| Grundprinipper for kristen uddannelse kapitel 51. Fra side 405 | ren side tilbage |
(405) (405) ”Tydes dine ord, så bringer de lys, de giver enfoldige indsigt.” – for dem som ikke har nok i sig selv, men er villige til at lære. Hvad var det for et arbejde budbringeren fik til vor verden? Den enbårne søn iklædte sig sin guddommelighed med menneskelighed, og kom til vor verden som lærer, underviser, for at åbenbare sandheden i modsætning til vildfarelse. Sandhed, frelsende sandhed, tøvede aldrig på hans tunge, led aldrig i hans hænder, men skulle stå klart og tydeligt frem midt i blandt det moralske mørke, der hærgede i vor verden. Han forlod de himmelske sale for dette arbejde. Han sagde om sig selv: ”Dertil er jeg kommen til verden, at jeg skal vidne om sandheden.” Sandheden kom frisk og kraftfuld fra hans læber, som en ny åbenbaring. Han var vejen, sandheden og livet. Hans liv, som blev givet til denne syndige verden, var fuld af alvor og skæbnesvangre følger, for hans arbejde skulle frelse fortabte sjæle. Han kom frem og blev det Sande Lys, der skinnede og det moral-overtroiske og vildfarne mørke, og af en røst fra himlen blev han erklæret: ”Dette er min elskede søn, som jeg har velbehag i.” Og ved forklarelsen kunne denne røst høres igen: ”Dette er min elskede søm, som jeg har velbehag i, hør ham.” ret (405) ”Moses sagde virkelig til fædrene: En profet som mig, vil Herren jeres Gud lade fremstå for jer, en af jeres brødre; han skal I høre på i alt, hvad han taler til jer; men det skal ske, at hver sjæl, som ikke hører på den profet, skal udryddes af folket.” Kristus bibragte vor verden en kendskab om Gud, og alle som tog imod og adlød hans ord, gav han kraft til at blive Guds sønner. Han som kom frem fra Gud til vor verden underviste i alt der var nødvendigt at vide, så mennesker kunne finde (406) stivejen til himlen. For ham var sandhed altid tilstedeværende; en selvindlysende virkelighed; han kom ikke med antydninger, fremskyndede ingen følelsesholdninger, idéer eller anskuelser, men bragte kun den faste frelsende sandhed. ret (406) Alt der ikke kan omfattes i sandhed er menneskers gætteri. Bekendende høje og lærde mænd kan være tåber i Guds øjne, og er det tilfældet, kan de høje og lærte udtalelser fra deres læresætninger, uanset hvor meget de behager og opstemmer sanserne, selvom de kan række ud i generation til generationer, og være fæstnet i den populære tros vugge, så er de bedrag og falskneri, hvis de ikke funderes i Kristi inspirerede lektier. Han er al visdoms Kilde; for han satte sig selv direkte på niveau med den evige Gud. I sin menneskevorden faldt herligheden af himlens oplysning direkte på ham, og alle som tager imod og tror på ham, genspejles fra ham til verden, og blandes med hans karakterfuldkommenhed og hans egen karakters vellyst. Da Kristus trådte klart frem i sin menneskelige personlighed, og appellerede i et slående, men enkelt, sprog til menneskene var han i en så fuldkommen enhed med Gud at hans stemme kom med myndighed, som Guds røst fra herlighedens center. ret (406) Under sin nedskrivning, hvor Johannes blev pålagt af Helligånden at viderebringe, skriver han om Kristus: ”I begyndelsen var Ordet og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Dette var i begyndelsen hos Gud. Alt er blevet til ved det, og uden det blev intet til af det, som er.” Det er den dyrebareste opåbning af definitiv sandhed, der glimter sit guddommelige lys og herlighed på alle som vil tage imod det. Hvilken vigtigere kundskab kan opnås end fra den Bog der underviser om menneskers fald og konsekvenserne af at synd åbnede veernes flodporte over vor verden, som også underviser om Kristi første komme, et hjælpeløst barn, født i en stald og svøbt i en krybbe. Kristi historie skal gennemsøges, sammenligne skriftsted med skriftsted, så vi kan lære denne betydningsfulde lektie. Hvad (407) er frelsens betingelser? Som kløgtige agenter, udstyret med personlige egenskaber og ansvar, vil vi kunne kende vor fremtid, evige skæbne; for den