Indtager det forjættede land

(175)  Dette kapitel er baseret på Josua 1; 3-6; 23 og 24.
Efter Moses død, skal Josua være Israels leder, der fører dem til det Forjættede Land. Han var førsteminister for Moses under den store del af Israelitternes vandring i ørknen. Han havde set Guds underfulde værker som Moses havde udført, og forstod godt folkets tilbøjelighed. Han var en af de tolv spejdere som blev sendt ind for at undersøge det Forjættede Land, og en af de tolv som aflagde en pålidelig beretning om dens rigdomme og som opmuntrede folket til at gå frem i Guds kraft og tage det i besiddelse. Han var godt udrustet til dette vigtige embede. Herren lovede Josua at være med ham ligesom Han havde været med Moses, og gøre Kanaans fald til en let sejr for sig, vil han være trofast til at overholde alle Hans bud med dette med sig. Han var ivrig efter hvordan han ville udføre sin opgave at føre folket til det forjættede Kanaan, men denne opmuntring fjernede hans frygt. ret

(175)  Josua befalede Israels børn at forberede sig på en tre-dages rejse, og at alle krigsmænd skulle gå frem til kamp. »Da svarede de Josua: »Alt, hvad du har pålagt os, vil vi gøre, og vi vil gå overalt, hvor du sender os; som vi har adlydt Moses i alt, vil vi adlyde dig. Måtte kun Herren din Gud være med dig, som han var med Moses! Enhver, som sætter sig op imod dine befalinger og ikke adlyder dine ord i alt, hvad du pålægger ham, skal dø. Vær kun modig og uforsagt!« ret

(176)  Israels passage over Jordan skulle være mirakuløs. »Og Josua sagde til folket: »Helliger eder; thi i morgen vil Herren gøre undere iblandt eder!« Og Josua sagde til præsterne: »Løft pagtens ark op og drag over foran folket!« Så løftede de pagtens ark op og gik foran folket. Men Herren sagde til Josua: »I dag begynder jeg at gøre dig stor i hele Israels øjne, for at de kan vide, at jeg vil være med dig, som jeg var med Moses.« ret

(176)  Krydse Jordanfloden
Præsterne skulle gå foran folket og bære arken med Guds lov. Og da deres fødder rørte Jordans bred, skilte vandene sig ovenfra, og præsterne gik over, og bar arken, som var et symbol på den Guddommelige Tilstedeværelse; og den hebræiske hær fulgte efter. Da præsterne var halvvejs over Jordan, blev de bedt om at stå på flodbunden indtil at Israels hær var godt over. Her blev den nuværende generation af israelitterne overbevist over at Jordans vande var genstand for samme magt, som deres fædre havde så blev udvist over for dem, ved det Røde Hav for fyrre år siden. Mange af disse havde gået gennem det Røde Hav da de var børn. Nu går de over Jordanfloden, krigsmænd, fuldt udrustet til kamp. ret

(176)  Efter at hele den israelittiske hær var gået over Jordan, befalede Josua at præsterne skulle komme op af floden. Ligeså snart at præsterne, der bar pagtens ark, kom op af floden, og stod på tør land, rullede Jordan over, ligesom før, og oversvømme alle dens bredder. Da dette forunderlige mirakel blev udført fik israelitterne en meget større tro. Dette forunderlige mirakel vil aldrig kunne glemmes, Herren anviste Josua at befale bemærkelsesværdige mænd, en for hver stamme, tage sten op af flodsengen, og sætte den der hvor præsternes fødder stod, medens den hebræiske gik over, og bære dem på deres skuldre, og rejse et mindesmærke i Gilgal, der minder om at Israel har passeret Jordan over tørt land. Efter at præsterne var kommet frem fra Jordan, havde Gud fjernet sin mægtige hånd, og vandene væltede som er mægtigt vandfald ned i deres egen kanal. ret

(177)  Da alle Amoritternes konger og Kananæernes konger hørte at Herren havde holdt Jordans vande tilbage for Israels børn, blev de grebet af frygt. Israelitterne havde slået to af Moabs konger ihjel, og deres mirakuløse overgang over det svulmende og farlige Jordan fyldte dem med største rædsel. Josua omskar alle folk som var blevet født i ørknen. Efter denne ceremoni holdt de påske på Jerikos sletter. »Men Herren sagde til Josua: »I dag har jeg bortvæltet ægypternes forsmædelse fra eder.« ret

