Barnet i hjemmet kapitel 13. Fra side 87.     Fra side 91 i den engelske udgave.ren side   tilbage

5. afsnit – Anden grundlæggende undervisning
13. Kapitel - Selvbeherskelse

(87)   Forbered børnene til livet og dets pligter. - Idet moderen betragter de børn, der er givet i hendes varetægt, har hun god grund til at spørge i dyb ængstelse: »Hvad er det store mål og hensigten med deres opdragelse? Er det at dygtiggøre dem til livet og dets pligter og at kvalificere dem til at indtage en hæderlig stilling i verden, at gøre godt, hjælpe deres medmennesker, og til sidst opnå de retfærdiges belønning?« Hvis det er således, da er selvbeherskelse det første, de skal lære, for intet uregerligt, egensindigt menneske kan vente at få succes i denne verden eller belønning i den næste.

(87)   Lær barnet at bøje sig. - Endnu før de små er et år gamle, hører og forstår de, hvad der siges om dem, og ved, i hvilken grad de vil blive føjet. Mødre, I bør lære jeres børn at bøje sig for jeres ønsker. Dette punkt må nås, hvis I vil bevare myndigheden over jeres børn og værdigheden som moder. Jeres børn lærer hurtigt, hvad I venter af dem. De ved, hvornår deres vilje besejrer jeres, og vil søge at få mest muligt ud af sejren.

(87)  Det er den største grusomhed at tillade forkerte vaner at udvikle sig og lade barnet råde og tage sig selv til rette.

(87)   Tilfredsstil ikke selviske ønsker. - Hvis forældrene ikke passer på, vil de behandle deres børn på en sådan måde, at det vil få børnene til at kræve opmærksomhed og særrettigheder, der fordrer, at forældrene må fornægte sig selv noget for at kunne tilfredsstille deres børn. Børnene vil bede forældrene om at gøre noget for dem og opfylde deres ønsker, og forældrene vil gøre indrømmelser over for deres ønsker uden hensyn til den kendsgerning, at de indpoder egoisme i deres børn. Men ved at handle sådan forsynder forældrene sig mod deres børn, og de vil senere opdage, hvor vanskeligt det er at modarbejde indflydelsen af opdragelsen i de første år af barnets liv. Børn har brug for tidligt at lære, at de ikke kan blive tilfredsstillet, når det er selviskhed, der giver anledning til deres ønsker.

(88)   Giv ikke børnene det, de græder for at få. - En dyrebar lektie, som moderen har brug for at repetere gang på gang, er, at det ikke er barnet, der skal regere eller være herre, men at det er hendes vilje og hendes ønsker, der gælder. Således lærer hun dem selvbeherskelse. Giv dem ikke, hvad de græder for at få, selvom dit ømme hjerte længes nok så meget efter at gøre det, for hvis de vinder sejr en gang ved at græde, vil de indstille sig på at gøre det igen. Anden gang vil slaget blive heftigere.

(88)   Tillad aldrig, at voldsomme vredesudbrud kommer til udfoldelse. - En af moderens første opgaver er at holde vreden tilbage hos sine børn. Børn bør ikke have lov til at give udtryk for vrede. De bør ikke have lov til at kaste sig ned på gulvet og slå og skrige, fordi noget, der ikke er til deres bedste, er blevet dem nægtet. Det har pint mig, når jeg har set, hvordan mange forældre har ladet børnenes voldsomme vredesudbrud komme til fri udfoldelse. Mødrene synes at betragte disse vredesudbrud som noget, man må finde sig i, og forekommer ligegyldige for barnets opførsel. Men hvis noget forkert bliver tilladt en gang, vil det blive gentaget. Gentagelsen vil skabe en vane, og således vil barnets karakter få et dårligt præg.

(88)   Hvornår true den onde ånd? - Jeg har ofte set små børn kaste sig på gulvet og skrige, hvis et eller andet kom deres vilje på tværs. Da er tiden inde til at true den onde ånd. Fjenden vil søge at beherske vore børns sind, men skal vi tillade, at han former dem efter sin vilje? Disse små kan ikke mærke, hvilken ånd der har indflydelse på dem. Det er forældrenes pligt at bedømme og skønne for dem. Deres vaner må nøje iagttages. Onde tilbøjeligheder må holdes nede, og sindet må stemmes til gunst for det rette. Barnet må opmuntres ved ethvert forsøg på at beherske sig selv.

(89)   Begynd med sangene om Betlehem. - Mødre bør opdrage de små på deres arme efter de rigtige principper og leveregler. De bør ikke give dem lov til at dunke deres hoved mod gulvet. ... Mødrene bør opdrage dem, mens de er spæde. Begynd med sangene om Betlehem. Disse blide toner vil have en beroligende indflydelse. Syng disse stilfærdige sange om Jesus og hans kærlighed for dem.

