Den rigdom som sindet skal lagres med

(181)  (181) Jesus beskuede menneskeslægten, uvidende, udstødt fra Gud, stående under den brudte lovs straf, og han kom ind for at bringe udfrielse, og give en fuldkommen tilgivelse, underskrevet af himlens majestæt. Hvis mennesker vil acceptere denne tilgivelse, vil han blive frelst; hvis han afviser den vil han blive frelst. Guds visdom alene kan udfolde frelsesplanens mysterier. Menneskers visdom kan både være værdifuldt eller ej, hvordan det end viser sig, men Guds visdom er uundværlig, og alligevel er mange, der bekender at være kloge, bevidst uvidende om ting, der angår evigt liv. Mist alt det du kan af menneskelige færdigheder, men det som du må have, tro på den tilgivelse du er købt til, for en uendelig pris, ellers vil al den visdom du får på jorden, gå tabt sammen med dig. ret

(181)  Hvor retfærdighedens Sol trækker sine lysstråler tilbage fra verden, vil vi blive efterladt i den evige nats mørke. Jesus talte som intet menneske har talt. Han udgød hele himlens rigdomme i visdom og kundskab for menneskene. Han er det lys som oplyser ethvert menneske som kommer ind i verden. Enhver fase af sandhed er tydelig for ham. Han kom ikke for at komme med usikre udtalelser og anskuelser; men kun for at sige sandheden baseret på evige principper. Hvorfor tage menneskers vaklende ord som ophøjet visdom, når en højere og sikker visdom er til din rådighed?! Mennesker tager videnskabsmænds skrifter, såkaldte falsum, og forsøger at få deres slutninger til at harmonisere med Bibelens udtalelser. Men hvor der ikke er enighed, kan der ikke være harmoni. Kristus erklærer: »Ingen kan tjene to Herrer.« Deres interesser vil visselig støde sammen. Igen og igen har mennesker prøvet at lægge Bibelen og menneskers skrifter på et fælles grundlag; men forsøget har vist sig som en fiasko; for I kan ikke tjene Gud og mammon. ret

(182)  (182) Vi er i verden, men vi skal ikke være af verden. Jesus bønfalder om, at dem som han døde for, ikke må miste deres evige løn, ved at bortødsle deres kærlighed til ting på denne forgængelige jord, og således kaste sig selv ud af evig ulykke. En oplyst dømmekraft tvinger os til at anerkende, at himmelske ting er langt overordnet end jordiske sager, og alligevel leder menneskets fordærvede hjerte det til at give verdens ting forrang. Store menneskers meninger, videnskabsteorier, såkaldte falsum, blandes med sandhederne i den hellige skrift. ret

(182)  Men det hjerte som er overgivet til Gud, elsker Guds ords sandhed; for gennem sandheden genskabes sjælen. Det kødelige sind finder ikke behag i at tænke over Guds ord, men han som er fornyet i hans sind, ser nye ynder i levende orakler; for guddommelig skønhed og himmelsk lys lader til at skinne i alle gange. Det som var en øde ørken i et kødeligt sind, bliver et land med levende strømme for det åndelige sind. Det som for et ufornyet hjerte viser sig som gold ødemark, bliver til Guds have for den omvendte sjæl, dækket med duftende knopskud og blomsterne blomster. ret

(182)  Bibelen sættes i baggrunden, medens såkaldte store mænds udsagn, er blevet sat i stedet. Måtte Herren tilgive os for at vi har forklejnet hans ord. Gennem de uvurderlige rigdomme der er i Bibelen, og det er som en mine fuld af dyrebare årer, værdsættes den ikke, ransages ikke, og dets rigdomme opdages ikke. Barmhjertighed og sandhed og kærlighed er mere værdifuld end vi regner med; vi kan ikke få stor nok dækning af disse rigdomme, og det er i Guds ord at vi finder hvordan vi bliver i besiddelse af disse himmelske rigdomme, og hvordan kan det dog være at Guds ord er uinteressant for mange bekendende kristne? Er det fordi Guds ord ikke er ånd og ikke liv? Har Jesus pålagt os en uinteressant opgave, når han befaler os at »ransage skrifterne«? Jesus siger: »De ord som (183) jeg siger jer, de er ånd, og de er liv.« Men åndelige ting skal ses åndeligt, og grunden til at I mangler interesse, er at I mangler Guds ord. Når hjertet bringes i harmoni med ordet, vil et nyt liv springe op inden i jer, et nyt lys vil skinne på alle linjer af ordet, og det vil blive Guds stemme for din sjæl. På denne måde vil du observere det himmelsk, og hvor du end går hen, og vil kunne få det bedste ud af dagen i dag. ret

