Guds kraft åbenbares

(112)  Dette kapitel baserer sig på 2 Mos 5,1-12,28.
I mange år havde Israels børn været i ægypternes trældom. Kun nogle få familier tog ned til Ægypten, men de var blevet til en stor skare. Og omgivet af afgudsdyrkelse, havde mange af dem mistet kendskabet til den sande Gud og havde glemt Hans lov. Og de gik sammen med ægypterne i at dyrke solen, månen og stjernerne og også dyr og billeder, menneskehænders værk. ret

(112)  Alt omkring Israels børn var til at få dem til at glemme den levende Gud. Alligevel var der de hebræere som bevarede kendskabet til den sande Gud, himlens og jordens skaber. De blev såret over at se deres børn daglig være vidne til endog involvere sig i det afgudsdyrkende folks vederstyggeligheder omkring dem, og bøje sig ned for ægyptiske guder, der var gjort af træ og sten, og ofre, ofre til disse sanseløse objekter. De trofaste blev sårede og i deres fortvivlelse råbte de til Herren om udfrielse fra det ægyptiske åg, at Han ville føre dem ud af Ægypten, hvor de er fri for afguder og den fordærvende indflydelse, som omgav dem. ret

(112)  Men mange af hebræerne var tilfredse med at være i trældommen, frem for at tage til et nyt land og møde de vanskeligheder der var med en sådan rejse. Derfor udfriede Herren dem ikke ved de første tegn og undere Han viste for Farao. Han underkendte de ting der udviklede Faraos tyranni, og at Han måtte vise Sin store magt mod ægypterne, også for Hans folk, og få dem til at blive ivrige for at forlade Ægypten og vælge Guds tjeneste. ret

(113)  Selvom mange af israelitterne var blevet fordærvet af afgudsdyrkelse, stod de trofaste alligevel fast. De lagde ikke skjul på deres tro, men anerkendte åbenlyst over for ægypterne at de tjente den eneste sande og levende Gud. De remsede beviserne på Guds eksistens og kraft op, helt fra skabelsen. Ægypterne havde ikke mulighed for at blive kendt med Hebræernes tro og deres Gud. De prøvede at underlægge sig den sande Guds tilbedere, og blev irriteret fordi det ikke lykkes for dem, hverken ved trusler, løfte om løn, eller ved grusom behandling. ret

(113)  De to sidste konger, som havde siddet på Ægyptens trone var tyrraniske og talte grusomt til Hebræerne. Israels ældste turde ikke opmuntre den israelitternes dalene tro, ved at henvise til Abtrahams løfte, og Josefs profetiske ord lige før han døde, hvor deres udfrielse fra Ægypten blev forudsagt. Nogle ville lytte og tro. Andre så på deres egen sørgelige situationer, og vil ikke håbe. ret

(113)  Israel påvirkes af deres omgivelser
Ægypterne havde lært om Israels børns forventninger og bespottede deres håb om udfrielse og talte hånligt om deres Guds kraft. De pegede på deres egen situation som et folk, som bare er slaver, og sagde spottende til dem: Hvis jeres Gud er så retfærdig og barmhjertig, og har kraft over de ægyptiske guder, hvorfor gør han jer ikke til et frit folk? Hvorfor udviser han ikke Sin storhed og kraft, og ophøjer jer? ret

(114)  Så henledte ægypterne israelitternes opmærksomhed til deres eget folk, der tilbad deres egen valgte guder, som israelitterne benævnte som falske guder. De sagde triumferende at deres guder havde givet dem fremgang, og givet dem mad, klæder og store rigdomme, og at deres guder også havde givet israelitterne i deres hænder, for at tjene dem, og at de havde magt til at undertrykke dem og ødelægge deres liv, så at de ikke skulle være noget folk. De hånede tanken om at hebræerne nogensinde skulle udfries fra slaveriet. ret

