Grundprinipper for kristen uddannelse kapitel 19. Fra side 149ren side   tilbage

Uddannelse i hjemmet

(149)  Moderens arbejde er vigtigt. Midt i hverdagslivets hjemlige omsorg og prøvende pligter, bør hun tilstræbe et arbejde som velsigner og ophøjer hendes hjem. De børn moderen har ansvar for, har moderen et helligt ansvar fra den himmelske Fader; og det er hendes privilegium at, gennem Kristi nåde, forme deres karakter efter det guddommelige mønster, og udøve en indflydelse over deres liv, som vil drage dem mod Gud og himlen. Hvis mødre altid havde erkendt deres ansvar, og sat det som deres første mål, deres vigtigste mission, at udruste deres børn til dette livs pligter og til det fremtidige evige livs ære; vil vi ikke kunne se den elendighed der er i så mange hjem i vort land. Moderens arbejde er sådan at det kræver en stadig vækst i hendes eget liv, for at hun kan lede sine børn til højere og endnu højere mål. Men Satan lægger sine planer for at sikre sig både forældres og børns sjæle. Mødre drages væk fra hjemmets pligter og den omhyggelige oplæring af deres små, for at kunne tjene selvet og verden. Forfængelighed, mode og mindre vigtige ting får lov at tage opmærksomheden, og den fysiske og moralske uddannelse af de dyrebare børn forsømmes.

(149)  Hvis hun gør verdens skikke og praksis til sit kriterium, vil Moderen være uegnet til sine ansvarsfulde pligter. Hvis verdens mode holder hende i trældom, vil det svække hendes udholdenhed, og gøre livet til en tung byrde i stedet for en velsignelse. På grund af fysisk svaghed kan hun nok ikke påskønne de værdifulde anledninger hun får, og hendes familie får lov at vokse op uden hendes omtanke, hendes bønner og hendes ihærdige belæring. Hvis mødre blot ville overveje de fantastiske privileger som Gud giver dem, vil de ikke kunne vendes så nemt fra deres hellige pligter til verdens trivielle sager.

(150)  Moderens arbejde begynder med babyen i sine arme. Jeg har ofte set de små vride sig og skrige, hvis deres vilje krydses på en eller anden måde. Det er på tide at irettesætte denne onde ånd. Fjenden vil prøve at kontrollere vore børns sind, men skal vi lade ham forme dem efter hans vilje? Disse små kan ikke se hvilken ånd de påvirkes af, og det er forældrenes pligt udvise dømmekraft og klogskab for dem. Deres vaner må overvåges nøje. Onde tendenser skal betvinges, og sindet må stimuleres til det rigtige. Barnet må opmuntres til bruge alle kræfter på at styre sig selv.

(150)  Regelmæssighed må styre alle børns levevaner. Mødre begår store fejl når de lader dem spise mellem måltiderne. Dette forstyrer maven, og der dannes grundlag for fremtidige lidelser. Deres irritation kan komme af usund mad, der stadig ikke er fordøjet; men moderen føler at hun ikke kan bruge tid på at tænke over dette, og retter ikke op på sin skadelige ledelsesform. Hun kan hverken stoppe eller udglatte deres utålmodige bekymringer. Hun giver de små lidelsesfæller et stykke kage eller andre lækkerier for at berolige dem, men dette gør det kun værre. I deres bekymring for at udrette et stort arbejde, arbejder nogle mødre i en så nervøs hast, at de er mere irriterede end børnene, og ved at skælde ud, endog slå, prøver de at skræmme de små til ro.

(150)  Mødre beklager sig ofte over deres børns sarte helbred, og rådfører sig med lægen, selvom brugte de lidt sund fornuft, ville de kunne se at problemerne kommer af forkert kost.

(150)  Vi er i en tid med grovæderi, og de levevaner de unge opdrages til, endog hos mange syvendedags adventister, er direkte imod naturlovene. Jeg sad engang ved et bord med flere børn under tolvårsalderen. Der blev serveret meget mad, og så spurgte en sart (151) og nervøs pige efter syltet lagereddike. En flaske med kinesisk mad, krydret af sennep og lugtende af krydderi, blev rakt hende, som hun selv tog frit af. Barnet var kendt for hendes nervøsitet og irritable temperament, og disse krydrede retter var næsten beregnet til en sådan tilstand. Det ældste barn mente at han ikke kan spise et måltid uden kød, og var meget utilfreds, og endog respektløs, hvis han ikke fik dette. Moderen føjede ham i hans smag og afsmag indtil ham blev lidt bedre end slave af sine luner. Knægten havde ikke fået noget at bestille, og brugte en større del af sin tid med nyttesløs læsning, eller værre end det nyttesløse. Han beklagede sig hele tiden over hovedpine, og havde ikke smag for enkel mad.

