Bøger på vor skoler

(167)  (167) I uddannelsesarbejdet med de unge på vore skoler, vil det være en vanskelig sag at beholde Guds Helligånds indflydelse, og samtidig holde fast ved fejlagtige principper. Det lys der skinner på dem som har øjne at se med, kan ikke blandes med kætteriets mørke og vildfarelse der findes i mange af de tekstbøger der anbefales de studerende på vore højskoler. Både lærere og elever har tænkt, at for at kunne få en uddannelse, er det nødvendigt at studere skriveres produktioner, som lærer hedenskab, fordi deres værker indeholder klare tankejuveler. Men hvem er Ophavsmand til disse tankejuveler? Det var Gud og Gud alene; for han er kilden til al lys. Er disse ting ikke væsentlige for sundheden og den åndelige og naturlige vækst der findes i de Hellige skrifter sider? Er Kristus ikke vort levende hoved? Og skal vi ikke vokse op til ham, til mænds og kvinders fulde statur? Kan en uren kilde udsende urene vande? Hvorfor skal vi igennem en masse vildfarelse der står i disse hedenske værker, for at kunne få nogle få forstandsmæssige sandheder, når hele sandheden står til vor rådighed? ret

(167)  Mennesker kan ikke udrette noget godt uden Gud. Han er Ophavsmand for alle lysstråler som har gennemboret verdens mørke. Alt som er af værdi kommer fra Gud, og tilhører ham. Der er en grund til at fjendens agenter nogle gange viser bemærkelsesværdig visdom. Satan blev uddannet og disciplineret i himlens sale, og han har kendskab til godt såvel som til ondt. Han blander det dyrebare med det skammelige, og det er det der giver ham kraft til at bedrage menneskesønnerne. Men fordi Satan har stålet himlens tjenestedragt så at han kan få indflydelse i hans tilranede områder, skal dem som da sidder i mørke og har set et stort lys, vende sig fra lyset til det mørke der foreslås? Skal dem som har kendt til Guds (168) orakler anbefale vore studerende at studere bøger som udtrykker hedenske og ugudelige læresætninger, så de må få forstand? Satan har sine agenter, uddannet efter hans metoder, inspireret af hans ånd, og tilpasset til at gøre hans gerninger; men skal vi samarbejde med dem? Skal vi, som kristne, anbefale hans agenters gerninger som værdifulde, endog væsentlige for at opnå en uddannelse? ret

(168)  Herren har selv tilkendegivet at der skal oprettes skoler iblandt os, så der kan skaffes sand kundskab. Ingen lærer på vore skoler skal antyde den tanke, at for at få den rigtige disciplin, er det nødvendigt at studere tekstbøger der udtrykker hedenske og ugudelige læresætninger. Studerende som uddannes sådan, bliver ikke kompetente til at undervise sådan selv; for de er fyldt med fjendens spidsfindige sofisteri. Når der studeres værker, som på nogen måde udtrykker hedenske læresætninger, er det ligesom håndtering af sort kul; for et menneske kan ikke have et ubesmittet sind, der samtidig tænker i skepticismens linjer. Tager vi til sådanne kundskabskilder, vender vi os da ikke bort fra Libanons sne for at drikke dalens rislende vande? ret

(168)  Mennesker som vender sig bort Guds kundskab, har sat deres sind under deres mesters Satans kontrol, og han oplærer dem til at være hans tjenere. Jo mindre fremlæggelserne med hedenske synspunkter kommer frem for de unge, des bedre. Onde engle er altid på vagt så de kan ophøje det over de unges sind, som vil gøre dem skade, og når bøger med hedenske og ugudelige læresætninger læses, forsøger disse usynlige onde agenter at indprente dem der studerer dem, med tvivl og vantro. Dem som drikker af disse forurenede kanaler, tørster ikke efter livets vande; for de er mættet af verdens brudte cisterner. De tror at de har kundskabens rigdomme, når de samler på det der kun er træ, hø og stubbe, og ikke giver indkomst, ikke værd at gemme på. Deres (169) selvværdighed, deres tanke at en overfladisk kundskab til ting, at det er uddannelse, - disse ting gør dem pralende og selvtilfredse, medens de er som farisæerne, uvidende om skriften og Guds kraft. ret