(183)  Vi bør spørge Herren med vor forstand, så vi kan fatte guddommelig sandhed. Hvis vi ydmyger vore hjerter for Gud, tømmer dem for forfængelighed og stolthed og selviskhed, gennem den nåde der overmådelig tilstås os; hvis vi oprigtig ønsker og tror urokkeligt, vil strålerne fra retfærdighedens Sol skinne ind i vore sind, og oplyse vor formørkede forståelse. Jesus er det lys som oplyser ethvert menneske der kommer ind i verden. Han er verdens lys, og han påbyder os at komme til ham, og lære af ham. Jesus var den store lærer. Han kunne gøre offentligere videnskaber som vil sætte de store mænds opdagelser i baggrunden som småting; men det var ikke hans mission eller hans arbejde. Han var kommet for at søge og frelse det fortabte, og han kunne ikke vende sig bort fra dette ene formål. Han lader intet splitte sig. Dette arbejde er givet over i vore hænder. Skal vi udføre det? ret

(183)  På Kristi dage underviste ansatte lærere mennesker i fædrenes traditioner, barnarktige fabler, blandet med deres meninger, som de mente var autoriteter. Alligevel kunne hverken høje eller lave se noget lys i deres lære. Hvilket under var det at skarerne som fulgte i Herrens fodspor, og gav ham hyldest når de lyttede til hans ord. Han åbenbarede sandheder som var blevet begravet under vildfarelsens skrald, og han udfriede dem fra menneskers pengeafpresning og traditioner, og bad dem stå fast (184) for altid. Han befriede sandhed ud af dets ubemærkethed, og satte den i sin rette ramme, og skinne i sin oprindelige glans. Han talte til mennesker i sit eget navn; for myndigheden viste sig selv, og hvorfor skal mennesker, der bekender at være hans efterfølgere, ikke tale med myndighed om emner som han har givet lys om? Hvorfor tage dårligere undervisningskilder, når Kristus er den største lærer som kender alle disse ting?! Hvorfor bringe dårligere forfattere frem for elevernes ører, når han som har ord med ånd og liv indbyder: »Kom, . . . og lær af mig«? ret

(184)  Skal vi ikke være yderst interesserede i Kristi lektier? Skal vi ikke forvandles med himmelsandhedens nye og herlige lys? Dette er lys der overgår alt hvad et menneske kan bringe. Vi kan kun tage imod lys når vi kommer til korset og bringer os selv på offeralteret. Her gøres menneskets svaghed tydelig; her åbenbares hans styrke. Her ser mennesker at der er kraft i Kristus til at frelse alle til det yderste, som kommer til Gud ved ham. ret

(184)  Skal vi ikke være ordenes gørere af ham som kender alt? Skal vi ikke gøre Bibelen til vort menneskes rådgiver i uddannelse og oplæring af vore unge? Guds ord er fundament for al sand kundskab, og Kristus lærer hvad mennesker må gøre for at blive frelst. Fjendens planer er hidtil blevet gennemført med at bringe sådanne bøger frem for studerende, som har lært besnærende vildfarelser, og bragt fabler som har fristet deres kødelige appetit. Skal vi indføre rajgræsudsåning i vore skoler? Skal vi lade mennesker, der kaldes for store, og alligevel er undervist af al sandheds fjende, skal vi lade dem undervise vore unge? Eller skal vi tage Guds ord som vor vejleder, og få vore skoler ledt mere efter de gamle profetskolers orden? ret

(184)  Hvis Bibelen blev studeret og adlydt; hvis vi havde Kristi Ånd, skal vi bestræbe os alvorligt på at være medarbejdere sammen med Gud. Vi skulle hellere påskønne sjælens (185) værdi; for enhver sjæl der er omvendt til Gud, er et kar indviet til hellig brug, en sandhedens forvalter, en lysbærer til andre. Gud forventer mere af skolerne end der hidtil er kommet frem. Kristus har sagt: »Arbejd ikke for den mad, som er forgængelig, men for den mad, som varer til evigt liv, den, som Menneskesønnen vil give jer; thi ham har Faderen, Gud selv, sat sit segl på.« ret

(185)  Vi vil forstå Guds ords undervisning på rette måde og værdsætte sandheden som den mest værdifulde skat, som man kan gemme i sindet. Vi vil få en vedvarende kilde til levende vand. Vi vil bede, som salmisten gjorde: »Oplad mine øjne, at jeg må skue de underfulde ting i din lov,« [Sal. 119, 18] og vi vil opdage, som han gjorde, at »Herrens lovbud er sandhed, rette til hobe, kostelige frem for guld, ja fint guld i mængde, søde frem for honning og kubens saft.« Din tjener tager og vare på dem; at holde dem lønner sig rigt. — The Review and Herald, 24. november, 1891. ret

næste kapitel