Forkerte ægteskaber

(46 )  Ægteskab mellem kristne og vantro. - Der er en forbavsende og skræmmende ligegyldighed i kristne kredse når det gælder Bibelens syn på ægteskab mellem troende og ikke-troende. Mange som hævder at elske og frygte Gud, vælger at lytte mere til sine egne tilbøjeligheder end til rådene fra ham som har alt visdom. I et spørgsmål som gælder begge parters lykke og trivsel så vel i denne verden som i den næste, bliver fornuft, sund dømmekraft og gudsfrygt fejet til side. Blinde og uovervejede indskydelser og en hårdnakket uafhængighed vil lægge grunden alene. ret

(46)  Mænd og kvinder som ellers er følsomme og samvittighedsfulde, lukker ørene for råd og vejledning på dette felt. De er fuldstændig døve for råd og formaninger fra slægt og venner, og fra Guds tjenere. Alle advarsler og forslag om at vise forsigtighed bliver betragtet som uforskammet indblanding i private sager. En ven som er trofast nok til at komme med modsatte forestillinger, bliver gerne behandlet som en fjende. Det er netop sådan Satan vil have det. Han fanger sindet i sit garn, han tryllebinder og forblinder det. Lysten overtager fornuftens tøjler og vanhellige lidenskaber sidder ved roret. En gang er det for sent. Offeret vågner op til et liv i slaveri og ulykke. Dette er ikke fri fantasi, men livets virkelighed. Gud vil ikke godkende forbindelser som han udtrykkelig har forbudt. ret

(46)  Guds befaling er tydelig. - Gud forbød israelitterne at blande sig med fremmede folkeslag. "Du skal ikke indgå svogerskab med dem; du skal ikke give dine døtre til hans sønner og ikke tage hans døtre til hustruer for dine sønner." Gud angiver også grunden til dette. Han ved hvilke følger sådanne forbindelser vil få. Derfor siger han: "For de vil få dine sønner til at virke af fra mig, så de dyrker andre guder, og da vil Herrens vrede optændes mod jer, og han vil hastig, gøre ende på dig." "For et hellig folk er du for Herren din Gud; dig har Herren din Gud udvalgt af alle de folk som er på jorden, til at være hans ejendomsfolk." ret

(47)  I Det nye testamente finder vi lignende advarsler mod at gifte sig med ikke-troende. I sit første brev til korintiermenigheden skriver apostelen Paulus: "En hustru er bundet så længe manden lever; men når han er død, har hun frihed til at gifte sig med hvem hun vil, bare det sker i Herren." Og i sit andet brev forstærker han advarslen: "Gå ikke i ulige åg, med vantro! For hvad har retfærd med uret at gøre, og hvilket samfund kan lys have med mørke? Hvilken samklang er der mellem Kristus og Belial? Eller hvad har den troende fælles med den vantro? Hvorledes kan Guds tempel forenes med afguder? Vi er jo den levende Guds tempel, for han har sagt: Jeg vil bo og færdes blandt dem, jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk. Derfor: Drag bort fra dem og skil jer fra dem, siger Herren, og rør ikke noget urent! Da vil jeg tage imod jer og være en far for jer, og I skal være mine sønner og døtre, siger Herren, den Almægtige." ret

(47)  Guds forbandelse hviler over mange af de uheldige forbindelser som bliver knyttet mellem mænd og kvinder i vor tid. Dersom Bibelen havde behandlet disse spørgsmål på en vag og usikker måde, ville det være større grund til at undskylde den kurs mange unge følger i forholdet til det andet køn. Men Bibelens krav er ikke uklare. De forudsætter absolut renhed i tanker, ord og handlinger. Vi burde takke Gud fordi han har talt til os og oplyst vor vej. Ingen behøver at gå forkert. De unge burde gøre det til en vane at søge råd i Bibelen. Det er når vi virker af fra dens forskrifter, at vi går vild. ret

