19. januar

Naturen taler om Gud

Læg mærke til, hvordan liljerne gror; de arbejder ikke og spinder ikke. Men jeg siger jer, end ikke Salomo i al sin pragt var klædt som en af dem. - Luk.12,27

I deres oprindelige fuldkommenhed var alle skabte ting et udtryk for Guds omtanke. For Adam og Eva i deres Eden-hjem var naturen fuld af Guds kundskab, et mylder af guddommelig belæring. Visdom talte til øjet og blev modtaget i hjertet; for de førte en fortrolig samtale med Gud i Hans skabte værker. . . Nu er jorden ødelagt og besmittet af synd. Alligevel er meget af det skønne tilbage i dens ødelagte tilstand.

Hvorfor iklæder vor himmelske Fader ikke Jorden i brunt og gråt? Han vælger den farve som er mest fredfyldt, den bedst antagelige for farverne. Hvor opmuntrende er det ikke for hjertet og opliver det ikke et tungt sind at se jorden være iført dens klædning af levende grønt! . . . Hvert græsstrå som spirer, hver knop som åbner sig, og farvestrålende blomster, er et tegn på Guds kærlighed, og bør lære os en troens lektie og stole på ham.

Naturens skønheder har en tunge som taler uophørligt til os. Det åbne hjerte kan indprentes med Guds kærlighed og ære, ligesom det ses på hans hænders værk. Det lyttende øre kan høre og forstå Guds meddelelser igennem naturens ting. Der er en lektie i solstrålen, og i de forskellige natur-genstande som Gud har givet os i øjesyn. De grønne marker, de stolte træer, knopperne og blomsterne, den forbipasserede sky, regnens væde, den rindende bæk, solen, månen og stjernerne i himlene - alt indbyder til vor opmærksomhed og meditation.

Du som ser efter kunstnerisk glans, som rigdom alene kan give dig, efter kostbare malerier, møbler og klæder, lyt du til den guddommelige lærers stemme. Han viser dig hen til markens blomster, den enkle form som ikke kan sammenlignes med menneskelig dygtighed.

Han holder af det skønne, og frem for det ydre, holder han af karakterens skønhed; Han vil have os til at fremelske renhed enkelhed, blomsterne stille ynde.

 

Andagtsstykket er fra bogen "Troen jeg lever af" af Ellen G White