125. - Kærlighed til verdslig forlystelse.

(221)  Det er en urovækkende kendsgerning, at kærlighed til verden er fremherskende i de unges sind, når man betragter dem som en helhed. Mange opfører sig, som om de dyrebare nådetimer vi ejer, medens nådens dør endnu er åben, var een stor forlystelsesdag, og som om de var her i verden bare for at more sig og føle sig tilfreds med en stadig række af ophidselser. De finder deres fornøjelse i verden og i de ting, der hører verden til, og de er fremmede for Faderen og hans Ånds nåde. De er ikke forsigtige i deres tale, og de synes at glemme, at af deres ord skal de blive retfærdiggjorte eller fordømte. Gud vanæres ved deres intetsigende og tomme, letsindigt tale og latter, der karakteriserer livet hos mange af vore unge. ... ret

(221)  Satan anstrenger sig særlig for at lede dem til at finde lykke i verdslige fornøjelser, og at retfærdiggøre sig ved at forsøge på at vise, at disse fornøjelser er uskyldige og uskadelige, ja endogså gode for sundheden. Han fremstiller helliggørelsens sti som besværlig, medens de verdslige fornøjelsers stier er bestrøet med blomster. ret

(221)  Han fremstiller for de unge verden og dens fornøjelser i falske og flatterende farver, men jordens forlystelser vil snart slutte, og det vi sår, må vi også høste. Er vore personlige egenskaber, vor dygtighed eller vore talenter for værdifulde til at blive viet til Gud, vor Skaber, han som våger over os hver en stund? Er vore egenskaber for dyrebare til at blive helliget Gud? ret

(221)  Visdommens vej.
Ungdommen påstår ofte at de behøver noget som kan oplive dem og lette sindet. Den kristnes håb er netop, hvad vi behøver. Religion viser sig at være for dem som tror, en trøst og en sikker leder til lykkens sande kilde. Den unge bør studere Guds ord og hengive sig til overvejelser og bøn. De vil finde, at de kan ikke benytte deres fritid til noget bedre. Visdommens veje er behagelige veje og alle dens stier er fred. ret

(222)  Paulus skriver til Titus: "Forman ligeledes de unge mænd til at være sindige, idet du i alle måder viser dig selv som et forbillede på gode gerninger og i læren viser renhed, ærbarhed, sund ulastelig tale for at modstanderen må blive til skamme, når han intet ondt har at sige om os." ret

(222)  Jeg beder indtrængende de unge for deres sjæls skyld at give agt på apostelens formaning. Alle disse nådige råd, advarsler og tilrettevisninger, vil enten blive en duft af liv til liv eller en duft af død til død. ret

(222)  De unge er ganske naturligt tilbøjelige til at føle, at man ikke af dem venter meget i retning af at bære ansvar eller byrder. Men der hviler forpligtelser på enhver til at nå op til det bibelske mål. Det lys, der kommer til os gennem de privilegier og anledninger, vi har i fremholdelsen af Guds ord, i råd, advarsler og tilrettevisninger, vil fuldkommengøre karakteren, eller de vil fordømme den ligegyldige. Dette lys skal modtages med glæde af såvel unge som ældre. Hvem vil nu tage sit standpunkt på Guds side besluttet på at give hans tjeneste den første plads i deres liv? Hvem vil påtage sig at bære byrder? ret

(222)  Tænk på din Skaber i din ungdoms dage. Jesus ønsker deres tjeneste, som endnu står i ungdommens fagre tid. Han ønsker, at de skal være udødelighedens arvtagere. De kan vokse op til ædel mandighed og smuk kvindelighed på trods af den moralske fordærvelse, der omgiver dem og som fordærver så mange af de unge i en tidlig alder. De kan stå frigjorte i Kristus som lysets børn og ikke mørkets. ret

(222)  Gud kalder på enhver ung mand og ung kvinde, for at de skal afstå fra enhver ond vane og blive flittige i deres gerning, nidkære i ånden og tjene Herren. De behøver ikke at fortsætte i ligegyldighed og slaphed uden at gøre nogen anstrengelse for at besejre dårlige vaner eller gøre fremskridt i deres opførsel. Om deres bønner er alvorlig ment, vil de blive synligt af den iver, de lægger i deres bestræbelser for at adlyde Guds bud. For hvert et skridt kan de afstå fra onde vaner og dårligt selskab, idet de tror på, at Herren ved sin Ånds kraft vil give dem styrke til at sejre. ret

(223)  Troskab i små ting.
Personlige stadige forenede bestræbelser vil blive belønnet med fremgang. De, som ønsker at gøre en hel del godt i vor verden, må være villige til at gøre det på Guds måde ved at gøre små ting. Den, som ønsker at nå op til de største højder ved at udrette noget stort og vidunderligt, vil ikke komme til at gøre nogen ting. ret

(223)  Stadig fremgang i et godt arbejde og hyppig gentagelse af en eller anden slags trofast tjeneste er af større værdi i Guds øjne, end at man gør een stor gerning, og det giver de unge en bedre anbefaling og sætter præg på deres bestræbelser. ... ret

(223)  De unge kan udrette meget godt ved at arbejde for at frelse sjæle. Gud holder dem ansvarlig for den anvendelse, de gør af de talenter, som er blevet dem betroet. De, som bekender sig til at være Guds sønner og døtre, bør stræbe højt. Lad dem bruge enhver evne, Gud har givet dem. - The youth`s instructor, 1 Jan. 1907. ret

(223)  Utilfredsstillende længsler.
Det stadige krav på behagelige fornøjelser åbenbarer sjælens dybe længsler. Men de, som drikker af de verdslige fornøjelsers kilde, vil finde at deres sjæles tørst, bliver ikke stillet. De er bedraget. De forveksler Gud med lykke, og når ophidselsen ophører, synker mange ned i fortvivlelsens og ulykkens dybder. O, hvilken dårskab at forlade den levende vandkilde for at gå til de verdslige fornøjelsers brønde, som ikke holder vand! - Fundamentals of christian Education, side 422. ret

(223)  Anledninger til at vidne.
Om du i sandhed hører Kristus til, vil du finde anledninger til at vidne for ham. Du vil blive indbudt til fester, og da vil du få anledning til at vidne for din Herre. Om du da er tro mod Kristus vil du ikke forsøge på at give nogen undskyldninger for ikke at komme og deltage, men du vil tydeligt og beskedent erklære, at du er et Guds barn, og dine principper vil ikke tillade dig at være på et sådant sted, end ikke for en enkelt gang, et sted, hvor du ikke kunne indbyde din Herre til at følge dig. - The youth`s instructor, 4 Maj. 1893. ret

næste kapitel