Livet i eden-hjemmet

(418)  Et nyt Eden. Edens have har været længe på jorden længe efter at menneskene var blevet drevet bort fra dens fredfulde stier. Den faldne menneskehed fik i lang tid lov til at betrakte de uskyldiges rette hjem. Men indgangen var spærret af englevagt. Ved porten der kerubere som holdt vagt, blev Guds herlighed åbenbart. Adam og hans sønner kom hit for at tilbede Gud. Her fornyer de sit løfte om lydighed mod den lov de havde overtrådt - det som havde drevet dem bort fra Eden. Da uretfærdighedens flodbølge skyllet over verden, og menneskenes ondskab beseglede deres ødelæggelse ved en syndflod, blev Eden trukket tilbage fra jorden af den samme hånd som havde skabt den. Men når alt bliver endelig genoprettet, når Gud skaber "en ny himmel og en ny jord", skal Eden blive genskabt endnu skønnere end i begyndelsen. ret

(418)  De som har holdt Guds bud, skal da indånde udødelig livskraft ved foden af livets træ, og gennem uendelige tidsaldre skal indbyggerne i syndfrie verdener se et billede på Guds fuldkomne skaberværk i denne smukke have. Den er ikke mærket af syndens forbandelse - et eksempel på hvad hele verden kunne have blevet om mennesket havde opfyldt skaberens herlige plan. ret

(418)  Guds store genløsningsplan vil føre til at verden på ny kommer ind under Guds nåde. Alt som er gået tabt på grund af synd, skal blive genoprettet. Ikke bare mennesket, men også jorden skal genløses og blive et hjem for hans loyale folk. I seks tusind år har Satan kæmpet for at beholde herredømmet over jorden. Nå opfyldes Guds oprindelige skaberhensigt. "De retfærdige skal arve landet og bo på den evindelig." ret

(418)  "Indtil forløsningen kommer for Guds folk." Guds oprindelige hensigt med at skabe jorden bliver opfyldt når den bliver et evig bosted for de frelste. "Og dit folk - de er alle sammen retfærdige; til evig tid skal de eje landet." Den tid er kommet som hellige mænd har set frem til med længsel helt siden det flammende sværd lukkede det første menneskepar ude fra Edens have - tiden for forløsningen af Guds folk. Denne jorden blev oprindelig givet til menneskene som deres kongerige, men de overlod den i Satans hænder, og den mægtige fjende har holdt den fast i sit greb. Men nu er den vundet tilbage gennem den store frelsesplan. ret

(419)  Alt som gik tabt med den første Adam, bliver genvundet med den anden Adam. Profeten siger: "Og du hjordens tårn, du Sions datters haug! Til dig skal det nå, ja, det skal komme det forrige herredømme." Og Paulus peger fremover til "forløsningen kommer for Guds folk". ret

(419)  Gud skabte jorden til bosted for hellige og lykkelige mennesker. Denne hensigten vil blive opfyldt når jorden er fornyet ved Guds kraft og befriet fra synd og sorg, som de frelstes evige hjem. ret

(419)  Adam skal bo i det nye Eden. Efter at Adam blev udstødt fra Eden, var hans liv på jorden fyldt med sorg. Hvert vissent blad, hvert dyr som blev ofret, hver ødelæggelse i naturen, hver plet på menneskets uskyldighed mindet ham stadig om hans synd. Han led frygtelig da han så hvordan uretfærdigheden øgede, og når han forsøgte at irettesætte folket, blev han bebrejdet fordi han selv var årsag til synden. I omtrent tusind år led Adam syndens straf med tålmodig ydmyghed. I oprigtighed angret han sin synd og stolede på den lovede frelsers fortjeneste, og døde i håbet om opstandelsen. Guds Søn forløste menneskene fra deres nederlag og fald, og nu bliver Adam gennem forsoningsværket igen indsat i sit første herredømme. ret

