Guds ark og Israels skæbne

(183)  Dette kapitel er baseret på 1 Samuel 3-6; 2 Samuel 6 og 1 Konge 8.
Guds ark var en hellig kiste, fremstillet for at bevare de Ti Bud, hvilken lov skulle repræsentere Gud selv. Denne ark blev betragtet som Israels ære og styrke. Tegnene på den guddommelige tilstedeværelse blev på den dag og nat. Præsterne der tjente foran den var særligt indviet til det hellige embede. De bar en brystplade med dyrebare stene med forskellige materialer, de samme der udgjorde de tolv fundamenter på Guds stad. Inden for rammen var navnene på Israels tolv stammer, indgraveret på ædelstene sat i guld. Dette var et meget rigt og smukt værk, der han fra præsternes skuldre og dækkede brystet. ret

(183)  På højre og venstre side af brystpladen var der to store stene, som skinnede med stor stråleglans. Når forskellige ting blev bragt frem for dommerne, som de ikke kunne afgøre, blev de henvist til præsterne, og de spurgte Gud, som svarede dem. Hvis Han var velvillig, og hvis Han kunne tilstå dem succes, hvilede en strålende herlighedsglans på ædelstene til højre. Hvis han misbilligede, var det som om damp eller en sky hvilede over den dyrebare sten på venstre side. Når de spurgte Gud om at tage i kamp, sagde ædelstenen på højre side dette, når den var omkranset af lys, Gå og vind. Og når stenen til venstre blev overskygget af en sky sagde den: »I skal ikke gå; I vil ikke vinde.« ret

(184)  Når ypperstepræsten gik indenfor i det allerhelligste engang om året, og gjorde tjeneste foran arken under Guds ærefrygtsindbydende tilstedeværelse, spurgte han, og Gud svarede ham ofte med hørbar røst. Når Herren ikke svarede med stemme, lod Han de hellige lys- og herlighedsståler hvile på Keruberne på højre side af arken, som anerkendelse eller velvilje. Hvis deres anmodning blev afvist, hvilede en sky over keruben til venstre. ret

(184)  Fire himmelske engle ledsagede altid Guds ark på alle dens rejser, og vogtede den for al fare og opfyldte enhver mission de var blevet pålagt i forbindelse med arken. Jesus, Guds Søn, blev fulgt af himmelske engle, der gik foran arken, da den kom til Jordan; og vandene blev skåret igennem over for Hans tilstedeværelse. Kristus og englene stod ved arken og præsterne i flodsengen indtil hele Israel var gået over Jordan. Kristus og englene ledsagede arkens rundtur omkring Jeriko, og til sidst nedstyrtes byens massive mure og overgav Jeriko til Israels hænder. ret

(184)  Resultatet af Elis forsømmelse
Da Eli var ypperstepræst ophøjede han sine sønner til præsteskabet. Kun Eli fik lov til at gå ind i det allerhelligste en gang om året. Hans sønner gjorde tjeneste ved tabernaklets dør og virkede ved at slå dyrene ihjel og ved offeralteret. De misbrugte hele tiden dette hellige embede. De var selviske, ærgerrige, grådige og ryggesløse. Gud irettesatte Eli for hans kriminelle forsømmelse med familiedisciplin. Eli irettesatte sine sønner men betvang dem ikke. Efter at de var sat i præsteskabets hellige embede, hørte Eli om deres optræden med at bedrage Israels børn for deres ofre, og deres frække overtrædelser af Guds love og deres voldelige optræden, som fik Israel til at synde. ret

(185)  Herren gjorde barnet Samuel bekendt om de domme Han ville føre over Elis hus, på grund af deres forsømmelse. »Så sagde Herren til Samuel: »Se, jeg vil lade noget ske i Israel, som skal få det til at ringe for begge ører på enhver, som hører derom. På den dag vil jeg lade alt, hvad jeg har talt om Elis slægt, opfyldes på ham, alt fra først til sidst. Du skal kundgøre ham, at jeg har dømt hans slægt for evigt, fordi han vidste, at hans sønner ringeagtede Gud, og dog ikke talte dem alvorligt til. Derfor har jeg svoret over Elis hus: Visselig, Elis hus's brøde skal aldrig i evighed sones ved slagtofre eller afgrødeofre!« ret

