Israels vandringer

(126)  Dette kapitel er baseret på 2 Mos. 15,23-18,27.
Israels børn vandrede i ørknen i tre dag og kunne finde noget godt vand at drikke. Skal vi lide af tørst, »da knurrede folket mod Moses og sagde: »Hvad skal vi drikke?« Men han råbte til Herren, og da viste Herren ham en bestemt slags træ; og da han kastede det i vandet, blev vandet drikkeligt. Der gav han dem bestemmelser om lov og ret, og der satte han dem på prøve. Og han sagde: »Hvis du vil høre på Herren din Guds røst og gøre, hvad der er ret i hans øjne, og lytte til hans bud og holde dig alle hans bestemmelser efterrettelig, så vil jeg ikke bringe nogen af de sygdomme over dig, som jeg bragte over ægypterne, men jeg Herren er din læge!« ret

(126)  Israels børn lod til at have et ondt vantro hjerte. De ville ikke udholde ørknens vanskeligheder. Da de mødte vanskeligheder på vejen, ville de betragte dem som umuligheder. Deres tillid til Gud ville svigte, og de kunne ikke se noget andet foran sig end død. »Men hele israeliternes menighed knurrede mod Moses og Aron i ørkenen, og israeliterne sagde til dem: »Var vi dog blot døde for Herrens hånd i Ægypten, hvor vi sad ved kødgryderne og kunne spise os mætte i brød! Thi I har ført os ud i denne ørken for at lade hele denne forsamling dø af sult.« ret

(127)  De led ikke nogen virkelig sultsfornemmelse. De fik mad her og nu, men de frygtede for fremtiden. Den kunne se hvordan Israels hær skulle ernære sig, under deres lange rejse gennem ørknen, med den englemad de fik, og i deres vantro så de deres børn udhungre. Herren ville at de ikke skal have så store madlagre, og at de skulle komme ud for vanskeligheder, så deres hjerter vender sig til Ham, der havde hjulpet dem hidtil, så de kan tro på ham. Han var parat til at blive en nærværende hjælpe for dem. Hvis de, i deres mangel, ville kalde på ham, så vil Han udvise tegn på Hans kærlighed og stadige omsorg. ret

(127)  Men de lod til at ikke ville stole på Herren i længere tid end de kunne se Hans krafts stadige beviser med deres egne øjne. Havde de den sande tro en fast tillid til Gud, ville besværligheder og forhindringer, eller endog virkelig lidelse, kunne bæres med glæde, efter at Herren havde arbejde på en forunderlig måde, på deres befrielse fra trældom. Derudover lovede Herren dem at hvis de ville adlyde Hans bud, vil der ikke være sygdomme over dem, for Han har sagt: »Jeg Herren er din læge!« ret

(127)  Efter dette sikre løfte fra Gud, var det en forbryderisk vantro hos dem der fik dem til at mene at deres børn ville dø af sult. De havde lidt meget i Ægypten ved deres overarbejde. Deres børn blev dræbt, og som svar på deres fortvivlende bønner, havde Gud i nåde udfriet dem. Han lovede at være deres Gud, og tage dem til Sig som et folk og føre dem til et større og bedre land. ret

(128)  Men de var parat til at sulte for alle de lidelser de skulle klare på vej til det land. De måtte udholde meget i ægypternes tjeneste, men nu kunne de ikke klare lidelserne i Guds tjeneste. De var ved at hengive sig i dyster tvivl og synke i modløshed da de blev prøvet. De knurrede imod Guds indviede tjener Moses og lagde alle deres trængsler på dem, og udtrykte et ondt ønske om at de kunne være forblevet i Ægypten, hvor de kunne sidde ved kødgryder og spise brød til fulde. ret

(128)  En lektie til vor tid
Israels børns vantro og knurren illustrerer Guds folk som er på jorden nu. Mange ser tilbage på disse, og undres over deres vantro og stadige beklagelser, efter at Herren har gjort så meget for dem, og givet dem gentagende beviser på Hans kærlighed og omsorg for dem. De tror at de ikke er utaknemmelige. Men nogle som tænker sådan, knurrer og græmmer sig over ting af mindre betydning. De kender ikke sig selv. Gud forsøger dem ofte, og prøver deres tro i små ting; og består de ikke prøven bedre end det gamle Israel gjorde. ret

