Barnet i hjemmet kapitel 46. Fra side 263ren side   tilbage

11. Afsnit - Mangelfuld opdragelse
46. kapitel - Eftergivenhedens onder

(263)   Sand kærlighed er ikke eftergivende. - Kærlighed er nøglen til et barns hjerte, men den kærlighed, som får forældre til at give efter for deres børns ulovlige ønsker, er ikke en kærlighed, som virker til deres bedste. Den inderlige hengivenhed, der udspringer af kærlighed til Jesus, vil sætte forældrene i stand til velovervejet at udøve deres autoritet og kræve omgående lydighed. Forældrenes og børnenes hjerter behøver at blive svejset sammen, så de som en familie kan blive den forbindelse, gennem hvilken visdom, kraft, mildhed, venlighed og kærlighed kan flyde.

(263)   For megen frihed skaber fortabte sønner. - Grunden til, at børn ikke bliver gudfrygtige, er, at de får lov til at have for megen frihed. Deres vilje og tilbøjelighed bliver føjet. . . . Mange bliver fortabte sønner som følge af eftergivenhed i hjemmet, og fordi deres forældre ikke har været ordets gørere. Indstillingen og målsætningen må støttes af faste, ufravigelige, hellige principper. Bestemtheden og kærligheden må underbygges med et smukt og retlinet eksempel.

(263)   Jo mere der gives efter, des sværere at styre. - Forældre, skab et lykkeligt hjem for jeres børn. Med dette mener jeg ikke, at I skal give efter for dem. Jo mere der gives efter, des sværere vil de blive at styre, og des vanskeligere vil det blive for dem at .leve et sandt og ædelt liv, når de går ud i verden. Hvis I giver dem lov til at gøre, hvad de har lyst til, vil deres karakters renhed og ynde hurtigt svinde. Lær dem at adlyde. Lad dem forstå, at jeres myndighed skal respekteres. Det gør dem måske en smule ulykkelige nu, men det vil spare dem for megen ulykke i fremtiden.

(264)  At give efter for et barn, mens det er lille og fejlende, er en synd. Et barn bør holdes i ave.

(264)  Hvis børn får lov til at få deres vilje, får de den ide, at de skal opvartes, passes, tilfredsstilles og underholdes. De tror, at deres ønsker og vilje nødvendigvis må tilfredsstilles.

(264)  Bør hun [moderen] ikke lade sit barn få sin vilje nu og da, lade det gøre, som det har lyst, og give det lov til at være ulydigt? Bestemt ikke, for lige så sikkert, som hun gør dette, lader hun Satan plante sit sorte banner i sit hus. Hun må udkæmpe slaget for barnet, som ikke kan kæmpe selv. Hun må gendrive Djævelen, søge Gud inderligt og aldrig lade Satan tage barnet ud af hendes arme og lægge det i sine.

(264)   Eftergivenhed forårsager rastløshed og utilfredshed. - I nogle familier er barnets ønsker lov. Det får alt, hvad det ønsker. Alt, hvad det ikke kan lide, bliver det opmuntret til ikke at kunne lide. Denne eftergivenhed antages at kunne gøre barnet lykkeligt, men det er netop den, som gør det rastløst, misfornøjet og utilfreds med alt. Eftergivenhed har ødelagt dets lyst til enkel og sund føde og til en enkel og sund brug af tiden; tilfredsstillelse har bragt denne karakter ud af ligevægt for tid og evighed.

(264)   Elisas virkningsfulde irettesættelse af respektløshed. - Den tanke, at vi må bøje os for et egensindigt barns vilje, er en fejltagelse. Elisa blev lige ved begyndelsen af sin gerning hånet og spottet af Betels ungdom. Han var en meget mild mand, men Guds Ånd drev ham til at udtale en forbandelse over disse spottere. De/havde hørt om Elias' himmelfart, og deres hånlige tilråb drejede sig om denne højtidelige begivenhed. Elisa viste, at hverken unge eller gamle skulle spøge med hans hellige kald. Da de sagde, at han hellere skulle stige op ligesom Elias, forbandede han dem i Herrens navn. Den frygtelige dom, der blev afsagt over dem, var fra Gud.

(265)  Efter dette havde Elisa ikke flere vanskeligheder i sin gerning. I halvtreds år gik han ind og ud af Betels port, rejste fra by til by og. passerede gennem sværme af uvirksomme, tøjlesløse unge af den værste og mest uforskammede slags; men ingen gjorde nogen sinde nar af ham eller bagatelliserede hans kvalifikationer som den Allerhøjestes profet.

(265)   Lad jer ikke overtale. - Forældre vil få meget at stå til regnskab for på opgørelsens dag på grund af deres syndige eftergivenhed over for deres børn. Mange tilfredsstiller ethvert urimeligt ønske, fordi det er lettere at blive af med deres plageri på den måde end på nogen anden. Et barn bør opdrages sådan, at et afslag vil blive modtaget i den rette ånd og accepteret som endeligt.

(265)   Tro ikke et barns udtalelser frem for andres. - Forældre bør ikke gå let hen over deres børns synder. Når en trofast ven påpeger disse synder, bør forældrene ikke føle sig gået for nær og optage det som en personlig fornærmelse. Ethvert barns og enhver ungs vaner påvirker samfundets velfærd. En ungs dårlige livsførelse kan lede mange andre ind på en dårlig vej.

(265)  Giv ikke jeres børn den opfattelse, at I tror deres udtalelser frem for ældre kristnes. Det er det værste, I kan gøre dem. Når I siger: »Jeg tror mere på mine børn, end jeg tror på dem, som jeg har vidnesbyrd om er Guds børn,« opmuntrer I dem til falskhed.!

(265)   Et ødelagt barns arv. - Det er umuligt at beskrive de onde følger af at overlade et barn til at gøre, som det vil. Nogle af dem, der kommer på afveje på grund af vanrøgt i barndommen, vil senere komme til sig selv ved at få indprentet en praktisk undervisning; men mange går tabt for evigt, på grund af at de i barndommen og ungdommen kun fik en delvis og ensidig opdragelse. Det ødelagte barn har en tung byrde at bære livet igennem. Under prøvelser, fristelser og. skuffelser vil det følge sin udisciplinerede, vildledte vilje. Børn, der aldrig har lært at adlyde, vil have en svag, letbevægelig karakter. De søger at herske, men har ikke lært at bøje sig. De har ikke moralsk styrke til at beherske deres egensindige natur, rette deres dårlige vaner eller. betvinge deres uregerlige vilje. Den uskolede og udisciplinerede barndoms fejltrin bliver den voksnes arv. Den fordærvede forstand kan næppe skelne mellem rigtigt og forkert.

næste kapitel