bibeloptegnelse som Johannes giver ved Helligåndens helligelse, har ikke betingelser som ikke er nemme at gå til, og det vil ikke bære den grundigste og kritiske undersøgelse. ret (407) Kristus var en lærer sendt fra Gud, og hans ord indeholder ikke et stykke rajgræs eller noget der blot ligner noget uvæsentlig. Men styrken i menneskers lære består af påstande, ikke af sandhed. Nutidens lærer kan kun bruge tidligere læreres uddannede evner; og alligevel med al vægt af betydning kan de kun henføres til de største forfatteres ord, er der en bevidst uduelighed til at spore dem tilbage til det første store princip, Kilden for ufejlbarlig visdom, hvorfra undervisere får deres myndighed. Der er en smertelig usikkerhed, en stadig ransagelse og rækker ud efter forvisninger, som kun kan findes hos Gud. Den menneskelige storheds basun må gjalde, men det er med en usikker lyd; det er ikke pålideligt, og med dette kan menneskesjæles frelse ikke sættes spil. ret (407) En masse traditioner, blot med skikkelse af sandhed, indføres i uddannelser, som aldrig vil kunne udruste eleven til at leve i dette liv, så han opnår det højere evige liv. Den litteratur som bringes ud på vore skoler, skrevet af hedningene og såkaldte kloge mænd, indeholder ikke den uddannelse som de studerende måtte have. Det er ikke væsentligt at de skal uddannes i disse liner for at graduere fra disse skoler til skolen, der er i himlen. De mange traditioner der undervises i, vil ikke bære i sammenligning med Hans lære, som kom for at vise vejen til himlen. Kristus underviste med myndighed. Bjergprædiken er en forunderlig fremlæggelse, så enkel at et barn kan studere den uden at det ledes på vildspor. Saligprisningerne er et emblem på det højere niveau Kristus stod på. Han talte med en myndighed som helt var hans egen. Enhver sætning han sagde kom (408) fra Gud. Han var Ordet og Guds Visdom, og han præsenterede altid sandheden med Guds myndighed. ”De ord som jeg siger til jer,” sagde han, ”de er ånd, og de er liv.” ret (408) Det som Faderen og Sønnen i himmelens rådssamling anså for væsentligt for menneskers frelse, blev defineret fra evighed af, ved uendelige sandheder som begrænsede mennesker ikke kan undgå at forstå. Der er gjort åbenbaringer for at de skal undervises i retfærdighed, så Gudsmennesket kan ære sit eget liv, og leve som hans medmennesker, ikke kun ved at besidde sandheden, men ved at viderebringe den. ”Ethvert skrift, som er indblæst af Gud, er også gavnligt til at belære, til at irettesætte, til at genoprejse, til at optugte i retfærdighed, så at Guds-mennesket kan blive fuldt beredt, vel skikket til al god gerning. Jeg formaner dig indtrængende for Guds åsyn og for Kristus Jesus, som skal dømme levende og døde, og med tanke på hans tilsynekomst og hans rige: Prædik ordet, træd frem, hvad enten det er belejligt eller ubelejligt, overbevis, tugt, forman med al langmodighed og belæring. Thi der kommer en tid, da de ikke vil finde sig i den sunde lære, men for at leve efter deres egne lyster skaffe sig lærere i hobetal, efter hvad der kildrer deres øren.” ret (408) Jesus tog ikke noget af menneskers videnskab ind i hans lære. Hans undervisning er fuld af stor, forædlende og frelsende sandhed, som menneskers højeste mål og prægtigste undersøgelser ikke kan sammenlignes med, og alligevel optages menneskene af ting af mindre betydning. Den store genløsningsplan for den faldne slægt blev udvirket i Kristi liv i menneskeligt kød. Planen at genoprette Guds moralbillede i en falden menneskehed, var med i alle Kristi livsmål og i hele hans karakter. Hans majestæt kunne ikke blandes med menneskers videnskab, som vil afskære ham fra al Visdoms store Kilde på en dag. Der kom aldrig nogen form for menneskelig visdom ud fra hans hellige læber. Ved at tro på og gøre Guds ord, skilte han menneskeslægten fra Satans stridsvogn. Han var lysvågen over for den frygtelige ruin, der hang over menneskeslægten; og han (409) kom for at frelse sjæle fra hans egen retfærdighed, og bringe verden en afgjort