Grundprinipper for kristen uddannelse kapitel 37. Fra side 285ren side   tilbage

Til de studerende på Battle Creek College

(285)  (285) Jeg har en meget dyb interesse for uddannelsesinstitutionen i Battle Creek. I årevis har min mand og jeg selv været meget optaget af at oprette en skole, hvor vore unge og børn kan få gavn af en overmådelig god kvalitet, modsat det der er i almindelige offentlige skoler, eller på verdslige colleges. Herren har tydelig specificeret karakteren af den indflydelse og undervisning som skolen skal fastholde, for at det vigtige arbejde kan udføres som skolen er indrettet til. Idet Herrens kundskab og frygt er begyndelse på visdom, var det nødvendigt at bibelstudier skal have en fremtrædende plads iblandt forskellige videnskabelige uddannelsesgrene. Skolens standard skal være af en høj orden, og principperne for livsvigtig gudsfrygt skal altid holdes frem for de studerende, som det væsentligste træk i uddannelsen. ”Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, som du har sendt, Jesus Kristus.” De unge skal instrueres til de tider som vi lever i, og komme til at forstå hvad der vil ske i afslutningen af verdens historie.

(285)  En grund til at det var nødvendigt at oprette vore egne institutioner var fordi at forældrene ikke kunne modvirke indflydelsen af deres børns undervisning, som de fik på offentlige skoler, og den vildfarelse som der blev undervist i, ledte de unge ud på falske stier. De unges og børnenes sind kunne ikke få en stærkere indflydelse end dem som uddannede dem i videnskabens principper. Af den grund var det tydeligt at skolerne måtte oprettes, hvori vore børn skulle introduceres til sandhedens vej. På vore skoler blev det specificeret at de unge skulle undervises i bibelafholdenhedens principper, og at al (286) indflydelse skulle hjælpe dem til at undgå denne fordærvede tidsalders tåbeligheder, som hurtigt dannede verden som et andet Sodoma.

(286)  På vore læreanstalter skal der være en indflydelse som modvirker verdens indflydelse, og ikke opmuntrer til at føje appetitten, selvisk tilfredsstillelse af sanserne, stolthed, ærgerrighed, kærlighed til klæder og opvisning, kærlighed til ros og smiger, og kamp for høj løn og ære som en løn for god dygtighed. Det vil være umuligt at lære vore børn at undgå disse ting, og alligevel sende dem til de offentlige skoler, hvor de dagligt vil komme i kontakt med det som forurener deres moral. Over hele verden forsømmes hjemmeoplæringen for meget, så børnene på de offentlige skoler, for det meste, blev ryggesløse, og gennemsyret af umoralitet.

(286)  Det som vi som et folk skal gøre i en sådan sag, er at oprette en skole, og gøre det arbejde som Jesus Kristus, fra skystøtten, anviste som arbejde til sit folk, - oplære og uddanne vore børn og unge til at respektere Guds bud. Den respektløshed verden viser mod Guds lov forurener deres moral, som bekender at holde Guds lov. Men vi blev kaldet til at følge Abrahams eksempel. Om ham har Herren sagt: ”Jeg kender ham, at han skal pålægge sine børn og sine efterkommere at vogte på Herrens vej ved at øve retfærdighed og ret.”

(286)  Abraham skal efterlade sit land til sine fædres hus, og opholde sig i et fremmed land, for at få succes med indføre den nye orden i hans hus. Guds forsyn skal altid åbne nye metoder op, og der skal ske fremskridt fra slægt til slægt, for at bevare en kundskab til den sande Gud i denne verden, og bevare kundskab til love og bud. Dette kan kun ske ved at opelske hjemmereligion. Men det var ikke muligt for Abraham at gøre dette, da (287) han var omgivet af sine afgudsdyrkende slægtninge og venner. På Guds befaling må han gå alene, og lytte til Kristi stemme, lederen for Israels børn. Jesus var på jorden for at instruere og uddanne Guds udvalgte folk. Abraham besluttede sig for at adlyde Guds lov, og Herren vidste at den hellige betroelse for hans del ikke vil blive forrådt, ikke give efter for nogen anden vejleder end ham som han nærede et ansvar for at adlyde. Han erkendte at han havde ansvar for at instruere sit hus og sine børn, og pålagde dem efter sig, at udøve ret og dømmekraft. Idet han underviste dem i Guds love, lærte han dem at Herren er vor dommer, vor Lovgiver og Konge, og at Han hersker over forældre og børn; at der ikke var undertrykkelse fra forældrenes side og fra børnenes side ingen ulydighed.

(287)  Herren befalede Moses at gå og sige til Farao at han skal lade Israel forlade Ægypten. I fire hundrede år havde de været i Ægypten, og var i ægypternes slaveri. De var blevet fordærvet af afgudstilbedelse, og tiden var kommet hvor Gud kaldte dem ud fra Ægypten, til den orden at de må adlyde hans love og holde hans sabbat, som han havde indført i edens have. Han erklærede de ti bud for dem i ærefuld storhed fra Sinajs Bjerg, så de kan forstå lovens hellige og vedvarende karakter, og opbygge et fundament for mange slægter, ved at undervise deres børn i Guds hellige forskrifters bydende karakter.

(287)  Det er det arbejde som vi er kaldet til at gøre. Fra de populære kirkers talerstole proklameres det at den første ugedag er Herrens sabbat; men Gud har givet os lys, og viser os at tibudlovens fjerde bud er lige så bindende som de andre ni moralbud. Det er vor gerning at gøre det tydeligt for vore børn at den første ugedag ikke er den sande sabbat, og at dens overholdelse, efter det lys der er kommet til os hvad den sande sabbat faktisk er, er det afgudsdyrkelse og i tydelig modsætning til Guds (288) lov. For at give dem instruktion i Jehovas lovs kraft, er det nødvendigt at vi skiller vore børn ud fra verdslige selskaber og indflydelse, og holder skriftens sandhed frem for dem, og uddanner dem linje for linje, og forskrift for forskrift, så de ikke viser sig som illoyale mod Gud.

