Barnet i hjemmet kapitel 49. Fra side 280ren side   tilbage

49. kapitel - Slægtninges holdning

(280)   Overbærende slægtninge er et problem. - Pas på, når I overgiver opdragelsen af jeres børn til andre. Ingen kan fuldstændig fritage jer for det ansvar, Gud har givet jer. Mange børn er blevet aldeles ødelagt ved slægtninges eller venners indblanding i deres opdragelse. Mødre bør aldrig give deres søstre eller mødre lov til at blande sig i deres kloge ledelse af deres børn. Skønt moderen kan have fået den allerbedste oplæring fra sin moders hånd, vil hun alligevel i ni af ti tilfælde som bedstemoder ødelægge sin datters børn ved eftergivenhed og uforstandig ros. Alle moderens tålmodige anstrengelser kan gøres virkningsløse ved denne behandling. Det er almindelig bekendt, at bedsteforældre som regel er uegnede til at opdrage deres børnebørn. Mænd og kvinder bør vise deres forældre al skyldig agtelse og respekt; men når det gælder opdragelsen af deres egne børn, bør de ikke tillade nogen indblanding, men holde tøjlerne i deres egen hånd.

(280)   Når de ler ad respektløshed og egenrådighed. - Overalt hvor jeg kommer, smerter det mig at se mangelen på passende disciplin og tugt i hjemmene. Små børn får lov til at svare igen, at være respektløse og uforskammede og at bruge et sprog, som intet barn nogen sinde burde få lov til at bruge over for sine overordnede. Forældre, som tillader brugen af et upassende sprog, fortjener flere bebrejdelser end deres børn. Uforskammethed hos et barn bør ikke tolereres i et eneste tilfælde. Men fædre og mødre, onkler, tanter og bedsteforældre ler, når den lille etårige skabning viser vrede. Dets ufuldkomne udtryk for respektløshed, dets barnlige egenrådighed finder man morsomt. Således styrkes forkerte vaner, og barnet vokser op og bliver til ubehag for alle omkring det.

(281)   Når de misbilliger en betimelig irettesættelse. - Jeg er især bange for mødrene, når jeg ser, hvor blinde de er, og hvor lidt de føler det ansvar, som er pålagt en moder. De ser Satan virke i det egenrådige barn, der blot er nogle få måneder gammelt. Fyldt med ondsindet vrede synes Satan at tage det helt i besiddelse. Men måske er der i huset en bedstemoder, en tante eller andre slægtninge eller venner, der vil søge at få moderen til at tro, at det vil være en grusomhed at irettesætte det barn, mens netop det modsatte er sandt, og det er den største grusomhed at lade dette sarte, hjælpeløse barn være i Satans besiddelse. Satan må afvises. Hans tag i barnet må brydes. Hvis irettesættelse er tiltrængt, så giv den trofast. Kærlighed til Gud og sand medlidenhed med barnet vil føre til en trofast udførelse af pligten.

(281)   Forviklinger ved en familiekoloni. - Det er ikke det bedste for børnene, når en, to eller tre familier, som er knyttet til hinanden gennem ægteskab, bosætter sig nogle få kilometer fra hverandre. Indflydelsen er ikke god for nogen af parterne. Den enes affære bliver alles affære. De indviklede problemer og vanskeligheder, som alle familier i større eller mindre grad oplever, og som så vidt muligt burde holdes inden for familiens rammer, bliver udvidet til familiens slægtninge og får indflydelse på de religiøse møder. Der er ting, som tredje person ikke bør vide, uanset hvor god en ven eller hvor nær en slægtning det end er. Den enkelte og familien bør selv bære dem. Men den nære forbindelse mellem flere familier i stadigt samkvem har en tendens til at nedbryde den værdighed, der bør fastholdes i enhver familie. Under, udførelsen af det ømtålelige hverv at irettesætte og formane vil der være fare for at såre følelserne, medmindre dette gøres med største nænsomhed og omhu. Selv den mest mønsterværdige karakter er tilbøjelig til at begå fejl, og der bør udvises stor omhu, for at der ikke skal blive gjort for meget ud af småting.

(281)  Et sådant familie- og menighedsforhold. . . er meget tiltalende for de naturlige følelser; men alt taget i betragtning er det ikke det bedste for udviklingen af en harmonisk kristen karakter. . . , Alle parter ville være lykkeligere, hvis de blev adskilt og besøgte hinanden lejlighedsvis, og deres indflydelse på hinanden ville blive ti gange større.

(281)  Da de er forenet gennem ægteskab og blander sig i hinandens daglige liv, er enhver opmærksom på den andens fejl og føler sig forpligtet til at rette på dem; og da disse slægtninge virkelig holder af hinanden, bliver de bedrøvet over småting, som de ikke ville lægge mærke til hos dem, de ikke er så nær forbundet med. Nogle af dem gennemgår bitre sjælekvaler, fordi den følelse opstår, at de ikke er blevet behandlet så upartisk og med al den hensynsfuldhed, som de fortjente. Somme tider opstår der smålig skinsyge, og myg bliver til elefanter. Disse små misforståelser og ubetydelige uoverensstemmelser forårsager flere alvorlige sjælekvaler end de prøvelser, som har deres udspring andetsteds.

næste kapitel