Familiens økonomi
Guds husholdere

(284)   Vi er Guds ejendom. - Grundlaget for hæderlighed og alt sand fremgang er det faktum at vi er Guds ejendom. Han har skabt alt, og alt tilhører ham. Vi er hans husholdere. Alt vi ejer, har han betroet os for at vi skal bruge det i samsvar med hans vilje. ret

(284)  Dette er en forpligtelse som påhviler alle mennesker, og som omfatter alt det vi er optaget af. Uanset om vi er klar over det eller ej, er vi alligevel husholdere. Gud har givet os evner og muligheder, og sat os ind i verden for at gøre den gerning han har lagt til rette for os. ret

(284)  Pengene er ikke vore, heller ikke hus og grund, billeder, møbler, klæder og andre ting. Vi er fremmede og pilegrimme. Vi er kun blevet lovet det vi behøver til livets ophold. . . . Alt andet er noget Gud betror os, så at vi kan blive i stand til at tage imod de evige rigdomme. Dersom vi består denne prøve, skal vi en gang tage alt det i eje, Kristus har købt med sit blod. Da skal vi få del i herlighed, ære og udødelighed. ret

(285)   Vi må gøre regnskab. - Dersom vore trosfæller ville tilgodese Guds værk med de penge Gud har betroet dem, og som de bortsløser bort for at tilfredsstille sig selv og dyrke sine afguder, ville de samle sig skatte i himmelen, og de ville udføre den gerning Gud venter af dem. Men der er mange som lever i ødselhed, i lighed med den rige mand i lignelsen. De penge Gud har betroet dem for at hans navn skal blive herliggjort, bruger de til unødvendige ting. De tænker ikke over hvilket ansvar Gud har lagt på dem. De tænker ikke over at de en dag skal stå til regnskab for hvordan de har forvaltet Guds ejendom. Den dag er ikke langt borte. ret

(286)  Vi bør aldrig glemme at vi i dommen skal svare for den måde vi har brugt Guds midler på. Meget er blevet brugt til selviske formål, for at tilfredsstille vore egne lyster på en måde som ikke fører til noget godt, men bare til skade. Når vi virkelig indser at det er Gud som giver os alt godt, og at de penge vi har, er hans, vil vi bruge dem med omtanke og i overensstemmelse med hans hellige vilje. Det som er skik og brug i verden, må ikke danne mønster for os. Vi må aldrig ønske at føje os efter det verdslige mennesker gør, og vi må aldrig lade vore tilbøjeligheder få herredømme over os. ret

(286)  Vor brug af penge kan hjælpe os til åndelig vækst, dersom vi bruger dem rigtigt og dersom vi betragter dem som noget vi er blevet betroet af en hellig Gud, ikke som et middel til at føje stoltheden, forfængeligheden, appetitten og lidenskaben. ret

(286)  Det blev vist mig at englene fører nøje regnskab med alle offergaver som bliver givet til Guds værk, og også over det endelige resultat af disse midler. Gud lægger mærke til selv den mindste gave som bliver givet til hans værk, og om giveren gør det med glæde eller modvillig. Motiverne for at give tæller også med. ret

(286)   En del af familiens budget. - "Hver enkelt skal lægge så meget til side hos sig selv som han er i stand til.” Alle medlemmer i familien, fra de ældste til de yngste, kan vise denne form for offerglæde. . . . ret

(278)  Planen om systematisk ofring vil vise sig at være en beskyttelse mod fristelsen til at bruge penge på unødvendige ting. I særlig grad vil den være til velsignelse for dem som har meget, da den vil forhindre dem i at leve på en overdådig måde. Hver eneste uge bliver de familiemedlemmer som helhjertet går med på planen, mindet om det Gud kræver af alle familier. Ved at nægte sig selv noget som i grunden er unødvendig og overflødig, for at have noget at give til Guds sag, lærer de betydningen af selvfornægtelse for at ophøje Gud. ret

