Grundprinipper for kristen uddannelse kapitel 52. Fra side 416ren side   tilbage

Manual oplæring

(416)  (416) Det liv vi har fået bruges ikke på dovenskab og selvbehag; men der sættes et stort ansvar for enhver som vil udvikle sine Gudsgivne evner. Af denne grund er oplæring af de unge en sag af højeste vigtighed. Ethvert barn der er født i hjemmet er en hellig betroelse. Gud siger til forældrene: Tag dette barn, og bring det til mig, så det kan være til ære for mit navn, og en kanal hvorigennem mine velsignelser flyder til verden. For at kunne udruste barnet til et sådant liv, kræves der noget mere end en delvis ensidig uddannelse, som skal udvikle det mentale på bekostning af den fysiske del. Der er brug for at alle sindets og legemets evner udvikles; og dette er det værk som forældre, hjulpet af læreren, skal udrette for at børn og unge sættes under deres omsorg.

(416)  De første lektier er meget betydningsfulde. Det er skik og brug at sende helt unge børn til skolen. De bliver pålagt at studere ting fra bøger som belaster deres unge sind, og ofte lærer de musik. Ofte har forældrene kun begrænsede midler, og man får omkostninger som de knapt kan afholde; men alt må gøres for at komme i denne kunstneriske uddannelse. Dette er ikke en klog måde at gøre det på. Et nervøst barn skal ikke overbebyrdes i nogen retning, og skal ikke lære musik før han er fysisk udviklet.

(416)  Moderen bør være læreren, og hjemmet skal være barnets skole, hvor det får de første lektier; og disse lektier bør tage flidens vane med sig. Mødre, lad de små lege i den fri luft; lad dem lytte til fuglenes sange, og lære Guds kærlighed som udtrykt i hans smukke værker. (417) Lær dem enkle lektier fra naturens bog og tingene omkring dem, og idet deres tankesind udvides, kan lektier fra bøgerne føjes til, og vil fæstnes til i hukommelsen. Men lad dem også lære, endog i deres første år, at være nyttige. Lær dem at tænke, at de som medlemmer i husstanden, skal tage en interesseret, og hjælpsom andel, med at dele hjemmebyrderne, og søge sund motion når de udfører de nødvendige hjemmeopgaver.

(417)  Det er væsentligt at forældre finder fuld beskæftigelse til deres børn, som vil indebære at de bærer ansvar, efter hvordan deres alder og styrke tillader. Børn bør have med noget at gøre som ikke kun holder dem i gang, men som interesserer dem. De aktive hænder og hjernen må bruges i de første år. Hvis forældre ikke vender deres børns kræfter til en nyttig kanal, gør de dem skade; for Satan er parat til at finde noget de skal gøre. Skal de ikke få udvalgt nogle gøremål, og er forældrene ikke instruktørerne?

(417)  Når barnet er gammelt nok til at sendes i skole, bør lærerne samarbejde med forældrene, og manuel oplæring bør fortsætte som deres skoleopgaver. Der er mange studerende, som sætter den slags arbejde som mål i skolerne. De tænker at nyttig beskæftigelse, som at lære et fag, er nedværdigende; men disse personer har forkerte tanker om hvad sand værdighed er. Vor Herre og Frelser Jesus Kristus, som er ét med Faderen, Befalingsmand i de himmelske sale, var den personlige instruktør og vejleder hos Israels børn, og blandt dem var det nødvendigt at alle unge skulle lære at arbejde. Alle skulle uddannes i en forretningslinje, så de kunne få kendskab til det praktiske liv, og ikke kun være selvunderholdende, men nyttige. Dette var den undervisning Gud gav sit folk.

(417)  Kristus var et eksempel for alle i menneskefamilien, og han var lydig og hjælpsom i hjemmet. Han lærte tømmerfaget, og arbejdede med sine egne hænder i det lille værksted i Nazaret. Han havde levet midt i himlens herligheder; men han iklædte sin guddommelighed med menneskelighed, så han kan omgås menneskene, og nå hjerterne ved sympatiens sædvanlige indgangsport. Da han kom i menneskeform, (418) ydmygede han sig selv, og arbejdede for at gendanne menneskesjælen og tilpasse sig den situation, han fandt menneskene i.

(418)  Bibelen siger om Jesus: »Og barnet voksede op, og blev stærk i ånden, fyldt med visdom: og Guds nåde var over ham.« Idet han arbejdede i barndommen og ungdommen, blev sind og legeme udviklet. Han brugte ikke sine fysiske kræfter hensynsløst, men opøvede dem så han forblev sund, så han kan gøre det bedste arbejde på enhver linje. Han tillod ikke at fejle, endog når han havde med værktøj at gøre. Han var en fuldkommen håndværker, ligesom han var fuldkommen i karakter. Ved forskrift og eksempel, havde Kristus ophøjet nyttigt arbejde.

