144. - Undgå verdsligt selskab.

(257)  De unge bør alvorligt overveje, hvad der skal være deres mål og gerning for livet, og lægge grundvolden på en sådan måde, at deres vaner kan blive fri for ethvert stænk af urenhed. Hvis de ønsker at stå i en stilling, i hvilken de kan øve indflydelse over andre, må de være selvstændige. Vandliljen slår sine rødder dybt under slimet og mudderet, og gennem sin porøse stængel opsuger den de dele, der er nødvendige til dens udvikling, og bringer den pletfrie blomst for lyset, der hviler i renhed på søens overflade. Den undgår alt, hvad der kan tilsmudse og skæmme dens pletfrie skønhed. ret

(257)  Vi må lære af liljen, og skønt vi er omgivet af en indflydelse, som virker til skade for moralen og sjælens ruin, må vi alligevel undgå at blive fornedrede og stille os der, hvor det onde selskab ikke kan ødelægge vore hjerter. Hver enkelt af de unge bør vælge at omgås mennesker, som vandrer opad med faste skridt. De bør sky deres selskab, som optager i sig enhver dårlig indflydelse, de der er uvirksomme, og som ikke har nogen lyst til at nå frem til en ædel karakter, og som man ikke kan stole på som mennesker, der vil stå for de rette principper. Måtte de unge derimod vælge sådanne kammerater, som frygter og elsker Gud, thi disse noble, faste karakterer repræsenteres ved liljen, der åbner sin rene blomst på søens bryst. De vil ikke lade sig påvirke af den indflydelse, som demoraliserer, men kun tilegne sig sådant, som vil hjælpe til at udvikle en ren og ædel karakter. De vil søge at blive dannet efter det guddommelige mønster. - The youth`s instructor, 5. Jan. 1893. ret

(257)  Vore ord som hjælpekilde.
Der tales alt for lidt iblandt de kristne om de dyrebare kapitler i deres erfaring. Guds værk svækkes og Gud vanæres ved den dårlige brug af talens gave. Skinsyge, ond snak og egenkærlighed næres i hjertet og ordene røber en indre umoral. Onde tanker og dårlig tale findes hos mange som nævner Kristi navn, men de omtaler sjældent Guds godhed, nåde og kærlighed, som blev åbenbaret, da han gav sin Søn til verden. Det har han gjort for os og burde ikke vor kærlighed og taknemmelighed finde udtryk i vore ord. Skulle vi ikke stræbe efter at lade vore ord være en hjælpekilde og en opmuntring, idet vi fortæller hverandre om vore kristelige erfaringer? Dersom vi virkelig elsker Kristus, vil vi ære ham med vore ord. De vantro bliver ofte overbeviste, når de lytter til vore rene ord, der indeholder tak og pris til Gud. - Review and Herald, 25. Jan. 1898. ret

(258)  Vor indflydelse.
De kristnes eksempel og opførsel såvel som deres ord burde være af en sådan beskaffenhed, at de hos syndere fremkaldte et ønske om at komme til livets kilde. - Review and Herald, 29. Nov. 1887. ret

næste kapitel