Grundprinipper for kristen uddannelse kapitel 50. Fra side 397ren side   tilbage

Den guddommelige lærer

(397)  (397) Dem som dagligt lærer af Jesus Kristus udrustes til at positionere sig som medarbejdere sammen med Gud, og uanset deres erhverv eller forretning måtte de, kan de udøve deres gudsgivne kræfter efter Kristi karakters lignelse, da han tog bolig i kødet. De unge vil føre den indflydelse med sig som de har fået i deres hjemmeliv og i skoleuddannelsen. Gud drager lærerne til ansvar for deres arbejde som opdragere. De må dagligt lære i Kristi skole, for at kunne opløfte de unge, som har fået en løs opdragelse hjemmefra, som ikke har dannet flidens vane, som kun har lidt kendskab til det fremtidige evige liv, som himlens Gud betalte den højeste pris for, og afgiver sin enbårne Søn til at leve et ydmygt liv og dø den mest skamfulde død, “at enhver som tror på ham ikke skal fortabes men have evigt liv.”

(397)  Gud har givet os en prøvetid hvori vi forbereder os til den højere skole. For i denne skole skal de unge uddannes, opdrages og oplæres til en karakter-, moral og forstandsdannelse, som Gud kan anerkende. De modtager en oplæring, ikke er i det verdslige samfunds skikke, fornøjelser og spil, men i Kristi linjer, en oplæring som udruster dem til at være medarbejdere med himmelske forstandsvæsener. Men hvilken frase er det da, at uddanne i litterære linjer, hvis eleven fratages, hvis han regnes værdig til at tage det liv der måler sig med Guds liv, og han selv bevares som med ild.

(397)  Førhen gik uddannelsen ud på at møjsommeligt fylde de studerendes tanker med materiale som ikke har den mindste værdi for dem, og som ikke genkendes i den højere skole. Lærerne i den jødiske nation bekendte at undervise de unge i at forstå nationens loves renhed og udmærkelse, som skal stå for (398) altid, men de fordrejede sandhed og renhed. Selvom de sagde for sig selv, “Her er Herrens tempel, Herrens tempel, Herrens tempel!”, har de alligevel korsfæstet Ophavsmanden til alle jødiske ceremonier, ham som alle deres forordninger pegede på. De så ikke guddommelighedens tilslørende mysterium, Kristus Jesus forblev tilsløret for dem. Sandheden, livet, og hjertet i al deres tjeneste blev sat til side. De overholdte og overholder stadig blot det ydre, afskygninger, der symboliserer det sande. En symbol for den fastsatte tid, at de måtte se sandheden, blev så forvansket af deres egne påfund, at deres øjne var forblindede. De indrømmede symbolet mødte modbilledet i Jesu Kristi død. Jo større deres forvanskning blev af forbilleder og symboler, des mere forvirrede blev de i deres tanker, så at de ikke kunne se den fuldstændige opfyldelse af den jødiske husholdning, indført og etableret af Kristus, og pegede til ham som erstatningen. Mad og drikke og diverse forordninger blev mangedoblet indtil den ceremonielle religion udgjorde deres eneste tilbedelse.

(398)  »Med sin lære, forsøgte Kristus at uddanne og oplære jøderne til at se formålet med det som blev afskaffet ved hans eget offer. Det levende offer. »Gå hen? sagde han,« og lær, hvad de ord betyder: »Barmhjertighed vil jeg, ej slagtoffer.« Han viste en ren karakter som af højeste vigtighed. Han blev fri for al pomp, og krævede at tro som virker ved kærlighed og renser sjælen, som den eneste nødvendige kvalifikation for at nå himmeriget. Han lærte at sand religion ikke består af former eller ceremonier, ydre tiltrækning eller ydre pragt. Kristus ville have taget dette til sig selv, hvis det var nødvendigt for at forme en karakter efter den guddommelige lignelse. Men hans borgerskab, hans guddommelige autoritet, hvilede på hans egne indre fortjenester. Han, himlens Majestæt, vandrede på jorden, tilhyllet i menneskelig forklædning. Al hans tiltrækning og sejre blev åbenbaret for menneskenes skyld, og skulle bevidne hans levende forbindelse med Gud.«

(399)  (399) Kristi forudsigelse om templets ødelæggelse var en lektie i religionsrenhed, at former og ceremonier ikke gør nogen virkning. Han erklærede sig selv større end templet, og stillede sig frem og proklamerede: ”Jeg er vejen, sandheden og livet;” han var den som alle de jødiske ceremonier og symbolske tjeneste fandt sin opfyldelse i. Han stillede sig op på tempelpladsen; alle kirkens embedsmænd samlede sig alene om ham.

