101. - Ær Herren med dit gods.

(183)  Hvor meget skylder du din Herre? Skal vi modtage enhver velsignelse fra Guds hånd og ikke give ham noget igen, ikke engang give ham tienden, den del, som han har reserveret sig selv? Det er blevet almindeligt at fjerne alt, hvad der hører til virkelig selvopofrelse og gå over til at behage sig selv, men skal vi fortsætte med at modtage hans begunstigelser med ligegyldighed og ikke gengælde hans kærlighed? ret

(183)  Vil I kære unge, være missionærer for Gud? Vil I ikke som aldrig før lære den dyrebare lærdom at give Gud gaver ved at lægge i forrådskammeret noget af det, han har givet jer at forvalte? Hvor meget eller hvor lidt I end har modtaget, bør I lade en del vende tilbage til giveren som et taknemmelighedsoffer. Der burde også lægges noget i forrådskammeret til missionsarbejdet både hjemme og ude i de fjerne lande, ret

(183)  Skatte i himlen.
Guds sag bør ligge vore hjerter meget nær. Sandhedens lys, der er blevet en velsignelse for een familie, vil blive til stor velsignelse for andre familier, hvis forældre og børn lader det gå videre. Men når de goder, Gud så rigeligt har givet os, unddrages ham, og vi bare anvender dem egenkærligt på os selv, vil Guds forbandelse i stedet for hans velsignelse komme over os, for det har Herren tydeligt erklæret. Guds fordringer må gå foran alle andre fordringer. Dernæst skal de fattige og trængende have deres del. De skal ikke forsømmes, hvor meget det end må koste os af ofre. ret

(183)  At der må være mad i mit hus. Det er vor pligt at være mådeholdende i alle ting, i mad og drikke og i klædedragt. Når vi planlægger bygningen og indretningen af vore hjem, må det ske med det i tanke, at vi af villigt hjerte vil give Gud det, som tilhører ham, ikke alene tienden, men også strække os så langt, som muligt m. h. t. gaver og ofre. Der er mange, som kan samle sig skatte i himlen ved at forsyne Guds forrådshus her på jorden med det, som Herren fordrer som sit eget, og med gaver og ofre. ret

(184)  De, som med et ærligt hjerte spørger efter, hvad Gud fordrer af dem med hensyn til de ejendele, de har, bør ransage det gamle testamentes skrifter og se, hvad Kristus, Israels usynlige leder på den lange ørkenvandring, lærte sit folk at gøre i denne henseende, vi skulle personligt være villige til hellere at leve mere ubekvemt og tåle flere besværligheder, end at røve fra Gud den del, som burde tilføres hans hus. De, som flittigt læser Bibelen og tror på den, vil høre et klart så siger Herren i denne sag. ret

(184)  Uden undskyldning.
På den dag, da alle skal dømmes efter deres gerninger, vil enhver undskyldning, som vi af egenkærlighed nu kommer med når vi unddrager Herren vor tiende og vore gaver, smelte bort som dug for solen. Hvis det ikke havde været evigt for sent ville mange have været lykkelige ved at få lov til at vende tilbage for at opbygge en anden karakter! Men det vil da være for sent at forandre de nedtegnelser, som er gjort i de himmelske bøger angående dem, som ugentlig, månedlig og årlig har røvet fra Gud. Deres skæbne vil blive afgjort, uforanderlig afgjort. ... ret

(184)  Selviskhed er et frygteligt onde. Egenkærlighed og ligegyldighed over for de bestemmelser, der er fattet angående forholdet mellem Gud og mennesker, det at nægte at handle som Guds trofaste husholdere, har påført dem hans forbandelse, netop som han har erklæret, at det vil blive tilfældet. Disse sjæle har skilt sig fra Gud. Og ved tale og eksempel har de ledet andre til at ringeagte Guds tydelige befalinger, og han har ikke kunnet udøse sine velsignelser over dem. ret

(184)  Tienden.
Herren har tydeligt sagt: Tienden af alle jeres ejendele er min. Jeres gaver og ofre bør bringes ind i forrådskammeret, så at de kan blive brugt til min sags fremme ved, at ordets forkyndere bliver sendt ud for at oplade skrifterne for dem, som sidder i mørke. ret

(184)  Er der da nogen, som vil løbe den risiko at unddrage Herren det, som tilhører ham og handle som den utro tjener, der skjulte sin herres penge i jorden? Skal vi gøre ligesom den mand og søge at retfærdiggøre vor utroskab ved at bebrejde Herren og sige: "Herre, jeg kendte dig, at du er en hård mand, som høster, hvor du ikke såede, og samler, hvor du ikke spredte; og jeg frygtede og gik hen og skjulte din talent i jorden; se, her har du, hvad dit er." Skal vi ikke hellere fremkomme med vore taknemmelighedsofre for Gud? The youth`s instructor, 26. Aug. 1897. ret

næste kapitel