(114)  Farao sagde pralede at han ville se om deres Gud udfrier dem fra deres hænder. Med disse ord blev mange af Israels børns håb udslettet. Det så meget ud for dem, sådan som kongen og rådgiverne havde sagt. De vidste at de blev behandlet som slaver, og at de måtte klare den grad af undertrykkelse som deres arbejdsgivere og herskere lagde på dem. Deres drengebørn blev jaget og slået ihjel. Deres egne liv var en byrde, og de troede på og dyrkede himlens Gud. ret

(114)  Så satte de deres situation op mod ægypternes. De troede slet ikke på en levende Gud, som havde magt til at frelse eller udslette. Nogle af dem tilbad afguder, billeder af træ og sten, medens andre tilbad solen, månen, og stjernerne; alligevel var de velstående og havde fremgang. Og nogle af hebræerne mente at hvis Gud var over alle guder, ville han så ikke lade dem være som slaver for et afgudstilbedende folk sådan som han gjorde? ret

(114)  Guds trofaste tjenere forstod at det var på grund af deres upålidelighed mod Gud som et folk, deres tilbøjelighed til at gifte sig med andre folk, og således føre dem til afguderi, at Herren lod dem tage til Ægypten. Og de erklærede fast over for deres brødre at Gud snart ville føre dem ud fra Ægypten og bryde deres undertrykkende åg. ret

(115)  Tidspunktet var kommet hvor Gud ville besvare Sit undertrykte folks bønner, og ville føre dem fra Ægypten under så mægtige fremvisning af Hans kraft, at ægypterne var tvunget til at anerkende at hebræernes Gud, som de havde foragtet, var over alle guder. Nu ville han straffe dem for deres afgudstilbedelse og deres stolte pral over de nådegaver han gav dem ved deres sanseløse guder. Gud ville forherlige Sit eget navn, og andre folk måtte høre om Hans kraft og skælve over Hans mægtige handlinger, at Hans folk ville vende sig fra deres afgudsdyrkelse, når de var vidne til hans mirakuløse gerninger, og ville give Ham den rene tilbedelse. ret

(115)  Da Israel blev udfriet fra Ægypten, viste Gud tydeligt Sin klare barmhjertighed mod Hans folk over for ægypterne. Gud fandt det rigtigt at udøve Sine domme over Farao, så han ved sørgelig erfaring må vide om, da han ellers ikke lader sig overbevise, at Hans kraft er over alle andres. At Hans navn må erklæres ud over jorden, Han vil give eksemplarisk og afgørende bevis til alle folkene for Hans guddommelige kraft og retfærdighed. Det var Guds plan at disse magttilkendegivelser skulle styrke Hans folks tro, og at deres efterkommere stadig skulle tilbede Ham alene, som har udvirket så nådige undere for deres skyld. ret

(115)  Moses erklærede for Farao, efter at han forlangte at folk skulle lave mursten uden halm, at Gud som han foregav at ikke kende, ville tvinge Farao til at give efter for Guds krav og anerkende Guds autoritet som den største Hersker. ret

(116)  Plagerne
Miraklet med at staven blev til en slange og floden der blev til blod bevægede ikke Faros hjerte, og forhærdede blot hans had til israelitterne. Troldmændenes gerninger som fik ham til at tro at disse mirakler blev formet ved magi, havde masse beviser på at det ikke var tilfældet, da plagen med myggene blev fjernet. Gud kunne have fået dem til at forsvinde, og vende til støvet på et øjeblik, men det gjorde Han ikke, før de blev det fjernet, ville kongen og ægypterne sige at det var på grund af magi, ligesom troldmændenes arbejde. De døde, og blev så samlet sammen i store dynger. De kunne se deres kroppe for sig, og de forurenede luften. Her fik kongen og alle ægypterne bevis for at deres tomme filosofi ikke kunne afgøre noget, at dette værk var ikke magi men en dom fra himlens Gud. ret

(116)  Troldmændene kunne ikke lave lusene. Herren ville endog ikke lade det sådan se ud i deres øjne, eller i ægypternes øjne så de kunne lave en lignende myggeplage. Han ville fjerne an undskyldning for vantro hos Farao. Han tvang endog troldændene selv til at sige: ”Dette er Guds finger.” ret