(399)  I fortiden var Kristus kommet nærmere gennem former og ceremonier, men nu var han på jorden, og henledte opmærksomheden direkte til sig selv, fremviste et åndeligt præsteskab, og satte den syndige menneskeagent ved nådens fodskammel. ”Bed, så skal der gives jer;” har han lovet, “søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer.” “Hvis I beder mig om noget i mit navn, vil jeg gøre det. Hvis I elsker mig, så hold mine befalinger!” “Den, som har mine befalinger og holder dem, han er den, som elsker mig; og den, som elsker mig, skal elskes af min Fader; og jeg skal elske ham og åbenbare mig for ham.” “Som Faderen har elsket mig, således har jeg også elsket jer; bliv i min kærlighed! Hvis I holder mine bud, vil I blive i min kærlighed, ligesom jeg har holdt min Faders bud og bliver i hans kærlighed.”

(399)  Disse lektier gav Kristus i sin undervisning, viste at den rituelle tjeneste som var på vej ud, og havde ingen værdi. ”Men den tid kommer,” sagde han “ja, er allerede inde, da de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed; thi det er sådanne tilbedere, Faderen søger. Gud er ånd, og de, som tilbeder ham, bør tilbede i ånd og sandhed.” Sand omskærelse er tilbedelse af Kristus i ånd og sandhed, ikke i former og ceremonier, med hyklerisk foregivenhed.

(399)  Himmelen kendte til menneskets dybe behov for en guddommelig lærer. Guds medynk og forståelse blev udvist for menneskets skyld, faldet og bundet til Satans stridsvogn; og når tidens fylde kom, sendte han sin Søn. Den som var udpeget i himlens rådssamlinger, kom til (400) jorden som en instruktør. Han var ikke mindre end verdens Skabervæsen den Almægtige Guds søn. Guds rige godgørenhed gav ham til vor verden; og imødekomme menneskehedens fornødenheder, han påtog sig menneskenaturen. Til den himmelske hærs forbavselse, vandrede han på denne jord som det Evige Ord. Helt forberedt, forlod han de kongelige sale for at komme til en verden, ødelagt og tilsmudset af synd. På mystisk vis allierede han sig selv med menneskenaturen. “Ordet blev til kød, og boede iblandt os.” Guds udmærkede godhed, godgørenhed og kærlighed var en overraskelse for verden, om nåde som kunne erkendes, men blev ikke fortalt.

(400)  At Kristus, i sin barndom, skulle vokse i visdom og ynde sammen med Gud og mennesker, var ikke forbavsende; for det er efter lovene for hans guddommelige bestemmelse, at hans talenter skal udvikles, og hans evner styrkes efterhånden som de bruges. Han søgte hverken profeters skoler eller lærdom fra rabbinernes lærere; han behøvede ikke den uddannelse man fik i disse skoler; for Gud var hans instruktør. I nærvær af lærere og herskere, var hans spørgsmål instruerende lektier, og han forbavsede de store mænd med sin visdom og dybe indtrængen. Hans svar på deres spørgsmål åbnede op for tankebaner om emnerne, når det gælder Kristi mission, som aldrig før havde nået deres tankesind.