(419)  I grænseløs lykke betragter han træne som engang glæder ham, de samme træer som han plukket frugt af da han endnu levede i uskyldighed og glæde. Han ser vinrankerne som han har dyrket med sine egne hænder, de samme blomsterne som han engang glædet sig over at passe. Han fatter nu at dette er virkelighed. Han forstår at dette i sandhed er det genoprettede paradis, og at det er skønnere nu end da han blev drevet bort fra det. Frelseren fører ham til livets træ, plukker den herlige frugt og beder ham at spise den. Han ser sig omkring og opdager at en stor skare af hans familie er frelst og står i Guds paradis. Så kaster han sin skinnende krone for Jesu fødder og omfavner Forløseren. Han spiller på guldharpen, og himmelens hvælvinger giver genlyd af hans sejerssang: "Værdig, værdig, værdig er Lammet, som blev slagtet og lever igen!" Adams familie gentager sangen og kaster sine kroner for Frelserens fødder mens de knæler i tilbedelse. ret

(420)  De engle som græd da Adam faldt, og som glædede sig da Jesus stod op og fór op til himmelen efter at han havde åbnet graven for alle som ville tro på hans navn, er vidne til denne genforening. Nå ser de at forsoningsværket er fuldendt, og de slutter sig til det store lovprisningskoret. ret

(420)  Et hjem for de hjemløse i denne verden. Frygten for at give de frelstes arv et for materielt præg, har fået mange til at åndeliggøre og bortforklare de sandheder som har fået os til at betragte den som vort hjem. Kristus forsikret sine disciple om at han gik bort for at berede boliger for dem i sin Faders hus. De som godtager det Bibelen lærer, behøver ikke at være helt uvidende om det himmelske hjem.. . . Det menneskelige sprog er for fattig til at beskrive hvilken løn de retfærdige skal få. Bare de som en gang får at se det, vil vide noget om det. Et begrænset menneskesind kan ikke fatte herligheden i Guds paradis. ret

(420)  I Bibelen bliver de frelstes arv kaldt et land. Der leder den himmelske hyrde sin hjord til kilden med det levende vand. Livets træ giver sin frugt hver måned, og bladene på træet er til lægedom for folkene. Der flyder stadige vandstrømmer, klar som krystal, og langs dem kaster de variende træer sine skygger på stierne som er gjort i stand for Herrens løskøbte. De vidstrakte sletter går over i smukke bjergskråninger op mod de mægtige tope af Guds bjerg. På disse fredfulde sletter, langs de levende vandstrømme, vil Guds folk, som så længe har vært fremmede og pilegrimer, finder et hjem. ret

(420)  Der findes hjem for pilgrimene på jorden. Her vil de retfærdige få klæder, herlige kroner og sejerspalmer. Alt i Guds forsyn som har vært uforståelig for os, vil blive klarlagt i den kommende verden. Det som var vanskeligt at forstå, vil vi da få forklaring på. Nådens hemmeligheder vil da blive åbnet for os. Der vor begrænsede forstand bare så forvirring og brudte løfter, vil vi opdage den smukkeste og mest fuldkomne harmoni. Vi vil forstå at det var Guds uendelige kærlighed som tillod de erfaringer som syntes mest prøvende. Når vi forstår hvilken øm omsorg Gud har for os, han som får alle ting til at virke sammen til vort bedste, vil vi fryde os i ubeskrivelig og herliggjort glæde.. . . ret

(421)  Vi er på vej hjem. Han som elskede os så højt at han døde for os, har bygget en by for os. Det nye Jerusalem er vort hvilested. Ingen vil sørge i Guds stad. Aldrig skal vi høre nogen klage på grund af sorg. Det skal ikke lyde nogen sørgesang over knuste håb og skuffede følelser. Snart bliver sorgens dragt byttet ud med bryllupsklædningen. Snart skal vi være vidner til at kongen bliver kronet. De som har skjult sit liv med Kristus i Gud, de som har kæmpet troens gode strid på jorden, vil skinne med Genløserens herlighed i Guds rige. ret

