Barnet i hjemmet kapitel 41. Fra side 217.     Fra side 223 i den engelske udgave.ren side   tilbage

10. afsnit – Disciplin og dens håndhævelse
41. kapitel - Disciplinens formål

(217)   Selvbeherskelse det vigtigste formål. - Disciplinens formål er at opøve barnet i selvbeherskelse. Det bør lære selvtillid og selvstændighed. Så snart det er i stand til at fatte, bør derfor dets fornuft vindes for lydigheden. Alt, hvad der sker med det, må være af en sådan art, at det viser, at lydighed er noget retfærdigt og fornuftigt. Hjælp det til at se, at der gælder en lov for alle ting, og at ulydighed til slut vil føre til ulykke og smerte. Når Gud siger: »Du må ikke,« så advarer han os i kærlighed mod følgerne af ulydighed for at kunne frelse os fra fortræd og ulykke.

(217)   Brug viljestyrken. - Irettesættelsen får kun sin rette virkning, hvis den, der har forsyndet sig, kommer til at indse sin fejl og sætter sin vilje ind på at rette den. Når dette er opnået, så vis ham hen til nådens og magtens kilde.

(217)  De varigste resultater vil opnås af dem, der oplærer deres elever til at indse, at kraften til at blive respektable og dygtige mænd og kvinder findes i dem selv.

(217)   Ret på vaner, tilbøjeligheder og uheldige tendenser. - Det er forældrenes opgave at holde i ave, lede og styre. De kan ikke gøre noget værre end at give deres børn lov til at tilfredsstille alle deres barnlige ønsker og indfald og lade dem følge deres egne tilbøjeligheder; de kan ikke begå en større uret mod dem end at efterlade det indtryk i deres sind, at de skal leve for at glæde og more sig selv, følge deres egne veje og selv finde deres fornøjelser og selskab. . . . Ungdommen behøver forældre, som vil .opdrage og tugte den, rette på dens dårlige vaner og tilbøjeligheder og fjerne dens uheldige tendenser.

(218)   Nedbryd Satans højborg. - Mødre, jeres børns skæbne ligger for en stor del i jeres hænder. Hvis I svigter jeres pligt, kan I stille dem i Satans rækker og gøre dem til hans medarbejdere til andre sjæles fordærv. Eller I kan ved jeres trofaste opdragelse og gudfrygtige eksempel føre dem til Kristus, så de igen vil påvirke andre, således at mange sjæle kan blive frelst ved jeres indsats.

(218)  Lad os se godt efter og begynde at samle de tabte masker op. Lad os nedbryde fjendens højborg. Lad os med barmhjertighed rette på vore kære og holde dem borte fra fjendens magt. Tab ikke modet.

(218)   Lær dem at respektere både den guddommelige autoritet og jeres. - Børn. . . bør oplæres, opdrages og disciplineres, til de adlyder deres forældre og respekterer deres autoritet. På denne måde vil respekten for guddommelig autoritet blive indpodet i deres hjerter, og undervisningen i familien vil blive som en forberedende undervisning til livet i Himmelen. Opdragelsen, i barndommen og ungdommen bør være af en sådan karakter, at børnene vil blive forberedt til at påtage sig deres religiøse pligter og således blive egnede til at få adgang til de himmelske sale.

(218)  Han, som er al kundskabs kilde, har fastsat betingelsen for, hvornår vi er egnede til at få adgang til Himmelens lyksalighed, med ordene: »Salige er de, som tvætter deres klæder, for at de kan få adgang til livets træ og gennem portene gå ind i staden.« Lydighed mod Guds bud er, hvad Himmelen koster, og det allervigtigste for børnene at lære er at være lydige i Herren mod deres forældre.

(218)   Lydighed af princip, ikke af tvang. - Fortæl jeres børn nøjagtigt, hvad I forlanger af dem. Lad dem forstå, at jeres ord er lov og skal adlydes. Således oplærer I dem til at adlyde Guds bud, som tydeligt erklærer: »Du må,« og »Du må ikke.« Det er langt bedre for jeres dreng at adlyde af princip end af tvang.

(219)   En lektion i ubetinget tillid. - Isak bindes af sin medfølende faders skælvende, kærlige hænder, fordi Gud har sagt det. Sønnen finder sig i opofrelsen, fordi han tror på sin faders retskaffenhed. . . .

(219)  Denne Abrahams troshandling er nedskrevet til gavn for os. Den lærer os den store lektie at have tillid til Guds krav, hvor nærgående og svære de end måtte være; og den lærer børnene fuldkommen underdanighed over for deres forældre og over for Gud. Af Abrahams lydighed lærer vi, at intet er så dyrebart, at vi ikke kan give det til Gud.

(219)   Unge vil reagere på tillid. - De unge må være præget af den tanke, at man stoler på dem. De har æresfølelse og ønsker at blive respekteret, og det er deres ret. Hvis eleverne får det indtryk, at de ikke kan gå og komme, sidde ned eller være nogen steder, selv ikke på deres værelser, uden at blive overvåget og uden at et kritisk øje hviler på dem for at kritisere og indberette, vil det virke demoraliserende, og fritiden vil blive glædesløs. Bevidstheden om en stadig overvågen overstiger forældrenes formynderskab og er langt værre; for forstandige forældre kan ofte med takt opdage, hvad der rører sig under overfladen, og se, hvor det hvileløse sind arbejder under ungdomslængslerne eller under de stærke fristelser, og så sætte deres planer i værk for at modarbejde det onde. Men den stadige overvågen er unaturlig og frembringer netop de onder, den søger at afværge.