(47 )  Gud forbyder troende at gifte sig med vantro. - Guds børn burde aldrig våge sig ud på forbudt grund. Gud har forbudt ægteskab mellem troende og vantro. Men alt for ofte følger det uomvendte hjerte, sine egne ønsker, og ægteskab som Gud ikke kan velsigne, bliver indgået. Af denne grund er der så mange mænd og kvinder, som er uden håb og uden Gud i verden. Deres højeste mål er smuldret til støv. Ved hjælp af uheldige omstændigheder har Satan fanget dem i sit garn. ret

(48)  De som er styrt af sine lyster ag lidenskaber, vil høste bitre frugter i sit liv, og står i fare for at miste sin plass i Guds rige. ret

(48)  De som kender sandheden på dette punkt, træder Guds vilje under fode når de gifter sig med ikke-troende. Gud kan ikke anerkende dette, og selv må de måske angre det bittert gennem et helt liv. Den vantro kan måske have en beundringsværdig moralsk styrke, men dersom han eller hun ikke har bøjet sig ind under Guds krav og taget imod Jesus Kristus som sin personlige frelser, er det tilstrækkelig grund til ikke at binde sig til vedkommende. Den vantros karakter ligner måske karakteren til den unge mand som Jesus tiltalte på denne måde: "En ting mangler dig endnu." Det var det eneste nødvendige. ret

(48)  Salomos eksempel. - Der findes mange mennesker med mere eller mindre tilfældig baggrund som Gud ønsker at dygtiggøre til tjeneste i verden, og som han vil give del i himmelens herlighed, men Satan arbejder uafbrudt for at kuldkaste hans planer ved at knytte dem til mennesker med en karakter som absolut ikke passer ind i Guds rige. Kun de allerfærreste kommer sejrende ud af sådanne forhold. ret

(48)  Satan vidste godt hvad lydighed resulterer i. I de første år af Salomos regeringstid, som var en glanstid på grund af kongens visdom, godgørenhed og faste holdning, forsøgte Satan at bringe ham under sådanne indflydelser som gradvis ville undergrave hans trofasthed mod principper og hans afhængighed af Gud. At Satan fik held med sine anstrengelser, kommer tydelig frem i følgende beretning: "Og Salamo indgik svogerskab med Farao, Egyptens konge. Han tog Faraos datter til ægte og førte hende ind i Davids stad." ret

(48)  Ved at gå i forbund med en hedensk nation, og til og med forsegle pagten ved at gifte sig med en prinsesse som dyrkede afguder, viste Salomo ringeagt for Gud og de forholdsregler han havde truffet for at bevare et rent folk. Håbet om at denne ægyptiske prinsesse skulle omvende sig, var en ynkelig undskyldning for kongens synd. Ved at overtræde Guds klare befaling om at holde sig adskilt fra fremmede folkeslag, forenede Salomo den styrke Gud havde givet ham, med menneskelig svaghed. ret

(49)  I sin store barmhjertighed vendte Gud denne frygtelige fejltagelse til det bedste i sin tid. Salomos hustru blev omvendt, og ved at gå forstandig frem kunne kongen have gjort meget for at vende den strøm af ondskab og umoral som hans ubetænksomhed havde forårsaget. Men Salomo var begyndt at tabe kilden til sin magt og visdom, af syne. De naturlige tilbøjeligheder vandt herredømme over fornuften. Eftersom selvtilliden tog overhånd, forsøgte han at gennemføre Guds hensikt på sin egen måde. . . . ret

(49)  Mange bekendende kristne deler Salomos opfattelse. De mener at kunne knytte nære forbindelser med de ikke-troende, fordi deres egen indflydelse er stærkere. Men ofte er det stik modsatte tilfælde. Det er dem selv som bliver bedraget og overvundet, sådan at de til sidst opgiver sin tro og ofrer hellige principper. De bliver fremmede for den Gud de engang elskede. Ett skridt i forkert retning bestemmer kursen, indtil de kommer i en sådan stilling, at de ikke har håb om at bryde de bånd, som binder dem. ret

