage var fuldført, drog han til sit eget hus. 24 Efter at disse dage var gået, blev hans hustru Elisabet med barn. Og hun skjulte sig i fem måneder og sagde: 25 "Således har Herren handlet med mig i de dage da Han så til mig for at tage min vanære bort blandt folket." 26 Men i den sjette måned blev engelen Gabriel sendt af Gud til en by i Galilæa som hed Nazaret, 27 til en jomfru som var forlovet med en mand som hed Josef, af Davids hus. Jomfruens navn var Maria. 28 Og efter at engelen var kommet ind, sagde han til hende: "Fryd dig, du som har fået så stor en nåde, Herren er med dig. Velsignet er du blandt kvinder!" 29 Men da hun så ham, blev hun forfærdet over hans ord, og hun grundede på hvilken slags hilsen dette var. 30 Da sagde engelen til hende: "Frygt ikke, Maria, for du har fundet nåde hos Gud. 31 Og se, du skal blive med barn og føde en Søn, og du skal give Ham navnet Jesus. 32 Han skal være stor, og Han skal kaldes Den Højestes Søn. Og Herren Gud skal give Ham Hans far Davids trone. 33 Og Han skal herske over Jakobs hus for evigt, og Hans rige skal ikke have nogen afslutning." 34 Da sagde Maria til engelen: "Hvordan kan dette gå til, da jeg ikke har levet med nogen mand?" 35 Engelen svarede og sagde til hende: "Den Hellige Ånd skal komme over dig, og kraften fra Den Højeste skal overskygge dig. Derfor skal også Det Hellige som bliver født af dig, kaldes Guds Søn. 36 Og se, din slægtning Elisabet har også undfanget en søn i sin høje alder. Og hun som blev kaldet ufrugtbar, er nu i den sjette måned. 37 For ingenting er umulig for Gud." 38 Da sagde Maria: "Se, jeg er Herrens tjenestekvinde! Lad det ske mig efter dit ord." Og engelen forlod hende. 39 I de dage var Maria på vej og drog i hast op til højlandet, til en by i Juda, 40 og hun kom ind i huset til Zakarias og hilste på Elisabet. 41 Og det skete da Elisabet hørte hilsenen fra Maria, at barnet sparkede i hendes morsliv. Og Elisabet blev fyldt med Den Hellige Ånd 42 og råbte med høj røst og sagde: "Velsignet er du blandt kvinder, og velsignet er Frugten af dit moders liv! 43 Men hvorfor er dette givet mig, at min Herres mor skulle komme til mig? 44 For se, med det samme at røsten af din hilsen lød i mine ører, sparkede barnet af glæde i mit moders liv. 45 Salig er hun som troede, for det som blev talt til hende af Herren skal blive fuldført." 46 Og Maria sagde: "Min sjæl ophøjer Herren, 47 og min ånd har frydet sig i Gud, min Frelser. 48 For Han har set til sin tjenestekvindes ringe stand. For se, fra nu af skal alle slægter prise mig salig. 49 For Han som er mægtig, har gjort store ting for mig, og hellig er Hans navn. 50 Og Hans miskundhed er over dem som frygter Ham fra slægt til slægt. 51 Han har vist styrke med Sin arm. Han har spredt dem som er stolte i sine hjerters tanke. 52 Han har nedstødt de mægtige fra sine troner, og ophøjet de små. 53 Han har mættet de sultne med gode gaver, og de rige har Han sendt tomhændede bort. 54 Han tog sig af Sin tjener Israel, for at minde om Sin miskundhed, 55 således talte Han til vore fædre, til Abraham og til hans æt for evig." 56 Og Maria blev hos hende i omkring tre måneder, og vendte så hjem til sit hus. 57 Elisabets tid for at føde var nu kommet, og hun fødte en søn. 58 Da naboerne og hendes slægtningene hørte hvordan Herren havde vist hende stor miskundhed, glædede de sig sammen med hende. 59 Det skete på den ottende dag at de kom for at omskære barnet. Og de ville have ham opkaldt efter hans far Zakarias. 60 Hans mor svarede med at sige: "Nej, han skal kaldes Johannes." 61 Men de sagde til hende: "Det er ingen blandt dine slægtninge som har det navn." 62 Så gjorde de tegn til hans far, for at få at vide hvad han ville at han skulle hede. 63 Og han bad om en tavle, og på den skrev han dette: "Hans navn er Johannes." Da undrede alle sig. 64 Straks blev hans mund åbnet og hans tunge løst, og han talte og priste Gud. 65 Da kom der frygt over alle som boede omkring dem. Og alle disse ord blev omtalt over hele højlandet i Judæa. 66 Og alle de som hørte disse ord, bevarede dem i sit hjerte, og de sagde: "Hvad skal der da blive af dette barn?" Og Herrens hånd var med ham. 67 Nu blev hans far Zakarias fyldt af Den Hellige Ånd, og han profeterede og sagde: 68 "Lovet være Herren, Israels Gud, for Han har gæstet og forløst sit folk, 69 og har oprejst et frelsens horn for os i Sin tjener Davids hus, 70 som Han havde sagt ved Sine hellige profeters mund, de profeter som har vært siden begyndelsen i denne tidsalder, 71 om en frelse fra vore fjender og ud af hånden på alle dem som hader os, 72 for at vise den miskundhed som blev lovet vore fædre og at mindes Sin hellige pagt. 73 Dette var den ed Han tilsværgede vor far Abraham: 74 At Han ville give os, vi som var udfriet fra vore fjenders hånd, at få tjenere Ham uden frygt, 75 i hellighed og retfærdighed frem for Ham alle vore livs dage. 76 Og du, barn, skal kaldes Den Højestes profet. For du skal gå foran Herrens åsyn for at rydde Hans veje, 77 for at give Hans folk kundskab om frelse ved forladelse for jeres synder, 78 ved vor Guds inderlige barmhjertighed. Ved dette har Solopgangen fra det høje gæstet os, 79 for at give lys til dem som sidder i mørke og dødsskygge, for at lede vore fødder ind på fredens vej." 80 Og barnet voksede op, og han blev stærk i ånden, og han var i ørkenen til den dag da han skulle blive ført frem for Israel.

Luk.2 1 Og det skete i de dage at det gik et bud ud fra kejser Augustus om at hele verden skulle indskrives i mandtal. 2 Denne indskrivning fandt først sted mens Kvirinius var landshøvding i Syrien. 3 Og alle rejste for at lade sig indskrive, hver til sin egen by. 4 Også Josef drog op fra Galilæa, fra byen Nazaret og til Judæa, til Davids by, som kaldes Betlehem, siden han var af Davids hus og æt, 5 for at blive indskrevet sammen med Maria, sin forlovede hustru, som var med barn. 6 Men det skete mens de var der, at alle dagene var gået, og hun skulle føde. 7 Og hun fødte sin Søn, Den Førstefødte, hun svøbte Ham i linned og lagde Ham i en krybbe, siden der ikke var rom for dem i herberget. 8 Nu var der nogle hyrder på det sted som opholdt sig ude på markerne og holdt vagt over sine flokke om natten. 9 Og se, en Herrens engel stod foran dem, og Herrens herlighed strålede rundt om dem, og de blev meget bange. 10 Da sagde englen til dem: "Vær ikke bange, for se, jeg forkynder jer en stor glæde som skal blive hele folket til del. 11 For i dag er der født jer en Frelser i Davids by, Han er Kristus, Herren. 12 Og dette skal I have som tegn: I skal finde et Barn som er svøbt i linned, og som ligger i en krybbe." 13 Og straks var det en skare af den himmelske hær sammen med englen, og de priste Gud og sagde: 14 "Ære være Gud i det højeste, og fred på jorden, Guds velbehag blandt menneskene!" 15 Og det skete da englene var faret bort fra dem til himmelen, at hyrderne sagde til hinanden: "Lad os nu gå direkte til Betlehem og se dette som er sket, det som Herren har kundgjort for os." 16 Og de skyndte sig af sted og fandt Maria og Josef og Barnet, som lå i en krybbe. 17 Da de havde set Ham, gjorde de det bekendt vidt omkring, hvad var fortalt dem om dette Barn. 18 Og alle de som hørte det, undrede sig over de ord som hyrterne fortalte dem. 19 Men Maria tog vare på alle disse ord og grundet på dem i sit hjerte. 20 Så vendte hyrderne tilbage, og de ærede og priste Gud for alt det de havde hørt og set, således det var blevet fortalt dem. 21 Og da otte dage var gået og Barnet skulle omskæres, fik Han navnet Jesus, det navn som var givet af engelen før Han blev undfanget i mors liv. 22 Da nu dagene for Marias renselse efter Moseloven var omme, tog de Ham med til Jerusalem for at fremstille Ham for Herren, 23 som det står skrevet i Herrens lov: Enhver af mandkøn som åbner moders liv, skal kaldes hellig for Herren, 24 og for at frembære et offer efter det som er sagt i Herrens lov: Et par turdelduer eller to unge duer. 25 Og se, der var et menneske i Jerusalem som hed Simeon, og dette menneske var retfærdig og gudfrygtig, og han ventede på Israels Trøst, og Den Hellige Ånd var over ham. 26 Og det var blevet åbenbaret for ham af Den Hellige Ånd at han ikke skulle se døden før han havde set Herrens Kristus. 27 Så kom han, ledet af Ånden, ind i templet. Og da forældrene førte Barnet Jesus ind for at gøre med Ham efter lovens skik, 28 tog han Ham i sine arme og lovet Gud og sagde: 29 "Herre, nu kan Du udfri Din tjener til at drage herfra i fred, efter Dit ord. 30 For mine øjne har set Din frelse, 31 som Du har færdiggjort for alle folks øjne, 32 et lys som giver åbenbaring for hedningefolkene, og herlighed for Dit folk Israel." 33 Og Josef og Jesu mor undrede sig over alle de ord som blev sagt om Ham. 34 Så velsignede Simeon dem, og han sagde til Hans mor Maria: "Se, Han er sat til fald og oprejsning for mange i Israel, og til et tegn som skal blive modsagt. 35 Ja, et sværd skal gennembore også din egen sjæl, for at mange hjerters tanker skal blive åbenbaret." 36 Nu var der en profetinde, Anna, Fanuels datter, af Asjers stamme. Hun var i en langt fremskreden alder, og efter sin jomfrustand havde hun levet syv år med sin ægtemand. 37 Denne kvinde var nu enke på omkring fireogfirs år. Hun forlod ikke templet, men tjente Gud med faste og bønner nat og dag. 38 Og hun stod frem i samme stund og lovpriste Herren og talte om Ham til alle som ventede på forløsning i Jerusalem. 39 Da de så havde fuldført alt efter Herrens lov, vendte de tilbage til Galilæa, til sin egen by Nazaret. 40 Og Barnet voksede og blev stærk i ånden, fyldt af visdom, og Guds nåde var over Ham. 41 Hvert år ved påskehøjtiden rejste Hans forældre til Jerusalem. 42 Og da Han var tolv år gammel, gik de op til Jerusalem, således som skikken var ved højtiden. 43 Da højtidsdagene var omme og de var på vej tilbage, blev Drengen Jesus tilbage i Jerusalem. Og Josef og Hans mor vidste det ikke. 44 Men da de troede at Han var i rejsefølget, drog de en dagsrejse videre og ledte efter Ham blandt slægtninge og bekendte. 45 Da de ikke fandt Ham, vendte de tilbage til Jerusalem og ledte efter Ham. 46 Og det skete efter tre dage at de fandt Ham i templet. Der sad Han midt blandt lærerne, lyttede til dem og stillede dem spørgsmål. 47 Og alle som hørte Ham, var forundret over Hans forstand og over Hans svar. 48 Da de så Ham, blev de forundrede. Og Hans mor sagde til Ham: "Søn, hvorfor har Du gjort dette mod os? Se, Din far og jeg har ledt efter Dig med smerte." 49 Og Han sagde til dem: "Hvorfor ledte I efter Mig? Vidste I ikke at Jeg må være i Min Fars hus?" 50 Men de forstod ikke det ord Han talte til dem. 51 Så drog Han sammen med dem og kom til Nazaret. Og Han var dem lydig, men Hans mor tog vare på alle disse ord i sit hjerte. 52 Og Jesus voksede i visdom og alder og i velvilje hos både Gud og mennesker.

Luk.3 1 I det femtende år af kejser Tiberius' regering, mens Pontius Pilatus var landshøvding i Judæa, Herodes landsfyrste i Galilæa, hans bror Filip landsfyrste i Ituræa- og Trakonitis-området og Lysanias landsfyrste i Abilene, 2 mens Annas og Kaifas var ypperstepræster, kom Guds ord til Johannes, Zakarias søn, i ødemarken. 3 Og han gik rundt i hele Jordan-området og forkyndte omvendelses dåb til syndens forladelse, 4 som der er skrevet i bogen med profeten Esajas ord, der siger han: "Røsten af en som råber i ødemarken: Ryd Herrens vej! Gør Hans stier lige! 5 Hver dal skal blive fyldt, og hvert bjerg og hver høj sænkes. De krogede steder skal gøres lige, og de ujævne veje skal gøres jævne. 6 Og alt kød skal se Guds frelse." 7 Derefter sagde han til folkemængden som kom ud for at blive døbt af ham: "Giftslangers afkom! Hvem lærte jer at flygte fra den kommende vrede? 8 Bær da frugt som er omvendelsen værdig, og begynd ikke at sige til jer selv: Vi har Abraham som vor far. For jeg siger jer at Gud kan oprejse børn for Abraham af disse stene. 9 Og allerede nu er øksen lagt ved roden af træerne. Hvert træ som ikke bærer god frugt, bliver hugget ned og kastet på ilden." 10 Så spurte folket ham og sagde: "Hvad skal vi da gøre?" 11 Han svarede og sagde til dem: "Den som har to kjortler, skal dele med den som ikke har nogen. Og den som har mad, skal gøre på samme måde." 12 Da kom også tolderne for at blive døbt, og de sagde til ham: "Mester, hvad skal vi gøre?" 13 Og han sagde til dem: "Kræv ikke mere ind end det som er pålagt jer." 14 På samme måde spurgte også soldaterne ham og sagde: "Og hvad skal vi gøre?" Han svarede dem: "I skal ikke plage nogen eller komme med falske anklager. Og vær tilfreds med jeres løn!" 15 Da folket var præget af forventning, og alle spekulerede i deres hjerte om Johannes var Kristus eller ej, 16 svarede Johannes og sagde til alle: "Jeg døber jer med vand. Men Han som er stærkere end mig, skal komme. Jeg er ikke værdig til at løse Hans sandalrem. Han skal døbe jer med Den Hellige Ånd og ild. 17 Han har kasteskovlen i hånden, og Han skal rense tærskepladsen og samle hveden i Sin lade. Men avnerne skal Han brænde op med uslukkelig ild." 18 Og han forkynde evangeliet for folket sammen med mange andre formaninger. 19 Men han irettesatte landsfyrsten Herodes på grund af Herodias, hans bror Filips hustru, og for alt det onde han havde gjort. 20 I tillæg til alt dette onde satte han også Johannes i fængsel. 21 Da al folket blev døbt, skete det at også Jesus blev døbt. Og mens Han bad, blev himmelen åbnet. 22 Og Den Hellige Ånd kom ned over Ham i legemlig skikkelse som en due, og der lød en røst fra himmelen som sagde: "Du er Min Søn, Den Elskede. I Dig har Jeg velbehag." 23 Og Jesus Selv begyndte Sin virksomhed da Han var omkring tredive år gammel, og Han var - efter det folk mente - søn af Josef, - søn af Eli, 24 søn af Mattat, søn af Levi, søn af Melki, søn af Jannai, søn af Josef, 25 søn af Mattatja, søn af Amos, søn af Nahum, søn af Esli, søn af Naggai, 26 søn af Ma'at, søn af Mattatja, søn af Sjimi, søn af Josek, søn af Joda, 27 søn af Johanan, søn af Resa, søn af Serubabel, søn af Sjealtiel, søn af Neri, 28 søn af Melki, søn af Addi, søn af Kosam, søn af Elmadam, søn af Er, 29 søn af Josva, søn af Elieser, søn af Jorim, søn af Mattat, søn af Levi, 30 søn af Simeon, søn af Juda, søn af Josef, søn af Jonam, søn af Eljakim, 31 søn af Melea, søn af Manda, søn af Mattata, søn af Natan, søn af David, 32 søn af Isai, søn af Obed, søn af Boas, søn af Salmon, søn af Naksjon, 33 søn af Amminadab, søn af Ram, søn af Hesron, søn af Peres, søn af Juda, 34 søn af Jakob, søn af Isak, søn af Abraham, søn af Tarah, søn af Nakor, 35 søn af Serug, søn af Re'u, søn af Peleg, søn af Eber, søn af Sjælah, 36 søn af Kenan, søn af Arpaksjad, søn af Sem, søn af Noah, søn af Lamek, 37 søn af Metusjalah, søn af Enok, søn af Jared, søn af Mahalalel, søn af Kenan, 38 søn af Enosj, søn af Set, søn af Adam, Guds søn.

Luk.4 1 Jesus, som var fyldt af Den Hellige Ånd, vendte tilbage fra Jordan og blev ledet ud i ødemarken af Ånden. 2 Der blev Han fristet af djævelen i fyrre dage. Og i de dage spiste Han ingenting, og derefter, da disse dage var omme, blev Han sulten. 3 Og djævelen sagde til Ham: "Hvis Du er Guds Søn, så tal til denne sten således at den bliver til brød." 4 Men Jesus svarede ham og sagde: "Der står skrevet: Mennesket lever ikke af brød alene, men af hvert Guds ord." 5 Så tog djævelen Ham med op på et højt bjerg, og i et øjeblik viste han Ham alle verdens riger. 6 Og djævelen sagde til Ham: "Til Dig vil jeg givet al denne magt og disse rigers herlighed. For dette er blevet overgivet til mig, og jeg giver det til den jeg vil. 7 Så hvis Du bare vil tilbede mig, skal alt dette være Dit." 8 Og Jesus svarede med at sige til ham: "Vig bag Mig, Satan! For der står skrevet: Herren din Gud skal du tilbede, og Ham alene skal du tjene." 9 Så førte han Ham til Jerusalem, stillede Ham på templets tinde og sagde til Ham: "Hvis Du er Guds Søn, så kast Dig ned herfra. 10 For der er skrevet: For Han skal give Sine engle befaling om dig, at de skal bevare dig, 11 og: På sine hænder skal de bære dig, så du ikke støder din fod mod nogen sten. 12 Og Jesus svarede og sagde til ham: "Der er sagt: Du skal ikke friste Herren din Gud." 13 Da djævelen havde fuldført al fristelsen, fór han bort fra Ham indtil en passende tid. 14 I Åndens kraft vendte Jesus tilbage til Galilæa, og rygtet om Ham nåede ud over hele landet der omkring. 15 Og Han lærte i deres synagoger, og blev æret af alle. 16 Så kom Han til Nazaret, hvor Han havde vokset op. Og som Han havde for vane, gik Han i synagogen på sabbatsdagen, og Han stod frem for at læse. 17 Og de gav Ham profeten Esajas bog. Og da Han havde åbnet bogen, fandt Han stedet hvor det var skrevet: 18 Herrens Ånd er over Mig, for Han har salvet Mig til at forkynde evangeliet for de fattige. Han har sendt Mig for at helbrede dem som har et sønderknust hjerte, og for at udråbe frihed for fanger, og for at blinde skal få synet igen, for at sætte undertrykte i frihed, 19 for at udråbe et nådens år fra Herren. 20 Så lukkede Han bogen, gav den tilbage til tjeneren og satte sig ned. Og alle som var i synagogen, rettet sine øjne mod Ham. 21 Og Han begyndte da at tale til dem: "I dag er dette skriftord blevet opfyldt for jeres ører." 22 Og alle vidnede om Ham, og de undret sig over de nådens ord som kom fra Hans mund. Og de sagde: "Er ikke Han Josefs søn?" 23 Han sagde da til dem: "I vil sikkert citere dette ordsprog for Mig: Læge, læg dig selv! Det vi har hørt er blevet gjort i Kapernaum, gør det også her på Dit eget hjemsted!" 24 Så sagde Han: "Sandelig siger Jeg jer: Ingen profet bliver anerkendt på sit eget hjemsted. 25 I sandhed siger Jeg jer: Der var mange enker i Israel i Elias dage, da himmelen var lukket i tre år og seks måneder og der kom en stor hungersnød over hele landet. 26 Men Elias blev ikke sendt til nogen af dem, bare til Sarepta i Sidon-landet, til en kvinde som var enke. 27 Og der var mange spedalske i Israel på profeten Elias' tid, og ingen af dem blev renset, bortset fra syreren Na'aman." 28 Alle de som var i synagogen, blev fyldt med harme da de hørte dette. 29 Og de rejste sig og drev Ham ud af byen. Og de førte Ham til randen af den høj som byen deres var bygget på, så de kunne kaste Ham udover kanten. 30 Men Han gik midt imellem dem og drog bort. 31 Så kom Han ned til Kapernaum, en by i Galilæa, og der underviste Han dem på sabbaten. 32 Og de blev forundret over Hans lære, for Hans ord havde myndighed. 33 I synagogen var der et menneske som var besat af en uren dæmons ånd. Og han skreg op med høj røst 34 og sagde: "Lad os være! Hvad har vi med Dig at gøre, Jesus fra Nazaret? Er Du kommet for at ødelægge os? Jeg ved hvem Du er - Guds Hellige!" 35 Men Jesus truet ham og sagde: "Vær stille og kom ud af ham!" Og da dæmonen havde kastet ham ned midt iblandt dem, kom den ud af ham. Og den skadede ham ikke. 36 Da blev de alle forundret og talte med hinanden og sagde: "Hvad er dette for et ord? For med myndighed og kraft befaler Han de urene ånder, og de kommer ud." 37 Og rygtet om Ham spredte sig ud til hvert sted i hele distriktet rundt omkring. 38 Så rejste Han Sig, forlod synagogen og gik ind i Simons hus. Men Simons svigermor lå syg og havde høj feber, og de spurgte Ham om Han ville hjælpe hende. 39 Så bøjede Han sig over hende og truede feberen, og den forlod hende. Og straks stod hun op og tjente dem. 40 Men ved solnedgang kom alle de som havde nogen som led af alle slags sygdomme, og de førte dem til Ham. Og Han lagde Sine hænder på hver enkelt af dem og helbredte dem. 41 Og dæmoner fór også ud af mange mennesker. De råbte og sagde: "Du er Kristus, Guds Søn!" Og Han truede dem og tillod dem ikke at tale, for de vidste at Han var Kristus. 42 Da det var blevet dag, drog Han ud til et øde sted. Og folkemængden ledte efter Ham og kom til Ham, og de prøvede at hindre Ham i at forlade dem. 43 Men Han sagde til dem: "Jeg må også forkynde Guds riges evangelium til de andre byer, for dertil er Jeg udsendt." 44 Og han forkyndte i synagogerne i Galilæa.

Luk.5 1 Det følgende skete en gang folkemængden presset sig rundt om Ham for at høre Guds ord. Jesus stod ved Gennesaret sø. 2 Da så Han to både som lå ved strandkandten. Men fiskerne havde forladt dem og var ved at skylle deres garn. 3 Så gik Han ud i en af bådene, den som tilhørte Simon, og bad ham om at lægge lidt fra land. Og Han satte sig og underviste folkemængden fra båden. 4 Da Han var færdig med at tale, sagde Han til Simon: "Læg ud på dybet og kast garnene ud til fangst!" 5 Men Simon svarede med at sige til ham: "Mester, vi har slidt hele natten og ikke fået noget. Men alligevel, på Dit ord vil jeg kaste garnet ud." 6 Og da de havde gjort dette, fik de så mange fisk at deres garn var ved at revne. 7 Så vinkede de deres fæller i den anden båd til sig for at de skulle komme og hjælpe dem. Og de kom og fyldte begge både, så de var ved at synke. 8 Da Simon Peter så dette, faldt han ned for Jesu knæ og sagde: "Gå fra mig, for jeg er en syndig mand, Herre!" 9 For både han og alle de som var med ham, blev grebet af frygt på grund af den fiskefangst de havde fået, 10 og det blev Jakob og Johannes, Sebedeus-sønnene også, som var arbejdsfæller til Simon. Og Jesus sagde til Simon: "Frygt ikke! Fra nu af skal du fange mennesker." 11 Da de havde trukket bådene på land, forlod de alt og fulgte Ham. 12 Det skete mens Han var i en af byerne, se, der var en mand som var fuld af spedalskhed. Da han så Jesus, faldt han ned på sit ansigt, bad Ham indtrængende og sagde: "Herre, hvis Du vil, har Du kraft til at gøre mig ren." 13 Så rakte Han hånden ud, rørte ved ham og sagde: "Jeg vil, bliv renset!" Med det samme forlod spedalskheden ham. 14 Og Jesus pålagde ham at han ikke skulle fortælle det til nogen: "Men gå og vis dig for præsten, og frembær et offer for din renselse, som et vidnesbyrd for dem, sådan som Moses har befalet." 15 Men rygtet om Ham bredte sig endnu mere ud. Og store folkemængde samledes for at høre, og for at Han skulle helbrede alle deres sygdomme. 16 Men Han trak Sig tilbage til ørkenområderne og bad. 17 En af dagene mens Han underviste, sad der nogle farisæerne og lovlærer som var kommet fra hver eneste by i Galilæa, Judæa og Jerusalem. Og Herrens kraft var der til at helbrede dem. 18 Og se, da skete det at nogle mænd kom med en lam mand som de bar på en båre, og de prøvede at få ham ind og lægge ham foran Ham. 19 Og da de ikke kunne finde ud hvordan de skulle få ham ind på grund af folkemængden, gik de op på hustaget og firede både ham og båren ned mellem tagstenene, midt foran Jesus. 20 Da Han så deres tro, sagde Han til ham: "Du menneske, dine synder er dig tilgivet." 21 Og de skriftlærde og farisæerne begyndte at tale sammen, og de sagde: "Hvem er Denne som taler disse spottende ord? Hvem kan tilgive synd uden Gud alene?" 22 Men Jesus, som kendte deres tanker, svarede med at sige til dem: "Hvorfor tænker I således i deres hjerte? 23 Hvad er lettest at sige: Dine synder er dig tilgivet? eller at sige: Stå op og gå? 24 Men for at I må vide at Menneskesønnen har magt på jorden til at tilgive synder" - så sagde Han til den lamme: "Jeg siger dig, stå op, tage din båre og gå hjem til dit hus!" 25 Straks rejste han sig op foran dem, tog det op han havde ligget på, og gik hjem til sit eget hus mens han priste Gud. 26 Og de var alle forundrede, og de priste Gud og blev fyldt af frygt og sagde: "Vi har set underlige ting i dag!" 27 Efter dette gik Han ud og så en tolder som hed Levi. Han sad i toldboden. Og Han sagde til ham: "Følg Mig!" 28 Så forlod han alt idet han rejste sig og fulgte Ham. 29 Derefter holdt Levi et stort gæstebud for Ham i sit hus. Og der var et stort antal toldere og andre som satte sig ned sammen med dem. 30 Deres skriftlærde og farisæerne anklagede Hans disciple og sagde: "Hvorfor spiser og drikker I sammen med toldere og syndere?" 31 Jesus svarede med at sige til dem: "De som er raske, har ikke brug for læge, men de som er syge. 32 Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere til omvendelse." 33 Så sagde de til Ham: "Hvorfor faster og beder Johannes' disciple så ofte, i lighed med farisæernes disciple, mens Dine både spiser og drikker?" 34 Og Han sagde til dem: "Kan I få brudgommens venner til at faste så længe brudgommen er hos dem? 35 Men de dage skal komme da brudgommen bliver taget bort fra dem. Da skal de faste, i de dage." 36 Så fortalte Han dem en lignelse: "Ingen tager en lap fra et nyt klæde og sætter den på et gammelt. Ellers vil den nye lave en rift, og lappen som blev taget ud af det nye, vil heller ikke passe med det gamle. 37 Og ingen fylder ny vin i gamle skindsække. Ellers vil den nye vin sprænge skindsækkene og løbe ud, og skindsækkene bliver ødelagt. 38 Men ny vin må fyldes i nye skindsække, så begge dele bliver bevaret. 39 Og ingen som har drukket gammel vin, vil have den nye lige derefter. For han siger: Den gamle er bedst."

Luk.6 1 Det hændte på en anden sabbat at Han gik gennem kornmarkerne. Hans Disciple plukkede kornaks, som de gned mellem hænderne og spiste. 2 Nogle af farisæerne sagde da til dem: "Hvorfor gør I det som det ikke er tilladt at gøre på sabbaten?" 3 Men Jesus svarede dem med at sige: "Har I ikke læst hvad David gjorde da han var sulten, han og de som var med ham: 4 Hvordan han gik ind i Guds hus, tog og spiste skuebrødene og gav også noget til dem som var med ham, det som ingen andre end præsterne har lov til at spise af?" 5 Og Han sagde til dem: "Menneskesønnen er også Herre over sabbaten." 6 Også på en anden sabbat skete det at Han gik ind i synagogen og underviste. Der var en mand med en vissen højre hånd. 7 De skriftlærde og farisæerne fulgte nøje med Ham for at se om Han ville helbrede på sabbaten, så at de kunne finde noget at anklage Ham for. 8 Men Han kendte deres tanker og sagde til mennesket som havde den visne hånd: "Rejs dig og stil dig her i midten!" Og han rejste sig og stod op. 9 Da sagde Jesus til dem: "Jeg vil spørge jer om noget: Er det tilladt at gøre godt eller at gøre ondt på sabbaten, at frelse et liv eller at ødelægge?" 10 Og efter at Han havde set rundt på dem alle, sagde Han til dette menneske: "Ræk din hånd ud!" Og han gjorde det, og hånden hans blev lægt og var lige så rask som den anden. 11 Men de blev fyldt af raseri og talte med hinanden om hvad de skulle gøre med Jesus. 12 I de dage skete det at Han gik op på bjerget for at bede, og Han var i bøn til Gud hele natten. 13 Og da det blev dag, kaldte Han på Sine disciple. Og blandt dem udvalgte Han tolv, som Han også kaldte apostle: 14 Simon, som Han også gav navnet Peter, og hans bror Andreas, Jakob og Johannes, Filip og Bartolomeus, 15 Matteus og Thomas og Jakob, søn af Alfeus, og Simon som blev kaldet Seloten, 16 Judas, søn af Jakob, og Judas Iskariot, som også blev en forræder. 17 Og Han kom ned sammen med dem og blev stående på et sletteområde sammen med en flok af Sine disciple og en stor folkemængde fra hele Judæa og Jerusalem og fra kysten ved Tyrus og Sidon. De kom for at høre Ham og for at blive lægt for deres sygdomme, 18 sammen med dem som var plaget af urene ånder. Og de blev helbredt. 19 Hele folkemængden prøvede at røre ved Ham, for der gik en kraft ud fra Ham og helbredte alle. 20 Så løftede Han øjne og så på Sine disciple og sagde: "Salige er I som er fattige, for Guds rige er jeres. 21 Salige er I som sulter nu, for I skal mættes. Salige er I som nu græder, for I skal le. 22 Salige er I når menneskerne hader jer, og når de udstøder jer og håner jer og forkaster jeres navn som noget ondt for Menneskesønnens skyld. 23 Fryd jer på den dag og spring højt af glæde! For sandelig, jeres løn er stor i himmelen, for på samme måde gjorde jeres fædre med profeterne. 24 Men ve jer som er rige, for I har fået jeres trøst. 25 Ve jer som er mætte, for I skal sulte. Ve jer som nu ler, for I skal sørge og græde. 26 Ve I når alle mennesker taler vel om jer, for således gjorde jeres fædre med de falske profeter. 27 Men Jeg siger til jer som hører: Elsk jeres fjender, gør godt mod dem som hader jer, 28 velsign dem som forbander jer, og bed for dem som udnytter jer på en ondsindet måde. 29 Til den som slår dig på den ene kind, skal du også byde den anden frem. Og den som tager din kappe, skal du heller ikke nægte kjortelen. 30 Giv enhver som beder dig! Og den som tager det fra dig som er dit, skal du ikke spørge om at få tilbage. 31 Og sådan som I vil at menneskene skal gøre mod jer, således skal I også gøre mod dem. 32 Men hvis I elsker dem som elsker jer, hvad er der da at takke jer for? For selv syndere elsker dem de bliver elsket af. 33 Hvis I gør godt mod dem som gør godt mod jer, hvad er der da at takke jer for? For selv syndere gør det samme. 34 Hvis I låner ud til dem som I håber at få tilbage fra, hvad er der da at takke jer for? For selv syndere låner til syndere for at få lige meget tilbage. 35 Men elsk jeres fjender, gør godt og lån ud, uden at vente at I skal få noget tilbage. Og jeres løn skal blive stor, og I skal være Den Højestes børn. For Han er god mod de utaknemlige og onde. 36 Vær derfor barmhjertige, således som jeres Far også er barmhjertig. 37 Døm ikke, så skal I slet ikke blive dømt. Fordøm ikke, så skal I ikke blive fordømt. Tilgiv, så skal I blive tilgivet. 38 Giv, så skal der blive givet jer; et godt mål som er presset, rystet sammen og løber over, skal blive lagt i jeres skød. For med det samme mål som I bruger, det skal I selv få tilmålt." 39 Og Han fortalte dem en lignelse: "Kan en blind lede en blind? Vil de ikke begge falde i grøften? 40 En discipel står ikke over sin lærer, men hver den som er fuldt udlært, bliver som sin lærer. 41 Og hvorfor ser du på fligen i din brors øje, men du mærker ikke planken i dit eget øje? 42 Eller hvordan kan du sige til din bror: Bror, lad mig tage fligen ud som er i dit øje, når du selv ikke ser planken som er i dit eget øje? Hykler! Tag først planken ud fra dit eget øje, så kan du se klart nok til at tage fligen ud som er i din brors øje. 43 For et godt træ bærer ikke dårlig frugt, og et dårlig træ bærer heller ikke god frugt. 44 For ethvert træ kendes på sin egen frugt. For man plukker ikke figen fra torne, man plukker heller ikke druer af en tornebusk. 45 Et godt menneske henter godt frem fra sit gode hjertes skat. Og et ondt menneske henter ondt frem fra sit onde hjertes skat. For et hjerte flyder over af, det munden taler. 46 Men hvorfor kalder I Mig Herre, Herre, og gør ikke det Jeg siger? 47 Hver den som kommer til Mig og hører Mine ord og gør efter dem, skal Jeg vise jer hvem han er som: 48 Han er som et menneske som byggede et hus, som gravede dybt og lagde grundmuren på bjerget. Og da vandstrømmene steg og vandstrømmen brød voldsomt mod huset, kunne den ikke rokke det, for det var grundlagt på bjergklippen. 49 Men den som hører og ikke gør efter det han hører, er som et menneske som byggede et hus på jorden uden grundvold. Og vandstrømmen brød voldsomt mod det, og straks faldt det. Og dette hus's fald var stort."

Luk.7 1 Da Han havde talt alle disse ord mens folket hørte på, gik Han ind i Kapernaum. 2 Der var det en officer som havde en tjener som han satte meget højt. Denne tjener var syg og nær ved at dø. 3 Da han hørte om Jesus, sendte han nogle af jødernes ældste til Ham, og de bad Ham om at komme og helbrede hans tjener. 4 Og da de kom til Jesus, bad de Ham indtrængende og sagde at den Han skulle gøre dette for, han fortjente det. 5 "For han elsker vort folk og har bygget en synagoge for os." 6 Da gik Jesus med dem. Og da Han ikke var så langt fra huset, sendte officeren nogle venner til Ham og sagde til Ham: "Herre, Du skal ikke gøre Dig umage, for jeg er ikke værdig til at Du kommer ind under mit tag. 7 Derfor anså jeg mig heller ikke værdig til at komme til Dig. Men sig bare et ord, så bliver min tjener helbredt. 8 For jeg er også et menneske som er sat under myndighed, og jeg har soldater under mig. Siger jeg til én: Gå! så går han. Og til en anden: Kom! så kommer han. Og til min tjener: Gør dette! så gør han det." 9 Da Jesus hørte dette, undrede Han sig over ham. Og Han vendte sig og sagde til folkemængden som fulgte Ham: "Jeg siger jer: Ikke en gang i Israel har Jeg fundet så stor en tro!" 10 De som var udsendt, vendte tilbage til huset og fandt at tjeneren som havde været syg, var blevet rask. 11 Dagen efter skete det at Han gik ind i en by som hedder Nain. Og mange af Hans disciplene gik med Ham. Det gjorde en stor folkemængde også. 12 Da Han kom nær byporten, se, da blev en død mand båret ud. Han var sin mors eneste søn, og hun var desuden enke. En stor folkemængde fra byen fulgte med hende. 13 Da Herren så hende, viste Han inderlig medlidenhed med hende og sagde til hende: "Græd ikke!" 14 Så kom Han og rørte ved båren, og de som bar ham, stod stille. Og Han sagde: "Unge mand, Jeg siger dig, stå op!" 15 Han som var død, satte sig da op og begyndte at snakke. Og Jesus overlod ham til hans mor. 16 Da kom der frygt over alle, og de ærede Gud og sagde: "En stor Profet er oprejst blandt os." Og: "Gud har gæstet Sit folk." 17 Og dette rygte om Ham nåede ud over hele Judæa og hele distriktet omkring. 18 Johannes' disciple fortalte ham om alt det som var sket. 19 Og Johannes kaldte to af sine disciple til sig, sendte dem til Jesus og sagde: "Er Du Den som skal komme, eller skal vi vente en anden?" 20 Da mændene var kommet til Ham, sagde de: " Johannes Døberen har sendt os til Dig for at sige: Er Du Den som skal komme, eller skal vi vente en anden?" 21 Samtidig helbredte Han mange for skrøbeligheder, plager og onde ånder. Og mange blinde gav Han synet. 22 Jesus svarede og sagde til dem: "Gå og fortæl Johannes om alt det som I har set og hørt: at blinde ser, lamme går, spedalske bliver renset, døve hører, døde bliver vækket op, og evangeliet forkyndes for fattige. 23 Og salig er den som ikke tager anstød af Mig." 24 Da udsendingene fra Johannes var gået derfra, begyndte Han at tale til folkemængden om Johannes: "Hvad gik I ud i ødemarken for at se? Et rør som svajer i vinden? 25 Men hvad gik I ud for at se? Et menneske klædt i fine klæder? Sandelig, de som er pænt klædt og lever i luksus, er i kongernes slotte. 26 Men hvad gik I ud for at se? En profet? Jeg siger jer: Ja, endda mere end en profet. 27 Det er om ham der er skrevet: Se, Jeg sender Min budbærer foran Dit åsyn. Han skal rydde Din vej foran Dig. 28 For Jeg siger jer: Blandt dem som er født af kvinder, er det ingen større profet end Johannes døberen. Men den mindste i Guds rige er større end ham." 29 Hele folket som hørte Ham, til og med tolderne, gav Gud ret, og de blev døbt med Johannes' dåb. 30 Men farisæerne og de lovlærde forkastede Guds råd for dem, og de lod sig ikke døbe af ham. 31 Og Herren sagde: "Hvad skal Jeg da sammenligne menneskerne i denne slægt med, og hvad ligner de? 32 De ligner børn som sidder på torvet og råber til hinanden og siger: Vi spillede fløjte for jer, og I dansede ikke. Vi sang sørgesange for jer, og I græd ikke. 33 For Johannes døberen er kommet, og han hverken spiser brød eller drikker vin, og I siger: Han er besat af en dæmon. 34 Menneskesønnen er kommet, og Han spiser og drikker, og I siger: Se, hvilken en frådser og vindrikker, tolderes og synderes ven! 35 Men visdommen er retfærdiggjort af alle sine børn." 36 Derefter spurgte en af farisæerne om Jesus ville spise sammen med ham. Og Han gik til farisæerens hus og satte sig til bords. 37 Og se, der var en kvinde i byen, en synderinde. Da hun fik at vide at Jesus sad til bords i farisæerens hus, kom hun med en alabastkrukke med velduftende olie, 38 og hun stillede sig bag Ham ved Hans fødder og græd. Og hun begyndte at vaske Hans fødder med sine tårer, og tørrede dem med sit hår. Og hun kyssede Hans fødder og salvet dem med den velduftende olie. 39 Da farisæeren som havde indbudt Ham, så dette, sagde han til sig selv: "Hvis denne Mand havde været en profet, ville Han vide hvem og hvilken slags kvinde det er som rører ved Ham, at hun er en synderinde." 40 Jesus svarede med at sige til ham: "Simon, Jeg har noget at sige dig." Så sagde han: "Mester, sig det!" 41 "Det var en pengeudlåner som havde to skyldnere. Den ene skyldte fem hundrede denarer og den anden halvtreds. 42 Og da de ikke havde noget at betale tilbage med, eftergav han begge to gælden. Sig Mig da, hvem af dem vil elske ham mest?" 43 Simon svarede og sagde: "Jeg vil tro det må være den som han eftergav mest." Og Han sagde til ham: "Du har dømt ret." 44 Så vendte Han sig til kvinden og sagde til Simon: "Ser du denne kvinde? Jeg kom ind i dit hus. Du gav Mig ikke vand til Mine fødder, men hun har vasket Mine fødder med sine tårer og tørrede dem med sit hår. 45 Du gav Mig ikke noget kys, men denne kvinde har ikke holdt op med at kysse Mine fødder siden Jeg kom ind. 46 Du salvede ikke Mit hoved med olie, men denne kvinde har salvet Mine fødder med velduftende olie. 47 Jeg siger dig: Hendes synder, de som er så mange, er hende tilgivet, derfor elsker hun så meget. Men den som har fået lidt tilgivet, den elsker lidt." 48 Så sagde Han til hende: "Dine synder er dig tilgivet." 49 Og de som sad til bords med Ham, begyndte at sige til sig selv: "Hvem er Denne som til og med tilgiver synder?" 50 Så sagde Han til kvinden: "Din tro har frelst dig. Gå bort i fred!"

Luk.8 1 Derefter skete det at Jesus gik gennem hver by og landsby, og Han råbte ud og forkyndte evangeliet om Guds rige. De tolv var med Ham. 2 Der var også nogle kvinder som var blevet helbredt fra onde ånder og skrøbeligheder, Maria som blev kaldet Magdalena, som syv dæmoner var kommet ud af, 3 og Johanna, hustru til Kusa, Herodes' forvalter, og Susanna og mange andre som tjente Ham med det de ejede. 4 Og da en stor folkemængde havde samlet sig, og de var kommet til Ham fra hver by, talte Han i en lignelse: 5 "En såmand gik ud for at så sit såkorn. Mens han såede, faldt noget på vejen. Det blev trådt ned, og fuglene i luften åd det op. 6 Noget faldt på stengrund. Så snart det havde vokset op, visnede det bort, fordi det manglede fugtighed. 7 Noget faldt blandt torne, og tornene skød op sammen med det og kvalte det. 8 Men noget faldt i god jord, voksede op og gav en avl på hundrede fold." Da Han havde sagt dette, råbte Han: "Den som har ører at høre med, han høre!" 9 Da spurte disciplene Ham og sagde: "Hvad betyder denne lignelse?" 10 Og Han sagde: "Jer er det givet at kende Guds riges hemmeligheder, men til de andre er det givet i lignelser, således at når de ser, så kan de alligevel ikke se, og når de hører, kan de alligevel ikke forstå. 11 Lignelsen er således at forstå: Såkornet er Guds ord. 12 Dem på vejen er de som hører, men så kommer djævelen og tager ordet bort fra deres hjerte, så de ikke skal tro og blive frelst. 13 De på stengrund er dem som tager imod ordet med glæde når de hører. Men de har ingen rod. De tror en tid, men i fristelsens stund falder de fra. 14 Det som faldt blandt torne, er de som har hørt, men som på vandringen kvæles af bekymringer, rigdomme og livets lyster, og som ikke giver moden frugt. 15 Men det som faldt i god jord, er de som har hørt ordet med et ret og godt hjerte, bevarer det og bærer frugt med tålmodighed. 16 Ingen som tænder et lys, dækker det til med et kar eller sætter det under en seng. Men han sætter det i en lampeholder, således at de som kommer ind, kan se lyset. 17 For ingenting er skjult, som ikke skal blive åbenbaret, og heller ikke noget er gemt, som ikke skal blive kendt og komme frem i lyset. 18 Se derfor til hvordan I hører! For hver den som har, han skal få mere. Og hver den som ikke har, han skal blive frataget selv det han synes at have." 19 Så kom Hans mor og brødre til Ham, og de kunne ikke komme i nærheden af Ham på grund af folkemængden. 20 Og de sendte bud til Ham og sagde: "Din mor og Dine brødre står udenfor og ønsker at se Dig." 21 Men Han svarede med at sige til dem: "Min mor og Mine brødre er de som hører Guds ord og gør efter det." 22 En anden dag skete det at Han gik om bord i en båd sammen med Sine disciplene. Og Han sagde til dem: "Lad os drage over til den anden side af søen." Og de lagde ud. 23 Men mens de sejlede, sov Han. Og en stormvind fór over søen, og båden begyndte at blive fyldt af vand, og de var i fare. 24 Og de kom hen til Ham, vækkede Ham og sagde: "Mester, Mester, vi går under!" Da rejste Han Sig og truede ad vinden og de mægtige bølger. Og de lagde sig, og det blev helt stille. 25 Men Han sagde til dem: "Hvor er jeres tro?" Og de blev bange, og de undrede sig og sagde til hinanden: "Hvem kan Han være? For Han byder til og med vindene og vandet, og de adlyder Ham!" 26 Så sejlede de til gadarenernes område, som ligger lige overfor Galilæa. 27 Og da Han gik i land, blev Han mødt af en mand fra byen, som havde vært besat af dæmoner i lang tid. Og han gik uden klæder og boede heller ikke i hus, men i gravene. 28 Da han fik Jesus at se, skreg han, faldt ned for Ham og sagde med høj røst: "Hvad har jeg med Dig at gøre, Jesus, Søn af Den Højeste Gud? Jeg beder Dig, pin mig ikke!" 29 For Jesus havde befalet den urene ånd at komme ud af manden. For denne ånden havde ofte haft tag i ham. Manden var blevet sat under bevogtning og bundet med lænker og fodjern. Men han brød båndene og blev drevet ud i ødemarken af dæmonen. 30 Jesus spurte ham og sagde: "Hvad er dit navn?" Han sagde: "Legion," for der var mange dæmoner som var kommet ind i ham. 31 Og de tryglet Jesus om at Han ikke skulle befale dem at fare ud og ned i afgrunden. 32 Nu var der en stor flok med grise som græssede der på bjerget. Så bad dæmonerne Ham om at Han måtte lade dem fare ind i dem. Og Han lod dem få lov til det. 33 Så fór dæmonerne ud af det menneske og ind i grisene, og flokken styrtede nedover skrænten, ud i vandet og druknede. 34 Da de som vogtede grisene, så hvad som skete, flygtede de og fortalte om det i byen og i distriktet omkring. 35 Så gik de ud for at se hvad som var sket, og de kom til Jesus. Der fandt de dette menneske som dæmonerne havde faret ud af. Han sad ved Jesu fødder, påklædt og rask til sinds. Og de blev bange. 36 De som havde set det, fortalte dem da hvordan den dæmonbesatte var blevet helbredt. 37 Hele folkemængden fra gadarenernes område bad da Jesus om at drage bort fra dem, for de var grebet af stor frygt. Og Han gik i båden og vendte tilbage. 38 Manden som dæmonerne havde forladt, bad Ham om at blive hos Ham. Men Jesus sendte ham bort og sagde: 39 "Vend tilbage til dit eget hus og fortæl hvilke store ting Gud har gjort for dig." Og han gik af sted og forkyndte over hele byen hvor store ting Jesus havde gjort for ham. 40 Således skete det at da Jesus vendte tilbage, ønskede folkemængden Ham velkommen, for alle var der og ventede på Ham. 41 Og se, der kom en mand ved navn Jairus, som var forstander for synagogen. Han faldt ned for Jesu fødder og bad Ham om at komme til sit hus, 42 for han havde en eneste datter på omkring tolv år, og hun lå for døden. Men mens Han gik, trængte folkemængden sig ind på Ham. 43 En kvinde som havde haft blødninger i tolv år, og som havde brugt alt hun havde til livets ophold på læger og ikke kunne blive læget af nogen, 44 kom nu bagfra og rørte ved kanten af Hans kappen. Og straks stansede hendes blødning. 45 Og Jesus sagde: "Hvem var det som rørte Mig?" Da alle nægtede, sagde Peter og de som var med ham: "Mester, folkemængden trænger på og presser Dig, og Du siger: Hvem var det som rørte Mig?" 46 Men Jesus sagde: "Der var nogen som rørte Mig, for Jeg mærket at der gik kraft ud fra Mig." 47 Da kvinden indså at hun ikke kunne skjule sig, kom hun skælvende og faldt ned foran Ham. Og hun forklarede for Ham foran hele folket hvad som var grunden til at hun havde rørt ved Ham, og hvordan hun blev helbred med det samme. 48 Og Han sagde til hende: "Datter, vær ved godt mod, din tro har frelst dig. Gå bort i fred!" 49 Mens Han fremdeles talte, kom nogle fra synagogeforstanderens hus og sagde til ham: "Din datter er død. Gør ikke Mesteren umage!" 50 Men da Jesus hørte det, svarede Han med at sige til ham: "Vær ikke bange, bare tro, så skal hun blive frelst." 51 Da Han kom ind i huset, lod Han ikke nogen gå ind, bortset fra Peter, Jakob og Johannes, og pigens far og mor. 52 Alle græd og sørgede over hende, men Han sagde: "Græd ikke, hun er ikke død, men sover." 53 Men de lo bare af Ham, for de vidste at hun var død. 54 Men Han sendte alle udenfor, tog pigen ved hånden, råbte på hende og sagde: "Lille pige, stå op!" 55 Da vendte hendes ånd tilbage, og hun stod op med det samme. Og Han bød at hun skulle få noget at spise. 56 Og hendes forældre var forundret, men Han forbød dem at sige til nogen hvad som var sket.

Luk.9 1 Så kaldte Han Sine tolv disciple sammen, og gav dem magt og myndighed over alle dæmoner, og til at helbrede sygdomme. 2 Han sendte dem ud for at forkynde Guds rige og helbrede de syge. 3 Han sagde til dem: "Tag ikke noget med på vejen, hverken stav eller væske, brød eller penge. Og I skal ikke have to kjortler hver. 4 I det hus I tager ind i, der skal I blive, og derfra skal I drage videre. 5 Er der nogen som ikke vil tage imod jer, når I går ud af den by, så ryst støvet af jeres fødder som et vidnesbyrd mod dem." 6 Så drog de af sted og gik gennem byerne og forkyndte evangeliet og helbredte overalt. 7 Landsfyrsten Herodes hørte nu om alt det som blev gjort af Jesus. Og han blev forundret, fordi nogen sagde at Johannes havde stået op fra de døde. 8 Andre sagde at Elias havde vist sig, andre igen sagde at en af de gamle profeter var stået op. 9 Herodes sagde: "Johannes har jeg halshugget, men hvem er denne som jeg hører disse ting om?" Og han ønskede at få Ham at se. 10 Efter at apostlene var kommet tilbage, fortalte de Ham alt de havde gjort. Da tog Han dem med og rejste afsides for at være alene sammen med dem på et øde sted som tilhørte byen som hedder Betsaida. 11 Men da folkemængden fik det at vide, fulgte de efter Ham. Og Han tog imod dem og talte til dem om Guds rige, og helbredte dem som behøvede helbredelse. 12 Da det gik mod aften, kom de tolv og sagde til Ham: "Send folkemængden af sted, så de kan gå ind i landsbyerne og bygderne her omkring og komme i hus og få sig noget mad. For her er vi på et øde sted." 13 Men Han sagde til dem: "I skal give dem noget at spise." Og de sagde: "Vi har ikke mere end fem brød og to fisk, hvis vi da ikke går og køber mad til alle disse mennesker." 14 For der var omkring fem tusind mænd. Da sagde Han til Sine disciple: "Få dem til at sætte sig ned i grupper på halvtreds." 15 Og de gjorde det og fik alle til at sætte sig. 16 Så tog Han de fem brød og de to fisk, så op mod himmelen og velsignede dem og brød dem og gav dem til disciplene, for at de skulle dele ud til folkemængden. 17 Så fik alle noget at spise og blev mætte, og tolv kurve med stykker som var til overs, blev derefter samlet ind. 18 Og mens Han var alene og bad, kom Hans disciple og var sammen med Ham. Han spurgte dem og sagde: "Hvem siger folk at Jeg er?" 19 Da svarede de med at sige: " Johannes døberen, men nogen siger Elias, og andre siger at en af de gamle profeter er stået op." 20 Han sagde til dem: "Men hvem siger I at Jeg er?" Peter svarede og sagde: "Guds Kristus." 21 Han forbød dem strengt og bad dem om ikke at sige dette til nogen. 22 Han sagde: "Menneskesønnen skal lide meget og blive forkastet af de ældste og ypperstepræsterne og de skriftlærde, og Han skal blive dræbt og skal så stå op på den tredje dag." 23 Så sagde Han til dem alle: "Hvis nogen vil følge efter Mig, da må han fornægte sig selv og daglig tage sit kors op og følge Mig. 24 For hver den som vil frelse sit liv, skal miste det, men den som mister sit liv for Min skyld, skal frelse det. 25 For hvad gavner det et menneske om han vinder hele verden, men mister sig selv eller går fortabt? 26 For hver den som skammer sig over Mig og Mine ord, ham skal Menneskesønnen skamme Sig over når Han kommer i den herlighed som tilhører Ham Selv, Hans Far og de hellige engle. 27 Men sandelig siger Jeg jer: Der er nogen af dem som står her, som ikke skal smage døden før de ser Guds rige." 28 Omkring otte dage efter at Han havde sagt disse ord, skete det at Han tog Peter, Johannes og Jakob med Sig og gik op i bjerget for at bede. 29 Mens Han bad, fik Hans ansigt et andet udseende, og Hans kjortel blev hvid og strålende. 30 Og se, to mænd talte med Ham. Det var Moses og Elias 31 som viste sig i herlighed og talte om Hans bortgang, som Han skulle opfylde i Jerusalem. 32 Men Peter og de som var med ham, var tynget af søvn. Og da de blev helt vågne, så de Hans herlighed og de to mænd som stod sammen med Ham. 33 Da mændene skulle til at skilles fra Ham, sagde Peter til Jesus: "Mester, det er godt at vi er her, lad os lave tre hytter, en til Dig, en til Moses og en til Elias", men han vidste ikke hvad han sagde. 34 Mens han sagde dette, kom en sky og overskyggede dem. Og de blev forfærdede da de kom ind i skyen. 35 Og der lød en røst ud fra skyen, som sagde: "Dette er Min Søn, Den elskede. Hør Ham!" 36 Efter at røsten havde lydt, var der ingen anden at finde uden Jesus alene. Men de tiede om dette, og i de dage fortalte de ingen om alt det de havde set. 37 Dagen efter, da de var kommet ned fra bjerget, skete det at en stor folkemængde mødte Ham. 38 Pludselig var der en mand fra folkemængden som råbte og sagde: "Mester, jeg beder Dig, se til min søn, for han er mit eneste barn. 39 Og se, en ånd griber ham, så han pludselig skriger ud. Den slider i ham så han fråder om munden. Og det er knapt at den viger fra ham, og den slår ham. 40 Derfor bad jeg Dine disciplene indstændig om at kaste den ud, men de kunne ikke." 41 Da svarede Jesus og sagde: "Du vantro og fordærvede slægt, hvor længe skal Jeg være hos jer og holde jer ud? Før din søn hid!" 42 Og mens han var på vej, kastet dæmonen ham ned og sled i ham. Da truede Jesus den urene ånd, helbredte barnet og gav ham tilbage til hans far. 43 Og de blev alle forundret over Guds storhed. Men da alle undrede sig over alt det Jesus gjorde, sagde Han til Sine disciple: 44 "Læg jer dette på sinde, for det er lige før Menneskesønnen bliver forrådt og overladt i menneskers hænder." 45 Men de forstod ikke disse ord, og det var skjult for dem, således at de ikke opfatte det. Og de var bange for at spørge Ham om hvad disse ord skulle betyde. 46 Så opstod et ordskifte mellem dem om hvem af dem som kunne være den største. 47 Men Jesus, som kendte deres hjertes tanker, tog et lille barn, stillede det ved siden af Sig 48 og sagde til dem: "Den som tager imod dette lille barnet i Mit navn, tager imod Mig. Og den som tager imod Mig, tager imod Ham som har sendt Mig. For den som er mindst blandt jer alle, han er den som er stor." 49 Da svarede Johannes og sagde: "Mester, vi så en som uddrev dæmoner i Dit navn, og vi ville hindre ham i at gøre det, siden han ikke er i følge med os." 50 Men Jesus sagde til ham: "I skal ikke hindre ham, for den som ikke er mod os, er for os." 51 Da tiden for at Han skulle blive taget op nærmede sig, vendte Han ansigtet mod Jerusalem for at gå der op. 52 Og Han sendte budbærere foran Sit åsyn. Og de gik og kom ind i en samaritansk landsby for at gøre et husrum i stand for Ham. 53 Men de tog ikke imod Ham, for Hans ansigt var vendt mod målet for rejsen, Jerusalem. 54 Og da Hans disciple Jakob og Johannes så det, sagde de: "Herre, vil Du at vi skal befale ild at komme ned fra himmelen og fortære dem, således som Elias gjorde?" 55 Men Han vendte sig og revsede dem og sagde: "I ved ikke hvad slags ånd I er af. 56 For Menneskesønnen er ikke kommet for at ødelægge menneskeliv, men for at frelse." Og de gik til en anden landsby. 57 Mens de drog videre på vejen, skete det at der var en som sagde til Ham: "Herre, jeg vil følge Dig hvor Du end går." 58 Jesus sagde til ham: "Rævene har huler, og fuglene under himmelen har reder, men Menneskesønnen har ikke noget sted hvor Han kan hvile Sit hoved." 59 Så sagde Han til en anden: "Følg Mig!" Men han sagde: "Herre, lad mig først gå og begrave min far!" 60 Jesus sagde til ham: "Lad de døde begrave sine egne døde, men gå du af sted og forkynd Guds rige!" 61 Også en anden sagde: "Herre, jeg vil følge Dig, men lad mig først gå og sige farvel til dem som er i mit hus." 62 Men Jesus sagde til ham: "Ingen som lægger sin hånd på ploven og ser sig tilbage, er skikket for Guds rige!"

Luk.10 1 Efter dette udpegede Herren også halvfjerds andre, og Han sendte dem foran Sit åsyn to og to til hver by og hvert sted hvor Han selv skulle komme. 2 Så sagde Han til dem: "Høsten er i sandhed stor, men arbejderne er få. Bed derfor høstens Herre at Han vil drive arbejdere ud til Sin høst! 3 Gå af sted! Se, Jeg sender jer ud som lam midt blandt ulve. 4 Tage hverken pengepung, sæk eller sandaler med! Og hils ikke på nogen langs vejen! 5 Men i hvert hus I kommer ind i, skal I først sige: "Fred være med dette hus!" 6 Hvis fredens børn er der, skal deres fred hvile over det. Hvis ikke, skal den vende tilbage til jer. 7 Bliv i det samme hus, spis og drik det som de sætter frem, for arbejderen er sin løn værd. Gå ikke fra hus til hus! 8 Den by I kommer ind i, hvor de tager imod jer, skal I spise det som bliver sat frem for jer. 9 Helbred de syge der, og sig til dem: "Guds rige er kommet jer nær." 10 Men den by I kommer ind i, hvor de ikke tager imod jer, der skal I gå ud på byens gader og sige: 11 "Endog støvet fra jeres by som fæster sig på os, børster vi af mod jer. Men dette skal I vide, at Guds rige er kommet jer nær." 12 Men Jeg siger jer at på den dag skal det blive lettere for Sodoma end for den by. 13 Ve dig, Korasin! Ve dig, Betsaida! For dersom de mægtige gerninger som blev gjort i jer, var blevet gjort i Tyrus eller Sidon, ville de have omvendt sig for længe siden og siddet i sæk og aske. 14 Men det skal blive lettere for Tyrus og Sidon i dommen end for jer. 15 Og du, Kapernaum, du som er ophøjet til himmelen, til dødsriget skal du blive nedstødet. 16 Den som hører jer, hører Mig. Den som forkaster jer, forkaster Mig, og den som forkaster Mig, forkaster Ham som har sendt Mig." 17 De halvfjerds vendte så tilbage med glæde og sagde: "Herre, endog dæmonerne er os underlagt i Dit navn." 18 Og Han sagde til dem: "Jeg så Satan falde ned fra himmelen som et lyn. 19 Se, Jeg giver jer magt til at trampe på slanger og skorpioner, og over al den magt fjenden har, og ingen ting skal skade jer på nogen måde. 20 Men glæd jer ikke over at ånderne er underlagt jer. Gled jer heller over at jeres navn er skrevet op i himmelen." 21 I samme stund frydede Jesus sig i Ånden og sagde: "Jeg takker Dig, Far, Herre over himmel og jord, for at Du har skjult dette for de vise og kloge og har åbenbart det for umyndige. Således er det, Far, for dette var velbehageligt for Dig. 22 Alle ting er overgivet Mig af Min Far, og ingen ved hvem Sønnen er, uden Faderen, og hvem Faderen er, uden Sønnen, og den som Sønnen vil åbenbare Sig for." 23 Da Han var alene med disciplene, vendte Han sig til dem og sagde: "Salige er de øjne som ser det I ser. 24 For Jeg siger jer at mange profeter og konger har ønsket at se det I ser, og har ikke fået det at se, og høre det I hører, men ikke fået det at høre." 25 Og se, en lovlærd stod frem og fristede Ham og sagde: "Mester, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?" 26 Han sagde til Ham: "Hvad er skrevet i loven? Hvordan læser du i den?" 27 Han svarede og sagde: "Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl, af al din kraft og af hele dit sind, og din næste som dig selv." 28 Og Han sagde til ham: "Du har svaret ret. Gør dette, og du skal leve." 29 Men fordi han ville retfærdiggøre sig selv, sagde han til Jesus: "Og hvem er min næste?" 30 Jesus tog dette op og sagde: "Et menneske gik ned fra Jerusalem til Jeriko, og han faldt blandt røvere. De tog klæderne af ham, slog ham, forsvandt og lod ham ligge tilbage halvdød. 31 Nu skete det at en præst kom nedover den samme vej. Og da han så ham, gik han forbi på den anden side. 32 Ligeså kom en levit til stedet, også han så ham og gik forbi på den anden side. 33 Men en samaritan var også ude på rejsen og kom der hvor han var. Og da han så ham, viste han dyb medlidenhed med ham. 34 Så gik han hen til ham, forbandt hans sår og hældte olie og vin i dem. Og han løftet ham op på sit eget dyr, tog ham til et værtshus og tog sig af ham. 35 Næste dag da han skulle drage videre, tog han to denarer frem, gav dem til husværten og sagde til ham: Sørg for ham! Og hvad mere du måtte lægge ud, det skal jeg betale dig tilbage når jeg kommer igen. 36 Hvem af disse tre synes du var en næste for ham som faldt blandt røvere?" 37 Han sagde: "Ham som viste barmhjertighed mod ham." Da sagde Jesus til ham: "Gå du og gør det samme!" 38 Da de gik videre, kom Han ind i en landsby, og en kvinde ved navn Marta ønskede Ham velkommen i sit hus. 39 Og hun havde en søster som hed Maria. Hun satte sig ned ved Jesu fødder og lyttede til Hans ord. 40 Men Marta var travlt optaget med alt tjenestearbejdet, og hun gik da bort og sagde: "Herre, bryder Du Dig ikke om at min søster har ladet mig være alene med at tjene? Sig derfor til hende at hun skal hjælpe mig." 41 Og Jesus svarede med at sige til hende: "Marta, Marta, du er bekymret og urolig for mange ting. 42 Men et er nødvendigt. Maria har valgt den gode del, som ikke skal blive taget fra hende."

Luk.11 1 Mens Jesus var på et sted og bad, skete det da Han var færdig, at en af disciplene Hans sagde til Ham: "Herre, lær os at bede, således som Johannes lærte sine disciple." 2 Da sagde Han til dem: "Når I beder, skal I sige: Fader vor, Du som er i himmelen, helliget være Dit navn. Komme Dit rige. Ske Din vilje, som i himmelen, så også på jorden. 3 Giv os i dag vort daglige brød. 4 Og forlad os vore synder, for også vi tilgiver hver den som står i skyld til os. Og led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde." 5 Og Han sagde til dem: "Tænk at en af jer har en ven og går til ham ved midnat og siger til ham: Ven, lån mig tre brød! 6 For en ven af mig er kommet til mig på sin rejse. Og jeg har ingenting at sætte frem for ham. 7 Skulle han da svare der indefra og sige: Plag mig ikke! Døren er lukket, og mine børn er gået til ro med mig. Jeg kan ikke stå op og give dig noget. 8 Jeg siger jer: Selv om han ikke vil stå op og give ham noget fordi han er hans ven, vil han alligevel stå op på grund af hans udholdenhed og give ham så meget han trænger. 9 Derfor siger Jeg jer: Bed, og det skal blive givet jer. Led, og I skal finde. Bank på, og der skal blive åbnet op for jer. 10 For enhver som beder, han får, og den som leder, han finder, og den som banker, skal der blive åbnet op for. 11 Hvem af jer som er far, og som har en søn som beder om brød, vil give ham en sten? Eller om han beder om en fisk, vil han give ham en slange i stedet for fisken? 12 Eller om han beder om et æg, vil han da byde ham en skorpion? 13 Hvis da I som er onde, ved hvordan I skal give gode gaver til jeres børn, hvor meget mere skal da deres himmelske Far give Den Hellige Ånd til dem som beder Ham!" 14 Han drev en dæmon som var stum ud. Da dæmonen havde faret ud, skete det at den stumme talte. Og folkemængden undrede sig. 15 Men nogle af dem sagde: "Han uddriver dæmoner ved Belsebul, dæmonenes hersker." 16 Andre som fristede Ham, krævede et tegn fra himmelen af Ham. 17 Men Han kendte deres tanker og sagde til dem: "Hvert rige som kommer i strid med sig selv, bliver lagt øde, og husfolk som er i strid med husfolk, falder. 18 Hvis også Satan er kommet i strid med sig selv, hvordan kan da hans rige blive stående? For I siger at Jeg uddriver dæmoner ved Belsebul. 19 Hvis Jeg uddriver dæmoner ved Belsebul, ved hvem er det da jeres sønner driver dem ud? Derfor skal de være jeres dommere. 20 Men hvis Jeg uddriver dæmoner med Guds finger, da er Guds rige sandeligt kommet til jer. 21 Når en stærk mand, fuldt bevæbnet, vogter sin egen gård, vil hans ejendom være i fred. 22 Men når en som er stærkere end ham, kommer over ham og overvinder ham, tager han hele den rustning som han stolede på, fra ham, og uddeler sit bytte. 23 Den som ikke er med Mig, er imod Mig, og den som ikke samler med Mig, han spreder. 24 Når en uren ånd er faret ud af et menneske, drager den gennem tørre steder og søger hvile. Og finder den ingen, siger den: Jeg vil vende tilbage til mit hus som jeg fór ud af. 25 Og når den kommer tilbage, finder den det fejet og pyntet. 26 Så går den bort og tager syv andre ånder med sig, mere onde end den selv, og de drager ind og bor der. Og for det menneske er det sidste værre end det første." 27 Mens Han talte dette, skete det at en kvinde fra folkemængden lod sin røst høre og sagde til Ham: "Salig er det morsliv som bar Dig, og de bryster som ammede Dig!" 28 Men Han sagde: "Mere end det: Salige er de som hører Guds ord og tager vare på det!" 29 Da folkemængden stimlede tæt sammen, begyndte Jesus at tale og sige: "Denne slægt er ond. Den kræver et tegn, men ikke noget tegn skal blive givet den, uden profeten Jonas tegn. 30 For på samme måde som Jonas blev et tegn for folket i Nineve, således skal også Menneskesønnen være det for denne slægt. 31 Dronningen fra Syden skal stå op i dommen sammen med mænd fra denne slægt og fordømme dem, for hun kom fra jordens ender for at høre Salomos visdom. Og se, her er En som er større end Salomo. 32 Ninives mænd skal stå op i dommen sammen med denne slægt og fordømme den, for de omvendte sig ved Jonas forkyndelse. Og se, her er En som er større end Jonas. 33 Ingen som tænder en lampe, sætter den på et hemmelig sted eller under et kar, men i lampeholderen, således at de som kommer ind, kan se lyset. 34 Legemets lampe er øjet. Så når dit øje er godt, da er også hele dit legeme fuldt af lys. Men når dit øje er dårligt, er også dit legeme fuldt af mørke. 35 Se derfor til at lyset som er i dig, ikke er mørke. 36 Hvis da hele dit legeme er fuld af lys og ingen del er mørk, vil hele legemet være oplyst, som når det strålende skin af en lampe giver dig lys." 37 Medens Han talte, spurgte en farisæer Jesus om Han ville spise med ham. Så gik Han ind og satte sig ned for at spise. 38 Men farisæeren undret sig da han så at Han ikke vaskede sig før måltidet. 39 Da sagde Herren til ham: "I farisæere renser ydersiden af bægeret og fadet, men jeres indre er fult af grådighed og ondskab. 40 I dårer! Han som gjorde det ydre, formet Han ikke også det indre? 41 Men tag hellere det I har, og giv det som barmhjertighedsgave. Og se, da skal alt være rent for jer. 42 Men ve jer, I farisæere! For I giver tiende af mynte, rute og alle slags grøntsager, og går forbi retten og Guds kærlighed. Det er helt nødvendigt at dette gøres, uden at det andet forsømmes. 43 Ve jer I farisæere! For I elsker de bedste pladser i synagogerne og vil have hilsener på torvene. 44 Ve jer I skriftlærde og farisæere, I hyklere! For I er ligesom usynlige grave, som mennesker går omkring på, uden at være klar over det." 45 Da svarede en af de lovlærte og sagde til Ham: "Mester, ved at sige dette bebrejder Du også os." 46 Han sagde: "Ve også I lovlærte! For I læsser byrder på mennesker, byrder som er tunge at bære, og selv rører I dem ikke med en eneste finger. 47 Ve jer! For I bygger gravmæler for profeterne, og det var jeres fædre som dræbte dem. 48 I giver da vidnesbyrd om at I godkender jeres fædres gerninger. For de dræbte dem, og I bygger jeres grave. 49 Derfor har Guds visdom også sagt: Jeg vil sende dem profeter og apostle, og nogle af dem skal de dræbe og nogle skal de forfølge, 50 for at blodet af alle profeterne, det som blev udøst fra verdens grundlæggelse, kan blive afkrævet denne slægt, 51 fra Abels blod til blodet af Zakarias, han som blev dræbt mellem alteret og templet. Ja, Jeg siger jer: Det skal blive afkrævet denne slægt. 52 Ve I lovlærte! For I har taget kundskabens nøgle bort. Selv gik I ikke ind, og I hindrede dem som ville gå ind." 53 Og mens Han sagde dette til dem, begyndte de skriftlærde og farisæerne at rette stærke angreb mod Ham, og de spurte Ham om mange ting. 54 De lurede på Ham og ville fange Ham i noget Han kunne komme til at sige, således at de kunne anklage Ham.

Luk.12 1 I mellemtiden, mens en talløs skare af mennesker havde samlet sig, således at de begyndte at trampe hinanden ned, begyndte Jesus først og fremmest at tale til Sine disciple: "Vogt jer for farisæernes surdej, som er hykleri. 2 For ingenting er tildækket som ikke skal blive afsløret, eller gemt som ikke skal blive kendt. 3 Derfor skal alt det I har talt i mørket, blive hørt i lyset. Og det I har hvisket i de inderste rum, skal blive råbt ud på hustagene. 4 Og Jeg siger jer: Mine venner, vær ikke bange for dem som dræber legemet og derefter ikke har noget mere de kan gøre. 5 Men Jeg skal vise jer hvem I skal frygte: Frygt for Ham som efter at have dræbt nogen, har magt til at kaste i helvede. Ja, Jeg siger jer: Ham skal I frygte! 6 Bliver ikke fem spurve solgt for to kobbermynter? Og ikke én af dem er glemt af Gud. 7 Men til og med hårene på jeres hoved er alle sammen talte. Frygt derfor ikke! I er mere værd end mange spurve. 8 Jeg siger jer: Hver den som kendes ved Mig for menneskene, ham skal Menneskesønnen også kendes ved for Guds engle. 9 Men den som fornægter Mig for menneskene, han skal blive fornægtet for Guds engle. 10 Og hver den som taler et ord mod Menneskesønnen, han skal blive tilgivet. Men den som spotter Den Hellige Ånd, skal ikke blive tilgivet. 11 Når de fører jer til synagogerne og dommerne og myndighederne, så vær ikke bekymret for hvordan eller hvad I skal forsvare jer med, eller hvad I bør sige. 12 For Den Hellige Ånd skal lære jer i samme stund hvad som skal siges." 13 Da var der en fra folkemængden som sagde til Ham: "Mester, sig til min bror at han skal dele arven med mig!" 14 Men Han sagde til ham: "Menneske, hvem har sat Mig til dommer eller skifteretsmand over jer?" 15 Han sagde til dem: "Se til at I vogter jer for grådighed, for eens liv består ikke i at have overflod af ejendom." 16 Så fortalte Han dem en lignelse og sagde: "Et rigt menneske havde en ejendom som gav stor avlshøst. 17 Han tænkte med sig selv og sagde: Hvad skal jeg gøre siden jeg ikke har plads til at lagre hele min avlshøst? 18 Så sagde han: Dette vil jeg gøre: Jeg vil rive mine lader ned og bygge større, og der vil jeg lagre hele min avlshøst og alt jeg ejer. 19 Jeg vil sige til min sjæl: Sjæl, du har lagret meget godt i mange år. Slå dig til ro, spis, drik og vær glad! 20 Men Gud sagde til ham: Du dåre! I denne nat bliver din sjæl afkrævet dig. Hvem skal da have alt det som du har skaffet dig? 21 Således er det med den som lægger sig skatter op for sig selv, men som ikke er rig i Gud." 22 Så sagde Han til Sine disciple: "Derfor siger Jeg jer: Vær ikke bekymret for jeres sjæl, hvad I skal spise, og heller ikke for legemet, hvad I skal have på jer. 23 Sjælen er jo mere end maden, og legemet er mere end klæderne. 24 Se på ravnene, for de hverken sår eller høster, og de har heller ikke lagerhus eller lade. Men Gud giver dem føde. Hvor meget mere værd er I ikke end fuglene? 25 Hvem af jer kan med sin bekymring lægge en alen til sin livslængde? 26 Hvis da I ikke engang magter at gøre det mindste, hvorfor er I da ængstelige for alt det andet? 27 Se på liljerne, hvordan de vokser. De hverken slider eller spinder. Og alligevel siger Jeg jer: Selv ikke Salomo i al sin herlighed var smykket som en af dem. 28 Hvis Gud på den måde klæder græsset, som er på marken i dag og bliver kastet i ovnen i morgen, hvor meget mere skal Han da klæde jer, I lidentroende? 29 Og søg ikke efter hvad I skal spise eller hvad I skal drikke, vær ikke ængstelige! 30 For efter alt dette søger folkeslagene i verden, og jeres Far ved at I trænger alt dette. 31 Men søg Guds rige, og alt dette skal blive givet jer i tillæg. 32 Frygt ikke, du lille flok, for det behager jeres Far at give jer riget. 33 Sælg det I har og giv barmhjertighedsgaver! Skaf jer pengepunge som ikke bliver gamle, en skat i himmelen som ikke svigter, som ingen tyv kan komme i nærheden af og ingen møl kan ødelægge. 34 For hvor jeres skat er, der vil også deres hjerte være. 35 Lad jeres hofter være ombundet og jeres lamper brændende. 36 Vær selv ligesom mennesker som venter på sin herre når han vender tilbage fra bryllup, således at når han kommer og banker på, kan de åbne op for ham med det samme. 37 Salige er de tjenere som herren finder vågne når han kommer. Sandelig siger Jeg jer at han skal binde op om sig og lade dem sætte sig ned og spise, og han skal selv komme og tjene dem. 38 Enten han skulle komme i den anden vagt, eller han skulle komme i den tredje vagt og finder dem således, salige er da disse tjenerne. 39 Men dette skal I vide at om husets herre havde vidst i hvilken time tyven kom, ville han våge og ikke tilladt at der blev gjort indbrud i hans hus. 40 Derfor skal også I være rede, for Menneskesønnen kommer i den time som I ikke venter." 41 Da sagde Peter til Ham: "Herre, taler Du denne lignelse bare til os eller til hele folket?" 42 Herren sagde: "Hvem er da den trofaste og kloge forvalter, som hans herre vil sætte over sit tjenestefolk, for at give dem deres mad i rette tid? 43 Salig er den tjener som herren finder i færd med at gøre dette når han kommer. 44 Sandelig siger Jeg jer at han skal sætte ham over alt han ejer. 45 Men hvis denne tjener siger i sit hjerte: "Min herre venter med at komme," og han begynder at slå tjenerne og tjenestekvinderne og at spise og drikke så han bliver beruset, 46 da skal denne tjeners herre komme på en dag når han ikke venter på ham, og i en time han ikke er opmærksom. Han skal hugge ham i to og give ham sin lod sammen med de utro. 47 Den tjeneren som kendte sin herres vilje og ikke gjorde sig færdig eller handlede efter hans vilje, skal blive slået med mange slag. 48 Men den som ikke kendte til den, men alligevel gjorde det som fortjente slag, han skal få færre slag. For hver den som er givet meget, af ham skal der kræves meget. Og den som er betroet meget, han skal bedes om endnu mere. 49 Jeg kom for at kaste ild på jorden, også hvor Jeg ville ønske at den allerede var tændt! 50 Men Jeg har en dåb at døbes med, og hvor Jeg gruer Mig til den er blevet fuldført! 51 Tror I at Jeg kom for at skabe fred på jorden? Jeg siger jer: Langt fra, hellere splittelse. 52 For fra nu af skal fem i et hus være splittet: tre mod to og to mod tre. 53 Far skal ligge i strid med søn og søn med far, mor med datter og datter med mor, svigermor med sin svigerdatter og svigerdatter med sin svigermor." 54 Han talte også til folkemængden og sagde: "Hver gang I ser en sky som stiger op fra vest, siger I straks: Der kommer en regnbyge. Og således bliver det. 55 Og når I ser at søndenvinden blæser, siger I: Det bliver varmt vejr. Og det bliver varmt. 56 Hyklere! Hvordan himmelen og jorden ser ud, kan I tyde, men hvorfor kan I da ikke tyde tiden som er nu? 57 Og hvorfor dømmer I ikke af jer selv hvad som er ret? 58 Når du går til dommeren med den du ligger i strid med, så gør hvad du kan for at komme til enighed med ham på vejen, så han ikke drager dig til dommeren, og dommeren overlader dig til fangevogteren, og fangevogteren kaster dig i fængsel. 59 Jeg siger dig: Du skal slet ikke komme ud derfra før du har betalt til sidste øre."

Luk.13 1 På denne tid var der også nogle til stede som fortalte Jesus om de galilæere som Pilatus havde taget livet af og ladet deres blod blande med blodet af deres slagtofre. 2 Jesus tog til orde og sagde til dem: "Tror I at disse galilæerne var større syndere end alle andre galilæere, siden de måtte lide dette? 3 Jeg siger jer: Nej, men hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme på samme måde. 4 Eller hvad med de atten som tårnet i Siloa ramlede ned på og dræbte, mener I at de var større syndere end alle andre mennesker som bor i Jerusalem? 5 Jeg siger jer: Nej, men hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme på samme måde." 6 Han fortalte også denne lignelse: "En mand havde et figentræ plantet i sin vingård, og han kom og ledte efter frugter på det, men fandt ikke noget. 7 Da sagde han til vingårdsmanden: Se, i tre år er jeg kommet og ledt efter frugt på dette figentræ, men jeg har ikke fundet noget. Hug det ned! Hvorfor skal det udpine jorden? 8 Men han svarede med at sig til ham: Herre, lad det få stå i fred også i år, til jeg får gravet rundt om det og gødet det, 9 måske det da bærer frugt. Men hvis ikke, kan du derefter hugge det ned." 10 Jesus underviste i en af synagogerne på sabbaten. 11 Og se, da var der en kvinde som havde haft en afmagtsånd i atten år, og hun var krumbøjet og kunne ikke rette sig op. 12 Men da Jesus så hende, kaldte Han hende til Sig og sagde til hende: "Kvinde, du er løst fra din afmagt.". 13 Og Han lagde hænderne på hende, og straks rettede hun sig op og ærede Gud. 14 Men synagogeforstanderen, som blev harm fordi Jesus havde helbredt på sabbaten, begyndte da at tale og sagde til folkemængden: "Der er seks dage til at arbejde i. På en af dem skal I komme og blive helbredt, og ikke på sabbatsdagen." 15 Da svarede Herren ham og sagde: "Hykler! Løser enhver af jer ikke sin okse eller sit æsel fra båsen, og leder dem af sted for at give dem vand på sabbaten? 16 Skulle da denne kvinden, som er en Abrahams datter, og som Satan har bundet - tænk på det - i atten år, ikke blive løst fra denne lænke på sabbaten?" 17 Da Han sagde dette, blev alle Hans modstandere gjort til skamme. Og hele folkemængden glædede sig over alle de herlige gerninger som blev udført af Ham. 18 Så sagde Han: "Hvad ligner Guds rige? Og hvad skal Jeg sammenligne det med? 19 Det er som et sennepsfrø som et menneske tog og plantede i sin have. Og det voksede og blev til et stort træ, og himmelens fugle byggede rede i grenene på træet." 20 Igen sagde Han: "Hvad skal Jeg sammenligne Guds rige med? 21 Det er som en surdej som en kvinde tog og gemte i tre mål mel til alt var gennemsyret." 22 Jesus gik gennem byerne og landsbyerne og underviste på Sin rejse mod Jerusalem. 23 Da var der en som sagde til Ham: "Herre, er det få som bliver frelst?" Men Han sagde til dem: 24 "Kæmp for at komme ind gennem den trange port! For Jeg siger jer: Mange skal søge at komme ind, men ikke være i stand til det. 25 Når først husets Herre har rejst Sig og lukket døren og I bliver stående udenfor og banker på døren og siger: "Herre, Herre, luk op for os!", da skal Han svare og sig til jer: "Jeg kender jer ikke, hvor er I fra?" 26 Da skal I starte med at sige: "Vi spiste og drak foran Dig, og Du underviste i vore gader." 27 Men Han skal sige: "Jeg siger jer at Jeg kender jer ikke, hvor er I fra? Gå bort fra Mig, alle I som gør uret." 28 Der skal blive gråd og tænders skæren når I ser Abraham og Isak og Jakob og alle profeterne i Guds rige, mens I selv er kastet udenfor. 29 Og de skal komme fra øst og vest, fra nord og syd, og sidde til bords i Guds rige. 30 Og se, nogen af de sidste skal blive de første, og nogen af de første skal blive de sidste." 31 Samme dag kom nogle af farisæerne og sagde til Ham: "Gå bort og rejs herfra, for Herodes vil dræbe Dig." 32 Og Han sagde til dem: "Gå og sig til den ræv: Se, Jeg uddriver dæmoner og helbreder syge i dag og i morgen, og på den tredje dag bliver Jeg fuldendt. 33 Alligevel må Jeg rejse videre i dag, i morgen og dagen efter. For det sømmer sig ikke at en profet skal dræbes udenfor Jerusalem. 34 Jerusalem, Jerusalem, du som dræber profeterne og stene dem som er sendt til hende! Hvor ofte ville Jeg ikke samle dine barn, som en høne samler kyllingerne under sine vinger, men I ville ikke! 35 Se, husene deres bliver efterladt jer øde. Og sandelig siger Jeg jer: I skal ikke se Mig før den tid kommer da I siger: Velsignet være Han som kommer i Herrens navn!"

Luk.14 1 På en sabbat skete det at Jesus kom ind i huset til en af farisæernes øverste ledere for at spise brød. Og de passede nøje på Ham. 2 Og se, der var et menneske foran Ham, som havde meget vand i kroppen. 3 Jesus begyndte da at tale til de lovlærde og farisæerne og sagde: "Er det tilladt at helbrede på sabbaten?" 4 Men de tiede. Og Han rørte ved ham og helbredte ham og lod ham gå. 5 Så svarede Han dem og sagde: "Hvem af jer som har et æsel eller en okse som er faldt i en brønd, ville ikke trække den op med det samme, selv om det var om sabbaten?" 6 De var ikke i stand til at svare Ham på dette. 7 Da Jesus lagde mærke til hvordan de indbudte gæster valgte de bedste pladser, fortalte Han en lignelse og sagde til dem: 8 "Når du bliver indbudt af nogen til bryllupsfest, skal du ikke sætte dig på den bedste plads. Måske har værten indbudt en som er mere gæv end dig. 9 Da kommer han som er indbudt både dig og den anden, og siger til dig: Giv pladsen til denne mand! Med skam må du da sætte dig på den nederste plads. 10 Men når du bliver indbudt, skal du gå og sætte dig på den nederste plads, således at når han som har indbudt dig, kommer, kan han sige til dig: Ven, flyt dig højere op! Da vil du få ære i nærvær af dem som sidder til bords sammen med dig. 11 For hver den som ophøjer sig selv, skal blive fornedret, og den som fornedrer sig selv, skal blive ophøjet." 12 Han sagde også til ham som havde indbudt Ham: "Når du indbyder til middag eller et aftensmåltid, så bed ikke dine venner, dine brødre, dine slægtninge eller de dine rige naboer, for at de ikke skal indbyde dig igen, og du får gengæld. 13 Men når du holder et gæstebud, da indbyd fattige, vanføre, lamme og blinde. 14 Og du skal være salig, for de kan ikke give dig noget til gengæld. Men du skal få gengæld i de retfærdiges opstandelse." 15 Da nu en af dem som sad til bords med Ham, hørte dette, sagde han til Ham: "Salig er den som spiser brød i Guds rige!" 16 Da sagde Han til ham: "Et menneske holdt et stort festmåltid og indbød mange. 17 Da tiden for festmåltidet kom, sendte han sin tjener ud for at sige til dem som var indbudt: Kom, for nu er alt gjort færdigt. 18 Men hver enkelt af dem begyndte at undskylde sig. Den første sagde til ham: Jeg har købt et stykke jord, og jeg må gå og se på det. Jeg beder dig om at have mig undskyldt. 19 En anden sagde: Jeg har købt fem par okser, og jeg går nu for at prøve dem. Jeg beder dig om at have mig undskyldt. 20 Endnu en anden sagde: Jeg har taget en kvinde til ægte, og derfor kan jeg ikke komme. 21 Tjeneren kom da tilbage og fortalte om alt dette til sin herre. Da blev husets herre vred og sagde til sin tjener: Gå i hast ud på byens store og små gader, og før de fattige, de vanføre, de lamme og de blinde her ind. 22 Tjeneren sagde: Herre, det er gjort som du befalede, og der er stadig plads. 23 Da sagde herren til tjeneren: Gå ud på vejerne og ved gærderne, og overtal folket til at komme ind, så mit hus kan blive fuldt. 24 For jeg siger jer at ingen af de mænd som var indbudt, skal tage del i mit festmåltid." 25 Store folkemængder fulgte nu med Ham. Han vendte Sig til dem og sagde: 26 "Hvis nogen kommer til Mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, også sit eget liv, kan han ikke være Min discipel. 27 Og den som ikke bærer sit kors og følger efter Mig, kan ikke være Min discipel. 28 For hvem af jer som tænker på at bygge et tårn, sætter sig ikke først ned og regner omkostningerne ud, om han har nok til at fuldføre det? 29 For har han lagt grundvolden uden at være i stand til at fuldføre det, vil alle som ser det, begynde at spotte ham. 30 De vil sig: "Dette mennesket begyndte at bygge, men han var ikke i stand til at fuldføre det." 31 Eller hvilken konge som skal gå til krig mod en anden konge, sætter sig ikke først ned og holder rådslagning, om han, med sine ti tusind mand, er i stand til at møde ham som kommer imod ham med tyve tusind? 32 Hvis ikke han sender en delegation og spørger efter fredsbetingelserne mens den anden endnu er langt borte. 33 På samme måde er det med enhver af jer: Den som ikke opgiver alt hvad han har, kan ikke være Min discipel. 34 Saltet er nyttig, men hvis saltet har mistet sin kraft, hvordan skal det da blive salt igen? 35 Det duer hverken til jorden eller til gødningsbrug. Men menneskerne kaster det ud. Den som har ører at høre med, han må høre!"

Luk.15 1 Alle toldere og syndere holdt sig nær Jesus for at høre Ham. 2 Farisæerne og de skriftlærde klagede og sagde: "Denne Manden tager imod syndere og spiser sammen med dem." 3 Da fortalte Han dem denne lignelse og sagde: 4 "Hvilket menneske iblandt jer som har hundrede får og mister én af dem, vil ikke forlade de nioghalvfems i ødemarken og gå af sted og lede efter det ene som er mistet, til han finder det? 5 Og når han har fundet det, lægger han det på sine skuldre og glæder sig. 6 Når han kommer hjem, kalder venner og naboer sammen og siger til dem: Glæd jer med mig, for jeg har fundet mit får, det som var tabt! 7 Jeg siger jer at på samme måde skal der være større glæde i himmelen over én synder som omvender sig, end over nioghalvfems retfærdige som ikke har brug for omvendelse. 8 Eller hvilken kvinde som har ti sølvmønter og mister én mønt, tænder ikke en lampe, fejer huset og leder nøje til hun finder den? 9 Og når hun har fundet den, kalder hun veninder og naboer sammen og siger: Glæd jer med mig, for jeg har fundet den mønt som jeg mistet igen! 10 Jeg siger jer, på samme måde er der glæde hos Guds engle over én synder som omvender sig." 11 Så sagde Han: "En mand havde to sønner. 12 Den yngste af dem sagde til sin far: Far, giv mig den del af ejendommen som tilfalder mig. Så delte han sin ejendom mellem dem. 13 Ikke mange dage derefter samlet den yngste søn alt sit sammen og drog til et land langt borte. Og der ødte han alt han ejede bort i et nedbrydende liv. 14 Men da han havde opbrugt alt, blev der en svær hungersnød i dette land, og han begyndte at lide nød. 15 Da gik han af sted og slog sig sammen med en af dem som boede i landet. Og han sendte ham ud på markerne for at made svin. 16 Og han spiste sig gerne mæt i de bønner som grisene åd af, for ingen gav ham noget. 17 Men da han kom til sig selv, sagde han: Hvor mange af min fars lejetjenere har brød i overflod, mens jeg selv går til grunde af sult! 18 Jeg vil stå op og gå til min far, og jeg vil sige til ham: Far, jeg har syndet mod himmelen og frem for dig, 19 og jeg er ikke længere værdig til at kaldes din søn. Giv mig en tjeneste som en af dine lejekarlene! 20 Og han stod op og kom til sin far. Men da han mens var langt borte, så hans far ham og fik inderlig medlidenhed med ham. Han sprang ham i møde og faldt ham om halsen og kyssede ham. 21 Sønnen sagde til ham: Far, jeg har syndet mod himmelen og for dig, og jeg er ikke længere værdig til at kaldes din søn. 22 Men faderen sagde til sine tjenere: Hent den bedste festdragt frem og giv den på ham, og sæt en ring på hans hånd og sandaler på hans fødder! 23 Kom så hid med fedekalven og slagt den, og lad os æde og være glade! 24 For denne min søn var død og er blevet levende. Han var fortabt og er blevet fundet. Og de begyndte at være glade. 25 Nu var hans ældre søn ude på marken. Og da han var på vej hjem og nærmede sig huset, hørte han musik og dans. 26 Så kaldte han på en af tjenerne og spurgte hvad alt dette skulle betyde. 27 Han sagde til ham: Din bror er kommet, og fordi din far fik ham tilbage i bedste velgående, har han slagtet fedekalven. 28 Men han blev harm og ville ikke gå ind. Derfor kom hans far ud og bønfaldt ham. 29 Så svarede han med at sige til sin far: Se, i så mange år har jeg tjent dig. Jeg har aldrig nogen sinde overtrådt dit bud. Alligevel har du aldrig givet mig så meget som et kid, så jeg kunne have fest sammen med mine venner. 30 Men så snart denne din søn kom, han som har bortødslet arven fra dig sammen med skøger, da slagtet du fedekalven for ham. 31 Og han sagde til ham: Søn, du er altid hos mig, og alt mit er dit. 32 Men nu er det rigtigt at vi skal fryde os og være glade, for din bror var død og er blevet levende, han var fortabt, men er nu fundet."

Luk.16 1 Han sagde også til Sine disciple: "Der var et menneske som havde stor rigdom, og han havde en forvalter over ejendommen. Denne forvalter blev anklaget for at sløse hans ejendom bort. 2 Så kaldte han forvalteren til sig og sagde til ham: Hvad er det jeg hører om dig? Aflæg regnskab for din forvaltning, for du kan ikke længere være forvalter. 3 Da sagde forvalteren til sig selv: Hvad skal jeg gøre? For min herre tager forvaltningen fra mig. Jeg orker ikke at grave. Jeg skammer mig over at tigge. 4 Nu ved jeg hvad jeg skal gøre for at folk skal tage imod mig i deres huse, også når jeg er frataget forvaltningen. 5 Så kaldte han hver enkelt af dem som stod i gæld til hans herre til sig og sagde til den første: Hvor meget skylder du min herre? 6 Han sagde: Hundrede bat olie. Og han sagde til ham: Tag din regning og skynd dig og skriv halvtreds. 7 Så sagde han til en anden: Hvor meget skylder du? Og han sagde: Hundrede kor hvede. Og han sagde til ham: Tag din regning og skriv firs. 8 Så roste hans herre den uretfærdige forvalter fordi han havde handlet klogt. For denne verdens barn er klogere overfor sin slægt end lysets børn. 9 Jeg siger jer: Skaf jer venner ved hjælp af den uretfærdige mammon, således at de kan tage imod jer i de evige boliger når I mislykkes. 10 Den som er trofast i det små, er også trofast i stort. Og den som er uretfærdig i småt, er også uretfærdig i stort. 11 Hvis I ikke har vært trofaste i den uretfærdige mammon, hvem vil da overlade jer den sande skat? 12 Hvis I ikke har vært trofaste i det som tilhører en anden, hvem vil da give jer noget som skal være jeres eget? 13 Ingen tjener kan tjene to herrer. For enten vil han hade den ene og elske den anden, eller også vil han være trofast overfor den ene og foragte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon." 14 Også farisæerne, som elskede penge, hørte alt dette, og de gjorde nar af Ham. 15 Han sagde til dem: "I er jo som dem, der retfærdiggør jer selv overfor menneskene, men Gud kender jeres hjerter. For det som bliver sat højt blandt menneskene, er en vederstyggelighed for Gud. 16 Loven og profeterne havde sin tid indtil Johannes. Fra den tid er Guds rige blevet forkyndt, og enhver trænger sig ind i det med magt. 17 Men før skal det ske at himmel og jord forgår, end at en tøddel af loven skal falde bort. 18 Den som skiller sig fra sin hustru og gifter sig med en anden, bryder ægteskabet. Og den som gifter sig med hende som er skilt fra sin mand, bryder ægteskabet. 19 Der var en rig mand som var klædt i purpur og fint linned, og som levede i vellyst hver dag. 20 Men der var en fattig tigger som hed Lazarus, som var lagt sig ved sin port. Han var fuld af liggesår 21 og ønsket at blive mættet med smulerne som faldt fra den rige mand bord. Men også hundene kom og slikket hans sår. 22 Så skete det at den fattige døde, og han blev båret af engle til Abrahams skød. Men også den rige døde og blev begravet. 23 Da han var i dødsriget med stor pinsel, åbnede han sine øjne og så Abraham langt borte og Lazarus på hans skød, 24 råbte han ud og sagde: Far Abraham, forbarm dig over mig og send Lazarus, for at han kan dyppe sin fingerspids i vand og køle min tunge. For jeg lider stor smerte i denne flamme. 25 Men Abraham sagde: Søn, husk at du fik dine gode gaver i din levetid, og på samme måde fik Lazarus alt det onde. Men nu bliver han trøstet, og du lider stor smerte. 26 Desuden er der et sat stort gab op mellem os og jer, således at de som ønsker at gå over herfra til jer, ikke skal være i stand til det. Og de som er der, kan heller ikke komme over til os. 27 Da sagde han: "Da beder jeg dig indtrængende, far, at du vil sende ham til min fars hus, 28 for jeg har fem brødre, så han kan vidne for dem, så de ikke også kommer til denne pinens sted." 29 Abraham sagde til ham: "De har Moses og profeterne, lad dem høre på dem." 30 Han sagde: "Nej, fader Abraham. Men hvis nogen sinde kommer til dem fra de døde, vil de omvende sig." 31 Men han sagde til ham: "Hvis de ikke hører på Moses og profeterne, så vil de heller ikke blive overbevist selv om en stod op fra de døde."

Luk.17 1 Så sagde Han til disciplene: "Det er umuligt at undgå forførelserne, men ve den som de kommer over! 2 Det ville værre bedre for ham om en møllesten blev hængt rundt om hans hals, og han blev kastet i havet, end at han skulle forføre en af disse små. 3 Tage jer i agt! Hvis din bror synder mod dig, så irettesæt ham! Og hvis han omvender sig, så tilgiv ham! 4 Hvis han synder mod dig syv gange om dagen, og syv gange på én dag kommer tilbage til dig og siger: Jeg omvender mig, så skal du tilgive ham." 5 Apostlene sagde til Herren: "Giv os mere tro!" 6 Så sagde Herren: "Hvis I har tro som et sennepsfrø, kan I sige til dette morbærtræ: Ryk dig op med rødderne og plant dig i havet!, og det skulle lyde jer. 7 Hvem af jer som har en tjener som pløjer eller vogter får, vil sige til ham når han kommer ind fra marken: Kom straks og sæt dig ned for at spise? 8 Men vil han ikke heller sige til ham: Gør aftensmaden i stand for mig, og bind klæderne dine rundt dig og tjen mig til jeg har spist og drukket. Og derefter kan du selv spise og drikke. 9 Takker han den tjener fordi han gjorde det som blev pålagt ham? Det tror Jeg ikke. 10 Således er det også med jer. Når I har gjort alt det I er pålagt, skal jeg sige: "Vi er unyttige tjenere. Vi har blot gjort det vi var skyldige til."" 11 Mens Jesus var på vej til Jerusalem, fulgte Han grænsen mellem Samaria og Galilæa. 12 Da Han kom ind i en landsby, blev Han mødt af ti spedalske mænd. De stod på lang afstand. 13 Og de hævede røsten og sagde: "Jesus, Mester, forbarm Dig over os!" 14 Da Han så dem, sagde Han til dem: "Gå og vis jer for præstene!" Og det skete mens de var på vej derhen, at de blev rensede. 15 Én af dem vendte tilbage og priste Gud med høj røst, da han så at han var blevet helbredet. 16 Han faldt ned på sit ansigt ved Hans fødder og takkede Jesus. Han var en samaritan. 17 Men Jesus svarede med at sige: "Blev ikke alle ti renset? Men hvor er de andre ni? 18 Var der ingen andre blandt dem som ville vende tilbage og give Gud ære, andre end denne fremmede?" 19 Og Han sagde til ham: "Rejs dig og gå bort! Din tro har frelst dig." 20 Da Han blev spurt af farisæerne om tiden for Guds riges komme, svarede Han dem med at sige: "Guds rige kommer ikke således at man kan se det med øjnene. 21 De skal heller ikke sige: Se her! eller: Se der! For sandelig, Guds rige er inde i jer." 22 Så sagde Han til disciplene: "Dage skal komme da I skal ønske at se en af Menneskesønnens dage, men I skal ikke få den at se. 23 De skal sig til jer: "Se her!" eller: "Se der!" Gå ikke efter dem eller følg dem! 24 For som lynet der blinker og lyser himmelen op fra rand til rand, således skal Menneskesønnen også være på Sin dag. 25 Men Han må først lide meget og blive forkastet af denne slægt. 26 Som det var i Noahs dage, således skal det også være i Menneskesønnens dage: 27 De spiste, de drak, de tog til ægte, og de blev givet til ægte, helt til den dag da Noah gik ind i arken og vandfloden kom og ødelagde dem alle. 28 På samme måden var det også i Lots dage: De spiste, de drak, de købte, de solgte, de plantet, de byggede. 29 Men den dag da Lot gik ud af Sodoma, regnet det ild og svovl fra himmelen og ødelagde dem alle. 30 Således skal det også være den dag Menneskesønnen bliver åbenbaret. 31 På den dag må den som er på hustaget og som har sine ejendele i huset, ikke komme ned for at tage dem med bort. På samme måden er det også med den som er ude på marken. Han må ikke vende tilbage. 32 Husk Lots hustru! 33 Den som forsøger at bjerge sit liv, skal miste det. Og den som mister sit liv, skal bjerge det. 34 Jeg siger jer: Den nat skal der være to i én seng. Den ene skal blive taget med, og den anden skal blive tilbage. 35 To skal male på kværnen sammen. Den ene skal blive taget med, og den anden skal blive tilbage. 36 To skal være ude på marken. Den ene skal blive taget med, og den anden skal blive tilbage." 37 De svarede med at sige til Ham: "Hvor, Herre?" Så sagde Han til dem: "Der hvor ådselet er, der skal gribbene samles."