forsikring og håb og fuldstændig lindring. Kundskabsstrømmen i verden kan opnås; for alle mennesker er Guds ejendom, og bearbejdes af Gud til at opfylde hans vilje på visse områder, endog når de afviser mennesket Kristus Jesus som deres Frelser. Den måde Gud bruger mennesker på, kan ikke altid ses, men han bruger dem. Gud har betroet mennesker talenter og opfindsomme genier, for at hans store arbejde i vor verden kan udføres. Det formodes at mennesketankers påfund er fra mennesker, men Gud står bag alt. Han har gjort det sådan at der fremskaffes midler under hurtige bevægelser, til hans store beredelsesdag. ret (409) Den brug mennesker har gjort af deres evner, ved at misbruge og mishandle deres Guds-givne talenter, har bragt forvirring ud i verden. De har overladt Kristi vejledning til den store oprører, mørkets fyrste. Kun mennesket står til ansvar for den fremmede ild som blandes med den hellige. Mange ting som tjener til lyster og ærgerrighed har hobet sig op, og pådrager verden Guds dom. Jordens filosoffer og store mænd har svært ved at berolige deres sind, uden at skulle bede til Gud. De lufter deres filosofi om himlene og jorden, udregner plager, pinsler, epidemier, jordskælv og hungersnød med deres beregnende videnskab. Hundredvis spørgsmål om skabelsen og frembringelse, vil de prøve at løse ved at sige: Det er en naturlov. ret (409) Der er naturlove, men de er harmoniske, og alle disse tilpasser sig Guds arbejde, men når en mængde overherrer og guder giver sig selv til at forklare Guds egne principper og fremkomster, bringer den fremmede ild frem for verden i stedet for den guddommelige, så er der forvirring. Den levende og sande Gud er nødvendig overalt. ret (410) (410) En vældig interessant og vigtig historie bringes i Daniel 2. Nebukadnezzar, Babylons konge, drømte en drøm som han ikke kunne huske da han vågnede. ”Så lod kongen drømmetyderne, manerne, sandsigerne og kaldæerne kalde,” dem som han havde ophøjet og som han stolede på, og fortalte omstændighederne til, blev pålagt at de skulle fortælle ham drømmen. De kloge mænd stod skælvende foran kongen, for de havde ingen som helst lysstråle om hans drøm. De kunne kun sige: “Kongen leve evindelig! Sig dine trælle drømmen, så skal vi tyde den.” ”Kongen svarede kaldæerne: »Mit ord står fast! Hvis I ikke både kundgør mig drømmen og tyder den, skal I hugges sønder og sammen og eders huse gøres til skarndynger; men gengiver I mig drømmen og tyder den, får I skænk og gave og stor ære af mig. Gengiv mig, derfor drømmen og tyd den!” Men vismændene vendte tilbage med det samme svar: “Kongen sige sine trælle drømmen, så skal vi tyde den.” ret (410) Nebukadnezzar kunne nu se at de mænd han havde betroet at åbenbare mysterier, gennem deres pralende visdom, svigtede ham i hans store forlegenhed, og han sagde: “Kongen sige sine trælle drømmen, så skal vi tyde den. Kongen svarede: »Nu ved jeg for vist, at I kun søger at vinde tid, fordi I ser, mit ord står fast, så eders dom kun kan blive een, hvis I ikke kundgør mig drømmen, og at I derfor er blevet enige om at lyve for mig og føre mig bag lyset, til der kommer andre tider. Sig mig derfor drømmen, så jeg kan vide, at I også kan tyde mig den.« Kaldæerne svarede kongen: »Der findes ikke et menneske på jorden, som kan sige, hvad kongen ønsker at vide. . . . . hvad kongen kræver, er umuligt, og der er ingen, som kan sige kongen det, undtagen guderne, og de bor ikke hos de dødelige.