146. - At så vild havre.

(261)  Blot en lille tid anvendt til at så jeres vilde havre, kære unge venner, vil frembringe en høst, som vil forbitre hele jeres liv. Een times tankeløshed, blot een gang at give efter for fristelsen kan vende hele jeres livs løb i den gale retning. I får kun een ungdomstid. Gør den nyttig. Når I engang er gået over den grund kan I aldrig vende tilbage og gøre jeres fejl gode igen. Den som ikke vil stå i forbindelse med Gud, men som vandrer på fristelsens vej vil sikkert snuble. ret

(261)  Gud prøver enhver af de unge. Mange har som undskyldning for deres ligegyldighed og deres dårlige opførsel henvist til det dårlige eksempel de har set hos andre mere erfarne kristendomsbekendere; men dette bør ikke hindre nogen i at gøre det som er ret. På den store opgørets dag vil ingen sådan undskyldning kunne hjælpe noget. I vil med rette blive fordømt, for I kendte vejen, men valgte ikke at gå på den. ret

(261)  Fristelse.
Satan, den store ærkeforfører, forvandler sig til en lysets engel og kommer til de unge med sine særskilte fristelser og har held med sig til at drage dem skridt for skridt bort fra pligtens vej. Han beskrives som en anklager, en bedrager, en løgner, en plager og en morder. Den som begår synd er af den onde. Enhver overtrædelse bringer sjælen til fordømmelse og medfører den guddommeliges mishag. Gud ser hjertets tanker. Når urene tanker næres, er det ikke nødvendigt, at de udtrykkes i ord eller handling for at blive til synd og bringe sjælen fordømmelse. Sjælens renhed besmittes og fristeren har triumferet. ret

(261)  Ethvert menneske fristes, når det drages af sit eget begær. Det ledes bort fra dydens vej og fra det gode, ved at følge sine egne tilbøjeligheder. Hvis ungdommen besad moralsk fuldkommenhed, ville de stærkeste fristelser ikke kunne påvirke dem. Det er Satans opgave at friste jer, men I bestemmer selv, om I vil give efter eller ikke. Hele Satans hær har ikke magt til at tvinge den der fristes til at synde. Der er ingen undskyldning for synd. ret

(261)  Medens nogle af de unge øder deres kræfter i dårskab og forfængelighed, er der andre, som behersker deres sind, samler sig kundskaber, ifører sig rustningen og kaster sig ud i livets kampe, fast besluttede på at gøre fremgang; men de kan ikke få fremgang i livet, hvor højt de end søger at nå op, om de ikke hengiver sig helt til Gud. Hvis de vender sig til Herren med hele deres hjerte og modstår deres påvirkning, som selv i mindste måde vil svække deres hensigter med hensyn til at gøre hvad ret er, da vil de finde deres tillid og deres styrke i Gud. ret

(262)  Forlystelser er ikke sand lykke
De som elsker selskabelighed, driver ofte dette så vidt, at det bliver en fremherskende lidenskab hos dem. At klæde sig fint, at besøge forlystelsesetablissementer, at le af og sludre om emner, der bare drejer sig om forfængelige ting, sådant fylder deres liv. De kan ikke holde ud at læse Bibelen og grunde på himmelske ting. De er ulykkelige, hvis der ikke er noget, som kan hidse dem op. De ejer ikke i sig evnen til at være lykkelige, men deres lykke er afhængig af selskabet med andre unge, der er lige så tankeløse og hensynsløse, som de selv er. De kræfter der kunne være blevet brugt til gode formål, anvender de til dårskab. ... ret

(262)  Den ungdom, som finder glæde og lykke i at læse Guds ord og i bønnens stunder, vil stadig blive vederkvæget ved at drikke af livets kilde. De vil nå en moralsk højde og ypperlighed. Hellighed og en tankens bredde, som andre ikke kan opnå. Samfund med Gud fremkalder gode tanker, ædle tilbøjeligheder, en klar forståelse af sandheden og ædle handlinger. De, der således forener deres sjæle med Gud, anerkendes af ham som sønner og døtre. De vil stadig nå højere og højere og stedse få én klarere forståelse af Gud og evigheden, indtil Herren gør dem til redskaber, der bringer lys og visdom til verden. ret

(262)  De, der bliver i Jesus, vil være lykkelige, glade og fryde sig i Gud. En behagelig mildhed vil markere deres stemme, ærbødighed for åndelige og evige ting vil give sig udtryk i deres handlinger, og sang, frydefuld sang, vil tone på deres læber, for de har fået et pust fra Guds trone. Dette er gudsfrygtens hemmelighed, som ikke let lader sig forklare, men ikke desto mindre kan føles og nydes. Et hårdt og oprørsk hjerte kan stænge døren for al sød indflydelse af Guds nåde og al Helligåndens glæde. Men visdommens vej er en behagelig vej, og alle hendes stier er fred. Jo nærmere vi kommer Kristus, desto mere vil vore ord og handlinger vise hans nådes forædlende og omskabende magt. - Testimonies for the church, 4 bind side622 - 626. ret

næste kapitel