| Genløsningens historie kapitel 16. Fra side 119 | ren side tilbage |
(119) Dette kapitel er baseret på 2 Mosebog 12,29-15,19. (119) »Men ved midnatstid ihjelslog Herren alle de førstefødte i Ægypten lige fra Faraos førstefødte, der skulle arve hans trone, til den førstefødte hos fangen, der sad i fangehullet, og alt det førstefødte af kvæget. Da stod Farao op om natten tillige med alle sine tjenere og alle ægypterne, og der lød et højt klageskrig i Ægypten, thi der var intet hus, hvor der ikke fandtes en død. Og han lod Moses og Aron kalde om natten og sagde: »Bryd op og drag bort fra mit folk, I selv og alle israeliterne, og drag ud og dyrk Herren, som I har forlangt. Tag også eders småkvæg og hornkvæg med, som I har forlangt, og drag bort; og bed også om velsignelse for mig!« Og ægypterne trængte på folket for at påskynde deres afrejse fra landet, thi de sagde: »Vi mister alle livet!« ret (120) »Og, folket tog deres dej med sig, før den var syrnet, og de bar dejtrugene på skulderen, indsvøbte i deres kapper. Men israeliterne havde gjort, som Moses havde sagt, og bedt ægypterne om sølv og guldsmykker og om klæder; og Herren havde stemt ægypterne gunstigt mod folket, så de havde givet dem, hvad de bad om. Således tog de bytte fra ægypterne.« ret (120) Herren åbenbarede dette for Abraham omkring fire hundrede år før det blev opfyldt: »Og han sagde til Abram: »Vide skal du, at dit afkom skal bo som fremmede i et land, der ikke er deres eget; de skal trælle for dem og mishandles af dem i 400 år. Dog vil jeg også dømme det folk, de kommer til at trælle for, og siden skal de vandre ud med meget gods.« 1. Mos 15,13. 14. ret (120) »Desuden fulgte en stor hob sammenløbet folk med og dertil småkvæg og hornkvæg, en vældig mængde kvæg.« Israels børn drog ud af Ægypten med alle deres ejendomme, som ikke tilhører Farao, for de havde aldrig solgt dem til ham. Jakob og hans sønner tog deres hjorte og kvæg med sig til Ægypten. Israels børn var blevet enormt mange, og deres hjorde og kvæg var forøget meget. Gud fordømte ægypterne ved at sende plager over dem, og fik dem til at påskynde Hans folk ud af Ægypten med alt hvad de ejede. ret (120) »Da Farao lod folket drage bort, førte Gud dem ikke ad vejen til filisterlandet, som havde været den nærmeste, thi Gud sagde: »Folket kunne komme til at fortryde det, når de ser, der bliver krig, og vende tilbage til Ægypten.« Men Gud lod folket gøre en omvej til ørkenen i retning af det Røde Hav. Israeliterne drog nu væbnede ud af Ægypten. Og Moses tog Josefs ben med sig, thi denne havde taget Israels sønner i ed og sagt: »Når Gud ser til eder, skal I føre mine ben med eder herfra!« ret (121) Ildstøtten (121) Herren vidste at filistrene ville modsætte sig at de gik igennem deres land. De vil sige til dem: De har stjålet fra deres mestre i Ægypten, og vil føre krig med dem. Således åbenbarede Gud, ved at føre dem til havet, Sig selv som en medfølende Gud, såvel som en dommens Gud. Herren informerede Moses om at Farao ville forfølge dem, og Han førte ham lige derhen hvor der blev slået lejr ved havet. Han fortalte Moses at Han skulle æres over for Farao og hele hans hær. ret (121) Efter at hebræerne var taget fra Ægypten, fortalte ægypterne Farao at de var flygtet og ville aldrig vende tilbage for at tjene ham mere. Og de knurrede fordi de havde ladet dem forlade Ægypten. Det var et meget stort tab for dem at undvære deres tjeneste, og de fortrød at de havde ladet dem rejse. Selvom de havde lidt under Guds domme, blev de så forhærdede af deres stadige oprør at de besluttede at forfølge Israels børn og føre dem tilbage til Ægypten med magt. Kongen tog en meget stor hær og sekshundrede vogne, og fulgte efter dem, og indhentede dem da de havde slået lejr ved havet. ret (121) »Da nu Farao nærmede sig, så israeliterne op og fik øje på ægypterne, der drog efter dem, og de grebes af stor angst; da råbte israeliterne til Herren; og de sagde til Moses: »Er det, fordi der ingen grave var i Ægypten, at du har fået os ud for at dø i ørkenen? Hvad er det dog, du har gjort os, at du førte os ud af Ægypten? Var det ikke det, vi sagde til dig i Ægypten: Lad os i fred, og lad os blive ved at trælle for ægypterne! Thi det er bedre for os at trælle for ægypterne end at dø i ørkenen.« Men Moses svarede folket: »Frygt ikke! Hold blot stand, så skal I se Herrens frelse, som han i dag vil hjælpe eder til, thi som I ser ægypterne i dag, skal I aldrig i evighed se dem mere. Herren skal stride for eder, men I skal tie!