(185)  Elis sønners overtrædelser var så dristede, en sådan forhånelse mod en hellig Gud, at intet offer kunne forsone en så bevidst overtrædelse. Disse syndige præster vanhellige de ofre der symboliserede Guds Søn. Og ved deres blasfemiske optræden trådte de på soneblodet, som stammede fra alle ofres dydighed. ret

(185)  Samuel fortalte Eli Herrens ord; da sagde han: »Han er Herren; han gøre,hvad ham tykkes bedst!« Eli vidste at Gud var blevet vanæret, og han følte at han havde syndet. Han underkastede sig at Gud således straffede hans syndige forsømmelse. Herrens ord til Samuel, blev gjort kendt af Eli til hele Israel. Idet han gjorde dette, mente at han kunne rette op på sin tidligere syndige forsømmelse. Det onde der blev erklæret over Eli skulle forhales mere. ret

(185)  Israelitterne førte krig mod filisterne og blev overvundet, og fire tusinde isralitter blev slået ihjel. Hebræerne blev bange. De vidste at hvis andre folk skulle høre om deres nederlag ville de opmuntres til at føre krig mod dem. Israels ældste afgjorde at deres nederlag var fordi Guds ark ikke var med dem. De sendte folk til Silo efter pagtens ark. De mente at deres overgang over Jordan og den lette sejr over Jeriko, da de bar arken, og de afgjorde at alt var nødvendigt at føre arken tilbage til dem, og de ville sejre over deres fjender. De indrømmede ikke at deres kraft lå i lydighed mod den lov der var i arken, som repræsenterede Gud Selv. De urene præster, Hofni og Pinehas, var med den hellige ark, der overtrådte Guds lov. Disse syndere førte arken til Israels lejr. Krigsmændenes tillid blev genoprettet, og de var overbevist om medgang. ret

(186)  Arken blev taget
»Da nu Herrens pagts ark kom til lejren, brød hele Israel ud i et vældigt jubelråb, så jorden rystede derved. Og da filisterne hørte jubelråbet, sagde de: »Hvad er det for et vældigt jubelråb i hebræernes lejr?« Og de fik at vide, at Herrens ark var kommet til lejren. Da blev filisterne bange, thi de tænkte: »Gud er kommet i lejren!« Og de sagde: »Ve os! Sligt er ikke hændet før! Ve os! Hvem skal fri os af denne vældige Guds hånd? Det er den Gud, som slog ægypterne med alle hånde plager og pest. Tag eder nu sammen og vær mænd, filistere, for at I ikke skal komme til at trælle for hebræerne, som de har trællet for eder; vær mænd og kæmp!« Så begyndte filisterne kampen, og Israel blev slået, og de flygtede hver til sit; nederlaget blev meget stort; der faldt 30 000 Mand af det israelitiske fodfolk, Guds ark blev gjort til bytte, og Elis to sønner Hofni og Pinehas faldt.« ret

(187)  Filisterne mente at denne ark var israelitternes gud. De vidste ikke at den levende Gud, som havde skabt himlene og jorden, og gav Sin lov på Sinai, sendte velstand og modgang eftersom Hans lov blev overholdt eller overtrådt, den lov som lå inde i den hellige kiste. ret

(187)  Der skete et meget stort blodbad i Israel. Eli sad ved vejkanten, og overvågede med skelvende hjerte for at få nyheder fra hæren. Han blev bange for at Guds ark blev taget og besmittet af Filisterhæren. En budbringer fra hæren løb fra Siloa og informerede Elia at hans to sønner var blevet slået ihjel. Han kunne bære dette med en vis sindsro, for han havde grund til at forvente dette. Men da budbringeren tilføjede, »Og Guds ark er taget,« vaklede Eli på sit sæde, og faldt bagom og døde. Han delte Guds vrede som kom over hans sønner. Han var skyldig i stor grad skyldig i deres overtrædelser, fordi han forbryderisk ikke havde stoppet dem. At Filisterne havde taget Guds ark, blev betragtet som den største katastrofe som Israel kunne komme ud for. Pinehas hustru kaldte sit barn Ikabod, da hun var ved at dø, og sagde: »Borte er Israels herlighed! Dermed hentydede hun til, at Guds ark var taget.« ret

(187)  I Filisternes land
Gud lod Sin ark blive taget af deres fjender, for at vise Israel hvor tomt det var at stole på arken, symbolet på Hans tilstedeværelse, medens de vanhelligede de bud som lå inde i arken. Gud ville ydmyge dem, ved at fjerne den hellige ark fra dem, deres opblæste styrke og tillid. ret

