7. marts - Den herlige genforening i Himmelen

(68)  Løft eders hoveder, i porte, løft jer, i ældgamle døre, at ærens konge kan drage ind! Hvo er den ærens konge? Herren, stærk og vældig, Herren, vældig i krig! …Han er ærens konge! - Sl.24,7-10. ret

(68)  Kristus kom til jorden som Gud iklædt menneskeskikkelse. Han fór til Himmelen som de helliges Konge. Hans himmelfart var hans ophøjede karakter værdig. Han steg op som én, der er vældig i krig, en sejrherre, der bortfører fanger. Han blev ledsaget af de himmelske hærskare under råb og englesang ..... Hele Himmelen tog imod ham. ret

(68)   Det, som var mest dyrebart for disciplene ved Jesu himmelfart, var, at han løftedes op fra dem mod himmelen i deres guddommelige lærers skikkelse. Det sidste minde, som disciplene havde af deres Herre, var mindet om den medfølende ven, den herliggjorte forløser ..... De himmelske ledsageres glans og Guds herlige porte, der åbnedes for at byde ham velkommen, skulle ikke være synlige for dødeliges øje. ret

(68)  Havde disciplene kunnet følge Jesu himmelfart i al dens ubeskrivelige herlighed, ville de ikke have tålt at se det. Havde de set de utallige engle og hørt de sejrsudbrud, der lød fra Himmelens mure, da de ældgamle døre blev løftet, ville forskellen mellem denne herlighed og det liv, de selv levede i en prøvelsernes verden, have været så stor, at de næppe ville have været i stand til igen at bære jordelivets byrder ..... Deres sanser måtte ikke blive så betaget af Himmelens herlighed, at de tabte Kristi karakter her på jorden af syne, den karakter, som de selv skulle efterligne. Hans livs skønhed og majestæt, alle hans egenskabers fuldkomne harmoni, og den hemmelighedsfulde forening af det guddommelige og det menneskelige i hans natur skulle de have klart og tydeligt for øje. Det var bedst, at disciplenes jordiske bekendtskab med deres frelser sluttede på den højtidelige, stille og ophøjede måde, som det gjorde. Hans synlige bortgang fra jorden var i samklang med hans ydmyge, stille liv. ret

næste kapitel