Grundprinipper for kristen uddannelse kapitel 13. Fra side 107ren side   tilbage

Vigtigheden af oplæring i Guds arbejde

(107)  (107) Medarbejdernes arbejde er ikke så lille og uden betydning. Han hav sig selv til alle grene af værket, hans første forretning er først at give agt på sig selv, derefter til læren. Han skal ransage sit eget hjerte og bortlægge synd; og så skal han altid holde Forbilledet, Jesus Kristus, foran sig som sit eksempel. Han skal ikke føle sig fri til at opføre sig som det passer ham selv. Han er Jesu ejendom. Han har valgt en høj profession, og fra den må hele hans fremtidige liv tage sin farve og form. Han har gået i Kristi skole, så han kan få kendskab til Kristus og hans mission, og det arbejde skal han udføre. Alle hans kræfter må bringes under den store Lærers kontrol. Alle sindets evner, alle legemets organer, må holdes i en så sund så mulig tilstand, så at Guds arbejde ikke skal bære mærke af hans mangelfulde karakter.

(107)  Før en person er parat til at undervise de, som er i mørke, om sandheden, må han blive elev. Han må være villig til at blive rådført. Han kan ikke sætte sin fod på fremgangens stiges tredje, fjerde eller femte trin, før han er begyndt på første trin. Mange føler at de er udrustet til arbejdet, skønt de knapt nok ved noget om det. Hvis disse får lov til at begynde arbejdet i selvsikkerhed, vil de ikke kunne få en kundskab som det er deres privilegium at få, og vil dømmes til at kæmpe med mange vanskeligheder, som de slet ikke er forberedt på.

(107)  Enhver medarbejder tilstås privilegiet til at blive bedre, og han bør gøre alt hvad der hører til dette. Når som helst der gøres særlige anstrengelser på et vigtigt sted, bør der gennemføres en veltilrettelagt handlingsplan, så at dem som ønsker at blive kolportørere, agitatore og dem, som er indstillet på at give bibellæsninger i familiekredsene, må få (108) den nødvendige undervisning. Dem som er medarbejdere, bør også være elever, og så længe prædikanten arbejder i ord og lære, bør de ikke vandre ligeglade omkring, som om der ikke var noget i prædikenen de havde brug for at høre. De bør ikke se på taleren blot som en der taler, men som en budbringer fra Gud til mennesker. Personlige præferencer og fordomme må ikke få lov at påvirke dem når de lytter. Hvis alle vil efterligne Kornelius eksempel, og sige: »Nu er vi alle til stede for Guds åsyn for at høre alt, hvad der er befalet dig af Herren« – så vil de få større udbytte fra de prædikener de hører.

(108)  Der burde være oplæringsskoler i forbindelse med vore missioner, til dem som er ved at gå ud på marken som arbejdere. De bør føle at de bliver som elever der lærer faget at omvende sjæle. Arbejdet på disse skoler bør være varieret. Bibelstudiet bør være af første betydning, og samtidig bør sindelag og optræden oplæres systematisk, så de må lære at nærme sig folk på bedste mulige måde. Alle bør lære at arbejde med taktfølelse og belevenhed og med Kristi Ånd. De bør aldrig ophøre med at blive elever, men bør altid fortsætte med at grave efter sandhed og den bedste arbejdsmetode, ligesom de ville grave efter nedgravet guld.

(108)  Lad alle som begynder med arbejdet, bør beslutte sig for at de ikke vil hvile som det passer sig for første klasses arbejdere. Skal de dette, må deres tankesind ikke have lov at drive af omstændighederne og følge impulser, men de må være kædet til det målbevidste, bebyrdes til det yderst for at kunne forstå sandheden i alle dens afskygninger.

(108)  Dygtige mænd har arbejdet til stor skade, fordi deres tanker ikke var disciplinerede til arbejdet. Når de ser et behov for arbejdere, er de gået i ned, og selvom de kunne have udrettet meget godt, er der kun sket (109) en tiendedel af det som kunne være udrettet, om de var blevet lært ordentlig op fra starten.

(109)  Mange som overvejer at give sig selv til Guds tjeneste, føler ikke at de har behov for nogen særlig oplæring. Men dem som føler det sådan, er dem som har det største behov for særlig grundig udrensning. Det er når de kun kender lidt til dem selv, og til det arbejde som de føler sig bedst kvalificeret til. Når de ved meget mere, når de mærker deres uvidenhed og uduelighed. Når de underlægger deres hjerter en nøje ransagelse, vil de se at de er så meget ulig Kristi karakter, at de vil råbe: »Hvem er duelig hertil?« De bestræber sig daglig i dyb ydmyghed på at sætte sig i tæt forbindelse med Kristus. Ved at korsfæste selvet, sætter de deres fødder på den sti, hvor han kan lede dem.

