Grundprinipper for kristen uddannelse kapitel 31. Fra side 236ren side   tilbage

Kristus som lærer

(236)  (236) Herren har en vis hensigt med at iklæde åndelige sandheder billeder og symboler. Ved hjælp af billedlige udtryk gav han ofte sine anklagere og fjender den mest ligefremme og rammende irettesættelse, uden at de ud fra hans ord kunne finde noget at anklage ham for. Han anså lignelser og sammenligninger for den bedste metode til at undervise om guddommelig sandhed. I et ganske enkelt sprog og ved at gøre brug af billeder og illustrationer fra naturens verden åbenbarede han åndelige sandheder for sine tilhørere og gav udtryk for dyrebare grundsætninger, som de ville have glemt uden at efterlade det mindste spor, hvis han ikke havde knyttet sine ord sammen med levende eksempler fra livet, erfaringen eller naturen. På den måde fremkaldte han deres interesse, stillede spørgsmål, og når han havde fået deres opmærksomhed til fulde, indprentede han dem beslutsomt med sandhedens vidnesbyrd. På denne måde kunne han gøre et så dybt indtryk på hjertet, at tilhørerne senere betragtede den ting, som han havde sat sin lærdom i forbindelse med, og mindes den guddommelige Lærers ord.

(236)  Jesu lære var af en helt anden orden, end fra de lærte skriftkloges. De bekendte at være forvaltere af loven, både den skrevne og traditionelle. Men den formelle tone i deres undervisning viser at de så intet i de hellige oraklers doktriner, som havde livskraftig styrke. Bragte intet nyt, sagde ingen ord der nåede sjælens længsel. De gav ikke mad til det sultne for og lam. Deres sædvane var at dvæle ved lovens uklarheder, og resultatet af deres konklusioner var en absurd jargon, som hverken lærte eller almindelige folk kunne forstå.

(236)  Kristus kom for at afsløre den guddommelige sandhed for verden. Han underviste som én der havde myndighed. Han talte som intet menneske taler. Der var ingen tøven i hans metode, ikke (237) skyggen af tvivl i det han sagde. Han tale som én der forstod alt i hans emne. Han kunne åbne mysterier som patriarker og profeter ønskede at se ind i, som menneskers nysgerrighed var ivrig efter at forstå. Men mennesker kunne ikke se de mest enkle og tydelige anførte sandheder, hvordan de kunne forstå mysterierne som blev skjult fra mennesker øjne? Jesus afstod ikke fra at gentage de gamle fortrolige sandheder; for han var disse sandheders Ophavsmand. Han var templets herlighed. Sandheder som var mistet af syne, som er blevet placeret forkert, fejlfortolket og forbundet forkert fra deres sande position, har han adskilt fra vildfarelsens ledsagerskab; og viser dem som dyrebare juveler i deres egen klare glans, har han sat dem i deres rette struktur, og påbudt dem at stå fast for altid. Hvilket arbejde var dette ikke! Det var af en karakter som intet begrænset menneske kunne fatte eller gøre. Kun den guddommelige Hånd kunne tage sandheden som, fra sin forbindelse med vildfarelse, har tjent Guds og menneskets fjendes sag, og sætter det hvor det ville ære Gud, og være til frelse for menneskeheden. Kristi arbejde var at give sandheden igen til verden i sin oprindelige friskhed og skønhed. Han repræsenterede det åndelige og det himmelske, ved naturens og erfaringens ting. Han gav frisk manna til den hungrende sjæl, viste et nyt rige som skulle sættes op iblandt mennesker.

(237)  De jødiske rabbiner repræsenterede kravene i loven som en tyngende række urimelige krav. De gjorde præcis hvad Satan gør i vor tid, - præsenterede loven for folket som en kold hårdnakket række af bud og traditioner. Overtroen begravede Guds lovs lys, herlighed, værdighed og vidtrækkende krav. De bekendte at tale til folk i Guds sted. Efter Adams overtrædelse, talte Herren ikke længere direkte med mennesker; menneskeslægten blev givet i Kristi hænder, og al kommunikation kom gennem ham til verden. Det var Kristus som udtalte loven på Sinais (238) bjerg, og han kendte betydningen af alle dets forskrifter, himlens lovs herlighed og majestæt. I sin prædiken på bjerget, definerer Kristus loven, og forsøger at indskærpe Jehovas vidtrækkende krav og forskrifter over for sine tilhørere. Hans instrukser kom som en ny åbenbaring for folket; og lovens lærere, skriftkloge og farisæerne, såvel som folk i almindelighed, blev forbavset over hans lære. Kristi ord var ikke nyt, og alligevel kom de med åbenbarelsens kraft; for de bragte sandheden i det rette lys, og ikke i det lys som lærerne havde fremstillet det for folk før. Han viste ikke hensyn til menneskers traditioner og påbud, men åbnede deres forstands øjne til at se de forunderlige ting fra Guds lov, som er fundament for hans trone fra verdens begyndelse; og så længe at himlene og jorden står, gennem evighedens uendelige tidsaldre, vil det være den store retfærdighedsstandard, som er hellig retfærdig og god.

