Abraham og det forjættede afkom

(75)  Dette kapitel er baseret på 1 Mosebog 12,1-5; 13; 15; 16; 17; 21 og 22,1-19.
Herren udvalgte Abraham til at gennemføre Sin vilje. Han blev anvist at forlade det afgudsdyrkende folk og skille sig fra sine slægtninge. Herren havde åbenbaret Sig selv for Abraham i hans ungdom og givet ham forståelse og beskytte ham fra afgudsdyrkelse. Han ville gøre ham til et eksempel for tro og sand helligelse for Sit folk som efterfølgende skulle leve på jorden. Hans karakter var påfaldende for renhed, ædelmod og gæstfrihed. Han påbød respekt som en mægtig fyrste blandt folk. Hans ærbødighed og kærlighed for Gud, og hans strenge lydighed til at udføre Hans vilje, gav ham respekt for sine tjenere og naboer. Hans gudfrygtige eksempel og retsindige kurs, sammen med hans nøje instrukser til sine tjenere og hele sit hus, fik dem til at frygte, elske og ære Abrahams Gud. ret

(75)  Herren viste sig for Abraham og lovede ham at hans afkom skulle være som himlens stjerner i antal. Ved symboler som et stort mørkes rædsler som kom over ham gjorde Han ham også bekendt med hans efterkommeres lange og hårde trældom i Ægypten. ret

(75)  I begyndelsen gav Gud Adam en Hustru, og viste således hans orden. Han har aldrig ment at manden skal have flere hustruer. Lamek var den første som forlod denne respekt for Guds kloge ordning. Han havde to hustruer, som skabte disharmoni i sin familie. Begges misundelse og jalousi gjorde Lamek ulykkelig. Da menneskene blev flere på jordens overflade, og der blev der født døtre til dem, tog de dem alle de hustruer som de havde lyst til. Det var en af den gamle verdens beboeres store synder, som pådrog dem Guds vrede. Denne skik blev praktiseret efter syndfloden, og blev så almindelig at endog de retfærdige mænd faldt for den skik, og fik flere hustruer. Synden blev dog ikke mindre af at de blev fordærvede og afveg fra denne ting i Guds orde. ret

(76)  Herren sagde til Noa og hans familie, som blev frelst i arken: »Dig har jeg fundet retfærdig for mine øjne i denne slægt.« 1. Mos. 7,1 Noa havde kun en hustru, og Gud velsignede deres forenede familiedisciplin. Fordi Noas sønner var retfærdige blev de bevaret i arken sammen med deres retfærdige far. Gud har ikke anerkendt flerkoneri på noget tidspunkt. Det er imod Hans vilje. Han vidste at menneskenes lykke vil blive ødelagt derved. Abrahams fred blev helt ødelagt ved sit ulykkelige ægteskab med Hagar. ret

(76)  Vakle overfor Guds løfter
Efter at Abraham var blevet skilt fra Lot sagde Herren til Ham: »Løft dit blik og se dig om der, hvor du står, mod nord, mod syd, mod øst og mod vest; thi hele det land, du ser, vil jeg give dig og dit afkom til evig tid, og jeg vil gøre dit afkom som jordens støv, så at det lige så lidt skal kunne tælles, som nogen kan tælle jordens støv.« »Nogen tid efter kom Herrens ord til Abram i et syn således: »Frygt ikke, Abram, jeg er dit skjold; din løn skal blive såre stor!« Og Abram sagde: »Du har jo intet afkom givet mig, og se, min hustræl kommer til at arve mig!« ret

(77)  Da Abraham ikke havde nogen søn, mente han først at hans trofaste tjener Elezar, skulle blive hans adoptivsøn,og hans arving. Men Gud fortalte Abraham at hans tjener ikke skal være hans søn og arving, men han skulle få en rigtig søn. »Derpå førte han ham ud i det fri og sagde: »Se op mod himmelen og prøv, om du kan tælle stjernerne!« Og han sagde til ham: »Således skal dit afkom blive!« ret

(77)  Hvis Abraham og Sara havde ventet i tillidsfuld tro på forjættelsens opfyldelse at de skulle få en søn, ville megen ulykke være undgået. De troede at det vil ske ligesom Gud havde lovet, men kunne ikke tro at Sara i sin høje alder ville få en søn. Sara foreslog en plan hvorved hun mente at Guds løfte kunne opfyldes. Hun anmodede instændigt om at tage Hagar som sin hustru. Heri manglede de begge tro og fuldstændig tillid til Guds kraft. Ved at lytte til Saras røst og tage Hagar som til sin Hustru, bestod Abraham ikke sin trosprøve på Guds ubegrænsede kraft, og pådrog sig selv og Sara megen ulykke. Herren ville bevise Abrahams faste tro og tillid til de løfter Han havde givet ham. ret