Luk.18 1 Så fortalte Han dem en lignelse om at altid være udholdende i bøn, og ikke blive trætte. 2 Han sagde: "I en by var der en dommer som ikke frygtede Gud eller tog hensyn til noget menneske. 3 Der var en enke i den by. Hun kom til ham og sagde: Hjælp mig at få ret mod den jeg er i strid med. 4 Til at begynde med ville han ikke. Men til slut sagde han til sig selv: Selv om jeg hverken frygter Gud eller tager hensyn til noget menneske, 5 vil jeg hjælpe hende til at få ret, fordi denne enke plager mig. Ellers vil hun slide mig ned ved stadig at komme her." 6 Så sagde Herren: "Hør hvad den uretfærdige dommer siger! 7 Skal Gud ikke skaffe Sine udvalgte deres ret, de som råber til Ham dag og nat? Er Han ikke langmodig mod dem? 8 Jeg siger jer at Han skal skynde sig at give dem deres ret. Men når Menneskesønnen kommer, vil Han da finde troen på jorden?" 9 Han fortalte også denne lignelse til dem som stolede på sig selv at de var retfærdige, og som foragtede de andre: 10 "To mennesker gik op til templet for at bede, den ene var en farisæer og den anden en tolder. 11 Farisæeren stod for sig selv og bad således: Gud, jeg takker Dig for at jeg ikke er som andre mennesker, tyve, uretfærdige, ægteskabsbrydere eller som denne tolder. 12 Jeg faster to gange om ugen. Jeg giver tiende af alt hvad jeg ejer. 13 Men tolderen stod langt borte. Han ville ikke engang løfte sine øjne mod himmelen, men slog sig for brystet og sagde: Gud, vær mig synder nådig! 14 Jeg siger jer: Denne mand gik retfærdiggjort hjem til sit hus, den anden ikke. For enhver som ophøjer sig selv, skal blive fornedret. Og den som fornedrer sig selv, skal blive ophøjet." 15 Så kom de til Ham med små børn for at Han skulle røre ved dem. Men da disciplene så det, truede de dem. 16 Men Jesus kaldte dem til Sig og sagde: "Lad de små børn komme til Mig, og hindre dem ikke. For Guds rige hører sådan til. 17 Sandelig siger Jeg jer: Den som ikke tager imod Guds rige som et lille barn, skal aldrig komme ind i det." 18 Nu var der en rådsherre som spurte Ham og sagde: "Gode Mester, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?" 19 Jesus svarede og sagde til ham: "Hvorfor kalder du Mig god? Ingen er god uden Én, det er Gud. 20 Du kender budene: Du skal ikke drive hor, Du skal ikke dræbe, Du skal ikke stjæle, Du skal ikke vidne falskt, Ær din far og din mor." 21 Han sagde: "Alle disse bud har jeg holdt fra min ungdom af." 22 Da Jesus hørte dette, sagde Han til ham: "Du mangler fortsat én ting: Sælg alt det du ejer og del ud til de fattige, så skal du skal få en skat i himmelen. Kom så og følg Mig!" 23 Men da han hørte dette, blev han dybt bedrøvet, for han var meget rig. 24 Da Jesus så at han blev dybt bedrøvet, sagde Han: "Hvor vanskelig er det for dem som ejer meget, at komme ind i Guds rige! 25 For det er lettere for en kamel at gå gennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige." 26 De som hørte det, sagde: "Hvem kan da blive frelst?" 27 Men Han sagde: "Det som er umulig for mennesker, er mulig for Gud." 28 Da sagde Peter: "Se, vi har forladt alt og fulgt Dig." 29 Så sagde Han til dem: "Sandelig siger Jeg jer: Der er ingen som har forladt hus eller forældre eller brødre eller hustru eller barn for Guds riges skyld, 30 som ikke skal få igen mange gange mere i den tid som er nu, og evig liv i den kommende verden." 31 Så tog Han de tolv til side og sagde til dem: "Se, vi går op til Jerusalem, og alt det som er skrevet af profeterne om Menneskesønnen, skal blive opfyldt. 32 For Han skal blive overgivet til hedningerne og blive spottet og mishandlet og spyttet på. 33 De skal piske Ham og dræbe Ham. Og på den tredje dag skal Han stå op igen." 34 Men de forstod ingenting af dette, og dette ord var skjult for dem, og de påskønnede ikke det som blev sagt. 35 Da Jesus nærmede sig Jeriko, sad der en blind mand ved vejen og tiggede. 36 Da han hørte at en stor folkemængde kom henover vejen, spurte han hvad det skulle betyde. 37 Så fortalte de ham at Jesus fra Nazaret gik forbi. 38 Og han råbte og sagde: "Jesus, Davids Søn, forbarm Dig over mig!" 39 De som gik foran, truede ham da for at han skulle tie stille. Men han råbte endda højere: "Davids Søn, forbarm Dig over mig!" 40 Så standsede Jesus og befalede at den blinde skulle blive ført bort til Ham. Da han var kommet derhen, spurgte Han ham: 41 "Hvad vil du at Jeg skal gøre for dig?" Han sagde: "Herre, at jeg må kunne se." 42 Da sagde Jesus til ham: "Bliv seende! Din tro har frelst dig." 43 Straks kunne han se, og han fulgte Jesus, og han ærede Gud. Hele folket priste Gud da de så dette.

Luk.19 1 Jesus kom ind i Jeriko og gik gennem byen. 2 Og se, der var en mand som hed Zakæus, som var overtolder, og han var rig. 3 Han ville gerne se hvem Jesus var, men han kom ikke til på grund af folkemængden, da han var lille af vækst. 4 Så sprang han i forvejen og klatrede op i et morbærtræ for at se Ham, siden Han måtte gå den vej forbi. 5 Da Jesus kom til det sted, så Han op, fæstede blikket på ham og sagde: "Zakæus, skynd dig og kom ned, for i dag må Jeg være i dit hus." 6 Så skyndte han sig og kom ned, og han tog imod Jesus med glæde. 7 Men da de så det, klagede alle og sagde: "Han har taget ind som gæst hos en syndig mand." 8 Da stod Zakæus frem og sagde til Herren: "Se, Herre, jeg giver halvparten af alt jeg ejer til de fattige. Hvis jeg har taget noget fra nogen ved falske anklager, så giver jeg fire gange så meget tilbage." 9 Jesus sagde til ham: "I dag er frelsen kommet til dette hus, for også han er en Abrahams søn. 10 For Menneskesønnen er kommet for at søge og frelse det som var fortabt." 11 Da folket hørte dette, fortalte Han også en anden lignelse, da Han var nær Jerusalem, og da de at troede Guds rige ville komme til syne med det samme. 12 Derfor sagde Han: "En mand af høj æt drog til et land langt borte for at få kongeværdighed og så vende tilbage. 13 Da kaldte han ti af sine tjenere til sig, gav dem ti pund og sagde til dem: Driv forretning til jeg kommer tilbage! 14 Men han var forhadt af sine landsmænd, og de sendte en delegation efter ham og sagde: Vi vil ikke at denne mand skal herske over os. 15 Da han kom tilbage, efter at have fået kongeriget, befalede han tjenerne som han havde givet pengene til, at komme til ham for at han kunne få at vide hvor meget hver af dem havde tjent på at drive forretning. 16 Så kom den første og sagde: Herre, dit pund har givet ti pund. 17 Han sagde til ham: Ret gjort, gode tjener! Fordi du var trofast i lidt, skal du få myndighed over ti byer. 18 Den anden kom og sagde: Herre, dit pund har givet fem pund. 19 Til denne sagde han: Du skal sættes over fem byer. 20 Så kom en anden og sagde: Herre, her er dit pund, som jeg har taget vare på og lagt det bort i et tørklæde. 21 For jeg var bange dig, siden du er en streng mand. Du samler ind det du ikke har lagt ud, og høster det du ikke har sået. 22 Han sagde til ham: Ud fra det du selv siger, skal jeg dømme dig, du onde tjener. Du vidste at jeg var en streng mand, og at jeg samlede det ind jeg ikke havde lagt ud, og høstet det jeg ikke havde sået. 23 Hvorfor gav du ikke da penge mine til pengevekslerne, så jeg kunne tage dem ud med renter når jeg kom tilbage? 24 Han sagde til dem som stod der: Tage pundet fra ham og give det til ham som har ti pund! 25 Men de sagde til ham: Herre, han har jo ti pund. 26 For jeg siger jer at hver den som har, han skal få. Og den som ikke har, han skal endog blive frataget det han har. 27 Men før de af mine fjender hid som ikke vil at jeg skal være konge over dem, og dræb dem lige foran mig." 28 Da Han havde sagt dette, gik Han videre derover, på vej til Jerusalem. 29 Da Han nærmede sig Betfage og Betania, ved bjerget som kaldes Oliebjerget, skete det at Han sendte to af Sine disciple af sted 30 og sagde: "Gå ind i landsbyen lige foran jer! Når I kommer ind i den, skal I finde et æselføl som står bundet og som noget menneske aldrig har siddet på. Løs det og lej den hertil! 31 Hvis nogen spørger jer om hvorfor I løser den, skal I svare ham på denne måde: Fordi Herren har brug for den." 32 De som blev udsendt, gik da af sted og fandt det akkurat således som Han havde fortalt dem. 33 Men da de løste æselføllet, sagde ejerne til dem: "Hvorfor løser I æselføllet?" 34 De sagde: "Herren har brug for det." 35 Så lejede de det til Jesus. De lagde deres klæder på æselføllet, og de hjalp Jesus op på det. 36 Mens Han red fremad, var der mange som bredte deres klæder ud på vejen. 37 Da Han nærmede sig nedstigningen fra Oliebjerget, satte hele discipelskaren i at fryde sig og prise Gud med høj røst for alle de mægtige gerninger de havde set, 38 og de sagde: "Velsignet være Kongen som kommer i Herrens navn! Fred i himmelen og ære i det højeste!" 39 Nogle af farisæerne råbte til Ham fra folkemængden: "Mester, tal Dine disciple til rette!" 40 Men Han svarede og sagde til dem: "Jeg siger jer at om disse skulle tie, så skal stenene råbe." 41 Da Han nærmede sig og så byen, græd Han over den. 42 Han sagde: "Og du, om du, bare på denne din dag, havde vidst hvad som tjener til din fred! Men nu er det skjult for dine øjne. 43 For dage skal komme over dig da dine fjender bygger en vold rundt dig, omringer dig og trænger sig på dig fra alle kanter. 44 De skal jævne dig og dine børn som er i dig, med jorden. Og de skal ikke lade sten på sten blive tilbage i dig, fordi du ikke kendte din besøgelsestid." 45 Så gik Jesus ind i templet og begyndte at drive ud dem som købte og solgte der. 46 Han sagde til dem: "Der står skrevet: Mit hus er et bønnens hus, men I har gjort det til en røverhule." 47 Han underviste daglig i templet. Men ypperstepræsterne, de skriftlærde og folkets ledere prøvede at få ryddet Ham af vejen. 48 Men de fandt ikke ud hvordan de skulle få gjort dette, for hele folket holdt sig nær Ham for at høre Ham.

Luk.20 1 Det skete på en af de dage hvor Jesus underviste folket i templet og forkyndte evangeliet, at ypperstepræsterne og de skriftlærde sammen med de ældste kom frem til Ham. 2 De talte til Ham og sagde: "Sig os, med hvilken myndighed gør Du dette? Eller hvem er Han som gav Dig denne myndighed?" 3 Men Han svarede med at sige til dem: "Jeg vil også spørge jer om noget, og svar Mig: 4 Johannes' dåb, var den fra himmelen eller fra mennesker?" 5 De diskuterede med hinanden og sagde: "Hvis vi siger: Fra himmelen, vil Han sige: Hvorfor troede I ham da ikke? 6 Men hvis vi siger: Fra mennesker, vil hele folket stene os, for de er overbevist om at Johannes var en profet." 7 Så svarede de at de ikke vidste hvor den var fra. 8 Og Jesus sagde til dem: "Så vil Jeg heller ikke fortælle jer med hvilken myndighed Jeg gør dette." 9 Så fortalte Han folket denne lignelse: "En mand plantede en vingård, lejede den ud til vingårdsarbejdere, og drog for en længere tid til et land langt borte. 10 Da tiden for vinhøsten var kommet, sendte han en tjener til vingårdsarbejderne for at de skulle give ham noget af frugten fra vingården. Men vingårdsarbejderne slog ham og sendte ham tomhændet bort. 11 Da sendte han en anden tjener. De slog ham også, behandlede ham skammelig og sendte ham tomhændet af sted. 12 Nu sendte han en tredje. Ham såret de også og kastet ham ud. 13 Da sagde vingårdens herre: Hvad skal jeg gøre? Jeg vil sende min elskede søn. Ham vil de vel have respekt for, når de ser ham. 14 Men da vingårdsarbejderne så ham, rådslog de sig imellem og sagde: Dette er arvingen. Kom, lad os dræbe ham, så arven kan blive vor. 15 Så kastede de ham ud af vingården og dræbte ham. Hvad skal vingårdens herre så gøre med dem? 16 Han skal komme og udrydde disse vingårdsarbejdere og give vingården til andre." Da de hørte det, sagde de: "Nej, det må aldrig ske!" 17 Da så Han på dem og sagde: "Hvad betyder da det som står skrevet: Stenen som bygningsmænd forkastede, er blevet hovedhjørnesten? 18 Enhver som falder på den sten, skal blive knust. Men den som stenen falder på, skal smuldres til støv." 19 Samtidig forsøgte ypperstepræsterne og de skriftlærde at lægge hånd på Ham, men de frygtede folket, for de vidste at det var om dem Han havde talt om i denne lignelse. 20 De holdt øje med Jesus og sendte nogle hykleriske mennesker som gav sig ud for at være retfærdige. Disse skulle lure på Ham for at fange Ham i Hans ord. På den måde kunne de overgive Ham til landshøvdingens magt og myndighed. 21 Så spurgte de Ham og sagde: "Mester, vi ved at Du taler og lærer ret, og Du gør ikke forskel på folk, men lærer Guds vej i sandhed: 22 Er det tilladt for os at betale skat til kejseren eller ikke?" 23 Men Han gennemskuet deres list og sagde til dem: "Hvorfor frister I Mig? 24 Vis Mig en denar! Hvem er der billede af, og hvem er det som indskriften på den tilhører?" De svarede med at sige: "Kejseren." 25 Han sagde til dem: "Giv så kejseren hvad kejserens er, og Gud hvad Guds er!" 26 Men de klarede ikke at fange Ham i Hans ord i folkets påhør. De undrede sig over Hans svar og tiede. 27 Derefter kom nogle af saddukæerne til Ham - det er dem som fornægter at der er en opstandelse -, og de spurte Ham: 28 "Mester, Moses har foreskrevet os at hvis en mands bror dør og broren har en hustru og han dør barnløs, da skal hans bror gifte sig med enken og give sin bror efterkommere. 29 Nu var der syv brødre. Den første tog sig en hustru og døde uden børn. 30 Og den anden tog hende til hustru, og også han døde barnløs. 31 Så tog den tredje hende, og på samme måde gjorde alle syv. Men de efterlod sig ingen børn da de døde. 32 Sidst af alle døde også kvinden. 33 Hvem bliver hun hustru til i opstandelsen? Alle syv havde hende jo som hustru." 34 Jesus svarede og sagde til dem: "Denne tidsalders børn gifter sig og bliver givet til ægte. 35 Men de som er holdt værdige til at få del i den kommende verden og i opstandelsen fra de døde, hverken gifter sig eller bliver givet til ægte. 36 De kan heller ikke dø mere, for de er ligesom englene og er Guds børn, eftersom de er opstandelsens børn. 37 Men også Moses har vist i afsnittet om den brændende busk at de døde bliver rejst op, da han kaldte Herren for Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud. 38 For Gud er ikke de dødes Gud, men de levendes, for de alle lever for Ham." 39 Da svarede nogen af de skriftlærde med at sige: "Mester, Du har talt godt." 40 Men efter dette vågede de ikke at spørge Ham om noget mere. 41 Han sagde til dem: "Hvordan kan de sige at Kristus er Davids Søn? 42 Nu siger David selv i Salmernes bog: Herren sagde til min Herre: Sæt Dig ved Min højre hånd, 43 til Jeg lægger Dine fjender som skammel for Dine fødder. 44 David kalder Ham altså Herre. Hvordan kan Han da være hans Søn?" 45 Mens hele folket hørte på, sagde Jesus til Sine disciple: 46 "Tag jer i vare for de skriftlærde, som gerne vil gå rundt i side kapper, de som elsker at få hilsener på torvene, de som vil have de forreste pladser i synagogerne og hæderspladser til gæstebudene, 47 de som fortærer enkers hus, og som for syns skyld holder lange bønner. Disse skal få en desto større dom."

Luk.21 1 Han så op og fik øje på de rige som lagde gaverne sine i tempelkisten. 2 Men Han så også en fattig enke som lagde to småmønter ned i den. 3 Så sagde Han: "Sandelig siger Jeg jer at denne fattige enke har givet mere end alle. 4 For alle de andre har givet sine gaver til Gud ud fra sin overflod, men i sin fattigdom gav hun alt det hun havde at leve af." 5 Da nogle talte om templet, om hvordan det var smykket med smukke stene og gaver, sagde Han: 6 "Alt dette som I ser, se, der skal komme dage da der ikke skal være sten tilbage på sten, alt skal brydes ned." 7 Så spurte de Ham og sagde: "Mester, når skal så dette ske? Og hvad skal tegnet være på at dette skal ske?" 8 Han sagde: "Vogt jer, så I ikke bliver forført. For mange skal komme i Mit navn og sige: Jeg er Han, og: Tiden er kommet nær. Derfor skal I ikke følge efter dem. 9 Men når I hører om krige og oprør, så blive ikke forskrækket! For alt dette må ske først, men afslutningen kommer ikke med det samme." 10 Så sagde Han til dem: "Folkeslag skal rejse sig mod folkeslag og rige mod rige. 11 Der skal blive store jordskælv på forskellige steder og hungersnød og pest. Og der skal gives frygtelige syn og store tegn fra himmelen. 12 Men før alt dette sker, skal de lægge hånd på jer og forfølge jer og overgive jer til synagoger og fængsler. I skal blive ført frem for konger og landshøvdinger for Mit navns skyld. 13 Men der skal blive en anledning for jer til at aflægge vidnesbyrd. 14 Derfor skal I lægge jer på hjertet at I ikke på forhånd skal tænke på hvad I skal svare. 15 For Jeg skal give jer tale og visdom som ingen af jeres modstandere skal være i stand til at modsige eller stå imod. 16 I skal til og med blive angivet af forældre og brødre, af slægtninge og venner. De skal dræbe nogle af jer. 17 Og I skal blive hadet af alle for Mit navns skyld. 18 Men ikke et hår på jeres hoved skal gå tabt. 19 Ved udholdenhed skal I redde jeres sjæl. 20 Men når I ser Jerusalem omringet af krigshære, da skal I vide at dens ødelæggelse er nær. 21 Da må de som er i Judæa, flygte til bjergene, de som er midt inde i byen, må drage ud, og de som er ude på landet, må ikke drage ind i byen. 22 For dette er straffens dage, når alt det som står skrevet, skal blive opfyldt. 23 Men ve dem som er med barn og dem som giver die i de dage! For der skal blive stor nød på jorden og vrede over dette folk. 24 De skal falde for sværdets æg og blive bortført som fanger til alle folkeslag. Og Jerusalem skal være nedtrampet af hedninge indtil hedningernes tider er opfyldt. 25 Der skal være tegn i sol, i måne og i stjernerne. På jorden skal folkeslagerne gribes af angst og rådvildhed, når havet og bølgerne bruser. 26 Mennesker skal blive magtesløse af frygt og gru for alt det som skal komme over jorden. For himlenes kræfter skal rokkes. 27 Da skal de se Menneskesønnen komme i en sky med kraft og stor herlighed. 28 Når alt dette begynder at ske, se da op og løft jeres hoveder, for jeres forløsning nærmer sig." 29 Så fortalte Han dem en lignelse: "Se på figentræet og alle træerne! 30 Så snart de begynder at skyde knopper, ser I og ved I af jer selv at sommeren er nær. 31 Således skal I også vide at når I ser disse ting ske, så er Guds rige nær. 32 Sandelig siger Jeg jer: Denne slægt skal slet ikke forgå før alt dette har hændt. 33 Himmel og jord skal forgå, men Mine ord skal aldrig nogen sinde forgå. 34 Men tag jer i vare, så ikke jeres hjerte bliver tynget af rus, drukkenskab og bekymringer for dette liv, således at den dagen skulle komme uventet over jer. 35 For den skal komme som en snare over alle dem som bor på jorden. 36 Våg derfor, og bed altid om at I må blive holdt værdige til at undslippe alt dette som skal ske, og til at blive stående for Menneskesønnen." 37 Om dagene underviste Han i templet, men om aftenerne gik Han ud og opholdt sig på det bjerg som kaldes Oliebjerget. 38 Tidlig om morgenen kom så hele folket til Ham i templet for at høre Ham.

Luk.22 1 Det nærmede sig de usyrede brøds højtid, den som kaldes påske. 2 Ypperstepræsterne og de skriftlærde søgte at finde ud af hvordan de kunne få dræbt Ham, for de frygtet for folket. 3 Da fór Satan ind i Judas med tilnavnet Iskariot, han som var regnet blandt de tolv. 4 Så gik han af sted og samtalede med ypperstepræsterne og lederne for tempelvagten om hvordan han kunne få overgivet Ham til dem. 5 Da blev de glade og gik med på at give ham penge. 6 Så aflagde han et løfte og ledte efter en anledning til at forråde Ham til dem når folkemængden ikke var til stede. 7 Så kom dagen for de usyrede brød, da påskelammet skulle slagtes. 8 Han sendte Peter og Johannes af sted og sagde: "Gå og gør i stand påskemåltidet for os, så vi kan æde det!" 9 Så sagde de til Ham: "Hvor vil Du vi skal gøre det i stand?" 10 Han sagde til dem: "Se, når I er kommet ind i byen, skal I blive mødt af en mand som bærer en vandkrukke. Følg ham ind i det huset hvor han går ind. 11 Så skal I sig til ejeren af huset: Mester spørger dig: Hvor er gæsterummet hvor Jeg kan æde påskemåltidet med Mine disciple? 12 Da vil han vise jer et stort, færdigt udstyret rum ovenpå. Der skal I gøre alt i stand." 13 Så gik de og fandt det akkurat således som Han havde sagt til dem, og de gjorde påskemåltidet i stand. 14 Da timen var kommet, satte Jesus sig ned, og de tolv apostle var med Ham. 15 Så sagde Han til dem: "Med inderlig længsel har Jeg ønsket at æde dette påskemåltid med jer før Jeg lider. 16 For Jeg siger jer: Jeg skal aldrig mere æde af det før det er fuldkommengjort i Guds rige." 17 Så tog Han kalken, takkede og sagde: "Tag dette og del det mellem jer! 18 For Jeg siger jer: Jeg skal fra nu af aldrig mere drikke af vintræets frugt før Guds rige kommer." 19 Og Han tog et brød, takkede og brød det, gav dem og sagde: "Dette er Mit legeme, som bliver givet for jer. Gør dette til minde om Mig!" 20 På samme måde tog Han også kalken efter måltidet og sagde: "Denne kalk er den nye pagt i Mit blod, som udgydes for jer. 21 Men se, hans hånd som forråder Mig, er her sammen med Mig over bordet. 22 Og sandelig, Menneskesønnen går bort således som det er blevet bestemt på forhånd, men ve det menneske som Han bliver forrådt ved!" 23 Da begyndte de at spørge hinanden om hvem af dem det var som skulle gøre dette. 24 Der blev også en diskussion mellem dem om hvem af dem som skulle regnes som den største. 25 Han sagde til dem: "Hedningenefolkenes konger hersker over dem, og de som udøver myndighed over dem, kaldes velgørere. 26 Men således er det ikke blandt jer. Tvært imod, den som er størst blandt jer, han skal være som den yngste, og den som leder, skal være som den som tjener. 27 For hvem er størst, han som sidder ved bordet eller han som tjener? Er det ikke han som sidder ved bordet? Alligevel er Jeg blandt jer som Den som tjener. 28 Men det er jer som har holdt ud sammen med Mig i Mine prøvelser. 29 Jeg overgiver riget til jer, således som Min Far overgav riget til Mig, 30 for at I skal æde og drikke ved Mit bord i Mit rige og sidde på troner og dømme de tolv Israels stammer." 31 Herren sagde: "Simon, Simon! Se, Satan har gjort krav på jer, for at han skulle sigte jer som hvede. 32 Men Jeg har bedt for dig at din tro ikke måtte svigte. Når du en gang vender tilbage, da styrk dine brødre." 33 Men Peter sagde til Ham: "Herre, jeg er klar til at gå både i fængsel og i døden sammen med Dig." 34 Da sagde Han: "Jeg siger dig, Peter, at hanen skal ikke gale i dag før du tre gange har nægtet at du kender Mig." 35 Han sagde til dem: "Da Jeg sendte jer ud uden pengepung, sæk og sandaler, manglede I da noget?" Da sagde de: "Nej, ingenting." 36 Da sagde Han til dem: "Men nu skal den som har en pengepung, tage den med, det samme gælder den som har en sæk. Den som ikke har sværd, skal sælge sin kappe og købe et. 37 For Jeg siger jer at det som er skrevet, skal blive opfyldt på Mig: Og Han blev regnet blandt overtrædere. For det som gælder Mig, går mod enden." 38 Så sagde de: "Herre, se, her er to sværd." Og Han sagde til dem: "Det er nok." 39 Da Jesus brød op, gik Han til Oliebjerget således som Han plejede, og disciplene Hans fulgte med Ham. 40 Da Han kom til stedet, sagde Han til dem: "Bed at I ikke må komme i fristelse." 41 Han trak sig tilbage fra dem, omtrent et stenkast, og Han knælede ned og bad 42 og sagde: "Far, hvis Du vil, så tag dette bæger bort fra Mig. Men lad ikke Min vilje ske, kun Din vilje." 43 Da viste en engel sig for Ham fra himmelen og styrket Ham. 44 Fordi Han var i dyb angst, bad Han endog mere indtrængende. Da blev Hans sved som store blodsdråber som faldt ned på jorden. 45 Da Han rejste sig op fra bønnen og kom til Sine disciple, fandt Han dem sovende af sorg. 46 Da sagde Han til dem: "Hvorfor sover I? Stå op og bed, så I ikke kommer i fristelse." 47 Mens Han endnu talte, se, da kom det en stor folkemængde. Han som hed Judas, en af de tolv, gik foran dem og nærmet sig Jesus for at kysse Ham. 48 Men Jesus sagde til Ham: "Judas, forråder du Menneskesønnen med et kys?" 49 Da de som var rundt om Ham, så hvad som kom til at ske, sagde de til Ham: "Herre, skal vi slå til med sværdet?" 50 En af dem slog til ypperstepræstens tjener og huggede det højre øre af ham. 51 Men Jesus svarede og sagde: "Selv dette skal I tillade." Og Han rørte ved hans øre og helbredte ham. 52 Så sagde Jesus til ypperstepræsterne, tempelvagten og de ældste som var kommet ud mod Ham: "Er I gået ud som mod en røver, med sværd og stokke? 53 Da Jeg var hos jer til dagligt i templet, da rakte I ikke hænderne ud for at gribe Mig. Men dette er deres time og mørkets magt." 54 Efter at have taget Jesus til fange førte de Ham af sted og tog Ham med ind i ypperstepræstens hus. Men Peter fulgte efter et stykke derfra. 55 Da de havde tændt en ild midt på gårdspladsen og sad der sammen, kom Peter og satte sig iblandt dem. 56 Og en tjenenstepige så ham mens han sad ved lyset fra ilden. Hun så nøje på ham og sagde: "Denne mand var også sammen med Ham." 57 Men han fornægtet Ham og sagde: "Kvinde, jeg kender Ham ikke!" 58 En lille stund senere var der en anden som så ham og sagde: "Du er også en af dem." Men Peter sagde: "Menneske, det er jeg ikke!" 59 Og så, efter at der havde gået omtrent en time, var der en anden som bekræftede det og sagde: "Sandelig, denne var også med Ham, han er jo en galilæer." 60 Men Peter sagde: "Menneske, jeg forstår ikke hvad du taler om!" I det samme, mens han endnu talede, gol hanen. 61 Og Herren vendte om sig og så på Peter. Da huskede Peter Herrens ord, hvad Han havde sagt til ham: "Før hanen galer, skal du fornægte Mig tre gange." 62 Så gik Peter ud og græd bittert. 63 Mænd som holdt vagt over Jesus, spottede Ham og slog Ham. 64 Efter at have dækket Ham til med et klæde, slog de Ham i ansigtet, spurte Ham og sagde: "Profetér! Hvem var det som slog Dig?" 65 Og de sagde mange andre spottende ord til Ham. 66 Med det samme at det blev dag, kom folkets ældste, både ypperstepræsterne og de skriftlærde, sammen, og de førte Ham ind til sit rådsmøde og sagde: 67 "Hvis Du er Kristus, så sig det til os!" Men Han sagde til dem: "Hvis Jeg siger det til jer, vil I slet ikke tro det. 68 Og hvis Jeg også begyndte at spørre jer, ville I slet ikke svare Mig eller lade Mig gå. 69 Fra nu af skal Menneskesønnen sidde ved Guds krafts højre hånd." 70 Da sagde de alle: "Er Du da Guds Søn?" Så sagde Han til dem: "Ja, I siger at Jeg er det." 71 De sagde: "Hvad skal vi nu med flere vidnesbyrd? For vi har jo selv hørt det fra Hans egen mund."

Luk.23 1 Da brød hele forsamlingen op og førte Ham til Pilatus. 2 De begyndte at anklage Ham og sagde: "Vi fandt Denne som holdt på med at fordærve folket. Han giver forbud mod at betale skat til kejseren og siger at Han selv er Kristus, en Konge." 3 Da spurgte Pilatus Ham og sagde: "Er Du jødernes Konge?" Han svarede ham med at sige: "Du siger det selv." 4 Så sagde Pilatus til ypperstepræsterne og folkemængden: "Jeg finder ingen skyld hos Dette Menneske." 5 Men de blev endnu mere voldsomme og sagde: "Han opirrer folket ved at undervise over hele Judæa. Han begyndte i Galilæa og har nu kommet til dette stedet." 6 Da Pilatus hørte om Galilæa, spurte han om Dette Mennesket var galilæer. 7 Så snart han fik vide at Han tilhørte Herodes' myndighedsområde, sendte han Jesus til Herodes, som også var i Jerusalem på det tidspunkt. 8 Da Herodes så Jesus, blev han meget glad. For han havde i lang tid ønsket at få Ham at se, for han havde hørt meget om Ham, og han håbede at se Ham gøre et eller andet tegn. 9 Så spurte han Ham ud med mange ord, men Jesus svarede ham ingenting. 10 Ypperstepræsterne og de skriftlærde stod der og anklaget Ham voldsomt. 11 Herodes og hans soldater behandlede Ham da med foragt og spottede Ham. De iklædte Ham i en pragtfuld kappe og sendte Ham tilbage til Pilatus. 12 På denne samme dag blev Pilatus og Herodes venner med hinanden. Tidligere havde der nemlig været fjendskab mellem dem. 13 Da Pilatus havde kaldt ypperstepræsterne, rådsherrerne og folket sammen, 14 sagde han til dem: "I har ført Dette Menneske til mig, som En som vildleder folket. Og se, jeg har nu forhørt Ham i påhør af jer. Men jeg har ikke fundet nogen skyld hos Dette Menneske, således som I har anklaget Ham for. 15 Nej, heller ikke Herodes fandt nogen skyld, for jeg sendte jer tilbage til ham. Og se, Han har ikke gjort noget som fortjener døden. 16 Jeg vil derfor piske Ham og løslade Ham." 17 For han måtte løslade én for dem i højtiden. 18 Alle råbte på én gang og sagde: "Bort med Dette Menneske! Give os Barabbas fri!" 19 Barabbas var blevet kastet i fængsel for et oprør som havde været i byen, og for mord. 20 Fordi Pilatus ville give Jesus fri, råbte han igen ud til dem. 21 Men de råbte tilbage og sagde: "Korsfæst Ham, korsfæst Ham!" 22 Da sagde han til dem for tredje gang: "Hvorfor, hvad ondt har Han da gjort? Jeg har ikke fundet nogen dødsskyld hos Ham. Derfor vil jeg revse Ham og lad Ham slippe fri." 23 Men de stod fast på sit og krævede højlydt at Han skulle korsfæstes. Og råbene fra disse menneskerne og fra ypperstepræsterne fik overhånd. 24 Så fællede Pilatus den dom at det skulle ske således som de bad om. 25 Han gav den fri de bad om, han som på grund af oprør og mord var sat i fængsel. Men Jesus overgav han til deres vilje. 26 Da de førte Ham bort, standsede de en mand, Simon fra Kyréne, som kom ude fra marken. Og de lagde korset på ham for at han skulle bære det efter Jesus. 27 En stor folkemængde fulgte Ham, og det gjorde nogle kvinder som sørgede og klagede over Ham også. 28 Men Jesus vendte sig mod dem og sagde: "Jerusalems døtre, græd ikke over Mig, men græd over jer selv og over jeres børn! 29 For se, dage skal komme da I skal sige: Salige er de ufrugtbare, de modersliv som aldrig har født, og de bryster som aldrig har givet die! 30 Da skal de begynde at sige til bjergene: Fald over os! og til havene: Dæk os! 31 For dersom de gør således med den grønne skoven, hvad vil da ske med den tørre?" 32 Der var også to andre, to forbrydere, som blev ført ud sammen med Jesus for at henrettes. 33 Da de var kommet til det stedet som kaldes Golgata, korsfæstede de Ham der. Forbryderne blev også korsfæstet, den ene på Hans højre side og den anden på Hans venstre side. 34 Men Jesus sagde: "Far, forlad dem, for de ved ikke hvad de gør." De delte klæderne Hans mellem sig og kastede lod om dem. 35 Folket stod og så på. Men også rådsherrerne som var sammen med dem, spottede og sagde: "Han har frelst andre. Lad Ham nu frelse Sig Selv hvis Han er Kristus, Guds udvalgte." 36 Også soldaterne spottede Ham, og de kom og tilbød Ham sur vin 37 og sagde: "Hvis Du er jødernes Konge, så frels Dig Selv." 38 Over Ham var der også lavet en indskrift med græske, latinske og hebraiske bogstaver: DETTE ER JØDENES KONGE 39 En af forbryderne som hang der, spottede Jesus og sagde: "Hvis Du er Kristus, så frels Dig Selv og os." 40 Men den anden tog til genmæle, revsede ham og sagde: "Frygter du ikke engang Gud, når du ser at du er under den samme dom? 41 Vi er det med rette, for vi får den løn vi fortjener for vore gerninger. Men Denne har ikke gjort noget galt." 42 Så sagde han til Jesus: "Herre, husk på mig når Du kommer i Dit rige!" 43 Jesus sagde til ham: "Sandelig siger Jeg dig: I dag skal du være med Mig i Paradis." 44 Det var omkring den sjette time, og der blev mørke over hele jorden til den niende time. 45 Da blev solen formørket, og forhænget i templet revnet over på midten. 46 Efter at Jesus havde råbt ud med høj røst, sagde Han: "Far, i Dine hænder overgiver Jeg Min ånd." Da Han havde sagt dette, udåndede Han. 47 Men da officeren så det som havde sket, ærede han Gud og sagde: "Sandelig, Dette Mennesket var retfærdig!" 48 Hele folkemængden som kom sammen for at se dette syn, slog sig for brystet da de så det som havde sket, og vendte tilbage. 49 Men alle Hans bekendte og kvinderne som fulgte Ham fra Galilæa, stod på afstand og så på alt dette. 50 Og se, der var en mand som hed Josef. Han sat i Rådet og var en god og retfærdig mand. 51 Han havde ikke givet sit samtykke til det de havde besluttet og det de havde gjort. Han var fra Arimatæa, en af jødenes byer, og han ventede også selv på Guds rige. 52 Denne mand gik til Pilatus og bad om Jesu legeme. 53 Så tog han det ned, svøbte det i linnedklæder og lagde det i en grav som var hugget ud i bjerget, hvor der aldrig havde ligget nogen før. 54 Denne dag var forberedelsesdag, og sabbaten nærmede sig. 55 Kvinderne som var kommet sammen med Ham fra Galilæa, fulgte efter, og de lagde mærke til graven og hvordan Hans legeme blev lagt der. 56 Så vendte de tilbage og gjorde krydder og velduftende olier i stand. De hvilede på sabbaten som budet siger.

Luk.24 1 Men på den første dag i ugen, meget tidlig om morgenen, kom kvinderne til graven sammen med nogle andre. De havde de krydderier, de havde gjort i stand, med sig. 2 Men de fandt stenen rullet bort fra graven. 3 Da gik de ind, men de fandt ikke Herren Jesu legeme. 4 Mens de var i stor vildrede over dette, se, da stod to mænd hos dem i skinnende klæder. 5 Da de blev redde og bøjede sig med ansigtet mod jorden, sagde disse mænd til dem: "Hvorfor søger I efter Den Levende blandt de døde? 6 Han er ikke her, men Han er opstået! Husk på hvordan Han talte til jer da Han fremdeles var i Galilæa, 7 da sagde Han: "Menneskesønnen skal blive overgivet i syndige menneskers hænder og blive korsfestet, og på den tredje dag skal Han opstå igen." 8 Og de huskede Hans ord. 9 Så vendte de tilbage fra graven og fortalte alt dette til de elleve og til alle de andre. 10 Det var Maria Magdalena, Johanna, Maria, Jakobs mor, og de andre kvinderne som var sammen med dem, som fortalte alt dette til apostlene. 11 For apostlene hørte kvindernes ord ud som løs snak, og de troede ikke på dem. 12 Men Peter rejste sig og løb til graven. Da han bøjede sig ned, så han linnedklæderne ligge for sig selv. Han gik tilbage og undrede sig over det som var sket. 13 Og se, to af dem var samme dag på vej til en landsby som hed Emmaus, som ligger tres stadier fra Jerusalem. 14 De snakket sammen om alt det som havde hændt. 15 Mens de således talte sammen og drøftede dette, skete det at Jesus Selv kom nær og begyndte at gå sammen med dem. 16 Men deres øjne blev holdt tilbage, således at de ikke skulle kende Ham. 17 Han sagde til dem: "Hvad er det I går og taler med hinanden om på vejen, og hvorfor ser I så sørgmodige ud?" 18 Den ene af dem, som hed Kleopas, svarede med at sige til Ham: "Er Du den eneste fremmede i Jerusalem, og har Du ikke fået kendskab til alt det som har sket her i disse dage?" 19 Han sagde til dem: "Hvad er det?" Da sagde de til Ham: "Alt det som er sket med Jesus fra Nazaret, En Mand som var en Profet, mægtig i gerning og ord for Gud og hele folket, 20 og hvordan vore ypperstepræster og rådsherrer overgav Ham til at blive dømt til døden og korsfæstede Ham. 21 Men vi håbede at det var Ham som skulle forløse Israel. Desuden er det i dag den tredje dagen siden alt dette skete. 22 Ja, og nogle kvinder iblandt os, som kom tidlig til graven, har opskræmt os. 23 De havde ikke fundet Hans legeme, men kom og sagde at de havde set et syn af engle som sagde at Han lever. 24 Nogle af dem som var sammen med os, gik da til graven og fandt det nøjagtig således som kvinderne havde sagt. Men Ham så de ikke." 25 Da sagde Jesus til dem: "Hvor uforstandige og træge er I af hjertet til at tro alt det som profeterne har talt! 26 Måtte ikke Kristus lide alt dette og så gå ind til Sin herlighed?" 27 Idet Han begyndte fra Moses og fra alle profeterne, udlagde Han alt det for dem, som er skrevet om Ham i alle Skrifterne. 28 Så nærmet de sig landsbyen som de skulle til, og Han gav udtryk for at Han ville gå længere. 29 Men de holdt Ham tilbage og sagde: "Bliv hos os, for det hælder mod aften, og dagen er snart omme." Han gik da ind for at blive hos dem. 30 Og det skete mens Han sad til bords sammen med dem, at Han tog et brød, velsignede det og brød det og gav det til dem. 31 Da blev deres øjne åbnet, og de kendte Ham igen. Og Han blev usynlig for dem. 32 De sagde til hinanden: "Brændte vort hjerte ikke i os da Han talte med os på vejen, og da Han åbnede Skrifterne for os?" 33 Så brød de op med det samme og vendte tilbage til Jerusalem. Og de fandt de elleve og dem som var sammen med dem, 34 og de sagde: "Herren er virkelig opstået og har vist sig for Simon!" 35 De fortalte om det som var sket på vejen, og hvordan de genkendte Ham da Han brød brødet. 36 Mens de fortalte om alt dette, stod Jesus Selv midt iblandt dem og sagde til dem: "Fred være med jer!" 37 Men de blev forskrækkede og fyldt af frygt, og troede at de så en ånd. 38 Han sagde til dem: "Hvorfor er I forvirret? Og hvorfor opstår tvivlende tanker i jeres hjerter? 39 Se Mine hænder og Mine fødder, at det er Mig. Tag på Mig og se, for en ånd har ikke kød og ben, således som I ser at Jeg har." 40 Da Han havde sagt dette, viste Han dem sine hænder og fødder. 41 Men da de fortsat ikke kunne tro på grund af glæde og forundring, sagde Han til dem: "Har I noget mad her?" 42 Så gav de Ham et stykke stegt fisk og noget af en honningkage. 43 Han tog det og spiste det lige foran dem. 44 Så sagde Han til dem: "Dette er de ord som Jeg talte til jer da Jeg fremdeles var sammen med jer, at alt det skal opfyldes som er skrevet om Mig i Moseloven og Profeterne og Salmerne." 45 Og Han åbnede deres forstand så de kunne forstå Skrifterne. 46 Så sagde Han til dem: "Således står der skrevet, og derfor var det nødvendigt at Kristus måtte lide og opstå fra de døde den tredje dag, 47 og at omvendelse og syndernes forladelse skulle forkyndes i Hans navn for alle folkeslag. I skal begynde i Jerusalem. 48 I er vidner om alt dette. 49 Se, Jeg sender Min Fars Løfte over jer. Men vent i byen Jerusalem til I bliver iklædt kraft fra det høje." 50 Han førte dem ud lige til Betania, og Han løftet Sine hænder og velsignet dem. 51 Mens Han velsignet dem, skete det at Han blev skilt fra dem og løftet op til himmelen. 52 De faldt ned og tilbad Ham og vendte så tilbage til Jerusalem med stor glæde. 53 De var stadig i templet og priste og lovede Gud. Amen.

Joh.1 1 I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. 2 Han var i begyndelsen hos Gud. 3 Alt blev til ved Ham, og uden Ham blev ingenting til af det som blev til. 4 I Ham var liv, og livet var menneskenes lys. 5 Og lyset skinner i mørket, og mørket forstod det ikke. 6 Det var et menneske sendt af Gud, hans navn var Johannes. 7 Han kom for at aflægge vidnesbyrd, for at vidne om Lyset, for at alle kunne komme til tro ved ham. 8 Han var ikke selv dette Lys, men var sendt for at vidne om Lyset. 9 Dette var det sande Lys, som giver lys til hvert menneske som kommer ind i verden. 10 Han var i verden, og verden blev til ved Ham, og verden kendte Ham ikke. 11 Han kom til Sine egne, og Hans egne tog ikke imod Ham. 12 Men så mange som tog imod Ham, dem gav Han ret til at blive Guds børn, dem som tror på Hans navn, 13 de er født, ikke af blod, heller ikke af køds vilje, heller ikke af mands vilje, men af Gud. 14 Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så Hans herlighed, den herlighed som Den enbårne har fra Faderen, fuld af nåde og sandhed. 15 Johannes vidner om Ham, og råbte ud og sagde: "Det var om Ham jeg sagde: Han som kommer efter mig, er kommet foran mig, for Han var før mig." 16 Og af Hans fylde har vi alle fået, og det nåde over nåde. 17 For loven blev givet ved Moses, men nåden og sandheden kom ved Jesus Kristus. 18 Aldrig har nogen set Gud. Den enbårne Søn, som er i Faderens favn, Han har forklaret Ham. 19 Og dette er Johannes' vidnesbyrd da jøderne sendte præster og levitter fra Jerusalem for at spørge ham: "Hvem er du?" 20 Da bekendte han og nægtede ikke. Han bekendte: "Jeg er ikke Kristus." 21 Og de spurte ham: "Hvad så? Er du da Elias?" Han sagde: "Det er jeg ikke." "Er du Profeten?" Og han svarede: "Nej." 22 Da sagde de til ham: "Hvem er du, så vi kan give et svar til dem som har sendt os? Hvad siger du om dig selv?" 23 Han sagde: "Jeg er røsten af en som råber i ødemarken: Gør Herrens vej ret, som profeten Esajas har sagt. 24 Udsendingene var fra farisæerne. 25 Og de spurte ham og sagde: "Hvorfor døber du da, hvis du ikke er Kristus eller Elias eller Profeten?" 26 Johannes svarede dem og sagde: "Jeg døber med vand, men der står En blandt jer som I ikke kender. 27 Han er det som kommer efter mig, Han som er kommet foran mig, og som jeg ikke er værdig til at løse sandalremmen for." 28 Dette skete i Betabara, hinsides Jordan, hvor Johannes døbte. 29 Dagen efter ser Johannes Jesus komme imod sig, og han siger: "Se der! Guds Lam, som bærer verdens synd! 30 Det var om Ham jeg sagde: Efter mig kommer en Mand som er kommet foran mig, for Han var før mig. 31 Jeg kendte Ham ikke. Men for at Han skulle blive åbenbaret for Israel, derfor er jeg kommet og døber med vand." 32 Og Johannes vidnede og sagde: "Jeg så Ånden komme ned fra himmelen som en due, og Han blev over Ham. 33 Jeg kendte Ham ikke, men Han som sendte mig for at døbe med vand, sagde til mig: Ham som du ser Ånden komme ned og blive over, Han er Den som døber med Den Hellige Ånd. 34 Og jeg har set det, og jeg har vidnet at Han er Guds Søn." 35 Dagen efter stod Johannes der igen sammen med to af sine disciplene. 36 Og mens han ser på Jesus, som kom gående, siger han: "Se der! Guds Lam!" 37 De to disciple hørte ham sige dette, og de fulgte efter Jesus. 38 Da vendte Jesus sig og så dem følge efter. Han siger til dem: "Hvad ønsker I?" De sagde til Ham: "Rabbi" - det betyder Mester - "hvor bor Du?" 39 Han sagde til dem: "Kom og se!" De kom og så hvor Han boede, og de blev hos Ham den dag. Det var nu omkring den tiende time. 40 En af de to som havde hørt Johannes tale og som fulgte Ham, var Andreas, Simon Peters bror. 41 Han fandt først sin egen bror Simon og sagde til ham: "Vi har fundet Messias" - som oversat er Kristus. 42 Og han tog ham med til Jesus. Da Jesus så på ham, sagde Han: "Du er Simon, søn af Johanne. Du skal kaldes Kefas" - som oversat betyder: Peter. 43 Dagen efter ville Jesus drage til Gallilæa, og Han fandt Filip og sagde til ham: "Følg Mig!" 44 Filip var fra Betsaida, Andreas' og Peters by. 45 Filip fandt Natanael og sagde til ham: "Vi har fundet Ham som Moses skrev om i loven og som også profeterne har skrevet om, Jesus fra Nazaret, Josefs søn." 46 Natanael sagde til ham: "Kan der komme noget godt fra Nazaret?" Filip siger til ham: "Kom og se!" 47 Jesus så Natanael komme mod Sig, og Han siger om ham: "Se, en sand israelit som der ikke er svig i!" 48 Natanael sagde til Ham: "Hvordan kender Du mig?" Jesus svarede og sagde til ham: "Før Filip kaldte på dig, da du var under figentræet, så Jeg dig." 49 Natanael svarede og sagde til Ham: "Rabbi, Du er Guds Søn! Du er Israels Konge!" 50 Jesus svarede og sagde til Ham: "Tror du fordi Jeg sagde til dig: Jeg så dig under figentræet? Du skal få se større ting end disse." 51 Han sagde til ham: "Sandelig, sandelig siger Jeg jer: Fra nu af skal I se himmelen åbnet og Guds engle stige op og stige ned over Menneskesønnen."

Joh.2 1 På den tredje dag var der et bryllup i Kana i Galilæa, og Jesu mor var der. 2 Også Jesus og Hans disciple var indbudt til bryllup. 3 Da vinen slap op, sagde Jesu mor til Ham: "De har ikke vin." 4 Jesus sagde til hende: "Kvinde, hvad har du med Mit at gøre? Min time er endnu ikke kommet." 5 Hans mor sagde til tjenerne: "Hvad Han end beder jer om, skal I gøre." 6 Nu fandtes der seks vandkrukker af sten der, i samsvar med jødernes renselsesskik. De kunne tage mellem to og tre anker hver. 7 Jesus sagde til dem: "Fyld vandkrukkerne med vand!" Og de fylte dem helt til randen. 8 Han sagde til dem: "Øs nu op, og bær det til kogemesteren." Og de bar det hid. 9 Da kogemesteren havde smagt på vandet som var blevet til vin, kaldte han på brudgommen. Kogemesteren vidste ikke hvor den vin kom fra, men tjenerne som havde øst vandet op, vidste det. 10 Han sagde til ham: "Alle sætter den gode vinen frem først og så den dårligere når gæsterne er blevet drukne. Du har gemt den gode vinen til nu!" 11 Denne begyndelse på disse tegn gjorde Jesus i Kana i Galilæa, og Han åbenbarede Sin herlighed. Og Hans disciplene troede på Ham. 12 Derefter drog Han ned til Kapernaum, Han selv, Hans mor, Hans brødre og Hans disciplene. Men de blev der ikke i mange dage. 13 Jødernes påske var nær, og Jesus gik op til Jerusalem. 14 I templet fandt Han dem som solgte okser, får og duer, og pengevekslerne som sad der. 15 Efter at have lavet sig en pisk af reb, drev Han dem alle ud af templet, sammen med fårene og oksene, og Han udtømte pengevekslernes penge og væltede bordene. 16 Og Han sagde til dem som solgte duer: "Tage dette bort! Gør ikke Min Fars hus til en handelsbod!" 17 Da huskede Hans disciple at der står skrevet: "Nidkærheden for Dit hus har fortæret Mig." 18 Da tog jøderne til modmæle og sagde til Ham: "Hvilket tegn viser Du os, siden Du gør dette?" 19 Jesus svarede og sagde til dem: "Ødelæg dette tempel, og på tre dage skal Jeg rejse det op." 20 Da sagde jøderne: "Det har taget seksogfyrreår år at bygge dette templet, og Du vil rejse det op på tre dage?" 21 Men Han talte om Sit legemes tempel. 22 Da Han senere var opstået fra de døde, huskede Hans disciple at Han havde sagt dette til dem. Og de troede Skriften og det ord som Jesus havde sagt. 23 Mens Han var i Jerusalem i påsken, under højtiden, var der mange som kom til tro på Hans navn da de så tegnene Han gjorde. 24 Men Jesus betroede Sig ikke til dem, for Han kendte dem alle, 25 og Han havde ikke behov for at nogen vidnede om mennesket. Selv visdte Han jo hvad som var i mennesket.

Joh.3 1 Der var en mand blandt farisæerne som hed Nikodemus. Han var en af jødernes rådsherrer. 2 Denne mand kom til Jesus om natten og sagde til Ham: "Rabbi, vi ved at Du er en lærer kommet fra Gud. For ingen kan gøre disse tegn som Du gør, uden at Gud er med ham." 3 Jesus svarede og sagde til ham: "Sandelig, sandelig siger Jeg dig: Den som ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige." 4 Nikodemus siger til Ham: "Hvordan kan en mand blive født når han er gammel? Kan han for anden gang komme ind i sin mors liv og blive født?" 5 Jesus svarede: "Sandelig, sandelig siger Jeg dig: Den som ikke bliver født af vand og Ånd, kan ikke komme ind i Guds rige. 6 Det som er født af kødet, er kød, og det som er født af Ånden, er ånd. 7 Undre dig ikke over at Jeg sagde til dig: I må blive født på ny. 8 Vinden blæser der den vil, og du hører lyden af den, men du ved ikke hvor den kommer fra, og hvor den går hen. Således er hver den som er født af Ånden." 9 Nikodemus svarede og sagde til Ham: "Hvordan kan dette ske?" 10 Jesus svarede og sagde til ham: "Er du lærer for Israel og ikke forstår dette? 11 Sandelig, sandelig siger Jeg dig: Vi taler om det Vi ved, og vidner om det Vi har set, og I tager ikke imod Vort vidnesbyrd. 12 Når I ikke tror når Jeg har talt til jer om det jordiske, hvordan skal I da tro hvis Jeg taler til jer om det himmelske? 13 Ingen er steget op til himmelen, bortset fra Han som kom ned fra himmelen, det er Menneskesønnen, som er i himmelen. 14 På samme måde som Moses løftede slangen op i ørkenen, således skal også Menneskesønnen blive løftet op, 15 for at hver den som tror på Ham, ikke skal gå fortabt, men have evig liv. 16 For så har Gud elskede verden at Han gav Sin Søn, Den Énbårne, for at hver den som tror på Ham, ikke skal gå fortabt, men have evig liv. 17 For Gud sendte ikke Sin Søn til verden for at dømme verden, men for at verden skulle blive frelst ved Ham. 18 Den som tror på Ham, bliver ikke dømt. Men den som ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke har troet på Guds enbårne Søns navn. 19 Og dette er dommen, at lyset er kommet ind i verden og menneskene elskede mørket frem for lyset, for deres gerninger var onde. 20 For hver den som gør det onde, hader lyset og kommer ikke til lyset, for at hans gerninger ikke skal blive afsløret. 21 Men den som gør sandheden, kommer til lyset, for at hans gerninger skal blive åbenbare, at de er gjort i Gud." 22 Efter dette kom Jesus og Hans disciple til Judæa-landet, og der holdt Han sig sammen med dem og døbte. 23 Nu døbte også Johannes i Ainon nær Salim, fordi der var meget vand der. Og folk kom og blev døbt. 24 For Johannes var endnu ikke blevet kastet i fængsel. 25 Da opstod der uenighed mellem nogen af Johannes' disciple og jøderne om renselsen. 26 De kom til Johannes og sagde til ham: "Rabbi, Han som var sammen med dig på den anden siden af Jordan, Han som du vidnet om, se, Han døber, og alle kommer til Ham!" 27 Johannes svarede og sagde: "Et menneske kan ikke få noget hvis det ikke er givet ham fra himmelen. 28 I kan selv bevidne at jeg sagde: Jeg er ikke Kristus, men: Jeg er blevet sendt foran Ham. 29 Den som har bruden, er brudgommen. Men brudgommens ven, som står og hører på ham, glæder sig stort over at høre brudgommens røst. Denne min glæde er altså blevet fuldkommen. 30 Han skal vokse, men jeg skal aftage. 31 Han som kommer ovenfra, er over alle. Den som er af jorden, er jordisk og taler jordisk. Han som kommer fra himmelen, er over alle. 32 Og det Han har set og hørt, det vidner Han om, og Hans vidnesbyrd er der ingen som tager imod. 33 Den som har taget imod Hans vidnesbyrd, har bekræftet at Gud er sandfærdig. 34 For Han som Gud har udsendt, taler Guds ord, for Gud giver ikke Ånden efter mål. 35 Faderen elsker Sønnen og har givet alt i Hans hånd. 36 Den som tror på Sønnen, har evig liv. Men den som ikke vil tro Sønnen, skal ikke se livet, men Guds vrede bliver over ham."

Joh.4 1 Da Herren viste at farisæerne havde hørt at Jesus vandt flere disciple og døbte flere end Johannes 2 - endog Jesus Selv ikke døbte, men Hans disciple -, 3 forlod Han Judæa og drog tilbage til Galilæa. 4 Han måtte drage gennem Samaria. 5 Så kom Han til en by i Samaria, som bliver kaldet Sykar, nær det jordstykke som Jakob gav til sin søn Josef. 6 Jakobs brønd var der. Jesus var nu træt efter rejsen, og derfor satte Han Sig ned ved brønden. Det var omkring den sjette time. 7 En kvinde fra Samaria kom da for at hente vand. Jesus sagde til hende: "Giv Mig at drikke!" 8 Hans Disciple var nemlig gået ind i byen for at købe mad. 9 Den samaritanske kvinde siger da: "Hvordan kan Du som er jøde, bede om drikke fra mig, en samaritansk kvinde?" Jøder omgås nemlig ikke samaritanere. 10 Jesus svarede og sagde til hende: "Hvis du kendte Guds gave og vidste hvem Han er som siger til dig: Giv Mig at drikke, da ville du have bedt Ham, og Han skulle givet dig levende vand." 11 Kvinden siger til Ham: "Herre, Du har ikke noget at øse op med, og brønden er dyb. Hvor har Du så det levende vand fra? 12 Du er vel ikke større end vor far Jakob, som gav os brønden og selv drak af den, således som hans sønner og hans kvæg også gjorde?" 13 Jesus svarede og sagde til hende: "Hver den som drikker af dette vand, vil tørste igen. 14 Men hver den som drikker af det vand som Jeg giver ham, skal aldrig i evighed tørste. Men det vand Jeg giver ham, bliver i ham en kilde med vand som vælder frem til evigt liv." 15 Kvinden sagde til Ham: "Herre, giv mig dette vand, så jeg slipper at tørste og heller ikke behøver at komme her for at hente op vand." 16 Jesus siger til hende: "Gå og råb på din mand og kom her tilbage!" 17 Kvinden svarede og sagde: "Jeg har ingen mand." Jesus sagde til hende: "Du gjorde ret i at sige: Jeg har ingen mand. 18 For du har haft fem mænd, og den du har nu, er ikke din mand. Der talte du sandt." 19 Kvinden siger til Ham: "Herre, jeg indser at Du er en profet. 20 Vore forfædre tilbad på dette bjerg, og I jøder siger at Jerusalem er det stedet hvor man skal tilbede." 21 Jesus siger til hende: "Kvinde, tro Mig, den time kommer da I ikke skal tilbede Faderen hverken på dette bjerg eller i Jerusalem. 22 I tilbeder det I ikke kender. Vi tilbeder det vi kender, for frelsen kommer fra jøderne. 23 Men den time kommer, og er nu, da de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed. For Faderen søger dem som tilbeder Ham således. 24 Gud er Ånd, og de som tilbeder Ham, må tilbede i ånd og sandhed." 25 Kvinden siger til Ham: "Jeg ved at Messias kommer," Han som kaldes Kristus. "Når Han kommer, skal Han forkynde os alt." 26 Jesus siger til hende: "Jeg er Han, Jeg som taler med dig." 27 I det samme kom Hans disciple, og de undrede sig over at Han snakkede med en kvinde. Alligevel sagde ingen: "Hvad ønsker Du?" eller: "Hvorfor snakker Du med hende?" 28 Så lod kvinden vandkrukken sin stå igen og gik ind i byen. Hun siger til folket: 29 "Kom, se et Menneske som fortalte mig alt jeg har gjort. Kunne Han være Kristus?" 30 Så gik de ud af byen og kom til Ham. 31 I mellemtiden bad disciplene Ham og sagde: "Rabbi, spis!" 32 Men Han sagde til dem: "Jeg har mad at æde som I ikke kender." 33 Derfor sagde disciplene til hinanden: "Har nogen kommet til Ham med noget at spise?" 34 Jesus siger til dem: "Min mad er at gøre Hans vilje som sendte Mig, og at fuldføre Hans gerning. 35 Siger I ikke: Der er endnu fire måneder før høsten kommer? Se, Jeg siger jer, løft øjnene jeres og se på markene! De er allerede hvide til høsten! 36 Og den som høster, får løn og samler frugt til evig liv, således at både den som sår og den som høster kan glæde sig sammen. 37 For her er dette ord sandt: Én sår, og en anden høster. 38 Jeg sendte jer ud for at høste det I ikke har arbejdet for. Andre har arbejdet, og I er gået ind i deres arbejdet." 39 Mange af samaritanerne i den by kom til tro på Ham på grund af kvindens ord, da hun vidnede og sagde: "Han fortalte mig alt det jeg har gjort." 40 Da samaritanerne var kommet til Ham, bad de Ham indtrængende om at blive hos dem. Og Han blev der i to dage. 41 Og mange flere kom til tro på grund af Hans Eget ord. 42 Så sagde de til kvinden: "Nu er det ikke længere på grund af det du sagde, at vi tror, for vi har selv hørt Ham, og vi ved at Han i sandhed er verdens Frelser, Kristus." 43 Efter to dage drog Han så derfra og gik til Galilæa. 44 For Jesus selv vidnede at en profet ikke har nogen ære på sit eget hjemsted. 45 Da Han kom til Galilæa, tog galilæerne imod Ham. De havde set alt det Han gjorde i Jerusalem under højtiden. Også de havde rejst til højtiden. 46 Så kom Jesus igen til Kana i Galilæa, der Han havde gjort vand til vin. Der var det en kongelig tjenestemand som havde en søn som lå syg i Kapernaum. 47 Da han hørte at Jesus var kommet fra Judæa til Galilæa, gik han til Ham og bad Ham indtrængende om at komme ned og helbrede hans søn, for han var døden nær. 48 Da sagde Jesus til ham: "Hvis I ikke ser tegn og under, vil I aldrig tro." 49 Den kongelige tjenestemand sagde til Ham: "Herre, kom ned før mit barn dør!" 50 Jesus sagde til ham: "Gå hjem! Din søn lever." Manden troede det ord som Jesus sagde til ham, og han gik af sted. 51 Mens han var på vej ned, blev han mødt af sine tjenere, og de sagde til ham: "Din søn lever!" 52 Så spurte han dem om hvilken time han var blevet bedre. Og de sagde til ham: "I går ved den syvende time forlod feberen ham." 53 Da vidste faderen at det var i samme time som Jesus sagde til ham: "Din søn lever." Og han selv troede, det samme gjorde alle hans husfolk. 54 Dette var det andet tegn Jesus gjorde da Han var kommet fra Judæa til Galilæa.

Joh.5 1 Efter dette var det en højtid for jøderne, og Jesus drog op til Jerusalem. 2 I Jerusalem er der en dam lige ved Fåreporten, som på hebraisk kaldes Betesda, og som har fem sølegange. 3 I disse lå der en stor mængde syge mennesker, blinde, lamme og krøblinge, som ventede på at vandet skulle blive rørt op. 4 En engel steg nemlig ned i dammen på en bestemt tid og rørte vandet op. Den som da gik først ud deri, efter at vandet var oprørt, blev frisk, hvilken sygdom han end havde. 5 Der var en mand der som havde haft en sygdom i otteogtredive år. 6 Da Jesus så ham ligge der og vidste at han allerede havde haft det sådan en lang tid, siger Han til ham: "Vil du blive rask?" 7 Den syge mand svarede Ham: "Herre, jeg har ikke et menneske som kan få mig ud i dammen når vandet bliver oprørt. Mens jeg er på vej, går en anden deri før mig." 8 Jesus siger til ham: "Rejs dig, tag din seng op og gå!" 9 Straks blev manden rask, tog sin seng op og gik. Men det var sabbat den dag. 10 Derfor sagde jøderne til ham som var blevet helbredt: "Det er sabbat. Du har ikke lov til at bære sengen." 11 Han svarede dem: "Han som gjorde mig rask, sagde til mig: Tag din seng og gå!" 12 Da spurgte de ham: "Hvem er Det Menneske som sagde til dig: Tag din seng og gå?" 13 Men han som var blevet helbredt, vidste ikke hvem det var, for Jesus havde trukket sig tilbage af hensyn til den store folkemængde som var på stedet. 14 Derefter fandt Jesus ham i templet, og Han sagde til ham: "Se, du er blevet rask. Synd ikke mere, så ikke noget værre skal ramme dig." 15 Manden gik da af sted og fortalte jøderne at det var Jesus som havde gjort ham rask. 16 På grund af dette forfulgte jøderne Jesus, og de prøvede at få dræbt Ham, fordi Han havde gjort alt dette på sabbaten. 17 Men Jesus svarede dem: "Min Far arbejder fortsat, også Jeg arbejder." 18 Derfor forsøgte jøderne endda mere at få Ham dræbt, fordi Han ikke bare brød sabbaten, men også sagde at Gud var Hans Far, og gjorde Sig Selv lig Gud. 19 Da svarede Jesus og sagde til dem: "Sandelig, sandelig siger Jeg jer: Sønnen kan ikke gøre noget af Sig Selv, men kun det Han ser Faderen gøre. For det Han gør, gør Sønnen ligeså. 20 For Faderen elsker Sønnen og viser Ham alt det Han Selv gør. Han skal vise Ham større gerninger end disse, for at I skal undre jer. 21 For således som Faderen opvækker de døde og gør dem levende, således gør også Sønnen dem levende Han vil. 22 For Faderen dømmer ingen, men Han har overgivet hele dommen til Sønnen, 23 for at alle skal ære Sønnen, således de ærer Faderen. Den som ikke ærer Sønnen, ærer heller ikke Faderen, som sendte Ham. 24 Sandelig, sandelig siger Jeg jer: Den som hører Mit ord og tror på Ham som har sendt Mig, han har evigt liv og skal ikke komme til dom, men er gået over fra døden til livet. 25 Sandelig, sandelig siger Jeg jer: Den time kommer, og er nu, da de døde skal høre Guds Søns røst. Og de som hører, skal leve. 26 For således som Faderen har liv i Sig Selv, således har Han også givet Sønnen at have liv i Sig Selv. 27 Og Han har også givet Ham myndighed til at holde dom, fordi Han er Menneskesønnen. 28 I skal ikke undre jer over dette. For den time kommer da alle som er i graverne skal høre Hans røst 29 og komme frem, de som har gjort godt, til livets opstandelse, og de som har gjort ondt, til dommens opstandelse. 30 Jeg kan ikke gøre noget ud fra Mig Selv. Efter det Jeg hører, dømmer Jeg. Og Min dom er retfærdig, for Jeg søger ikke Min Egen vilje, men Faderens vilje, Han som har sendt Mig. 31 Dersom Jeg vidner om Mig Selv, er Mit vidnesbyrd ikke sandt. 32 Det er en anden som vidner om Mig, og Jeg ved at det vidnesbyrd Han vidner om Mig, er sandt. 33 I har sendt bud til Johannes, og han har vidnet om sandheden. 34 Ikke at Jeg tager imod vidnesbyrd fra et menneske, men Jeg siger alt dette for at I skal blive frelst. 35 Han var lampen som brændte og lyste, og for en tid var I villige til at glæde jer i hans lys. 36 Men Jeg har et større vidnesbyrd end det som kom fra Johannes, for de gerninger som Faderen har givet Mig at fuldføre, selve de gerninger Jeg gør, vidner om Mig, at Faderen har sendt Mig. 37 Og Faderen Selv, som har sendt Mig, har vidnet om Mig. I har aldrig hverken hørt Hans røst eller set Hans skikkelse. 38 Men I har ikke Hans ord boende i jer, for Den Han sendte, Ham tror I ikke. 39 I gransker Skrifterne, for I mener at I har evigt liv i dem, netop de vidner om Mig. 40 Men I vil ikke komme til Mig så I kan få liv. 41 Jeg tager ikke imod ære fra mennesker. 42 Men Jeg kender jer og ved at I ikke har Guds kærlighed i jer. 43 Jeg er kommet i Min Fars navn, og I tager ikke imod Mig. Hvis en anden kommer i sit eget navn, så tager I imod ham. 44 Hvordan kan I tro, I som tager ære fra hinanden, og den ære som kommer fra den eneste Gud, søger I ikke? 45 Tænk ikke at det er Jeg som skal anklage jer for Faderen. Der er én som anklager jer, Moses, han som I har sat jeres lid til. 46 For dersom I troede Moses, ville I have troet Mig. Han skrev jo om Mig. 47 Men hvis I ikke tror hans skrifter, hvordan kan I da tro Mine ord?"

Joh.6 1 Derefter drog Jesus over Galilæa-søen, også kaldet Tiberias-søen. 2 Han blev fulgt af en stor folkemængde, fordi de så Hans tegn, dem Han gjorde på de syge. 3 Jesus gik op i bjerget, og der satte Han sig sammen med Sine disciple. 4 Påsken, jødernes højtid, var nær. 5 Da Jesus løftede Sine øjne og fik øje på en stor folkemængde som kom imod Ham, siger Han til Filip: "Hvor skal vi købe brød, så disse kan få noget at spise?" 6 Men dette sagde Han for at prøve ham, for Han vidste Selv hvad Han ville gøre. 7 Filip svarede Ham: "Brød for to hundrede denarer er ikke nok til dem, så hver enkelt af dem kan få et lille stykke." 8 En af Hans disciple, Andreas, Simon Peters bror, siger til Ham: 9 "Det er en lille dreng her som har fem bygbrød og to små fisk, men hvad er det til så mange?" 10 Da sagde Jesus: "Få folket til at sætte sig ned!" Der var meget græs på stedet. Så satte mændene sig i et antal på omkring fem tusind. 11 Jesus tog brødene, og da Han havde bedt takkebøn, delte Han dem ud til disciplene, og disciplene gav til dem som havde sat sig ned. På samme måde med småfiskene, så meget de ville have. 12 Da alle var blevet mætte, siger Han til Sine disciple: "Saml stykkerne ind som er tilbage, så ingenting går til spilde." 13 Da samlede de alt ind, og de fyldte tolv kurve med stykker som var til overs efter dem, som havde spist af de fem bygbrød. 14 Efter at de havde set det tegn Jesus gjorde, sagde disse mennesker: "Han er i sandhed Profeten, Han som skal komme til verden." 15 Jesus vidste at det var lige før de ville komme og tage Ham med magt for at gøre Ham til konge. Derfor drog Han tilbage til bjerget for at være helt for Sig Selv. 16 Da aften kom, gik Hans disciple ned til søen, 17 steg om bord i en båd og satte over søen mod Kapernaum. Det var allerede mørkt, og Jesus var ikke kommet til dem. 18 Søen begyndte at gå højt fordi der blæste en kraftig vind. 19 Da de havde roet omkring femogtyve eller tredive stadier, ser de Jesus komme gående på søen og nærme sig båden. Og de blev bange. 20 Men Han siger til dem: "Det er Mig. Frygt ikke!" 21 De ville da tage Ham om bord i båden, og straks var båden ved land hvortil de skulle. 22 Dagen efter, da folket som stod på den anden side af søen, havde set at der ikke var nogen anden båd der, bortset fra den Hans disciple havde gået om bord i, og at Jesus heller ikke havde gået i båden sammen med Sine disciple, men at Hans disciplene havde draget af sted alene 23 - der kom imidlertid andre både fra Tiberias, nær det sted hvor de spiste brød efter at Herren havde bedt takkebønnen -, 24 da folket altså så at Jesus ikke var der, og Hans disciple heller ikke, gik også de i bådene og kom til Kapernaum for at lede efter Jesus. 25 Da de fandt Ham på den anden side af søen, sagde de til Ham: "Rabbi, hvornår kom Du hertil?" 26 Jesus svarede dem med at sige: "Sandelig, sandelig siger Jeg jer: I leder efter Mig, ikke fordi I så tegn, men fordi I spiste af brødene og blev mætte. 27 Arbejd ikke for den mad som forgår, men for den mad som varer til evig liv, den som Menneskesønnen skal give jer. For Gud Faderen har sat Sit segl på Ham." 28 Da sagde de til Ham: "Hvad skal vi gøre for at vi kan gøre Guds gerninger?" 29 Jesus svarede og sagde til dem: "Dette er Guds gerning, at I tror på Ham som Gud har sendt." 30 Derfor sagde de til Ham: "Hvilket tegn gør så Du, så vi kan se det og tro Dig? Hvad er det Du gør? 31 Vore fædre spiste manna i ørkenen. Som der står skrevet: Han gav dem brød fra himmelen at æde." 32 Da sagde Jesus til dem: "Sandelig, sandelig siger Jeg jer: Moses gav jer ikke brød fra himmelen, men Min Far giver jer det sande brød fra himmelen. 33 For Guds brød er Han som kommer ned fra himmelen og giver liv til verden." 34 Da sagde de til Ham: "Herre, giv os altid dette brød." 35 Jesus sagde til dem: "Jeg er livets brød. Den som kommer til Mig, skal aldrig sulte. Og den som tror på Mig, skal aldrig nogen sinde tørste. 36 Men Jeg har sagt til jer at I har set Mig, og alligevel tror I ikke. 37 Alle dem som Faderen giver Mig, kommer til Mig, og den som kommer til Mig, skal Jeg aldrig støde ud. 38 For Jeg er kommet ned fra himmelen, ikke for at gøre Min egen vilje, men Hans vilje som har sendt Mig. 39 Og dette er Faderens vilje som sendte Mig: At af alt det Han har givet Mig, skal Jeg ikke miste noget, men Jeg skal oprejse det på den sidste dag. 40 Og dette er Hans vilje som har sendt Mig: At hver den som ser Sønnen og tror på Ham, skal have evigt liv. Og Jeg skal rejse ham op på den sidste dag." 41 Jøderne klagede da på Ham fordi Han sagde: "Jeg er brødet som er kommet ned fra himmelen." 42 De sagde: "Er ikke dette Jesus, Josefs søn, og kender vi ikke Hans far og mor? Hvordan kan Han da sige: Jeg er kommet ned fra himmelen?" 43 Derfor tog Jesus til modmæle og sagde til dem: "Klag jer ikke imellem! 44 Ingen kan komme til Mig uden at Faderen, som har sendt Mig, drager ham. Og Jeg skal rejse ham op på den sidste dag. 45 Der står skrevet i profeterne: Og de skal alle være lært af Gud. Så enhver som har hørt og lært af Faderen, kommer til Mig. 46 Ikke således at nogen har set Faderen, uden Han som er fra Gud. Han har set Faderen. 47 Sandelig, sandelig siger Jeg jer: Den som tror på Mig, har evig liv. 48 Jeg er livets brød. 49 Deres fædre åd manna i ørkenen, og de døde. 50 Dette er brødet som kommer ned fra himmelen, for at man skal æde af det og ikke dø. 51 Jeg er det levende brød som kommer ned fra himmelen. Hvis nogen æder af dette brød, skal han leve evigt. Og brødet som Jeg skal give, er Mit kød, som Jeg vil give for verdens liv." 52 Derfor trættede jøderne med hinanden og sagde: "Hvordan kan Denne Mand give os Sit kød at æde?" 53 Da sagde Jesus til dem: "Sandelig, sandelig siger Jeg jer: Hvis I ikke æder Menneskesønnens kød og drikker Hans blod, har I ikke liv i jer. 54 Den som æder Mit kød og drikker Mit blod, har evig liv, og ham skal Jeg rejse op på den sidste dag. 55 For Mit kød er i sandhed mad, og Mit blod er i sandhed drikke. 56 Den som æder Mit kød og drikker Mit blod, bliver i Mig, og Jeg bliver i ham. 57 På samme måde som den levende Fader udsendte Mig, og Jeg lever ved Faderen, således skal også den som eder Mig, leve ved Mig. 58 Dette er brødet som kommer ned fra himmelen, ikke som mannaen jeres fædre spiste og siden døde. Den som eder dette brød, skal leve evig." 59 Dette sagde Han mens Han underviste i synagogen i Kapernaum. 60 Mange af Hans disciple som hørte dette, sagde da: "Dette er hård tale, hvem kan høre på den?" 61 Siden Jesus vidste med Sig Selv at Hans disciple klagede over dette, sagde Han til dem: "Er dette til anstød for jer? 62 Hvad da om I skulle se Menneskesønnen stige der op hvor Han var før? 63 Det er Ånden som giver liv. Kødet gavner ingenting. De Ord som Jeg taler til jer, er ånd, og de er liv. 64 Men der er nogen af jer som ikke tror." For Jesus vidste fra begyndelsen hvem det var som ikke troede, og hvem det var som ville forråde Ham. 65 Og Han sagde: "Derfor har Jeg sagt jer at ingen kan komme til Mig uden at det bliver givet ham af Min Far." 66 Efter den tid trak mange af Hans disciple sig tilbage og gik ikke længere omkring sammen med Ham. 67 Da sagde Jesus til de tolv: "Vil I også gå bort?" 68 Men Simon Peter svarede Ham: "Herre, hvem skal vi gå til? Du har det evige livs ord. 69 Og vi er kommet til tro og erkendt at Du er Kristus, Den levende Guds Søn." 70 Jesus svarede dem: "Har Jeg ikke udvalgt jer tolv? Og en af jer er en djævel." 71 Han sigtede til Judas Iskariot, Simons søn, for det var han som skulle forråde Ham, han som var en af de tolv.

Joh.7 1 Siden gik Jesus omkring i Galilæa. Han ville ikke gå omkring i Judæa, fordi jøderne var ude efter at dræbe Ham. 2 Jødernes højtid, løvhyttefesten, var nær. 3 Derfor sagde Hans brødre til Ham: "Drag bort herfra og til Judæa, så også Dine disciple kan se de gerninger Du gør. 4 Der er jo ingen som gør noget i hemmelighed når han ønsker at blive offentlig kendt. Hvis Du gør disse gerninger, så vis Dig Selv for verden." 5 For ikke engang Hans brødrene troede på Ham. 6 Da sagde Jesus til dem: "Min tid er endnu ikke kommet, men for jer er tiden altid inde. 7 Verden kan ikke hade jer, men den hader Mig, fordi Jeg vidner om den at dens gerninger er onde. 8 Gå op til jeres højtid. Jeg går ikke op til denne højtid endnu, for Min tid er endnu ikke fuldt ud kommet." 9 Efter at Han havde sagt dette til dem, blev Han i Galilæa. 10 Men efter at Hans brødrene havde draget op, drog også Han op til højtiden, ikke åbenlyst, men i hemmelighed. 11 Jøderne ledte efter Ham på højtiden, og de sagde: "Hvor er Han?" 12 Der var megen snak om Ham blandt folket. Nogen sagde: "Han er god." Andre sagde: "Nej, tværtimod, Han forfører folket." 13 Men ingen snakkede åbent ud om Ham af frygt for jøderne. 14 Da det var midt under højtiden, gik Jesus op i templet og underviste. 15 Jøderne undrede sig og sagde: "Hvordan kan Denne Mand forstå Skriften når Han aldrig har fået oplæring?" 16 Jesus svarede dem og sagde: "Min lære er ikke Min Egen, men tilhører Ham som har sendt Mig. 17 Om nogen vil gøre Hans vilje, da skal han kende om læren er af Gud, eller om Jeg taler ud fra Mig Selv. 18 Den som taler ud fra sig selv, vil selv tage æren. Men Den som vil give æren til Ham som har sendt Ham, Han er sandfærdig, og i Ham er der ingen uretfærdighed. 19 Har ikke Moses givet jer loven? Og ingen af jer holder loven. Hvorfor forsøger I at dræbe Mig?" 20 Folket svarede og sagde: "Du har en dæmon. Hvem forsøger at dræbe Dig?" 21 Jesus svarede og sagde til dem: "Én gerning gjorde Jeg, og alle I undrer jer. 22 Derfor gav Moses jer omskærelsen - ikke sådan at den er fra Moses, men fra fædrene -, og I omskærer et menneske på sabbaten. 23 Hvis et menneske bliver omskåret på en sabbat, således at Moseloven ikke skal brydes, hvorfor er I da vredes på Mig fordi Jeg gjorde et menneske helt raskt på en sabbat? 24 Døm ikke efter det I ser, men fæld en retfærdig dom!" 25 Nogen af dem fra Jerusalem sagde da: "Er ikke dette Ham de forsøger at få dræbt? 26 Men se! Han taler frimodig, og de siger ingenting til Ham. Er rådsherrerne virkelig kommet til erkendelse af at Han i sandhed er Kristus? 27 Vi ved da hvor Denne er fra. Men når Kristus kommer, ved ingen hvor Han er fra." 28 Da råbte Jesus ud mens Han lærte i templet, og sagde: "I kender Mig og ved hvor Jeg er fra. Og Jeg er ikke kommet af Mig Selv, men Han som sendte Mig, er sandfærdig, Han som I ikke kender. 29 Men Jeg kender Ham, for Jeg er fra Ham, og Han sendte Mig." 30 Derfor ville de tage Ham. Men ingen lagde hånd på Ham, for Hans time var endnu ikke kommet. 31 Men mange af folket troede på Ham og sagde: "Når Kristus kommer, vil Han da gøre flere tegn end dem som Denne har gjort?" 32 Farisæerne hørte at folkemængden snakkede således om Ham, og farisæerne og ypperstepræsterne sendte tjenere ud for at tage Ham. 33 Da sagde Jesus til dem: "Jeg skal være hos jer endnu en lille stund, og så går Jeg bort til Ham som sendte Mig. 34 I skal lede efter Mig og ikke finde Mig, og der Jeg er, der kan I ikke komme." 35 Da sagde jøderne til hinanden: "Hvor vil Han drage, siden vi ikke skal finde Ham? Han vil vel ikke drage til dem som er spredt blandt grækerne og lære grækerne? 36 Hvad betyder det ord Han sagde: I skal søge Mig og ikke finde Mig, og der Jeg er, der kan I ikke komme?" 37 På den sidste dag, den store dag i højtiden, stod Jesus frem, råbte ud og sagde: "Om nogen tørster, han skal komme til Mig og drikke. 38 Den som tror på Mig, som Skriften har sagt, ud fra hans indre skal der flyde strømme af levende vand." 39 Men dette sagde Han om Ånden, Den som skulle blive givet dem som troede på Ham. For Den Hellige Ånd var endnu ikke givet, siden Jesus endnu ikke var herliggjort. 40 Mange i folkemængden som hørte dette ord, sagde da: "Han er i sandhed Profeten." 41 Andre sagde: "Han er Kristus." Men nogen sagde: "Skal Kristus komme fra Galilæa? 42 Har ikke Skriften sagt at Kristus kommer fra Davids æt og fra byen Betlehem, som David var fra?" 43 Således blev det splid blandt folket på grund af Ham. 44 Nu ville nogen af dem gribe Ham, men ingen lad hånd på Ham. 45 Så kom tjenerne tilbage til ypperstepræsterne og farisæerne, som spurte dem: "Hvorfor har I ikke taget Ham med?" 46 Tjenerne svarede: "Aldrig har noget menneske talt således som Dette Menneske!" 47 Da svarede farisæerne dem: "Er også I forført? 48 Har vel nogen af rådsherrerne eller farisæerne troet på Ham? 49 Men denne folkehob som ikke kender loven, er forbandet." 50 Nikodemus, han som kom til Jesus om natten og selv var en af dem, siger da til dem: 51 "Dømmer vor lov et menneske før den hører ham og ved hvad han gør?" 52 De svarede og sagde til ham: "Er også du fra Galilæa? Undersøg og se at ingen profet har stået frem fra Galilæa!" 53 Og hver og en gik hjem til sit eget hus.

Joh.8 1 Men Jesus gik ud til Oliebjerget. 2 Tidlig om morgenen kom Han igen ind i templet, og al folket kom til Ham. Og Han satte sig ned og lærte dem. 3 Da kom de skriftlærde og farisæerne til Ham med en kvinde som var grebet i ægteskabsbrud. Og da de havde ført hende frem midt imellem dem, 4 sagde de til Ham: "Mester, denne kvinde blev grebet på fersk gerning i ægteskabsbrud. 5 I loven har Moses befalet os at sådanne skal stenes. Men hvad siger Du?" 6 Dette sagde de for at prøve Ham, så de kunne få noget at anklage Ham for. Men Jesus bøjede sig ned og skrev på jorden med fingeren, som om Han ikke hørte. 7 Men da de fortsatte at spørge Ham, rettede Han Sig op og sagde til dem: "Den syndfrie blandt jer skal først kaste sten på hende." 8 Og på ny bøjede Han sig ned og skrev på jorden. 9 Men de som hørte dette, blev dømt af sin samvittighed og gik bort, én efter én, de ældste først, så alle de andre. Og Jesus blev alene igen med kvinden som stod midt på området. 10 Da Jesus havde rejst Sig og ikke så andre end kvinden, sagde Han til hende: "Kvinde, hvor er dine anklagere? Har ingen fordømt dig?" 11 Hun sagde: "Ikke én, Herre." Jesus sagde til hende: "Heller ikke Jeg fordømmer dig. Gå bort og synd ikke mere!" 12 Da talte Jesus på ny til dem og sagde: "Jeg er verdens lys. Den som følger Mig, skal ikke vandre i mørket, men have livets lys." 13 Da sagde farisæerne til Ham: "Du vidner om Dig Selv. Dit vidnesbyrd er ikke sandt." 14 Jesus svarede og sagde til dem: "Selv om Jeg vidner om Mig Selv, er Mit vidnesbyrd sandt, for Jeg ved hvor Jeg kommer fra og hvor Jeg går. Men I ved ikke hvor Jeg kommer fra og hvor Jeg går. 15 I dømmer efter kødet. Jeg dømmer ingen. 16 Men alligevel, om Jeg dømmer, er Min dom sand. For Jeg er ikke alene om den, men Jeg er sammen med Faderen som sendte Mig. 17 Der står også skrevet i jeres lov at to menneskers vidnesbyrd er sandt. 18 Jeg er Den som vidner om Mig Selv, og Faderen som sendte Mig, vidner om Mig." 19 Da sagde de til Ham: "Hvor er Din Far?" Jesus svarede: "I kender hverken Mig eller Min Far. Hvis I havde kendt Mig, havde I også kendt Min Far." 20 Disse ord talte Jesus ved tempelkisten, mens Han underviste i templet. Og ingen lagde hånd på Ham, for Hans time var endnu ikke kommet. 21 Da sagde Jesus til dem igen: "Jeg går bort, og I skal lede efter Mig, og I skal dø i jeres synd. Hvor Jeg går, kan I ikke komme." 22 Så sagde jøderne: "Kommer Han til at tage livet af Sig, siden Han siger: Dit Jeg går, kan I ikke komme?" 23 Han sagde til dem: "I er nedenfra. Jeg er ovenfra. I er af denne verden. Jeg er ikke af denne verden. 24 Derfor sagde Jeg til jer at I skal dø i jeres synder. For dersom I ikke tror at Jeg er Den Jeg er, skal I dø i jeres synder." 25 Da sagde de til Ham: "Hvem er Du?" Jesus sagde til dem: "Akkurat det som Jeg har sagt jer fra begyndelsen. 26 Jeg har meget at sige og at dømme om jer. Men Han som sendte Mig, er sandfærdig. Og Jeg taler til verden alt det som Jeg har hørt fra Ham." 27 De forstod ikke at Han talte til dem om Faderen. 28 Så sagde Jesus til dem: "Når I ophøjer Menneskesønnen, da skal I vide at Jeg er Den Jeg er, og at Jeg ikke gør noget af Mig Selv. Men Jeg taler alt således som Min Far lærte Mig. 29 Han som sendte Mig, er med Mig. Faderen har ikke ladet Mig blive alene tilbage, for Jeg gør altid det som behager Ham." 30 Da Han talte disse ord, var der mange som kom til tro på Ham. 31 Da sagde Jesus til de jøder som var kommet til tro på Ham: "Hvis I bliver i Mit ord, er I i sandhed Mine disciple. 32 Og I skal kende sandheden, og sandheden skal gøre I fri." 33 De svarede Ham: "Vi er Abrahams æt og har aldrig været trælle under nogen. Hvordan kan Du sige: I skal blive frie?" 34 Jesus svarede dem: "Sandelig, sandelig siger Jeg jer: Den som gør synd, er syndens træl. 35 Trællen bliver ikke i huset til evig tid. Sønnen bliver der til evig tid. 36 Så hvis Sønnen gør jer fri, da bliver I virkelig frie." 37 "Jeg ved at I er af Abrahams æt, men I søger at dræbe Mig, fordi Mit ord ikke har nogen plads hos jer. 38 Jeg taler det Jeg har set hos Min Far, og I gør det I har set hos jeres far." 39 De svarede og sagde til Ham: "Abraham er vor far." Jesus sagde til dem: "Hvis I var Abrahams børn, ville I have gjort Abrahams gerninger. 40 Men nu forsøger I at dræbe Mig, et Menneske som har fortalt jer sandheden som Jeg har hørt fra Gud. Abraham gjorde ikke sådan. 41 I gør jeres fars gerninger." Da sagde de til Ham: "Vi blev ikke født i hor. Vi har én Far - Gud." 42 Jesus sagde til dem: "Hvis Gud var jeres Far, havde I elsket Mig, for Jeg er udgået fra Gud og kommet hid. Jeg er heller ikke kommet af Mig Selv, men Han sendte Mig. 43 Hvorfor forstår I ikke Min tale? Fordi I ikke er i stand til at høre Mit ord. 44 I er af deres far, djævelen, og I vil følge jeres fars lyster. Han var en morder fra begyndelsen og står ikke i sandheden, for der er ingen sandhed i ham. Når han taler løgn, taler han ud fra sit eget, for han er en løgner og løgnens far. 45 Men fordi Jeg taler sandheden, tror I Mig ikke. 46 Hvem af jer kan overbevise Mig om synd? Og hvis Jeg siger sandheden, hvorfor tror I Mig ikke? 47 Den som er af Gud, hører Guds ord. Derfor hører I ikke, fordi I ikke er af Gud." 48 Da svarede jøderne og sagde til Ham: "Siger vi ikke med rette at Du er en samaritan og besat af en dæmon?" 49 Jesus svarede: "Jeg har ingen dæmon. Men Jeg ærer Min Far, og I vanærer Mig. 50 Jeg søger ikke Min Egen ære. Der er En som søger den og dømmer. 51 Sandelig, sandelig siger Jeg jer: Om nogen holder fast på Mit ord, skal han aldrig i evighed se døden." 52 Da sagde jøderne til Ham: "Nu ved vi at Du er en dæmon! Abraham er død og det samme er profeterne, og Du siger: Om nogen holder fast på Mit ord, skal han aldrig i evighed smage døden. 53 Er Du større end vor far Abraham, som er død? Også profeterne er døde. Hvem er det Du udgiver Dig for at være?" 54 Jesus svarede: "Hvis Jeg ærer Mig selv, er Min ære ingenting. Det er Min Far som ærer Mig, Ham I omtaler som deres Gud. 55 Alligevel har I ikke kendt Ham, men Jeg kender Ham. Hvis Jeg siger: Jeg kender Ham ikke, er Jeg en løgner som I. Men Jeg kender Ham og holder Hans ord. 56 Jeres far Abraham frydede sig over at se Min dag, og han så den og glædede sig." 57 Da sagde jøderne til Ham: "Du er endnu ikke halvtreds år gammel, og Du har set Abraham?" 58 Jesus sagde til dem: "Sandelig, sandelig siger Jeg jer: Jeg er før Abraham var." 59 Da tog de op stene for at kaste på Ham. Men Jesus skjulte Sig og gik ud af templet. Han gik midt imellem dem og kom forbi på denne måde.

Joh.9 1 Da Jesus gik videre, fik Han øje på en mand som havde været blind fra fødselen af. 2 Hans Disciplene spurte Ham og sagde: "Rabbi, hvem har syndet, denne mand eller hans forældre, siden han blev født blind?" 3 Jesus svarede: "Hverken denne mand eller hans forældre har syndet, men dette skete for at Guds gerninger skulle blive åbenbart på ham. 4 Medens det endnu er dag, må Jeg gøre Hans gerninger som har sendt Mig. Natten kommer da ingen kan arbejde. 5 Så længe Jeg er i verden, er Jeg verdens lys." 6 Da Han havde sagt alt dette, spyttede Han på jorden og lavede en dynd af spyttet. Han tog dyndet og smurte på den blindes øjne. 7 Og Han sagde til ham: "Gå og vask dig i Siloa-dammen!" - det betyder "Udsendt." Så gik manden og vaskede sig og kom seende tilbage. 8 Da sagde naboerne og de som tidligere havde set at han var blind: "Er ikke dette han som sad og tiggede?" 9 Nogen sagde: "Det er ham." Andre sagde: "Han ligner ham." Han selv sagde: "Det er mig." 10 Derfor sagde de til ham: "Hvordan blev dine øjne åbnet?" 11 Han svarede og sagde: "Et Menneske som hedder Jesus, lavede dynd og smurte mine øjne og sagde til mig: Gå til Siloa-dammen og vask dig. Så gik jeg og vaskede mig, og jeg fik synet." 12 Da sagde de til ham: "Hvor er Han?" Han sagde: "Jeg ved ikke." 13 De førte ham som havde været blind, til farisæerne. 14 Det var sabbat da Jesus lavede dyndet og åbnede hans øjne. 15 Derfor spurte også farisæerne ham igen om hvordan han havde fået synet. Han sagde til dem: "Han lagde dynd på mine øjne, og jeg vaskede mig, og jeg ser." 16 Derfor sagde nogle af farisæerne: "Dette Mennesket er ikke fra Gud, for Han holder ikke sabbaten." Andre sagde: "Hvordan kan et menneske som er en synder, gøre sådanne tegn?" Og det blev strid blandt dem. 17 De henvendte sig igen til den blinde: "Hvad siger du om Ham siden Han åbnede dine øjne?" Han sagde: "Han er en profet." 18 Men jøderne troede ikke på det som blev fortalt om ham, at han havde vært blind og fået synet, før de havde kaldet hans forældrene som havde fået synet til sig. 19 De spurte dem og sagde: "Er dette jeres søn, som I siger blev født blind? Hvordan kan han nu se?" 20 Hans forældre svarede dem og sagde: "Vi ved at dette er vor søn, og at han blev født blind. 21 Men hvad det kommer af at han nu ser, det ved vi ikke. Vi ved heller ikke hvem som åbnet hans øjne. Han er gammel nok, spørg ham selv! Han kan snakke for sig selv." 22 Dette sagde forældrene hans fordi de var bange for jøderne. Jøderne var nemlig allerede blevet enige om at dersom nogen bekendte Ham som Kristus, skulle han blive udstødt af synagogen. 23 Derfor sagde hans forældre: "Han er gammel nok, spørg ham selv!" 24 Så kaldte de manden som havde vært blind til sig for anden gang, og sagde til ham: "Giv Gud æren! Vi ved at Denne Mand er en synder." 25 Han svarede og sagde: "Om Han er en synder, ved jeg ikke. En ting ved jeg: Selv om jeg var blind, ser jeg nu." 26 Da sagde de til ham nok en gang: "Hvad gjorde Han med dig? Hvordan åbnet Han øjne dine?" 27 Han svarede dem: "Jeg har allerede fortalt jer det, og I hørte ikke efter. Hvorfor vil I høre det en gang til? Vil også I blive disciple af Ham?" 28 Da hånede de ham og sagde: "Du er discipel af Ham, men vi er disciple af Moses. 29 Vi ved at Gud talte til Moses. Men hvor Denne kommer fra, ved vi ikke." 30 Manden svarede og sagde til dem: "Det er da forunderligt, at I ikke ved hvor Han er fra, og Han åbnet øjne mine? 31 Vi ved da at Gud ikke hører syndere. Men om nogen tilbeder Gud og gør Hans vilje, så hører Han ham. 32 Helt fra tidens begyndelse har det været uhørt at nogen åbnede øjne til en som var født blind. 33 Hvis Denne ikke var fra Gud, kunne Han ikke gøre noget sådant." 34 De svarede ham: "Hele du er født i synder, og du vil lære os?" Og de kastede ham ud. 35 Jesus fik at høre de havde kastet ham ud. Og da Han havde fundet ham, sagde Han til ham: "Tror du på Guds Søn?" 36 Han svarede og sagde: "Hvem er Han, Herre, så jeg kan tro på Ham?" 37 Jesus sagde til ham: "Du har allerede set Ham. Han som taler med dig, Ham er det." 38 Da sagde han: "Herre, jeg tror!" Og han tilbad Ham. 39 Jesus sagde: "Til dom er Jeg kommet ind i denne verden, så de som ikke ser, skal få se, og de som ser, skal blive blinde." 40 Nogen af farisæerne som var med Ham, hørte da disse ord og sagde til Ham: "Er vi også blinde?" 41 Jesus sagde til dem: "Havde I været blinde, havde I ikke haft nogen synd. Men nu siger I: Vi ser. Derfor består jeres synd.

Joh.10 1 Sandelig, sandelig siger Jeg jer: Den som ikke går ind i fåre-folden gennem døren, men klatrer over et andet sted, han er en tyv og en røver. 2 Men den som går ind gennem døren, er fårnes hyrde. 3 For ham åbner dørvogteren op, og fårene hører hans røst, og han kalder sine egne får ved navn og leder dem ud. 4 Når han fører sine egne får ud, går han foran dem. Fårene følger ham, for de kender hans røsten. 5 Men en fremmed vil de slet ikke følge; de vil flygte fra ham, for de kender ikke røsten til den fremmede." 6 Jesus brugte denne lignelse, men de forstod ikke hvad det var Han sagde til dem. 7 Da sagde Jesus til dem igen: "Sandelig sandelig siger Jeg jer: Jeg er døren ind til fårene. 8 Alle som er kommet før Mig, er tyve og røvere, men fårene hørte ikke på dem. 9 Jeg er døren. Hvis nogen går ind gennem Mig, skal han blive frelst, og han skal gå ind og gå ud og finde føde. 10 Tyven kommer ikke for noget andet end for at stjæle og dræbe og ødelægge. Jeg er kommet for at de skal have liv, og det i overflod. 11 Jeg er den gode hyrde. Den gode hyrde giver Sit liv for fårene. 12 Men en vikar, en som ikke er hyrde og som ikke ejer fårene, når han ser ulven komme, forlader han fårene og flygter. Og ulven kaster sig over fårene og spreder dem. 13 Vikaren flygter fordi han er en vikar og ikke har omsorg for fårene. 14 Jeg er den gode hyrde, Jeg kender Mine, og Jeg er kendt af Mine. 15 Som Faderen kender Mig, således kender også Jeg Faderen. Jeg giver Mit liv for fårene. 16 Jeg har andre får, som ikke er af denne hjort. Dem må Jeg også lede, og de skal høre Min røst. Det skal være én flok og én hyrde. 17 Derfor elsker Min Far Mig, fordi Jeg giver Mit liv, for at Jeg skal tage det igen. 18 Ingen tager det fra Mig, men Jeg giver det af Mig Selv. Jeg har magt til at sætte det til, og Jeg har magt til at tage det igen. Dette bud har Jeg fået af Min Far." 19 Så blev der igen splid blandt jøderne på grund af disse ord. 20 Mange af dem sagde: "Han har en dæmon og er gal. Hvorfor hører I på Ham?" 21 Andre sagde: "Sådanne ord kan ikke være fra en dæmonbesat. En dæmon kan vel ikke åbne øjne på en blind?" 22 Festen til minde om templets indvielse blev nu holdt i Jerusalem, og det var vinter. 23 Jesus gik omkring i templet, i Salomons buegang. 24 Da flokkede jøderne sig om Ham og sagde til Ham: "Hvor længe vil Du holde os spændte? Hvis Du er Kristus, så sig det lige ud." 25 Jesus svarede dem: "Jeg har sagt det til jer, men I tror ikke. De gerninger Jeg gør i Min Fars navn, de vidner om Mig. 26 Men I tror ikke fordi I ikke er af Mine får, som Jeg sagde til jer. 27 Mine får hører Min røst, og Jeg kender dem, og de følger Mig. 28 Jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt. Ingen skal heller ikke rive dem ud af Min hånd. 29 Min Far, som har givet dem til Mig, er større end alle. Og ingen er i stand til at rive dem ud af Min Fars hånd. 30 Jeg og Faderen, Vi er et." 31 Da tog jøderne sten op igen for at stene Ham. 32 Jesus svarede dem: "Mange gode gerninger fra Min Far har Jeg vist jer. For hvilken af disse gerninger stener I Mig?" 33 Jøderne svarede Ham og sagde: "For en god gerning stener vi Dig ikke, men for gudsbespottelse, og fordi Du som er et Menneske, gør Dig Selv til Gud." 34 Jesus svarede dem: "Står det ikke skrevet i jeres lov: Jeg har sagt: I er guder? 35 Hvis Han kaldte dem guder, dem som Guds ord kom til - og Skriften kan ikke gøres ugyldig -, 36 kan I da sige om Ham som Faderen helligede og sendte til verden: Du taler gudsbespottelig, fordi Jeg sagde: Jeg er Guds Søn? 37 Hvis Jeg ikke gør Min Fars gerninger, så tro Mig ikke. 38 Men hvis Jeg gør dem, så tro gerningerne, selv om I ikke tror Mig, så kan I vide og tro at Faderen er i Mig og Jeg i Ham." 39 Derfor forsøgte de på ny at gribe Ham, men Han gik bort og slap ud af deres hænder. 40 Igen drog Han tilbage til den anden side af Jordan, til det sted hvor Johannes først døbte, og der blev Han. 41 Da var der mange som kom til Ham, og de sagde: "Johannes gjorde ingen tegn, men alt det Johannes fortalte om Denne mand, var sandt." 42 Og der mange kom til at tro på Ham.

