Grundprinipper for kristen uddannelse kapitel 34. Fra side 253ren side   tilbage

Formalitet, ikke organisering, er et onde

(253)  (253) Ondet kommer ikke af organisering, men fordi at alt organiseres, og den vitale gudsfrygt får en lille betydning. Når formalitet og maskineri får forrang, og det bliver en tung opgave at føre værket frem som skulle gøres enkelt, så vil det resultere i onde, og kun lidt vil udrettes i forhold til anstrengelserne. Formålet med organisering er lige det modsatte af dette; og skal vi opløse organiseringen, vil det være at rive det ned som vi har bygget op. De dårlige resultater kan ses, både i sabbatsskolearbejde og i missionsselskabet, fordi der gøres så meget mekanisk, og den livsvigtige erfaring er mistet af syne. Mange af de tiltænkte forbedringer som er blevet indført, har sat menneskers struktur på værket. I sabbatsskolen, er der antaget mænd og kvinder som embedsmænd og lærere, som ikke er åndeligt sindede, og har ingen levende interesse for det arbejde de har fået betroet; men tingene kan kun komme i orden ved Helligåndens hjælp. Det samme onde har været i årevis som eksisterer i vore menigheder. Formalitet, stolthed og hang til at vise sig frem, er gået i stedet for sand fromhed og ydmyg gudsfrygt. Skulle vi se en anden orden af tingene vil et vist antal hellige sig selv helt til Gud, og hellige deres talenter til sabbatsskolearbejdet, altid gå frem i kundskab, og uddanne sig selv så at de vil kunne instruere andre, som de andre om de bedste metoder til dette arbejde; men det er ikke op til medarbejderne at finde metoder som de kan vise sig frem med, bruge tid på teateropvisninger og musicals, for dette gavner ingen. Det gavner ikke at oplære børn til tale ved særlige anledninger. De bør vindes for Kristus, og i stedet for at bruge tid, penge og arbejde på at vise sig frem, så brug alle kræfterne på at samle net til høsten.

(254)  (254) Mange lader til at tro at det vigtigste for sabbatsskolen var at organisere skolen, og indøve eleverne så de handler i harmoni med ceremonier og former; og om personer kan bruges som lærere, vil sabbatsskolen klare sig selv. Der kommer ofte lærere ind, der ikke kan lede sjæle til Kristus, fordi de ikke selv ved hvad der er så dyrebart ved Ham; men alle som ikke værdsætter menneskesjælen, så at de vil arbejde sådan som Kristus arbejdede for dem, vil sprede bort fra Kristus. ”Den som ikke [bemærk disse ord] samler med Mig, han spreder.” Hvis lærere ikke har byrde for at lede sjæle til Jesus, vil de vokse i ligegyldighed mod sandheden; vil de blive ligeglade, og den atmosfære som der omgiver deres sjæle vil arbejde på at sprede bort fra Kristus. Og med sådanne elementer i sabbatsskolen, vil der hele tiden være konflikt der medfører vanskeligheder; for går lærerne i gang med arbejdet og ikke interesserer sig for det, vil eleverne få det på samme måde.

(254)  Men selvom disse vanskeligheder er der, vil de så forsvinde ved at opløse organisationen? Jeg er sikker på at Herren har arbejdet med den organisation der er udviklet, og det at der er modvirkende træk i arbejde må ikke være grund nok til at opløse organisationen. Vi har fået meget lys om organisering af menighederne, og alligevel har vi haft en hård kamp med at udvikle organisationen; men der vindes sejr til sidst, og skal menigheden nu aforganiseres på grund af ligegyldighed, stiv formalisering og stolthed? Skal vi gå tilbage til uorden fordi de ikke-helligede menighedsmedlemmer har givet værket menneskers form, og prøver at danne menigheden efter den populære standard?

(254)  Det er sandt at den enkelte persons gudsfrygt er i stor grad gået tabt i menigheden, og mange som bekender at være Kristi efterfølgere er så forblindede, at (255) de tror at de bliver gudfrygtige, og de bruger deres tid og kræfter på tidens ting. De indrømmer ikke at alle deres forstandsevner er blevet indkøbt af Kristus, og at de bør hellige deres bedste tankeslutninger til Ham, så hans sag kan fremmes. Men i stedet for at komme med skarpe og klare tanker om at fremme sagen, og styrke og velsigne menigheden, bruger de deres kræfter på at fremme deres egne interesser. De samler ikke med Kristus, men ledes væk fra ham med deres ord og handlinger. De omgiver deres sjæle med en atmosfære som er ødelæggende for åndelighed. De bekender at være Kristi efterfølgere, men de kender Ham ikke af erfaring. De praktiserer ikke religion. De søger ikke at være kristne på samme måde som de lærer et fag. De bekender at tro den avancerede sandhed; men det er tydeligt at de holder det ude i forgården; for den har ingen helliggørende kraft på liv og karakter. De erkender ikke hvor meget står på spil; for deres egne sjæles frelse og andres som bringes i fare. De indrømmer ikke at for at livet skal smage af liv må de underlægges åndelig disciplin og optræning, lære i Kristi skole. Uden denne åndelige disciplin, bliver de ligegyldige, uvidne og uudviklede, og ser ikke at det er nødvendigt med den åndelige oplæring og kundskab, som udruster dem til indflydelsesrige og nyttige stillinger. Hvis de ikke helliger sig selv helt til Gud, og bliver elever i Hans skole, vil de udføre et vilkårligt arbejde, som er til skade for menigheden.