(177)  Hedenske nationer havde bebrejdet Herren og Hans folk fordi Hebræerne ikke havde taget Kanaans land i besiddelse, som de forventede at arve, efter at have forladt Ægypten. Deres fjender jublede fordi de længe havde strejfet rundt i ørknen, og de opløftede sig selv stolt imod Gud, erklærede at Han ikke kunne lede dem ind i Kanaans land. Nu var de gået over Jordan på tør grund, og deres fjender kunne ikke længere bebrejde dem. ret

(178)  Mannaen fortsatte til dette tidspunkt, nu hvor israelitterne var ved at tage Kanaan i besiddelse og spise af landets frugter, havde de ikke længere brug for det, så ophørte det. ret

(178)  Hærføren af Herrens hær
Da Josua trak Israels hære tilbage, for at meditere og bede for at Guds særlige tilstedeværelse måtte være hos ham, så han en mand af høj statur, iklædt krigslignende tøj, med sit dragne sværd i sin hånd. Josua genkendte ham ikke som en fra Israels hære, og alligevel så han ikke ud som en fjende. I sin iver tiltalte han ham og sagde: »Er du en af vore eller en af vore fjender?« Han svarede: »Ingen af delene, jeg er fyrsten over Herrens hær; lige nu er jeg kommet!« Da faldt Josua til jorden på sit ansigt og tilbad og sagde til ham: »Hvad har min herre at sige sin tjener?« Og fyrsten over Herrens hær svarede Josua: »Drag dine sko af fødderne, thi det sted, du står på, er helligt!« Det gjorde Josua.« ret

(178)  Dette var ingen almindelig engel. Det var Herren Jesus Kristus, han som havde ført hebræerne gennem ørknen, omgivet af ildstøtten om natten og skystøtten om dagen. Dette sted blev gjort helligt ved Hans tilstedeværelse; derfor blev Josua befalet at tage sine sko af. ret

(178)  Så instruerede Herren i, hvilken fremgangsmåde der bruges for at indtage Jeriko. Alle krigsmænd skulle befales til at omringe byen en gang hver dag i seks dage, og på den syvende dag skulle de gå omkring Jeriko syv gange. ret

(179)  Indtagelsen af Jeriko
»Josua, Nuns søn, lod da præsterne kalde og sagde til dem: »I skal bære pagtens ark, og syv præster skal bære syv væderhorn foran Herrens ark!« Og han sagde til folket: »Drag ud og gå rundt om byen, således at de, som bærer våben, går foran Herrens ark!« da nu Josua havde talt til folket, gik de syv præster, som bar de syv væderhorn foran Herren, frem og stødte i hornene, medens Herrens pagts ark fulgte efter. ret

(179)  »Og de, som bar våben, gik foran præsterne, som stødte i hornene, og de, som sluttede toget, fulgte efter arken, medens der blæstes i hornene. Men Josua bød folket: »I må ikke opløfte krigsskrig eller lade eders røst høre, og intet ord må udgå af eders mund, før den dag jeg siger til eder: Råb! Men så skal I råbe!« Så lod han Herrens ark bære rundt om byen, een gang rundt, og derpå begav de sig tilbage til lejren og overnattede der.« ret

(179)  Den hebræiske hær marcherede i fuldkommen orden. Først gik en udvalgt enhed af bevæbnede mænd, i deres krigslignende klæder, ikke for at udøve deres militærdygtighed, men kun for at tro og adlyde de ordrer de fik. Dernæst fulgte syv præster med basuner. Så kom Guds ark, glimtende med guld, og en herlighedsglans over sig, båret af præster i deres rige og særlige klæder der betegner deres hellige embede. Israels umådelige hær fulgte efter i fuldstændig orden, hver stamme under sin respektive standard. Således omringede de byen med Guds ark. Der kunne ikke høres en lyd med dem mægtige hærs tråd, og basunernes højtidelige røst, gav ekko i bakkerne, og genlød gennem Jerikos by. ret