(77)  Hagars hovenhed
Hagar var stolt og pralede, og førte sig hovmodigt frem for Sara. Hun bildte sig selv ind at hun skulle være moder til et stort folk, som Gud havde lovet at gøre Abraham. Og Abraham blev tvunget til lytte til Saras beklagelser over Hagars optræden, og bebyrde ham med fejl i sagen. Abraham blev bedrøvet, og fortæller Sara at Hagar er hendes tjener, og at hun kan få kontrol over hende, men nægter at sende hende bort, for hun skal være hans barns moder, igennem hvem han mener forjættelsen skal opfyldes. Han informerer Sara at han kunne ikke tage Hagar som sin hustru, hvis det ikke var for hendes særlige anmodning. ret

(78)  Abraham var også tvunget til at lytte til Hagars beklagelser om mishandling fra Sara. Abraham var rådvild. Hvis han prøver at afhjælpe Hagars fejl, bliver Saras jalousi og ulykke større, hans første og højt elskede hustru. Hagar flyer for Saras ansigt. En Guds engel møder hende og trøster hende og irettesætter hende for hendes arrogante optræden, og påbyder hende om at vende tilbage til hendes herskerinde og underlægge sig under hendes hænder. ret

(78)  Efter Ismaels fødsel viste Herren sig selv for Abraham og sagde til ham: »Jeg opretter min pagt mellem mig og dig og dit afkom efter dig fra slægt til slægt, og det skal være en evig pagt.« Herren gentager atter sit løfte ved Sin engel at give Sara en søn, som at hun skal være moder til mange folkeslag. Abraham forstod ikke Guds løfte. Hans tanker gik umiddelbart til Ismael, som om at mange af de forjættede folkeslag kom gennem ham, og han udbrød i sin henrykkelse for sin søn: »Måtte dog Ismael leve for dit åsyn!« ret

(78)  Forjættelsen blev atter gentaget for Abraham mere udtrykkeligt: »Nej, din ægtehustru Sara skal føde dig en søn, som du skal kalde Isak; med ham vil jeg oprette min pagt, og det skal være en evig pagt, der skal gælde hans afkom efter ham!« Der blev sendt engle for anden gang til Abraham på deres vej til Sodoma, og de gentog løftet mere udtrykkeligt at Sara ville få en søn. ret

(79)  Den forjættede søn
Efter Isak var blevet født, blev Hagar meget jaloux over den store glæde Abraham og Sara udviste. Ismael var blevet instrueret af sin moder at han skulle velsignes særligt af Gud, som Abrahams søn, og være arving til det som blev lovet ham. Ismael delte sin moders følelser og blev vred på grund af glæden over Isaks fødsel. Han foragtede Isak, fordi han mente at han blev foretrukket frem for ham. Sara så det temperament Ismael udviste mod hendes søn Isak, og hun blev stærkt bevæget. Hun fortalte Abraham om Ismaels respektløse optræden mod hende og hendes søn Isak, og sagde til ham: »Jag den trælkvinde og hendes søn bort, thi ikke skal denne trælkvindes søn arve sammen med min søn, med Isak!« ret

(79)  Abraham blev meget fortvivlet. Ismael var hans søn, elsket af ham. Hvordan kunne han sende ham bort? Han bad til Gud i fortvivlelse, for han vidste ikke hvilken vej han skulle gå. Herren informerede Abraham, gennem Sine engle, at lytte til hans hustru Saras røst, og at han ikke ville lade hans kærlighed til sin søn eller til Hagar, forhindre at han kunne føje hendes ønsker. For det var den eneste måde han atter kunne tilstræbe harmoni og lykke i sin familie på. Abraham fik det trøstende løfte fra englen, at Ismael ikke skulle dø eller sviges af Gud, selvom han blev skilt fra sin faders hus, at han skulle beskyttes fordi han var Abrahams søn. Gud lovede også at gøre Ismael til et stort folk. ret

(80)  Abraham var af en ædelsindet og menneskekærlig natur, som viste sig i hans så ærlige bøn for Sodomas folk. Hans stærke sjæl led meget. Han bøjede sig ned i sorg, og hans faderlige følelser var dybt berørte da han sendte Hagar og sin søn Ismael bort og strejfe som fremmede i et fremmet land. ret

(80)  Havde Gud anerkendt flerkoneri, ville Han ikke have anvist Abraham at sende Hagar og sin søn bort. Her ville han lære alle en lektie, at ægteskabsforholdes rettigheder og lykke altid skal respekteres og passes på, også selvom det koster meget. Sara var Abrahams første og eneste rigtige hustru. Hun bar titel til rettigheder som hustru og moder, som ingen andre kunne have i familien. Hun ærede sin mand, og kaldte ham herre, men hun blev jaloux for at hun ikke skulle splittes med Hagar. Gud irettesatte ikke Sara for den måde hun optrådte på. Abraham blev irettesat af englene for at få mistillid til Guds kraft, som fik ham til at tage Hagar som sin hustru og tro at løftet var opfyldt ved hende. ret

(80)  Den største trosprøve
Herren fandt det igen rigtigt at prøve Abrahams tro med den frygteligste prøvelse. Hvis han stod den første prøve og ventede tålmodigt på at løftet blev opfyldt hos Sara, og ikke taget Hagar som sin hustru, ville han ikke være underlagt den største prøve der nogensinde er pålagt mennesker. Herren bad Abraham: »Tag din søn Isak, din eneste, ham, du elsker, og drag hen til Morija land og bring ham der som brændoffer på et af bjergene, som jeg vil vise dig!«
ret

