Guds lov

(137)  Dette kapitel er baseret på 2 Mosebog 19 og 20.
Efter at Israels børn havde forladt Refdim, kom de til »til Sinaj ørken og slog lejr i ørkenen. Der slog Israel lejr lige over for bjerget, men Moses steg op til Gud. Da råbte Herren til ham fra bjerget: »Dette skal du sige til Jakobs hus og kundgøre for Israels børn: I har set, hvad jeg gjorde ved ægypterne, og hvorledes jeg bar eder på ørnevinger og bragte eder hid til mig. Hvis I nu vil lyde min røst og holde min pagt, så skal I være min ejendom blandt alle folkene, thi mig hører hele jorden til, og I skal blive mig et kongerige af præster og et helligt folk! Det er de ord, du skal tale til Israels børn!« Da gik Moses hen og kaldte folkets ældste sammen og forelagde dem alle disse ord, som Herren havde pålagt ham. Og hele folket svarede, alle som een: »Alt, hvad Herren har sagt, vil vi gøre!« Da bragte Moses Herren folkets svar. Derpå sagde Herren til Moses: »Se, jeg vil komme til dig i en tæt sky, for at folket kan høre, at jeg taler med dig, og for stedse tro også på dig!« Og Moses kundgjorde Herren folkets svar.« ret

(137)  Her indgik folket en højtidelig pagt med Gud og accepterede Ham som deres hersker, ved hvem de blev særlige undersåtter under Hans guddommelige myndighed. »Derpå sagde Herren til Moses: »Se, jeg vil komme til dig i en tæt sky, for at folket kan høre, at jeg taler med dig, og for stedse tro også på dig!« Da Hebræerne stødte på vanskelighederne på vejen, blev de tilbøjelige til at knurre imod Moses og Aron, og anklage dem for at lede Israels hær fra Ægypten for at udslette dem. Gud ville ære Moses over for dem, så de kunne få tillid til hans instrukser, og vide at Han havde lagt Sin Ånd over ham. ret

(138)  Forbereder sig på at nærme sig Gud.
Herren gav Moses udtrykkelige anvisninger om at berede folket til ham, at nærme Sig dem, og at de måtte høre Hans lov udtalt, ikke ved engle, men ved Ham selv. »Da sagde Herren til Moses: »Gå til folket og lad dem hellige sig i dag og i morgen og tvætte deres klæder, og holde sig rede til i overmorgen, thi i overmorgen vil Herren stige ned for alt folkets øjne på Sinaj bjerg.« ret

(138)  Folket blev pålagt at afholde sig fra verdsligt arbejde og omsorg, og således have hellige tanker. Gud forlangte at de skulle vaske deres klæder. Han er ikke mindre speciel nu, end dengang. Han er en ordnenes Gud, og forlanger at Hans nværende folk på jorden, skal overholde strenge renhedsvaner. Og dem som tilbyder Gud med urene klæder og personer der ikke kommer frem for Ham på en acceptabel måde. Han er ikke tilfreds med deres manglende ærbødighed for Ham, og Han vil ikke acceptere smudsige tilbederes tilbedelse, for så håner de deres Skaber. Himlenes og jordens skaber betragtes med lige så stor renhed som betydningen af det han sagde: »Og lad dem vaske deres klæder.« ret

(138)  »Og du skal rundt om spærre af for folket og sige til dem: Våg eder for at gå op på bjerget, ja for blot at røre ved yderkanten deraf; enhver, der rører ved bjerget, er dødsens! Ingen hånd må røre ved ham, han skal stenes eller skydes ned; hvad enten det er et dyr eller et menneske, skal det miste livet. Når væderhornet lyder, skal de stige op på bjerget.« Denne befaling skulle indprente dette oprørske folk med dyb æresfrygt for Gud, deres loves ophavsmand og autoritet. ret

(139)  Gud viste sig i ophøjet storhed
»Da morgenen gryede den tredje dag, begyndte det at tordne og lyne, og en tung sky lagde sig over bjerget, og der hørtes vældige stød i horn. Da skælvede alt folket i lejren.« Englehæren som ledsagede den guddommelige Majestæt stævnede folket med basunlignende lyde, som voksede sig højere og højere indtil hele jorden skælvede. ret