(169)  Oh, om vore unge ville samle den kundskab op som er forgængelig, så de kan tage den med ind i fremtiden, evigt liv, den kundskab som fremstilles som guld og sølv og ædelstene. Den klasse uddannelsessøgende og elever som anser sig selv som vise, ved intet som de burde vide. De behøver at lære af sagtmodighed og ydmyghed i Kristi skole, så de sætter sig selv højt, ligesom det himlen anser som fremragende. Dem som modtager en værdifuld uddannelse, en som vil være ligeså varig som evigheden, vil ikke betragtes som verdens bedste uddannede mænd. Men skrifterne erklærer at »Frygt for Herren er visdoms begyndelse.« Den slags kundskab kan ikke sammenlignes med verdens berømmelse, og alligevel er den nødvendig for at alle unge kan blive vise på skriften, hvis han vil have evigt liv. Apostlen siger: »Ethvert skrift, som er indblæst af Gud, er også gavnligt til at belære, til at irettesætte, til at genoprejse, til at optugte i retfærdighed, så at Guds-mennesket kan blive fuldt beredt, vel skikket til al god gerning.« Dette er bredt nok. Lad alle forsøge at forstå, med alt hvad de kan, betydningen af Guds ord. Blot en overfladisk læsning af det inspirerede ord vil kun have lidt fortrin; for alle udtalelser der kommer i disse hellige sider, kræver eftertænksom overvejelse. Det er sandt at nogle passager ikke kræver så alvorlig overvejelse som andre; for deres betydning er mere indlysende. Men den der studerer Guds ord, bør søge at forstå meningen af en passage efter den anden, indtil sandhedens kæde åbenbares for hans øjne. Ligesom de dyrebare årers vener er skjult under jorden overflade, ligeledes er den Hellige Skrift passager skjult, og det kræver mentale anstrengelser og bønnelig opmærksomhed at opdage den skjulte betydning af Guds ord. Lad enhver (170) studerende som værdsætter den himmelske rigdom anstrenge sine mentale og åndelige kræfter, og sænke spyddet dybt ned i sandhedens mine, så han kan få det himmelske guld, så visdommen vil gøre ham klog på frelse. ret

(170)  Hvis den halve iver der nu udvises for at forstå hedningenes strålende tanker, blev frelsesplanen udstuderet vil tusindvis som nu er er i mørke, blive fortryllet af den visdom, renhed og ophøjelse over Guds tilvejebringelser for vor skyld; de ville løftes op og bort fra sig selv forundret og forbavset over Guds kærlighed og nedladenhed, at han gav sin enbårne søn for en falden slægt. Hvordan kan det være at mange er tilfreds med at drikke af de urene strømme som flyder i den slumrende dal, når de kunne genoplive deres sjæle med bjergenes levende strømme? Profeten spørger: »Forlader Libanons sne den Almægtiges klippe, eller udtørres bjergenes kølige, rislende vande, siden mit folk har glemt mig og ofrer til løgn? De snubler på deres veje, de ældgamle spor, og vandrer ad stier, en vej, der ikke er højnet.« ret

(170)  Det er en sørgelig kendsgening at mennesker som er blevet betroet fine evner skal bruges i Guds tjeneste, har misbrugt deres kræfter på den ondes tjeneste, og lagt deres talenter for fjendens fødder. De har underlagt sig den onde fyrstes mest nedrige trældom, medens de forkaster Kristi tjeneste som ydmygende og uønskværdig. De så på Kristi efterfølgeres arbejde som et arbejde under deres værdighed, som kræver et skridt ned fra deres storhed, et spejl af slaveri, som vil fængsle deres kræfter, og indsnævre deres indflydelseskreds. Han som gjorde et uendeligt offer for at de kan sættes fri fra den onde trældom, blev sat til side, som om de var deres bedste anstrengelser og mest ophøjede tjeneste uværdige. ret

