44. Selvfornægtelse.

(92)  Frelseren gav sig selv helt, og i intet af alt det, han gjorde, kom selvet til syne. Alle ting underordnede han Faderens vilje. Da hans mission på jorden var ved at skulle afsluttes, kunne han sige: "Jeg har herliggjort dig på jorden, idet jeg har fuldbyrdet den gerning, som du har givet mig at gøre." Og han byder os: "Lær af mig for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet." "Vil nogen komme efter mig, han fornægte sig selv;" lad selvet blive styrtet fra tronen og ikke længere herske over sjælen. ret

(92)  Den , der betragter Kristus i hans selvfornægtelse og sagtmodighed, må sige det samme som Daniel, da han så en lig et menneskesøn: "Jeg så helt ilde ud". . . . Menneskenaturen kæmper altid for at komme til udtryk og er rede til strid; men de, som lærer af Kristus, har frigjort sig for selvet, for stolthed, for lyst til at være den største, og der hersker stilhed i sjælen. Man stiller sig til Helligåndens rådighed. Da er det ikke magtpåliggende at have den højeste plads. Vi føler ingen trang til at trænge og skubbe os selv frem for at blive set; vi føler, at vor højeste plads er ved Frelserens fødder. Vi ser hen til Jesus og venter på, at hans hånd skal føre os, og hans røst lede os. Apostlen Paulus havde haft denne erfaring, og han siger: "Jeg er korsfæstet med Kristus; alligevel lever jeg, dog ikke jeg mere, men Kristus lever i mig; og det liv jeg nu lever i kødet, det lever jeg i troen på Guds Søn, som elskede mig og gav sig selv hen for mig." - Fra naturens talerstol, side 30. ret

næste kapitel