(151)  Forældre burde give deres børn noget at bestille. Ingen kilde er mere ond end lad passivitet. Fysisk arbejde der fører til sund træthed i musklerne, giver appetit til den enkle og sunde kost, og den unge mand som har et godt arbejde vil ikke rejse sig fra bordet og beklage sig, for han ser ikke en tallerken kød og forskellige raffinerede retter for sig, som frister hans appetit.

(151)  Jesus, Guds Søn, der arbejdede med Sine hænder i tømmerfaget, sætter et eksempel for alle unge. Lad dem som afviser at tage livets almindelige pligter op, huske på at Jesus var underlagt Sine forældre, og bidrog til Sin families underhold. Der kunne kun ses få delikatesser på Josefs og Marias bord, for de var blandt de fattige og ydmyge.

(151)  Forældre bør være et eksempel for deres børn i den måde pengene bruges på. Der er dem som, lige så snart de har penge, bruger dem til lækker mad, eller unødigt besmykkede klæder, og når pengene bliver mindre, nærer de et behov for det som de har bortødslet. Hvis de har en stor indkomst, bruger alle dollars af denne; hvis den er lille, er der ikke nok til det behov for luksus de har fået, og de låner for at dække det. De (152) samler fra alle mulige kilder for at imødekomme deres indbildte behov. De bliver uærlige og utroværdige, og optegnelsen som står imod dem i himlens bøger, er sådan at de ikke bekymrer sig om optegnelsen på dommens dag. Øjnenes ønske må tilfredsstilles, appetittens lyster må føjes, og de vedbliver at være fattige med deres ubetænksomme levevaner, skønt de kunne have lært at leve med de midler de har. Ødselhed er en af de synder som de unge er tilbøjelige til. De afviser sparsommelige levevaner, for at ikke blive anset for gnieragtige og usle. Hvad vil Jesus, himlens Majestæt, som har givet dem et eksempel på tålmodig flid og sparsommelighed, sige til disse?

(152)  Her er det ikke nødvendigt at udspecificere hvor sparsommelig man skal være med de enkelte ting. Dem hvis hjerter overgives til Gud, og som tager Hans ord som deres vejleder, vil vide hvordan de skal føre sig selv i livets pligter. De vil lære af Jesus, som er sagtmodig og ydmyg af hjertet; og opelskes Kristi sagtmodighed vil de lukke døren for utallige fristelser.

(152)  De vil ikke tænke på hvordan appetitten stilnes og lidenskab for fremvisning, når så mange endog ikke kan holde sulten fra døren. De penge der dagligt bruges på unødige ting, med tanken: »Det er kun en småmønt,« »Det er kun en ticent,« virker som meget lidt; men lægges disse småmønter sammen i løbet af året, og idet årene går, vil det hele virke næsten utroligt.

(152)  Herren har fundet det rigtigt at vise mig de onder der kommer af ødselhed, så jeg kan formane forældre at lære deres børn streng sparsommelighed. Lær dem at penge der bruges på ting de ikke behøver, forvanskes fra deres rette brug. Han som er upålidelig i det mindste, vil være upålidelig i meget. Hvis mennesker er upålidelig med jordisk gods, kan de ikke betros evige rigdomme. Sæt vagt over appetitten; lær dine børn med eksempel så vel med forskrift at bruge en enkel kost. Lær (153) dem at være flittige, ikke kun travle, men engageret i nyttigt arbejde. Søg at vække den moralske fintfølelse. Lær dem at Gud har krav på dem, også fra deres barndoms første år. Fortæl dem at der er moralfordærv at modstå overalt, at de behøver at komme til Jesus og give sig selv til Ham, krop og ånd, og at de finder styrke i Ham til at modstå alle fristelser. Fremhold for dem at de ikke kun er skabt for at behage sig selv, men være Herrens agenter for ædle hensigter. Lær dem at når de fristes til at føje sig selv, når Satan prøver at lukke Gud ud af deres øjne, at de så skal se på Jesus, bede indstændigt: »Frels mig Herre, at jeg ikke overvindes.« Engle vil samle sig omkring dem som svar på deres bønner, og lede dem ud på sikre stier.