(418)  Den tid der er brugt på fysisk arbejde er ikke spildt. Den studerende som hele tiden fordyber sig i sine bøger, medens han kun dyrker lidt motion i den friske luft, gør skade på sig selv. En rimelig motion af alle kroppens organer og evner er absolut nødvendig for hver enkelts arbejde. Når hjernen hele tiden overbelastes, medens andre organer i det levende maskineri er passive, mistes der fysisk og mental kraft. Det fysiske system berøves den sunde farve, sindet mister sin friskhed og livskraft, og resultatet er sygelig pirrelighed.

(418)  De største gaver kommer ikke af motion i spil eller af motion alene. Der kommer noget godt ud af at være i den friske luft, og også af musklernes motion, men lad den samme mængde energi komme af hjælpsomme pligter, og nytten vil blive større og større selvtilfredsstillelse, for en sådan motion får han en fornemmelse af hjælp i sig og gør samvittigheden glad for gode gerninger.

(418)  Der bør vækkes et ønske hos børn og unge for at deres motion hjælper dem selv og samtidig andre. Motionen udvikler sindet og karakteren, der lærer hænderne at være nyttige, og oplærer de unge til at bære deres del af livets byrder, er (419) det som det giver fysisk styrke, og opildner alle evner. Og der er en løn ved det flittigt arbejde, at gøre det til vane at gøre godt.

(419)  Børn af de velhavende bør ikke fratages de store velsignelser der er ved at øge hjernens og musklernes styrke. Arbejde er ikke en forbandelse, men en velsignelse. Gud gav syndfrie Adam og Eva en smuk have at passe. Dette var et behageligt arbejde, og der ville ikke være andet end behageligt arbejde i vor verden, om vort første par ikke havde overtrådt Guds bud. En vanskelig lediggang og selvtilfredsstillelse danner invalider, de kan gøre livet tomt og alle veje golde. Gud har ikke givet mennesker fornuft og samlet sin godhed i deres liv, for at de skal forbandes ved lediggangens visselige resultater. Den velhavende er ikke berøvet det privilegium og den velsignelse det er at sætte sig blandt verdens arbejdere. De bør erkende at de er deres ansvar bevidst, at gøre brug af de ejendomme de har fået betroet; så deres styrke, deres tid, og deres penge, skal bruges klogt, og ikke til selviske mål.

(419)  Den kristne religion er praktisk. Den gør det ikke umuligt for nogen udføre livets vigtigste pligter på en pålidelig måde. Da den lovlærde spurgte Jesus, »Hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?«, vendte Jesus spørgsmålet tilbage til ham selv og sagde: »Hvad står der skrevet i loven, hvordan læser du? Han svarede og sagde: Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og med hele din sjæl og med hele din styrke og med hele dit sind, og din næste som dig selv. Jesus sagde til ham: Du har svaret rigtigt; gør dette, så skal du leve.« Luk. 10,25 28. Det er ikke passivitetens religion der skildres her, men en som fordrer at de mentale og fysiske kræfter bruges energisk.

(419)  De rene passive spekulationer, ørkesløse betragtninger er ikke religion. Gud forlanger at vi påskønner vore forskellige begavelser, og mangedobler dem når de hele tiden anvendes i praksis. Hans folk skal være forbilleder for retskaffenhed i alle livets forhold. Han har (420) givet enhver af os et arbejde at udrette, efter vore evner, og det er vort privilegium at nyde hans velsignelser, når kroppens og sindets styrke helliges til et trofast virke, med hans navns ære for øje.

(420)  Guds billigelse hviler med elskelig forvisning over de børn som glædeligt tager del i hjemmelivets pligter, deler faderens og moderens byrder. De vil belønnes med en sund krop og sindets fred, og de vil glæde sig over at deres forældres får en social nydelse og sund rekreation, og derved forlænge deres liv. Børn der oplæres til livets praktiske pligter, vil forlade hjemmet som nyttige samfundsborgere. Deres uddannelse er langt højere, end den der fås i et indespærret i klasseværelse, hvor hverken sindet eller kroppen er stærk nok til at klare belastningen.

(420)  Børn og unge bør hele tiden have den lærdom foran sig, i hjemmet og i skolen, ved forskrift og eksempel, at være sandfærdige, uselviske og flittige. De bør ikke have lov til at bruge tid på lediggang. Deres hænder bør ikke være foldet i passivitet. Forældre og lærere bør arbejde med dette må for øje – udvikle alle kræfter, og danne en rigtig karakter, men når forældre erkender deres ansvar, vil der være langt mindre til lærerne at oplære deres børn i.

(420)  For de unges skyld er himlen interesseret i dette værk. Forældre og lærere, med en klog undervisning, på en rolig og beslutsom måde, vender dem til at tænke på andre og sørge for andre, vil hjælpe dem til at overvidne deres selviskhed, og vil lukke døre for mange fristelser. Guds engle vil samarbejde med disse trofaste instruktører. Engle er ikke hvervet til at gøre dette selv; men de vil styrke og nyttiggøre dem som i gudsfrygt forsøger at oplære de unge til et nyttigt liv. — Særlige vidnesbyrd om uddannelse, 11.maj, 1896.

næste kapitel