(49)  Min forlovede stiller sig positivt til min religion. - Hvor ofte har vi ikke hørt undskyldningen om at den ikke-troende er positivt indstillet overfor kristendommen. Ja, han er i besiddelse af alle gode egenskaber man måtte ønske, undtaget det allervæsentligste - han er ikke en personlig kristen. Selv om den kristnes sunde dømmekraft sikkert advarer ham eller hende mod at gifte sig med en vantro, vil de naturlige tilbøjeligheder sejre i ni af ti tilfælde. Det åndelige forfald begynder allerede mens vedkommende står foran giftefogeden. Ilden brænder ned og bliver til aske og forsvarsværkerne synker i grus, indtil de står sammen under Satans sorte banner. Til og med i bryllupsfestlighedene vinder denne verdens ånd sejer over samvittigheden, over sandheden og troen. Bønnestunderne bliver forsømt. To mennesker har "fundet" hinanden, og Jesus er blevet udelukket. ret

(50)  Forandringen sker hos den troende ægtefælde. - Til at begynde med viser den vantro måske ikke nogen modvilje mod kristendommen. Men efterhånden som Bibelens sandhed naturlig nok bliver bragt på bane, er der mange som reagerer på denne måde: "Du har giftet dig med mig i fuld forståelse af min holdning. Jeg ønsker ikke at blive forstyrret. Lad os ikke snakke mere om dine specielle synspunkter." Dersom den troende viser oprigtighed og glød i sin kristne tro, vil det blive opfattet som manglende hensynsfuldhed, af den som ikke har nogen interesse for kristendommen og den kristne erfaring. ret

(50)  Den troende vil gerne dele sin erfaring med sin ægtefælle, men føler samtidig at det er nødvendigt at gøre visse indrømmelser. Verdslige fornøjelser og sociale forbindelser bliver efterhånden godtaget. Den første tid vækker denne modvilje, men eftersom tiden går, bliver interessen for sandheden mindre og mindre. Troen bliver svækket, og til sidst er det næsten urolig at den som engang var en varm og oprigtig kristen, kunne blive forandret til den vaklende og usikre person han eller hun nu er. En skæbnesvanger udvikling har fundet sted, på grund af det uheldige ægteskab. ret

(50)  Det er farligt at gå i forbund med verden. Satan ved godt at det øjeblikket som er begyndelsen til det ægteskabelige liv, ofte betyder slutningen på mange menneskers kristne erfaring og deres brugbarhed i denne verden. De er tabt for Kristus og sandheden. Måske vil de rigtig nok i en tid forsøge at leve et kristent liv, men de kæmper hele tiden mod en mægtig indflydelse som går i modsat retning. En gang var det en glæde og forret for dem at vidne om sin tro og sit håb. Men derefter bliver det en byrde at nævne disse ting, fordi de ved at den de har knyttet sin skæbne til, er fuldstændig uinteresseret i det som en gang var deres eget kæreste eje. Følgen er at troen visner bort og sandheden bliver fremmed. Satan har fanget dem i vantroens garn. ret

(50)  Evigheden står på spil. - "Vel går to sammen uden at de har aftalt det med hinanden?" "Alt det som to af jer her i verden bliver enige om at bede om, det skal min Far i himmelen give jer." Det er trist at lægge mærke til at det modsatte er tilfælde i mange hjem. Mens den ene af ægtefællerne er i bøn til Gud, er den anden ligegyldig og uinteresseret. Mens den ene ønsker at leve Jesu liv, er den anden på vejen som fører til evig død. ret

(51)  Mange har ofret Kristus og Guds rige fordi de har giftet sig med uomvendte personer. Er kærligheden til Kristus og samfundet med ham af så lille værdi for dem at de foretrækker fællesskabet med dødelige mennesker? Værdsætter de løftet om et evig liv så lavt at de gerne sætter himmelens glæde på spil for at binde sig til en som ikke elsker Frelseren? ret

(51)  At binde sig til en vantro er at gå ind på Satans område. Du bedrøver Helligånden og unddrager dig Guds beskyttelse. Våger du at udsætte dig for sådanne farer, når du skal danne en karakter som passer ind i Guds rige?! ret