(170)  Disse mennesker havde taget imod deres talenter fra Gud, og alle (171) tankejuveler som de havde regnet som værdige fra lærde og tænkere, tilhører ikke dem, men al visdoms Gud, som de ikke anerkendte. Gennem traditioner, gennem falsk uddannelse er disse mænd lige ophøjede lige som verdens pædagoger; men opsøger de studerende dem, er de i fare for at få det blandet sammen med det værdifulde; for overtro, besnærende fornuftslutninger og vildfarelse, blandes med dele af sand filosofi og undervisning. Denne sammenblanding gør det giftigt for sjælen, - ødelæggende for troen på Gud og på al sandhed. Dem som tørster efter kundskab skal ikke gå til disse urene kilder; for de indbydes at komme til livets kilde og drikke frit. Ved ransagelse af Guds ord, kan de finde sandhedens skjulte rigdom som længe har været gravet ned under vildfarelsens skrald, menneskelig tradition og menneskers meninger. ret

(171)  »Bibelen er den store opdrager; for det er ikke muligt at studere dens hellige sider under bøn uden at disciplinere, forædle, rense og forfine forstanden. »Så siger Herren: Den vise rose sig ikke af sin visdom, den stærke ikke af sin styrke, den rige ikke af sin rigdom; men den, som vil rose sig, skal rose sig af at han har forstand til at kende mig, at jeg, Herren, øver miskundhed, ret og retfærdighed på jorden; thi i sådanne har jeg behag, lyder det fra Herren. Se, dage skal komme, lyder det fra Herren, da jeg hjemsøger alle de omskårne, som har forhud.« ret

(171)  Dem som hævder at være kristne, som bekender at tro sandheden, og stadig drikker af hedenskabens forurenede kilder, drager andre ved forskrift og eksempel bort fra Libanons kolde, og sneklædte vande, er tåber selvom de selv bekender at være kloge. »Hør det ord Herren taler til eder, Israels hus! Så siger Herren: Væn Eder ikke til hedningernes færd og frygt ikke himmelens tegn, fordi hedningerne frygter dem. . . Men (172) Herren er Gud i sandhed, han er en levende Gud og en evig konge; for hans vrede skælver jorden, og folkene udholder ikke hans harme. Således skal I sige til dem: Guder, der ikke har skabt himmel og jord, skal forsvinde fra jorden og under himmelen. Han skabte jorden i sin vælde, grundfæstede jorderig i sin visdom, og i sin indsigt udspændte han himmelen. Når han løfter sin røst, bruser vandene i himmelen, og han lader skyer stige op fra jordens ende, får lynene til at give regn og sender stormen ud af sine forrådskamre. Dumt er hvert menneske, uden indsigt; hver guldsmed får skam af sit billede; thi hvad han støber, er løgn, og der er ikke ånd i den; tomhed er de, et dårende værk; når deres hjemsøgelses tid kommer, er det ude med dem. Jakobs arvelod er ikke som de; thi han har skabt alt, og Israel er hans arvelods stamme; Hærskares Herre er hans navn.« ret

(172)  »Så siger Herren: Forbandet være den mand, som stoler på mennesker, og som holder kød for sin arm, hvis hjerte viger fra Herren. Han bliver som ødemarkens ene og får ej lykke at se; han bor i glødende ørk, i saltland, hvor ingen fæster bo. Velsignet være den mand, som stoler på Herren, og hvis tillid Herren er. Han bliver som et træ, der er plantet ved vand, og strækker sine rødder til bækken, ej ængstes, når heden kommer, hvis løv er frodig grønt, som ej ængstes i tørkens år eller ophører med at bære frugt. . . . . Herre, du Israels håb, enhver, der forlader dig, får skam; de, der falder fra dig, skal udryddes af landet, thi Herren, er kilden med levende vand, forlod de. Læg Mig, herre, så jeg læges, frels du mig, så jeg Frelses, thi du er min ros.« ret

(172)  Lad de, der tror på den nærværende sandhed, vende sig bort fra (173) forfattere, der lærer vantro. Skeptikernes værker må ikke findes på jeres hylder, hvor jeres børn kan få adgang til dem. Lad dem, der har smagt Guds gode ord og den kommende verdens kræfter, ikke længere anse det for en vigtig del af en god uddannelse at have kendskab til deres skrifter, som fornægter Guds eksistens og viser foragt for hans hellige ord. Giv ingen plads til Satans redskaber, eftersom der ikke findes nogen undskyldning for det de gør; noget rent kan ikke komme ud af noget urent.—The Review and Herald, 10. november, 1891. ret

næste kapitel