(180)  Vagtfolkene i den fordømte by bemærkede enhver bevægelse med forundren og uro, og meddelte det til myndigheden. De kan ikke fortælle hvad al dette skal betyde. Nogle latterliggører tanken at byen kan indtages på denne måde, medens andre har respekt, idet de beskuer arkens glans og præsternes og Israels efterfølgende hærs højtidelige og værdige udseende, med Josua som deres overhoved. De husker hvordan vandene ved det Røde Hav, for fyrre år siden, delte for dem, og at der var beredt en passage for dem at gå over Jordanfloden. De er for oprørte til at spøge. De er strenge med at holde byens porte lukkede, og mægtige krigere passer på hver port. ret

(180)  I seks dage udførte Israels hære deres rundgang omkring byen. Og på den syvende dag omringede de Jeriko syv gange. Folket blev som sædvanligt befalet at være tavse. Alene basunernes røst kunne høres. Folket skulle observere, og når basunerne lyder lidt længere end sædvanligt, så skal alle råbe med høj røst, for Gud har givet dem byen. »Men den syvende dag brød de op tidligt, ved morgenrødens frembrud og gik på samme måde syv gange rundt om byen; kun på denne dag drog de syv gange rundt om byen; og syvende gang stødte præsterne i hornene, og Josua sagde til folket: »Opløft krigsskriget! Thi Herren har givet eder byen.« »Så opløftede folket krigsskrig, og de stødte i hornene og da folket hørte hornene, opløftede det et vældigt krigsskrig; da styrtede muren sammen, og folket gik lige ind i byen; således indtog de byen.« ret

(181)  Gud ville gerne vise israelitterne at Kanaans sejr ikke skulle tilskrives dem. Lederen af Herrens hær overvandt Jeriko. Han og Hans engle var med til at vinde sejr. Kristus befalede himlens hære at nedstyrte Jerikos mure og berede adgang for Josua og Israels hære. Med dette forunderlige mirakel, styrkede Gud ikke blot Sit folks tro på Hans kraft til at underlægge deres fjender, men irettesatte deres tidligere vantro. ret

(181)  Jeriko havde trodset Israels hære og himlens Gud. Og da de så hvordan Israels hær marcherede rundt om deres by en gang hver dag, blev de foruroliget; men de så på deres stærke forsvarsværker, deres faste og høje mure, og følte sig sikre, at de ikke kunne modstå noget angreb. Men når deres faste mure pludselige vaklede og faldt med et overvældende brag, som det højeste tordendrøn, blev de lammet af rædsel og kunne yde nogen modstand. ret

(181)  Josua var en klog helliget leder
Der var ingen plet på Josuas hellige karakter. Han var en klog leder. Hans liv var helt helliget til Gud. Før han døde samlede han den Hebræiske hær, og efter Moses’ eksempel, genfortalte han deres rejser i ørknen i korthed, og også om Guds nådige handlemåde med dem. Han talte meget udtryksfuldt til dem. Han fortalte dem om Moabs konge der førte krig imod dem og kaldte Bileam til at forbande dem; men Gud »ville ikke bønhøre Bileam, og han måtte velsigne eder«. Så sagde han til dem: »Men hvis I ikke synes om at tjene Herren, så vælg i dag, hvem I vil tjene, de guder, eders forfædre dyrkede hinsides floden, eller amoriternes guder, i hvis land I nu bor. Men jeg og mit hus, vi vil tjene Herren!« ret

(182)  »Da svarede folket: »Det være langt fra os at forlade Herren for at dyrke andre guder; nej, Herren er vor Gud, han, som førte os og vore fædre op fra Ægypten, fra trællehuset, og gjorde hine store tegn for vore øjne og bevarede os under hele vor vandring og blandt alle de folk, hvis lande vi drog igennem«. ret

(182)  Folket fornyede deres pagt med Josua. De sagde til ham: »Herren vor Gud vil vi tjene, og hans røst vil vi lyde!« Josua skrev deres pagtsord i bogen med de love og forordninger Moses fik. Josua var elsket og respekteret af hele Israel, og ved hans død førte de megen jammerklage. ret

næste kapitel