(89)   Ingen vaklen eller ubeslutsomhed. - Der bør lægges bånd på barnets genstridige sindelag så tidligt som muligt, for jo længere denne pligt bliver udsat, des vanskeligere bliver den at udføre. Børn med et voldsomt og hidsigt sind har brug for særlig omhu fra forældrenes side. De bør behandles på en særlig venlig, men bestemt måde. Der bør ikke være nogen vaklen eller ubeslutsomhed hos forældrene i sådanne tilfælde. De karakteregenskaber, der naturligt vil hindre deres egenartede fejl i at vokse, bør omhyggeligt næres og styrkes. Overbærenhed med et barn, der har anlæg for hidsighed og egensindighed, vil føre til dets ødelæggelse. Dets fejl vil blive stærkere med årene, de vil forhale forstandens udvikling og blive mere fremtrædende end alle dets gode og ædle karaktertræk.

(89)   Forældrenes eksempel på selvbeherskelse er uundværligt. - Nogle forældre kan ikke beherske sig selv. De tøjler ikke deres sygelige appetit eller hidsige sind, og derfor kan de ikke opdrage deres børn til at fornægte appetitten ,eller lære dem selvbeherskelse.

(89)  Hvis forældre ønsker at lære deres børn selvbeherskelse, må de først selv lære det. Forældre, som skænder og kritiserer, fremmer et heftigt, hidsigt sindelag hos deres børn.

(90)   Bliv ikke træt af at gøre det rette. - Forældre holder for meget af lediggang og fornøjelser til at gøre den gerning, Gud har anvist dem i hjemmet. Vi ville ikke se de forfærdelige onde tilstande, der råder blandt vor tids unge, hvis disse var blevet opdraget på rette måde hjemme. Hvis forældrene ville tage fat på den gerning, Gud har givet dem, og lære deres børn beskedenhed, selvfornægtelse og selvbeherskelse ved både forskrift og eksempel, ville de opdage, at medens de søger at gøre deres pligt, så de kunne eje Guds velbehag, ville de lære dyrebare lektier i Kristi skole. De ville lære tålmodighed, overbærenhed, kærlighed og sagtmodighed, og det er netop, hvad de skal lære deres børn.

(90)  Efter at forældrenes moralske følsomhed er blevet vakt og de tager den forsømte gerning op med fornyet energi, må de ikke tabe modet eller tillade noget at hindre dem i deres arbejde. Alt for mange bliver trætte af at gøre det rette. Når de opdager, at det kræver store anstrengelser, stadig selvbeherskelse og forøget nåde såvel som kundskab at imødegå de uventede kritiske situationer, der opstår, bliver de modløse, opgiver kampen og lader sjælefjenden få sin vilje. Dag efter dag, måned efter måned, år efter år, skal arbejdet fortsætte, indtil jeres børns karakter er dannet og deres vaner er befæstet på rette måde. I må ikke give op og overlade livet i jeres familie til at fortsætte på en løs og ligegyldig facon.

(90)   Tab aldrig selvbeherskelsen. - Vi må aldrig miste selvbeherskelsen. Lad os altid have vort fuldkomne forbillede for øje. Det er en synd at tale med utålmodighed og irritation eller at være vred - også selv om vi intet siger. Vi skal vandre værdigt, idet vi giver en rigtig fremstilling af Kristus. At udtale et vredt ord er som at slå flint mod flint: det optænder straks vrede følelser.

(91)  Vær ikke som en kastanjeskal. Tillad ikke dig selv at bruge skarpe, irriterende ord i hjemmet. I bør indbyde den himmelske gæst til at komme i jeres hjem og samtidig gøre det muligt for ham og de himmelske engle at blive hos jer. I bør modtage Kristi retfærdighed, Guds Ånds helliggørelse og hellighedens skønhed, så I kan åbenbare livets lys for jeres omgivelser.

(91)  »Større end helt er sindig mand,« siger den vise mand, »større at styre sit sind end at tage en stad.« Den mand eller kvinde, der bevarer et ligevægtigt sind, når de fristes til at give vreden frit løb, står højere i Guds og de hellige engles øjne end den mest berømte general, der nogen sinde har ført en hær til kamp og sejr. En berømt kejser udtalte på sit dødsleje: »Blandt alle mine sejre er der kun en, der bringer mig nogen trøst nu. Det er den sejr, jeg har vundet over mit eget urolige sind.« Alexander og Cæsar fandt det lettere at betvinge verden end at betvinge sig selv. Efter at have erobret den ene nation efter den anden, faldt de - den ene af dem »som offer for drikfældighed, den anden for vanvittig ærgerrighed«.

næste kapitel