Barnet i hjemmet kapitel 50. Fra side 285ren side   tilbage

12. Afsnit - Udvikling af åndsevnern
50. kapitel - Hvad omfatter sand uddannelse?

(285)   Hvad indbefatter sand uddannelse? - Sand uddannelse betyder mere end at tage et vist kursus. Den er omfattende. Den indbefatter den harmoniske udvikling af alle legemets kræfter og åndsevner. Den lærer os at elske og frygte Gud og er en forberedelse til trofast opfyldelse' af livets pligter.

(285)  En rigtig uddannelse omfatter ikke blot en intellektuel opdragelse, men den oplæring, der vil frembringe en sund moral og en korrekt optræden.

(285)  Det første store punkt i al uddannelse er at kende og forstå Guds vilje. Vi burde hver eneste dag i livet gøre os umage for at tilegne os denne viden. At studere videnskab alene gennem en menneskelig fortolkning er at skaffe sig en falsk uddannelse; men at lære af Gud og Kristus er at studere Himmelens videnskab. Forvirringen om uddannelsen er opstået, fordi man ikke har ophøjet Guds visdom og kundskab.3

(285)   En modvægt mod en egoistisk rivalisering og begærlighed. - Hvordan er så den givne uddannelses tendens i en tid som denne? Til hvad appelleres der som oftest? Til egoisme! Meget af den uddannelse, der gives, er blot en forvanskning af dette navn. Den selviske ærgerrighed, magtsygen, ligegyldigheden med menneskers rettigheder og behov, som er vor verdens forbandelse, finder sin modvægt i den rette uddannelse. Guds plan for tilværelsen rummer plads for hvert eneste menneske. Enhver skal udnytte sine evner til det yderste; og hvis man er tro i dette, hvad enten evnerne er store eller små, berettiget det én til at blive æret.

(286)  Inden for Guds plan er der ikke plads til selvisk kappestrid. De, som »måler sig med sig selv og sammenligner sig med sig selv«, er ikke kloge. 2 Kor. 10, 12. Hvad vi end gør, skal det gøres »efter den styrke, Gud skænker«. 1 Pet. 4, 11. Det skal gøres »af hjertet som for Herren og ikke for mennesker. I ved jo, at I til gengæld af Herren skal få arven; Kristus skal være den Herre, I tjener«. Kol. 3, 23. 24. Det er en værdifuld tjeneste, der gøres, og en værdifuld opdragelse, der opnås, ved at føre disse principper ud i livet. Men hvor uendelig forskellig herfra er ikke det meste af den opdragelse, der nu gives! Lige fra barnets første år er den en appel til kappelyst og kappestrid; den fremmer selviskhed, som er roden til alt ondt. 4

(286)   Forbilledet blev givet i Edens have. - Det uddannelsessystem, der blev indstiftet ved verdens begyndelse, skulle være en rettesnor for mennesket gennem alle senere tider. Som eksempel på dets grundsætninger blev der oprettet en mønsterskole i Eden, vore første forældres hjem. Edens have var skolestuen, naturen var lærebogen, Skaberen selv var læreren, og menneskeslægtens forældre var eleverne.

(286)   Illustreret ved eksempler af den største lærer. - Da Frelseren uddannede sine disciple, fulgte han den uddannelsesplan, som blev givet i begyndelsen. De tolv, som først blev udvalgt, og nogle få andre, der fra tid til anden var i forbindelse med dem, fordi de hjalp dem med deres fornødenheder, udgjorde Jesu familie. De var sammen med ham i hjemmet, ved bordet, i lønkammeret og på marken. De ledsagede ham på hans vandringer, delte hans prøvelser og besværligheder og tog efter bedste evne del i hans arbejde.

(286)  Undertiden underviste han dem, mens de sad sammen på bjergskråningen, undertiden ved søens bred eller fra en fiskerbåd, og undertiden mens de vandrede hen ad vejen. Hver gang han talte til skarerne, dannede disciplene inderkredsen. De holdt sig ganske tæt ved ham for ikke at gå glip af noget af hans undervisning. De var opmærksomme tilhørere og ivrige efter at forstå de sandheder, som de skulle bringe videre til alle lande og alle tider.

(287)   Sand uddannelse er både praktisk og boglig. - I barndommen og ungdommen bør praktisk og boglig undervisning kombineres, og sindet bør fyldes med viden. . . .

(287)  Børn bør lære at tage del i de huslige pligter. De bør undervises i, hvorledes de kan hjælpe far og mor med de små ting, som de kan gøre. De bør lære at bruge deres forstand og pålægges at huske deres bestemte arbejde; og ved oplæringen til at gøre nytte i hjemmet bliver de opdraget til at udføre de praktiske ting, som passer for deres alder.'

(287)   Det er ikke naturligt for de unge at vælge den. - Den form for uddannelse, som gør de unge egnede til det praktiske liv, vælger de ikke som noget naturligt. De fremsætter deres ønsker, deres sympatier og antipatier, og hvad de foretrækker og er tilbøjelige til; men hvis forældrene har det rette syn på Gud, på sandheden og på den indflydelse og det selskab, som bør omgive deres børn, vil de føle, at Gud har pålagt dem et ansvar for at lede deres uerfarne børn med omhu.

(287)   Den er ikke en metode til at undgå livets byrder. - Lad denne tanke blive indprentet de unge, at uddannelsen ikke tilsigter at lære dem at undgå livets ubehagelige hverv og tunge byrder; men at dens formål er at lette arbejdet ved at lære dem bedre metoder og give dem et højere mål. Lær dem, at livets sande formål ikke er selv at sikre sig den størst mulige vinding, men at ære deres skaber ved at udrette deres del af verdens arbejde og ved at række en hjælpende hånd til dem, der er svagere eller mere uvidende.

