Israels børn

(100)  Dette kapitel er baseret på 1 Mos. 37; 39; 41-48; 2 Mos 1-4.
Josef lyttede til sin faders belæring og frygtede Herren. Han var mere lydig mod sin faders retvise lære end nogen af sine brødre. Han gemte nøje sine anvisninger, og elskede at adlyde Gud af et rent hjerte. Han blev såret over nogle af hans brødres forkerte optræden og bad dem sagtmodigt og indtrængende at oprøre sig rigtigt og aflægge deres onde handlinger. Dette forbitrede dem bare mere mod ham. Hans had mod synd var sådan at han ikke kunne klare at se sine brødre synde imod Gud. Han lagde sagen frem for sin fader, og håbede at hans autoritet kunne fornye dem. Når deres fejl blev vist frem blev hans brødre mere opirret imod ham. De havde lagt mærke til deres faders stærke kærlighed til Josef, og blev skinsyg på ham. Deres fjendskab blev forhærdet, og blev til sidst mordere. ret

(100)  Guds engel havde instrueret Josef i drømme som han fortalte sine brødre i troskyldighed: »Se, vi bandt neg ude på marken, og se, mit neg rejste sig op og blev stående, medens eders neg stod rundt omkring og bøjede sig for det!« da sagde hans brødre til ham: »Vil du måske være vor konge eller herske over os?« Og de hadede ham endnu mere for hans drømme og hans ord. ret

(101)  »Men han havde igen en drøm, som han fortalte sine brødre; han sagde: »Jeg har haft en ny drøm, og se, sol og måne og elleve stjerner bøjede sig for mig!« Da han fortalte sin fader og sine brødre det, skændte hans fader på ham og sagde: »Hvad er det for en drøm, du der har haft skal virkelig jeg, din moder og dine brødre komme og bøje os til jorden for dig?« Og hans brødre fattede avind til ham, men hans fader gemte det i sit minde.« ret

(101)  Josef i Ægypten
Josefs brødre ville dræbe ham, men gik til sidst med til at sælge ham som slave, for at han ikke skal blive større end dem selv. De mente at de havde sat ham der hvor de ikke ville få problemer med hans drømme, og hvor de ikke vil blive muligt at få dem opfyldt. Men netop det som de gjorde, underkendte Gud til at det de ville aldrig skulle finde sted, at han fik herredømme over dem. ret

(101)  Gud lod ikke Josef tage til Ægypten alene. Englen beredte vejen, så der blev taget imod ham. Potifar, en af Faraos embedsmand, en vagtkommandant, bragte ham til ismaelitterne. Og Herren var med Josef, og Han gav ham fremgang og hans mester begunstigede ham, så at alt hvad han ejede blev sat under Josefs ansvar. »Og han betroede alt, hvad han ejede, til Josef, og selv bekymrede han sig ikke om andet end den mad, han spiste.« Og det blev betragtet som en forhånelse at en hebræer tilberedte mad til en ægypter. ret

(101)  Da Josef blev fristet til at vige fra den rette sti, og overtræde Guds lov og være sin mester utro, stod han fast i mod og beviste Gudsfrygtens ophøjende kraft da han svarede sin mesters hustru. Efter at have fortalt om den store tillid hans mester havde til ham, og betroet ham alt det han havde, udbrød han: »Hvor skulle jeg da kunne øve denne store misgerning og synde mod Gud!« Han ville overtales til at forlade retfærdighedens sti og træde på Guds lov ved nogle forlokkelser eller trusler. ret

(102)  Og da han blev anklaget, og han med en falsk forbrydelse over sig, synkede han ikke i fortvivlelse. I uskyldig samvittighed og ret stolede han stadig på Gud. Og Gud, som hidtil havde støttet ham, svigtede ham ikke. Han blev bundet med lænker og holdt i et mørkt fængsel. Alligevel vendte Gud hans ulykke til en velsignelse. Han vandt fangevogterens yndest, og Josef fik hurtig ansvar over alle fangerne. ret

(102)  Her er et eksempel til alle generationer der lever på jorden. Selvom de udsættes for fristelser, bør de altid indse at der er en forsvarer for hånden, og det er deres egen fejl hvis de ikke beskyttes. Gud vil være en nærværende hjælp, og Hans Ånd et skjold. Selvom vi er omgivet af de hårdeste fristelser, er der en styrkens kilde som de kan bruges og modstå dem med. ret