(153)  Kristus bad for Sine disciple, at de ikke blev taget bort fra verden, men at de skulle holdes fra det onde, - at de ikke måtte give efter for de fristelser de møder overalt. Dette er en bøn som enhver fader og moder sender op. Men de skal derved behage Gud for deres børns skyld, og så lade dem gøre som de behager? Skal de forkæle appetitten indtil den får overherredømme, og så forvente at tøjle børnene? – Nej; der bør læres afholdenhed og selvkontrol helt fra vuggen af. Det største ansvar af dette arbejde påhviler moderen. De ømmeste jordiske bånd er mellem moderen og hendes barn. Barnet får hurtigere indtryk af moderens liv og eksempel end af faderen, på grund af disse stærkere og ømme enhedsbånd. Moderens ansvar er dog et tungt ansvar, og bør hele tiden få hjælp fra faderen.

(153)  Umådeholden spise og drikke, umådeholden arbejde, umådeholden i næsten alt, er over alt. Dem som anstrenger sig meget for at udføre så meget arbejde på en given tid, og fortsætter med at arbejde, skønt deres dømmekraft siger dem at de skal hvile, de vinder aldrig noget. De (154) lever på lånt kapital. De opbruger vitale kræfter som de vil få brug for senere. Og selvom der er behov den energi de så ubesindigt har opbrugt, svigter de af mangel på samme. Den fysiske styrke er væk, og de mentale kræfter svigter. De indser at de har lidt et tab, men ved ikke hvad det er. Deres resttid er kommet, men deres fysiske ressourcer er udtømt. Enhver som overtræder sundhedslovene må nogle gange lide i større eller mindre grad. Gud har givet os medfødt styrke, som der vil blive brug for i forskellige perioder af vort liv. Hvis vi ubesindigt udtømmer denne kraft ved stadig overbelastning, vil vi nogle gange lide tab. Vor nyttighed vil formindskes, hvis vore liv ikke selv udslettes.

(154)  Som en regel bør dagens arbejde ikke forlænges ud på aftenen. Hvis alle dagens timer udnyttes godt, breder arbejdet sig ud til aftenen er det så meget ekstra, og det overbebyrdede kropssystem vil lide af den byrde den har fået pålagt. Jeg er blevet vist at dem som gør dette, ofte mister meget mere end de vinder, for deres kræfter udtømmes, og de arbejder med nervøs spænding. De mærker ikke nogen umiddelbar skade, men underminerer helt sikkert deres krop.

(154)  Lad forældre bruge aftenerne på deres familier. Bortlæg bekymringer og forviklingerne fra dagens arbejde. Manden og faderen vil vinde meget mere hvis han vil gøre det til en regel at ikke ødelægge sin families lykke ved at tage sine forretningsproblemer med hjem og irriteres og bekymres derover. Han kan have brug for sin hustrus råd i forskellige sager, og de kan få hjælp til deres problemer ved at, sammen, søge Guds visdom; men hele tiden holde sindet spændt på forretningsanliggender vil både skade sindet og kroppen.

(154)  Lad aftenerne blive tilbragt så lykkeligt som muligt. Lad hjemmet være et sted hvor glæde, nærvær og kærlighed eksisterer. Dette vil gøre det tiltrækkende for børnene. Hvis forældrene hele tiden lufter problemer, er irritable og kværulantiske, (155) vil børnene få den samme utilfredshed og stridighed, og hjemmet er det frygteligste sted i verden. Børnene finder større behag hos fremmede, i ligegyldigt selskab, eller på gaden, end i hjemmet. Alt dette kan undgås hvis der praktiseres mådehold i alle ting, og tålmodigheden fremelskes. Selvkontrollen hos alle familiemedlemmerne vil næsten gøre hjemmet til et paradis. Gør jeres værelser så indbydende som muligt. Lad børnene finde hjemmet som det mest tiltrækkende sted på jorden. Giv dem en indflydelse, så de ikke søger ud i gadeselskaber, eller tænker på unodernes opholdssted uden det er med afsky. Hvis hjemmelivet er som det burde være, vil de vaner som formes, være et stærkt forsvar imod fristelsernes storme, når de unge forlader hjemmets ly for verden.

(155)  Bygger vi vore huse efter familiens lykke, eller blot for at se pæne ud? Indretter vi behagelige solrige værelser til vore børn, eller holder vi dem i mørke og indelukket, forbeholder dem til fremmede som ikke er afhængige af os? Der er ikke et ædlere arbejde som vi kan gøre, ingen større hjælp vi kan give samfundet, end at give vore børn en ordentlig uddannelse, indprente dem med forskrift og eksempel, at det vigtigste princip, som livets renhed og oprigtige hensigter, vil kvalificere dem til at gøre deres del til verden.

