20. maj - Videnesbyrd om Guds storhed

(142)  Thi ved dit værk har du glædet mig, Herre, jeg jubler over dine hænders gerning. Hvor store er dine gerninger, herre, dine tanker såre dybe! - Sl.92,5.6. ret

(142)  Det landskab, vi kørte igennem, var alt for majestætisk, alt for storslået til, at jeg kan give det en beskrivelse, der kan fremstille det, som det virkelig er. Klippeformationerne de ældgamle klippevægge, der har stået der siden syndfloden, og som vandfaldene styrter ned over ser ud, som om de er poleret, mens klipper, der ser helt anderledes ud, ligger i lag, som om en kunstner har formet dem. Her ..... så vi det mest interessante, storslåede landskab, vi nogen sinde har set. Klipperne hæver sig højere og højere op over jorden, og på disse klipper vokser der smukke, mørke fyrretræer vekslende med de lysere og smukke, levende grønne ahorn og bøgetræer..... En så vild storhed, et så storslået landskab fører én tilbage til den tid, da vandene steg op over jordens højeste punkter og de vantro gik til grunde i floden på grund af deres store ondskab. ret

(142)  Idet vi ser på ..... klipper af alle tænkelige former, siger vi: "Hvor vidunderligt, o Herre, er ikke dit skaberværk på jorden." De bløde, dæmpede strøg, den store kunstner har tegnet, idet han har ladet en kappe af mørkt og lysende grønt, en vidunderlig farvesammensætning, dække de knudrede af tidens tand furede klipper! De dybe hulveje, de brusende, larmende vandløb og de majestætiske bjerge, der er dækket af skovtræer med smukt sommer løv! ret

(142)  Udsigten er enestående og får os til at tænke på den høje, hellige og stærke Gud og Skaber. Og så den tanke, at vi må kalde ham Fader! ..... Hvis nogen kan se på denne udsigt uden at tænke på Guds storhed, må deres hjerter være uimodtagelige. Jeg længes meget efter en nærmere forbindelse med Gud. Denne storslåede Gud kan blive vor Fader, vor ven, vort håb og vor glædes krone.

*Ellen Whites beskriver her en rejse i Swejts." ret

næste kapitel