116. - Religiøs gæstfrihed

(205)  Vi ville være meget lykkeligere og mere nyttige, dersom livet i hjemmet og vore selskabelige sammenkomster var præget af Kristi enkelhed og ligefremhed. I stedet for at lave noget for at vise sig, og som kunne fremkalde beundring eller misundelse hos vore gæster, skulle vi forsøge på at gøre alle omkring os lykkelige ved vor munterhed, sympati og kærlighed. Lad de besøgende se, at vi stræber efter at udføre Kristi vilje. Lad dem se i os, selv om vor lod her i livet er ringe, en tilfredshedens og taknemmelighedens ånd. Et sandt kristeligt hjem vil åbenbare en atmosfære fyldt med fred og ro, et sådant eksempel vil ikke være uden virkning. ... ret

(205)  I vore bestræbelser for at gøre det hyggeligt og lykkeligt for vore gæster, bør vi ikke glemme vore forpligtelser over for Gud. Bedestunden bør ikke forsømmes for andre betragtninger. Man skal ikke tale og more sig så længe at alle bliver for trætte til at nyde andagtsstunden. Gør man det, fremstiller man et dårligt offer for Gud. Vi bør fremkomme med vore bønner og opløfte vore stemmer i lykkelig, taknemmelig pris så tidligt på aftenen at vi kan bede med eftertanke og uden at have hastværk. ret

(205)  Lad enhver som besøger et kristent hjem forstå, at andagtsstunden er den dyrebareste, den helligste og den lykkeligste stund på dagen. Disse andagtsstunder øver en forædlende, opløftende indflydelse over alle dem, som tager del deri. De bringer ånden en følelse af fred og behagelig hvile. - Review and Herald, 29. Nov. 1887. ret

næste kapitel