23. september - Det værdifulde ved bøn i lønkammeret

(268)  Stol på ham, al folkets forsamling, udøs for ham eders hjerte, Gud er vor tilflugt. - Sl. 62,9 ret

(268)  En dyb følelse af vor nød og et stærkt ønske om det, vi beder om, må kendetegne vore bønner, ellers vil de ikke blive hørt. Men vi må ikke blive trætte og holde op med at bønfalde, fordi vi ikke lige straks får svar. "Nu tages Himmeriget med storm og de, der stormer, river det til sig." Matt 11,12. Med storm menes her hellig alvor af den slags, som Jakob udviste. Vi behøve ikke at arbejde os op til stærke følelser, men roligt og vedholdende skal vi trænge ind med vor bøn for nådens trone. Det er vor opgave at ydmyge os for Gud, bekende vore synder og i tro holde os nær til Gud. ..... Gud har i sinde at åbenbare sig ved sit forsyn og ved sin nåde. Formålet med vore bønner må være Guds ære og ikke vor egen forherligelse. ..... ret

(268)  Gud har hædret os ved at vise, hvor højt han værdsætter os. Vi er dyrekøbte, ja, med Guds egen Søns blod. Når hans arvtagere samvittighedsfuldt følger Guds ord, vil hans velsignelse hvile over dem som svar på deres bønner. "Selv nu, så lyder det fra Herren, vend om til mig af ganske hjerte, med faste og gråd og klage! Sønderriv hjerterne, ej eders klæder, vend om til Herren eders Gud! Thi nådig og barmhjertig er han, langmodig og rig på miskundhed." Joel. 2,12-13. ret

(268)  Under bøn i lønkammeret bør sjælen lægges blot for Guds ransagende blik. ..... Hvor værdifuld er ikke bøn i ensomhed sjælens samfund med Gud! Den lønlige bøn bør kun høres af den Gud, som bønhører. Intet nysgerrigt øre skal høre de tryglende ord. Stille, men inderligt søger sjælen frem til Gud, og mild og vedvarende bliver den virkning, der udstrømmer fra ham, som ser i løndom, og hvis øre er åbent for den bøn, der stiger op fra hjertet. Den, som i enfoldig tro har samfund med Gud, vil opfange stråler af guddommeligt lys, som kan styrke og opretholde ham under striden med Satan." ret

næste kapitel