Joh.11 1 Der var en mand der som var syg, Lasarus fra Betania, den by hvor Maria og hendes søster Martha boede. 2 Det var den Maria som salvede Herren med velduftende salveolie og tørrede Hans fødder med sit hår. Hendes bror, Lasarus, var syg. 3 Derfor sendte søstrene bud efter Ham og sagde: "Herre, se, han som Du elsker, er syg." 4 Da Jesus hørte det, sagde Han: "Denne sygdommen er ikke til døden, men for Guds æres skyld, for at Guds Søn skal blive herliggjort ved den." 5 Jesus elskede Marta og hendes søster og Lasarus. 6 Da Jesus hørte at han var syg, blev Han endnu to dage på det sted Han var. 7 Derefter siger Han til Sine disciple: "Lad os drage til Judæa igen." 8 Disciplene sagde til Ham: "Rabbi, nylig forsøgte jøderne at stene Dig, og så drager Du derhen igen?" 9 Jesus svarede: "Er en dag ikke på tolv timer? Hvis nogen vandrer om dagen, snubler han ikke, for han ser denne verdens lys. 10 Men den som vandrer om natten, snubler, for lyset er ikke i ham." 11 Alt dette sagde Han, og derefter siger Han til dem: "Vor ven Lasarus sover, men Jeg drager hen for at vække ham op." 12 Da sagde Hans disciple: "Herre, hvis han har sovet, vil han blive rask." 13 Men Jesus havde talte om hans død, mens de troede at Han talte om søvnens hvile. 14 Så sagde Jesus lige ud til dem: "Lasarus er død. 15 For jeres skyld er Jeg glad at Jeg ikke var der, så at I kan få tro. Men lad os alligevel gå til ham." 16 Thomas, som bliver kaldet Tvillingen, sagde da til sine med-disciple: "Lad os også drage, så vi kan dø sammen med Ham." 17 Da Jesus så kom frem, fandt Han at Lasarus allerede havde ligget i graven i fire dage. 18 Betania lå lige ved Jerusalem, omtrent femten stadier borte. 19 Mange af jøderne var kommet til kvinderne som var sammen med Marta og Maria, for at trøste dem i sorgen over deres bror. 20 Med det samme Marta hørte at Jesus kom, gik hun Ham i møde. Men Maria sad tilbage i huset. 21 Marta sagde da til Jesus: "Herre, hvis Du havde vært her, havde min bror ikke vært død. 22 Men også nu ved jeg at alt det Du beder Gud om, vil Gud give Dig." 23 Jesus siger til hende: "Din bror skal stå op igen." 24 Marta siger til Ham: "Jeg ved at han skal stå op igen i opstandelsen på den sidste dag." 25 Jesus sagde til hende: "Jeg er opstandelsen og livet. Den som tror på Mig, skal leve selv om han dør. 26 Og hver den som lever og tror på Mig, skal aldrig i evighed dø. Tror du dette?" 27 Hun sagde til Ham: "Ja, Herre, jeg tror at Du er Kristus, Guds Søn, Han som kommer til verden." 28 Da hun havde sagt dette, gik hun bort og kaldte i al stilhed på sin søster Maria og sagde: "Mesteren er her og kalder på dig." 29 Idet samme hun hørte dette, rejste hun sig straks op og kom til Ham. 30 Nu var Jesus endnu ikke kommet ind i byen, men var på det sted hvor Marta havde mødt Ham. 31 Jøderne som var sammen med hende i huset og trøstede hende, så at Maria straks rejste sig og gik ud. Da fulgte de med hende og sagde: "Hun går til graven for at græde der." 32 Da Maria kom der hvor Jesus var og fik Ham at se, faldt hun ned ved Hans fødder og sagde til Ham: "Herre, hvis Du havde været her, havde min bror ikke været død." 33 Da Jesus så hende græde og jøderne som kom sammen med hende, græde, blev Han oprørt i ånden og bevæget. 34 Han sagde: "Hvor har I lagt ham?" De sagde til Ham: "Herre, kom og se!" 35 Jesus græd. 36 Da sagde jøderne: "Se hvor Han elskede ham!" 37 Nogen af dem sagde: "Kunne ikke Denne, Han som åbnet den blindes øjne, også have gjort det således at denne manden slap for at dø?" 38 Da Jesus kommer hen til graven, bliver Han igen oprørt i Sit indre. Graven var en hule, og en sten lå foran den. 39 Jesus siger: "Tag stenen bort!" Martha, den afdødes søster, siger til Ham: "Herre, han lugter allerede, for det er jo den fjerde dag." 40 Jesus siger til hende: "Sagde Jeg dig ikke at hvis du tror, skal du få Guds herlighed at se?" 41 Da tog de stenen bort fra stedet hvor den døde lå. Jesus løftede blikket og sagde: "Far, Jeg takker Dig for at Du har hørt Mig. 42 Jeg ved at Du altid hører Mig, men på grund af folkemængden som står rundt her, sagde Jeg dette, for at de skal tro at der er Du som har sendt Mig." 43 Da Han havde sagt alt dette, råbte Han med høj røst: "Lazarus, kom her ud!" 44 Han som havde været død, kom ud, ombundet på hænder og fødder med ligklæder. Hans ansigt var omhyllet af et tørklæde. Jesus siger til dem: "Løs ham og lad ham gå!" 45 Mange af de jøder som var kommet til Maria og som havde set det Jesus gjorde, kom da til tro på Ham. 46 Men nogen af dem gik hen til farisæerne og fortalte dem om det Jesus havde gjort. 47 Da samlede ypperstepræsterne og farisæerne Rådet og sagde: "Hvad skal vi gøre? For Dette Menneske gør mange tegn. 48 Hvis vi lader Ham fortsætte på denne måde, vil alle komme til tro på Ham, og romerne vil komme og tage både stedet og folket fra os." 49 Men en af dem, Kaifas, som var ypperstepræst det år, sagde til dem: "I forstår ingenting, 50 og I tænker heller ikke over at det er bedre for os at et menneske dør for folket, end at hele folket går til grunde." 51 Dette sagde han ikke af sig selv. Men fordi han var ypperstepræst det år, profeterede han at Jesus skulle dø for folket, 52 ja, ikke bare for det folket, men også for at Han skulle samle de Guds børn som er spredt rundt omkring. 53 Fra den dag havde de bestemt sig for at dræbe Ham. 54 Derfor gik Jesus ikke længere åbenlyst omkring blandt jøderne, men drog derfra til landet lige ved ørkenen, til en by som hedder Efraim. Der holdt Han Sig sammen med Sine disciple. 55 Men jødernes påske var nær, og før påsken drog mange fra landet op til Jerusalem for at rense sig. 56 De ledte da efter Jesus, og talte indbyrdes mens de stod i templet: "Hvad tror I, kommer Han slet ikke til højtiden?" 57 Både ypperstepræsterne og farisæerne havde givet befaling om at dersom nogen vidste hvor Han var, skulle han melde om det, så de kunne gribe Ham.

Joh.12 1 Seks dage før påske kom Jesus til Betania, hvor Lasarus boede, han som havde været død og som Han havde vækkede op fra de døde. 2 Der lavede de et festmåltid for Ham. Marta vartede op, mens Lasarus var en af dem som sad til bords med Ham. 3 Da tog Maria et pund meget kostbar olie af nardus, salvede Jesu fødder og tørrede dem med sit hår. Huset blev fyldt af duften af salveolien. 4 Men en af Hans disciple, Judas Iskariot, Simons søn, han som skulle forråde Ham, sagde: 5 "Hvorfor blev denne velduftende salveolien ikke solgt for tre hundrede denarer og pengene givet til de fattige?" 6 Dette sagde han ikke fordi han brød sig om de fattige, men fordi han var en tyv og havde pengekassen, og han tog stadig af det som blev lagt i den. 7 Men Jesus sagde: "Lad hende være i fred! Hun har gemt denne olie til dagen for Min gravfærd. 8 De fattige har I jo altid hos jer, men Mig har I ikke altid." 9 En stor mængde af jøderne vidste nu at Han var der. Og de kom, ikke bare for Jesu skyld, men også for at se Lasarus, som Han havde vagt op fra de døde. 10 Men ypperstepræsterne besluttede at også dræbe Lasarus, 11 for på grund af ham gik mange af jøderne her ud, og de troede på Jesus. 12 Dagen efter var en stor folkemængde kommet til højtiden. Da de hørte at Jesus var på vej til Jerusalem, 13 tog de grene af palmetræer og gik ud for at møde Ham, og de råbte: Hosianna! Velsignet være Han som kommer i Herrens navn! Israels Konge! 14 Da Jesus havde fundet et ungt æsel, satte Han sig på det, således der står skrevet: 15 Frygt ikke, Sions datter. Se, din Konge kommer, siddende på en æselføl. 16 Hans Disciple forstod ikke alt dette til at begynde med. Men da Jesus var herliggjort, huskede de at alt dette var skrevet om Ham, og at de havde gjort dette for Ham. 17 Folkeskaren vidnede derfor om dette, de som havde været sammen med Ham da Han kaldte Lasarus ud fra graven og rejste ham op fra de døde. 18 Derfor gik også folket Ham i møde, fordi de hørte at Han havde gjort dette tegn. 19 Farisæerne sagde da til hinanden: "I ser at I ikke får udrettet noget. Se, al verden følger efter Ham!" 20 Blandt dem som kom op for at tilbede under højtiden, var der nogle grækere. 21 De kom til Filip, som var fra Betsaida i Galilæa, og spurte ham og sagde: "Herre, vi vil se Jesus." 22 Filip kom og fortalte dette til Andreas, og derefter sagde Andreas og Filip det til Jesus. 23 Men Jesus svarede dem og sagde: "Timen er kommet da Menneskesønnen skal blive herliggjort. 24 Sandelig, sandelig siger Jeg jer: Hvis ikke hvedekornet kommer i jorden og dør, bliver det kun det ene korn. Men hvis det dør, bærer det megen frugt. 25 Den som elsker sit liv, skal miste det, men den som hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evig liv. 26 Hvis nogen tjener Mig, må han følge Mig. Hvor Jeg er, der skal også Min tjener være. Hvis nogen tjener Mig, skal Min Far ære ham. 27 Nu er Min sjæl forfærdet, og hvad skal Jeg sige? Far, frels Mig fra denne time? Nej, netop derfor er Jeg kommet, til denne time. 28 Far, herliggør Dit navn!" Da kom en røst fra himmelen, som sagde: "Jeg har allerede herliggjort det og skal igen herliggøre det." 29 Folket som stod der og hørte det, sagde da at det havde tordnet. Andre sagde: "En engel har talt til Ham." 30 Jesus svarede og sagde: "Denne røst kom ikke for Min skyld, men for jeres skyld. 31 Nu er denne verdens dom kommet. Nu bliver denne verdens hersker kastet ud. 32 Og Jeg, når Jeg bliver løftet op fra jorden, skal Jeg drage alle til Mig." 33 Dette sagde Han for at give til kende med hvilken død Han skulle dø. 34 Folket svarede Ham: "Vi har hørt ud fra loven at Kristus forbliver til evig tid. Hvordan kan Du da sig: Menneskesønnen skal blive løftet op? Hvem er denne Menneskesøn?" 35 Da sagde Jesus til dem: "Endnu en lille stund er lyset hos jer. Vandre mens I har lyset, så mørket ikke skal overvinde jer. Den som vandrer i mørket, ved ikke hvor han går. 36 Tro på lyset, mens I har lyset, så I kan blive lysets børn." Dette sagde Jesus, og så drog Han bort og blev skjult for dem. 37 Men selv om Han havde gjort så mange tegn for dem, troede de ikke på Ham, 38 for at profeten Esajas' ord skulle blive opfyldt, således han har sagt: Herre, hvem troede vort budskab? Og for hvem blev Herrens arm åbenbaret? 39 Derfor kunne de ikke tro, for Esajas sagde også: 40 Han har forblindet jeres øjne og forhærdet jeres hjerter, så de ikke skulle se med øjne og ikke forstå med hjertet og vende om, så Jeg kunne lege dem. 41 Alt dette sagde Esajas da han så Hans herlighed og talte om Ham. 42 Alligevel var der mange, selv blandt rådsherrerne, som troede på Ham. Men på grund af farisæerne bekendte de Ham ikke, så de ikke skulle blive udstødt fra synagogen. 43 For de elskede ære fra mennesker højere end ære fra Gud. 44 Men Jesus råbte og sagde: "Den som tror på Mig, tror ikke på Mig, men på Ham som sendte Mig. 45 Og den som ser Mig, ser Ham som har sendt Mig. 46 Jeg er kommet som et lys til verden, for at hver den som tror på Mig, ikke skal blive i mørket. 47 Hvis nogen hører Mine ord og ikke tror, dømmer Jeg ham ikke. For Jeg kom ikke for at dømme verden, men for at frelse verden. 48 Den som forkaster Mig og ikke tager imod Mine ord, har sin dommer: Ordet som Jeg har talt, det skal dømme ham på den sidste dag. 49 For Jeg har ikke talt af Mig selv. Men Faderen som har sendt Mig, gav Mig bud om hvad Jeg skulle sige og hvad Jeg skulle tale. 50 Jeg ved at Hans bud er evigt liv. Det som Jeg da taler, taler Jeg således som Faderen har sagt til Mig."

Joh.13 1 Det var før påskehøjtiden. Jesus vidste nu at Hans time var kommet, da Han skulle gå bort fra denne verden til Faderen. Ligesom Han havde elsket Sine egne som var i verden, således elskede Han dem til det sidste. 2 Da måltidet var ovre, havde djævelen allerede lagt ind i hjertet til Judas Iskariot, Simons søn, at han skulle forråde Ham. 3 Jesus vidste at Faderen havde overgivet alt i Hans hænder, og at Han var kommet fra Gud og skulle gå til Gud. 4 Da rejser Han sig op fra måltidet og lægger Sine klæder fra sig, tager et håndklæde og binder det om Sig. 5 Derefter fylder Han vand i et fad og begynder at vaske disciplenes fødder og tørre dem med håndklædet Han har om Sig. 6 Så kommer Han til Simon Peter. Og Peter siger til Ham: "Herre, vasker Du mine fødder?" 7 Jesus svarede og sagde til ham: "Det Jeg gør, forstår du ikke nu, men du skal forstå det efter dette." 8 Peter siger til Ham: "Du skal slet ikke vaske mine fødder, ikke i al evighed!" Jesus svarede ham: "Hvis Jeg ikke vasker dig, har du ikke del med Mig." 9 Simon Peter siger til Ham: "Herre, ikke kun mine fødder, men også hænderne og hovedet!" 10 Jesus siger til ham: "Den som er badet, behøver blot at vaske fødderne, for han er ren over det hele. Også I er rene, men ikke alle." 11 For Han vidste hvem som ville forråde Ham. Derfor sagde Han: "I er ikke alle rene." 12 Da Han så havde vasket deres fødder og taget Sine klæder på Sig og sat sig ned igen, sagde Han til dem: "Forstår I hvad Jeg har gjort med jer? 13 I kalder Mig Mester og Herre, og det med rette, for det er Jeg. 14 Hvis da Jeg som er jeres Herre og Mester, har vasket jeres fødder, skylder også I at vaske til hverandres fødder. 15 Nu har Jeg givet jer et eksempel, for at I skal gøre som Jeg har gjort mod jer. 16 Sandelig, sandelig siger Jeg jer: En tjener er ikke større end sin herre. Heller ikke er den som er udsendt, større end han som har sendt ham. 17 Hvis I skønner dette, er I salige, så sandt I gør det. 18 Jeg taler ikke om jer alle. Jeg ved hvem Jeg har udvalgt. Men for at Skriften kan blive opfyldt: Han som æder brød sammen med Mig, har løftet sin hæl mod Mig. 19 Nu fortæller Jeg jer dette før det sker, således at I, når det går i opfyldelse, kan tro at "Jeg er". 20 Sandelig, sandelig siger Jeg jer: Den som tager imod en som Jeg sender, tager imod Mig. Og den som tager imod Mig, tager imod Ham som har sendt Mig." 21 Da Jesus havde sagt dette, blev Han rystet i ånden, vidnede og sagde: "Sandelig, sandelig siger Jeg jer: En af jer skal forråde Mig." 22 Da så disciplene på hinanden og undrede sig over hvem Han talte om. 23 En af disciplene, den som Jesus elskede, sad ved Jesu side og lænede sig mod Ham. 24 Simon Peter gjorde da tegn til ham for at han skulle spørge hvem det var Han talte om. 25 Da læner han sig bagover mod Jesu bryst og siger til Ham: "Herre, hvem er det?" 26 Jesus svarer: "Det er ham Jeg giver et stykke brød når Jeg har dyppet det." Efter at have dyppet brødet giver Han det til Judas Iskariot, søn af Simon. 27 Efter at han havde fået brødstykket, fór Satan ind i ham. Da siger Jesus til ham: "Det du gør, gør det snart!" 28 Men ingen ved bordet forstod hvorfor Han sagde dette til ham. 29 For nogen tænkte at siden Judas havde pengekassen, havde Jesus sagt til ham: "Køb det vi behøver til højtiden," eller de tænkte at han skulle give noget til de fattige. 30 Efter at Judas havde taget imod brødstykket, gik han ud straks. Og det var nat. 31 Da han havde gået ud, siger Jesus: "Nu er Menneskesønnen herliggjort, og Gud er herliggjort i Ham. 32 Hvis Gud er herliggjort i Ham, skal Gud også herliggøre Ham i Sig Selv, og Han skal snart herliggøre Ham. 33 Børnlille! Jeg skal være hos jer en lille stund endnu. I kommer til at lede efter Mig. Og som Jeg sagde til jøderne: Hvor Jeg går hen, kan I ikke komme, det siger Jeg nu også til jer. 34 Et nyt bud giver Jeg jer, at I skal elske hinanden. Således Jeg har elsket jer, skal I elske hinanden. 35 Af dette skal alle forstå at I er Mine disciple, om I har kærlighed til hinanden." 36 Simon Peter siger til Ham: "Herre, hvor går Du?" Jesus svarede ham: "Hvor Jeg går, kan du ikke følge Mig nu. Men du skal følge Mig senere." 37 Peter siger til Ham: "Herre, hvorfor kan jeg ikke følge Dig nu? Jeg vil give mit liv for Dig." 38 Jesus svarede ham: "Vil du give dit liv for Mig? Sandelig, sandelig siger Jeg dig: Hanen skal ikke gale før du har fornægtet Mig tre gange."

Joh.14 1 "Lad ikke jeres hjerte forfærdes! Tro på Gud og tro på Mig! 2 I Min Fars hus er der mange rum. Hvis ikke, ville Jeg have sagt jer det. Jeg går for at gøre et sted i stand for jer. 3 Når Jeg er gået bort og har gjort et sted for jer i stand, skal Jeg komme igen og tage jer til Mig. For hvor Jeg er, der skal også I være. 4 I ved hvor Jeg går, og I kender vejen." 5 Tomas siger til Ham: "Herre, vi ved ikke hvor Du går, så hvordan kan vi vide vejen?" 6 Jesus siger til ham: "Jeg er vejen, sandheden og livet. Ingen kommer til Faderen uden ved Mig. 7 Havde I kendt Mig, havde I også kendt Min Far. Fra nu af kender I Ham og har set Ham." 8 Filip siger til Ham: "Herre, vis os Faderen, og det er nok for os." 9 Jesus siger til ham: "Så længe har Jeg vært hos jer, og alligevel kender du Mig ikke, Filip? Den som har set Mig, har set Faderen. Så hvordan kan du sige: Vis os Faderen? 10 Tror du ikke at Jeg er i Faderen og Faderen i Mig? De ord som Jeg taler til jer, taler Jeg ikke af Mig selv, men Faderen, som bliver i Mig, Han gør gerningerne. 11 Tro Mig at Jeg er i Faderen og Faderen i Mig. Hvis ikke, så tro Mig for selve gerningernes skyld. 12 Sandelig, sandelig siger Jeg jer: Den som tror på Mig, han skal også gøre de gerninger Jeg gør. Han skal gøre større gerninger end disse, for Jeg går til Min Far. 13 Hvad som helst I beder om i Mit navn, det skal Jeg gøre, så Faderen skal blive herliggjort i Sønnen. 14 Dersom I beder om noget i Mit navn, skal Jeg gøre det. 15 Hvis I elsker Mig, så hold Mine bud. 16 Og Jeg vil bede Faderen, og Han skal give jer en anden Talsmand, for at Han skal blive hos jer til evig tid, 17 sandhedens Ånd, som verden ikke kan få, siden den hverken ser Ham eller kender Ham. Men I kender Ham, for Han bliver hos jer og skal være i jer. 18 Jeg skal ikke lade jer blive tilbage som forældreløse. Jeg skal komme til jer. 19 Endnu en lille stund og verden skal ikke se Mig længe, men I skal se Mig. For Jeg lever, og I skal leve. 20 På den dag skal I kende at Jeg er i Min Far og I i Mig og Jeg i jer. 21 Den som har Mine bud og holder dem, han er den som elsker Mig. Og den som elsker Mig, skal blive elsket af Min Far, og Jeg skal elske ham og åbenbare Mig for ham." 22 Judas, ikke Iskariot, siger til Ham: "Herre, hvad er grunden til at Du vil åbenbare Dig for os og ikke for verden?" 23 Jesus svarede og sagde til ham: "Hvis nogen elsker Mig, vil han holde Mit ord. Og Min Far skal elske ham, og Vi skal komme til ham, og Vi skal have Vor bolig hos ham. 24 Den som ikke elsker Mig, holder ikke Mine ord. Og ordet som I hører, er ikke Mit, men Faderens, Han som har sendt Mig. 25 Alt dette har Jeg talt til jer mens Jeg endnu er hos jer. 26 Men Talsmanden, Den Hellige Ånd, som Faderen vil sende i Mit navn, Han skal lære jer alle ting og minde jer om alt det Jeg har sagt jer. 27 Fred efterlader Jeg jer, Min fred giver Jeg jer. Ikke som verden giver, giver Jeg jer. Lad ikke jeres hjerte forfærdes, og lad det heller ikke gribes af frygt! 28 I har hørt at Jeg har sagt til jer: Jeg går bort og kommer tilbage til jer. Dersom I elskede Mig, ville I glæde jer fordi Jeg sagde: Jeg går til Faderen. For Min Far er større end Mig. 29 Nu har Jeg fortalt jer det før det kommer, så I kan tro når det kommer. 30 Herefter skal Jeg ikke tale så meget med jer, for denne verdens fyrste kommer, og han har ingenting i Mig. 31 Men for at verden skal vide at Jeg elsker Faderen, så gør Jeg således Faderen har givet Mig befaling om. Stå op, lad os gå herfra!

Joh.15 1 Jeg er det sande vintræ, og Min Far er vingårdsmanden. 2 Hver gren på Mig som ikke bærer frugt, tager Han bort. Og hver gren som bærer frugt, beskærer Han, så den kan bære mere frugt. 3 I er alle rene på grund af det ord Jeg har talt til jer. 4 Bliv i Mig, så bliver Jeg i jer. Således som grenen ikke kan bære frugt af sig selv, uden at den bliver på vintræet, således kan heller ikke I bære frugt, uden at I bliver i Mig. 5 Jeg er vintræet, I er grenene. Den som bliver i Mig og Jeg i ham, bærer megen frugt. For uden Mig kan I slet ikke gøre noget. 6 Hvis nogen ikke bliver i Mig, bliver han kastet ud som grenen og visner. Og de samler dem og kaster dem på ilden, og de brænder. 7 Hvis I bliver i Mig og Mine ord bliver i jer, kan I bede om hvad I vil, og det skal blive gjort for jer. 8 I dette er Min Far herliggjort, at I bærer megen frugt. Og I skal være Mine disciple. 9 Således som Faderen har elsket Mig, på samme måde har også Jeg elsket jer. Bliv i Min kærlighed! 10 Hvis I holder Mine bud, bliver I, i Min kærlighed, på samme måde som Jeg har holdt Min Fars bud og bliver i Hans kærlighed. 11 Dette har Jeg sagt til jer for at Min glæde skal blive i jer, og for at jeres glæde skal blive fuldkommen. 12 Dette er Mit bud, at I skal elske hinanden som Jeg har elsket jer. 13 Ingen har større kærlighed end dette, at han giver sit liv for sine venner. 14 I er Mine venner, hvis I gør alt det Jeg befaler jer. 15 Jeg kalder jer ikke længer tjenere, for en tjener ved ikke hvad hans herre gør. Jer har Jeg kaldet venner, for alt det Jeg har hørt af Min Far, har Jeg bekendtgjort jer. 16 I har ikke udvalgt Mig, men Jeg har udvalgt jer og sat jer til at gå ud og bære frugt. Og jeres frugt skal vare, således at alt det I beder Faderen om i Mit navn, skal Han give jer. 17 Dette befaler Jeg jer, for at I skal elske hinanden. 18 Hvis verden hader jer, så ved I at den har hadet Mig før den hadet jer. 19 Hvis I var af verden, ville verden elske sit eget. Fordi I ikke er af verden, men fordi Jeg har udvalgt jer af verden, derfor hader verden jer. 20 Husk de ord Jeg sagde til jer: En tjener er ikke større end sin herre. Har de forfulgt Mig, skal de også forfølge jer. Har de holdt Mit ord, skal de også holde jeres ord. 21 Men alt dette skal de gøre mod jer for Mit navns skyld, siden de ikke kender Ham som har sendt Mig. 22 Havde ikke Jeg kommet og talt til dem, ville de ikke have haft synd, men nu har de ingen undskyldning for sin synd. 23 Den som hader Mig, hader også Min Far. 24 Havde Jeg ikke gjort gerninger iblandt dem som ingen andre har gjort, ville de ikke have haft synd. Men nu har de set dem, og de har hadet både Mig og Min Far. 25 Men dette skete for at det ord skulle blive opfyldt som er skrevet i deres lov: De hadede Mig uden grund. 26 Men når Talsmanden kommer, Han som Jeg skal sende jer fra Faderen, sandhedens Ånd, som går ud fra Faderen, da skal Han vidne om Mig. 27 I skal også vidne, for I har været med Mig fra begyndelsen.

Joh.16 1 Alt dette har Jeg talt til jer for at I ikke skal tage anstød. 2 De skal udstøde jer af synagogerne. Ja, den tid kommer da enhver som dræber jer, skal tro at han gør Gud en tjeneste. 3 Dette skal de gøre mod jer fordi de ikke har kendt hverken Faderen eller Mig. 4 Men dette har Jeg sagt til jer, således at når den tid kommer, kan I huske at Jeg har fortalt jer det. Alt dette sagde Jeg ikke til jer fra begyndelsen af, for da var Jeg hos jer. 5 Men nu går Jeg bort til Ham som har sendt Mig, og ingen af jer spørger Mig: Hvor går Du hen? 6 Men fordi Jeg har sagt jer alt dette, har sorg fyldt jeres hjerte. 7 Alligevel siger Jeg jer sandheden. Det er til det bedste for jer at Jeg går bort. For hvis Jeg ikke går bort, kommer Talsmanden ikke til jer. Men hvis Jeg går bort, skal Jeg sende Ham til jer. 8 Når Han kommer, skal Han overbevise verden om synd og om retfærdighed og om dom. 9 Om synd, fordi de ikke tror på Mig, 10 om retfærdighed, fordi Jeg går til Min Far og I ser mig ikke længere, 11 om dom, fordi denne verdens fyrste er dømt. 12 Jeg har endnu meget at sige jer, men I kan ikke bære det nu. 13 Men når Han, sandhedens Ånd, kommer, skal Han vejlede jer til hele sandheden. For Han skal ikke tale fra Sig Selv, men det Han hører skal Han tale. Og Han skal forkynde jer de ting som skal komme. 14 Han skal herliggøre Mig, for Han skal tage af det som er Mit, og forkynde det for jer. 15 Alt det som Faderen har, er Mit. Derfor sagde Jeg at Han skal tage af det som er Mit, og forkynde det for jer. 16 Om en lille stund skal I ikke se Mig længere. Og om endnu en lille stund, og I skal se Mig igen, for Jeg går til Faderen. 17 Da sagde nogen af disciplene Hans til hinanden: "Hvad er det Han siger til os: Endnu en lille stund, og I ser Mig ikke længere, og endnu en lille stund, og I skal se Mig igen? Og: For Jeg går til Faderen?" 18 Derfor sagde de: "Hvad er det Han siger: En lille stund? Vi forstår ikke hvad Han siger." 19 Nu vidste Jesus at de ville spørge Ham, og Han sagde til dem: "Spørger I hinanden om det Jeg sagde: Endnu en lille stund, og I ser Mig ikke længere. Og endnu en lille stund, og I skal se Mig? 20 Sandelig, sandelig siger Jeg jer at I skal græde og klage, men verden skal glæde sig. Og I skal sørge, men jeres sorg skal vendes til glæde. 21 Når en kvinde har fødselsveer, har hun sorg fordi hendes time er kommet. Men så snart hun har født barnet, husker hun ikke sin smerte længe, i glæde over at et menneske er blevet født til verden. 22 I har altså sorg nu, men Jeg skal se jer igen, og jeres hjerte skal fryde sig, og ingen skal tage glæden fra jer. 23 På den dag skal I ikke bede Mig om noget. Sandelig, sandelig siger Jeg jer: Hvad som helst I beder Faderen om i Mit navn, det skal Han give jer. 24 Hidtil har I ikke bedt om noget i Mit navn. Bed, og I skal få, så jeres glæde kan være fuldkommen. 25 Dette har Jeg talt til jer i lignelser. Men den tid kommer da Jeg ikke længere skal tale til jer i lignelser, men Jeg skal fortælle jer lige ud om Faderen. 26 På den dag skal I bede i Mit navn, og Jeg siger jer ikke at Jeg skal bede til Faderen for jer. 27 For Faderen Selv elsker jer, fordi I har elsket Mig og har troet at Jeg kom fra Gud. 28 Jeg er udgået fra Faderen og er kommet ind i verden. Jeg forlader verden igen og går til Faderen." 29 Hans Disciple siger til Ham: "Se, nu taler Du lige ud og bruger ikke lignelser! 30 Nu ved vi at Du ved alt og behøver ikke at nogen spørger Dig. Derfor tror vi at Du er udgået fra Gud." 31 Jesus svarede dem: "Tror I nu? 32 Se, timen kommer, ja den er nu kommet, når I skal blive spredt, enhver til sit eget, og lad Mig blive alene igen. Alligevel er Jeg ikke alene, for Faderen er med Mig. 33 Alt dette har Jeg talt til jer for at I skal have fred i Mig. I verden skal I have trængsel. Men vær ved godt mod! Jeg har sejret over verden."

Joh.17 1 Disse ord talte Jesus, løftede blikket mod himmelen og sagde: "Far, timen er kommet. Herliggør Din Søn, for at Din Søn også kan herliggøre Dig, 2 således har Du givet Ham magt over al kød, for at Han skulle give evig liv til alle dem som Du har givet Ham. 3 Og dette er det evige liv, at de kender Dig, Den eneste sande Gud, og Jesus Kristus, Ham som Du har udsendt. 4 Jeg har herliggjort Dig på jorden; Jeg har fuldført det værk Du har givet Mig at gøre. 5 Og nu, Far, herliggør Mig hos Dig Selv med den herlighed som Jeg havde hos Dig før verden blev til. 6 Jeg har åbenbaret Dit navn for de mennesker som Du har givet Mig af verden. De var Dine, og Du gav dem til Mig, og de har holdt Dit ord. 7 Nu har de erkendt at alt det som Du har givet Mig, er fra Dig. 8 For Jeg har givet dem de ord som Du har givet Mig. Og de har taget imod dem, og de har i sandhed erkendt at Jeg er udgået fra Dig. Og de har troet at Du har udsendt Mig. 9 Jeg beder for dem. Jeg beder ikke for verden, men for dem som Du har givet Mig, for de er Dine. 10 Og alle Mine er Dine, og Dine er Mine, og Jeg er herliggjort i dem. 11 Nu er Jeg ikke længere i verden, men disse er i verden, og Jeg kommer til Dig. Hellige Far, bevar dem i Dit navn, dem som Du har givet Mig, så de kan være et, således som Vi er et. 12 Mens Jeg var sammen med dem i verden, bevarede Jeg dem i Dit navn. Dem Du gav Mig har Jeg bevaret, og ingen af dem gik fortabt, bortset fra fortabelsens søn, for at Skriften skulle blive opfyldt. 13 Men nu kommer Jeg til Dig, og dette taler Jeg i verden, for at de skal have Min glæde fuldkommen i sig. 14 Jeg har givet dem Dit ord. Og verden har hadet dem, fordi de ikke er af verden, således som Jeg ikke er af verden. 15 Jeg beder ikke om at Du skal tage dem ud af verden, men at Du skal bevare dem fra det onde. 16 De er ikke af verden, således som Jeg ikke er af verden. 17 Hellige dem i Din sandhed! Dit ord er sandhed. 18 Således som Du har udsendt Mig til verden, har også Jeg udsendt dem til verden. 19 For deres skyld helliger Jeg Mig, for at også de skal være helliget i sandheden. 20 Jeg beder ikke bare for disse, men også for dem som kommer til at tro på Mig ved deres ord. 21 Jeg beder at de alle må være et, således som Du, Far, er i Mig og Jeg i Dig, at også de må være et i Os, for at verden skal tro at Du har udsendt Mig. 22 Og den herlighed som Du gav Mig, har Jeg givet dem, så de skal være et, således som Vi er et: 23 Jeg i dem og Du i Mig, for at de kan blive gjort fuldkomment til et, og for at verden kan forstå at Du har udsendt Mig, og at Du har elsket dem, således som Du har elsket Mig. 24 Far, Jeg vil at også de som Du har givet Mig, skal være hos Mig der Jeg er, og at de kan se Min herlighed, den som Du har givet Mig. For Du elsket Mig før verdens grundlæggelse. 25 Retfærdige Far! Verden har ikke kendt Dig, men Jeg har kendt Dig. Og disse har erkendt at Du sendte Mig. 26 Jeg har kundgjort Dit navn for dem og skal kundgøre det, for at den kærlighed som Du elsket Mig med, skal være i dem og Jeg i dem."

Joh.18 1 Da Jesus havde sagt dette, gik Han ud sammen med Sine disciple og gik over Kedron-bækken. Der var der en have som Han og disciplene Hans gik ind i. 2 Også Judas, som forrådte Ham, kende stedet, for Jesus havde ofte vært der sammen med Sine disciple. 3 Judas tager en afdeling soldater og vagter fra ypperstepræsterne og farisæerne med sig, og kommer dertil med fakler, lamper og våben. 4 Jesus, som vidste om alt dette som skulle komme over Ham, gik da frem og sagde til dem: "Hvem leder I efter?" 5 De svarede Ham: "Jesus fra Nazaret." Jesus sagde til dem: "Det er Mig." Judas, som forrådte Ham, stod også sammen med dem. 6 Idet Han sagde til dem: "Det er mig," trak de sig tilbage og faldt til jorden. 7 Da spurte Han dem igen: "Hvem er det I leder efter?" Og de sagde: "Jesus fra Nazaret." 8 Jesus svarede: "Jeg har sagt jer at det er Mig. Hvis I leder efter Mig, så lad disse gå deres vej", 9 for at det Han havde sagt, skal blive opfyldt: "Af dem Du gav Mig, har Jeg ikke mistet nogen." 10 Simon Peter havde et sværd, og nu trak han det, slog ypperstepræstens tjener og huggede hans højre øre af. Tjenerens navn var Malkus. 11 Da sagde Jesus til Peter: "Stik sværdet i skeden! Skal Jeg ikke drikke det bæger som Min Far har givet Mig?" 12 afdelingen med soldater og høvedsmanden og jødernes vagter tog da Jesus og bandt Ham. 13 Først førte de Ham bort til Annas, for han var svigerfar til Kaifas som var ypperstepræst det år. 14 For det var Kaifas som havde givet jøderne det råd at det var gavnlig at et menneske døde for folket. 15 Men Simon Peter fulgte efter Jesus, og det samme gjorde en anden discipel. Denne discipel var kendt af ypperstepræsten og gik sammen med Jesus ind på ypperstepræstens gårdsplads. 16 Men Peter stod udenfor ved døren. Den anden discipel, som var kendt af ypperstepræsten, gik da ud og talte med hende som passede døren, og førte Peter ind. 17 Tjenestepigen som passede døren, siger da til Peter: "Er ikke du også en af disciplene til Dette Menneske?" Han siger: "Det er jeg ikke." 18 Tjenerne og vagterne havde lavet en ild af kul, og de stod der og varmede sig, for det var koldt. Og Peter stod sammen med dem og varmede sig. 19 Ypperstepræsten spurgte da Jesus om Hans disciplene og Hans lære. 20 Jesus svarede ham: "Jeg har talt åbent ud til verden. Jeg underviste stadig i synagogerne og i templet, hvor jøderne altid mødes. Og Jeg har ikke sagt noget i det skjulte. 21 Hvorfor spørger du Mig? Spørg dem som har hørt Mig, hvad Jeg sagde til dem. Sandelig, de ved hvad Jeg har sagt." 22 Da Han havde sagt dette, var der en af vagterne som stod der, som slog Jesus med håndfladen og sagde: "Svarer Du ypperstepræsten på den måde?" 23 Jesus svarede ham: "Hvis Jeg har talt ondt, så vidne da om det onde. Men hvis det er sandt, hvorfor slår du Mig da?" 24 Da sendte Annas Ham bundet til ypperstepræsten Kaifas. 25 Imens stod Simon Peter og varmede sig. Da sagde de til ham: "Er ikke også du en af Hans disciple?" Han nægtede på det og sagde: "Det er jeg ikke!" 26 En af tjenerne til ypperstepræsten, en slægtning af ham som Peter havde hugget øret af, siger: "Så jeg dig ikke i haven sammen med Ham?" 27 Peter nægtede igen, og straks var der en hane som gol. 28 Så førte de Jesus fra Kaifas til landshøvdingens borg. Det var tidlig om morgenen. Men selv gik de ikke ind i landshøvdingens borg, for at de ikke skulle blive urene, men kunne være i stand til at spise påskemåltidet. 29 Da gik Pilatus ud til dem og sagde: "Hvilken anklage fører I mod Dette Menneske?" 30 De svarede og sagde til ham: "Hvis Han ikke havde været en som gjorde onde gerninger, ville vi ikke have overladt Ham til dig." 31 Da sagde Pilatus til dem: "I kan tage Ham og dømme Ham efter jeres lov." Jøderne svarede ham da: "Det er ikke tilladt for os at tage livet af nogen" 32 det var for at Jesu ord skulle blive opfyldt, det som Han sagde da Han gjorde kendt hvad slags død Han skulle lide. 33 Da gik Pilatus tilbage ind i landshøvdingens borg, kaldte Jesus til sig og sagde til Ham: "Er Du jødernes Konge?" 34 Jesus svarede ham: "Taler du dette af dig selv, eller har andre fortalt dig dette om Mig?" 35 Pilatus svarede: "Er vel jeg jøde? Dit Eget folk og ypperstepræsterne har overgivet Dig til mig. Hvad har Du gjort?" 36 Jesus svarede: "Mit rige er ikke af denne verden. Havde Mit rige vært af denne verden, ville Mine tjenere have kæmpet, således at Jeg ikke skulle blive overgivet til jøderne. Men nu er Mit rige ikke herfra." 37 Da sagde Pilatus til Ham: "Er Du da ikke konge?" Jesus svarede: "Du siger med rette at Jeg er en konge. Til det er Jeg født, og til det er Jeg kommet ind i verden, at Jeg skal vidne for sandheden. Hver den som er af sandheden, hører Min røst." 38 Pilatus siger til Ham: "Hvad er sandhed?" Da han havde sagt dette, gik han ud igen til jøderne og siger til dem: "Jeg finder ingen skyld hos Ham. 39 Men I har den skik at jeg skal løslade en for jer i påsken. Vil I så at jeg skal løslade jødenes Konge for jer?" 40 Da råbte de alle igen og sagde: "Ikke Ham, men Barabbas!" Men Barabbas var en røver.

Joh.19 1 Så tog Pilatus Jesus og lod Ham piske. 2 Soldaterne flettede en krone af torne og satte den på Hans hoved, og de lagde en purpurkappe på Ham. 3 Så sagde de: "Vær hilset, jødenes Konge!" Og de slo Ham med næverne. 4 Så gik Pilatus ud igen og siger til dem: "Se, jeg fører Ham ud til jer for at I skal vide at jeg ikke finder nogen skyld hos Ham." 5 Da kom Jesus ud, og Han bar tornekronen og purpurkappen. Og Pilatus siger til dem: "Se Dette Menneske!" 6 Da ypperstepræsterne og vagterne så Ham, råbte de og sagde: "Korsfæst Ham, korsfæst Ham!" Pilatus siger til dem: "Tag Ham I og korsfæst Ham, jeg finder ingen skyld hos Ham." 7 Jøderne svarede ham: "Vi har en lov, og efter vor lov er Han skyldig til at dø, for Han har gjort Sig Selv til Guds Søn." 8 Da Pilatus hørte denne tale, blev han endda bange. 9 Han gik på ny ind i borgen og siger til Jesus: "Hvor er Du fra?" Men Jesus gav ham ikke noget svar. 10 Da siger Pilatus til Ham: "Vil Du ikke tale med mig? Ved Du ikke at jeg har magt til at korsfæste Dig, og magt til at løslade Dig?" 11 Jesus svarede: "Du har ingen som helst magt over Mig hvis den ikke var givet dig ovenfra. Derfor har han som overgav Mig til dig, større synd." 12 Fra da af prøvde Pilatus at løslade Ham, men jøderne råbte og sagde: "Hvis du lader Denne gå, er du ikke kejserens ven. Hver den som gør sig selv til konge, taler imod kejseren." 13 Da Pilatus hørte disse ord, førte han Jesus ud og satte sig i dommersædet på den plads som kaldes Det Stenlagte, på hebraisk Gabbata. 14 Nu var det forberedelsesdag til påsken og omkring den sjette time. Og Pilatus siger til jøderne: "Se, jeres Konge!" 15 Men de råbte: "Bort med Ham, bort med Ham! Korsfæst Ham!" Pilatus siger til dem: "Skal jeg korsfæste jeres Konge?" Ypperstepræsterne svarede: "Vi har ingen anden konge end kejseren!" 16 Da overgav han Ham til at korsfæstes. Så greb de Jesus og førte Ham bort. 17 Og Han bar Selv Sit kors, og gik ud til et sted som blev kaldet Hovedskalsted, det som på hebraisk kaldes Golgata. 18 Der korsfæstet de Ham, og sammen med Ham to andre, en på hver side, og Jesus midt imellem. 19 Pilatus skrev en titel og fæstede den på korset. Og der stod der skrevet: JESUS FRA NAZARET, JØDENES KONGE 20 Denne titlen kom mange af jøderne til at læse, for stedet hvor Jesus blev korsfæstet, lå nær byen, og det var skrevet på hebraisk, græsk og latin. 21 Derfor sagde jødernes ypperstepræster til Pilatus: "Skriv ikke Jødernes Konge, men at Han sagde: Jeg er Jødernes Konge." 22 Pilatus svarede: "Det jeg skrev, det skrev jeg." 23 Da soldaterne havde korsfæstet Jesus, tog de Hans klæder og delte dem i fire dele, en del til hver soldat. De tog også kjortelen. Men kjortelen var uden søm, vævet fra toppen i et stykke. 24 Derfor sagde de til hinanden: "Lad os ikke rive den i stykker, men kaste lod om den for at se hvem skal have den." Det var for at Skriften skulle blive opfyldt, som siger: De delte Mine klæder mellem sig, og om Min kjortel kastede de lod. Da gjorde soldaterne dette. 25 Men ved Jesu kors stod Hans mor og Hans mors søster, Maria, Klopas hustru, og Maria Magdalena. 26 Da Jesus så at Hans mor og disciplen som Han elskede, stod der, siger Han til Sin mor: "Kvinde, se, din søn!" 27 Så siger Han til disciplen: "Se, din mor!" Fra den stund tog denne discipel hende hjem til sig. 28 Derefter, da Jesus vidste at alt var fuldført for at Skriften skulle blive opfyldt, siger Han: "Jeg tørster!" 29 Nu stod der et kar fuld af sur vin der. De fylte en svamp med vinen, satte den på en isopstang og holdt den op til Hans mund. 30 Da Jesus havde fået den sure vin, sagde Han: "Det er fuldbragt!" Så bøjede Han Sit hoved og opgav Sin ånd. 31 Siden var det forberedelsesdag, og for at de døde legemer ikke skulle blive hængende på korset om sabbaten - denne sabbat var nemlig en højtidsdag -, bad jøderne Pilatus om at benene skulle blive brudt på dem og at de måtte blive taget bort. 32 Da kom soldaterne og brød benene på den første og den anden som var korsfæstet sammen med Ham. 33 Men da de kom til Jesus og så at Han allerede var død, brød de ikke Hans ben. 34 Men en af soldaterne stak Ham i siden med et spyd, og straks kom der ud blod og vand. 35 Han som har set det, har vidnet om det, og hans vidnesbyrd er sandt. Og han ved at han fortæller sandheden, således at I kan tro. 36 For alt dette skete for at Skriften skulle blive opfyldt: Ikke et af Hans ben skal blive brudt. 37 Desuden står der et andet sted i Skriften: De skal se på Ham som de har gennemboret. 38 Josef fra Arimatea var en discipel af Jesus, men han var det i hemmelighed af frygt for jøderne. Nu spurgte han Pilatus om han kunne tage Jesu legeme ned. Og Pilatus gav ham tilladelse til det. Så kom han og tog Jesu legeme ned. 39 Nikodemus, som første gang kom til Jesus om natten, kom også. Han havde en blanding af myrra og aloe med sig, omtrent hundrede pund. 40 Så tog de Jesu legeme og svøbte det ind i linned med vellugtende salveolie, således som jødernes begravelsesskik er. 41 På det sted Han var blevet korsfæstet, var der en have, og i have var der en ny grav som ingen endnu var blevet lagt i. 42 Der lagde de Jesus, af hensyn til jødernes forberedelsesdag, for graven var lige i nærheden.

Joh.20 1 Men på den første dag i ugen kommer Maria Magdalena tidligt til graven, mens det endnu er mørkt. Og hun ser at stenen er blevet taget bort fra graven. 2 Da løber hun hen til Simon Peter og til den anden discipel som Jesus elskede, og siger til dem: "De har taget Herren bort fra graven, og vi ved ikke hvor de har lagt Ham." 3 Derfor gik Peter ud sammen med den anden discipel, og de kom til graven. 4 Så løb de begge sammen, og den anden discipel løb hurtigere end Peter og kom først til graven. 5 Da han bøjede sig ned og så ind, så han linnedklæderne ligge der. Alligevel gik han ikke ind. 6 Så kommer Simon Peter efter ham, og han gik ind i graven. Og han ser linnedklæderne ligge der. 7 Tørklædet som havde været rundt om Hans hoved, lå ikke sammen med linnedklæderne, men var foldet sammen på et sted for sig selv. 8 Nu gik den anden discipel, som først kom til graven, også ind. Og han så og troede. 9 For de forstod endnu ikke Skriften, at Han måtte stå op fra de døde. 10 Da gik disciplene tilbage til deres hjem. 11 Men Maria stod udenfor ved graven og græd. Mens hun gråt, bøjede hun sig og så ind i graven. 12 Hun ser to engle i hvide klæder sidde der hvor Jesu legeme havde ligget, den ene ved hovedet og den anden ved fødderne. 13 Da siger de til hende: "Kvinde, hvorfor græder du?" Hun svarer dem: "Fordi de har taget min Herre bort, og jeg ved ikke hvor de har lagt Ham." 14 Da hun havde sagt dette, vendte hun sig om og ser Jesus stå der, men hun vidste ikke at det var Jesus. 15 Jesus siger til hende: "Kvinde, hvorfor græder du? Hvem leder du efter?" Hun tror det er gartneren, og siger til Ham: "Herre hvis det er Dig som har båret Ham bort, så sig mig hvor Du har lagt Ham, så skal jeg hente Ham." 16 Jesus siger til hende: "Maria!" Hun vender sig om og siger til Ham: "Rabbuni!", som betyder Mester. 17 Jesus siger til hende: "Rør Mig ikke, for Jeg er endnu ikke faret op til Min Far. Men gå til Mine brødre og sig til dem: Jeg farer op til Min Far og jeres Far, og til Min Gud og jeres Gud." 18 Maria Magdalena kom og fortalte disciplene at hun havde set Herren, og at Han havde sagt dette til hende. 19 Om aftenen samme dag, den første dagen i ugen, var dørene lukkede hvor disciplene var samlet. Det var fordi de frygtet for jøderne. Da kom Jesus og stod midt iblandt dem og siger til dem: "Fred være med jer!" 20 Da Han havde sagt dette, viste Han dem Sine hænder og Sin side. Disciplene blev glade da de så Herren. 21 Igen sagde Jesus til dem: "Fred være med jer! Som Faderen har udsendt Mig, sender Jeg også jer." 22 Da Han havde sagt dette, åndede Han på dem og sagde til dem: "Tag imod Den Hellige Ånd! 23 Hvis I tilgiver nogen deres synder, er de tilgivet. Hvis I fastholder synderne for nogen, er de fastholdt." 24 Men Thomas, som blev kaldet Didymus, og som var en af de tolv, var ikke sammen med dem da Jesus kom. 25 De andre disciple sagde til ham: "Vi har set Herren." Men han sagde til dem: "Hvis jeg ikke får mærkerne efter naglerne i Hans hænder at se og kan sætte min finger i mærkerne efter naglerne og kan lægge min hånd i Hans side, kan jeg slet ikke tro." 26 Otte dage senere var Hans disciplene inde igen, og Tomas var med dem. Jesus kom mens dørene var lukket, og stod midt iblandt dem og sagde: "Fred være med jer!" 27 Derefter siger Han til Tomas: "Kom med din finger og se Mine hænder! Og kom med din hånd og læg den i Min side! Vær ikke vantro, men troende!" 28 Tomas svarede og sagde til Ham: "Min Herre og min Gud!" 29 Jesus siger til ham: "Fordi du har set Mig, Tomas, er du kommet til tro. Salige er de som ikke har set, og alligevel tror." 30 Også mange andre tegn gjorde Jesus for Sine disciple, tegn som ikke er nedskrevet i denne bog. 31 Men disse er skrevet ned for at I skal tro at Jesus er Kristus, Guds Søn, og for at I ved tro skal have liv i Hans navn.

Joh.21 1 Siden åbenbarede Jesus Sig på ny for disciplene ved Tiberias-søen, og Han åbenbarede Sig på denne måde: 2 Simon Peter, Thomas, kaldet Didymus, Natanael fra Kana i Galilæa, Sebedeus-sønnerne og to andre af Hans disciplene var sammen. 3 Simon Peter siger til dem: "Jeg går ud for at fiske." De siger til ham: "Vi går også med dig." De drog da ud og gik straks ud i båden, men den nat fik de ingenting. 4 Men da det var blevet morgen, stod Jesus på stranden. Alligevel vidste ikke disciplene at det var Jesus. 5 Da siger Jesus til dem: "Børn, har I noget at spise?" De svarede Ham: "Nej." 6 Han sagde til dem: "Kast garnet ud på højre side af båden, så skal I få noget." Så kastede de garnet ud, og nu var de ikke i stand til at trække garnet ind på grund af mængden af fisk. 7 Den disciplen som Jesus elskede, siger da til Peter: "Det er Herren!" Da nu Simon Peter hørte at det var Herren, tog han sin kappe på sig, for han havde taget den af, og kastede sig i søen. 8 Men de andre disciplene kom i den lille båd, for de var ikke langt fra land, bare omkring to hundrede alen, og tog garnet med fiskerne i med sig. 9 Så snart de var kommet til land, så de at der var en kulild derhenne og fisk som lå på den, og brød. 10 Jesus siger til dem: "Kom med nogle af fiskene som I netop har fået." 11 Simon Peter gik om bord og trak garnet i land, fuldt af store fisk, et hundrede og treoghalvtreds i tallet. Og selv om det var så mange, havde garnet ikke revnet. 12 Jesus siger til dem: "Kom hid og hold måltid!" Men der var ingen af disciplene som vågede at spørge Ham: "Hvem er Du?" For de vidste at det var Herren. 13 Så kommer Jesus og tager brødet og giver dem, og på samme måde med fiskene. 14 Dette var nu tredje gang Jesus åbenbarede sig for Sine disciplene efter at Han var stået op fra de døde. 15 Da de havde holdt måltid, siger Jesus til Simon Peter: "Simon, søn af Johannes, elsker du Mig mere end disse?" Han siger til Ham: "Ja, Herre, Du ved at jeg har Dig kær." Han siger til ham: "Følg Mine lam!" 16 Han siger til ham igen for anden gang: "Simon, søn af Johannes, elsker du Mig?" Han siger til Ham: "Ja, Herre, Du ved at jeg har Dig kær." Han siger til ham: "Vogt Mine får!" 17 Han siger til ham for tredje gang: "Simon, søn af Johannes, har du Mig kær?" Peter blev bedrøvet fordi Han den tredje gang sagde til ham: "Har du Mig kær?" Og han siger til Ham: "Herre, Du ved alt. Du ved at jeg har Dig kær." Jesus siger til ham: "Følg Mine får! 18 Sandelig, sandelig siger Jeg dig: Da du var yngre, bandt du selv op om dig og gik dit du ville. Men når du bliver gammel, skal du række dine hænder ud, og en anden skal binde op om dig og føre dig der du ikke vil." 19 Dette sagde Han for at give til kende hvad slags død han skulle ære Gud med. Da Han havde talt dette, siger Han til ham: "Følg Mig!" 20 Da vendte Peter sig og så den discipel som Jesus elskede, følge efter. Det var også ham som havde lænet sig til Hans bryst ved måltidet og sagt: "Herre, hvem er det som forråder Dig?" 21 Da Peter fik ham at se, siger han til Jesus: "Men Herre, hvordan skal det gå ham?" 22 Jesus siger til ham: "Hvis Jeg vil at han skal leve til Jeg kommer, hvad angår det så dig? Følg du Mig!" 23 Derfor gik dette rygte ud blandt brødrene at denne discipel ikke skulle dø. Men Jesus sagde ikke til ham at han ikke skulle dø, men: "Om Jeg vil at han skal leve til Jeg kommer, hvad angår det dig?" 24 Denne discipel er ham som vidner om alt dette, og som har skrevet alt dette. Og vi ved at hans vidnesbyrd er sandt. 25 Der er også meget andet som Jesus gjorde. Var det blevet nedskrevet i alle detaljer, tror jeg at ikke hele verden kunne rumme de bøger som da måtte skrives. Amen.

Apg.1 1 Det første skrift skrev jeg, Teofilus, om alt det Jesus begyndte både at gøre og lære, 2 indtil den dag da Han blev taget op, efter at Han ved Den Hellige Ånd havde givet befalinger til de apostle som Han havde udvalgt. 3 For dem viste Han Sig også levende efter Sin lidelse ved mange ufejlbarlige beviser. Han blev set af dem i løbet af fyrre dage, og talte om de ting som hører Guds rige til. 4 Og da Han var sammen med dem, befalede Han dem at ikke forlade Jerusalem, men at vente på Faderens løfte, "det som I har hørt af Mig. 5 For Johannes døbte jo med vand, men I skal blive døbt med Den Hellige Ånd ikke mange dage herefter." 6 Da de var kommet sammen, spurte de Ham og sagde: "Herre, vil Du på den tid genoprette riget for Israel?" 7 Og Han sagde til dem: "Det er ikke jeres sag at kende tider eller stunder som Faderen har underlagt Sin egen myndighed. 8 Men I skal få kraft når Den Hellige Ånd kommer over jer. Og I skal være vidner om Mig i Jerusalem, og i hele Judæa og Samaria, og helt til jordens ende." 9 Da Han havde talt dette, blev Han taget op mens de så på, og en sky tog Ham fra deres synsfelt. 10 Og mens de stirrede op mod himmelen, idet Han steg op, se, da stod to mænd hos dem i hvide klæder. 11 Og de sagde: "Galilæiske mænd, hvorfor står I og stirrer op mod himmelen? Den samme Jesus som blev taget op fra jer til himmelen, skal komme igen på samme måde som I så Ham fare op til himmelen." 12 Da drog de tilbage til Jerusalem fra det bjerg som er kaldet Oliebjerget, som er i nærheden af Jerusalem, en sabbatsrejse derfra. 13 Og da de var kommet ind, gik de op i den øvre sal hvor de plejede at holde til: Peter, Jakob, Johannes og Andreas, Filip og Thomas, Bartolomeus og Mattæus, Jakob, søn af Alfeus, og Simon seloten og Judas, søn af Jakob. 14 Alle disse holdt sig samstemmig til bønnen og påkaldelsen, sammen med nogle kvinder og Maria, Jesu mor, og Hans brødre. 15 Og i de dage stod Peter frem midt iblandt disciplene, til sammen var de omkring hundrede og tyve på et sted, og han sagde: 16 "Mænd og brødre, dette skriftord måtte opfyldes, som Den Hellige Ånd på forhånd talte ved Davids mund om Judas, han som blev vejviser for dem som tog Jesus til fange. 17 For han var regnet blandt os og fik del i denne tjeneste. 18 Nu fik denne mand en ager for uretfærdighedslønnen. Da han landet hovedkulds, blev bugen revet op, og alle hans indvolde væltede ud. 19 Og det blev kendt for alle dem som bor i Jerusalem. Således blev denne ager kaldet Hakeldama på deres eget sprog, det betyder Blodageren. 20 For der står skrevet i Salmernes bog: Lad hans bolig blive øde, og lad ingen bo i den. Og: Lad en anden tage hans tilsynstjeneste! 21 Derfor må en af de mænd som har fulgt os hele den tid Herren Jesus gik ind og ud i blandt os, 22 helt fra Johannes' dåb til den dag Han blev taget op fra os, en af disse skal være et vidne om Hans opstandelse sammen med os." 23 Og de foreslog to: Josef, som blev kaldet Barsabbas, med efternavnet Justus, og Mattias. 24 Og de bad og sagde: "Du, Herre, som kender alles hjerter, vis os hvem af disse to Du har udvalgt 25 til at få del i denne tjeneneste og apostelgerning som Judas misbrugte, så han kunne gå til sit eget sted." 26 Så kastet de lod om dem, og loddet faldt på Mattias. Og han blev regnet sammen med de elleve apostle.

Apg.2 1 Da pinsedagen var kommet, var de alle samlet på samme sted med samstemt sind. 2 Og pludselig kom der en lyd fra himmelen, som af en stormende, mægtig vind, og den fyldte hele huset de sad i. 3 Så viste der sig delte tunger for dem, som af ild, og de satte sig på hver enkelt af dem. 4 Og de blev alle fyldt med Den Hellige Ånd og begyndte at tale i andre tunger, alt efter som Ånden gav dem at tale. 5 I Jerusalem boede der jøder, gudfrygtige mænd, fra hvert folkeslag under himmelen. 6 Da denne lyd hørtes, kom folkemængden sammen og blev forvirret, fordi hver enkelt hørte dem tale på sit eget sprog. 7 Da blev de alle forskrækkede, undrede sig og sagde til hinanden: "Se, er ikke alle de som taler, galilæere? 8 Og hvordan kan det være at vi hører enhver af os tale på vort eget sprog, det som vi blev født ind i? 9 Partere og medere og elamitter, de som bor i Mesopotamia, Judæ og Kappedodien, Pontos og Asien, 10 Frygien og Pamfylien, Ægypten og de dele af Libien som grænser til Kyréne, besøgende fra Rom, både jøder og proselytter, 11 kretere og arabere, vi hører dem tale på vore egne sprog om Guds underfulde gerninger." 12 Således blev de alle både forundret og i vildrede, og de sagde til hinanden: "Hvad skal da dette betyde?" 13 Andre spottede og sagde: "De er fulde af ny vin." 14 Men Peter stod frem sammen med de elleve, hævede røsten og sagde til dem: "Jødiske mænd og alle som bor i Jerusalem, lad dette være kendt for jer, og mærk I mine ord. 15 For disse er ikke drukne, således som I tror. Det er jo bare den tredje time på dagen. 16 Men dette er det som blev talt ved profeten Joel: 17 "Og det skal ske i de sidste dage, siger Gud, at Jeg vil udøse af Min Ånd over alt kød. Deres sønner og deres døtre skal profetere, deres unge mænd skal se syner, deres gamle mænd skal drømme drømme. 18 Og over Mine trælle og over Mine trælkvinder vil Jeg udøse Min Ånd i de dage. Og de skal profetere. 19 Jeg vil gøre under oppe på himmelen og tegn på nede jorden: Blod og ild og røgskyer. 20 Solen skal blive forvandlet til mørke og månen til blod, før Herrens dag kommer, den store og herlige. 21 Og det skal ske at hver den som påkalder Herrens navn, skal blive frelst." 22 Israelittiske mænd, hør disse ord: Jesus fra Nazaret, en mand Gud udpegede for jer ved kraftige gerninger, under og tegn som Gud gjorde ved Ham midt iblandt jer, som også I selv ved, 23 efter at Han var blevet overgivet efter Guds fastsatte rådsslutning og forudviden, tog I Ham ved lovløse hænder, korsfæstede og dræbte Ham. 24 Ham rejste Gud op efter at have løst dødens smerter, for det var ikke mulig at Han kunne blive holdt igen af døden. 25 For David siger om Ham: "Jeg så alltid Herren fremfor Mig, for Han er ved Min højre hånd, så Jeg ikke skal vakle. 26 Derfor glædede Mit hjerte sig, og Min tunge frydede sig. Ja, også Mit kød skal hvile med håb. 27 For Du skal ikke forlade Min sjæl i dødsriget, Du skal heller ikke lade Din Hellige se fordærvelsen. 28 Du har gjort livets veje kendt for Mig. Du skal fylde Mig med glæde for Dit åsyn." 29 Mænd og brødre, lad mig tale med frimodighed til jer om patriarken David, at han er både død og begravet og hans grav er hos os til denne dag. 30 Siden David var en profet og vidste at Gud havde tilsværget ham med en ed at ud fra frugten af hans legeme, det vil sige af hans kød, ville Han rejse Kristus op til at sidde på hans trone, 31 så forudså han dette og talte om Kristi opstandelse, at Hans sjæl ikke skulle blive tilbage i dødsriget, og at Hans kød heller ikke skulle se fordærvelse. 32 Denne Jesus rejste Gud op, og dette er vi alle vidner om. 33 Efter at Han blev ophøjet til Guds højre hånd og fra Faderen har fået løftet om Den Hellige Ånd, udøste Han dette som I nu ser og hører. 34 For David fór ikke op til himlene, men han siger selv: "Herren sagde til min Herre: "Sæt Dig ved Min højre hånd, 35 til Jeg lægger Dine fjender som skammel for Dine fødder."" 36 Lad derfor hele Israels hus vide for visst at Gud har gjort Denne Jesus som I korsfestede, både til Herre og til Kristus." 37 Da de hørte dette, skar det dem i hjertet, og de sagde til Peter og de andre apostle: "Mænd og brødre, hvad skal vi gøre?" 38 Da sagde Peter til dem: "Omvend jer, og lad enhver af jer døbe på Jesu Kristi navn til syndernes forladelse, og I skal få Den Hellige Ånds gave. 39 For løftet tilhører jer og jeres børn og alle dem som er langt borte, så mange som Herren vor Gud vil kalde til Sig." 40 Og med mange andre ord vidnede han og formanede dem og sagde: "Lad jer frelse fra denne vragede slægt!" 41 De som nu tog imod hans ord med glæde, blev døbt. Og den dag blev omkring tre tusind sjæle lagt til de øvrige. 42 Og de holdt hele tiden urokkelig fast ved apostlenes lære og ved samfundet, ved brødsbrydelsen og ved bønnerne. 43 Da kom der frygt over enhver sjæl, og mange under og tegn blev gjort ved apostlene. 44 Alle som troede, var sammen og havde alle ting fælles. 45 De solgte af ejendelene og det de havde, og delte dem ud til alle, eftersom enhver havde behov. 46 De holdt sig daglig med et og samme sind i templet, og de brød brødet i hjemmene. De åd deres mad med glæde og hjertets oprigtighed. 47 Hele tiden lovede de Gud, og de havde velvilje hos hele folket. Og daglig tilføjede Herren dem til menigheden, som blev frelst.

Apg.3 1 Peter og Johannes gik sammen op til templet ved bønnens time, den niende time. 2 Og der blev båret frem en mand som havde været lam fra mors liv af. Denne mand efterlod de hver dag ved tempelporten som kaldes Den fagre, for at han skulle bede om barmhjertighedsgaver fra dem som gik ind i templet. 3 Da han så at Peter og Johannes skulle til at gå ind i templet, bad han om en barmhjertighedsgave. 4 Og sammen med Johannes rettede Peter sit blik på ham og sagde: "Se på os!" 5 Så stirrede han opmærksomt på dem og ventede at få noget af dem. 6 Da sagde Peter: "Sølv og guld har jeg ikke, men det jeg har, giver jeg dig: I Jesu Kristi, Nazarerens navn, stå op og gå!" 7 Og han tog ham i den højre hånd og rejste ham op, og straks fik han styrke i hans fødder og ankler. 8 Så sprang han op, han stod, og så gik han ind i templet sammen med dem. Og han gik, sprang og priste Gud. 9 Og hele folket så ham gå omkring og prise Gud. 10 Da kende de ham igen, at det var han som havde siddet og tiggede barmhjertighedsgaver ved Den fagre tempelport. Og de blev fyldt af forundring og forskrækkelse over det som var sket med ham. 11 Mens den lamme mand som var blevet helbredt, holdt sig til Peter og Johannes, stimlede hele folket sammen om dem i den buegang som kaldes Salomos buegang. De var meget forundrede. 12 Da Peter så det, vendte han sig til folket og sagde: Israelitiske mænd, hvorfor er I så forundret over dette? Eller hvorfor stirrer I således på os, som om det var i vor egen kraft eller gudsfrygt vi havde fået denne mand til at gå? 13 Abrahams, Isaks og Jakobs Gud, vore fædres Gud, har herliggjort Sin Tjener Jesus, Han som I overgav og fornægtede overfor Pilatus, som var fast besluttet på at han ville løslade Ham. 14 Men I fornægtede Den Hellige og Retfærdige, og bad om at en morder måtte blive frigivet for jer. 15 Og Livets Fyrste dræbte I, Han som Gud oprejste fra de døde og som vi er vidner om. 16 Og ved troen på Hans navn har Hans navn gjort denne manden stærk, han som I ser og kender. Ja, troen som kommer ved Ham, har givet ham fuld styrke over for jer alle. 17 Og nu, brødre, ved jeg at I gjorde det i uvidenhed, således som også jeres rådsherrer gjorde. 18 Men det som Gud har forkyndt på forhånd ved alle Sine profeters mund, at Kristus skulle lide, det har Han opfyldt på denne måde. 19 Derfor, få et nyt sind og vend om, så jeres synder kan blive udslettede og fornyelsens tider kan komme fra Herrens åsyn, 20 og Han kan sende Jesus Kristus, Han som på forhånd blev forkyndt for jer. 21 Ham som himmelen skal tage imod, indtil de tider kommer da alt skal genoprettes, det som Herren jeres Gud har talt om ved alle Sine hellige profeters mund, siden begyndelsen på denne tidsalder. 22 For Moses har sandelig sagt til fædrene: "En Profet som mig skal Herren din Gud oprejse for jer fra jeres brødre. Ham skal I høre på i alle ting som Han taler til I. 23 Og det skal blive sådan at hver sjæl som ikke vil høre den Profet, skal blive fuldstændig udryddet af folket." 24 Ja, og alle profeterne fra Samuel og de som kommer efter, så mange som har talt, har også forudsagt disse dage. 25 I er profetenes børn og børn af den pagt som Gud oprettede med vore fædre da Han sagde til Abraham: "Og i din æt skal alle jordens slægter blive velsignet." 26 Efter at have oprejst Sin Tjener Jesus, sendte Gud Ham først til jer for at velsigne jer, idet enhver af jer vender om fra sine misgerninger.

Apg.4 1 Mens de talte til folket, kom præsterne, officeren for templet og saddukæerne over dem. 2 De blev meget opbragt over at de lærte folket og at de i Jesus forkyndte opstandelsen fra de døde. 3 Og de lagde hånd på dem og satte dem i fængsel til dagen efter, da det allerede var blevet aften. 4 Men mange af dem som havde hørt ordet, kom til tro. Og tallet på mændene steg til omkring fem tusind. 5 Og i Jerusalem samlede de sig dagen efter, deres rådsherrer, ældste og skriftlærde, 6 sammen med ypperstepræsten Annas, Kaifas, Johannes og Aleksander og så mange som var af ypperstepræstelig slægt. 7 Og da de havde stillet dem midt mellem sig, spurgte de: "Ved hvilken kraft eller ved hvilket navn har I gjort dette?" 8 Da sagde Peter til dem, fyldt af Den Hellige Ånd: "Folkets rådsherrer og Israels ældste, 9 hvis vi på denne dag bliver dømt for en god gerning mod en hjælpeløs mand, på hvilken måde han er blevet lægt, 10 så lad det være kendt for jer alle og for hele Israels folk, at det er ved Ham, ved Jesu Kristi, Nazarerens navn, Ham som I korsfæstede, men som Gud oprejste fra de døde, at denne mand står her rask foran jer. 11 Ham som er den sten som blev forkastet af jer bygningsmænd, men som er blevet hovedhjørnesten. 12 Og der er heller ikke frelse i nogen anden, for der er ikke noget andet navn under himmelen, givet blandt mennesker, som vi kan blive frelst ved." 13 Da de så Peters og Johannes' frimodighed og skønnede at de var mennesker uden uddannelse og oplæring, undrede de sig. Og de kendte dem igen, at de havde været sammen med Jesus. 14 Og da de så den mand som var blevet rask, stå sammen med dem, havde de ingenting at sige imod. 15 Efter at de havde bedt dem om at gå ud fra rådssalen, samtalede de hinanden. 16 Og de sagde: "Hvad skal vi gøre med disse mennesker? For at et åbenbart tegn er blevet gjort ved dem, er tydelig for alle som bor i Jerusalem, og vi kan ikke nægte det. 17 Men for at dette ikke skal sprede sig videre ud blandt folket, så lad os nu true dem alvorligt, at de fra nu af ikke mere taler til noget menneske i dette navn." 18 Så kaldte de på dem og bød dem at de overhovedet ikke skulle tale eller undervise i Jesu navn. 19 Men Peter og Johannes svarede og sagde til dem: "Om det er rigtigt overfor Gud, at lyde jer mere end Gud, kan I selv dømme om. 20 For vi kan ikke andet end at tale om det som vi har set og hørt." 21 Så truede de dem endnu mere, og så lod de dem gå. De fandt det ikke muligt at straffe dem, på grund af folket, siden de alle ærede Gud for det som var blevet gjort. 22 For det menneske som dette helbredelsestegn var blevet udført på, var over fyrre år gammelt. 23 Og da de var løsladt, gik de til sine egne og fortalte alt det ypperstepræsterne og de ældste havde sagt til dem. 24 Da de hørte dette, løftede de samstemmig deres røst til Gud og sagde: "Herre, Du er Gud som har gjort himmelen og jorden og havet og alt det som er i dem, 25 Du som ved Din tjener Davids mund har sagt: "Hvorfor rasede folkeslagene, og hvorfor planlagde folkene tomme ting? 26 Jordens konger stillede sig op, og fyrsterne samlede sig sammen mod Herren og mod Hans Kristus." 27 For i sandhed, de samlede sig sammen mod Din Hellige Tjener Jesus, Ham som Du salvede, både Herodes og Pontius Pilatus, sammen med hedningerne og Israels folk, 28 for at gøre det som Din hånd og Dit råd på forhånd havde bestemt skulle blive gjort. 29 Nu, Herre, se til deres trusler og giv Dine tjenere at tale Dit ord med al frimodighed, 30 idet Du rækker ud Din hånd til at helbrede, og tegn og under sker ved Din Hellige Tjener Jesu navn." 31 Og da de havde bedt, skælvede stedet hvor de var samlet. Og de blev alle fyldt med Den Hellige Ånd, og de talte Guds ord med frimodighed. 32 Hele flokken af de troende var af et hjerte og én sjæl. Der var heller ikke nogen som sagde at noget af det han ejede, var hans eget, men de havde alt fælles. 33 Og med stor kraft aflagde apostlene vidnesbyrd om den Herre Jesu opstandelse. Og stor nåde var over dem alle. 34 Der var heller ikke nogen blandt dem som led mangel. For alle som havde jordejendomme eller huse, begyndte at sælge og kom med betalingen for det som blev solgt 35 og lad den ved apostlenes fødder, og de delte ud til hver enkelt eftersom de havde behov. 36 Og Joses, som af apostlene også blev kaldet Barnabas, som oversat betyder "Opmuntringens Søn", en levit født på Kypros, 37 havde en jordejendom. Han solgte den, kom med pengene og lagde dem ved apostlenes fødder.

Apg.5 1 Men en mand ved navn Ananias solgte også en ejendom, sammen med sin hustru Safira. 2 Han en del af betalingen holdt tilbage, og hans hustru vidste det godt. Han kom med en del af summen og lagde den ved apostlenes fødder. 3 Men Peter sagde: "Ananias, hvorfor har Satan fyldt dit hjerte, så du kunne lyve mod Den Hellige Ånd og tilbageholde en del af summen fra landejendommen? 4 Da du havde den selv, var den da ikke din egen? Og efter at den var solgt, havde du da ikke ret til at bestemme over pengene for den? Hvorfor gav du denne gerning plads i dit hjerte? Du har ikke løjet for mennesker, men for Gud." 5 Da Ananias hørte disse ord, faldt han ned og udåndede. Da kom der stor frygt over alle dem som hørte dette. 6 Og de unge mænd rejste sig, svøbte ham ind og bar ham ud og begravede ham. 7 Omkring tre timer senere kom hans hustru ind, uden at vide hvad som var hændt. 8 Og Peter spurte hende: "Sig mig om I solgte landejendommen for så meget?" Hun sagde: "Ja, for så meget." 9 Da sagde Peter til hende: "Hvordan kan det ske at I blev enige om at friste Herrens Ånd? Se, fødderne til dem som har begravet din mand, er ved døren, og de skal bære dig ud." 10 Da faldt hun straks ned ved hans fødder og udåndede. Og de unge mænd kom ind og fandt hende død. Så bar de hende ud og begravede hende ved siden af hendes ægtemand. 11 Da kom der stor frygt over hele menigheden og over alle som hørte dette. 12 Og ved apostlenes hænder blev der gjort mange tegn og undere blandt folket. Og med samme sindelag var de alle samlet i Salomos buegang. 13 Alligevel var der ingen af de andre som vågede at slutte sig til dem, men folket satte dem højt, 14 og stadig flere troende blev lagt til Herren, mængder både af mænd og kvinder, 15 således at de også tog syge ude fra gaderne og lagde dem på senge og bårer, for at i det mindste skyggen af Peter kunne falde på nogen af dem når han gik forbi. 16 En folkemængde samlede sig også fra byerne omkring, og de kom til Jerusalem. De havde syge mennesker med sig og nogen som var plagede af urene ånder, og alle blev helbredt. 17 Da stod ypperstepræsten frem, og alle de som holdt med ham, nemlig dem fra saddukæernes parti, og de blev fyldt med harme. 18 Og de anholdt apostlene og satte dem i det offentlig fængsel. 19 Men en Herrens engel åbnede fængselsdørerne om natten, førte dem ud og sagde: 20 "Gå og stil jer frem i templet og tal alle disse livets ord til folket!" 21 Og da de hørte dette, gik de tidlig om morgenen ind i templet og underviste. Men ypperstepræsten og de som holdt med ham, kom og kaldte Rådet og alle de ældste for Israels børn sammen, sendte de bud til fængslet for at få dem hentet. 22 Men da tjenerne kom og ikke fandt dem i fængslet, vendte de tilbage og gav melding om det. 23 De sagde: "Ja, vi fandt virkelig fængslet forsvarligt lukket, og vagterne stod udenfor, foran dørene. Men da vi åbnet dem, fandt vi ingen indeni!" 24 Da nu ypperstepræsten, høvedsmanden for templet og de andre ypperstepræster hørte dette, undrede de sig over hvad som skulle komme ud af dette. 25 Så kom der en og fortalte dem det. Han sagde: "Se, de mænd I satte i fængsel, står nu i templet og underviser folket!" 26 Da gik officeren af sted sammen med tjenerne og hentede dem uden at bruge magt, for de frygtet for folket, at de skulle blive stenet af dem. 27 Og da de havde hentet dem, stillede de dem foran Rådet. Og ypperstepræsten spurte dem 28 og sagde: "Gav vi jer ikke streng ordre om at I ikke skulle undervise i Dette Navn? Og se, I har fyldt Jerusalem med jeres lære, og I har til hensigt at føre Dette Menneskes blod over os!" 29 Men Peter og de andre apostle svarede og sagde: "Vi skal lyde Gud mere end mennesker. 30 Vore fædres Gud oprejste Jesus, Ham som I dræbte ved at hænge Ham på et træ. 31 Ham har Gud ophøjet ved Sin højre hånd til at være Fyrste og Frelser, for at give Israel omvendelse og tilgivelse for synderne. 32 Og vi er Hans vidner om alt dette som har hændt, og det er også Den Hellige Ånd som Gud har givet til dem som lyder Ham." 33 Da de hørte dette, blev de rasende og sammensværgede sig mod dem for at dræbe dem. 34 Da var der en i Rådet som stod frem, en farisæer ved navn Gamaliel, en lovlærer som blev vist ære af hele folket. Han bad dem at føre apostlene ud for et øjeblik. 35 Og han sagde til dem: "Israelitiske mænd, vogt jer vel for hvad I gør med disse mennesker. 36 For en tid siden stod Teudas frem, og han mente at han var noget. Et antal mænd, omkring fire hundrede, slog sig sammen med ham. Han blev dræbt, og alle som adlød ham, blev spredt og blev til intet. 37 Efter ham stod Judas fra Galilæa frem i folketællingens dage, og han tog mange folk med sig. Også han gik til grunde, og alle tilhængerne hans blev spredt. 38 Og nu siger Jeg jer: Hold jer væk fra disse mennesker og lad dem være i fred. For om denne plan eller dette værk er af mennesker, vil det hele blive tilintetgjort. 39 Men hvis det er af Gud, kan I ikke tilintetgøre det. Se til at I ikke må blive fundet i, at være i strid mod Gud." 40 Og de var enige med ham. Da de havde sendt bud på apostlene og slået dem, bød de at de ikke skulle tale i Jesu navn. Så lod de dem gå. 41 Da gik de ud fra mødet med Rådet, og de glædede sig over at blive regnet værdige til at lide vanære for Hans navns skyld. 42 Og hver dag, både i templet og i hjemmene, holdt de ikke op med at lære og forkynde Jesus som Kristus.

Apg.6 1 I de dage, da tallet på disciplene stadig voksede, fremkom der en anklage mod hebræerne fra de græsktalende jøder fordi deres enker blev forsømt ved den daglige uddeling. 2 Da kaldte de tolv hele discipelskaren sammen og sagde: "Det er ikke tilrådelig at vi skal forlade Guds ord og tjene ved bordene. 3 Derfor, brødre, skal I tage syv mænd ud iblandt jer, mænd som har godt vidnesbyrd, som er fulde af Den Hellige Ånd og visdom og som vi kan udpege til denne opgave. 4 Men vi vil hele tiden holde os til bønnen og til Ordets tjeneste." 5 Og hele flokken gav sin tilslutning til dette forslag. Og de valgte Stefanus, en mand fuld af tro og Den Hellige Ånd, og Filip, Prokorus, Nikanor, Timon, Parmenas og Nikolaus, en proselyt fra Antiokia. 6 Disse stillede de foran apostlene, og da de havde bedt, lagde de deres hænder på dem. 7 Og Guds ord nåede videre ud, og tallet på disciplene øges stadig mere i Jerusalem. Også en stor flok af præsterne blev lydige mod troen. 8 Og Stefanus, som var fuld af tro og kraft, gjorde store under og tegn blandt folket. 9 Da fremstod der nogle fra synagogen som bliver kaldet De frigivedes synagoge, nogle kyreneere, aleksandrinere og nogle fra Kilikia og Asien, og de diskuterede med Stefanus. 10 Og de var ikke i stand til at stå imod den visdom og den Ånd som han talte ved. 11 I hemmelighed fik de da nogle mænd til at sige: "Vi har hørt ham tale spottende ord mod Moses og Gud." 12 Og de hissede folket op, de ældste og de skriftlærde. Og de kom mod ham, greb ham og førte ham til Rådet. 13 De førte også falske vidner frem som sagde: "Denne mand holder ikke op med at tale spottende ord mod dette hellige sted og loven. 14 For vi har hørt ham sige at denne Jesus fra Nazaret skal ødelægge dette sted og forandre de skikke som Moses overgav til os." 15 Og alle som sad i Rådet, rettede blikket på ham, og de så at hans ansigt var som en engels ansigt.

Apg.7 1 Da sagde ypperstepræsten: "Stemmer dette?" 2 Og Stefanus svarede: "Brødre og fædre, hør: Herlighedens Gud åbenbarede Sig for vor far Abraham da han var i Mesopotamien, før han bosatte sig i Karan. 3 Og Han sagde til ham: "Drag ud fra dit land og fra din slægtning, og drag til det land som Jeg vil vise dig." 4 Så drog han ud fra kaldæernes land og bosatte sig i Karan. Og da hans far var død, flyttede Han ham derfra til dette land som I bor i nu. 5 Og Gud gav ham ingen arv i det, ikke engang så det var nok til at sætte foden på. Men selv om Abraham ikke havde børn, lovede Gud at give landet som ejendom til ham og hans slægt efter ham. 6 Men så Gud talte på denne måde: Hans efterkommere skulle bo i et fremmed land, og der skulle de gøre dem til slaver og undertrykke dem i fire hundrede år. 7 "Og det folk som de skal trælle under, vil Jeg dømme," sagde Gud. "Og derefter skal de komme ud og tjene Mig på dette sted." 8 Og Han gav ham omskærelsens pagt. Så blev Abraham far til Isak og omskar ham på den ottende dag. Og Isak blev far til Jakob, og Jakob til de tolv patriarker. 9 Og patriarkerne blev misundelige på Josef og solgte ham til Ægypten. Men Gud var med ham. 10 Og Han friede ham ud fra alle hans trængsler, og gav ham nåde og visdom i mødes med Farao, kongen i Ægypten. Og han gjorde ham til høvding over Ægypten og over hele sit hus. 11 Der kom en hungersnød og stor trængsel over hele Ægyptens og Kanaans land, og vore fædre fandt ikke noget til sit livsophold. 12 Men da Jakob hørte at der var korn i Ægypten, sendte han først vore fædre derned. 13 Den anden gang gav Josef sig til kende for sine brødre, og Josefs slægt blev kendt for Farao. 14 Så sendte Josef bud og kaldte sin far Jakob og hele sin slægt, femoghalvfjerds mennesker til sig. 15 Så drog Jakob ned til Ægypten. Og han døde, både han og vore fædre. 16 Og de blev båret tilbage til Sikem og lagt i den grav Abraham havde købt for en bestemt pengesum fra sønnerne til Hamor, far til Sikem. 17 Men da det nærmede sig tiden for det løfte som Gud havde sværget til Abraham, voksede folket sig og blev stort i Ægypten, 18 helt til en anden konge stod frem, en som ikke kendte Josef. 19 Denne mand behandlede vort folk svigefuldt, undertrykte vore forfædre og fik dem til at sætte de nyfødte børn ud, således at de ikke skulle vokse op. 20 På denne tid blev Moses født, og han var til behag for Gud. Og han blev opfostret i sin fars hus i tre måneder. 21 Men efter at han var sat ud, tog Faraos datter ham op og fostrede ham op som sin egen søn. 22 Og Moses blev oplært i al ægypternes visdom, og blev mægtig i ord og gerninger. 23 Da han var fyrre år gammel, blev det lagt på hans hjerte at besøge sine brødre, Israels børn. 24 Og da han så en af dem lide uret, forsvarede han ham og hævnede ham som blev undertrykt, og han slog ægypteren ihjel. 25 Han tænkte nemlig at hans brødre skulle forstå at Gud ville give dem frelse ved hans hånd, men de forstod det ikke. 26 Og den næste dag så han dem slås. Og han prøvede at forlige dem ved at sige: "Mænd, I er brødre. Hvorfor gør I uret mod hinanden?" 27 Men han som gjorde uret mod sin næste, stødte ham væk og sagde: "Hvem gjorde dig til hersker og dommer over os? 28 Du vil vel ikke dræbt mig, således du dræbte ægypteren i går?" 29 På grund af dette svar flygtet Moses og blev boende som fremmed i landet Midjan, der han fik to sønner. 30 Og da fyrre år var gået, åbenbarede Herrens Engel sig for ham i flammende ild i en tornebusk. Det var i ørkenen ved Sinai-bjerget. 31 Da Moses så den, undret han sig over synet. Og da han gik nærmere for at se, kom Herrens røst til ham, 32 som sagde: "Jeg er dine fædres Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud." Og Moses skælvede og vågede ikke at se på. 33 Og Herren sagde til ham: "Tag sandalerne af dine fødder, for stedet der du står, er hellig jord. 34 Jeg har sandelig set undertrykkelsen af Mit folk som er i Ægypten. Jeg har hørt deres klage og er kommet for at udfri dem. Og kom nu, Jeg vil sende dig til Ægypten." 35 Denne Moses som de forkastede da de sagde: "Hvem har gjort dig til høvding og dommer?", er den som Gud sendte til at være både høvding og befrier ved den Engels hånd som åbenbarede sig for ham i tornebusken. 36 Moses førte dem ud efter at han havde gjort under og tegn i landet Ægypten, i Rødehavet og i ørkenen i fyrre år. 37 Dette er den Moses som sagde til Israels børn: "En Profet som mig vil Herren jeres Gud oprejsning for jer fra jeres brødre. Ham skal I høre på!" 38 Han er den som stod frem i forsamlingen i ørkenen, sammen med Engelen som talte til ham på Sinai-bjerget, og sammen med vore fædre. Det var ham som modtog de levende ord, for at give dem til os, 39 han som vore fædre ikke ville lyde, men forkastet. Og i sine hjerter vendte de tilbage til Ægypten 40 og sagde til Aron: "Lav os guder som kan gå foran os. For denne Moses som førte os ud af landet Ægypten, ham ved vi ikke hvad der har hændt med." 41 Og i de dage lavede de en kalv og frembar offer til afgudsbilledet, og glædede sig over sine egne hænders værk. 42 Så vendte Gud Sig bort og overgav dem til at tilbede himmelens hær, således er der skrevet i profetenes bog: Bar I vel slagtoffer og offergaver frem for Mig i de fyrre år i ørkenen, du Israels hus? 43 I tog også med Moloks tabernakel og stjernen til deres gud Remfan, gudebilder som I lavet for at tilbede det. Og Jeg vil bortføre jer væk fra Babylon. 44 Vidnesbyrdets telt var hos vore fædre i ørkenen, således havde Gud bestemt. Han havde pålagt Moses at lave det efter det forbillede som han havde set. 45 Dette modtog vore fædre i sin tid som arv; sammen med Josva førte de det også ind i det landet som var taget i eje af hedningerne, de som Gud drev ud for vore fædres ansigt i tiden frem til Davids dage, 46 David som fandt nåde for Gud og bad om at finde et bosted for Jakobs Gud. 47 Men det var Salomo som byggede et hus for Ham. 48 Men Den Højeste bor ikke i templer lavet med hænder, som profeten siger: 49 "Himmelen er Min trone, og jorden er Min fodskammel. Hvilken slags hus vil I bygge til Mig? siger Herren, eller hvor er Mit hvilested? 50 Har Min hånd ikke gjort alt dette?" 51 I som er så stivnakkede og uomskårne både på hjerte og ører! I står altid Den Hellige Ånd imod. Som jeres fædre gjorde, sådan gør også I. 52 Hvem af profeterne blev ikke forfulgt af jeres fædre? Og de dræbte dem som på forhånd forkyndte om Den Retfærdiges komme. Nu blev I dem som forrådte Ham og blev Hans drabsmænd, 53 I som har modtaget loven ved engles anvisning og har ikke holdt den." 54 Da de hørte dette, stak det dem dybt i hjertet, og de skar tænder mod ham. 55 Men han skuede op mod himmelen, fyldt af Den Hellige Ånd. Og han så Guds herlighed og Jesus som stod ved Guds højre hånd, 56 og sagde: "Se! Jeg ser himmelen åbnet og Menneskesønnen stående ved Guds højre hånd!" 57 Da råbte de med høj røst, holdt sig for ørerne og sprang mod ham alle som én. 58 Og de drev ham ud af byen og stenede ham. Og vidnerne lagde sine klæder ved fødderne til en ung mand som hed Saulus. 59 Og de stenede Stefanus mens han påkaldte Gud og sagde: "Herre Jesus, tag imod min ånd!" 60 Så knælede han ned og råbte med høj røst: "Herre, tilregn dem ikke denne synd!" Og da han havde sagt dette, sov han ind.

Apg.8 1 Og Saulus var enig i at Stefanus blev dræbt. Og på den tid opstod en stor forfølgelse mod menigheden som var i Jerusalem. Og alle sammen, bortset fra apostlene, blev spredt udover områderne Judæa og Samaria. 2 Og gudfrygtige mænd begravede Stefanus, og de holdt en stor dødsklage over ham. 3 Men Saulus plagede menigheden, for han gik ind i hus efter hus, drog mænd og kvinder ud og fik dem fængslet. 4 De som blev spredt overalt, gik nu omkring og forkyndte ordet. 5 Filip drog da ned til byen Samaria og forkyndte Kristus for dem. 6 Og i de store folkeskarer agtede enhver på alt det som blev talt af Filip da de hørte og så de tegn han gjorde. 7 For urene ånder råbte med høj røst og fór ud af mange som var besat. Og mange som var vanføre og lamme, blev helbredt. 8 Og der blev stor glæde i byen. 9 Men der var en mand der, som hed Simon, som tidligere havde drevet trolddom i byen og skabte forundring blandt folket i Samaria. Han havde givet sig ud for at være noget stort. 10 Alle gav agt på ham, fra den mindste til den største, og de sagde: "Denne er den store Guds kraft." 11 Og de hørte på ham fordi han havde forundret dem med sine trolddom i lang tid. 12 Men da de troede Filip, som forkyndte det som hører Guds rige og Jesu Kristi navn til, blev både mænd og kvinder døbt. 13 Da kom også Simon selv til troen. Og da han var blevet døbt, holdt han sig sammen med Filip, og han blev meget forundret da han så de kraftige gerninger og tegn som blev gjort. 14 Da apostlene som var i Jerusalem, hørte at Samaria havde taget imod Guds ord, sendte de Peter og Johannes til dem. 15 Da de var kommet ned, bad de for dem så de måtte få Den Hellige Ånd. 16 For endnu var Han ikke faldet på nogen af dem. De var bare blevet døbt til Herren Jesu navn. 17 Så lagde de hænderne på dem, og de fik Den Hellige Ånd. 18 Men da Simon så at Den Hellige Ånd blev givet ved apostlenes håndspålæggelse, kom han og tilbød dem penge 19 og sagde: "Giv også mig denne kraft, således at den jeg lægger hænderne på, får Den Hellige Ånd." 20 Men Peter sagde til ham: "Måtte bare dine pengene gå fortabt sammen med dig, siden du tænkte at Guds gave kunne købes for penge! 21 Du har hverken del eller arv i dette ord, for dit hjerte er ikke oprigtig i Guds øjne. 22 Omvend dig derfor fra denne ondskab, og bed Gud om at dit hjertes onde tanke måske kan blive dig tilgivet. 23 For jeg ser at du er forgiftet af bitterhed og bundet af uretfærdighed." 24 Da svarede Simon og sagde: "Bed til Herren for mig, så ikke noget af det I har talt om, skal komme over mig." 25 Da de nu havde vidnet og forkyndt Herrens ord, vendte de tilbage til Jerusalem. Og de forkyndte evangeliet i mange af samaritanernes landsbyer. 26 En Herrens engel talte til Filip og sagde: "Bryd op og gå mod syd langs den vej som går fra Jerusalem til Gaza!" Dette er et ørkenlandskab. 27 Så stod han op og gik. Og se, en ætiopisk mand, en hofmand med stor myndighed under Kandake, dronningen over ætioperne, en mand som havde ansvar for hele hendes skatkammer, var kommet til Jerusalem for at tilbede. 28 Han var på vej tilbage igen og sad i sin vogn og læste profeten Esajas. 29 Da sagde Ånden til Filip: "Gå derhen og hold dig ved denne vogn!" 30 Så sprang Filip hen til ham og hørte ham læse fra profeten Esajas. Og han sagde: "Forstår du det du læser?" 31 Og han svarede: "Hvordan kan jeg det uden at nogen vejleder mig?" Og han bad Filip komme op og sidde sammen med ham. 32 Skriftstedet han læste, var dette: Han blev ført til slagting som et får. Og som et lam er stumt for den som klipper det, således åbner Han ikke Sin mund. 33 I Hans fornedrelse blev dommen over Ham taget bort, og hvem kan gøre Hans slægt kendt? For Hans liv bliver taget bort fra jorden. 34 Så henvendte hofmanden sig til Filip og sagde: "Jeg spørger dig: Hvem er det profeten siger dette om, om sig selv eller om en anden?" 35 Da åbnede Filip sin mund, og han begyndte at forkynde evangeliet om Jesus for ham ud fra dette skriftsted. 36 Da de fortsatte hen ad vejen, kom de til et sted hvor det var vand. Og hofmanden sagde: "Se, her er vand. Hvad er til hinder for at jeg bliver døbt?" 37 Da sagde Filip: "Hvis du tror af hele dit hjerte, kan det ske." Og han svarede og sagde: "Jeg tror at Jesus Kristus er Guds Søn." 38 Så befalede han at vognen skulle stanse. Og både Filip og hofmanden gik ned i vandet, og han døbte ham. 39 Da de kom op af vandet, tog Herrens Ånd Filip bort, således at hofmanden ikke så ham længere. Og han drog sin vej med glæde. 40 Men Filip blev fundet i Asjdod. På gennemrejsen forkyndte han evangeliet i alle byerne til han kom til Cæsarea.

Apg.9 1 Saulus, som fremdeles fnyste af trusler og mord mod Herrens disciple, gik da til ypperstepræsten 2 og bad om brev fra ham til synagogerne i Damaskus, således at han, om han fandt nogen som tilhørte Vejen, enten mænd eller kvinder, kunne føre dem bundet til Jerusalem. 3 Mens han var på denne rejse og nærmede han sig Damaskus, skinnede der pludseligt et lys fra himmelen rundt om ham. 4 Da faldt han til jorden og hørte en stemme som sagde til ham: "Saul, Saul, hvorfor forfølger du Mig?" 5 Og han sagde: "Hvem er Du, Herre?" Da sagde Herren: "Jeg er Jesus, Ham som du forfølger. Det bliver hårdt for dig at stampe mod brodene." 6 Så sagde han skælvende og forundret: "Herre, hvad vil Du jeg skal gøre?" Da sagde Herren til ham: "Rejs dig op og gå ind i byen, og det skal blive fortalt dig hvad du må gøre." 7 Og mændene som rejste sammen med ham, blev stående målløse, for de hørte en stemme, men så ingen. 8 Da rejste Saulus sig op fra jorden, og da hans øjne hans blev åbnet, så han ingen. Men de tog ham ved hånden og førte ham ind i Damaskus. 9 Og i tre dage var han uden syn, og han hverken spiste eller drak. 10 Der var en discipel i Damaskus ved navn Ananias. Og til ham sagde Herren i et syn: "Ananias!" Og han sagde: "Her er jeg, Herre." 11 Så sagde Herren til ham: "Rejs dig og gå til gaden som kaldes Den Lige, til Judas' hus, og spørg efter en som kaldes Saulus fra Tarsus, for se, han beder. 12 Og i et syn har han set en mand ved navn Ananias komme ind og lægge hånden på sig, således at han kan få synet igen." 13 Da svarede Ananias: "Herre, om denne mand har jeg hørt af mange, hvor megen skade han har gjort mod Dine hellige i Jerusalem. 14 Og her har han fuldmagt fra ypperstepræsterne til at binde alle som påkalder Dit navn." 15 Men Herren sagde til ham: "Gå, for han er et udvalgt redskab for Mig til at bære Mit navn frem for hedningefolk, konger og Israels barn. 16 For Jeg vil vise ham hvor meget han må lide for Mit navns skyld." 17 Og Ananias gik af sted og kom ind i huset. Så lagde han sine hænder på ham og sagde: "Bror Saul, Herren Jesus, som viste Sig for dig på vejen da du kom, har sendt mig for at du skal få synet dit tilbage og blive fyldt med Den Hellige Ånd." 18 Straks var det som om at skællet faldt fra øjne hans, og han fik synet tilbage med det samme. Og han stod op og blev døbt, 19 og fik mad og blev styrket. Så blev Saulus nogle dage hos disciplene i Damaskus. 20 Straks forkyndte han Kristus i synagogerne, at Han er Guds Søn. 21 Alle som hørte det, blev forundret og sagde: "Er dette ikke han som i Jerusalem udryddede dem som påkaldte dette Navn? Og er han ikke kommet her i den hensigt at føre dem bundet til ypperstepræsterne?" 22 Men Saulus fik stadig mere kraft, og han forvirrede jøderne som boede i Damaskus, ved at bevise at denne Jesus er Kristus. 23 Efter at der var gået mange dage, dannede jøderne et komplot for at dræbe ham. 24 Men deres plan blev røbet for Saulus. Og de holdt vakt ved porterne dag og nat for at dræbe ham. 25 Da tog disciplene ham om natten og firede ham ned langs muren i en stor kurv. 26 Og da Saulus var kommet til Jerusalem, forsøgte han at slutte sig til disciplene. Men alle var bange for ham, og de troede ikke at han var en discipel. 27 Men Barnabas tog ham og førte ham til apostlene. Og han forklarede dem hvordan han havde set Herren på vejen, og at Han havde talt til ham, og hvordan han frimodig havde forkyndte i Damaskus i Jesu navn. 28 Så var han sammen med dem og gik ind og ud blandt dem i Jerusalem. 29 Og han talte frimodigt i Herren Jesu navn og diskuterede med de græsktalende jøder, men de forsøgte at få ham dræbt. 30 Da brødrene fik det at vide, førte de ham ned til Cæsarea og sendte ham ud til Tarsus. 31 Menighederne over hele Judæa, Galilæa og Samaria havde nu fred og blev opbygget. Og ved at de vandrede i Herrens frygt og i Den Hellige Ånds trøst, blev de stadig flere. 32 Det skete da Peter var på rejse overalt i landet, at han også kom ned til de hellige som boede i Lydda. 33 Der fandt han en mand som hed Æneas, som havde været sengeliggende i otte år. Han var lam. 34 Og Peter sagde til ham: "Æneas, Jesus Kristus helbreder dig. Stå op og red din seng!" Da stod han op med det samme. 35 Og alle som boede i Lydda og Saron, så ham, og de vendte sig til Herren. 36 I Jobbe var der en discipelkvinde som hed Tabita, som oversat til græsk hedder Dorkas. Denne kvinde var rig på gode gerninger og gav mange barmhjertighedsgaver. 37 Men det skete i de dage at hun blev syg og døde. Da de havde vasket hende, lagde de hende i et værelse ovenpå. 38 Og da Lydda er i nærheden af Jobbe og disciplene havde hørt at Peter var der, sendte de to mænd til ham. De bad ham indstændig om ikke at udsætte sin ankomst til dem. 39 Peter brød da op og gik med dem. Da han var kommet frem, tog de ham med til værelset ovenpå. Og alle enkerne stod sammen med ham og græd, og de viste kjortlerne og kapperne frem som Dorkas havde lavet mens hun havde været hos dem. 40 Men Peter sendte alle ud, knælede ned og bad. Og han vendte sig til legemet og sagde: "Tabita, stå op!" Og hun åbnede sine øjne, og da hun så Peter, satte hun sig op. 41 Så rakte han hende sin hånd og rejste hende op. Og da han havde tilkaldt de hellige og enkerne, førte han hende levende frem. 42 Og dette blev kendt over hele Jobbe, og mange kom til tro på Herren. 43 Så blev han mange dage i Jobbe hos garveren Simon.

Apg.10 1 Der var en mand i Cæsarea som hed Kornelius, en officer i det som kaldtes Det italienske regiment. 2 Han var en gudfrygtig mand og en som frygtede Gud med hele sit hus. Han gav rigelig med barmhjertighedsgaver til folket, og han bad altid til Gud. 3 Omkring den niende time på dagen så han en Guds engel klart i et syn, og som kom ind til ham og sagde til ham: "Kornelius!" 4 Og da han fik øje på ham, blev han bange og sagde: "Hvad er der, herre?" Så sagde han til ham: "Dine bønner og dine barmhjertighedsgaver har steget op som påmindelse for Gud. 5 Send nu nogle mænd til Jobbe og få Simon med tilbage, han som er kaldet Peter. 6 Han bor hos garveren Simon, og hans hus er ved havet. Han skal fortælle dig hvad du må gøre." 7 Og da englen som talte til ham var draget bort, kaldte Kornelius på to af sine hustjenere og en gudfrygtig soldat blandt dem som hele tiden tjente ham. 8 Og da han havde forklaret alt dette for dem, sendte han dem til Jobbe. 9 Dagen efter, mens de var på rejse og nærmede sig byen, gik Peter op på hustaget for at bede. Det var omkring den sjette time. 10 Da blev han sulten og ville spise. Men mens de rettede an, faldt der en henrykkelse over ham, 11 og han ser himmelen åbnede sig, og en genstand som en stor dug, knyttet i de fire hjørner, daler ned til ham og bliver sænket helt ned på jorden. 12 I den var der alle slags firbenede dyr som er på jorden, vilde dyr, krybdyr og himmelens fugle. 13 Og en røst kom til ham: "Rejs dig op, Peter! Slagt og spis!" 14 Men Peter sagde: "Slet ikke, Herre! For jeg har aldrig spist noget vanhelligt eller urent." 15 Og en røst talte til ham igen, for anden gang: "Det Gud har renset, må ikke du kalde vanhelligt." 16 Dette skete tre gange. Og så blev genstanden taget op til himmelen igen. 17 Mens Peter var i vildrede om hvad som kunne være betydningen af dette syn han havde set, se, da havde mændene som var sendt fra Kornelius, spurgt sig frem til Simons hus, og de stod nu ved porten. 18 Og de råbte og spurgte om Simon, med tilnavnet Peter, boede der. 19 Mens Peter grundede på synet, sagde Ånden til ham: "Se, tre mænd leder efter dig. 20 Stå derfor op, gå ned og gå med dem uden at tvivle på noget af dette. For Jeg har sendt dem." 21 Da gik Peter ned til mændene som var blevet sendt til ham fra Kornelius. Og han sagde: "Se, jeg er den I leder efter. Hvad er grunden til at I er kommet her?" 22 Og de sagde: "Officeren Kornelius er en retfærdig mand, en som frygter Gud og har godt rygte i hele det jødiske folk. Han fik et guddommelig budskab fra en hellig engel om at du skulle hentes til hans hus så han kunne høre dig tale." 23 Så inviterede han dem ind og gav dem husly. Næste dag drog Peter af sted med dem, og nogle af brødrene fra Jobbe fulgte også med ham. 24 Dagen efter kom de ind i Cæsarea. Kornelius ventede på dem, og han havde kaldet slægtningene og de sine nærmeste venner sammen. 25 Da Peter kom ind, mødte Kornelius ham og faldt ned ved hans fødder og tilbad. 26 Men Peter rejste ham op og sagde: "Stå op! Jeg er selv blot et menneske." 27 Og mens han snakkede med ham, gik han ind og fandt mange som var kommet sammen. 28 Da sagde han til dem: "I ved hvor lovstridig det er for en jødisk mand at have samfund med, eller at gå ind til, en som tilhører et andet folkeslag. Men Gud har vist mig at jeg ikke skulle kalde noget menneske vanhelligt eller urent. 29 Derfor kom jeg uden indvending så snart jeg blev tilkaldt. Så nu spørger jeg: Hvad er grunden til at du har sendt bud efter mig?" 30 Så sagde Kornelius: "For fire dage siden fastede jeg, frem til denne time. Og ved den niende time bad jeg i mit hus. Og se, en mand stod foran mig i skinnende klæder. 31 Og han sagde: Kornelius, dine bønner er blevet hørt, og dine barmhjertighedsgaver bliver husket hos Gud. 32 Send derfor bud til Jobbe og bed Simon komme hertil, han med tilnavnet Peter. Han bor i Simon garverens hus ved havet. Når han kommer, skal han tale til dig. 33 Derfor sendte jeg straks bud efter dig, og du har gjort vel i at komme. Nu er vi alle til stede frem for Gud, for at høre alt det som Gud har pålagt dig." 34 Da åbnede Peter sin mund og sagde: "I sandhed skønner jeg at Gud ikke gør forskel på folk. 35 Men i hvert folkeslag bliver hver den som frygter Ham og gør retfærdighed, taget imod af Ham. 36 Ordet som Gud sendte til Israels børn, for at forkynde fred ved Jesus Kristus - Han er alles Herre -, 37 det ord kender I. Dette ord nåede ud over hele Judæa, det begyndte fra Galilæa efter den dåb Johannes forkyndte: 38 Hvordan Gud salvede Jesus fra Nazaret med Den Hellige Ånd og med kraft, Han som gik omkring og gjorde godt og helbredte alle som var undertrygt af djævelen, for Gud var med Ham. 39 Og vi er vidner om alt Han gjorde, både i jødernes land og i Jerusalem, Ham som de dræbte ved at hænge Ham på et træ. 40 Ham oprejste Gud på den tredje dag og lod Ham vise sig åbenlyst, 41 ikke for hele folket, men for de vidner som på forhånd var udvalgt af Gud, for os, vi som spiste og drak sammen med Ham efter at Han stod op fra de døde. 42 Og Han pålagde os at forkynde for folket og at vidne at det er Ham som af Gud er bestemt til at være dommer, overlevende og døde. 43 Om Ham vidner alle profeterne at hver den som tror på Ham, skal få syndenes forladelse ved Hans navn." 44 Mens Peter endnu talte disse ord, faldt Den Hellige Ånd på alle dem som hørte ordet. 45 Og de troende som var omskårne blev forskrækkede - alle de som var kommet sammen med Peter - over at Den Hellige Ånds gave også var blevet udøst over hedningene. 46 For de hørte dem tale med tunger og ophøje Gud. Da svarede Peter: 47 "Kan nogen nægte dem vandet, så de ikke kunne blive døbt, disse som har fået Den Hellige Ånd ligesom vi?" 48 Og han befalede at de skulle blive døbt i Herrens navn. Så bad de ham blive der nogle dage.

