Grundprinipper for kristen uddannelse kapitel 26. Fra side 196ren side   tilbage

Verdens visdom kendte ikke Gud

(196)  (196) Guds sandhed er uendelig, kan udvide sig til uendelige vidder, og jo mere vi tænker over det, des mere vil dens herlighed vise sig. Sandheden er blevet åbnet for os, og dog gælder Paulus’ ord til galaterne os. Han siger: »I uforstandige galatere! hvem har forhekset jer, I, hvem Jesus Kristus blev fremstillet for øjene som korsfæstet? Dette ene vil jeg have at vide af jer: var det i kraft af lovgerninger, I modtog Ånden, eller ved i tro at høre? Er I da så uforstandige? I begyndte i Ånd; vil I nu »fuldende i kød«? Har I da oplevet så meget til ingen nytte? hvis det da var til ingen nytte.«

(196)  »Uden mig,« siger Kristus, »kan I intet gøre.« Dem som påtager sig at fremføre arbejdet i deres egen styrke vil det visselig mislykkes for. Uddannelse alene kan ikke udruste et mennesket til et sted i værket, vil ikke sætte ham i stand til at få kundskab til Gud. Hør hvad Paulus siger om denne sag: »Thi Kristus har ikke sendt mig for at døbe, men for at forkynde evangeliet ikke med visdom i tale, for at Kristi kors ikke skulle tabe sin kraft. Thi ordet om korset er vel for dem, som fortabes, en dårskab, men for os, som frelses, er det en Guds kraft. Thi der står skrevet: »Vismændenes visdom vil jeg lægge øde, og de kloges klogskab vil jeg gøre til intet.« Hvor er nu vismændene? hvor er nu de skriftkloge? hvor er denne verdens ordkæmpere? Har Gud ikke gjort verdens visdom til dårskab? Thi da verden med al sin visdom ikke kendte Gud i hans visdom, besluttede Gud, ved prædikenens dårskab at frelse dem, som tror.«

(196)  Igennem de mørke tidsaldre, i hedenskabets midnat, lod Gud mennesker prøve eksperimentet at finde Gud ved deres egen visdom, ikke for at demonstrere deres uduelighed for at han bliver tilfreds, så at mennesker selv kan se at de ikke få kundskaber om Gud og (197) Jesus Kristus hans Søn, uden ved gennem åbenbaring af hans ord ved Helligånden. Da Kristus Jesus kom til verden, var eksperimentet blevet prøvet til fulde, og resultatet var tydeligt at verden ikke kendte Gud ved sin visdom. Endog i menigheden, har Gud ladet mænd prøve deres egen visdom i denne sag, men når en krise viser menneskers fejlbarligheder, har Gud oprejst Sig mægtigt for at forsvare Sit folk. Da kirken var på sit laveste, da trængsler og undertrykkelser kom over hans folk, ophøjede han dem mægtigt ved en tydelig udfrielse. Da upålidelige lærer kom ind blandt folk, fulgte svagheden efter, Guds folks tro synes at aftage, men Gud opvækkede og rensede sin midte og de prøvede og oprigtige blev løftet op.

(197)  Der er tidspunkter hvor frafaldet kommer ind i rækkerne, hvor kærligheden lades ude af deres hjerter, som holder trit med deres guddommelige leder. Guds folk skiller sig ud fra deres styrkes kilde, og stolthed, forfængelighed og ødselhed og skuespil er følgerne. Der er afguder inden i og uden for; men Gud sender Trøstermanden som syndsirettesætteren, så hans folk kan advares mod deres frafald, og irettesættes for deres frafald. Når hans dyrebare kærlighed viser sig i anerkendelse, i taknemmelighed og påskønnelse, så vil Herren udgyde trøstens balsam og glædens olie.

(197)  Når mennesker ledes til at indse at deres menneskelige beretninger er alt for kortsigtede, og overbevises om at deres visdom blot er tåbelighed, så er det at de vender sig til Herren for at søge ham af hele hjertet, så de må finde ham.

(197)  Jeg er blevet vist at alle menigheder iblandt os behøver Guds Ånds dybe bevægelser. Åh, vi vil gerne vise mennesker hen til Golgatas kors. Vi ville bede dem se hen til ham, som deres synder har gennemstunget. Vi ville bede dem se verdens Forløser, som lider straffen for deres overtrædelse af Guds lov. Dommen lyder, at »den sjæl, der synder, den skal dø.« Men på korset ser synderen Faderens enbårne Søn dø i hans sted og give (198) overtræderen liv. Alle intelligensvæsener på jorden og i himmelen bliver kaldet til at se, hvor stor en kærlighed Faderen har vist os, at vi må kaldes Guds børn. Enhver synder kan se og leve. Betragt ikke Golgata med et ligegyldigt og tankeløst sind. Sker det at englene skal se ned på os, genstandene for Guds kærlighed, og se os kolde, ligegyldige, upåvirkede, mens himmelen i forundring ser det vældige genløsningsværk for at redde en falden verden og ønsker at få indblik i Golgatas kærligheds og smertes mysterium? Engle ser i forundring og forbløffelse på dem, for hvem så stor en frelse er blevet tilvejebragt, og forundres over, at Guds kærlighed ikke vækker dem og fører dem til melodiske toner der udøse taknemmelighed og tilbedelse. Men det resultat, som hele himmelen spejder efter at se, bliver ikke set blandt dem, som bekender sig til at være Kristi efterfølgere. Beredvilligt taler vi med kærlige ord om vore venner og familier, og dog er vi så langsomme til at tale om Ham, hvis kærlighed, fremsat for os i Kristi korsfæstelse, og ikke har nogen lige.