(139)  »Så førte Moses folket fra lejren hen for Gud, og de stillede sig neden for bjerget. Men hele Sinaj bjerg hylledes i røg, fordi Herren steg ned derpå i ild, og røgen stod i vejret som røg fra en smelteovn; og hele folket skælvede såre.« Den guddommelige Majestæt steg ned på en sky, med herlig ledsagelse af engle, som viste sig som ildflammer. ret

(139)  »Og stødene i hornene blev stærkere og stærkere; Moses talte, og Gud svarede ham med høj røst. Og da Herren var steget ned på Sinaj bjerg, på toppen af bjerget, kaldte han Moses op på toppen af bjerget, og Moses steg derop. Da sagde Herren til Moses: »Stig ned og indskærp folket, at de ikke må trænge sig frem til Herren for at se ham, at der ikke skal ske et stort mandefald iblandt dem.« ret

(140)  Således talte Herren i ærefuld storhed, sine love fra Sinai, så folket kunne tro. Derefter gav Han Sin lov ved at vise Sin myndighed i højeste grad, så de ved at han er den eneste sande og levende Gud. Moses fik ikke lov til at gå ind i herlighedens sky, men drag kun nær og det tykke mørke der omgav den. Og han stod mellem folket og Herren. ret

(140)  Guds lov er forkyndt
Efter at Herren havde givet dem sådanne beviser på Hans kraft, fortalte Han dem hvem Han var: »Jeg er Herren din Gud, som førte dig ud af Ægypten, af trællehuset.« Den samme Gud som ophøjede Sin magt blandt Ægypterne udsiger nu Sin lov: ret

(140)  »Du må ikke have andre guder end mig. ret

(140)  Du må ikke gøre dig noget udskåret billede eller noget afbillede af det, som er oppe i himmelen eller nede på jorden eller i vandet under jorden; du må ikke tilbede eller dyrke det, thi jeg Herren din Gud er en nidkær Gud, der indtil tredje og fjerde led straffer fædres brøde på børn af dem, som hader mig, men i tusind led viser miskundhed mod dem, der elsker mig og holder mine bud! ret

(140)  Du må ikke misbruge Herren din Guds navn, thi Herren lader ikke den ustraffet, der misbruger hans navn! ret

(140)  Kom hviledagen i hu, så du holder den hellig! I seks dage skal du arbejde og gøre al din gerning, men den syvende dag skal være hviledag for Herren din Gud; da må du intet arbejde udføre, hverken du selv, din søn eller datter, din træl eller trælkvinde, dit kvæg eller den fremmede inden dine porte. Thi i seks dage gjorde Herren himmelen, jorden og havet med alt, hvad der er i dem, og på den syvende dag hvilede han; derfor har Herren velsignet hviledagen og helliget den. ret

(141)  Ær din fader og din moder, for at du kan få et langt liv i det land, Herren din Gud vil give dig! ret

(141)  Du må ikke slå ihjel! ret

(141)  Du må ikke bedrive hor! ret

(141)  Du må ikke stjæle! ret

(141)  Du må ikke sige falsk vidnesbyrd imod din næste! ret

(141)  Du må ikke begære din næstes hus! Du må ikke begære din næstes hustru, hans træl eller trælkvinde, hans okse eller æsel eller noget, der hører din næste til!« ret

(141)  Det første og andet bud Jehova sagde er forskrifter imod afgudsdyrkelse; for det afgudsdyrkelse der blev praktiseret, først mennesker der blev langt ud i synd og oprør, og resulterede i at ofre mennesker. Gud ville vogte sig imod den mindste adgangsvej mod sådanne vederstyggeligheder. De første fire bud blev givet for at vise deres pligt mod Gud. Det fjerde er bindeleddet mellem den store Gud og mennesker. Særlig sabbaten blev givet til gavn for mennesker for at ære Gud. De sidste seks forskrifter viser menneskers pligt over for medmennesker. ret