Apg.11 1 Apostlene og brødrene som var i Judæa, fik at høre at også hedningerne havde taget imod Guds ord. 2 Og da Peter kom op til Jerusalem, begyndte de som var omskåret at gå i rette med ham. 3 Og de sagde: "Du gik ind til uomskårne mænd og spiste med dem!" 4 Men Peter begyndte at forklare dette for dem i sammenhæng og sagde: 5 "Jeg var i byen Jobbe og bad. Og jeg kom i henrykkelse og så et syn. En genstand som en stor dug dalede ned; den blev sænket ned fra himmelen efter de fire hjørner. Og den kom hen til mig. 6 Da jeg studerede den og så nøjere efter, så jeg firbenede dyr som er på jorden, vilddyr, krybdyr og himmelens fugle. 7 Og jeg hørte en stemme sige til mig: "Stå op, Peter, slagt og spis!" 8 Men jeg sagde: "Slet ikke, Herre! For ikke noget vanhellig eller urent har nogen sinde kommet ind i min mund." 9 Men stemmen fra himmelen svarede mig atter: "Det Gud har renset, må ikke du kalde vanhelligt." 10 Nu skete dette tre gange, og alt blev taget op til himmelen igen. 11 Og se, i samme stund stod tre mænd foran det hus jeg var i. De var sendt til mig fra Cæsarea. 12 Ånden sagde da til mig at jeg skulle gå med dem og ikke tvivle på dette. Disse seks brødre fulgte med mig, og vi gik ind i mandens hus. 13 Og han fortalte os hvordan han havde set en engel stå i hans hus og sige til ham: "Send nogle mænd til Jobbe, og kald Simon med tilnavnet Peter til dig! 14 Han skal tale ord til dig, og ved de ord skal både du og hele dit hus blive frelst." 15 Og da jeg begyndte at tale, faldt Den Hellige Ånd på dem, således som Han faldt på os i begyndelsen. 16 Da husket jeg Herrens ord, hvordan Han sagde: "Johannes døbte med vand, men I skal blive døbt med Den Hellige Ånd." 17 Hvis altså Gud gav dem den samme gave som Han havde givet os da vi kom til tro på Herren Jesus Kristus, hvem var da jeg at jeg skulle stå imod Gud?" 18 Da de hørte dette, blev de stille. Og de ærede Gud og sagde: "Så har altså Gud også givet hedningerne omvendelse til livet." 19 De som nu var blevet spredt efter forfølgelsen som opstod i forbindelse med Stefanus, rejste helt til Fønikien, Kypros og Antiokia. Og de forkyndte ikke ordet til andre end jøder. 20 Men nogle af dem var mænd fra Kypros og Kyréne. Da de var kommet til Antiokia, talte de til grækerne og forkyndte Herren Jesus. 21 Og Herrens hånd var med dem, og et stort antal kom til tro og vendte sig til Herren. 22 Denne nyhed kom menigheden i Jerusalem for øre, og de sendte Barnabas af sted for at rejse helt til Antiokia. 23 Da han kom og fik Guds nåde at se, blev han glad og opmuntrede dem alle til at de helhjertede skulle fortsætte at vandre med Herren. 24 For han var en god mand, fuld af Den Hellige Ånd og af tro. Og en stor folkemængde blev vundet for Herren. 25 Så rejste Barnabas derfra til Tarsus for at opsøge Saulus, 26 og da han havde fundet ham, tog han ham med til Antiokia. Således skete det at de gennem et helt år var sammen med menigheden og underviste et stort antal mennesker. Og det var i Antiokia at disciplene først blev kaldet kristne. 27 I de dage kom der profeter fra Jerusalem til Antiokia. 28 En af dem, en ved navn Agabus, stod da frem, og ved Ånden viste han at der skulle komme en stor hungersnød over hele verden, således som det også skete i kejser Klaudius' dage. 29 Da bestemte disciplene at hver af dem efter sin økonomiske evne skulle sende nødhjælp til brødrene som boede i Judæa. 30 Dette gjorde de også, og de sendte den til de ældste ved hjælp af Barnabas og Saulus.

Apg.12 1 På denne tid gav kong Herodes befaling om at mishandle nogle fra menigheden. 2 Han dræbte da Jakob, Johannes' bror, med sværd. 3 Og siden han så at dette var til glæde for jøderne, fortsatte han og greb også Peter. Dette var under de usyrede brøds dage. 4 Da han havde arresteret ham, satte han ham i fængsel og overlod ham til fire vagtskift, hver på fire soldater. De skulle holde vagt over ham. Herodes havde nemlig til hensigt at føre ham frem for folket efter påske. 5 Derfor blev Peter holdt i fængsel, men menigheden bad vedvarende til Gud for ham. 6 Og natten før Herodes skulle føre ham frem, sov Peter mellem to soldater, bundet med to lænker. Og vagterne foran døren holdt vagt over fængslet. 7 Og se, en Herrens engel stod hos ham, og et lys skinnede i fængslet. Og han støtte Peter i siden, rejste ham op og sagde: "Skynd dig at stå op!" Og lænkerne faldt af hans hænder. 8 Så sagde englen til ham: "Spænd bæltet om dig og bind dine sandaler på dig!" Og det gjorde han. Og han sagde til ham: "Tag klæderne på dig og følg mig!" 9 Så gik han ud og fulgte ham, men han forstod ikke at det som blev gjort af engelen, var virkeligt. Han troede at han så et syn. 10 Da de var forbi den første og den anden vagtpost, kom de til jernporten som leder ind i byen. Den åbnet sig for dem, af sig selv. Og de gik ud og gik den modsatte gade, og straks forlod engelen ham. 11 Og da Peter var kommet til sig selv igen, sagde han: "Nu ved jeg for vidst at Herren har sendt Sin engel, og at Han har friet mig ud fra Herodes' hånd og fra alt det som jødefolket forventede." 12 Da han havde tænkt alt dette igennem, kom han til Marias hus, mor til Johannes med tilnavnet Markus. Der var der mange som var samlet for at bede. 13 Og da Peter bankede på døren i porten, kom en pige ved navn Rode for at høre efter. 14 Da hun kendte Peters igen stemme, lod hun være at åbne porten af bare glæde, men sprang ind og fortalte at Peter stod udenfor porten. 15 Men de sagde til hende: "Du er fra sans og samling!" Men hun fortsatte at forsikre at det var sandt. Så sagde de: "Det er hans engel." 16 Nu fortsatte Peter at banke på. Og da de åbnede døren og så ham, blev de forskrækkede. 17 Men han gjorde tegn til dem med hånden at de skulle være stille, og så forklarede han dem hvordan Herren havde ført ham ud fra fængslet. Og han sagde: "Gå og fortæl dette til Jakob og brødrene!" Og han gik ud og drog til et andet sted. 18 Så snart det var dag, blev der ikke lidt opstyr blandt soldaterne over hvor der var blevet af Peter. 19 Men da Herodes havde ledt efter ham og ikke fundet ham, forhørte han vagterne og befalede at de skulle dræbes. Og han drog ned fra Judæa til Cæsarea og blev der. 20 Herodes havde været meget forbitret på folket i Tyrus og Sidon. Men de blev da enige om at drage til ham. Og efter at de havde gjort Blastus, kongens personlige hjælper, til sin ven, bad de om fred, siden landet deres blev forsynet med mad fra kongens land. 21 På en fastsat dag satte så Herodes sig på sin trone, klædt i kongelig skrud, og holdt en tale for dem. 22 Og folket råbte hele tiden: "Dette er en guds røst og ikke et menneskes!" 23 Straks slog en Herrens engel ham, fordi han ikke gav Gud ære. Og han blev ædt op af orme og døde. 24 Men Guds ord gav vækst og bredte sig rundt omkring. 25 Og Barnabas og Saulus vendte tilbage fra Jerusalem efter at de havde fuldført sin tjeneste, og de tog også Johannes med tilnavnet Markus med sig.

Apg.13 1 I menigheden i Antiokia var der profeter og lærere: Barnabas, Simeon, som blev kaldet Niger, Lukius fra Kyréne, Manaen, som var blevet opfostret sammen med landsfyrsten Herodes, og Saulus. 2 Mens de tjente Herren og fastede, sagde Den Hellige Ånd: "Tag ud fra Mig Barnabas og Saulus til den gerning som Jeg har kaldet dem til." 3 Efter at have fastet og bedt og lagt hænderne på dem, sendte de dem af sted. 4 Da de således var sendt ud af Den Hellige Ånd, drog de ned til Seleukia, og derfra sejlede de til Kypros. 5 Og da de kom frem til Salamis, forkyndte de Guds ord i jødernes synagoger. De havde også Johannes med som sin hjælper. 6 Da de nu var gået over øen til Pafus, fandt de en troldmand, en falsk profet, en jøde ved navn Barjesus. 7 Han var hos landshøvdingen Sergius Paulus, som var en forstandig mand. Denne mand indbød Barnabas og Saulus, for han ønskede at høre Guds ord. 8 Men Elymas, "troldmanden", som hans navn betyder, stod dem imod, og han prøvede at vende landshøvdingen bort fra troen. 9 Saulus, som også bliver kaldet Paulus, så da skarpt på ham, fyldt af Den Hellige Ånd, 10 og han sagde: "Du som er fuld af al svig og alt bedrag, du djævelens søn, du fjende af al retfærdighed, kan du ikke holde op med at forvrænge Herrens rette veje? 11 Og se, nu er Herrens hånd over dig, og du skal blive blind, og for en tid skal du ikke se solen." Og straks faldt en mørk tåge over ham, og han gik omkring og ledte efter nogen som kunne lede ham ved hånden. 12 Da landshøvdingen så hvad som skete, kom han til tro. For han var forundret over Herrens lære. 13 Da nu Paulus og hans følge satte sejl fra Pafus, kom de til Perge i Pamfylien. Og Johannes forlod dem og vendte tilbage til Jerusalem. 14 Men da de drog fra Perge, kom de til Antiokia i Pisidia, og de gik ind i synagogen på sabbatsdagen og satte sig. 15 Og efter oplæsningen af loven og profeterne sendte synagogeforstanderne bud efter dem og sagde: "Mænd og brødre, hvis I har et opmuntringsord til folket, så tal!" 16 Da rejste Paulus sig, gjorde tegn med hånden og sagde: "Israelitiske mænd og I som frygter Gud, hør efter: 17 Dette folks Gud, Israels Gud, udvalgte Sig vore fædre og ophøjede folket da de boede som fremmede i Ægypten land. Og med opløftet arm førte Han dem ud af landet. 18 I en periode på omkring fyrre år bar Han over med deres færd i ørkenen. 19 Og da Han havde udslættet syv folkeslag i Kanaans land, fordelte Han deres land til dem som arv ved lodtrækning. 20 Efter dette gav Han dem dommere i omkring fire hundrede og halvtreds år, indtil profeten Samuel. 21 Derefter bad de om en konge, og Gud gav dem Saul, søn af Kis, en mand af Benjamins stamme, i fyrre år. 22 Og da Han havde afsat ham, rejste Han David som konge for dem. Ham gav Gud også vidnesbyrd og sagde: "Jeg har fundet David, søn af Isaj, en mand efter Mit eget hjerte, som skal gøre al Min vilje." 23 Af denne mands æt, efter løftet, oprejste Gud en Frelser for Israel, Jesus, 24 efter at Johannes først, før Hans komme, havde forkyndt omvendelsens dåb for hele Israels folk. 25 Og da Johannes var i færd med at afslutte sit livsløb, sagde han: "Hvem tror I jeg er? Jeg er ikke Ham. Men se, der kommer En efter mig, og jeg er ikke værdig til at løse sandalerne på Hans fødder." 26 Mænd og brødre, børn af Abrahams æt og de blandt jer som frygter Gud: Til jer er ordet om denne frelse blevet sendt. 27 For de som bor i Jerusalem og deres rådsherrer kendte hverken Ham eller profetens røster, de som udlægges hver sabbat. Men de har opfyldt profetens røster ved at få Ham dømt. 28 Og selv om de ikke fandt nogen dødsskyld hos ham, bad de Pilatus om at Han skulle blive dræbt. 29 Da de havde opfyldt alt som var skrevet om Ham, tog de Ham ned fra træet og lagde Ham i en grav. 30 Men Gud rejste Ham op fra de døde. 31 Han blev set i mange dage af dem som kom med Ham op fra Galilæa til Jerusalem, de som er Hans vidner til folket. 32 Og vi forkynder jer det glade budskab, det løfte som blev givet til fædrene. 33 Ved at Han har oprejst Jesus, har Gud opfyldt dette for os som er deres børn. Således er der også skrevet i den andre salme: Du er Min Søn, i dag har Jeg født Dig. 34 Og at Han rejste Ham op fra de døde så Han aldrig mere skal vende tilbage til fordærvelse, har Han sagt således: "Jeg vil give jer Davids hellige løfter, de trofaste." 35 Derfor siger Han også i en anden salme: "Du skal ikke lade Din Hellige se fordærvelse." 36 For efter at David havde tjent sit eget slægtsled efter Guds vilje, sovede han ind, blev begravet hos sine fædre og så fordærvelse. 37 Men Han som Gud oprejste, så ikke fordærvelse. 38 Lad det derfor være kendt for jer, brødre, at ved Ham bliver syndens forladelse forkyndt for jer. 39 Og ved Ham bliver alle som tror, retfærdiggjort fra alt det som I ikke kunne blive retfærdiggjort fra ved Mose lov. 40 Se derfor til at ikke det som er blevet talt ved profeterne, kommer over jer: 41 "Se, I foragtere, undre jer og bliv borte! For Jeg gør en gerning i jeres dage, en gerning som I slet ikke vil tro, selv om nogen fortalte jer om den." 42 Da så jøderne gik ud af synagogen, bad hedningerne indtrængende om at disse ord måtte blive forkyndt for dem næste sabbat. 43 Da nu forsamlingen var brudt op, var der mange af jøderne og de gudfrygtige proselytter som fulgte efter Paulus og Barnabas. Og de talte med dem, og de formanede dem til at holde fast i Guds nåde. 44 Om sabbaten efter kom næsten hele byen sammen for at høre Guds ord. 45 Men da jøderne så folkemængderne, blev de fyldt af nidkærhed. Og de modsagde og spottede og gik imod det som blev sagt af Paulus. 46 Da blev Paulus og Barnabas frimodige og sagde: "Det var nødvendigt at Guds ord først skulle blive talt til jer. Men siden I forkaster det og ikke anser jer selv værdige til det evige liv, se, da vender vi os til hedningefolkene. 47 For således har Herren befalet os: "Jeg har sat Dig til lys for hedningene, for at Du skal være til frelse lige til jordens ende." 48 Da hedningene hørte dette, blev de glade og ærede Herrens ord. Og så mange som var udset til evig liv, kom til tro. 49 Og Herrens ord blev spredt over hele landområdet. 50 Men jøderne ophidsede de hengivne og gudfrygtige kvinder og de øverste mænd i byen. De satte i gang en forfølgelse mod Paulus og Barnabas, og drev dem ud fra sit område. 51 Men de rystede støvet af sine fødder mod dem og kom til Ikonium. 52 Og disciplene blev fyldt af glæde og Den Hellige Ånd.

Apg.14 1 I Ikonium gik de samlet til jødernes synagoge, og de talte således at en stor mængde af både jøder og grækere kom til tro. 2 Men de vantro jøder hissede hedningerne op og forgiftede deres sind mod brødrene. 3 Derfor blev de der en lang tid, og de talte frimodig i Herren, som vidnede om Sin nådes ord og lod tegn og undere ske ved deres hænder. 4 Men folkemængden i byen blev splittet. En del var på jødernes side, og en del holdt med apostlene. 5 Der blev lagt op til et voldsomt angreb både fra hedninger og jøder sammen med deres ledere for at få dem mishandlet og stenet. 6 Men de flygtede da de blev klar over dette. De drog til Lystra og Derbe, til byer i Lykaonia og til området omkring. 7 Og de forkyndte evangeliet der. 8 Og i Lystra var der en mand som sad der uden styrke i sine fødder. Han havde været vanfør fra mors liv af og havde aldrig kunnet gå. 9 Denne mand hørte Paulus tale. Paulus så nøje på ham og så at han havde tro til at blive helbredt. 10 Så sagde han med høj røst: "Rejs dig op og stå på dine fødder!" Og han hoppede op og gik omkring. 11 Da folket så hvad Paulus havde gjort, hævede de røsten og sagde på det lykaoniske sprog: "Guderne er kommet ned til os i menneskers skikkelse!" 12 Og Barnabas kaldte de Zeus, og Paulus kaldte de Hermes, for han førte ordet. 13 Præsten i Zeus-templet, som lå foran deres by, kom med okser og blomsterkranse til portene. Han ville ofre sammen med folkemængden. 14 Men da apostlene Barnabas og Paulus hørte dette, flåede de deres klæder, sprang ind i folkemængden og råbte ud: 15 "Mænd, hvorfor gør I dette? Vi er også mennesker af samme væsen som I, og vi forkynder jer budskabet om at vende I bort fra disse nytteløse ting til den levende Gud, Han som har gjort himmelen, jorden, havet og alt som er i dem. 16 Det var Han som i tidligere slægter tillod alle hedningefolk at gå sine egne veje. 17 Alligevel tilbageholdt Han ikke vidnesbyrd om Sig Selv, for Han gjorde godt, Han gav os føde og fyldte vore hjerter med glæde." 18 Og ved at sige dette fik de så vidt hindret folkemængden i at ofre til dem. 19 Da kom der også nogle jøder fra Antiokia og Ikonium. Og efter at have overtalt folkemængden, fik de stenet Paulus og draget ham ud af byen, da de antog at han var død. 20 Men da disciplene samlet sig rundt ham, stod han op og gik ind i byen. Og næste dag drog han sammen med Barnabas til Derbe. 21 Og efter at de havde forkyndt evangeliet i den by og vundet mange disciple, vendte de tilbage til Lystra, Ikonium og Antiokia. 22 De styrkede disciplenes sjæle, formanede dem til at fortsætte i troen og sagde: "Vi må gå ind i Guds rige gennem mange trængsler." 23 Efter at de havde udpeget ældste i hver menighed og bedt og fastet, overgav de dem til Herren, Ham som de var kommet til tro på. 24 Og efter at de havde rejst gennem Pisidien, kom de til Pamfylien. 25 Da de nu havde forkyndt ordet i Perge, drog de ned til Attalia. 26 Derfra sejlede de til Antiokia, der var de blevet overgivet til Guds nåde for at gøre den gerning som de nu havde fuldført. 27 Da de var kommet dertil og havde samlet menigheden, fortalte de om alt det Gud havde gjort ved dem, og at Han havde åbnet troens dør for hedningefolkene. 28 Så blev de der en lang tid sammen med disciplene.

Apg.15 1 Der var nogle mænd fra Judæa som kom ned og lærte brødrene således: "Hvis I ikke bliver omskåret efter skikken fra Moses, kan I ikke blive frelst." 2 Paulus og Barnabas fik derfor ikke lidt strid og ordskifte med dem. Da bestemte de at Paulus og Barnabas og nogle andre af dem skulle drage op til Jerusalem, til apostlene og de ældste, og lægge dette stridsspørsmål frem for dem. 3 Efter at menigheden havde fulgt dem et stykke på vej, drog de gennem Fønikien og Samaria og fortalte om hedningenes omvendelse. Og med dette budskab skabte de stor glæde hos alle brødrene. 4 Og da de var kommet til Jerusalem, blev de modtaget af menigheden og apostlene og de ældste. Og de fortalte om alt det Gud havde gjort ved dem. 5 Men nogle fra farisæernes parti, som var kommet til tro, stod frem og sagde: "Det er nødvendigt at de bliver omskåret, og de må pålægges at holde Moseloven." 6 Nu kom apostlene og de ældste sammen for at vurdere denne sag. 7 Og efter at der havde været stærke meninger, stod Peter frem og sagde til dem: "Mænd og brødre, I ved at for mange dage siden gjorde Gud det valg blandt os at der ved min mund var hedninger skulle høre evangeliets ord og komme til tro. 8 Og Gud som kender hjertet, gav dem vidnesbyrd ved at give dem Den Hellige Ånd, således som Han gjorde med os. 9 Og Han satte ikke noget skæl mellem os og dem, men rensede også deres hjerter ved troen. 10 Hvorfor sætter I da Gud på prøve ved at lægge et åg på disciplenes nakke, et åg som hverken vore fædre eller vi har vært i stand til at bære? 11 Men vi tror at ved Herren Jesu Kristi nåde skal vi alle blive frelst på samme måde som de." 12 Da tiede hele mængden og lyttede til Barnabas og Paulus. De fortalte om hvor mange tegn og undere Gud havde virket ved dem blandt hedningene. 13 Og efter at de havde tiet stille, tog Jakob til orde og sagde: "Mænd og brødre, hør på mig! 14 Simon har forklaret hvordan Gud fra først af gæstede hedningefolkene for at tage et folk ud fra dem, for Sit navns skyld. 15 Og profetens ord stemmer overens med dette, således der er skrevet: 16 Efter dette vil Jeg vende tilbage og opbygge Davids faldne hytte igen. Jeg vil genopbygge ruinerne af den, og Jeg vil genrejse den, 17 således at resten af menneskerne skal søge Herren, ja, til og med alle hedningefolk som er kaldet ved Mit navn, siger Herren, som gør alt dette. 18 Fra evighed af er alle Hans gerninger kendt for Gud. 19 Derfor bedømmer jeg det således at vi ikke skal gøre det vanskeligt for dem blandt hedningefolk som vender sig til Gud, 20 men vi skriver til dem at de skal afstå fra alt det som er gjort urent ved afguder, og fra hor, fra det som er kvalt og fra blod. 21 For fra de ældste slægters tid har Moses haft dem som forkynder ham i hver by, idet han bliver oplæst i synagogerne hver sabbat." 22 Da blev der enighed mellem apostlene og de ældste, sammen med hele menigheden, at de skulle sende nogle udvalgte mænd fra sin egen kreds til Antiokia sammen med Paulus og Barnabas, nemlig Judas, som også blev kaldet Barsabas, og Silas. Begge var ledende mænd blandt brødrene. 23 De skrev dette brev ved deres hånd: "Apostlene, de ældste og brødrene, til brødrerne som er af hedningefolk i Antiokia, Syria og Kilikia: Vær hilset! 24 Eftersom vi har hørt at nogle som drog ud fra os har forvirret os med ord, gjort deres sjæle urolige og sagt: "I må blive omskåret og holde loven" - selvom vi ikke har givet dem et sådant bud -, 25 så fandt vi det ret, idet vi var helt enige i denne sag, at sende jer nogle udvalgte mænd sammen med vore kære brødre Barnabas og Paulus, 26 mænd som har våget sit liv for vor Herre Jesu Kristi navn. 27 Vi har derfor sendt Judas og Silas, som også mundtlig vil kundgøre jer det samme. 28 For Den Hellige Ånd og vi fandt det ret ikke at pålægge jer nogen større byrde end det som er nødvendigt: 29 At I afstår fra afgudsoffer og fra blod, fra det som er kvalt og fra hor. Hvis I holder jer borte fra dette, skal det gå jer godt. Lev vel!" 30 De som da blev sendt af sted, kom så til Antiokia. Og da de havde samlet hele mængden, overleverede de brevet. 31 Da de havde læst det, glædet de sig over opmuntringen i det. 32 Judas og Silas, som også selv var profeter, formanede og styrket brødrerne med mange ord. 33 Og efter at de havde været der en tid, blev de sendt tilbage med hilsener fra brødrene til apostlene. 34 Men Silas fandt det rigtigt at blive der endnu. 35 Paulus og Barnabas blev også i Antiokia, og sammen med mange andre underviste de og forkyndte Herrens ord. 36 Efter nogle dage sagde Paulus til Barnabas: "Lad os nu drage tilbage og besøge vore brødre i hver by der vi har forkyndt Herrens ord, og se hvordan de har det." 37 Barnabas var fast bestemt på at de skulle tage Johannes med tilnavnet Markus med sig. 38 Men Paulus var bestemt på at de ikke skulle tage ham med som havde forladt dem i Pamfylien, og som ikke havde fulgt dem i arbejdet. 39 Da blev striden så streng at de skiltes med hinanden. Og Barnabas tog Markus med sig og sejlede til Kypern. 40 Men Paulus valgte Silas og drog af sted, efter at han var blevet overgivet af brødrene til Guds nåde. 41 Han drog gennem Syria og Kilikia, og styrkede menighederne.

Apg.16 1 Så kom han til Derbe og Lystra. Og se, der var der en discipel ved navn Timoteus, søn af en jødisk kvinde som var troende, og hans far var græker. 2 Han fik godt vidnesbyrd af brødrene som var i Lystra og Ikonium. 3 Paulus ville at han skulle rejse sammen med ham. Og han omskar ham af hensyn til jøderne som var i de områder, for de vidste alle at hans far var græker. 4 Og som de nu drog gennem byerne, videregav de dem de forskrifter de skulle holde, de som var vedtaget af apostlene og de ældste i Jerusalem. 5 Således blev menighederne styrket i troen, og de voksede dagligt i antal. 6 Da de havde rejst gennem Frygien og det galilæiske land, blev de hindret af Den Hellige Ånd fra at forkynde ordet i Asien. 7 Efter at de var kommet til Mysia, forsøgte de at drage til Betanien, men Ånden gav dem ikke lov. 8 Så drog de forbi Mysia og kom ned til Troas. 9 Og et syn viste sig for Paulus om natten: En mand fra Makedonien stod og bad ham indstændigt: "Kom over til Makedonien og hjælp os!" 10 Efter at han havde set synet, prøvede vi straks at drage til Makedonien, da vi forstod at Herren havde kaldet os til at forkynde evangeliet for dem. 11 Derfor sejlede vi ud fra Troas og holdt lige kurs mod Samotrake, og dagen efter kom vi til Neapolis. 12 Og derfra drog vi til Filippi, som er den første by i den del af Makedonien, en koloni. Og vi blev i den by nogle dage. 13 På sabbatsdagen gik vi ud af byen til flodbredden, hvor der plejede at være bøn. Og vi satte os ned og talte til kvinderne som mødtes der. 14 Der var en kvinde ved navn Lydia som hørte på os. Hun var purpur-sælger fra byen Tyatira, og hun tilbad Gud. Herren åbnede hendes hjerte så hun hørte nøje på det som blev talt ved Paulus. 15 Og da hun og hendes husfolk var blevet døbt, bad hun os indtrængende og sagde: "Hvis I holder mig for at være en som tror på Herren, så kom til mit hus og bo der." Således overtalte hun os. 16 Nu skete det da vi gik til bønnen, at vi blev mødt af en slavinde som var besat af en spådomsånd. Hun skaffede sine herrer stor indtægt ved at spå. 17 Denne pige fulgte Paulus og os, og hun råbte og sagde: "Disse mennesker er tjenere for Den Højeste Gud, de forkynder os frelsens vej." 18 Og hun gjorde det samme i mange dage. Men Paulus blev meget harm, og han vendte sig om og sagde til ånden: "Jeg befaler dig i Jesu Kristi navn at komme ud af hende!" Og den kom ud i samme stund. 19 Men da hendes herrer så at deres håb om fortjeneste svandt, greb de Paulus og Silas og drog dem med ind på torvet til de politiske lederne. 20 Og de førte dem til dommerne og sagde: "Disse mennesker, som er jøder, laver stor uro i vor by. 21 Og de lærer os skikke, som det ikke lovligt for os romere at overtage eller at holde." 22 Da samlede mængden sig imod dem. Og dommerne rev klæderne af dem og befalede at de skulle blive slået med kæppe. 23 Og da de havde givet dem mange slag, kastet de dem i fængsel og pålagde fangevogteren at holde streng vagt over dem. 24 Efter at have fået denne befalingen satte han dem inderst i fængslet og fæstede deres ben i stokken. 25 Men ved midnat var Paulus og Silas i bøn, og sang lovsange til Gud. Og fangerne hørte på dem. 26 Pludselig kom der et stort jordskælv, så fængslets grundvolde rystede. Og straks blev alle dørene åbnet, og alle fangernes lænker blev løst. 27 Da fangevogteren vågnede op af søvnen og så at fængselsdørerne var åbne, tænkte han at fangerne var flygtet. Derfor trak han sværdet og skulle til at tage sit eget liv. 28 Men Paulus råbte med høj røst og sagde: "Gør dig ikke noget ondt, for vi er her alle." 29 Da bad han om lys, sprang ind og faldt skælvende ned for Paulus og Silas. 30 Og han tog dem med ud og sagde: "Herrer, hvad skal jeg gøre for at blive frelst?" 31 De svarede: "Tro på Herren Jesus Kristus, og du skal blive frelst, du og dit husfolk." 32 Så talte de Herrens ord til ham og til alle som var i hans hus. 33 Og i samme time om natten tog han dem og vaskede deres sår efter piske-slagene. Og han og alle som hørte ham til blev døbt med det samme. 34 Da han nu havde taget dem med ind i sit huset, satte han mad frem til dem. Og han glædede sig over at være kommet til tro på Gud med hele sit husfolk. 35 Og da det var blevet dag, sendte dommerne bud med betjentene og sagde: "Lad disse mænd gå." 36 Fangevogteren meldte da dette til Paulus og sagde: "Dommerne har sendt besked om at lade jer gå. Drag derfor af sted nu, og gå i fred!" 37 Men Paulus sagde til dem: "De har slået os offentlig, og uden dom, vi som er romerske borgere, og de har kastet os i fængsel. Og nu vil de sende os bort i hemmelighed? Nej, sandelig! Lad dem selv komme og hente os ud!" 38 Og betjentene fortalte dette til dommerne, og de blev bange da de hørte at de var romerske borgere. 39 Så kom de selv, talte venligt til dem og førte dem ud, og de bad dem om at forlade byen. 40 Så gik de ud af fængslet og gik til Lydias hus. Og da de havde mødt brødrene, opmuntrede de dem og drog af sted.

Apg.17 1 Da de havde rejst gennem Amfipolis og Apollonia, kom de til Tessalonika. Der havde jøderne en synagoge. 2 Paulus gik ind til dem, således han plejede, og på tre sabbater samtalede han med dem ud fra Skrifterne, 3 idet han forklarede og beviste at Kristus måtte lide og stå op igen fra de døde, og han sagde: "Denne Jesus som jeg forkynder for jer, Han er Kristus." 4 Og nogen af dem blev overbevist. Og en stor flok gudfrygtige grækere og ikke få af de ledende kvinder sluttede sig til Paulus og Silas. 5 Men de jøder som ikke blev overbevist, blev misundelige, tog nogle onde mænd med sig fra torvet og samlede en folkehob. Så gjorde de oprør i hele byen, gik til angreb på Jasons hus og prøvede at føre dem ud til folket. 6 Men da de ikke fandt dem, drog de Jason og nogen af brødrene med sig til byens dommere og råbte ud: "Disse som har bragt verden i oprør, er også kommet her. 7 Jason havde haft dem hos sig, og de virker alle i strid med kejserens påbud og siger at der er en anden som er konge - Jesus." 8 Og både folkemængden og lederne i byen blev skræmt da de hørte dette. 9 Da Jason og de andre havde givet sikkerhed for dem, lod de dem gå. 10 Brødrene sendte da straks samme nat Paulus og Silas af sted til Berøa. Da de kom frem, gik de ind i jødernes synagoge. 11 Her var folket mere venligsindede end dem i Tessalonika. De tog imod ordet med al god vilje og granskede i Skrifterne hver dag for at finde ud om det var således. 12 Derfor kom mange af dem til tro, og ikke så få af de fremtrædende græske kvinder og mænd. 13 Men da jøderne fra Tessalonika fik at vide at Guds ord blev forkyndt af Paulus i Berøa, kom de også og hissede folkemængderne op. 14 Da sendte brødrene straks Paulus bort for at han skulle drage til kysten. Men både Silas og Timoteus blev tilbage. 15 De som havde ledt Paulus, førte ham til Athen. Og efter at de havde givet besked til Silas og Timoteus om at komme til ham så hurtigt som mulig, drog de tilbage. 16 Mens Paulus ventet på dem i Athen, blev hans ånd oprørt i ham da han så at byen var fuld af afgudsbilder. 17 Derfor talte han med jøderne i synagogen og med de gudfrygtige, og på torvet talte han daglig med dem som kom forbi. 18 Så var der en del af de epikuræiske og stoiske filosofer som sagde ham imod. Og nogen sagde: "Hvad er det dette snakkehoved vil sige?" Andre sagde: "Han synes at være én som forkynder fremmede dæmoner." Han forkyndte nemlig Jesus og opstandelsen for dem. 19 Og de tog ham med sig og førte ham til Areopagos. Og de sagde: "Kan vi få at vide hvad denne nye lære er, som du taler om? 20 For det du fortæller lyder fremmed i vore ører. Derfor vil vi vide hvad dette betyder." 21 For alle Athenerne og de fremmede som var der, brugte ikke tiden til andet end at fortælle eller høre nyt. 22 Da stod Paulus frem midt på Areopagos og sagde: "Athenere, jeg ser at I i alle ting er meget religiøse. 23 For da jeg gik omkring og så på jeres helligdomme, fandt jeg også et alter med denne indskrift: Til en ukendt gud. Én som I altså tilbeder uden at kende, Ham forkynder jeg jer. 24 Gud, som gjorde verden og alt som er i den, bor ikke i templer gjort med hænder, siden Han er Herre over himmel og jord. 25 Han kan heller ikke tjenes af menneskehænder, som om Han behøvede noget, siden Han selv giver al liv, ånde og alle ting. 26 Han har gjort hvert folkeslag af et blod og ladet dem bo over hele jorden, og har fastsat deres forudbestemte tider og grænserne for jeres bosteder, 27 for at de skulle søge Herren i håb om at de kunne famle sig frem til Ham og finde Ham, selv om Han ikke er langt borte fra en eneste af os. 28 For i Ham er det at vi lever og bevæger os og er til ved, således også nogen af jeres egne digtere har sagt: "For vi er også Hans slægt." 29 Siden er vi altså Guds slægt, burde vi ikke tænke at Guddommen er guld eller sølv eller sten, noget som er formet af menneskets kunst og påfund. 30 Sandelig, disse uvidenhedens tider har Gud båret over med, men nu befaler Han at alle mennesker alle steder skal omvende sig. 31 For Han har fastsat en dag da Han skal dømme verden i retfærdighed ved Den Mand som Han har indsat. Han har givet alle grundlag for at tro dette ved at oprejse Ham fra de døde." 32 Og da de hørte om opstandelse fra de døde, spottede nogen, mens andre sagde: "Vi vil høre dig tale om dette en anden gang." 33 Så drog Paulus bort fra dem. 34 Men nogle mænd slog sig sammen med ham og kom til tro. Blandt dem var areopagitten Dionysios, en kvinde ved navn Damaris og nogen andre sammen med dem.

Apg.18 1 Derefter forlod Paulus Athen og drog til Korint. 2 Og han fandt en jøde ved navn Akvilas, født i Pontos, som nylig var kommet fra Italien med sin hustru Priskilla, siden Klaudius havde befalet at alle jøderne skulle forlade Rom. Og han sluttede sig til dem. 3 Eftersom Paulus havde samme håndværk, blev han hos dem og arbejdede. De var teltmagere af fag. 4 Og hver sabbat samtalede han i synagogen og overbeviste både jøder og grækere. 5 Da Silas og Timoteus kom fra Makedonien, var Paulus ved Ånden fuldt optaget med at vidne for jøderne om at Jesus er Kristus. 6 Men da de modsagde ham og spottede, rystede han sine klæder og sagde til dem: "Jeres blod skal komme over jeres eget hoved. Jeg er ren. Fra nu af går jeg til hedningene." 7 Og han drog derfra og gik ind i huset til en mand ved navn Justus, en som frygtede Gud. Hans hus lå lige ved siden af synagogen. 8 Krispus, synagogeforstanderen, kom til tro på Herren med hele sit husfolk. Og mange af korinterne hørte, troede og blev døbt. 9 Nu talte Herren til Paulus i et syn om natten: "Vær ikke bange, men tal og ti ikke, 10 for Jeg er med dig, og ingen skal angribe dig eller skade dig. For Jeg har mange folk i denne by." 11 Og han fortsatte der i et år og seks måneder og underviste i Guds ord blandt dem. 12 Da Gallio var prokonsul i Akaia, samlede jøderne sig samstemmigt mod Paulus og førte ham til domstolen. 13 Og de sagde: "Denne mand overtaler mennesker til at tilbede Gud i strid med loven." 14 Og da Paulus skulle til at åbne munden, sagde Gallio til jøderne: "I jøder, hvis det var et spørgsmål om en forbrydelse eller en kriminel gerning, havde der været grund til at jeg skulle tage hensyn til jer. 15 Men hvis det er et spørgsmål om lære og navn og jeres egen lov, så må I ordne det for jer selv. For jeg vil ikke være dommer i sådanne sager." 16 Og han drev dem bort fra domstolen. 17 Da tog alle grækerne synagogeforstanderen Sostenes og slog ham foran dommersædet. Men Gallio brød sig ikke om alt dette. 18 Paulus blev der fortsat i mange dage. Så tog han afsked med brødrene og sejlede til Syrien, og Priskilla og Akvilas var med ham. Han fik klippet sit hår i Kenkreæ, for han havde afgivet et løfte. 19 Og han kom til Efesus og forlod dem der. Men selv gik han ind i synagogen og samtalede med jøderne. 20 Da de bad ham om at blive hos dem lidt længere, samtykkede han ikke i det, 21 men han tog afsked med dem idet han sagde: "Det er helt nødvendig at jeg fejrer den forestående højtid i Jerusalem. Men jeg skal komme tilbage til jer, om Gud vil." Og så sejlede han fra Efesus. 22 Og da han var kommet i land i Cæsarea og gik op og hilsede på menigheden, drog han ned til Antiokia. 23 Efter at han havde opholdt sig der en tid, forlod han stedet og rejste gennem Galatien og Frygien og styrkede alle disciplene. 24 En jøde ved navn Apollos, født i Alexandria, en veltalende mand som var stærk i Skrifterne, kom nu til Efesus. 25 Denne mand var blevet oplært i Herrens vej. Og eftersom han var brændende i Ånden, talte og lærte han nøje om det som havde med Herren at gøre, selv om han kun kendte til Johannes' dåb. 26 Så begyndte han at tale frimodigt i synagogen. Da Akvilas og Priskilla havde hørt ham, fik de fat i ham og forklarede ham nøjere om Guds vej. 27 Og da han ønskede at drage over til Akaia, skrev brødrene og opmuntrede disciplene til at tage vel imod ham. Og da han kom frem, blev han til stor hjælp for dem som var kommet til tro ved nåden. 28 For med stor kraft tilbageviste han jøderne offentligt, idet han beviste ud fra Skrifterne at Jesus er Kristus.

Apg.19 1 Og det skete mens Apollos var i Korint, at Paulus kom til Efesus efter at have rejst gennem de øvre distrikter. Og da han fandt nogle disciple der, 2 sagde han til dem: "Fik I Den Hellige Ånd da I kom til troen?" Da sagde de til ham: "Vi har ikke engang hørt at der findes en Hellig Ånd." 3 Og han sagde til dem: "Hvad blev I da døbt med?" De sagde: "Med Johannes' dåb." 4 Da sagde Paulus: "Johannes døbte med omvendelsens dåb. Og han sagde til folket at de skulle tro på Ham som skulle komme efter ham, det er: på Kristus Jesus." 5 Da de hørte dette, blev de døbt til Herren Jesu navn. 6 Og da Paulus havde lagt hænderne på dem, kom Den Hellige Ånd over dem, og de talte med tunger og profeterede. 7 Disse mænd var omkring tolv til sammen. 8 Og han gik ind i synagogen og talte frimodig der i tre måneder. Han samtalte og overbeviste om alt det som havde med Guds rige at gøre. 9 Men fordi nogle af dem forhærdede sig og ikke troede, men talte ondt om Vejen overfor folkemængden, drog han bort fra dem og trak disciplene tilbage. Og hver dag førte han samtaler i Tyrannus' skole. 10 Dette fortsatte i to år, således at alle som boede i Asien, hørte ordet om Herren Jesus, både jøder og grækere. 11 Gud gjorde også umådelige store gerninger ved Paulus' hænder, 12 således at selv tørklæder eller arbejdsforklæder som han havde haft på sig, blev bragt til de syge, og sygdommene forlod dem, og de onde ånder fór ud af dem. 13 Nogle af de omrejsende jødiske dæmonuddriverne begyndte da selv at påkalde Herren Jesu navn over dem som havde onde ånder. De sagde: "Vi driver jer ud ved den Jesus som Paulus forkynder." 14 Der var syv sønner af Skevas, en jødisk ypperstepræst, som gjorde dette. 15 Og den onde ånd svarede og sagde: "Jesus kender jeg, og Paulus ved jeg hvem er, men hvem er I?" 16 Manden som den onde ånd var i, fór da på dem, og fik magten over dem, således at de flygtede nøgne og sårede ud af huset. 17 Dette blev kendt for alle jøder og grækere som boede i Efesus. Og frygt kom over dem alle, og Herren Jesu navn blev ophøjet. 18 Og mange af dem som var kommet til tro, kom og bekendte og fortalte om sine gerninger. 19 Også mange af dem som havde drevet med trolddomskunster, samlede sine bøger sammen, kom med dem og brændte dem mens alle så på. Og de regnede værdien af dem ud, og de fandt at de samlet kom på i halvtreds tusind sølvstykker. 20 Således fik Herrens ord mægtig fremgang og vandt sejr. 21 Da dette var fuldført, bestemte Paulus sig i Ånden for at han ville drage til Jerusalem efter at han havde rejst gennem Makedonien og Akaia. Han sagde: "Efter at jeg har vært der, må jeg også se Rom." 22 Så sendte han Timoteus og Erastus, to af dem som tjente ham, til Makedonien. Men selv blev han en tid i Asien. 23 Omtrent på denne tid blev der et stort postyr om Vejen. 24 For en mand ved navn Demetrius, en sølvsmed som lavede sølv-helligdomme for Artemis, skaffede håndværkerne en ikke lille fortjeneste. 25 Han kaldte dem sammen med arbejderne som havde lignende jobs, og sagde: "Mænd, I ved at vi har vor velstand fra dette håndværk. 26 Desuden ser og hører I at ikke bare i Efesus, men over næsten hele Asien har denne Paulus overbevist og vendt mange mennesker bort ved at sige at de ikke er guder, de som er lavet med hænder. 27 Dermed er det ikke bare vort håndværk som står i fare for at komme i vanry, men også templet til den store gudinde Artemis kan blive foragtet, og hendes storhed kan blive revet ned, hende som hele Asien og hele verden tilbeder." 28 Da de hørte dette, blev de fulde af vrede. De råbte og sagde: "Stor er efesernes Artemis!" 29 Nu blev hele byen fyldt af forvirring, og alle stormede samstemmende ind i teateret, efter at de havde grebet makedonierne Gaius og Aristarkus, Paulus' rejsefæller. 30 Og da Paulus ville gå ind til folket, gav disciplene ham ikke lov. 31 Nogle af tjenestemændene fra Asien, som var hans venner, sendte da bud til ham og bad ham om at han ikke måtte prøve at gå ind i teateret. 32 De råbte i munden på hinanden. For forsamlingen var i fuld forvirring, og de fleste af dem vidste ikke hvorfor de var kommet sammen. 33 Og de drog Aleksander ud af folkemængden, og jøderne skubbede ham frem. Og Aleksander gjorde tegn med hånden om at han ønsket at holde sin forsvarstale for folket. 34 Men da de fandt ud at han var jøde, lød det som var det én røst fra alle i omkring to timer: "Stor er efesernes Artemis!" 35 Og da byskriveren havde beroliget folkemængden, sagde han: "Mænd fra Efesus, hvilket menneske er det som ikke ved at efesernes by er tempelvogter for den store gudinde Artemis, og for billedet som faldt ned fra Zeus? 36 Siden dette ikke kan benægtes, må I være stille og ikke gøre noget forhastet. 37 For I har ført disse mænd hid, som hverken er tempelrøvere eller spottere af jeres gudinde. 38 Hvis derfor Demetrius og de håndværkere som er med ham, har sag mod nogen, så afholdes der retsmøder, og der er landshøvdinger. Lad dem komme med sine klagemål mod hinanden. 39 Men hvis I har andre krav at komme med, så skal de afgøres i den lovbestemte forsamling. 40 For vi står i fare for at blive tiltalt for det oprør som fandt sted i dag. Og der er ingen grund vi kan opgive når vi må aflægge regnskab for denne sammenstimlen af mennesker." 41 Og da han havde sagt dette, fik han opløst forsamlingen.

Apg.20 1 Efter at oprøret havde lagt sig, kaldte Paulus disciplene til sig, tog afsked med dem og drog så til Makedonien. 2 Da han havde rejst gennem disse områder og opmuntret dem med mange ord, kom han til Hellas 3 og blev der i tre måneder. Men da lagde jøderne en ondsindet plan mod ham mens han skulle til at sejle til Syrien, bestemte han sig for at drage tilbage gennem Makedonien. 4 Og Sopater fra Berøa fulgte med ham til Asien. Det gjorde også tessalonikerne Aristarkus og Sekundus, Gajus fra Derbe og Timoteus, Tykikus og Trofimus fra Asien. 5 Disse mænd drog i forvejen og ventede på os i Troas. 6 Men vi sejlede ud fra Filippi efter de usyrede brøds dage, og efter fem dage mødte vi dem i Troas, hvor vi blev i syv dage. 7 Den første dag i ugen kom disciplene sammen for at bryde brødet. Paulus førte samtaler med dem. Han skulle rejse dagen efter, så holdt han tale helt til midnat. 8 Der var mange lamper i den øvre sal hvor de var samlet. 9 Og i vinduet sad en ung mand ved navn Evtykus. Han faldt i dyb søvn. Og da Paulus talte længe, faldt han sovende ned fra tredje etage, og blev taget død op. 10 Men Paulus gik ned, kastede sig over ham, omfavnede ham og sagde: "Bliv ikke urolige, for hans sjæl er i ham." 11 Da han var kommet op igen, havde brudt brødet, spist og samtalet en lang stund, lige til daggry, drog han af sted. 12 Og de førte den unge mand levende ind, og de blev meget trøstede. 13 Så drog vi i forvejen til skibet og sejlede til Assos. Der skulle vi tage Paulus om bord, for det havde han givet besked om. Selv ønskede han at gå til fods. 14 Og da han mødte os i Assos, tog vi ham om bord og kom til Mitylene. 15 Vi sejlede derfra, og dagen efter havnede vi lige udenfor Kios. Den følgende dag sejlede vi indenom Samos og lå over i Trogillium. Næste dag kom vi til Milet. 16 For Paulus havde bestemt at sejle forbi Efesus, således at han ikke skulle bruge tid i Asien. Han skyndte sig, for om mulig at være i Jerusalem på pinsedagen. 17 Fra Milet sendte han bud til Efesus og kaldte menighedens ældste til sig. 18 Og da de var kommet til ham, sagde han til dem: "I ved hvordan jeg hele tiden har levet blandt jer, fra den første dag jeg kom til Asien, 19 at jeg tjente Herren med al ydmyghed, med mange tårer og prøvelser som mødte mig ved jødernes onde planer. 20 I ved også hvordan jeg ikke holdt noget tilbage af det som kunne være til hjælp, men forkyndte det for jer og underviste jer offentligt så vel som fra hus til hus. 21 Jeg vidnet både for jøder og grækere om omvendelse til Gud og troen på vor Herre Jesus Kristus. 22 Og se, nu rejser jeg til Jerusalem bundet af Ånden, uden at vide hvad som skal ske med mig der. 23 Jeg ved bare dette, at Den Hellige Ånd vidner i hver by og siger at lænker og trængsler venter mig. 24 Men ikke noget af dette gør mig noget. For min egen del har jeg heller ikke livet kært. Derfor kan jeg med glæde afslutte mit løb og den tjeneste som jeg modtog fra Herren Jesus: at vidne om Guds nådes evangelium. 25 Og se, nu ved jeg at ingen af jer som jeg har gået omkring iblandt og forkyndt Guds rige for, skal se mit ansigt mere. 26 Derfor vidner jeg for jer på denne dag at jeg er uskyldig i alles blod. 27 For jeg har ikke holdt noget tilbage, men forkyndt jer hele Guds råd. 28 Derfor, giv akt på jer selv og på hele den flok som Den Hellige Ånd har sat jer som tilsynsmænd for, for at vogte Guds menighed som Han købte med Sit eget blod. 29 For dette ved jeg: Efter min bortgang skal glubske ulve komme ind blandt jer, og de vil ikke spare flokken. 30 Også blandt jer selv skal der fremstå mænd som fører falsk tale for at drage disciplene med sig. 31 Vær derfor vågne, og husk at i tre år holdt jeg ikke op med at advare hver enkelt med tårer nat og dag. 32 Så nu, brødre, overgiver jeg jer til Gud og til Hans nådes ord, som er i stand til at opbygge jer og give jer arv blandt alle dem som er helliget. 33 Jeg har ikke tragtet efter sølv eller guld eller klæder fra nogen. 34 Ja, I ved selv at disse hænder har sørget både for mit behov og for det behov de havde som var med mig. 35 Ved arbejde har jeg således på alle måder vist jer at I må støtte de svage. Og husk Herren Jesu ord, at Han sagde: "Det er saligere at give end at modtage."" 36 Og da han havde sagt dette, knælede han ned og bad sammen med dem alle. 37 Og de alle græd åbenlyst, og de faldt Paulus om halsen og kyssede ham. 38 Mest af alt sørgede de over de ord han havde talt, om at de aldrig mere skulle få se hans ansigt. Og de fulgte ham til skibet.

Apg.21 1 Da vi nu havde løsrevet os fra dem og satte sejl, holdt vi direkte kurs og kom til Kos. Dagen efter kom vi til Rhodos og derfra til Patara. 2 Og da vi fandt et skib som skulle sejle over til Fønikien, gik vi om bord i det og satte sejl. 3 Da vi havde fået Kypern i sigte, styrede vi forbi øen på bagbords side, sejlede videre til Syrien og gik i land ved Tyrus, for der skulle skibet losse sin last. 4 Og da vi fandt nogle disciple, blev vi der i syv dage. De sagde til Paulus ved Ånden at han ikke måtte drage op til Jerusalem. 5 Da disse dage var til ende for os, brød vi op og drog videre. Og de fulgte os alle, sammen med hustruer og børn, til vi var ude af byen. Og vi knælede ned på stranden og bad. 6 Da vi havde taget afsked med hinanden, gik vi om bord i skibet, og de vendte hjem igen. 7 Og da vi havde afsluttet vor rejse fra Tyrus, kom vi til Ptolenais. Her hilste vi på brødrene og blev hos dem én dag. 8 Næste dag rejste vi som var i følge med Paulus, videre og kom til Cæsarea. Der tog vi ind i huset til evangelisten Filip. Han var en af de syv, og vi blev hos ham. 9 Denne mand havde fire døtre som var jomfruer, og de havde profetiens gave. 10 Vi blev der i mange dage, og på den tid kom en profet ved navn Agabus ned fra Judæa. 11 Da han var kommet til os, tog han bæltet til Paulus, bandt sine hænder og fødder og sagde: "Så siger Den Hellige Ånd: Således skal jøderne i Jerusalem binde den mand som ejer dette bælte, og overgive ham i hedningernes hænder." 12 Da vi hørte dette, tryglet vi ham, både vi og de som var fra det sted, om at han ikke drager op til Jerusalem. 13 Da svarede Paulus: "Hvad mener I med at græde og derved knuse mit hjerte? For jeg er rede, ikke bare til at blive bundet, men også til at dø i Jerusalem for Herren Jesu navns skyld." 14 Så da han ikke lod sig overtale, gav vi os og sagde: "Ske Herrens vilje!" 15 Da disse dage var gået, gjorde vi klar til afrejse og drog så op til Jerusalem. 16 Også nogle af disciplene fra Cæsarea slog følge med os. De havde Mnason fra Kypern med sig, en af de første disciple, som vi skulle bo hos. 17 Og da vi var kommet til Jerusalem, tog brødrene imod os med glæde. 18 Dagen efter gik Paulus sammen med os ind til Jakob, og alle de ældste var til stede. 19 Da han havde hilst på dem, fortalte han nøje om alt det som Gud havde gjort blandt hedningerne ved hans tjeneste. 20 Og da de hørte det, ærede de Herren. Og de sagde til Paulus: "Du ser, bror, hvor mange titusinder jøder som er kommet til tro, og de er alle nidkære for loven. 21 Men de har hørt om dig at du lærer alle jøderne som er ude blandt hedningene, at de skal forlade Moses, og at du siger de ikke skal omskære deres børn eller leve efter skikkene. 22 Hvad så? Forsamlingen samles helt sikkert, for de vil høre at du er kommet. 23 Gør derfor det vi siger til dig: Vi har fire mænd her som har aflagt et løfte. 24 Tag dem med og lad dig rense sammen med dem, og betal deres udgifter således at de kan barbere deres hoveder. Således kan alle få at vide at det de har hørt om dig, ikke er tilfældigt, men at du også selv lever ret og holder loven. 25 Men når det gælder hedningerne som er kommet til troen, har vi skrevet og bestemt at de ikke er forpligtet til at følge noget af dette, bortset fra at de skal holde sig borte fra det som er ofret til afguder, fra blod, fra det som er kvalt og fra hor." 26 Da tog mændene Paulus med sig. Og næste dag, efter at have ladet sig rense sammen med dem, gik han ind i templet for at melde ud om det tidspunkt da renselsesdagene ville være omme. På den tid skulle et offer bæres frem for hver enkelt af dem. 27 Da de syv dage næsten var omme, så jøderne fra Asien ham i templet. De hissede hele folkemængden op og lagde hånd på ham. 28 Og de råbte: "Israelittiske mænd, kom og hjælp! Dette er det menneske som alle steder lærer alle mennesker imod folket, imod loven og imod dette sted. Og desuden har han taget grækere med sig ind i templet og har gjort dette hellige sted urent." 29 For de havde tidligere set efeseren Trofimus sammen med ham i byen, og de antog at Paulus havde taget ham med ind i templet. 30 Og hele byen kom i oprør. Og folket stimlede sammen, greb Paulus og drog ham ud af templet. Og straks blev dørene lukket. 31 Da de prøvede at dræbe ham, blev der meldt til kommandanten for hærafdelingen at hele Jerusalem var i oprør. 32 Han tog straks soldater og høvedsmænd med sig, og styrtet ned til dem. Og da de så kommandanten og soldaterne, besluttede de at slå Paulus. 33 Og folkemængden råbte i munden på hinanden. Så kom kommandanten derhen og greb ham, og han befalede at han skulle blive bundet med to lænker. Og han spurte hvem han var og hvad han havde gjort. 34 Og folkemængden råbte i munden på hinanden. Da han på grund af uroen ikke kunne få rede på hvad der var sandt, gav han ordre om at Paulus skulle føres til fæstningen. 35 Da han nåede trapperne, måtte han bæres af soldaterne på grund af folkemængdens brutalitet. 36 For hele folkeskaren fulgte efter og råbte: "Bort med ham!" 37 Da Paulus skulle føres ind i fæstningen, siger han til kommandanten: "Må jeg sige dig noget?" Han svarede: "Kan du tale græsk? 38 Er du ikke den ægypter som for en tid siden fik et oprør i stand og førte de fire tusind morderne ud i ørkenen?" 39 Men Paulus sagde: "Jeg er et menneske, en jøde fra Tarsus i Kilikia, en borger af ingen dårlig by. Og jeg beder dig indstændigt om lov til at tale til folket." 40 Da han så havde givet ham tilladelse til det, stillede Paulus sig på trappen og gjorde tegn til folket med hånden. Og da det var blevet helt stille, talte han til dem på hebraisk og sagde:

Apg.22 1 "Brødre og fædre, hør nu på mit forsvar overfor jer." 2 Og da de hørte at han talte til dem på hebraisk, blev de endnu mere stille. Så sagde han: 3 "Jeg er virkelig en jøde, født i Tarsus i Kilikia, men opfostret i den byen ved Gamaliels fødder. Jeg har fået nøje oplæring i fædrenes lov, og jeg var nidkær for Gud, således som I alle er det i dag. 4 Jeg forfulgte denne Vej lige til døden, og bandt og kastet både mænd og kvinder i fængsel, 5 således også ypperstepræsten og hele Rådet af de ældste vidner om mig. Fra dem fik jeg også brev til brødrene og drog til Damaskus for at føre dem som var der, i lænker til Jerusalem for at blive straffet. 6 Nu skete det, da jeg var på rejse og nærmede mig Damaskus omkring middagstid, så skinnede et kraftigt lys pludselig fra himmelen rundt om mig. 7 Og jeg faldt til jorden og hørte en stemme som sagde til mig: "Saul, Saul, hvorfor forfølger du Mig?" 8 Så svarede jeg: "Hvem er Du, Herre?" Og Han sagde til mig: "Jeg er Jesus fra Nazaret, Han som du forfølger." 9 De som var med mig, så rigtignok lyset og blev bange, men de hørte ikke stemmen fra Ham som talte til mig. 10 Så sagde jeg: "Hvad skal jeg gøre, Herre?" Og Herren sagde til mig: "Rejs dig og gå ind i Damaskus, og der skal du blive fortalt alt det som er bestemt at du skal gøre." 11 På grund af herlighedsglansen i dette lys kunne jeg ikke se. Derfor blev jeg ledet ved hånden af dem som var sammen med mig. Og jeg kom ind i Damaskus. 12 En som hed Ananias, en gudfrygtig mand efter loven, som havde godt vidnesbyrd blandt alle jøderne som boede der, 13 kom så til mig. Og han stod der hos mig og sagde til mig: "Bror Saulus, modtag syn dit syn!" Og i samme stund så jeg op på ham. 14 Så sagde han: "Dine fædres Gud har udvalgt dig, for at du skal kende Hans vilje og se Den Retfærdige og høre røsten fra Hans mund. 15 For du skal være Hans vidne for alle mennesker om det du har set og hørt. 16 Og nu, hvad venter du på? Stå op og blive døbt og få vasket dine synder bort, idet du påkalder Herrens navn." 17 Da jeg var kommet tilbage til Jerusalem og bad i templet, skete det at jeg oplevede en henrykkelse, 18 og jeg så Ham sige til mig: "Skynd dig og drag straks ud af Jerusalem, for de vil ikke tage imod dit vidnesbyrd om Mig." 19 Da sagde jeg: "Herre, de ved at det var mig som var rundt i synagogerne og tog dem til fange og slog dem som tror på Dig. 20 Og da blodet af Dit vidne Stefanus blev udgydt, stod jeg også der og samtykkede i hans død. Og jeg passede på deres klæder som dræbte ham." 21 Da sagde Han til mig: "Drag af sted, for Jeg vil sende dig langt bort herfra til hedningefolkene." 22 Og de hørte på ham indtil han havde sagt disse ord, men da løftede de deres røst og sagde: "Få denne mand fjernet fra jorden, for han er ikke skikket til at leve!" 23 Mens de råbte, rev de klæderne af sig og kastet støv op i luften, 24 befalede kommandanten at han skulle føres ind i fæstningen. Og han sagde at han skulle forhøres under piskeslag, således at han kunne fortælle hvorfor de råbte således mod ham. 25 Og mens de bandt ham med remme, sagde Paulus til officeren som stod der: "Har I lov til at piske et menneske som er en romersk borger, uden domfældelse?" 26 Da officeren hørte det, gik han ud og fortalte det til kommandanten og sagde: "Vær klar over hvad du er i færd med at gøre, for dette menneske er en romersk borger." 27 Da kom kommandanten og sagde til ham: "Sig mig, er du romersk borger?" Han sagde: "Ja." 28 Kommandanten svarede: "For min del skaffet jeg mig denne borgerret for en stor pengesum." Og Paulus sagde: "Men jeg blev født som en romersk borger." 29 De som skulle til at forhøre ham, trak sig da straks tilbage. Og kommandanten blev også bange efter at han fandt ud at han var romersk borger, og fordi han var blevet bundet. 30 Næste dag ønskede han at få nøjagtig rede på hvorfor han blev anklaget af jøderne. Derfor løste han ham fra lænkerne og befalede ypperstepræsterne og hele deres Råd at komme sammen. Derefter førte han Paulus ned og stillede ham frem for dem.

Apg.23 1 Da så Paulus bestemt på Rådet og sagde: "Mænd og brødre, med udelukkende god samvittighed har jeg levet for Gud helt til denne dag." 2 Ypperstepræsten Ananias bad da dem som stod ved siden af ham, at slå ham på munden. 3 Da sagde Paulus til ham: "Gud vil slå dig, du hvidkalkede væg! For du sidder her for at dømme mig efter loven, og så befaler du at jeg skal blive slået, stik i mod loven?" 4 De som stod der, sagde da: "Spotter du Guds ypperstepræst?" 5 Da sagde Paulus: "Jeg vidste ikke, brødre, at han var ypperstepræst. For det står skrevet: Du skal ikke tale ondt om en høvding blandt dit folk." 6 Da Paulus vidste at en del af dem var saddukæere og den anden del var farisæere, råbte han ud i Rådet: "Mænd og brødre, jeg er en farisæer, søn af en farisæer. Det er på grund af håbet og de dødes opstandelse jeg bliver dømt!" 7 Og da han havde sagt dette, blev der uenighed mellem farisæerne og saddukæerne, og forsamlingen blev splittet. 8 For saddukæerne siger at der ikke er nogen opstandelse, og at der heller ikke findes nogen engel eller ånd. Men farisæerne bekender begge dele. 9 Da lød der højlydte råb. Og de skriftlærde fra farisæernes parti rejste sig og tog skarpt til orde. De sagde: "Vi finder ikke noget ondt hos dette menneske. Men om det er så, at en ånd eller en engel har talt til ham, så lad os ikke stride mod Gud." 10 Da der opstod stor uenighed, frygtede kommandanten at Paulus ville blive revet i stykker af dem. Derfor befalede han at soldaterne skulle gå ned og tage ham fra dem med magt og føre ham ind i fæstningen. 11 Men natten efter stod Herren hos ham og sagde: "Vær ved godt mod, Paulus! For således som du har vidnet om Mig i Jerusalem, således må du også vidne i Rom." 12 Og da det var blevet dag, slog nogle af jøderne sig sammen og aflagde ed for hinanden på at de hverken ville spise eller drikke før de havde fået dræbt Paulus. 13 Der var mere end fyrre som var med i denne sammensværgelse. 14 De kom til ypperstepræsterne og de ældste og sagde: "Vi har aflagt en højtidelig ed for hinanden om at vi ikke skal spise noget før vi har dræbt Paulus. 15 Derfor må I nu, sammen med Rådet, foreslå kommandanten at han skal føres ned til jer i morgen, som om I ville undersøge ham nærmere. Men vi skal være klar til at dræbe ham før han kommer frem." 16 Da Paulus' søstersøn fik at høre om deres bagangreb, gik han af sted og kom ind i fæstningen og fortalte det til Paulus. 17 Da kaldte Paulus en af høvedsmænd til sig og sagde: "Tag denne unge manden med til kommandanten, for han har noget at fortælle ham." 18 Så tog han ham med sig og førte ham til kommandanten og sagde: "Fangen Paulus kaldte mig til sig og bad mig bringe denne unge mand til dig. Han har noget at sige dig." 19 Da tog kommandanten ham ved hånden, gik afsides og spurte i enerum: "Hvad er det du har at fortælle mig?" 20 Og han sagde: "Jøderne er blevet enige om at bede dig føre Paulus ned til Rådet i morgen, som om de ville undersøge hans sag nærmere. 21 Men giv ikke efter for dem, for over fyrre af dem ligger og venter på ham, mænd som har sværget for hinanden at de hverken vil spise eller drikke før de har dræbt ham. Og nu er de færdige og venter bare på tilladelse fra dig." 22 Så lod kommandanten den unge mand gå bort og sagde til ham: "Fortæl ikke nogen at du har afsløret dette for mig." 23 Og han kaldte på to høvedsmænd og sagde: "Gør to hundrede soldater klar, halvfjerds ryttere og to hundrede spydmænd, som kan drage til Cæsarea ved den tredje time om natten. 24 Og sørg for et ridedyr som Paulus kan ride på. Og før ham trygt til landshøvdingen Feliks." 25 Han skrev et brev med dette indhold: 26 "Klaudius Lysias, til den højst ærede landshøvding Feliks: Vær hilset! 27 Denne mand blev grebet af jøderne og insisterede på at blive dræbt af dem. Jeg kom med nogle soldater og reddede ham, efter at jeg havde fået at vide at han var romersk borger. 28 Og da jeg ønsket at kende årsagen til at de anklager ham, førte jeg ham frem for deres råd. 29 Jeg fandt ud at han var anklaget i forbindelse med spørgsmål om deres egen lov, men de havde ingenting at anklage ham for som fortjente død eller lænker. 30 Og da det blev fortalt mig at jøderne lå i baghold og ventede på manden, sendte jeg ham straks til dig, og jeg pålagde også dem som anklagede ham at anklagerne de havde mod ham, skulle sættes frem for dig. Lev vel!" 31 Da tog soldaterne Paulus, og om natten førte de ham til Antipatris, således de havde fået ordre om. 32 Næste dag forlod de rytterne for at de skulle drage videre med ham, og selv vendte de tilbage til fæstningen. 33 Da de kom til Cæsarea og havde overleveret brevet til landshøvdingen, førte de også Paulus frem for ham. 34 Og da landshøvdingen havde læst det, spurte han hvilken provins han kom fra. Og da han havde fået at vide at Paulus var fra Kilikia, 35 sagde han: "Jeg skal forhøre dig når dine anklagere også er kommet." Og han befalede at han skulle holdes i varetægt i Herodes borg.

Apg.24 1 Fem dage efter kom så ypperstepræsten Ananias ned med de ældste og en taler ved navn Tertullus. Disse fremførte anklagerne mod Paulus for landshøvdingen. 2 Og da han blev tilkaldt, begyndte Tertullus sin anklage og sagde: "Vi ser at vi nyder stor fred for din skyld, og dette folk har fremgang takket være din fremsynethed. 3 Vi erkender altid dette, på alle steder, højst ærede Feliks, med al taknemmelighed. 4 Men for ikke at optage dig længere, beder jeg dig, ved din velvilje, at høre nogle få ord fra os. 5 For vi har fundet ud at denne mand er en plage, en som skaber oprør blandt alle jøderne over hele verden, og en leder for nazarerens sekt. 6 Han prøvede at tilmed vanhellige templet, og vi greb ham og ville dømme ham efter vor lov. 7 Men kommandanten Lysias kom til, og med stor magt og tog han ham ud af vore hænder. 8 Han pålagde dem som anklagede ham, at komme til dig. Ved at forhøre ham selv kan du få bekræftet alt dette som vi anklager ham for." 9 Også jøderne samtyggede i dette og holdt fast ved at det var netop således. 10 Efter at landshøvdingen havde nikket til ham for at han skulle tale, svarede Paulus: "Da jeg ved at du i mange år har været dommer for dette folket, er det med desto større frimodighed jeg forsvarer mig. 11 For du kan få bekræftet at det ikke er mere end tolv dage siden jeg drog op til Jerusalem for at tilbede. 12 Og hverken i templet eller i synagogerne eller i byen blev jeg fundet i diskussion med nogen eller i færd med at lave oprør blandt folket. 13 De kan heller ikke bevise alt det som de nu anklager mig for. 14 Men dette bekender jeg for dig, at efter den Vej som de kalder en sekt, tjener jeg mine fædres Gud på den måde at jeg tror alt det som er skrevet i loven og i profeterne. 15 Jeg har det håb til Gud, som også disse selv venter på, at der skal finde en opstandelse af de døde sted, både af de retfærdige og de uretfærdige. 16 Siden det er således, lægger jeg altid selv vind på at have en uskadt samvittighed overfor Gud og mennesker. 17 Efter mange år kom jeg for at frembære barmhjertighedsgaver til mit folk og bære offer frem. 18 Mens jeg var optaget af dette, var der nogle jøder fra Asien som fandt mig. Da var jeg renset i templet. De fandt mig ikke i folkemængden eller optaget af at lave oprør. 19 Disse jøder burde have været her hos dig for at klage, dersom de havde noget imod mig. 20 Eller lad disse som er her, selv sige om de fandt skyld hos mig da jeg stod foran Rådet, 21 hvis det da ikke er for denne ene sætning som jeg råbte ud da jeg stod iblandt dem: "Det er på grund af de dødes opstandelse jeg bliver dømt af jer i dag."" 22 Men da Feliks hørte alt dette, udsatte han retssagen, for han havde grundig kendskab til Vejen. Han sagde: "Når kommandanten Lysias kommer ned, skal jeg tage en afgørelse i sagen mellem jer." 23 Så pålagde han officeren at bevogte Paulus, men at give ham en vis frihed. Og han sagde at han ikke skulle forbyde nogen af hans venner at have omsorg for ham eller besøge ham. 24 Efter nogle dage, da Feliks ankom sammen med sin hustru Drusilla, som var jødisk, sendte han bud efter Paulus og hørte ham tale om troen på Kristus. 25 Mens han kom ind på retfærdighed, afhold og den kommende dom, blev Feliks grebet af stor frygt og udbrød: "Gå bort denne gang. Når jeg får en passende anledning, vil jeg sende bud efter dig." 26 Samtidig håbede han også at Paulus ville give ham penge, således at han kunne løslade ham. Derfor sendte han ofte bud efter ham og samtalede med ham. 27 Men efter to år blev Feliks afløst af Porkius Festus. Og Feliks, som ønsket at gøre jøderne en tjeneste, lod stadig Paulus være til fange.

Apg.25 1 Da Festus var kommet til provinsen, drog han efter tre dage op fra Cæsarea til Jerusalem. 2 Ypperstepræsten og de fremmeste mænd blandt jøderne kom da til ham med anklager mod Paulus. Og de anmodede ham 3 og bad ham om den nådige velvilje at han ville kalde ham til Jerusalem, mens de lå i baghold langs vejen for at dræbe ham. 4 Men Festus svarede at Paulus skulle holdes i Cæsarea, og at han selv skulle drage dertil om kort tid. 5 Så sagde han: "Lad derfor dem som har myndighed blandt jer, drage ned med mig og anklage denne mand, for at se om der er noget galt med ham." 6 Og da han havde været hos dem i mere end ti dage, drog han ned til Cæsarea. Og dagen efter satte han sig på dommersædet og gav ordre om at Paulus skulle føres frem. 7 Da han var kommet, kom mange af jøderne som var kommet ned fra Jerusalem, og stillede sig rundt om ham og fremsatte mange alvorlige anklager mod Paulus, anklager som de ikke var i stand til at bevise. 8 Da førte han sit eget forsvar og sagde: "Hverken mod jødernes lov eller mod templet eller mod kejseren har jeg forbrudt mig på nogen måde." 9 Men Festus ville gøre jøderne en tjeneste, og derfor svarede han Paulus med at sige: "Er du villig til at drage op til Jerusalem og der blive dømt af mig i denne sag?" 10 Da sagde Paulus: "Jeg står for kejserens domstol, af den bør jeg blive dømt. Mod jøderne har jeg ikke gjort noget galt, som du meget vel ved. 11 For om jeg er en lovbryder eller har begået noget som fortjener døden, så sætter jeg mig ikke imod at dø. Men hvis der ikke er noget i alt dette som disse mænd anklager mig for, da kan ingen overgive mig til dem. Jeg anker til kejseren." 12 Da Festus havde rådført sig med rådet, svarede han: "Du har anket til kejseren? Til kejseren skal du rejse!" 13 Og efter nogle dage kom kong Agrippa og Berenike til Cæsarea for at hilse på Festus. 14 Da de havde været der i flere dage, lagde Festus Paulus' sag frem for kongen og sagde: "Der er en mand her som Feliks lod være tilbage som fange. 15 Da jeg var i Jerusalem, kom ypperstepræsterne og jødernes ældste til mig med anklage mod ham og bad om en dom imod ham. 16 Jeg svarede dem: Blandt romerne skal der ikke overgives noget menneske til henrettelse før den som er anklaget møder anklagerne ansigt til ansigt og har fået anledning til at forsvare sig mod anklagen imod ham. 17 Da de var kommet sammen, satte jeg mig derfor på dommersædet dagen efter, uden at udsætte sagen, og jeg befalede at manden skulle føres ind. 18 Da anklagerne stod frem, kom de ikke med nogen anklage mod ham om de ting som jeg troede, 19 men de havde spørgsmål til ham om deres egen gudsdyrkelse og om en Jesus som var død, men som Paulus påstod var i live. 20 Og fordi jeg var usikker på de spørgsmål, spurte jeg om han var villig til at drage til Jerusalem og blive dømt i disse sager der. 21 Men da Paulus ankede for at få sin sag sin afgjort af Augustus, befalede jeg at han skulle holdes som fange her til jeg kunne sende ham til kejseren." 22 Da sagde Agrippa til Festus: "Jeg ville også ønske at selv høre denne mand." "I morgen," sagde han, "skal du høre ham." 23 Dagen efter, da Agrippa og Berenike med stor stas var kommet ind i rettssalen sammen med kommandanterne og de fremmeste mænd i byen, blev Paulus ført ind på befaling af Festus. 24 Og Festus sagde: "Kong Agrippa og alle I mænd som er her sammen med os! I ser denne mand som hele jødernes forsamling både i Jerusalem og her har henvendt sig til mig om. De råbte at han ikke var skikket til at leve længere. 25 Men da jeg fandt ud at han ikke havde gjort noget som fortjente døden, og da han selv havde anket til Augustus, bestemte jeg mig for at sende ham derhen. 26 Jeg har ikke noget sikkert at skrive til min herre om ham. Derfor har jeg ført ham herud til jer, og særlig til dig, kong Agrippa, således at jeg kan have noget at skrive, efter at forhøret har fundet sted. 27 For det synes mig urimeligt at overbringe en fange uden at give nøje oplysning om hvad som er anklagerne mod ham."

Apg.26 1 Da sagde Agrippa til Paulus: "Du har nu tilladelse til at tale for dig selv." Da ragte Paulus hånden ud og forsvarede sig selv således: 2 "Jeg priser mig lykkelig, kong Agrippa, fordi det er dig jeg i dag skal forsvare mig for om alt jeg er anklaget for af jøderne, 3 særlig fordi du kender meget godt alle skikke og spørgsmål som har med jøderne at gøre. Derfor beder jeg om at du hører tålmodig på mig. 4 Mit liv fra ungdommen af, det som fra begyndelsen af forløb blandt mit eget folk i Jerusalem, det kender alle jøderne til. 5 For de har kendt til at jeg fra først af - om de vil vidne om det - levede som farisæer efter det strengeste parti i vor gudsdyrkelse. 6 Og nu står jeg og bliver dømt for håbet om det løfte som blev givet af Gud til vore fædre, 7 dette som vore tolv stammer håber at opnå, ved at de oprigtig tjener Gud nat og dag. På grund af dette håb, kong Agrippa, er jeg anklaget af jøderne. 8 Hvorfor skulle det anses som utroligt hos jer at Gud opvækker de døde? 9 Også jeg for min del mente at jeg måtte gøre megen modstand imod Jesu, Nazareerens navn. 10 Dette gjorde jeg også i Jerusalem. Mange af de hellige satte jeg i fængsel, efter at have fået fuldmagt til det fra ypperstepræsterne. Og når de skulle dræbes, gav jeg min stemme til det. 11 Og jeg tugtede dem ofte omkring i alle synagogerne og tvang dem til at spotte. Og fordi jeg var grebet af et vældigt raseri mod dem, forfulgte jeg dem lige til byer i udlandet. 12 Mens jeg var optaget med dette, var jeg også på rejse til Damaskus med fuldmagt og myndighed fra ypperstepræsterne. 13 Ved middagstid mens jeg var på vejen, konge, så jeg et lys fra himmelen. Det var klarere end solen og skinnede rundt omkring mig og på dem som rejste sammen med mig. 14 Og da vi alle var faldet til jorden, hørte jeg en stemme som talte til mig og sagde på hebraisk: "Saul, Saul, hvorfor forfølger du Mig? Det bliver hårdt for dig at stampe mod brodden." 15 Da sagde jeg: "Hvem er Du, Herre?" Og Han sagde: "Jeg er Jesus, Han som du forfølger. 16 Men rejs dig og stå på dine fødder. For Jeg har åbenbaret Mig for dig med den hensigt at gøre dig til tjener og vidne, både om det du har set og om det Jeg endnu skal åbenbare for dig. 17 Jeg vil fri dig ud fra folk og fra hedningerne som Jeg nu sender dig til. 18 Du skal åbne deres øjne så de vender sig fra mørke til lys og fra Satans magt til Gud, så de kan få syndernes forladelse og en arv blandt dem som er helliget ved troen på Mig." 19 Derfor, kong Agrippa, blev jeg ikke ulydig mod det himmelske syn, 20 men jeg forkyndte først for dem i Damaskus og i Jerusalem og over hele Judæa-området og så for hedningene, at de skulle få et nyt sind, vende om til Gud og gøre gerninger som er omvendelsen værdig. 21 På grund af alt dette greb jøderne mig i templet og prøvede at dræbe mig. 22 Efter at have fået hjælp fra Gud, står jeg derfor på denne dag og vidner både for lidt og meget, uden at sige noget andet end det som profeterne og Moses sagde skulle komme, 23 at Kristus skulle lide, at Han skulle være den første til at stå op fra de døde, og at han skulle forkynde lyset for folket og for hedningene." 24 Da han forsvarede sig på denne måde, sagde Festus med høj røst: "Paulus, du er fra forstanden! Din store lærdom driver dig til galskab!" 25 Men han siger: "Jeg er ikke gal, højst ærede Festus, men taler sande og fornuftige ord. 26 For kongen, som jeg også taler til med frimodighed, kender til alt dette. Jeg er overbevist om at der ikke er noget af alt dette, som har undgået hans opmærksomhed. For det har ikke fundet sted i en afkrog. 27 Kong Agrippa, tror du på profeterne? Jeg ved at du tror." 28 Da sagde Agrippa til Paulus: "Du overtaler mig næsten til at blive en kristen." 29 Og Paulus sagde: "Jeg skulle ønske for Gud at ikke bare du, men også alle som hører mig i dag, ikke bare blev næsten, men fuldt ud som mig, bortset fra disse lænker." 30 Da han havde sagt dette, rejste kongen sig. Det samme gjorde også landshøvdingen og Berenike og de som sad sammen med dem. 31 Og da de var gået afsides, talte de med hinanden og sagde: "Denne mand har ikke gjort noget som fortjener død eller lænker." 32 Da sagde Agrippa til Festus: "Denne mand kunne have været sat fri hvis han da ikke havde anket til kejseren."

Apg.27 1 Og da det var bestemt at vi skulle sejle til Italien, overgav de Paulus og nogle andre fanger til en som hed Julius, en officer for Det augustinske regiment. 2 Efter at være gået om bord i et skib i Adramyttium, satte vi os til søs. Meningen var at sejle langs Asiens kyster. Aristarkus, en makedonier fra Tessalonika, var med os. 3 Næste dag gik vi i land ved Sidon. Og Julius behandlet Paulus venligt og gav ham frihed til at gå til sine venner og få del i omsorgen fra dem. 4 Da vi var lagt ud på havet derfra, sejlede vi i ly af Kypern, da der var modvind. 5 Og da vi havde sejlet over havet som er udenfor Kilikien og Pamfylien, kom vi til Myra, en by i Lykien. 6 Der fandt officeren et aleksandrinsk skib som skulle sejle til Italien, og han tog os om bord på det. 7 Efter at vi havde sejlet langsomt i mange dage og vi kun var kommet udenfor Knidos, var der ikke længere nok vind til at vi kunne komme videre. Vi sejlede da i læ af Kreta, udenfor Salmone. 8 Med nød og næppe sejlede vi forbi den og kom til et sted som kaldes Godhavn, lige ved byen Lasæa. 9 Da der var gået lang tid og det var blevet farligt at sejle fordi det allerede var over fasten, rådede Paulus dem 10 og sagde: "Mænd, jeg ser at denne sørejse vil ende med ulykke og stort tab, ikke bare af last og skib, men også af vore liv." 11 Alligevel stolede officeren mere på styrmanden og ejeren af skibet end på det som blev sagt af Paulus. 12 Og fordi havnen ikke var egnet til overvintring, gav de fleste det råd at sætte sejl og drage derfra, om de i det hele taget kunne nå Føniks, en havn på Kreta, for at overvintre der. Den var åben mod sydvest og nordvest. 13 Siden blæste der en svag søndenvind, antog de at de havde fået deres ønske opfyldt, og de satte til havs og sejlede tæt op mod Kreta. 14 Men ikke længe efter blæste en stormvind mod skibet; en sådan en som kaldes evroklydon. 15 Da skibet blev ramt af den og det ikke kunne holdes op mod vinden, lod vi det drive. 16 Og da vi var kommet i læ af en ø som hedder Klauda, fik vi med nød og næppe sikret redningsbåden. 17 Da de havde taget den om bord, brugte de trosser til at surre rundt om skibet. Og fordi de frygtede at de skulle støde på Syrte-grunden, tog de sejlene ned, og drev dermed omkring. 18 Og siden vi blev kastet omkring af stormen, lettede de skibet for last dagen efter. 19 På den tredje dag kastede vi skibets tovværk over bord med vore egne hænder. 20 Da nu hverken sol eller stjerner viste sig i mange dage og en vældig storm stod mod os, opgav vi til sidst alt håb om at blive reddet. 21 Men efter at have været uden mad i lang tid, stilede Paulus sig midt iblandt dem og sagde: "Mænd, I skulle have hørt på mig og ikke sejlet fra Kreta. Da havde I ikke påført os denne ulykken og dette tab. 22 Og nu beder jeg jer om at være ved godt mod, for ingen liv blandt jer skal gå tabt, men kun skibet. 23 For i nat stod der en engel hos mig, fra den Gud som jeg tilhører og som jeg tjener. 24 Og han sagde: Vær ikke bange, Paulus! Du skal stilles frem for kejseren. Og se, Gud har givet dig alle dem som sejler sammen med dig. 25 Vær derfor ved godt mod, mænd, for jeg tror Gud. Det skal gå nøjagtig således som det blev sagt mig. 26 Men vi kommer til at grundstøde på en ø." 27 Da den fjortende nat nu var kommet, mens vi nu drev frem og tilbage på Adriaterhavet, forstod sømændene da at det var midt på natten, og at de nærmede sig land et eller andet sted. 28 Og de loddede dybden og fandt ud at den var tyve favne. Og da de var kommet lidt længere frem, loddede de igen og fandt ud at den nu var femten favne. 29 Da blev de bange for at vi skulle strande på skærene. Derfor kastede de fire ankre ud fra agterstavnen og bad om at det snart måtte blive dag. 30 Da prøvde sømændene at rømme fra skibet; de satte båden i søen og lod som om de ville slippe anker ud fra forstavnen. 31 Da sagde Paulus til officeren og soldaterne: "Hvis disse mænd ikke bliver om bord på skibet, kan I ikke blive reddet." 32 Da huggede soldaterne linerne til båden over og lod den drive bort. 33 Og da det nærmede sig daggry, bad Paulus dem indstændigt om at tage tage noget at spise. Han sagde: "I dag er det den fjortende dagen I har ventet og levet uden mad; I har jo ikke taget nogen føde til jer. 34 Derfor beder jeg jer om at tage føde til jer, for det er til jeres egen redning. For at ikke et hår skal falde af nogle af jeres hoveder." 35 Og da han havde sagt dette, tog han brød og takket Gud foran dem alle. Han brød det og begyndte at spise. 36 Da blev de alle opmuntrede, og de tog også føde til sig. 37 I alt var vi to hundrede og seksoghalvfjerds personer om bord på skibet. 38 Da de havde spist nok, lettede de skibet ved at kaste hvedelasten i havet. 39 Da det blev dag, kendte de ikke landet igen. Men de lagde mærke til en bugt med sandstrand, og der planlagde de at lade skibet gå på grund, om muligt. 40 Og de lod ankerne falde og lod dem blive i søen. I mellemtiden løsnede de tovene som roret var surret med. Og de hejste storsejlet for vinden og styrede mod stranden. 41 Men de stødte på en grund som havde dyb sø på begge sider, og de sejlede skibet på grund. Og forstavnen satte sig fast og var ikke til at rokke, men agterskibet blev knust af bølgernes kraft. 42 Soldaternes plan var nu at dræbe fangerne, så ikke nogen af dem skulle svømme af sted og flygte. 43 Men officeren, som ville redde Paulus, hindret dem i at udføre planen. Han befalede at de som kunne svømme, skulle hoppe over bord først og komme i land, 44 og derefter de andre, nogle på planker og andre på vragdele af skibet. Og således gik det til at alle kom trygt i land.

Apg.28 1 Da de var bjerget, fandt de ud af at øen blev kaldet Malta. 2 Og beboerne viste os ualmindelig stor menneskekærlighed. De tænkte et bål, både fordi det var begyndt at regne og fordi det var koldt, og de ønsket os alle velkommen. 3 Men da Paulus havde samlet en bundt med kviste og lagt det på ilden, krøb en giftslange ud på grund af varmen og bed sig fast i hans hånd. 4 Da beboerne så dyret som hang fast i hans hånd, sagde de til hinanden: "Dette menneske er utvivlsomt en morder. Og selv om han blev reddet fra havet, lader retfærdigheden ham ikke leve alligevel." 5 Men han rystede dyret af sig ind i ilden og fik ingen skade af det. 6 De ventet imidlertid at han skulle hæve op eller pludselig falde død om. Men efter at de havde studeret dette en lang tid og så at han ikke tog skade af det, forandrede de mening og sagde at han var en gud. 7 I dette området var der en ejendom som tilhørte den ledende borger på øen. Hans navn var Publius, og han tog imod os og viste os høflig gæstfrihed i tre dage. 8 Nu viste det sig at far til Publius lå syg med feber og dysenteri. Paulus gik da ind til ham og bad, og han lagde hænderne sine på ham og helbredte ham. 9 Da dette var sket, kom også de andre som havde sygdomme på øen, og de blev helbredt. 10 De ærede os også på mange måder. Og da vi skulle rejse derfra, gav de os al den proviant som var nødvendig. 11 Efter tre måneder sejlede vi videre på et alexandrinsk skib med "Tvillingerne" som gallionsfigur. Skibet havde overvintret ved øen. 12 Og da vi kom til land i Syrakus, blev vi der i tre dage. 13 Derfra drog vi rundt om kysten og kom til Regium. Og efter en dag begyndte søndenvinden at blæse. Dagen efter kom vi til Puteoli. 14 Der fandt vi nogle brødre, og vi blev inviteret til at blive hos dem i syv dage. Og så drog vi mod Rom. 15 Og da brødrerne på dette sted hørte om os, kom de så langt fra som fra Forum Appii og Tres Tabernæ. Da Paulus så dem, takkede han Gud og fik nyt mod. 16 Da vi kom til Rom, overgav officeren fangerne til den øverste leder for vagten. Men Paulus fik tilladelse til at bo for sig selv sammen med den soldat som vogtet ham. 17 Efter tre dage kaldte Paulus jødernes ledere sammen. Da de var samlet, sagde han til dem: "Mænd og brødre, selv om jeg ikke har gjort noget mod vort folk eller vore fædres skikke, kommer jeg alligevel fra Jerusalem som fange i romernes hænder. 18 Da de havde forhørt mig, ville de lade mig gå, for der blev ikke fundet nogen grund til at dræbe mig. 19 Men da jøderne talte imod dette, blev jeg tvunget til at anke til kejseren, men uden at jeg havde noget at anklage mit folk for. 20 Af denne grund har jeg da tilkaldt jer for at se jer og tale med jer. For på grund af Israels håb er jeg bundet med denne lænke." 21 Da sagde de til ham: "Vi har ikke fået noget brev fra Judæa angående dig, og brødrene som kom hertil, heller ikke meldt eller talt noget ondt om dig. 22 Men vi ønsker at høre fra dig selv hvad du mener. For vi ved at denne sekten bliver modsagt overalt." 23 Da de så havde fastsat en dag for ham, kom mange til ham hvor han boede. Og han forklarede for dem og vidnede alvorlig om Guds rige. Fra tidlig morgen til sent om aftenen overbeviste han dem om Jesus både ud fra Moseloven og profeterne. 24 Og nogle blev overbevist af alt det som blev sagt, mens andre var vantro. 25 Da de så ikke kunne blive enige iblandt sig, gik de bort efter at Paulus havde sagt dette ene ord: "Den Hellige Ånd talte ret ved profeten Esajas til vore fædre, 26 da sagde han: "Gå til dette folk og sig: Når I hører, skal I høre, men ikke forstå, Og når I ser, skal I se, men ikke skelne. 27 For hjerterne til dette folk er blevet sløve. Deres ører har vanskelig ved at høre, og deres øjne har de lukket til, så de ikke kan se med deres øjne og høre med sine ører, så de ikke kan forstå med deres hjerter og vende om, så Jeg kunne helbrede dem." 28 Lad det derfor være kendt for jer at Guds frelse er blevet sendt til hedningefolkene, og de skal også høre!" 29 Og da han havde sagt disse ord, gik jøderne bort og havde en stor diskussion blandt sig. 30 Så boede Paulus i to hele år i sit eget lejede hus, og han tog imod alle som kom til ham. 31 Med al frimodighed forkyndte han Guds rige og lærte om alt det som hører Herren Jesus Kristus til, uden at blive hindret.

Rom.1 1 Paulus, Jesu Kristi tjener, kaldet til apostel, udvalgt til Guds evangelium; 2 det som Han på forhånd lovede ved Sine profeterne i Hellige Skrifter, 3 om Sin Søn, Han som er kommet af Davids æt efter kødet, 4 Han som blev stadfæstet at være Guds Søn i kraft efter helligheds Ånd, ved opstandelsen fra de døde, Jesus Kristus, vor Herre. 5 Ved Ham har vi fået nåde og aposteltjeneste for at troens lydighed skal blive skabt blandt alle folkeslag, for Hans navn. 6 Blandt dem er også I, I som er kaldet af Jesus Kristus: 7 Til alle i Rom som er Guds elskede, kaldte og hellige: Nåde være med jer og fred fra Gud, vor Far, og Herren Jesus Kristus. 8 Først takker jeg min Gud ved Jesus Kristus for jer alle, fordi deres tro forkyndes i hele verden. 9 For Gud er mit vidne, Han som jeg tjener i min ånd i Hans Søns evangelium, at jeg ustandselig minder om jer i mine bønner. 10 Jeg beder altid i mine bønner om at det en gang må blive givet mig lykke til på en eller anden måde, ved Guds vilje, at komme til jer. 11 For jeg længes efter at se jer, for at jeg kan give jer del i en åndelig nådegave, så I kan blive styrket - 12 det vil sige at vi sammen hos jer kan blive oplivet i vor fælles tro, deres og min. 13 Nu vil jeg ikke at I skal være uvidende om det, brødre, at jeg ofte har planlagt at komme til I - men indtil nu er jeg blevet forhindret -, således at jeg kunde høste noget frugt også blandt jer, således som blandt de andre folkeslag. 14 Jeg er en skyldner både overfor grækere og barbarer, både overfor vise og uforstandige. 15 Derfor, så langt det står til mig selv, er jeg villig til at forkynde evangeliet også for jer som er i Rom. 16 For jeg skammer mig ikke over Kristi evangelium, for det er Guds kraft til frelse for hver den som tror, for jøde først og så for græker. 17 For i det bliver Guds retfærdighed åbenbart af tro til tro, som det står skrevet: Den som er retfærdig af tro, skal leve. 18 For Guds vrede bliver åbenbart fra himmelen over al ugudelighed og al uretfærdighed hos menneskene, de som holder sandheden nede i uretfærdighed. 19 For at det kan end vidne om Gud ligger åbent for dem, for Gud har åbenbaret det for dem. 20 For helt siden verdens skabelse har Hans usynlige egenskaber været klart synlige; det gælder Hans evige kraft og Hans guddommelighed; disse kan kendes ud fra de gerninger som er gjort. Således er de uden undskyldning. 21 For selv om de kendte Gud, ærede de Ham ikke som Gud, eller takkede, men de blev tomme i sine tanker, og deres dåragtige hjerte blev formørket. 22 Mens de gjorde krav på at være vise, blev de bare dåragtige, 23 og de byttede den uforgængelige Guds herlighed bort med et billede gjort lige med et forgængeligt menneske, og billeder af fugle, firbenede dyr og krybdyr. 24 Derfor overgav Gud dem også i deres hjerters lyster til urenhed, således at de vanærer sine legemer sig imellem. 25 De byttede Guds sandhed ud med løgnen og tilbad og tjente skabningen i stedet for Skaberen, Han som er velsignet i al evighed. Amen. 26 På grund af dette overgav Gud dem til vanærende lidenskaber. For til og med deres kvinder byttede det naturlige samliv ud med et som er i strid med naturen. 27 Det samme gjorde også mændene. De forlod det naturlige samliv med kvinden, og de blev optændt i sin lyst efter hverandre, så mænd drev skammelig utugt med mænd. Og den velfortjente straffeløn for sin vildfarelse fik de på sig selv. 28 Og eftersom de ikke fandt nogen værdi i at holde sig til Gud i sin erkendelse, overgav Gud dem til et uværdigt sind, så de gør de ting som ikke sømmer sig. 29 De er fulde af al slags uretfærdighed, seksuel umoral, usselhed, grådighed og ondskab. De er fulde af misundelse, mord, strid, svig og falskhed. De blev som dem der starter rygter, 30 bagtalere, gudshadere, voldsmænd, stolte, pralehalse, de finder på al slags ondt, de er ulydige mod forældre, 31 uforstandige, upålidelige, uden naturlig kærlighed, de vil ikke tilgive, de er ubarmhjertige. 32 Disse kender Guds retfærdige dom, og de ved at de som driver med den slags, fortjener døden. Alligevel gør de ikke bare det samme selv, men de giver også sin støtte til andre som gør det.

Rom.2 1 Derfor kan du ikke undskyldes, du menneske, hvem du end er som dømmer. For i hver sag du dømmer en anden, fordømmer du dig selv. For du som dømmer, gør de samme ting. 2 Men vi ved at Guds dom, den som er i samsvar med sandheden, hviler over dem som gør den slags. 3 Og regner du med, du menneske som dømmer dem som gør sådanne ting, og som selv gør de samme, at du skal kunde flygte fra Guds dom? 4 Eller foragter du Hans rigdom på godhed, overbærenhed og langmodighed? Skønner du ikke at Guds godhed leder dig til omvendelse? 5 Men ved din hårdhed og dit hjertes ubodfærdighed samler du dig vrede til vredens dag, den dag da Guds retfærdige dom skal åbenbares. 6 Han skal give enhver efter hans gerninger: 7 Han giver evig liv til dem som ved tålmodig udholdenhed i god gerning søger herlighed, ære og uforgængelighed. 8 Og over dem som søger sit eget og er ulydige mod sandheden, men som derimod lyder uretfærdigheden, lader Han komme harme og vrede, 9 ja, trængsel og angst skal komme over hver menneskesjæl som gør det onde, over jøde først og så over græker. 10 Men Han giver herlighed, ære og fred til hver den som gør det gode, til jøde først og så til græker. 11 For Gud gør ikke forskel på folk. 12 For så mange som syndede uden lov, skal også gå fortabt uden lov, og så mange som syndede i loven, skal blive dømt ved loven - 13 for lovens hørere er ikke retfærdige for Gud, men lovens gørere skal blive retfærdiggjort, 14 for når hedningefolk som ikke har loven, af naturen gør det loven lærer, er disse sin egen lov, selv om de ikke har loven; 15 de viser at lovens gerning er skrevet i hjertet deres; om det vidner samvittigheden sammen med dem; det samme gælder tankerne deres, som indbyrdes enten anklager dem eller undskylder dem - 16 på den dag da Gud skal dømme det skjulte hos menneskerne efter mit evangelium, ved Jesus Kristus. 17 Se, du som kaldes jøde, og som sætter din lid til loven og roser dig i Gud, 18 du som kender Hans vilje, og som kan dømme om småt og stort, fordi du er oplært i loven, 19 og er overbevist om at du selv er en vejleder for blinde, et lys for dem som er i mørke, 20 en opdrager for uforstandige, en lærer for umodne, fordi du i loven har fået den rette form for kundskab og sandhed. 21 Du som lærer andre, lærer du ikke dig selv? Du som forkynder at man ikke skal stjæle, stjæler du? 22 Du som siger: "Du skal ikke bedrive hor", bedriver du hor? Du som har afsky for afgudsbilledene, udfører du tempelran? 23 Du som roser dig af loven, vanærer du Gud ved at bryde loven? 24 For Guds navn bliver spottet blandt hedningerne på grund af jer, således står der skrevet. 25 For omskærelse er jo nyttig dersom du holder loven. Men dersom du er en lovbryder, da er din omskærelse blevet som om du havde forhud. 26 Hvis da en som har forhud holder lovens retfærdige krav, må ikke hans forhud da alligevel regnes som omskærelse? 27 Og dersom den som i fysisk betydning har forhud, opfylder loven, har han da ikke ret til at dømme dig, du som til trods for at du har bogstaven og omskærelsen, er en lovbryder? 28 For jøde er ikke den som er det i det ydre, og omskærelsen er ikke den som er gjort i det ydre, på kødet. 29 Men den er jøde, som er det i det skjulte, og som har hjertets omskærelse i Ånden, ikke i bogstaven. Denne har sin ros, ikke fra mennesker, men fra Gud.

Rom.3 1 Hvilken fordel har da jøden, eller hvilken gavn gør det i omskærelsen? 2 Meget, på alle måder! Først og fremmest det at Guds ord blev betroet dem. 3 Hvad da om nogen var utro? Kan deres utroskab sætte Guds trofasthed ud af kraft? 4 På ingen måde! Det står fast at Gud er sandfærdig, men hvert menneske er en løgner. Som der står skrevet: For at Du skal blive retfærdiggjort i Dine ord, og kan vinde sejr når Du dømmer. 5 Men dersom vor uretfærdighed framhæver Guds retfærdighed, hvad skal vi da sige? Er Gud uretfærdig, Han som lader vreden komme? Jeg taler nu bare på menneskelig vis. 6 Nej, på ingen måde! For hvordan skulle da Gud kunde dømme verden? 7 For dersom Guds sandhed er kommet tydeligere frem ved min løgn og det har bidraget til Hans ære, hvorfor bliver jeg da fortsat dømt som en synder? 8 Og hvorfor skal vi da ikke bare "gøre det onde for at det gode kan komme af det?" - således de med spot siger om os, og som nogen påstår at vi lærer. Dommen over dem er retfærdig. 9 Hvad da? Har vi nogen fordel? Nej, slet ikke! Vi har jo ovenfor anklaget både jøder og grækere for at de alle er under synd. 10 Som der står skrevet: Der er ikke en retfærdig, nej, ikke en eneste. 11 Det er ikke én som er forstandig. Det er ikke én som søger Gud. 12 De har alle veget fra. Alle sammen er de blevet fordærvet. Der er ingen som gør godt, nej, ikke én eneste. 13 En åben grav er deres strube. Med sine tunger har de udført svig, slangegift er under deres læber. 14 Deres mund er fuld af forbandelse og bitterhed. 15 Deres fødder er snare til at udøse blod. 16 Der er ødelæggelse og elendighed på deres veje. 17 Og fredens vej har de ikke kendt. 18 Der er ingen gudsfrygt for deres øjne. 19 Men vi ved at alt det loven siger, taler den til dem som er i loven, for at hver mund skal blive lukket igen, og for at hele verden skal stå strafskyldig for Gud, 20 siden intet kød bliver retfærdiggjort for Ham af lovgerninger, for ved loven kommer erkendelse af synd. 21 Men nu er Guds retfærdighed blevet åbenbart uden nogen lov, den retfærdighed som er bevidnet af loven og profeterne. 22 Det er Guds retfærdighed ved tro på Jesus Kristus, til alle og over alle som tror. For det er ingen forskel, 23 for alle har syndet og har mistet Guds ære. 24 Men de bliver retfærdiggjort ufortjent af Hans nåde ved forløsningen, den som er i Kristus Jesus. 25 Ham stillede Gud frem som nådestol, ved troen, i Hans blod, for at vise Sin retfærdighed, fordi Gud i Sin langmodighed havde båret over med de synder som var gjort tidligere. 26 Således ville Han vise Sin retfærdighed i den tiden som er nu, så Han kunde være retfærdig og retfærdiggøre den som har troen på Jesus. 27 Hvor er så ros'en? Den er udelukket. Ved hvilken lov? Gerningernes? Nej, ved troens lov. 28 Derfor holder vi fast på at det er ved tro mennesket bliver retfærdiggjort, uden lovgerninger. 29 Eller er Gud bare jødenes Gud? Er Han ikke også hedningenes Gud? Jo, også hedningenes, 30 for Gud er Én, Han som retfærdiggør de omskårne af troen og de uomskårne ved troen. 31 Sætter vi da loven ud af kraft ved troen? Langt fra! Tvært imod stadfæster vi loven.