(421)  De genløstes privilegier. Himmelen er et godt sted. Jeg længes efter at være der og se min kære Jesus som gav sit liv for mig, og blive forandret til hans herlige billede. Sproget er ikke i stand til at give udtryk for herligheden i den kommende lyse verden. Jeg tørster efter de levende strømmer som fylder Guds stad med glæde. ret

(421)  Herren har ladet mig se ind i andre verdener. Jeg fik vinger, og en engel fulgte mig fra staden til et sted som var lyst og herlig. Græsset var friskt og grønt, fuglene slog triller og forenede sig i en smuk sang. Indbyggerne på stedet var af alle størrelser. De var ædle, majestætiske og smukke. De bar Jesu udtrykte bilde, og deres ansigt lyste af hellig glæde, som et udtryk for den lykke og frihed som hersket der. Jeg spurte en af dem hvorfor de var så meget smukkere end dem på jorden. Og jeg fik til svar at de havde levet i fuldkommen lydighed mod Guds bud, og ikke faldt i ulydighed som tilfældet er med menneskene på jorden.. . . ret

(422)  Jeg bønfaldt engelen som fulgte mig, om at få blive på det stedet. Jeg kunne ikke holde tanken ud på at vende tilbage til denne mørke verden. Men engelen sagde: "Du må drage tilbage. Dersom du er trofast, skal du, sammen med de 144 000, besøge alle verdener og betragte Guds skaberværk. ret

(422)  Når den jordiske familie forenes med den himmelske.- Der skal de frelste "forstå fuldt ud", ligeså også Gud kender dem fuldt ud. Den kærlighed og medfølelse som Gud har lagt ned i menneskesindet, skal komme til udtryk på den sandeste og ømmeste måde. Det rene samværet med hellige væsener, omgangen med ophøjede engle og med de trofaste fra alle tidsaldre "som har vasket sine klæder og gjort dem hvide i Lammets blod", de hellige bånd som sammenbinder "alle som kaldes børn i himmelen og på jorden, - alt dette er en del af de frelstes lykke. ret

(422)  De frelste vil ikke kende nogen anden lov end himmelens lov. Alle vil de udgøre en lykkelig, forenet familie som er klædt i takkens og lovsangens klær. Og over hele skuepladsen vil morgenstjernerne juble og alle Guds sønner råbe af fryd, mens Gud og Kristus forener sig i at forkynde: "Der skal ikke være mere synd, og døden skal ikke findes længere." ret

(422)  Fra den hændelse som fyldte himmelen med glæde Kristi himmelfart, kommer ekkoet af Kristi egne underfulde ord tilbage til os her på jorden: "Jeg farer op til ham som er min Far og Far for jer, min Gud og jeres Gud." Familien i himmelen og familien på jorden er et. Det var for vor skyld Kristus fór op til himmelen, og det er for vor skyld han lever. "Derfor kan han også fuldt og helt frelse dem som kommer til Gud ved ham, fordi han altid lever og går i forbøn for dem." ret

(422)  Løftet står fast, trods tidens tand. Vi har ventet længe på Frelserens genkomst. Men løftet står alligevel fast. Snart skal vi være i de hjem vi er blevet lovet. Jesus skal lede os langs livets flod som flyder ud fra Guds trone. Han vil forklare for os alt det som er mørkt og uklart ved den måde han ledede os på her på jorden for at gøre vor karakter fuldkommen. Med uformørket syn skal vi se alt det skønne i det genoprettede Eden. Vi skal lægge kronerne ned for hans fødder, gribe guldharperne og fylde himmelen med lovsang til ham som sidder på tronen. ret

(423)  Alt det smukke vi finder i vort jordiske hjem, bør minde os om den krystalklare flod og de grønne marker, de vajende træer og kildespringene, om den strålende stad og alle de hvidklædte sangere, om vort himmelske hjem - den forunderlige skønne verden som ingen kunstner kan give et billede af og ingen dødelig tunge kan beskrive. "Det intet øje så, og intet øre hørte, det som ikke kom op i noget menneskes tanke, alt det Gud har gjort færdig for dem som elsker ham. " ret

næste kapitel