Grundprinipper for kristen uddannelse kapitel 8. Fra side 77ren side   tilbage

Daniels renhed under prøven

(77)  Profeten var en forbilledlig karakter. Han var et strålende eksempel på hvad mennesker kan blive når de forenes med Guds visdom. En kort beretning om denne hellige Guds mand står nedskrevet til opmuntring af dem, der senere kaldes til at udholde trængsler og prøvelser.

(77)  Da Israels folk, deres konge, adelsmænd og præster blev ført i fangenskab, blev der udvalgt fire af dem til at tjene i den babylonske konges hof. En af disse var Daniel, som hurtigt viste sig lovende med bemærkelsesværdige evner i de senere år. Disse unge var alle af fyrstelig fødsel og beskrives som »unge mænd uden mindste lyde og med et smukt ydre, vel bevandrede i al visdom, kundskabsrige og lærenemme.« Da kong Nebukadnezzar så de fremragende talenter hos disse unge fanger, besluttede han sig for at forberede dem til meget betydningsfulde stillinger i hans rige. For at de kunne udrustes helt til deres liv i hoffet, efter orientalsk skik, blev de oplært i kalædernes sprog, og underlægge sig en grundig fysisk og forstandsmæssig disciplin i tre år.

(77)  De unge i denne oplæringsskole fik ikke kun adgang til det kongelige palads, men fik også lov at spise kødet og drikke den vin, som kom fra kongens bord. I alt dette så kongen at han ikke kun gav dem stor ære, men sikrede dem den bedste fysiske og mentale oplæring som de kunne få.

(77)  Bland levnedsmidlerne kongen han fik, var svinekød og andet kød som var erklæret urent ved Mose lov, og som hebræerne udtrykkeligt var blevet forbudt at spise. Her kom Daniel på en hård prøve. Skulle han holde fast ved sine fædres lære om (78) kød og drikke, og fornærme kongen, og muligvis ikke kun miste sin stilling men hans liv? eller skulle han ignorere Herrens befaling, og beholde kongens gunst, derved få store forstandsmæssige fordele fra de mest smigrende verdslige udsigter?

(78)  Daniel tøvede ikke længe. Han besluttede at stå fast på hans renhed, koste hvad det ville. Han »satte sig for, at han ikke ville gøre sig uren med kongens mad eller den vin kongen drak.«

(78)  Der er mange blandt kristendomsbekendere i dag som mener at Daniel var for speciel, og erklærer ham for snæversynet og fanatisk. De mener at sagen om mad og drikke har for lidt betydning til en så stor beslutning, - at muligvis ofre alle jordiske muligheder. Men dem som tænker sådan vil se på dommens dag at de har vendt sig fra Guds udtrykkelige forlangender, og sat deres egen mening som en standard for rigtigt og forkert. De finder at det som er ubetydeligt for dem, ikke er det for Gud. Hans krav er ukrænkelige og bør adlydes. Dem som accepterer og adlyder en af Hans forskrifter fordi det er behageligt at gøre sådan, skønt de forkaster det andet fordi overholdelsen af dette kræver et offer, fornedre den rigtige standard, og lede andre ved deres eksempel til at se let på Guds hellige lov. »Så siger Herren« skal være vor regel i alle ting.

(78)  Daniel blev underkastet de hårdeste fristelser som unge kommer ud for i dag; han var dog oprigtig mod den religiøse undervisning han fik i det tidlige liv. Han var omgivet af en indflydelse der kunne kuldkaste dem som ville vakle mellem princip og tilbøjelighed; dog viser Guds ord ham som en fejlfri karakter. Daniel turde ikke stole på sin egen moralstyrke. For ham var bøn en nødvendighed. Han gjorde Gud til sin styrke, og Guds frygt var hele tiden foran ham i alle hans livs foretagender.

(78)  Daniel besad den ægte sagtmodigheds nådegave. Han var (79) oprigtig, fast og ædel. Han prøvede at få fred med alle, medens han var ubøjelig som den knejsende ceder, uanset hvad han var med til. Han kom ikke konflikt med sin alliance med Gud, han var respektfuld og lydig mod dem som havde myndighed over ham; men han havde en så høj fornemmelse af Guds krav, at de jordiske herskeres forlangender var underordnede. Han ville ikke handle efter selviske hensyn, og fravige sin pligt.

(79)  Verden fik vist Daniels karakter som et slående eksempel på hvad Guds nåde kan gøre for faldne mennesker af naturen og fordærves af synd. Den nedskrevne tekst om hans ædle og selvfornægtende liv er en opmuntring for vor almindelige menneskehed. Fra denne kan vi få styrke til at ædelt modstå fristelse, og stå fast, og i sagtmodig i nåde for det rigtige under den hårdeste prøvelse.