(142)  Sabaten skulle være et tegn mellem Gud og Hans folk for altid. På den måde skal det være et tegn på alle som overholder Sabbaten, betegner denne overholdelse, at de tilbeder den levende Gud, himlens og jordens Skaber. Sabbaten skal være et tegn mellem Gud og Hans folk, lige så længe som Han har et folk på jorden der tjener Ham. ret

(142)  »Men da hele folket fornam tordenen, lynene og stødene i hornene og så det rygende bjerg forfærdedes folket og holdt sig skælvende i frastand; og de sagde til Moses: »Tal du med os, så vil vi lytte til; men lad ikke Gud tale med os, at vi ikke skal dø!« Men Moses svarede folket: »Frygt ikke, thi Gud er kommet for at prøve eder, og for at I kan lære at frygte for ham, så I ikke synder.« ret

(142)  »Da holdt folket sig i frastand medens Moses nærmede sig mulmet, hvori Gud var. Herren sagde da til Moses: således skal du sige til israeliterne: I har selv set, at jeg har talet med eder fra himmelen!« Guds majestætiske tilstedeværelse på Sinai, og tomulten på jorden på grund af Hans tilstedeværelse, de frygtelige tordenbrag og lynglimt, som blev ledsaget af Guds hjemsøgelse, gjorde indtryk på folk, og med frygt og ærbødighed for Hans hellige majestæt, blev de uvægerligt drevet tilbage fra Guds ærefrygtsindgydende tilstedeværelse, så de ikke blev i stand til at klare Hans frygtelige herlighed. ret

(142)  Fare for afgudsdyrekelse
Gud ville atter beskytte Israels børn mod afgudsdyrkelse. Han sagde til dem: »I må ikke gøre eder guder ved siden af mig; guder af sølv eller guld må I ikke gøre eder!« De var i fare for at efterligne ægypternes eksempel, og selv danne sig afbilleder der skulle vise Gud. ret

(142)  Herren sagde til Moses: »Se, jeg sender en engel foran dig for at vogte dig undervejs og førè dig til det sted, jeg har beredt. Tag dig vel i vare for ham og adlyd ham; vær ikke genstridig imod ham, thi han skal ikke tilgive eders overtrædelser, efterdi mit navn er i ham. Når du adlyder ham og gør alt, hvad jeg siger, vil jeg være dine fjenders fjende og dine modstanderes modstander, ja, min engel skal drage foran dig og føre dig til amoriterne, hetiterne, perizziterne, Kana'anæerne, hivviterne og jebusiterne, og jeg vil udrydde dem.« Englen som gik foran Israel var Herren Jesus Kristus. »Du må ikke tilbede eller dyrke deres guder eller følge deres skikke; men du skal nedbryde dem og sønderslå deres stenstøtter. I skal dyrke Herren eders Gud, så vil jeg velsigne dit brød og dit vand og holde sygdomme borte fra dig.« 2 Mos. 23,24. 25. ret

(143)  Gud vil at Hans folk skal forstå at Han alene er genstand for deres tilbedelse; og når de skal overvinde de afgudsdyrkende folk omkring dem, skal de ikke bevare nogen af deres tilbedelsesbilleder, men udslette dem helt. Mange af disse hedenske guder var meget kostbare, og et smukt håndværk, som kunne friste dem som var vidne til den så udbredte afgudstilbedelse i Ægypten, at endog selv betragte disse sanseløse objekter med en vis grad af ærbødighed. Herren vil at Hans folk skal vide at det var på grund af disse afgudsdyrkende folk, som har ført dem til alle grader af ondskab, at Han vil bruge israelitterne som sit redskab til at straffe dem og ødelægge deres guder. ret

