Barnet i hjemmet kapitel 42. Fra side 223.     Fra side 229 i den engelske udgave.ren side   tilbage

42. kapitel - Tiden til a t indføre disciplin

(223)   Ulydige børn er et tegn på de sidste dage. - Et af tegnene på de »sidste dage« er børns ulydighed mod deres forældre. Erkender forældrene deres ansvar? Mange synes at have mistet den bevågenhed, de altid burde vise deres børn, og giver dem lov til at hengive sig til syndige lidenskaber og at være ulydige.

(223)  Børn er Herrens gave, og hvis forældrene ikke giver dem en opdragelse, der vil sætte dem i stand til at følge Herrens vej, så forsømmer de en hellig pligt. Det er ikke Guds vilje eller hensigt, at børnene skal blive rå, grove, uhøflige, ulydige, utaknemmelige, ufromme, fremfusende, opblæste, lystens venner snarere end Guds venner. Skriften siger, at disse samfundstilstande er et tegn på de sidste dage.

(223)   Eftergivende forældre gør børnene uegnede til Himmelen. - Der er fuldkommen orden i Himmelen, fuldkommen harmoni og enighed. Hvis forældrene derfor forsømmer at sætte deres børn under passende myndighed her, hvor kan de da gøre sig noget håb om, at de vil blive regnet for egnet selskab for de hellige engle i en fredfyldt og harmonisk verden?

(223)  De, der ikke har haft nogen respekt for orden eller disciplin her i livet, ville ikke have nogen respekt for den orden, der overholdes i Himmelen. De kan aldrig få adgang til Himmelen; for alle, som er værdige til at indgå der, vil elske orden og respektere disciplin. Den karakter, der dannes her i livet, vil afgøre den fremtidige skæbne. "Når Kristus kommer, vil han ikke forandre nogens karakter. . . . Forældre bør ikke forsømme nogen pligt til gavn for deres børn. De bør opdrage dem på en sådan måde, at de må kunne blive til velsignelse for samfundet hernede og som belønning høste det evige liv hinsides.

(224)   Hvornår bør disciplinen tage sin begyndelse? - Barnet bør begynde at lære disciplin i samme øjeblik, det begynder at gøre sin vilje gældende. Dette kan kaldes en ubevidst opdragelse. Det er her, et samvittighedsfuldt og vægtigt arbejde skal begynde. Den største byrde påhviler nødvendigvis moderen. Hun er den første, der tager sig af barnet, og hun skal lægge grunden til en opdragelse, der vil hjælpe barnet til at udvikle en stærk, harmonisk karakter. . . .

(224)  Ofte viser spædbørn en meget bestemt vilje. Hvis denne vilje ikke bringes til at underkaste sig en mere forstandig autoritet end barnets egne ubeherskede ønsker, vil Satan tage magten over sindet og forme tilbøjelighederne efter sin vilje.

(224)  Forsømmes arbejdet med at disciplinere og oplære, indtil en egensindig tilbøjelighed er blevet rodfæstet, begår man en meget alvorlig uret mod børnene, for så vokser de op og bliver selviske, fordringsfulde og utiltalende. De kommer lige så dårligt ud af det med sig selv, som andre gør; derfor vil de altid være utilfredse. Moderens gerning må begynde så tidligt, at Satan ikke får nogen chance for at beherske de smås sind og tilbøjeligheder.

(224)   Undertryk det onde, første gang det forekommer. - Forældre, I bør begynde jeres første undervisning i disciplin, medens de små endnu er spædbørn i jeres arme. Lær dem at bøje deres vilje under jeres. Dette kan gøres, hvis man handler konsekvent og viser fasthed. Forældre bør have fuldkomment herredømme over deres eget sind og med mildhed, men dog med fasthed bøje barnets vilje, indtil det ikke kan tænke sig noget andet end at bøje sig for deres ønsker.

(225)  Forældrene begynder ikke i tide. De første tegn på heftighed bliver ikke undertrykt, og børnene bliver stædige, hvilket tiltager med deres opvækst og styrkes, efter som de bliver stærkere.

(225)  »For små til straf«? - Eli styrede ikke sit hus, som Gud ønsker, at et hjem skal styres. Han fulgte sit eget hoved. Den stolte fader så igennem fingre med sine sønners synder, mens børnene var små, og trøstede sig med, at de ville vokse fra deres onde tilbøjeligheder. Der er mange, der begår den samme fejltagelse i dag. De tror, at deres egne begreber om børneopdragelse er bedre end de principper, som Gud har nedfældet i sit ord. De gør intet for at komme børnenes dårlige tilbøjeligheder til livs og siger til deres undskyldning: »De er for små til at blive straffet. Vent, til de bliver større, så man kan tale dem til fornuft.« Resultatet er, at de dårlige vaner får lov til at rodfæste sig og præge karakteren. Sådanne børn, der får lov at vokse op fuldstændig uden disciplin, besidder karaktertræk, som er til forbandelse for dem hele livet, og der er stor sandsynlighed for, at de smitter andre dermed.

(225)  Det værste, forældrene kan gøre, er at lade børnene få deres vilje. Når forældrene tager hensyn til alle børnenes ønsker og føjer dem i det, som de ved er til skade for dem, mister børnene hurtigt respekten for forældrene og for Guds og andre menneskers myndighed og bliver Satans slaver.

(225)   Lad opdragelsen i hjemmet komme forud for andre beskæftigelser. - Mange viser hen til børn af præster, lærere og andre ansete lærde og fromme mænd og fremhæver, at hvis disse mænd med så store fortrin ikke kan styre deres børn, så har de, som er mindre gunstigt stillet, intet håb om et godt resultat. Det afgørende spørgsmål er: »Har disse mænd givet deres børn, hvad der tilkommer dem - et godt eksempel, en omhyggelig undervisning og passende tugt?« Det er ved at forsømme disse absolut nødvendige ting, at sådanne forældre giver samfundet børn, som ikke har et ligevægtigt sind eller tåler disciplin, og som er uvidende om, hvad det praktiske liv kræver. Herved lider verden en overlast, som opvejer alt det gode, de udfører med deres arbejde. Disse børn overfører deres egen fordærvede karakter som arv til deres efterkommere, og med deres dårlige eksempel og indflydelse ødelægger de samfundet og volder skade i menigheden. Vi kan ikke tro, at noget menneske, uanset hvilke evner og talenter det har, tjener Gud eller verden bedst, når dets tid er viet andre beskæftigelser på bekostning af dets egne børn.

(226)   Himmelens samarbejde er lovet. - Gud vil velsigne en berettiget og korrekt disciplin. Men »skilt fra mig«, siger Jesus, »kan I slet intet gøre.« De himmelske intelligensvæsener kan ikke samarbejde med fædre og mødre, som er forsømmelige med at opdrage deres børn, og som giver Satan lov til at bruge denne lille spæde organisme, dette ungdommelige sind, som et redskab, hvormed han kan modvirke Helligåndens arbejde.

næste kapitel