(255)  Men skal det gå tilbage på grund af denne uhelligede indflydelse, og rive de metoder ned som det har kostet os så meget at opbygge, og erklære den organisation for en hel fejltagelse? Det tør vi ikke. Der er mange ting som må justeres, for der gøres meget ud af nogle mindre betydningsfulde ting, medens andre ting af stor betydning forsømmes, og anses som uvæsentlige. Menneskers tankesind behøver bogstavelig såvel som åndelig optræning, så de kan udvikles (256) harmonisk; for uden bogstavelig oplæring, kan mennesker ikke udfylde forskellige betroede stillinger acceptabelt.

(256)  Den store undervisningsbog er Bibelen, og dog læses og praktiseres den så lidt. Oh, om hver enkelt ville prøve at gøre alt hvad han kunne, udnytte sine muligheder efter allerbedste evne, vil bruge alle de kræfter som Gud har givet ham, ikke kun for at fremme sine timelige anliggender, men for at fremme hans åndelige interesser. Oh, om alle måtte søge ihærdigt for at vide hvad sandhed er, og søge alvorligt på at få en korrekt sprog og kultiveret stemme, så de kan bringe sandheden i al dens ophøjede og forædlende skønhed. Lad ingen bilde sig ind at han vil drive ud i en nyttig position. Hvis mennesker vil bruges, til at arbejde for Gud, så lad dem anstrenge deres kræfter, og hellige deres tankesind vældigt flittigt. Det er Satan som holder mennesker hen i uvidenhed og ligegyldighed, så de udvikles på en ensidig måde, som de aldrig ville kunne rette op på. Han vil have at mennesker kun udøver en slags evner og udelukker de andre evner, så at sindet vil miste sin livskraft, og når det er virkelig nødvendigt, kan han ikke rejse sig i nøden. Gud ønsker at mennesker gør deres bedste, når Satan rækker tankerne i den ene retning, drager Jesus den i den anden.

(256)  Når sandheden antages i hjertet, begynder det at med at forædle og helliggøre personen. Han som værner om sandheden, vil ikke føle at han ikke har brug for mere oplysning, men vil erkende når han fører sandheden ud i praksis, at han har brug for stadig oplysning, og har brug for mere kundskab. Når han bringer sandheden ud i sit liv, vil han virkelig kunne mærke sin uvidenhed, og finde det nødvendigt en mere grundig uddannelse, så han forstår hvordan han bruger sine evner på bedste måde.

(256)  Der mangler talenter ibland os, og vi har ikke tilstrækkeligt oplærte mænd der kan udføre ledelsesarbejde af vore sabbatsskoler og menigheder ordentligt. Mange (257) som kender sandheden, forstår den stadig ikke på en sådan måde, at de selv vil kunne fremholde den. De er ikke forberedt på at præsentere den på en sådan måde, at dens hellige majestætiske karakter vil være klar for folk. I stedet for mindre disciplin, behøver de en grundigere optræning. Det er umuligt for nogen at forudse hvad han kan være kaldet til. Han kan komme ud for situationer hvor han behøver hurtig dømmekraft og vel afbalancerede argumenter, og derfor er det til Kristi ære at de veluddannede medarbejdere blandt os mangedobles; vil de bedre kunne kommunikere sandheden ud på en klar og forstandig måde, og sandheden præsenteres på en måde, som er mest mulig fri for mangler.

(257)  Når sindet er under Helligåndens indflydelse, så har sand uddannelse en stor betydning, og hver enkelt bør lære at påskønne disse evner rigtigt, som Gud har givet; og ved den praktiske kundskab han får, kan andre, under hans egen karakters indflydelse, indprente med værdien af at få oplæring i Kristi tjeneste, og få dem til at følge Hans eksempel. Der er skal udrettes meget i verden, og det er ikke gavnligt at sætte nyomvendte i gang med de ting som er af højeste vigtighed. Den sløvhed, den magelighed og uopmærksomhed som udvises over for uddannelse er helt utrolig, men det behager Satan godt. Gud vil have at vi vækkes af vor ligegyldighed, og ikke længere lader forstandens styrke gå til spilde, og degenereres til imbecilitet og tåbelighed. Mennesker skal værdsætte de talenter de har fået betroet, og drage fordel af de anledninger der sættes inden for deres rækkevidde. Der må bindes op om de mentale kræfter, og tankesindet må forstørres og udvikles idet det bruges ihærdigt.