(188)  Filistrene sejrede, fordi de, som de mente, havde fået israelitternes berømte Gud, som havde udført sådanne undere for dem, og havde fået dem til en rædsel for deres fjender. De tog Guds ark til Asdod, og satte den i et strålende tempel, gjorde den til ære for deres mest populære gud Dagon, og satte den ved siden af deres gud. Om morgnen gik disse guders præster ind i templet, og blev bange over at se Dagon faldet på sit ansigt til jorden foran Herrens ark. De rejste Dagon og satte ham på hans tidligere position, de mente at han kunne være faldet ved et uheld. Men den næste morgen fandt de at han var faldet ligesom før, på sit ansigt til jorden, og Dagons hoved og begge hans hænder var faldet af. ret

(188)  Guds engle, som altid ledsagede arken, kuldkastede den sanseløse afgud, og derefter blev den lemlæstet, for at vise at Gud, den levende Gud, var over alle guder, og at over for Ham var alle hedenske guder som ingenting. Hedningene havde stor ærbødighed for deres gud, Dagon; og når de fandt den helt lemlæstet og ligger på sit ansigt over for Guds ark, blev de bedrøvede og anså det for et meget dårligt varsel for filistrene. De tolkede det sådan at filistrene og alle deres guder skulle underlægges og udslettes af hebræerne, og at hebræernes Gud ville være større og mægtigere end alle guder. De fjernede Guds ark fra deres afgudstempel og satte den for sig selv. ret

(188)  Filistrene beholdt Guds ark i syv måneder. De skulle overvinde israelitterne og fik taget Guds ark, hvori de mente deres kraft bestod, og mente at de altid ville være i sikkerhed og ikke længere kunne frygte for Israels hære. Men midt i deres glæde i deres succes kunne der høres klageskrig over landet, og årsagen blev til sidst tilskrevet Guds ark. Den blev båret fra sted til sted i rædsel, og ødelæggelse fra Gud fulgte med på deres vej, indtil filisterne var blevet meget rådvilde over hvad de skulle gøre med den. De engle som fulgte med den, passede på at der skulle ske den noget. Og Filistrene turde ikke åbne kisten; for deres gud Dagon mødte dem med en sådan skæbne, at de ikke turde røre den, eller nærme sig dem. De kaldte på præsterne og spåmændene, og spurgte dem hvad de skulle gøre med Guds ark. De rådede dem til at bringe den tilbage til det folk den tilhørte, og sende den sammen med kostbare syndofre, at hvis Gud fandt godt at acceptere dette, ville de helbredes. De skulle også forstå at at Guds hånd var på dem fordi de havde taget Hans ark, som alene tilhørte Israel. ret

(189)  Tilbage til Israel
Nogle var ikke glade for dette. Det var for ydmygende at føre arken tilbage, og de fremhævede at ingen af Filisterne ikke turde vove sit liv at føre Guds ark tilbage til Israel, som havde bragt sådan død over dem. Deres rådgivere bad folket indstændigt om at ikke forhærde deres hjerter, ligesom ægypterne og Farao havde gjort, og fik endnu større pinsler og plager til at komme over dem. Og da de alle blev bange for at tage Guds ark, rådede de dem og sagde: »Tag derfor og lav en ny vogn og tag to diegivende køer, som ikke har båret åg, spænd køerne for vognen og tag kalvene fra dem og driv dem hjem; tag så Herrens ark og sæt den på vognen, læg de guldting med, I giver den med i sonegave, i et skrin ved siden af og send den så af sted. Læg sidenefter mærke til, om den tager vejen hjem ad Bet-sjemesj til. Thi så er det ham, som har voldt os denne store ulykke; i modsat fald ved vi, at det ikke var hans hånd, som ramte os, men at det var en hændelse!« Mændene gjorde da således; de tog to diegivende køer og spændte dem for vognen, men kalvene lukkede de inde i stalden. . . . . . Men køerne gik den slagne vej ad Bet-sjemesj til; under ustandselig brølen fulgte de stadig den samme vej uden at bøje af til højre eller venstre.« ret