(128)  Mange får deres nuværende behov dækket; alligevel vil de ikke stole på Herren fremover. De udviser vantro og synker i modløshed og tungsind over at tage sorgerne på forskud. Nogle gør sig hele tiden uro over at de og deres børn skal komme til at lide mangel. Når vanskeligheder rejser sig eller når de kommer til trange steder – hvor deres tro og deres kærlighed til Gud prøves – kvier de sig ved prøvelserne og knurrer over den proces som Gud har valgt at rense dem ved. Deres kærlighed viser sig ikke ren og fuldkommen, der kan klare alt. ret

(129)  Folkets tro på himlens Gud bør være stærk, tiltrækkende og udholdende – det som der håbes på. Disse valgsprog vil være: »Min sjæl, lov Herren, og alt i mig love hans hellige navn!« - for Han har behandlet mig gavmildt. ret

(129)  Nogle betrager selvfornægelse som en virkelig lidelse. Den fordærvede appetit føjes. Og sættes der grænser for en usund appetit, vil det få endog mange kristendomsbekendere til at bakke ud, som om den virkelige sult var konsekvensen af en enkel kost. Og de vil, ligesom Israels børn, foretrække slaveriet, sygeliggjorte kroppe, og endog død, frem for at undvære kødgryderne. Brød og vand er alt det som udloves restmenigheden i trængselstiden. ret

(129)  Mannaen
”Og da duggen svandt, var ørkenen dækket med noget fint, skælagtigt noget, noget fint der lignede rim på jorden. Da israeliterne så det, spurgte de hverandre: »Hvad er det?« Thi de vidste ikke, hvad det var; men Moses sagde til dem: »Det er det brød, Herren har givet eder til føde! Og således har Herren påbudt: I skal samle deraf, enhver så meget som han har behov, en omer for hvert hoved; I skal tage deraf i forhold til antallet af eders husfolk, enhver skal tage deraf til dem, der er i hans telt!« ret

(129)  »Israeliterne gjorde nu således, og de samlede, nogle mere og andre mindre; og da de målte det med omeren, havde den, der havde meget, ikke for meget, og den, der havde lidt, ikke for lidt, enhver havde samlet, hvad han behøvede til føde. Derpå sagde Moses til dem: »Ingen må gemme noget deraf til næste morgen!« Dog adlød de ikke Moses, og nogle af dem gemte noget deraf til næste morgen; men da var det fuldt af orme og lugtede. Da blev Moses vred på dem. Således samlede de nu hver morgen, enhver så meget som han havde behov. Men når solen begyndte at brænde, smeltede det. ret

(130)  »På den sjette ugedag havde de samlet dobbelt så meget brød, to omer for hver person. Og alle menighedens øverster kom og sagde det til Moses; men han sagde til dem: »Det er netop, som Herren har sagt. I morgen er det hviledag, en hellig sabbat for Herren. Bag, hvad I vil bage, og kog, hvad I vil koge, men læg det tiloversblevne til side for at gemme det til i morgen!« De lagde det da til side til næste dag, som Moses havde befalet, og det kom ikke til at lugte, og der gik ikke orm deri. Derpå sagde Moses: »Det skal I spise i dag, thi i dag er det sabbat for Herren; i dag finder I intet ude på marken. I seks bage skal I samle det, men på den syvende dag, på sabbaten, er der intet at finde.« ret

(130)  Nu er Herren ikke mindre nøjeregnene med Sin Sabbat, end da Han gav de foregående særlige anvisninger til Israels børn. Han forlangte at de skulle bage det som de ville bage, og koge det som de skulle koge, på den sjette dag, som forberedelse til sabbatens hvile. ret

(130)  Gud udviste Sin store omsorg og kærlighed for Sit folk ved at sende dem brød fra himlen. »Mennesker spiste engles mad«; som er tilberedt dem af engle. Mannaens trefoldige mirakel – en dobbelt mængde på den sjette dag, og intet på den syvende dag, og holde den frisk under sabbaten, medens den på anrde dage ikke blev egnet til brug – skulle indprente dem om sabbats hellighed. ret

(131)  Efter at de var blevet forsynet overmådeligt med føde, skammede de sig over deres vantro og knurren, og lovede at stole på Herren for fremtiden, men de glemte hurtigt deres løfte, og stod ikke deres første prøve på deres tro. ret

(131)  Vand fra klippen
De vandrede fra Sins ørken, og slog lejer i Refidim, og dér var ikke noget vand til folk at drikke. »Da kivedes folket med Moses og sagde: »Skaf os vand at drikke!« Men Moses svarede dem: »Hvorfor kives I med mig, hvorfor frister I Herren?« Og folket tørstede der efter vand og knurrede mod Moses og sagde: »Hvorfor har du ført os op fra Ægypten? Mon for at lade os og vore børn og vore hjorde dø af tørst?« Da råbte Moses til Herren: »Hvad skal jeg gøre med dette folk? Det er ikke langt fra, at de vil stene mig.« ret