Rom.4 1 Hvad skal vi da sig at vor far Abraham har opnået efter kødet? 2 For dersom Abraham blev retfærdiggjort af gerninger, har han jo noget at rose sig af, men ikke for Gud. 3 For hvad siger Skriften? Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til retfærdighed. 4 For den som arbejder, bliver ikke lønnen regnet som nåde, men som fortjeneste. 5 Men den som ikke arbejder, men tror på Ham som retfærdiggører den ugudelige, ham bliver hans tro tilregnet som retfærdighed, 6 således også David udtaler saligprisningen over det menneske som Gud tilregner retfærdighed uden gerninger: 7 "Salige er de som har fået sine lovbrud tilgivet, og som har fået sine synder dækket over. 8 Salig er den mand som Herren ikke tilregner synd." 9 Gælder nu denne saligprisning bare de omskårne, eller gælder den de uomskårne også? Vi siger jo at troen blev regnet Abraham til retfærdighed. 10 Når blev den da tilregnet ham? Da han var omskåret eller uomskåret? Ikke da han var omskåret, men mens han var uomskåret. 11 Og han fik omskærelsens tegn som et segl på retfærdigheden ved tro, den som han havde mens han endnu var uomskåret, og således skulle han blive far til alle dem som ikke er omskårne, men som tror, så retfærdigheden kunde blive tilregnet dem også. 12 Han blev også far til de omskårne, for dem som ikke bare er omskårne, men som også følger efter i fodsporerne af den tro som vor far Abraham havde da han fremdeles var uomskåret. 13 For det var jo ikke ved loven løftet om at blive arving til verden blev givet til Abraham eller til hans æt, men ved troens retfærdighed. 14 For er det de som er af loven, som er arvinger, da bliver troen uden indhold og løftet sat ud af kraft, 15 for det er jo således at loven fremkalder vrede. Men er der ikke er nogen lov, da er der heller ingen overtrædelse. 16 Derfor er løftet af tro, for at det kunne være af nåde, således at løftet kunne stå fast for hele slægten, ikke bare for den som er af loven, men også for den som er af Abrahams tro. Han er far til os alle, - 17 således der står skrevet: Jeg har gjort dig til far for mange folkeslag - overfor Gud, Ham som han troede på, den Gud som gør de døde levende og nævner det som ikke findes, som om det findes. 18 Da alt håb var ude, troede han med håb, at han skulle blive far til mange folkeslag, efter det som var sagt: "Således skal din æt blive." 19 Han blev ikke svag i troen og var ikke optaget af sit eget legeme som allerede var udlevet, siden han snart var hundrede år. Han var heller ikke optaget af Saras døde moderliv. 20 Han tvivlede ikke i vantro på Guds løfte, men han blev styrket i troen idet han gav Gud ære. 21 Og han var helt overbevist om at det Han havde lovet, det var Han også i stand til at gøre. 22 Og derfor blev det regnet ham til retfærdighed. 23 Nu blev der ikke skrevet bare for hans skyld at den blev tilregnet ham; 24 men også for vor skyld, vi som bliver tilregnet og som tror på Ham som rejste vor Herre Jesus op fra de døde, 25 Han som blev givet for vore overtrædelser, og som blev oprejst til vor retfærdiggørelse.

Rom.5 1 Da vi altså er blevet retfærdiggjort af tro, har vi fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus. 2 Ved Ham har vi også ved troen fået adgang til denne nåde som vi står i, og vi roser os ved håb om Guds herlighed. 3 Og ikke bare det, men vi roser os også i trængsler, for vi ved at trængselen virker tålmodighed, 4 tålmodigheden virker et prøvet sind, og det prøvede sind virker håb. 5 Og håbet gør ikke til skamme, for Guds kærlighed er blevet udøst i vore hjerter ved Den Hellige Ånd, som blev givet os. 6 For da vi endnu var skrøbelige, døde Kristus til fastsat tid for ugudelige. 7 For der er næppe nogen som vil dø for en retfærdig. Skønt for en som er god, ville nogen måske våge at dø. 8 Men Gud viser Sin kærlighed til os ved at Kristus døde for os mens vi endnu var syndere. 9 Hvor meget mere skal vi da, når vi nu er blevet retfærdiggjort ved Hans blod, ved Ham blive frelst fra vreden! 10 For om vi blev forligt med Gud ved Hans Søns død da vi var fjender, skal vi så meget mere blive frelst ved Hans liv efter at vi er blevet forligt. 11 Og ikke bare det, men vi roser os også i Gud ved Herren Jesus Kristus, ved Ham som vi nu har fået forligelsen. 12 Derfor, således som synden kom ind i verden ved et menneske, og døden ved synden, og døden således trængte sig ind til alle mennesker, fordi de alle syndede - 13 for også i tiden frem til loven var der synd i verden, men synden bliver ikke tilregnet når der ikke er nogen lov -, 14 alligevel herskede døden fra Adam til Moses, også over dem som ikke havde syndet i lighed med overtrædelsen til Adam, han som er et forbillede på Ham som skulle komme. 15 Men med nådegaven er det ikke som med faldet. For om de mange døde på grund af den enes fald, så er Guds nåde og gaven ved Det Ene Menneske Jesu Kristi nåde, i langt større grad kommet rigelig over de mange. 16 Og med gaven er det ikke som da den ene syndede. For dommen som kom af den enes fald, førte til fordømmelse. Men nådegaven som kom efter de mange overtrædelser, førte til retfærdiggørelse. 17 For om døden fik herredømme ved den ene, ved denne enes fald, så skal da de som tager imod nådens overflod og retfærdighedens gave, desto mere have liv og herske ved Den Ene, Jesus Kristus. 18 Altså, således som fordømmelsen ved den enes fald kom over alle mennesker, således bliver Den Enes retfærdige gerning for alle mennesker til livets retfærdiggørelse. 19 For således som de mange blev stillet frem som syndere ved det ene menneskes ulydighed, således skal også de mange blive stillet frem som retfærdige ved Den Enes lydighed. 20 Men loven kom ind ved siden af, for at faldet skulle blive større. Men der synden blev større, blev nåden endda mere overstrømmende rig, 21 for at således som synden herskede ved døden, således skal også nåden herske ved retfærdighed til evig liv ved Jesus Kristus, vor Herre.

Rom.6 1 Hvad skal vi da sige? Skal vi fortsætte i synden for at nåden kan blive så meget større? 2 På ingen måde! Vi som døde fra synden, hvordan kan vi fortsætte at leve i den? 3 Eller ved I ikke at alle vi som blev døbt til Kristus Jesus, blev døbt til Hans død? 4 Vi blev altså begravet med Ham ved dåben til døden, for at således som Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens herlighed, således skal også vi vandre i et nyt liv. 5 For hvis vi er blevet forenet med Ham i lighed med Hans død, da skal vi også blive det med opstandelsen. 6 For vi ved dette, at vort gamle menneske blev korsfæstet med Ham, for at syndelegemet skulle blive frataget sin magt, så vi ikke længere skal være trælle under synden. 7 For den som er død, er retfærdiggjort fra synden. 8 Men døde vi med Kristus, da tror vi at vi også skal leve med Ham, 9 fordi vi ved at efter at Kristus er oprejst fra de døde, dør Han ikke mere. Døden hersker ikke længere over Ham. 10 For den død Han døde, den døde Han for synden én gang for alle, men det livet Han lever, det lever Han for Gud. 11 Således skal også I regne jer som døde for synden, men levende for Gud i Kristus Jesus, vor Herre. 12 Lad derfor ikke synden have herredømme i deres dødelige legeme, så I skulle lyde den i dens lyster. 13 Og stil heller ikke jeres lemmer frem som våben for uretfærdigheden til tjeneste for synden, men stil jer selv frem til tjeneste for Gud som de som afdøde er blevet levende, og stil jeres lemmer frem som våben for retfærdigheden til tjeneste for Gud. 14 For synd skal ikke herske over jer, siden I ikke er under lov, men under nåde. 15 Hvad da? Skal vi synde siden vi ikke er under lov, men under nåde? På ingen måde! 16 Ved I ikke at når I stiller I frem som tjenere til lydighed mod nogen, er I tjenere under den I lyder, enten det er under synden som fører til døden, eller det er under lydigheden som fører til retfærdighed? 17 Men Gud være tak! Selv om I har vært trælle under synden, er I nu af hjertet blevet lydige mod den lærdomsform som I blev overgivet til. 18 Og efter at I blev sat fri fra synden, blev I tjenere for retfærdigheden. 19 Jeg bruger menneskelige udtryk på grund af deres køds skrøbelighed. For på samme måde som I før stillede jeres lemmer frem som tjenere for urenheden og for lovløsheden, som bare førte til lovløshed, således skal I nu stille jeres lemmer frem som tjenere for retfærdigheden, til helliggørelse. 20 For da I var syndens trælle, var I frie fra retfærdigheden. 21 Hvad slags frugt havde I den gang? En sådan frugt som I nu skammer jer over, såsom har døden som mål. 22 Men nu, siden I er blevet sat fri fra synden og er blevet tjenere for Gud, da høster I frugt som fører til helliggørelse, og målet er evig liv. 23 For syndens løn er døden, men Guds nådegave er evig liv i Kristus Jesus, vor Herre.

Rom.7 1 Eller ved I ikke, brødre - jeg taler jo til dem som kender loven -, at loven har herredømme over et menneske den tid den lever i? 2 Den kvinde som har en ægtemand, er ved loven bundet til sin ægtemand så længe han lever. Men hvis ægtemanden dør, er hun løst fra loven som bandt henne til ægtemanden. 3 Hvis hun da gifter sig med en anden mand mens hendes ægtemand lever, skal hun kaldes en horkvinde. Men hvis hendes ægtemand dør, er hun fri fra loven, således at hun ikke er en horkvinde selv om hun har giftet sig med en anden mand. 4 På samme måde, mine brødre, døde også I bort fra loven ved Kristi legeme, for at I skal tilhøre en anden, Ham som blev oprejst fra de døde, for at vi skal bære frugt for Gud. 5 For da vi levede efter kødet, virkede de syndige lyster, de som blev vækket ved loven, i vore lemmer, således at vi bar frugt for døden. 6 Men nu er vi frigjort fra loven, siden vi er døde fra det som holdt os fanget, således at vi tjener i Åndens nye væsen og ikke i bogstavens gamle væsen. 7 Hvad skal vi da sige? Er loven synd? På ingen måde! Men jeg lærte ikke synden at kende uden ved loven. For jeg havde ikke kendt til begæret om ikke loven havde sagt: Du skal ikke begære. 8 Men synden, som tog anledning af budet, virkede al slags begær i mig. For uden lov er synden død. 9 Jeg levede en gang uden lov, men da budet kom, vågnede synden til live, og jeg døde. 10 Og således fik jeg erfaret at det bud som skulle give liv, det gav mig bare død. 11 For synden tog anledning af budet og bedrog mig, og ved dette dræbte den mig. 12 Lad det da stå fast at loven er hellig, og budet er hellig og retfærdig og godt. 13 Har da det som er godt, blevet til død for mig? På ingen måde! Men det var synden, for at den klart skulle fremstå som synd, som virkede død i mig ved det som er godt, således at synden kunde blive grænseløst syndig ved budet. 14 For vi ved at loven er åndelig, men jeg er kødelig, solgt under synden. 15 For det jeg gør, forstår jeg ikke. For det jeg vil, det gør jeg ikke. Men det jeg hader, det gør jeg. 16 Hvis jeg da gør det jeg ikke vil, samtykker jeg med loven i at den er god. 17 Men nu er det ikke længere jeg som gør det, men synden som bor i mig. 18 For jeg ved at i mig, det vil sige i mit kød, bor der ikke noget godt. For viljen har jeg, men at gennemføre det gode finder jeg ikke kraft til i mig selv. 19 For det gode jeg vil, gør jeg ikke. Men det onde jeg ikke vil, det gør jeg. 20 Hvis jeg gør det jeg ikke vil, da er det ikke længere jeg som gør det, men synden som bor i mig. 21 Jeg erfarer da den lov i mig selv, jeg som vil gøre det gode, at det onde ligger mig for hånden. 22 For jeg fryder mig i Guds lov efter det indre menneske. 23 Men jeg ser en anden lov i mine lemmer. Den ligger i strid med loven i mit sind og tager mig til fange under syndens lov, som er i mine lemmer. 24 Å, jeg elendige menneske! Hvem skal fri mig ud fra dette dødens legeme? 25 Jeg takker Gud, ved Jesus Kristus, vor Herre! Så tjener jeg da Guds lov med mit sind, men syndens lov med mit kød.

Rom.8 1 Derfor er der da ingen fordømmelse for dem som er i Kristus Jesus, de som ikke vandrer efter kødet, men efter Ånden. 2 For livets Ånds lov har i Kristus Jesus gjort mig fri fra syndens og dødens lov. 3 For det som var umulig for loven, fordi den var magtesløs på grund af kødet, det gjorde Gud ved at sende Sin egen Søn i syndig køds lignelse og for syndens skyld: Han fordømte synden i kødet, 4 for at lovens retfærdige krav skulle blive opfyldt i os, vi som ikke vandrer efter kødet, men efter Ånden. 5 For de som lever efter kødet, retter sindet mod det som hører kødet til, men de som lever efter Ånden, retter sindet mod det som hører Ånden til. 6 For kødets sindelag er død, men Åndens sindelag er liv og fred. 7 For kødets sindelag er fjendskab mod Gud, for det bøjer sig ikke ind under Guds lov og har heller ikke evne til det. 8 De som da er i kødet, kan ikke være til behag for Gud. 9 Men I er ikke i kødet, men i Ånden, så sandt Guds Ånd bor i jer. Hvis nogen ikke har Kristi Ånd, hører han ikke Ham til. 10 Og dersom Kristus er i jer, er vel legemet dødt på grund af synd, men ånden er liv på grund af retfærdighed. 11 Men hvis Hans Ånd som oprejste Kristus fra de døde, bor i jer, da skal Han som oprejste Kristus fra de døde, også levendegøre de dødelige deres legemer ved Sin Ånd som bor i jer. 12 Derfor, brødre, er vi ikke skyldige overfor kødet, således at vi skulle leve efter kødet. 13 For dersom I lever efter kødet, skal I dø. Men hvis I ved Ånden døder legemets gerninger, skal I leve. 14 For så mange som bliver ledet af Guds Ånd, de er Guds børn. 15 For I fik ikke trældommens ånd, så I igen skulle blive ført ind i frygt, men I fik barnekårets Ånd, og i Ånden råber vi: "Abba, Far!" 16 Ånden Selv vidner med vor ånd at vi er Guds børn, 17 og hvis vi er børn, da er vi også arvinger, Guds arvinger og Kristi medarvinger, så sandt vi lider med Ham, for at vi også skal blive herliggjort sammen med Ham. 18 For jeg er overbevist om at lidelserne i den nuværende tid er for ingenting at regne sammenlignet med den herligheden som skal blive åbenbaret på os. 19 For skabningens inderlige længsel venter og stunder efter åbenbaringen af Guds børn. 20 For skabningen blev underlagt forgængelighed, ikke frivillig, men på grund af Ham som lagde den under forgængelighed, men med håb, 21 for skabningen selv skal blive friet ud fra forgængelighedens trældom og ført ind i herlighedens frihed, den som tilhører Guds børn. 22 For vi ved at hele skabningen stønner og sukker som i fødselsveer, helt til denne tid. 23 Ikke bare det, men også vi som har Åndens førstegrøde, også vi stønner med os selv og venter med iver på barnekår, vort legemes forløsning. 24 For i dette håb blev vi frelst, men et håb som bliver set, er ikke længere noget håb. For hvorfor håber en fortsat på det en ser? 25 Men hvis vi håber på det vi ikke ser, længtes vi efter det med udholdenhed. 26 På samme måde hjælper også Ånden os i vore svagheder. For vi ved ikke hvad vi skal bede om således vi burde. Men Ånden Selv går i forbøn for os med suk som ikke kan udtrykkes med ord. 27 Han som gransker hjerterne, ved hvad Åndens sindelag er, for Han går i forbøn for de hellige efter Guds vilje. 28 Og vi ved at alle ting virker sammen til det gode for dem som elsker Gud, for dem som er kaldet efter Hans rådslutning. 29 For dem som Han kendte på forhånd, dem har Han også forudbestemt til at blive ligedannet med Sin Søns billede, for at Han skulle være den førstefødte blandt mange brødre. 30 Og dem som Han forud har bestemt, dem har Han også kaldet. Og dem Han har kaldet, dem har Han også retfærdiggjort. Og dem Han har retfærdiggjort, dem har Han også herliggjort. 31 Hvad skal vi da sige til dette? Hvis Gud er for os, hvem er da imod os? 32 Han som ikke sparede Sin egen Søn, men gav Ham for os alle, hvordan skal Han kunde andet end at give os alle ting med Ham? 33 Hvem vil komme med anklage mod Guds udvalgte? Det er Gud som retfærdiggør. 34 Hvem er den som fordømmer? Det er Kristus som døde, ja, mere end det, som også er opstået, som også sidder ved Guds højre hånd, og som også går i forbøn for os. 35 Hvem kan skille os fra Kristi kærlighed? Trængsel, angst, forfølgelse, hungersnød, nøgenhed, fare eller sværd? 36 Som der står skrevet: For Din skyld bliver vi dræbt hele dagen lang. Vi bliver regnet som slagtefår. 37 Men i alt dette skal vi mere end sejre ved Ham som har elsket os. 38 For jeg er overbevist om at hverken død eller liv, hverken engle eller myndigheder eller magter, hverken det som er nu eller det som skal komme, 39 hverken højde eller dybde eller nogen anden skabning skal være i stand til at skille os fra Guds kærlighed, den som er i Kristus Jesus, vor Herre.

Rom.9 1 Jeg taler sandhed i Kristus, jeg lyver ikke, og min samvittighed vidner også sammen med mig i Den Hellige Ånd 2 at jeg har en stor sorg og stadig nød i mit hjerte. 3 For jeg kunne ønske at jeg selv var forbandet bort fra Kristus for mine brødres skyld, mine landsmænd efter kødet, 4 de som er israelitter. Dem tilhører barnekåret, herligheden, pagterne, lovgivningen, gudstjenesten og løftene. 5 Også fædrene tilhører dem, og fra dem er Kristus kommet efter kødet, Han som er over alle, Den evig velsignede Gud. Amen. 6 Men det er ikke så at forstå at Guds ord har været uden virkning. For ikke alle som stammer fra Israel, er virkelig Israel, 7 og de er heller ikke alle børn selv om de tilhører Abrahams efterkommere. Men: Du Isak skal din æt blive kaldet. 8 Det vil sige, ikke de som er kødets børn, er Guds børn, men løftets børn bliver regnet til æten. 9 For dette er løftets ord: På denne tid skal Jeg komme, og da skal Sara få en søn. 10 Og ikke bare dette, men da Rebekka også var svanger ved én mand, ved vor far Isak - 11 for børnene var endnu ikke født og havde hverken gjort godt eller ondt, for at Guds plan efter udvælgelsen skulle stå fast, ikke af gerninger, men ved Ham som kalder -, 12 da blev dette sagt til henne: "Og den ældste skal tjene den yngste." 13 Som der står skrevet: Jakob har Jeg elsket, men Esau har Jeg hadet. 14 Hvad skal vi da sige? Er der uretfærdighed hos Gud? På ingen måde! 15 For Han siger til Moses: "Jeg skal miskunde Mig over den Jeg miskunder Mig over, og Jeg skal være barmhjertig mod den Jeg er barmhjertig imod." 16 Så kommer det da ikke an på den som vil, heller ikke på den som løber, men på Gud som viser miskundhed. 17 For Skriften siger til Farao: "Netop til dette har Jeg rejst dig op, at Jeg kan vise Min kraft på dig, og for at Mit navn skal blive forkyndt over hele jorden." 18 Derfor viser Han miskundhed mod den Han vil, og forhærder den Han vil. 19 Du vil da sige til mig: "Hvad mere har Han da at klage over? For hvem kan stå Hans vilje imod?" 20 Men sandelig, menneske, hvem er du som tager til genmæle mod Gud? Kan det som er formet, sige til den som formede det: "Hvorfor har du lavet mig således?" 21 Har ikke pottemageren magt over leret, således at han af samme lerklump kan lave et kar til ære og et andet til vanære? 22 Selv om Gud ønskede at vise Sin vrede og gøre Sin kraft kendt, har Han alligevel i stor langmodighed holdt ud med de vredens kar som var gjort helt færdige til ødelæggelse, 23 og også for at Hans herligheds rigdom skulle blive kundgjort over miskundhedens kar, som Han på forhånd havde gjort i stand til herlighed. 24 Til sådanne kar kaldte han også os, ikke bare af jødene, men også af hedningene. 25 Som Han også siger i Hosea: "Det som ikke var Mit folk, vil Jeg kalde Mit folk, og henne som ikke var elsket, vil Jeg kalde den som er elsket. 26 Og det skal ske på det sted hvor der blev sagt til dem: I er ikke Mit folk, der skal de blive kaldet børn af Den Levende Gud." 27 Esajas råber også ud over Israel: "Selv om tallet på Israels børn er som havets sand, skal blot en rest blive frelst. 28 For Han skal fuldføre værket og forkorte det i retfærdighed, for Herren skal snart afslutte værket på jorden." 29 Og som Esajas havde sagt tidligere: "Hvis ikke Herren Sebaot havde ladet en æt blive tilbage for os, ville vi have blevet som Sodoma, og vi ville have blevet som Gomorra." 30 Hvad skal vi da sige? At hedningerne som ikke søgte retfærdigheden, har fået retfærdighed, men det er den retfærdighed som er af tro. 31 Men Israel som søgte retfærdighedens lov, har ikke grebet retfærdighedens lov. 32 Hvorfor? Fordi de ikke søgte den ved tro, men ved lovgerninger. For de snublede over snublestenen. 33 Som der står skrevet: Se, Jeg lægger i Sion en snublesten og en klippe til anstød, og hver den som tror på Ham, skal ikke blive gjort til skamme.

Rom.10 1 Brødre, mit hjertes ønske og min bøn til Gud for Israel er at de må blive frelst. 2 For jeg kan bevidne at de har nidkærhed for Gud, men ikke med sand erkendelse. 3 Fordi de er uvidende om Guds retfærdighed og søger at sætte sin egen retfærdighed op, har de ikke underordnet sig Guds retfærdighed. 4 For Kristus er lovens ende til retfærdighed for hver den som tror. 5 For Moses skriver om den retfærdighed som er af loven: "Det menneske som gør disse ting, skal leve ved dem." 6 Men retfærdigheden af troen taler på denne måde: Sig ikke i dit hjerte: Hvem skal stige op til himmelen? - det vil sige for at hente Kristus ned - 7 eller: Hvem skal fare ned i afgrunden? - det vil sige for at hente Kristus op fra de døde. 8 Men hvad siger den? Ordet er dig nær, i din mund og i dit hjerte, - det er troens ord som vi forkynder: 9 For dersom du bekender Herren Jesus med din mund og tror i dit hjerte at Gud har oprejst Ham fra de døde, skal du blive frelst. 10 For med hjertet tror man til retfærdighed, og med munden bekender man til frelse. 11 Skriften siger jo: Hver den som tror på Ham, skal ikke blive gjort til skamme. 12 For der er ingen forskel på jøde og græker, for Han er den samme Herre over alle, Han er rig nok for alle som kalder på Ham. 13 For hver den som påkalder Herrens navn, skal blive frelst. 14 Hvordan kan de da påkalde Ham som de ikke er kommet til tro på? Og hvordan kan de tro på Ham som de ikke har hørt om? Og hvordan kan de høre uden at der er nogen som forkynder? 15 Og hvordan kan de forkynde hvis de ikke bliver udsendt? Som der står skrevet: Hvor deres fødder er smukke som forkynder fredens evangelium, som forkynder evangeliet om de gode nyheder! 16 Men ikke alle var lydige mod evangeliet. For Esajas siger: "Herre, hvem troede det budskab han hørte af os?" 17 Så kommer da troen af det en hører og det en hører kommer ved Guds ord. 18 Men jeg siger: Har de ikke hørt? Jo, sandelig: Deres røst har gået ud til hele jorden og deres ord til verdens ender. 19 Men jeg siger: Forstod ikke Israel dette? Først siger Moses: "Jeg vil gøre jer nidkære ved dem som ikke er et folkeslag. Jeg vil ægge jer til vrede ved et uforstandigt folkeslag." 20 Men Esajas er meget frimodig og siger: "Jeg blev fundet af dem som ikke søgte Mig. Jeg blev åbenbart for dem som ikke spurte efter Mig." 21 Men til Israel siger han: "Hele dagen lang har Jeg rakt Mine hænder ud til et ulydigt folk som tager til genmæle."

Rom.11 1 Jeg spørger da: Har Gud forkastet Sit folk? På ingen måde! Jeg er jo også en israelit, af Abrahams æt, af Benjamins stamme. 2 Gud har ikke forkastet Sit folk som Han tidligere har vedkendt Sig. Eller ved I ikke hvad Skriften siger om Elia, hvordan han anklager Israel overfor Gud og siger: 3 "Herre, de har dræbt Dine profeter og revet Dine altre ned. Og jeg er alene igen, og de er ude efter mit liv." 4 Men hvordan lyder det guddommelige svar til ham? "Jeg har ladet syv tusind mænd blive tilbage for Mig, som ikke har bøjet knæ for Baal." 5 Så er der da i den tid som er nu, en rest igen efter nådens udvælgelse. 6 Og er det ved nåde, da er det ikke længere af gerninger. Ellers er nåden ikke længere nåde. Men hvis det er af gerninger, er det ikke længere nåde. Ellers er heller ikke gerningen længere nogen gerning. 7 Hvad da? Israel har ikke opnået det som det søger efter. Men de udvalgte har opnået det, og de andre blev forblændet. 8 Således som der står skrevet: Gud har givet dem en sløvhedens ånd, øjne så de ikke skulle se, og ører så de ikke skulle høre helt til denne dag. 9 Og David siger: "Lad deres bord blive en snare og en fælde, en snublesten og en gengældelse for dem. 10 Lad deres øjne blive formørket, så de ikke ser, og lad altid deres ryg være bøjet." 11 Jeg siger altså: Har de snublet for at de skulle falde? På ingen måde! Men ved deres overtrædelse er frelsen kommet til hedningene, for at gøre dem nidkære. 12 Hvis nu deres fald er blevet til rigdom for verden og deres fåtal til en rigdom for hedningene, hvor meget mere da deres fylde! 13 For jeg taler til jer hedninger. Så sandt jeg er hedningenes apostel, ærer jeg min tjeneste, 14 om jeg på nogen måde kan gøre dem nidkære som er af mit kød, og frelse nogen af dem. 15 For om deres forkastelse er til forligelse for verden, hvad vil da deres antagelse være, om ikke liv af døde? 16 For om førstegrøden er hellig, er hele dejen også hellig. Og om roden er hellig, er grenene det også. 17 Og om nogen af grenene blev brækket af, og du som var af et vildt oliventræ, blev indpodet blandt dem og sammen med dem fik del i roden og saften fra oliventræet, 18 så ros dig ikke overfor grenene! Men dersom du roser dig, så husk at det er ikke du som bærer roden, men roden som bærer dig. 19 Du vil da sige: "Grenene blev brækket af for at jeg skulle blive podet ind." 20 Vel, ved vantro blev de brækket af, og du står indpodet ved tro. Vær ikke hovmodig, men frygt! 21 For om Gud ikke sparede de naturlige grene, kan det være at Han heller ikke sparer dig. 22 Læg derfor mærke til Guds godhed og strenghed: Overfor dem som faldt, strenghed, men mod dig, godhed, hvis du da fortsætter i Hans godhed. Ellers vil også du blive hugget af. 23 Således er det med de andre også. Hvis de ikke fortsætter i vantro, skal de blive podet ind, for Gud har magt til at pode dem ind igen. 24 For dersom du blev hugget af fra det oliventræ som af naturen er vildt, og i strid med naturen blev indpodet i et ædelt oliventræ, hvor meget mere skal da disse som er naturlige grene, blive indpodet i sit eget oliventræ? 25 For jeg vil ikke, brødre, at I skal være uvidende om denne hemmelighed, så I ikke skal være kloge i egne øjne, nemlig at forhærdelse har ramt en del af Israel indtil fylden af hedningerne er kommet ind, 26 og således skal hele Israel blive frelst, som der er skrevet: Udfrieren skal komme fra Sion, og Han skal vende ugudelighed bort fra Jakob. 27 For dette er Min pagt med dem, når Jeg tager deres synder bort. 28 Ifølge evangeliet er de fjender for deres skyld. Men ifølge udvælgelsen er de elsket for fædrenes skyld. 29 For Guds nådegaver og kald kan ikke tages tilbage. 30 For på samme måde som I en gang var ulydige overfor Gud, men nu alligevel har fået miskundhed ved jeres ulydighed, 31 således har også disse andre nu vært ulydige, for at også de skal få miskundhed ved den miskundhed som er vist jer. 32 For Gud har overgivet dem alle til ulydighed, for at Han kunne vise miskundhed mod dem alle. 33 Å, hvilken dybde af rigdom og visdom og kundskab hos Gud! Hvor uransagelige Hans domme er og hvor uudgrundelige Hans veje! 34 For hvem har kendt Herrens sind? Eller hvem var Hans rådgiver? 35 Eller hvem har først givet noget til Ham, så han skulle få gengæld? 36 For af Ham og ved Ham og til Ham er alle ting. Ham være æren i al evighed! Amen.

Rom.12 1 Jeg formaner jer derfor, brødre, ved Guds barmhjertighed, at I fremstiller deres legemer som et levende offer, hellig og velbehagelig for Gud. Dette er deres åndelige gudstjeneste. 2 Og ikke blive dannet lig denne verden, men blive forvandlet ved fornyelsen af deres sind, så I kan prøve hvad som er den gode og velbehagelige og fuldkomne Guds vilje. 3 I kraft af den nåde som er givet mig, siger jeg til enhver som er iblandt jer, at man ikke må tænke højere om sig selv end man bør tænke, men tænke med besindelse, alt efter som Gud har tildelt hver enkelt et mål af tro. 4 For således som vi har mange lemmer på et legeme, men uden at alle lemmerne har samme funktion, 5 således er vi, selv om vi er mange, et legeme i Kristus, og hver enkelt er vi hverandres lemmer. 6 Vi har da gaver som er ulige ifølge den nåde som er givet os. Hvis det er profeti, brug den i overensstemmelse med troen, 7 eller om det er en tjeneste, brug den i tjenesten. Den som lærer må tage vare på lærdommen, 8 den som formaner, må tage vare på formaningen, den som giver, må give med gavmildhed, den som har lederansvar, må lede med iver, den som viser miskundhed, må gøre det med glæde. 9 Lad kærligheden være uden hykleri! afsky det som er ondt! Hold jer til det som er godt! 10 Vær elskværdige og kærlige mod hverandre i broderkærlighed, vær fremmelige i dette at vise de andre ære! 11 Vær ikke træge i at vise iver, vær brændende i Ånden og tjen Herren! 12 Glæd jer i håbet, vær tålmodige i trængselen og vær fast udholdende i bønnen! 13 Del ud eftersom de hellige trænger, læg vind på gæstfrihed! 14 Velsign dem som forfølger jer, velsign og forband ikke! 15 Glæd jer med dem som glæder sig, og græd med dem som græder! 16 Hav samme sind overfor hinanden! Tragt ikke efter det høje, men hold jer gerne til det lave! Vær ikke selvkloge! 17 Gengæld ikke nogen ondt med ondt! Læg vind på det som er godt overfor alle mennesker! 18 Hvis det er mulig, og så langt det står til jer, skal I leve fredeligt med alle mennesker! 19 I kære, tag ikke selv hævn, men giv heller rum for vreden! For der står skrevet: "Hævnen er Min, Jeg vil gengælde," siger Herren. 20 Derfor, Hvis din fjende er sulten, giv ham mad. Hvis han er tørstig, giv ham at drikke! For ved at gøre det samler du glødende kul på hans hoved. 21 Blive ikke overvundet af det onde, men overvind det onde med det gode!

Rom.13 1 Hvert menneske skal underordne sig de styrene myndigheder. For der er ingen øvrighed uden at den er fra Gud, og de myndigheder som findes, er indsat af Gud. 2 Hver den som sætter sig op mod øvrigheden, gør modstand mod Guds ordning. Og de som gør modstand, skal få dom over sig. 3 For de som styrer, er ikke en trussel mod gode gerninger, men mod onde. Vil du slippe at frygte for øvrigheden? Gør da det som er godt, og du skal få ros af den. 4 For den er Guds tjener for dig til det som er godt. Men hvis du gør ondt, skal du frygte. For den bærer ikke sværdet for ingenting. For den er Guds tjener, en hævner som skal bringe vrede over den som gør det onde. 5 Derfor må du være underordnet, ikke bare på grund af vreden, men også for samvittighedens skyld. 6 Derfor betaler I også skat. For de som hele tiden tager sig af netop dette, er Guds tjenere. 7 Giv alle det I skylder dem, skat til den som skal have skat, told til den som skal have told, frygt til den som skal vises frygt, og give ære til den som skal have ære. 8 Bliv ikke nogen noget skyldig, uden det at elske hverandre, for den som elsker sin næste, har opfyldt loven. 9 For budene: Du skal ikke drive hor, du skal ikke slå ihjel, du skal ikke stjæle, du skal ikke vidne falskt, du skal ikke begære, og hvilket andet bud det skulle være, bliver alle sammenfattet i dette ord: Du skal elske din næste som dig selv. 10 Kærligheden gør ikke næsten noget ondt. Kærligheden er altså lovens opfyldelse. 11 Og dette må I gøre, da I kender tiden, for nu er det på tide at vågne op fra søvnen. For vor frelse er nærmere nu end da vi kom til troen. 12 Natten er snart forbi, og dagen er nær. Lad os derfor lægge af mørkets gerninger, og lad os tage lysets våben på os. 13 Lad os vandre sømmelig, som om dagen, ikke i svir og drukkenskab, ikke i utugt og skamløshed, ikke i strid og misundelse. 14 Men iklæde jer Herren Jesus Kristus, og ikke pleje kødet således at lysterne vækkes.

Rom.14 1 I skal tage jer af den som er svag i troen, men ikke for at sætte jer til doms over forskellige meninger. 2 For den enes tro gør at han kan spise alt, men den som er svag, spiser bare grøntsager. 3 Den som spiser, må ikke foragte ham som ikke spiser! Og den som ikke spiser, må ikke dømme ham som spiser! For Gud har taget imod ham. 4 Hvem er så du som dømmer en andens tjener? Han står eller falder for sin egen herre. Sandelig, han skal blive stående, for Gud er mægtig til at holde ham oppe. 5 Én sætter én dag højere end en anden, den anden holder alle dage for at være lige. Enhver af dem må blot være fuldt overbevist i sit eget sind! 6 Den som tager vare på én bestemt dag, gør det for Herren, og den som ikke tager vare på én bestemt dag, gør det for Herren. Den som spiser, spiser for Herren, for ham giver Gud tak. Og den som ikke spiser, gør det for Herren og giver Gud tak. 7 For ingen af os lever for sig selv, og ingen dør for sig selv. 8 For når vi lever, lever vi for Herren, og når vi dør, dør vi for Herren. Derfor, enten vi lever eller dør, hører vi Herren til. 9 Derfor døde jo Kristus, stod op og var levende igen, for at Han skulle være Herre både over døde og levende. 10 Men hvorfor dømmer du din bror? Eller hvorfor viser du foragt for din bror? For vi skal alle stilles frem for Kristi domstol. 11 For der står skrevet: Så sandt Jeg lever, siger Herren, for Mig skal hvert knæ bøje sig, og hver tunge skal bekende for Gud. 12 Frem for Gud skal da enhver af os aflægge regnskab for sig selv. 13 Lad os derfor ikke længere dømme hverandre, men heller have den indstilling at vi ikke lægger en snublesten eller en årsag til fald i vejen for en bror. 14 Det ved jeg, og det er jeg overbevist om ved Herren Jesus, at ingenting er urent i sig selv. Men for den som betragter noget som urent, for ham er det urent. 15 Men om din bror bliver påført sorg på grund af din mad, færdes du ikke længere i kærlighed. Med din mad skal du ikke føre den til fortabelse som Kristus døde for. 16 Derfor må I ikke lade det gode som I har, blive spottet som noget ondt! 17 For Guds rige består ikke i at spise og drikke, men i retfærdighed og fred og glæde i Den Hellige Ånd. 18 For den som tjener Kristus i disse ting, er velbehagelig for Gud og holder prøve for mennesker. 19 Lad os derfor ivrigt søge efter det som tjener til fred, og det som fører til opbyggelse af hinanden. 20 Ødelæg ikke Guds værk for madens skyld! Alle ting er nok rene, men det er ondt for det menneske som spiser og tager anstød. 21 Det er godt at lad være at spise kød eller lade være at drikke vin eller lade være at gøre noget andet som får din bror til at snuble eller tage anstød eller at blive svag. 22 Har du tro? Hav den for dig selv frem for Gud. Salig er den som ikke dømmer sig selv i det han vælger. 23 Men den som tvivler, er dømt hvis han spiser, for det er ikke af tro. For det som ikke er af tro, er synd.

Rom.15 1 Vi som er stærke, skylder at bære de svages skrøbeligheder og ikke være til behag for os selv. 2 Hver af os skal være til behag for næsten, til hans bedste, for det fører til opbyggelse. 3 For heller ikke Kristus behagede Sig Selv. Men som der står skrevet: Spotten fra dem som spotter Dig, faldt på Mig. 4 For alt det som før blev skrevet, blev skrevet til vor lærdom, for at vi skal have håb ved den tålmodighed og trøst som Skrifterne giver. 5 Må så tålmodighedens og trøstens Gud give jer at have det samme sindelag indbyrdes, i samsvar med det som er i Kristus Jesus, 6 så I med et og samme sindelag og med én mund også kan ære Gud og vor Herre Jesu Kristi Far. 7 Tag derfor imod hverandre, således Kristus også tog imod os, til Guds ære. 8 For jeg siger at Jesus Kristus er blevet en tjener for de omskårne for Guds sandheds skyld, således at de løfter som blev givet til fædrene, kunne blive stadfæstet, 9 og således at hedningerne kunne ære Gud for Hans miskundhed, således der står skrevet: Derfor vil jeg bekende Dig blandt hedningerne og lovsynge Dit navn. 10 Og der står også: Glæd I, hedninger, sammen med Hans folk! 11 Der står også: Lov Herren, alle I hedninger! Pris Ham, alle I folk! 12 Og Esajas siger også: "Isajs rodskud skal komme, og Han som skal stå frem for at herske over hedningene. På Ham skal hedningerne håbe." 13 Men håbets Gud skal fylde jer med al glæde og fred i troen, så I kan have overflod af håb ved Den Hellige Ånds kraft. 14 Jeg har selv den tillid til I, mine brødre, at I også er fulde af godhed, fyldt med al kundskab, i stand til også at formane hverandre. 15 Alligevel, brødre, om noget har jeg skrevet mere frimodig til jer, for at påminde jer, på grund af den nåde som er givet mig af Gud, 16 at jeg skulle være en Jesu Kristi tjener overfor hedningefolkerne og gøre præstetjeneste for Guds evangelium, for at hedningefolkerne kan være et offer, velbehagelig og helliget ved Den Hellige Ånd. 17 Derfor har jeg grund til at rose mig i Kristus Jesus i det som har med tjenesten for Gud at gøre. 18 For jeg våger ikke at snakke om noget andet end det som Kristus har virket ved mig i ord og i gerning, for at føre hedningerne til lydighed, 19 i kraftige tegn og under, i Guds Ånds kraft, således at jeg fra Jerusalem og rundt om lige til Illyria fuldt ud har forkyndt Kristi evangelium. 20 Således har jeg gjort det til min ære at forkynde evangeliet der hvor Kristi navn ikke før var nævnt, så jeg ikke skulle bygge på en grundvold som en anden havde lagt, 21 men som der står skrevet: De som Han ikke var blevet forkyndt for, de skal se. Og de som ikke har hørt, skal forstå. 22 Af denne grund er jeg gang på gang blevet hindret fra at komme til jer. 23 Men nu, når jeg ikke længe har noget sted at tjene i disse områder, og da jeg i alle disse år har haft en stærk trang efter at komme til jer, 24 vil jeg komme til jer hvis jeg rejser til Spanien. For jeg håber at se jer på min rejse og at blive hjulpet af jer på vejen, om jeg da først kan glæde mig i fællesskabet med jer en stund. 25 Men nu drager jeg til Jerusalem for at tjene de hellige. 26 For de fra Makedonien og Akaia havde et stort ønske om at give en gave til de fattige blandt de hellige som er i Jerusalem. 27 Ja, dette ville de meget gerne gøre, og de står også i gæld til dem. For dersom hedningefolkerne har fået del i deres åndelige goder, da er det også deres pligt at tjene dem med de materielle goder. 28 Når jeg har fuldført dette og har fået overgivet dem denne frugt, vil jeg tage vejen forbi jer til Spanien. 29 Men jeg ved at når jeg kommer til jer, skal jeg komme i fylden af velsignelse fra Kristi evangelium. 30 Nu formaner jeg jer, brødre, ved Herren Jesus Kristus og ved Åndens kærlighed, at I kæmper sammen med mig i bøn til Gud for mig, 31 så jeg kan blive friet ud fra dem i Judea som ikke tror, og at min tjeneste til Jerusalem kan være velkommen blandt de hellige, 32 således at jeg, ved Guds vilje, kan komme til jer med glæde, og at jeg kan blive fornyet sammen med jer. 33 Må nu fredens Gud være med jer alle! Amen.

Rom.16 1 Jeg anbefaler jer vor søster Føbe, som er menighedstjenerinde i Kenkreæ, 2 for at I kan tage imod henne i Herren på en måde som er værdig for de hellige. Og støt henne på de områder hun kan trænge hjælp fra jer. For hun har været en hjælper for mange, også for mig. 3 Hils Priskilla og Akvilas, mine medarbejdere i Kristus Jesus, 4 de som vågde sine egne liv for mit liv, ikke bare jeg takker dem, men også alle menighederne blandt hedningefolkene. 5 Hils også menigheden som er i deres hus! Hils min kære Epainetos, som er førstegrøden for Kristus i Akaia! 6 Hils Maria, som arbejdet så meget for os! 7 Hils Andronikus og Junias, mine landsmænd og medfanger, som er højt agtet blandt apostlene. De var også i Kristus før mig. 8 Hils Ampliatus, min kære i Herren! 9 Hils Urbanus, vor medarbejder i Kristus, og min kære Stakys! 10 Hils Apelles, som har stået sin prøve i Kristus! Hils dem som er af Aristobulus' hus! 11 Hils Herodion, min landsmand! Hils dem som er af Narkissos' hus og som er i Herren! 12 Hils Tryfena og Tryfosa, som har arbejdet i Herren! Hils den kære Persis, hun som har arbejdet så meget i Herren! 13 Hils Rufus, den udvalgte i Herren, og hans mor og min! 14 Hils Asynkritos, Flegon, Hermes, Patrobas, Hermas og brødrerne som er sammen med dem! 15 Hils Filologus og Julia, Nerevs og hans søster og Olympas og alle de hellige som er sammen med dem! 16 Hils hverandre med et helligt kys! Kristi menigheder hilser jer. 17 Nu formaner jeg jer, brødre: Læg mærke til dem som skaber splittelserne og er årsag til frafald fra den lære som I er blevet undervist i. Tag afstand fra dem! 18 For de som er sådan, tjener ikke vor Herre Jesus Kristus, men sin egen mage. Og med glatte ord og smigrende tale forfører de hjerterne til de godtroende. 19 For deres lydighed er blevet kendt for alle. Derfor er jeg glad på deres vegne. Men jeg vil at I skal være kloge i det som er godt, og usmittet af alt det onde. 20 Og fredens Gud skal snart knuse Satan under deres fødder. Vor Herre Jesu Kristi nåde være med jer! Amen. 21 Min medarbejder, Timoteus, og Lukius, Jason og Sosipater, mine landsmænd, hilser jer. 22 Jeg, Tertius, som skrev ned dette brev, hilser jer i Herren. 23 Gaius, min vært og vært for hele menigheden, hilser jer. Erastus, bykassereren, hilser jer, og det samme gør Kvartus, en bror. 24 Vor Herre Jesu Kristi nåde være med jer alle! Amen. 25 Han som magter at styrke jer efter mit evangelium og forkyndelsen af Jesus Kristus, efter åbenbaringen af hemmeligheden som har vært holdt skjult fra evige tider, 26 men som nu er blevet åbenbart og ved profetiske Skrifter gjort kendt for alle folkeslag, efter Den Evige Guds befaling, for at virke troens lydighed. 27 Den eneste vise Gud, ved Jesus Kristus, tilhører æren i al evighed. Amen.

1.Kor.1 1 Paulus, kaldet til Jesu Kristi apostel ved Guds vilje, og vor bror Sostenes, 2 til den Guds menighed som er i Korint, de som er helliget i Kristus Jesus, kaldet til at være hellige, sammen med alle som på hvert sted påkalder vor Herre Jesu Kristi navn, deres og vor Herre: 3 Nåde være med jer og fred fra Gud, vor Far, og Herren Jesus Kristus! 4 Jeg takker altid min Gud for jer, for den Guds nåde som blev givet jer i Kristus Jesus, 5 og for at I, i Ham er blevet rige på alt, på al tale og på al kundskab, 6 eftersom Kristi vidnesbyrd blev stadfæstet i jer, 7 så I ikke skal mangle nogen nådegave, mens I med iver venter på åbenbaringen af vor Herre Jesus Kristus, 8 som også skal grundfæste jer indtil enden, for at I kan være ulastelige på vor Herre Jesu Kristi dag. 9 Gud er trofast, og ved Ham blev I kaldet ind i samfundet med Hans Søn, Jesus Kristus, vor Herre. 10 Nu formaner jeg jer, brødre, ved vor Herre Jesu Kristi navn, at I alle fører den samme tale, og at der ikke må være splittelser blandt jer, men at I må være fuldt og helt knyttet sammen i det samme sind og i den samme overbevisning. 11 For det er blevet mig fortalt om jer, mine brødre, af nogen fra Kloes husfolk, at der er stridigheder blandt jer. 12 Det jeg sigter til er dette, at hver og en af jer siger: "Jeg hører til Paulus," eller: "Jeg hører til Apollos," eller: "Jeg hører til Kefas," eller: "Jeg hører til Kristus." 13 Er Kristus delt? Blev Paulus korsfæstet for jer? Eller blev I døbt til Paulus' navn? 14 Jeg takker Gud for at jeg ikke har døbt nogen af jer, bortset fra Krispus og Gaius, 15 så ikke nogen skulle sig at jeg havde døbt til mit eget navn. 16 Jo, jeg døbte også Stefanas' husfolk. Ellers ved jeg ikke om at jeg har døbt nogen andre. 17 For Kristus sendte mig ikke ud for at døbe, men for at forkynde evangeliet, ikke med visdomstale, for at ikke Kristi kors skulle tømmes for kraft. 18 For ordet om korset er dårskab for dem som går fortabt, men for os som bliver frelst, er det Guds kraft. 19 For der er skrevet: Jeg vil ødelægge de vises visdom, og de kloges klogskab vil Jeg gøre til intet. 20 Hvor er den vise? Hvor er den skriftlærde? Hvor er en forsker i denne tidsalder? Har ikke Gud gjort denne verdens visdom til dårskab? 21 For siden det var Guds visdom at verden ikke skulle kende Gud ved sin egen visdom, var det også Guds rådslutning at frelse dem som tror ved forkyndelsens dårskab. 22 For jøder beder om tegn, og grækere søger efter visdom. 23 Men vi forkynder Kristus korsfæstet, for jøder et anstød og for grækere en dårskab, 24 men for dem som er kaldet, både jøder og grækere, forkynder vi Kristus som Guds kraft og Guds visdom. 25 For Guds dårskab er visere end menneskene, og Guds svaghed er stærkere end menneskene. 26 For se på deres kald, brødre, at ikke mange vise efter kødet, ikke mange mægtige, ikke mange af høj æt blev kaldet. 27 Men Gud har udvalgt den dåragtige i verden, for at gøre det vise til skamme. Og Gud har udvalgt den svage i verden, for at gøre det som er mægtig til skamme. 28 Og det som står lavt i verden, og det som bliver foragtet, har Gud udvalgt, og det som ikke er noget, for at gøre det som er noget, til ingenting, 29 for at intet kød skal rose sig for Ham. 30 Men det er af Ham at I er i Kristus Jesus, Han som for os blev visdom fra Gud og retfærdighed og helliggørelse og forløsning, 31 for at, som der er skrevet: Den som roser sig, han skal rose sig i Herren.

1.Kor.2 1 Og jeg, brødre, da jeg kom til jer, kom jeg ikke med fremragende talekunst eller visdom og forkyndte Guds vidnesbyrd for jer. 2 For jeg var fast bestemt på at jeg ikke ville vide noget blandt jer uden Jesus Kristus og Ham korsfæstet. 3 Jeg var hos jer i svaghed, i frygt og i stor bæven. 4 Og min tale og min forkyndelse var ikke med overtalende ord fra menneskelig visdom, men med Ånds og krafts bevis, 5 for at jeres tro ikke skulle være grundet på menneskers visdom, men på Guds kraft. 6 Alligevel taler vi en visdom blandt de modne, ikke en visdom som tilhører denne tidsalder eller denne tidsalders herskere, de som går til grunde. 7 Men vi taler Guds visdom i hemmelighed, den skjulte visdom som Gud før tidenes begyndelse bestemte til vor herlighed, 8 den visdom som ingen af herskerne i denne tidsalder har kendt. For havde de kendt den, havde de ikke korsfæstet herlighedens Herre. 9 Men, som der er skrevet: Det øjet ikke har set, og det øret ikke har hørt, det som heller ikke kom op i menneskets hjerte, det som Gud har forberedt for dem som elsker Ham. 10 Men Gud har åbenbart det for os ved Sin Ånd. For Ånden ransager alle ting, ja, også Guds dybder. 11 For hvem blandt menneskerne kender de ting som hører mennesket til, uden menneskets ånd som er i ham? Således er det heller ingen som kender de ting som hører Gud til, uden Guds Ånd. 12 Men vi har ikke fået verdens ånd, men den Ånd som er fra Gud, for at vi skal kende de ting som af nåde er blevet givet os af Gud. 13 Disse ting taler vi også om, ikke med ord som menneskelig visdom lærer, men med ord som Den Hellige Ånd lærer, idet vi tolker åndelige ting med åndelige ord. 14 Men et sjælelig menneske tager ikke imod de ting som hører Guds Ånd til, for de er som dårskab for ham. Han kan heller ikke kende dem, for de bedømmes åndelig. 15 Men den som er åndelig, bedømmer alle ting, men selv bliver han ikke bedømt af nogen. 16 For hvem har kendt Herrens sind, så han kunde lære Ham? Men vi har Kristi sind.

1.Kor.3 1 Og jeg, brødre, kunde ikke tale til jer som til åndelige, men bare som til kødelige, som til småbørn i Kristus. 2 Jeg gav jer mælk og ikke fast føde. For I var endnu ikke i stand til at tage imod den, og fremdeles er I ikke i stand til det. 3 I er jo fortsat kødelige. For når der er misundelse, strid og splittelse mellem jer, er I ikke da kødelige og lever på menneskelig vis? 4 For når én siger: "Jeg hører til Paulus," og en anden: "Jeg hører til Apollos," er I ikke da kødelige? 5 Hvem er da Paulus, og hvem er Apollos? Er vi ikke tjenere som I kom til tro ved, og det eftersom Herren gav hver enkelt? 6 Jeg plantede, Apollos vandede, men Gud gav vækst. 7 Så er da den som planter, ingenting, heller ikke den som vander, men Gud som giver vækst. 8 Den som planter og den som vander, er et, og hver af dem skal få sin egen løn efter sit eget arbejde. 9 For vi er Guds medarbejdere. I er Guds ager, I er Guds bygning. 10 Efter den Guds nåde som blev givet mig, har jeg lagt grundvold som en vis bygmester, og en anden bygger på den. Men hver enkelt må se efter hvordan han bygger videre på den. 11 For ingen kan lægge nogen anden grundvold end den som er lagt, det er Jesus Kristus. 12 Men om nogen bygger på denne grundvold med guld, sølv, kostelige stene, træ, hø eller halm, 13 skal den enkeltes arbejde blive åbenbaret, for Dagen skal vise det, for den skal blive åbenbaret med ild. Og ilden skal prøve den enkeltes arbejde og finde ud af hvilken kvalitet det er af. 14 Hvis det værk han har bygget op bliver stående, skal han få løn. 15 Hvis hans værk brænder op, skal han lide tab. Men selv skal han blive frelst, men da som gennem ild. 16 Ved I ikke at I er Guds tempel, og at Guds Ånd bor i jer? 17 Hvis nogen ødelægger Guds tempel, skal Gud ødelægge ham. For Guds tempel er hellig, og I er dette tempel. 18 Ingen må bedrage sig selv! Hvis nogen blandt jer synes at være vis i denne tidsalder, må han blive en dåre, for at han kan blive vis. 19 For denne verdens visdom er dårskab for Gud. For der er skrevet: Han fanger de vise i deres egen list, 20 og desuden: Herren kender de vises tanker, at de er tomme. 21 Derfor må ingen rose sig af mennesker. For alt er deres, 22 enten det er Paulus eller Apollos eller Kefas eller verden eller liv eller død, enten det er det nuværende eller det som skal komme, alt er deres. 23 Men I tilhører Kristus, og Kristus tilhører Gud.

1.Kor.4 1 Således skal hvert menneske se på os, nemlig som Kristi tjenere og forvaltere af Guds hemmeligheder. 2 Ellers kræves det af forvaltere at de må blive findes trofaste. 3 Men for mig betyder det lidt om jeg skulle blive dømt af jer eller af en menneskelig domstol. Jeg dømmer heller ikke mig selv. 4 Med mig selv ved jeg jo ikke om noget, men dermed er jeg ikke retfærdiggjort. Den som dømmer mig, er Herren. 5 Døm derfor ikke noget før tiden, før Herren kommer, Han som både skal føre mørkets skjulte ting frem i lyset og åbenbare hjertenes råd. Da skal den enkelte få sin ros af Gud. 6 Dette, brødre, har jeg for jeres skyld overført på mig selv og på Apollos, således at I kan lære af os at ikke tænke anderledes end det som er skrevet, for at ingen af jer skal blive opblæst, til fordel for den ene frem for den anden. 7 For hvem giver dig noget fortrin? Og hvad har du, som du ikke har fået? Hvis du nu virkelig har fået det, hvorfor praler du som om du ikke havde fået det? 8 I er allerede mætte! I er allerede rige! I har hersket som konger uden os - og jeg kunne sandelig ønske at I virkelig herskede, således at vi også kunne herske sammen med jer! 9 For jeg tror at Gud har stillet os apostle frem som de sidste, som dødsdømte. For vi er blevet gjort til et skuespil for verden, både for engle og for mennesker. 10 Vi er dårer for Kristi skyld, men I er vise i Kristus! Vi er svage, men I er stærke! I er æret, men vi er vanæret! 11 Helt til denne stund både sulter og tørster vi, vi er dårlig klædt, slået og hjemløse. 12 Vi stræber og arbejder med vore egne hænder. Når vi bliver spottet, velsigner vi. Når vi bliver forfulgt, holder vi ud. 13 Når vi bliver vanæret, beder vi. Vi er blevet gjort til udskud i verden, som affald for alle, helt til nu. 14 Jeg skriver ikke dette for at gøre skam på jer, men som mine elskede børn formaner jeg jer. 15 For selv om I måtte have ti tusind vejledere i Kristus, har I alligevel ikke mange fædre. For i Kristus Jesus er det jeg som har født jer ved evangeliet. 16 Derfor formaner jeg jer: Vær mine efterfølgere! 17 Af denne grund har jeg sendt Timoteus til jer. Han er min elskede og trofaste søn i Herren, og han skal minde jer om mine veje i Kristus, således jeg lærer overalt i hver menighed. 18 Nogen er opblæste, som om jeg ikke skulle komme til jer. 19 Men jeg skal komme til jer om kort tid, om Herren vil, og da er det ikke ordene fra de opblæste jeg skal lære at kende, men deres kraft. 20 For Guds rige består ikke i ord, men i kraft. 21 Hvad vil I? Skal jeg komme til jer med riset, eller i kærlighed og en mild ånd?

1.Kor.5 1 I det hele taget fortælles der om hor blandt jer, og det sådan hor som ikke en gang bliver nævnt blandt hedningene, at en mand lever sammen med sin fars hustru! 2 Og I er opblæste, når I hellere burde sørge, således at han som har gjort denne gerning, kunne blive udstødt fra jer. 3 For sandelig, selv om jeg er fraværende i legemet, er jeg til stede i ånden, og som om jeg var til stede, har jeg allerede dømt ham som har gjort denne gerning. 4 I vor Herre Jesu Kristi navn, når I er samlet og min ånd er med jer, sammen med vor Herre Jesu Kristi kraft, 5 overgiv da den det gælder, til Satan til kødets ødelæggelse, for at hans ånd kan blive frelst på Herren Jesu dag. 6 Det I roser jer af, er slet ikke noget godt. Ved I ikke at en lille surdej syrer hele dejen? 7 Udrens derfor den gamle surdej, så I kan være en ny dej, siden I er usyret. For sandelig, vort Påskelam er slagtet for os, Kristus. 8 Lad os derfor holde højtid, ikke med gammel surdej eller med surdej af ondsind og ondskab, men med renheds og sandheds usyrede brød. 9 Jeg skrev til jer i mit brev at I ikke skulle have samfund med dem som lever i hor. 10 Men da mente jeg ikke dem som lever i hor som verdens børn, eller de grådige eller pengeafpresserne eller afgudsdyrkere, for da ville I være nødt til at gå ud af verden. 11 Men nu skrev jeg til jer at I ikke skal have samfund med nogen som kaldes en bror, og som lever i hor, eller som er grådig, eller er en afgudsdyrker eller en spotter eller en drukkenbolt eller en pengeafpresser, at I ikke en gang skal spise sammen med en sådan person. 12 For hvad har jeg med at dømme også dem som er udenfor? Er det ikke dem som er indenfor, I dømmer? 13 Men dem som er udenfor, er det Gud som dømmer. Derfor: Uddriv denne onde fra jer!

1.Kor.6 1 Våger nogen af jer, når han har en sag imod en anden, at få sagen pådømt af de uretfærdige og ikke af de hellige? 2 Ved I ikke at de hellige skal dømme verden? Og hvis verden skal blive dømt af jer, er I da uværdige til at dømme i de mindste sager? 3 Ved I ikke at vi skal dømme engle? Hvor meget mere da ting som angår dette liv? 4 Hvis I da har retssager angående det som har med dette liv at gøre, sætter I da dem menigheden anser lavest, til at dømme? 5 Jeg siger dette til skam for jer. Er det således at der ikke findes én viis mand blandt jer, ikke en eneste som kan være i stand til at dømme mellem sine brødre? 6 Men en bror går til retten mod en bror, og det for ikke-troende! 7 Men der er allerede et stort nederlag for jer når I går til retssag mod hinanden. Hvorfor kan I ikke heller finde jer i at lide uret? Hvorfor kan I ikke heller lide tab? 8 Nej, I gør selv uret og bedrager, og I gør dette mod deres brødre! 9 Ved I ikke at de uretfærdige ikke skal arve Guds rige? Far ikke vild! Hverken de som lever i hor, eller afgudsdyrkere eller ægteskabsbrydere eller mænd som lader sig bruge til unaturlig utugt med mænd, eller mænd som driver utugt med mænd, 10 eller tyve eller grådige eller drukkenbolte eller spottere eller pengeafpressere skal arve Guds rige. 11 Og således var nogen af jer en gang. Men I blev renset, I blev helliget, og I blev retfærdiggjort i Den Herre Jesu navn og i vor Guds Ånd. 12 Jeg har lov til alt, men ikke alt gavner. Jeg har lov til alt, men jeg vil ikke at noget skal få magt over mig. 13 Mad er for maven, og maven er for mad, men Gud gør ende på begge dele. Legemet er ikke for hor, men for Herren, og Herren for legemet. 14 Og Gud rejste Herren op og skal også rejse os op ved Sin kraft. 15 Ved I ikke at jeres legemer er Kristi lemmer? Skal jeg da tage Kristi lemmer og gøre dem til en horkvindes lemmer? På ingen måde! 16 Eller ved I ikke at den som holder sig til en horkvinde, er et legeme med henne? For "de to," siger Han, "skal være et kød." 17 Men den som er forenet med Herren, er én ånd med Ham. 18 Flygt fra hor! Enhver synd som et menneske gør, er udenfor legemet. Men den som lever i hor, synder mod sit eget legeme. 19 Eller ved I ikke at jeres legeme er et tempel for Den Hellige Ånd, som er i jer, som I har fra Gud, og at I ikke tilhører jer selv? 20 For I blev købt for en høj pris. Giv derfor Gud ære i jeres legeme og i jeres ånd, for begge hører Gud til.

1.Kor.7 1 Når det gælder det som I skrev til mig om: Det er godt for en mand at ikke røre en kvinde. 2 Men på grund af hor skal enhver mand have sin egen hustru, og enhver kvinde skal have sin egen ægtemand. 3 Ægtemanden skal give sin hustru den ægteskablige ømhed som han skylder henne, og det samme skal også hustruen overfor ægtemanden. 4 Hustruen råder ikke over sit eget legeme, men ægtemanden råder over det. Og på samme måde råder heller ikke ægtemanden over sit eget legeme, men hustruen råder over det. 5 Hold jer ikke borte fra hverandre, uden at I er blevet enige om det for en stund, således at I kan hengive jer til faste og bøn. Og kom så sammen igen, for at ikke Satan skal friste jer fordi I ikke magter at leve afholdende. 6 Men jeg siger dette som en tilladelse, ikke som et påbud. 7 For jeg skulle ønske at alle mennesker var som jeg. Men enhver har sin egen nådegave fra Gud, én på denne måde og en anden anderledes. 8 Men jeg siger til de ugifte og til enkerne: Det er godt for dem om de fortsat kan være således som jeg er. 9 Men hvis de ikke kan leve afholdende, så skal de gifte sig. For det er bedre at gifte sig end at brænde af lyst. 10 De som er gift, pålægger jeg, det vil sig ikke jeg, men Herren: En hustru skal ikke skille sig fra sin ægtemand. 11 Men om hun er skilt fra ham, så skal hun leve ugift eller blive forligt med sin ægtemand. Og en ægtemand skal ikke skille sig fra sin hustru. 12 Men til de andre siger jeg, ikke Herren: Hvis en bror har en hustru som ikke er en troende og hun er villig til at leve sammen med ham, da skal han ikke skille sig fra henne. 13 Og en kvinde som har en ægtemand som ikke er en troende, skal ikke skille sig fra ham hvis han er villig til at leve sammen med henne. 14 For den ikke-troende ægtemand er helliget ved hustruen, og den ikke-troende hustru er helliget ved ægtemanden, ellers ville deres børn være urene, men nu er de hellige. 15 Men dersom den ikke-troende vil skille sig, så må han få lov til at skille sig. En bror eller en søster er ikke bundet i sådanne tilfælde. Gud har kaldet os til fred. 16 For hvordan ved du, du hustru, om du kan frelse din ægtemand? Eller hvordan ved du, du ægtemand, om du kan frelse din hustru? 17 Men således Gud har tildelt hver enkelt, således Herren har kaldet hver enkelt, således skal han leve videre. Og dette giver jeg befaling om i alle menigheder. 18 Blev nogen kaldet som omskåret? Han skal ikke blive uomskåret igen. Blev nogen kaldet som uomskåret? Han skal ikke lad sig omskære. 19 Omskærelse er ingenting, og mangel på omskærelse er ingenting. Men det som betyder noget, er at holde Guds bud. 20 Enhver skal være i det kald som han var i da han blev kaldet. 21 Blev du kaldet mens du var træl? Vær ikke optaget af det. Men dersom du kan blive fri, så gør hellere brug af det. 22 For den som er kaldet i Herren mens han er træl, er alligevel Herrens frie menneske. På samme måde er den som blev kaldet mens han var fri, Kristi træl. 23 I blev købt for en høj pris. Vær derfor ikke trælle under menneskene! 24 Brødre, hver enkelt skal blive hos Gud i den stand han var da han blev kaldet. 25 Når det gælder jomfruerne, har jeg ikke noget påbud fra Herren. Men jeg giver råd som en som af Herren har fået miskundhed til at være troværdig. 26 Jeg mener derfor at det på grund af den nød som er nu, er godt for et menneske at blive i den stand han er: 27 Er du bundet til en hustru? Søg ikke at blive løst! Er du løst fra en hustru? Søg ikke efter en hustru! 28 Men selv om du gifter dig, har du ikke syndet. Og hvis en jomfru gifter sig, har hun ikke syndet. Men disse vil få trængsel i kødet, noget jeg gerne vil spare jer for. 29 Men dette siger jeg, brødre, tiden er kort, således at fra nu af må de, som har hustru, være som om de ikke havde nogen. 30 De som græder, må være som de som ikke græder, de som glæder sig, som de som ikke glæder sig, de som køber, som om de ikke ejede noget, 31 og de som benytter sig af denne verden, som de som ikke udnytter den. For denne verdens skikkelse forgår. 32 Men jeg vil at I skal slippe med at have bekymringer. Den som er ugift, har omsorg for det som hører Herren til, hvordan han kan være til behag for Herren. 33 Men den som er gift, har omsorg for det som hører denne verden til, hvordan han kan være til behag for sin hustru. 34 Der er forskel på en hustru og en jomfru. Den ugifte kvinde har omsorg for det som hører Herren til, at hun kan være hellig både på legeme og ånd. Men hende som er gift har omsorg for det som hører denne verden til, hvordan hun kan være til behag for ægtemanden. 35 Og dette siger jeg til deres eget bedste, ikke for at jeg skal lægge en fælde for jer, men af hensyn til det som sømmer sig, og for at I kan tjene Herren uden at blive hindret af noget. 36 Men om nogen mener at han fører skam over sin datter som er jomfru, hvis hun har passeret ungdomsalderen, og det må være således, så kan han gøre det han vil. Han synder ikke. Lad dem gifte sig! 37 Men den som står fast i sit hjerte, uden at være tvunget, men har anledning til at følge sin egen vilje og har bestemt i sit hjerte at han vil lade sin datter som er jomfru, fremdeles være ugift, han gør vel. 38 Den som giver henne til ægte, gør altså vel. Men den som ikke giver henne til ægte, gør bedre. 39 En hustru er ved ægteskabsloven bundet så længe hennes mand lever. Men dersom hennes mand dør, da er hun fri til at gifte sig med den hun vil, bare det sker i Herren. 40 Men efter min mening er hun lykkeligere hvis hun bliver som hun er - og jeg mener da også at have Guds Ånd.

1.Kor.8 1 Når det gælder kød som er ofret til afguder, så ved vi at vi alle har kundskab. Kundskaben opblæser, men kærligheden opbygger. 2 Og hvis nogen mener at han ved noget, så kender han det endnu ikke således han burde kende det. 3 Men hvis nogen elsker Gud, så er han kendt af Ham. 4 Når det er spørgsmål om at spise af kød som er ofret til afguder, så ved vi altså at der ikke findes nogen afgud i verden, og at der ikke findes nogen anden Gud end én. 5 For selv om der er nogen som kaldes guder, enten i himmelen eller på jorden, siden der er mange guder og mange herrer, 6 så er det alligevel for os bare én Gud, Faderen, og alle ting er af Ham, og vi er til for Ham. Og det er én Herre, Jesus Kristus, og alle ting er ved Ham, og vi lever ved Ham. 7 Men det er ikke alle som har denne kundskab. For nogen, som i sin samvittighed er bundet til afguden, spiser endnu det som er ofret til en afgud. Og deres svage samvittighed bliver besmittet. 8 Men mad forandrer ikke vor stilling for Gud. For om vi spiser eller ikke spiser, er vi hverken bedre eller værre. 9 Men se til at denne frihed I har, ikke på nogen måde bliver en snublesten for dem som er svage. 10 For hvis nogen ser at I som har kundskab, spiser i et afgudstempel, vil ikke da samvittigheden til den som er svag, blive så styrket at han spiser af afgudsofrene? 11 Og skal din kundskab føre til at den svage bror går fortabt, han som Kristus døde for? 12 Men når I på denne måde synder mod brødrene og sårer deres svage samvittighed, synder I mod Kristus. 13 Hvis mad derfor fører min bror til fald, vil jeg aldrig i evighed spise kød, så jeg ikke fører min bror til fald.

1.Kor.9 1 Er jeg ikke apostel? Er jeg ikke fri? Har jeg ikke set Jesus Kristus, vor Herre? Er ikke I mit værk i Herren? 2 Hvis jeg ikke er apostel for andre, så er jeg det i hvert fald for jer. For I er seglet på min aposteltjeneste i Herren. 3 Mit forsvar overfor dem som vil domfælde mig, er dette: 4 Har vi ikke ret til at spise og drikke? 5 Har vi ikke ret til at tage med os en troende hustru, således som også de andre apostle gør, Herrens brødre og Kefas? 6 Eller er det bare Barnabas og jeg som ikke har ret til at stoppe at arbejde? 7 Hvem går nogen sinde til krig for egen regning? Hvem planter en vingård og spiser ikke af dens frugt? Eller hvem er hyrde for en hjord og drikker ikke af mælken fra hjorden? 8 Siger jeg dette ud fra menneskelig tankegang, eller siger ikke også loven det samme? 9 For der er skrevet i Moseloven: Du skal ikke binde mulen på en okse som trækker kornet ud. Er det okserne Gud har omsorg for? 10 Eller siger Han det egentlig for vor skyld? Uden tvivl er det for vor skyld at dette er skrevet: Den som pløjer, skal pløje med håb, og den som tærsker med håb, skal have del i sit håb. 11 Dersom vi har sået den åndelige sæd hos jer, er det da for meget om vi høster materielle goder fra jer? 12 Hvis der er andre som har del i denne retten hos jer, har vi ikke det endda mere? Alligevel har vi aldrig brugt denne ret, men udholder alt, for at vi ikke skal hindre Kristi evangelium. 13 Ved I ikke at de som gør tjeneste med de hellige ting, spiser af det som hører templet til, og de som tjener ved alteret, har sin del fra alteret? 14 Således har Herren også bestemt at de som forkynder evangeliet, skal leve af evangeliet. 15 Men ikke nogen af disse rettigheder har jeg gjort brug af. Og jeg har heller ikke skrevet dette for at disse rettigheder skulle blive givet mig. For det ville være bedre for mig at dø end at nogen skulle gøre min ros til intet. 16 For dersom jeg forkynder evangeliet, så er ikke det til ros for mig. For det er en tvang som ligger på mig. Ja, ve mig om jeg ikke forkynder evangeliet! 17 For dersom jeg gør dette frivillig, får jeg løn. Men hvis dette ikke er mit eget valg, er jeg blevet betroet en forvaltning. 18 Hvad er da min løn? At jeg, når jeg forkynder evangeliet, kan bære frem Kristi evangelium vederlagsfrit, således at jeg ikke misbruger min ret ved evangeliet. 19 For selv om jeg er fri overfor alle, har jeg gjort mig selv til en tjener for alle, så jeg kan vinde endnu flere. 20 Og for jøderne er jeg blevet som en jøde, så jeg kan vinde jøder. For dem som er under loven, er jeg som en som er under loven, så jeg kan vinde dem som er under loven. 21 For dem som er uden lov, er jeg som en lovløs - uden at være lovløs overfor Gud, men er i Kristi lov -, så jeg kan vinde dem som er uden lov. 22 For de svage blev jeg som en svag, så jeg kunde vinde de svage. Jeg er blevet alle ting for alle mennesker, så jeg i alle fald kan frelse nogen. 23 Dette gør jeg for evangeliets skyld, så jeg kan få del i det samme som I. 24 Ved I ikke at alle de som deltager i et kapløb, er med og løber, men kun én får sejrsprisen? Løb da således at I kan få den! 25 Og enhver som deltager i kapløbet, forsager alt andet. De gør det for at opnå en forgængelig krans, men vi gør det for en uforgængelig. 26 Derfor løber jeg, ikke i usikkerhed. Jeg kæmper ikke som en, som slår løst ud luften. 27 Men jeg lægger tvang på mit legeme og holder det i trældom, således at jeg som har forkyndt for andre, ikke selv skal blive forkastet.

1.Kor.10 1 Desuden, brødre, vil jeg ikke at I skal være uvidende om at alle vore fædre var under skyen, alle gik gennem havet, 2 alle blev døbt til Moses i skyen og i havet, 3 alle spiste den samme åndelige mad, 4 og alle drak den samme åndelige drik. For de drak af den åndelige Klippe som fulgte dem, og den Klippe var Kristus. 5 Men de fleste af dem fandt ikke Gud behag i, for de blev jo slået ned i ørkenen. 6 Disse hændelser blev forbilleder for os, således at vi ikke skal have lyst til det onde, således de havde lyst til det onde. 7 Og bliv ikke afgudsdyrkere, således nogen af dem blev. Som der er skrevet: Og folket satte sig ned for at spise og drikke, og stod op for at lege. 8 Lad os heller ikke leve i hor, således nogen af dem gjorde, så treogtyve tusind faldt på én dag. 9 Vi må heller ikke friste Kristus, således nogen af dem gjorde, og blev dræbt af slanger. 10 I må heller ikke klage, således nogen af dem klagede, og blev dræbt af ødelæggeren. 11 Alt dette hændte dem som forbilleder, og det blev skrevet ned til advarsel for os, som de sidste tider er kommet til. 12 Derfor må den som tror at han står, passe sig så ikke han falder. 13 Der er ikke kommet nogen fristelse over jer som ikke er menneskelig. Gud er trofast; han skal ikke lad jer blive fristet over evne, men Han skal sammen med fristelsen også sørge for en vej ud, således at I kan være i stand til at bære det. 14 Derfor, mine kære, flygt fra afgudsdyrkelsen! 15 Jeg taler som til vise; døm selv om det jeg siger! 16 Velsignelsens bæger som vi velsigner, er ikke det samfund med Kristi blod? Brødet som vi bryder, er ikke det samfund med Kristi legeme? 17 For vi er et brød og et legeme, selv om vi er mange. For vi har alle del i dette ene brød. 18 Læg mærke til Israel efter kødet; har ikke de som æder af ofrene, også del i alteret? 19 Hvad er nu det jeg siger? At en afgud er noget, eller at afgudsofferet er noget? 20 Nej, hellere at det som hedningerne ofrer, ofrer de til dæmoner og ikke til Gud. Og jeg vil ikke at I skal have samfund med dæmoner. 21 I kan ikke drikke Herrens bæger og dæmoners bæger. I kan ikke tage del i Herrens bord og i dæmoners bord. 22 Skal vi ægge Herren til nidkærhed? Er vi stærkere end Ham? 23 Alle ting er tilladt for mig, men ikke alt er til nytte. Alle ting er tilladt for mig, men ikke alt opbygger. 24 Ingen må søge sit eget, men enhver må søge den andens bedste. 25 Spis hvad som helst som sælges på kødmarkedet, uden at stille spørgsmål for samvittighedens skyld. 26 For jorden hører Herren til, og alt som fylder den. 27 Hvis nogen af dem som ikke tror, inviterer jer til et måltid og I går dertil, så spis det som bliver sat frem for jer! Stil ingen spørsmål for samvittighedens skyld! 28 Men hvis nogen siger til jer: "Dette er offerkød," så spis det ikke af hensyn til den som sagde det til jer, og for samvittighedens skyld. For jorden hører Herren til, og alt som fylder den. 29 Når jeg taler om samvittigheden, mener jeg ikke din egen, men den andres. For hvorfor bliver min frihed dømt af en andens samvittighed? 30 Men om jeg deltager i et måltid med tak, hvorfor bliver jeg da spottet for den mad jeg har takket for? 31 Enten I da spiser eller drikker eller hvad I end gør, så gør alt til Guds ære. 32 Vær ikke til anstød, hverken for jøderne eller for grækerne eller for Guds menighed, 33 således er jeg også til behag for alle mennesker i alle ting. Jeg søger ikke mit eget bedste, men det bedste for de mange, for at de kan blive frelst.

1.Kor.11 1 Vær mine efterfølgere, således også jeg er Kristi efterfølger! 2 Jeg roser jer, brødre, for at I husker på mig i alle ting og holder fast på de overleveringer jeg har overgivet til jer. 3 Men jeg vil at I skal vide at hver mands hoved er Kristus, kvindens hoved er manden, og Kristi hoved er Gud. 4 Hver mand som beder eller profeterer mens han har hovedet tildækket, vanærer sit hoved. 5 Men hver kvinde som beder eller profeterer med utildækket hoved, vanærer sit hoved. For det er det samme som om hendes hoved var raget. 6 For om en kvinde ikke er tildækket, kan hun lige så godt få håret klippet. Men om det er en skam for en kvinde at blive klippet eller raget, da må hun være tildækket. 7 For en mand skylder ikke at tildække sit hoved, eftersom han er Guds billede og ære. Men kvinden er mandens ære. 8 For manden er ikke taget af kvinden, men kvinden af manden. 9 Manden blev heller ikke skabt for kvindens skyld, men kvinden for mandens skyld. 10 Derfor skylder kvinden at have en myndighed på hovedet, for englenes skyld. 11 Alligevel, i Herren er hverken manden uafhængig af kvinden, eller kvinden uafhængig af manden. 12 For således som kvinden er af manden, således kommer også manden ved kvinden. Men alle ting er af Gud. 13 Døm blandt jer selv! Sømmer det sig for en kvinde at bede til Gud med utildækket hoved? 14 Lærer ikke selve naturen jer at om en mand har langt hår, så er det en vanære for ham? 15 Men om en kvinde har langt hår, er det en ære for hende. For hendes hår er givet henne som et slør. 16 Men om nogen vil strides om dette, så har vi ikke en sådan skik, det har Guds menigheder heller ikke. 17 Når jeg nu formaner jer, kan jeg ikke rose jer, siden det ikke er til det bedre, men til det værre I kommer sammen. 18 Først af alt, når I kommer sammen som menighed, hører jeg at der er splittelse blandt jer, og delvis tror jeg det. 19 For der må også være grupperinger blandt jer, for at de som holder prøve, kan blive åbenbaret blandt jer. 20 Når I da kommer sammen på et sted, er det ikke Herrens nadver I æder. 21 For når I æder, tager hver enkelt sin egen mad før de andre. Og en er sulten, og en anden er drukken. 22 Har I ikke et hus hvor I kan spise og drikke? Eller foragter I Guds menighed og tilføjer skam på dem som ikke har noget? Hvad skal jeg sig til jer? Skal jeg rose jer for dette? Jeg roser jer ikke. 23 For jeg har modtaget fra Herren det jeg også har overgivet til jer: At Herren Jesus i den nat Han blev forrådet, tog et brød, 24 og da Han havde takket, brød Han det og sagde: "Tag, et! Dette er Mit legeme som er brudt for jer. Gør dette til minde om Mig!" 25 På samme måde tog Han også kalken efter måltidet og sagde: "Denne kalk er den nye pagt i Mit blod. Gør dette så ofte I drikker den, til minde om Mig." 26 For så ofte I æter dette brød og drikker denne kalk, forkynder I Herrens død, indtil Han kommer. 27 Derfor skal enhver som æder dette brød eller drikker denne Herrens kalk uværdig, være skyldig i Herrens legeme og blod. 28 Men hvert menneske må prøve sig selv, og så kan han æde af brødet og drikke af kalken. 29 For den som æder og drikker uværdig, æder og drikker dom over sig selv, fordi han ikke agter på Herrens legeme. 30 Af den grund er der mange svage og syge blandt jer, og mange har nok sovet ind. 31 For havde vi dømt os selv, ville vi ikke blevet dømt. 32 Men når vi bliver dømt, tugtes vi af Herren, således at vi ikke skal blive fordømt sammen med verden. 33 Derfor, mine brødre, skal I vente på hverandre når I kommer sammen for at æde. 34 Men om nogen er sulten, skal han spise hjemme, så I ikke kommer sammen til dom. Og de andre skal jeg ordne op i, når jeg kommer.

1.Kor.12 1 Når det gælder de åndelige gaver, brødre, vil jeg ikke at I skal være uvidende. 2 I ved at I var selv hedninger, og I blev draget bort til disse stumme afguder, uanset hvordan I blev ledet. 3 Derfor kundgør jeg jer at ingen som taler i Guds Ånd, siger: Forbandet være Jesus, og ingen kan sig at Jesus er Herre, uden i Den Hellige Ånd. 4 Der er mange forskellige nådegaver, men Ånden er den samme. 5 Der er mange forskellige tjenester, men Herren er den samme. 6 Og det er mange forskellige kraftige virkninger, men Gud er den samme som virker alt i alle. 7 Men Åndens åbenbaring bliver givet til hver enkelt, efter hvad som er gavnlig: 8 For til én bliver der givet visdoms ord ved Ånden, til en anden kundskabs ord ved den samme Ånd, 9 til en anden tro ved den samme Ånd, til en anden nådegaver til at udføre helbredelser ved den samme Ånd, 10 til en anden kraft til at gøre undergerninger, til en anden profetisk gave, til en anden at prøve ånder, til en anden forskellige slags tunger, til en anden tydning af tunger. 11 Men den ene og samme Ånd virker alle disse forskellige nådegaverne og deler ud til hver enkelt, således Han vil. 12 For således som legemet er et og har mange lemmer, men alle de mange lemmerne på det ene legeme er et legeme, således er det også med Kristus. 13 For i én Ånd blev vi alle døbt ind i et legeme - enten vi er jøder eller grækere, enten vi er slaver eller frie -, og vi har alle fået én Ånd at drikke. 14 For legemet er da ikke bare et lem, men mange. 15 Hvis foden skulle sige: "Fordi jeg ikke er hånd, er jeg ikke en del af legemet," er den da ikke en del af legemet? 16 Og hvis øret skulle sige: "Fordi jeg ikke er øje, er jeg ikke en del af legemet," er det da ikke en del af legemet? 17 Hvis hele legemet var øje, hvor ville det da blive af hørelsen? Hvis det hele var hørelse, hvor ville det da blive af lugtesansen? 18 Men nu har Gud sat hvert enkelt af lemmene på legemet akkurat således som Han Selv ville. 19 Og hvis de alle var et lem, hvor ville da legemet vært? 20 Men nu er der virkelig mange lemmer, men et legeme. 21 Og øjet kan ikke sagt til hånden: "Jeg har ikke brug for dig." Hovedet kan heller ikke sige til fødderne: "Jeg har ikke brug for jer." 22 Nej, det er heller således at de lemmer på legemet som synes at være svagest, de er nødvendige. 23 Og de lemmer på legemet som vi synes er mindre ære værd, disse tillægger vi desto større ære. Og de af vore lemmer som vi skammes ved, omgiver vi med desto større anstændighed, 24 men vore anstændige lemmer trænger ikke dette. Men Gud satte legemet sammen således at Han gav større ære til det lem som mangler ære, 25 for at der ikke skulle være splittelse i legemet, men at lemmerne skulle have den samme omsorg for hverandre. 26 Og om et lem lider, lider alle lemmerne sammen med det. Eller om et lem bliver æret, glæder alle lemmerne sig sammen med det. 27 Nu er I Kristi legeme, og hver for sig er I lemmer på Hans legeme. 28 Og Gud har sat disse i menigheden, for det første apostle, for det andre profeter, for det tredje lærere, derefter undergerninger, så nådegaver til helbredelser, så til at hjælpe, til at styre, til at tale i forskellige tunger. 29 Er vel alle apostle? Er vel alle profeter? Er vel alle lærere? Kan vel alle gøre undergerninger? 30 Har vel alle nådegaver til helbredelser? Taler vel alle med tunger? Kan vel alle tyde dem? 31 Men søg efter de nådegaver som er de bedste. Men alligevel skal jeg vise jer en meget bedre vej.

1.Kor.13 1 Om jeg taler med menneskers og engles tunger, men ikke har kærlighed, er jeg blevet en lydende malm eller en klingende bjælde. 2 Og om jeg har profetisk gave og forstår alle hemmeligheder og har al kundskab, og om jeg har al tro, så jeg kan flytte bjerge, men ikke har kærlighed, er jeg ingenting. 3 Og om jeg giver bort alt det jeg ejer, til mad for de fattige, og om jeg giver mit legeme til at brændes, men ikke har kærlighed, gavner det mig ingenting. 4 Kærligheden er tålmodig, og den er venlig. Kærligheden er ikke misundelig. Kærligheden praler ikke, er ikke opblæst. 5 Den opfører sig ikke usømmelig, søger ikke sit eget, lader sig ikke ophidse, tænker ikke ud noget ondt. 6 Den glæder sig ikke over uret, men glæder sig i sandheden. 7 Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. 8 Kærligheden falder aldrig bort. Men om det er profetiske gaver, så skal de ophøre. Om det er tunger, skal de ophøre. Om det er kundskab, skal den forsvinde. 9 For vi kender stykkevis, og vi taler profetisk stykkevis. 10 Men når det fuldkomne kommer, da skal det som er stykkevis, stoppe. 11 Da jeg var barn, talte jeg som et barn, og jeg forstod som et barn og tænkte som et barn. Men da jeg blev mand, forlod jeg det barnlige. 12 For nu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu kender jeg stykkevis, men da skal jeg erkende således som jeg også fuldt ud er kendt. 13 Så bliver de da stående, disse tre: tro, håb og kærlighed. Men den største af dem er kærligheden.

1.Kor.14 1 Jag efter kærligheden og søg med iver efter de åndelige gaver, således at I i større grad kan tale profetisk. 2 For den som taler i en tunge, taler ikke for mennesker, men for Gud, for ingen forstår ham, men han taler hemmeligheder i Ånden. 3 Men den som taler profetisk, taler for mennesker, til opbyggelse, formaning og trøst. 4 Den som taler i en tunge, opbygger sig selv, men den som taler profetisk, opbygger menigheden. 5 Jeg skulle ønske at I alle talte i tunger, men endnu mere at I talte profetisk. For den som taler profetisk, er større end den som taler i tunger, hvis han da ikke tyder det, så menigheden kan få opbyggelse. 6 Men nu, brødre, om jeg kommer til jer og taler i tunger, til hvilken gavn ville jeg være for jer hvis jeg ikke taler til jer ved åbenbaring, ved kundskab, ved profeti eller ved lære? 7 Selv livløse ting, enten det er en fløjte eller en harpe, hvordan kan man opfatte hvad som blæses eller spilles hvis det ikke er forskel på tonerne? 8 For om basunen laver en uklar lyd, hvem vil da gøre sig klar til strid? 9 Således er det også med jer hvis I ikke udtaler ord med tungen som er lette at forstå, hvordan kan man da opfatte hvad som bliver sagt? I vil da bare tale ud i den blå luft. 10 Der er vidst nok mange slags sprog i verden, og ingen af dem er uden mening. 11 Hvis jeg ikke kender betydningen af sproget, vil jeg være en udlænding for den som taler. Og den som taler, vil være en udlænding for mig. 12 Således er det også med jer. Siden I er nidkære efter at få åndelige gaver, så søger dem til menighedens opbyggelse for at I skal have overflod. 13 Derfor må den som taler i en tunge, bede om at han må kunde tyde. 14 For om jeg beder i en tunge, er det min ånd som beder, men min forstand er uden frugt. 15 Hvad indebærer da dette? Jeg vil bede i ånden, men jeg vil også bede med forstanden. Jeg vil synge i ånden, men jeg vil også synge med forstanden. 16 Hvis du lovpriser i ånden, hvordan skal den som indtager den ukyndiges plads, sige "Amen" når du beder takkebønnen, når han ikke forstår hvad du siger? 17 For du beder sikkert takkebøn på en fin måde, men den anden bliver ikke opbygget. 18 Jeg takker min Gud for at jeg taler mere i tunger end I andre. 19 Men i menigheden vil jeg heller tale fem ord med min forstand, så jeg også kan lære andre, end ti tusind ord i en tunge. 20 Brødre, vær ikke børn i forstand, men vær småbørn i ondskab! I forstand skal I være modne. 21 I loven er det skrevet: Ved mennesker med andre tunger og andre læber vil Jeg tale til dette folk. Og heller ikke da skal de høre på Mig, siger Herren. 22 Derfor er tunger til et tegn, ikke for dem som tror, men for de vantro. Men profetien er ikke for de vantro, men for dem som tror. 23 Hvis altså hele menigheden kommer sammen på samme sted, og alle taler med tunger, og der kommer nogen ind som er ukyndige eller vantro, vil de ikke da sige at I er fra forstanden? 24 Men om alle taler profetisk og en vantro eller en ukyndig kommer ind, bliver han overbevist af alle, han bliver dømt af alle. 25 Og således bliver alt det som er skjult i hans hjerte, afsløret. Og så vil han falde ned på sit ansigt, og han vil tilbede Gud og vidne at Gud er sandelig iblandt jer. 26 Hvordan er det da, brødre? Når I kommer sammen, har hver af jer en salme, en lære, en tunge, en åbenbaring, en tydning. Alt må ske til opbyggelse. 27 Hvis nogen taler i tunge, må der være to eller højest tre, og hver efter tur, og én må tyde. 28 Men hvis der ikke er nogen til at tyde, må han være stille i menigheden. Han skal tale for sig selv og for Gud. 29 To eller tre profeter kan tale, og de andre må bedømme det. 30 Men om noget bliver åbenbart for en anden som sidder der, da skal den første være stille. 31 For I kan alle tale profetisk, én efter én, således at alle kan lære og alle blive formanet. 32 Og profetenes ånder er underordnet profeterne. 33 For Gud er ikke uordens, men fredens Gud, som i alle de helliges menigheder. 34 Jeres kvinder skal tie i menighederne, for det er ikke tilladt for dem at tale. Men de skal være underordnet, således siger også loven. 35 Og dersom de vil lære noget, så skal de spørge sine egne mænd hjemme. For det sømmer sig ikke for kvinder at tale i menigheden. 36 Eller var det fra jer Guds ord gik ud? Eller var det bare til jer det kom? 37 Hvis nogen mener om sig selv at han er en profet eller åndelig, så må han erkende at det jeg skriver til jer, er Herrens bud. 38 Men hvis nogen er uvidende, så skal han være uvidende. 39 Derfor, brødre, skal I med iver søge efter at tale profetisk, og ikke hindre tungetale. 40 Alt må ske på en sømmelig måde og med orden.

1.Kor.15 1 Desuden, brødre, kundgør jeg for jer det evangelium som jeg forkyndte for jer, som I også tog imod, og som I står fast ved. 2 Ved dette bliver I også frelst, hvis I holder fast på det ord som jeg forkyndte for jer - hvis I da ikke forgæves er kommet til tro. 3 For først af alt overgav jeg til jer det som jeg også tog imod: At Kristus døde for vore synder efter Skriftene, 4 og at Han blev begravet, og at Han stod op igen på den tredje dag efter Skriftene, 5 og at Han blev set af Kefas og så af de tolv. 6 Derefter blev Han set af mere end fem hundrede brødre på en gang. Af disse er de fleste fortsat i live, men nogen har sovet ind. 7 Derefter blev Han set af Jakob og så af alle apostlene. 8 Og sidst af alle blev Han også set af mig, som kan sammenlignes med et barn som er født for tidligt. 9 For jeg er den ringeste af apostlene, og jeg er ikke værd at kaldes apostel, for jeg har forfulgt Guds menighed. 10 Men ved Guds nåde er jeg det jeg er, og Hans nåde mod mig har ikke været forgæves. Men jeg har arbejdet endda mere end dem alle, dog ikke jeg, men Guds nåde som er med mig. 11 Så enten det nu er jeg eller de andre, således forkynder vi, og således kom I til tro. 12 Hvis det bliver forkyndt om Kristus at Han er oprejst fra de døde, hvordan kan da nogen blandt jer sige at der ikke er nogen opstandelse fra de døde? 13 Hvis der ikke er nogen opstandelse fra de døde, da er heller ikke Kristus opstået. 14 Og hvis ikke Kristus er opstået, da er vor forkyndelse uden indhold, og troen deres er også uden indhold. 15 Ja, og da bliver vi regnet som falske vidner om Gud, fordi vi har vidnet om Gud at Han har oprejst Kristus, som Han ikke har oprejst - hvis det altså er således at de døde ikke opstår. 16 For hvis de døde ikke opstår, da er ikke Kristus opstået. 17 Og hvis Kristus ikke er opstået, er deres tro til ingen nytte. I er fortsat i jeres synder. 18 Da er også de som er sovet ind i Kristus, gået fortabt. 19 Hvis det bare er i dette liv vi har sat vort håb til Kristus, da er vi de ynkeligste af alle mennesker. 20 Men nu er Kristus opstået fra de døde, og Han er blevet førstegrøden af dem som er sovet ind. 21 For siden døden kom ved et menneske, kom også opstandelsen fra de døde ved et Menneske. 22 For således som vi alle dør i Adam, således skal alle blive gjort levende i Kristus. 23 Men hver i sin egen afdeling: Kristus er førstegrøden, derefter levendegøres de som tilhører Kristus, ved Hans komme. 24 Så kommer enden, når Han overlader riget til Gud Fader, når Han gør slut på al magt, al myndighed og alt vælde. 25 For Han må herske til Han har lagt alle fjenderne under Sine fødder. 26 Den sidste fjende som skal blive udslettet, er døden. 27 For Han har lagt alle ting under Hans fødder. Men når Han siger: "Alle ting er underlagt Ham," er det klart at Han som har lagt alle ting under Ham, er undtaget. 28 Når nu alle ting er blevet underordnet Ham, så skal også Sønnen selv blive underordnet Ham som lader alle ting under Ham, for at Gud kan være alt i alle. 29 Hvad skal de ellers gøre, de som er døbt for de døde, hvis de døde slet ikke opstår? Hvorfor bliver de da døbt for de døde? 30 Og hvorfor udsættes vi for fare hele tiden? 31 Ved den ros jeg har af jer i Kristus Jesus, vor Herre, vidner jeg at jeg dør daglig. 32 Hvis det var på menneskelig vis jeg sloges med vilddyr i Efesos, hvilken vinding har jeg af det? Hvis de døde ikke opstår, så lad os spise og drikke, for i morgen dør vi! 33 Far ikke vil, slet selskab fordærver gode vaner. 34 Vågn op således som ret er, og synd ikke! For nogen mangler kundskab om Gud. Jeg siger dette til skam for jer. 35 Men nogen vil sige: "Hvordan bliver de døde oprejst? Og hvad slags legeme står de op med?" 36 Du dåre! Det du sår, bliver ikke gjort levende uden at det dør. 37 Og når du sår, da sår du ikke den skikkelse som skal blive, men et nøgent korn - om det er hvede eller et andet kornslag. 38 Men Gud giver det den skikkelse som Han vil, og til hvert frø en egen skikkelse. 39 Alt kød er ikke det samme slags kød, men det er et slags kød i mennesker, et andet slags kød i dyr, et andet i fisk og et andet i fugle. 40 Der er også himmelske legemer og jordiske legemer. Men de himmelske har én herlighed, og de jordiske har en anden herlighed. 41 Det er én glans fra solen, en anden glans fra månen og en anden glans fra stjernerne. For én stjerne skiller sig fra en anden stjerne ved sin glans. 42 Således er det også med de dødes opstandelse. Legemet bliver sået i forgængelighed, og det bliver oprejst i uforgængelighed. 43 Det bliver sået i vanære, og det bliver oprejst i herlighed. Det bliver sået i svaghed, og det bliver oprejst i kraft. 44 Der bliver sået et sjælelig legeme, og det opstår et åndelig legeme. Det er et sjælelig legeme, og det er et åndelig legeme. 45 Og således er der skrevet: Det første menneske, Adam, blev en levende sjæl. Den sidste Adam blev en livgivende ånd. 46 Det åndelige er imidlertid ikke det første, men det sjælelige, derefter det åndelige. 47 Det første mennesket var fra jorden, af jord. Det andet Menneske er Herren fra himmelen. 48 Som den jordiske var, således er også de jordiske. Og som Den Himmelske er, således er også de himmelske. 49 Og som vi har båret billedet af den jordiske, således skal vi også bære billedet af Den Himmelske. 50 Men dette siger jeg, brødre, at kød og blod kan ikke arve Guds rige. Det forgængelige arver heller ikke det uforgængelige. 51 Se, jeg siger jer en hemmelighed: Vi skal ikke alle sovet ind, men vi skal alle blive forvandlet, 52 i et nu, på et øjeblik, ved den sidste basun. For basunen skal lyde, og de døde skal opstå uforgængelige, og vi skal blive forvandlet. 53 For dette forgængelige må blive iklædt uforgængelighed, og dette dødelige må blive iklædt udødelighed. 54 Når så dette forgængelige er blevet iklædt uforgængelighed og dette dødelige er blevet iklædt udødelighed, da skal det gå i opfyldelse, det ord som er skrevet: 55 Døden er opslugt til sejr. Død, hvor er din brod? Dødsrige, hvor er din sejr? 56 Dødens brod er synden, og syndens kraft er loven. 57 Men Gud være tak, som giver os sejr ved vor Herre Jesus Kristus. 58 Derfor, mine kære brødre, vær faste, urokkelige, altid rige i Herrens gerning, idet I ved at jeres arbejde ikke er forgæves i Herren.

1.Kor.16 1 Når det gælder indsamlingen til de hellige, som jeg har givet besked om til menighederne i Galatien, må også I gøre det på samme måde: 2 På den første dag i ugen skal hver af jer lægge noget til side og spare det, efter hvad han har råd til, for at indsamlingen ikke skal finde sted når jeg kommer. 3 Og når jeg kommer, skal jeg sende dem af sted I selv godkender, og give dem et brev med. Så kan de tage deres gave med til Jerusalem. 4 Men dersom det passer at jeg også drager af sted, kan de rejse sammen med mig. 5 Jeg vil komme til jer når jeg rejser gennem Makedonien, for Makedonien rejser jeg kun igennem. 6 Og det er mulig at jeg bliver en stund hos jer, måske at jeg også overvintrer, så I kan sende mig videre på min rejse, hvor jeg end drager til. 7 For jeg ønsker ikke at se jer nu på gennemrejsen. Men jeg håber at blive en stund hos jer, hvis Herren tillader det. 8 Men jeg bliver i Efesos til pinse. 9 For en vid dør er åbnet for mig, med rig virksomhed, og der er mange modstandere. 10 Og når Timoteus kommer, så sørg for at han kan være hos jer uden frygt. For han gør Herrens værk, således jeg også gør. 11 Derfor må ingen foragte ham. Men send ham af sted på rejsen sin i fred, så han kan komme til mig. For jeg venter på ham sammen med brødrene. 12 Når det gælder vor bror Apollos, så opfordret jeg ham på det stærkeste til at komme til jer sammen med brødrene, men han var ikke indstillet på at komme på det nuværende tidspunkt. Han vil imidlertid komme når han har en passende anledning. 13 Våg, stå faste i troen, vær modige, vær stærke! 14 Alt det I gør, må gøres i kærlighed. 15 I kender Stefanas' husfolk, at de er førstegrøden i Akaia og at de har indviet sig til tjeneste for de hellige. Derfor formaner jeg jer, brødre, 16 at også I underordner jer under sådanne og under alle som arbejder og slider sammen med os. 17 Jeg er glad for Stefanas' og Fortunatus' og Akaikus' nærvær, for savnet af jer blev fyldt af dem. 18 For de har fornyet både min og deres ånd. Derfor skal I anerkende sådanne som dem. 19 Menighederne i Asia hilser jer. Akvilas og Priskilla hilser jer hjertelig i Herren, sammen med den menighed som er i deres hus. 20 Alle brødrene hilser jer. Hils hverandre med et helligt kys! 21 Hilsen med min egen, Paulus' hånd. 22 Hvis nogen ikke elsker Herren Jesus Kristus, han være forbandet! Vor Herre, kom! 23 Vor Herre Jesu Kristi nåde være med jer! 24 Min kærlighed være med jer alle i Kristus Jesus! Amen.

2.Kor.1 1 Paulus, Jesu Kristi apostel ved Guds vilje, og vor bror Timoteus, til den Guds menighed som er i Korint, sammen med alle de hellige som er i hele Akaia: 2 Nåde være med jer og fred fra Gud, vor Far, og Herren Jesus Kristus. 3 Lovet være vor Herre Jesu Kristi Gud og Far, barmhjertighedens Far og al trøsts Gud, 4 Han som trøster os i al vor trængsel, så vi kan være i stand til at trøste dem som er i al slags trængsel, med den trøst vi selv bliver trøstet med af Gud. 5 For således som Kristi lidelser kommer til os i rigt mål, således bliver også vor trøst rigelig ved Kristus. 6 Lider vi trængsel, så er det til trøst og frelse for jer, noget som får sit udtryk i tålmodighed i de samme trængsler som også vi lider. Om vi trøstes, er det til trøst og frelse for jer. 7 Og vort håb for jer står fast, for vi ved at på samme måde som I har del i lidelserne, skal I også få del i trøsten. 8 For vi vil ikke, brødre, at I skal være uvidende om den trængsel som mødte os i Asien. Vi blev i den udstrækning nedtynget, mere end vi magtede, således at vi til og med tvivlede på om vi skulle bjerge livet. 9 Ja, vi havde følt dødsdommen over os selv, for at vi ikke skulle stole på os selv, men på Gud, som opvækker de døde, 10 Han som udfriede os fra en så stor død, og som fortsat udfrier os. Vi stoler på Ham, at Han fremdeles vil udfri os, 11 når også I hjælper os i forbøn, for at der kan komme tak for os fra mange mennesker; for den nådegave som er givet os ved manges forbøn. 12 For dette er vor ros, vor samvittigheds vidnesbyrd er at vi færdes i verden, og særlig hos jer, i enkelhed og Guds renhed, ikke i kødelig visdom, men i Guds nåde. 13 For vi skriver ikke noget andet til jer end det I læser eller forstår. Nu håber jeg at I også skal forstå helt til enden, 14 som I også for en del har forstået os, at vi er deres ros, således er I også vor ros på Herren Jesu dag. 15 Og i tillid til dette ville jeg komme til jer først, således at I endog kunde få en nåde. 16 Jeg ville drage gennem deres område til Makedonien, for så at komme tilbage fra Makedonien til jer og få hjælp af jer på vejen til Judea. 17 Da jeg altså planlagde dette, gjorde jeg det da på en letsindig måde? Eller er det således at det jeg planlægger, planlægger jeg ud fra kødet, så det skulle være både ja, ja og nej, nej hos mig? 18 Men Gud er trofast; vort ord til jer var ikke både ja og nej. 19 For Guds Søn, Jesus Kristus, som blandt jer blev forkyndt af os - af mig, Silvanus og Timoteus -, Han var ikke ja og nej, men i Ham var bare ja. 20 For så mange som Guds løfter er, i Ham er de ja, og i Ham er de amen, Gud til ære ved os. 21 Han som knytter os sammen med jer til Kristus, og som har salvet os, er Gud. 22 Han har også beseglet os og givet os Ånden som pant i vore hjerter. 23 Men jeg kalder Gud som vidne for min sjæl, at det var for at spare jer at jeg ikke på ny kom til Korint. 24 Ikke således at forstå at vi skal herske over jeres tro, men vi er medarbejdere på jeres glæde, for I står jo i troen.

