25. - Karakterens fuldkommengørelse.

(52)  Vor stadige afhængighed.
De, som ikke forstår deres bestandige afhængighed af Gud, vil lade sig overvinde af fristelser. Vi mener måske, at vort fodfæste nu er sikkert, og at vi aldrig vil kunne rokkes. Vi siger måske med fuld overbevisning: Jeg ved, på hvem jeg tror! Intet kan rokke min tro på Gud og på hans ord! Men det er satans hensigt at drage fordel af vore nedarvede og udviklede karaktertræk og at gøre vore øjne blinde for vor egen behov og vore svagheder. Kun ved klart at se vor egen svaghed og ved stadig at se hen til Jesus kan vi vandre i tryghed. - Desire of Ages, side 382. ret

(53)  Mange af de unge har ikke tilegnet sig som et fast princip at tjene Gud. De synker sammen, hver gang der kommer en sky på himmelen, og de har ikke kraft til at holde ud. De vokser ikke i nåden. De synes at holde Guds bud, men de er ikke Guds lov underdanige og kan heller ikke være det. Deres kødelige hjerter må forandres. De må se det skønne i hellighed; da vil de længes efter den, som hjorten skriger efter vand; da vil de elske Gud og hans lov; Kristi åg vil blive gavnligt og hans byrde let. ret

(53)  Hvis I, kære unge, styrer jeres fjed efter Herrens befalinger, må I ikke forvente, at jeres sti altid skal være bestrøet med den ydre freds og bekvemmeligheds blomster. Den vej, som fører til den evige dag, er ikke den letteste at gå på, og til tider vil den synes mørk og tornefuld. Men I har den forsikring at Guds evige arme omslutter jer for at beskytte jer fra ondt. Han ønsker, at I skal udvise oprigtig tro på ham og lære at stole på ham i skyggen så vel som i solskinnet. ret

(53)  Levende tro.
Kristi efterfølgere må have tro blivende i hjertet, for uden dette er det umuligt at behage Gud. Troen er den hånd, der griber den guddommelige hjælp; den er det middel, ved hvilket det omskabte hjerte kommer til at slå i harmoni med Kristi hjerte. ret

(53)  Når ørnen stræber efter at nå hjem til reden, trænger stormen den ofte ned i de trange bjergpas. Sorte, uhyggelige skyformationer skjuler de sol beskinnede højder for den, hvor den har anbragt sin rede. En stund synes den forvildet og flagrer hid og did, den basker med sine stærke vinger, som ville den feje de tætte skyformationer bort. Den vækker bjergets duer med sine vilde skrig idet den forgæves søger at finde en vej ud af sit fængsel. Til sidst farer den opad, lige ind i de mørke skyer; og et øjeblik senere lyder et hæst triumfskrig, idet den dukker frem i det klare sollys oppe over skyerne. Nu er mørket og stormen nedenunder, og himlens lys skinner på den. Den når sit elskede hjem på den stejle klippetop og er tilfreds. Det var gennem mørket den nåede frem til lyset. Det kostede den en anstrengelse, men den får belønning, idet den når målet for sin stræben. ret

(54)  Det er den eneste fremgangsmåde, vi kan bruge som Kristi efterfølgere. Vi må have tro, en levende tro, der trænger igennem de skyer, der ligesom en tyk mur skiller os fra himlens lys. Det er troens højder, vi må nå op til, hvor alt er fred og glæde i Helligånden. ret

(54)  En livslang strid.
Har du nogen sinde lagt mærke til en høg, der forfølger en frygtsom due? Instinktet har lært duen, at hvis høgen skal kunne gribe sit bytte, må den flyve højere end sit offer. Duen stiger derfor højere og højere op i himlens blå, stadig forfulgt af høgen, som søger at få fordelen. Men forgæves. Duen er sikker, så længe den ikke lader sig standse af noget i sin flugt eller lader sig drage ned mod jorden; men giver den først op og flyver lavere ned så vil den agtpågivende fjende kaste sig over sit offer. Gang på gang har vi givet agt på denne scene med næsten tilbageholdt åndedræt og fulde af sympati for den lille due. Hvor sørgeligt ville det ikke have været at se den falde som offer for den grusomme høg! ret

(54)  Vi har for os en kamp en livslang strid med Satan og hans forføreriske fristelser. Fjenden vil bruge alle argumenter alle slags bedrag for at besnære sjælen, og hvis vi vil vinde livets krone, må vi udfolde alvorlige udholdende bestræbelser. Vi må ikke afklæde os rustningen eller forlade slagmarken, før vi har vundet sejren og gennem vor Forløser kan triumfere. Så længe vi fortsætter med at have vore øjne fæstede på vor tros ophavsmand og fuldender, er vi sikre. Men vort sind må være vendt mod de ting, som er oventil, ikke mod de ting, som er på jorden. Vor tro må stige højere og højere i vor tilegnelse af Kristi nåde. Ved daglig at beskue hans vidunderlige skønhed, vil vi mere og mere blive lig hans herligheds billede. Og når vi på denne måde lever i forbindelse med himlen, vil Satan forgæves lægge sine garn ud for os. - The youth`s instructor, 12 Maj 1898. ret

næste kapitel