(257)  Der er mere end nogensinde brug for at vore unge mænd og kvinder kvalificeres til arbejdet. Vore sabbatsskoler har ikke kun brug for forstandige, men åndelige medarbejdere, og sindet får dens rødmossethed og virkekraft gennem disciplin. Studeres der overfladisk, mister sindet gradvist (258) sin livsfarve, og degenereres til imbecilitet, og kan ikke klare belastninger. Men uddannelsen forbereder mennesker til at vide og gøre den slags arbejde som må gøres på givne tidspunkt. Grundig disciplin, under en klog lærer, er mere værdifuld end det naturlige talent og begavelse, hvor der ikke disciplineres.

(258)  Herren har gjort det tydeligt at Han værdsætter mennesket, da Han gav Sin enbårne Søn for at genløse det. Satan har også gjort det tydeligt at han værdsætter at sind og hjerte med veltrænede og helligede evner, bliver splittet ved ihærdige metoder under Guds tjeneste, så han kan lede mennesker til at slutte sig til frafaldets rækker. Som en lysets engel kommer han med sine insinuationer for at drage mennesket ind i hans tjeneste; for han ved at en uddannet mand eller kvinde kan, når de ikke er under Guds Ånds kontrol, være til stor gavn for ham. Han vil forfølge den studerende, og prøve med besnærende fristelser, at gøre ham stolt over sine mål, og tro at han er en stort gave, at han må stole på ham selv, og vandre i gnisterne af hans egen optænding. Derved ledes han til at adskille sin sjæl fra Gud, al lys’ og kundskabs kilde, for at han kan ophøje sig selv, for at forene sig med Satan, al synds Ophavsmand.

(258)  Herrens frygt er al visdoms begyndelse; og når man ikke beror sig på Gud, er resultatet af uddannelsen kun at ophøje ugudelighed. Grunden til at menigheden er svag og ligegyldig er at Kristi nåde mangler iblandt dem der bekender at tro sandheden for disse sidste dage. Hvis Herren nogensinde har talt ved mig, gemmer der sig synd af næsten enhver karakter hos mange der hævder at være Guds børn; og hvis de ikke adskiller sig fra Satan og klynger sig til Jesus vor retfærdighed, vil Guds veer være over dem som har fået stort lys, og alligevel har valgt at vandre i mørke. ”Da gav han sig til at revse de byer, hvor hans fleste kraftige gerninger var gjort, fordi de ikke havde omvendt sig: »Ve dig, Korazin! ve dig, Betsajda! Thi (259) hvis de kraftige gerninger, som er sket i jer, var sket i Tyrus og Zidon, så havde de for længe siden vendt sig i sæk og aske. Men jeg siger jer: Det skal gå Tyrus og Zidon tåleligere på dommens dag end det sker jer. Og du, Kapernaum! Mon du skal ophøjes indtil Himmelen? Til Dødsriget skal du fare ned! thi hvis de kraftige gerninger, som er sket i dig, var sket i Sodoma, da var den blevet stående til den dag i dag. Men jeg siger jer: Det skal gå Sodomas land tåleligere på dommens dag end dig.«

(259)  Det er en frygtelig ting at have stort lys og mange velsignelser, få mange anledninger og privilegier, og alligevel ikke gøre frelsende brug af dem. Dem som ikke bruger deres anledninger frelsende, vil fordømmes ved de muligheder Gud har tilstået dem; men dem som vandrer i lyset vil få mere lys. Dem som har fået sandhedens lys, og alligevel ikke vandret i lyset, er under samme dom som Korazin og Betsajda var. Skal der ikke gives agt på disse advarsler? Skal denne formaning ikke få vægt hos os? I den nære fremtid vil den kunne ses af dem som har vandret ydmyget med Gud, og som har adlydt Hans ordre. Dem som har vandret i gnisterne af deres optænding vil lægge sig ned i sorg. Det vil kunne ses at de har begået gruelig fejl. Oh lad os vågne op! Lyset skinner; lad sindets og hjertets vinduer åbnes op og byde himmelsksendte stråler velkommen. Skal Jesus sige til dem som bekender sandheden, og som alligevel ikke vandrer i lyset: ”På dem går Esajas' profeti i opfyldelse, når han siger: »I skal høre og høre og dog intet fatte, I skal se og se og dog intet øjne. Thi dette folks hjerte er blevet sløvt, og med ørene hører de tungt, og deres øjne har de lukket, for at de ikke skal se med øjnene og høre med ørene og fatte med hjertet og omvende sig, så jeg kan læge dem«? — ”Kristen uddannelse”, 140 1893.

næste kapitel