(288)  Protestanterne har accepteret den falske sabbat, pavedømmets barn, og har ophøjet den over Guds hellige, helliggjorte dag; og vore undervisningsinstitutioner er blevet oprettet med det udtrykkelige fortsæt at modvirke deres indflydelse, som ikke følger Guds ord. Der er nok af grunde der viser hvorfor vi har vore egne uddannelsesinstitutioner; for vi må undervise i sandhed frem for fiktion og falskneri. Skolen skal supplere oplæringen i hjemmet, og både i skolen og i hjemmet må enkle klæder, kost og fornøjelser fastholdes. Der må skabes en atmosfære som ikke er skadelig for den moralske natur. Linje for linje, og forskrift for forskrift, må vore børn og hjem oplæres til at holde Herrens veje, og stå fast på sandhed og retfærdighed. Vi må holde stand imod alle sofistiske spekulationer som fører vild i denne degenerede tid, når der dækkes over vildfarelsen, og således blandes med sandhed som er næsten umulig for dem, som ikke er fortrolig med de sondringer skriften giver mellem mennesker traditioner og Guds ord, for at de skal kunne skelne sandhed fra vildfarelse. Det står tydeligt anført at nogle i denne tidsalder ” falder fra troen, idet de lytter til forførende ånder og dæmoners lærdomme.”

(288)  Idet sandheden føres ud i det praktiske liv, skal standarden højnes højere og højere, for at imødekomme Bibelens forlangender. Dette vil nødvendigvis føre til modstand mod verdens moder, skikke, praksis og grundregler. Verdslig indflydelse vil, ligesom havets bølger, slå imod Kristi efterfølgere og feje dem bort fra Kristi sagtmodighed og nådes sande principper; men de skal stå lige så fast (289) som en klippe på princippet. Det vil kræve moralsk mod at gøre dette, og de sjæle som ikke nagles til den evige Klippe, vil fejes bort af verdslige strømme. Vi kan kun stå fast når vort liv er skjult med Kristus i Gud. Moral selvstændighed vil være helt på plads når verden modsættes. Ved at tilpasse sig helt til Guds vilje, sættes vi på fordelens grund og ser det nødvendige i en helt adskillelse fra verdens sæder og skikke. Vi skal ikke blot ophøje vor standard en smugle over verdens standard; men vil skal gøre skillelinien afgjort tydelig.

(289)  Der er mange i menigheden som af hjerte tilhører verden, men Gud kalder på dem som hævder at tro den fremrykkede sandhed, til at rejse sig over nutidens populære menigheders nuværende indstilling. Hvor er selvfornægtelsen, hvor er den korsbærelse at Kristus har sagt skal karakterisere sine efterfølgere? Grunden til at vi har så lidt indflydelse på ikke-troende slægtninge og omgangsfæller, er at vi udviser så lidt forskel i vor handlemåde fra dem i verden. Forældre behøver at vågne op, og rense deres sjæle og praktisere sandheden i deres hjemmeliv. Når vi når den standard Herren vil have os til at nå, vil verdslige betragte syvendedagsadventister som ulige, specielle og ligefremme ekstremister. ”Et skuespil er vi jo blevet for hele verden, både for engle og mennesker.”

(289)  Vi er under højtidelig og hellig pagt med Gud om at opdrage vore børn, ikke til verden, ikke for at lægge deres hænder i verdens hænder, men for at elske og frygte Gud, og holde hans bud. Vi skal instruere dem til at arbejde ihærdigt i Kristi linjer, og bringe en ædel, ophøjet kristen karakter til dem, som vi omgås. Vore skoler blevet oprettet af denne grund, så unge og børn kan uddannes til at udøve indflydelse for Gud i verden. Skal vore skoler da omvendes til verden, og følge dets sæder og moder? ”Så formaner jeg jer da, (290) brødre! ved Guds barmhjertighed, til at bringe jeres legemer som et levende, helligt, Gud velbehageligt offer; dette er jeres åndelige gudsdyrkelse. Skik jer ikke lige med denne verden, men lad jer forvandle gennem en fornyelse af jeres sind, så I må kunne skønne, hvad der er Guds vilje: det gode, velbehagelige og fuldkomne.”

(290)  Når dem som har nået ungdommens og manddommens år ikke ser forskel mellem vore skoler og verdens colleges, har ingen forkærlighed for den skole de går på, selvom der undervises i vildfarelse ved forskrift og eksempel i verdens skoler, så er der behov for ransage disse årsager nøje, som leder til en sådan konklusion. Vore undervisningsinstitutioner kan svinge over til verdslig tilpasning. Mange kommer frem i verden skridt for skridt; men de er håbets fanger, og Gud vil rette og lette dem, og bringe dem tilbage til deres retsmæssige afstand fra verden. Jeg våger med intens interesse, og håber at se vore skoler bliver grundigt gennemsyret af en sand og ubesmittet religions ånd. Når de studerende, gennemsyres sådan, vil de se at der er et stort arbejde at gøre i de linjer som Kristus virkede i, og den tid de har brugt på fornøjelser, vil gives til at gøre et alvorligt missionsarbejde. De vil bestræbe sig på at gøre godt mod alle omkring dem, og opløfte sjæle som er bøjet ned i modløshed, og lette dem som er i vildfarelsens mørke. De vil påtage Herren Jesus Kristus, og ikke gøre forsyn for kødet til at opfylde dens lyster. — The Review and Herald, 9. januar, 1894.

næste kapitel