(400)  De visdommelige historier og den videnskabelige kundskab, Kristus viste frem over for de kloge mænd, overraskede hans forældre og brødre; for de vidste at han aldrig havde fået belæring fra de store lærere, om menneskelig videnskab. Hans brødre blev irriteret på hans spørgsmål og svar; for de kunne ikke se at han var en instruktør for de lærte lærere. De kunne fatte ham; for de vidste ikke at han har adgang til livets træ, en kundskabskilde som de intet ved om. Han besad altid en særlig værdighed og personlighed langt fra jordisk (401) stolthed eller foregivenhed; for han stræbte ikke efter storhed.

(401)  Efter at Kristus nedlod sig fra sin høje rang, gik ned fra den almægtige højde og påtog sig menneskelighed, kunne han have påtaget sig enhver menneskelig tilstand, han måtte vælge. Men storhed og rang var intet for ham, og han valgte den laveste og ydmygeste livsvandring. Stedet han blev født var Betlehem, og på een måde var hans herkomst fattigdom, men Gud, verdens ejer var hans Fader. Intet spor af luksus, behagelighed, selvtilfredsstillelse, eller udsvævelser kom ind i hans liv, som var i stadig selvfornægtelse og selvopofrelse. Eftersom han fik en ydmyg fødel, havde han tilsyneladende ingen storhed eller rigdomme, således at den ydmyge troende ikke behøver at se, at Kristus aldrig kendte til trykkende armod. Var han i besiddelse af tilsyneladende ydre ynde, rigdomme, storhed ville den fattige ydmyge klasse have undgået hans selskab; derfor valgte han den laveste tilstand hos de allerfleste mennesker. Hans tema var sandhed af himmelsk oprindelse. Han skulle tilså jorden med sandhed; og han kom på en sådan måde at alle kunne tage imod ham, at sandheden alene kunne gøre indtryk på menneskenes hjerter.

(401)  Kristi tilfredshed med en hver position provokerede hans brødre. De kunne ikke forklare årsagen til hans fred og sindsro; og ingen af deres overtalelser kunne få ham til at lægge andre planer eller foretagender som bar præg af skyldfølelse. Ved enhver lejlighed ville han vende dem fra dette, og tydeligt sige at de ville føre andre vild, og var uværdige som Abrahams sønner. Han må sætte et sådant eksempel at små børn, de yngre af Herrens familie, ikke vil se noget i hans liv eller karakter, der retfærdiggør nogensomhelst onde handlinger. Du er i det hele taget noget særligt og specielle, sagde medlemmerne af hans egen familie. Hvorfor ikke være som andre børn? Men sådan skulle det ikke være, for Kristus var et tegn og under for sin ungdom, så vidt det angår lydighed og renhed.

(402)  Han var altid venlig og betænksom tog altid side for den undertrykte, uanset om han var jøde eller hedning, alle elskede Kristus. Med sit fuldkomne liv, besvarede han spørgsmålet i den femtende Salme: ”Herre, hvo kan gæste dit telt, hvo kan bo på dit hellige bjerg? Den, som vandrer fuldkomment og øver ret, taler sandhed af sit hjerte.” I barndommen og ungdommen arbejdede han som om han var underviser, for han kunne sige til sine disciple: “Hvis I holder mine bud, vil I blive i min kærlighed, ligesom jeg har holdt min Faders bud og bliver i hans kærlighed.”

(402)  Idet Kristus blev ældre, fortsatte det arbejde han var påbegyndt med i sine barndom, og han fortsatte med at vokse i visdom, og vækst og yndes for Gud og mennesker. Han tog ikke side for sin egen familie, blot fordi de var slægtsbundet til ham; han ville i forsvare deres sag en eneste gang, hvor de var skyldige i uretfærdighed eller fejl; men han forsvarede altid det som han viste var sandhed.

(402)  Kristus var meget flittig til at studere Bibelen; for han vidste at den er fuld af dyrebar belæring for alle som vil gøre den til rådgiver for mennesker. Han var trofast med sine hjemmepligter, og i de tidlige morgen timer fandt man ham ofte på et afsidesliggende sted, i stedet for at spilde tiden i sengen, og han mediterede og ransagede Bibelen og var i bøn. Han var fortrolig med enhver profeti angående hans arbejde og mellemkomst, især dem der havde med hans forsmædelse, forsoning og midlerarbejde at gøre. I sin barn- og ungdom var hans store mål altid at påtage sig midlerarbejdet for faldne menneskers skyld. Han ville se at sæden forlængede deres levetid, og at Herrens nådige målsæt vokse i hans hænder.