« Så blev kongen “vred og (411) såre harmfuld, og han bød, at alle Babels vismænd skulle henrettes.” ret (411) Da Daniel hørte dette dekret, ”gik [han] ind til kongen og bad ham give sig en frist, så skulle han tyde kongen drømmen. Så gik Daniel hjem og satte sine venner Hananja, Misjael og Azarja ind i sagen, og han pålagde dem at bede himmelens Gud om barmhjertighed, så han åbenbarede hemmeligheden”. Herrens Ånd hvilede over Daniel og hans venner, og hemmeligheden blev åbenbaret for Daniel i et nattesyn. Idet han fortalte kendsgerningerne, huskede kongen på drømmen, og den fortolkning han fik, viste de bemærkelsesværdige begivenheder, som vil ske i den profetiske historie. ret (411) Herren virkede i det babylonske rige, viderebragte lyset til de fire hebræiske fanger, så han kan repræsentere hans værk over for folket. Han vil åbenbare at han har magt over verdens riger, til at oprette riger og nedlægge riger. Kongernes konge overbragte store sandheder til den babylonske konge, vækkede en fornemmelse af ansvar over for Gud. Han så modsætningen mellem Guds visdom og de mest lærte mænds visdom som var i hans rige. ret (411) Herren gav sine trofaste repræsentanter lektioner fra himlen, og Daniel erklærede dette for den babylonske konges store mænd: “Lovet være Guds navn fra evighed og til evighed, thi ham tilhører visdom og styrke! Han lader tider og stunder skifte, afsætter og indsætter konger, giver de vise deres visdom og de indsigtsfulde deres viden; han åbenbarer det dybe og lønlige; han ved, hvad mørket gemmer, og lyset bor hos ham.” “Der er en Gud i himmelen, som åbenbarer hemmeligheder, og han har kundgjort kong Nebukadnezar, hvad der skal ske i de sidste dage.” De mænd der stod som orakler i riget fik ikke ære; men de mænd som satte al deres lid til Gud, søgte efter nåde og styrke og guddommelig (412) oplysning, blev valgt som repræsentanter fra Guds rige, i det onde og afgudsdyrkende Babylon. ret (412) De historiske begivenheder der fortælles i kongens drøm, fik betydning for ham; men drømmen blev taget fra ham, så vismændene, med deres påberåbte forståelse af mysterier, ikke kunne lægge en falsk fortolkning ind. Heri var lektierne en undervisning fra Gud, til dem der lever i vore dage. De kloge mænds uduelighed til at fortælle drømmen, er en udlægning af de kloge mænd i vor tid, som ikke har dømmekraft og lærdom og kundskab fra den Allerhøjeste, og kan derfor ikke forstå profetierne. De mest lærte på verdens kundskab, som ikke er opmærksom på at høre hvad Gud siger i Hans ord, og åbner deres hjerter for at modtage dette ord og give det til andre, er ikke hans repræsentanter. Det er ikke jordens store og lærte mænd, konger og adelsmænd, som tager imod sandheden for det evige liv, selv om de får dette ord. ret (412) Daniels fremstilling af den drøm Gud gav kongen, førte til at han modtog ære og værdighed. »Så faldt kong, Nebukadnezar på sit ansigt og bøjede sig for Daniel, og han bød, at man skulle bringe ham ofre og røgelse. Og kongen tog til orde og sagde til Daniel »I sandhed, eders Gud er gudernes Gud og kongernes herre, og han kan åbenbare hemmeligheder, siden du har kunnet åbenbare denne hemmelighed.« Derpå ophøjede kongen Daniel og, gav ham mange store gaver, og han satte ham til herre over hele landsdelen Babel og til overherre over alle Babels vismænd. Men på Daniels bøn overdrog kongen Sjadrak, Mesjak og Abed Nego at styre landsdelen Babel, medens Daniel selv blev i kongens gård.« »Daniel sad i kongens port,« et sted hvor dommen blev afsagt, og hans tre venner blev gjort til rådgivere, dommere og herskere midt i landet. Disse mænd blev ikke opblæste af forfængelighed, men de så og glædede sig over at Gud blev indrømmet hos alle (413) jordiske fyrster, og at hans rige blev hævet over alle jordiske riger.« ret (413) Således ser vi at den højeste linje af jordisk uddannelse kan opnås, og alligevel er mennesker med disse uddannelser, uvidende om de første grundsætninger som kunne gøre dem til indbyggere i Guds rige. Menneskers lærdom kan ikke kvalificere til dette rige. Indbyggerne i Kristi rige dannes ikke sådan af former og ceremonier, ved et stort studie af bøger. »Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, som du har sendt, Jesus Kristus.