Moses’ synd

(164)  Dette kapitel er baseret på 4 Mosebog 20.
Israels forsamling blev atter ført ud i ørknen, til det sted hvor Gud hjemsøgte dem, lige efter at de havde forladt Ægypten. Herren gav dem vand ud af klippen, som fortsatte med at flyde lige før de igen kom til klippen, da Herren fik de levende strømme til ophøjre, og forsøge Sit folk igen, for at se om de kunne klare deres tros prøvelse, eller de igen knurrede imod ham. ret

(164)  Da Hebræerne blev tørstige og ikke kunne finde noget vand, blev de utålmodige og huskede ikke på Guds kraft, som de for næsten fyrre år siden så hvordab Gud gav dem vand ud af klippen. I stedet for at stole på Gud, beklagede de sig til Moses og Aron, og sagde til dem: »Gid vi var omkommet, dengang vore brødre omkom for Herrens åsyn!« Det er hvad de ønske de blev til af dem som var blevet udslettet af plagen under Koras, Datans og Abriams oprør. ret

(164)  De spurgte vredt: »Hvorfor førte I Herrens forsamling ind i denne ørken, når vi skal dø her, både vi og vort kvæg? Og hvorfor førte I os ud af Ægypten, når I ville have os hen til dette skrækkelige sted, hvor der hverken er korn eller figener, vintræer eller granatæbler, ej heller vand at drikke?« ret

(165)  »Men Moses og Aron begav sig fra forsamlingen hen til åbenbaringsteltets indgang og faldt på deres ansigt. Da viste Herrens herlighed sig for dem, og Herren talede til Moses og sagde: »Tag staven og kald så tillige med din broder Aron menigheden sammen og tal til klippen i deres påsyn, så giver den vand; lad vand strømme frem af klippen til dem og skaf menigheden og dens kvæg noget at drikke!« Da tog Moses staven fra dens plads foran Herrens åsyn, som han havde pålagt ham.« ret

(165)  Moses giver efter for utålmodighed
»Moses og Aron kaldte forsamlingen sammen foran klippen, og han sagde til dem: »Hør nu, I genstridige! Mon vi formår at få vand til at strømme frem til eder af denne klippe?« Og Moses løftede sin hånd og slog to gange på klippen med sin stav, og der strømmede vand frem i mængde, så at menigheden og dens kvæg kunne drikke. Men Herren sagde til Moses og Aron: »Fordi I ikke troede på mig og helligede mig for israelitternes øjne, skal I ikke komme til at føre denne forsamling ind i det land, jeg vil give dem!« ret

(165)  Her syndede Moses. Han blev træt af folkets stadige knurren imod ham, og over Herrens påbud, tog staven, i stedet for at tale til klippen som Gud havde befalet ham, slog han den med staven to gange, efter at have sagt: »Mon vi formår at få vand til at strømme frem til eder af denne klippe?« Her talte han uklogt med sine læber. Han sagde ikke, om Gud nu vil vise dig et nyt bevis på Sin kraft, og få vandet ud af denne klippe. Han tilskrev ikke kraften og herligheden til Gud, for at få vandet til at flyde igen fra den stenhårde klippe, og således ophøjede han ikke Ham over for folket. På grund af denne fejl fra Moses side, ville Gud ikke lade ham føre folket til det Forjættede Land. ret

(166)  Denne nødvendighed for at manifestere Guds kraft gjorde anledningen meget højtidelig, og Moses og Aron skulle have udnyttet den for at give folket et godt indtryk. Men Moses var oprørt, og i sin utålmodighed og vrede med folket, på grund af deres knurren sagde han: »Hør nu, I genstridige! Mon vi formår at få vand til at strømme frem til eder af denne klippe?« Når han talte sådan lod han i virkeligheden Israels kurren være korrekt, når han anklagede ham for at lede dem ud fra Ægypten. Gud havde tilgivet folket for større overtrædelser end denne fra Moses side, men Han kunne betragte en synd fra Sit folks leder som for dem som blev ledt. Han kunne ikke undskylde Moses synd og lade ham gå ind i det Forjættede Land. ret

(166)  Her gav Herren Sit folk et umiskendeligt bevis på at han, som havde udvirket så forunderlig en udfrielse af dem fra det ægyptiske trældom, var den mægtige engel, og ikke Moses, som gik foran dem under deres rejser, og om hvem Han havde sagt: »Se, jeg sender en engel foran dig for at vogte dig undervejs og førè dig til det sted, jeg har beredt.. Tag dig vel i vare for ham og adlyd ham; vær ikke genstridig imod ham, thi han skal ikke tilgive eders overtrædelser, efterdi mit navn er i ham.« 2 Mos. 23,20. 21. ret

