47. kapitel - En slap disciplin og dens følger

(267)  En mangelfuld opdragelse påvirker hele det religiøse liv. - Der hviler et ve over de forældre, som ikke har lært deres børn at frygte Gud, men som har tilladt, at de voksede op uden disciplin og kontrol. I deres barndom fik de lov til at give udtryk for voldsom sindsbevægelse og egenrådighed og til at handle efter indskydelse, og den samme ånd bringer de ind i deres egne hjem. Deres karakter er behæftet med fejl og lidenskabelighed. Selv om de har antaget Kristus, har de ikke overvundet de lidenskaber, som fik lov til at herske i deres hjerter som børn. De tager følgerne af deres børneopdragelse med sig gennem hele deres religiøse liv. Det er overordentlig vanskeligt at fjerne det præg, Herrens plante således har fået; for som kvisten bøjes, formes træet. Hvis sådanne forældre antager sandheden, har de en hård kamp foran sig. Deres karakter skal forvandles; men hele deres religiøse erfaring bliver påvirket af den slappe disciplin, de var under tidligt i livet. Og deres børn kommer til at lide på grund af deres mangelfulde opdragelse; for deres fejl præger dem indtil tredje og fjerde led. ret

(267)  Vore dages Elier. - Når forældre sanktionere r og således foreviger deres børns fejl, som Eli gjorde, vil Gud med sikkerhed bringe dem i en stilling, hvor de vil kunne se, at de ikke blot har skadet deres egen indflydelse, men også de unges indflydelse, som de skulle have holdt i tømme. . . . De vil komme til at lære nogle bitre lektioner. ret

(267)  O, om vore dages Elier, som alle vegne kommer med undskyldninger for deres børns egenrådighed, straks ville hævde den myndighed, Gud har givet dem, til at holde igen på deres børn og irettesætte dem. Forældre og værger, som ser gennem fingre med og undskylder synd hos dem, som står i deres varetægt, bør huske, at de således bliver meddelagtige i disse synder. Hvis tugtens ris blev brugt noget tiere, dog ikke i vrede, men i kærlighed og under bøn, fremfor en grænseløs eftergivenhed, ville vi se lykkeligere familier og bedre samfundstilstande. ret

(268)  Elis forsømmelse er tydeligt fremlagt for enhver fader og moder i landet. Som følge af hans vanhellige hengivenhed og hans uvilje til at udføre en ubehagelig pligt høstede han sine egensindige sønners uretfærdighed. Både faderen, som tillod ondskaben, og børnene, som udførte den, var skyldige for Gud, og han ville ikke modtage noget slagtoffer for deres overtrædelse. ret

(268)   Mangelfulde karakterer en forbandelse for samfundet. - Åh! hvornår vil forældrene blive forstandige? Hvornår vil de indse og forstå karakteren af det, de gør, når de forsømmer at kræve lydighed og respekt i overensstemmelse med befalingerne i Guds ord? Følgerne af denne slappe opdragelse af børnene kan ses, når de går ud i verden og indtager deres plads som overhoveder for deres egne familier. De viderefører deres forældres fejltagelser. Deres mangelfulde karaktertræk får frit spillerum; og de overfører deres dårlige smag; vaner og temperament, som fik lov til at udvikle sig i deres egen karakter. Således bliver de en forbandelse for samfundet i stedet for en velsignelse. ret

(268)  Den ondskab som findes i verden i dag, kan føres tilbage til forældres forsømmelighed i at opdrage på sig selv og deres børn. Tusinder og atter tusinder. af Satans ofre er, hvad de er, på grund af den uforstandige made, de blev behandlet på i deres barndom. Gud dadler strengt denne dårlige ledelse. ret

(269)   Når der slækkes på disciplinen. - Børn, som bliver styret dårligt, og som ikke er opdraget til at vise lydighed og respekt, knytter sig til verden og lægger deres forældre i tømme og leder dem, hvorhen de har lyst. Alt for ofte slækker forældrene på disciplinen netop når børnene skulle vise ubetinget respekt og lydighed over for deres forældres beslutning. Forældre, som hidtil har været strålende eksempler på gennemført fromhed, bliver nu ledet af deres børn. Deres bestandighed er borte. Fædre, som har båret Kristi kors og i en oprigtig hensigt har båret Herren Jesu sår mærker, ledes af deres børn på tvivlsomme og usikre veje. ret

(269)   Eftergivenhed over for de ældre børn. - Fædre og mødre, som burde forstå det ansvar, der påhviler dem, slækker på deres disciplin for at imødekomme deres opvoksende sønners og døtres tilbøjeligheder. Barnets vilje er den lov, man følger. Mødre, som har været konsekvente og ubøjelige i deres troskab mod principper, bevaret enfoldigheden og trofastheden, bliver eftergivende, efterhånden som deres børn udvikler sig til mænd og kvinder. Af hensyn til, hvad der tager sig ud, giver de med egne hænder deres børn til Satan, ligesom de frafaldne jøder lod dem gå igennem ilden for Molok. ret

(269)  Man vanærer Gud for at vinde barnets velvilje. - Fædre og mødre giver efter for gudløse børns tilbøjeligheder og hjælper dem med penge og muligheder, for at de skal se ud af noget i verden. ret

(269)  O, hvilket regnskab sådanne forældre vil komme til at aflægge for Gud! De vanærer Gud og viser deres egensindige børn al mulig ære, idet de åbner døren for dem til fornøjelser, som de før principielt fordømte. De har tilladt kortspil, dans og baller at vinde deres børn for verden. På den tid, da indflydelsen over deres børn burde være stærkest og bære vidnesbyrd om, hvad sand kristendom vil sige, pådrager de sig ligesom Eli Guds forbandelse ved at vanære ham og ignorere hans krav for at vinde deres børns velvilje. Men en tillempet fromhed vil ikke være meget værd i dødstimen. Selvom nogle af evangeliets forkyndere måske godkender denne form for religion, vil forældrene opdage, at de har givet afkald på herlighedens krone for at vinde en værdiløs laurbærkrans. Måtte Gud hjælpe fædre og mødre til at vågne op og gøre deres pligt! ret

(270)   Vær, hvad I ønsker, at jeres børn skal være. - Vær, hvad I ønsker, at jeres børn skal være. Forældrene har ved forskrift og eksempel overført deres karakters særpræg på deres efterkommere. Den ustadige, grove, uhøflige optræden og tale sætter sit præg på børnene og børnebørnene, og således vidner forældrenes fejlagtige ledelse imod dem fra slægt til slægt. ret

næste kapitel