(238)  Den jødiske husholdning var evangeliet billedligt, en fremstilling af kristendommen som blev udviklet lige så hurtigt som folks sind kunne fatte åndeligt lys. Satan søger altid at fordunkle de sandheder som er tydelige, og Kristus søger at åbne sindet til at forstå al nødvendig sandhed, der angår faldne menneskers frelse. I dag er der stadig aspekter af sandheden som ses omtåget, forbindelser som ikke forstås, og vidtrækkende dybder i Guds lov som ikke er til at fatte. Der er bredte, værdighed og ære i Guds lov der ikke kan måles, og alligevel har den religiøse verden sat denne lov til side, ligesom jøderne gjorde, for at ophøje menneskers traditioner og påbud. Før Kristi dage, spurgte mennesker forgæves: ”Hvad er sandhed?” Mørke havde dækket jorden, og tykt mørke folk folket. Endog Judæa blev indhyllet i tusmørke, selvom Guds stemme talte til dem i sine orakler. Guds sandhed er blevet fortiet af dens bekendende fortolkeres overtro og (239) traditioner, og stridigheder og jalousi og fordomme delte Guds bekendende folk. Så blev en Lærer sendt fra Gud, endog ham som var Vejen, Sandheden og Livet. Jesus frembragte himlens rene og rige sandhed for øjnene, til at skinne midt iblandt jordens moralske mørke og tristhed. Gud sagde: ”Lad der blive åndeligt lys,” og Guds herlige lys blev åbenbaret i Jesus Kristi ansigt.

(239)  Kristus viste sig som menneskers Frelser. Folk skulle ikke stole på deres egne gerninger, på deres egen retfærdighed, eller på sig selv på nogen måde, men på Guds Lam som bærer alverdens synder. I ham blev Forsvareren sammen Faderen åbenbaret. Gennem Ham gives indbydelsen: ”Kom, lad os gå i rette med hinanden, siger Herren. Er eders synder som skarlagen, de skal blive hvide som sne; er de end røde som purpur, de skal dog blive som uld.” Denne indbydelse lyder ned langs linjerne til os i dag. Lad ikke stolthed, eller selvagtelse, eller selvretfærdighed holde nogen fra at bekende sine synder, så han kan påberåbe sig løftet: ”At dølge sin synd fører ikke til held, men bekendes og slippes den, finder man nåde.” Hold intet tilbage fra Gud, og undlad ikke bekendelsen af dine fejl over for brødrene, når de har en forbindelse med dem. ”Bekend derfor jeres synder for hverandre, og bed for hverandre, for at I må blive helbredt.” Mange synder efterlades uden at blive bekendt, for at konfronteres på den endelige regnskabsdag; er det langt bedre at se dine synder nu, og bekende, og lægge dem bort, så længe sonofferet går i forbøn for din skyld. Vær ikke ked af at lære Guds vilje på dette område. Din sjæls helse, dine brødres enighed, kan bero på hvordan du handler med disse ting. Ydmyg jer selv, derfor, under Guds mægtige hånd, så han kan ophøje dig i rette tid, ”kast alle jeres bekymringer på ham, thi han har omsorg for jer.”

(239)  Det er en beklagelig kendsgerning at det fejlende hjerte ikke lader sig kritisere, eller underkaste sig selv ydmyghed ved (240) syndsbekendelse. Nogle ser deres fejl men tænker at bekendelse vil forringe deres værdighed, de undskylder deres fejl, og beskytter sig selv fra den disciplin at sjælen udsættes for. Tanken at deres åbenbare vildfarelser vil forbitre deres nydelser og forvirre deres handlinger; ved at gennemgå bekendelsens sti, bliver de ikke trofaste eksempler for folk. De ser andres vildfarelser, men hvordan kan de opmuntre og give, rådet: ”Bekend jeres fejl for hinanden, og bed for hinanden, så de helbredes,” når de ikke følger denne instruks i deres eget liv? Hvor meget vil prædikanter og folk lære af en sandhed som de kaster til side, og glemmer om muligt, fordi det ikke er behageligt; fordi det ikke smigrer deres stolthed, men irettesætter og skaber smerte? Prædikanter og folk, hvis I overhoved skal frelse, må I frelses dag for dag, time for time. De må hungre og tørste for Kristi retfærdighed, Helligåndens oplysning. Menighedsmedlemmer, - dem som sættes i betroede stillinger, - må døbes med Guds ånd, ellers vil de ikke være rustede til de stillinger som de tager.

(240)  Et menneske kan få kundskaber til Skriften, som ikke vil gøre ham klog på frelse, selvom han vil kunne mestre sine modstandere i offentlig diskussion. Hvis han ikke har sjæles længsel efter Gud; hvis han ikke ransager sit eget hjerte som med et tændt stearinlys, i frygt for at en fejl skulle ligge på lur; hvis han ikke har et ønske om at besvare Kristi bøn, at hans disciple må være ét med Faderen, så at verden kan tro at Jesus er Kristus, - bilder han sig forgæves ind at han er en kristen. Hans kundskab, som begyndte i ærgerrighed, føres ud i stolthed; men hans sjæl er blottet for guddommelig kærlighed, Kristi venlighed og sagtmodighed. Han er ikke en klog mand i Guds øjne. Han kan få visdom til at overvinde sin modstander; men klog på frelse kan han umuligt være uden Helligåndens virke. Og Åndens (241) frugt er ”kærlighed, glæde, fred, langmodighed, venlighed, godhed, tro, sagtmodighed, mådeholdenhed.” Hverken talent, veltalenhed eller selviske studier af skriften, vil afføde kærlighed til Gud eller tilpasning til Kristi billede. Intet andet end guddommelig kraft kan genskabe menneskehjertet og menneskekarakteren, og gennemsyre sjælen med Kristi kærlighed, som altid vil vise sig i kærlighed for dem han døde for. — The Review and Herald, 28. november, 1893.

næste kapitel