(166)  Moses tog den ære til sig, som tilhørte Gud, og gjorde det nødvendigt for Gud at gøre det som i hans tilfælde for altid skulle tilfredsstille det oprørske Israel, at det ikke var Moses som havde ført dem fra Ægypten, men Gud selv. Herren havde overdraget Moses byrden at lede Sit folk, medens den mægtige Engel gik foran dem under alle deres vandringer, og styrede alle deres rejser. Fordi var så hurtig til at glemme at Gud ledte dem ved Sin Engel, og tilskrev mennesker det som Guds kraft alene kunne udrette, prøvede Han dem og forsøgte dem, for at se om de vil adlyde Ham. De fejlede ved alle prøvelser. I stedet for at tro på ham, og anerkende Gud, som havde bestrøet deres sti med beviser på Hans kraft og tydelige tegn på Hans omsorg og kærlighed, så var de mistroiske på Ham og tillagde det Moses at de forlod Ægypten, anklagede ham for at pådrage alle deres ulykker. Moses havde båret på deres hårdnakket med en bemærkelsesværdig overbærenhed. En gang truede de med at stene ham. ret

(167)  Den hårde straf
Herren ville fjerne det indtryk for alt fra deres sind, ved at ikke lade Moses indtage det Forjættede Land. Herren havde ophøjet Moses højt. Han havde åbenbaret Sin store herlighed for ham. Han havde taget ham ind i en hellig nærværelse med Ham selv på bjerget, og nedlagde sig til at tale med ham, ligesom en mand taler med en ven. Han havde meddelt sig til Moses, og gennem ham til folket, om Sin vilje, Sine forordninger og Sine love. At han således blev ophøjet og æret af Gud, gjorde hans fejl endnu større. Moses angrede sin synd og ydmygede sig selv stærkt over for Gud. Han fortalte hele Israel sin sorg over sin synd. Han lagde ikke skjul på resultatet af sin synd, men fortalte dem at han ved at ikke give Guds æren, kunne han ikke lede dem til det Forjættede Land. Han spurgte dem da, om denne fejl fra hans side var så stor at den kunne rettes af Gud, hvordan Gud ville betragte deres gentagende knurren ved at bebrejde ham (Moses) med Guds usædvanlige hjemsøgelser på grund af deres synder. ret

(168)  I dette ene tilfælde, havde Moses ladet det indtryk give næring at han fik vand til dem ud af klippen, skønt han burde ophøje Herrens navn blandt Sit folk. Herren ville nu bringe tingene i orden med Sit folk, at Moses blot var et menneske, der fulgte vejledning og anvisninger fra en mægtigere end han, endog fra Guds søn. Heri ville han ikke lade dem være i tvivl. Hvor der skal gives meget, må der forlanges meget. Moses var blevet højt begunstiget med særlige syn om Guds majestæt. Lys og herlighed fra Gud var blevet tildelt ham i rigt overmål. Hans ansigt genspejlede den herlighed på folket som Herren havde ladet skinne på ham. Alle vil blive dømt efter de privilegier de har haft, og det lys og gaver der er givet. ret

(168)  Gode mennesker, hvis generelle optræden var efterligning værdig, er en særlig forhånelse mod Gud når de synder. De får Satan til at juble, og bespotter Guds engle med fejl fra Guds udvalgte redskaber, og giver uretmæssig mulighed for at løfte sig selv imod Gud. Herren har selv ledt Moses på en særlig måde, og har åbenbaret Sin herlighed for ham, som for ingen andre på jorden. Han var naturlig utålmodig, men havde ikke taget fast greb på Guds nåde og bedt så ydmygt for visdom fra himlen at han blev styrket fra Gud og havde overvundet sin ilterhed, så Gud kaldte ham for den mest sagtmodige mand på jordens overflade. ret

(168)  Aron døde på Hors Bjerg, for Herren havde sagt at han ikke skulle gå ind i det Forjættede land, fordi han, sammen med Moses, havde syndet ved at få vand ud af Meribas klippe. Moses og Arons sønner begravede ham på bjerget, at folkene ikke må fristes til at lave for stor en ceremoni over hans lig, og være skyldig afgudsdyrkelsens synd. ret

næste kapitel