(102)  Hvilke hårde storme mod Josesfs moral! De kom fra én der var indflydelsesrig, den bedste til at lede på vildspor. Men han modstod straks og stod fast. Han led for sin dydighed og renhed, for hun ville føre ham bort hævne sig på den dydighed hun ikke selv kunne beherske, og ved hendes indflydelse få ham kastet i fængsel, på anklage for beskidte fejl. Her led Josef fordi han ikke vil opgive sin renhed. Han havde lagt sit omdømme og sine interesser i Guds hænder. Og selvom han led pinsler for en tid, at han forberedes til at udfylde en vigtig stilling, beskyttede Gud ham sikkert så omdømmet ikke blev formørket af en ond anklager, og senere, på Guds eget tidspunkt, fik det til at skinne. Gud gjorde endog fængslet til adgangsvej for ophøjelse. Dydighed på rette tid, vil give sin egen løn. Det skjold som beskyttede Josefs hjerte var Gudsfrygt, som fik ham til at være trofast og retfærdig for sin mester og oprigtig mod Gud. ret

(103)  Selvom Josef blev ophøjet som hersker over hele landet, så glemte Gud ham ikke. Han vidste at han var fremmed i et fremmet land, adskilt fra sin fader og sine brødre, som ofte bedrøvede ham, men han troede fast på at Guds hånd vil underkende hans handlemåde, og sætte ham i en betydningsfuld stilling. Og han stolede hele tiden på Gud, idet han udførte alle sit embedes pligter, som hersker over Ægyptens land, i trofasthed. ret

(103)  Josef vandrede med Gud. Han ville ikke overtales fra at forlade retfærdighedens sti og overtræde Guds lov, på grund af nogle forlokkelser eller trusler. Hans selvkontrol og tålmodighed i modgangen og hans urokkelige troskab står nedskrevet til gavn for alle som efterfølgende lever på jorden. Da Josefs brødre anerkendte deres synd over for ham, tilgav ham dem frit og viste dem ved sine godgørende og kærlighedshandlinger at han ikke husede fornærmelser for deres tidligere grusomme optræden mod ham. ret

(103)  Dage i velstand
Israels børn var ikke slaver. De havde aldrig solgt deres kvæg, deres lande, og sig selv til Farao for mad, såsom mange af ægypterne havde gjort. De var blevet tilstået et landområde som de kunne bo i, hvor deres hjorte og kvæg, på grund af den tjeneste Josef havde givet riget. Farao værdsatte hans visdom og ledelse over alt der var i forbindelse med riget, særlig forberedelsen til de lange hungersnødsår der kom over Ægyptens land. Han følte at hele rigets velstand stod i gæld for Josefs kloge ledelse; og, som tegn på hans taknemmelighed, sagde han til Josef: »Ægypten står til din rådighed, lad din fader og dine brødre bosætte sig i den bedste del af landet; de kan tage ophold i Gosens land; og hvis du ved, at der er dygtige folk iblandt dem, kan du sætte dem til opsynsmænd over mine hjorde!« ret

(104)   »Men Josef lod sin fader og sine brødre bosætte sig og gav dem jordegods i Ægypten, i den bedste del af landet, i landet Rameses, som Farao havde befalet. Og Josef forsørgede sin fader og sine brødre og hele sin faders hus med brød efter børnenes tal.« ret

(104)  »Ægypterkongen pålagde ikke Josefs far og brødre nogen skat, og Josef fik lov at forsyne dem gavmildt med mad. Kongen sagde til sine herskere: Står vi ikke i gæld til Josesfs Gud, og til ham, for denne flotte forsyning af mad? Var det ikke på grund af hans visdom at vi lagde så meget i lade? Medens andre lande går tabt, så har vi nok! Hans ledelse har beriget riget. ret