(51)  Spørger dig selv: "Vil en vantro mand ikke lede mine tanker bort fra Jesus? Han sætter jo sine egne lyster højere end Gud. Vil han ikke også drage mig i samme retning"? Den vej som fører til evig liv, er brat og ujævn. Tag ikke unødvendige byrder med dig som vil hindre dig." ret

(51)  Et hjem hvor solen aldrig slipper ind. - Hjertet længes efter menneskelig kærlighed. Men denne kærlighed er ikke stærk nok, eller ren nok, eller tilstrækkelig værdifuld til at erstatte Jesu kærlighed. Kun hos sin frelser kan en hustru finde styrke, visdom og nåde til at møde livets pligter, ansvar og sorger. Hun burde gøre Jesus til sin hjælper og rådgiver i alle ting. Alle kvinder burde overgive sig til Kristus før de binder sig til en jordisk ven, og undgå alle forbindelser som kan ødelægge deres forhold til ham. De som vil finde virkelig lykke, må have himmelens velsignelse over alt de har og alt de gør. Det er ulydighed mod Gud som fylder så mange hjerter og hjem med ulykke. Min søster, dersom du skal undgå at få et hjem hvor skyerne aldrig løfter sig, så bind dig ikke til én som står Gud imod." ret

(51)  Hvordan bør den kristne tænke? - Hvordan skal en kristen forholde sig i vanskelige situationer som sætter hans trofasthed mod guddommelige principper på prøve? Med en fasthed som er værd at efterligne, burde han svare åbent og ærligt: "Jeg vil være en samvittighedsfuld kristen." Jeg tror at ugens syvende dag er Bibelens sabbat. Vor tro og vore principper peger i hver sin retning. Vi kan ikke blive lykkelige sammen, for efterhånden som jeg fortsætter at vokse i kundskab om Guds vilje, vil jeg blive stadig mere fremmed for verden og dens skikke. Jeg ønsker at ligne Kristus. ret

(52)  Dersom du slet ikke finder noget tiltrækkende ved Jesus Kristus og sandheden, vil du komme til at sætte verdens glæder højest, mens jeg ikke kan sætte noget foran det som hører Guds rige til. Åndelige ting kan kun opfattes med åndelige øjne. Uden åndelig indsigt kan du ikke forstå hvilke krav Gud har på mit liv, eller godtage mine forpligtelser overfor den herre jeg tjener. Du vil føle at jeg forsømmer dig til fordel for religiøse interesser. Du vil ikke blive lykkelig. Den hengivenhed jeg viser overfor Gud, vil vække misundelse hos dig. Du vil være fremmed for min kristne tro. Men dersom du forandrer opfattelse, dersom dit hjerte svarer ja til Guds krav, og du lærer at elske min frelser, kan vi tænke på at genoptage forbindelsen." ret

(52)  På denne måde ofrer denne troende noget for Kristus, og viser lydighed mod samvittighedens stemme. Ved vor villighed til at tage op korset viser vi om vi virkelig værdsætter det evige liv. For en kristen er det bedre at forblive ugift end at knytte sit liv til en som elsker verden højere end Jesus, og som vil lede ham bort fra Kristi kors. ret

(52)  Et trygt ægteskab. - Der er kun i Kristus at et ægteskab kan blive indgået på betryggende måde. Al menneskelig kærlighed burde være forbundet med den guddommelige kærlighed. Ægte og uselvisk hengivenhed findes kun der, hvor Kristus har førstepladsen. ret

(52)  Når en af parterne bliver omvendt efter giftermålet. - Den som har indgået ægteskab med en uomvendt, har på grund af sin kristne tro påtaget sig et stort ansvar når det gælder at være trofast mod sin ægtefælle, uanset hvor forskellige deres opfattelser er. Alligevel er Guds krav hævet over alle jordiske forhold, selv om det skulle føre til modstand og forfølgelse. Dersom den troende altid lægger en mild og kærlig ånd for dagen, vil denne indflydelse kunne virke i retning af at vinde den vantro. ret

næste kapitel