(190)  Filistrene vidste at køerne ikke ville forlade deres unge kalve der hjemme, medmindre de blev drevet af en usynlig kraft. Køerne gik direkte til Bet-sjemesj, i kærlighed for deres kalve, de gik dog direkte væk fra dem. Filistrenes Herre fulgte efter arken til Bet-sjemesjs grænser. De turde ikke betro den hellige kiste til køerne. De var bange for at skete der noget ondt med den, vil der komme større ulykker over dem. De vidste ikke at Guds engle ledsagede arken og ledte køerne på til det sted hvor den tilhørte. ret

(190)  Formastelsen straffet
Folket i Bet-sjemesj var ved at høste marken, og da de så Guds ark på kærren, trukket af køer, blev de meget glade. De vidste at det var Guds værk. Køerne trak kærren med arken til en stor sten, og stadsede af sig selv. Levitterne tog ned til Herrens ark og til filistrenes ofre, og de ofrede kæren og køerne som bar den hellige ark, og filistrenes ofre, til Gud som brændofre. Filistrenes herre vendte tilbage til Kron, og plagen holdt op. ret

(191)  Bet-sjemesjs mænd var nysgerrige efter af vide hvilken stor magt der kunne være i den ark, som fik den til at udføre så forunderlige ting. De så på arken alene, som var så kraftfuld, og den ikke gav kraft til Gud. Ingen andre end helligt udpegede mænd til formålet kunne se på arken, omgivet af dens dække, uden at de blev slået ihjel, for det var som at se på Gud Selv. Og idet folket stillede deres nysgerrighed og åbnede arken og så ind på de hellige indskæringer, som hedenske afgudstilbedere ikke turde gøre, slog engle der fulgte arken omkring halvtredsusinde folk ihjel. ret

(191)  Folkene i Bet-sjemesj var bange for arken, og de sagde: »Hvem kan bestå for Herrens, denne hellige Guds, åsyn? Og hvor vil han drage hen fra os?« Og de sendte bud til indbyggerne i Kirjat Jearim og lod sige: »Filisterne har sendt Herrens ark tilbage. Kom herned og hent den op til eder!« Folkene i Kirjat Jearim bragte Herrens ark til Abinadabs hus og helligede sin søn til at tage vare på den. I tyve år var hebræerne i filistrenes magt, og de blev ydmyget stærkt og angrede deres synder, og Samuel gik i forbøn for dem, og Gud var igen nådig imod dem. Og Filistrene førte krig mod dem, og Herren virkede igen på en mirakuløs måde for Israel, og de overvandt deres fjender. ret

(191)  Arken forblev i Abinadabs hus indtil David blev gjort til konge. Han samlede alle Israels mænd, tredive tusinde, og gik for at føre Guds ark frem. De satte arken på en ny kærre. David og hele Israels hus bad for Herren med alle slags musikinstrumenter. »Men da de kom til Nakons tærskeplads, rakte Uzza hånden ud og greb fat i Guds ark, fordi okserne snublede. Da blussede Herrens vrede op mod Uzza, og Gud slog ham der, fordi han rakte hånden ud mod arken, og han døde på stedet ved siden af Guds ark.« Uzza blev vred på okserne, fordi de snublede. Han viste en tydelig mistillid til Gud, som om Han, der havde ført arken fra Filisternes land ikke kunne tage vare på den. De engle som ledsagede arken slog Uzza ned for at række sin hånd ud, i formastelig utålmodighed, mod Guds ark. ret

(192)  »Og David grebes den dag af frygt for Herren og sagde: »Hvor kan da Herrens ark komme hen hos mig!« Og David ville ikke flytte Herrens ark hen hos sig i Davidsbyen, men lod den sætte ind i gatiten Obed Edoms hus.« David vidste at han var en syndig mand,og han var bange for at han, ligesom Uzza, blive formastelig på en eller anden måde, og fremkalde Guds frede på ham selv. »Herrens ark blev så i gatiten Obed Edoms hus Tre måneder, og Herren velsignede Obed Edom og hele hans hus.« ret

(192)  Gud ville undervise Hans folk i at, når Hans ark var rædsel og dø for dem der overtrådte Hans bud, der var inde i den, ville han også være til velsignelse og styrke for dem der var lydig mod Hans bud. Da David hørte at Obed-Edoms hus blev stærkt velsignet, og at alt han havde fik velstand, på grund af Guds ark, blev han ivrig efter at bringe den til sin egen by. Men før David vovede at flytte den hellige ark, helligede han sig selv til Gud og befalede også at alle mænd i højeste myndighed i riget skulle afholde sig fra al verdslig forretning, og alt som afleder deres tanker fra hellig gudsfrygt. Således skulle de helliggøre sig til at føre den hellige ark til Davids stad. »Han gik hen og lod under festglæde Guds ark bringe op fra Obed Edoms hus Til Davidsbyen. . . . . . . . ret