« Medlemmerne af Kristi rige er lemmer af hans legeme, og af det som han selv har hørt. De er Guds udvalgte sønner, »et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et særskilt folk,« at de skulle fremvise hans pris, som kaldes ud af mørke til hans underfulde lys. ret (413) »Thi du er et folk, der er helliget Herren din Gud; dig har Herren din Gud udvalgt til sit ejendomsfolk blandt alle folk på jorden. Det er ikke, fordi I er større end alle de andre folk, at Herren har fattet velbehag til eder og udvalgt eder, thi I er det mindste af alle folk; men fordi Herren elskede eder, og fordi han ville holde den ed, han tilsvor eders fædre, derfor var det, at Herren med stærk hånd førte eder ud og udløste dig af trællehuset, af ægypterkongen Faraos hånd; så skal du vide, at Herren din Gud er den sande Gud, den trofaste Gud, der i tusinde slægtled holder fast ved sin pagt og sin miskundhed mod dem, der elsker ham og holder hans bud, men bringer gengældelse over den, der hader ham, så han udrydder ham, og ikke tøver over for den, der hader ham, men bringer gengældelse over ham. Derfor skal du omhyggeligt handle efter det bud, de anordninger og lovbud, jeg i dag giver dig!« Hvis Guds bud skal påbydes i tusinde slægtsled, vil de tage dem med i Guds rige, i nærvær af Gud og hans hellige engle. (414) Dette er et ubestrideligt argument. Guds bud vil kunne stå ud i al tid og evighed. Og har vi fået dem som en byrde? – Nej, »dengang pålagde Herren os at handle efter alle disse anordninger, idet vi frygter Herren vor Gud, for at det altid må gå os vel, for at han kan lade os blive i live, som det hidtil er sket.« Herren gav sit folk budene, for at de kan bevare deres fysiske, mentale og moralske sundhed idet de overholder dem. De skulle leve i lydighed; men døden er den visselig følge af ulydighed mod Guds lov.« ret (414) Det gamle og det nye testamentes skrifter må studeres dagligt. Gudskundskaben og Gudsvisdommen kommer til den studerende som hele tiden lærer af hans veje og gerninger. Bibelen skal være vort lys, vor opdrager. Hvor vil vi vedkende os Gud på alle vore veje; hvor ungdommen opdrages til at tro at Gud sender regn og solskin fra himlen, får planterne til at gro, når de lærer at alle velsignelser fra ham, og at taknemmelighed og ros tilkommer ham, når de troligt anerkender Gud, og udfører deres daglige pligter, vil Gud være i alle deres tanker, kan de stole på ham, for så vil bekymringerne der fører til ulykke for så mange mennesker, kunne undgås. »Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt andet gives i tilgift.« ret (414) Den første store lektie i al uddannelse, det er at kende og forstå Guds vilje. Tag Gudskundskaben med dig i hverdagslivet. Lad den optage dit sind og hele tilværelsen. Gud gav Salomon visdom, men denne Gudsgivne visdom blev forvansket og vendt bort fra Gud, for at få visdom fra andre kilder. Vi behøver Salomons visdom, efter at vi har lært Hans visdom, der er større en Salomon. Vi skal ikke igennem menneskers visdom, som benævnes som tåbelighed, for at søge sand visdom. For lærer mennesker en videnskab gennem menneskers fortolkning, får de en falsk uddannelse, men lærer de af Gud og Jesus Kristus lærer de (415) Bibelens videnskab. Der kommer forvirring ind i uddannelsen, fordi Guds visdom og kundskab ikke æres og ophøjes af den religiøse verden. Den rene i hjertet ser Gud i alle tilskikkelser, i alle dele af den sande uddannelse. De dirrer når det første lys begynder at udstråle fra Guds trone. Der kommer meddelelser fra himlen til dem, som vil gribe det første glimt af åndelig kundskab. ret (415) De studerende på vore skoler skal tage hensyn til Gudskundskaben frem for alt andet. Alene det at ransage skriften bibringe sand kundskab om Gud og Jesus Kristus hvem han har sendt. »Thi ordet om korset er vel for dem, som fortabes, en dårskab, men for os, som frelses, er det en Guds kraft. Thi der står skrevet: Vismændenes visdom vil jeg lægge øde, og de kloges klogskab vil jeg gøre til intet.« »Thi Guds dårskab er visere end menneskene, og Guds svaghed er stærkere end menneskene.« »Men ham skyldes det, at I er i Kristus Jesus, som er blevet os visdom fra Gud, både retfærdighed og helliggørelse og forløsning, for at, som der står skrevet, »den, der roser sig, skal rose sig i Herren.« — Særlige vidnesbyrd om uddannelse , 26. marts, 1896. ret (415) Videre studium |