(198)  Vor himmelske Faders kærlighed, i form af hans enbårne søns gave til verden, er nok til at inspirere alle sjæle, blødgøre ethvert hårdt og kærlighedsløst hjerte til sønderbrydelse og ømhed, og alligevel skal himmelske intelligensvæsener se en følelsesløs kærlighed i dem som Kristus døde for, en hjertehårdhed og ikke skyggen af taknemmelighed og hengivenhed til alle gode tings Giver? Skal ting af mindre betydning tage alle menneskets kræfter, og Guds kærlighed ikke gengældes? Skal retfærdighedens Sol skinne forgæves? I synet af hvad Gud har gjort, kunne hans forlangender så blive mindre på jer. Har vi hjerter som kan berøres, og blive indprentet af guddommelig kærlighed? Er vi villige til at være udvalgte kar? Har Gud ikke sine øjne på os, og har han ikke påbudt os at udsende hans lysets budskab? Vi behøver en større tro. Vi må vente, vi må våge, vi må bede, vi må arbejde, bede indstændigt at (199) Helligånden må udgydes overmådeligt over os, så vi kan være lys i verden.

(199)  Jesus så på verden i sin faldne tilstand med en uendelig medynk. Han påtog sig selv menneskelighed, så han kan berøre og højne menneskeheden. Han kom for at søge og frelse det som var fortabt. Han nåede menneskelig ulykke og ve’s dybeste dybder, for at tage mennesker som han fandt det, et væsen der var besmittet af fordærv, degenereret med ondskab, fordærvet af synd, og forenet med Satan i frafaldet, og ophøje det til at sidde på hans trone. Men der stod skrevet om ham at han »vansmægter, udmattes ikke, før han får sat ret på jorden,« og han gik ud på selvfornægtelsens og selvopofrelsens sti, og gav os et eksempel, som vi skal følge i hans fodspor. Vi bør arbejde ligesom Jesus gjorde, forlade vor egne forlystelser, vende bort fra Satans lokkemidler, foragtelige lethed, og afstå selviskhed, så vi kan søge og frelse det som er tabt, bringe sjæle fra mørke til lyset, til Guds kærligheds solskin. Vi er blevet hvervet til at gå og forkynde evangeliet for al skabningen. Vi skal bringe de fortabte nyhederne om at Kristus kan tilgive synd, kan forny naturen, kan iklæde sjælen i hans retfærdighedsklædninger, bringe synderen til hans rette sind, og undervise ham og udruste ham til at være medarbejder sammen med Gud.

(199)  Den omvendte sjæl lever i Kristus. Hans mørke forsvinder, og et nyt og himmelsk lys skinner i sjælen. »Vismand indfanger sjæle.« »De forstandige skal stråle som himmelhvælvingens glans, og de, der førte de mange til retfærdighed, skal lyse som stjerner evigt og altid.« Hvad gøres der ikke i menneskers samarbejde med Gud, er et arbejde som aldrig går tabt, men holder igennem evige tider. Han som gør Gud til sin visdom, som vokser til mands modenhed i Kristus Jesus, vil stå op for kongerne, overfor verdens såkaldte store mænd, og vise pris til ham, som har kaldt ham ud af mørke, til hans underfulde lys. Videnskab og litteratur kan ikke give det lys i menneskers formørkede sind, som det herlige evangelium om (200) Guds Søn kan bringe. Alene Guds Søn kan gøre det store arbejde med oplyse sjælen. Ikke mærkeligt at Paulus udbryder: »Jeg skammer mig nemlig ikke ved evangeliet, thi det er en Guds kraft til frelse for enhver, som tror, for jøde først og så for græker.« (Rom 1,16) Kristi evangelium bliver personligt for dem som tror, og gør dem til levende breve, kendt og læst af alle mennesker. På denne måde går gudsfrygtens surdej igennem skaren. De himmelske intelligensvæsener er i stand til at se storhedens sande elementer i karakter, for kun godhed værdsættes som virksomhed hos Gud.

(200)   »Uden mig,« siger Kristus, »kan I intet gøre.« Vor tro, vort eksempel, må fremholdes mere helligt end det er tidligere. Guds ord må studeres som aldrig før; for det er det dyrebare offer som vi må bringe til mennesker, for at de kan lære fredens vej, og få det liv som måler sig med Guds liv. Menneskelig visdom der er så eksalteret så meget blandt mennesker, synker til ubetydelighed for den visdom som udpeger vejen og sætter dem op, så at Herrens løskøbte kan vandre på den. Kun Bibelen kan gøre at livets sti kan skelnes fra den brede vej, der leder til fortabelse og død.—The Review and Herald, 15. december, 1891.

næste kapitel