Grundprinipper for kristen uddannelse kapitel 45. Fra side 368ren side   tilbage

Den væsentlige uddannelse

(368)  (368) Jeg har hovedsaglig skrevet om studerende der bruger urimelig lang tid på at få en uddannelse; men jeg håber at jeg ikke misforstås hvad den væsentlige uddannelse er. Jeg siger ikke at der skal gøres et overfladisk arbejde, sådan som det er illustreret ved den måde nogle dele af landet er bearbejdet i Australien. Ploven blev kun lagt nogle få tommer ned, jordbunden blev ikke forberedt til udsåning, og høsten var mager, svarende til den overfladiske forberedelse landet fik.

(368)  Gud har gjort unge og børns tankesind sådan, at de spørger. De har fået betroet deres fornuft som dyrebare talenter. Det er forældres pligt at holde deres uddannelsesbehov op for dem i sin sande betydning; for det omfatter mange områder. De bør lære at udnytte alle talenter og organer, forvente at de vil bruges til Kristi tjeneste til at løfte den faldne menneskehed med. Vore skoler er Herrens særlige redskab til at udruste børn og unge med til missionsarbejdet. Forældre bør forstå deres ansvar, og hjælpe deres børn til at påskønne de store privilegier og velsignelser som Gud har givet dem, for at få uddannelse.

(368)  Men deres hjemmeuddannelse bør være forligt med deres boglige uddannelse. I barndommen og ungdommen bør den praktiske og boglige oplæring kombineres, og sindet bør fyldes med kundskab. Forældre bør føle at de har et højtideligt arbejde at gøre, og bør tage alvorlig fat i det. De skal optræne og forme deres børns karakter. De bør ikke være tilfreds med at udføre et overfladisk arbejde. Før ethvert barn åbner et helt liv med de vigtigste interesser; for de gøres fuldkomne i Kristus gennem de redskaber som Gud har tilvejebragt. Hjertets jord bør optages forud; sandhedens frø bør sås deri i de (369) første år. Hvis forældrene er ligeglade med dette, vil de drages til regnskab for deres upålidelige forvaltning. Børn bør behandles med omhu og elskeligt, og lære at Kristus er deres personlige Frelser, og at de bliver hans disciple ved at give deres hjerter og sind til ham.

(369)  Børn bør lære at tage del i hjemmepligterne. De bør undervises i at hjælpe far og mor i de små de ting de kan gøre. Deres tankesind bør oplæres til at tænke, deres hukommelse belastes til at huske deres udpegede arbejde; og oplæres de til nyttighed i hjemmet, uddannes til at udføre praktiske pligter der passer til deres alder. Hvis børn har en ordentlig oplæring hjemmefra, vil de ikke kunne findes på gaderne og får den vilkårlige uddannelse som mange får. Forældre som elsker deres børn på en følsom måde vil ikke lade dem vokse op med dovenskabens levemåde, og uvidne om hvordan de udfører hjemmepligterne. Gud accepterer ikke uvidenhed, og ønsker ikke udføre hans arbejde. En uviden person betragtes ikke som ydmyghedens mærke, eller noget som mennesker skal rose sig af. Men Gud arbejder for folk på trods af deres uvidenhed. De som ikke har mulighed for at få kundskaber, eller har haft muligheden og har ikke udnyttet den, og bliver omvendt til Gud, kan være nyttig i Herrens tjeneste gennem Helligåndens virke. Men dem som har en uddannelse, og som helliger sig til Guds tjeneste, kan tjene på mange forskellige måder, og kan udrette meget mere vidtfavnende arbejde og bringe sjæle til sandhedskundskab end dem som ikke er uddannet. De har en fordel, på grund af den tankedisciplin som de har. Vi vil ikke på mindste måde tale nedværdigende om uddannelse, men vil råde til at den fremføres med en høj fornemmelse af tidens korthed, og det store arbejde som udrettes før Kristus kommer igen. Vi vil ikke have at de studerende får den tanke at de (370) kan bruge mange år på at få en uddannelse. Lad dem få uddannelsen så de har rimelig tid til at fremføre Guds arbejde i. Vor Frelser er i helligdommen og beder for vor skyld. Han er vor Ypperstepræst i forbøn, udfører et sonoffer for os, beder om sit blods virkekraft for vor skyld. Forældre bør søge at fremstille denne Frelser for deres børn, bygge Frelsesplanen op i deres tankesind, hvordan at Kristus blev vor syndbærer, på grund af overtrædelse af Guds lov. Det at Guds enbårne søn gav sit liv på grund af menneskers overtrædelser, og gøre ret og hævde Guds lovs ære, bør hele tiden holdes frem for børns og unges tankesind. Formålet med dette store offer bør altid holdes foran dem; for det var for at opløfte faldne mennesker, der var faldet i synd, at dette store offer blev givet. Kristus led for at vore synder gennem tro på ham kan blive tilgivet. Han blev menneskets stedfortræder og sikkerhed, han tog selv straffen, trods ufortjent, så vi som fortjente dem kunne gå fri, og vende tilbage til vor alliance med Gud, gennem en korsfæstet og opstanden Frelsers fortjenester. Han er vort eneste håb om frelse. Gennem hans offer er vi nu håbets fanger løsladt på prøve. Vi skal åbenbare for universet, for faldne og ufaldne verdener, at der er tilgivelse hos Gud, at vi kan forliges med Gud gennem Guds kærlighed. Mennesker angrer, bliver brødebetynget i hjertet, tror på Kristus som sit sonoffer, og erkender at Gud er forligt med ham.