(131)   ”Men Herren sagde til Moses: »Træd frem for folket med nogle af Israels ældste og tag den stav, du slog Nilen med, i din hånd og kom så! Se, jeg vil stå foran dig der på klippen ved Horeb, og når du slår på klippen, skal der strømme vand ud af den, så folket kan få noget at drikke.« Det gjorde Moses så i påsyn af Israels ældste. Og han kaldte dette sted massa og meriba, fordi israeliterne der havde kivedes og fristet Herren ved at sige: »Er Herren iblandt os eller ej?« ret

(131)  »Men Herren sagde til Moses: »Træd frem for folket med nogle af Israels ældste og tag den stav, du slog Nilen med, i din hånd og kom så! Se, jeg vil stå foran dig der på klippen ved Horeb, og når du slår på klippen, skal der strømme vand ud af den, så folket kan få noget at drikke.« Det gjorde Moses så i påsyn af Israels ældste. Og han kaldte dette sted Massa og Meriba, fordi israeliterne der havde kivedes og fristet Herren ved at sige: »Er Herren iblandt os eller ej?« ret

(131)  Gud anviste Israels børn at slå lejr på det sted, hvor der ikke var vand, for at prøve dem, og se om de ville se efter Ham i deres lidelse, eller knurre som de tidligere havde gjort. I betragtning af hvad Gud havde gjort for dem under deres forunderlige udfrielse, burde de have troet på ham i deres fortvivlelse. De burde have vidst at Han ikke ville lade dem gå tabt under deres tørst, som Han havde lovet at tage til Sig som Hans folk. Men i stedet for at bønfalde Herren i ydmyghed for at dække deres behov, knurrede de imod Moses, og krævede vand af ham. ret

(132)  Gud har hele tiden vist Sin kraft på en forunderlig måde for dem, for at få dem til at forstå at alle de gaver som de har fået kom fra ham; så Han kunne give dem, eller tage fra dem, efter Sin egen vilje. Til tider fik de en fuld fornemmelse af dette, og ydmygede sig selv meget for Herren; men da de blev tørstige eller sultne, anklagede de Moses for det hele, som om de havde forladt Ægypten for at behage ham. Moses blev såret over deres grusomme knurren. Han spurgte Herren hvad han skulle gøre, for folk var parat til at stene ham. Herren bad ham at slå på klippen med Guds stav. Hans Herligheds sky hvilede direkte foran klippen. »Han kløvede klipper i ørkenen, lod dem rigeligt drikke som af strømme, han lod bække rinde af klippen og vand strømme ned som floder.« Sal. 78,15. 16. ret

(132)  Moses på klippen, men det var Kristus som stod hos ham og fik vandet til at flyde fra den stenede klippe. Folket fristede Herren i deres tørst, og sagde: Hvis Gud har bragt os hertil, hvorfor giver Han os så ikke vand, såvel som brød. Det viste en forbryderisk vantro og gjorde Moses bange for at Gud ville straffe dem for deres onde knurren. Herren prøvede Sit folks tro, men de bestod ikke prøvelsen. De knurrede efter mad og vand, og beklagede sig over for Moses. På grund af deres vantro, lod Gud deres fjender føre krig med dem, så han kunne manifestere sig for Sit folk, fra hvem al deres styrke kommer fra. ret

(133)  Befriet fra Amalek
»Derefter kom amalekiterne og angreb Israel i Refdim. Da sagde Moses til Josua: »Udvælg dig mænd og ryk i morgen ud til kamp mod amalekiterne; jeg vil stille mig på toppen af højen med Guds stav i hånden!« Josua gjorde, som Moses bød, og rykkede ud til kamp mod amalekiterne. Men Moses, Aron og Hur gik op på toppen af højen. Når nu Moses løftede hænderne i vejret, fik israeliterne overtaget, men når han lod hænderne synke, fik amalekiterne overtaget. Og da Moses's hænder blev trætte, tog de en sten og lagde under ham; så satte han sig på den, og Aron og Hur støttede hans hænder, hver på sin side; således var hans hænder stadig løftede til solen gik ned.« ret