(288)   Uddannelsen bør vække tjenestens ånd. - Frem for alt vil bevidstheden om, at man udfører dagliglivets små pligter for Kristi skyld, bidrage til at danne karakteren og tilskynde til uselvisk tjeneste. Det er forældrenes og lærerens opgave at vække en sådan ånd til live og holde den ved lige. De kunne ikke blive betroet en vigtigere opgave. Tjenestens ånd er Himmelens ånd, og engle vil hjælpe enhver, som søger at udvikle den hos sig selv og andre.

(288)  En sådan uddannelse må bygge på Guds ord. Kun der fremstilles dens principper helt og fuldt. Bibelen bør være grundlaget for studium og undervisning. Den vigtigste kundskab er kundskaben om Gud og den, han har udsendt.

(288)   Den sætter den moralske oplæring højere end den intellektuelle. - Børn trænger i høj grad til en passende uddannelse, så de kan blive til nytte i verden. Men enhver indsats, der hæver den intellektuelle udvikling over den moralske, har et forkert sigte. Undervisning, opøvelse, afpudsning og forædling af de unge og børnene bør være både forældres og læreres hovedopgave.

(288)   Dens mål er at opbygge karakteren. - Den højeste uddannelse er den, der giver en viden og disciplin, som fører til den bedste udvikling af karakteren og bereder sjælen for livet, der måler sig med Guds liv. Evigheden må ikke lades ude af betragtning. Den højeste uddannelse er den, som lærer vore børn og unge kristendommens videnskab, der vil give dem en erfaringsmæssig kundskab om Guds handlemåde og give dem den undervisning, Kristus gav sine disciple om Guds faderlige karakter.

(288)   Det er en uddannelse, som retleder og udvikler. - Der er en tid til at opdrage børnene og en tid til at uddanne de unge, og det er af vigtighed, at begge disse ting i stor udstrækning forenes i skolen. Børn kan opdrages til syndens tjeneste eller til retfærdighedens tjeneste. De unges tidlige opdragelse giver deres karakter form både i deres timelige og i deres religiøse liv: Salomo siger: »Væn drengen til den vej, han skal følge, da viger han ikke derfra, selv gammel.« Ordsp. 22, 6. Dette er bestemt tale. Den opdragelse, Salomo påbyder, går ud på at lede, uddanne og udvikle.

(289)  For at forældre og lærere skal kunne udføre denne gerning, må de selv forstå »den vej«, barnet bør gå. Dette indbefatter mere end blot boglige kundskaber. Det omfatter alt, hvad der er godt, dydigt, retfærdigt og helligt. Det indbefatter udøvelse af afholdenhed, gudsfrygt, broderlig venlighed samt kærlighed til Gud og til hverandre. For at opnå dette mål må man tage sig af barnets fysiske, åndelige, moralske og religiøse oplæring.

(289)   Den oplærer arbejdere for Gud. - Fædre og mødre har fået overdraget ansvaret for at give de børn, der er betroet dem, en kristen uddannelse. De må under ingen omstændigheder lade nogen form for arbejde optage sind, tid og talenter i en sådan grad, at deres børn får lov til at drive omkring, indtil de er langt borte fra Gud. De må ikke slippe taget på deres børn, så de falder i de vantros hænder.

(289)  De må gøre alt, hvad der står i deres magt for at bevare dem fra at tilegne sig verdens ånd. De skal oplære dem til at blive Guds medarbejdere. De skal være Guds menneskelige hånd og gøre sig selv og deres børn rede for et evigt liv.

(289)   Den lærer dem at elske og frygte Gud. - Kristne forældre, vil I ikke for Kristi skyld undersøge jeres ønsker og mål for jeres børn og se, om de vil kunne bestå for Guds lov?

(289)  Den mest nødvendige undervisning er den, der vil lære dem at elske og frygte Gud.

(290)   Mange anser den for at være gammeldags. - Den uddannelse, der er varig som evigheden, bliver næsten fuldstændig tilsidesat som gammeldags og uønsket. Den opdragelse, der tager sigte på karakterens opbygning med hensyntagen til børnenes nuværende vel og nuværende fred og lykke, og som leder deres fødder ind på den vej, der er banet for Herrens forløste, anses ikke for at være moderne og derfor heller ikke for at være nødvendig. Hvis jeres børn skal gå ind gennem porten til Guds stad som sejrvindere, må de opdrages til at frygte Gud og holde hans bud i dette liv.

(290)   Den går altid fremad og bliver aldrig færdig. - Vor livsgerning her er en forberedelse til det evige liv. Den uddannelse, der begynder på Jorden, vil ikke blive fuldført i dette liv. Den vil fortsætte gennem al evighed og skride fremad uden ophør. I stadig fuldere mål vil Guds visdom og kærlighed i frelsesplanen blive åbenbaret. Frelseren vil lede sine børn til kilderne med det levende vand og give dem en rigdom af kundskab, og dag efter dag vil Guds underfulde gerninger, de synlige beviser på hans magt til at skabe og opholde universet, fremtræde i ny skønhed for deres sind. I det lys, der skinner fra tronen, vil alle hemmeligheder forsvinde, og man vil fyldes med forundring over, hvor enkle de ting er, som man tidligere ikke kunne forstå.

næste kapitel