(80)  Abraham var ikke utro mod Gud og tøvede, men tidligt om morgnen tog han to af sine tjenere og Isak, hans søn, og træ til brændofferet, og tog til det sted som Gud havde fortalt ham. Han åbenbarede ikke den sande natur af sin rejse til Sara, da han vidste at hendes kærlighed til Isak vil lede hende til at ikke stole på Gud, og holde hendes søn tilbage. Abraham lod sig ikke styre sine faderlige følelser og forlede sig til oprør imod Gud. Guds befaling kunne efter beregning oprøre hans sjæl meget dybt. »Tag nu din søn.« Som om hjertet prøves lidt dybere, tilføjede Han: »Din eneste søn Isak, som du elsker«; som er den eneste forjættede søn, »og ofre ham . . . som brændoffer.« ret

(81)  I tre dage rejste denne fader sammen med sin søn, havde tid nok til at tænke over og betvivle Gud, hvis han var tilbøjelig til at tvivle. Men han nærede ikke mistillid til Gud. Han ræssonerede nu at løftet ville opfyldes gennem Ismael, for Gud fortalte ham tydeligt at gennem Isak skulle forjættelsen opfyldes. ret

(81)  Abraham troede at Isak var den forjættede søn. Han troede at Gud mente lige det Han sagde, da Han bad ham gå og ofre ham som brændoffer. Han vaklede ikke med Guds løfte, men troede at Gud, som i Sit forsyn havde givet Sara en søn i hendes høje alder, og som forlangte at han skulle tage den søns liv, også kunne give livet igen og oprejse Isak fra døde. ret

(81)  Abraham efterlod tjenerne på vejen og ville tage alene med sin søn for at tilbede et stykke vej fra dem. Han lod ikke sine tjene gå med dem, for at deres kærlighed til Isak ikke fik dem til at forhindre dem fra at gennemføre det som Gud havde ledt dem til. Han tog træet af sine tjeneres hænder og lagde det på sin søns skulde. Han tog også ilden og kniven. Han var parat til at udføre den skæbnesvangre mission han havde fået af Gud. Faderen og sønnen vandrede sammen. ret

(82)   “Da sagde Isak til sin fader Abraham: »Fader!« Han svarede: »Ja. min søn!« Da sagde han: »Her er ilden og brændet, men hvor er dyret til brændofferet?« Abraham svarede: »Gud vil selv udse sig dyret til brændofferet, min søn!« Og så gik de to sammen.« Den strenge, kærlige og lidende fader vandrede fast ved sin søns side. Da de kom til det sted som Gud havde udpeget til Abraham, byggede han et alter og lagde brændet i orden, parat til offeret, og informerede så Isak om Guds befaling at ofre ham som brændoffer. Han gentog det løfte Gud havde givet ham flere gange, at gennem Isak skulle han blive til et stort folk, og udføres Guds befaling at slå ham ihjel, vil Gud opfylde Sit løfte, for Han var i stand til at oprejse ham fra døde. ret

(82)  Englens budskab
Isak troede Gud. Han havde lært ubetinget lydighed mod sin fader, og han elskede og ærede sin faders Gud. Han kunne have modstået sin fader hvis han havde valgt at gøre det. Men efter at have omfavnet sin fader kærligt, underlagde han sig og blev bundet og lagt på brændet. Og da hans faders hånd hævede sig op for at slå sin søn ihjel, kaldte en Guds engel, som havde bemærket Abrahams trofaste vej til Moria bjerg, ham fra himlen, og sagde: »Abraham, Abraham!« Han svarede: »Se, her er jeg!« Da sagde engelen: »Ræk ikke din hånd ud mod drengen og gør ham ikke noget; thi nu ved jeg, at du frygter Gud og end ikke sparer din søn, din eneste, for mig!« ret

(83)   »Og da Abraham nu så op, fik han bag ved sig øje på en vædder, hvis horn havde viklet sig ind i de tætte grene; og Abraham gik hen og tog vædderen og ofrede den som brændoffer i sin søns sted.« ret

(83)  Nu havde Abraham bestået prøven til fulde, og ved hans trofasthed blev hans manglende fulde tillid til Gud, nu genløst, hvilken mangel fik ham til at tage Hagar som hustru. Efter at Abraham havde udvist tro og tillid, fornyede Gud Hans løfte til ham. »Men Herrens engel råbte atter til Abraham fra himmelen: »Jeg sværger ved mig selv, lyder det fra Herren: Fordi du har gjort dette og ikke sparet din søn, din eneste, for mig, så vil jeg velsigne dig og gøre dit afkom talrigt som himmelens stjerner og sandet ved havets bred; og dit afkom skal tage sine fjenders porte i besiddelse; og i din sæd skal alle jordens folk velsignes, fordi du adlød mig!« ret

næste kapitel