(155)  Vore kunstige levevaner berøver os for mange privilegier og nydelser, og gør os unyttige. Et liv i mode er et hårdt og tankeløst liv. Hvor ofte ofres der tid, penge og helbred, tålmodigheden prøves smerteligt, og selvkontrollen går tabt, kun for at vise sig frem. Hvis forældre ville klynge sig det enkle, og ikke udsvæve sig i udgifter der stiller forfængeligheden, og følge moden; hvis de ville fastholde en ædel uafhængighed som er i det rigtige, ubevæget af deres indflydelse som nægter at løfte selvfornægtelsens kors, skønt de bekender sig til Kristus, ville de ved dette eksempel give sig selv en uvurderlige opdragelse. Børn som bliver mænd og (156) kvinder af moralsk værdi, og vil for deres del opmuntres til at stå bravt for det rigtige, endogså imod modens strømninger og populære anskuelser.

(156)  Alle forældrenes handlinger tæller på børnenes fremtid. Når der bruges tid og penge på ydre besmykkelser og stille en forvansket appetit, fremmer de forfængelighed, selviskhed og lyst hos børnene. Mødrene klager over sorger og byrder at de ikke har tid til at instruere de små tålmodigt, og kan ikke vise forståelse for dem i deres skuffelser og prøvelser. Unge hjerter længes inderligt efter forståelse og ømhed, og hvis de ikke får det fra deres forældre, vil de søge det fra kilder, der kan bringe både sind og moral i fare. Jeg har hørt mødre nægte deres børn nogle uskyldige fornøjelser, af mangel på tid og omtanke, medens deres travle fingre og trætte øjne flittigt var i gang med nogle unødige besmykkelses stykker, noget som kun tjener til forfængelighed og ødselhed. »Sådan som kvisten bøjes, sådan hælder træet.« Idet børnene nærmer sig manddom og kvindedom, bærer disse lektier frugt i stolthed og moralsk værdiløshed. Forældrene beklager børnenes fejl, men er blinde over for det faktum at de blot høster afgrøden af deres egen udsåning.

(156)  Kristne forældre, tag jeres livsbyrde op, og tænk oprigtigt på det hellige kald der hviler på jer. Gør Guds ord til jeres standard, i stedet for at følge verdens mode og skikke, øjets lyst, livets stolthed. Jeres familiers fremtidige lykke og samfundets velfærd beror meget på den fysiske og moralske uddannelse som jeres børn får i det første år af deres liv. Hvis deres smag og vaner er så enkle i alle ting som de burde være, hvis klæderne er ordentlige, uden ekstra besmykkelser, vil mødre finde tid til at gøre deres børn lykkelige, og lære dem at elske lydighed.

(156)  Send ikke jeres små for tidlig i skole. Mødre bør være forsigtige med hvordan hun betror udformningen af (157) barnesindet i andres hænder. Forældre burde være de bedste lærere for deres børn indtil de når otte eller ti-års alderen. Deres klasseværelse bør være den frie luft, iblandt blomster og fugle, og deres lektiebøger er naturens rigdom. Lige så hurtigt som deres sind kan fatte det, bør forældrene åbne Guds store naturbog for dem. Gives disse lektier midt i sådanne omgivelser, vil de ikke glemmes så hurtigt. Der bør anstrenges meget for at forberede hjertets jord til Såmanden, så den gode sæd kan sås. Hvis den halve tid og arbejde som nu er mere end spildt på at følge verdens mode, blev brugt på at opdyrke børnenes sind, og forme korrekte vaner, ville der ske en markant forandring hos familierne.

(157)  For ikke så længe siden hørte jeg en mor sige at hun elskede at velkonstrueret hus, men det manglende arrangement og det fejlplacerede træarbejde i afpudsningen irriterede hende. Jeg fordømmer ikke en pæn smag i denne henseende, men da jeg lyttede til hende, fortrød jeg at denne spidsfindighed ikke kunne være kommet med i hendes ledelse af hendes børn. Det var bygninger hvor hun havde ansvar for udformningen; alligevel rå og ubehøvlede veje, deres lidenskabelige og selviske natur, og ukontrollerede vilje, var pinlig tydelig for andre. De var faktisk grimme karaktertræk, uforlignelige stykker af menneskeheden, alligevel var moderen blind for det hele. Arrangeringen af hendes hus havde større konsekvens for hende end hendes børns symmetriske karaktertræk havde.