(143)  »Jeg vil sende min rædsel foran dig og bringe bestyrtelse over alle de folk, du kommer til, og jeg vil drive alle dine fjender på flugt for dig. Jeg vil sende gedehamse foran dig, og de skal drive hivviterne, kana'anæerne og hetiterne bort foran dig. Men jeg vil ikke drive dem bort foran dig i et og samme år, for at landet ikke skal lægges øde, og for at markens vilde dyr ikke skal tage overhånd for dig; lidt efter lidt vil jeg drive dem bort foran dig, indtil du bliver så talrig, at du kan tage landet i besiddelse. Jeg vil lade dine landemærker nå fra det Røde Hav til filisternes hav, fra ørkenen til floden, thi jeg giver landets indbyggere i eders hånd, så du kan drive dem bort foran dig. Du må ikke slutte pagt med dem eller deres guder. De må ikke blive boende i dit land, for at de ikke skal forlede dig til synd imod mig, til at dyrke deres guder, så det bliver dig til en snare!« 2 Mos 23,27-33. Disse Guds løfter til Hans folk var på betingelse af deres lydighed. Hvis de vil tjene Herren fuldt og helt, vil Han gøre store ting for dem. ret

(144)  Efter at Moses havde modtaget bestemmelserne fra Herren, og havde skrevet dem til folket, også løfterne, på betingelse af lydighed, så sagde Herren til ham: »Og han sagde til Moses: »Stig op til Herren, du og Aron, Nadab og Abih og halvfjerdsindstyve af Israels ældste, og tilbed i frastand; Moses alene skal træde hen til Herren, de andre ikke, og det øvrige folk må ikke følge med ham derop.« Derpå kom Moses og kundgjorde hele folket alle Herrens ord og alle lovbudene, og hele folket svarede enstemmigt: »Alle de ord, Herren har talet, vil vi overholde.« 2 Mos 24,1-3. ret

(144)  Moses havde ikke skrevet de Ti Bud, men de bestemmelser som Gud vil have dem til at overholde, og løfterne på betingelse af at de ville adlyde Ham. Han læste det til sit folk, og de lovede ved sig selv at de skulle adlyde alle de ord Herren havde sagt. Moses skrev da deres højtidelige løfte ned i en bog, og ofrede et offer til Gud for folket. »Så tog han pagtsbogen og læste den op i folkets påhør, og de sagde: »Vi vil gøre alt, hvad Herren har talet, og lyde ham!« Derpå tog Moses blodet og sprængte det på folket, idet han sagde: »Se, dette er pagtens blod, den pagt, Herren har sluttet med eder på grundlag af alle disse ord.« Folket gentog deres højtidelige løfte for Herren at gøre alt det Han havde sagt, og være lydig. (2 Mos 24,7. 8.) ret

(145)  Guds evige lov
Guds lov eksisterede før mennesket blev skabt. Englene blev styret af den. Satan faldt fordi han overtrådte principperne i Guds regering. Og efter Adam og Eva var blevet skabt, gjorde Gud Hans lov kendt for ham. Den gang stod den ikke skrevet, men de fik fortalt den af Jehova. ret

(145)  Det fjerde buds sabbat blev indført i Eden. Efter at Gud havde gjort verden og skabt mennesket på jorden, så dannede Han sabbaten for menneskene. Efter Adams synd og fald blev der ikke taget noget fra Guds lov. Grundprincipperne i de ti bud eksisterede før faldet, og var af en karakter der passede vilkårene for væsenernes hellige orden. Efter faldet blev principperne for disse forskrifter ikke ændret, men der kom flere forskrifter til for at imødekomme mennesket i sin faldne tilstand. ret

(145)  Så blev der oprettet et system der kræve dyreofre, at fremholde det for faldne mennesker, som slangen fik Eva til at ikke tro på, at ulydighedens straf er død. Overtrædelse af Guds lov gør det nødvendigt for Kristus at dø en offerdød, og derved danne en mulig udvej for menneskers straf, og stadig bevares Guds lovs ære. Offersystemet skulle lære mennesker ydmyghed, med deres faldne tilstand for øje, og få menneskene til at angre og stole på Gud alene, gennem den udlovede Løser, for at få tilgivelse for tidligere overtrædelse af Hans lov. Hvis Guds lov ikke var blevet overtrådt, ville der aldrig have været nogen død, og der ville ikke være brug for flere forskrifter der passer menneskets faldne tilstand. ret