2.Kor.2 1 Men jeg havde bestemt mig for at jeg ikke ville komme tilbage til jer med sorg. 2 For dersom jeg gør jer sorgfulde, hvem er det da som gør mig glad - om ikke den som bliver gjort sorgfuld af mig. 3 Og jeg skrev netop dette til jer, for at jeg ikke, når jeg kom, skulle have sorg af dem som jeg burde have glæde af. For jeg har den tillid til jer alle at min glæde også er den glæde I alle har. 4 For det var ud af stor nød og hjertets fortvivlelse jeg skrev til jer, med mange tårer. Det var ikke for at gøre jer sorgfulde, men for at I skulle kende den kærlighed som jeg så rigelig har til jer. 5 Men om nogen har vært årsag til sorg, så er det ikke mig han har gjort sorg, men delvis - for ikke at sige det for stærkt - jer alle. 6 Den straf som han blev påført af flertallet, er nok for den mand, 7 således at I nu hellere skal tilgive og trøste ham, så han ikke skal blive ødelagt af en endda større sorg. 8 Derfor beder jeg jer inderlig om på ny at bekræfte jeres kærlighed til ham. 9 For det var også derfor jeg skrev, fordi jeg ville sætte jer på prøve, for at se om I er lydige i alle ting. 10 Den I tilgiver noget, tilgiver også jeg. For hvis jeg virkelig har tilgivet noget, så er det for deres skyld jeg har tilgivet den det gælder for Kristi åsyn, 11 for at ikke Satan skulle overliste os. For hvad han har i sinde, er vi ikke uvidende om. 12 Men da jeg kom til Troas for at forkynde Kristi evangelium og en dør var åbnet for mig i Herren, 13 da havde jeg ingen ro i min ånd, for jeg fandt ikke min bror Titus. Men jeg forlod dem og drog af sted til Makedonien. 14 Men Gud være tak som altid leder os til sejr i Kristus, og som ved os gør duften af Hans kundskab kendt på ethvert sted. 15 For vi er Kristi vellugt blandt dem som bliver frelst, og blandt dem som går fortabt. 16 For dem som går fortabt, er vi dødens duft som fører til død, og for dem som bliver frelst, er vi livets duft som fører til liv. Og hvem er vel i stand til dette? 17 For vi er ikke som de mange, som forfalsker Guds ord for vindings skyld. Men ud fra renhed, som af Gud, taler vi for Guds åsyn i Kristus.

2.Kor.3 1 Begynder vi igen at anbefale os selv? Eller behøver vi, som enkelte andre, anbefalingsbrev til jer eller fra jer? 2 I er vort brev, skrevet i vore hjerter, kendt og læst af alle mennesker. 3 Det er tydelig at I er Kristi brev, som er blevet til ved vor tjeneste, ikke skrevet med blæk, men med den levende Guds Ånd, ikke på stentavler, men på hjertets kødtavler. 4 Og vi har en sådan tillid til Gud ved Kristus. 5 Ikke det at vi er dygtige i os selv til at udtænke noget som om det kom fra os selv, men vor dygtighed er fra Gud, 6 Han som også gjorde os dygtige til at være tjenere for en ny pagt, ikke bogstavens pagt, men Åndens pagt. For bogstaven slår ihjel, men Ånden gør levende. 7 Men dersom dødens tjeneste, i bogstaver, indgraveret på stene, var herlig, således at Israels børn ikke kunde se direkte på ansigtet til Moses, på grund af hans åsyns herlighed - som var en herlighed som blev borte -, 8 hvor meget rigere på herlighed skal ikke da Åndens tjeneste være? 9 For dersom fordømmelsens tjeneste har herlighed, så skal retfærdighedens tjeneste så meget mere overgå den i herlighed. 10 For det som således delvis blev herliggjort, har nu ingen herlighed sammenlignet med den herlighed som er så meget mere overvældende. 11 For om det som forsvinder havde herlighed, da skal så meget mere det som forbliver have herlighed. 12 Da vi altså har et sådant håb, taler vi med stor frimodighed. 13 Vi gør ikke som Moses, som lader et dække over sit ansigtet, således at Israels børn ikke skulle se slutningen på det som forsvandt. 14 Men deres sind blev forhærdet. For til denne dag bliver det samme dække liggende under oplæsningen af den gamle pagt, for det er kun i Kristus at dækket bliver taget bort. 15 Men helt til denne dag ligger et dække over deres hjerte når Moses bliver oplæst, 16 men når det omvender sig til Herren, bliver dækket taget bort. 17 Men Herren er Ånden. Og hvor Herrens Ånd er, der er der frihed. 18 Men alle vi som med utildækket ansigt ser Herrens herlighed som i et spejl, bliver forvandlet til det samme billede fra herlighed til herlighed, som af Herrens Ånd.

2.Kor.4 1 Derfor, da vi har denne tjeneste, eftersom vi har fået miskundhed, så mister vi ikke modet. 2 Men vi har sagt skammens skjulte gerninger fra os, og vi vandrer ikke i list, heller ikke behandler vi Guds ord svigefuldt. Men ved at lægge sandheden åbent frem, anbefaler vi os selv til hvert menneskes samvittighed for Guds åsyn. 3 Men selv om vort evangelium er skjult, er det for dem som går fortabt det er skjult, 4 de vantro, de som har fået sine sind forblændet af denne tidsalders gud, for at ikke lyset fra herlighedens evangelium om Kristus, som er Guds billede, skal skinne for dem. 5 For vi forkynder ikke os selv, men Kristus Jesus, Herren, og os selv som deres tjenere for Jesu skyld. 6 For Gud som bød lyset at skinne ud fra mørket, Han har ladet det skinne i vore hjerter, for at lade lyset fra kundskaben om Guds herlighed i Jesu Kristi åsyn skinne frem. 7 Men vi har denne skat i lerkar, for at den vældige kraft skal være af Gud og ikke af os. 8 Vi er haft trængsler på alle måder, men ikke knust. Vi er tvivlrådige, men ikke i fortvivlelse. 9 Vi er forfulgt, men ikke forladt, nedslået, men ikke ødelagt. 10 Og altid bærer vi Herren Jesu død med os i legemet, for at Jesu liv skal åbenbares i vort legeme. 11 For vi som lever bliver altid overladt til døden for Jesu skyld, for at også Jesu liv skal åbenbares i vort dødelige kød. 12 Så virker da døden i os, men livet i jer. 13 Og siden vi har den samme troens Ånd, efter det som er skrevet: Jeg troede, derfor talte jeg, så tror også vi, derfor taler vi. 14 For vi ved at Han som oprejste Herren Jesus, skal også rejse os op med Jesus og fremstille os sammen med jer. 15 For alt dette sker for deres skyld, for at nåden, når den har spredt sig udover stadig flere, kan føre til tak i rigelig mål, til Guds ære. 16 Derfor mister vi ikke modet. For selv om vort ydre menneske går til grunde, bliver alligevel det indre menneske fornyet dag for dag. 17 For vor trængsel, som er let og som bare varer en kort stund, virker for os en endda mere overstrømmende og evig fylde af herlighed, 18 idet vi ikke retter blikket på de synlige ting, men på de usynlige. For de synlige ting er forgængelige. Men de usynlige er evige.

2.Kor.5 1 For vi ved om vort jordiske hus, at dette telt, nedbrydes, har vi en bygning af Gud, et hus som ikke er lavet med hænder, evig i himlene. 2 For mens vi er i dette jordiske hus, sukker og længes vi efter at blive iklædt vor bolig som er fra himmelen, 3 for at vi, når vi er blevet iklædt denne, ikke skal blive fundet nøgne. 4 For vi som er i dette telt, sukker mens vi er nedtynget. For vi vil ikke blive afklædt, men heller iklædt, så dette dødelige kan blive opslugt af livet. 5 Han som har forberedt os på netop dette, er Gud. Han har også givet os Ånden som pant. 6 Derfor er vi altid ved godt mod, selv om vi ved at så længe vi er hjemme i legemet, er vi borte fra Herren. 7 For vi vandrer ved tro, ikke ved det synlige. 8 Vi er da ved godt mod, og vil hellere flytte bort fra legemet og være hjemme hos Herren. 9 Derfor sætter vi vor ære i at være til behag for Ham, enten vi er hjemme eller borte. 10 For vi skal alle frem for Kristi domstol, for at enhver kan få de ting igen som er gjort ved legemet, efter det han har gjort, enten godt eller ondt. 11 Når vi da kender frygten for Herren, overtaler vi mennesker. Men vi er åbent kendt af Gud, og jeg stoler også på at vi er åbent kendt for deres samvittigheder. 12 For vi anbefaler ikke os selv for jer på ny, men giver jer mulighed til at rose jer på vore vegne, så I kan have et svar til dem som roser sig af det de er i det ydre og ikke i hjertet. 13 For om vi er fra os selv, er det for Gud. Er vi ved sans og samling, er det for jer. 14 For Kristi kærlighed tvinger os, idet vi har gjort det klart for os: Når Én døde for alle, da døde alle, 15 og Han døde for alle, for at de som lever ikke længer skal leve for sig selv, men for Ham som døde og opstod for dem. 16 Derfor fra nu af kender vi ingen efter kødet. Selv om vi har kendt Kristus efter kødet, kender vi Ham ikke længere på den måde. 17 Derfor om nogen er i Kristus, er han en ny skabning. Det gamle er forbi. Se, alt er blevet nyt. 18 Men alt dette er af Gud, Han som forligte os med Sig Selv ved Jesus Kristus, og gav os forligelsens tjeneste, 19 for Gud var i Kristus og forligte verden med Sig Selv, så Han ikke tilregner dem deres overtrædelser, og har lagt forligelsens ord ned i os. 20 Så står vi da i en udsendelsens tjeneste på Kristi vegne, som om Gud selv inderlig formaner ved os: Vi beder på Kristi vegne: Lad jer forlige med Gud! 21 For Ham som ikke kendte til synd, gjorde Gud til synd for os, for at vi skulle få Guds retfærdighed i Ham.

2.Kor.6 1 Men som medarbejdere formaner vi jer om at I ikke forgæves tager imod Guds nåde. 2 For Han siger: "I den rette tid bønhørte Jeg dig, og på frelsens dag hjalp Jeg dig." Se, nu er det den velbehagelige tid. Se, nu er frelsens dag. 3 Vi giver ikke nogen grund til anstød i noget, for at ikke tjenesten vor skal blive lastet. 4 Men i alle ting anbefaler vi os selv som Guds tjenere, i stor tålmodighed, i trængsler, i nød, 5 under piskeslag, under fængselsophold, i oprør, i slid, i søvnløshed, i faste, 6 ved renhed, ved kundskab, ved langmodighed, ved godhed, ved Den Hellige Ånd, ved kærlighed uden hykleri, 7 ved sandhedens ord, ved Guds kraft, ved retfærdighedens rustning på højre side og venstre side, 8 ved ære og vanære, ved onde rygter og gode rygter, som forførere, men alligevel sande, 9 som ukendte, men alligevel godt kendte, som døende, og se, vi lever, som straffet, men alligevel ikke dræbte, 10 som sorgfulde, men alligevel altid glade, som fattige, men som alligevel gør mange rige, som de som ikke har noget, men alligevel ejer alt. 11 I korintere! Vi har talt åbent ud til jer, og vore hjerter er vidt åbne. 12 I har ikke så lille en plads hos os, men I har gjort det trangt i jeres egne sind. 13 Men lad det være med jer som med os - jeg taler som til børn -, også I må give plads i jeres sind. 14 Drag ikke i fremmed åg med vantro! For hvilket fællesskab har retfærdighed med lovløshed? Og hvilket samfund har lyset med mørket? 15 Og hvilken samklang er der mellem Kristus og Belial? Eller hvilken delagtighed har en troende med en ikke-troende? 16 Og hvilken enighed er der mellem Guds tempel og afguder? For I er den levende Guds tempel. Som Gud har sagt: "Jeg vil bo hos dem og vandre iblandt dem. Jeg vil være deres Gud, og de skal være Mit folk." 17 Derfor: Kom ud fra dem og vær adskilt, siger Herren. Rør ikke det som er urent, så skal Jeg tage imod jer. 18 Og Jeg vil være Far for jer, og I skal være Mine sønner og døtre, siger Herren, Den Almægtige.

2.Kor.7 1 Derfor, mine kære, da vi har disse løfter, så lad os rense os fra al urenhed på kød og ånd, og fuldføre vor helliggørelse i frygt for Gud. 2 Giv os bare mere rum! Vi har ikke gjort uret mod nogen, vi har ikke ødelagt nogen, vi har ikke bedraget nogen. 3 Jeg siger ikke dette for at dømme jer, for jeg har allerede sagt at I er i vore hjerter, således at vi kan dø sammen og leve sammen. 4 Min tillid til jer er stor, min ros af jer er også stor. Jeg har fået rigelig trøst; jeg er overlykkelig midt i al vor trængsel. 5 For heller ikke da vi kom til Makedonien, havde vort kød nogen ro, men vi blev plaget fra alle kanter. Udenfor os var der stridigheder, inde i os var der frygt. 6 Men Gud, som trøster de nedbudte, trøstede os ved at Titus kom, 7 men ikke bare ved at han kom, men også ved den trøst som han var blevet trøstet med hos jer. Han fortalte os om den inderlige længsel I har, jeres nød og jeres iver for mig. Det gjorde at jeg glædede mig endda mere. 8 For selv om jeg gjorde jer sorgfulde med mit brev, så angrer jeg ikke på det, selv om jeg først angrede på det. For jeg ser jo at det samme brev gjorde jer sorgfulde, selv om det bare var for en kort tid. 9 Nu glæder jeg mig, ikke over at I blev gjort sorgfulde, men over at I blev gjort sorgfulde til omvendelse. For I blev gjort sorgfulde således Gud ville, for at I ikke skulle lide tab på grund af os i noget. 10 For den sorg som er efter Guds vilje, virker omvendelse til frelse, og det vil man ikke angre på. Men verdens sorg virker død. 11 For se hvad netop dette førte til, at I blev sorgfulde efter Guds vilje. Der blev skabt en stor alvor hos jer, ja forsvar, ja harme, ja frygt, ja længsel, ja iver, ja straf! I alle ting beviste I at I selv var rene i denne sag. 12 Derfor, selv om jeg skrev til jer, så gjorde jeg det ikke for hans skyld som havde gjort uret, og heller ikke på grund af ham som der var gjort uret imod, men jeg skrev for at vor omsorg for jer for Guds åsyn skulle blive synlig for jer. 13 Derfor er vi blevet trøstet ved at I fik trøst. Og vi glædede os endda mere over Titus' glæde, for hans ånd er blevet fornyet af jer alle. 14 For om jeg i noget har talt rosende ord om jer til ham, så er jeg ikke blevet til skamme. Men således vi har talt alle ting til jer i sandhed, således blev også den ros vi gav jer overfor Titus, fundet at være sand. 15 Og hans kærlighed til jer bliver ikke mindre når han husker den lydighed I alle har, hvordan I med frygt og bæven tog imod ham. 16 Derfor glæder jeg mig over at jeg kan have tillid til jer i alle ting.

2.Kor.8 1 Desuden, brødre, vil vi fortælle jer om den nåde som Gud har givet menighederne i Makedonien: 2 Midt i en stor prøvelse med trængsel var deres glæde så overvældende at den til trods for deres dybe fattigdom kunne udvirke en rigdom på gavmildhed hos dem. 3 For jeg kan bevidne at de gav frivillig efter evne, ja, over evne. 4 Og de bad os inderlig om at vi måtte tage imod gaven og fællesskabet i tjenesten for de hellige, 5 og de gav ikke bare således vi havde håbet, men de gav sig selv først til Herren og så til os ved Guds vilje. 6 Så opmuntrede vi Titus til at fuldføre indsamlingen af denne gave af nåde, som han allerede havde begyndt at samle ind hos jer. 7 Men på samme måde som I er rige i alle ting, i tro, i tale, i kundskab, i al iver og i deres kærlighed til os, således skal I nu også være rige i denne gave som er udvirket af nåde. 8 Jeg siger ikke dette som en befaling, men jeg prøver ægtheden i deres kærlighed ved at vise til andres iver. 9 For I kender vor Herre Jesu Kristi nåde, at da Han var rig, blev Han fattig for deres skyld, for at I ved Hans fattigdom skulle blive rige. 10 Og her vil jeg give et råd; det er til deres egen gavn. I begyndte ikke bare at virke for et år siden, men I havde også viljen til det. 11 Men nu må I også fuldføre den gerning. På samme måde som I var færdige til at ville dette, så må nu arbejdet blive fuldført, ud fra det I har. 12 For hvis det først er et villigt sind, bliver det værdsat efter det man har, og ikke efter det man ikke har. 13 For jeg mener ikke at andre skal have det lettere og I bliver tynget ned. 14 Men der skal være lighed. Den overflod som I har, skal nu i denne tid hjælpe de andre i deres mangel. En anden gang kan da de andre med deres overflod hjælpe jer i den mangel I måtte have. Således kan der være lighed. 15 Som det står skrevet: Den som havde samlet meget, havde ingen overflod, og den som havde samlet lidt, led ingen mangel. 16 Men Gud være tak, som lægger den samme oprigtige omsorgen for jer i Titus' hjerte. 17 For han tog ikke bare imod formaningen, men fordi han selv havde så stor en iver, rejste han til jer efter eget ønske. 18 Og vi har sendt den bror med ham som har sin ros i tjenesten for evangeliet i alle menighederne, 19 og ikke bare det, men som også blev valgt af menighederne til at rejse sammen med os med denne gave. Vi er tjenere for denne gave, til Herrens egen ære, og for at vise deres velvillige sindelag. 20 Ved dette undgår vi at nogen skulle anklage os på grund af denne store gave som vi er tjenere for. 21 For vi vil gerne lægge vind på det som er ære værd, ikke bare i Herrens øjne, men også i menneskers øjne. 22 Og vi har sendt vor bror med dem, en som vi ofte har fundet ivrig i mange opgaver, og som nu viser sig endda mere ivrig, på grund af den store tillid vi har til jer. 23 Hvis nogen har spørgsmål om Titus, så lad det være klart at han er min medtjener og medarbejder hos jer. Stilles det spørsmål om de andre af vore brødre, så lad det være klart at de er menighedenes udsendinge og Kristi ære. 24 Derfor skal I nu lade dem se et bevis på deres kærlighed til dem og på den ros vi gav jer, ret for menighedens øjne.

2.Kor.9 1 Om tjenesten til de hellige er det ikke nødvendig at jeg skriver til jer. 2 For jeg ved om deres villighed, som jeg også roser jer for hos makedonierne og siger at Akaia blev forberedt for et år siden. Og deres iver har tilskyndet mange andre. 3 Alligevel har jeg sendt brødrene, så ikke den ros vi har af jer skulle blive en tom ros i denne sammenhæng, og så I kan være forberedt, således som jeg sagde. 4 For hvis nogen makedoniere bliver med mig og finder jer uforberedt, ville da ikke vi - for ikke at snakke om jer -, blive til skamme på grund af denne tillidsfulde ros? 5 Derfor fandt jeg det nødvendig at tilskynde brødrene til at drage i forvejen til jer og på forhånd gøre jeres rige gave klar. På den måden kan den gave I lovede tidligere, være klar som en velsignelsesgave, og ikke som en gave i gærrighed. 6 Men dette siger jeg, den som sår sparsomt, skal også høste sparsomt. Og den som sår rigelig, skal også høste rigelig. 7 Enhver skal give således han har bestemt sig for i sit hjerte, ikke modvillig eller af tvang. For Gud elsker en glad giver. 8 Og Gud er mægtig til at lade al nåde komme til jer i overflod, så I altid og i alle forhold skal have nok af alt som trænges og kan have overflod til al god gerning. 9 Som der står skrevet: Han har spredt udover, Han har givet til de fattige, Hans retfærdighed varer til evig tid. 10 Må Han som sørger for såkorn til såmanden og brød til mad, også sørge for og mangfoldiggøre det såkorn I har sået, og give vækst til jeres retfærdigheds frugter, 11 og således skal I blive rige i alle ting til al gavmildhed, som virker taksigelse ved os til Gud. 12 For hjælpen som denne tjeneste giver, fylder ikke bare de behov de hellige har, men den skaber også overflod ved mange taksigelser til Gud. 13 På grund af ægtheden som kommer til syne i denne tjeneste, skal de også prise Gud for deres lydighed til at bekende Kristi evangelium og for at I deltager så gavmildt med dem og med alle mennesker. 14 De vil bede for jer og længes efter jer på grund af den overvældende store Guds nåde som er over jer. 15 Gud være tak for Hans ubeskrivelige gave!

2.Kor.10 1 Men jeg selv, Paulus, formaner jer ved Kristi sagtmodighed og mildhed - jeg som er så ydmyg blandt jer ansigt til ansigt, men som er så frimodig overfor jer når jeg er fraværende. 2 Men jeg beder jer om at jeg, når jeg er hos jer, må slippe at optræde verdsligt. For jeg har til hensigt at vise min fasthed og frimodighed overfor nogen, de som tror om os at vi vandrer efter kødet. 3 For selv om vi færdes i kødet, så fører vi ikke kamp efter kødet. 4 For vore stridsvåben er ikke kødelige, men i Gud er de mægtige til at nedrive fæstningsværket; 5 med disse kan vi rive ned tankebygninger og enhver højde som rejser sig imod kundskaben om Gud, og tage hver tanke til fange under lydigheden mod Kristus, 6 og være færdige til at straffe al ulydighed når lydigheden deres er opfyldt. 7 Ser I bare på det ydre? Hvis nogen har fået vished i sit indre om at han tilhører Kristus, så må han på ny gøre dette klart for sig: På samme måde som han tilhører Kristus, tilhører også vi Kristus. 8 For selv om jeg ville rose mig endda mere af vor myndighed, som Herren gav os for at bygge op, og ikke for at ødelægge jer, skal jeg ikke blive til skamme, 9 så det ikke skal se ud som jeg skræmmer jer med mine breve. 10 "For hans breve," siger de, "er myndige og strenge, men når han kommer legemlig, er han svag, og hans tale er ynkelig." 11 Den som taler på denne måde, må forstå at således vi er i de ord som står i brevene når vi er fraværende, således skal vi også være i gerning når vi er tilstede. 12 For vi våger ikke at regne blandt os eller sammenligne os med dem som anbefaler sig selv. Men de som måler sig selv efter sig selv, og sammenligner sig med sig selv, er ikke vise. 13 Vi vil ikke rose os i det vide og brede, men bare indenfor grænserne af det område som Gud har udpeget et område for os som også omfatter jer. 14 For vi strækker os ikke, som vor myndighed ikke rækker til jer, for også til jer kom vi med Kristi evangelium. 15 Vi roser os ikke af noget som ligger udenfor vore grænser, det vil sige at vi ikke roser os af andre menneskers arbejde. Men vi har det håb at efter hvert som jeres tro vokser, skal vort virkefelt blive vidt udvidet ved jer, 16 således at vi kan forkynde evangeliet i de områder som er langt væk fra jer, uden at rose os af det som er opnået indenfor en andens arbejdsområde. 17 Men den som roser sig, han skal rose sig i Herren. 18 For det er ikke den som anbefaler sig selv, som bliver godkendt, men den Herren anbefaler.

2.Kor.11 1 Om I bare ville bære over med mig i lidt dårskab - ja, I vil nok bære over med mig! 2 For jeg er nidkær for jer med Guds nidkærhed. For jeg har forlovet jer med Én mand, så jeg kan fremstille jer som en ren jomfru for Kristus. 3 Men jeg frygter for at således som slangen forførte Eva med sin list, således vil også tankerne deres blive fordærvet og drevet bort fra den enfoldige troskab mod Kristus. 4 For om den som kommer, forkynder en anden Jesus som vi ikke har forkyndt, eller om I får en anden ånd som I ikke har fået før, eller et andet evangelium som I ikke har godkendt før, da kan I så godt leve med det! 5 For jeg ser det således at jeg på ingen måde er underlegen i forhold til de mest fremstående apostlene. 6 Selv om jeg er ulærd i tale, er jeg det alligevel ikke i kundskab. Tværtimod har vi været helt åbenbare blandt jer i alle ting. 7 Eller gjorde jeg synd da jeg ydmygede mig, således at I kunne blive ophøjet, ved at jeg forkyndte jer Guds evangelium uden vederlag? 8 Jeg stillede krav overfor andre menigheder og tog løn af dem for at gøre tjeneste for jer. 9 Og da jeg var til stede hos jer og manglede det nødvendige, blev jeg alligevel ikke til byrde for nogen. For det jeg manglede, blev sørget for af brødrene som kom fra Makedonien. Og i alle ting har jeg holdt mig fra at være til byrde for jer, og således vil jeg fortsat forholde mig. 10 Så sandt Kristi sandhed er i mig, skal ingen hindre mig i at rose mig af dette i Akaias områder. 11 Hvorfor? Fordi jeg ikke elsker jer? Det ved Gud at jeg gør! 12 Men det jeg gør, det vil jeg også fortsætte at gøre, for at jeg skal afskære dem muligheden, de som søger en anledning til at komme i betragtning på højde med os, i alt det som de roser sig af. 13 For disse er falske apostle, bedrageriske arbejdere, som omskaber sig til Kristi apostle. 14 Og der er ikke noget at undre sig over. For Satan selv omskaber sig til en lysets engel. 15 Derfor er det ikke noget stort om tjenerne hans også omskaber sig til retfærdighedens tjenere. Men deres ende skal blive i samsvar med deres gerninger. 16 Jeg siger igen: Lad ingen tro at jeg er en dåre. Men om det så skulle være således, tag alligevel imod mig som en dåre, så jeg også kan rose mig lidt. 17 Det jeg her siger, taler jeg ikke ud fra Herren, men heller som i dårskab, i denne rosende selvtillid. 18 Eftersom mange roser sig efter kødet, så vil jeg også rose mig. 19 I holder jo gerne ud med dårer, siden I selv er så kloge! 20 For I holder det ud om nogen fører jer ind i trældom, om nogen fortærer jer, om nogen tager det fra jer I har, om nogen ophøjer sig over jer, eller om nogen slår jer i ansigtet. 21 Med skam siger jeg at vi har vært alt for svage til noget som dette! Men uanset hvad, om nogen måtte driste sig til at rose sig af - jeg taler i dårskab -, det er jeg også dristig nok til at rose mig af. 22 Er de hebræere? Er jeg det også. Er de israelitter? Er jeg det også. Er de Abrahams æt? Er jeg det også. 23 Er de Kristi tjenere? Jeg taler som en dåre - jeg er det endda mere, i hårdere arbejde, under langt flere piskeslag, oftere i fængsel, ofte i dødsfare. 24 Af jøderne fik jeg fem gange de fyrre piskeslag på et nær. 25 Tre gange blev jeg hudstrøget. En gang blev jeg stenet. Tre gange led jeg skibbrud. En nat og en dag har jeg vært i dybet. 26 Jeg har ofte vært på rejser, i farer på floder, i farer blandt røvere, i farer blandt mine egne landsmænd, i farer blandt hedningene, i farer i byen, i farer i ørkenen, i farer på havet, i farer blandt falske brødre, 27 i udmattelse og slid, ofte i søvnløshed, i hunger og tørst, ofte i faste, i kulde og nøgenhed. 28 Udenom alt det andet har jeg det som ligger på mig daglig, nemlig omsorgen for alle menighederne. 29 Hvem er svag, uden at jeg også bliver svag? Hvem føres ind i fald, uden at det brænder i mig? 30 Hvis jeg må rose mig, så vil jeg rose mig af det som gælder min skrøbelighed. 31 Gud og vor Herre Jesu Kristi Far, Han som er velsignet i al evighed, ved at jeg ikke lyver. 32 Landshøvdingen i Damaskus, som stod under kong Aretas, vogtede damaskernes by med en vagtafdeling for at tage mig til fange. 33 Men jeg blev firet ned i en kurv gennem en luge i bymuren og slap ud af hans hænder.

2.Kor.12 1 Det er utvivlsomt ikke til gavn for mig at rose mig. Jeg kommer nu til syner og åbenbaringer fra Herren: 2 Jeg kender et menneske i Kristus, som for fjorten år siden blev rykket ind i den tredje himmel. Om han var i legemet, ved jeg ikke, eller udenfor legemet, ved jeg ikke, Gud ved det. 3 Og jeg kender dette menneske - om han var i legemet eller udenfor legemet, ved jeg ikke, Gud ved det. 4 Jeg ved at han blev rykket ind i Paradis og hørte ord som ikke kan udtales, ord som det ikke er tilladt for et menneske at tale. 5 Denne mand vil jeg rose mig af. Men jeg selv vil jeg ikke rose mig af, bortset fra mine skrøbeligheder. 6 Men selv om jeg skulle have lyst til at rose mig, bliver jeg ikke en dåre. For jeg vil tale sandheden. Men jeg afstår fra det, for at ikke nogen skal tænke højere tanker om mig end de tanker han får når han ser mig eller hører mig. 7 Og for at jeg ikke skulle blive hovmodig på grund af de høje åbenbaringer, er der givet mig en torn i kødet, en Satans engel til at slå mig, så jeg ikke skal blive hovmodig. 8 Om denne bad jeg inderlig til Herren tre gange om at den måtte forlade mig. 9 Men Han sagde til mig: "Min nåde er nok for dig, for Min kraft bliver fuldendt i skrøbelighed." Derfor vil jeg mest af alt rose mig af mine skrøbeligheder, for at Kristi kraft kan have plads hos mig. 10 Derfor glæder jeg mig midt i skrøbelighederne, i mishandling, i nød, i forfølgelser og angst for Kristi skyld. For når jeg er skrøbelig, da er jeg stærk. 11 Jeg er blevet en dåre med min ros. I har tvunget mig til det. For jeg burde være anbefalet af jer. For jeg lå ikke efter i nogen ting sammenlignet med disse mest fremtrædende apostle, selv om jeg ikke er noget. 12 De tegn som kendetegner en apostel, blev i sandhed virket blandt jer med al udholdenhed, i tegn og under og kraftige gerninger. 13 For hvad var det I manglede sammenlignet med de andre menigheder, bortset fra det at jeg selv ikke blev til byrde for jer? Tilgiv mig denne uret! 14 Se, for tredje gang er jeg nu klar til at komme til jer. Og jeg vil ikke blive til byrde for jer. For jeg søger ikke det I ejer, men bare jer selv. For børn har ikke pligt til at samle til forældrene, men forældrene til børn. 15 Og jeg vil med glæde ofre, ja, selv blive ofret for jeres sjæle, selv om det er således at jo mere overstrømmende jeg elsker jer, desto mindre bliver jeg elsket. 16 Men det må være som det er, jeg var jer ikke til byrde. Men var jeg måske listig, og tog jer med list! 17 Udnyttede jeg jer ved nogen af dem jeg sendte til jer? 18 Jeg opfordrede Titus og sendte vor bror med ham. Udnyttede Titus jer? Gik vi ikke begge frem i den samme ånd? Gik vi ikke begge i de samme spor? 19 Tror I endnu at vi forsvarer os overfor jer? Nej, vi taler for Gud i Kristus. Men vi gør alt, I elskede, til deres opbyggelse. 20 For jeg frygter at jeg ikke skal finde jer således jeg ønsker når jeg kommer, og at jeg skal blive fundet af jer således I ikke ønsker. Jeg frygter at der vil være stridigheder, misundelse, udbrud af vrede, selvhævdelse, bagtalelse, sladder, hovmod og oprør. 21 Jeg frygter at når jeg kommer igen, skal min Gud ydmyge mig blandt jer, og at jeg får sorg over de mange som har syndet tidligere og som ikke har omvendt sig fra den urenhed, hor og utugt som de har levet i.

2.Kor.13 1 Dette bliver nu den tredje gang jeg kommer til jer. Ved to eller tre vidners mund skal hvert ord stå fast. 2 Jeg har sagt det til jer før og siger det igen, som om jeg var tilstede for anden gang. Og nu når jeg er fraværende, skriver jeg til dem som har syndet før, og til alle de andre, at om jeg kommer igen, vil jeg ikke spare nogen. 3 For I ønsker et bevis på at Kristus taler i mig, Han som ikke er svag overfor jer, men mægtig i jer. 4 For selv om Han blev korsfæstet i skrøbelighed, så lever Han alligevel i Guds kraft. For vi er også skrøbelige i Ham, men vi skal leve med Ham i Guds kraft hos jer. 5 Ransag jer selv om I er i troen! Prøv jer selv! Kender I ikke jer selv, at Jesus Kristus er i jer? Det kan være at I ikke består prøven. 6 Men jeg stoler på at I forstår at vi består prøven. 7 Nu beder jeg til Gud at I ikke skal gøre noget ondt. Ikke for at vi skulle vise os som de som består prøven, men for at I skulle gøre det gode, selv om det kunne se ud som om vi ikke består prøven. 8 For vi magter ikke noget imod sandheden, bare for sandheden. 9 For vi glæder os når vi er skrøbelige og I er stærke. Og dette beder vi også om, deres fulde og hele dygtiggørelse. 10 Derfor skriver jeg dette når jeg er fraværende, så jeg ikke skal bruge strenghed når jeg er tilstede, efter den myndighed som Herren har givet mig til opbyggelse og ikke til ødelæggelse. 11 Til slut, brødre, lev vel! Bliv fuldt ud dygtiggjort! Lad jer formane, have det samme sind, lev i fred med hverandre! Og kærlighedens og fredens Gud skal være med jer! 12 Hils hverandre med et helligt kys! 13 Alle de hellige hilser jer. 14 Herren Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Den Hellige Ånds samfund være med jer alle! Amen.

Gal.1 1 Paulus, apostel, ikke af mennesker eller ved noget menneske, men ved Jesus Kristus og Gud Fader, som oprejste Ham fra de døde, 2 og alle brødrene som er sammen med mig, til menighederne i Galatien: 3 Nåde være med jer og fred fra Gud Fader og vor Herre Jesus Kristus, 4 Han som gav Sig Selv for vore synder, så Han kunde fri os ud fra den nuværende onde tidsalder, efter vor Gud og Faders vilje. 5 Ham være æren i al evighed! Amen. 6 Jeg undrer mig over at I så snart vender jer bort fra Ham som kaldte jer i Kristi nåde, til et anderledes evangelium, 7 som slet ikke er et andet. Men der er nogen som forvirrer jer og vil forvrænge Kristi evangelium. 8 Men selv om vi eller en engel fra himmelen skulle forkynde jer et andet evangelium end det vi har forkyndt jer, han være forbandet! 9 Som vi har sagt før, siger vi nu igen: Hvis nogen forkynder jer et andet evangelium end det I har taget imod, han være forbandet! 10 Er det nu mennesker eller Gud jeg vil overtale? Eller forsøger jeg at gøre mennesker til bifald? For hvis jeg fremdeles gjorde mennesker til bifald, var jeg ikke Kristi tjener. 11 Men jeg gør det kendt for jer, brødre, at det evangelium som blev forkyndt af mig, ikke er fra noget menneske. 12 For jeg har ikke modtaget det, har jeg heller ikke lært det fra noget menneske, men ved Jesu Kristi åbenbaring. 13 For I har hørt om min tidligere fremfærd i jødedommen, hvordan jeg til overmål forfulgte Guds menighed og forsøgte at udrydde den. 14 Og i jødedommen gik jeg langt udover det, mange af de samtidige i mit eget folk gjorde, for jeg var meget mere nidkær for mine overleveringer fra fædrene end de var. 15 Men da det behagede Gud, Han som udvalgte mig fra min mors liv og kaldte mig ved Sin nåde, 16 at åbenbare Sin Søn i mig, for at jeg skulle forkynde Ham blandt hedningene, da rådførte jeg mig ikke først med kød og blod. 17 Jeg drog heller ikke op til Jerusalem, til dem som var apostle før mig. Men jeg rejste til Arabien, og vendte siden tilbage til Damaskus. 18 Derefter, tre år senere, drog jeg så op til Jerusalem for at blive kendt med Peter, og jeg blev hos ham i femten dage. 19 Men nogen anden af apostlene så jeg ikke, bortset fra Jakob, Herrens bror. 20 Det jeg her skriver til jer, se, jeg vidner for Gud at jeg ikke lyver. 21 Derefter drog jeg til områderne i Syria og Kilikia. 22 Og personlig var jeg ukendt for menighederne i Judea, de menighederne som er i Kristus. 23 Men de havde bare hørt: "Han som tidligere forfulgte os, han forkynder nu den troen som han en gang prøvede at udrydde." 24 Og de priste Gud for mig.

Gal.2 1 Fjorten år senere rejste jeg igen op til Jerusalem sammen med Barnabas, og jeg tog også Titus med mig. 2 Og jeg drog op på grund af en åbenbaring og fremlagde dem det evangelium jeg forkynder blandt hedningefolkene, og da særlig for dem som var højest anset, for at jeg ikke på nogen måde skulle løbe, eller have løbet, forgæves. 3 Men ikke engang Titus som var med mig, og som er græker, blev tvunget til at blive omskåret. 4 Dette stod fast af hensyn til de falske brødrene som i hemmelighed havde kommet ind. De havde listet sig ind for at lure på vor frihed, den som vi har i Kristus Jesus, således at de kunne føre os ind i trældom. 5 Men selv ikke et øjeblik gav vi efter og lod os underordne, for at evangeliets sandhed skulle stå fast hos jer. 6 Men fra dem som blev regnet for at være noget - uanset hvad de er, så spiller det ingen rolle for mig; Gud gør ikke forskel på noget menneske -, for de som var højest anset, pålagde mig ikke noget mere. 7 Men tvært imod, da de indså at evangeliet til de uomskårne var blevet betroet mig, således evangeliet til de omskårne var blevet betroet Peter, 8 for Han som virket i Peter til aposteltjeneste blandt de omskårne, Han virket også i mig til tjeneste blandt hedningefolkene, 9 og da Jakob, Kefas og Johannes, som var anset for at være støtterne, fik kendskab til den nåde som var givet mig til dette, så gav de mig og Barnabas højre hånd til samfund, som udtryk for at vi skulle gå til hedningerne og de til de omskårne. 10 De ønskede bare at vi skulle huske på de fattige, netop det som jeg også har vært ivrig efter at gøre. 11 Da Peter var kommet til Antiokia, modsagde jeg ham lige op i ansigtet, fordi der var grund til at klandre ham. 12 For før der kom nogen fra Jakob, plejede han at spise sammen med hedningene. Men da de kom, trak han sig tilbage og skilte sig fra dem af frygt for dem som var af omskærelsen. 13 De andre jøder hyklede også sammen med ham, således at til og med Barnabas blev revet med i deres hykleri. 14 Men da jeg så at de ikke gik lige frem efter evangeliets sandhed, sagde jeg til Peter foran alle sammen: "Hvis du som er jøde, lever på hedensk vis og ikke på jødisk, hvorfor tvinger du da hedningerne til at leve på jødisk vis? 15 Vist er vi af naturen jøder og ikke syndere af hedningefolk. 16 Men fordi vi ved at et menneske ikke bliver retfærdiggjort af lovgerninger, men af tro på Jesus Kristus, så troede også vi på Kristus Jesus, for at vi skulle blive retfærdiggjort ved tro på Kristus, og ikke af lovgerninger. For af lovgerninger bliver intet kød retfærdiggjort. 17 Men hvis også vi selv bliver fundet at være syndere mens vi søger at blive retfærdiggjort i Kristus, er Kristus af den grund en syndens tjener? Langt fra! 18 For om jeg bygger dette op igen som jeg rev ned, da gør jeg mig selv til en lovbryder. 19 For ved loven døde jeg for loven, for at jeg skulle leve for Gud. 20 Jeg er blevet korsfæstet med Kristus. Det er ikke længere jeg som lever, men Kristus lever i mig. Og det liv som jeg nu lever i kødet, lever jeg i tro på Guds Søn, Han som elskede mig og gav Sig Selv for mig. 21 Jeg forkaster ikke Guds nåde. For om retfærdighed kommer ved loven, så døde altså Kristus forgæves."

Gal.3 1 I uforstandige galatere! Hvem har forhekset jer således at I ikke længere skulle lyde sandheden, I som hos jer selv har fået Jesus Kristus malet for øjnene som korsfæstet? 2 Blot dette vil jeg vide af jer: Var det ved lovgerninger I fik Ånden, eller ved at høre troen? 3 Er I så store dårer? Efter at have begyndt i Ånden, vil I nu fuldføre i kødet? 4 Har I erfaret så meget forgæves - hvis det da virkelig var forgæves? 5 Han som giver jer Ånden og virker kraftige gerninger blandt jer, gør Han det ved lovgerninger eller ved at høre troen? 6 Således var det med Abraham: Han troede Gud, og det blev regnet ham til retfærdighed. 7 Derfor skal I vide at bare de som er af tro, de er Abrahams børn. 8 Og da Skriften forudså at det er af tro Gud retfærdiggør folkeslagene, forkyndte den evangeliet for Abraham på forhånd: I dig skal alle folkeslag blive velsignet. 9 Så bliver da de som er af tro, velsignet sammen med den troende Abraham. 10 For så mange som bygger på lovgerninger, er under forbandelse. For der står skrevet: Forbandet er den som ikke holder fast på alle de ord som er skrevet i lovens bog, således at han gør dem. 11 Men at ingen bliver retfærdiggjort for Gud ved loven, er klart, for den som er retfærdig af tro, skal leve. 12 Men loven er ikke af tro, men den siger jo: Det menneske som gør det budene siger, skal leve ved dem. 13 Kristus har købt os fri fra lovens forbandelse, idet Han blev en forbandelse for os. For der står skrevet: Forbandet er hver den som hænger på et træ, 14 for at Abrahams velsignelse skulle komme til hedningefolkerne i Kristus Jesus, så vi ved troen kunne få Ånden, som der var givet løfte om. 15 Brødre, jeg taler på menneskers vis: Selv om det bare drejer sig om en pagt med et menneske, er der ingen som gør den ugyldig eller lægger noget til når den er stadfæstet. 16 Til Abraham blev løfterne forkynt og til hans Æt. Han siger ikke: "Og til æter", som om det var mange, men som til én: "Og til din Æt," som er Kristus. 17 Jeg siger da dette: Den pagten, som tidligere var stadfæstet af Gud med sigte på Kristus, kan ikke loven, som kom fire hundrede og tredive år senere, gøre ugyldig, så den sætter løftet ud af kraft. 18 For om arven er af lov, er den ikke længere af løfte. Men i nåde gav Gud den til Abraham ved et løfte. 19 Hvorfor kom så loven? Den blev lagt til for overtrædelsens skyld, indtil Æten skulle komme, som løftet blev givet til. Og loven blev formidlet ved engle, ved en mellemmands hånd. 20 En mellemmand er ikke mellemmand bare for én, men Gud er Én. 21 Er da loven imod Guds løfter? Langt fra! For hvis der var givet en lov som havde kraft til at levendegøre, da ville retfærdigheden virkelig have kommet af loven. 22 Men Skriften har lukket alt inde under synd, for at løftet, af tro på Jesus Kristus, skulle blive givet til dem som tror. 23 Men før troen kom, blev vi holdt i varetægt under loven, udelukkende med sigte på den tro som senere skulle blive åbenbaret. 24 Således er da loven blevet vor tugtemester til Kristus, for at vi skulle blive retfærdiggjort af tro. 25 Men efter at troen er kommet, er vi ikke længere under tugtemesteren. 26 For I er alle Guds børn ved troen på Kristus Jesus. 27 For så mange af jer som blev døbt til Kristus, har iklædt jer Kristus. 28 Her er hverken jøde eller græker, hverken træl eller fri, hverken mand eller kvinde. For I er alle én i Kristus Jesus. 29 Og dersom I tilhører Kristus, da er I Abrahams æt og arvinger ifølge løftet.

Gal.4 1 Videre siger jeg at arvingen, så længe han er barn, ikke skiller sig ud fra en træl, selv om han er herre over alt. 2 Men han er under formyndere og husholdere indtil det tidspunkt som er fastsat af faderen. 3 Således er det også med os. Da vi var børn, var vi i trældom under verdens magter. 4 Men da tidens fylde kom, udsendte Gud Sin Søn, født af en kvinde, født under loven, 5 for at købe fri dem som var under loven, for at vi skulle få del i barnekåret. 6 Og fordi I er sønner, har Gud sendt Sin Søns Ånd ind i vore hjerter, som råber: "Abba, Far!" 7 Derfor er du ikke længere træl, men søn. Og hvis du er søn, da er du Guds arving ved Kristus. 8 Men den gang, da I ikke kendte Gud, trællede I under dem som af natur slet ikke er guder. 9 Men nu, efter at I har lært Gud at kende, og endda mere, efter at I er kendt af Gud, hvordan kan I da igen vende I til de svage og ynkelige magter; vil I på ny trælle under dem? 10 I holder nøje rede på dage og måneder og årstider og år. 11 Jeg er bange for jer at jeg skulle have kæmpes forgæves med jer. 12 Brødre, jeg formaner jer til at blive som mig, for jeg blev som jer. I har ikke gjort nogen uret mod mig. 13 I ved at det var på grund af kødets skrøbelighed jeg forkyndte evangeliet for jer den første gang. 14 Og den prøvelse som var i mit kød, hverken foragtede eller forkastede I, men I tog imod mig som en Guds engel, ja, til og med som Kristus Jesus. 15 Hvad er der nu blevet af jeres velsignelse? For det vidner jeg om til jer, at dersom det var mulig, havde I revet deres ud egne øjne og givet dem til mig. 16 Er jeg da blevet deres fjende fordi jeg fortæller jer sandheden? 17 De lokker I med stor iver, men det fører ikke til noget godt. Ja, de ønsker at skille jer ud, for at I skal være ivrige for dem. 18 Men det er godt at være ivrige for det gode til enhver tid, og ikke bare når jeg er til stede hos jer. 19 Mine små børn, som jeg igen har fødselsveer med, indtil Kristus får skikkelse i jer. 20 Jeg vil gerne være til stede hos jer nu, således at jeg kunne forandre min røst. For jeg har min tvivl om jer. 21 Sig mig, I som vil være under loven, hører I ikke loven? 22 For der står skrevet at Abraham havde to sønner: den ene var af trælkvinden, den anden var af den frie kvinde. 23 Men han som blev født af trælkvinden, var efter kødet, og han som var af den frie kvinde, blev født ved løftet. 24 Og alt dette har en billedlig betydning. For disse to kvinder er de to pagter, den ene fra Sinaj-bjerget, som føder til trældom, og det er Hagar - 25 for denne Hagar er Sinaj-bjerget i Arabien og svarer til det Jerusalem som er nu, og som er i trældom med sine børn. 26 Men det Jerusalem som er der oppe, er frit, hende som er mor for os alle. 27 For der er skrevet: Glæd dig, du ufrugtbare, du som ikke føder! Bryd ud i jubelråb, du som ikke har fødselsveer! For den enlige har mange flere børn end hun som har manden. 28 Nu er vi, brødre, løftets børn således Isak var. 29 Men på samme måde som han som blev født efter kødet, den gang forfulgte ham som blev født efter Ånden, således er det nu også. 30 Men hvad siger Skriften? Driv trælkvinden og hendes søn ud, for trælkvindens søn skal ikke arve sammen med den frie kvindes søn. 31 Altså, brødre, er ikke vi børn af trælkvinden, men af den frie kvinde.

Gal.5 1 Stå derfor fast i den frihed som Kristus har frigjort os til, og lad jer ikke endnu en gang binde under trældommens åg. 2 Se, jeg, Paulus, siger jer at om I bliver omskåret, kan ikke Kristus være til nogen gavn for jer. 3 Og jeg vidner igen for hvert menneske som bliver omskåret, at han er skyldig til at holde hele loven. 4 I er kommet bort fra Kristus, I som vil blive retfærdiggjort ved loven. I er faldt ud af nåden. 5 For i Ånden venter vi med iver på det håb om retfærdighed som vi har ved tro. 6 For i Kristus Jesus gælder hverken omskærelse eller mangel på omskærelse noget, men bare tro som er virksom ved kærlighed. 7 I løb godt. Hvem hindrer jer da fra at lyde sandheden? 8 Overtalelsen til dette kommer ikke fra Ham som kalder jer. 9 En lille surdej gennemsyrer hele dejen. 10 Jeg har den tillid til jer i Herren, at I ikke vil tænke noget andet. Men den som plager jer, skal få sin dom, uanset hvem det er. 11 Og jeg, brødre, om jeg fortsat forkynder omskærelse, hvorfor bliver jeg da fremdeles udsat for forfølgelse? Da er korsets anstød taget bort. 12 Det var godt om de som fører jer vil, kunne lemlæste sig selv fuldstændig! 13 For I, brødre, er blevet kaldet til frihed. Brug bare ikke friheden som en anledning for kødet, men tjen hverandre ved kærligheden! 14 For hele loven er opfyldt i et ord, nemlig dette: Du skal elske din næste som dig selv! 15 Men dersom I bidder og æder af hverandre, så pas på at I ikke æder hverandre op! 16 Men jeg siger: Vandre i Ånden, og I skal slet ikke fuldføre kødets lyst. 17 For kødet lyster imod Ånden og Ånden imod kødet. Og disse to står imod hinanden, for at I ikke skal gøre de ting I vil. 18 Men hvis I bliver leddet af Ånden, da er I ikke under loven. 19 Kødets gerninger er åbenbare. De er: ægteskabsbrud, hor, urenhed, skamløs utugt, 20 afgudsdyrkelse, trolddom, had, stridigheder, jaloux, vrede, selvhævdelse, splittelser, partier, 21 misundelse, mord, drukkenskab, usømmelig fæstning og andre sådanne ting. Om disse gerninger siger jeg jer nu på forhånd, således som jeg også sagde til jer tidligere, at de som gør sådan, skal ikke arve Guds rige. 22 Men Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, langmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, 23 sagtmodighed, selvtugt. Loven er ikke imod dette imod. 24 Og de som tilhører Kristus, har korsfæstet kødet med dets lidenskaber og lyster. 25 Hvis vi lever i Ånden, så lad os også vandre i Ånden! 26 Lad os ikke tragte efter tom ære, så vi ægger hverandre og misunder hverandre.

Gal.6 1 Brødre, hvis et menneske bliver grebet i en overtrædelse, skal I som er åndelige vise en således til rette med en ydmyg ånd. Og pas dig selv, så ikke du også bliver fristet. 2 Bær hverandres byrder, og opfyld Kristi lov på den måde. 3 For om nogen mener om sig selv at han er noget, når han ikke er nogen ting, bedrager han sig selv. 4 Men lad hver enkelt prøve sit eget værk, og så skal han have sin ros efter det han selv er, og ikke efter det andre er. 5 For hver enkelt skal bære sin egen byrde. 6 Den som bliver oplært i Ordet, skal have del i alle goder sammen med den som underviser ham. 7 Lad jer ikke forføre; Gud lader sig ikke spotte. For det et menneske sår, det skal han også høste. 8 For den som sår i sit kød, skal høste fordærvelse af kødet. Men den som sår i Ånden, skal høste evig liv af Ånden. 9 Og lad os ikke blive trætte af at gøre det gode, for i rette tid skal vi høste, hvis vi bare ikke mister modet. 10 Mens vi har anledning, lad os gøre det gode mod alle, særlig mod dem som er af troens folk. 11 Se med hvor store bogstaver jeg har skrevet til jer med min egen hånd! 12 De som vil tage sig godt ud i kødet, er også de samme som vil tvinge jer til at blive omskåret, bare for at de ikke skal blive udsat for forfølgelse på grund af Kristi kors. 13 For ikke engang de omskårne holder loven. Men de vil gerne få jer omskåret, således at de kan rose sig af deres kød. 14 Men må det være langt fra mig at rose mig af noget andet end vor Herre Jesu Kristi kors. Ved Ham er verden blevet korsfæstet for mig, og jeg for verden. 15 For i Kristus Jesus betyder hverken omskærelse eller mangel på omskærelse nogen ting, men en ny skabning. 16 Og så mange som lever efter denne rettesnor, fred og miskundhed være over dem, og over Guds Israel! 17 Fra nu af må ingen plage mig, for jeg bærer Herren Jesu mærker på mit legeme. 18 Brødre, må Herren Jesu Kristi nåde være med deres ånd! Amen.

Ef.1 1 Paulus, Jesu Kristi apostel ved Guds vilje, til de hellige som er i Efesos og som er troende i Kristus Jesus: 2 Nåde være med jer og fred fra Gud, vor Far, og Herren Jesus Kristus! 3 Lovet være vor Herre Jesu Kristi Gud og Far! Han har velsignet os med al åndelig velsignelse i den himmelske verden i Kristus, 4 således som Han udvalgte os i Ham før verdens grundvold blev lagt, for at vi skulle være hellige og ulastelige frem for Ham i kærlighed. 5 Ved Jesus Kristus har Han forudbestemt os til barnekår hos Sig, efter Sin viljes gode velbehag, 6 til pris for Sin nådes herlighed. Ved den tog Han os til nåde i Den Elskede. 7 I Ham har vi forløsningen ved Hans blod, tilgivelse for overtrædelserne, efter Hans nådes rigdom. 8 Denne nåde lod Han komme rigelig over os med al visdom og indsigt, 9 efter at Han havde gjort Sin viljes hemmelighed kendt for os, efter Sit gode velbehag som Han havde bestemt hos Sig Selv, 10 om en husholdning som hører tidens fylde til; at sammenfatte alt til et i Kristus, både det som er i himlene, og det som er på jorden - i Ham. 11 I Ham har vi også fået en arv, ved at vi blev forudbestemt til det efter Hans bestemte hensigt, Han som udfører alle ting efter Sin viljes råd, 12 for at vi som tidligere havde sat vort håb til Kristus, skulle være til pris for Hans herlighed. 13 I Ham blev også I, efter at I fik høre sandhedens ord, det som er evangeliet om deres frelse - i Ham blev også I, da I kom til tro, beseglet med Den Hellige Ånd, løftets Ånd, 14 som er pantet på vor arv indtil forløsningen af den købte ejendommen, til pris for Hans herlighed. 15 Derfor, efter at jeg fik at høre om deres tro på Herren Jesus og om deres kærlighed til alle de hellige, 16 holder jeg heller ikke op med at takke for jer og at nævne jer i mine bønner. 17 Jeg beder om at vor Herre Jesu Kristi Gud, herlighedens Far, må give jer visdoms og åbenbarings Ånd i erkendelse af Ham, 18 og at deres forstands øjne bliver oplyst, således at I kan forstå hvilket håb I fik ved Hans kald og hvor rig på herlighed er Hans arv blandt de hellige, 19 og forstå hvor overvældende stor Hans kraft er for os som tror, efter virkningen af Hans mægtige kraft. 20 Det var den Han lod virke i Kristus da Han rejste Ham op fra de døde og satte Ham ved Sin højre hånd i den himmelske verden, 21 højt over al myndighed og magt og kraft og herredømme og over hvert navn som nævnes, ikke bare i denne tidsalder, men også i den kommende. 22 Og Han lad alle ting under Hans fødder, og gav Ham til menigheden som hovedet over alle ting, 23 menigheden som er Hans legeme, fylden af Ham som fylder alt i alle.

Ef.2 1 Også I gjorde Ham levende, I som var døde i deres overtrædelser og synder, 2 de som I en gang vandrede i, efter tidsånden i denne verden, efter fyrsten over luftens magt, den ånd som nu er virksom i ulydighedens børn. 3 I disse levede også vi alle før i vort køds lyster, og vi gjorde det som kødet og tankerne ville. Vi var af naturen vredens børn, således som de andre. 4 Men Gud er rig på miskundhed. Og på grund af Sin store kærlighed som Han elskede os med, 5 gjorde Han os levende sammen med Kristus, da vi var døde i overtrædelserne. Af nåde er I frelst. 6 Og Han oprejste os sammen med Ham og satte os sammen med Ham i den himmelske verden i Kristus Jesus, 7 for at Han i de kommende tidsaldre kunne vise Sin nådes overvældende rigdom i godhed mod os i Kristus Jesus. 8 For af nåde er I frelst, ved troen, og det er ikke af jer selv, det er Guds gave, 9 ikke af gerninger, for at ikke nogen skulle rose sig. 10 For vi er Hans værk, skabt i Kristus Jesus til gode gerninger, som Gud har gjort færdige på forhånd, for at vi skulle vandre i dem. 11 Husk derfor at I en gang var hedninger i kødet, så som bliver kaldet uomskårne af dem som har navn efter den omskærelse som er gjort på kødet med hænder. 12 Husk at I på den tid var udenfor Kristus, udelukket fra Israels borgerskab og fremmede for løftets pagter. I havde ikke noget håb og var uden Gud i verden. 13 Men i Kristus Jesus er nu I som før var langt borte, kommet nær ved Kristi blod. 14 For Han er vor fred, Han som har gjort dem begge til et, og som nedbrød skillevæggen som stod i mellem. 15 Dette gjorde Han da Han i Sit kød afskaffede fjendskabet, det vil sige budenes lov som er i forskrifterne, for i Sig Selv at skabe et nyt menneske af de to og på den måden skabe fred. 16 Således kunde Han også forlige dem begge med Gud i et legeme ved korset og ved det dræbe fjendskabet. 17 Og Han kom og forkyndte evangeliet om fred for jer som var langt borte, og fred for dem som var nær ved. 18 For ved Ham har vi begge adgang til Faderen i én Ånd. 19 Derfor er I ikke længere fremmede og udlændinge, men medborgere med de hellige, og I hører til Guds husfolk. 20 I er bygget op på apostlenes og profetenes grundvold, og Jesus Kristus Selv er Hovedhjørnestenen. 21 I Ham bliver hele bygningen ført sammen, og den vokser til et hellig tempel i Herren. 22 I Ham bliver også I bygget op sammen med de andre til en bolig for Gud i Ånden.

Ef.3 1 Af denne grund er jeg, Paulus, Jesu Kristi fange for jer hedninger, 2 så sandt I har hørt om Guds nådes husholdning, som blev givet mig for jer, 3 hvordan Han ved åbenbaring gjorde hemmeligheden kendt for mig, således jeg ovenfor har skrevet i korthed. 4 Af dette som jeg har skrevet, kan I, når I læser det, forstå at jeg har indsigt i Kristi hemmelighed. 5 Denne hemmelighed blev ikke gjort kendt for menneskenes børn i tidligere slægter, således den nu ved Ånden er blevet åbenbart for Hans hellige apostle og profeter, 6 nemlig at hedningerne er medarvinger, de hører med til det samme legeme og har del i Hans løfte i Kristus ved evangeliet. 7 Dette evangelium er jeg blevet tjener for, efter den Guds nådes gave som blev givet mig ved den mægtige virkning af Hans kraft. 8 Til mig, som er den allermindste af alle de hellige, blev denne nåde givet at jeg skulle forkynde evangeliet om Kristi uransagelige rigdom for hedningerne 9 og oplyse alle om hvad dette hemmelighedens samfund er, det som fra evige tider har været skjult i Gud, som skabte alle ting ved Jesus Kristus. 10 Hensigten med dette var at Guds mangfoldige visdom nu ved menigheden skulle blive gjort kendt for magterne og myndighederne i den himmelrummet. 11 Dette skete efter den evige hensigt som Han nu har fuldført i Kristus Jesus, vor Herre. 12 I Ham har vi frimodighed og adgang i tillid ved troen på Ham. 13 Derfor beder jeg om at I ikke må miste modet ved mine trængsler for jer, det som er deres ære. 14 Af denne grund bøjer jeg mine knæ for vor Herre Jesu Kristi Far, 15 - fra Ham som ethvert faderforhold i himlene og på jorden har fået sit navn -, 16 og jeg beder om at Han vil give jer at blive styrket med kraft ved Sin Ånd i det indre menneske, efter Hans herligheds store rigdom, 17 det vil sige at Kristus må bo jeres i hjerter ved troen, idet I er rodfæstet og grundfæstet i kærlighed, 18 for at I skal være i stand til at fatte, sammen med alle de hellige, hvor stor bredden og længden og dybden og højden er, 19 og at kende Kristi kærlighed, som overgår al kundskab, for at I kan blive fyldt til hele Guds fylde. 20 Han som er i stand til at gøre langt mere end alt det vi beder om eller forstår, efter den kraft som virker i os, 21 Ham være æren i menigheden som er i Kristus Jesus, gennem alle slægter i evigheders evighed! Amen.

Ef.4 1 Jeg, som er fange i Herren, formaner jer da til at vandre værdig det kald som I blev kaldet med, 2 med al ydmyghed og mildhed, med langmodighed, så I bærer over med hverandre i kærlighed, 3 og lægger vind på at bevare Åndens enhed i fredens bånd! 4 Der er et legeme og én Ånd, således som I blev kaldet i et håb ved deres kald, 5 der er én Herre, én tro, én dåb, 6 én Gud og alles Far, Han som er over alle og gennem alle og i jer alle. 7 Men til hver og en af os blev nåden givet efter det mål Kristi gave gives efter. 8 Derfor siger Han: "Da Han fór op, tog Han fangenskabet til fange og gav gaver til menneskene." 9 Dette: Han fór op, hvad betyder det om Han ikke også først fór ned til jordens lavere dele? 10 Han som fór ned, er også Den samme som fór op over alle himlene, for at fylde alle ting. 11 Og Han gav nogen til at være apostle, nogen til profeter, nogen til evangelister, nogen til hyrder og lærere, 12 for at de hellige skulle blive udrustet til tjenestens arbejde, til opbyggelse af Kristi legeme, 13 indtil vi alle når frem til troens enhed og til kundskaben om Guds Søn, til mands modenhed, til det mål af vækst som rummer Kristi fylde, 14 for at vi ikke længere skulle være som små børn og blive kastet hid og did og blive drevet omkring af enhver lærdoms vind, ved menneskers kneb, ved listig kløgt i vildfarelsens kunster. 15 Men sandheden tro i kærlighed skal vi i alle ting vokse op til Ham som er hovedet - Kristus. 16 Ud fra Ham bliver hele legemet sammenført og holdt sammen ved den opgave som ethvert led har, efter virkningen af den styrke som er givet hver del. Dette skaber vækst for hele legemet til sin egen opbyggelse i kærlighed. 17 Dette siger og vidner jeg altså i Herren, at I ikke længere skal vandre således som de andre hedninger vandrer, de som lever efter sit sinds tomhed. 18 De er blevet formørket i sin forstand og er fremmedgjort for livet i Gud, på grund af uvidenheden som er i dem, ved sit hjertes forhærdelse. 19 Og siden de ikke længere har skamfølelse, har de givet sig over til skamløs utugt og til al slags urenhed med grådighed. 20 Men I har ikke lært at kende Kristus således, 21 så sandt I virkelig har hørt om Ham og er blevet oplært i Ham, således sandheden er i Jesus, 22 da må I aflægge det som hører til deres tidligere fremfærd, det gamle menneske, det som bliver fordærvet ved de forførende lyster, 23 blive fornyet i deres sind ved Ånden, 24 og ikke I det nye menneske, som er skabt efter Gud, ved sandhedens retfærdighed og hellighed. 25 Læg derfor løgnen bort og hver af jer skal tale sandhed med sin næste, for vi er hverandres lemmer. 26 Bliver I vrede, så synd ikke! Lad ikke solen gå ned over deres vrede, 27 og giv heller ikke djævelen plads! 28 Den som stjal, skal ikke stjæle mere, men heller arbejde og gøre det gode med sine hænder, for at han kan have noget at give til dem som trænger hjælp. 29 Lad ikke et eneste råddent ord komme ud fra deres mund, men bare ord som er gode til nødvendig opbyggelse, for at ordene kan give nåde til dem som hører på. 30 Og gør ikke Guds Hellige Ånd sorg, Ham som I blev beseglet med til forløsningens dag. 31 Lad al bitterhed, vrede, skrig og ond tale være langt fra jer, sammen med al ondskab. 32 Og vær gode mod hverandre, vær barmhjertige og tilgiv hverandre, således Gud har tilgivet jer i Kristus.

Ef.5 1 Bliv derfor Guds efterfølgere, som Hans kære børn. 2 Og vandre i kærlighed, således også Kristus elskede os og gav Sig Selv en offergave for os, og et blodig offer for Gud, som en velbehagelig duft. 3 Men hor og al slags urenhed eller grådighed skal ikke en gang nævnes blandt jer, således det sømmer sig for de hellige, 4 heller ikke skamløshed, tåbelig snak eller letsindig spøg som ikke passer sig, men hellere takkebøn. 5 For dette ved I, at ingen som lever i hor eller i urenhed eller i grådighed - han er jo en afgudsdyrker -, har arvedel i Kristi og Guds rige. 6 Lad ingen forføre jer med tomme ord, for på grund af disse ting kommer Guds vrede over ulydighedens børn. 7 Bliv derfor ikke delagtige med dem! 8 For I var en gang mørke, men nu er I lys i Herren. Vandre som lysets børn 9 - for Åndens frugt består i al godhed, retfærdighed og sandhed -, 10 idet I prøver hvad som er til behag for Herren. 11 Og tag ikke del i mørkets ufrugtbare gerninger, men afslør dem hellere! 12 For selv bare at tale om det de gør i det skjulte, er en skam. 13 Men alt som bliver afsløret af lyset, bliver åbenbaret, alt det som bliver åbenbart, er lys. 14 Derfor siger Han: "Vågn op, du som sover, stå op fra de døde, og Kristus skal lyse for dig." 15 Se da til at I vandrer varsomt, ikke som uvise, men som vise, 16 så I køber den gunstige tid, for dagene er onde. 17 Vær derfor ikke uforstandige, men forstå hvad som er Herrens vilje! 18 Og bliv ikke fulde af vin, for det fører bare til udskejelser, men bliv fyldt af Ånden, 19 således at I taler til hverandre med salmer og lovsange og åndelige viser, idet I synger og spiller i deres hjerter for Herren 20 og altid takker Gud Faderen for alle ting i vor Herre Jesu Kristi navn 21 og underordner jer hverandre i Guds frygt. 22 I hustruer, underordne jer jeres egne mænd, som under Herren. 23 For manden er kvindens hoved, således også Kristus er menighedens hovede. Og Han er Frelser for legemet. 24 Således menigheden underordner sig Kristus, således skal derfor hustruerne underordne sig sine egne mænd i alle ting. 25 I ægtemænd, elsk jeres hustruer, således også Kristus elskede menigheden og gav Sig Selv for den, 26 for at Han skulle hellige den, idet Han renset den ved vandbadet i ordet, 27 for at Han kunne føre den frem for Sig Selv som en herlig menighed som ikke har plet eller rynke eller noget sådant, men at den skulle være hellig og uden lyde. 28 På samme måde skylder ægtemændene at elske deres egne hustruer som deres egne legemer. Den som elsker sin hustru, elsker sig selv. 29 For ingen har nogen sinde hadet sit eget kød, men han giver det mad og har omsorg for det, således Herren gør med menigheden. 30 For vi er lemmer på Hans legeme, af Hans kød og af Hans ben. 31 Derfor skal manden forlade sin far og sin mor og være knyttet til sin hustru, og de to skal være et kød. 32 Dette er en stor hemmelighed, jeg taler her om Kristus og menigheden. 33 Men hver enkelt af jer skal elske sin egen hustru som sig selv, og hustruen skal se til at hun har ærefrygt for sin ægtemand.

Ef.6 1 I børn, vær lydige mod jeres forældre i Herren, for det er ret. 2 Ær din far og din mor, dette er det første bud med et løfte, 3 for at det kan gå dig godt og du kan leve længe i landet. 4 Og I fædre, opæg ikke jeres børnene til vrede, men opdrag dem i Herrens tugt og formaning! 5 I slaver, vær lydige mod dem som er deres herrer efter kødet, med frygt og respekt, i hjertets oprigtighed, som for Kristus, 6 ikke med øjentjeneste, som sådan som bare vil gøre mennesker til tilfredse, men som Kristi tjenere som gør Guds vilje af hjertet. 7 Gør deres tjeneste med velvilje, som for Herren og ikke for mennesker. 8 Og I ved at alt det gode man gør, skal enhver få igen fra Herren, enten man er slave eller fri. 9 Og I herrer, gør det samme mod dem! Stop med at true, for I ved at også jeres egen Herre er i himmelen, og hos Ham er der ingen forskelsbehandling. 10 Til slut, mine brødre, bliv stærke i Herren og i Hans vældige kraft! 11 Tag Guds fulde rustning på jer, så I kan være i stand til at stå djævelens listige knep imod. 12 For vor kamp er ikke mod kød og blod, men mod magterne, mod myndighederne, mod verdensherskerne i denne tidsalders mørke, mod ondskabens åndelige hærskarer i himmelrummet. 13 Tag derfor Guds fulde rustning på, for at I kan være i stand til at stå imod på den onde dag og at blive stående efter at have vundet sejr i alle ting. 14 Stå derfor fast, med sandheden ombundet om livet, iført retfærdighedens brynje 15 og ombundet med kampberedskabet på fødderne som fredens evangelium giver. 16 Tag frem for alt troens skjold; med det er I i stand til at slukke alle de brændende pile fra den onde. 17 Og tag frelsens hjelm og Åndens sværd, som er Guds ord. 18 Og bed altid med al bøn og påkaldelse i Ånden! Og således skal I være vågne med al udholdenhed og påkaldelse for alle de hellige, 19 og bed også for mig, at der bliver givet mig ord, så jeg kan åbne min mund med frimodighed for at gøre hemmeligheden kendt i evangeliet, 20 det som jeg er sendebud for i lænker. Bed om at jeg i Ham kan forkynde frimodig, således det er pålagt mig. 21 Men for at I også skal få at vide om min tjeneste og hvordan jeg har det, skal Tykikus, en kær bror og trofast tjener i Herren, fortælle jer alt. 22 Jeg har sendt ham til jer med den bestemte hensigt at I skal få kendskab til vor tjeneste, og at han skal trøste deres hjerter. 23 Fred være med brødrene, og kærlighed med tro, fra Gud Fader og Herren Jesus Kristus! 24 Nåde være med alle dem som elsker vor Herre Jesus Kristus i uforgængelighed! Amen.

Fil.1 1 Paulus og Timoteus, Jesu Kristi tjenere, til alle de hellige i Kristus Jesus, som er i Filippi, sammen med tilsynsmænd og menighedstjenere: 2 Nåde være med jer og fred fra Gud, vor Far, og Herren Jesus Kristus. 3 Jeg takker min Gud hver gang jeg bliver mindet om jer, 4 idet jeg altid, i al min bøn, beder for I alle med glæde. 5 Jeg takker for deres samfund i tjenesten for evangeliet, fra den første dag og helt til nu. 6 Og jeg er helt overbevist om dette, at Han som har begyndt den gode gerning i jer, vil fuldføre den indtil Jesu Kristi dag. 7 Det er da også rigtigt af mig at tænke således om jer alle, for jeg har jer i mit hjerte, eftersom I alle deler samfundet i nåden med mig, både når jeg bærer mine lænker og under forsvar og stadfæstelse af evangeliet. 8 For Gud er mit vidne på hvor inderlig jeg længes efter jer alle med Jesu Kristi hjertelag. 9 Og dette beder jeg om, at deres kærlighed stadig må blive rigere på erkendelse og på al evne til at skelne. 10 På den måde kan I dømme om småt og stort, så I kan være rene og uden anstød til Kristi dag, 11 og således være fyldt af retfærdigheds frugter, de som kommer ved Jesus Kristus, til Guds ære og pris. 12 Men jeg vil at I skal vide, brødre, at det som hændte mig, har snarere vist sig at være til fremme for evangeliet, 13 for det er nu blevet tydelig for hele slotsvagten, og for alle de andre, at der er på grund af Kristus jeg er i lænker. 14 Og de fleste af brødrene i Herren er blevet så fortrolige med mine lænker at de nu er meget mere frimodige til at tale Ordet uden frygt. 15 Nogen forkynder rigtig nok Kristus af misundelse og stridslyst, men andre ud fra god vilje. 16 De førstnævnte forkynder Kristus ud fra ønsket om egennytte, ikke med et oprigtig sind, og således mener de at give mig flere trængsler i tillæg til mine lænker. 17 Men de sidst nævnte gør det ud fra kærlighed, for de ved at jeg er udvalgt til at forsvare evangeliet. 18 Hvad da? Bare det at Kristus bliver forkyndt på enhver måde, enten det er med bagtanke eller i sandhed. Og dette glæder jeg mig over, ja, jeg vil fremdeles glæde mig. 19 For jeg ved at alt dette skal føre til min udfrielse ved deres bøn og ved den hjælp som Jesu Kristi Ånd sørger for. 20 Således er også min inderlige forventning og mit håb at jeg ikke skal blive til skamme i noget, men i al frimodighed, som altid, skal Kristus også nu blive ophøjet ved mit legeme, enten det sker ved liv eller ved død. 21 For mig er livet Kristus, og døden en vinding. 22 Men dersom det at leve i legemet giver frugt af mit arbejde, da ved jeg ikke hvad jeg skal vælge. 23 For jeg drages stærkt til begge dele. Jeg har et ønske om at bryde op herfra og være med Kristus, som er det allerbedste. 24 Men at vedblive i kødet er alligevel mere nødvendig for jer. 25 Og eftersom jeg er overbevist om dette, ved jeg at jeg skal leve og fortsætte sammen med jer alle til deres fremgang og glæde i troen. 26 Således er det for at deres ros for min skyld kan blive endda rigere i Jesus Kristus, når jeg igen kommer til jer. 27 Men bare se til at I lever et liv som er Kristi evangelium værdig, således at enten jeg kommer og ser til jer eller er fraværende, så kan jeg høre det om jer, at I står fast i én Ånd og at I med én og samme sjæl kæmper sammen for troen på evangeliet. 28 Og lad jer ikke på nogen måde skræmme af jeres modstandere. For dem er det et bevis på fortabelse, men for jer på frelse, og det fra Gud. 29 For det er givet jer, på grund af Kristus, ikke bare at tro på Ham, men også at lide for Hans skyld 30 og kæmpe den samme kamp som I så jeg kæmpede, og som I nu hører jeg stadig kæmper.

Fil.2 1 Derfor, om det da er nogen trøst i Kristus, om det er nogen opmuntring i kærligheden, om der er noget samfund i Ånden, om der er noget hjertelag og barmhjertighed, 2 så gør min glæde fuldstændig ved at have det samme sindelag og den samme kærlighed, og vær ét i sjæl og hav det samme sind. 3 Gør ikke noget ud fra ønske om egennytte eller lyst til tom ære, men enhver skal med ydmygt sind anse de andre højere end sig selv. 4 Ingen af jer må bare tragte efter det som er bedst for en selv, men også efter det som gavner andre. 5 Lad dette sind være i jer, som også var i Kristus Jesus. 6 Han som var i Guds skikkelse, holdt det ikke for et tilranet gode at være lig Gud, 7 men Han udtømte Sig Selv, tog en tjeners skikkelse på Sig og kom i menneskers lighed. 8 Og da Han i sin fremtræden blev fundet som et menneske, fornedrede Han Sig Selv og blev lydig til døden, ja, til døden på korset. 9 Derfor har også Gud højt ophøjet Ham og givet Ham Navnet som er over ethvert navn, 10 for at i Jesu Navn skal hvert knæ bøje sig, dem som er i den himmelske verden, og dem som er på jorden, og dem som er under jorden, 11 og for at hver tunge skal bekende at Jesus Kristus er Herre, til Gud Faders ære. 12 Derfor, mine kære, således har I altid været lydige, ikke bare da jeg var hos jer, men meget mere nu ved mit fravær, så arbejd på jeres egen frelse med frygt og bæven! 13 For det er Gud som virker i jer både at ville og at virke for Hans gode vilje. 14 Gør alle ting uden klage og indvendinger, 15 således at I kan være ulastelige og rene, Guds dadelfrie børn midt i en forvrænget og fordærvet slægt. Blandt dem skinner I som strålende lys i verden, 16 på den måde at I holder Livets Ord frem, således at jeg kan glæde mig på Kristi dag over at jeg ikke løb forgæves, eller at jeg arbejdede forgæves. 17 Ja, og hvis jeg bliver udøst som et drikoffer under ofringen og tjenesten for deres tro, er jeg glad og glæder mig sammen med jer alle. 18 Af den samme grund skal også I være glade og glæde jer sammen med mig. 19 Men jeg håber i Herren Jesus om kort tid at sende Timoteus til jer, for at også jeg kan blive opmuntret når jeg får at vide hvordan I har det. 20 Jeg har nemlig ingen andre med samme sindelag, som så oprigtig vil vise omsorg for jeres åndelige ve og vel. 21 For alle søger sit eget, ikke de ting som hører Kristus Jesus til. 22 Men I kender hans prøvede troskab, at han tjente evangeliets sag sammen med mig, som en søn hjælper sin far. 23 Derfor håber jeg at få sendt ham, så snart jeg ser hvordan det går med mig. 24 Men i Herren er jeg overbevist om at jeg også snart skal komme selv. 25 Alligevel fandt jeg det nødvendig at sende jer Epafroditus, min bror, medarbejder og kampfælle, han som var budbærer til jer og som tjente mig med det jeg havde brug for, 26 siden han længes efter jer alle og var bekymret fordi I havde hørt at han var syg. 27 For han var virkelig syg, næsten til døden. Men Gud havde barmhjertighed med ham, og ikke bare med ham, men med mig også, så ikke jeg skulle få sorg på sorg. 28 Derfor blev jeg endda mere ivrig efter at sende ham, således at I kan glæde jer når I ser ham igen, og jeg selv kan have mindre bekymring. 29 Tag derfor imod ham i Herren med al glæde, og vis sådanne som ham ære, 30 for det var på grund af gerningen for Kristus han kom døden nær, uden at bekymre sig for sit liv, for at sørge for det som manglede i jeres tjeneste for mig.

Fil.3 1 For øvrigt, mine brødre, glæd jer i Herren! AT skrive det samme til jer igen er ikke tungt for mig, og for I giver det bare større vished. 2 Hold øje med hundene, hold øje med de onde arbejdere, hold øje med de sønderskårne! 3 For det er os som har omskærelsen, vi som tjener Gud i Ånden, roser os i Kristus Jesus og ikke sætter vor lid til kød, 4 selv om jeg også kunde sætte min lid til kød. Hvis nogen andre mener de kan sætte sin lid til kød, kan jeg det endda mere: 5 Jeg er omskåret på den ottende dag, af Israels æt, af Benjamins stamme, en hebræer af hebræere, i forhold til loven en farisæer, 6 i nidkærhed en forfølger af menigheden, og efter retfærdigheden i loven var jeg blevet ulastelig. 7 Men alt det som var en vinding for mig, det regner jeg som tab for Kristi skyld. 8 Ja, så vidst regner jeg alt som tab sammenlignet med det som er så meget mere værd, kundskaben om Kristus Jesus, min Herre. På grund af Ham har jeg lidt tab på alt, og jeg regner det som skarn, for at jeg skal vinde Kristus 9 og blive fundet i Ham, ikke med min egen retfærdighed, den som er af loven, men med den som bliver givet ved troen på Kristus, retfærdigheden som er af Gud på grund af troen, 10 for at jeg skal kende Ham og kraften af Hans opstandelse og samfundet med Hans lidelser ved at jeg bliver ligedannet med Hans død, 11 om jeg på denne måde nu kan frem til opstandelsen fra de døde. 12 Ikke således at forstå at jeg allerede har nået det eller at jeg allerede er blevet fuldkommen. Men jeg jager fremover, så jeg kan gribe fat i det, eftersom Kristus Jesus også har grebet fat i mig. 13 Brødre, jeg tror ikke om mig selv at jeg har grebet det. Men et gør jeg: Jeg glemmer det som er bag, og strækker mig ud efter det som ligger foran. 14 Jeg jager mod målet, mod den sejrspris som Gud fra det høje kaldte os til i Kristus Jesus. 15 Lad os altså, så mange som er fuldkomne, have dette sind. Og hvis I tænker anderledes i noget, skal Gud også åbenbare dette for jer. 16 Det gælder at vi så langt vi har nået, fortsætter efter den samme rettesnor og har det samme sindelag. 17 Brødre, vær mine efterfølgere, og læg mærke til dem som vandrer således, eftersom I har os som forbillede. 18 For, som jeg ofte har fortalt jer, og som jeg nu grædende fortæller jer igen, mange vandrer som fjender af Kristi kors. 19 Deres mål er fortabelse, deres gud er bugen, de sætter sin ære i sin skam, og de tænker bare på de ting som hører jordelivet til. 20 Men vort borgerskab er i himmelen, og derfra venter vi også stadig på Frelseren, Herren Jesus Kristus. 21 Han skal forvandle vort forgængelighedslegeme så det bliver ligedannet med Hans herlighedslegeme. Det skal Han gøre ved den kraft som gør Ham i stand til at underordne alle ting under Sig Selv.

Fil.4 1 Derfor, mine kære og mine brødre som jeg længes efter, min glæde og min krone, stå fast i Herren, I elskede. 2 Jeg formaner Evodia, og jeg formaner Syntyke til at have det samme sindelag i Herren. 3 Og jeg beder også dig inderlig, du sande medarbejder, om at hjælpe disse kvinder som kæmpede sammen med mig i arbejdet for evangeliet, sammen med Klemens og sammen med de andre af mine medarbejdere som har sine navn i Livets bog. 4 Glæd jer i Herren altid! Igen vil jeg sige: Glæd jer! 5 Lad jeres milde sindelag blive kendt for alle mennesker! Herren er nær. 6 Vær ikke bekymret for noget, men lad i alle ting jeres bønneemner komme frem for Gud i bøn og påkaldelse med taksigelse. 7 Og Guds fred som overgår al forstand, skal bevare jeres hjerter og jeres tanker i Kristus Jesus. 8 For øvrigt, brødre, de ting som er sande, de ting som er sømmelige, de ting som er retfærdige, de ting som er rene, de ting som er værd at elske, de ting som der tales vel om, om det er et ærbart liv, og om det er noget som er værd at blive rost, så læg jer alt dette på sinde! 9 Alt det som I lærte og tog imod og hørte og så hos mig, det skal I gøre. Og fredens Gud skal være med jer. 10 Jeg glædede mig stort i Herren over at deres omsorg for mig nu endelig har blomstret op igen. Selv om I også viste omsorg før, havde I ikke anledning til at gøre noget. 11 Jeg siger ikke dette fordi jeg mangler noget, for jeg har lært at være nøjsom under de forskellige forhold jeg har vært i: 12 Jeg ved hvad det vil sige at være fornedret, og jeg ved hvad det vil sige at have overflod. Overalt og i alle ting har jeg lært både at være mæt og at være sulten, både at have overflod og at lide nød. 13 Jeg magter alt i Kristus, Han som styrker mig. 14 Alligevel har I gjort ret i at tage del med mig i trængsel. 15 Også I, filippere, ved evangeliets første tid, da jeg drog ud fra Makedonien, var der ingen anden menighed end jer alene som havde samfund med mig på en således måde at der blev ført regnskab over givet og modtaget. 16 For til Tessalonika sendte I mig den hjælp jeg havde brug for både én og to gange. 17 Ikke så at jeg er optaget af selve gaven, men jeg ser efter den frugt, den som rigelig bliver godskrevet deres eget regnskab. 18 Men nu har jeg alt, og jeg har også overflod. Jeg har i rigt mål, efter at have modtaget de ting fra Epafroditus som blev sendt fra jer, en god duft, et kærkomment offer, et offer til Guds behag. 19 Og min Gud skal efter Sin rigdom fylde al deres trang i herlighed i Kristus Jesus. 20 Vor Gud og Far skal have ære i al evighed! Amen. 21 Hils hver hellig i Kristus Jesus! Brødrerne som er sammen med mig, hilser jer. 22 Alle de hellige hilser jer, men særlig de som hører til kejserens hus. 23 Vor Herre Jesu Kristi nåde være med jer alle! Amen.

Kol.1 1 Paulus, Jesu Kristi apostel ved Guds vilje, og vor bror Timoteus, 2 til de hellige og troende brødre i Kristus, som er i Kolossæ: Nåde være med jer og fred fra Gud, vor Far, og Herren Jesus Kristus. 3 Vi takker Gud og vor Herre Jesu Kristi Far, og beder altid for jer, 4 efter at vi hørte om deres tro på Kristus Jesus og deres kærlighed til alle de hellige, 5 på grund af det håb som er gjort færdig for jer i himmelen, det som I før har hørt om i sandhedens ord fra evangeliet, 6 som er kommet til jer, således er det i hele verden, og som bærer frugt, som det også har gjort hos jer fra den dagen I hørte det og kom til erkendelse af Guds nåde i sandhed. 7 Således har I også lært det af Epafras, vor kære medtjener, som er en trofast Kristi tjener på deres vegne, 8 han som også fortalte os om deres kærlighed i Ånden. 9 Af denne grund, fra den dag vi hørte om dette, har vi ikke holdt op med at bede for jer, og vi beder om at I må blive fyldt med kundskab om Hans vilje i al visdom og åndelig forstand, 10 at I kan vandre værdig for Herren og fuldt ud være til behag for Ham, ved at I bærer frugt i al god gerning og vokser i erkendelse af Gud, 11 så I bliver styrket med al kraft efter Hans herligheds magt, til al tålmodighed og langmodighed med glæde, 12 så I takker Faderen som har gjort os i stand til at få del i de helliges arv i lyset. 13 Han er Den som har friet os ud af mørkets magt og sat os over i Sin elskede Søns rige. 14 I Ham har vi forløsningen ved Hans blod, syndens forladelse. 15 Han er billedet af den usynlige Gud, Den førstefødte frem for hele skabningen. 16 For i Ham blev alle ting skabt, de som er i himlene, og de som er på jorden, både synlige og usynlige, enten det er troner eller herredømmer, myndigheder eller magter. Alle ting blev skabt ved Ham og for Ham. 17 Og Han er før alle ting, og i Ham består alle ting. 18 Og Han er hovedet for legemet, menigheden, Han som er begyndelsen, Den førstefødte af de døde, for at Han skal have overhøjhed i alle ting. 19 For det var efter Faderens velbehag at hele fylden skulle bo i Ham, 20 og - ved Ham - forlige alle ting med Sig Selv, ved at Han gjorde fred ved blodet på Hans kors, enten det er de ting som er på jorden eller de ting som er i himlene. 21 Og I som før var fremmede og fjender af sind, i de onde gerninger, jer har Han nu forligt 22 i Sit køds legeme ved døden, for at fremstille jer hellige og ulastelige og uklanderlige frem for Sig Selv, 23 hvis I bare bliver stående i troen, grundfæstet og faste, og ikke bliver ført bort fra håbet i evangeliet, det som I har hørt, det som blev forkyndt for hver skabning under himmelen, og som jeg, Paulus, blev tjener for. 24 Som en således glæder jeg mig nu i mine lidelser for jer og opfylder i mit kød det som mangler i Kristi trængsler, for Hans legemes skyld, som er menigheden. 25 For den blev jeg en tjener efter den Guds forvaltning som blev givet mig for jer, at opfylde Guds ord, 26 hemmeligheden som i tidligere tider og for tidligere slægter har vært skjult, men som nu er blevet åbenbaret for Hans hellige. 27 For dem ville Gud gøre kendt hvilken rigdom af herlighed der er i denne hemmelighed blandt hedningerne, det er Kristus i jer, håbet om herligheden. 28 Ham forkynder vi, og vi formaner hvert menneske og lærer hvert menneske i al visdom, for at vi kan fremstille hvert menneske fuldkomment i Kristus Jesus. 29 Mod dette arbejder også jeg, og jeg kæmper ved Hans kraft som virker kraftig i mig.

Kol.2 1 For jeg vil at I skal vide hvilken vældig kamp jeg har haft for jer og for dem i Laodikea og for mange andre som ikke har set mit ansigt i kødet, 2 for at deres hjerter kan blive trøstet, blive knyttet sammen i kærlighed og nu frem til hele rigdommen i den fulde vished som kommer af indsigten, til kundskaben om Guds hemmelighed, både om Faderen og om Kristus. 3 I Ham er alle visdommens og kundskabens skatte skjult. 4 Dette siger jeg for at ikke nogen skal bedrage jer med overtalende ord. 5 For selv om jeg er borte fra jer i kødet, er jeg alligevel hos jer i ånden. Og jeg glæder mig over at se den gode orden hos jer og fastheden i deres tro på Kristus. 6 Således som I har taget imod Kristus Jesus, Herren, vandre sådan i Ham, 7 rodfæstet og opbygget i Ham, og grundfæstet i troen, således er I blevet oplært til, idet I er rige i den med taksigelse. 8 Se til at der ikke er nogen som bedrager jer ved filosofi og tomt bedrag, efter menneskers overlevering, efter verdens magter og ikke efter Kristus. 9 For i Ham bor hele Guddommens fylde legemlig. 10 Og i Ham er I blevet fyldt, Han som er hovedet for al myndighed og magt. 11 I Ham blev I også omskåret med en omskærelse som ikke er gjort med hænder, ved at aflægge kødets syndelegeme, ved Kristi omskærelse, 12 da I blev begravet med Ham i dåben og i den blev I også oprejst med Ham ved troen på Guds magt, Han som oprejste Ham fra de døde. 13 Og I som var døde i jeres overtrædelser og uomskårne kød, har Han gjort levende sammen med Ham. Og Han har tilgivet jer alle overtrædelser, 14 og Han udslettede skyldbrevet som stod imod os med bud, det som vidnede imod os. Og Han tog det bort, ved at Han naglet det til korset. 15 Han afvæbnede myndighederne og magterne, og vanærede dem offentlig da Han triumferede over dem på korset. 16 Lad derfor ingen dømme jer for mad eller drikke eller i spørgsmål om en højtid eller en nymånedag eller sabbater, 17 som bare er en skygge af de kommende ting, da legemet tilhører Kristus. 18 Lad ingen aflokke jer sejrsprisen, ved at han har sin lyst i ydmyghed og tilbedelse af engle og trænger sig ind i de ting som han ikke har set, og som nyttesløs blæser sig op af sit kødelige sind 19 og ikke holder fast ved Hovedet. Fra Ham får hele legemet næring og bliver knyttet sammen ved led og sener. Den vokser den vækst som er fra Gud. 20 Hvis I da altså døde med Kristus fra verdens magter, hvorfor vil I da, som om I lever i verden, underordne jer regler som: 21 Rør ikke, smag ikke, tag ikke? 22 - efter menneskers bud og lærdomme. Dette angår jo ting som er til for at gå i opløsning ved brugen. 23 Sådant har ord nok for at være visdom med sin selvvalgte gudsdyrkelse, ydmyghed og mishandling af legemet. Men de er ikke af nogen værdi til at stå imod kødets lyst.

Kol.3 1 Hvis I da altså blev oprejst med Kristus, så søg de ting som er der oppe, der hvor Kristus sidder ved Guds højre hånd. 2 Hav sindet rettet mod de ting som er der oppe, ikke mod de ting som er på jorden. 3 I er jo døde, og jeres liv er skjult med Kristus i Gud. 4 Når Kristus, vort liv, åbenbares, da skal også I blive åbenbart sammen med Ham i herlighed. 5 Overgiv derfor jeres jordiske lemmer til døden: hor, urenhed, syndig begær, ond lyst og grådighed, som er afgudsdyrkelse. 6 På grund af disse ting kommer Guds vrede over ulydighedens børn. 7 I disse synderne vandrede I selv før, da I levede i dem. 8 Men nu skal I aflægge det alt sammen: harme, vrede, ondskab, bespottelse, ussel snak fra jeres mund. 9 Lyv ikke for hverandre, siden I har afklædt jer det gamle menneske med dets gerninger, 10 og har iklædt jer det nye menneske, som bliver fornyet til kundskab efter billedet af Ham som skabte det. 11 Her er det hverken græker eller jøde, omskåret eller uomskåret, barbar, skyte, træl eller fri, men Kristus er alt og i alle. 12 Som Guds udvalgte, hellige og elskede, må I da iklæde jer inderlig barmhjertighed, godhed, ydmyghed, sagtmodighed og langmodighed, 13 så I bærer over med hverandre og tilgiver hverandre hvis nogen har en klage mod en anden. Således som Kristus tilgav jer, således skal også I gøre. 14 Men frem for alt dette: I må iklæde jer kærligheden, som er fuldkommenhedens bånd. 15 Og lad Guds fred råde i jeres hjerter! Den blev I også kaldet til i et legeme. Og vær taknemmelige! 16 Lad Kristi ord bo rigelig i jer i al visdom, således at I underviser og formaner hverandre med salmer og lovsange og åndelige sange, og ved nåden synger i jeres hjerter for Herren. 17 Og hvad I end gør i ord eller gerning, gør alt i Herren Jesu navn, og tak Gud Faderen ved Ham. 18 I hustruer, underordne jer under jeres egne mænd, således det sømmer sig i Herren. 19 I ægtemænd, elsk jeres hustruer og vær ikke bitre mod dem! 20 I børn, adlyd jeres forældre i alle ting, for dette er velbehagelig for Herren. 21 I fædre, gør ikke jeres børn bitre, så de ikke bliver modløse. 22 I slaver, adlyd jeres herrer efter kødet i alle ting, ikke med øjentjeneste som sådanne som vil tækkes mennesker, men i hjertets oprigtighed, fordi I frygter Gud. 23 Og alt I gør, gør det af hjertet, som for Herren og ikke for mennesker. 24 For I ved at det er fra Herren I skal få arven som løn. I tjener jo Herren Kristus. 25 Men den som gør uret, skal få tilbage for den uret han har gjort, og det bliver ingen forskelsbehandling.

Kol.4 1 I herrer, give jeres slaver det som er ret og retfærdig, og vid at også I har en Herre i himmelen. 2 Hold fast på og våg i bønnen med taksigelse! 3 Bed også for os, at Gud vil åbne en dør for Ordet, så vi kan tale Kristi hemmelighed, den som jeg også er i lænker for, 4 så jeg kan åbenbare den, på den måde jeg bør tale. 5 Vandre viselig overfor dem som er udenfor, og køb den gunstige tid! 6 Jeres tale må altid være venlig, krydret med salt, således at I kan vide hvordan I bør svare hver enkelt. 7 Tykikus, vor kære bror, trofaste tjener og medtjener i Herren, skal fortælle jer alt nyt om mig. 8 Jeg sender ham til jer netop med denne hensigt, således at han kan få at vide hvordan I har det og trøst jeres hjerter, 9 sammen med Onesimus, en trofast og kær bror, som er en af jer. De vil fortælle jer om alt det som sker her. 10 Aristarke, min medfange, hilser jer sammen med Markus, Barnabas' søskenbarn, som I fik besked om, hvis han kommer til jer, så tag vel imod ham, 11 og Jesus som bliver kaldet Justus, hilser jer. Disse er mine eneste medarbejdere for Guds rige blandt dem som er omskåret. De er blevet til trøst for mig. 12 Epafras, som er en af jer, en Kristi tjener, hilser jer. Han strider altid med iver for jer i bøn, for at I kan stå fuldkomne og fuldendte i al Guds vilje. 13 For jeg vidner om ham at han har stor nidkærhed for jer og for dem i Laodikea og dem i Hierapolis. 14 Lukas, den kære læge, og Demas hilser jer. 15 Hils brødrene som er i Laodikea og Nymfas og menigheden som er i hans hus. 16 Når dette brevet er oplæst hos jer, se da til at der også bliver læst op i laodikæernes menighed, og at I ligeledes får læst brevet fra Laodikea. 17 Og sig til Arkippus: "Tag vare på den tjeneste du har modtaget i Herren, så du fuldfører den." 18 Denne hilsen er med min egen hånd - Paulus. Husk mine lænker! Nåde være med jer! Amen.

1.Tess.1 1 Paulus, Silvanus og Timoteus, til tessalonikernes menighed i Gud Faderen og i Herren Jesus Kristus: Nåde være med jer og fred fra Gud, vor Far, og Herren Jesus Kristus. 2 Vi takker altid Gud for jer alle, og nævner jer i vore bønner. 3 Vi husker altid jeres gerning i jeres tro arbejde i kærlighed og tålmodighed i håbet på vor Herre Jesus Kristus frem for vor Gud og Far, 4 og vi ved, elskede brødre, at I er udvalgt af Gud. 5 For vort evangelium kom ikke til jer bare i ord, men også i kraft og i Den Hellige Ånd og med fuld visshed, da I ved hvordan vi var hos jer for deres skyld. 6 Og I blev vore og Herrens efterfølgere, efter at I havde taget imod Ordet under stor trængsel og med Den Hellige Ånds glæde, 7 således at I blev forbilleder for alle de troende i Makedonien og Akaia. 8 For fra jer har Herrens ord lydt vidt udover, ikke bare i Makedonien og Akaia, men også på ethvert andet sted. Jeres tro til Gud er nået ud, således at vi ikke trænger at sig noget om det. 9 For de selv fortæller om os, hvilken indgang vi fik hos jer, og hvordan I vendte jer til Gud fra afguderne for at tjene Den levende og sande Gud, 10 og til at vente på Hans Søn fra himlene, Han som Gud rejste op fra de døde, Jesus, Han som udfrier os fra den kommende vrede.

1.Tess.2 1 For I ved jo selv, brødre, at den indgang vi fik hos jer ikke var forgæves. 2 Men selv lige efter at vi havde lidt og blev nedværdigende behandlet i Filippi, som I ved, var vi frimodige i vor Gud til at tale Guds evangelium til jer under stor kamp. 3 For vor formaning kom ikke af vildfarelse eller urenhed, og den var heller ikke præget af svig. 4 Men eftersom vi var blevet prøvet af Gud for at blive betroet evangeliet, så taler vi også, ikke for at tækkes mennesker, men for Gud, som prøver vore hjerter. 5 For vi brugte ikke smigrende ord på noget tidspunkt, som I ved, og vi brugte heller ikke noget dække for grådighed - Gud er vort vidne. 6 Vi søgte heller ikke ære af mennesker, hverken fra jer eller fra andre, selv om vi som Kristi apostle har ret til at optræde med tyngde. 7 Men vi var milde blandt jer, på samme måde som en mor nærer sine egne børn. 8 Siden vi længes så inderlig efter jer, var vi meget glade, ikke bare for at kunne overgive Guds evangelium til jer, men også for at kunde overgive vore egne liv, fordi I var blevet os så kære. 9 For I husker, brødre, vort slæb og vor møje. For mens vi arbejdede nat og dag, for at vi ikke skulle være til byrde for nogen af jer, forkyndte vi Guds evangelium for jer. 10 I er vidner, og Gud også, om hvor hellig og retfærdig og ulastelig vi opførte os blandt jer som tror. 11 For I ved hvordan vi formanede, trøstede og vidnede hver eneste én af jer, således en far gør med sine egne børn, 12 for at I skulle vandre værdig for Gud, Han som kalder jer ind i Sit eget rige og Sin herlighed. 13 Af denne grund takker vi også Gud altid, for da I tog imod det Guds ord som I hørte fra os, så tog I imod det, ikke som menneskers ord, men som det i sandhed er: Guds ord, det som også er virksomt i jer som tror. 14 For I, brødre, blev efterfølgere af de Guds menigheder som er i Judea i Kristus Jesus. For I led også under de samme plager fra jeres egne landsmænd, således som de led fra jøderne, 15 de som dræbte både Herren Jesus og sine egne profeter, og som har forfulgt os. Og de er ikke til behag for Gud, og de står imod alle mennesker, 16 ved at de forbyder os at tale til hedningefolkene, så de kan blive frelst. På denne måde opfylder de altid sine synders mål. Men vreden har til fulde indhentet dem. 17 Men vi, brødre, efter at vi blev taget bort fra jer en kort tid, var vi vel borte fra jer legemlig, men ikke med hjertet. Vi prøvede med endda større iver og med stor længsel at få jeres ansigt at se igen. 18 Derfor ville vi komme til jer, også jeg, Paulus, forsøgte både én og to gange, men Satan hindrede os. 19 For hvem er vort håb, vor glæde eller kransen vi kan rose os af? Er det ikke netop jer som skal stå frem for Herren Jesus Kristus ved Hans genkomst? 20 For I er vor ære og glæde.

1.Tess.3 1 Derfor, da vi ikke længer kunne holde det ud, mente vi det var ret at blive alene igen i Athen, 2 således at vi kunne sende Timoteus, vor bror og Guds tjener og vor medarbejder i Kristi evangelium, for at styrke jer og formane jer om jeres tro, 3 så ingen skulle stå vaklende i disse trængsler. For I ved selv at vi er sat til dette. 4 Vi sagde det også til jer på forhånd, da vi var hos jer, at vi kom til at lide trængsel, således det også skete, noget I ved. 5 Af denne grund, da jeg ikke længere kunne holde det ud, sendte jeg også bud for at få at vide hvordan det var med jeres tro, om det var således at fristeren havde fristet jer på en eller anden måde og at vort arbejde havde været forgæves. 6 Men nu når Timoteus er kommet til os fra jer og har bragt os gode nyheder om jeres tro og kærlighed, og har fortalt at I stadig har gode minder om os, og at I har et stærkt ønske om at få os at se igen, således ønsker vi også at få jer se, 7 fik vi trøst fra jer ved dette, brødre, ved jeres tro, i al vor trængsel og nød. 8 For nu kan vi leve videre, hvis I står fast i Herren. 9 For hvilken tak er vi i stand til at give Gud for jer, for al den glæde vi fryder os med for deres skyld frem for vor Gud, 10 ved at vi nat og dag beder inderlig om at vi må se jeres ansigt igen og udfylde manglerne ved jeres tro? 11 Må Han Selv, vor Gud og Far, og vor Herre Jesus Kristus, lede vor vej til jer! 12 Og må Herren give jer rigdom og overflod på kærlighed til hverandre og til alle, således som vi også elsker jer, 13 så Han kan styrke jeres hjerter til at være ulastelige i hellighed frem for vor Gud og Far ved vor Herre Jesu Kristi genkomst med alle Sine hellige.

1.Tess.4 1 For øvrig brødre, opfordrer og formaner vi jer i Herren Jesus at I stadig må have mere fremgang i dette som I fik overlevet fra os, om hvordan I skal vandre og være til behag for Gud. 2 I ved jo hvilke bud vi gav jer ved Herren Jesus. 3 For dette er Guds vilje, deres helliggørelse, at I skal afstå fra hor, 4 at hver af jer skal vide hvordan han skal vinde sin egen ægtefælle i hellighed og ære, 5 ikke i lystens lidenskab, således som hedningefolkene, som ikke kender Gud, 6 og at ingen udnytter og bedrager sin bror i nogen gerning, fordi Herren er en hævner over alle sådanne, som vi også sagde til jer på forhånd og vidnede om for jer. 7 For Gud kaldte os ikke til urenhed, men til helliggørelse. 8 Derfor, den som forkaster dette, forkaster ikke et menneske, men Gud, som også har givet os Sin Hellige Ånd. 9 Men om broderkærligheden trænger I ikke at jeg skriver til jer, for I er selv oplært af Gud til at elske hverandre. 10 For således elsker I også alle brødrerne som er i hele Makedonien. Men vi formaner jer indstændig, brødre, at I må blive endda rigere på kærlighed, 11 at I også må sætte pris på at leve et stille liv, passe jeres egne sager og arbejde med jeres egne hænder, således vi pålagde jer, 12 så I kan vandre sømmelig overfor dem som er udenfor, og ikke mangle noget. 13 Men jeg vil ikke at I skal være uvidende, brødre, om dem som har sovet ind, så I ikke sørger som de andre som ikke har noget håb. 14 For dersom vi tror at Jesus døde og stod op igen, så skal Gud føre dem som er sovet ind i Jesus, sammen med Ham. 15 For dette siger vi til jer med et Herrens ord, at vi som lever og bliver igen til Herrens genkomst, skal på ingen måde komme i forvejen for dem som er sovet ind. 16 For Herren Selv skal med et råb, med en overengels røst og med Guds basun stige ned fra himmelen. Og de døde i Kristus skal stå op først. 17 Derefter skal vi som lever og er igen, blive rykket op i skyer sammen med dem, for at møde Herren i luften. Og så skal vi altid være med Herren. 18 Derfor skal I trøste hverandre med disse ord.