(287)  En gang hver uge bliver alle stillet ansigt til ansigt med det de har gjort i løbet af ugen, pengene de kunne haft dersom de havde vist økonomisk sans, og de pengene de ikke længere har fordi de er brugt til selviske formål. Samvittigheden bliver vækket, og den forsvarer eller anklager dem overfor Gud. Dersom vi vil have fred i sindet, og dersom vi ønsker at Gud skal anerkende os som gode tjenere, må vi spise, drikke og klæde os til hans ære. ret

(287)  Guds krav må komme først. - Vi må altid give Guds krav førstepladsen. Han vil ikke at vi skal give ham det som bliver til overs når vi har dækket alle vore indbildte behov. Før vi i det hele taget bruger noget af det vi tjener, bør vi lægge den del til side han kræver. ret

(287)  I den gamle pagt brændte der altid et takoffer på alteret som viste hvor uendelig meget mennesket skyldte Gud. Når vi har fremgang i vort arbejde, er det fordi Gud velsigner os. En del af indtægten bør vi give til de fattige, og endda større del bør vi give til Guds sag. Når vi giver Gud det tilbage han venter af os, vil han hellige og velsigne det vi har igen til eget brug. Men når et menneske røver fra Gud ved at holde noget af det han kræver tilbage, hviler Guds forbandelse over det alt sammen. ret

(287)   Husk dem som er i nød! - Alle selviske træk må fjernes fra sindet dersom Kristi karakter skal komme til syne i vore liv. Dersom vi skal fuldføre den gerning han har givet os, vil det blive nødvendig at give hvert eneste øre af det vi kan spare. Vi vil opdage megen fattigdom og nød i mange hjem, og vi vil møde fortvivlede og lidende mennesker som behøver vor hjælp. Vi kender lidt til hvor megen menneskelig lidelse der er omkring os. Men så sandt vi har mulighed til det, bør vi være villige til at give øjeblikkelig hjælp til dem som er i nød. ret

(288)  Ved at bortsløse penge til luksus, frarøver vi de fattige de midler de behøver til mad og klæder. Det som bliver brugt til at føje vor stolthed, både når det gælder klæder, hus, indbo og alt slags pynt, kunne lindre nøden i mange stakkels lidende familier. Guds husholdere er sat til at tage sig af de nødstedte. ret

(288)  Guds middel mod selviskhed og begær. - Når det vi giver, er en frugt af selvfornægtelse, vil det betyde meget også for os selv. Det hjælper os at forstå Jesu gerning, han som gik omkring og gjorde vel, som hjalp de lidende og gav til de fattige. ret

(288)  En stadig selvfornægtende offerglæde er Guds middel mod de tærende synder som kalles selviskhed og begær. Gud har indført den planmæssige ofring til bedste for sit værk og for at sørge for de lidende og nødstedte. Han vil at det skal blive en vane at give, for at det skal modvirke begærlighedens synd. Når vi giver til stadighed, vil begærligheden dø af sult. Planmæssig ofring er Guds middel for at tage rigdommen fra de begærlige ligeså hurtig den er vundet, fordi han er den retmæssige ejer. . . . ret

(288)  Guds plan for regelmæssig ofring vil svække begæret, og gavmildhed vil træde i stedet. Dersom vor rigdom øges, er der altid en fare for at vi skal blive bundet til den, selv om vi bekender os til at frygte Gud. Jo mere mennesker får, desto mindre giver de til Gud. På denne måde kan rigdommen gøre os selviske. Hamstring fører altid til begær. Jo mere disse onder får lov til at præge vore handlinger, desto stærkere greb får de på os. ret

(288)  Gud kender til de farer som truer os, og han har omhegnet os med midler som skal hindre vor undergang. Han kræver at vi stadig skal gøre godt og vise barmhjertighed. Når dette bliver en vane, vil den bryde de vaner som virker i modsat retning." (Anmærkning: Her bliver der vist planer som blev lagt på et tidlig tidspunkt i menighedens historie, for at lægge tienden og gaverne hver uge til side.) ret

næste kapitel