(370)  Vi bør værne om et taknemmeligt hjerte i alle vort livs dage, fordi Herren har nedskrevet disse ord: ”Thi så siger den højt ophøjede, som troner evigt, hvis navn er »hellig«: I højhed og hellighed bor jeg, hos den knuste, i Ånden bøjede for at kalde de bøjedes ånd og de knustes hjerte til live.” Guds forsoning med mennesker, og til mennesker, er sikret når visse betingelser er opfyldt. Herren siger: ”Offer (371) for Gud er en sønderbrudt ånd; et sønderbrudt, sønderknust hjerte agter du ikke ringe, o Gud.” Han siger også: ”Herren er nær hos dem, hvis hjerte er knust, han Frelser dem, hvis ånd er brudt.” ”Thi Herren er ophøjet, ser til den ringe, han kender den stolte i frastand.” “Så siger Herren: Himlen er min trone og jorden mine fødders skammel hvad for et hus vil I bygge mig, og hvad for et sted er min bolig? Alt dette skabte min hånd, så det fremkom, lyder det fra Herren. Jeg ser hen til den arme, til den, som har en sønderknust Ånd, og den, som bæver for mit ord.” ”Den herre Herrens Ånd er over mig, fordi han salvede mig; han sendte mig med glædesbud til ydmyge, med lægedom for sønderbrudte hjerter, for at udråbe frihed for fanger og udgang for dem, som er bundet, udråbe et nådeår fra Herren, en hævnens dag fra vor Gud, for at trøste alle, som sørger, give dem, som sørger i Zion, højtidspragt for sørgedragt, for sørgeklædning glædens olie; lovsang for modløst sind. Man kalder dem retfærds ege, Herrens plantning til hans ære.” Salmisten skriver: ”Han læger dem, hvis hjerte er sønderknust, og forbinder deres sår”. Hos Ham er den faldne menneskeheds oprejsning, dog ”Han fastsætter stjernernes tal og giver dem alle navn. Vor Herre er stor og vældig, hans indsigt er uden mål; Herren holder de ydmyge oppe, til jorden bøjer han gudløse. Syng for Herren med tak, leg for vor Gud på citer! . . . . Herren har behag i dem, der frygter ham, dem, der bier på hans miskundhed. Lovpris Herren, Jerusalem, pris, o Zion, din Gud!”

(371)  Hvor dyrebare er lektierne ikke i denne salme! Vi kan lige så godt studere Davids sidste fire salmer. Profetens ord er meget dyrebare: “Forlader Libanons sne (372) den Almægtiges klippe, eller udtørres bjergenes kølige, rislende vande, siden mit folk har glemt mig og ofrer til løgn? De snubler på deres veje, de ældgamle spor, og vandrer ad stier, en vej, der ikke er højnet.” ”Så siger Herren: Forbandet være den mand, som stoler på mennesker, og som holder kød for sin arm, hvis hjerte viger fra Herren. Han bliver som ødemarkens ene og får ej lykke at se; han bor i glødende ørk, i saltland, hvor ingen fæster bo. Velsignet være den mand, som stoler på Herren, og hvis tillid Herren er. Han bliver som et træ, der er plantet ved vand, og strækker sine rødder til bækken, ej ængstes, når heden kommer, hvis løv er frodig grønt, som ej ængstes i tørkens år eller ophører med at bære frugt.”— Særlige vidnesbyrd om uddannelse, 22. april, 1895.

næste kapitel