6. marts - Opstandelse til nyt liv

(67)  Vi blev altså begravet med ham ved dåben til døden, for at, som Kristus blev opvakt fra de døde ved Faderens herlighed, således skal også vi leve et helt nyt liv. - Rom.6,4. ret

(67)  Den angrende troende, der tager de skridt, som omvendelsen kræver, mindes i sin dåb Kristi død, begravelse og opstandelse. Han stiger ned i vandet som et symbol på Kristi død og begravelse, og han oprejses af vandet som et symbol på hans opstandelse - ikke for at genoptage det gamle liv, men for at leve det nye liv i Kristus Jesus. ret

(67)  Jeg er opstandelsen og livet. (Joh 11,25). Han som sagde: Jeg sætter mit liv til for at få det tilbage (Joh 10,17), kom frem fra graven til livet som var i ham. Det menneskelige døde, det guddommelige døde ikke. I sin guddommelighed havde Kristus magt til at bryde gravens lænker. Han erklærer at han har liv i sig selv som han kan give dem han vil. ret

(67)  Alle skabte væsener lever ved Guds vilje og magt. De får del i Guds Søns liv. Uanset vor dygtige og begavede de er, og hvor store evner de har, deres liv får de fra ham som er kilden til alt liv. Han er livets ophav, livets kildespring. Kun han som alene har udødelighed og bor i lys og liv, kunne sige: "Jeg har magt til at sætte det til [livet], og jeg har magt til at tage det igen." vers 18 … Kristus var i besiddelse af retten til at skænke udødelighed. Det liv, som han havde sat til som menneske, tog han igen og gav det til menneskene. .... ret

(67)  Kristus blev ét med menneskeslægten, for at menneskeslægten kunne blive ét i ånd og liv med ham. I kraft af denne forening i lydighed mod Guds ord bliver hans liv deres liv. Han siger til den angrende: "Jeg er opstandelsen og livet." ret

(67)  Jeg er opstandelsen og livet. (Joh 11,25). Kristus betragter døden som en søvn - stilhed, mørke, søvn. Han taler om den, som om den ikke havde nogen betydning. Enhver, som lever og tror på mig, skal i al evighed ikke dø, siger han. Vers 26 … Hanskal i al evighed ikke se døden. Joh. 8,51. Og døden er kun en ringe sag for den troende. At dø er for ham kun at sove. Gud skal også ved Jesus føre de hensovede frem til med ham. 1.Tess.4,14. Kristus kom til jorden som Gud iklædt menneskeskikkelse. Han fór til Himmelen som de helliges Konge. Hans himmelfart var hans ophøjede karakter værdig. Han steg op som én, der er vældig i krig, en sejrherre, der bortfører fanger. Han blev ledsaget af de himmelske hærskare under råb og englesang ..... Hele Himmelen tog imod ham. Det, som var mest dyrebart for disciplene ved Jesu himmelfart, var, at han løftedes op fra dem mod himmelen i deres guddommelige lærers skikkelse. Det sidste minde, som disciplene havde af deres Herre, var mindet om den medfølende ven, den herliggjorte forløser ..... De himmelske ledsageres glans og Guds herlige porte, der åbnedes for at byde ham velkommen, skulle ikke være synlige for dødeliges øje. Havde disciplene kunnet følge Jesu himmelfart i al dens ubeskrivelige herlighed, ville de ikke have tålt at se det. Havde de set de utallige engle og hørt de sejrsudbrud, der lød fra Himmelens mure, da de ældgamle døre blev løftet, ville forskellen mellem denne herlighed og det liv, de selv levede i en prøvelsernes verden, have været så stor, at de næppe ville have været i stand til igen at bære jordelivets byrder ..... Deres sanser måtte ikke blive så betaget af Himmelens herlighed, at de tabte Kristi karakter her på jorden af syne, den karakter, som de selv skulle efterligne. Hans livs skønhed og majestæt, alle hans egenskabers fuldkomne harmoni, og den hemmelighedsfulde forening af det guddommelige og det menneskelige i hans natur skulle de have klart og tydeligt for øje. Det var bedst, at disciplenes jordiske bekendtskab med deres frelser sluttede på den højtidelige, stille og ophøjede måde, som det gjorde. Hans synlige bortgang fra jorden var i samklang med hans ydmyge, stille liv. ret

næste kapitel