(157)  Renhed og orden er kristne pligter, alligevel kan dette gå for vidt, og det ene gøres væsentligt medens vigtigere ting forsømmes. Dem som forsømmer børnenes interesser i disse henseender betaler tiende af mynte og kommen, medens de forsømmer lovens vigtige ting, - Guds retfærdighed, barmhjertighed og kærlighed.

(157)  De børn som er mest forkælede bliver viljebestemte, passionerede og ukærlige. Om disse forældre kunne indse at en klog og tidlig oplæring beror på både (158) forældrenes og børnenes lykke. Hvem er disse små, som er betroet i vor varetægt? De er unge medlemmer af Herrens familie. »Tag denne søn, denne datter,” siger han, ”opfostre dem for mig, og udrust dem, så de poleres efter et palads’es billede, at de måtte skinne i Herrens sale.« Dyrebart arbejde! Et vigtigt arbejde! Alligevel ser vi mødre sukke efter en større arbejdsmark, for at udrette et missionsarbejde. Hvis de blot kunne tage til Afrika eller Indien, ville de føle at de udrettede noget. Men tage livets små pligter op og udføre dem trofast, og udholdende virker som en ubetydelig ting for dem. Hvorfor er det sådan? Er det ikke ofte fordi moderens arbejde påskønnes ganske sjældent? Hun har tusindvis bekymringer og byrder som faderen sjældent kender til. Han vender ofte hjem med sine bekymringer og forretningsanliggender der overskygger familien, og hvis han ikke finder noget retfærdigt i sine tanker hjemme, giver han udtryk for sine følelser i form af utålmodighed og kværulering. Han kan prale af hvad han har udrettet i løbet af dagen, men i hans tanker er moderens arbejde for lidt, eller undervurderes i det mindste. For ham ser hendes bekymringer smålige ud. Hun skal blot lave mad, og se efter børnene, nogle gang en stor familie af dem, og holde hjemmet rent. Hun har hele dagen prøvet at holde det kørende jævnt der hjemme. Hun har prøvet, selvom hun er træt for forvirret, at tale venligt og mildt, og undervise børnene og holde dem på den rette sti. Alt dette har kostet arbejde, og megen tålmodighed fra hendes side af. For hendes del kan hun ikke prale af hvad hun har gjort. For hende er det som om at hun ikke har udrettet noget. Men sådan er det ikke. Selvom resultaterne af hendes arbejde ikke er tydelige, våger Guds engle over den bebyrdede moder, ingen byrder bærer hun fra dag til dag. Hendes navn kan aldrig ses i historiebøgerne, eller modtage verdens ære eller bifald, sådan som manden og faderen; men det udødeliggøres i Guds bog. Hun gør hvad hun kan, og hendes position (159) i Guds øjne er højere end kongen på hans trone; for hun arbejder med karakter, hun former menneskesind.

(159)  Mødrene i dag danner fremtidens samfund. Hvor vigtigt er det at deres børn opdrages så de kan modstå de fristelser de møder overalt senere i livet!

(159)  Uanset hvad hans kald er og hvilke forviklinger han har, så lad faderen tage det samme smilende ansigt med sig hjem og behageligt tonefald som han hele dagen har hilst gæster og fremmede med. Lad hustruen føle at hun kan støtte sig til hendes mands store hengivenhed – at hans arme vil styrke og holde hende op i al hendes slid og omsorg, så hans indflydelse vil støtte hendes, og hendes byrde være halv så tung. Er børnene ikke hans såvel som hendes?

(159)  Lad faderen søge at lette moderens opgave. I stedet for at bruge tid på selviske fritidsfornøjelser, så lad ham forsøge at blive bekendt med hans børn – sammen med deres morskab, i deres arbejde. Lad ham pege dem til hen til de smukke blomster, knejsende træer, hvor Guds arbejde og kærlighed kan spores i bladene. Han bør lære dem at Gud, som har gjort alle disse ting elsker det smukke og gode. Kristus pegede Sine disciple til markens liljer og luftens fugle, viste hvordan Gud sørger for dem, og viste dette som et bevis på at Han vil sørge for mennesker, som har højere betydning end fuglene og blomsterne. Fortæl børnene at uanset hvor meget tid der spildes på morskab, kan vort udseende aldrig sammenlignes i nåde og skønhed med markens enkleste blomster. Derved drages deres tanker fra det kunstige til det naturlige. De kan lære at Gud har givet dem disse smukke ting til glæde, og at Han ønsker at give Ham hjertets bedste og helligste hengivenhed.