(146)  Adam underviste om Guds lov til sine efterkommere, hvilken lov rakte ned til de trofaste i efterfølgene generationer. Den stadige overtrædelse af Guds lov krævede en vandflod over jorden. Noa og hans familie bevare loven, som blev reddet i arken for at gøre ret, ved et Guds mirakel. Noa lærte sine efterkommere de ti bud. Herren bevarede et folk til sig Selv, fra Adam af, i hvis hjerter var Hans lov. Han siger om Abraham: Han »adlød mine ord og holdt sig mine forskrifter efterrettelig, mine bud, anordninger og love.« 1 Mos. 26,5 ret

(146)  Herren viste sig for Abraham, og sagde til ham: ret

(146)   »Jeg er Gud den almægtige; vandre for mit åsyn og vær ustraffelig, så vil jeg oprette min pagt mellem mig og dig og give dig et overvættes stort afkom!« 1 Mos 17,1.2. »Jeg opretter min pagt mellem mig og dig og dit afkom efter dig fra slægt til slægt, og det skal være en evig pagt, at jeg vil være din Gud og efter dig dit afkoms Gud.« 1. Mos. 17,7. ret

(146)  Så forlangte han omskærelse af Abraham og hans afkom, som var at skære rundt i kødet, som et tegn på at Gud havde skåret dem ud og skilt dem fra alle nationerne, som Hans særlige skat. Ved dette tegn lovede de højtideligt sig selv at de ikke ville gifte sig ind med andre folk, for derved vil de miste deres ærbødighed over for Gud og Hans hellige lov, og vil blive som de afgudsdyrkende folk omkring sig. ret

(147)  Ved denne omskærelseshandling gik de højtideligt med til at opfylde betingelserne på pagten med Abraham, fra deres side, og skille sig ud fra alle folk og være fuldkomne. Hvis Abrahams efterkommere havde holdt sig adskilt fra andre folk, ville de ikke lokkes til afgudsdyrkelse. Ved at holde sig adskilt fra andre folk, blev der fjernet en fristelse for at gå med til deres syndige skikke og oprør imod Gud. De mistede i stort omfang deres særlige og hellige karakter ved at blande sig med nationerne omkring dem. For at straffe dem, bragte Herren en hungersnød over deres land, som tvang dem til at tage til Ægypten for at redde deres liv. Men Gud svigtede dem ikke, så medens de var i Ægypten, på grund af Sin pagt med Abraham. Han lod dem undertrykke af ægypterne, så de vendte sig til Ham i deres fortvivlelse, valgte hans retfærdige og barmhjertige regering, og adlyde Hans krav. ret

(147)  Der var kun få familier som først tog ned til Ægypten. Disse voksede til en stor skare. Nogle underviste deres børn nøje i Guds lov, men mange af israelitterne var vidne til så megen afgudsdyrkelse at de havde tågede tanker om Guds lov. Dem som frygtede Gud råbte til Ham i åndspine om at bryde deres åg i den hårde trældom og føre dem fra landet i fangenskab, så de bliver fri til at tjene Ham. Gud hørte deres råb og oprejste Moses som Sit redskab der udvirker befrielsen. Efter at de havde forladt Ægypten, og Det Røde Havs vande havde delt sig for dem, prøvede Herren dem, for at se om de vil stole på Ham, som havde udtaget dem, et folk fra andre folk, ved tegn, fristelser og undere. Men de klarede ikke prøvelsen. De knurrede imod Gud på grund af vanskeligheder på vejen, og ønskede at vende tilbage til Ægypten igen. ret