(219)  For at de unge skal kunne udvikle fysisk sundhed og en harmonisk karakter, kræves der, at de får motion og opmuntring, og at de omgives med en munter og venlig atmosfære.

(219)   Selvstændighed kontra absolut autoritet. - Der er mange familier, hvis børn synes at være velopdragne, så længe de er under opdragelsens indflydelse; men når det opdragelsessystem, der har holdt dem til faste regler, ophører, synes de at være ude af stand til selv at tænke, handle og beslutte. Disse børn har så længe stået under en jernhård ledelse uden at få lov til selv at tænke og handle i sådanne ting, hvor det i høj grad var naturligt, at de skulle gøre det, at de ikke har nogen tillid til sig selv, når det gælder at handle efter eget skøn fordi de ikke har en mening selv. Når de kommer bort fra forældrene og skal handle på egen hånd, lader de sig let lede i den forkerte retning af andres skøn. De har ingen karakterfasthed. De er ikke blevet henvist til at stole på deres eget skøn så hurtigt og i den udstrækning, som det var praktisk, og derfor er deres ånd ikke blevet udviklet og styrket, som den burde. De har så længe været fuldstændig behersket af deres forældre, at de forlader sig helt på dem; forældrene tænker og træffer afgørelse for dem.

(220)  På den anden side bør de unge heller ikke have lov til at tænke og handle uafhængigt af deres forældres og læreres skøn. Børn bør opdrages til at respektere det skøn, der grunder sig på erfaring, og til at lade sig lede af deres forældre og lærere. De bør opdrages således at deres sind knyttes til deres forældres og læreres sind, og undervises på en sådan måde, at de kan indse det rigtige I at give agt på deres råd. Når de så engang giver slip på deres forældres og læreres vejledende hånd, vil deres karakter ikke være som et siv, der svajer for vinden.

(220)  En streng opdragelse af de unge uden den rette vejledning til selv at tænke og handle, efter som deres personlige evner og sindsbeskaffenhed vil tillade, således at de derved kan opnå tankens vækst, en følelse af selvrespekt og tillid til, at de selv er i stand til at udrette noget - en sådan opdragelse vil altid frembringe en klasse unge mennesker, der er svage, hvor det gælder åndelig og moralsk styrke. Og når de står ude i verden og selv skal handle, vil de lægge den kendsgerning for dagen, at de er dresserede ligesom dyrene, men ingen uddannelse har fået. I stedet for at blive vejledet blev deres vilje tvunget til underkastelse ved forældres og læreres hårde disciplin.

(221)   Onde følger af, at det ene sind hersker over det andet. - De forældre og lærere, der praler af, at de har fuldstændig magt over sind og vilje hos de børn, der står under deres opsyn, ville ophøre med deres praleri, dersom de kunne se, hvordan livet vil forme sig for disse børn, der således bringes til underkastelse ved tvang eller frygt. Sådanne børn er næsten fuldstændig uforberedte til at få del i livets strenge ansvar. Når disse unge mennesker ikke længere står under deres forældre og lærere og nødes til selv at tænke og handle, er det næsten afgjort, at de vælger en fejlagtig kurs og giver efter for fristelsens magt. De gør ikke fremgang her i livet, og de samme mangler viser sig i deres religiøse liv. Hvis de, der underviser børn og unge mennesker, klart kunne se de fremtidige følger af deres misforståede disciplin, ville de forandre deres opdragelsesmetode. Den klasse lærere, der er tilfredse med, at de har næsten fuldstændigt herredømme over deres elevers vilje, er ikke de bedste lærere, selvom det i øjeblikket tilsyneladende kan se smigrende ud.

(221)  Det har aldrig været Guds hensigt, at det ene menneskes sind skulle være fuldstændig behersket af en andens. Og den, der bestræber sig for, at hans elevers personlighed skal opsluges af hans egen, således at han bliver sind, vilje og samvittighed for dem, påtager sig et frygteligt ansvar. Disse elever kan ved visse anledninger optræde som veltrænede soldater. Men når tvangen fjernes, vil det vise sig, at de mangler selvstændighed til at handle på grundlag af faste principper.

(221)   Ved dygtighed og tålmodig anstrengelse. - Det kræver dygtighed ,og tålmodig anstrengelse at forme de unge på den rette måde. Børn, som er kommet til verden bebyrdet med en uheldig arv, en direkte følge af deres forældres synder, trænger især til en meget omhyggelig oplæring for at få udviklet og styrket deres moralske og intellektuelle evner. Og forældrenes ansvar er i sandhed tungt. Onde tilbøjeligheder må omhyggeligt holdes nede og irettesættes med nænsomhed; sindet må stimuleres til fordel for det rette. Barnet bør opmuntres, når det søger at beherske sig. Og alt dette må udføres velovervejet, ellers vil det ønskede mål ikke blive nået.

næste kapitel