(109)  Der er fare for at den uerfarne arbejder vil, når han prøver at kvalificere sig selv til arbejdet, føle at han er kvalificeret til at sætte sig selv i enhver slags position, hvor forskellige vinde af doktriner blæser omkring ham. Dette kan han ikke uden at bringe sin egen sjæl i fare. Hvis der kommer prøvelser og fristelser over ham, vil Herren give styrke til at overvinde dem; men når nogen sætter sig selv på fristelsens vej, vil det ofte ske at Satan fremmer sin holdning igennem sine agenter, på en sådan måde så sindet forvirres og vakler. Ved samfund med Gud og tæt ransagelse af Skriften, befæster medarbejderen sig selv grundigt, før han går rigtig i gang med at undervise andre. Johannes, den elskede discipel, var i eksil på den ensomme ø Patmos, så han måtte skilles bort fra alle stridigheder, og endog fra det arbejde han elskede, og så Herren kunne få fortrolig omgang med ham og åbne denne jords histories lukkede scenerier op for ham. Det var i ørknen at Johannes Døber lærte det budskab han skulle frembære, og berede vejen for den som kommer.

(109)  Men frem for alt andet bør det indprentes på enkeltpersoner, som ønsker at blive Guds tjenere, at de må være omvendte mænd. Hjertet må være rent. (110) Gudsfrygt er absolut nødvendigt for dette liv og for det kommende liv. Mennesket uden en solid, og dydig karakter vil visselig ikke længere være ved sandhedens sag. Den unge som overvejer at arbejde sammen med Gud, bør være rene i hjerte. I hans læber, i hans mund bør der ikke være svig. Tankerne bør være rene. Livets og karakterens hellighed er en sjælden ting, men dette må medarbejderen have, ellers kan han ikke bære åg sammen med Kristus. Kristus siger: »Uden mig kan I intet gøre.« Hvis dem, som vil arbejde for andres bedste og for deres medmenneskers frelse stoler på deres egen visdom, så vil det mislykkes for dem. Hvis de har et ydmygt syn på sig selv, så er de simple nok til at tro på Gud og forvente hans hjælp. »Forlad dig ikke på din forstand; hav ham i tanke på alle dine veje, så jævner han dine stier.« Så får vi priviligeret at blive rådgivet af en klog rådgiver, og større forståelse får den sande og oprigtige sandheds- og kundskabssøgende.

(110)  Grunden til at vi ikke har flere mænd med stor bred og udvidet kundskab, er fordi de stoler på deres egen begrænsede visdom, og søger at sætte deres egen form på værket, i stedet for at få Guds form. De beder ikke alvorligt og holder samfund mellem Gud og deres sjæle, så de kan genkende hans stemme. Lysets budbringere vil komme dem til hjælp som føler at de er svage i sig selv, uden Himlens lederskab. Guds ord må studeres mere, og bringes ind i liv og karakter, formes efter den retfærdighedsstandard Gud har lagt ned i sit ord. Så vil sindet udvides og styrkes, og forædles ved at gribe de ting, der er evige. Selv om verden er ubekymrede og ligegyldige over for det advarsels- og nådesbudskab de har fået i Bibelen, bør Guds folk, der ser at enden er nær, være mere besluttede og helligede, og arbejde mere alvorligt, så de kan fremvise Hans pris, som har kaldet dem ud af mørket til hans forunderlige lys.

(111)  (111) Kundskab er kraft, hvad enten det er for godt eller for ondt. Bibelreligion er den eneste sikkerhedsgrund for menneskevæsener. De unge i denne tidsalder bør have meget opmærksomhed, da de gladelig indtager plads for dans, spil og musikinstrumenter. Men den uddannelse nægtes dem, for at kende Gud og besvare hans forlangender. Den uddannelse, der er varig som evigheden, bliver næsten fuldstændig tilsidesat som gammeldags og uønsket. Den opdragelse, der tager sigte på karakterens opbygning med hensyntagen til børnenes nuværende vel og nuværende fred og lykke, og som leder deres fødder ind på den vej, der er banet for Herrens forløste, anses ikke for at være moderne og derfor heller ikke for at være nødvendig. Hvis jeres børn skal gå ind gennem porten til Guds stad som sejrvindere, må de opdrages til at frygte Gud og holde hans bud i dette liv. Det er disse at Jesus erklærer for salige: »Salige er de, som tvætter deres klæder, for at de kan få adgang til livets træ og gennem portene gå ind i staden.«

(111)  Saligprisningen erklæres over dem som er fortrolig med Guds åbenbarede vilje i Hans ord. Bibelen er den store agent, hvor dens Forfatters hænder der styrker forstanden. Den åbner sindets have for at den himmelske land kan opdyrke det. Det er fordi, at det som Gud siger og forlanger, får så lidt opmærksomhed, at der er så få som har byrde for at gøre missionsarbejde, så få som er blevet gennemransaget, og genkalder alle kræfter, der er oplært og styrket til højere tjeneste for Gud.

(111)  I det hele taget gøres der lidt for at knytte dem til vore skoler, som er af forskellige nationaliteter, som burde knyttes til dem, så de kan få en uddannelse og udrustes til så ædelt et arbejde, så ophøjet og vidtrækkende i sin indflydelse. Gud har set i gennem fingre med uvidenhedens dage. Men nu skinner der større lys. Der er overmådelig lys og privilegier til at forstå bibelsandhed, hvis medarbejderne blot vil åbne øjnene for deres forståelse. Sandheden må (112) spredes. Udenlandske og hjemmemissioner kalder på grundige kristne egenskaber til at gå i missionsvirksomheder. Missionerne i vore byer derhjemme og ude kalder på mænd der er gennemsyret af Kristi Ånd, som vil arbejde sådan som Kristus arbejdede. — The Review and Herald, 14.juni, 1887.

næste kapitel