19. juni - Hvorfor være stolte?

(172)  Gør intet af egennytte eller lyst til tom ære, men agt i ydmyghed hverandre højere end jer selv, og se ikke hver på sit eget, men også på de andres. - Fil.2,3.4. ret

(172)  Der er intet, der svækker menigheden så meget som stolthed og lidenskab. .... Kristus har givet os et eksempel på kærlighed og ydmyghed og har opfordret sine efterfølgere til at elske hinanden, som han har elsket os. Vi må med ydmygt sind sætte andre højere end os selv. Vi må være strenge, når det gælder vore egne karaktermangler, være hurtige til at opdage vore egne fejl og fejltagelser og tænke mindre på andres fejl end på vore egne. Vi må være særlig interesserede i andre mennesker ikke for at misunde dem, ikke for at finde fejl hos dem, ikke for at gøre bemærkninger om dem og sætte dem i et dårligt lys, men for i alle ting at øve ret mod vore brødre og alle dem, vi kommer i berøring med. Vi synder mod Gud, når vi kun plejer vore egne interesser for eventuelt at opnå en lille fordel eller stræbe efter at udmærke os eller konkurrere med andre. Kristi ånd vil få hans efterfølgere til ikke blot at interessere sig for deres egen lykke og fordel men i lige så høj grad for deres brødres. Dette er at elske sin næste som sig selv. …. ret

(172)  Jesus alene bør ophøjes. Hvor dygtige eller fremgangsrige vi end er, er det ikke os selv, der er årsag dertil; det skyldes talenter, som er betroet os af Gud, for at vi skal anvende dem i hans tjeneste og til hans ære. Alt er Herrens betroede gods. Hvorfor skulle vi da være stolte? Hvorfor skulle vi rette opmærksomheden mod vort eget ufuldkomne selv? Hvad vi har af talenter og visdom, har vi modtaget fra visdommens kilde, for at vi kan forherlige Gud. ret

(172)  Stolthed over evner og intellekt kan ikke eksistere i hjerter, der er skjult hos Kristus i Gud. Der vil ikke være nogen stræben efter at lade selvet træde frem, med mindre Djævelen og menneskene forenet har stillet sig i kløften for straffen af et brudt bud. Straffen ville være faldet på den syndfulde, uden at bringe en tøddel af dens alvor til ophør. Det faldt på Jesus, verdens Frelser, at give mennesket en anden retssag. Lad os da ydmyge os og tilbede Kristus, men aldrig, aldrig i mindste måde ophøje selvet. Gud forbyder at vi i os selv skal blive selvstændige. Pas på at ingen af os skal optage det frygtelig fængsel af ham for hvem Kristus døde forgæves. ret

næste kapitel