1.Tess.5 1 Men om tider og stunder, brødre, behøver I ikke at der bliver skrevet til jer. 2 For I ved selv meget godt at Herrens dag kommer som en tyv om natten. 3 For når nogen siger: "Fred og ingen fare," da kommer en pludselig ødelæggelse over dem, som fødselsveerne over den som skal føde. Og de skal slet ikke undslippe. 4 Men I, brødre, er ikke i mørket, så denne Dag skulle komme over jer som en tyv. 5 I er alle lysets barn og dagens barn. Vi tilhører ikke natten eller mørket. 6 Lad os derfor ikke sove, som de andre gør, men lad os våge og være ædru. 7 For de som sover, sover om natten. Og de som drikker sig fulde, er fulde om natten. 8 Men lad os som hører dagen til, være ædru og tage troens og kærlighedens brynje på os, og sætte håbet om frelse på os som hjelm. 9 For Gud bestemte os ikke til vrede, men til at vinde frelse ved vor Herre Jesus Kristus, 10 Han som døde for os, så vi skulle leve sammen med Ham, enten vi våger eller sover. 11 Derfor, trøst hverandre og opbyg hverandre, sådan I også gør. 12 Og vi beder jer indstændig, brødre, om at anerkende dem som arbejder blandt jer, de som er deres forstandere i Herren og som opmuntrer jer. 13 I skal omslutte dem med overvældende stor kærlighed for deres gernings skyld! Hold fred med hverandre! 14 Nu formaner vi jer, brødre, til at advare dem som er ustyrlige, trøste de modløse, hjælpe de svage og vær tålmodige med alle! 15 Se til at ingen gengælder ondt med ondt mod nogen, men jag altid efter det som er godt, både for jer selv og for alle! 16 Glæd jer altid, 17 bed uden ophold, 18 tak under alle forhold! For dette er Guds vilje for jer i Kristus Jesus. 19 Udsluk ikke Ånden! 20 Foragt ikke profeter! 21 Prøv alle ting! Hold fast på det som er godt! 22 afstå fra enhver form for ondskab! 23 Må fredens Gud Selv hellige jer fuldstændig! Og må jeres ånd, sjæl og legeme helt og fuldt blive bevaret ulastelig ved vor Herre Jesu Kristi genkomst! 24 Han som kalder jer, er trofast, og Han skal også gøre det. 25 Brødre, bed for os! 26 Hils alle brødrerne med et helligt kys! 27 Jeg pålægger jer ved Herren at dette brev bliver oplæst for alle de hellige brødre. 28 Vor Herre Jesu Kristi nåde være med jer! Amen.

2.Tess.1 1 Paulus, Silvanus og Timoteus, til tessalonikernes menighed i Gud, vor Far, og Herren Jesus Kristus: 2 Nåde være med jer og fred fra Gud, vor Far, og Herren Jesus Kristus! 3 Vi skylder altid at takke Gud for jer, brødre, som ret er, fordi jeres tro vokser rigelig, og kærligheden hos hver enkelt af jer flygter over til de andre. 4 Derfor roser vi os af jer i Guds menigheder, på grund af jeres tålmodighed og tro i alle deres forfølgelser og trængsler, som I holder ud i. 5 Dette er et klart bevis på Guds retfærdige dom, for at I kan blive fundet værdige til Guds rige, som I også lider for, 6 så sandt det er retfærdig at Gud gengælder dem som plager jer med trængsel, 7 og at Han giver hvile til jer som er plaget, sammen med os når Herren Jesus bliver åbenbart fra himmelen med Sine mægtige engle. 8 Da tager Han hævn med flammende ild over dem som ikke kender Gud, og over dem som ikke er lydige mod vor Herre Jesu Kristi evangelium. 9 De skal blive straffet med evig fortabelse borte fra Herrens åsyn og borte fra Hans krafts herlighed, 10 når Han kommer på den Dag, for at blive herliggjort i Sine hellige og med undring blive hyllet blandt alle dem som tror, fordi vort vidnesbyrd blandt jer blev troet. 11 Derfor beder vi også altid for jer, at vor Gud vil agte jer værdige til dette kald, og at Han vil opfylde hos jer al god lyst efter Sin godhed og skabe troens virksomhed med kraft, 12 således at vor Herre Jesu Kristi navn kan blive herliggjort i jer, og jer i Ham, efter vor Guds og Herren Jesu Kristi nåde.

2.Tess.2 1 Når det gælder vor Herre Jesu Kristi genkomst, brødre, og vor samling med Ham, beder vi jer 2 om ikke så raskt at blive drevet fra besindighed eller blive opskræmt, hverken ved nogen ånd eller ved noget ord eller ved brev, som om det kom fra os, som om Kristi dag allerede var kommet. 3 Lad ingen forføre jer på nogen måde! For den Dag kommer ikke uden at frafaldet først er kommet, og syndens menneske er blevet åbenbart, fortabelsens søn. 4 Han er den som står imod og ophøjer sig over alt det som kaldes Gud eller som bliver tilbedt, således at han sidder som Gud i Guds tempel og viser sig selv frem som om han er Gud. 5 Husker I ikke at da jeg endnu var hos jer, fortalte jeg jer disse ting? 6 Og nu ved I hvad som holder igen, for at han kan blive åbenbaret i sin egen tid. 7 For lovløshedens hemmelighed er allerede nu i virksomhed. Det er bare det at den som nu holder igen, skal blive taget bort. 8 Og da skal den lovløse blive åbenbaret, han som Herren skal ødelægge med Sin munds ånde og tilintetgøre ved Sin genkomst i herlighed. 9 Den lovløses komme er efter Satans virksomhed med al kraft, tegn og løgnens under 10 og med al uretfærdighedens forførelse blandt dem som går fortabt, fordi de ikke tog imod kærlighed til sandheden, så de kan blive frelst. 11 Og af denne grund skal Gud sende dem vildfarelsens magt, så de skal tro løgnen, 12 for at alle de som ikke troede sandheden, men havde glæde i uretfærdigheden, skal blive dømt. 13 Men vi skylder altid at takke Gud for jer, brødre, I som er elsket af Herren, fordi Gud fra begyndelsen udvalgte jer til frelse ved Åndens helliggørelse og ved tro på sandheden. 14 Til den kaldte Han jer ved vort evangelium, for at kunne vinde frem til vor Herre Jesu Kristi herlighed. 15 Stå derfor fast, brødre, og hold fast på de overleveringer I blev undervist i, enten ved ord eller ved vort brev. 16 Må vor Herre Jesus Kristus Selv, og vor Gud og Far, Han som har elsket os og givet os en evig trøst og et godt håb i nåden, 17 trøste jeres hjerter og styrke jer i al tale og god gerning!

2.Tess.3 1 Til slut, brødre, bed for os at Herrens ord må få frit løb og bliv æret, således det allerede er hos jer, 2 og at vi må blive udfriet fra falske og onde mennesker. For det er ikke alle som har troen. 3 Men Herren er trofast, og Han skal styrke jer og vogte er for den onde. 4 Og vi har den tillid til jer i Herren, at I både gør og vil gøre det som vi pålægger jer. 5 Må nu Herren lede jeres hjerter ind i Guds kærlighed og ind i Kristi tålmodighed. 6 Men vi pålægger jer, brødre, i vor Herre Jesu Kristi navn, at tage afstand fra hver bror som lever upassende og ikke står fast i den overlevering han modtog fra os. 7 For I ved selv hvordan I bør følge efter os, for vi var ikke upassende blandt jer. 8 Vi spiste heller ikke nogens brød uden at betale, men arbejdet med slid og møje nat og dag, for at vi ikke skulle være til byrde for nogen af jer, 9 ikke fordi vi ikke har ret til det, men vi ville gøre os selv til et forbillede som jer skulle have at efterligne. 10 For også da vi var hos jer, pålagde vi jer dette: Om nogen ikke vil arbejde, skal han heller ikke spise. 11 For vi hører at der er nogen blandt jer som lever upassende, og som ikke arbejder, men bare blander sig i andres sager. 12 De som lever således, pålægger og formaner vi ved vor Herre Jesus Kristus at de skal arbejde i stilhed og spise sit eget brød. 13 Men for jeres del, brødre, så bliv ikke trætte af at gøre det gode! 14 Hvis nogen ikke adlyder vort ord i dette brev, så mærk jer hvem det er og hav ikke fællesskab med ham, for at han kan skamme sig. 15 Hold ham alligevel ikke for en fjende, men forman ham som en bror! 16 Må fredens Herre Selv give jer fred, altid og på alle måder. Herren være med jer alle! 17 Paulus' hilsen med min egen hånd, som er et kendetegn i hvert brev. Således skriver jeg. 18 Vor Herre Jesu Kristi nåde være med jer alle! Amen.

1.Tim.1 1 Paulus, Jesu Kristi apostel efter befaling fra Gud, vor Frelser, og fra Herren Jesus Kristus, vort håb, 2 til Timoteus, en ægte søn i troen: Nåde, miskundhed og fred fra Gud, vor Far, og Jesus Kristus, vor Herre! 3 Som jeg bad dig om, da jeg drog ind i Makedonien, bliv i Efesos, så du kan pålægge nogen at de ikke skal undervise i en anden lære 4 eller vie sin opmærksomhed til eventyr og endeløse stamtavler, som fører til stridigheder i stedet for den opbyggelse som er fra Gud, den som er i troen. 5 Budets sigte er kærlighed som kommer af et rent hjerte, af en god samvittighed og fra en oprigtig tro. 6 Det har nogen faret vild fra og vendt sig bort til tom snak. 7 De vil være lovlærere, men de forstår sig hverken på hvad de siger eller på de ting de slår fast. 8 Vi ved imidlertid at loven er god, hvis man bruger den på lovlig måde, 9 og vid dette: Loven er ikke lagt frem for en retfærdig, men for lovløse og ulydige, for ugudelige og for syndere, for de vanhellige og verdslige, for dem som dræber sine fædre og dem som dræber sine mødre, for manddrabere, 10 for horkarle, for mænd som har seksuel omgang med mænd, for folk som driver med menneskehandel, for løgnere, for sådanne som sværger falsk, og hvad ellers som er imod den sunde lære 11 og strider mod den velsignede Guds herligheds evangelium, det som blev betroet mig. 12 Og jeg takker Ham som gjorde mig stærk, Kristus Jesus, vor Herre, fordi Han holdt mig for at være trofast, og satte mig ind i tjenesten, 13 jeg som tidligere var en spotter, en forfølger og en voldsmand. Men jeg fik miskundhed fordi jeg var uvidende og gjorde det i vantro. 14 Og desto mere overstrømmende blev vor Herres nåde med den tro og kærlighed som er i Kristus Jesus. 15 Dette er et troværdige ord og værd fuld modtagelse, at Kristus Jesus kom ind i verden for at frelse syndere, og blandt dem er jeg den største. 16 Men af denne grund fik jeg miskundhed, for at Jesus Kristus først kunne vise al langmodighed på mig, som et forbillede for dem som skal komme til at tro på Ham til evigt liv. 17 Evighedens Konge, Den udødelige og usynlige, Gud som alene er vis, være pris og ære i al evighed! Amen. 18 Dette påbud overgiver jeg til dig, min søn Timoteus, ifølge de profetier som tidligere er kommet om dig, således at du ved dem kan kæmpe den gode strid, 19 idet du har tro og en god samvittighed, den som nogen har forkastet og dermed har lidt skibbrud på troen. 20 Blandt disse er Hymeneus og Aleksander, som jeg overlod til Satan, så de kunde lære at ikke spotte.

1.Tim.2 1 Derfor formaner jeg først af alt til at der bliver gjort påkaldelser, bønner, forbønner og taksigelser for alle mennesker, 2 for konger og alle som har myndighed, så vi kan leve et stille og fredelig liv i al gudsfrygt og ærbødighed. 3 For dette er godt og velbehagelig frem for Gud, vor Frelser, 4 Han som vil at alle mennesker skal blive frelst og komme til sandheds erkendelse. 5 For det er én Gud og én Mellemmand mellem Gud og mennesker, Mennesket Kristus Jesus. 6 Han som gav Sig Selv som løsepenge for alle, vidnesbyrdet i rette tid. 7 For dette blev jeg udpeget til forkynder og apostel - jeg taler sandhed i Kristus og lyver ikke - en lærer for hedningerne i tro og sandhed. 8 Jeg vil derfor at mændene på ethvert sted skal løfte hellige hænder når de beder, uden vrede og uden at tvivle. 9 På samme måde vil jeg også at kvinderne smykker sig med sømmelig klædedragt, med anstændighed og mådehold, ikke med flettet hår eller guld eller perler eller kostbare klæder, 10 men med gode gerninger, således det passer sig for kvinder som bekender gudsfrygt. 11 En kvinde skal lade sig lære i stilhed i al underordning. 12 En kvinde tillader jeg ikke at lære eller at have myndighed over en mand, men at være i stilhed. 13 For Adam blev formet først, så Eva. 14 Og Adam blev ikke forført, men kvinden blev forført og faldt i overtrædelse. 15 Alligevel skal hun blive frelst ved barnefødselen, dersom de holder sig frem i tro, kærlighed og hellighed med selvtugt.

1.Tim.3 1 Dette er et troværdig ord: Hvis nogen ønsker sig en tilsynstjeneste, er det en god gerning han har lyst til. 2 En tilsynsmand må altså være uklanderlig, én kvindes mand, ædruelig, sindig, have god opførsel, være gæstfri og være i stand til at undervise. 3 Han må ikke være henfalden til vin, ikke brutal, ikke grådig efter uretmæssig vinding, men mild, ikke stridslysten, ikke pengekær. 4 Han må være en som styrer sit eget hus godt, og have børn som underordner sig med al ærbødighed. 5 For om nogen ikke ved hvordan han skal styre sit eget hus, hvordan skal han da tage vare på Guds menighed? 6 Han må ikke være en nyomvendt, for at han ikke skal blive opblæst af stolthed og falde under den samme fordømmelse som djævelen. 7 Desuden må han have godt vidnesbyrd blandt dem som er udenfor, så han ikke skal falde i vanry og i djævelens snare. 8 På samme måde må diakoner være ærbødige, ikke tale med to tunger, ikke være henfaldne til meget vin, ikke grådige efter uretmæssig vinding. 9 De må tage vare på troens hemmelighed i en ren samvittighed. 10 Men også disse må blive prøvet først, så kan de få tjene som diakoner, hvis de bliver fundet at være ulastelige. 11 På samme måde må også kvinderne være ærbødige, ikke bagtalere, være ædruelige og trofaste i alle ting. 12 Diakoner skal være én kvindes mand, og de må kunne styre sine børn og sit eget hus godt. 13 For de som har gjort en god tjeneste som diakoner, opnår selv et godt omdømme og stor frimodighed i troen på Kristus Jesus. 14 Disse ting skriver jeg til dig, selv om jeg håber at komme til dig om kort tid. 15 Men hvis jeg bliver forsinket, så skriver jeg således at du kan vide hvordan man bør opføre sig i Guds hus, som er Den levende Guds menighed, sandhedens støtte og grundvold. 16 Og det skal bekendes, stor er en gudsfrygts hemmelighed: Gud åbenbarer i kød, retfærdiggører i ånd, set af engle, forkyndt blandt hedningefolk, troet i verden, optaget i herlighed.

1.Tim.4 1 Ånden siger udtrykkelig at i de sidste tider skal nogen forlade troen og vende sin opmærksomhed mod forførende ånder og dæmoners læresætninger. 2 Det sker ved løgneres hykleri, ved sådanne som har fået brændemærket sin egen samvittighed. 3 De forbyder at gifte sig og befaler at afholde sig fra mad som Gud skabte til at blive modtaget med taksigelse af dem som tror og erkender sandheden. 4 For al Guds skabning er god, og ingenting skal forkastes hvis der bliver taget imod med taksigelse, 5 for det bliver helliget ved Guds ord og bøn. 6 Hvis du pålægger brødrene dette, vil du være en god Jesu Kristi tjener, som nærer sig af troens ord og den gode lære som du så nøje har fulgt. 7 Men forkast de verdslige gamle koners eventyr, og opøv dig til gudsfrygt. 8 For legemlig øvelse er nyttig til noget, men gudsfrygt er nyttig til alle ting, og den har løfte både for det livet som er nu, og for det som skal komme. 9 Dette er et troværdigt ord og al modtagelse værd. 10 For det er mod dette mål vi både arbejder og lider hån, for vi stoler på Den Levende Gud, Han som er Frelser for alle mennesker, og særlig for dem som tror. 11 Befal og undervis disse ting! 12 Lad ingen foragte dig på grund af din ungdom, men vær et forbillede for de troende i ord, i færd, i kærlighed, i ånd, i tro og i renhed. 13 Tag vare på oplæsningen af Skriften, formaningen og læren indtil jeg kommer. 14 Vanrøgt ikke den nådegave som er i dig, den som blev givet dig ved profeti med håndspålæggelse af de ældste. 15 Du skal grunde på disse ting og leve helt i dem, så din fremgang kan blive åbenbar for alle. 16 Giv nøje agt på dig selv og på læren! Bliv ved i det, for når du gør det, skal du frelse både dig selv og dem som hører dig.

1.Tim.5 1 Tal ikke hårdt til en ældre mand, men forman ham som en far, yngre mænd som brødre, 2 ældre kvinder som mødre, yngre kvinder som søstre, i al renhed. 3 Vis ære overfor enker som virkelig er enker! 4 Men dersom en enke har børn eller børnebørn, så må disse først lære at vise gudsfrygt i familien og at gøre gengæld mod sine forældre. For dette er godt og til behag frem for Gud. 5 Hun som virkelig er enke og er efterladt alene, har sat sit håb til Gud og holder ved i påkaldelse og bøn nat og dag. 6 Men hun som lever i nydelse, er død mens hun endnu lever. 7 Giv påbud om disse ting, så de kan være ulastelige. 8 Men den som ikke sørger for sine egne, og særlig dem som er i hans eget hus, han har fornægtet troen og er værre end en vantro. 9 En enke under tres år skal ikke tages ud, og ikke uden at hun har vært én mands hustru 10 og har vidnesbyrd om gode gerninger, om hun har opdraget børn, om hun har givet fremmede husly, om hun har vasket de helliges fødder, om hun har givet hjælp til nødlidende, om hun med flid har lagt vind på al god gerning. 11 Men afvis de yngre enker! For når de er begyndt at blive løsslupne og vender sig bort fra Kristus, ønsker de at gifte sig. 12 De rammes af dom, siden de har kastet fra sig sin første tro. 13 Og desuden lærer de lediggang, og de går rundt fra hus til hus. Og de går ikke bare ledige, men de sladrer, lægger sig op i andres sager og siger ting de ikke burde. 14 Derfor ønsker jeg at de yngre enker skal gifte sig, føde børn, tage vare på huset og ikke give modstanderen mulighed til at spotte. 15 For nogen har allerede vendt sig bort og fulgt Satan. 16 Hvis en troende mand eller kvinde har enker, så skal de hjælpe dem og ikke lade dem blive menigheden til byrde, således at den kan hjælpe dem som virkelig er enker. 17 De ældste som er gode ledere, skal regnes værdige til dobbelt ære, særlig de som arbejder med ordet og læren. 18 For Skriften siger: Du skal ikke binde mulen på en okse mens den trækker kornet ud, og: arbejderen er sin løn værd. 19 Tage ikke hensyn til en anklage mod en ældste uden at det er på baggrund af to eller tre vidner. 20 De som synder, skal du irettesætte i alles nærvær, således at de andre også kan frygte. 21 Jeg vidner for Gud og Herren Jesus Kristus og de udvalgte engle at du overholder disse ting uden at fælle dom på forhånd og ikke gør noget ud fra partiske hensyn. 22 Vær ikke snar til at lægge hænder på nogen, og tage heller ikke del i andre menneskers synder! Hold dig selv ren! 23 Drik ikke længer bare vand, men brug lidt vin for din maves skyld og for dine stadige skrøbeligheder. 24 Nogen menneskers synder er klart synlige, og de går foran dem til dom. Men andre menneskers synder følger senere. 25 På samme måde er også nogen mennerskers gode gerninger klart synlige, og de som det er anderledes med, kan ikke skjules.

1.Tim.6 1 Alle de slaver som er under åget, skal holde sine egne herrer værdige til al ære, således at Guds navn og læren ikke bliver spottet. 2 Og de som har troende herrer, skal ikke foragte dem fordi de er brødre, men hellere tjene dem, fordi de som har fordel af det, er troende og elsket. Lær og forman om disse ting! 3 Hvis nogen lærer anderledes og ikke holder sig til de sunde ord, vor Herre Jesu Kristi ord og den lære som stemmer med gudsfrygt, 4 da er han stolt og forstår ingenting. Men han har sygelig trang til stridigheder og diskussioner om ord, og fra dette kommer misundelse, strid, spot, onde mistanker, 5 unyttig rivning mellem mennesker som har fordærvede sind og som er blevet frarøvet sandheden. De tror at gudsfrygten er et middel til vinding. Sådant skal du trække dig ud af. 6 Gudsfrygt med nøjsomhed er en stor vinding. 7 For vi havde ingenting med os ind i denne verden, og det er sikkert at vi ikke kan bære noget med os ud. 8 Og når vi har mad og klæder, skal vi være tilfredse med det. 9 Men de som ønsker at blive rige, falder i fristelse og snarer og i mange dårlige og skadelige lyster som drukner menneskerne i ødelæggelse og fortabelse. 10 For kærligheden til penge er en rod til al slags ondskab. På grund af denne er nogen i sin griskhed kommet bort fra troen, og de har gennemboret sig selv med mange plager. 11 Men du, Guds menneske, flygt fra disse ting og jag efter retfærdighed, gudsfrygt, tro, kærlighed, tålmodighed og mildhed! 12 Strid troens gode strid, grib det evige liv, som du også blev kaldet til og har bekendt som den gode bekendelse i nærvær af mange vidner. 13 Jeg formaner dig frem for Gud, Han som giver liv til alle ting, og frem for Kristus Jesus, som aflagde den gode bekendelse for Pontius Pilatus, 14 at du holder dette bud uden plet og er ulastelig indtil vor Herre Jesu Kristi åbenbarelse, 15 som Han skal afdække i Sin egen tid, Han som er Den velsignede og Den eneste mægtige, konges Konge og herrenes Herre. 16 Han alene har udødelighed og bor i et lys ikke nogen kan nærme sig, Han som ikke noget menneske har set eller kan se, Ham være ære og evig magt! Amen. 17 Pålæg dem som er rige i den nuværende tid, at de ikke skal være hovmodige og heller ikke stole på usikker rigdom, men på den levende Gud, Han som giver os rigelig at nyde af alle ting. 18 De skal gøre godt, så de kan være rige på gode gerninger, rede til at give, villige til at dele, 19 og at de således lægger skatter op som en god grundvold for sig selv til den kommende tid, så de kan gribe det evige liv. 20 Du, Timoteus! Tag vare på det som blev overgivet og betroet dig, således at du undgår den verdslige og tomme snak og indvendinger fra det som på falskt grundlag kaldes kundskab. 21 Ved at bekende den er nogen kommet på vildspor bort fra troen. Nåde være med dig! Amen.

2.Tim.1 1 Paulus, Jesu Kristi apostel ved Guds vilje, efter løftet om det liv som er i Kristus Jesus, 2 til Timoteus, en elsket søn: Nåde, miskundhed og fred fra Gud Faderen og Kristus Jesus, vor Herre! 3 Jeg takker Gud, som jeg tjener med en ren samvittighed, således mine forfædre gjorde, når jeg ustandselig husker dig i mine bønner nat og dag. 4 Jeg længes inderlig efter at se dig, når jeg husker dine tårer, for at jeg kan blive fyldt med glæde, 5 eftersom jeg er blevet mindet om den ægte tro som er i dig, den som først boede i din mormor Lois og i din mor Eunike, og som jeg er overbevist om også bor i dig. 6 Derfor minder jeg dig om at vække Guds nådegave til live, den som er i dig ved at jeg lægger mine hænder på dig. 7 For Gud har ikke givet os modløshedens ånd, men kraftens og kærlighedens og sindighedens Ånd. 8 Skam dig derfor ikke over vor Herres vidnesbyrd og heller ikke over mig, Hans fange, men tage del med mig i lidelserne for evangeliet, i Guds kraft! 9 Det er Han som har frelst os og kaldet os med et hellig kald, ikke efter vore gerninger, men efter Sin egen rådslutning og nåde, den som blev givet os i Kristus Jesus fra evige tider af, 10 men som nu er blevet åbenbart ved vor Frelser Jesu Kristi åbenbarelse, Han som gjorde døden til intet og førte liv og uforgængelighed frem i lyset ved evangeliet, 11 for dette blev jeg sat til forkynder, apostel og lærer for hedningefolk. 12 Af denne grund lider jeg også dette. Alligevel skammer jeg mig ikke, for jeg ved Hvem jeg er kommet til tro på, og jeg er overbevist om at Han er mægtig til at bevare det som er overgivet mig helt til den Dag. 13 Hold dig til det forbillede af sunde ord som du har hørt fra mig, i tro og i den kærlighed som er i Kristus Jesus. 14 Den gode skat som blev overgivet dig, skal du bevare ved Den Hellige Ånd som bor i os. 15 Dette ved du, at alle dem i Asien har vendt sig bort fra mig. Fygelus og Hermogenes er også blandt dem. 16 Må Herren give barmhjertighed til Onesiforos' hus, for han oplivet mig ofte og har ikke skammet sig over min lænke. 17 Men da han kom til Rom, ledte han efter mig med stor iver og fandt mig. 18 Må Herren give at han finder barmhjertighed fra Herren på den Dag, og hvor meget han tjente mig i Efesos ved du godt.

2.Tim.2 1 Du, min søn, bliv derfor stærk i nåden, den som er i Kristus Jesus. 2 Og alt det som du har hørt af mig blandt mange vidner, skal du overgive til trofaste mennesker, sådanne som også er i stand til at undervise andre. 3 Derfor må også du lide ondt som en god Jesu Kristi stridsmand. 4 Ingen som fører krig, blander sig ind i de opgaver som hører dette livet til, således at han altid kan tækkes hærføreren. 5 Og om nogen driver idræt, får han ikke sejrskransen uden at han deltager efter reglerne. 6 Den bonde som gør sig flid i arbejdet, skal være den første til at få del i frugterne. 7 Tænk over hvad jeg siger, og må Herren give dig forstand i alle ting! 8 Husk at Jesus Kristus, af Davids æt, blev oprejst fra de døde ifølge mit evangelium. 9 For dette lider jeg ondt så langt som til at være bundet i lænker som en forbryder. Men Guds ord er ikke bundet. 10 Derfor holder jeg alle ting ud for de udvalgtes skyld, således at de også kan få den frelse som er i Kristus Jesus med evig herlighed. 11 Dette er et troværdig ord: For dersom vi døde med Ham, skal vi også leve med Ham. 12 Hvis vi holder ud, skal vi også herske med Ham. Hvis vi fornægter Ham, vil Han også fornægte os. 13 Hvis vi er troløse, forbliver Han trofast. Han kan ikke fornægte Sig Selv. 14 Mind dem om disse ting, mens du vidner for dem frem for Herren at de ikke skal mundhugges om ord til ingen nytte, til ødelæggelse for tilhørerne. 15 Vær nøje med at fremstille dig for Gud som en som holder prøve, en arbejder som ikke trænger at skamme sig, en som deler ud sandhedens ord på ret måde. 16 Men have afsky for verdslig og tom snak, for det vil bare føre til mere ugudelighed. 17 Og jeres budskab vil sprede sig som koldbrand. Hymeneus og Filetus er blandt dem, 18 som er kommet på vildspor bort fra sandheden, og som siger at opstandelsen allerede har fundet sted. Og de nedbryder troen hos nogen. 19 Alligevel, Guds faste grundvold står fast, og den har dette segl: "Herren kender Sine," og: "Hver den som nævner Kristi navn, skal holde sig borte fra uret." 20 Men i et stort hus er det ikke bare kar af guld og sølv, men også af træ og ler, nogen til ære og nogen til vanære. 21 Om nogen da renser sig fra disse sidstnævnte kar, skal han selv være et kar til ære, helliget og nyttig for Mesteren, gjort i stand til al god gerning. 22 Flygt også fra de ungdommelige lyster! Men jag efter retfærdighed, tro, kærlighed og fred med dem som påkalder Herren ud fra et rent hjerte. 23 Men undgå tåbelige og barnlige diskussioner, for du ved at de fører til strid. 24 Og en Herrens tjener skal ikke stride, men være mild mod alle, i stand til at undervise, tålmodig, 25 og i ydmyghed irettesætte dem som står imod, om Gud alligevel vil give dem omvendelse til sandhedens erkendelse, 26 således at de kan vågne op fra og komme ud af djævelens snare, de blev jo fanget af ham således at de måtte gøre hans vilje.

2.Tim.3 1 Men vid dette, at i de sidste dage skal det komme hårde tider. 2 For da skal menneskerne være som dem der elsker sig selv, elsker penge, skryder, er stolte, spotter, er ulydige mod forældre, er utaknemlige, vanhellige, 3 uden naturlig kærlighed, utilgivende, bagtalere, som dem uden selvtugt, brutale, som dem der er uden kærlighed til det gode, 4 forrædere, fremfusende, opblæste og som elsker lysten højere end de elsker Gud. 5 De har en ydre form for gudsfrygt, men fornægter dens kraft. Og sådanne skal du vende dig bort fra! 6 For blandt disse er de som sniger sig ind i husene og får magt over godtroende kvinder som er tynget af synder, og som er ført på afveje af mange forskellige lyster. 7 De lærer bestandig og er alligevel aldrig i stand til at komme til sandheds erkendelse. 8 Som Jannes og Jambres stod Moses imod, således står også disse sandheden imod. De er mennesker med fordærvet sind, de holder ikke prøve med sin tro. 9 Men de skal ikke komme videre, for deres dårskab skal blive åbenbar for alle, således blev også dårskaben til de førstnævnte. 10 Men du har efterfulgt min lære, min livsførelse, min hensigt, min tro, min langmodighed, min kærlighed, min udholdenhed, 11 mine forfølgelser, mine lidelser som jeg fik i Antiokia, i Ikonium og i Lystra, ja, hvilke forfølgelser har jeg ikke holdt ud. Og Herren friede mig ud af dem alle. 12 Ja, og alle som vil leve gudfrygtig i Kristus Jesus, bliver forfulgt. 13 Men onde mennesker og bedragere bliver stadig værre og værre. De forfører og bliver forført. 14 Men du må holde frem i de sandhederne som du har lært og er blevet overbevist om, for du ved hvem du har lært dem af. 15 Og helt fra barndommen af har du kendt De hellige Skrifter som har kraft til at gøre dig vis til frelse ved troen på Kristus Jesus. 16 Hele Skriften er indåndet af Gud, og den er nyttig til lærdom, til overbevisning, til retledning og til oplæring i retfærdighed, 17 for at Guds menneske skal blive sat i stand og godt udrustet til al god gerning.

2.Tim.4 1 Derfor vidner jeg for Gud og Herren Jesus Kristus, som skal dømme levende og døde ved Sin åbenbarelse og Sit rige: 2 Forkynd ordet! Vær rede i tide og utide! Overbevis, irettesæt, forman med al langmodighed og undervisning. 3 For den tid kommer da de ikke skal holde den sunde lære ud, men efter sine egne lyster skal lærdommene hobe sig op, og det efter hvad som klør dem i øret. 4 De skal vende sine ørerne bort fra at høre sandheden, og de skal vende sig til eventyr. 5 Men vær du på vagt i alle ting, lid ondt, gør en evangelists gerning og fuldfør din tjeneste! 6 For jeg bliver allerede udøst som et drikoffer, og tiden for min afrejse er nær. 7 Jeg har stridt den gode strid, jeg har fuldført løbet, jeg har bevaret troen. 8 Til slut, så er der da færdiggjort en retfærdighedens krone for mig, den som Herren, den retfærdige Dommer, skal give mig på den Dag, og ikke bare til mig, men til alle som har elsket Hans åbenbarelse. 9 Gør alt du kan for at snart komme til mig! 10 For Demas har forladt mig, fordi han fik kærlighed til denne nuværende verden, og har rejst til Tessalonika. Kreskens har rejst til Galatia og Titus til Dalmatia. 11 Bare Lukas er hos mig. Hent Markus og tag ham med dig, for han er nyttig for mig i tjenesten. 12 Og Tykikus har jeg sendt til Efesos. 13 Når du kommer, tag da kappen med dig som jeg lod blive igen hos Karpus i Troas, og bøgerne, særlig pergamentrullerne. 14 Kobbersmeden Aleksander gjorde mig meget ondt. Må Herren gengælde ham efter hans gerninger! 15 Du også må passe dig for ham, for han gik kraftig imod vore ord. 16 Ved mit første forsvar var der ingen som stod sammen med mig, men alle forlod mig. Måtte det ikke blive dem tilregnet! 17 Men Herren stod med mig og gav mig kraft, således at budskabet kunne blive forkyndt fuldt ud ved mig, så alle hedningerne kunde få høre. Jeg blev også frit ud fra løvens gab. 18 Og Herren skal udfri mig fra al ond gerning og frelse mig ind i Sit himmelske rige. Ham være ære i al evighed! Amen. 19 Hils Priska og Akvilas og Onesiforos' husfolk! 20 Erastus blev igen i Korint, men Trofimus efterlod jeg syg i Milet. 21 Gør dit yderste for at komme før vinteren! Eubulus hilser dig, det samme gør Pudens, Linus, Klaudia og alle brødrene. 22 Herren Jesus Kristus være med din ånd! Nåde være med jer! Amen.

Tit.1 1 Paulus, Guds tjener og Jesu Kristi apostel efter den tro som Guds udvalgte har, og efter sandhedens erkendelse som hører til gudsfrygt, 2 i håb om evigt liv, som Gud, Han som ikke kan lyve, har lovet fra evige tider. 3 I Sin tid har Han nu åbenbaret Sit ord i den forkyndelse som blev betroet mig ved befaling fra Gud, vor Frelser, 4 til Titus, en ægte søn i vor fælles tro: Nåde, miskundhed og fred fra Gud Fader og Herren Jesus Kristus, vor Frelser! 5 Jeg forlod dig på Kreta for at du skulle få orden på de ting som endnu mangler og indsætte ældste i hver by - sådan som jeg pålagde dig -, 6 såfremt han er ulastelig, én kvindes mand, har trofaste børn som ikke bliver anklaget for udskejelser eller opsætsighed. 7 For en tilsynsmand skal være ulastelig som en Guds forvalter, ikke egenrådig, ikke hidsig, ikke drikfældig, ikke voldsom, ikke grådig, 8 men gæstfri, en som elsker det gode, er sindig, retfærdig, hellig, afholdende, 9 og som holder fast på det troværdige ordet i samsvar med læren, for at han, ved den sunde lære, skal være i stand til både at formane og at overbevise dem som siger imod. 10 For der er mange ulydige, både sådanne som farer med tom snak og sådanne som forfører, mest de som er af omskærelsen. 11 Det er nødvendig at stoppe munden på dem, for de fører hele familier på vildspor ved at de lærer det de ikke må, for skammelig vindings skyld. 12 En af dem, en af deres egne profeter, har sagt: "Kreterne er altid løgnere, onde dyr, lade frådsere." 13 Dette vidnesbyrd er sandt. Derfor skal du irettesætte dem skarpt, for at de skal blive sunde i troen, 14 sådan at de ikke vender sin opmærksomhed til jødiske eventyr og til bud fra mennesker som vender sig bort fra sandheden. 15 For de rene er alle ting rene, men for dem som er besmittet og vantro, er ingenting rent. Men selv deres sind og samvittighed er besmittet. 16 De siger at de kender Gud, men i gerninger fornægter de Ham. De er afskyelige, ulydige og uskikkede til al god gerning.

Tit.2 1 Men du skal tale det som stemmer med den sunde lære: 2 At de ældre mænd skal være ædruelige, værdige, sindige, sunde i troen, i kærligheden og i tålmodigheden. 3 Det samme gælder de ældre kvinder. De skal optræde således det sømmer sig en hellig stand, de må ikke være bagtalere, ikke henfaldne til at drikke meget vin, men de skal være lærere i det gode, 4 for at de skal opmuntre de unge kvinder til at elske sine ægtemænd, elske sine børn, 5 være sindige, ærbare, huslige, gode, underordne sine egne mænd, for at Guds ord ikke skal blive spottet. 6 På samme måde skal du formane de unge mænd til at være sindige, 7 og vis dig selv i alle ting som et forbillede i gode gerninger, vis uforfalsket renhed i læren, ærbødighed og ubestikkelighed, 8 før en sund tale som ikke kan lastes, således at den som er modstander, kan blive til skamme fordi han ikke har noget ondt at sig om dig. 9 Slaver skal du formane til at være lydige mod sine egne herrer og til behag for dem i alle ting, uden at svare igen, 10 ikke være sådan som dem der stikker til side, men vise al sand troskab, således at de i alle ting kan være en pryd for Guds, vor Frelsers lære. 11 For Guds frelsende nåde til alle mennesker er åbenbart, 12 og denne nåden opdrager os for at vi skal fornægte ugudelighed og verdslige lyster og leve ædruelig, retfærdig og gudfrygtig i den nuværende tidsalder, 13 mens vi venter på det salige håb og åbenbaringen af den herlighed som tilhører den store Gud og vor Frelser, Jesus Kristus, 14 Han som gav Sig Selv for os, for at Han skulle købe os fri fra al uretfærdighed og rense for Sig Selv et ejendomsfolk, som har iver efter at gøre gode gerninger. 15 Tal om dette, forman og irettesæt med al myndighed! Lad ingen foragte dig!

Tit.2 1 Mind dem om at være underordnet under øvrighedsmagter og myndigheder, at adlyde, at være rede til enhver god gerning, 2 til ikke at spotte nogen, til at være fredelige og milde og til at vise sagtmodighed overfor alle mennesker. 3 For også vi selv var en gang uforstandige, ulydige og forførte. Vi lå under for forskellige lyster og begær, og vi levende i ondskab og misundelse, vi var for had og vi hadede hverandre. 4 Men da Guds, vor Frelsers godhed og kærlighed til menneskerne blev åbenbart, 5 frelste Han os, ikke af gerninger som vi havde gjort i retfærdighed, men efter Sin miskundhed, ved genfødelsens og fornyelsens bad ved Den Hellige Ånd, 6 som Han rigelig øste ud over os ved Jesus Kristus, vor Frelser, 7 for at vi, efter at have blevet retfærdiggjort ved Hans nåde, skulle blive arvinger ifølge håbet om evig liv. 8 Dette er et troværdig ord, og dette vil jeg at du hele tiden skal understrege når du underviser, for at de som er kommet til tro på Gud, skal være nøje med at tage vare på gode gerninger. Sådanne gerninger er gode og nyttige for menneskene. 9 Men undgå tåbelige stridsspørgsmål, stamtavler, trætte og strid om loven. For de er ufrugtbare og unyttige. 10 Et menneske som skaber splittelse ved sin vranglære, skal du afvise efter at have formanet ham én og to gange, 11 da du ved at en således person er på vildspor og lever i synd, han har fordømt sig selv. 12 Når jeg sender Artemas til dig, eller Tykikus, så gør alt du kan for at komme til mig i Nikopolis, for jeg har bestemt mig for at overvintre der. 13 Send den lovlærde Zenas og Apollos ud på rejsen deres med det de trænger, således at de ikke skal mangle noget. 14 Også vort eget folk må lære at tage vare på gode gerninger, for at være til hjælp hvor det behøves, for at de ikke skal være uden frugt. 15 Alle som er hos mig, hilser dig. Hils dem som elsker os i troen! Nåde være med I alle! Amen.

Filem.1 1 Paulus, Jesu Kristi fange, og vor bror Timoteus, til Filemon, vor kære ven og medarbejder, 2 til den kære Appia og til vor kampfælle Arkippus og til menigheden i dit hus: 3 Nåde være med jer og fred fra Gud, vor Far, og Herren Jesus Kristus! 4 Jeg takker min Gud og nævner dig altid i mine bønner, 5 når jeg hører om din kærlighed, som du viser overfor alle de hellige, og den tro du har til Herren Jesus. 6 Min bøn er at samfundet med din tro må blive kraftig i erkendelsen af alt det gode som er jer givet i Kristus Jesus. 7 For vi har stor glæde og trøst af din kærlighed, fordi de helliges hjerter er blevet fornyet ved dig, bror. 8 Derfor, selv om jeg kunne været meget frimodig i Kristus til at befale dig din rette pligt, 9 så vil jeg alligevel for kærlighedens skyld heller formane dig, således som jeg er, Paulus, den aldrende, og nu også en Jesu Kristi fange, 10 jeg beder dig på vegne af min søn Onesimus, som jeg er blevet åndelig far til mens jeg er i mine lænker. 11 Før var han unyttig for dig, men nu er han nyttig både for dig og for mig. 12 Jeg sender ham tilbage. Tag derfor imod ham, det vil sige, mit eget hjerte, 13 som jeg ønskede at have hos mig, således at han på dine vegne kunne tjerne mig i mine lænker for evangeliet. 14 Men uden dit samtykke ville jeg ikke gøre noget, for at ikke din gode gerning skulle være som den var af tvang, men frivillig. 15 For måske drog han sin vej for en stund for at du skulle få ham igen for evig, 16 ikke længere som en slave, men mere end en slave, en elsket bror, særlig for mig, men hvor meget mere for dig, både i kødet og i Herren. 17 Hvis du da har samfund med mig, så tage imod ham på samme måde som du ville have taget imod mig. 18 Men hvis han har gjort noget galt mod dig eller skylder dig noget, så set det på min regning. 19 Jeg, Paulus, skriver med min egen hånd: Jeg skal betale tilbage - for ikke at nævne for dig at du skylder mig til og med dig selv. 20 Ja, bror, lad mig få glæde af dig i Herren! Opliv mit hjerte i Herren! 21 Siden jeg har tillid til din lydighed, skriver jeg til dig, og jeg ved at du også vil gøre mere end jeg siger. 22 Men i mellemtiden kan du også gøre et husly klar til mig, for jeg håber at jeg ved jeres bønner skal blive givet til jer. 23 Epafras, min medfange i Kristus Jesus, hilser dig. 24 Det samme gør Markus, Aristark, Demas og Lukas, mine medarbejdere. 25 Vor Herre Jesu Kristi nåde være med jeres ånd! Amen.

Hebr.1 1 Gud, Han som i tidligere tider mange gange og på mange måder talte til fædrene ved profeterne, 2 Han har i disse sidste dage talt til os ved Sønnen, som Han har indsat som arving til alle ting. Ved Ham har Han også skabt hele verden. 3 Han er afglansen af Hans herlighed og det udtrykte billede af Hans væsen. Og Han holder alle ting oppe ved Sin krafts ord. Da Han ved Sig Selv havde gjort renselse for vore synder, satte Han Sig ved Majestætens højre hånd i det høje. 4 Han er blevet så meget højere end englene, fordi Han har arvet et mere fremstående navn end dem. 5 For til hvem af englene har Han en gang sagt: "Du er Min Søn, Jeg har født Dig i dag"? Og videre: "Jeg vil være Far for Ham, og Han skal være Søn for Mig"? 6 Men når Han på ny fører Den førstefødte ind i verden, siger Han: "Alle Guds engle skal tilbede Ham." 7 Og om englene siger Han: "Han som gør Sine engle til ånder og Sine tjenere til en ildslue." 8 Men til Sønnen siger Han: "Din trone, Gud, står i evigheders evighed. En retfærdighedens kongestav er Dit riges kongestav. 9 Du har elsket retfærdighed og hadet lovløshed. Derfor har Gud, Din Gud, salvet Dig med glædens olie frem for Dine trofaste venner." 10 Og: "Du, Herre, i begyndelsen lad Du jordens grundvold, og himlene er et værk af Dine hænder. 11 De skal gå til grunde, men Du består. Og de skal alle ældes som klæder. 12 Som en kappe skal Du folde dem sammen, og de skal skiftes ud. Men Du er den samme, og Dine år har ingen ende." 13 Men til hvem af englene har Han nogen gange sagt: "Set Dig ved Min højre hånd, til Jeg lægger Dine fjender til skammel for Dine fødder"? 14 Er de ikke alle tjenende ånder, udsendt for at tjene dem som skal arve frelse?

Hebr.2 1 Derfor må vi give desto større akt på det vi har hørt, så vi ikke driver bort. 2 For om det ord som var talt ved engle, viste sig at stå fast, og hver overtrædelse og ulydighed fik en retfærdig straf, 3 hvordan skal da vi slippe uden om vi foragter en så stor frelse? I begyndelsen blev den først forkyndt af Herren, og den blev stadfæstet for os af dem som havde hørt Ham. 4 Gud gav jo også vidnesbyrd både med tegn og under, med forskellige kraftige undergerninger og Den Hellige Ånds gaver, efter Sin egen vilje. 5 For Han har ikke lagt den kommende verden, den vi taler om, under engle. 6 Men én har vidnet et sted og sagt: "Hvad er da mennesket at Du skulle mindes Ham, eller Menneskesønnen at Du skulle se til Ham? 7 Du har gjort Ham lidt ringere end englene, med herlighed og ære har Du kronet Ham og Du satte Ham over Dine hænders værk. 8 Du har lagt alle ting under Hans fødder." For idet Han lod alt under Ham, efterlod Han ingenting som ikke er lagt under Ham. Men nu ser vi endnu ikke at alle ting er Ham underlagt. 9 Men vi ser Jesus, Han som blev gjort lidt ringere end englene, for at Han skulle lide døden, kronet med herlighed og ære, for at Han, ved Guds nåde, skulle smage døden for alle. 10 For det passede sig for Ham, som alle ting er til for, og som alle ting er blevet til ved, idet Han førte mange børn til herligheden, at fuldende deres frelses Høvding gennem lidelser. 11 For både Han som helliggør og de som bliver helliggjort, er alle af Én. Derfor skammer Han sig ikke over at kalde dem brødre, 12 men Han siger: "Jeg vil forkynde Dit navn for Mine brødre. Midt i forsamlingen vil Jeg lovsynge Dig." 13 Og desuden: "Jeg vil sætte Min lid til Ham." Og desuden: "Her er Jeg og de børn Gud har givet Mig." 14 Siden børnene har del i kød og blod, fik Han Selv del i det på samme måde, for at Han ved døden skulle tage magten fra ham som havde dødens magt - det er djævelen -, 15 og for at befri dem som af frygt for døden havde vært under trældom hele sit liv. 16 For Han tager sig jo ikke af engle, men Han tager sig af Abrahams æt. 17 Derfor måtte Han blive gjort Sine brødre lig i alle ting, for at Han kunde være en barmhjertig og trofast Ypperstepræst i alt som angår forholdet til Gud, således at Han kunne gøre soning for folkets synder. 18 For ved det at Han Selv har lidt og blevet fristet, kan Han hjælpe dem som bliver fristet.

Hebr.3 1 Derfor, hellige brødre, I som har del i det himmelske kald, ret sindet mod vor bekendelses Apostel og Ypperstepræst, Kristus Jesus. 2 Han var trofast mod Ham som indsatte Ham, således Moses også var trofast i hele Hans hus. 3 For Han er blevet holdt værdig til mere ære end Moses, i og med at Han som byggede huset, har større ære end huset. 4 Hvert hus bliver bygget af nogen, men Han som byggede alle ting, er Gud. 5 Og vel var Moses trofast i hele Hans hus som en tjener, til et vidnesbyrd om alt det som skulle blive omtalt senere. 6 Men Kristus var trofast som Søn over Sit Eget hus, og vi er Hans hus, om vi helt til enden holder fast på frimodigheden og den ros som håbet giver. 7 Derfor, som Den Hellige Ånd siger: "I dag, om I hører Hans røst, 8 da forhærd ikke jeres hjerter som ved "forbitrelsen", på fristelsens dag i ørkenen. 9 Det var der jeres fædre fristede Mig, de prøvede Mig, de som havde set Mine gerninger i fyrre år. 10 Derfor blev Jeg vred på den slægt, og Jeg sagde: De farer altid vild i hjertet, og de har ikke kendt Mine veje. 11 Så sværgede Jeg i Min vrede: De skal ikke komme ind til Min hvile." 12 Se til, brødre, at der ikke er et ondt vantroens hjerte i nogen af jer, således at han falder fra den levende Gud. 13 Men forman hverandre daglig, så længe det hedder "i dag", så ikke nogen af jer skal blive forhærdet ved syndens bedrag. 14 For vi har fået del i Kristus, så sandt vi helt til enden holder fast på den tillid vi havde fra begyndelsen, 15 for der bliver sagt: "I dag, om I hører Hans røst, da forhærd ikke jeres hjerter som ved "forbitrelsen"." 16 For hvem var det som hørte og alligevel gjorde oprør? Sandelig, var det ikke alle de som kom ud fra Ægypten ved Moses? 17 Og hvem var Han vred på i fyrre år? Var det ikke på dem som syndede, så jeres kroppe faldt om i ørkenen? 18 Og hvem andre end dem som ikke havde vært lydige, var der Ham sværget ikke skulle komme ind til Hans hvile? 19 Så vi ser da at de kunne ikke komme ind på grund af vantro.

Hebr.4 1 Siden der genopstår et løfte om at komme ind til Hans hvile, så lad os derfor frygte, så ikke nogen af jer skal vise sig at være det foruden. 2 For evangeliet blev også forkyndt for os således som det blev for dem. Men ordet som de hørte, blev ikke til nogen nytte for dem, fordi det ikke blev knyttet sammen med troen i dem som hørte det. 3 For den som er kommet til tro, går ind til denne hvile, som Han har sagt: "Så sværgede Jeg i Min vrede: De skal ikke komme ind til Min hvile," selv om gerningerne var fuldført fra verdens grundlæggelse af. 4 For Han har et sted talt om den syvende dag på denne måde: "Og Gud hvilede fra alle Sine gerninger på den syvende dag." 5 Og videre på dette sted: "De skal ikke komme ind til Min hvile." 6 Siden der altså atter står at nogen skal komme ind, og de som det først blev forkyndt for, ikke kom ind på grund af ulydighed, 7 fastsætter Han på ny en bestemt dag og siger ved David efter så lang tid: "I dag," som det er blevet sagt: "I dag, om I hører Hans røst, da forhærd ikke jeres hjerter." 8 For om Josva havde ført dem til hvile, da havde Han ikke talt om en anden dag efterpå. 9 Derfor genopstår der en sabbatshvile for Guds folk. 10 For den som er kommet ind til Hans hvile, har også selv fået hvile fra sine gerninger, således Gud hvilede fra Sine. 11 Lad os derfor være ivrige efter at komme ind til den hvile, for at ikke nogen skal falde i det samme eksempel på ulydighed. 12 For Guds ord er levende og virksomt og skarpere end noget tveægget sværd. Det trænger igennem helt til det kløver både sjæl og ånd, led og marv, og er dommer over hjertets tanker og motiver. 13 Og ingen skabning er skjult for Ham, men alt er nøgent og blotlagt for Hans øjne, som vi skal aflægge regnskab for. 14 Når vi da har en så stor Ypperstepræst, som har gået gennem himlene, Jesus, Guds Søn, så lad os holde fast på bekendelsen. 15 For vi har ikke en Ypperstepræst som ikke kan have medlidenhed med vore skrøbeligheder, men en som i alle ting er blevet prøvet således som vi, men uden synd. 16 Lad os derfor komme frem til nådens trone med frimodighed for at vi kan få miskundhed og finde nåde til hjælp i den tid vi trænger det.

Hebr.5 1 For enhver ypperstepræst som er taget ud blandt mennesker, er indsat for mennesker i de ting som gælder forholdet til Gud, for at han skal bære frem gaver og offer for synder. 2 Han kan have medlidenhed med dem som er uvidende og farer vil, siden han selv også er underlagt skrøbelighed. 3 På grund af dette kræves der af ham at han må bære frem offer for sine egne synder, såvel som for folkets synder. 4 Og ingen tager sig denne ære selv, men bare den som er kaldet af Gud, således Aron også var kaldet. 5 Således var det heller ikke Kristus som ærede Sig Selv for at blive Ypperstepræst, men det var Han som sagde til Ham: "Du er Min Søn, Jeg har født Dig i dag." 6 Som Han også siger på et andet sted: "Du er præst til evig tid efter Melkisedeks ordning." 7 I sit køds dage, da Han med stærke råb og tårer havde frembåret bønner og påkaldelser til Ham som havde magt til at frelse Ham fra døden, blev Han bønhørt på grund af Sin gudsfrygt. 8 Og selv om Han var Søn, lærte Han lydighed ved det Han led. 9 Og efter at Han var blevet fuldendt, blev Han ophavsmand til evig frelse for alle dem som lyder Ham, 10 efter at Han af Gud blev kaldet Ypperstepræst efter Melkisedeks ordning. 11 Om dette har vi meget at sige, men det er vanskelig at forklare siden I er blevet så tunghøre. 12 For selv om I på denne tid burde være lærere, trænger I igen at nogen lærer jer hvad som er de første grundsandheder i Guds ord. Og I er blevet som dem der trænger mælk og ikke fast føde. 13 For hver den som bare får mælk, er ukyndig i retfærdighedens ord, for han er et spædbarn. 14 Men fast føde er for dem som er fuldvoksne, det vil sig dem som gennem brug har optrænet sine sanser til at skelne mellem godt og ondt.

Hebr.6 1 Idet vi nu lader den mere grundlæggende lære om Kristus ligge, skal vi gå videre til det fuldkomne og ikke igen lægge grundvolden med omvendelse fra døde gerninger og tro på Gud, 2 med lære om dåb, om håndspålæggelse, om de dødes opstandelse og om evig dom. 3 Og dette vil vi gøre, hvis Gud tillader det. 4 For dem som en gang har blevet oplyst og har smagt den himmelske gave og har fået del i Den Hellige Ånd 5 og har smagt Guds gode ord og kræfterne fra den kommende tidsalder -, 6 for dem er det umulig at blive fornyet til omvendelse igen, hvis de falder fra. For de korsfæster Guds Søn for sig selv på ny og stiller Ham åbenlyst til skamme. 7 For jorden som drikker det regnet som ofte kommer ned på den, og som bærer grøde som er nyttig for dem som har dyrket den, tager imod velsignelse fra Gud. 8 Men hvis den bærer torne og tidsler, er den forkastet, og forbandelsen nærmer sig. Og den ender med at blive brændt. 9 Men mine kære, når det gælder jer, er vi overbevist om det som bedre er, ja, ting som hører frelsen til, selv om vi taler på denne måden. 10 For Gud er ikke uretfærdig, så Han skulle glemme deres arbejde og stræben i kærlighed, som I har vist overfor Hans navn ved at I har tjent de hellige og endnu tjener dem. 11 Og vi ønsker at hver enkelt af jer viser den samme iver for håbets fulde vished helt til det sidste, 12 så I ikke bliver sløve, men er efterfølgere af dem som arver løfterne ved tro og tålmodighed. 13 For da Gud gav løftet til Abraham, sværgede Han ved Sig Selv, siden Han ikke havde nogen større at sværge ved. 14 Og Han sagde: "Sandelig, Jeg vil rigelig velsigne dig og rigelig mangfoldiggøre dig." 15 Og så, efter at han tålmodig havde holdt ud, opnåede han det som var sagt i løftet. 16 For mennesker sværger ved en som er større, og for dem er den bekræftende eden en slut på al indvending. 17 Siden Gud var endda mere fast bestemt på at bevise for løftets arvinger hvor uforanderlig Hans plan er, gik Han imellem og stadfæstet det med en ed, 18 for at vi ved to uforanderlige ting, som bekræfter at det er umulig for Gud at lyve, kunne have en stærk trøst, vi som har søgt tilflugt ved at gribe det håbet som er sat foran os. 19 Dette håbet har vi som et anker for sjælen, sikkert og fast, som når ind til Det indre indenfor forhænget, 20 da Jesus gik som en forløber for os, og Han er blevet Ypperstepræst til evig tid efter Melkisedeks ordning.

Hebr.7 1 For denne Melkisedek, konge i Salem, præst for Den Højeste Gud, mødte Abraham da han kom tilbage efter at have nedkæmpet kongerne, og han velsignet ham. 2 Til ham gav også Abraham tiende af alt. Hans navn kan for det første forklares som "retfærdighedens konge", og desuden også som "Salems konge", som betyder "fredens konge". 3 Han var uden far, uden mor og uden stamtavle. Hans dage havde ingen begyndelse, og hans liv havde ingen afslutning, men han er gjort lig Guds Søn, som altid er præst. 4 Se nu hvor stor han var, han som selv patriarken Abraham gav tiende af det bedste krigsbytte. 5 Også de som er af Levis sønner og som får præstetjeneste, har et bud om at tage imod tiende fra folket efter loven, det vil sige fra sine brødre, selv om de er kommet fra Abrahams lænd. 6 Men han som ikke stammer fra dem, tog imod tiende fra Abraham og velsignede ham som havde løftene. 7 Uden nogen indvending må det indrømmes at den lavere bliver velsignet af den højere. 8 Her er det dødelige mennesker som tager imod tiende, men der tager han imod tiende, ham det bliver vidnet om at han lever. 9 Og, så at sig, gennem Abraham har også Levi, han som tager imod tiende, fik ilagt tiende. 10 For han var fremdeles i sin fars lænd da Melkisedek mødte ham. 11 Hvis det da var mulig at opnå fuldkommenhed ved det levittiske præstedømme - for ved dette fik folket loven -, hvilket behov var det så fremdeles for at en anden præst skulle stå frem efter Melkisedeks ordning og ikke blive kaldet præst efter Arons ordning? 12 For når præstedømmet bliver forandret, sker det med nødvendighed også en forandring af loven. 13 For Han som dette bliver sagt om, tilhører en anden stamme. Fra den har ingen mand gjort tjeneste ved alteret. 14 For det er kendt at vor Herre er opstået i Juda, og til denne stamme sagde ikke Moses noget om et præstedømme. 15 Og det bliver endda mere overvældende tydelig hvis der opstår En anden præst i lighed med Melkisedek, 16 og det er En som ikke er kommet efter nogen lov om kødelig afstamning, men efter kraften af et uforgængelig liv. 17 For Han vidner: "Du er præst til evig tid efter Melkisedeks ordning." 18 For på den ene side sker der en ophævelse af det tidligere bud på grund af dets skrøbelighed og ubrugelighed. 19 For loven førte ikke nogen ting til fuldkommenhed. Men et bedre håb føres ind, og ved dette kan vi komme nær Gud. 20 Og eftersom Han ikke blev gjort til præst uden ed - 21 for det andet er der blevet præster uden ed, men Han er blevet det med ed ved Ham som siger til Ham: "Herren har sværget og skal ikke angre: Du er præst til evig tid efter Melkisedeks ordning." 22 Ifølge dette er Jesus blevet borgsmand for en bedre pagt. 23 Af de andre var der også mange præster siden de ved døden blev hindret i at fortsætte. 24 Men fordi Han forbliver til evig tid, har Han et uforgængelig præstedømme. 25 Derfor har Han også magt til fuldkomment at frelse dem som kommer til Gud ved Ham, eftersom Han altid lever for at gå i forbøn for dem. 26 For en således Ypperstepræst var vel skikket for os, En som er hellig, uskyldig, ubesmittet, skilt fra syndere og som er blevet ophøjet over himlene. 27 Han trænger ikke at bære frem offer daglig, således som de andre ypperstepræster, først for sine egne synder og så for folkets. For dette gjorde Han én gang for alle, da Han ofrede Sig Selv. 28 For loven indsætter mennesker med skrøbelighed til ypperstepræster. Men edens ord, det som kom efter loven, indsætter Sønnen, Han som er blevet fuldendt til evig tid.

Hebr.8 1 Dette er hovedsagen i det vi siger her: Vi har en således Ypperstepræst som satte sig ved højre side af Majestætens trone i himlene, 2 en Præst i helligdommen og i det sande tabernakel som Herren har rejst, og ikke et menneske. 3 For enhver ypperstepræst indsættes til at bære frem både gaver og offer. Derfor er det nødvendig at Denne Ene også har noget at bære frem. 4 For hvis Han havde været her på jorden, ville Han ikke været præst. For her er der andre præster som frembærer gaver efter loven. 5 De tjener efter afbilledet og skyggen af de himmelske ting, således Moses fik guddommelig befaling om da han skulle til at opføre tabernaklet. For Han sagde: "Se til at du laver alle ting efter det forbillede som blev vist dig på bjerget." 6 Men nu har Han fået en meget højere præstetjeneste, eftersom Han også er Mellemmand for en bedre pagt, en som blev grundlagt på bedre løfter. 7 For om den første pagten havde været fejlfri, da ville der ikke være blevet søgt rum for en anden i stedet. 8 For Han klandrer dem når Han siger til dem: "Se, de dage kommer, siger Herren, da Jeg vil oprette en ny pagt med Israels hus og med Judas hus - 9 ikke som den pagt som Jeg oprettede med deres fædre på den dag da Jeg tog dem ved hånden for at lede dem ud af landet Ægypten. For de blev ikke værende i Min pagt, og Jeg bryder Mig ikke om dem, siger Herren. 10 For dette er pagten Jeg vil oprette med Israels hus efter de dage, siger Herren. Jeg vil lægge Mine love i deres sind og skrive dem på deres hjerter. Og Jeg vil være deres Gud, og de skal være Mit folk. 11 Ingen af dem skal længer lære sin næste, og heller ikke sin bror, og sige: Kend Herren! For alle skal kende Mig, fra den mindste til den største af dem. 12 For Jeg vil være nådig overfor deres uret, og deres synder og deres lovbrud skal Jeg aldrig mindes mere." 13 Idet Han siger "en ny pagt," har Han gjort den første forældet. Det som er i færd med at blive forældet og gammel, er nær ved at blive borte.

Hebr.9 1 Nu havde også den første pagt forskrifter om gudstjenesten og om den jordiske helligdom. 2 For et tabernakel blev gjort i stand. I det forreste rum var lysestagen, bordet og skuebrødene. Det kaldes Det hellige. 3 Og bag det andet forhænget var der rummet i tabernaklet som bliver kaldet Det Aller Helligste. 4 Dette indeholdt et røgelsesalter af guld og pagtens ark, som var klædt på alle sider med guld. I den var guldkrukken med manna, Arons stav som spirede, og pagtens tavler. 5 Og over den var herlighedens keruber. De overskyggede nådestolen. Dette kan vi ikke snakke om i enkeltheder nu. 6 Da disse ting var blevet forberedt på denne måde, gik præsterne altid ind i det forreste rum af tabernaklet og udførte tjenesten. 7 Men ind i det anden rum gik ypperstepræsten alene, én gang i året. Han gik ikke uden blod, som han ofret for sig selv og for folkets synder, dem som var begået i uvidenhed. 8 På denne måden giver Den Hellige Ånd klart til kende at vejen ind i Det AllerHelligste endnu ikke er blevet åbenbart så længe det forreste telt endnu har et forhæng. 9 Dette er en lignelse indtil den tid som er nu. Både gaver og offer bliver båret frem, uden at de kan gøre den som udførte tjenesten, fuldkommen efter samvittigheden. 10 Dette er kødelige forskrifter om mad og drikke og forskellige renselser, som blev pålagt indtil den tid da den rette ordning skulle blive indført. 11 Men Kristus kom som Ypperstepræst for de kommende goder, og Han gik gennem det større og mere fuldkomne telt, det som ikke er gjort med hænder, det vil sig, som ikke er af denne skabningen. 12 Ikke med blod af bukke og kalve, men med Sit eget blod, gik Han ind i Det AllerHelligste én gang for alle og fandt en evig forløsning. 13 For om blodet af okser og bukke og asken af en kvie helliger til kødets renhed når det bliver stænket på de urene, 14 hvor meget mere skal ikke da Kristi blod, Han som ved en evig Ånd bar Sig Selv frem uden lyde for Gud, rense deres samvittighed fra døde gerninger så I kan tjene den levende Gud? 15 Og derfor er Han den nye pagts Mellemmand ved den død som har fundet sted til forløsning fra overtrædelserne under den første pagt, således at de som er kaldet, kan få opfyldt løftet om den evige arv. 16 For hvor det er et testamente, der er det også nødvendig at få bekræftet at den som oprettet testamentet, er død. 17 For et testamente kommer først til at gælde ved død, for det træder aldrig i kraft så længe den som satte det op, er i live. 18 Derfor blev den første pagt heller ikke indviet uden blod. 19 For da Moses havde talt til hele folket om hvert bud efter loven, tog han blodet af kalve og bukke, sammen med vand, skarlagenfarvet uld og isop, og stænket det både på selve bog og på hele folket. 20 Og han sagde: "Dette er pagtens blod, den pagt som Gud har sluttet med jer." 21 På samme måde stænkede han så blod både på teltet og på alle karene som bruges i gudstjenesten. 22 Og efter loven bliver næsten alle ting renset med blod, og uden blodsudgydelse bliver det ingen tilgivelse. 23 Derfor var det nødvendig at efterligningerne af de himmelske ting blev renset med et sådant offer, men de himmelske ting renses selv med bedre offer end disse. 24 For Kristus gik ikke ind i en helligdom som er gjort med hænder, som er et billede af den sande helligdom, men ind i selve himmelen, for nu at åbenbares for Guds åsyn for vor skyld, 25 ikke således at Han skulle ofre Sig Selv flere gange, således ypperstepræsten går ind i Det AllerHelligste hvert år med en andens blod. 26 Da måtte Han lide mange gange siden verdens grundlæggelse. Men nu, én gang ved tidsaldrenes slut, er Han åbenbaret for at tage synden bort ved at give Sig Selv som offer. 27 Og således som det er bestemt for menneskerne én gang at dø, og derefter dom, 28 således blev Kristus ofret én gang for at bære manges synder. For dem som venter på Ham med iver, skal Han vise sig for anden gang, uden at bære synd, til frelse.

Hebr.10 1 For loven, som bare har en skygge af de kommende goder og ikke selve tingenes egen skikkelse, kan aldrig med disse samme ofrene, som de stadig ofrer år efter år, gøre dem fuldkomne som bærer dem frem. 2 For ville de ikke da have sluttet med at bære ofrene frem? For de som havde del i denne tjenesten og som én gang var renset, ville da ikke længere have synd på samvittigheden. 3 Men i disse ofringer ligger der hvert år en påmindelse om synder. 4 For det er ikke mulig at blodet af okser og bukke kan synder tage bort. 5 Derfor, idet Han kommer ind i verden, siger Han: "Offer og gave ville Du ikke have, men et legeme har Du forberedt for Mig. 6 Brændoffer og syndoffer havde Du ikke behag i. 7 Da sagde Jeg: Se, Jeg kommer - i bogrullen er der skrevet om Mig - for at gøre Din vilje, Gud." 8 Først siger Han: "Offer og gave, brændoffer og syndoffer, ville Du ikke have, og Du havde heller ikke behag i dem" - det som altså efter loven bliver båret frem. 9 Derefter sagde Han: "Se, Jeg kommer for at gøre Din vilje, Gud." Han borttager det første, så Han kan indsætte det andet. 10 Ved denne vilje er vi blevet helliget ved ofringen af Jesu Kristi legeme én gang for alle. 11 Og hver præst står daglig og gør tjeneste, og frembærer mange gange de samme ofrene, som aldrig kan tage synder bort. 12 Men efter at Han havde frembåret et evigt offer for synder, satte Denne Præst sig ved Guds højre hånd. 13 Fra da af venter Han indtil Hans fjender bliver lagt som skammel under Hans fødder. 14 For ved et offer har Han for al evighed af gjort dem fuldkomne som bliver helliget. 15 Men Den Hellige Ånd vidner også om dette for os. For efter at Han tidligere havde sagt: 16 "Dette er pagten som Jeg vil oprette med dem efter de dage, siger Herren: Jeg vil lægge Mine love i deres hjerter, og i deres sind vil Jeg skrive dem." 17 Og: "Deres synder og deres lovbrud skal Jeg aldrig mindes mere." 18 Da er det tilgivelse for disse, behøves der ikke længere noget offer for synd. 19 Derfor, brødre, har vi frimodighed til at gå ind i helligdommen ved Jesu blod. 20 Vi har en ny og levende vej som Han har indviet for os gennem forhænget, det vil sige Hans kød. 21 Og siden vi har en Ypperstepræst over Guds hus, 22 så lad os komme nær med et sandfærdigt hjerte i troens fulde vished, efter at vi har fået vore hjerter overstænket og på den måde blevet renset fra en ond samvittighed, og også har fået vore legemer vasket med rent vand. 23 Lad os uden at vakle holde fast ved bekendelsen af vort håb, for Han som gav løftet, er trofast. 24 Og lad os se til hverandre for at tilskynde til kærlighed og gode gerninger. 25 Og lad os ikke svigte vor egen forsamling, således nogen plejer at gøre, men lad os formane hverandre, og det så meget mere som I ser at Dagen nærmer sig. 26 For dersom vi synder med vilje efter at vi har fået erkendelse af sandheden, da gives der ikke længer noget offer for synder, 27 men bare en vis, skræmmende forventning om dom og en brændende nidkærhed som skal ødelægge dem som står imod. 28 Enhver som har brudt Moseloven, skal dø uden barmhjertighed på to eller tre vidners udsagn. 29 Hvor meget hårdere straf tror I ikke den skal blive fundet værdig til, som har trampet Guds Søns blod under fode, vanhelliget pagtsblodet som han blev helliget ved, og spottede nådens Ånd? 30 For vi kender Ham som sagde: "Hævnen er Min, Jeg vil gengælde," siger Herren. Og desuden: "Herren skal dømme Sit folk." 31 Det er forfærdelig at falde i hænderne på den levende Gud. 32 Men husk de tidligere dage da I udholdt en stor og lidelsesfuld kamp, efter at I var blevet oplyst. 33 Dette skete dels ved at I blev gjort til et skuespil både ved foragt og trængsler, og dels ved at I delte kår med dem som blev behandlet således. 34 For I havde medlidenhed med mig i mine lænker, og med glæde godtog at deres gods blev plyndret. For I viste at I har en bedre ejendom for jer selv, som varer ved i himlene. 35 Kast derfor ikke jeres frimodighed bort, som har stor løn. 36 For I behøver udholdenhed, for at I, efter at I har gjort Guds vilje, kan få del i løftet: 37 For endda er det blot en lille stund, og så kommer Han som skal komme, og Han skal ikke tøve. 38 Men den retfærdige af tro, skal leve. Men hvis nogen unddrager sig, har Min sjæl ikke behag i ham. 39 Men vi tilhører ikke dem som unddrager sig til fortabelse, men til dem som tror til sjælens frelse.

Hebr.11 1 Tro er fuld tillid til det en håber på, overbevisning om det en ikke ser. 2 For ved den fik de gamle godt vidnesbyrd. 3 Ved tro forstår vi at verden blev formet ved Guds ord; at de ting som ses, ikke blev til af de synlige ting. 4 Ved tro frembar Abel et meget bedre offer for Gud end Kain frembar. Ved den fik han det vidnesbyrd at han var retfærdig, idet Gud selv vidnede om hans gaverne. Og ved den taler han endnu, selv om han er død. 5 Ved tro blev Enok taget bort, så han ikke skulle se døden. Og han blev ikke fundet, for Gud havde taget ham bort. For før han blev taget bort, havde han fået det vidnesbyrd at han var til behag for Gud. 6 Men uden tro er det umulig at være til behag for Ham, for den som kommer til Gud, må tro at Han er til og at Han er Den som belønner dem som søger Ham med iver. 7 Ved tro, efter at have fået et guddommelig varsel om de ting som endnu ikke var synlige, byggede Noah en ark i gudsfrygt, til frelse for sin husstand. Ved den fordømte han verden og blev arving til den retfærdighed som er af troen. 8 Ved tro var Abraham lydig da han blev kaldet til at drage ud til det sted han skulle få som arv. Og han drog ud, uden at vide hvor han kom. 9 Ved tro boede han i det forjættede land, som i et fremmed land. Han boede i telt sammen med Isak og Jakob, som var medarvinger med ham til det samme løfte. 10 For han ventede på staden, den som har grundvoldene, den stad som har Gud til bygningsmand og skaber. 11 Ved tro fik også Sara selv kraft til at undfange en æt, og hun fødte, selv om hun var kommet over den alder da en føder, for hun regnede Ham for trofast som havde lovet at dette skulle ske. 12 Derfor blev der også født fra én, og det fra en som var så godt som død, så mange som stjernerne på himmelen, ja, utallige som sandet på havets strand. 13 Alle disse døde i tro, uden at have fået det som løfterne talte om. Men de havde set det langt borte og stolede på det. De hilste det og bekendte at de var fremmede og udlændinge på jorden. 14 For de som taler således, giver dermed åbent til kende at de søger et fædreland. 15 Og hvis det var det land de var kommet ud fra, de havde haft i tanke, ville de have mulighed for at vende tilbage. 16 Men nu længes de efter et bedre, det vil sig det himmelske. Derfor skammer ikke Gud sig over at blive kaldet deres Gud, for Han har gjort staden i stand for dem. 17 Ved tro bar Abraham frem Isak da han blev sat på prøve. Og han som havde fået løfterne, ofrede sin enbårne. 18 Om ham blev der sagt: "I Isak skal din æt kaldes." 19 For han regnede med at Gud også var mægtig til at rejse ham op fra de døde. Det var også derfra han fik ham tilbage som i en lignelse. 20 Ved tro var det Isak velsignede Jakob og Esau med sigte på det som skulle komme. 21 Ved tro var det Jakob, da han lå for døden, velsignede hver og en af Josefs sønner, og han tilbad mens han bøde sig over hovedet på sin stav. 22 Ved tro talte Josef, da han lå for døden, om Israels børns udrejse, og han gav påbud om hvad som skulle gøres med hans ben. 23 Ved tro blev Moses gemt af sine forældre i tre måneder efter at han var født, fordi de så at han var et smukt barn. Og de frygtet ikke kongens befaling. 24 Ved tro nægtede Moses da han var blevet stor, at kaldes søn af Faraos datter. 25 Han valgte heller at lide ondt sammen med Guds folk end at have en kortvarig nydelse af synden. 26 Han holdt Kristi vanære for en større rigdom end skattene i Ægypten. For han så frem til lønnen. 27 Ved tro forlod han Ægypten, uden at frygte for kongens vrede. For han holdt ud, som om han så Ham som er Den Usynlige. 28 Ved tro indstiftede han påsken med påstrygelse af blod, for at han som ødelægge de førstefødte, ikke skulle røre dem. 29 Ved tro gik de gennem Rødehavet som på det tørre land, mens ægypterne druknede da de forsøgte at gøre det samme. 30 Ved tro faldt Jerikos murer efter at de havde gået rundt dem i syv dage. 31 Ved tro slap skøgen Rahab at gå til grunde sammen med dem som ikke troede, da hun havde taget imod spejderne med fred. 32 Og hvad mere skal jeg sige? For tiden ville ikke strække til om jeg skulle fortælle om Gideon og Barak og Samson og Jefta, om David, Samuel og profetene. 33 Ved tro besejrede de kongeriger, udøvdede retfærdighed, fik løfter opfyldt, stoppet gabet på løver, 34 slukket stærk ild, undslap sværdets æg, blev gjort stærke efter svaghed, blev tapre i kamp og drev de fremmedes styrker på flugt. 35 Kvinder fik sine døde igen ved opstandelse. Andre blev tortureret, uden at tage imod befrielse, for at de kunde opnå en bedre opstandelse. 36 Andre igen fik prøvelser med spot og pisk, ja, og med lænker og fængsel. 37 De blev stenet, de blev savet i to, blev fristet, blev slået ihjel med sværdet. De flakkede omkring i fåreskind og gedeskind. De led nød, blev plaget og pint, 38 og denne verden var dem ikke værd. De flakkede omkring i ørkener og i bjergene, i huler og i jordens grotter. 39 Og alle disse, selv om de fik godt vidnesbyrd ved troen, så fik de ikke se opfyldelsen af løftet. 40 For Gud havde på forhånd udset noget bedre for vor skyld, for at de ikke skulle blive fuldendt uden os.

Hebr.12 1 Derfor skal også vi, siden vi er omgivet af en så stor sky af vidner, aflægge enhver byrde og synden som så let fanger os, og løbe med udholdenhed i den kamp som er lagt foran os, 2 mens vi ser på Jesus, troens ophavsmand og fuldender. På grund af den glæde som var lagt foran Ham, udholdt Han korset, agtede ikke på skammen og har nu sat sig ved højre side af Guds trone. 3 For se på Ham som har holdt ud en således modsigelse fra syndere, for at I ikke skal blive trætte og modløse i deres sjæle. 4 I har endnu ikke stået imod så det har ført til blodsudgydelse mens I kæmper mod synden. 5 Og I har glemt formaningen som taler til jer som til sønner: Min søn, foragt ikke Herrens tugt! Bliv heller ikke modløse når du revses af Ham. 6 For den Herren elsker, den tugter Han, og Han hudstryger hver søn Han tager sig af. 7 Når I må udholde tugt, så er det Gud som behandler jer som sønner. For hvilken søn er det som en far ikke tugter? 8 Men hvis I er uden tugt, som alle har fået sin del af, da er I uægte børn og ikke sønner. 9 Hvis vi har haft menneskelige fædre som tugtede os, og vi har haft ærefrygt for dem, skal vi ikke da meget mere underordne os åndens Far og leve? 10 For de andre tugtede os i nogen få dage, således de syntes det var bedst. Men Han tugter til vort bedste, så vi kan få del i Hans hellighed. 11 Nu er det således at ingen tugt synes at være til glæde mens den står på, men bare smertefuld. Men efterpå skaber den retfærdighedens fredfulde frugt hos dem som er blevet opdraget ved den. 12 Derfor, styrk de slappe hænder og de matte knæ, 13 og gør stenene rette for jeres fødder, således at det halte ikke skal gå ud af led, men heller blive lægt. 14 Jag efter fred med alle mennesker, og efter hellighed; uden den skal ingen se Herren. 15 Vær på vagt så ikke nogen kommer bort fra Guds nåde, for at ikke nogen bitterhedens rod skal vokse op og gøre skade, så mange bliver smittet af den, 16 vær også på vagt således at nogen ikke er en horkarl eller vanhellig som Esau, som solgte førstefødselsretten sin for en ret mad. 17 For I ved at han derefter, da han ville arve velsignelsen, blev forkastet. For han fandt ikke noget rum for omvendelse, selv om han inderlig søgte den med tårer. 18 For I er ikke kommet til et bjerg som en kan tage på og som brændte med ild, til skodde og mørke og storm 19 og til basunlyd og røsten af ord, således at de som hørte den, bad om at ordet ikke måtte blive talt mere til dem. 20 For de kunne ikke udholde det som blev befalet: "Og om bare et dyr rører ved bjerget, skal det blive stenet eller skudt med en pil." 21 Og så skræmmende var synet at Moses sagde: "Jeg er forfærdet og skælver." 22 Men I er kommet til Sions bjerg og til den levende Guds stad, det himmelske Jerusalem, til en talløs skare af engle, 23 til festforsamlingen og menigheden af de førstefødte som er opskrevet i himlene, til Gud, alles Dommer, og til de fuldendte retfærdiges ånder, 24 til Jesus, Mellemmanden for den nye pagt, og til renselsens blod som taler bedre end Abels blod. 25 Se til at I ikke afviser Ham som taler. For hvis de som afviste Ham som talte på jorden, ikke slap fri, da er der endnu større grund til at vi ikke skal slippe fri, hvis vi vender os bort fra Ham som taler fra himlene. 26 Hans røst rystede jorden den gang. Men nu har Han lovet og sagt: "Endnu en gang ryster Jeg ikke bare jorden, men også himmelen." 27 Dette: "Endnu en gang" gør det klart at de ting som bliver rystet, skal blive borte fordi de er laget, for at de ting som ikke kan rystes, altid skal bestå. 28 Derfor, siden vi får et rige som ikke kan rokkes, så lad os tage vare på nåden. Ved den kan vi stå i en velbehagelig tjeneste for Gud med ærbødighed og gudsfrygt. 29 For vor Gud er en fortærende ild.

Hebr.13 1 Lad broderkærligheden vare ved! 2 Glem ikke gæstfriheden, for ved den har nogen haft engle på besøg uden at vide det. 3 Husk på fangerne, som om I var lænket sammen med dem, dem som bliver mishandlet, siden I selv også er i legemet. 4 Ægteskabet skal holdes i ære blandt alle, og ægtesengen skal holdes usmittet, for horkarle og ægteskabsbrydere skal Gud dømme. 5 Lad jeres færd være uden kærlighed til penge! Vær fornøjet med det I har! For Han har Selv sagt: "Jeg skal aldrig forlade dig og aldrig svigte dig." 6 Derfor kan vi frimodig sige: "Herren er min hjælper. Jeg skal ikke frygte. Hvad kan et menneske gøre mig?" 7 Husk på deres vejledere, de som har talt Guds ord til jer. Følg efter jeres tro og læg mærke til udgangen af jeres færd! 8 Jesus Kristus er i går og i dag den samme, ja, til evig tid. 9 Lad jer ikke drive omkring af de mange forskellige og fremmede lærdomme. For det er nødvendigt at hjertet bliver grundfæstet i nåden, ikke i lære om forskellig slags mad, som ikke har gavnet dem som har vært optaget af noget sådant. 10 Vi har et alter, og de som tjener i tabernaklet, har ingen ret til at æde af det. 11 For offerdyrenes kadavere bliver brændt udenfor lejren, efter at ypperstepræsten har båret jeres blod ind i helligdommen til sonoffer. 12 Derfor led også Jesus udenfor porten, for at Han kunde hellige folket med Sit eget blod. 13 Lad os derfor gå bort til Ham, udenfor lejren, for at bære Hans vanære. 14 For her har vi ingen blivende stad, men vi søger den kommende. 15 Lad os derfor, ved Ham, altid bære frem lovprisningsoffer for Gud, det vil sige frugt af læber som lover Hans navn. 16 Men glem ikke at gøre godt og at dele med andre, for Gud har behag i sådanne offer. 17 I skal lyde jeres vejledere og rette jer efter dem, for de våger over jeres sjæle, som de som skal aflægge regnskab. Lad dem gøre det med glæde og ikke med sorg, for det ville ikke være til nogen nytte for jer. 18 Bed for os! For vi er overbevist om at vi har en god samvittighed, og i alle ting vil vi leve et ret liv. 19 Men jeg formaner jer inderlig om at gøre dette, så jeg desto snarere kan blive givet tilbage til jer. 20 Må nu fredens Gud, Han som i kraft af en evig pagts blod førte vor Herre Jesus Kristus, hjordens store Hyrde, op fra de døde, 21 må Han gøre jer stærke til al god gerning, således at I gør Hans vilje, som virker i jer det som er til behag for Ham, ved Jesus Kristus. Ham tilhører æren i al evighed. Amen. 22 Og jeg beder jer, brødre, om at tage vare på dette formaningsord, for jeg har skrevet til jer med få ord. 23 I skal vide at vor bror Timoteus er sat fri, og sammen med ham vil jeg se jer, hvis han snart kommer. 24 Hils alle deres vejledere og alle de hellige! De fra Italien hilser er. 25 Nåde være med jer alle! Amen.

Jak.1 1 Jakob, Guds og Herren Jesu Kristi tjener, til de tolv stammer som er spredt omkring: Vær hilset! 2 Mine brødre, regn alt bare som glæde når I bliver udsat for forskellige prøvelser, 3 for I ved at når troens ægthed bliver prøvet, virker der tålmodighed. 4 Men tålmodigheden må vise sig i moden gerning, for at I selv kan være modne og helstøbte og ikke stå tilbage i noget. 5 Men hvis nogen af jer mangler visdom, skal han bede til Gud, Han som giver alle, rigelig og uden anklage, og den skal blive givet ham. 6 Men han må bede i tro, uden at tvivle, for den som tvivler, er lig en bølge på havet, som bliver drevet og kastet af vinden. 7 For mennesket må ikke tro at han skal få noget fra Herren; 8 han er jo en tvesindet mand, ustadig på alle sine veje. 9 Men den bror som lever i ringe kår, skal rose sig af sin ophøjelse, 10 og den rige af sin fornedrelse. For som blomsten på græsset skal han forgå. 11 For så snart solen er stået op med brændende hede, visner græsset, og dets blomst falder af, og blomstens skønhed går til grunde. Således skal også den rige mand visner bort i alt sit jag. 12 Salig er den mand som udholder fristelse. For når han har bestået prøven, skal han få livets krone, som Herren har lovet dem som elsker Ham. 13 Ingen må sige når han bliver fristet: "Jeg bliver fristet af Gud." For Gud kan ikke blive fristet af det onde, og selv frister Han ikke nogen. 14 Men hver og en bliver fristet når han bliver draget bort og lokket af sit eget begær. 15 Når så begæret har undfanget, føder det synd. Og synden, når den er blevet fuldmoden, føder død. 16 Lad I ikke forføre, mine kære brødre! 17 Al god gave og al fuldkommen gave er ovenfra, og den kommer ned fra lysenes Far. Hos Ham er der ingen forandring eller skiftende skygge. 18 Fordi Han Selv ville, fødte Han os ved sandhedens ord, for at vi skulle være førstegrøden af Hans skabninger. 19 Derfor, mine elskede brødre, skal hvert menneske være snar til at høre, sen til at tale, sen til vrede, 20 for en mands vrede fremmer ikke Guds retfærdighed. 21 Aflæg derfor al urenhed og alle udslag af ondskab, og tag med sagtmodighed imod ordet som er indplantet i jer, og som har kraft til at frelse jeres sjæle. 22 Men vær ordets gører, og ikke bare hørere som bedrager sig selv. 23 For om nogen er en ordets hører og ikke gør efter det, da er han som en mand der ser sit naturlige ansigt i et spejl. 24 For han ser på sig selv, går bort, og med det samme glemmer han hvordan han så ud. 25 Men den som ser ind i den fuldkomne lov, frihedens lov, og fortsætter med det og ikke bliver en glemsom hører, men en gerningens gører, han skal være salig i alt hvad han gør. 26 Hvis nogen blandt jer mener at han tjener Gud, og ikke styrer sin tunge, men bedrager sit eget hjerte, da er hans gudstjeneste bare tomhed. 27 En ren og usmittet tjeneste for Gud og Faderen er dette: AT se til forældreløse børn og enker i deres nød, og at holde sig selv usmittet af verden.

Jak.2 1 Mine brødre, I kan ikke fastholde troen på vor Herre Jesus Kristus, herlighedens Herre, samtidig som I gør forskel på folk. 2 For hvis der skulle komme en mand med guldring ind i jeres forsamling, i fine klæder, og der også skulle komme en fattig mand ind i beskidte klæder, 3 og I viser ham opmærksomhed som går med de fine klæder, og siger til ham: "Du kan sidde her på en god plads," og I siger til den fattige mand: "Du kan stå der," eller: "Sæt dig her ved min fodskammel," 4 har I ikke da vist at I gør forskel på folk hos jer, og at I er blevet dommere med onde tanker? 5 Hør, mine kære brødre: Har ikke Gud udvalgt de fattige i denne verden til at være rige i troen og arvinger til det rige Han lovede til dem som elsker Ham? 6 Men I har vanæret den fattige. Er det ikke de rige som undertrykker jer og trækker jer frem for domstolene? 7 Er det ikke dem som spotter det gode navn som I er kaldet ved? 8 Hvis I virkelig opfylder den kongelige lov efter Skriften: Du skal elske din næste som dig selv, da gør I det rette. 9 Men hvis I gør forskel på folk, da gør I synd, og af loven bliver I dømt skyldige som overtrædere. 10 For den som holder hele loven, men snubler på et punkt, er blevet skyldig i hele loven. 11 For Han som sagde: "Du skal ikke bedrive hor," Han sagde også: "Du skal ikke slå ihjel." Hvis du ikke bedriver hor, men du slår ihjel, da er du blevet en lovbryder. 12 Tal da således, og gør således, som de som skal blive dømt efter frihedens lov. 13 For dommen er uden barmhjertighed over den som ikke har vist barmhjertighed. Men barmhjertigheden kan rose sig overfor dommen. 14 Hvad gavner det, mine brødre, om nogen siger at han har tro, men ikke har gerninger? Kan troen frelse ham? 15 Hvis en bror eller en søster er nøgen og mangler sin daglige føde, 16 og en af jer siger til dem: "Gå i fred, varm jer og mæt jer," men I ikke giver dem til legemets behov, hvilken nytte bliver det da? 17 Således er det også med troen. Hvis den ikke har gerninger, er den død i sig selv. 18 Men nogen vil sige: "Du har tro, og jeg har gerninger." Vis mig din tro uden dine gerninger, og så vil jeg vise dig min tro ud fra mine gerninger. 19 Du tror at Gud er Én. Du tror ret. Også dæmonerne tror - og skælver! 20 Men vil du vide, du tankeløse menneske, at troen uden gerninger er død? 21 Blev ikke vor far Abraham retfærdiggjort af gerninger da han ofrede sin søn Isak på alteret? 22 Ser du at troen virkede sammen med hans gerninger, og at troen blev gjort fuldkommen ud fra gerningerne? 23 Og Skriften blev opfyldt, som siger: Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til retfærdighed. Og han blev kaldet Guds ven. 24 I ser da at et menneske bliver retfærdiggjort af gerninger, og ikke bare af tro. 25 Blev ikke også skøgen Rahab retfærdiggjort ved gerninger på samme måde, da hun tog imod budbærer og sendte dem en anden vej bort? 26 For således som legemet er dødt uden ånd, således er også troen død uden gerninger.

Jak.3 1 Mine brødre, ikke mange af jer må blive lærere, for vi ved at vi skal få en endnu strengere dom. 2 For vi snubler alle i mange ting. Hvis nogen ikke snubler i ord, er han en fuldkommen mand, som også er i stand til at holde hele legemet i tømme. 3 Se, vi lægger bidsel i hestenes mund for at de skal lyde os, og vi styrer hele deres krop. 4 Se, også skibene, selv om de er store og bliver drevet af stærke vinde, bliver de styret af et meget lille ror, som styrmanden ønsker. 5 Således er også tungen et lille lem, men kan alligevel tale store ord. Se hvor stor en skov en lille ild tænder i brand! 6 Også tungen er en ild, en verden af uretfærdighed. Tungen har således plads blandt vore lemmer at den smitter hele legemet og sætter naturens gang i brand. Og selv sættes den i brand af helvede. 7 For enhver art af dyr og fugle og krybdyr og havdyr kan tæmmes og er blevet tæmmet af den menneskelige natur. 8 Men ikke noget menneske kan tæmme tungen. Den er en ustyrlig ondskab, fuld af dødelig gift. 9 Med den velsigner vi vor Gud og Far, og med den forbander vi mennesker som er blevet til efter Guds billede. 10 Ud af samme mund kommer velsignelse og forbandelse. Mine brødre, således skal det ikke være. 11 Giver en kilde vel både friskt og bittert vand fra samme udspring? 12 Kan vel et figentræ, mine brødre, bære oliven eller et vintræ bære figen? Således er der ingen kilde som giver både saltvand og ferskvand. 13 Hvem er vis og forstandig iblandt jer? Han skal ved en god færd vise sine gerninger i visdommens sagtmodighed. 14 Men hvis I har bitter misundelse og selvhævdelse i deres hjerter, så ros jer ikke af dette og lyv ikke mod sandheden! 15 Således visdom ikke kommer ned ovenfra, men den er jordisk, sanselig og dæmonisk. 16 For hvor det er misundelse og selvhævdelse, der er det også forvirring og al slags ond gerning. 17 Men den visdom som er ovenfra, er for det første ren, dernæst fredelig, mild, hensynsfuld, fuld af barmhjertighed og gode frugter, den gør ikke forskel, og den er uden hykleri. 18 Retfærdighedens frugt bliver sået i fred af dem som skaber fred.

Jak.4 1 Hvor kommer krigene og stridighederne blandt jer fra? Kommer det ikke fra jeres lyster, som fører krig i jeres lemmer? 2 I begærer, og har ikke noget at begære. I dræber og misunder, og kan ikke få. I kæmper og bekriger, alligevel får I det ikke, fordi I ikke beder. 3 I beder og får ikke, fordi I beder galt, for at I skal sløse det bort i deres lyster. 4 I horkarle og horkvinder! Ved I ikke at venskab med verden er fjendskab mod Gud? Hver den som vil være ven med verden, gør sig selv til Guds fjende. 5 Eller mener I at Skriften taler tomme ord når den siger: Den Ånd som bor i os, søger efter nidkærhed? 6 Men Han giver endda mere nåde. Derfor siger Han: "Gud står de stolte imod, men de ydmyge giver Han nåde." 7 Underordne jer derfor under Gud! Stå djævelen imod, og han vil flygte fra jer. 8 Hold jer nær Gud, så skal Han holde sig nær jer. Rens jeres hænder, I syndere! Og rens jeres hjerter, I som lader sindet drages til begge sider! 9 Klag og sørg og græd! Lad jeres latter blive vendt til sorg og deres glæde til bedrøvelse. 10 Lad jer ydmyge for Herren, og Han skal ophøje jer. 11 Tal ikke ondt om hverandre, brødre. Den som taler ondt om en bror og dømmer sin bror, taler ondt om loven og dømmer loven. Men hvis du dømmer loven, er du ikke lovens gører, men dens dommer. 12 Der er én Lovgiver, det er Han som har kraft til at frelse og til at føre i fortabelse. Hvem er da du som dømmer en anden? 13 Og nu, I som siger: "I dag eller i morgen vil vi drage til den eller den by og blive et år, købe og sælge og få fortjeneste der." 14 Men I ved ikke hvad som skal ske i morgen. For hvad er jeres liv? Det er bare som en røg som er synlig en lille stund, og så bliver borte. 15 I stedet skal I sige: "Om Herren vil, skal vi leve og gøre det ene eller det andet." 16 Men nu praler I i jeres hovmod. Al sådan pral er ondt. 17 Derfor, den som ved hvad godt han skal gøre og ikke gør det, for ham er det synd.

Jak.5 1 Og nu, I rige; græd og klag på grund af alle de ulykker som skal komme over jer! 2 Jeres rigdom er fordærvet, og jeres klæder er mølædt. 3 Jeres guld og sølv ruster bort, og jeres rust skal være et vidne mod jer og skal æde jeres kød op som ild. I har samlet jer skatte i de sidste dage. 4 Se, lønnen til arbejderne som har høstet jeres agre, den løn I har tilbageholdt ved bedrageri, råber op. Og råberne fra høstarbejderne har nået Herren Sebaots ører. 5 I har levet i nydelse og luksus på jorden. I har fedet jeres hjerter som på slagtedagen. 6 I har dømt, I har dræbt den retfærdige. Han kan ikke stå sig imod jer. 7 Vær derfor tålmodige, brødre, helt til Herrens genkomst. Se hvordan bonden venter på jordens dyrebare grøde! Han venter tålmodig på den til den får tidligregn og sildigregn. 8 Vær også I tålmodige! Styrk jeres hjerter, for Herrens genkomst er nær. 9 Klag ikke på hverandre, brødre, så I ikke skal blive fordømt. Se, Dommeren står for døren! 10 Mine brødre, tage profeterne, de som talte i Herrens navn, som forbillede på lidelse og tålmodighed. 11 Se, dem som holder ud, priser vi salige. I har hørt om Jobs udholdenhed og set den afslutning som Herren gav, for Herren er overvældende rig på medlidenhed og barmhjertighed. 12 Men frem for alt, mine brødre, sværg ikke, hverken ved himmelen eller ved jorden, I skal heller ikke sværge ved noget andet. Men lad jeres "ja" være "ja", og jeres "nej" være "nej", for at I ikke skal falde for dommen. 13 Er der nogen som lider blandt jer? Han skal bede. Er nogen ved godt mod? Han skal synge salmer. 14 Er nogen syge blandt jer? Han skal tilkalde menighedens ældste, og de skal bede over ham og salve ham med olie i Herrens navn. 15 Og troens bøn skal frelse den syge, og Herren skal rejse ham op. Og hvis han har gjort synder, skal han blive tilgivet. 16 Bekend overtrædelserne for hverandre og bed for hverandre, så I kan blive helbredt. Et retfærdig menneskes bøn virker med stor kraft. 17 Elia var et menneske under samme kår som vi, og han bad inderlig om at det ikke skulle regne. Og det regnede ikke på jorden i tre år og seks måneder. 18 Og han bad på ny, og himmelen gav regn, og jorden gav sin grøde. 19 Brødre, hvis nogen blandt jer er faret vild fra sandheden, og nogen omvender ham, 20 så skal han vide at den som omvender en synder fra hans vildfarelses vej, han frelser en sjæl fra døden og dækker over en mængde synder.

1.Pet.1 1 Peter, Jesu Kristi apostel, til de udvalgte som er udlændinge og spredt omkring i Pontos, Galatien, Kappadokien, Asien og Bitynien, 2 de som er udvalgt efter Gud Faders forudviden, i Åndens helliggørelse, til lydighed og renselse med Jesu Kristi blod: Nåde være med jer og fred i rigelig mål! 3 Lovet være Gud og vor Herre Jesu Kristi Far, Han som efter sin rige miskundhed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde, 4 til en arv som er uforgængelig, uden pletter og uvisnelig, som er opbevaret i himmelen for jer, 5 I som ved Guds kraft bliver bevaret ved troen, til den frelse som er færdig til at blive åbenbart i den sidste tid. 6 Over dette jubler I, selv om I nu, en lille stund, om det skal være så, oplever sorg ved mange forskellige prøvelser, 7 for at den prøvede ægthed i jeres tro - som er meget mere dyrebar end guld som forgår, selv om det lutres ved ild - må blive fundet til lov, pris og ære ved Jesu Kristi åbenbarelse. 8 Selv om I ikke har set Ham, elsker I Ham. Selv om I nu ikke ser Ham, tror I alligevel på Ham. I fryder jer med en usigelig glæde fuld af herlighed, 9 når I vinder frem til målet for jeres tro, sjælenes frelse. 10 Om denne frelse har profeterne grundig undersøgt og gransket, de som profeterede om den nåde som skulle komme til jer, 11 idet de granskede efter hvilken eller hvad slags tid Kristi Ånd, som var i dem, viste til da Han på forhånd vidnet om Kristi lidelser og herlighederne som skulle følge derefter. 12 Det blev åbenbart for dem at det ikke var sig selv, men os som de tjente med dette som nu er blevet kundgjort for jer ved dem som har forkyndt jer evangeliet ved Den Hellige Ånd, Han som blev sendt fra himmelen - alt dette som engle gerne ønsker at se ind i. 13 Bind derfor op om jeres sinds hofter, vær ædru og se jeres håb fuldt og helt til den nåde som skal blive givet jer ved Jesu Kristi åbenbarelse. 14 Som lydige børn skal I ikke indrette jer efter de tidligere lyster, som I før, i jeres uvidenhed, levede i. 15 Men således som Han kaldte jer er hellig, skal også I være hellige i al jeres færd, 16 for der er skrevet: I skal være hellige, for Jeg er hellig. 17 Og når I påkalder Faderen, Han som dømmer efter enhvers gerning, uden at gøre forskel, så færdes I med frygt så længe I er udlændinge her. 18 For I ved at det ikke var med forgængelige ting som sølv eller guld I blev frikøbt fra det tomme liv I arvede fra fædrene, 19 men med det dyrebare Kristi blod, som af et lam uden lyde og uden plet. 20 Dette blev Han udset til på forhånd, før verdens grundlæggelse, men Han blev først åbenbart i disse sidste tider for jeres skyld, 21 I som ved Ham tro på Gud, som oprejste Ham fra de døde og gav Ham herlighed, således at jeres tro og jeres håb er rettet mod Gud. 22 Eftersom I, i lydighed mod sandheden ved Ånden, har renset jeres sjæle til oprigtig broderkærlighed, så elsk hverandre inderlig af et rent hjerte, 23 I som er genfødt, ikke af forgængelig sæd, men uforgængelig, ved Guds ord som lever og bliver til evig tid. 24 For: Alt kød er som græs, og al menneskeherlighed som blomsten på græsset. Græsset visner, og dets blomst falder af. 25 Men Herrens ord varer til evig tid. Og dette er det ord som blev forkyndt for I ved evangeliet.

1.Pet.2 1 Aflæg derfor al ondskab og alt svig og hykleri og misundelse og al bagtalelse! 2 Som nyfødte børn skal I længes efter ordets uforfalskede mælk, for at I kan vokse ved den, 3 så sandt I har smagt at Herren er god. 4 Når I kommer til Ham som er Den Levende Sten, som blev forkastet af mennesker, men er udvalgt af Gud og dyrebar, 5 da bliver også I, som levende stene, bygget op til et åndelig hus, et hellig præsteskab, til at frembære åndelige offer, som er til behag for Gud ved Jesus Kristus. 6 Derfor står der også i Skriften: Se, Jeg lægger i Sion en hovedhjørnesten, udvalgt, dyrebar, og den som tror på Ham, skal slet ikke blive gjort til skamme. 7 Derfor tilhører æren jer som tror, men for dem som er ulydig, er: Stenen som bygningsmændene forkastede, blevet hovedhjørnesten, 8 og: En snublesten og en anstødsklippe. Disse snubler ved at de er ulydige mod ordet, og det blev de også sat til. 9 Men I er en udvalgt æt, et kongelig præsteskab, et hellig folk, et ejendomsfolk, så I skal forkynde Hans underfulde storværk, Han som kaldte jer ud af mørket og ind i Sit underfulde lys. 10 I som før ikke var et folk, men som nu er Guds folk. I som ikke havde fundet miskundhed, men som nu har fået miskundhed. 11 I elskede, jeg formaner jer som fremmede og udlændinge til at afstå fra de kødelige lyster som fører krig mod sjælen. 12 Lad jeres færd blandt hedningerne være god, for at de, når de bagtaler jer som disse som gør ondt, ud fra de gode gerninger de får se, kan prise Gud på besøgelsens dag. 13 Derfor skal I underordne jer al menneskelig ordning for Herrens skyld, enten det er under kongen som den øverste 14 eller under landshøvdinger, som er sendt ud af ham til straf for dem som gør ondt, men til ros for dem som gør godt. 15 For det er Guds vilje at I ved at gøre godt skal bringe uforstandige menneskers uvidenhed til tavshed, 16 som frie, men som alligevel ikke bruger friheden til at dække over ondskaben, men bruger den som Guds tjenere. 17 Vis alle ære! Elsk brodersamfundet! Frygt Gud! Vis kongen ære! 18 I tjenere, vær jeres herrer underordnet med al frygt, ikke bare de gode og milde, men også de strenge. 19 For dette er prisværdig, hvis nogen på grund af sin samvittighed overfor Gud holder ud i smerte når en lider uretfærdighed. 20 For hvilken vinding er det om I er tålmodige når I bliver straffet fordi I har syndet? Men når I gør godt og alligevel må lide, hvis I da kan være tålmodige, er det prisværdigt for Gud. 21 For dette blev I kaldet til, fordi Kristus også led for os og efterlod os et eksempel, for at I skulle følge i Hans fodspor: 22 Han som ikke gjorde synd, heller ikke blev der fundet svig i Hans mund. 23 Da Han blev hånet, hånede Han ikke igen. Da Han led, truet Han ikke, men overlod Sig Selv til Ham som dømmer retfærdig, 24 Han som Selv bar vore synder på Sit eget legeme op på træet, for at vi, døde fra synderne, skulle leve for retfærdigheden - ved Hans sår fik I lægedom. 25 For I var som får som havde forvildet sig, men nu er I vendt tilbage til Hyrden og Tilsynsmanden for jeres sjæle.