(148)  Skrevet på stentavler
For at de ikke skulle være fritaget, nedlod Herren Sig selv til at komme ned på Sinais bjerg, omgivet i herlighed, og omgivet af Sine engle, og gjorde Sin tibudslov kendt på den mest ophøjede og ærefulde måde. Han lod ingen andre undervise dem, endog ikke Sine engle, men udsagde Sin lov med en hørbar røst, for hele folkets ører. Han stolede ikke på et folks korte hukommelse, som var tilbøjelig til at glemme Hans krav, men skrev dem med Sin egen hellige finger på stentavler. Han ville fjerne alle muligheder for at de kunne blande Hans hellige forskrifter med traditioner, eller forvirre Sine krav med menneskers skikke og praksis. Han kom endnu tættere til Sit folk, som var parat til at fare på vildspor, og ville ikke efterlade dem med blot ti påbud fra dekalogen. Han påbød Moses at skrive, sådan som han påbød ham, bestemmelser og forskrifter der angiver præcis hvad Han forlanger de skal udføre, og derved bevogte de ti forskrifter som han har indgraveret på stentavler. Disse særlige anvisninger og krav, blev givet for at drage fejlende mennesker til morallovens lydighed, som de er så tilbøjelige til at overtræde. ret

(148)  Havde mennesker holdt Guds lov, som de blev givet Adam efter sit fald, bevaret i Noas ark, og Abraham overholdt, ville omskærelsens forordning ikke have været nødvendig. Og hvis Abrahams efterkommere havde holdt pagten, som omskærelsen var et tegn eller pant på, ville de aldrig havde tilbedt afguder eller lidet nederlag i Ægypten, og det ville ikke være nødvendigt at Gud proklamerede Sin lov fra Sinaj og indgravere den på stentavler og vogte den med bestemte anvisninger i Moses’ bestemmelser og forordninger. ret

(149)   bestemmelser og forordninger
Moses skrev disse bestemmelser og forordninger fra Guds mund, medens han var med Ham på bjerget. Hvis Guds folk havde adlydt de Ti Buds grundsætninger, ville der ikke være brug for særlige anvisninger til Moses, som han skrev i en bog, angående deres pligt til Gud og til hinanden. De bestemte anvisninger som Herren gav Moses om Sit folks pligt mod hinanden, og mod den fremmede, er de Ti Buds grundprincipper i forenklet udgave og gives på en bestemt måde, så de ikke begår fejl. ret

(149)  Herren instruerede Moses definitivt om de ceremonielle ofre som skulle ophøre ved Kristi død. Offersystemet afbillede Kristi offer som et Lam uden lyde. ret

(149)  Herren oprettede først offersystemet med Adams ofre efter sit fald, som han underviste sine efterkommere om. Dette system blev fordærvet før Vandfloden, og af dem som skilte sig bort fra Guds trofaste efterfølgere og gik i gang med at bygge Babelstårnet. De ofrede til deres selvlavede guder i stedet for at ofre til himlens Gud. De ofrede ikke ofre fordi de troede på Løseren, der skulle komme, men fordi de mente at de skulle behage deres guder og ofre mange store dyr på besmittede afgudealtre. Deres overtro forledte dem til stor overdådighed. De lærte folk at jo større værdi offeret havde, des mere ville det behage deres afguder, og des større velstand og rigdomme ville deres folk få. Således blev mennesker ofte ofret til disse sanseløse afguder. Disse nationer fik love og regler der styrede folks handlinger, som var grusomme i ekstremitet. Deres love blev udfærdiget af dem, hvis hjerter ikke var blødgjort af nåde; og så længe de lod de mest fornedrende forbrydelser gå sig forbi, ville en lille krænkelse fremkalde den grusomste straf fra myndighedspersonerne. ret

(150)  Moses havde dette for øje da han sagde til Israel: »Se, jeg har lært eder anordninger og lovbud, således som Herren min Gud har pålagt mig, for at I skal handle derefter i det land, I skal ind og tage i besiddelse; hold dem og følg dem! thi det skal være eders visdom og eders kløgt i de andre folks øjne. Når de hører om alle disse anordninger, skal de sige: »Sandelig, det er et vist og klogt folk, dette store folk!« Thi hvor er der vel et stort folk, som har guder, der kommer til det, således som Herren vor Gud gør det, når vi kalder på ham; og hvor er der vel et stort folk, der har så retfærdige anordninger og lovbud som hele denne lov, jeg forelægger eder i dag? 3. Mos. 4,5-8. ret

næste kapitel