(193)  »De førte så Herrens ark ind og stillede den på plads midt i det telt, David havde rejst den, og David ofrede brændofre og takofre for Herrens åsyn.« ret

(193)  I Salomons tempel
Efter at Salomon havde fuldendt tempelbyggeriet samlede han Israels ældste og de mest indflydelsesrige mennesker blandt folket, for at føre Herrens pagts ark ud af Davids stad. Disse mænd havde helliget sig selv til Gud, og ledsagede præsterne der bar arken under stor alvor og ærbødighed. »Og de bragte Herrens ark op tillige med åbenbaringsteltet og alle de hellige ting, der var i teltet; præsterne og leviterne bragte dem op. Og kong Salomo tillige med hele Israels menighed, som havde givet møde hos ham foran arken, ofrede småkvæg og hornkvæg, så meget, at det ikke var til at tælle eller overse.« ret

(193)  Salomon fulgte sin fader Davids eksempel. Han ofrede for hver sjette skridt. Med sang og musik og stor ceremoni, »førte præsterne Herrens pagts ark ind på dens plads i templets inderhal, det allerhelligste, og stillede den under kerubernes vinger; thi keruberne udbredte deres vinger over pladsen, hvor arken stod, og således dannede keruberne et dække over arken og dens bærestænger.« ret

(194)  Der blev gjort en meget prægtig helligdom, efter det mønster Moses fik vist på bjerget og derefter overbragt af Herren til David. Den jordiske helligdom blev gjort som den himmelske. Udover keruberne på arkens top, gjorde Salomon to engle i stor størrelse, der står ved hver ende af arken, der repræsenterer de himmelske engle der altid passer på Guds lov. Det er umuligt at beskrive dette tabernakels skønhed og glans. Der, såvelsom i tabernaklet, blev den hellig ark båret i højtidelig og ærbødig orden, og sat på sit sted under de to statelige kerubers vinder, der stod på gulvet. ret

(194)  Det hellige stemte deres stemmer i, med al slags musikinstrumenter, i pris til Gud. Og medens stemmerne, i harmoni med musikinstrumenter, genlød igennem templet og blev båret igennem luften udover Jerusalem, tog skyen med Herrens herlighed huset i besiddelse, ligesom det tidligere fyldte tabernaklet. »Da præsterne derpå gik ud af helligdommen, fyldte skyen Herrens hus, så at præsterne af skyen hindredes i at stå og udføre deres tjeneste; thi Herrens herlighed fyldte Herrens hus.« ret

(194)  Kong Salomon stod på talerstolen af kobber foran alteret og velsignede folket. Så knælede han ned, og med sine hænder rakt opad, udgød han en alvorlig og højtidelig bøn til Gud, medens forsamlingen var bøjet på deres ansigter til jorden. Efter at Salomon afsluttede sin bøn, kom en mirakuløs ild ned fra himlen og fortærede offeret. ret

(194)  På grund af Israels synder blev den ulykke som Gud sagde skulle komme over templet, hvis Hans folk forlod Ham, opfyldt nogle hundrede år efter at templet blev bygget. Gud lovede Salomon, at hvis han forblev trofast, og hans folk ville adlyde alle Hans bud, skulle dette herlige tempel stå for altid i al sin glans, som et bevis på velstanden og ophøjede velsignelser hvilede over Israel for deres lydighed. ret

(195)  Israels fangenskab
Fordi Israel havde overtrådt Guds bud og deres onde handlinger, lod Gud dem gå i fangenskab, og ydmyge og straffede dem. Før templet blev ødelagt, gjorde Gud dets skæbne bekendt for nogle af Sine trofaste tjenere. Templet var Israels stolthed, og de anså det for afgudsdyrkelse, så længe de syndede imod Gud. Han åbenbarede også Israels fangenskab for dem. Disse retfærdige mænd fjernede, lige før templets udslettelse, den hellige ark med stentavlerne, og skjulte det under knurren og bedrøvelse i en hule hvor den skulle skjules for Israels folk, på grund af deres synder, og skulle ikke længere genoprettes for dem. Denne hellige ark er stadig skjult. Den er aldrig blevet flyttet siden den blev skjult. ret

næste kapitel