(159)  Forældre forsøger at vække en interesse for fysiologistudier hos deres børn. De unge må belæres om deres egne kroppe. Der er kun få blandt de (160) unge som har godt kendskab til livets mysterier. Menneskeorganismens forunderlige studier, forholdet mellem og afhængigheden af de komplicerede dele, er noget som de fleste mødre omend kun har lille interesse for. De forstår ikke kroppens indflydelse på sindet, og sindet på kroppen. De optager sig af unødige bagateller, og siger så at de ikke har tid til at få den nødvendige information for at sørge ordentlig for deres børns helbred. Der giver mindre problemer end at betro dem til doktorerne. Der dør tusindvis børn af uvidenhed om deres kropsvæsens love.

(160)  Hvis forældre selv ville skaffe sig kundskab om dette emne og mærke vigtigheden af bruge denne i praksis, vil vi kunne se en bedre tilstand af tingene. Lær jeres børn at tænke fra årsag til virkning. Vis dem at hvis de overtræder deres kropsvæsens love, må de betale straffen med lidelser. Hvis du ikke kan se forbedringen så hurtigt som du ønsker, så mist ikke modet, men instruer dem tålmodigt, og pres på indtil der vindes sejr. Fortsæt med at undervise dem om deres kroppe, og hvordan de skal passe på dem. Hensynsløshed over for kropssundheden fører til hensynsløshed over for moral.

(160)  Forsøm ikke at lære dine børn hvordan sund mad skal tilberedes. Når de får disse lektier i fysiologi og god madlavning, giver du dem de første skridt i nogle af de nyttigste uddannelsesgrene, og indregner principper som er nyttige elementer i en religiøs uddannelse.

(160)  Der er brug for alle de lektier som jeg har nævnt i denne artikel. Følges de ordentligt, vil de være som et bolværk der beskytter vore børn mod de onder, der oversvømmer verden. Vi ønsker mådeholdenhed ved vore borde. Vi ønsker erindringen om at Gudgiven sollys og himlens rene luft er velkommen. Vi ønsker en glad og lykkelig indflydelse i vore hjem. Vi må opelske nyttige vaner til vore børn, og må instruere dem i Guds ting. Det koster noget at gøre alt dette. Det koster bøn og tårer, og tålmodighed at ofte gentage (161) instruktionen. Nogle gange er det ikke til at vide hvad der skal gøres; men vi kan tage børnene til Gud i vore bønner, og bede dem at de må holdes fri for onder, og bede: »Nu Herre, gør Dit arbejde; blødgør underlæg vore børns hjerter,« og han vil høre os. Han lytter til grædende og bebyrde møders bønner. Da Kristus var på jorden, bragte de bebyrdede mødre deres børn til Ham; de tænkte at hvis Han lagde sine Hænder på dem, ville de få bedre mod og opdrage dem som de burde. Frelseren vidste hvorfor disse mødre kom til Ham med deres små, og Han irettesatte disciplene, som ville holde dem bort, og sagde: »Lad de små børn komme til Mig, og forbyd dem ikke; for sådan hører Guds rige til.« Jesus elsker de små, og Han våger for at se om forældrene passer deres arbejde.

(161)  Syndighed findes overalt i overflod, og hvis børnene frelses, må der arbejdes vedholdende på sagen. Kristus sagde: »Jeg helliggører Mig selv, så de også må blive helliget.« Han ønskede at Hans disciple skulle helliggøres, og Han gjorde Sig selv til deres eksempel, så de kan følge Ham. Hvis fædre og mødre skulle gøre det samme og sige: »Jeg ønsker at mine børn får faste principper, og jeg vil give dem et eksempel fra dette i mit liv«? Lad moderen tænke at intet offer er for stort, om det gøres for hendes hjems frelse. Husk på at Jesus gav Sit liv for at redde dig og dine fra fordærv. Du vil have Hans forståelse og hjælp i dette velsignede arbejde, og vil være en Guds medarbejder.

(161)  Hvor vi end måtte svigte, så lad os være grundige i arbejdet med vore børn. Hvis de går ud fra hjemmeoplæring, rene og sejrrige, hvis de udfylder den mindste og laveste plads i Guds store plan for verdens gode, kan vort livsværk aldrig blive en fiasko. — Kristen afholdenhed og bibelhygiejne, 60-72, 1890.

næste kapitel