1.Pet.3 1 I hustruer skal på samme måden underordne I deres egne mænd, for at de, selv om nogen ikke lyder ordet, kan blive vundet uden ord ved sine hustruers livsførelse, 2 når de lægger mærke til jeres rene færd i frygt. 3 Lad ikke jeres skønhed være i det ytre, ved hårfletninger, ved at I guld på jer eller tager på fine klæder på, 4 men lad skønheden hellere være hjertets skjulte menneske, med den uforgængelige skønhed som hører til den milde og stille ånd, som er meget dyrebar frem for Gud. 5 De hellige kvinder som i tidligere tider håbede på Gud, smykkede sig på denne måde. De underordnede sig sine egne mænd, 6 således var Sara lydig mod Abraham og kaldte ham herre. I er hendes døtre når I gør det gode og ikke er bange for nogen trussel. 7 I ægtemænd, på samme måde skal I leve sammen med dem med forstand, idet I giver hustruerne ære som det svagere kar og som medarvinger til livets nåde, for at jeres bønner ikke skal blive hindret. 8 Til sidst: I skal alle have et sind, have medlidenhed med hverandre, vis broderkærlighed, vær ømhjertede og venlige, 9 så I ikke gengælder ondt med ondt eller hån med hån, men hellere velsigner, da I ved at det var dette I blev kaldet til, for at I skal arve velsignelse. 10 For: Den som vil elske livet og se gode dage, skal holde sin tunge borte fra ondt, og sine læber fra svigagtig tale. 11 Han skal vende sig bort fra ondt og gøre godt. Han skal søge fred og jage efter den. 12 For Herrens øjne er over de retfærdige, og Hans ører er åbne for deres bønner. Men Herrens åsyn er imod dem som gør ondt. 13 Og hvem er det som kan skade jer hvis I er efterfølgere af det gode? 14 Men selv om I skulle lide for retfærdighedens skyld, er I salige. Men frygt ikke for jeres trusler, og blive heller ikke forskrækket. 15 Men hellige Gud som Herre i jeres hjerter, og vær altid rede til forsvar overfor enhver som kræver jer til regnskab for håbet som er i jer, men gør det med sagtmodighed og frygt. 16 Og sørg for at have en god samvittighed, for at de som håner deres gode færd i Kristus, kan blive til skamme, når de bagtaler jer som dem, som gør ondt. 17 For hvis det er Guds vilje, er det bedre at lide fordi en gør godt end fordi en gør ondt. 18 For også Kristus led én gang for synder, den retfærdige for de uretfærdige, for at Han skulle føre os frem til Gud, Han som led døden i kødet, men blev gjort levende i Ånden. 19 I Den gik Han også bort og forkyndte for ånderne som var i forvaring, 20 de som tidligere var ulydige den gang da Guds langmodighed ventede i Noahs dage, mens arken blev bygget. I den blev nogen få, det vil sige otte sjæle, frelst ved vand, 21 det som også nu frelser os i sit modbillede, dåben. Den er ikke en aflæggelse af kødets urenhed, men en god samvittigheds pagt med Gud, ved Jesu Kristi opstandelse, 22 Han som fór op til himmelen og er ved Guds højre hånd. Og engle og myndigheder og magter er Ham underlagt.

1.Pet.4 1 Derfor, når Kristus har lidt for os i kødet, så skal også I væbne jer med den samme tanke: At den som har lidet i kødet, har brudt med synden, 2 således at han ikke skal leve efter menneskers lyster, men efter Guds vilje, i den tid han endnu får i kødet. 3 For vi har brugt nok af vor tidligere levetid på at gøre hedningenes vilje, da vi levede i skamløshed, lyster, drukkenskab, fester, drikkelag og afskyelig afgudsdyrkelse. 4 Nu undrer de sig over at I ikke løber sammen med dem i den samme flodbølge af udskejelser, og derfor taler de ondt om jer. 5 Men de skal aflægge regnskab for Ham som er rede til at dømme levende og døde. 6 Af denne grund blev evangeliet forkyndt også for døde, for at de vel skulle blive dømt som mennesker i kødet, men leve som Gud i ånden. 7 Men afslutningen på alle ting er kommet nær. Vær derfor sindige og ædruelige i jeres bønner! 8 Og hav fremfor alle ting inderlig kærlighed til hverandre, for: Kærligheden dækker over en mængde synder. 9 Vær gæstfrie mod hverandre uden at klage! 10 Eftersom enhver har fået en nådegave, så tjen hverandre med den, som gode forvaltere over Guds mangfoldige nåde. 11 Hvis nogen taler, skal han tale som Guds ord. Hvis nogen tjener, skal han gøre det ved den kraft Gud giver, således at Gud kan blive æret i alle ting ved Jesus Kristus. Ham tilhører æren og herredømmet i al evighed. Amen. 12 I kære! I skal ikke undre jer over den ildprøven som kommer over jer, som om der hændte jer noget underligt. 13 Men glæd jer i samme grad som I har del i Kristi lidelser, således at I også kan glæde jer med overstrømmende glæde når Hans herlighed bliver åbenbart. 14 Hvis I bliver hånet for Kristi navns skyld, er I salige, for herlighedens og Guds Ånd hviler over jer. Fra de andres side bliver Han spottet, men på jeres side bliver Han æret. 15 Men ikke nogen af jer må lide som en morder eller en tyv eller som en forbryder eller som en som blander sig op i andres sager. 16 Men hvis nogen lider som en kristen, skal han ikke skamme sig, men prise Gud i denne sag. 17 For tiden er kommet da dommen skal begynde med Guds hus. Men hvis den begynder med os først, hvad bliver da afslutningen for dem som er ulydige mod Guds evangelium? 18 Og: Hvis den retfærdige vanskelig bliver frelst, hvordan går det da med den ugudelige og synderen? 19 Derfor skal de som lider efter Guds vilje, overgive sine sjæle til Den trofaste Skaber, mens de gør det gode.

1.Pet.5 1 De ældste blandt jer formaner jeg, jeg som er en medældste og et vidne om Kristi lidelser, og en som også har del i den herlighed som skal åbenbares: 2 Vogt den Guds hjord som er blandt jer, og gør tjeneste som tilsynsmænd, ikke af tvang, men frivillig, ikke for skammelig vindings skyld, men med iver, 3 heller ikke som om I er herskere over dem som er tildelt jer, men ved at være forbilleder for flokken. 4 Og når Overhyrden åbenbares, skal I få ærens uvisnelige krone. 5 På samme måde skal I unge underordne jer de ældste! Ja, I skal alle underordne jer hverandre, og iklæde jer ydmyghed! For: Gud står de stolte imod, men de ydmyge giver Han nåde. 6 Lad jer derfor ydmyge under Guds mægtige hånd, for at Han kan ophøje jer når tiden er inde. 7 Og kast al jeres bekymring på Ham, for Han har omsorg for jer. 8 Vær ædru, vær årvågne! For jeres modstander, djævelen, går omkring som en brølende løve og søger nogen han kan opsluge. 9 Stå ham imod, faste i troen, og vid at jeres brødre rundt i verden udstår de samme lidelser. 10 Men må al nådes Gud, som kaldte os til Sin evige herlighed ved Kristus Jesus, efter en kort stunds lidelse, dygtiggøre, grundfæste, styrke og befæste jer! 11 Ham tilhører æren og herredømmet i al evighed. 12 Ved Silvanus, vor trofaste bror - det regner jeg ham for at være - har jeg kort skrevet til jer for at formane og vidne om at dette er den sande Guds nåde, den I står i. 13 Menigheden som er i Babylon, som er udvalgt sammen med jer, hilser jer. Det gør også min søn Markus. 14 Hils hverandre med kærlighedens kys! Fred være med alle jer som er i Kristus Jesus! Amen.

2.Pet.1 1 Simon Peter, Jesu Kristi tjener og apostel, til dem som har fået den samme dyrebare tro som vi, i vor Gud og vor Frelser Jesu Kristi retfærdighed: 2 Nåde være med jer og fred i rigt mål i erkendelsen af Gud og Jesus, vor Herre, 3 eftersom Hans guddommelige kraft har skænket os alt som tjener til liv og gudsfrygt, ved erkendelsen af Ham som kaldte os ved herlighed og guddomskraft. 4 Ved dette er vi blevet skænket de største og mest dyrebare løfter, for at I gennem dem skulle få del i guddommelig natur efter at have flygtet bort fra fordærvelsen som tilhører lysten i denne verden. 5 Men netop derfor skal I også med al iver lade jeres tro vise sig i et ærbart liv, og det ærbare liv i kundskab, 6 kundskaben i afholdenhed, og afholdenheden i udholdenhed, og udholdenheden i gudsfrygt, 7 og gudsfrygten i broderomsorg og broderomsorgen i kærlighed. 8 For om alt dette er rigelig hos jer og stadig tager til, da skal I hverken være uvirksomme eller ufrugtbare i erkendelsen af vor Herre Jesus Kristus. 9 For den som mangler disse ting, er så nærsynet at han er blind, og har glemt renselsen fra sine tidligere synder. 10 Derfor, brødre, skal I være endda mere ivrige efter at gøre jeres kald og udvælgelse fast. For hvis I gør alt dette, skal I aldrig nogensinde snuble. 11 For således skal der blive givet jer indgang til vor Herre og Frelser Jesu Kristi evige rige. 12 Af denne grund vil jeg ikke holde op med at minde jer om alt dette, selv om I kender til det og er grundfæstet i sandheden, som er hos jer. 13 Ja, jeg mener det er ret, så længe som jeg er i dette telt, at vække jer op ved påmindelse. 14 For jeg ved at snart kommer tiden da mit telt skal aflægges, således som også vor Herre Jesus Kristus har vist mig. 15 Men jeg vil gøre mit yderste for at se til at I også efter min bortgang stadig har en påmindelse om alt dette. 16 For det var ikke smart opdigtede eventyr vi fulgte da vi kundgjorde jer vor Herre Jesu Kristi magt og genkomst, men vi var øjenvidner til Hans majestæt. 17 For Han fik ære og herlighed fra Gud Fader da en røst som denne kom til Ham fra Den ophøjde herlighed: "Dette er Min Søn, Den elskede, i Ham har Jeg velbehag." 18 Og vi hørte selv denne røst som kom fra himmelen da vi var sammen med Ham på det hellige bjerg. 19 Og desto fastere har vi det profetiske ord, som I gør vel i at holde fast på, som på et lys som skinner på et mørkt sted, indtil dagen gryr, og morgenstjernen går op i jeres hjerter, 20 da I først og fremmest ved dette at ikke nogen profeti i Skriften er givet til egen fortolkning. 21 For aldrig er nogen profeti kommet frem ved et menneskes vilje, men Guds hellige mennesker talte drevet af Den Hellige Ånd.

2.Pet.2 1 Men der stod også falske profeter frem blandt folket, således der også skal komme falske lærere blandt jer. I hemmelighed skal de føre falske lærdomme ind som leder til fortabelse. De skal fornægte den Herre som købte dem, og føre en fortabelse over sig selv. 2 Og mange skal følge efter på jeres veje til fortabelse, og på grund af dem skal sandhedens vej blive spottet. 3 Med grådighed og forførende ord skal de udnytte jer. I lange tider har dommen over dem ikke vært uvirksom, og jeres fortabelse slumrer ikke. 4 For så sandt Gud ikke sparede de engle som syndede, men kastede dem ned i afgrunden og overgav dem til mørkets lænker, for at de skulle være i forvaring til dommen, 5 og så sandt Han ikke sparede den gamle verden, men bevarede Noah, én af otte mennesker, retfærdighedens forkynder, og lod vandfloden komme over de ugudeliges verden, 6 og så sandt Han gjorde byerne Sodoma og Gomorra til aske og dømte dem til ødelæggelse og gjorde dem til eksempel for dem som senere kom til at leve ugudelig, 7 og så sandt Han udfriede den retfærdige Lod, som blev plaget under de ugudeliges tøjlesløse opførsel - 8 for denne retfærdige som boede blandt dem, blev plaget dag efter dag i sin retfærdige sjæl ved at se og høre de lovløse gerninger - 9 lige så sandt ved Herren hvordan Han skal udfri de gudfrygtige fra fristelser og holde de uretfærdige under straf i forvaring til dommens dag, 10 og allermest dem som vandrer efter kødet i urenhedens lyst, og som foragter myndighed. De er overmodige og egenrådige. De er ikke rede for at spotte de høje magter, 11 mens engle, som er større i styrke og magt, ikke kommer med nogen spottende anklage mod dem overfor Herren. 12 Men disse menneskerne ligner ufornuftige vilddyr som er født til at fanges og udslettes. De taler ondt om de ting de ikke forstår, og de skal gå fuldstændig til grunde i sin egen fordærvelse, 13 de får uretfærdighedens løn. De regner det som en glæde at bruge dagen til et udsvævende liv. De er som skampletter og skændselsmennesker, og de frådser i sine egne forførelser mens de fæster sammen med er. 14 Deres øjne er fulde af utugtigt begær, og de kan ikke ophøre med at synde. De lurer ubefæstede sjæle. De har et hjerte som er oplært i grådighed, og de er forbandelsens barn. 15 De har forladt den rette vej og er gået vild. De har fulgt vejen til Bileam, søn af Beor, han som elsket uretfærdighedens løn. 16 Men han blev revset for sit lovbrud. Et stumt æsel talte med et menneskes stemme og stansede profetens galskab. 17 Disse er brønde uden vand, skyer som drives af sted af stormen. Det dybe bælgmørke holdes over for dem til evig tid. 18 For når de taler tomhedens store og hovmodige ord, får de ved kødets lyst og ved tøjlesløshed narret dem som netop har undsluppet dem som lever i vildfarelse. 19 Mens de lover dem frihed, er de selv trælle under fordærvelsen. For der man ligger under for, det er man også træl under. 20 For om de først er undflyet verdens urenheder ved erkendelsen af Herren og Frelseren Jesus Kristus, og de så igen bliver viklet ind i disse urenhederne og underlagt dem, da er de sidste blevet værre for dem end det første. 21 For det havde været bedre for dem om de ikke havde kendt retfærdighedens vej, end at have kendt den for så at vende sig bort fra det hellige bud som blev overgivet til dem. 22 Men det er gået med dem som det hedder i det sande ordsprog: Hunden vender tilbage til sit eget spy, og: Et nyvasket svin vælter sig i sølet.

2.Pet.3 1 Mine kære, dette er allerede det andet brev jeg skriver til jer. I begge breve vil jeg ved påmindelse opvække jeres rene sind, 2 for at I skal mindes både de ord som blev talt på forhånd af de hellige profeter, og budet fra os, vi som er Herrens og Frelserens apostle. 3 Først af alt skal I vide at i de sidste dage skal spottere stå frem. De skal gå frem efter sine egne lyster 4 og sige: "Hvor er løftet om Hans genkomst? For fra den tid fædrene sov ind, fortsætter alle ting som de var fra skabelsens begyndelse af." 5 For med vilje glemmer de dette: At himlene fra gammel tid blev til ved Guds ord. Og ved det samme Guds ord stod jorden frem fra vand og gennem vand. 6 Ved dette gik den daværende verden under, ved at den blev oversvømmet af vand. 7 Men de himle og den jord som er nu, bliver ved det samme Guds ord sparet til ilden ved tiden for de ugudelige menneskers dom og fortabelse. 8 Men dette ene må I ikke glemme, mine kære, at for Herren er én dag som tusind år, og tusind år som én dag. 9 Herren er ikke sen med løftet, således nogen regner det for at være sent. Men Han er tålmodig med os, siden Han ikke vil at nogen skal gå fortabt, men at alle skal komme til omvendelse. 10 Men Herrens dag skal komme som en tyv om natten. Da skal himlene forgå med et kraftig brag, og elementerne skal opløses af brændende hede. Både jorden og alle menneskeværk som er bygd op på den, skal blive brændt op. 11 Derfor, siden alt dette skal gå i opløsning, hvor meget mere bør I da ikke holde ved i en hellig færd og gudsfrygt, 12 mens I venter på og fremskynder Guds dags komme. På den dag skal himlene fortæres af ild, og elementerne skal smelte med brændende hede. 13 Men efter Hans løfte ser vi frem til nye himle og en ny jord, hvor retfærdighed bor. 14 Derfor, mine kære, når I venter på alt dette, læg da vind på at blive fundet i fred af Ham, uden plet og lyde. 15 Og regn vor Herres langmodighed som frelse, således også vor kære bror Paulus har skrevet til jer, efter den visdom som er givet ham. 16 I alle sine breve taler han også om disse ting. I disse breve er der nogen ting som er vanskelig at forstå. Og de som er ulærde og ubefæstede, forvrænger dette, således de også gør med de andre Skrifter, til sin egen undergang. 17 Siden I, mine kære, altså ved dette på forhånd, så vær på vagt så ikke I også bliver leddet bort ved de ugudeliges vildfarelse og falder bort fra jeres egen faste stand. 18 Men voks i nåde og kendskab til vor Herre og Frelser Jesus Kristus! Ham tilhører æren både nu og til evighedens dag! Amen.

1.Joh.1 1 Det som var fra begyndelsen, det som vi har hørt, det som vi har set med vore øjne, det som vi har skuet og vore hænder har rørt ved, om Livets ord 2 - og livet blev åbenbaret, og vi har set det og vidner om det og forkynder I det evige liv, det som var hos Faderen og blev åbenbaret for os -, 3 det som vi har set og hørt, det forkynder vi jer, for at også I skal have samfund med os. Og vort samfund er med Faderen og med Hans Søn, Jesus Kristus. 4 Og dette skriver vi til jer, for at jeres glæde kan være fuldkommen. 5 Dette er det budskab som vi har hørt af Ham og som vi forkynder jer, at Gud er lys, og i Ham findes der ikke noget mørke. 6 Hvis vi siger at vi har samfund med Ham og vandrer i mørket, da lyver vi og gør ikke sandheden. 7 Men hvis vi vandrer i lyset, således er Han Selv i lyset, da har vi samfund med hverandre, og Jesu Kristi, Hans Søns blod renser os fra al synd. 8 Hvis vi siger at vi ikke har synd, bedrager vi os selv, og sandheden er ikke i os. 9 Hvis vi bekender vore synder, er Han trofast og retfærdig, så Han tilgiver os synderne og renser os fra al uretfærdighed. 10 Hvis vi siger at vi ikke har syndet, gør vi Ham til en løgner, og Hans ord er ikke i os.

1.Joh.2 1 Mine barn, dette skriver jeg til jer for at I ikke skal synde. Og hvis nogen synder, har vi en Talsmand hos Faderen, Jesus Kristus, Den retfærdige. 2 Og Han er Selv soningen for vore synder, og det ikke bare for vore, men også for hele verdens. 3 På dette ved vi at vi har lært Ham at kende, om vi holder Hans bud. 4 Den som siger: "Jeg har lært Ham at kende," og ikke holder Hans bud, er en løgner, og sandheden er ikke i ham. 5 Men den som holder Hans ord, i ham er i sandhed Guds kærlighed blevet gjort fuldkommen. Ved dette ved vi at vi er i Ham. 6 Den som siger at han bliver i Ham, han skylder også selv at vandre således som Han vandrede. 7 Brødre, det er ikke noget nyt bud jeg skriver til jer, men et gammelt bud, et som I har haft fra begyndelsen af. Det gamle bud er det ord som I fik at høre fra begyndelsen. 8 Alligevel skriver jeg et nyt bud til jer, som er sandt i Ham og i jer, fordi mørket bliver borte og det sande lys skinner allerede. 9 Den som siger at han er i lyset og som hader sin bror, er i mørke indtil nu. 10 Den som elsker sin bror, bliver i lyset, og der er ikke noget som fører til anstød i ham. 11 Men den som hader sin bror, er i mørket og vandrer i mørket. Og han ved ikke hvor han går, for mørket har forblændet hans øjne. 12 Jeg skriver til jer, børn, fordi synderne er jer tilgivet for Hans navns skyld. 13 Jeg skriver til jer, fædre, fordi I har lært at kende Ham som er fra begyndelsen. Jeg skriver til jer, unge, fordi I har sejret over den onde. Jeg skriver til jer, børn, fordi I har lært Faderen at kende. 14 Jeg har skrevet til jer, fædre, fordi I har lært at kende Ham som er fra begyndelsen. Jeg har skrevet til jer, I unge, fordi I er stærke, og Guds ord bliver i jer, og I har sejret over den onde. 15 Elsk ikke verden eller de ting som er i verden. Hvis nogen elsker verden, er Faderens kærlighed ikke i ham. 16 For alt som er i verden, kødets lyst og øjnenes lyst og stolthed over livets goder, er ikke af Faderen, men er af verden. 17 Og verden forgår, det samme gør verdens lyst. Men den som gør Guds vilje, forbliver til evig tid. 18 I børn! Det er den sidste time! Og således som I har hørt at Antikristen kommer, er der allerede nu kommet mange antikrister. Af dette ved vi at det er den sidste time. 19 De gik ud fra os, men de var ikke af os. For om de havde været af os, ville de have fortsat sammen med os. Men de gik ud, for at det kunne blive åbenbart at ingen af dem var af os. 20 Og I har en salvelse fra Den Hellige, og forstår alt. 21 Jeg har ikke skrevet til jer fordi I ikke kender sandheden, men fordi I kender den, og fordi I ved at ingen løgn er af sandheden. 22 Hvem er løgneren uden den som fornægter at Jesus er Kristus? Han er Antikristen, han som fornægter Faderen og Sønnen. 23 Hver den som fornægter Sønnen, har heller ikke Faderen. Den som bekender Sønnen, har også Faderen. 24 Lad derfor det som I har hørt fra begyndelsen, blive i jer. Hvis det I hørte fra begyndelsen, bliver i jer, skal også I blive i Sønnen og i Faderen. 25 Og dette er løftet som Han Selv har givet os, det evige liv. 26 Dette har jeg skrevet til jer om dem som fører jer vild. 27 Men den salvelse som I har fået fra Ham, bliver i jer, og I behøver ikke at nogen lærer jer. Men således som den samme salvelsen lærer jer om alle ting - og det er sandt og ikke løgn -, så skal I blive i Ham, således som salvelsen har lært jer. 28 Og nu, I børn! Bliv i Ham, således at vi kan have frimodighed når Han åbenbares, og ikke blive til skamme overfor Ham ved Hans komme. 29 Når I ved at Han er retfærdig, så forstår jer også at hver den som gør retfærdigheden, er født af Ham.

1.Joh.3 1 Se hvilken kærlighed Faderen har givet os, at vi skal kaldes Guds børn! Derfor kender verden ikke os, fordi den ikke har kendt Ham. 2 Elskede, nu er vi Guds børn. Og det er endnu ikke blevet åbenbart hvad vi skal blive, men vi ved at når Han bliver åbenbaret, skal vi blive lig Ham, for vi skal se Ham som Han er. 3 Og hver den som har dette håb til Ham, renser sig selv, ligesom Han er ren. 4 Hver den som gør synd, gør også lovbrud, og synd er lovløshed. 5 Og I ved at Han blev åbenbaret for at tage vore synder bort, og i Ham er der ikke synd. 6 Hver den som bliver i Ham, synder ikke. Hver den som synder, har hverken set Ham eller kendt Ham. 7 I børn! Lad ingen føre jer vild! Den som gør retfærdighed, er retfærdig, ligesom Han er retfærdig. 8 Den som gør synden, er af djævelen, for djævelen har syndet fra begyndelsen. I denne hensigt blev Guds Søn åbenbaret, at Han skulle gøre djævelens gerninger til intet. 9 Hver den som er født af Gud, gør ikke synd, for Hans sæd bliver i ham. Og han kan ikke synde, for han er født af Gud. 10 Ved dette er Guds børn og djævelens børn åbenbare: Hver den som ikke gør retfærdighed, er ikke af Gud, heller ikke den som ikke elsker sin bror. 11 For dette er det budskab I hørte fra begyndelsen, at vi skal elske hverandre, 12 ikke som Kain, som var af den onde og dræbte sin bror. Og hvorfor dræbte han ham? Fordi gerningerne hans var onde, men hans brors gerninger var retfærdige. 13 Undre jer ikke, mine brødre, om verden hader jer. 14 Vi ved at vi er gået over fra døden til livet for vi elsker brødrene. Den som ikke elsker sin bror, bliver i døden. 15 Hver den som hader sin bror, er en morder. Og I ved at ingen morder har evig liv værende i sig. 16 På dette har vi lært kærligheden at kende, at Han gav Sit liv for os. Også vi skylder at give vore liv for brødrene. 17 Men hver den som har denne verdens goder og ser sin bror i nød og lukker sit hjerte for ham, hvordan kan Guds kærlighed blive i ham? 18 Mine børn, lad os ikke elske med ord eller med tunge, men i gerning og i sandhed. 19 Og på dette ved vi at vi er af sandheden og skal slå vore hjerter til ro frem for Ham. 20 For dersom vort hjerte fordømmer os, er Gud større end vort hjerte og kender alt. 21 Elskede! Hvis vort hjerte ikke fordømmer os, har vi frimodighed for Gud. 22 Og hvad vi end beder om, det får vi fra Ham, for vi holder Hans bud og gør de ting som er til behag for Ham. 23 Og dette er Hans bud: At vi skal tro på Hans Søns, Jesu Kristi navn og elske hverandre, således Han gav os bud om. 24 Og den som holder Hans bud, bliver i Ham, og Han bliver i ham. Og på dette kender vi at Han bliver i os, af den Ånd som Han har givet os.

1.Joh.4 1 Elskede! Tro ikke enhver ånd, men prøv ånderne om de er af Gud. For mange falske profeter er gået ud i verden. 2 På dette kender I Guds Ånd: Hver ånd som bekender at Jesus Kristus er kommet i kød, er af Gud. 3 Og hver ånd som ikke bekender at Jesus Kristus er kommet i kød, er ikke af Gud. Og dette er Antikristens ånd, som I har hørt skal komme, og som allerede nu er i verden. 4 I er af Gud, børn, og har sejret over dem. For Han som er i jer, er større end han som er i verden. 5 De er af verden. Derfor taler de af verden, og verden hører på dem. 6 Vi er af Gud. Den som kender Gud, hører på os. Den som ikke er af Gud, hører ikke på os. Af dette kender vi sandhedens ånd og vildfarelsens ånd. 7 Elskede! Lad os elske hverandre, for kærligheden er af Gud. Og hver den som elsker, er født af Gud og kender Gud. 8 Den som ikke elsker, kender ikke Gud, for Gud er kærlighed. 9 Ved dette blev Guds kærlighed åbenbaret blandt os, at Gud har sendt Sin enbårne Søn til verden, for at vi skal leve ved Ham. 10 I dette er kærligheden, ikke at vi har elsket Gud, men at Han har elsket os og har sendt Sin Søn til soning for vore synder. 11 Elskede! Hvis Gud elskede os således, så skylder også vi at elske hverandre. 12 Ingen har nogen sinde set Gud. Hvis vi elsker hverandre, bliver Gud i os, og Hans kærlighed er blevet gjort fuldkommen i os. 13 På dette kender vi at vi bliver i Ham og Han i os, for Han har givet os af Sin Ånd. 14 Og vi har set og vidner at Faderen har sendt Sønnen som verdens Frelser. 15 Hver den som bekender at Jesus er Guds Søn - Gud bliver i ham og han i Gud. 16 Og vi har lært kærligheden at kende og kommet til tro på kærligheden, den som Gud har til os. Gud er kærlighed, og den som bliver i kærligheden, bliver i Gud, og Gud i ham. 17 Ved dette er kærligheden gjort fuldkommen blandt os: At vi kan have frimodighed på dommens dag. For som Han er, således er vi i denne verden. 18 Det er ingen frygt i kærligheden. Men den fuldkomne kærlighed driver frygten ud, for frygten regner med straf. Men den som frygter, er ikke gjort fuldkommen i kærligheden. 19 Vi elsker Ham fordi Han har elsket os først. 20 Hvis nogen siger: "Jeg elsker Gud" og hader sin bror, da er han en løgner. For den som ikke elsker sin bror, som han har set, hvordan kan han elske Gud, som han ikke har set? 21 Og dette bud har vi fra Ham: At den som elsker Gud, skal også elske sin bror.

1.Joh.5 1 Hver den som tror at Jesus er Kristus, er født af Gud. Og hver den som elsker Faderen, elsker også den som er født af Ham. 2 På dette kender vi at vi elsker Guds børn, når vi elsker Gud og holder Hans bud. 3 For dette er Guds kærlighed, at vi holder Hans bud. Og Hans bud er ikke tunge at bære. 4 For alt det som er født af Gud, sejrer over verden. Og dette er den sejr som har sejret over verden, vor tro. 5 Hvem er den som sejrer over verden, om ikke den som tror at Jesus er Guds Søn? 6 Han er den som kom ved vand og blod - Jesus Kristus. Ikke bare med vand, men med vand og blod. Og Ånden er den som vidner, for Ånden er sandheden. 7 For der er tre som vidner i himmelen: Faderen, Ordet og Den Hellige Ånd. Og disse tre er Én. 8 Og der er tre som vidner på jorden: Ånden, vandet og blodet. Og disse tre er et. 9 Hvis vi tager imod vidnesbyrdet fra mennesker, er Guds vidnesbyrd større. For dette er Guds vidnesbyrd, det som Han har vidnet om Sin Søn. 10 Den som tror på Guds Søn, har vidnesbyrdet i sig selv. Den som ikke tror Gud, har gjort Ham til en løgner, fordi han ikke har troet det vidnesbyrd som Gud har vidnet om Sin Søn. 11 Og dette er vidnesbyrdet: At Gud har givet os evigt liv, og dette liv er i Hans Søn. 12 Den som har Sønnen, har livet. Den som ikke har Guds Søn, har ikke livet. 13 Dette har jeg skrevet til jer som tror på Guds Søns navn, for at I skal vide at I har evigt liv, og for at I skal fortsætte at tro på Guds Søns navn. 14 Og dette er den frimodige tillid vi har til Ham, at om vi beder om noget efter Hans vilje, så hører Han på os. 15 Og hvis vi ved at Han hører os, uanset hvad vi beder om, så ved vi også at vi har fået opfyldt de bønner vi har bedt til Ham. 16 Hvis nogen ser sin bror falde i en synd som ikke er til døden, skal han bede, og Han skal give ham liv, om han er blandt dem som falder i synd som ikke er til døden. Der findes synd som fører til døden. Jeg siger ikke at han skal bede for den. 17 Al uretfærdighed er synd, og der findes synd som ikke er til døden. 18 Vi ved at hver den som er født af Gud, synder ikke. Men den som er født af Gud, vogter sig selv, og den onde rører ham ikke. 19 Vi ved at vi er af Gud, og at hele verden ligger i det onde. 20 Vi ved at Guds Søn er kommet og har givet os forstand, for at vi skal kende Den Sande. Og vi er i Den Sande, i Hans Søn, Jesus Kristus. Han er Den Sande Gud og det evige liv. 21 I børn! Hold jer borte fra afguderne! Amen.

2.Joh.1 1 Den ældste, til den udvalgte frue og hendes børn, som jeg i sandhed elsker, og ikke bare jeg, men også alle de som har lært sandheden at kende, 2 på grund af den sandhed som bliver i os, og skal være med os for evig: 3 Nåde, miskundhed og fred være med jer fra Gud Fader og fra Herren Jesus Kristus, Faderens Søn, i sandhed og kærlighed. 4 Jeg glædede mig meget over at jeg har fundet nogle af jeres børn som vandrer i sandhed, således vi fik budet fra Faderen. 5 Og nu beder jeg dig, frue, ikke som om jeg skrev et nyt bud til dig, men det som vi har haft fra begyndelsen, at vi skal elske hverandre. 6 Og dette er kærligheden, at vi vandrer efter Hans bud. Dette er bud, således som I har hørt det fra begyndelsen, at I skulle vandre i det. 7 For mange forførere er gået ud i verden, som ikke bekender at Jesus Kristus er kommet i kød. Han er forføreren og Antikristen. 8 Giv agt på jer selv, således at vi ikke mister det vi arbejdede for, men at vi kan få fuld løn. 9 Hver den som begår overtrædelser, og som ikke bliver i Kristi lære, har ikke Gud. Den som bliver i Kristi lære, har både Faderen og Sønnen. 10 Hvis nogen kommer til jer og ikke fører denne lære, da skal I hverken tage imod ham i huset eller hilse ham velkommen. 11 For den som hilser ham velkommen, bliver delagtig i hans onde gerninger. 12 Jeg har endda meget at skrive til jer, men jeg ønsker ikke at gøre det med papyrus og blæk. Men jeg håber at komme til jer og tale mundtlig med jer, for at vor glæde kan blive fuldkommen. 13 Børn til din udvalgte søster hilser dig. Amen.

3.Joh.1 1 Den ældste, til den elskede Gaius, som jeg i sandhed elsker: 2 Du elskede! Jeg beder om at du må have det godt i alle ting og være ved god helse, således som også din sjæl har det godt. 3 For jeg glædede mig meget da der kom nogle brødre og vidnede om sandheden som er hos dig, netop således som du vandrer i sandheden. 4 Jeg har ingen større glæde end at høre at mine børn vandre i sandhed. 5 Du elskede, uanset hvad du gør for brødrene og for de fremmede, så er du trofast i det du gør. 6 De har vidnet om din kærlighed for menigheden. Du vil gøre vel i at sende dem videre på deres rejse, således som det er værdig for Gud. 7 For de drog ud for Hans navns skyld, og de tog ikke imod noget fra hedningene. 8 Derfor skylder vi at tage imod disse, for at vi kan blive medarbejdere for sandheden. 9 Jeg skrev til menigheden, men Diotrefes, som elsker at være den fremmeste blandt dem, tager ikke imod os. 10 Når jeg kommer, vil jeg derfor minde om de gerninger han gør, fordi han taler imod os med onde ord. Og han nøjes ikke med det. Selv tager han ikke imod brødrene, og dem som ønsker at gøre det, hindrer han ved at støde dem ud fra menigheden. 11 Du elskede, efterlign ikke det som er ondt, men det som er godt. Den som gør godt, er af Gud, men den som gør ondt, har ikke set Gud. 12 Demetrius får et godt vidnesbyrd fra alle og fra selve sandheden. Også vi vidner, og I ved at vort vidnesbyrd er sandt. 13 Jeg havde mange ting at skrive, men jeg vil ikke skrive til dig med pen og blæk. 14 Men jeg håber at se dig om kort tid, og da skal vi tale mundtlig sammen. Fred være med dig! Vore venner hilser dig. Hils vennerne ved navn!

Jud.1 1 Judas, Jesu Kristi tjener og Jakobs bror, til dem som er kaldet, helliget af Gud Faderen og bevaret i Jesus Kristus: 2 Må miskundhed, fred og kærlighed blive jer rigelig til del! 3 I kære! Samtidig med at jeg var meget optaget med at skrive til jer om vor fælles frelse, fandt jeg det nødvendig at skrive til jer for at formane jer til at stride alvorlig for den tro som én gang for alle blev overgivet til de hellige. 4 For nogle mennesker har sneget sig ubemærket ind, som for længe siden blev skrevet op til denne dom: De er ugudelige som fordrejer Guds nåde til løsagtighed og fornægter den eneste Herre Gud og vor Herre Jesus Kristus. 5 Men selv om I en gang har fået at vide om dette, vil jeg minde jer om at da Herren havde frelst folk ud af Ægyptens land, udslettede Han derefter dem som ikke troede. 6 Og de engle som ikke tog vare på sin myndighed, men forlod sin egen bolig, dem har Han bundet i evige lænker under mørke til dommen på den store dag. 7 Således var det med Sodoma og Gomorra og byerne rundt om dem. På samme måde gav de sig over til seksuel umoral og indlod sig efter fremmed kød. Disse er givet som eksempel, og de lider under straffen i evig ild. 8 Disse drømmere besmitter også kødet på samme måde, de forkaster myndighed og spotter de høje magter. 9 Men ikke engang ærkeengelen Mikael, da han stred med djævelen og trættede om legemet til Moses, vågede at frembære en spottende anklage. Men han sagde: "Herren revse dig!" 10 Men disse spotter det de ikke kender. Og alt det de forstår på en naturlig måde - som de ufornuftige dyr - det bruger de bare til at fordærve sig selv. 11 Ve dem! For de er gået ind på Kains vej, grådig har de styrtet sig ud i Bileams vildfarelse for vindings skyld, og de er gået til grunde ved Korahs oprør. 12 Disse er skampletter ved jeres kærlighedsfester. Mens de frygtløst fester sammen med jer, tjener de bare sig selv. De er skyer uden vand, som bliver drevet omkring af vindene, sene høst-træer uden frugt, to gange døde, revet op med rødderne. 13 De er som brusende bølger på havet, som skummer af sin egen skam, de er som flakkende stjerner, som til evig tid bare har det dybeste mørke i vente. 14 Enok, den syvende fra Adam, profeterede også om disse mennesker og sagde: "Se, Herren kommer med ti tusinder af Sine hellige 15 for at holde dom over alle, for at revse alle ugudelige blandt dem for alle deres ugudelige gerninger som de har begået på ugudelig vis, og for alle de hårde ord som de ugudelige synder har talt imod Ham." 16 Disse er som dem der knurrer, klager og lever efter sine egne lyster. Og de taler store og stolte ord med sin mund og smigrer folk for at opnå fordele. 17 Men I, kære, husk de ord som før blev talt ved vor Herre Jesu Kristi apostle, 18 at de sagde til jer at i de sidste tider kommer der spottere, som lever efter sine egne ugudelige lyster. 19 Disse er sanselige mennesker som forårsager splittelser, og som ikke har Ånden. 20 Men I, elskede, idet I opbygger jer selv på deres højhellige tro idet I beder i Den Hellige Ånd, 21 hold jer i Guds kærlighed og vent på vor Herre Jesu Kristi barmhjertighed til evig liv. 22 Og der er nogen I skal have barmhjertighed med; her må I skelne. 23 Men andre skal I frelse med frygt, idet I river dem ud af ilden og hader selv det kjortel som er smittet af kødet. 24 Men Han som har kraft til at bevare jer fra at snuble og til at fremstille jer ulastelige frem for Sin herlighed med umådelig glæde, 25 Gud, vor Frelser, som alene er vis, skal have ære og majestæt, herredømme og magt, både nu og i alle evigheder! Amen.

Åb.1 1 Jesu Kristi Åbenbaring, som Gud gav Ham for at vise Sine tjenere de ting som må ske om kort tid. Og Han sendte bud og gjorde det kendt ved Sin engel for Sin tjener Johannes, 2 som har vidnet om Guds ord og om Jesu Kristi vidnesbyrd, om alle de ting han så. 3 Salig er den som læser og de som hører ordene i denne profeti og holder fast på det som er skrevet i den. For tiden er nær. Johannes, til de syv menigheder som er i Asien: 4 Nåde være med jer og fred fra Ham som er og som var og som kommer, og fra de syv ånder som er foran Hans trone, 5 og fra Jesus Kristus, det troværdige vidne, Den førstefødte af de døde og Herskeren over kongerne på jorden. Han som elskede os og rensede os fra vore synder i Sit eget blod, 6 og som har gjort os til konger og præster for Sin Gud og Far - Ham tilhører æren og herredømmet i al evighed! Amen. 7 Se, Han kommer med skyerne, og hvert øje skal se Ham, også de som gennemboret Ham. Og alle jordens folkestammer skal jamre sig over Ham. Ja, Amen. 8 "Jeg er Alfa og Omega, Begyndelsen og Enden," siger Herren, "Han som er og som var og som kommer, Den Almægtige." 9 Jeg, Johannes, som både er deres bror, og som har del med jer i trængselen og riget og Jesu Kristi tålmodighed, var på den ø som kaldes Patmos, for Guds ords skyld og for Jesu Kristi vidnesbyrds skyld. 10 På Herrens dag blev jeg grebet af Ånden, og bag mig hørte jeg en stærk røst, som af en basun. 11 Den sagde: "Jeg er Alfa og Omega, Den Første og Den Sidste," og: "Det du ser, skriv det ned i en bog og send det til de syv menigheder som er i Asien: til Efesos, Smyrna, Pergamon, Tyatira, Sardes, Filadelfia og Laodikea." 12 Så vendte jeg mig for at se røsten som talte til mig. Og da jeg havde vendt mig, så jeg syv lysestager af guld, 13 og midt mellem de syv lysestager så jeg Én som lignede Menneskesønnen, klædt i en fodsid kjortel og ombundet med et guldbælte om brystet. 14 Hans hoveder og hår var hvidt som uld, så hvid som sne, og Hans øjne var som luende ild. 15 Hans fødder var som fint kobber, som om de var glødet i en smelteovn, og Hans røst bruste som af mange vande. 16 I Sin højre hånd havde Han syv stjerner. Ud af Hans mund gik et skarpt, tveægget sværd, og Hans åsyn var som solen når den skinner i sin kraft. 17 Da jeg så Ham, faldt jeg ned som død ved Hans fødder. Men Han lagde Sin højre hånd på mig og sagde til mig: "Frygt ikke! Jeg er Den Første og Den Sidste. 18 Jeg er Han som lever og var død, og se, Jeg er levende i al evighed. Amen. Og Jeg har nøglerne til Dødsriget og til Døden. 19 Skriv det du har set, både de ting som er og de ting som skal ske efter dette. 20 Dette er hemmeligheden med de syv stjerner som du så i Min højre hånd, og de syv lysestager af guld: De syv stjerner er engle for de syv menigheder, og de syv lysestager som du så, er de syv menigheder.

Åb.2 1 Skriv til englen for menigheden i Efesos: Dette siger Han som holder de syv stjerner i Sin højre hånd, som vandrer midt iblandt de syv lysestagerne af guld: 2 Jeg ved om dine gerninger, dit arbejde, din tålmodighed, og at du ikke kan tåle dem som er onde. Og du har prøvet dem som siger de er apostle, og ikke er det, og du har fundet ud af at de er løgnere. 3 Og du har holdt ud, og du har tålmodighed, og du har arbejdet for Mit navns skyld uden at blive træt. 4 Alligevel har Jeg dette imod dig, at du har forlad din første kærlighed. 5 Husk derfor hvor du er faldet fra! Omvend dig og gør de første gerninger, ellers skal Jeg straks komme over dig og flytte din lysestage fra sit sted, hvis du ikke omvender dig. 6 Men dette har du, at du hader nikolaitternes gerninger, som Jeg også hader. 7 Den som har øre, han høre hvad Ånden siger til menighederne! Den som sejrer, ham vil Jeg give at æde af livets træ, som er midt i Guds Paradis. 8 Og skriv til engelen for menigheden i Smyrna: Dette siger Den Første og Den Sidste, Han som var død, og blev levende: 9 Jeg ved om dine gerninger, din trængsel og din fattigdom - men du er rig -, og om bespottelsen fra dem som siger de er jøder og som ikke er det, men er en Satans synagoge. 10 Frygt ikke for noget af alt det du skal komme til at lide. Se, djævelen kommer til at kaste nogen af jer i fængsel, for at I skal blive prøvet, og I skal have trængsel i ti dage. Vær tro indtil døden, og Jeg skal give dig livets krone. 11 Den som har øre, han høre hvad Ånden siger til menighederne! Den som sejrer, skal slet ikke blive ramt af den anden død. 12 Og skriv til engelen for menigheden i Pergamon: Dette siger Han som har det skarpe, tveæggede sværd: 13 Jeg ved om gerningerne dine og hvor du bor, der Satans trone er. Og du holder fast ved Mit navn og har ikke fornægtet Min tro, selv i de dage da Antipas var Mit trofaste vidne, han som blev dræbt hos jer, hvor Satan bor. 14 Men Jeg har nogle få ting imod dig, for du har nogen der som holder fast på Bileams lære, han som lærte Balak at lægge en snublesten for Israels børn, at spise kød som var ofret til afguder, og til at leve i hor. 15 Således har også du nogen som holder fast ved nikolaitternes lære, som Jeg hader. 16 Omvend dig, ellers kommer Jeg brat over dig, og Jeg vil kæmpe mod dem med sværdet fra Min mund. 17 Den som har øre, han høre hvad Ånden siger til menighederne! Den som sejrer, vil Jeg give at æde af den skjulte manna. Og Jeg vil give ham en hvid sten, og på stenen er der indskrevet et nyt navn, som ingen kender, uden den som får det. 18 Og skriv til engelen for menigheden i Tyatira: Dette siger Guds Søn, som har øjne som luende ild, og Hans fødder er som fint kobber: 19 Jeg ved om dine gerninger, din kærlighed, din tjeneste, din tro og din tålmodighed. Og når det gælder dine gerninger, er de sidste flere end de første. 20 Alligevel har Jeg nogen få ting imod dig, for du tillader kvinden Jesabel, hun som kalder sig selv profetinde, at lære og forføre Mine tjenere til at leve i hor og spise af kød som er ofret til afguder. 21 Og Jeg gav henne tid til at omvende sig fra sit horeliv, men hun omvendte sig ikke. 22 Se, Jeg kaster henne ned på sygeseng, og dem som lever i utugtig samliv med henne, kaster Jeg ud i stor trængsel, hvis ikke de omvender sig fra sine gerninger. 23 Jeg vil udrydde hendes børn ved død, og alle menighederne skal kende at Jeg er Den som ransager nyrer og hjerter. Og Jeg vil give enhver af jer efter jeres gerninger. 24 Men nu siger Jeg til jer og til de andre i Tyatira, så mange som ikke har denne lære, som ikke har kendt Satans dybder, som de siger: Jeg skal ikke lægge nogen anden byrde på jer. 25 Bare hold fast på det I har, indtil Jeg kommer! 26 Og den som sejrer og holder fast på Mine gerninger indtil enden, ham vil Jeg give magt over folkeslagene. 27 Han skal herske over dem med jernstav. Som pottemagerens kar skal de blive slået i stykker, således Jeg også har fået det overgivet af Min Far. 28 Og Jeg vil give ham morgenstjernen. 29 Den som har øre, han høre hvad Ånden siger til menighederne!

Åb.3 1 Og skriv til engelen for menigheden i Sardes: Dette siger Han som har de syv Guds ånder og de syv stjernerne: Jeg ved om dine gerninger, at du har navn af at leve, men du er død. 2 Vågn op og styrk det som endnu er igen, det som er i færd med at dø, for Jeg har ikke fundet dine gerninger fuldkomne for Gud. 3 Husk derfor på hvordan du tog imod og hørte! Hold fast på det og omvend dig! Derfor, hvis du ikke vil våge, skal Jeg komme over dig som en tyv, og du skal ikke vide i hvilken time Jeg kommer over dig. 4 Du har nogle få navne også i Sardes, som ikke har plettet sine klæder til. Og de skal vandre omkring med Mig i hvide klæder, for de er værdige til det. 5 Den som sejrer, han skal blive klædt i hvide klæder, og Jeg skal slet ikke stryge hans navn ud af Livets Bog. Men Jeg skal bekende hans navn for Min Far og for Hans engle. 6 Den som har øre, han høre hvad Ånden siger til menighederne! 7 Og skriv til engelen for menigheden i Filadelfia: Dette siger Den Hellige, Den Sandfærdige, Han som har Davids nøgle, Han som åbner op og ingen lukker igen, og lukker igen og ingen åbner op: 8 Jeg ved om dine gerninger. Se, Jeg har sat en åbnet dør foran dig, og ingen kan lukke den igen. For du har lille styrke, og du har holdt fast på Mit ord, og du har ikke fornægtet Mit navn. 9 Se, Jeg vil lade nogen af Satans synagoge, de som siger at de er jøder og ikke er det, men lyver - se, Jeg skal få dem til at komme og tilbede for dine fødder, og de skal kende at Jeg har elsket dig. 10 Fordi du har taget vare på Mit ord om udholdenhed, vil Jeg også holde dig borte fra den prøvelsens time som skal komme over hele verden, for at prøve dem som bor på jorden. 11 Se, Jeg kommer snart! Hold fast på det du har, så ingen skal tage din krone. 12 Den som sejrer, ham vil Jeg gøre til en søjle i Min Guds tempel, og han skal aldrig mere gå udenfor. Jeg vil skrive Min Guds navn på ham og navnet på Min Guds stad, det nye Jerusalem som kommer ned fra himmelen, fra Min Gud. Og Jeg vil skrive Mit nye navn på ham. 13 Den som har øre, han høre hvad Ånden siger til menighederne! 14 Og skriv til engelen for laodikæernes menighed: Dette siger Han som er Amen, Det Trofaste og Sande Vidne, Ophavet til Guds skaberværk: 15 Jeg ved om dine gerninger, at du hverken er kold eller varm. Om du end var kold eller varm! 16 Derfor, fordi du er lunken og hverken kold eller varm, vil Jeg spy dig ud af Min mund. 17 Fordi du siger: "Jeg er rig, har fået overflod og har ikke behov for noget," og ikke ved at du er elendig, ynkelig, fattig, blind og nøgen, 18 så råder Jeg dig til at købe guld af Mig, guld renset i ild, så du kan blive rig, og hvide klæder, så du kan være påklædt, så din nøgenheds skam ikke skal blive afsløret, og øjensalve til at salve øjnene dine med, så du kan se. 19 Alle dem Jeg elsker, dem revser og tugter Jeg. Vær derfor nidkær og omvend dig! 20 Se, Jeg står for døren og banker. Om nogen hører Min røst og åbner døren, da vil Jeg gå ind til ham og holde måltid med ham, og han med Mig. 21 Den som sejrer, ham vil Jeg give at sidde med Mig på Min trone, således Jeg også har sejret og sat Mig med Min Far på Hans trone. 22 Den som har øre, han høre hvad Ånden siger til menighederne!

Åb.4 1 Derefter så jeg, og se, en dør var åbnet i himmelen. Og den første røst jeg hørte var som en basun som talte til mig og sagde: "Kom op hid, og Jeg skal vise dig hvad som må ske efter dette." 2 Straks blev jeg grebet af Ånden. Og se, en trone var sat i himmelen, og der sat En på tronen. 3 Og Han som sat der, var som en jaspis og en sardersten at se til. Og der var en regnbue rundt om tronen, som så ud som en smaragd. 4 I en ring rundt tronen var det fireogtyve troner, og på tronerne så jeg de fireogtyve ældste som sad der, klædt i hvide kjortler. Og de havde kroner af guld på hovederne. 5 Og fra tronen udgår der lyn, tordendrøn og røster. Syv ildfakler brænder foran tronen. Det er de syv Guds ånder. 6 Foran tronen er det et hav af glas, som funkler som krystal. Og midt foran tronen og rundt tronen er det fire livsvæsener, som er fulde af øjne både foran og bag. 7 Det første livsvæsen er lig en løve, det andet livsvæsen er lig en okse, det tredje livsvæsen har et ansigt som et menneske, og det fjerde livsvæsen er lig en flyvende ørn. 8 De fire livsvæsener, som har seks vinger hver, er fulde af øjne rundt omkring og på indersiden. Og de har ikke hvile hverken dag eller nat, men de siger: "Hellig, hellig, hellig er Herren Gud, Den Almægtige, Han som var og som er og som kommer!" 9 Hver gang livsvæsenerne giver pris og ære og tak til Ham som sidder på tronen, Han som lever i al evighed, 10 falder de fireogtyve ældste ned foran Ham som sidder på tronen, og tilbeder Ham som lever i al evighed, og kaster kronerne sine ned foran tronen og siger: 11 "Du er værdig, Herre, til at få prisen og æren og magten. For Du har skabt alle ting, og ved Din vilje består alle ting, og ved Din vilje blev de skabt."

Åb.5 1 Og i den højre hånd til Ham som sad på tronen, så jeg en bogrulle som der var skrevet på, både på indersiden og ydersiden, forseglet med syv segl. 2 Derefter så jeg en mægtig engel som forkyndte med høj røst: "Hvem er værdig til at åbne bogrullen og bryde seglene på den?" 3 Og ingen i himmelen eller på jorden eller under jorden var i stand til at åbne bogrullen eller at se på den. 4 Så græd jeg såre, for ingen blev fundet værdig til at åbne og læse bogrullen, eller at se på den. 5 Men en af de ældste sagde til mig: "Græd ikke! Se, Løven af Juda stamme, Davids Rodskud, har sejret, så Han kan åbner bogrullen og bryde de syv segl på den." 6 Og jeg så, og se, midt foran tronen og iblandt de fire livsvæsener, og midt iblandt de ældste, stod et Lam, som om det var slagtet. Det havde syv horn og syv øjne, som er de syv Guds ånder, sendt ud over hele jorden. 7 Så kom Han og tog bogrullen ud af den højre hånd på Ham som sad på tronen. 8 Da Han havde taget bogrullen, faldt de fire livsvæsener og de fireogtyve ældste ned foran Lammet. Hver af dem havde en harpe og guldskåle fulde af røgelse, som er de helliges bønner. 9 Og de synger en ny sang og siger: "Du er værdig til at tage bogrullen og åbne seglene på den. For Du blev slagtet og har frikøbt os til Gud med Dit blod fra hver stamme og tungemål og folk og folkeslag, 10 og Du har gjort os til konger og præster for vor Gud. Og vi skal herske på jorden." 11 Og jeg så, og jeg hørte røsten af mange engle rundt tronen, livsvæsener og de ældste. Og tallet på dem var ti tusind gange ti tusind, og tusind gange tusind. 12 Og de sagde med høj røst: "Værdig er Lammet som blev slagtet, til at få magt og rigdom og visdom og styrke og ære og pris og velsignelse!" 13 Og hver skabning som er i himmelen og på jorden og under jorden, og de som er i havet og alt det som er i dem, hørte jeg sige: "Velsignelsen og æren og prisen og magten tilhører Ham som sidder på tronen, og Lammet i al evighed!" 14 Da sagde de fire livsvæsener: "Amen!" Og de fireogtyve ældste faldt ned og tilbad Ham som lever i al evighed.

Åb.6 1 Og jeg så at Lammet åbnede et af seglene. Og jeg hørte et af de fire livsvæsener sige med en røst som torden: "Kom og se!" 2 Og jeg så, og se, en hvid hest. Han som sad på den, havde en bue. Og der blev givet ham en krone, og han drog ud sejrende og for at sejre. 3 Da Han åbnede det andet segl, hørte jeg det andet livsvæsen sige: "Kom og se!" 4 En anden hest, flammende rød, drog ud. Og ham som sad på den, blev det givet at tage freden bort fra jorden, for at folket skulle dræbe hverandre. Og der blev givet ham et stort sværd. 5 Da Han åbnede det tredje segl, hørte jeg det tredje livsvæsen sige: "Kom og se!" Og jeg så, og se, en sort hest, og han som sad på den, havde en skålvægt i sin hånd. 6 Og jeg hørte en røst midt iblandt de fire livsvæsener, som sagde: "En liter hvede for en denar, og tre liter byg for en denar. Men gør ikke skade på olien og vinen." 7 Da Han åbnede det fjerde segl, hørte jeg røsten til det fjerde livsvæsen sige: "Kom og se!" 8 Og jeg så, og se, en gulbleg hest. Og navnet på ham som sad på den, var Døden, og Dødsriget fulgte med ham. Og der blev givet dem magt over en fjerdedel af jorden, til at dræbe med sværd, med hungersnød, med død og ved vilddyrerne på jorden. 9 Da Han åbnede det femte segl, så jeg sjælene under alteret til dem som var blevet dræbt for Guds ords skyld og på grund af det vidnesbyrd som de holdt fast på. 10 Og de råbte med høj røst og sagde: "Hvor længe, Herre, Du Hellige og Sandfærdige, vil Du vente før Du dømmer og hævner vort blod på dem som bor på jorden?" 11 Da blev der givet en hvid kjortel til hver af dem. Og det blev sagt dem at de skulle hvile en liden stund endnu, indtil både deres medtjenere og deres brødre som skulle blive dræbt således som dem selv, var fuldtallige. 12 Jeg så da at Han åbnede det sjette segl, og se, der blev et stort jordskælv. Og solen blev sort som sækkelæred af hår, og månen blev som blod. 13 Og stjernerne på himmelen faldt ned på jorden, som et figentræ som mister sine sidste figener når der bliver ristet af en kraftig vind. 14 Så trak himmelen sig sammen som når en bogrulle bliver rullet sammen, og hvert bjerg og hver ø blev flyttet væk fra sit sted. 15 Og kongerne på jorden, de store mænd, de rige mænd, hærførerne, de mægtige mænd, hver træl og hver fri mand gemte sig i hulerne og i klipperne i bjergene. 16 Og de siger til bjergerne og klippene: "Fald over os og skjul os for Hans åsyn som sidder på tronen, og for Lammets vrede! 17 For Hans vredes store dag er kommet, og hvem kan da bestå?"

Åb.7 1 Efter dette så jeg fire engle stå ved jordens fire hjørner. De holdt jordens fire vinde, for at vinden ikke skulle blæse på jorden, på havet eller på noget træ. 2 Da så jeg en anden engel stige op fra øst, og han havde Den levende Guds segl. Og han råbte med høj røst til de fire engle som det var givet at skade jorden og havet, 3 og sagde: "Gør ikke skade på jorden, havet eller træerne før vi har beseglet panderne til vor Guds tjenere." 4 Og jeg hørte tallet på dem som var beseglet. Et hundre og firefyrre tusind af alle Israels børns stammer var beseglet: 5 Af Juda stamme tolv tusind beseglede, af Rubens stamme tolv tusind beseglede, af Gads stamme tolv tusind beseglede, 6 af Asjers stamme tolv tusind beseglede, af Naftali stamme tolv tusind beseglede, af Manasse stamme tolv tusind beseglede, 7 af Simeons stamme tolv tusind beseglede, af Levi stamme tolv tusind beseglede, af Jissakars stamme tolv tusind beseglede, 8 af Sebulons stamme tolv tusind beseglede, af Josefs stamme tolv tusind beseglede, af Benjamins stamme tolv tusind beseglede. 9 Derefter så jeg, og se, en stor skare som ingen kunne tælle, af alle folkeslag, stammer, folk og tungemål, som stod foran tronen og foran Lammet, klædt i hvide kjortler, med palmegrene i sine hænder. 10 Og de råbte med høj røst og sagde: "Frelsen tilhører vor Gud, Ham som sidder på tronen, og Lammet!" 11 Alle englene stod rundt om tronen og de ældste og de fire livsvæsener, og de faldt ned på sit ansigt foran tronen og tilbad Gud 12 og sagde: "Amen! Velsignelsen, herligheden og visdommen, taksigelsen og æren, kraften og styrken tilhører vor Gud i al evighed! Amen." 13 Da tog en af de ældste til orde og sagde til mig: "Hvem er disse som er iført hvide kjortler, og hvor er de kommet fra?" 14 Og jeg sagde til ham: "Herre, du ved det." Så sagde han til mig: "Dette er de som kommer ud af den store trængsel, og de har tvættet sine kjortler og gjort dem hvide i Lammets blod. 15 Derfor er de frem for Guds trone og tjener Ham dag og nat i Hans tempel. Og Han som sidder på tronen, skal rejse Sin bolig over dem. 16 De skal hverken sulte eller tørste mere. Hverken solen eller nogen hede skal falde på dem mere. 17 For Lammet som er midt foran tronen, skal vogte dem og lede dem til levende vandkilder. Og Gud skal tørre hver tåre bort fra deres øjne."

Åb.8 1 Da Han åbnede det syvende segl, blev der stilhed i himmelen omkring en halv time. 2 Og jeg så de syv engle som står frem for Gud, og der blev givet dem syv basuner. 3 En anden engel, som havde et røgelseskar af guld, kom da og stillede sig ved alteret. Og der blev givet ham meget røgelse, for at han skulle lægge den sammen med alle de helliges bønner på guldalteret som var foran tronen. 4 Og røgen af røgelsen, sammen med de helliges bønner, steg op foran Gud fra engelens hånd. 5 Så tog englen røgelseskaret, fyldte det med ild fra alteret og kastede det på jorden. Og der blev brusende lyde, torden og lyn og jordskælv. 6 De syv englene som havde de syv basuner, gjorde sig så klar til at blæse i dem. 7 Og den første engel blæste. Og der kom hagl og ild, blandet med blod, og det blev kastet ned på jorden. Og en tredjedel af træerne blev opbrændt, og alt grønt græs blev opbrændt. 8 Så blæste den anden engel. Og noget som lignede et stort bjerg, som brændte med ild, blev kastet i havet, og en tredjedel af havet blev til blod. 9 Og en tredjedel af de levende skabninger i havet døde, og en tredjedel af skibene blev ødelagt. 10 Så blæste den tredje engel. Og en stor stjerne faldt ned fra himmelen, brændende som en fakkel, og den faldt på en tredjedel af floderne og på vandkilderne. 11 Navnet på stjernen er Malurt. En tredjedel af vanderne blev til malurt, og mange mennesker døde af vandet, for det var gjort bittert. 12 Så blæste den fjerde engel. Og en tredjedel af solen blev ramt, en tredjedel af månen og en tredjedel af stjernerne, for at en tredjedel af dem skulle blive formørket, således at en tredjedel af dagen skulle miste sit lys, og natten ligeså. 13 Og jeg så, og jeg hørte en engel fly midt på himmelen og sig med høj røst: "Ve, ve, ve over dem som bor på jorden på grund af de andre basunrøster fra de tre engle som skal til at blæse!"

Åb.9 1 Så blæste den femte engel. Og jeg så en stjerne som var faldt fra himmelen til jorden. Han blev givet nøglen til brønden til afgrunden. 2 Og han åbnet brønden til afgrunden, og røg steg op fra den, som røgen fra en stor smelteovn, og solen og luften blev formørket på grund af røgen fra brønden. 3 Så kom der græshopper fra røgen ud over jorden. Og der blev givet dem magt, således skorpionerne på jorden har magt. 4 Der blev sagt dem at de ikke skulle skade græsset på jorden eller noget som var grønt eller noget træ, men bare de menneskerne som ikke har Guds segl på sin pande. 5 Og de blev ikke givet at dræbe dem, men bare pine dem i fem måneder. Deres pine var som plagen af en skorpion når den stikker et menneske. 6 I de dage skal menneskerne søge døden, men de skal ikke finde den. De skal ønske at dø, men døden skal flygte fra dem. 7 Græsshopperne var af udseende lig heste som var gjort klar til kamp. På deres hoveder var der kroner af noget som lignede guld, og deres ansigter var som menneskers ansigter. 8 De havde hår som kvindehår, og deres tænder var som løvers tænder. 9 Og de havde brynjer som lignet brynjer af jern, og lyden af vingerne deres var som lyden af vogne med mange heste som springer ud til slaget. 10 De har haler som skorpioner, og det var brodder på deres haler. Med disse havde de magt til at skade menneskerne i fem måneder. 11 Og som konge over sig har de afgrundens engel. Hans navn er Abaddon på hebraisk, men på græsk har han navnet Apollyon. 12 Et ve er til ende. Se, der kommer endda to ve-råb efter dette. 13 Så blæste den sjette engel. Og jeg hørte en røst fra de fire horn på guldalteret som er frem for Gud. 14 Røsten sagde til den sjette engel som havde basunen: "Løs de fire engle som er bundet ved den store flod Eufrat." 15 De fire engle blev så løst, de som blev holdt tilbage til den time og dag og måned og år da de skulle dræbe en tredjedel af menneskene. 16 Tallet på rytternes hær var to gange ti tusind gange ti tusind. Jeg hørte tallet på dem. 17 Og således så jeg hestene i synet: De som sad på dem, havde brynjer i flammende rødt, hyasint-blåt og svovel-gult. Og hestenes hoveder var som løvehoveder. Og det kom ild, røg og svovl ud af deres mund. 18 Ved disse tre plager blev en tredjedel af menneskene dræbt, ved ilden, røgen og svovlilden som kom ud af deres munde. 19 For kraften deres er i munden og halerne. For deres halerne er som slanger som har hoveder. Og med dem gør de skade. 20 Men resten af menneskeheden, de som ikke blev dræbt ved disse plager, omvendte sig ikke fra deres hænders værk, således at de sluttede med at tilbede dæmoner og afgudsbilleder af guld, sølv, kobber, sten og træ, som hverken kan se eller høre eller gå. 21 Og de omvendte sig ikke fra sine drab eller fra sin trolddom eller fra sin kønslige umoral eller fra sine tyverier.

Åb.10 1 Jeg så endda en anden mægtig engel som kom ned fra himmelen, indhyllet i en sky. Og en regnbue var over hans hoved, ansigtet hans var som solen, og hans fødder som ildsøjler. 2 Han havde en lille, åbnet bog i hånden sin. Og han satte den højre fod på havet og den venstre fod på landjorden, 3 og så råbte han med høj røst, som når en løve brøler. Da han havde råbt, talte de syv tordener med sine røster. 4 Da de syv tordener havde talt med sine røster, skulle jeg til at skrive. Men jeg hørte en røst fra himmelen som sagde til mig: "Sæt segl for de ting som de syv tordener talte, og skriv dem ikke!" 5 Englen som jeg så stå på havet og på landjorden, løftede sin hånd mod himmelen 6 og sværgede ved Ham som lever i al evighed, Han som skabte himmelen og alt det som er i den, jorden og alt det som er på den, og havet og alt det som er i det, og sagde at der ikke længere skulle være nogen tid. 7 Men i de dage, når den syvende engel giver lyd fra sig, når han skal blæse i basun, da skal Guds hemmelighed være fuldendt, således som Han forkyndte for Sine tjenere profeterne. 8 Røsten som jeg havde hørt fra himmelen, talte igen til mig og sagde: "Gå, tag den lille bog som er åbnet i hånden på engelen som står på havet og på landjorden." 9 Så gik jeg til engelen og sagde til ham: "Giv mig den lille bog!" Og han sagde til mig: "Tag og æd den! Og den skal give bitter smerte i din mave, men den skal være sød som honning i din mund." 10 Så tog jeg den lille bog ud af engelens hånd og åd den. Og den var sød som honning i min mund, men da jeg havde et den, fik min mave bitter smerte. 11 Og han siger til mig: "Du må igen profetere om mange folk, folkeslag, tungemål og konger."

Åb.11 1 Så blev det givet mig et rør af siv, som lignede en målestav. Og engelen stod frem og sagde: "Stå op og mål Guds tempel, alteret og dem som tilbeder der. 2 Men lad forgården som er udenfor templet, være, og mål den ikke, for den er givet til hedningene. Og de skal trække den hellige stad under fode i fyrre måneder. 3 Og jeg vil give magt til mine to vidner, og de skal profetere i et tusind to hundrede og tres dage, klædt i sæk." 4 Disse er de to oliventræer og de to lysestager som står foran jordens Gud. 5 Og hvis nogen ønsker at skade dem, går der ild ud fra deres mund og fortærer deres fjender. Og hvis nogen ønsker at skade dem, skal han dræbes på denne måde. 6 Disse har magt til at lukke himmelen, således at der ikke falder nogen regn i de dage de profeterer. Og de har magt over vandene til at gøre dem til blod, og til at slå jorden med alle plager, så ofte de ønsker det. 7 Når de har fuldført sit vidnesbyrd, skal dyret som stiger op fra afgrunden, gå til krig mod dem, sejre over dem og dræbe dem. 8 Og deres døde legemer skal ligge på gaden i den store byen, som i åndelig mening kaldes Sodoma og Ægypten, hvor også vor Herre blev korsfæstet. 9 Så skal mennesker fra folk, stammer, tungemål og folkeslag se deres døde legemer i tre og en halv dag, og de skal ikke tillade at deres døde legemer bliver gravlagt. 10 Og de som bor på jorden, skal glæde sig over dem, de skal være lykkelige og sende gaver til hverandre, for disse to profeter havde plaget dem som bor på jorden. 11 Efter tre og en halv dag kom livsånden fra Gud ind i dem, og de stod på sine fødder, og stor frygt kom over dem som så dem. 12 Og de hørte en høj røst fra himmelen sig til dem: "Kom her op!" Og de steg op til himmelen i en sky, og deres fjender så dem. 13 I samme stund kom der et stort jordskælv, og tiendedelen af byen faldt. I jordskælvet blev syv tusind mennesker dræbt, og de andre blev fyldt af frygt og gav himmelens Gud ære. 14 Det andet ve er til ende. Se, det tredje ve kommer snart. 15 Da blæste den syvende engel. Og der lød høje røster i himmelen som sagde: "Denne verdens riger tilhører nu vor Herre og Hans Kristus, og Han skal herske som konge i al evighed!" 16 Og de fireogtyve ældste som sad foran Gud på sine troner, faldt ned på sit ansigt, tilbad Gud 17 og sagde: "Vi takker Dig, Herre Gud, Du Almægtige, Du som er og som var og som kommer, fordi Du har grebet Din store magt og har hersket som konge. 18 Folkeslagerne rasede, og Din vrede er kommet, og tiden da de døde skal blive dømt, og da Du skal lønne Dine tjenere, profeterne og de hellige og dem som frygter Dit navn, lille og stor, og da skal Du ødelægge dem som ødelægger jorden." 19 Så blev Guds tempel i himmelen åbnet, og Hans pagtsark kunne ses i Hans tempel. Og det kom lyn, bulder, torden, jordskælv og vældig hagl.

Åb.12 1 Nu viste der sig et stort tegn i himmelen: En kvinde som var klædt i solen, med månen under sine fødder, og på hovedet havde hun en krone af tolv stjerner. 2 Fordi hun var med barn, råbte hun i barnsnød og i fødselsveer. 3 Og et andet tegn viste sig i himmelen: Se, en stor, flammende rød drage som havde syv hoveder og ti horn og syv kroner på sine hoveder. 4 Og hans hale drog med sig en tredjedel af himmelens stjerner og kastede dem ned på jorden. Og dragen stod foran kvinden som var færdig til at føde, for at sluge hendes Barn så snart hun havde født det. 5 Hun fødte et drengebarn som skulle herske over alle folkeslagerne med jernstav. Og hendes Børn blev taget op til Gud og Hans trone. 6 Da flygtede kvinden ud i ørkenen, hvor hun har et sted som er gjort i stand af Gud, for at de skulle give hende mad der i et tusinde to hundrede og tres dage. 7 Og der udbrød krig i himmelen, Mikael og hans englene kæmpede mod dragen. Og dragen og hans engle kæmpet, 8 men de fik ikke overtaget. Der blev heller ikke fundet plads for dem i himmelen længere. 9 Så blev den store drage kastet ud, den gamle slange, han som kaldes djævelen eller Satan, han som forfører hele verden. Han blev kastet til jorden, og hans englene blev kastet ud sammen med ham. 10 Så hørte jeg en høj røst i himmelen sige: "Frelsen og styrken og riget tilhører fra nu af vor Gud, og magten tilhører Hans Kristus, for anklageren blandt vore brødrene, han som anklagede dem frem for Gud dag og nat, er kastet ned. 11 Og de har sejret over ham i kraft af Lammets blod og i kraft af sit vidnesbyrds ord, og de havde ikke sit liv kært, lige til døden. 12 Glæd jer derfor, I himle, og I som bor i dem! Ve over jordens og havets indbyggere! For djævelen er kommet ned til jer med stor vrede, for han ved at han har en kort tid." 13 Da dragen så at han var kastet til jorden, forfulgte han kvinden som havde født drengebarnet. 14 Men kvinden blev givet de to vinger fra den store ørnen, for at hun skulle flyve ud i ørkenen til sit eget sted, hvor hun bliver næret for én tid og tider og en halv tid, borte fra slangens ansigt. 15 Så spyede slangen vand som en flodbølge ud af sin mund efter kvinden, for at få hende til at blive skyllet bort af flodbølgen. 16 Men jorden kom kvinden til hjælp, og jorden åbnede sin mund og slugte flodbølgen som dragen havde spyet ud. 17 Og dragen blev rasende på kvinden, og han gik for at føre krig mod de andre af hendes æt, dem som holder Guds bud og har Jesu Kristi vidnesbyrd.

Åb.13 1 Så stod jeg på sandet ved havet. Og jeg så et dyr stige op fra havet. Det havde syv hoveder og ti horn, og på hornene havde det ti kroner, og på hovederne havde det et bespotteligt navn. 2 Dyret jeg så var som en leopard. Hans fødderne var som fødderne til en bjørn, og munden som munden på en løve. Dragen gav ham sin kraft, sin trone og stor magt. 3 Og jeg så et af hans hovederne, som om det var blevet dødelig såret, og hans dødelige sår blev lægt. Og hele verden undrede sig og fulgte efter dyret. 4 Så tilbad de dragen som gav magt til dyret. Og de tilbad dyret og sagde: "Hvem er som dyret? Hvem er i stand til at føre krig mod ham?" 5 Og han blev givet en mund som talte store ord og bespottelser, og han blev givet magt til at holde inde med det i fyrre måneder. 6 Så åbnede han sin mund til bespottelse mod Gud, for at spotte Hans navn, Hans bolig og dem som bor i himmelen. 7 Det blev givet ham at føre krig mod de hellige og overvinde dem. Og der blev givet ham magt over hver stamme, tungemål og folkeslag. 8 Alle som bor på jorden, skal tilbede ham, de som ikke har sine navne skrevet i Livets bog hos Lammet som blev slagtet fra verdens grundlæggelse. 9 Hvis nogen har øre, han høre! 10 Den som fører i fangenskab, skal komme i fangenskab. Den som dræber med sværdet, skal selv dræbes med sværdet. Her er de helliges tålmodighed og tro. 11 Derefter så jeg et andet dyr som kom op af jorden, og han havde to horn som et lam og talte som en drage. 12 Og i det første dyrs nærvær udøver han al den magt det første dyr havde, og han får jorden og de som bor på den, til at tilbede det første dyr, han som fik sit dødelige sår lægt. 13 Han udfører store tegn, således at han til og med får ild til at falde fra himmelen ned på jorden i menneskers påsyn. 14 Og han forfører dem som bor på jorden ved de tegn som han blev givet at gøre foran dyret, og siger til dem som bor på jorden at de skal lave et billede for det dyr som blev såret med sværdet og overlevede. 15 Han blev givet magt til at give ånde til dyrets billede, således at dyrets billede skulle snakke, og gøre det således at alle de som ikke ville tilbede dyrets billede, blev dræbt. 16 Han gør således at alle, både små og store, rige og fattige, frie og trælle, tager imod et mærke på sin højre hånd eller på sin pande, 17 og gør således at ingen kan købe eller sælge uden den som har mærket eller dyrets navn eller tallet for hans navn. 18 Her er visdommen. Lad den som har forstand, regne ud dyrets tal, for det er et menneskes tal. Hans tal er 666.

Åb.14 1 Derefter så jeg, og se, et Lam står på Sions bjerg, og sammen med Ham et hundrede og fireogfyrre tusind som havde Hans Fars navn skrevet på sin pande. 2 Og jeg hørte en røst fra himmelen, som lyden af mange vande og som lyden af kraftig torden. Og jeg hørte lyden af harpespillere som spillede på sine harper. 3 De synger en ny sang foran tronen, foran de fire livsvæsener og de ældste. Og ingen kunne lære den sang, uden de et hundrede og fireogfyre tusind som var frikøbt fra jorden. 4 Dette er de som ikke var blevet urene med kvinder, for de er som jomfruer. Dette er de som følger Lammet hvor Han end går. De blev frikøbt fra menneskene, for at være en førstegrøde for Gud og for Lammet. 5 Og der blev ikke fundet svig i deres mund, for de er uden lyde frem for Guds trone. 6 Og jeg så en anden engel som fløj midt på himmelen. Han havde det evige evangeliet at forkynde for dem som bor på jorden, for hvert folkeslag, stamme, tungemål og folk, 7 og han sagde med høj røst: "Frygt Gud og give Ham ære, for timen for Hans dom er kommet. Og tilbed Ham som gjorde himmelen og jorden, havet og vandets kilder!" 8 Og en anden engel fulgte efter og sagde: "Faldet, faldet er Babylon, den store by, fordi hun har fået alle folkeslag til at drikke af sin utugts vredes-vin." 9 Så fulgte en tredje engel efter dem og sagde med høj røst: "Hvis nogen tilbeder dyret og hans billede, og tager imod hans mærke på panden eller på hånden, 10 da skal også han selv drikke af Guds vredes vin, som bliver udøst ublandet i Hans vredes bæger. Han skal pines med ild og svovl foran de hellige engle og foran Lammet. 11 Og røgen af deres pine stiger op i al evighed. Og de har ingen hvile hverken dag eller nat, de som tilbeder dyret og hans billede, og hver den som tager imod hans navns mærke." 12 Her er de helliges tålmodighed. Her er de som holder fast på Guds bud og troen på Jesus. 13 Så hørte jeg en røst fra himmelen som sagde til mig: "Skriv: Salige er de døde som dør i Herren fra nu af." "Ja," siger Ånden, "således at de får hvile fra sin møje, og deres gerninger følger med dem." 14 Og jeg så, og se, en hvid sky, og på skyen sat En som lignet Menneskesønnen. På Sit hoved havde Han en guldkrone og i Sin hånd en skarp segl. 15 Og en anden engel kom ud af templet og råbte med høj røst til Ham som sad på skyen: "Sving Din segl og høst ind, for indhøstningens time er kommet for Dig, for høsten på jorden er fuldmoden." 16 Han som sad på skyen, svingede da Sin segl over jorden, og jorden blev høstet. 17 Så kom en anden engel ud af templet som er i himmelen. Han havde også en skarp segl. 18 Og en anden engel kom ud fra alteret. Han havde magt over ilden, og råbte med høj røst til ham som havde den skarpe segl, og sagde: "Sving din skarpe segl og høst drueklaserne på jordens vintræ, for druerne er fuldmodne på det." 19 Så svingede engelen seglen sin over jorden og høstet jordens vintræ. Og han kastet frugten i den store Guds vredes vinpresse. 20 Og vinpressen blev trukket udenfor byen, og der flød blod ud af vinpressen, helt op til bidslerne på hestene, så langt som et tusind seks hundrede stadier udover.

Åb.15 1 Derefter så jeg et andet tegn i himmelen, stort og underfuldt: Syv engle havde de syv sidste plager, for med dem er Guds vrede fuldendt. 2 Og jeg så noget som lignede et hav af glas, blandet med ild. Og dem som sejrede over dyret, over billedet og over hans mærke og over hans navns tal, så jeg stå på glashavet. Og de havde Guds harper. 3 Og de synger Moses', Guds tjeners sang, og Lammets sang og siger: "Store og underfulde er Dine gerninger, Herre Gud, Den Almægtige! Retfærdige og sande er Dine veje, Du, de helliges Konge! 4 Hvem skal ikke frygte Dig, Herre, og ære Dit navn? For Du alene er hellig. For alle folkeslag skal komme og tilbede Dig først, for Dine retfærdige domme er blevet åbenbare." 5 Efter dette så jeg, og se, templet, vidnesbyrdets bolig i himmelen, blev åbnet. 6 Og ud af templet kom de syv engle som havde de syv plager, klædt i rent, skindene linned. Og de havde sine bryster ombundet med guldbånd. 7 Et af de fire livsvæsener gav da syv guldskåle til de syv engle, fulde af Guds vrede, Han som lever i al evighed. 8 Templet blev fyldt med røg fra Guds herlighed og fra Hans kraft, og ingen var i stand til at gå ind i templet før de syv plager fra de syv engle var fuldført.

Åb.16 1 Da hørte jeg en høj røst fra templet, som sagde til de syv engle: "Gå og tøm skålene med Guds vrede ud over jorden!" 2 Så gik den første og tømte sin skål ud over jorden, og et ondt og grusomt sår slog ud på de mennesker som havde dyrets mærke, og på dem som tilbad hans billede. 3 Så tømte den anden engel sin skål ud på havet, og det blev til blod som af en død mand. Og hver levende skabning i havet døde. 4 Så tømte den tredje engel sin skål ud på floderne og vandkilderne, og de blev til blod. 5 Og jeg hørte englen for vanderne sige: "Du er retfærdig, Herre, Du som er og som var og som skal være, for Du har dømt alt dette. 6 For de har udøst hellige og profeters blod, og Du har givet dem blod at drikke, for det er hvad de fortjener." 7 Og jeg hørte en anden fra alteret sige: "Ja, Herre Gud, Du Almægtige, sande og retfærdige er Dine domme." 8 Så tømte den fjerde engel sin skål ud på solen, og der blev givet den magt til at svide menneskerne med ild. 9 Og menneskerne blev svedet med stor hede, og de spottede Guds navn, Han som har magt over disse plager. Og de omvendte sig ikke således at de gav Ham ære. 10 Så tømte den femte engel sin skål ud på dyrets trone, og hans rige blev fuldt af mørke. Og de bed sig i tungen på grund af smerte. 11 De spottede himmelens Gud på grund af deres smerter og sår, men de omvendte sig ikke fra deres gerninger. 12 Så tømte den sjette engel sin skål ud på den store flod Eufrat, og vandet i den tørrede ud, således at vejen for kongerne fra øst kunne ryddes. 13 Og jeg så tre urene ånder som lignede frøer, komme ud af dragens mund, ud af dyrets mund og ud af den falske profetens mund. 14 For de er dæmoners ånder som gør tegn, de går ud til kongerne på jorden og til hele verden, for at samle dem til krigen på Guds, Den Almægtiges store dag. 15 "Se, jeg kommer som en tyv. Salig er den som våger og tager vare sine klæder på, så han ikke går nøgen og de ser hans skam." 16 Han samlede dem sammen på stedet som på hebraisk kaldes Harmageddon. 17 Så tømte den syvende engel sin skål ud i luften, og en høj røst kom ud fra templet i himmelen, fra tronen, og sagde: "Det er sket!" 18 Og der kom røster og torden og lyn. Og der kom et stort jordskælv, et så kraftigt og stort jordskælv som det aldrig havde vært siden der kom mennesker på jorden. 19 Og den store by blev delt i tre dele, og folkeslagnes byer faldt. Og det store Babylon blev husket hos Gud, som hun blev givet bægeret med Hans harmes vredes vin. 20 Så blev hver ø borte, og bjergerne blev ikke fundet. 21 Og store hagl faldt ned fra himmelen på menneskene, hver hagl vejede omtrent en talent. Menneskerne spottede Gud på grund af plagen af haglene, for denne plage var vældig stor.

Åb.17 1 Derefter kom en af de syv engle som havde de syv skåle, og talte med mig. Han sagde til mig: "Kom, jeg vil vise dig dommen over den store skøge som sidder på mange vande. 2 Kongerne på jorden drev hor med henne, og de som bor på jorden, blev drukne af hendes horevin." 3 I ånden bar han mig så ud i ørkenen. Og jeg så en kvinde sidde på et skarlagenrødt dyr som var fuldt af guds-bespottelige navne. Det havde syv hoveder og ti horn. 4 Kvinden var klædt i purpur-rødt og skarlagen og smykket med guld og kostbare stene og perler. I hånden havde hun et guldbæger fuldt af vederstyggeligheder og urenheden af hendes horeliv. 5 Og på hendes pande var der skrevet et navn: EN HEMMELIGHED, BABYLON DEN STORE, MOR TIL SKØGERNE OG TIL VEDERSTYGGELIGHEDERNE PÅ JORDEN. 6 Jeg så at kvinden var drukken af de helliges blod og af blodet af Jesu vidner. Og da jeg så hende, undrede jeg mig meget. 7 Men engelen sagde til mig: "Hvorfor undrer du dig? Jeg skal forklare dig hemmeligheden med kvinden og dyret som bærer hende, det som har de syv hoveder og de ti horn. 8 Dyret som du så, var, og er ikke, og det skal stige op fra afgrunden og gå bort til fortabelse. Og de som bor på jorden, skal undre sig, de som ikke har sine navn skrevet i Livets bog fra verdens grundlæggelse af, når de ser dyret som var, og ikke er, og alligevel er. 9 Her er den med forstand som har visdom: De syv hoveder er syv bjerge som kvinden sidder på. 10 De er også syv konger. Fem er faldt, den ene er nu, og den anden er endnu ikke kommet. Og når han kommer, skal han bare være en kort tid. 11 Dyret som var, og ikke er, er selv også den ottende, og er af de syv, og går bort til fortabelse. 12 De ti horn som du så, er ti konger som endnu ikke har fået noget rige, men de får myndighed som konger i én time sammen med dyret. 13 Disse har én og samme tanke, og de giver sin magt og myndighed til dyret. 14 Disse skal føre krig mod Lammet, og Lammet skal sejre over dem, for Han er herrernes Herre og kongernes Konge, og de som er med Ham, de er kaldte, udvalgte og trofaste." 15 Så sagde han til mig: "Vanderne som du så, hvor skøgen sidder, er folk, skarer, folkeslag og tungemål. 16 Og de ti horn som du så på dyret, disse skal hade skøgen, gøre henne nøgen og forladt, æde hendes kød og brænde henne med ild. 17 For Gud har nedlagt i deres hjerter at opfylde Hans hensigt, at have én og samme tanke og at give sit rige til dyret, indtil Guds ord er opfyldt. 18 Og kvinden som du så, er den store by som hersker over kongerne på jorden."

Åb.18 1 Efter dette så jeg en anden engel som kom ned fra himmelen. Han havde stor magt, og jorden blev oplyst af hans herlighed. 2 Og han råbte kraftig med høj røst og sagde: "Faldt, faldt er den store Babylon, og hun er blevet et bosted for dæmoner, et fængsel for hver uren ånd og et bur for hver uren og forhadt fugl! 3 For alle folkeslagene har drukket af hendes horelivs vredes-vin, kongerne på jorden har drevet hor med hende, og købmændene på jorden er blevet rige ved overfloden fra hendes luksus." 4 Og jeg hørte en anden røst fra himmelen, som sagde: "Kom ud fra henne, mit folk, for at I ikke skal blive delagtige i hendes synder, og for at I ikke skal få nogen af hendes plager. 5 For synderne hendes har nået helt til himmelen, og Gud har husket hendes gerninger. 6 Giv henne igen således som hun gav jer, og betal henne dobbelt tilbage efter hendes gerninger. I det bæger som hun blandede, skal I blande dobbelt op for hende. 7 I den grad hun har herliggjort sig selv og har levet i luksus, i samme grad skal I give hende plage og sorg. For hun siger i sit hjerte: "Jeg sidder som dronning, jeg er ingen enke, og jeg skal ikke se sorg." 8 Derfor skal hendes plager komme på én dag, død og sorg og hungersnød. Og hun skal blive fuldstændig opbrænt med ild, for stærk er Herren Gud som dømmer henne. 9 Kongerne på jorden som har drevet hor med henne, og som har levet i luksus med henne, skal græde og klage over henne når de ser røgen når hun brænder. 10 De skal stå på afstand af frygt for hendes plage og sige: "Ve, ve den store by Babylon, den mægtige byen! For på én time er din dom kommet." 11 Og købmændene på jorden skal græde og sørge over henne, for ingen køber længere deres varer: 12 Varer af guld og sølv, kostbare stene og perler, fint linned og purpur, silke og skarlagen, al slags citrontræ, alle slags genstande af elfenben, alle slags genstande af de mest kostbare træsorter, bronze, jern og marmor, 13 kanel og røgelse, velduftende olie og virak, vin og olie, fint mel og hvede, kvæg og får, heste og vogne og menneskers legemer og sjæle. 14 Frugten som din sjæl længes efter, er blevet borte fra dig, og alle de ting som er kostbare og strålende, er blevet borte fra dig, og du skal aldrig finde dem mere. 15 De som handler med disse ting, de som blev rige ved hende, skal stå på afstand af frygt for hendes plage og græde og klage. 16 Og de siger: "Ve, ve den store by som var klædt i fint linned, purpur-rødt og skarlagen og smykket med guld og kostbare stene og perler! 17 For på én time blev hele denne store rigdom ødelagt." Hver skibsfører, alle som rejser med skib, sømænd og alle de som har sit arbejdet på havet, stod på afstand, 18 og de råbte da de så røgen fra hendes brand, og sagde: "Hvad er som denne store by?" 19 De kastede støv på hovedet og råbte, græd og klagede og sagde: "Ve, ve denne store by, hvor alle som har skibe på havet blev rige ved hendes rigdom! For på én time er hun blevet ødelagt." 20 Fryd dig over henne, du himmel, og I hellige apostle og profeter, for Gud har dømt henne for jer med en retfærdig dom!" 21 Derefter løftede en vældig engel en sten op, så stor som en møllesten, og kastet den i havet og sagde: "Således skal den store by Babylon blive kastet ned med stor kraft, og den skal aldrig blive fundet mere. 22 Lyden af harpespillere, musikere, fløjtespillere og basunblæsere skal aldrig høres i dig mere. Ingen håndværker i noget slags håndværk skal blive fundet i dig mere, og lyden af en møllesten skal aldrig høres i dig mere. 23 Ikke noget lampelys skal skinne i dig mere, og røsten af brudgom og brud skal aldrig høres i dig mere. For dine købmænd var de store mænd på jorden, og ved din trolddom blev alle folkeslag forført. 24 Og der blev fundet blod af profeter og hellige i henne, og af alle dem som er blevet myrdet på jorden."

Åb.19 1 Efter dette hørte jeg en kraftig røst af en stor skare i himmelen, som sagde: "Halleluja! Frelsen og æren og prisen og magten tilhører Herren, vor Gud! 2 For sande og retfærdige er Hans domme, for Han har dømt den store skøge som fordærvede jorden med sit horeliv. Og blodet af Sine tjenere har Han hævnet på henne, det som blev udøst af henne." 3 Igen sagde de: "Halleluja! Røgen fra henne stiger op i al evighed!" 4 Og de fireogtyve ældste og de fire livsvæsener faldt ned og tilbad Gud som sad på tronen, og de sagde: "Amen! Halleluja!" 5 Da kom en røst fra tronen, som sagde: "Pris vor Gud, alle I Hans tjenere og de som frygter Ham, både små og store!" 6 Og jeg hørte noget som lignede røsten af en stor skare, som lyden af mange vande og som lyden af mægtige tordenskrald, som sagde: "Halleluja! For Herren Gud, Den Almægtige, hersker som Konge! 7 Lad os være glade og fryde os og give Ham æren, for Lammets bryllup er kommet, og Hans hustru har gjort sig rede." 8 Og det blev givet henne at pynte sig i fint linned, rent og skinnende, for det fine linned er de helliges retfærdige gerninger. 9 Så sagde han til mig: "Skriv: Salige er de som er indbudt til Lammets bryllupsmåltid!" Og han sagde til mig: "Disse ord er de sande Guds ord." 10 Og jeg faldt ned ved hans fødder for at tilbede ham. Men han sagde til mig: "Se til at du ikke gør det! Jeg er en medtjener sammen med dig og dine brødre, de som har Jesu vidnesbyrd. Gud skal du tilbede! For Jesu vidnesbyrd er profetiens ånd." 11 Og jeg så himmelen åbnet, og se, en hvid hest. Og Han som sidder på den, hedder Trofast og Sandfærdig, og Han både dømmer og fører krig i retfærdighed. 12 Hans øjne er som en ildslue, og på Hans hoved er der mange kroner. Han har et navn skrevet, som ingen kender uden Ham Selv. 13 Han er klædt i en kjortel dyppet i blod, og Hans navn er Guds ord. 14 Og himmelens hær, klædt i fint linned, hvide og rene, fulgte Ham på hvide heste. 15 Ud af Hans mund går der et skarpt sværd, for at Han skulle slå folkeslagerne med det. Og Han skal Selv herske over dem med jernstav. Han træder Selv vinpressen med den Almægtige Guds harme og vrede. 16 Og Han har et navn skrevet på Sin kjortel og på Sin hofte: KONGERS KONGE OG HERRERS HERRE. 17 Da så jeg en engel som stod i solen. Og han råbte med høj røst og sagde til alle fuglene som flyver midt på himmelen: "Kom og samle jer til Den store Guds måltid, 18 så I kan æde kødet af konger, af hærførere, af mægtige mænd, af heste og af dem som sidder på dem, og af alle, fri og trælle, både små og store." 19 Og jeg så dyret, kongerne på jorden og deres hære, som var samlet for at føre krig mod Ham som sad på hesten, og mod Hans hær. 20 Da blev dyret fanget, og sammen med ham den falske profet som gjorde tegn for ham. Med disse tegn havde han forført dem som havde taget imod dyrets mærke, og dem som tilbad hans billede. Disse to blev kastet levende ned i ildsøen som brænder med svovl. 21 Og de andre blev dræbt med sværdet som gik ud fra Hans mund som sat på hesten. Og alle fuglene blev mættet af deres kød.

Åb.20 1 Derefter så jeg en engel som kom ned fra himmelen. Han havde nøglen til afgrunden og en stor lænke i hånden. 2 Han greb dragen, den gamle slange, som er djævelen og Satan, og bandt ham for tusind år, 3 og han kastede ham ned i afgrunden og lukkede ham inde og satte et segl over ham, for at han ikke længere skulle forføre folkeslagerne før de tusind år var til ende. Men efter alt dette skal han blive løsladt for en kort tid. 4 Og jeg så troner, og nogen satte sig på dem, og det blev overgivet til dem at holde dom. Derefter så jeg sjælene til dem som var blevet halshugget for Jesu vidnesbyrds skyld og for Guds ords skyld, de som ikke havde tilbedt dyret eller hans billede og som ikke havde taget imod hans mærke på panden eller hånden. Og de levede og regerede med Kristus i tusind år. 5 Men de andre døde blev ikke levende igen før de tusind år var omme. Dette er den første opstandelse. 6 Salig og hellig er den som har del i den første opstandelse. Over dem har den anden død ingen magt, men de skal være præster for Gud og Kristus, og de skal regere med Ham i tusind år. 7 Når så de tusind år er omme, skal Satan slippes fri fra sit fængsel. 8 Og han skal gå ud for at forføre folkeslagerne som er ved de fire verdenshjørner, Gog og Magog, for at samle dem sammen til strid. Tallet på dem er som havets sand. 9 De drog op på jordens højslette og omringet de helliges lejr og den elskede stad. Og ild faldt ned fra Gud fra himmelen og fortærede dem. 10 Djævelen, som forførte dem, blev kastet i søen med ild og svovl, der dyret og den falske profet er. Og de skal pines dag og nat i al evighed. 11 Derefter så jeg en stor, hvid trone og Ham som sat på den. Jorden og himmelen flygtet for Hans åsyn. Og der blev ikke fundet noget sted for dem. 12 Og jeg så de døde, små og store, stå frem for Gud, og bøger blev åbnet. Og en anden bog blev åbnet, som er Livets bog. Og de døde blev dømt efter det som var skrevet i bøgerne, efter sine gerninger. 13 Og havet gav fra sig de døde som var i det, og Døden og Dødsriget gav tilbage de døde som var i dem. Og de blev dømt, hver efter sine gerninger. 14 Derefter blev Døden og Dødsriget kastet i ildsøen. Dette er den anden død. 15 Og hver den som ikke blev fundet indskrevet i Livets bog, blev kastet i ildsøen.

Åb.21 1 Og jeg så en ny himmel og en ny jord, for den første himmel og den første jord var blevet borte, og havet er ikke mere. 2 Og jeg, Johannes, så den hellige Staden, Det nye Jerusalem, komme ned fra Gud ud fra himmelen, gjort i stand som en brud smykket for sin brudgom. 3 Og jeg hørte en høj røst fra himmelen som sagde: "Se, Guds bolig er hos menneskene, og Han skal bo hos dem, og de skal være Hans folk. Gud selv skal være hos dem og være deres Gud. 4 Og Gud skal tørre hver tåre bort fra deres øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller gråd eller smerte skal være mere, for de første ting er blevet borte." 5 Så sagde Han som sad på tronen: "Se, Jeg gør alle ting nye." Og Han sagde til mig: "Skriv, for disse ord er sande og troværdige." 6 Og Han sagde til mig: "Det er sket! Jeg er Alfa og Omega, Begyndelsen og Enden. Den som tørster, vil Jeg give af kilden med livets vand uden betaling. 7 Den som sejrer, skal arve alle ting, og Jeg vil være hans Gud, og han skal være Min søn. 8 Men de feje, vantro, afskyelige, morderne, de som lever i hor, troldmændene, afgudsdyrkerne og alle løgnere skal få sin del i søen som brænder med ild og svovl, den som er den anden død." 9 En af de syv engle som havde de syv skåle fyldt med de sidste syv plager, kom derefter til mig, talte med mig og sagde: "Kom, jeg skal vise dig bruden, Lammets hustru." 10 Og i ånden førte han mig af sted til et stort og højt bjerg, og viste mig den store Stad, Det hellige Jerusalem, som stiger ned fra himmelen fra Gud, 11 hun som har Guds herlighed. Hun havde et lys som den mest kostbare sten, som en jaspis-sten, som funklene som krystal. 12 Hun havde også en stor og høj mur med tolv porte og tolv engle ved portene. På den var der skrevet navnene på de tolv Israels stammer: 13 tre porte mod øst, tre porte mod nord, tre porte mod syd og tre porte mod vest. 14 Og muren rundt om Staden havde tolv grundstene, og på dem stod navnene på Lammets tolv apostle. 15 Og han som talte med mig, havde et guldrør. Med det skulle han måle Staden, porterne og muren. 16 Staden strækker sig ud som en firkant. Længden er den samme som bredden. Og han målte Staden med røret: tolv tusind stadier. Længden, bredden og højden af den er den samme. 17 Derefter målte han muren rundt om Staden: hundre og firreogfyrre alen, efter menneskemål, som også er englemål. 18 Muren var byget af jaspis. Og byen var af rent guld, som glinsede som glas. 19 Grundstenene i Stadens mur var smykket med alle slags kostbare stene. Den første grundsten var jaspis, den anden safir, den tredje kalkedon, den fjerde smaragd, 20 den femte sardonyks, den sjette sarder, den syvende krysolit, den ottende beryl, den niende topas, den tiende krysopras, den elvte hyacint og den tolvte ametyst. 21 De tolv porte var tolv perler. Hver enkelt port var af én perle. Og Stadens gade var af rent guld, som gennemsigtig glas. 22 Men jeg så ikke noget tempel i den, for Herren Gud, Den Almægtige, og Lammet er dens tempel. 23 Og Staden har ikke brug for solen eller månen til at skinne i den, for Guds herlighed oplyste den. Lammet er dens lys. 24 Og de frelstes folkeslag skal vandre i dens lys, og kongerne på jorden fører sin herlighed og ære ind i den. 25 Dens porter skal aldrig være lukket om dagen. Nat skal der ikke være der. 26 Og de skal føre folkeslagenes herlighed og ære ind i den. 27 Men der skal aldrig nogen sinde komme noget ind i den som gør den uren eller er årsag til vederstyggeligheder eller løgn, men kun de som er indskrevet i Livets Bog hos Lammet.

Åb.22 1 Og han viste mig en ren flod med livets vand, som funklede som krystal, og som strømmer ud fra Guds og Lammets trone. 2 Midt i Stadens gade, og på begge sider af floden, vokser livets træ som bærer tolv frugter; hvert træ giver sin frugt hver måned. Bladene på træet er til lægedom for folkeslagene. 3 Og der skal ikke længere være nogen forbandelse, men Guds og Lammets trone skal være i Staden, og Hans tjenere skal tjene Ham. 4 De skal se Hans ansigt, og Hans navn skal være på deres pande. 5 Og nat skal der ikke være der; de trænger ingen lampe og heller ikke lys fra solen, for Herren Gud giver dem lys. Og de skal herske som konger i al evighed. 6 Derefter sagde han til mig: "Disse ord er trofaste og sande." Og de hellige profeters Herre og Gud sendte Sin engel for at vise Sine tjenere de ting som skal ske om kort tid. 7 "Se, Jeg kommer snart! Salig er den som tager vare på de profetiske ord i denne bog." 8 Og jeg, Johannes, så og hørte alt dette. Og da jeg hørte og så, faldt jeg ned for at tilbede foran fødderne på engelen som viste mig alt dette. 9 Da sagde han til mig: "Se til at du ikke gør det! For jeg er en medtjener sammen med dig og dine brødre profeterne og dem som tager vare på ordene i denne bog. Gud skal du tilbede." 10 Og han siger til mig: "Sæt ikke segl på de profetiske ord i denne bog, for tiden er nær. 11 Den som gør uret, lad ham fortsat gøre uret! Den som er uren, lad ham fortsat være uren! Den som er retfærdig, lad ham fortsat være retfærdig! Den som er hellig, lad ham fortsat være hellig!" 12 "Og se, Jeg kommer snart, og Min løn er med Mig, for at give enhver igen efter hans gerning. 13 Jeg er Alfa og Omega, Den Første og Den Sidste, Begyndelsen og Enden." 14 Salige er de som gør Hans bud, således at de kan have ret til livets træ og kan komme ind gennem portene til Staden. 15 Men udenfor er hundene og troldmændene og de som lever i hor og morderne og afgudsdyrkerne og hver den som elsker og gør løgn. 16 "Jeg, Jesus, har sendt Min engel for at vidne for jer om disse ting i menighederne. Jeg er Davids Rodskud og Ætling, Den strålende Morgenstjerne." 17 Og Ånden og bruden siger: "Kom!" Og den som hører, skal sige: "Kom!" Og den som tørster, skal komme! Og hver den som vil, skal tage livets vand for intet! 18 For jeg vidner for hver den som hører de profetiske ord i denne bog: Hvis nogen lægger noget til alt dette, skal Gud pålægge ham de plager som der er skrevet om i denne bog. 19 Og hvis nogen tager noget bort fra ordene i denne profetiske bog, da skal Gud tage hans del bort fra Livets Bog, fra den hellige Stad og fra det som der er skrevet om i denne bog. 20 Den som vidner om alt dette, siger: "Ja, Jeg kommer snart." Amen. Ja, kom, Herre Jesus! 21 Vor Herre Jesu Kristi nåde være med jer alle! Amen.