(133)  Moses holdt sine hænder mod himlen, med Guds stav i sin højre hånd, og bad om hjælp fra Gud. Så fik Israel overhånd og drev deres fjender tilbage. Da Moses lod sine hænder synke, kunne det ses at Israel hurtigt mistede det de havde vundet, og blev overvundet af deres fjender. Moses holdt hænderne igen op mod himlen, og Israel fik overhånd, og fjenden drevet tilbage. ret

(133)  Det at Moses rakte sine hænder mod Gud, skulle lære Israel at sætte deres tillid til Gud og gribe Hans styrke og ophøje Hans trone, vil Han kæmpe for dem og underlægge deres fjender. Men slap de deres greb på Hans styrke og stole på sin egen kraft, ville de endog være svagere end deres fjender, som ikke kendte til Gud, og deres fjender vil få overhånd over dem. Så “huggede Josua amalekiterne og deres krigsfolk ned med sværdet. ret

(134)  »Da sagde Herren til Moses: »Optegn dette i en bog, for at det kan mindes, og indskærp Josua, at jeg fuldstændig vil udslette amalekiternes minde under himmelen!« Derpå byggede Moses et alter og kaldte det: »Herren er mit banner!« Og han sagde: »Der er en udrakt hånd på Herrens trone! Herren har krig med Amalek fra slægt til slægt!« ret

(134)  Jetros besøg
Før Moses forlod Ægypten sendte han sin hustru og børn til sin svigerfar. Og efter at Jetro hørte om Isaelitternes forunderlige udfrielse fra Ægypten, besøgte han Moses i ørknen, og bragte hans hustru og børn til ham. »Da gik Moses sin svigerfader i møde, bøjede sig for ham og kyssede ham; og da de havde hilst på hinanden, gik de ind i teltet. Moses fortalte sin svigerfader om alt, hvad Herren havde gjort ved Farao og Ægypten for Israels skyld, og om alle de besværligheder, der havde mødt dem undervejs, og hvorledes Herren havde frelst dem. ret

(134)  Da glædede Jetro sig over alt det gode, Herren havde gjort mod Israel, idet han havde frelst dem af ægypternes hånd. Og Jetro sagde: »Lovet være Herren, som har frelst eder af ægypternes og Faraos. Hånd!« Nu ved jeg, at Herren er større end alle guder, thi netop ved det, de i deres overmod foretog sig imod dem, frelste han folket af ægypternes hånd. Derpå udtog Jetro, Moses's svigerfader, brændofre og slagtofre til Gud; og Aron og alle Israels ældste kom for at holde måltid for Guds åsyn med Moses's svigerfader. ret

(135)  Jetro skarpe øjne så hurtigt at Moses byrder var meget store, da folket kom med deres vanskelige sager til ham, og han instruerede dem om Guds forordninger og lov. Han sagde til Moses: »Læg dig nu på sinde, hvad jeg siger; jeg vil give dig et råd, og Gud skal være med dig: Du skal selv træde frem for Gud på folkets vegne og forelægge Gud de forefaldende sager; og du skal indskærpe dem anordningerne og lovene og lære dem den vej, de skal vandre, og hvad de har at gøre. Men du skal af hele folket udvælge dig dygtige mænd, som frygter Gud, mænd, som er til at lide på og hader uretfærdig vinding, og dem skal du sætte over dem som forstandere, nogle over tusinde, andre over hundrede, andre over halvtredsindstyve, andre over ti; lad dem til stadighed holde ret for folket. Alle vigtigere sager skal de bringe frem dig, men alle mindre sager skal de selv afgøre. Let dig således arbejdet og lad dem komme til at bære byrden med dig. Dersom du handler således og Gud vil det så, kan du holde ud, og alt folket der kan gå tilfreds hjem.« ret

(135)  »Moses fulgte sin svigerfaders råd og gjorde alt, hvad han foreslog. Og Mose's udvalgte dygtige mænd af hele Israel og gjorde dem til øverster over folket, til forstandere, nogle over tusinde, andre over hundrede, andre over halvtredsindstyve, andre over ti. De holdt derpå til stadighed ret for folket; de vanskelige sager forebragte de Moses, men alle mindre sager afgjorde de selv. Derpå tog Moses afsked med sin svigerfader, og denne begav sig til sit land.« ret

(136)  Moses var ikke for overmægtig til at blive instrueret af sin svigerfar. Gud havde ophøjet stort og udført underværker ved hans hånd. Alligevel tænkte Moses at Gud havde valgt ham til at instruere andre, og havde udrettet forunderlige ting ved hans hånd, og derfor behøvede han ikke at blive instrueret. Han lyttede gladelig til sin svigerfaders forslag, og antog hans plan som en klog ordning. ret

næste kapitel