Kristi eksempel i modsætning til formalisme

(438)  (438) Fra Herren Jesus Kristus i sin ungdom, gives dette vidnesbyrd: »Og barnet voksede til og blev styrket i Ånden.« Efter besøget i Jerusalem i hans drengetid, vendte han tilbage sammen med sine forældre, »Så fulgte han med dem hjem til Nazaret og var lydig imod dem. . . . Og Jesus gik frem i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker.« ret

(438)  På Jesu tid var de unges lærere formalister. Under hans forkyndertjeneste, erklærede Jesus for rabbinerne: »I farer vild, fordi I hverken kender skrifterne eller Guds kraft.« Og han anklagede dem for at ”føre lærdomme, som kun er menneskebud.” Der blev dvælet ved traditioner, de blev forstærkede, sat langt over Skriften. Menneskers udsagn, og endeløse rækker af ceremonier, lagde beslag på en stor del af den studerendes liv, at den undervisning, som giver Gudskundskab blev forsømt. De store lærere forstørrede altid de små ting, specificerede alle detaljer, så religionens ceremonier overholdes, og gør deres overholdelse til den største pligt. De betalte ”tiende af dild myndte og kommen,” medens de ”forsømte det i loven, der har større vægt: ret og barmhjertighed og troskab.” Dermed kom der en masse ragelse ind, som skjulte de unges udsyn for de store hovedpunkter i Guds tjeneste. ret

(438)  I uddannelsessystemet var der ikke plads til den personlige erfaring hvor sjælen lærer kraften af et “Så siger Herren” for sig selv, og får tillid til det guddommelige ord, der alene kan give fred, og kraft hos Gud. I deres travlhed med former, fandt de studerende ingen stille stund i disse skoler til at kommunikere med Gud og høre hans røst tale til deres hjerter. Det som rabbinerne betragtede som den højeste uddannelse, var i virkeligheden den (438) største hindring for sand uddannelse. Den modsatte sig al virkelig udvikling. Under deres oplæring, blev ungdommens kræfter holdt nede, og deres sind skrumpes og indskrænkes. ret

(439)  Brødre og søstre af Jesus lærte myriader af rabbinernes traditioner og ceremonier, men Kristus selv kunne ikke selv fremkalde interesse for disse ting. Selv om han hørte gentagelsen “Du skal” og “Du må ikke,” overalt, handlede han uafhængig af disse restriktioner. Samfundets krav og Guds krav var altid i kollision, og selvom han i sin ungdom ikke gjorde noget direkte angreb på de lærte læreres skikke og forskrifter, blev han ikke studerende på deres skoler. ret

(439)  Jesus ville ikke følge skikke som gjorde at han måtte forlade Guds vilje, ejheller underlægge sig deres belæring som satte menneskers ord over Guds ord. Han udelukkede sine tanker for alle følelser og formaliteter som ikke havde Gud som fundament. Han ville ikke give plads til at disse ting påvirkede ham. Derved lærte han at det er bedre at forhindre end at prøve at rette det, efter at det fandt fodfæste i hans sind. Og Jesus ville ikke ved sit eksempel lede andre til at sætte sig selv hvor de ville fordærves. Han ville heller ikke unødigt komme derhen hvor kan kunne komme i konflikt med rabbinerne, som ad åre svækkede hans indflydelse over folk. Af samme grund kunne han ikke tilskyndes til at overholde de meningsløse former eller fortælle om de leveregler som han fordømte så afgjort i sin forkyndertjeneste. ret

(439)  Selvom Jesus var underlagt sine forældre, begyndte han i en meget tidlig alder at handle selv med sin karakterdannelse. Medens hans moder var hans første menneskelige lærer, modtog han hele tiden uddannelse fra sin Fader i himlen. I stedet for at udgyde overleveringen som rabbinerne overrakte århundrede efter århundrede, studerede Jesus, under den Guddommelige (440) Lærer, Guds ord, rent og ufordærvet, og studerede også naturens store lektiebog. Ordene, “Så siger Herren,” var altid over hans læber, og “Der står skrevet,” var grundlaget for alle handlinger, der veg fra familiens skikke. Han bragt en renere atmosfære ind i hjemmelivet. Selvom han ikke underlægger sig rabbinernes lære og bliver elev i deres skoler, kommer han alligevel ofte i kontakt med dem, og spørgsmålene han stiller, som om han var elev, sætter de kloge mænd i forlegenhed; for deres praksis harmoniserer ikke med Bibelen, og de havde ikke den visdom som kommer fra Gud. Endog for dem som mishages af hans uvillighed mod populære skikke, synes hans uddannelse at være af højere art end deres egen. ret

(440)  Jesu liv bevidnede at han forventede meget, og derfor prøvede han meget. Fra hans barndom af var han det sande lys, der skinnede midt i verdens moralske mørke. Han åbenbarede sig selv som sandheden, og menneskenes vejleder. Hans opfattelse af sandhed, hans kraft til at modstå fristelse stod i forhold til hans konformitet til det ord han selv havde indgydt hellige mænd at skrive. Fællesskabet med Gud, en fuldstændig overgivelse af sjælen til ham, ved opfylde af hans ord upåagtet falsk uddannelse eller hans tid skikke og traditioner, dette markerede Jesu liv. ret

(440)  Efter rabbinernes vurdering var summen af religion at altid have travlt, forsøge til det ydre at vise sin største fromhed; medens deres ulydighed mod Guds ord samtidig, forvanskede Herrens vej. Men den uddannelse som Gud står bag, vil lede mennesker til at søge efter Gud, ”om de dog kunne famle sig frem til han og finde ham”. Den almægtige er ikke, og vil aldrig, lade sig binde af menneskers organisationer eller menneskers planer. Enhver sjæl må have en personlig erfaring, med at få kendskab til Guds vilje og veje. Alle som (441) er under oplæring af Gud, skal åbenbare et liv som ikke er i harmoni med verden, dets skikke, dets praksis, eller dets erfaringer. Gennem bibelstudium, gennem alvorlig bøn, måtte de høre Hans budskab til dem: ”I den er Gud, den rokkes ikke”. Når alle andre røster bringes til tavshed, når al jordisk interesse vendes bort, gøres sjælens tavshed Guds røst mere tydelig. Her findes der hvile i ham. Freden, glæden sjælens liv er Gud. ret

(441)  Når barnet søger nærmere til sin far, viser han sin kærlighed, sin tro, sin fuldkomne tillid frem for andre personer. Og barnet hviler sikkert i faderens visdom og styrke. Sådan er det med Guds barn. Herren påbyder os: ”Se på mig, og bliv frelst!” ”Kom til mig, . . . og jeg vil give jer hvile.” Men hvis nogen af jer står tilbage i visdom, da skal han bede om at få den fra Gud, der giver alle gavmildt og uden bebrejdelser, og så vil den blive ham givet.” ret

(441)  Så siger Herren: Forbandet være den mand, som stoler på mennesker, og som holder kød for sin arm, hvis hjerte viger fra Herren. Han bliver som ødemarkens ene og får ej lykke at se; han bor i glødende ørk, i saltland, hvor ingen fæster bo. Velsignet være den mand, som stoler på Herren, og hvis tillid Herren er. Han bliver som et træ, der er plantet ved vand, og strækker sine rødder til bækken, ej ængstes, når heden kommer, hvis løv er frodig grønt, som ej ængstes i tørkens år eller ophører med at bære frugt. — Særlige vidnesbyrd om uddannelse , 27. august, 1896. ret

(441)  Videre studium
Jesu barndom, The Youth’s Instructor, 8. oktober, 1896. ret

næste kapitel