(104)  »Imidlertid døde Josef og alle hans brødre og hele dette slægtled. Men israeliterne var frugtbare og formerede sig, og de blev mange og overmåde talrige, så at landet blev fuldt af dem. Da kom der en ny konge over Ægypten, som ikke vidste noget om Josef; og han sagde til sit folk: »Se, Israels folk bliver talrigere og stærkere end vi. Velan, lad os gå klogt til værks imod dem, for at de ikke skal blive for mange; ellers kan det hænde, når vi kommer i krig, at de går over til vore modstandere og kæmper mod os og til sidst forlader landet!« ret

(105)  Undertrykkelsen
Denne nye ægyptiske konge erfarede at Israels børn tjente riget meget. Mange af dem var duelige og forstandige arbejdsfolk, og han ville ikke miste deres arbejdskraft. Den nye konge satte Israels børn i klasse med slaver, som havde solgt deres hjorte, deres hyrder, deres lande og dem selv til riget. »Så satte man fogeder over dem til at plage dem med trællearbejde, og de måtte bygge forrådsbyer for Farao: Pitom og Ra'amses. ret

(105)  »Men jo mere man plagede dem, des flere blev de, og des mere bredte de sig, så ægypterne fik rædsel for israeliterne. Og ægypterne tvang israeliterne til trællearbejde Og gjorde dem livet bittert ved hårdt arbejde med ler og tegl og alle hånde markarbejde, ved alt det arbejde, de tvang dem til at udføre for sig.« ret

(105)  De tvang deres kvinder til at arbejde på markerne, som om de var slaver. Alligevel blev de ikke mindre. Idet kongen og hans herskere så at de hele tiden blev flere, rådførte de sig med hinanden og tvang dem til at udføre et vist stykke arbejde hver dag. De mente at de kunne holde dem nede med hårdt arbejde, og blev vrede fordi de ikke kunne holderes antal nede og knuse deres selvstændighed. ret

(105)  Og da deres mål ikke blev nået, blev deres hjerter forhærdet til at gå endnu længere. Kongen befalede at drengebørn skulle dræbes lige så snart de blev født. Satan bevægede dem i disse sager. Han vidste at der skulle opstå en befrier blandt Hebræerne, der redder dem ud af undertrykkelse. Han mente at hvis han kunne bevæge kongen til at udrydde drengebørnene, ville Guds mål forpurres. Kvinderne frygtede Gud og gjorde ikke sådan som ægypterkongen havde befalet dem, men bevarede drengebørnene i live. ret

(106)  Kvinderne turde ikke slå de hebræsiske børn ihjel, og fordi ikke adlød kongens befaling, gav Herren dem fremgang. Da Ægypternes konge fik information om at hans befaling ikke blev adlydt, blev han meget vred. Han gjorde da sin befaling mere påbydende og udvidede den. Han påbød alle sine folk at være nøje på vagt og sagde: »Alle drengebørn, der fødes, skal I kaste i Nilen, men pigebørnene skal I lade leve!« ret

(106)  Moses
Da dette grusomme dekret blev sat i kraft for alvor, blev Moses født. Hans moder skjulte ham så længe hun kunne, så sikkert hun kunne, og lavede en lille båd af sivblade, og tætnede den med baj, så vand ikke kunne komme ind i den lille ark, og satte den ved vandkanten, medens hans søster skulle stå lidt fra vandet tilsyneladende ligeglad. Hun vågede ivrigt for at se hvad der blev af hendes lillebror. Englene holdt også øjemed at der ikke skulle se det hjælpeløse barn noget, som var blevet sat der af en hengiven moder og betroede det til Guds varetægt med hendes bønner bladet med tårer. ret

(106)  Og englene førte Faros datters fodtrin til floden, til det sted hvor den lille uskyldige fremmed var. Hun blev opmærksom på den lille besynderlige båd, og hun sendte en af sine opvarterske hen for at bringe hende den. Og da hun havde fjernet dækket af denne besynderlig konstruerede lille båd, så hun et elskeligt lille barn, »og se, det var et drengebarn, der græd. Da ynkedes hun over det«. Hun vidste at en øm hebræisk moder havde brugt dette enkle middel for at beskytte sit højtelskede barns liv, og hun besluttede straks at det skal være hendes søn. Moses søster kom straks frem og spurgte: »Skal jeg gå hen og hente dig en amme blandt hebræerkvinderne til at amme barnet for dig?« Faraos datter svarede hende: »Ja, gør det!« ret

