19. januar - Gud som menneske

(19)  Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den enbårne Søn har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed. - Joh.1,14. ret

(19)  Når vi ønsker at studere et omfattende emne, lad os da beskæftige vore tanker med det forunderligste, der nogen sinde har fundet sted på jorden eller i Himmelen Guds Søns menneskevorden. ret

(19)  Kristus var den eneste, der kunne repræsentere Guddommen … Gud selv måtte åbenbares for menneskene. For at gøre dette iklædte vor frelser sin guddommelighed menneskelig skikkelse. Han benyttede menneskenes åndsevner, for kun derved kunne han blive forstået af menneskeheden. Kun et menneske kunne komme i kontakt med menneskene. I det menneskelegeme, som Gud havde beredt for ham, lod han Guds karakter være den rådende. ret

(19)  Dersom Kristus var kommet i sin guddommelige skikelse, kunne menneskene ikke have tålt at se ham. Forskellen ville have været alt for smertelig, herligheden alt for overvældende. Menneskene kunne ikke have tålt tilstedeværelsen af en af de rene, skinnende engle fra Guds herlighed; derfor påtog Kristus sig ikke engleskikkelse, men "blev mennesker lig". ret

(19)   ..... Når vi betragter ham, ser vi den usynlige Gud, som iklædte sin guddom menneskeskikkelse, for at han som menneske kunne sprede en dæmpet og mild herlighed, så at vort blik kunne hvile på ham og vore sjæle ikke blive tilintetgjort af hans utilslørede glans. Vi skuer Gud gennem Kristus, vor skaber og forløser. Det er vor forret at betragte Jesus i tro og se ham stå mellem mennesket og den evige trone. Han er vor talsmand, der frembærer vore bønner og gaver som åndelige ofre for Gud. Kristus er den mægtige, syndfri forsoner, og som følge af hans fortjeneste kan Gud og mennesket have samfund med hinanden. ret

(19)  Kristus har taget sin menneskelige skikkelse med ind i evigheden. Han står foran Gud som repræsentant for menneskene. Når vi er iklædt hans retfærdigheds bryllupsklædning, bliver vi ét med ham, og han siger om os: "De skal vandre med mig i hvide klæder, thi de er værdige dertil," Åb 3,4. ret

næste kapitel