(402)   ”Så lad da også os, som har så stor en sky af vidner omkring os, lægge alt det bort, som tynger, og synden, som så let hilder os, og lad os med udholdenhed ile (403) fremad i det kapløb, vi har foran os, mens vi retter vort blik mod Jesus, troens banebryder og fuldender, som for at få den glæde, der ventede ham, udholdt korset uden at ænse skammen, og som nu har taget sæde på højre side af Guds trone.” Disse emner studerede Kristus i sin ungdom, og himlens univers så på med interesse på Ham, som udholdt korsets og foragtede skammen for denne glædes skyld. Ved at give sig selv som mellemmand for menneskeslægtens overtrædelser, udfører Kristus præstens embede. Som belønning, skulle han se sin sjæls møje, og mættes. Hans sæd skal forlænge deres dage på jorden for altid. ”Ær din fader og din moder, for at du kan få et langt liv i det land, Herren din Gud vil give dig!” Ved sin lydighed mod sin fader og moder, var Kristus et eksempel for alle børn og unge; men i dag følger børn ikke det eksempel de har fået, og resultatet vil visselig afkorte deres dage.

(403)   ”Lovet være Gud, vor Herres Jesu Kristi Fader, som i Kristus har velsignet os med al den himmelske verdens åndelige velsignelse. Thi før verdens grundvold blev lagt, har han udvalgt os i ham til at være hellige og uden dadel for hans åsyn, og han har i sin kærlighed forudbestemt os til barnekår hos sig ved Jesus Kristus, ifølge sin egen viljes beslutning.” Før jordens grundvold blev lagt, pagten blev gjort så alle der er lydige, alle som ved den overmådige nåde, kan blive hellig i karakter, og uden skam over for Gud, og tilegne sig den nåde, skal være Guds børn. Denne pagt, som er fra evigheden af, blev givet til Abraham hundredevis år før Kristus kom. Med hvilken interesse og hvilken intensitet studerede Kristus i sin menneskelighed om menneskeslægten for at se om den tilvejebringelse der er gjort, kunne hjælpe dem.

(403)   ”Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, som du har sendt, Jesus Kristus.” Disse (404) ord er en øjnåbner for alle der vil se. Gudskundskaben er en kendskab som ikke må lægges bagud, når vor prøvetid afslutter, en kundskab som er af den længstvarene gavn for verden og for os som enkeltpersoner. Hvorfor skal vi da sætte Guds ord i baggrunden, når den er visdommen til frelse. ”Derfor må vi så meget mere give agt på det, vi har hørt, for at vi ikke skal glide bort fra det. Thi når det ord, som var talt ved engle, stod fast, og hver overtrædelse og ulydighed fik sin velfortjente straf, hvorledes skal vi da kunne undslippe, hvis vi ikke bryder os om så stor en frelse?” Vi tilsidesætter vor frelse hvis vi giver forfattere, med forvirrede tanker om religion, den tydeligste plads og hellig respekt, og sætter Bibelen i anden række. Dem som er blevet oplyst om sandheden for disse sidste dage, vil ikke kunne finde undervisning i de bøger der generelt studeres i dag, om de ting der kommer over vor verden; men Bibelen er fuld af Gudskundskab, og er kompetent til at uddanne studerende til et nyttigt liv i dette liv og det evige liv.

(404)  Studér omhyggeligt det første kapitel i Hebræerbrevet. Bliv interesseret i Bibelens skrifter. Læs og studér dem omhyggeligt. “I mener i skrifterne at have evigt liv;” sagde Kristus, ”og det er dem, som vidner om mig.” Det betyder alt for os at få en erfaringsmæssig og personlig kendskab til Gud og til Jesus Kristus, ”som han har sendt.” ”Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, som du har sendt, Jesus Kristus.”— Særlige vidnesbyrd om uddannelse , 23. marts, 1896.

næste kapitel