(107)  Glad sprang søsteren til sin moder og fortalte hende de lykkelige nyheder og førte hende med al hast til Faraos datter, hvor barnet var blevt betroet til moderen som amme, og hun ville betale hende gavmildt for at opdrage sin egen søn. I taknemmelighed gik denne moder ind i denne sikre og lykkelige opgave. Hun troede at Gud havde beskyttet hans liv. Hun udnyttede nøje enhver dyrebar mulighed for at uddanne sin søn til et nyttigt liv. Hun var mere nøjeregnende med hans undervisning end med hendes andre børn; for hun var overbevist over at han var bevaret for et større arbejde. Med hendes nøje lære, dryppede hun Gudsfrygten og kærlighed til sandhed og retfærdighed ind i det unge menneskesind. ret

(107)  Hun hvilede ikke her i sin bestræbelser, men bad alvorligt til Gud, for at hendes søn måtte bevares for al ond indflydelse. Hun lærte ham at bøje sig og bede til Gud, den levende Gud, for Han alene kunne høre ham og hjælpe ham i enhver nødssituation Hun søgte at indprente ham med det syndige i afgudsdyrkelse. Hun vidste at han snart skulle væk fra hendes indflydelse og overgives til den kongelige moders adoptering, og blive påvirket omkring sig, til at ikke tro himlens og jordens Skabers eksistens. ret

(108)  De instrukser han fik fra sin forældre skulle bestyrke hans sind og beskytte ham fra at blive ophøjet og fordærvet med synd og stoltheden midt i hoflivets glans og overdådighed. Han havde et klart tankesind og et forstående hjerte, og mistede aldrig de gudfrygtige indtryk han fik fra sin ungdom af. Hans moder holdt ham så længe hun kunne, men hun var nød til at adskilde sig fra ham, da han var omkring tolv år gammel, og så blev han søn af Faraos datter. ret

(108)  Her blev Satan overvundet. Da Farao blev bevæget til at udslette alle drengebørn, mente han at han kunne slå Guds mål til side og udslette ham som Gud ville oprejse til at udfri Sit folk. Men netop dette dekret, der bestemte hebræiske børn skulle dræbes, var midlet som Gud underkendte for at sætte Moses i den kongelige familie, hvor han kunne blive en lært mand og højt kvalificeret til at lede sit folk fra Ægypten. ret

(108)  Farao forventede at ophøje sit adopterede barnebarn til tronen. Han uddannede ham til at stå ved de ægyptiske hæres leder, og føre dem til krig. Moses var vellidt i Faraos hær og blev æret fordi han førte krigen overordentligt dygtigt og visdomligt. »Og Moses blev oplært i al ægypternes visdom; og han var mægtig både i ord og gerning.« Ægypterne betragtede Moses som en bemærkelsesværdig karakter. ret

(108)  Forberedes særligt som leder
Engle instruerede Moses i at Gud havde udvalgt ham til at udfri Israels børn. Englen lærte også herskerne blandt Israels børn at tidspunktet for deres udfrielse var nær, og at Moses var den mand som Gud ville bruge til at udrette dette værk med. Moses mente at Israels børn ville udfries ved krig, og at han ville stå som leder for den hebræiske hær, og føre krigen mod de ægyptiske hære og udfri sine brødre fra undertrykkelsens åg. Med dette for øje, passede Moses på sin kærlighed, så den ikke gives til sin adoptivmor eller til Farao, uden at det ikke skulle være vanskeligere for ham at forblive fri til at gøre Guds vilje. ret

(109)  Herren bevarede Moses fra at blive skadet af den fordærvende indflydelse omkring ham. Sandhedens principper, som han fik i sit hjerte fra Gudfrygtige forældre, glemte han aldrig. Og da han behøvede mest beskyttelse fra den fordærvende indflydelse i hoflivet, så vil lektierne fra hans ungdom bære frugt. Gudsfrygten stod foran ham. Og så stærk var hans kærlighed til sine brødre, og så stor en respekt for den hebræiske tro, at han ikke ville skjule sin herkomst, frem for det at være arving af kongefamilien. ret