(116)  Den næste plage var sværmene af bremser. De var ikke harmløse som myg, plagede os i nogle perioder af året, men myggene der kom over Ægypten var store og giftige. Deres stik var meget smertelige på mennesker og dyr. Gud adskilte Sit folk fra ægypterne og lod ingen myg vise sig over deres egne. ret

(117)  Så sendte Herren pest over deres kvæg, og samtidig beskyttede han hebræernes kvæg, så ikke nogen af dem døde. Den næste plage er bylder på mennesker og dyr, og troldmændene kunne beskytte sig selv fra den. Så sendte Herren en plage med hagl blandet med ild over Ægypten, med lyn og torden. Der blev givet et tidspunkt på hvornår hver plage kom, så der ikke sker ved tilfældighed. Herren demonstrerede for ægypterne at hele jorden var under hebræernes Guds kommando – at torden, hagl og storm adlyder Hans røst. Farao, den stolte konge som en gang spurgte: »Hvem er Herre, at jeg skulle adlyde Hans røst?« ydmygede og selv og sagde. »Jeg har syndet . . . Herren er retfærdig, og jeg og mit folk er onde.« Jeg bønfaldt Moses om at være hans mellemmand for Gud, så den frygtelige torden og lynglimt måtte ophøre. ret

(117)  Dernæst sendte Herren frygtelig klage med græshopper. Kongen valgte at få plagerne frem for at underlægge sig Gud. Uden samvittighedsnag så han hvordan hele riget var under disse frygtelige dommes mirakler. Herren sendte mørke over Ægypten. Folk måtte ikke kun undvære lys, men luften var meget trykkende, så det var svært at trække vejret; Hebræerne havde dog en ren luft og lys i deres boliger. ret

(117)  Gud førte en skrækkelig plage mere over Ægypten, strengere end nogensinde før. Det var kongen og afgudspræsterne som modsatte sig Moses sidste anmodning. Folk ønskede at Hebræerne fik lov til at forlade Ægypten: Moses fortalte Farao og det ægyptiske folk og også til israelitterne, om den sidste plages beskaffenhed og virkning. Den nat blev påskens højtidelige forordning indført, så frygtelig for ægypterne og så herlig for Guds flok. ret

(118)  Det var meget vanskeligt for den ægyptiske konge og et stolt og afgudsdyrkende folk at give efter for den himmelske Guds krav. Den ægyptiske konge var meget træg til at give efter. Da han var under den skrækkeligste pinsel måtte han give en smugle efter; men da pinslen var væk, ville han tilbagetrække alt det han havde tilstået. Efter at plagen var kommet over Ægypten, gav han således ikke mere efter end hvad han var tvunget til, på grund af Guds vredes frygtelige hjemsøgelser. Kongen vedholdt endog sit oprør efter at Ægypten var ruineret. ret

(118)  Moses og Aaron fortalte Farao om hver plages beskaffenhed og virkning, som kom når han nægtede at lade Israel rejse. Hver gang at han så disse plager komme præcis som han fik fortalt at de ville komme; alligevel gav han ikke efter. Først ville han blot give dem lov at ofre til Gud i Ægyptens land; og efter at Ægypten havde lidt under Guds vrede, gav han lov til at mændene alene skulle rejse. Efter at Ægypten var næsten udslettet af græshoppeplagen, så gav han deres børn og hustruer lov at rejse, men ville ikke lade deres kvæg rejse. Så fortalte Moses kongen at Guds engel ville slå deres førstefødte ihjel. ret

(118)  Alle plager blev lidt strengere og hårdere, og det skulle være frygtelige end nogensinde tidligere. Men den stolte konge blev overmåde vred, og ydmygede ikke sig selv. Og da ægypterne så de store forberedelser der skete blandt israelitterne den skæbnesvangre nat, så forhånede de tegnet med blod på dørstolperne. ret

næste kapitel