(79)  Daniel kunne finde en besnærende undskyldning for at aflægge sin strenge mådeholdsvaner; men Guds anerkendelse var mere dyrebar for ham end den mægtigste jordiske magthavers anerkendelse er – endog mere dyrebart end livet selv. Med sin høflige optræden fik han fik opsynsmandens Melzars gunst, den embedsmand der havde med unge hebræere at gøre, Daniel anmodede om at de ikke spiste af kongens kød eller dikke af hans vin. Opsynsmanden Melzar var bange for at han tilstod denne anmodning, og at han pådrog sig kongens mishag, og derved i fare for sit eget liv. Ligesom mange i dag, mente han at en mådeholden kost ville gøre disse unge blege og se syge ud, og manglende muskelkraft, medens overdådig mad fra kongens bord vil gøre dem rødmossede og smukke og vil fremme det fysiske og mentale arbejde.

(79)  Daniel anmodede om at sagen kunne afgøres i en ti-dages-periode, fik disse hebræiske unge i denne korte periode lov at spise enkel mad, medens deres kammerater tog del i kongens lækkerier. Anmodningen blev tilstået til sidst, og så følte Daniel sig sikker på at han vundet sin sag. Men selvom (80) han kun var ung, så han skadelige virkninger ved vin og en luksuriøs levemåde af det fysiske og mentale helbred.

(80)  Ved slutningen af tidagesperioden var resultatet det stik modsat af opsynsmanden Melzars forventninger. Ikke i det personlige udseende, men i fysisk aktivitet og mental livsstyrke, viste at de, der var mådeholdne i deres vaner, var langt overlegne end deres kammerater som føjede deres appetit. Som et resultat af deres trængsel, fik Daniel og hans venner lov at fortsætte deres enkle kost under hele deres oplæring for at kunne udføre rigets pligter.

(80)  Herren så anerkendende på disse unge hebræeres fasthed og selvfornægtelse, og hans velsignelse var med dem. Han »gav kundskab og indsigt i al skrift og visdom; Daniel forstod sig også på alle hånde syner og drømme.« Da den tre års oplæringsperiode var udløbet, da kongen prøvede deres evner og efterleve krav, så »kunne ingen måle sig med Daniel, Hananja, Misjael og Azarja, og de trådte derfor i kongens tjeneste. Og når som helst kongen spurgte dem om noget, der krævede visdom og indsigt, fandt han dem ti gange dygtigere end alle drømmetydere og manere i hele sit rige.«

(80)  Daniels liv er en inspirerende illustration på, hvad en helliggjort karakter består af. Den bringer en lektie til alle, og især til de unge. Nøje overholdelse af Guds krav er gavnligt for kroppens og sindets helbred. For at nådens højeste moralstandard og forstandsmæssige evner, er det nødvendigt at søge visdom og styrke fra Gud, og vise den største afholdenhed i alle livets vaner. I Daniels og hans venners erfaring har vi et tilfælde hvor princippet sejrer over fristelser og føjer appetitten. Den viser os at unge mænd ved religiøse principper kan sejre over kødets lyster, og forblive sande over for Guds forlangender, også selvom det koster meget.

(80)  Hvad hvis Daniel og hans venner gik på kompromis (81) med disse hedenske embedsmænd, og har der givet efter for presset ved den lejlighed, og spist og drukket som det var babylonernes skik? Var princippet afveget denne ene gang, ville det svække deres fornemmelse for rigtigt og deres afsky for uret. Eftergivenhed for appetit ville have medført et offer af fysisk livskraft, forstandsmæssig klarhed, og åndelig kraft. Et forkert skridt ville sandsynligvis føre til andre, indtil deres forbindelse med himlen splittes, ville de fejes bort af fristelser.

(81)  Gud har sagt: »Dem der ærer mig, vil jeg ære.« Medens Daniel klyngede sig til sin Gud med urokkelig tillid, kom den profetiske kraft over ham. Da han blev instrueret af mennesker til hoflivet, blev han undervist af Gud til at læse fremtidige tiders mysterier, og bringe de forunderlige ting som skal ske i de sidste dage til kommende slægter, gennem symboler og lignelser. — The Signs of the Times, 28. september, 1882.

(81)  Videre studium
Helligdagsgaver, Signs of the Times, 14.december, 1882
Unge mænd som missionsarbejdere, The Review and Herald, 17.juli, 1883
Videnskab og religion, Signs of the Times, 13.marts, 1884
Videnskab og Bibelen i uddannelsen, Signs of the Times, 20. marts, 1884
Oplæring af børn, Signs of the Times, 10.april, 1884
Vigtige opgaver i hjemmelivet, Signs of the Times, 17.april, 1884.

næste kapitel