« ret (122) Men israelitterne var hurtige til at ikke stole på Gud. De havde været vidne til alle Hans domme i Ægypten der tvang kongen til at lade Israel rejse, men deres tillid til Gud blev prøvet, de knurrede, på trods af at de havde set store beviser på Hans magt, under deres forunderlige udfrielse. I stedet for at stole på Gud i deres nød, knurrede de over trofaste Moses, og mindede ham om den vantro som de gav udtryk for i Ægypten. De anklagede ham for at være årsag til deres kval. Han opmuntrede dem til at stole på Gud og holde inde med deres udtrykte vantro, og så vil de se hvad Herren vil gøre for dem. Moses råbte indtrængende til Herren for at udfri Sit udvalgte folk. ret (122) Befrielse ved det Røde Hav (123) »Se, jeg vil forhærde ægypternes hjerte, så de følger efter dem, og jeg vil forherlige mig på Farao og hele hans krigsmagt, på hans vogne og ryttere, og ægypterne skal kende, at jeg er Herren, når jeg forherliger mig på Farao, hans vogne og ryttere.« Guds engel, der drog foran Israels hær, flyttede sig nu og gik bag ved dem; og skystøtten flyttede sig fra pladsen foran dem og stillede sig bag ved dem Og kom til at stå imellem ægypternes og Israels hære; og da det blev mørkt; blev skystøtten til en ildstøtte og oplyste natten. Således kom de ikke hinanden nær hele natten.« ret (123) Ægypterne kunne se hebræerne, for den tykke sorte sky stod foran dem, hvilken sky var alt lyset for israelitterne. Sådan viste Gud Sin magt for at forsøge Sit folk, om de skulle stole på Ham, efter at have givet dem tegn på Hans omsorg og kærlighed for dem, og irettesætter deres vantro og knurren. »Moses rakte da sin hånd ud over havet, og Herren drev havet bort med en stærk østenstorm, der blæste hele natten, og han gjorde havet til tørt land. Og vandet delte sig. Da gik israeliterne midt igennem havet på tør bund, medens vandet stod som en mur på begge sider af dem.« Vandene rejste sig op og stod som stivnede mure, på begge sider medens Israel vandre på havets midte på tør jord. ret (124) Den ægyptiske hær triumferede hele natten over at Israels børn igen var i deres magt. De mente at de ikke havde nogen mulighed for at undfly; for foran strakte det Røde Hav sig ud, og deres store hære vært lige bag dem. Om morgnen, da de kom frem til havet, se, der var en tør sti, vandene havde delt sig, og stod som en mur på begge sider, og Israels børn var halvvejs ude på havet, og gik på tør jord. De ventede lidt, om hvad det var det bedste de kunne gøre. De blev skuffede og ophidsede over at en uventet vej åbnede sig for dem i havet, da hebræerne næsten var i deres magt, og de var sikre på at få dem. De besluttede at følge efter dem. ret (124) »Og ægypterne, alle Faraos heste,vogne og ryttere, satte efter dem og forfulgte dem midt ud i havet. Men ved morgenvagtens tid skuede Herren fra ild og skystøtten hen imod ægypternes hær og bragte den i uorden; og han stoppede vognenes hjul, så de havde ondt ved at få dem frem. Da sagde ægypterne: »Lad os flygte for Israel, thi Herren kæmper for dem imod Ægypten!« ret (124) Ægypterne vovede sig ud på den sti Gud havde forberedt for sit folk, og Guds engle drog gennem deres hære og fjernede deres vognhjul. De blev plaget. De bevægede sig meget langsomt frem, begyndte at få problemer. De huskede på de domme som hebræernes Gud havde pådraget dem i Ægypten, for at tvinge dem så Israel kunne rejse, og de mente at Gud kunne overgive dem helt i israelitternes hænder. De afgjorde at Gud kæmpede for Israelitterne, og de var frygtelig bange og vendte om for at flygte fra dem, da »Herren sagde til Moses: »Ræk din hånd ud over havet, så skal vandet vende tilbage over ægypterne, deres vogne og ryttere!« ret (125) »Da rakte Moses sin hånd ud over havet; og havet vendte tilbage til sit sædvanlige leje ved morgenens frembrud, medens de flygtende ægyptere kom lige imod det, og Herren drev ægypterne midt ud i havet. Da vendte vandet tilbage og overskyllede vognene og rytterne i hele Faraos krigsmagt, som havde forfulgt dem ud i havet; ikke en eneste af dem blev tilbage. Men israeliterne var gået gennem havet på tør bund, medens vandet stod som en mur på begge sider af dem. Og Herren frelste på den dag Israel af ægypternes hånd, og Israel så ægypterne ligge døde ved havets bred. Da så Israel den stordåd, Herren havde udført mod ægypterne; og folket frygtede Herren, og de troede på Herren og på hans tjener Moses.« ret (125) Da hebræerne var vidne til Guds forunderlige værk med at tilintetgøre ægypterne, stemte de i, med en inspireret sang som var meget udtryksfuld og taknemmelig pris. ret |