(109)  Da Moses var fyrre år gammel, ”gik Moses ud til sine landsmænd og så på deres trællearbejde. Og han så en ægypter slå en hebræer, en af hans landsmænd, ihjel. Da så han sig om til alle sider, og efter at have forvisset sig om, at der ingen var i nærheden, slog han ægypteren ihjel og gravede ham ned i sandet. Da han den næste dag igen gik derud, så han to hebræere i slagsmål med hinanden. Da sagde han til ham, der havde uret: »Hvorfor slår du din landsmand?« Han svarede: »Hvem har sat dig til herre og dommer over os? Vil du måske slå mig ihjel, ligesom du slog ægypteren ihjel?« Og Moses blev bange og tænkte: »Så er det dog blevet bekendt!« da Farao fik nys derom, søgte han at komme Moses til livs, men Moses flygtede for Farao og tyede til Midjans land.« Herren viste hans vej, og han fandt et hjem hos Jetro, en mand som tilbad Gud. Han var hyrde og også midianitternes præst. Hans døtre sørgede for hans hjord. Men Jetros hjorde blev hurtigt sat under Moses varetægt, som giftede sig med Jetros datter og blev i Midian i fyrre år. ret

(110)  Moses var for hurtig med at slå ægypteren ihjel. Han troede at Israels folk forstod at Guds særlige forsyn havde oprejst ham for at befri dem. Men Gud ville udfri Israels børn ved krig, sådan som Moses mente det, men med Sin egen mægtige kraft, så at æren vil tilskrives Ham alene. Gud underkendte at Moses havde slået ægypteren ihjel for at fremføre Sit eget mål. I sit forsyn bragte Moses ind i ægypterkongens familie, hvor han havde fået en grundig uddannelse; og alligevel var han ikke forberedt til at Gud skulle betro ham det store arbejde, som Gud havde oprejst ham til at udrette. Moses kunne ikke straks forlade kongens hof og de udsvævelser han havde fået tilstået som kongens barnebarn, til at udføre Guds særlige arbejde. Han måtte have tid til at få erfaring og uddannes i modgangens og fattigdommens skole. Da han levede tilbagetrukket, sendte Herren Sine engle for at instruere ham særligt om fremtiden. Her lærte han mere om selvkontrollens og ydmyghedens store lektie. Han holdt Jetros hjorde, og så længe han udførte sin ydmyge tjeneste som hyrde, beredte Gud ham som en åndelig hyrde for Sin hjord, nemlig Sit folk Israel. ret

(110)  Da Moses førte hjorten til ørknen og kom til Guds bjerg, til Horeb, »da åbenbarede Herrens engel sig for ham i en ildslue, der slog ud af en tornebusk.« »Derpå sagde Herren: »Jeg har set mit folks elendighed i Ægypten, og jeg har hørt deres klageskrig over deres undertrykkere, ja, jeg kender deres lidelser; og jeg er steget ned for at udfri dem af Ægyptens hånd og føre dem bort fra dette land til et godt og vidtstrakt land, til et land, der flyder med mælk og honning, . . . . Se, nu er israeliternes klageskrig nået til mig, og jeg har også set den trængsel, ægypterne har bragt over dem. Derfor vil jeg nu sende dig til Farao, og du skal føre mit folk, israeliterne, ud af Ægypten!« Men Moses sagde til Gud: »Hvem er jeg, at jeg skulle kunne gå til Farao og føre israeliterne ud af Ægypten?« Han svarede: »Jo, jeg vil være med dig! Og dette skal være dig tegnet på, at det er mig, der har sendt dig: når du har ført folket ud af Ægypten«. ret

(111)  Den tid var kommet hvor Gud vil have Moses til at skifte hyrdestaven ud med Guds stav, som Han vil udrette kraftfulde undere og tegn med, med at udfri Sit folk fra undertrykkelse, og bevare dem når de blev forfulgt af deres fjender. ret

(111)  Moses gik med til at udføre missionen. Først besøgte han sin svigerfar og fik hans samtygge til at han og hans familie kunne vende tilbage til Ægypten. Han turde ikke fortælle Jetro sit budskab til Farao, for at han så ikke ville lade hans hustru og børn ledsage sig, på en så farlig mission. Herren styrkede ham og fjernede hans frygt og sagde til ham: »Vend tilbage til Ægypten, thi alle de mænd, der stod dig efter livet, er døde.« ret

næste kapitel