9. april

Vand til den tørstende På den sidste og store højtidsdag stod Jesus frem, råbte og sagde: »Om nogen tørster, han komme til mig og drikke!« - Joh.7,37. En gang om året, ved løvhyttefesten mindedes Israels børn den tid, da deres fædre boede i telte i ørkenen på deres vandring fra Ægypten til Kanaans land. Ceremonierne på festens sidste dag var af særlig højtidelig karakter, men den største interesse samledes om den ceremoni, der udførtes til minde om vandet, der vældede frem fra klippen. Når præsterne i et gyldent kar bar Siloams vand ind i templet og det efter at være blevet blandet med vin blev hældt over offeret på alteret, var der stor glæde ..... Ved denne lejlighed hørtes over lyden af skarens larm og jubel en stemme, der sagde: "Om nogen tørster, han komme til mig og drikke!" Folkets opmærksomhed fanges. Udadtil er alt glæde, men Jesu øje, der betragter skaren med den ømmeste kærlighed, ser sjælen, der hungrer og tørster efter livets vand ..... Den nådige indbydelse: "Han komme til mig og drikke," lyder ned gennem alle tidsaldre til vor tid. Vi står måske i en lignende stilling som jøderne på Kristi tid; vi jubler, fordi sandhedens kildevæld er blevet åbnet for os, mens dets levende vande ikke får lov til at forfriske vore tørstige sjæle. Vi må drikke ..... Ligesom Israels børn fejrede, at Gud havde udfriet deres fædre og mirakuløst bevaret dem på deres vandring fra Ægypten til det forjættede land, således burde Guds folk i dag i taknemmelighed mindes alle de udveje, han har skabt for at bringe dem ud af verden, ud af vildfarelsens mørke ind i sandhedens dyrebare lys … Vi burde med taknemmelighed betragte de gamle mindesmærker og forfriske vore sjæle med at tænke på vor nådige velgørers kærlighed… På vor færd fremad er det vort privilegium at modtage Kristi indbydelse: "Om nogen tørster, han komme til mig og drikke!"

Andagtsstykket er fra bogen "At jeg må kende Ham" af Ellen G White